Mount Suribachi

Heltemod og mandshjerte har vist altid været en menneskelig mangelvare, og derfor har man oftest måttet ty til diverse rekonstruktioner. Det er naturligvis også statistisk uhyre sjældent, at der lige er en krigsfotograf of uforfærdede Robert Capas kaliber til stede, når projektilerne flyver mest i flok. Det var måske derfor, at Capas uafrystelige billeder af søsyge og frysende soldater bag de “spanske ryttere” på hans  billeder fra invasionsstranden den 6. juni 1944 var noget rystede og ude af fokus og derfor ikke har fået den ikoniske status, som de fortjente.

Derfor var det et ganske andet billede, der om noget enkeltstående af slagsen kom til at symbolisere den amerikanske krigsindsats-for så vidt denne skribent bekendt findes der ingen tilsvarende ikoniske billeder fra andre krigsførende nationer. Det er billedet, der viser “Stars and Stripes” blive rejst på øen Iwo Jima imod slutningen af 2 .verdenskrig og som endnu nogen tydeligvis husker, mere herom senere. Det er det her:
https://www.britannica.com/topic/Battle-of-Iwo-Jima

Som nogen sikkert ved, er billedet et rekonstruktion af et billede taget ganske kort forinden-det oprindelige var der ligesom ikke nok “schwung” i, så derfor rekonstruerede man sejrsøjeblikket. Der så iøvrigt slet heller ikke var et sejrsøjeblik, fordi slaget om øen først sluttede flere uger efter efter masser af yderligere blodsudgydelse. Billedet symboliserede på makroplan kun erobringen af det højeste punkt på øen, men sådan kom dette uhyre velkomponerede konstruerede billede naturligvis ikke til at fremstå i eftertiden. Der var det en symbol på sejr- selve SEJREN!

Samme heroiske indsats udviste gartnerne i Dronninglund fornyligt, hvos byens nye stolthed blev passende præsenteret: Nye træer på hovedgaden, hurra, sikket meget der sker i provinsen, hvor en af de store glæder ifølge det lokale nyhedsorgan består i at vente på at se de nyplantede træer springe ud-til foråret forstås…
https://oestvendsysselavis.dk/nyheder/saa-er-der-igen-kommet-traeer-i-midtbyen/a796ee03-391f-4fdc-8763-d44290dc794a

Det skal så lige nævnes, at der tidligere stod store, flotte træer, der med sædvanlig kommunal visdom blev fældet, fordi der skulle nye brosten på. …Og at der nok går en tid, inden trøerne rigtigt trives understreges vel osse af, at de er plantet et par måneder efter sidste anbefalde “plantnings-salgsdag”,
Og så tilbage til Mount Suribachi. For i den trykte lokale avis var der et uhyre heltemodigt billede af ikke mindre end 3 hærdebrede gartnere i færd med at plante disse kolossale træer på billedet. Og deres triumferende positur var simpelthen en lokal genindspilning af eposet på Mount Suribachi lige ned til mindste detalje, nemlig hvem der holdt træet hvor.

Sig så ikke, at skoleniveauet i området er ringe. Ja, det er endda så højt, at billedet siden i går er forduftet fra siden, det er ellers aldrig tidligere sket. Så en eller anden må i den spædeste journalistiske selvkritiks navn alligevel have indset, at en så vel-koreograferet triumf over lokal heltemod måske alligevel var i overkanten. Det drejede sig trods alt om småsølle træer med max en godt indtørret 50 kg. “klump” , antageligt indkøbt hos en af borgmesterens planteskole-venner-omhyggeligt udvalgt blandt dem, der alligevel umuligt kunne holde sig til næste forårs plantnings-sæson.Sådan er verden vist overalt i mindre samfund, hvor denne form for selektivt demokrati stortrives. Men stor cadeau til det lokale niveau for skoleundervisning, der både formåede at konstruere billedet af de tre tapre gartnere OG at fjerne det igen.

Til sidst i dag skal vi lige linke til et af de allerbedste tilbud, som vi mindes nogensinde at have set indenfor hifi-branchen. Disclaimer. Det er ikke fordi vi på nogen måde vil anbefale produktet per se, det er blot enestående billigt i forhold til en noget vidtløftig og måske direkte fantasifuld førpris:
http://www.hifi4all.dk/ksb/Annonce.asp?id=352317
Det kræver da godt nok en smule “hifi-heltemod” at meddele madammen, at man på 3 år og 1 måned har formøblet et netto-provenu, der i mange af landets kommuner køber og betaler UD et aldeles glimrende parcelhus. I forhold til det her forekommer selv afskrivningen af en Citroên CX helt anstændig-som sikkert mange husker faldt værdien af denne datidens franske ultimative luksusbil til ret præcist det halve allerede efter køberens første tankning. Og squ da ikke til en OTTENDE-DEL.

Ja ja, sådan er der så mange fiktive værdier i verden og hvem ved, måske er kvitteringen en u-nummereret dags dato, det skal hverken vi og forhåbentligt da heller ingen andre myndighedspersoner grave for dybt i.
Hæleri er det nu nok næppe selv om denne skribent engang oplevede det med et sæt ligeledes mistænkeligt billige Dynaudio Consequence. Dengang VAR det dog tyveri-i dag ville “prisnedsættelsen” på datidens Dynaudio-tyvekoster blot svare til en brøkdel af avancen på rigtig high end.
For dengang var vi altså ikke i nærheden af en ottendedel, ikke engang en FJERDEDEL
Heltemod og tyveri er mange ting, de her højttalere er da ihvertfald “rent tyveri”

Ron Evans (og Peter Holstein)

I dag vil vi besynge en helt, som næppe mange om overhovedet nogen kender. I visse, men desværre stærkt svindende kredse, ville der ellers være al mulig grund til højlydt at istemme en hyldestsang til denne ganske beskedne og måske nærmest selvudslettende mand.

Lad os starte med at give et par “clous” om mandens karriere, der er højst usædvanlig og næppe nogensinde vil kunne blot tangeres i audiobranchen i én bestemt henseende: Længden af mandens ansættelse, selv om denne desværre, ihvertfald for denne skribent,  ophørte forrige år.. Det var nu ikke akkurat fordi Ron havde søgt andre og grønnere græsgange, som det jo er den næsten maniske hovedbeskæftigelse hos mange nyere og yngre ingeniører. Og for denne osse ret trofaste skribent både indenfor almindelig dating og tillige den nutidige altomfattende permanente job-dating, så fik Ron Evans i hele sit 48-årige arbejdsliv blot én arbejdsgiver: McIntosh Laboratories.
Det er vanskeligt at forestille sig, at Ron Evans startede sit arbejdsliv et helt halvt år inden, ja selveste Woodstock-festivalen. Nu kan man nok roligt regne med, at de samme kriblerier i den unge Ron som osse i denne dengang 13-årige skribent ved synet af labre Grace Slick i Jefferson Airplane på Woodstock kortvarigt kan have distraheret hans audio-aktiviteter. Men han kom hurtigt tilbage på pinden og hans første “rigtige” eget-designede produkt blev den klassiske McIntosh MC2205. Som denne skribent først adskillige årtier fik råd til, et fabelagtigt produkt, der i lighed med alle mandens senere kreationer har betsået den eneste ægte lakmusprøve for tidløs kvalitet. Nemliden tiden selv. Og ingen nok så moderigtige forbigående hifitosse-strømninger, som der osse dengang var mange af, kunne rokke Rons og McIntosh` kurs.
Og selv om McIntosh i en længere periode blev decideret ugleset blandt toneangivende fjendtligt instillede hifi-anmeldere (det var de gamle PRAT-dage, toppunktet af meningsløshed indtil fornyligt), så overlevede McIntosh fint med sine uomtvistelige kvaliteter.
Og så spoler vi frem til starten af 1990-erne, hvor McIntosh efter den tidligere ejers død blev solgt til japanske Clarion. Det var dengang McIntosh ikke skelnede mellem hjemmehifi og pro-udstyr, så derfor var den daværende topmode indenfor forstærkere, MC 2600, en noget industrielt udseende sag. Derudover var den heller ikke dyr nok i forhold til andre stærkt ekspanderende daværende plat-mærker, så noget måtte gøres, mente den nye direktør for McIntosh, flamboyante Ron Fone.
For Fone mente, at man skulle bevæge sig upmarket og lave et produkt til den dobbelte pris af allerede ganske dyre MC2600. Og det blev så 1000 watts-monoblokkene MC1000, som Ron Evans senere beskrev og  betragtede som det egentlige toppunkt af hans livsværk som ingeniør. Det var nu ikke fordi den lød meget bedre end den eksisterende MC 2600, men Evans fik mulighed for “fri jagt” på alle mulige ændringer i komponent-udvælgelsen og det uden økonomiske betragtninger. Det var en herlig tid for Ron, der fik fiflet lidt ved den balancerede indgang med mindre forbedringer til fælge.
Men ellers viste det sig uventet svært for allerede dengang særdeles erfarne ingeniør i et et iøvrigt helt uhørt  stjernespækket hold af ANDRE audioingeniører (alle ville allerhelst arbejde hos McIntosh) at bruge penge, som han selv skrev. For blot bevidstløst at købe dyrere komponenter ind til samtlige funktioner vidste Evans naturligvis blot var totalt meningsløst. Det havde man selvfølgelig prøvet og derfor havde man længe omhyggeligt udvalgt både komponenter og leverandører. 
Derfor endte så langt den dyreste komponent i den nye prestige- MC1000 naturligvis med at blive det helt vildt blærede og overdimensionerede VU-meter på forsiden.tillige med et nyt chassis med lidt guld-sager på. Indeni var det stort set business as usual. Og det var godt, RIGELIGT godt.
Og det er det, for der står et sæt her foran mig og spiller nu.
Nå, men nu er gamle Ron Evans så pensioneret efter et langt og frodigt arbejdsliv som noget så sjældent som FULDTIDSANSAT designer. Blandt adskillige andre ditto med næsten samme ansættelselængde som Larry Fish og Roger Stockholm m. fl.For der er på trods af alle salgstalerne kun ganske ganske få high end hifi-virksomheder, som beskæftiger designere fuldtids. Hvem laver mon f. eks Gryphons højttalere eller elektronik?-bare en blandt alt alt for mange..
Og det er måske meget godt i disse forvirrede tider, hvor tidens flittigste danske  debattører indenfor USB-overførsler f. eks er en autolakerer og en orddiarre-befængt ørkesløs humanist uden selv-indrømmet nogensomhelst reel viden om emnet. Godt at Ron ikke kan dansk!
Og at en mand ved Hammel uden NOGENSOMHELST formel teknisk uddannelse så tilfældigvis laver verdens åbenbart allerbedste USB-kabel svarer vel i sandsynlighed til, at man venter på, at en flok chimpanser med pensler får lavet en kopi af “Mona Lisa” Mærkeligt, at man kan lave selv det allerdyreste hifi-tilbehør uden nogensomhelst belastende viden, mens samtlige apparater er designet af kompetente fagfolk. Tænk Dyrholm, Entreq og ZenSati og tusind andre..
Og endeligt til min skikkelige gamle næsten-kollega Peter Holstein, der fornyligt besøgte Viborg Hifiklub. Og på trods af, at værten åbenbart ud fra sit valg af elektronik var en næsegrus beundrer af Holstein, så må det nu alligevel have været lidt udfordrende for stakkels Peter at opdage, at værtens KABLER antageligt har kosten en HEL DEL mere end samtlige de Holfi-komponenter, som det bandt sammen, se selv billederne på dette link: http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Jan%20Januar%202019.htm
http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Richardt%20aug%202019.htm
Måske ikke så underligt, at stakkels Peter ser sært opgivende ud. Det gør jeg nu osse, når en mand, der ikke kan stave til sit eget job ,skal fremstå som førende digital-ekspert…
Og som man sagde det så hjertegribende i superfilmer “Strictly Ballroom”: “A life lived in fear is a life only half-lived” Indenfor hifi kunne det vel blive til: “Et liv levet med konstante hifi-neuroser er bare et spildt liv. HELT spildt!
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                

Lidt grinagtigt…

Nu er hverken menneskelivet eller, måske i endnu højere grad, hifi- ditto jo akkurat noget at grine af. Ihvertfald indenfor det sidste er humor en afgjort kronisk mangelvare, og selv de undertiden små tiltrængte pust af almindelig munterhed kan på ingen måde sprede den tungt dunstende sky af triste og sørgelige mere end midaldrende mandlige eksistenser i deres uhyre velfortjente ensomhed derude foran den fedtede computerskærm. Idet vi altså forsigtigt antager, at selv de mest sølle blandt de kronisk aktivt-insisterende af hifieksistenserne derude trods alt osse har andre behov. Men måske selv den ellers ret normale mandlige bi-beskæftigelse foregår på split-screen…Man gyser næsten ved tanken om at skulle indsamle pålideligt felt-materiale på dette ellers sørgeligt uudforskede felt…

Ellers er der almindelig gemytlighed til stede her i vores ydmyge kælder, hvor de forskellige lydanlæg spiller langt, langt bedre, end de meget længe har gjort. Det er nu ikke fordi der er sket nogen tekniske omforandringer, det er vist mest bare fordi der er faldet lidt mere sjælefred over dagligdagen i kompagniet. For den største forskel på lydopfattelse og ditto -kvalitet er selvfølgelig ikke noget eksternt akustisk fænomen-den afgøres i langt højere grad af personens sindsstemning og lytte-parathed. Ikke uligt naturligvis den anden simple kendsgerning, at langtfra al musik kan nydes til enhver tid. Derfor er der en tid for både stillestående (men iøvrigt uhyre vel-syngende) Kingston Trio og nervebundt-spækkede værker af Shostakovich, som selvfølgelig aldrig kan være det samme. Ligeså lidt som objektiv lytning naturligvis kan være over selv ret kort tid.

Derfor er gamle lyd-minder ca. ligeså pålidelige som efterfølgende pejlemærker i livet som sammenligningen af kvaliteten af gamle skole-kærester. Det eneste kærlighedsmæssige øjeblik, der eksisterer, er naturligvis nu, og det gælder selvfølgelig osse opfattelsen af god lyd. Alt andet er ligegyldig nyere historie. Det eneste, der betyder noget, er, at Lucinda Williams på de store Vitavox Thunderbolts med ekstra bas lige nu lyder SKIDEGODT! Fordi Verden er god og sjælen redebon!

Nå, men nu er det vitterligt osse vanskeligt at opretholde nogen særlig pessimisme, når ens blik vandrer hvileløst rundt som et tysk søgelys efter en enlig vildfaren Short Stirling-bomber. Og da netop Short Stirling havde en uhyre farligt begrænset operativ tophøjde, så vil vi osse i dag inspireret af den bevæge os lidt rundt i det mere jordnære.
Nu fører denne skribent jo en delvis dobbelttilværelse i det vendsysselske, og selv i denne ellers del af den mere end rimeligt modne del af den danske “udkants-banan” kan man såmænd finde morskab. Tag for eksempel den lokale kommunalt sponsorerede “Flytteguide”, der i lighed med alt for forfærdeligt mange danske engelsksprogede reklamer bærer præg af, at oversætteren ikke kan skrive korrekt engelsk. OVERHOVEDET!

Langt de fleste tekster bærer umiskendeligt  præg af, at en lokal halvstuderet røver efter beskeden og uvægerligt sørgelig evne har “danglificeret” sin oversættelse. Den vendsysselske kommunale pendant til det her er naturligvis, at man lader en ven eller nabo eller en anden eks-kommunal pamper stå for skriblerierne-det sidste er tilfældet her. Tal ikke om mere nærdemokrati i mindre kommuner, ingen forening eller organisation er trods alt for lille til at blive pamperiseret.
Tilbage til den ynkelige tryksag, der i lighed med det nye torv i Dronninglund har kostet klejner, der næsten står i forhold til udgifterne ved Letbanen i Århus for de involverede parter. Flytteguien er trykt på noget, der i lugt og oplevet kvalitet mest minder om de gamle sovjetiske papir-pravdaer, der havde en vis odeur af genbrugs-toiletpapir. Altså GEN-genbrugs..

Ellers er der nyttige råd om f. eks valg af læge. Problemet er jo blot, at ingen andre end slemt misbrugsramte eller særskilt imkompetente læger i dette lægefattige område tager nye patienter ind. Formodentligt udelukkende  fordi deres gamle er afgået ved en højst utidig og aldeles unødvendig død. Der findes sågar en lokal læge med det ildevarslende tilnavn “Dr. Død”Som i Alaska under guldgravertiden er det en landsdel for sunde og livskraftige unge mennesker. Og det er da osse det, som denne guide tilsyneladende lokker folk til Dronninglund med, for blandt byens største attraktioner inderfor foreningslivet anføres dette kolossale spektrum af muligheder:  “Fra badminton til tennis” Tag den, gamle petanque-tosser og flyt til Ålborg!

Dog kan der da osse findes sjove eksempler på lattervækkende annoncer sågar indefor hifibranchen. Tag for eksempel en nylig en, hvor salgsteksten lyder: “Højttaleren er fremravende, men er et fejlkøb. Højttaleren kræver 100 Watt. Jeg har kun 38 Watt”
Nu kunne man måske tro, at der var tale om et knaldtilbud fra Harald Nyborg, men tro om igen! Vi taler om næsten nye Borg-højttalere til listepris 190.000,-, der nu forsøges skudt af til blot 120.000,- , Kunden måske lovligt sent har opdaget  den ellers umiddelbart lyttemæssigt indlysende sande tingenes sammenhæng. Udover altså, at det her selvfølgeligt slet ingen mening giver, fordi lydtryksforskellen fra en effekt på 38 watt til 100 watt næppe er hørbar og blot en brøkdel af en dB og ikke hørbar .

Derudover anføres højttalerne som 6  mdr. gamle, men da det vel knapt er 6 måneder siden, at den danske importør overtog agenturet, så kan muligheden for et alternativt outlet ikke udelukkes. Det med de 38 watt er da lige det tyndeste men lidt sjovt er det da. Meget faktisk.
Anderledes reelt og et udpræget godt eksempel på redelighed er det til gengæld, at Buchardt Audio endeligt er “sprunget ud” På denne plads har der for længe siden været velbegrundet mistanke om, at flinke Mads blot er en “store front” for en fjernøstlig producent. Og endeligt er det nu på hans hjemmeside offentligt, at det er kinesiske Hansong finansierer butikken og som Mads blot er ansat hos.

Der er ihvertfald ingen lønudgifter i Buchardts officielle regnskab, og selv om Mads er en lillebitte fyr, så må han vel spise et eller andet? Og nu viser det sig så, at han spiser med pinde, måske denne ret trivelige skribent skulle prøv det engang. Og måske osse meget smart business at personificere sikkert udmærkede, men antageligt med Hansong-navnet ellers inderligt usælgelige højttalere i Danmark. Vi vil jo alle så forfærdeligt gerne handle hos den lille frie købmand…Osse når vi altså så slet overhovedet ikke gør det..

Jaja, sådan er der så meget, som vi deltids-landmænd ikke ved om agurkesalat, men da altid godt, at “storytellingen” og den indlysende sande historie omkring disse sikkert udmærkede højttalere endeligt kan afstemmes lidt.
Historien indtil videre om kompagniet var jo osse så utrolig, at den umuligt kunne være sand. Og den var så forresten heller ikke som umulige historier jo aldrig kan være.