Sidste dag!

Så er det den allersidste dag, hvor den nyligt sammenbragte Dahl Vikkelsø Mathiasen-familie med de 2 hunde-kræ er boligløse og henvist til kolonihaven uden el eller varmt vand. Eller ret meget vand overhovedet, det smådrypper ihvertfald kun. Heldigt undertgnede kommer fra en lillebitte ø helt uden rindende vand andet end det, som dryppede gennem det utætte tag. Sådan en opvækst har jo heldigvis ikke medført egentligt hysteriske personlige hygiejne-standarder og da slet ikke til en selv…
Nej, i dag ligger vi begravet i hushøje læs af flyttekasser mens vi til gengæld i morgen vil bo i paradiset i Åbyhøj. Derude ligger jo den veritable kunstneriske smeltedigel og egentlige kreative kraftcenter for hele Århus, ikke dårligt når vi nu selv skal sige det. Lige i den retning kommer i det mindste undertegnede til at trække noget ned, men det gør vel næppe så meget når nu alle de andre er så brilliante. Man ser dem ihvertfald meget tit i medierne, så det må de vel være.
Nå, men vi er altså stadigvæk i dag at træffe i Åbogade 40 i den ydmyge baggård, som vi har benyttet siden firmaets spæde start. En lille smule vemodigt at flytte og også helt vildt fantastisk fedt.
Åbyhøj. here we come!

C. V. Jørgensen

Undertiden kan man komme i tivl om sin egen dømmekraft og ikke mindst lige i disse for vores lille familie så bolig-løse dage, hvor der er lidt ekstra tid til lidt flyvsk tankevirksomhed. Heldigvis kommer det ikke til at betyde noget videre for vores skribentvirksomhed her, da der ikke er strøm i det kolonihavehus, der p. t. danner rammer om den lidt sammenklumpede idyl. Derfor skal offentligheden nok slippe for alt for mange syrlige kommentarer til verden herfra, og det er jo også temmeligt vanskeligt at bevare pessimismen for tiden i vores lille firma. Og så er vi ikke engang kommet til kærligheden endnu..

Tilbage til den livslange tvivl. Dengang denne skribent startede på universitetet i 1975 var en af datidens mest fremtrædende heltefigurer indenfor den danske rockmusik en vis Carsten Valentin Jørgensen. På vores 12-værelsersgang blev han altid spillet mindst ét sted så han må vel have været god. Nu skal det siges, at min nabo dengang ALTID og hele døgnet spillede 10CC og senere viste det sig med dem, at de faktisk var ganske forfærdeligt ringe. Om dem derinde i nummer 6 senere nogensinde opdagede det har vi ingen underretning om her, de flyttede nemlig ud i intetheden som de allerfleste jo gør i løbet af et langt liv, hvor enhver jo er sin “egen stjerne” I det ekspanderende univers oplever man jo som stjerne den nødvendige skæbne, at der aldrig er noget, der nogensinde nærmer sig én, alt og alle bevæger sig hele tiden bort… Se, DET HER er jo tankevækkende omend måske ikke poetisk. Anderledes med C. V., som han senere så kærligt blev omtalt. Det var vel også ganske svært at se noget ondt eller ligefrem kosmisk forkert i denne kejtede og ellers elskelige person men derfra og så gøre ham til dansk-rockens største poet er der vel alligevel et stykke vej. Det var dog alligevel det, som han var allerede dengang og det vedblev han med at være i de efterfølgende godt 3 årtier, generation efter generation. Fantastisk godt gået, Carsten!, respekt!, som det vist senere kom til at hedde. Blot underligt at jeg aldrig selv fattede blot det allermindste af al denne tilsyneladende accepterede storhed, men måske det var misundelse?

Næppe, for dengang var denne skribent nemlig overhovedet ikke skribent, ikke videre kritisk overfor nogetsomhelst og særlig eftertanke var vel osse et fremmedord. Alligevel syntes jeg altid, at C. V. og hans til enhver tid så fejrede poetiske evner lod mig aldeles iskold. Jeg kan sagtens se det “skæve” i hans tekster og små “poesi-brokker”, men det er vist også det. For denne skribent kommer det aldrig “op og ringe” og det ikke bare det allermindste.

C. V. ‘s tekster ligner altid for denne skribent skitserne i en teenagers poesibog: Ganske sjove at opleve men forglemmelige på en helt aldeles ja uhyre forglemmelig måde. Ikke fordi de på nogen tidstypiske eller på anden måde uløseligt bundet til nogen speciel tid eller tidsalder. Næh, de er “udenfor enhver tid” for denne skribent på nogenlunde samme måde, som de uden nogen egentlig mening eller nødvendighed. Derfor kan jeg trods massiv udsættelse for C. V. gennem flere årtier stadigvæk kun huske en enkelt linie fra en sang, der vistnok hedder “Costa del Sol” Eller noget andet, det er vist uvæsentligt på samme måde som sangens helt igennem idiotiske politiske budskab. Nå, man slipper ikke gennem et helt langt liv uden visse overfladiske skrammer, og mere end overfladisk forekom C. V. aldrig at være for denne skribent. Mange andre har ment noget andet men om de så har spillet pladerne i smug derhjemme melder historien ingenting om. Det har de så nok ikke. Jeg mindes da aldrig at have hørt pladerne spillet ud af åbne vinduer: Megaet andet lort men altså ikke lige det her, men måske forkalningen blot nådigt allerede har “ædt” erindringen…

C. V. kommer tilbage i disse dage, fordi vores fejrede og fyrige festugedirektør Jens Folmer Jepsen efter for nogle år siden at have lavet en vel med rette overset dokumentar-kortfilm om C. V. har overtalt den gamle “runkedor” til at give et par koncerter efter mange års koncertpause. Det er tilsyneladende en af de største begivenheder i denne festuge og det forstår jeg ca. ligeså godt nu som jeg forstod hans storhed dengang i 1975. Altså ikke rigtigt, men min kone siger, han er skidegod, så det må vel passe.
Der er nu alligevel noget, der mangler fuldstændigt i C. V.’s tekstunivers for denne skribent, nemlig simpel og grundlæggende “ægthed” og det gør ham og hans musik ligeså tvingende nødvendig som et andet mangeårigt rock-koryfæ, nemlig “stinkeren” Sting. Man kan vel dårligt sammenligne deres musik og da slet ikke deres personligheder (Sting er jo en noget forloren og afsindigt strømlinet/korrekt fætter, mens C. V. vist er fin nok), men alligevel har de næsten lige længe været idoler for vel nogenlunde de samme mennesker med et flertal af kvinder i. Især Stings særlige “rock-light” af “den ægte vare” har jo været et vældigt hit overalt på pigeværelserne på samme måde som den noget mere tidsbundne danske udgave med Malurt og Michael Falch. 

Det mest pudsige i denne festuge og koncerten med C. V. er så for denne skribent, at jeg faktisk synes, at festugedirektør Jens Folmer Jepsens gamle bedrifter som tekstforfatter er LANGT bedre end C. V.’s. Ikke mindst Folmers tekst til det habilt hittende band “På Slaget 12” (godt nok et åndssvagt navn, det har han vel ikke stået fadder til) og deres hit “Ude på det Blå Ocean” er altså poesi i en noget anden klasse og kaliber end C. V.’s ubehjælpsomme brokker. 
Det var så dagens kætterske afsløring: Jeg kan IKKE LIDE C. V., hans tekster er usammenhængende og hjælpeløse og poesi på Pixi-bogsniveau, men jeg kan skidegodt lide festugedirektør Folmers gamle mesterværker. Hm., det skal jeg da vist gå lidt stille med, det skulle nødigt komme frem og da slet ikke overfor fruen, som er ægte C. V.-fan. De findes altså, mærkeligt!

Falsk markedsføring!

I dag vil vi afsløre et groft tilfælde sf uhyre tvivlsom markedsføring. Det drejer sig om et firma i den århusianske midtby indenfor den professionelle installationsbranche, der som de fleste andre skumle foretagender er kendt under flere navne. Aps.-et hedder nemlig P. M. Audio, mens firmaet normalt kendes under navnet Pouls Audiobutik mest fordi jo lige er det, som det er. “Poul s” altså, for nogen butik er det ikke og har aldrig været. Allerede her er der noget skummelt over det hele.

Nå, afsløringen i dag er så, at denne butik i lighed med ganske mange andre butikker, for eksempel den fra stiften.dk så kendte noget uhyggelige risskovske strandfurie, “ChangeArtisten” Kirsten Rubech iog hendes firma kke længere kan findes i den fysiske verden. Nu er bevæggrundene noget forskellige, for det er ikke fordi Pouls Audiobutik er gået fuldstændigt på nettet, næh, der forbliver vi for evigt famlende amatører. 

Sandheden er såmænd den enkle, at fra og med i formiddag er vi helt og aldeles fraflyttet Fåborggade i den evige menneskelige jagt efter grønnere græsgange. grønnere bliver det ialtfald derude på Åbyhøjvej 16, hvor vi desværre først kan flytte ind på tirsdag. Det er i den anledning vi lige må understrege, at den nævnte adresse her på siden i Fåborggade altså er aldeles falsk men ikke mindre falsk ville det jo være at skrive Åbyhøjvej 18. Før på tirsdag altså.
Vi kan selvfølgelig sagtens træffes som sædvanligt i Åbogade 40 men ring lige først for en aftale, vi farer lidt meget rundt. Hvis man skulle have lyst til at finde os efter sædvanlig butikstid med en pose øl kan vi træffes i vores kolonihave uden nummer på i allerbedste “ChangeArtist”-stil. Fuldstændig anonymitet uden nogen adresse nogetsteds. Prøv lige for sjovs skyld at “google” hendes navn og se hjemmesiden på hendes firma Eliteprivat. Det er en god modvægt mod at dyrke nogen speciel “elite” at se det her skulle man synes og vel allermindst den aldeles selvbestaltede-og proklamerede.. Selv vores egen hjemmeside kommer i den sammenligning til at se ganske fornuftig ud (det gør den ellers sjældent), men nu er kvindelig visdom vel heller i hverken historisk eller litterært perspektiv koblet særligt uløseligt eller overhovedet tæt sammen med klimakteriet og noget mindre hos fr. Rubech end noget andet sted vi har kikket.
Men som sagt, kik selv efter og se hvad der er dummest…Ellers skal der genlyde en beklagelse for at vi ikke hver dag i disse tider kommer til computeren tidligt nok til at udøve den kære pligt som det er at skrive det her…Det gør vel trods alt en lillebitte forskel derude, det er ihvertfald hvad vi vil vælge at tro. Det betyder naturligvis ikke, at det bliver rigtigere af det på samme måde som man for vores skyld også gerne må tro på nisser og andre fiktive fabeldyr. Som “ChangeArtister” Men prøv nu lige her på tærsklen til fremtiden at se billedet af Rubech på stiften.dk.’s debatside og se hendes hænder. Kik rigtigt, rigtigt godt efter og bliv rigtigt, rigtigt bange!

Gulvslibning m. m.

Nu er denne side ikke så forfærdelig karrig med at kaste lud rundt omkring, måske der gemmer sig en skabs-inder/pakistaner i undertegnede. Dernede er det jo åbenbart ganske populært at kaste med syre og sager mod de kvinder, man ikke kunne få. Selv om man måske ikke skulle tro det er denne skribent faktisk osse en enkelt gang blevet afvist selv uden dog at gå helt til yderligheder. Et enkelt afbrækket sidespejl på hendes bil var vist alt, hvad det blev til men det er vist noget der skete i en fjern, fjern galakse for længe, længe siden. Surrealistisk som at der nogensinde engang var kærlighed når samme kærlighed nu forlængst er forbi..
Nå, helt så slemme er vi vel ikke, men vi skal da i forbindelse med gårsdagens tekst lige henvise til det billede af Kirsten Lebech, som stadigvæk findes på netsiden Stiften.dk. Enhver kan udfra det selv vurdere teksten i går men ligefrem vanvittigt flink kan man vel dårligt sige hun ser ud. For visse mennesker er det tydeligvis ganske ubærligt, at hele verden på tilsyneladende magisk vis hele tiden bliver yngre, mens man selv uundgåeligt bare bliver mere og mere rynket og endnu mindre attraktiv. Næsten så rynket, at lokaltillægget på Århus Stiftstidende kunne hænge fast i rynkerne i særligt grelle tilfælde. At manden forlængst er rendt med sekretæren eller måske endda med sekretærens datter gør jo heller ikke akkurat fremtiden lysere. Det er et ubarmhjertigt liv, hvor “En Plads i Solen” (som den engelske forfatter John Braines fabelagtige forlængst glemte bog hed på dansk) engang gav attraktiv kulør men nu som “Dorian Grays Billede” (Oscar Wilde, vi er vist spræng-lærde i dag) bare giver rynker og hudkræft og hår som en høstak. Og så alle de unge piger, som bliver yngre og yngre, Fandens osse!
Nå, den eneste lud vi vil bruge i dag bliver på gulvene i vores gamle lejlighed i Fåborggade, som denne morgen er blevet definitivt rømmet. Derfor er denne tekst jo blevet noget kort men i morgen burde der atter være lidt tid til spøg og skæmt. 
Dagens spøg og skæmt er ellers mest kommerciel, da vi netop har lagt sidste hånd på en større ordre til Mediehøjskolen i København og osse den lokale Studenterradio skal have en bilfuld sager og så er der jo altid det sædvanlige med lidt montering i Ry Hal osv. osv.

Runkne runkel-roer

I gamle dage sang forlængst salig Osvald Helmuth en dengang forkætret revysang, der hed “20 tønder land” For folk uden denne skribents enorme viden om de faktiske forhold i landbruget og praktiske ankeldybe gummistøvleaftryk størrelse 46 i møddingen bagved stalden skal vi forklare, at en tønde land ikke er et rummål, som man måske skulle tro. Sådan a la “en tønde olie” men altså bare “land” Nej, der er tale om et gammeldags arealmål, som man brugte for at imponere folk med, som ellers mest regnede i det metriske hektar-system. En tønde land er nemlig kun knapt en halv hektar og tallet bliver derfor altid større, vældigt praktisk for de fåmålte bønder derovre på Endelave, som mest åbnede munden for at klage over vejr og vejr og alle andre eller altså for at prale. Ellers holdt de mest kæft og mugede ud så de var ret OK.

Tilbage til Osvald Helmuth og hans dengang noget vovede sang. En tekstlinie lød nemlig, at landmanden ikke ville sælge sin jord, fordi han “ikke ville have bare røve sin strand” Datidens revygængere hvinede bornert og det kan man jo i dag måske more sig over. Ikke mindst fordi der i de sidste godt 500 år ikke har været noget, det overhovedet hedder en “privat strand”. Al ikke-matrikuleret jord som altså tidevandsoverskyllede stande er offentlige, så allerede dengang gav sangen ingen mening. Vi skal faktisk til tiden inden Christian den 2., ham det “stockholmske blodbad” for at finde en privat starnd og dengang badede man vist ca. ligeså meget som man gør på de anatolske højsletter så det er vel noget irrelevant. Strande er altså principielt offentlige og det er simpelthen ganske lovligt (og naturligvis prøvet ved domstolene af ak ja selveste de noget småtskårne tabere fra Kristeligt Folkeparti) at bade nøgen ved SAMTLIGE STRANDE i Danmark, altså ikke blot de gode gamle etablerede nudist-strande (et spændende udflugtsmål for lille Polle, men det var en parantes)

Og så tilbage til nutiden. I går havde den lokale Århus Stiftstidende nemlig en dobbeltsidet artikel med en mystisk person. Mystisk fordi hun har så store solbriller, at de næsten anonymiserer hende ligeså godt som nogen burka ville have gjort og nok ville blive forlangt fjernet ved fremvisning af buskort i bybusserne. Nå, nu ser hun nu lidt for “overklasset” ud til at kende taksterne i busserne, hun er nemlig en ganske trimmet midaldrende model. trimmet gælder faconen og så ikke så meget andet, vi skal nok komme tilbage til de “runkne runkelroer” og man kan vel gætte lidt med imens. Det gode “trim” kommer fra daglig kondiløb på stranden, her Bellevue i Risskov og så har vi balladen og anledningen til hele artiklen. Denne dame, Kirsten Lebech,(der iøvrigt i artiklen benævnes med den åbenbart letforståelige titel “changeartist”) mener nemlig at have observeret, at der på Bellevue er blevet flere nøgenbadere og det er ligegodt ganske forargeligt for denne pæne dame. Hvordan pokker hun har haft mulighed for at trænge igennem med dette budskab til avisen har vi ingen underretning om, for mage til “ingenting-artikel” skal man da lede længe efter. En journalist som nabo eller måske i den nærmeste familie er vist en forudsætning for det her pladder.

Som sagt, nøgenhed er fuldstændigt lovligt på stranden overalt, og derfor kunne Kirsten Lebech jo ligeså godt have sagt, at man kun ville blå biler til at køre derude på den åh så pæne Nordre Srandvej, fordi de er “harmoniske” med det blå hav. Det gør hun så ikke. Hun har tydeligvis heller ikke empati nok til at forstå de nøgne badegæsters mulige forargelse over at se denne noget “runkne runkel-roe” (for sådan ser man altså ud efter flere sejltimer på Århus-bugten end salig kaptajn Carlsen på oceanerne (ham med “det skæve skib”) Det må være et temmeligt uhyggeligt og skræmmende syn at se denne ret uhyggeligt udseende dame spæne afsted derude på stranden hver eneste morgen, og mon ikke småbørnsfamilier beskytter børnenes øjne mod dette syn. Billedet i avisen er simpelthen noget at det mere uhyggelige vi har set. Der er lidt “Hexia de Trick” over Lebechs forvredne hænder og hele hendes attitude ligner samme Hexia efter endnu et fejlslagent forsøg på at få fingre i onkel Joakims første magiske 25-øre. Til gengæld er hendes synspunkter i præcist én og kun én henseende fuldstændigt korrekte, for som hun siger: “Det er de færreste, der er flotte uden en trævl” Det er helt korrekt set fra denne skribents synspunkt, da lidt mere end halvdelen af alle mennesker under 60 jo principielt er mænd og dem kikker man ikke selv på. Blandt altså den anden knappe halvdel kan vi sagtens forudse permanente sengevædnings-problemer for svagere personer ved at skulle se kvinder som Lebech rende rundt nøgne. Det er lige ved at være slemt nok i hendes moderigtige outfit.

Nu kan man som sagt godt undre sig behørigt over, hvilken almen interesse det da kan have, at en tydeligvis lettere frustreret midaldrende overklassefrue mener om fuldstændigt lovlige forhold derude på Bellevue. Svaret er naturligvis et absolut rungenede. “Overhovedet ikke bare det allermindste” Hvad hun finder “ubehageligt” er jo i den sammenhæng uhyre ligegyldigt. Til gengæld kunne det da være sjovt at vide, hvad en “changeartist” er, eller også kan det ikke. Det er nemlig en aldeles selvopfunden titel, som vist har noget med “selvudvikling” at gøre. Selv om det måske vanskeligt at kunne se, hvordan denne dame vil kunne bidrage til nogen nogen selvudvikling nogetsteds. Afvikling, men det er jo noget andet. Hun har åbenbart også et firma med en hjemmeside, som absolut er bemærkelsesværdig og man kan faktisk også godt finde et billede af hende derude på det store internet. Hun oplyser dog ikke sin alder som ellers alle de andre undervisere gør, det troede jeg ellers mere “udviklede” kvinder gjorde efterhånden men tog åbenbart fejl.
Tjah så meget om absolut ingenting om denne dame, der som en selvfølge ikke står i telefonbogen og det på oplyste telefonnummer oplyser naturligvis heller ingen adresse. Det havde vi nu forlængst gættet da vi kikkede, det lå ligesom i det her spil kort. En 2-siders avishistorie om overhovedet ingenting udover et småtskårent menneskes endnu mere småtskårne meninger om både lovlig og almindelig acceptabel strand-adfærd. Meninger som hun nok ikke havde for 30 år siden, men man kan vel blive klogere med alderen. Det her er nok bare ikke lige det allerbedste eksempel. Det er tydeligvis næsten ikke til at bære for visse kvinder at blive ældre og mindre attraktive og da slet ikke helt igennem ufede måde, hvor hele verden bliver mere og mere forkert.
Men igen, hvordan er det her dog kommet i avisen? Det er næsten det bedste spørgsmål…
Vi beklager iøvrigt overfor eventuelle følsomme runkel-roer derude for det lidt søgte bogstavrim. Runkel-roer bliver nemlig ikke runkne, de rådner simpelhen.

Æv!

I denne uge er Fåborggade-domicilet blevet tømt for papkasser, plader og andet isenkram i en grad, så selv computeren har holdt flyttedag. Indtil vi endeligt flytter alle vores drømme ind i drømmehuset i Åbyhøj næstfølgende tirsdag ligger vi noget i flytterod så derfor vil denne sær-tjeneste være noget ustabil. Ikke upålidelig, det er jo noget ganske andet, og det lader vi som en selvfølge alle de andre om.
Der skal lige herfra lyde en stor tak til alle flyttemændene i går eftermiddags, som gjorde flyttearbejdet forholdsvist overkommeligt. Det var vel derfor det kun tog godt 20 minutter. En særlig tak skal der lyde til den af udseende ellers ganske diminutive Kramer Madsen fra “Teatret Kurt”, som var det 2. ben i flytningen af vores noget store og ganske meget tungere ATC SCM 300. Denne veritable “menneskelige kran” gjorde” det umulige muligt uden skrammer overhovedet. Visse skrammer kom der dog på denne skibents stolthed for jeg syntes faktisk højttalerne var blevet tungere end for 4 år siden, da de ellers tillige blev flyttet ned fra 3. sal. Alderen ak ja ingen undgår den helt end ikke forlængst salig Methusalem, der jo ellers stod temmeligt godt imod. Ham, og så de andre tegneseriefigurer som jubel-oldingen Geriatrix fra “Asterix”. Ups måske man risikerer en blasfemi-retssag fra de Ase-troende der måske har Asterix som deres profet. Til gengæld kan man jo godt gøre grin med jøden Methusalem men han er jo osse en fordømt jødetamp, så det er vel i orden. Sælsomt!
Ellers skal vi beklage at computerne og netforbindelsen blev ofret i weekenden men vi skal forsøge at finde tid midt her i alt det koordinerede kaos. 
Tilbage til lidt kreativt “kontaktlims-snifferi”, Teater Svalegangens højttalere skulle jo gerne virke i dag.

BMI-plat

I gamle dage (vi er faktisk helt tilbage i den nyere ur-tid, nemlig denne skribents barndom) vidste alle forældre til drengebørn, at selv om deres lille Polle (Satans øgenavn!) måske så lidt små-kvabset ud, var det jo ikke så galt endda. Alle og enhver vidste jo, at det var ganske normalt, at en normal-vægtig person jo vejede præcist det antal kilo,, som hans højde var over 1 m. Derfor var det helt fint, at en mand (vi siger hele tiden “mand” her, fordi de gamle slet ikke havde anbefalede vægtgrænser for kvinder) på 1.75 således vejede ja altså 75 kg. Enhver kunne jo ganske vist se, at den allerede dengang særdeles Adonis-byggede og muskuløse Polle (som senere skulle blive en kendt skribent på denne side) med sine 2 m. havde en ideel vægt på 100 kg. Det var tillige tydeligt for enhver, at smedens ranglede søn med sin klædelige topmave var lidt småfed for sine 1.75 og 75 kg. , men så var det jo heller ikke værre. Han fik ihvertfald senere en hel del børn med en hel del forskellige koner (de første var der nu lidt flere af)

Igen, vi havde ingen nedarvede folkelige anbefalinger for kvinders vægt. Enhver kunne jo se, at deres bygning (ja man kunne vel næsten her tale om “overbygning” varierede en hel del og også “funderingen” kunne se noget forskelligt ud for samme taljemål. Sådan noget kunne enhver selv nok så nært-iagttagende mandlig entusiast jo sagtens se, at der ingen regler var for. På aldeles sælsom vis gav alle disse vidt forskellige kvindelige “kropduer” jo alligevel den samme kriblende fornemmelse…

Helt anderledes videnskabeligt er det så blevet senere hen. Enter det såkaldte videnskabelige gennembrud kaldet “Body Mass Index. BMI.” Jubi, endelig en objektivt videnskabelig måde at opgøre noget, som tidligere jo voldte visse vanskeligheder. Jo altså mest fordi enhver landsbytosse (og dem var der enkelte af på Endelave grundet visse eksempler på indbyrdes avl med lidt rigeligt nærtbeslægtede a la mellemøstlige fårehyrde-traditioner) kunne jo se, at en kvinde på 1.60 og 60 kg. altså var noget af en “tungt-lastet skude” mens den samme knægt på 1.60 og 60 var en splejs. Nå, men videnskaben kunne nu glædestrålende kundgøre, at alle tidligere generationer naturligvis havde taget ganske fejl. For det første opererede man nemlig ikke i BMI med andet end højden og vægten., Man gjorde ikke længere forskel på mænd og kvinders vægt og det blev altså en hel del hårdere at være normal-vægtig mand nu. Mon BMI er opfundet af kvinder?

Med ét slag blev praktisk alle mænd svært overvægtige mens en hel del ganske vist allerede noget fede kvinder osse blev det. Det kunne dog sommetider være noget vanskeligt at se på muskuløse mænd som denne skribent, at det stod så galt til, men videnskaben havde altså talt. Nu kan man jo naturligvis ikke udenfor det popperske videnskabsteoretiske univers (og han er vel forlængst glemt) stille spørgsmål ved den etablerede videnskab, men det burde man måske nok have gjort her. Lad os tage et eksempel. Med en højde på 2 m. og en vægt på 100 kg. er man simpelthen gået fra at være ganske ideelt-vægtig til at være svært overvægtig med en BMI såkaldt plat-indeks på præcist 25, som simpelthen er grænsen for svær overvægt.

Vi siger “plat-“, fordi man altså for at være under den nye “fedmegrænse” simpelthen kun som 2m. høj mand må veje 75 kg., og hvor dumt er det egentligt lige det ser ud? Skidedumt, ligesom smedens Christian på Endelave som også VAR dum. Skidedum endda. Nå, videnskaben har tydeligvis talt og da ingen åbenbart stiller spørgsmål ved den nye tids oplyste BMI-indeks og dets universelle anvendelse på mænd og kvinder udelukkende ved måling af højde og vægt, tjah så må det vel være sådan det er. NEJ, DET ER EJ! At nogen mennesker opfatter BMI-indekser som andet end det allermest raffinerede vrøvl som den såkaldte videnskab hidtil har “fundet på” (ikke “fundet ud af”, det er noget helt andet) Selv min bedstemors allermest tvivlsomme ammestue-råd om ditten og datten er ren newtonsk hard-core mekanisk videnskab i sammenligning med dette umulige tankespind. Umuligt, fordi enhver burde kunne indse, at man IKKE udelukkende kan beskrive kropsbygning hos både mænd OG kvinder udelukkende ved måling af højde og vægt og tankespind, fordi ingen da inden lanceringen af BMI kan have set sig det mindste om ude i den virkelige og variable verden, hvor der både findes mænd og kvinder…
Ak ja, det er ikke kun den århusianske magistrats genopfindelse af de klassiske “Århus-historier” i forbindelse med ugens madpakkediskussioner, som er grænseoverskridende, ikke-diskussionen om BMI er det altså ikke mindre. Og kommende ikke-borgmester Bjerregaard, der skal eddermaeme meget til….

Flyttefolk!

I dag må denne sides sædvanlige dybsindigheder atter engang erstattes af flytning af diverse tunge ting. I den anledning skal vi kommende søndag eftermiddag efterlyse et par vakse unge mænd m/k til at læsse en masse plader ind i en lastbil. Arbejdet vil være af maksimalt en times varighed og den personlige tilfredstillelse ved at svede lidt vil blive rigeligt stimuleret af fra Dahl Vikkelsø Mathiasens hjemmebryggede øl. Der er tale om en som sædvanligt uhyre veltilrettelagt flytning, således tog den tilsvarende lastbiltømnings-operation sidste gang ved indflytningen blot 20 minutter.
Kom blot, der er masser af øl!

Politisk selvmord.

Nu kan man begå politisk selvmord på mange måder, mest fordi der er mange forskellige slags politikere og endnu mere fordi disse politikere ikke allesammen har samme format. Der er dog visse hovedregler i disse sælsomme “selvmordssager” således at (især) berettigede anklager om besiddelse af børneporno er øjeblikkeligt og permanent diskvalificerende for enhver, men det er naturligvis ikke fordi det har noget specifikt med sex at gøre. Det har jo altid været alle magtfulde mænds privilegium at kunne “mæske” sig med de allerdejligste yngre og vistnok især helt unge modeller. Det allerstærkeste såkaldte “aphrodisikum” for kvinder er jo nemlig aldrig det, som de selv anfører, men simpelthen magt. “Sixpacks” og andre flygtige og foranderlige egenskaber kommer uvægerligt længere nede på ønskelisten, som alligevel aldrig kan bruges til nogetsomhelst. Næsten ligeså lidt som min drengetids ønskeseddel til jul, for uanset hvor meget jeg ønskede og plagede fik jeg aldrig min store Fleischmann-modeljernbane komplet med MY-lokomotiver og bunker af Heljan-plastichuse med sne-overtræk.

Når man er magtfuld nok så behøver man så til gengæld slet ikke at ønske, for tingene kommer alligevel ganske af sig selv, se blot Monica Lewinsky, som vist heller ikke behøvede synderlig “lokkemad” fra præsident Clinton (selv om hun vist umiddelbart derefter fik “mad” alligevel…nå den var lidt lav måske) Tilbage til dagens af flyttekasser noget forkortede emne: Man kan som politiker faktisk ganske dårligt begå politisk selvmord selv gennem gentagne ganske udenoms-ægteskabelige affærer og da slet ikke, hvis man er magtfuld nok. For mindre magtfulde mænd skal der noget mindre til men generelt kan man vel sige, at mest øjeblikkeligt diskvalificerende for alt andet end den absolutte elite af politikere er en “ynkelig opførsel” Jo mere den har med sex at gøre jo bedre eller altså værre for politikeren. For eksempel forsvandt den venstrepolitikker, som belurede nøgne damer i et solcenter jo ganske hurtigt over i den nyere poltiske historie, mens socialdemokraten Jeppe Kofoeds bolleri med en 15-årig pige på en kursus, hvor han underviste, kun gav ham et næppe synlig ridse på renommeet. Forskellen lå naturligvis ikke i, at noget var mere dadelværdigt eller strafbart (Kofoeds var vel i kraft af “unge i varetægt” noget langt ude over kanten og ville have givet de fleste lærere en øjeblikkelig fyreseddel). Nej, forskellen var simpelthen “forbrydelsens” YNKELIGHED, intet andet. Den ene fik rigtig sex og ordførerskab, den anden fik vist blot , ja vel nærmest lidt småklamme bukser. Ellers var det egentligt lige klamt.

Nå, tilbage atter til “politiske selvmord. Sådan et har den lokale borgmesterkandidat for Venstre, Gert Bjerregaard, nemlig netop begået i den sælsomme sag om de århusianske skolemadpakker. Om han selv ved det, ved vi naturligvis ikke, men én eller anden burde nu nok fortælle ham, at efter denne sag er hans chancer lig nul eller måske mindre endnu. Og så fik han hverken sex eller blot noget der lignede, stakkels mand. Helle affæren omkring de århusianske skolemadpakker er i sin essens et så næsten “kafka`sk” mareridt (eller alternativt “orwell`sk” hvis enkelte skulle have læst den) , ren surrealisme simpelthen. Kommunen har i bureaukratisk bedste mening udliciteret leverancerne af frokostmadpakker til en ekstern leverandør, som ifølge en vanskeligt læselig 5-siders formular har forpligtet sig til til enhver tid at kunne dokumentere næringsværdien i produktet. Inden man nu ligefrem utidigt begynder at fyre med nytårsraketter af begejstring over denne tilsyneladende kommunale omsorg skal det vel også lige med, at det jo er en del vanskeligere at få ungerne til at æde maden. Det burde jo egentligt sige sig selv.

Præsentationen af maden, dens almindelige appetitlighed osv. er jo en nødvendig forudsætning for, at ungerne æder den og til en pris på ca. 15 kr. incl levering pr. dag er der muligvis tale om ernæringsmæssigt LØDIG mad, men LIGEFREM LÆKKER” er en sådan en sandwich vel næppe. Ædt bliver den næppe på nogenlunde samme måde, som kun de allerfærreste patienter ligefrem tager på på alderdomshjemmene selv om maden der sikkert også teoretisk er sund. Den er blot uspiselig og skide-forkogt og flere genopvarmninger hjælper ikke meget. I det hele taget er det ganske svært at måle hvor lækker maden er, men det er naturligvis nødvendigt, for ellers bliver den jo ligesom uanset andelen af vitale næringsstoffer.Nå, måske i erkendelse af dette eller i et sjældent dansk tilfælde af “civil courage” har forældrene på et par institutioner så valgt selv at smøre ungernes madpakke og nu begynder balladen så. Forældrene kan nemlig ikke fravælge kommunens tilbud, de skal betale alligevel. Til gengæld kan de så selv opnå en (delvis) refusion af dette sælsomme brugerbetalte og altså alligevel obligatoriske kommunale “tilbud” (som jo naturligvis er et PÅ-bud) ved selv at smøre ungernes madpakker.

Desværre kommer forældrene derved i den kommunale bureaukratiske optik i samme situation som alle andre såkaldte “eksterne leverandører” af mad. Derfor skal forældrene samme formular som de professionelle og skal til enhver tid ved kontrolbesøg kunne dokumentere, at leverpostejmaden er ernæringsmæssigt helt perfekt. I betragtning af, at ernæringsrådene fra myndigherderne over selv korte perioder varierer helt vildt meget er det jo ret rystende, at man på et givet tidspunkt tror sig i stand til at “fryse tiden fast” og for altid vide, hvilken mad der er bedst. For alle uanset om de æder den eller ej.

Ikke ganske overraskende faldt massevis af lokale politikere fra både højre og venstre i går over denne idiotiske Århus-historie og ikke mindst over Gert Bjerregaard, som tilfældigvis er rådmand for sagen. Dér gjorde Bjerregaard så det, som tog livet af ham som kommende politiker: Han gik nemlig sammen med det bureaukrati i “praktisk flyverskjul” og proklamerede, at man sandelig “ville undersøge sagen” Nu er det jo fint for de kommunale medarbejdere at have en rådmand, som stiller sig så ubetinget på administrationens side, der er så desværre tilsvarende ingen særlig grund til at have en POLITISK ledelse af afdelingen, som en rådmand jo er. Ja, hvis rådmanden ingenting gør udover at forsvare sine embedsmænd i slige uforsvarlige sager, så kan han jo ligeså gå ud og spille lidt bowling (Bjerregaard ejer endda et par bowling-haller selv og kunne sikkert gøre det ganske gratis)

I går var så en helt anden dag for “selvmorderen” Bjerregaard, ihvertfald en helt anden end i dag. I dag er det nemlig en helt anderledes kritisk rådmand, som nu i ganske vist uhyre sælsom lokal udformning af den klassiske liberalisme nu går ind for, at formularen til forældrene skal gøres kortere og mere forståelig. Ikke at forældrene skal have noget valg stadigvæk, endelig ikke, man er vel ikke mere liberal end at det gør noget. Hvis man som kommende vælger til valget af borgmester skulle have lyst til at stemme på Gert Bjerregaard efter denne affære, så siger vi velbekom herfra. Når en bred politisk vifte fra SF og indover er ude med sønderlemmende og uhyre berettiget kritik af de lokale “sovjetiske tilstande”, så er det altså ikke godt nok, Bjerregaard som rådmand ikke at kunne se nogen perspektiver. Ja, du er ikke engang klarsynet nok til at turde sige til dine embedsmænd, at det her vist er helt ude i hegnet og hvad Fanden skal vi så med dig? Med disse udmeldinger kunne du sikkert være blevet en fin embedsmand men det er bare din skide pligt at agere som det politiske modspil til netop embedsmændene.
Ak ja, Gert, det ville vist være en rigtig rigtig god ide at give dig til at spille noget mere bowling og lade lidt mindre som om, at du er en rigtig politiker. Til gengæld er der tale om et elegant koreograferet og sikkert udført politisk selvmord. “Strike- tidobbelt strike” til Bjerregaard!
Konklusionen er klar: Det er ikke nok at ville noget rigtigt meget gerne, som for eksempel at være borgmester, når man nu absolut ingenting kan og hverken har forudsætninger eller nogen andre synlige kvaliteter. Ja, man kunne vel i der her tilfælde sige bevisligt tværtimod! Det er altså lige det mindste at byde ind med, Bjerregaard! Exit.

Pirateri mod enhver sund fornuft

Atter en dag står i papkassernes tegn og derfor får dårskaben derude desværre atter en fridag. Der ville ellers have været mere end nok at tage fat på, ikke mindst den strålende nyhed om, at den danske flådes stolte skib “Absalon” atter skal på såkaldt “piratjagt” ud for Somalias kyst. Nu er ordet “jagt” jo konventionelt mest anvendt om handlinger med en vis såkaldt “finalitet”, det vil sige, at jagten ihvertfald for den ene parts vedkommende risikerer at ende med døden. Risikoen er vist især stor for skovduerne i den nærmest kommende fremtid, mens jægernes er mere begrænset til at dø af hjertestop efter efterfølgende forædelse i de lækre krop-duer her. Det sidste mere bekvemmelige kalder man nu normalt ikke jagt, men det skulle man måske til at overveje at begynde på set i lyset af “Absalons” hidtidige eventyr.

I dagens avis er der fremkommet en ganske overordentligt sælsom liste over ting, som “Absalon” konfiskerede på det nu snart forrige togt. Sælsom, fordi det jo må være blevet bevidst “plantet” som seriøs pressemeddelelse uden at der åbenbart er læst bare den allermindste korrektur på det. Det synes ganske vist heller ikke indtil videre at være nødvendigt, da selv dagens JP bringer denne “kostliste” ganske ukommenteret. Der er ellers al mulig grund til at undre sig såre: Både over hvad der er inkluderet og hvad der indlysende mangler-derom mere nedenfor. Nå, men som alle husker var “Absalon” garant for , ja hvad egentligt dengang på sidste togt. Ja, ingen verdens ting er vel egentligt det allerbedste udtryk, for man fangede OVERHOVEDET INGEN PIRATER på sin såkaldte “pireatjagt” Der var sådan en slags usalig skolegårdsagtig legen “røver-og-soldater” over det, og “Absalons” indsats bestod så i at væren den, der skulle “ta`” Når piraterne således havde fået motorstop eller på anden måde havde problemer derude langt udenfor enhver territorialgrænse (hvor der som bekendt ingen konventioner eksisterer), så kom disse meget mørke og endnu mere grimt lugtende (husk at der er skidevarmt dernede og ingen air-condition ombord på de små hurtiggående både) mænd ombord på “Absalon”, mens skibets teknikere fik gang i mekanikken. Efter et tiltrængt bad og efterfølgende afslapning i skibets kølige indre med danske bilblade, hvor eventuelle udfordrende unge damer mødsommeligt var blevet klippet ud, blev piraterne så atter ekspederet fra borde. Ikke som ur-gammel sædvane bagbundet ud over en planke stimuleret af spidsen af en gammeldags “cutlass” (“huggert” men ingen af ordene er vel kendt alligevel længere). Næh, de blev såmænd bare frigivet for at søge nye eventyr, og det kan man vel så trygt regne med, at de nok også har gjort. Når en indlysende (døds)strafbar handling ikke blot ingen sanktioner får, ja måske man ligefrem i den sammenhæng kunne opfinde ordet “negative sanktioner” til at beskrive, at piraterne faktisk fik det BEDRE ved at blive “fanget”, så kan vel ikke regne særligt sikkert med, at de ligefrem holder op.

Det største problem for den noget bløddyrs-agtige danske flåde har jo i denne ellers temmeligt enkle sag været, at dansk lovgivning ikke tillader at udlevere folk til stater, hvor de risikerer dødsstraf. Da pirateri overalt i verden er belagt med, ja netop inappellabel dødsstraf, har det jo hidtil været noget vanskeligt at slippe af med de (ganske vist uhyrligt) få pirater, som man altså havde fanget. Eller ihvertfald leget, at man havde fanget. Så vidt vides affyrede “Absalon” ikke et eneste skud i vrede dernede og det er selvfølgeligt godt nok og da ikke mindst for piraterne. Man burde måske undersøge, hvilken “studehandel” der er blevet lavet med Kenya, som åbenbart er gået med til at modtage piraterne. Man kan vel næppe påregne, at man i Kenya ligefrem regner med, at en tilstømning af rovgriske pirater ligefrem vil være nogen synderlig gevinst for det stedlige noget vakkelvorne demokrati, men mon ikke man trygt kan regne med, at en del at det lokale “kleptokrati” vil forsyne sig rigeligt med FN-midlerne. Hvorefter de naturligvis straks vil ekspedere piraterne ja givetvis tilbage til Somalia og vente på, at de får penge for at tage dem igen? Alt andet ville da være fuldstændigt åndssvagt, og så dumme er kenyanerne vel ikke? Mørke, meget mørke ganske vist, men mest udenpå skindet, næppe SÅ åndsformørkede som dem, der har udklækket denne herlige konfliktfrie bureaukratiske plan.

Nå, tilbage til den enestående liste af militært isenkram, som altså “Absalon” konfiskerede fra de såkaldte “”(lege)-tilfangetagne pirater”: 56 uspecificerede håndvåben (vel af noget tvivlsom kvalitet og uendeligt lette at genanskaffe) og8 Stinger-missiler (lyder fuldstændigt åndssvagt og aldeles løgnagtigt, da et Stinger KUN kan benyttes til at plaffe fly ned med, aldeles ikke mod handelsskibe. Mon de her platmatroser ikke mener et skulderbårent raketstyr a la bazooka? Nå, det ved de naturligvis overhovedet ingenting om, fede futmælksmatroser som de jo selv er, men farligt har det da set ud for de danske drenge. Stingere har det nu nok ikke været… Den fantastiske fangst stoppede så ikke engang her, hør blot: Man beslaglagde nemlig også hele 5 MOBILTELEFONER (som jo næppe har haft nogen dækning derude på oceanet, mon piraterne ikke blot har “neglet” dem fra de beundrende søfolk, noget at bruge dem til i Somalia uden net har de vel ikke) hvor man nok har brugt UHF-radioer til kommunikation. Underligt at man ikke fandt sådan nogen for man kan altså øs-regne med, at det har været dem, piraterne har brugt, mest fordi der altså ikke er andet der virker derude på det den blå øde ocean. For at det ikke skal være løgn “lister” den danske flåde (mis)informationstjeneste så endeligt den måske allerstørste fangst af dem allesammen og nu må man godt derhjemme klappe hælene sammen i sand stolthed over at være danske: Man har nemlig osse konfiskeret ikke mindre end 4 GPS´-er. Ja, man bliver jo ganske stum af beundring og hjertevarm begejstring. Ingenting om, hvorfor man ikke i stedet har fundet nogen af de nødvendige navigationsmidler som scannere, radarer osv, som altså er nødvendige for at finde handelsskibene derude hundredevis af kilometer fra land. Her hjælper en GPS ca. ligeså meget som et Stinger-missil gør mod skibe: Absolut nul-dut! ALLE de småbåde, som er sejlet så langt ud på oceanet har naturligvis haft disse ting ombord mest fordi de ellers aldrig ville kunne finde tilbage igen.
Hvorfor Helvede er der da ikke bare en eneste journalist, som har undret sig det mindste over denne hjernelamme opremsning af overhovedet ingenting. Måske fordi de allerede så længe har taget dette mageløst åndssvage officielle flådetogt som om det i virkeligheden VAR en rigtig piratjagt. Har ingen journalist nogensinde forsøgt at sejle fra Århus (hvor skolen jo ligger) og for eksempel til Anholt? 
Det er så måske det allerstørste mysterium af altsammen….”Ta´, du er pirat, æv bæv!”