“Bløde violiner” eller blot bløde i bærret..?

Det er altid skuffende at måtte meddele, at jeg ikke nåede at komme til den eneste og dermed både enestående og tillige største  hifi-udstilling her i byen. Desværre eller muligvis heldigvis kom familiære forpligtelser på tværs og jeg skal skynde mig at beklage, at gode venner fik lov at vente forgæves uvarslet.

Nå, når man når min forlængst lettere overmodne alder, så går det altsammen nok endda. Man ved jo belært af massevis af lignende events, at selv de bedste high end anlæg i selv en akustisk heldig hotelsuite selv ikke langt udenfor oppe af gangene mange værelser væk lyder af andet end det, det er: En håbløst ufuldstændig gengivelse af den oprindelige akustiske begivenhed. For så vidt dette begreb overhovedet har nogen mening for andet end akustisk musik og vel i virkeligheden heller ikke rigtigt der.
For trods alt er det eminent håbløst at forsøge autentisk  at gengive blot en Lied af Schumann med vokalist og obligat diskret klaverledsagelse i et hjemligt miljø. For slet ikke at tale om større ensembler, symfonier,, operaer og da slet ikke elektrisk musik. Dertil er dynamikken i selv små ensembler håbløst meget for stor og vil resultere i øjeblikkelige klager fra alle naboerne i lejlighedskomplekser. Og det er naturligvis osse derfor al rigtig musik komprimeres og altid HAR været komprimeret. Det skete iøvrigt osse dengang i Decca og EMI´s storhedstid, hvor f. eks stjerneproducer-duoen Bishop/Parker iøvrigt uden kompressor konstant sad og “filede” på mixerens fadere for dermed at kunne rumme crescendi på indspilningere. Mens alle solisterne i de af generationer af audiofile så  højtelskede operaer iøvrigt normalt stod på en lang, lang række i studiet med hver deres mikrofon. 
Decca havde ellers med Arthur Haddy i spidsen været en praktisk pioner for Alan Blumleins gamle indspilnings-ideer fra før 2 .verdenskrig , men de blev ikke benyttet i Deccas mest fejrede produkter. Ikke at det ville have gjort nogen større praktisk forskel, det drejede sig mest om noget, der bedst ville kunne reproduceres i en hovedtelfon som de langt senere 4-kanals ihvertfald i princippet punk-optagende Soundfield-mikrofoner. Der jo osse i almindelig stereo-optagelser hverken rigtigt er fugl eller fisk men derudover unægteligt er ret vilde. Blot altså håbløst irrelevante for stereo hifi.
Derfor kan man jo godt drømme om, at de udøvende kunstnere står i rummet, men det er vist våde drømme af samme valide lødighed, som man(d) kan præstere med sexdukke med et billede af Katja Kean i den anden ende. For at sætte en højttaler uanset princip med selv den allermest veldefinerede spredning i en (sandsynligvis ANDEN) kasse (nemlig RUMMET) og forvente naturtro lyd er da ligegodt i den mere optimistiske afdeling. Og det altsammen uden de vanvittige dynamiske problemer, der forplumrer enhver realistisk lydgengivelse til blot en utilstrækkelig reproduktion.
Derfor kan man jo sagtens drømme og det gør jeg da osse selv uden dog helt at forestille mig, at den russiske unikke stjerne-pianistinde Maria Yudina rent faktisk tamper løs på sit flygel i min stue eller at Martin Best Medieval Ensemble fyrer bombarderne af i “The Last of the Troubadours” Den sidste optagelse er noget af dynamisk mest skræmmende, som denne skribent har hørt på noget kommercielt medie. Og dermed sikkert omkring 5-10  % af den oprindelige dynamiske begivenhed. En bombarde (et middelalderligt fanfare-truthorn) på 10 meters afstand er HØJ og SKARP og  SINDSSYGT GENNEMTRÆNGENDE og direkte høreskadelig.
Derfor kan musikgengivelse naturligvis sagtens nydes til fulde, men at forestille sig, at man hører bare noget, der LIGNER den oprindelige begivenhed er noget naivt. Nå, men lad dog blot tosserne derude fremture i deres vankundighed, der sommetider virker dybt komisk. Tag for eksempel en nylig kommentar om  drømmen om de “bløde violiner” Enhver, der nogensinde har hørt en violin strøget i vildskab ved jo, at ikke alene er  gengivelsen IKKE blød-ikke bare det allermindste. Den er skarp og hvinende som ind i Helvede og formildes kun delvist ved at være ledsaget af andre af slagsen i en kvartet eller måske hele orkestre. 
Man må virkeligt undre sig over den kolossale mangel på enhver selv rudimentært-realistisk virkelighedsopfattelse omkring hifiens begrænsninger, der hersker derude. For selv om det kan forekomme komisk at gradbøje begrebet “umulighed”, så burde det være umuligt at få allerede ikke-mulig korrekt gengivelse af en violin til at lyde “blødt” 
Men ellers glæder vi os til atter at få besøg an en mangeårig chefdesigner fra en stor dansk audiovirksomhed (Et hint. Det er den eneste, der altid har udviklet og stadigvæk udvikler alle produkter med blindtests).Også denne gang kommer han (efter først højttalere og effektforstærker) for et afhente et produkt fra muligvis den sidste ægte ingeniør-drevne audiovirksomhed i verden, ATC. Derudover en rigtig hyggelig og vidende hædersmand, der ville få spat af nutidens kloge-Åger på diverse fora.
De, der forestiller sig “bløde violiner” og enighed om, hvad der er “rigtig hifi”, når de hører det.

Folks forskelligheder

Nu nærmer sig med hastige fjed den store årlige lokale audiobegivenhed, den store hifi-udstilling på Hotel Royal. Den er atter arrangeret af min gamle chef og mentor Claus Bülow, en af de første rigtige lokale highend-hifihandlere, som vel efterhånden osse er ved at blive den fremmeste kandidat til at blive den sidste. Om man ligefrem kan kalde den slags for den sikreste recept på et meningsfuldt liv er måske lige det mindste men hør hov, denne skribent er jo lige i hælene på Claus indenfor samme tvivlsomme kategori..

Denne skribent vil dog bestræbe mig på at nå forbi og det naturligvis ikke mindst af veneration for min gamle mester Claus. Jeg vil dog ikke som åbenbart visse andre lokale hifitosser ligefrem tilnærmelsesvis flytte IND og bebude at besøge udstillingen både lørdag og søndag. (hej Hasse!). En lille times tid plejer at række rigeligt både for denne udstilling og den i København. Derefter begynder man akut at udvikle røde knopper af den allermest ubehagelige slags ved tanken om, at man deler interesse med alle de ANDRE fjolser, der tosser omkring og kloger sig usigeligt. Og ikke mindst ulideligt for folk som denne skribent, der allerede i forvejen er så såre klog..

Men ligefrem 2 dage deroppe i de beklumrede mølkugle-dunstende nedslidte hotelgange er altså for mig en gevaldigt udvidet definition af begrebet “fornøjelse”, faktisk så meget, at ordet mister enhver mening. Og jeg med nærmest vemod må tænke tilbage til både den første og den sidste og dermed jo altså også den eneste udstilling, som jeg selv har deltaget i-engang for over 30 år siden i Marselisborghallen. jeg husker det nu dengang som ganske hyggeligt, men udover at jeg var  yngre udgjorde publikum dengang i hifiens “urtid”osse et relativt bredt udsnit af almindeligt fornuftige folk fremfor nutidens totale overrepræsentation af triste og tragiske rand-eksistenser for en hobby på randen af terminal nedsmeltning.

Men ellers går .denne skribents ikke meget mindre fornuftige bestræbelser med at sikre sig ekstra eksemplarer af (subjektivt set) særligt vellykkede indspilninger af Shostakovich` strygekvartetter ganske glimrende. Således lander der i disse dage både 8-LP sæt ovre fra Ruski Snuski-land og diverse CD-er for atter engang at understrege, at denne skribent HELLER ikke ligfrem er et omvandrende mønstereksempel på ubestikkelig menneskelig fornuft. Det er jo vanskeligt helt at brgribe for andre end denne skribent, at det skulle være nødvendigt at kunne gå fra den ene etage til den anden her i huset og lytte til IDENTISKE LP-plader uden at skifte.

Men det er så en af livets små bidder fra det store overflødighedshorn af meningsløse beskæftigelser, som vel rammer os alle engang. Jeg ved ihvertfald, at jeg selv er ramt MEN: Jeg er dog ikke helt indlæggelsesmoden nok til at købe billet til BÅDE lørdag OG søndag på hifimessen.

Sfærernes musik

Så er det i disse dage, at hansolsorterne begynder deres cykliske sangforedrag til ganske stor fornøjelse for denne skribent under morgen-hundeluftningen. Endnu er der tale om beskedne triller af etude-karakter her i senvinteren, men snart kommer de til det mere ressourcekrævende kraftfulde (og ikke mindst risikable)pippen fra strategisk nøje udvalgte høje punkter.Livets kamp om afkom starter påny på nogenlunde samme måde som det foregår i menneskelige ægteskaber, hvor dt osse for denne skribent tit forekommer som om , at der skal en betydeligvig bevægelse til for blot at opretholde en fornuftig stilstand. Deri er fruen så ikke altid fuldstændigt enig og da slet ikke i mine udfoldede bestræbelser og sådan skal det vist osse være.

Alligevel er min egen favoritfugl på denne årstid vores stadigt for hvert år  triveligere traditionelle ringduer i vores lille pæretræs-espalier udenfor stuevinduet. For efterhånden mange år siden lavde de dengang noget mindre og yngre duer deres første rede der med fuldt indkik fra de lokale husskader. Vi levnede dem ikke dengang nogen chance for flyvedygtigt afkom, men de var tydeligvis lavet af et særdeles beslutsomt og langtidsstabilt  stof. Ikke alene fik de det år 2 kuld på vingerne, men det har de osse gjort alle de seneste mange år og nu er de i gang igen med lige at pynte lidt på den af vinterstormene lidt ramponerede rede. heldigvis er due-mutters krav til håndværksmæssig perfektion ikke urimelige, faktisk kan man dårligt se forskel før og efter restaureringen.

Derefter er der så blot for due-fatter at kravle på, og derefter ruge og fodre og turtle løs. Kurmageriet er tydeligvis blevet lettere rutinepræget for disse store og særdeles livsdygtige kræ, og i den henseende skal jeg jo nok huske ikke at lære for meget. Men for en mand som denne skribent, hvor fundet for snart mange år siden af en langt yngre livspartner og åndsfælle er det måske alligevel ikke så underligt, at duernes årlige trummerum virker såre bekendt. For indtil ret præcist den 15. januar 2005 havde jeg ingen intentioner om et aktivt arbejdsliv efter det fyldte 60. tyvende år.

Det skulle blive ganske anderledes og tak for det da, fru Mathiasen. og udover solsorternes sang er der da osse utallige hyggelige stunder i hverdagens trummerum. se for eksempel i går, hvor denne skribent virkeligt foik et flashback til tidligere og bedre tider. Nemlig dengang, hvor hifibutikker regelmæssigt fik besøg af overlæger og advokater og andre  audio-trængende fra det bedre borgerskab. Og som uvægerligt købte noget, som de blot brugte i mange år og blev glade for uden at blive forvirrede af afgrundsdybt-stupide skriverier på diverse fora. Det var tider, var det, og bedre, JA, FOR SATAN!

Sådan en dag var det så heldigis osse i går, hvor der røg et sæt ATC SCM 100A højttalere til et hus i whiskybæltet ved Øresund. Og selv om disse højttalere koster på den anden side af 100 k, så er det slet ingenting sammenlignet med prisen på kundens nye hus derovre, ja faktisk noget under 1%. Og så er der jo rimelighed i galskaben alligevel. Men alligevel var det en kæmpefornøjelse at skulle en tur derover og det gør bestemt ikke fornøjelsen mindre, at kunden inden sin advokatbestalling såmænd var en gammel skole-praktikant hos denne skribent for adskillige årtier siden.

Nogen bliver heldigvis til noget, mens de fleste som denne skribent ikke bliver til noget videre. Og egentligt blot som ringduerne glæder sig over hverdagens velsignelser. De tidlige forårsfornemmelser fortrænger heldigvis næsten osse fortvivlelsen over at se den til enhver tids netop forløbne uges nye intellektuelle lavpunkter indenfor hifitosseriet. Fuldstændigt fornuftsstridigt i en grad, der vel længe kun med rette påkalder sig klinisk interesse. Selv om det for en enkelts vedkommende  efterhånden nærmer sig det akut behandlingskrævende..

Desværre er der en kedelig bagside af disse “hifi-skadedyrs” aktiviteter på samme måde som de skide muldvarper, der undergraver vores hestefold. Deroppe i skovidyllen tager den ihærdige jæger Bettemis sig heldigvis af brodden af plagen, men de få tilbageværende hififora lægger stadig plads til de tosser, der er ved helt at tage livet af den danske hifibranche. Og hvor galt det står til i den tungere ende blev klart i den forløbne uge i en snak med en af branchens ellers relative og mangeårigt succesfulde sværvægtere. Det går simpelthen ad Helvede til og det endda sagt af en mand, der ellers i mange år har spillet med i den særlige danske udgave af hifi-spillet (den med almindelig moms-og skatteunddragelse og alternative outlets for byttevarer udenom regnskabet osv. osv.)

En branche med så mange brådne kar er selvfølgelig umulig at konkurrere med for de ordentlige og regelrette men at de sidste uhellige eksistenser ligefrem osse er pressede til bristepunktet  var da en overraskelse. Men at sige, at man er hifientusiast er vel osse ved betænkeligt at tilnærme sig visse kriminelle og andre sære marginale  randeksistenser, der virker diskvalificerende blandt ordentlige mennesker.
Vi mangler næsten kun en opfriskning af tosserierne fra oldtiden og middelalderen om “sfærernes musik”, der passende kan være hifiens svanesang. “Argumenterne” i de alenlange ulidelige enetaler derude på diverse fora har længe været langt hinsides argumentation, ja vel en slags “sfærernes svanesang”..
Nå, på med vanterne, der er heldigvis indløbet atter en ATC-ordre mens jeg skrev dette. Nej, squ TO:::

Kreidler Florett og diskenspringeri

Undertiden forekommer den tidlige alderdoms vellivs-absurditet lige lovligt tydeligt. Andre ville med nogen ret kalde det for ikke ubetinget kedsomhed i eget selskab, altid et af menneskelivets mere påtrængende og jo principielt uløselige problemer. For af alle de andre kedelige tosser går man jo selv aldrig hjem uden at selskabet uvægerligt følger med..

Man ved for alvor, at noget er rivravruskende galt, når man i fuldt alvor sidder og kikker efter ENDNU et eksemplar af den gamle 8 LP-box med Shostakovitj` strygekvarteteter udført af Taneyev-kvartetten. For som sætningen ligesom siger klart, så findes der allerede 1 iøvrigt aldeles mint-perfekt sæt her i huset af denne herlige letflydende musiceren af ellers oftest temmeligt tungt-spillede og robuste versioner af disse mesterværker. Taneyev-kvartettens udførelsen fungerer i denne sammenligning som en vital modvægt til især den første udgave af Borodin-kvarttens massive musik-mosaik af næsten symfonisk lydstyrke. Dem er der altså gang i! Men ligefrem at lede efter ENDNU et sæt til brug alene her i vores kælder er vel noget alternativt-begavet.

Det er der så på en helt anden og mere lettere flagrende måde i Taneyev-kvartetten, som derfor for en antageligt kortere tid er denne skribents favorit. Og “kortere tid” fordi stor musik ingen facitliste har ligeså lidt som nogen nuværende højttaler kommer blot i nærheden af den oprindelige akustiske begivenhed. Og deraf den naturlige absurditet i fra visse hard core hifitosser at påstå, at når man kommer op i high end, så bliver enigheden omkring kvaliteten entydig.

Det er tæt på at være det dummeste udsagn, som man kan fremføre i en ellers allerede rigeligt rigeligt stupid diskussion. For enhver ved jo allerede inden den kommende hifi-udstilling i denne måned her i byen, at der med statsgaranti INGEN enighed vil være om, hvad der var bedst. Ikke bare ikke lidt, INGEN. For det, som for nogen var det reneste auditive guld var for andre det argeste bras ikke blot der, men med nogen sandsynlighed i Verden. Og enhver, der nogensinde har været på den for undertegnede absolut allerværste “bling-udstilling” af uendeligt ligegyldigt og totalt overflødigt , men til gengæld tilsvarende overprissat godtkøbs-hifikram, den i München, ved jo, at dernede lyder tingene så uendeligt forskelligt, at man næsten skulle tro, at high end var ren marketing og indbildning. Og det er det jo iøvrigt osse blevet.

Nå, men ret meget bedre er man så ikke selv, som ovenstående beretning om latterligt overflødig attrå vel klart formidler. Men at det skulle blive så galt er da ligegodt en overraskelse til at blive helt utidigt ædru af.
Så er det straks nemmere at se bjælken i andre gamle tossers øjne. Tag for eksempel den igangværende tråd på vintagehifi.dk omkring et tudsegammelt High Fidelity-subwooferprojekt fra dengang i startfirserne, hvor bladet kun udkom på papir. Allerede dengang var det et tåbeligt projekt, som det osse efterhånden fremgik i artiklerne. Men nu var præmisserne vel heller ikke de mest gennemtænkte. Man tog nemlig en lukket kasse i en vilkårlig størrelse, og så målte man en bunke tilgængelige enheders egenskaber i den. Og ikke fuldstændigt overraskende viste det sig, at de ellers bedste og dyreste enheder viste sig ret ubrugelige som deciderede subwooferenheder i den lille lukkede box.

Det kunne enhver idiot naturligvis ud fra selv det mest kursoriske kendskab til højttalerbygning have sagt sig selv. Alle de bedste enheder skulle enten bruges i langt større boxe eller alternativt i basrefleks -do. og bedst med elektronisk kompensation. Sådan var naturlovene nemlig dengang såvel som nu. Og det var ikke overraskende osse det, som artiklerne lidt famlende mundede ud i.

Derfor er det da osse interessant, at folk på min egen alder i dag hiver disse tåbelige blad-smørerier frem igen for påny at insistere på at begå ungdommens fejltagelser-i stedet for den noget mere indlysende løsning at gøre tingene RIGTIGT. Eller ihvertfald rigtigere, iøvrigt osse ganske svært, når udgangspunktet i High Fidelity dengang var så fjollet. Men hvad det skal gøre godt for at insistere på at lave noget FORKERT når nu det er ligeså let at lave tingene RIGTIGT er vanskeligt forklarligt. Og vel næsten på højde med rimeligheden i at drømme om Taneyevkvartet-sæt nummer 2…

Til sidst i dag lige et par billeder fra denne yderst ydmyge virksomhed. En ikke videre elskelig mand brugte fornyligt i kommentarerne det ikke voldsomt flatterende udtryk “diskenspringer” om denne skribent. og derfor synes jeg det på sin plads at understrege, at vi overhovedet INGEN DISK har, så dermed turde udsagnet være falsificeret.
Nå nej, sådan fungerer high end hifi jo ikke. Der er der intet, der er så åndssvagt, at der ikke er nogen, der tror på det og al klassisk videnskabelighed er kørt fuldstændigt ud på et sidespor.
For nok er menneskets lugte- og synssans indenfor pattedyrene og osse langt udenfor såre begrænset, (og der er vist endnu ikke nogen, som hævder andet) men af en eller anden mystisk genetisk vanskeligt forklarlig grund, så er menneskets HØRESANS ifølge de værste tosser så enestående veludviklet, at enhver videnskabelighed må vige i ærefrygt.

Og glem gerne alle de næsten ligeså idiotiske “forklaringer” om urmenneskets ubegribelige auditive superkræfter som vitale overlevelses-mekanismer. For selv om hunde jo bevisligt hører langt, langt dårligere end katte, (og vores hunde jo antageligt så endnu dårligere end gennemsnittet af hundekræ, da de ofte slumrer foran Vitavox-hornene)  så vil enhver morgentur med vores hunde klart afsløre, at det altså er dem, der fortolker både lydlig niveau- og fase-information i et tempo og med en præcision, der får selv trænede lyttere som denne skribent til at fremstå som en lallende amatør. Hvilket let demonstreres af, at de med et lille sidestep behændigt undviger forkælede møgunger bagfra, når disse kommer drønende uden ringeste tegn på deres cykler her i morgenblæsten.
Måske vi blot skal affinde os med, at den menneskelige høresans bare er, som den er og som den altid er blevet skitseret på disse sider-såre begrænset og uhyre let at fuppe1
Men på den anden side, hvad skulle de sidste af de egen-hellige audio-orakler så lave, hvis de så dette gryende erkendelsens forårslys? Ja, selv kikker jeg da på erantisser..