Pladespillere og vinylafspilning 3.del. Pickuppen. Principper, slibninger og andre kompromisser.

I dag vil vi så anskue afspilningen af vinylpladen fra nålespidsen af pickuppen. Vi vil naturligvis se, at alle de samme problemstillinger fra den anden ende af afspilningskæden, nemlig højttalerne, selvfølgelig også er gældende i dette grundliggende elektromekaniske system, Da der dog i pickuppen er tale om en ialtfald i moving coil-systemer helt ekstremt høj forstærkning er påvirkningen af diverse vibrationer dog af en helt anderledes størrelsesorden.
 
Vi skal også for en enkelt gangs skyld behandle et emne, hvor der er sket en positiv udvikling over alle årene. Pickupper er simpelthen blevet helt enormt meget bedre over årene, selv om en del af udviklingen nu mest har været en tiltagende forfinelse af produktionen. Alle de basale principper for pickupproduktion har nemlig været kendt i flere årtier.
 
Alle pickupper fungerer som forskellige variationer over det samme tema, nemlig at nålens bevægelse skal generere en vekselspænding, altså et audiosignal, på forstærkerens indgang, der gerne helt skal afspejle de mekaniske udsving på pladen. Om det så er en mikromagnet, der bevæger sig i en spole eller omvendt, eller om man benytter de nævnte variationer over pickuppens design, er principielt ligegyldigt
 
For en del år siden anvendte man alle datidens højttalersyster i omvendt udformning til også at afspille plader. Der fandtes både vinylaftastere baseret på bånd a la Kelly-højttaleren og såkaldt elektostatiske systemer, der nu i virkeligheden var hvad man vel retteligt burde kalde elektret-systemer foruden de alment udbredte systemer som krystal, moving-magnet og moving-coil.
 
Inden vi nu sander fuldstændigt til i forvirring over disse tilsyneladende mange forskellige principper, skal vi vel lige anføre, hvad en pickup  egentligt gør. Nålen skal jo simpelthen følge pladerillens udsving, mens resten af pickupen og armen i princippet er helt stationære. Vinylpladen er skåret med en 90 grader vinkel, og de 2 kanaler ligger i rillen som mekanisk information, hvor den ene kanal aftastes som nålens bevægelse opad mod venstre og højre kanal som nålens bevægelse opad til højre.
 
Inden dette bliver alt for underligt bevæger nålen sig naturligvis ligesom en højttalerenhed, der spiller alle mulige frekvenser samtidigt. Den afspiller blot den komplekse kurveform af alle frekvenskomponenterne ligesom skærenålen gjorde, da den oprindelige master blev skåret.
 
De første pickupper var alle baseret på den mekaniske påvirkning af en krystal, der så som en slags piezo-horn genererede et vældigt kraftigt audiosignal. Kvaliteten var dog ringe og princippet forsvandt i løbet af 1970-erne. Ligeledes viste det sig umuligt for nogen af de første pionerer med båndpickupper som Ferranti at lave en stereo-pickup, som jo i modsætning til mono krævede relativt fri bevægelighed i 2 planer. Heller ikke Leaks mono reference pickup lod sig fremstille som stereo. En enkelt dinosaurus som Decca forsatte, selv om dette princip,  faktisk kun er en monopickup, der tvinges til at spille stereo, og det giver altså problemer, masser af problemer. Det er ikke underligt at Decca Special Products for knap 30 år siden lukkede butikken, det var en kikser, der burde have været død med monopladen, hvor den iøvrigt er ideel.
 
De første stereopickupper som den oprindelige Ortofon SPU (StereoPickUp) var et enormt skridt frem i stedet for datidens normale grove krystalpickupper. I SPU så man et produkt, der basalt var færdigudviklet i alt væsentligt ved introduktionen, og den fortjener lidt principiel omtale, fordi den jo blev et mønster, som langt de fleste producenter har fulgt og følger til i dag. Allerede fra starten var denne pickup af en kvalitet, der gør den anvendelig den dag i dag i uændret stand.
 
Som navnet antyder, er en moving coil-pickup karakteriseret ved, at det er spolen, der bevæger sig i forhold til magneten. Der er således indbygget en permanent magnet i pickuphuset, og der er monteret nogen tynde trådviklinger  på et kors for enden af det nålerør, der har monteret selve diamantspidsen i den anden ende. Når så disse spoler bevæger sig i forhold til den permanente magnet induceres der en meget svag strøm i spolen og der er således en tynd tråd, der går fra denne spole til hvert af monteringsbenene på bagsiden. Vibrationerne i denne uundgåelige tråd er forresten efter denne forfatters ringe mening en stor kilde til lydmæssig forskel mellem moving coil-pickupper, men derom muligvis en anden gang..
 
Et principielt problem ved moving coil-systemet er desværre, at dette system kun giver mulighed for et overordentligt svagt audiosignal, som stiller helt urealistiske krav til de efterfølgende forstærkertrin. Man kan ganske vist øge antallet af viklinger på spolen for at opnå et højere output, men det øger desværre nålesystemets masse, så det var ikke rigtigt praktisk muligt.
 
Nu var slutningen af 1950-erne, hvor vi befinder os nu, til alt held en Kurt von Komik-fri tid, så tilpasningen til en normal forstærkers pickupindgang løste man ved at indbygge en transformator i selve pickuphuset. Den meget lave generatorimpedans på 3 ohm i den originale SPU gjorde det ret ukompliceret at opnå det rigtige omsætningsforhold (ikke forstærkning!) i denne transformator og selv om den var lidt tung, var pickupnålens ophæng ganske overordentligt stift, så den resulterende systemresonans i selv tunge pickuparme lå ganske højt, og det er jo som bekendt godt.
 
Det siger sig selv, at denne måde at lave pickupper på var ganske kostbar, og derfor kom der snart derefter de første moving magnet-systemer på markedet. Her havde man simpelthen vendt bøtten om og monteret en magnet for enden af nålerøret, der så bevægede sig i 2 sæt fastmonterede spoler. Det gav masser af output men tillige en masse problemer, der som alle andre principielle af slagsen er hos os i dag.
 
Det allerførste problem var, at alle moving-magnet pickupper med deres ret høje generatorimpedans er ganske følsomme for såkaldt kapacitiv belastning, og det har afgørende praktiske konsekvenser. Lidt sat på spidsen afhænger en magnetisk pickups frekvensgang i al væsentligt af kapaciteten i kablet hen til forstærkeren og ret frekvensgang kan kun opnås ved optimal kapacitiv belastning og her taler vi altså ikke om småting. Hvornår har du forresten lige sidt hørt om denne elementære sammenhæng?. At dette princip, som oftest anvendes i lidt billigere pickup-typer, så også påvirkes afgørende af den resistive ohmske belastning gør jo så ikke sagen bedre.I modsætning hertil er moving coil-pickupper i praksis upåvirkelige af kapacitet og et langt stykke af vejen påvirkes de også kun lidt af den resistive belastning, selv om nogen nok her vil protestere.
 
Efter denne lidt tunge gennemgang af de forskellige principper for denne elektromagnetiske generator, som en pickup er, skal vi lige dykke ned i lidt detaljer, nemlig selve nålen og nålerøret, som denne sidder på. En stor del af udviklingen i lyden, som kan konstateres, gemmer sig nemlig her. Her skal det siges, at problematikken er fuldstændigt den samme i selve pickuppen, som den er i en pickuparm. Der er nemlig primært tale om at opnå nogen fornuftige geometriske kompromisser, selv om man naturligvis altid fortæller kunderne en lidt anden historie.
 
Som alle ved, har selve pickupnålens facon ændret sig fra den oprindelige runde (sfæriske) pickupspids, der var ret ukritisk i sin montering både på arm og på nålerøret over de elliptiskeog så til nutidens van den Hul-inspirerede nåletyper, som har en meget smal og spids anlægsflade til pladen. Her er der sket en afgørende udvikling, der dog stiller forrygende krav til korrekt orientering af pickupnålen i pladerillen. De meget lange aftryk i nutidens pickupnåle kan nemlig i virkeligheden overhovedet ikke bevæge sig bare det allermindste, uden at der opstår kritiske geometriske mistilpasninger. Ofte ser vi pickupen både afspille og skære en ny rille i samme omgang. Resonanser af enhver art skærer simpelthen en ny rille og det er allerværst på en Decca.
 
Det bringer os tilbage til sidste uges emne om pickuparme og resonanser, for nu bliver det klart, hvor vigtigt det er at dæmpe de ukontrollerede bevægelser, som armen kan beskrive omkring nålearmens omdrejningspunkt, oftest den omtalte gummipakning. Bare armen bevæger sig en millimeter under afspilningen vil den skærenål-lignende diamant simpelthen vende helt forkert. Man kan vel lidt kort sige, at meget spidse pickup-nåleslibninger kun er anvendelige i en ideel verden, hvor der simpelthen ingen større resonanser er i afspillesystemet overhovedet. Alle excentriske vibrationer i ophæng og håbløse materialer som halmspånplade bidrager til at umuliggøre anvendelsen af spidse slibninger.
 
Der er ikke muligheder for at justere sig ud af denne problematik, heller ikke ved at købe de kommercielle fantastisk prissatte monteringsskabeloner. Ligeså lidt som der eksisterer en korrekt antiskating, ligeså lidt kan man korrekt orientere nogetsomhekst i et ulineært system, som en forkert designet pladespiller er.
 
Det er givet, at van den Hul-inspirerede slibninger af nålespidsen i statiske målinger er ideelle, mens sagen altså er en anden ved dynamiske målinger. Hvis man så som visse producenter laver helt idiotisk korte nålerør med garanti for maksimalt store geometriske fejl har vi kun mere ballade, selv om få vel har fulgt den gamle Denon DL-1000 her. Det allervigtiste er konstant, at kun nålen bevæger sig og intet andet, for så duer van den Hul-slibningerne tæt på perfekt.
 
Med hensyn til de øvrige mekaniske dele i sammensætningen af pickup og pickuparm er der mange måder at optimere sit design. Med en moving coil-pickup er det dog altid nødvendigt at transmittere vibrationerne i pickuppens strukturer væk fra nålespidsen og bort i armen. Her er den oprindelige plastickrop i den oprindelige SPU senere erstattet i visse modeller af en metalditto med oplagte fordele til bortledning af resonanser.
 
Andre opererer med nøgne pickupper uden skal. Det giver som alt andet fordele og problemer, men det bedste vil altid være et velvalgt og massivt hus, selv om det ikke ser så audiofilt ud. Det gør det ofte anvendte japanske lakerede træ, altså ser ud. Til gengæld duer det ligeså lidt som en pickuparm af samme materiale ville gøre.
 
Det er forresten påfaldende, at en af de gamle store opfindelser i pladespillerkunsten ikke har fået en større renæssance her i van den Hul-tiden. Både et ingeniørprojekt fra  den tidligere Gamut-ejer Ole Lund Christensen og anden forskning på Cranford Instituttet i England  ville ellers have bekræftet den indlysende sandhed, at langt den største del af amplituden af hele sammensuriet af resonanser i et vinylafspilningssystem ville kunne dæmpes effektivt så tæt på pickuppens omdrejningspunkt som muligt og ikke rigtigt nogen andre steder. Konventionelle dæmpere tæt ved armens omdrejningspunkt har desværre kun en uhyre marginal effekt. 
Nu har Townshend Rock-pladespilleren med sit siliconekar foran pickuphuset aldrig fået efterfølgere, og det er synd. Det ville ellers have kunnet afhjælpe en bunke problemer, men det ser åbenbart bare ikke audiofilt nok ud til at kunne vinde udbredelse, men måske kan den laves i Banzai-træ eller noget andet traditionelt japansk husflidskunst. Så ville den muligvis nok kunne slå an.
 
Afsluttende må vi sige, at pickupudviklingen er nået ganske langt og at mange af nutidens pickupper er blevet ganske fremragende og forresten også ganske dyre. Den forbedrede gummikvalitet i gummipakningerne omkring pickupnålens omdrejningspunkt har gjort langtidsholdbarheden af mange pickupper meget bedre. Mange gamle pickupper er ellers ca. ligeså meget værd som dækkene på en cykel, der har stået punkteret i 10 år, så pas på med at anskaffe diverse pickup-klassikere. De er praktisk talt aldrig noget værd.
At den vildtvoksende tilbehørsindustri så også har udvidet sig til at nogen fabrikanter tilbyder at montere en ny nål på din gamle pickup ved at skære nålearmen over og så lime en ny spids på med nålerør og det hele er så en anden sag. Den nål, der sættes på, er jo i virkeligheden så geometrisk krævende, at den overhovedet aldrig nogensinde vil kunne orienteres korrekt og jo, min gamle EMT-pickup blev affald efter sådant et forsøg. Ganske dyrt affald iøvrigt.
 
Efter vores bedste overbevisning er den allerstørste forskel på pladespillersystemer baseret på ændringer i den geometriske tilpasning mellem pickupnålen og pladen. Det kan jo basalt være ligemeget, hvor præcist man justerer den lodrette sporingsvinkel, hvis plade eller pickup eller oftest begge dele bevæger sig relativt frit og ganske uforudsigeligt op og ned.
 
Ligeledes kan det være tilsvarende ligemeget med at finde pickuppens optimale sporingsvinkel eller sporingskraft, når nu hele strukturen sejler rundt i en slags resonansernes ligegyldige ligevægt.  Det kan således være en betydelig fordel ved at anvende helt oldgamle runde pickupslibninger som Denon DL 103, hvis der ikke er kontrol over resonanserne. Det er måske derfor, den er så populær.
 
 Hvis man til gengæld har kontrol over dem, hedder løsningen en spidsere slibning som van den Hul. Med mindre du har en SME eller en håndfuld andre lignende pladespillere hedder det dog nok sfærisk eller højst elliptisk for dig, desværre. Vinylafspilning er svært og at anvende ven den Hul-slibninger er ganske tæt på at være umuligt.
 
 Tak for denne gang og fortæl så en kammerat, at et boron-nålerør altså er et rør lavet af grundstoffet bor. Boron er altså strengt taget engelsk og forresten uforståeligt for alle, som vi har spurgt.
 

Pladespillere og vinylafspilning 2. del. Arme, vibrationer og resonanser.

I denne uge vil behandle hele det kompleks af større og mindre problemer, der gør afspilning af en vinylplade med traditionelle elektromekaniske midler til et i virkeligheden særdeles kompliceret projekt. Vi skal for en ordens skyld advare om, at emnet kan forekomme ganske tørt og vel også er det.

Udgangspunktet med af få en pickupnål til at følge udsvingene i en rille er ellers tilsyneladende en ret simpel opgave, men vi skal se, at virkeligheden er anderledes. Helt anderledes.Det helt store problem er resonanser og mekaniske vibrationer og det kedelige faktum, at hele dette sammensurium af delvist sammenfaldende resonanser giver ganske uforudsigelige ændringer i nålens vinkel på pladen og desuden for det resulterende nåletryk, og så har vi for alvor problemer. Nogle af dem er løselige, andre i virkeligheden ikke.

Et af de løselige behandlede vi i sidste uge, nemlig at minimere luftbårne lydbølgers påvirkning af den roterende plade. Det gøres naturligvis lettest ved at fjerne pladespilleren fra højttalerens nærhed, mens den sidste filtrering af vibrationer i underlaget skal ske gennem en effektiv aperiodisk dæmpning, det vil sige en dæmpning uden fjedrende virkning a la Linn Sondek.

 Alle fjedrende ophæng er aldeles ubrugelige, som vi skal se i det følgende. I årenes løb har bl. a Townshends Rock-pladespiller været pioner med oliedæmpning og senere har vi set SME af samme sti. Denne form for afkobling fra underlaget er ligeså indlysende simpel, som den er effektiv. Det er forresten temmeligt ligemeget, hvor stor og tung en pladespiller er, hvis den ikke er afkoblet fra underlaget. Selv den klassiske Thorens Reference støbejernsmodel blev tydeligt farvet i lyden af eksterne vibrationer.

At alle, der har arbejdet med vibrerende maskiner, jo ved, at selv en helt simpel afkobling til underlaget kan udrette mirakler, har åbenbart ikke hjulpet meget. Mange af de nyere ganske massive pladespillere er fuldstændigt ligeså håbløse til deres egentlige opgave som en Michell Gyrodec, men det er åbenbart ikke blevet bemærket i diverse tests.

Når pickupnålen kører i rillen er det helt afgørende, at pladen er jævn og en hel del mere, end de fleste er klar over. Med de almindeligt udbredte pickupnåle med van den Hul-lignende slibninger er den geometriske præcision langt mere afgørende end de tidligere tiders runde (sfæriske) pickuptyper.

Her forudsætter vi naturligvis bekendt, at vinyl er et eftergiveligt plastisk materiale, som i betydeligt omfang deformeres af pickupnålens tryk. Det er derfor helt afgørende, at vinylpladene er så tæt koblet som muligt til et underlag, der både kan minimere denne deformation fra nålen og samtidigt ved at absorbere pladens vibration forhindre, at der opstår unødige bølger og resonanser.

I årenes løb har vi set en mængde plademåtter for at adressere dette problem i en for denne branche typisk variation fra det fornuftige til det muligvis kriminelt idiotiske. Linn har med forskellige filtmåtter stået for noget af det mest spektakulært åndssvage, men diverse akustisk døde plademåtter a la Platter Matter er kun lidt bedre. Alle gummityper dæmper kun resonanserne og det naturligvis effektivt, men der et men.

Desværre understøtter de ikke pladen overhovedet, og dermed er brug af pladestrammere eller vakuumsug til at rette pladebuler ud ikke mulig. Den ideelle pladetallerken kan med fordel fremstilles ef en sammensætning af støbt metal med en vinyltop, og her er det afgørende, at understøtningsfladen for vinylpladen på pladetallerkenen er mindre end pladen.

Denne banale kendsgerning, nemlig at en plade er meget tykkere ved kanten end på den rillede del, har tilsyneladende været for svær kost for mange designere af pladespillere. Mange plademåtter eller/og pladestrammer kan intet andet end at producere en meget flad frugtskål af vinylpladen på disse pladespillere, men det er desværre en helt almindelig situation.

Det er en udbredt praksis at fremstille pladetallerkener af acryl og endda glas, og det er der flere grunde til. For det første kan man ikke nær så let som med metaltallerkener se, hvor skæv pladetallerkenen i virkeligheden er, fordi kanten er ret utydelig. For det andet ringer acryl ikke som metal, men desværre understøtter materialet desværre heller ikke vinylpladen så det er langtfra ideelt. Glas er simpelthen ikke ensartet nok for præcis afdrejning og udbalancering.

Inden vi går over til pickuparmen og alle de kompromisser, der ligger her, skal det lige med, at en forudsætning for at lave en korrekt kvalitetspladespiller er, at der eksisterer en uendelig tæt og stabil kobling mellem den roterende pladetallerken og pickuparmens mekaniske fastgørelsespunkt. En skævhed i parallelliteten mellem pladetallerkens akse og den lodrette montering af pickuparmen på blot ganske få gradervil, som vi senere skal se, få ganske uoverskuelige følger for den korrekte afspilning. Det kan der nemlig ikke senere kompenseres for.

Dette betyder naturligvis, at alle monteringsplader for armen med 3 små selvskærende træskruer a la. Linn Sondek er praktisk talt så langt fra det ideelle, som man kan komme, men massevis af Aristoner, Systemdek m. fl. er hårde kandidater her. En uendelig tæt kobling mellem arm og pladetallerken er atter en af de sandheder, der er så indlysende, at alle naturligvis straks har glemt dem.

Nu vil vi bevæge os videre til pickuparmen, der er en ganske kompleks størrelse. Her bliver resonansproblematikken helt anderledes, fordi langt hovedparten af de resonanser, vi finder her, stammer fra pickupen. Armens opgave er simpelthen at fungere som ren masse i de 2 lineære bevægelsesdimensioner, og det er, som vi skal se, noget af en opgave. Armens opgave er også at give pickupen den bedst mulige geometriske tilpasning for afspilning, men her er pickupen altid sin egen værste fjende, som vi skal se.
Den simple udgave af enhver pladeafspilning er, ar pickuphuset og armen naturligvis skal være helt stationære, mens pickupnålen foretager afspilningen. At nålen overhovedet er i stand til at bevæge sig uden at armen behøver at flytte sig skyldes som bekendt, at alle pick-uper har en form for fjedrende ophæng, og her er kilden til talrige problemer.

Omkring selve dette gummiophæng bevæger samtlige dele af afspilningkæden sig nemlig og naturligvis også dem, der principielt skulle være helt stationære som for eksempel armen. Idet pickupnålen efter bedste evne forsøger et følge at følge udsvingene i rillen både op og ned og fra side til side, vil der med bare den allermindste ujævnhed på pladen naturnødvendigt blive introduceret den allermest krisike resonans i enhver vinylafspilning. Armen vil nemlig alt efter sin masse og kun hæmmet af en mulig dæmpning eller måske lidt lejefriktion afhængigt kun i frekvens af pickupnålens gummileje bevæge sig helt uhindret. Ideelt skulle den jo bare have stået helt stille.

Denne bevægelse vil naturligvis introducere kritiske vinkelfejl for nålen, da nålens sporingsvinkel og dermed anlægsfladen til vinylpladen ændres. Samtidigt vil det medvirke til markante ændringer i nåletrykket, fordi jo pickuparmen ved bevægelsen opad resulterer i et endda overordentligt lavt nåletryk tæt på 0. I al sin rørende simpelhed er dette det allerstørste problem ved afspilning af vinylplader. Poul Ladegaard var pioner her, og konstaterede, at den opståede resonans var af så lang varighed, at det meste af afspilningen helt afgørende var præget ef disse stadige voldsomme ændringer i vinkel og nåletryk. Hele afspilningen blev simpelthen overlejret med disse resonanser.

Nu er geometri jo efterhånden et ret overset emne i gymnasiet, så derfor må vi også lige beskrive pickuparmens ikke helt ideelle bevægelse hen over pladen. De fleste ved vel, at en vinylplade skæres tangentialt, det vil sige at skærenålen på ethvert punkt på pladen er helt parallel med rillen. Sådan afspilles de nu sjældent, og det giver et par indlysende problemer.

For det første kan enhver ved selvsyn konstatere, at en omdrejning i form af en cirkelbue omkring et fastgørelsespunkt, som er det normale for en moderne pickuparm, principielt umuliggør, at pickupen kan være parallelt med pladerillen i mere end højst 2 punkter, og det er jo strengt taget ikke så meget. I det meste af pickupens bevægelse hen over plades skaber denne selvfølgelig ukonstante vinkelfejl og friktionen på pladen, der bestemt ikke er lige heldig for sporingen af vinylen i det hele taget, yderligere en bevægelse af pickuparmen mod pladens centrum.

Det er denne bevægelse, man forsøger at korrigere med antiskating, der i princippet skulle skabe en identisk modsat rettet bevægelse, så at nettopåvirkningen skulle blive 0. Det er selvfølgelig rent volapyk og helt umuligt. Den kraft, antiskatingen skal korrigere, er nemlig en funktion af friktionen, som jo ikke er konstant overhovedet. Den påvirkes af nåletrykket (kendt), nålens slibning(kan være kendt) og pladens skæring (helt umuligt at forudsige), så en nøjagtig kompensation er teoretisk helt umulig.

Som altid findes der dyre kommercielle værktøjer til at “optimere” pickuparmens indstilling og antiskating, men det er altså ligesom ikke muligt at lægge de 2 nulpunkter for pickuparmens sporingsfejl ca. midt på den skårne del af pladen. Lidt den ene vej og lidt den anden vej er ikke bedre, blot anderledes.
Til allersidst i dag vil vi lige kort berøre pickuparmens mekaniske opbygning. Som enhver kan overbevise sig om, genereres der voldsomme vibrationer i en typisk MC-pickup, der får hele armstrukturen til at ryste. Disse vibrationer skal enten dæmpes/absorberes eller ledes bort eller gerne begge dele.

Hvis man skal lede vibrationerne væk kan man ikke anvende 1-punktophængte arme eller knivlejer, men selv en traditionel kvalitetskuglelejearm har problemer. For at mindske vinkelfejl kan den med fordel være lang, men når den så er det bliver den tit for strukturelt svag til at kunne klare vibrationerne. Lyt blot til en gammel SME 3012R  (slemt) eller en 3012 (uhyggeligt slemt). Hele armen står simpelthen og hopper på knivlejerne. SME 312 er bedre, men heller ikke ideel.

Hvis man bruger kraftige lejer med en god afstand imellem hjælper det svært. Hvis man så samtidigt laver en pickuparm, der er kraftigst og tykkest nærmest omdrejningspunktet, kan man så samtidigt forene en ikke altfor høj masse med en god dæmpning af strukturresonanser. Alle rent rørformede arme diskvalificeres her.
Inden vi i næste uge går videre til pickup-principper, skal vi lige opsummere: Vi har en pickuparm, der på grund af sin masse i forbindelse med pickupens gummiophæng sejler temmeligt ukontrolleret rundt ovenpå et flydende ophæng på hele pladespilleren, der også vibrerer helt vildt rundt.

Samtidigt moduleres afspilningen af variationer i motorens trækkraft og vibrationer fra højttaleren i underlaget, der yderligere forstærker disse bevægelser. Samtidigt er der frekvensbidrag fra uundgåelige små ujævnheder på vinylpladen, der kan ligge uhyggeligt tæt på både værkets eventuelle resonansfrekvens for det flydende ophæng eller måske den fundamentale tonearms/pickup resonans.

Hvis det lyder, som om det er problematisk af afspille en plade, er det vist ikke helt ordet. Fortsættes…
PS Vi skal lige nævne, at vi højt og flot har udeladt tangentialarmene, fordi de kommercielt eksisterende allesammen har været for korte. De korteste som armene fra Transcriber og Revox har været veritable misfostre, men de hyppigt anvendte med godt 15 cm. effektiv længde er med skarpe pickupslibninger desværre diskvalificeret. Selv uundgåelige små ujævnheder giver for store vinkelfejl med nutidens geometrisk krævende pickupslibninger. Ideen er jo ellers god, og det er naturligvis også derfor, den benyttes til at skære pladerne.
 

Pladespillere og vinylafspilning: 1. del. Drivværket.

I denne uge vil vi forsøge at behandle de elementære mekaniske sammenhænge, der er forbundet ved afspilningen af en vinylplade. Vi vil  beskrive de helt grundlæggende problemstillinger, og samtidigt vil vi undersøge, hvorfor det lige er i beskrivelsen af dette i virkeligheden ret simple mekaniske system, at forvirringen er allerstørst. Der er simpelthen overhovedet ingen grænser for mængden af ukvalificeret ævl i helt moderne anmeldelser af pladespillere, og vi vil prøve at forstå hvorfor. Sådan har det nemlig aldrig været før, men måske er anmelderne bare ikke så gode som tidligere. Det tyder det unægteligt på.
Vores påstand i dag er, at alle lydmæssige karakteristika i pladespillerværket kan henføres til resonanser og variationer i nålens kontakt til pladen. Vi vil senere undersøge påstande om særligt “rytmiske” pladespillerværker, eller pladespillere med specielt “klingende” eller “mørk” lyd. Vi kan dog allerede nu afsløre, at der her vil blive opstillet radikalt anderledes anskuelsesvinkler.  At der er fuldstændigt komisk mange svagheder i en gængs flydende ophængt pladespiller er en anden sag. De færreste er dog åbenbart klar over hvorfor.

En pladespiller er et mekanisk system, som man med lige stor ret kan vælge at beskrive fra pickupnålen eller fra dens kontaktpunkt på pladen, og vi vælger det sidste i denne omgang. Synspunktet i dag er således fra den roterende rille. Vi vil allerførst se på, hvordan pladen kommer til at rotere med den korrekte hastighed. Det er en del sværere end det lige ser ud.

Den første elementære forudsætning for en korrekt afspilning er naturligvis, at den pladen roterer med en helt korrekt hastighed. I virkeligheden er det jo som mange sikkert ved ikke afgørende, at denne hastighed er fuldstændigt identisk med skærehastigheden. Faktisk kan kun få mennesker i hver befolkningsmillion høre en absolut hastighedsafvigelse på op til 1 %, men til gengæld kan alle høre hurtige og langsomme variationer i hastigheden og dermed tonehøjden på musikken. Disse benævnes som bekendt traditionelt som henholdsvis flutter og wow.

Det er således ikke et absolut krav til en korrekt pladeafspilning, at afspilningshastigheden er fuldstændig korrekt. Til gengæld skal der overhovedet ingen hastighedsvariationer være, og det bringer os videre til det næste problem, nemlig hvordan man tradionelt undgår akustiske, altså luftbårne, påvirkninger af pladen. Her støder man nemlig ind i et helt fundamentalt problem ved afspilningen, nemlig hvordan man kan forene jævnt træk med en akustisk isolation fra vibrationer i underlaget. Lad os allerede nu sige, at det bliver lidt af en gyser at se de såkaldte “løsninger”.

I de gamle dage inden 2. verdenskrig brugte man udelukkende helt simple AC-motorer med typisk 4 poler, der drev pladetallerkenen via et mellemhjul. Dette opfyldte et af kravene til perfekt afspilning, nemlig masser af trækkraft, men var til gengæld ganske problematisk med hensyn til motorvibrationer, der jo blev overført til pladerillen. Samtidigt er der jo for at sige det mildt en smule hastighedsvariation på en kold og en varm motor i denne størrelse med betydelig varmeudvikling, men det levede man med.

Senere udgaver som Garrard 301 og 401 ophængte motoren i fjedre for at bortfiltrere motorens vibrationer. At der ikke var noget til at absorbere motorens vibrationer i det frit fjedrende system var naturligvis ikke ideelt, men fungerede ganske godt i en særdels kraftig kasse. Trækkraften i disse pladespillere med ophængte motorer var godt nok en del ringere end på forgængeren 201, men dog stadig udmærket, selv om der ved denne ophængning af motoren opstod nogen af de problemer, der senere skulle blive altdominerende, nemlig små variationer i parallelliteten mellem motorens drivaksel og pladetallerkenen/mellemhjulet. Det skulle dog blive meget værre.

Allerede for knap 50 år siden indtrådte den første store økonomiserings-bølge indenfor pladespillere, da de første flydende ophængte pladespillere med remdrift kom på markedet. Det var tilsyneladende en aldeles fremragende ide, og på en vis måde var det vel. Der var bare noget helt fundamentalt forkert ved det også, og det har plaget langt de fleste designs lige siden. Det var AR, der først lancerede en pladespiller, hvor arm og tallerken var flydende ophængt i forhold til motoren, der sad fast på pladespillerkassen.

Dette design er senere blevet berømmet som en klassiker, men burde vel retteligt have været fordømt som det første store svigt i pladeafspilningens kunst. At den så desværre blev det mønster, som senere generationer af Linn, Ariston, Systemdek og Gyredec næsten slavisk blev bygget på, er jo så til gengæld ikke AR`s fejl. Det fundamentale problem ved ethvert effektivt og dermed blødt ophængt system er den helt uundgåelige stramning og slapning af den drivende elastiske drivrem. For at opnå høje rummeldata, der jo betegner motorens uønskede vibrationer i forhold til de ønskede skårne riller på pladen, havde man fra en kant benyttet så svage motorer, at de kun akkurat kunne drive pladetallerkenen rundt.

Således ville den allermindste stramning af remmen resultere i dramatiske ændringer af trækkraften, og selv om vægten af pladetallerkenen som svinghjulet i en dampmaskine ville kunne udjævne de værste kortvarige hastighedssænkninger, kunne de selvfølgelig ikke på nogen mulig måde holde hastigheden konstant og det hverken på kort eller lang sigt. Der er ingen tvivl om, at vi i disse flydende ophængte pladespillere med deres latterligt svage motorer for første gang fik modeller med deres egen “sound” En impuls på pladen ville kortvarigt forøge friktionen voldsomt, stramme elastikken og derefter give et tilsvarende slip, der så som på den berømte Linn Sondek med datidens brystsvage standard Philips Airpax-motor ville give en helt ny akustisk oplevelse. Den gjorde den bestemt også, og jo, jeg har selv haft en og endda i en hel del år. Selv i Pouls Audiobutik fødes vi nemlig heller ikke så kloge, som vi senere bliver.

Nu var markedsføringskunsten blevet så udviklet, at man skulle lede langt for at finde en kætter, der ikke troede på evangeliet med det flydende ophæng. Linn og de andre vandt Vesten, mens Japan og resten af Østen var en del mere sundt skeptiske. De holdt fornuftigvis på deres direkte drevne pladespillere og pladespillere med mellemhjul, og de bedste af dem er stadigvæk nu over 35 år bagefter blandt de bedste pladespillere, denne Jord har set. En korrekt udført direkte drevet maskine som en Technics SL-10 forener enorm trækkraft med med fremragende kompromisløst materialevalg. Det gjaldt jo desværre, som mange ved, ikke for de fleste andre direkte drevne klassikere fra SL-120/1200 og fremefter, men de bedste dengang er stadigvæk blandt de bedste i dag.

Det er Linn, Gyrodec. m. m. fl. ikke, endda så langtfra. Her hænger man fast i en i virkeligheden helt absurd simpel problemstilling, nemlig at man ikke kan få ophænget til at bevæge sig korrekt op og ned og samtidigt drive pladetallerkenen rundt. Ethvert træk sidelæns vil jo pr. definition ændre det flydende ophængs bevægelser fra at være op/ned til at wobble lidt excentrisk til siden ligesom Tycho Brahe og hans såkaldte “epicykler”. Ligheden er faktisk så slående designmæssigt, at en masse pladespillerdesignere må have en afbrudt astronomi-uddannelse bag sig. Pladespillerdesignere kan de da ialtfald være som førstevalg af karriere.

Samtidigt giver dette simple flydende fjederophæng heller ikke nogen som helst mulighed for at anvende motorer af bare moderat trækkraft. Som vi senere skal se, giver det store lydmæssige forbedringer at have trækkraft nok i systemet, og dette kan absolut ikke erstattes af en tung pladetallerken. Den taber forbløffende hurtigt omdrejninger, men vinder dem til gengæld kun langsomt tilbage.

Der sker jo desværre det ganske uundgåelige, at hvis man øger trækkraften i motoren, så rykker man blot det ophæng, som er nødvendigt for de fleste flydende pladespillere for blot at fungere nogenlunde ordentligt i normale vibrationsplagede miljøer, helt over til siden. Jo mere man trækker, jo værre bliver problemerne, fordi fjedrene for at isolere tilstrækkeligt skal være bløde. Det er simpelthen et problem, der er så simpelt at løse, at ingen naturligvis har tænkt på det: Man placerer naturligvis et modsat træk med en rem fra den anden side, der neutraliserer disse excentriske bevægelser.

Der kan være mange grunde til, at man ikke gør det. Den vigtigste grund er nok, at det ser dumt ud, når ens nyjusterede Linn LP 12  direkte fra den helt fantastisk specialiserede forhandler ikke som lovet bevæger sig op og ned, men samtidigt til siden. At det så naturligvis er den eneste korrekte bevægelse, når pladespilleren kører rundt og remmen trækker, er en oplagt sag. Der er vel heller ikke nogen, der checker antiskating uden at pladen kører rundt, men sådan er der jo så meget. Det er jo sådan, at Ivor Tiefenbrun har dekreteret, og så må det jo være korrekt, mener vel de allerfleste. Det er det altså bare ikke, ikke engang tilnærmelsesvis. Til gengæld er det helt fantastisk let at justere en Linn. Hvis man gør det såkaldt rigtigt, er det nemlig helt forkert, så ens chancer er faktisk en del bedre, hvis man bare prøver ud i luften.

Denne fremgangsmåde er naturligvis ikke begrænset til Linn. Det er bare en af de producenter, der insisterer på, at det skulle være raketvidenskab at justere et ophæng så forkert som det er det hellige ord.  Alle andre flydende pladespillere som Gyrodec, Systemdek og Thorens er såmænd ligesådan. Det hjælper naturligvis heller ikke at tilføje dyre og komplicerede motorstyringer. Det hjælper jo ikke bare det allermindste at få en bedre styring af motoren i tomgang, når realiteten er,  at motoren udsættes for mange ujævne træk, som kun stor trækkraft ville have været virksom imod. Analogien til en velkonstrueret forstærker er oplagt her.

Nu skal vi ikke fuldstændig afvise muligheden af at forbedre den dynamisk korrekte omdrejningshastighed ved at erstatte en alt for lille AC-motor med en tilsvarende elektronisk stabiliseret alt for lille DC-motor. Alt andet lige er en AC-motor jo ikke akkurat nogen særligt sofistikeret motortype, men kan kan selvfølgelig forbedre den en smule ved en reguleret eller regenereret AC-forsyning.  Det er dog en særdeles dyrekøbt forbedring, men som den ægte entusiast ved, kan forbedringen jo ikke være stor uden en betydelig investering.

Der er forresten, måske som en forhåbentlig vågnende erkendelse af disse elementære sammenhænge, fra The Funk Firm kommet en modifikation til en Linn LP 12. Denne består hovedsageligt i, at man forsyner remmen med 2 ekstra pulleyer, der angiveligt skulle give at jævnere træk. Nu er det muligvis en anelse mindre åndssvagt end at skabe trækket med 3 motorer af ringe kvalitet, som den gamle Voyd, men det løser jo bare ikke det basale problem, at trækket stadig samarbejder effektivt med ophænget for at skabe massevis af håbløse bittesmå hastighedsvariationer.

Nu har denne sidste del helt udeladt den nye generation af pladespillere uden ophæng. Det er med vilje. Alle de spånpladebaserede modeller med eller uden MDF-pladetallerken som Rega, Project og Thorens kan efter denne skribents mening ikke karakteriseres som pladespillere, og falder dermed uden for dette emne. De teknisk mere kompetente modeller uden flydende ophæng behandler vi i en følgende uge i forbindelse med næste trin, nemlig de mekaniske sammenhænge mellem værket og armen.

Til allersidst, kan vi da lige oplyse, at en SME 20/30 løser det asymmetriske træk på det flydende ophæng ved surprise-surprise, en modsatrettet  elastik. Det er åbenbart leading edge højteknologi, når nu ingen andre har fundet på det.
Fortsættes.

Aktive systemer 2. del: Kommercielle problemer, aktive subwoofere m. m.

I denne uge vil vi prøve at arbejde  videre med de problemstillinger, der er knyttet til at designe og sælge aktive højttalere i hifibranchen. Vi vil prøve at sammenligne med situationen i den professionelle branche, som efterhånden i mange år har været aktiv eller i det allermindste designet omkring dedikerede forstærkere med processorer for den specifikke højttaler. Det har i PA-branchen i de seneste årtier givet enorme forbedringer både i opnåelig lydkvalitet og forbedret holdbarhed.
 
Sådan er det som bekendt ikke blevet i hifibranchen. Her er situationen stadigvæk den, at massevis af producenters udviklingsindsats primært består i at kompensere for alle de principielle iboende problemer ved den dynamiske højttalerenhed ved at manipulere med de ganske begrænsede værktøjer, som anvendelsen af et passivt delefilter giver. Det svarer vel lidt til at ville begå sig som mesterkok, fordi man kan koge kartofler på 101 måder. Designpaletten er noget begrænset for at udtrykke det lidt mildt, og resultaterne taler vel også for sig selv.
 
Nu påstår denne skribent selvfølgelig ikke, at alle designere og producenter af hifihøjttalere er dumme og ubegavede, fordi de ikke har set lyset og de enorme fordele, som aktiv drift af højttalerne ville kunne give. Hvis man satte tommelskruer på dem eller blot spillede lidt Sussi og Leo på repeat ville de fleste såmænd nok under løfte om fuld anonymitet indrømme de indlysende fordele ved aktive systemer.
 
Det er blot for at sige det mildt visse kommercielle vanskeligheder ved at sælge aktive højttalere til den almindelige entusiast, ligesom det var vældigt svært for Quad at sælge en af alle tiders bedste højttalere, nemlig ESL-63, til de samme. Disse mennesker er jo i al sin indlysende simpelhed på en konstant søgende jagt efter mere eller mindre indbildte forbedringer. Når man har fundet det rigtige, holder man jo som bekendt ikke op med at søge, når man er entusiast. Det gør man nemlig kun, hvis man har sin fornuft i behold.
For de glade entusiaster er målet intet, den evige søgen og medlemsskab af det store netbroderskab alt. Som producent har man det indlysende problem, at man ikke uden at begå økonomisk harakiri kan påstå, at man har lavet et produkt, der ikke behøver udskiftes, fordi man ikke kan lave det bedre. At det så måske er den ubehagelige sandhed for mange producenter, at man måske er lidt på spanden for at føre kunsten videre er en helt anden sag. Det behøver kunderne jo ikke at opdage.
 
Det er denne fundamentale problemstilling, der gør, at et fuldstændigt aktivt Meridian-system eller et Linn ditto aldrig vil kunne accepteres som ultimativ hifi. Man kan jo ikke gøre noget med det, og så er man jo ikke entusiast. Publikummet for disse iøvrigt udmærkede produkter skal ikke findes blandt hifientusiaster, men blandt mere fornuftige mennesker, og der har den normale hifiproducent efter mange års gennemført håbløs markedsføring kun ringe gennemslagskraft.
 
I den professionelle verden er situationen en helt anden. Her har de aktive højttalersystemer fuldstændigt overtaget markedet, og vores ungdoms store JBL-boxe er kørt ud på historiens velfortjente losseplads. Grunden til, at det i probranchen gik så hurtigt og smertefrit at gennemføre den aktive revolution var ganske simpelt, at en højttaler for professionelle simpelthen er et middel til et mål, og at enhver jo kunne høre, at selv ganske simple aktive højttalere lød ca. en million gange bedre end datidens Yamaha NS 10M. Selv på de første Genelec-højttalere med en ultraøkonomisk Peerless-bas kunne man sammenlignet med for eksempel en JBL 4312 lige pludselig høre effekten af sin fine nye Lexicon studie-rumklang.
 
I radiofoni-branchen betød denne nye generation af små aktive højttalere også  et endegyldigt farvel til den sidste rest af det begreb, som generationer af udviklingsteknikere hos BBC havde medvirket til at skabe, nemlig den såkaldte “engelske lyd”. Det var også ved at være på tide, at de let kvækkende plasticmembraner blev skrottet. At mange producenter så i deres aktive systemer erstattede pest med kolera er en anden sag, og dette fører os over i en anden forbandet økonomisk realitet.
 
Denne økonomiske sammenhæng er simpelthen, at så snart man har fået bedre styringsredskaber og kontrolmuligheder vil man nødvendigvis bruge disse til at spare penge på råvarer. Vi har set det mange gange i elektronikbranchen. De første CD-afspillere og mange VHS-båndoptagere var rene mirakler i støbt præcisionsmetal, men så snart mulighederne for billigere motorstyringer og fejlretninger viste sig, forsvandt al denne unødvendige kvalitet. I stedet for at lave en motor, der kunne køre jævnt ved en bestemt hastighed, lavede man en styring, der kunne få en affaldsmotor til i det mindste tilnærmet at opføre sig som en kvalitetsmotor.
I den aktive højttalerverden gik det hurtigt med at spare penge.
 
 I starten havde man som for eksempel Genelec anvendt forholdsvist velrenommerede kvalitetshøjttalerenheder og så lavet et par fornuftige småforstærkere med et forudsigeligt glimrende resultat. Dette ændredes hurtigt til, at man i stedet anvendte mere følsomme enheder for at kunne klare sig med mindre og superbillige integrerede forstærkerchips. Det var en trist udvikling, men nok desværre uundgåelig. Allerede fra starten begyndte langt de fleste producenter at optimere råvareindholdet af deres højttalere, og det betyder altså ikke, at lyden bliver bedre. I praksis betød det oftere, at man valgte en længere svingspole i enheden for at kunne slippe med en mindre forstærker. Så kunne man blot kompensere for enhedens ulinearitet ved at introducere et basfilter, og det gjorde man så bare.
 
Her skal det jo så lige med, at fordelene ved aktiv drift altså stadigvæk er så stor, at selv særdeles økonomiske såkaldt “professionelle” studiemonitors efter denne skribents mening er mere end en match for massevis af passive højttalere til langt højere priser. Vi må jo stadigvæk ikke glemme, at disse aktive højttalere jo rent faktisk skulle være gode nok til at blive brugt professionelt.
Aktive højttaleres fremgang i probranchen gav således ikke helt den forventelige forbedring af lydkvaliteten, fordi de fleste forbedringer blev spist af indførelsen af dårligere komponenter, som de aktive højttalere muliggjorde. Der var dog enkelte firmaer, der simpelthen lavede den bedste passive højttaler, de kunne fremstille og så gjorde den aktiv derfra, og disse firmaer lavede de bedste studiemonitors, som verden endnu har set, ingen tvivl om den sag. De var få, men de var og er der stadigvæk, heldigvis. Denne skribent udlover ingen præmier for at gætte i det mindste en af disse producenter, men der er flere. De er dog allesammen så små, at man skulle tro, at kun sande professionelle køber med ørerne. Alle andre køber åbenbart på diverse chatforums, men sådan er der så meget. Vores egen holdning her er vist velkendt nok.
 
Et enkelt område, hvor den aktive drift vandt hurtigt fodfæste, var indenfor subwooferne. Det var da også meget betegnende, at de samme subwoofere fra hifientusiasternes side helt fra starten af samme grund blev udsat for entydigt hånlig omtale. Der var og er langt mellem en rigtig entusiast, der anvender subwoofere til stereo. Den eneste grund til, at vi her siger langt imellem, er, at vi aldrig har mødt nogen ud over os selv. Denne ikke-anvendelse er igen i modstrid med studierne, hvor der altid anvendes aktive subs, og helst så mange som muligt. 
 
Som vi var inde på i sidste uge, er det synd, at så få udnytter den aktive drift der, hvor der er allerflest fordele ved det, nemlig i subbasområdet. Hvis man ikke er villig til at undgå delefiltre fuldstændigt, kan man da i det allermindste undgå mange af de største problemer, der jo som bekendt opstår i basområdet med manglende elektrisk kontrol og store temperaturstigninger i svingspolen.
 
I modstrid med den konventionelle visdom blandt hifientusiaster er det denne skribents mening, at en eller helst flere gode og forvrængningsfattige store subs afgørende kan forbedre ethvert hifisystem. Samtidigt kan disse subs jo med stor fordel placeres i de 2 eller 3-dimensionelle hjørner, hvor højttalerne oftest ikke kan stå ellers. Det kræver naturligvis omhyggelig fasemæssig og amplitudemæssig tilpasning, men det kan lade sig gøre at integrere en sub til enhver højttaler. Det er faktisk hverken lettere eller sværere end at sætte et par almindelige højttalere op, til gengæld er det bedre. På den måde får selv den største skeptiker da en del af fordelene ved aktive systemer.
 
Til alle ejere af magnestater, elektrostater, båndhøjttalere og mindre åbne bafler er der overhovedet ingen tvivl om, at en veltilpasset kvalitetssub giver mulighed for at generere realistiske lydtryk. Dette er jo altid en mangelvare her. Personligt var det muligt at øge lydtrykket på et par ESL 63 med godt 10 dB, og der var aldrig nogensinde nogen, der hørte, hvor subben stod. Her er der simpelthen tale om at realisere de sande muligheder for lydkvalitet. Det er altså ikke et tweak med en sub her, men en nødvendig tilføjelse til alle åbne dipole systemer.
 
Det kan bare ikke lade sig gøre at gøre den samme sub acceptabel for den seriøse entusiast, ligeså lidt som det aktive supersystem heller ikke har nogen gode udsigter. Hverken Wilson Audio, Dynaudio, JM Lab eller alle de andre producenter af højttalere i prisklassen med en ny Porsche og derover er med på den aktive bølge.. Måske har disse producenter aktier i kabel-og tilbehørsbranchen, måske kan de bare ikke læse dansk og dermed få gavn af alle de gode råd om fordelene ved aktiv drift, som vi har omtalt i den senere tid.
 
Forklaringen er nok snarere, at disse succesfulde producenter er fuldstændigt ligeså uinteresserede i at tilbyde et færdigt  og fuldendt produkt, som deres kunder er i at købe det. Der er næppe tvivl om, at man hos samtlige disse producenter kunne føre kunsten med den dynamiske højttaler afgørende videre, hvis man så kommercielle muligheder. Man tager dem bare ikke.
 
En enkelt af dem har forresten gjort det, man naturligvis kun i pro-branchen: Dynaudio har i deres Air-projekt lavet sammen med ligeledes danske TC Electronic vist, hvor langt videre man kan komme med den rigtige processorkraft sammen med ellers ganske fornuftige, men langfra eksotiske højttalerenheder. Resultatet er ikke overraskende blevet sensationelt meget bedre end den oprindelige passive udgave. Tænk så blot, hvad der ville kunne ske ved en aktiv transformering af deres rigtige prestigemodeller.
Ligeledes har gamle hæderkronede Tannoy en serie aktive såkaldte studiemonitors kaldet Reveal. Det er nu lidt sølle, at denne givetvist kinesisk producerede standardserie er det eneste , der er tilbage fra Tannoys side af et vældigt ambitiøst forsøg fra 1980-erne på at tilbyde ombygningt til aktiv drift af diverse systemer fra Altec, JBL, Urei og endda gamle Monitor Gold og Red.
Dette forsøg strandede dengang på en aldeles inkompetent konstruktion af det elektroniske delefilter. Det var faktisk så grinagtigt åndssvagt og upålideligt, at selv denne skribent gik tilbage til passiv drift.
 
Her til allersidst skal vi da lige give et tip: Hvis du er helt igennem tilfreds med dit passive højttalersystem, skulle du prøve at låne et BSS speakermanagement-system. Hvis du ikke har mod på et købe et færdigt aktivt kvalitetssystem, er det det næstbedste og helt sikkert langt bedre end det, du har i forvejen uanset pris.
 
Samtidigt har du stadigvæk mulighed for at bruge de sædvanlige formuer på nye forstærkere, kabler m.v., så du kan stadigvæk sagtens kalde dig entusiast. Det kan vel sammenlignes med at blive voksen på sådan en gradvis måde.
God fornøjelse og bered dig på et chok. Når man har hørt et godt aktivt system, er der desværre ingen vej tilbage.
 
 
 

Højttalerdesign: Muligheder, evner og andre problemer

Vi vil i denne uge gå lidt bagom kulisserne i designprocesserne og resultaterne i moderne højttalerdesign. Nu er det vel ikke ubekendt for læsere af denne klumme, at der herfra hersker en del skepsis overfor alle de nye produkter fra talrige producenter, der vel i bedste fald ikke helt svarer i lydmæssig kvalitet til de lovord, deres skabere selv beriger reklameverdenen med.
Vi kan naturligvis starte med at spørge designeren selv, og får vel forudsigeligt det samme svar som fra den fortravlede socialrådgiver, nemlig at der bare er fuld fart på.Designeren sidder naturligvis med alle sine højtudviklede måleinstrumenter og designer bedre produkter med en bedre lyd. Tilfældigvis har vel netop den adspurgte designer lavet en helt fantastisk opdagelse, der har skabt det allerbedste produkt i universet. Ellers havde han vel ikke nogen berettigelse, men lad os undersøge, hvordan dette kan foregå i praksis. Vi vil her forsøge at sammenligne denne designproces med udviklingsarbejdet indenfor andre lignende brancher, og her vil vi se visse spændende mulige paralleller. Ud fra denne sociale klients erfaring er der ikke den helt store forskel på udviklingen i ældreplejen og højttalerbranchen.
Den mest oplagte problemstilling er vel, at højttalerbranchen med sine fastlagte økonomi-spilleregler i udviklingen af nye produkter, som vi har behandlet tidligere, stædigt fastholder, at produkterne hele tiden bliver bedre. Her adskiller man sig afgørende fra for eksempel fødevarebranchen, for selv ikke en af menneskehedens store velgørere som Dr Oetker hævder vel, at hans færdig-buddingpulver for hver generation bliver mirakuløst mere velsmagende. Der findes ellers massevis af fødevarekemiske ingeniører i et sådant foretagende, men bedre bliver det altså ikke, fordi ingredienssammensætningen er så fastlagt. Ligesom med dynamiske højttalere.
Spillereglerne for design har vel aldrig været ubegrænsede, men de har vel næppe nogensinde været mere snævre, end de er i dag. De bestemmes og defineres af den kendsgerning, at der hele tiden bliver færre leverandører af nøglekomponenter, og at de forskellige specialfirmaer hele tiden fusioneres, så vi efterhånden har nået tilstande som i den internationale bilbranche. Her er som bekendt hele biler på kryds af ejerskabet af de store koncerner tit helt identiske af besparelsesgrunde.
I højttalerbranchen ser vi ligeledes en fuldstændig gentagelse af temaet over et par mere eller mindre “specialudgaver” af Tymphanys billigere serier i en slank Kina-kasse i nydelig forarbejdning
Der er flere grunde til, at en ansættelse som højttalerdesigner i dag er en udfordring, som kun ganske få unge ingeniører vælger, men sådan har det ikke altid været. For ikke så frygteligt mange år siden var der endda en højttalerlinie på den lokale ingeniørhøjskole. Det er der ikke længere, og det vil blive klart hvorfor i det følgende. Arbejdet i brancher er simpelthen blevet en særdeles bundet opgave, men det var det altså ikke tidligere
Det var ellers en skøn tid, hvor allehånde mere eller mindre talentfulde fantaster af mere eller mindre akademisk faguddannelse designede deres drømmehøjttaler. De havde allesammen det til fælles, at de ikke kunne binde en slipseknude, og at resultaterne var så langt væk fra sædvanlig mainstreamtænkning, som disse designeres tankespind kunne føre dem. Til gengæld kom de endda helt usædvanligt vidt omkring. Der var plads til drømmene og de skæve eksistenser.
De forskellige resultater var spektakulære. Her kan vi for eksempel nævne Dr. Siegfred Kleins masseløse ion-højttaler med sin intense stank af ozon som et særskilt gennemført håbløst projekt, der dog over Ionofane og senere Magnat har haft senere fortalere. Ikke overraskende var det største problem her udover at lytte med åndedrætsbeskyttelse den ret håbløse integration af denne lydkilde med sædvanlige dynamiske enheder.
Der var også firmaet Ohms tidligere tidlige forsøg på at lancere det rundstrålende ideal i en en stor højttaler af form som et mega-kræmmerhus med toppen opad. Denne papkegle skulle ligesom senere forsøg fra MBL med tynde blafrende metalsegmenter generere en ideel omnidirektional højttaler. Endelig skal vi vel også lige nævne Dr. Heil fra denne epoke med sin AMT-højttaler med den foldede membran for bedre kobling til luften, bl. a. set i den monstrøse ESS Transar full-range AMT og så var der jo endelig også den excentriske Dr. Manger med sin usædvanlige og faktisk ganske fremragende enhed.
Denne store parantes er med her for at forklare, at der for ikke altfor længe siden var massevis af muligheder for mere eller mindre geniale designere til med sand dødsforagt at forfølge idealerne, som man så dem. Der var ikke nødvendigvis nogen linie, som skulle følges og for eksempel B&W lavede både en monster elektrostat-hybrid og en aktiv højttaler og KEF ligeledes et aktivt megamonster.
Det har været en spændende tid for de forskellige designere, der kunne boltre sig hæmningsløst i en sand vækstindustri, lidt ligesom Jydsk Telefon og deres laboratorium i gamle dage.
Disse tider er som bekendt forbi. Designerne hos B&W arbejder nu som bekendt næsten udelukkende med kevlar som membranmateriale, og udover vistnok indtil videre forgæves forsøg på at farve dette hårdnakket gule materiale er det vel ikke en værdig heltidsbeskæftigelse for den talentfulde højttalerdesigner. Der er vel ikke den store udfordring i hver dag at komme ind på sit kontor og opfinde en ny kevlar-membran med 2-tommers svingspole.  En del af disse tidligere stjernedesignere har senere gået på aftenskolekursus, og en del af dem har bestemt lært at binde en habil slipseknude.
Designarbejdet har ændret karakter dikteret af nutidens skærpede kommercielle realiteter, men i de resterende designernes selvforståelse er der sikkert ingen ændring. Blændet af deres nye massive maskinpark af måleinstrumenter og disses muligheder kan man vel som plejepersonalet på en åndssvageinstitution altid have vældigt travlt uden at det nødvendigvis giver bedre pleje eller bedre produkter. Nu er det jo menneskehedens lod at være ganske ureflekteret over omfanget af egne evner. De resterende designere deler i den retning skæbne med den læge, der skal diagnosticere sig selv og knuden i armhulen. Hvis forbrugerne eventuelt som i tilfældet med en særdeles teknisk højtudviklet dansk diskantenhed ikke kan høre nogen forbedring ( for denne skribent var det lidt en gyser) og langt de fleste foretrækker den gamle model fra samme producent, kunne man vel forestille sig ialtfald teoretisk, at man havde vurderet måleresulaterne forkert. Som med lægen og hans diagnose vil der dog sandsynligvis ikke være mange indrømmelser at hente om mangel på egen ingeniørkunst.
Det fremføres ofte, at design i høj grad består af test af nye materialer, og det kan meget vel være rigtigt. Der er jo bare den komplicerende faktor, at vel næppe nogen højttalerproducenter selv laver membraner eller membranmaterialer længere, ja de fleste shopper jo som kun som altfor bekendt standardenheder til deres egne “specifikationer” Det kan man jo altid skrive, da man jo ialtfald selv har specificeret antallet. Det kan således ikke være alt for spændende at være designer med så bundne opgaver, og det skal blive værre.
Nu afviser vi bestemt ikke, at det kan være en stor udfordring at designe en diskant som en hyppigt anvendt model med bølgeformet membran og en acrylsyl i midten. Hvordan man får de forskellige dele af membranen til at spille i fase, er der helt givet en lang sprænglærd ingeniørmæssig forklaring på. At den så efter denne skribents mening vel ikke subjektivt lyder tilnærmelsesvist så godt som en Decca-Kelly bånddiskant med en noget mere intuitivt korrekt konstruktion er så en anden sag, der sagtens kan være forårsaget af vurderingen af de utallige måledata, for hvad er vigtigt? Den oprindelige bånddiskant var naturligvis også lavet af en kompetent ingeniør. Han blev bare nødt til at tænke problemerne igennem på en sober måde, fordi han vidste, at målingerne alligevel ikke var pålidelige i den tid.
Da så målingerne senere blev bedre viste det sig naturligvis, at dette fremragende design målte ligeså godt som det lød. Måske var det ligefrem en velsignelse, at han ikke skulle forholde sig til talløse laserinterferometriske målinger. Som med meget anden stor kunst bliver en roman vel heller ikke bedre af at blive skrevet med en guldfyldepen
Nu skal de tilbageværende moderne designere naturligvis aldrig indrømme, at tingene ikke bliver bedre, naturligvis ikke. Mærkeligt nok er det ikke sådan i den professionelle lydverden og i markedet for musikinstrumenter, og det er ganske interessant. Som bekendt er en studiekondensatormikrofon simpelthen en elektrostathøjttaler vendt om, og her hersker der generel og ubetinget enighed om, at de bedste mikrofoner, der nogensinde er produceret, var gamle modeller fra bl.a. Neumann og AKG. Ligeledes påstår vel hverken Roland eller Yamaha, at deres violiner på nogen måde kan sammenlignes med en Stradivarius, mest fordi enhver idiot kan høre, at det kan de end ikke gennem en tyk betonmur.
I den reciprokke verden af studiemikrofonen, altså i designet af højttaleren er man til gengæld ikke i tvivl om egen fortræffelighed, selv om den bedre lyd vel ikke lige sådan nødvendigvis kan høres af andet end den stolte designer. Lad os her for en ordens skyld huske, at selv den bedste og mest ihærdige designer til alle tider har haft en ulyksalig tilbølighed til at blive aldeles blind overfor eventuelle proportioner i produktet. I den henseende lader han ikke amatør-tweakeren det mindste efter.
 Det er selvfølgelig såre menneskeligt for den stolte designer hos Thiel at fremvise det fantastiske nye højttalerprodukt med de nye keramiske membraner eller høre chefdesigneren hos JM Lab Domenic Baker fortælle om de fantastiske beryllium-domer. Dog har denne Dominic Baker den unikke fordel i sit designarbejde, at de rent faktisk selv laver membranerne, så hvis hans computer fortæller, at en bestemt profil er særlig gunstig, kan han jo allerede samme dag hente en færdig prototype til test.
Det er jo ret smart, men historien fortæller så ikke, hvor ofte disse geniale indfald hos ham viser sig. Det er vel sandsynligt, at de bedste designs fra en kompetent mand kommer særdeles tidligt i karrieren som i andre beslægtede brancher.  Stanley Kelly designede sin båndhøjttaler ganske tidligt i sin karriere og lavede så iøvrigt ikke andre højttalere resten af livet.
Ligeledes konstruerede Ronald Hastings Rackham den første dualconcentriske højttaler for Tannoy kort efter krigen, og resten af sit liv finpudsede han den blot, fordi han ikke var i stand til fundamentalt at lave noget bedre. Da Peter Walker, da i firserne, blev spurgt om, hvad han med sin nuværende viden ville have gjort anderledes med sin første elektrostat, svarede han, at han måske ville have prøvet at ændre spredningen. Det var det eneste, 40 års konstant designarbejde havde ført til. Enter var han hudløst ærligt (sandsynligt) eller han var bare dum (ikke videre sandsynligt).
Den oplysning ville næppe være blevet offentliggjort i dag. Det er jo ikke sikkert, at ingeniørerne hos de nuværende forskellige udgaver af den gamle Scan Speak-arv slipper så let om ved kreativiteten, men det kan selvfølgelig også sagtens være, at de på grund af den bedre ernæring er geniale og kreative hele livet igennem.
 Når man så først har stirret sig blind på problemet i sin dagligdag, så er det vel svært for de fleste designere at forestille sig, at en højttaler kan realiseres som andet end en spole med en membran, og for denne skribent er det altså svært at forestille sig, at denne konstruktion nogensinde kommer til at yde en Stradivarius fuldstændig retfærdighed. Det er sikkert lettere, når man sidder helt begravet i sine revolutionerende måleresultater.
Det får man bare aldrig nogensinde den moderne højttalerdesigner til at indrømme. Det kan enten være fordi han er for dum, eller fordi han ikke er dum nok. Til gengæld har han sikkert en gennemført moderne tøjsmag og kan belægge sine påstande med talløse målekurver som “bevis”. Dette sidste kunne Ronnie Rackham ikke, men han havde til gengæld format til at indrømme, at han ikke rigtigt vidste, hvordan hans højttalere skulle blive bedre.
Det er nu også længe siden, næsten 20 år. Den væsentligste udvikling siden har vel nok nærmest været i designernes talegaver, men husk blot, hvad den store velgører Dr. Oetker sagde: “The Proof is in the Pudding”