Nu er denne skribent som vel efterhånden de allerfleste bekendt af særdeles ydmyg herkomst, og derfor var det naturligvis med passende andagtsfuld bæven, at jeg ledsagede min skønne frue på den nyligt overståede hifimesse i Århus. For den foregik på noget, der skulle forestille at være et af byens fornemste hoteller, angiveligt med en aura af fornemhed, selveste Hotel Royal.
Det var nu ikke akkurat det royale islæt, der ligefrem plagede dette noget lurvede og temmeligt nedslidte hotel, der forende en sølsom dunst af fordums frønnet storhed med nyligere fup-moderniserings-lignende tiltag med passende bidrag fra formaldehyden i spånpladerne. Ikke akkurat en oplagt sag for folk med følsomme næser, men nu var det jo så heller ikke derfor, vi var kommet. Helt præcist hvorfor vi besøgte dette gamle skod-hotel med sin sandsynlige storhedstid tilbage omkring den første dronning Margrethes velsignede regimente ved vel kun den almægtige Gud skulle det vise sig.
For bag alle falbeladerne og alle de gamle tæpper dekoreret med utallige æoners pletter gemte der sig slet ikke en luksus-lydoplevelse i såkaldte luksuriøse “suiter”, som pressematerialet ellers havde lokket med. I stedet var udstillerne henvist til noget, der i størrelse omend så udpræget langt fra i kvalitet vist bare var i almindelig nutidig standard-størrelse for bedre hoteller. Og netop “bedre hoteller” er det ganske lette at finde hvis man næste gang ønsker at finde en udstillings-baggrund, som forlener iøvrigt for det allermeste ret ligegyldige audio-produkter med en ægte aura af luksus.
Nå, men vi kunne så efter en god times tid dernede med hyggelige gensyn til alt held tage hjem og skifte tøj og tage et bad, så alle de kemiske rester af århundreders mølkugler kunne fortage sig. Men inden denne lykkelige stund skulle vi jo så altså igennem udstillingen.
Det gik nu heldigvis ganske tjept, for min statelige frue lod sig ikke lokke til at tilbringe mere end et minuts tid i de særligt ilde-lydende “suiter”, som der var flest af med små højttalere, som spillede langt hinsides deres “comfort zone”, der så må have været ganske overordentligt lille, da der intetsteds blev spillet spor højt. Kvinder er tydeligvis klogere end hifientusiaster, men nu skal der jo så heldigvis heller ikke ret meget til-
Der var så osse undtagelser, som spillede helt skikkeligt men for en sjælden gangs skyld var der absolut ingenting, der rigtigt rykkede for fruen (og dermed denne skribent), men nu er konen nu osse ynder af elektrotater og gennemsigtig mellemtone. Og netop elektrostater var der jo ikke meget af. Det kunne have været sjovt at høre de store JBL hos Bülow, men de spillede ikke mens vi var der, men mon ikke de har været fine. Fine var til gengæld ikke de sjove JBL-kombinationer fra PBN Audio med deres sjove og uhellige kombination af bulderbas og knaldhård diskant fra de ellers glimrende højttalerelementer, der anvendes.
At en JBL 2235 15-tommers bas ikke nødvendigvis excellerer i små lokaler er en kendt sag og grunden til, at denne skribent for ikke alt for længe siden skrottede alle sine tillige med fætterem, 18-tommeren 2245, men orv. hvor kunne det da buldre i bassen. Og netop i den henseende var PBN da godt nok kongen på udstillingen. Men at det skulle lyde så skrigende i diskanten giver til gengæld ingen mening og kan dårligt tilskrives rummet, men måske formaldehyd-dunsterne i lokalet bare har opløst de anvendte dobbelte plasticmembraner i den benyttede D2 driver? Men skidegrimt, det lød det ifølge fruen, og jeg er uhyre enig.
Nå, men som nævnt kommer der lidt mere i morgen, når der er lidt bedre tid. Vi skal til slut i dag linke til en udtalelse fra en lokal udøver i en udbredt sportsgren, der vel retteligt bør kvalificere til noegt af det afgjort mere idiotiske, som der nogensinde er udtalt i en kamp, der endte uafgort 0-0:
https://stiften.dk/agf/AGF-anfoerer-Ville-hellere-have-vundet-4-3-end-holdt-nullet-igen/artikel/501745