Når man sår vinden..

så høster man stormen, som det gamle fyndord siger. Det demonstreres tydeligt i disse dage, hvor denne rimeligt sejrsstolte skribent efter at have pillet skillevægge og alskens andet skrammel ned så blot skal til at transportere byggeaffald bort. Ak ja, store huse og dominerende koner er både en velsignelse og av for satan da, lad være med at slå, ja altså UDELUKKENDE en velsignelse.

Når man så står der midt i det relative byggehelvede er det svært at forestille sig, at det hele forhåbentligt er til idel glæde vendt i løbet af ganske kort tid, men sådan ser det faktisk ud. Det var en behagelig overraskelse at opdage kernesunde tykke massive trægulve nede under linoleums-dækket ligesom det bestemt heller ikke var ilde at se, at der bag de talrige cellotex-plader gemte sig et knastørt fundament af store kampesten. Ikke så meget som en eneste forkølet bænkebider var der, end ikke kitin-skeletterne af andre yndere af kælder-vådområder , så der har simpelthen aldrig været fugtigt dernede. Lige i den retning er særdeles både brandfarlige og vandsugende Cellotex-fiberplader en glimrende markør! Så håbet om et herligt hobbyrum er derfor endda særdeles realistisk.
Desværre så altså først om et par læs affalds tid!

Atter en tidlig morgen,

der står i den kombinerede opbygnings og nedbrydnings tegn. Vi er ved at fjerne lidt overflødige vægge for at tilbyde vores kunder lidt bedre forhold. Og naturligvis osse os selv, og det er jo ganske vidunderligt at den slags som her så søm-løst kan forenes. Ikke at der ikke er søm, for det er der, helt vildt mange 4-tommer søm banket i på kryds og særligt tværs som datidens byggeskik tydeligvis foreskrev. Men nu er det vist heller ikke den slags søm, som man mener med “søm-løs” Hvis det enegslke ord “seamless” da overhovedet findes på dansk..?
Tilbage til støv og søm og gips og antik rockwool, er herlig blanding. Som en slags pacifistisk pendant til “..the smell of napalm in the morning!” Udover at det trods alt er ganske svært ligefrem at ELSKE støvet, men mon det ikke kan bruges til at afstive en altid for midaldrende mænd stadigt mere akut truende hjemlig macho-mand status. Uden at vi dog helt er overbeviste om, at beskidte hænder er helt det samme som håndværkerhænder og dissesmagi overfor kvinder, så kan vi jo da altid prøve!

Jens´ reoler

Enten keder folk sig derude eller også er vi meget betydningsfulde her i huset. Vi hælder naturligt til den sidste forklaring men den første er nok alligevel den sandsynligste. Dagligt konfronteres vi af forespørgsler om at “connecte” på det Facebook-lignende professionelle netværk, der hedder Linkedin. Vi siger uhyre sjældent nej, da osse vi gerne vil være “well connected” Uden at vi dog helt fatter den dybere mening med hyppigst totalt overfladiske bekendtskaber.

Og hvad sker der så helt tilfældigt da vi klikker “accept”? Jo frem popper et billede af en rødmosset og kær gammel ven, som dette fuldautomatiserede netværk foreslår, at vi skal forbinde os med. Fristelsen til at gøre det helt konkret det dér med at “connecte” helt bogstaveligt, er nu til at modstå, manden er nemlig død og hedder Jens. Og det er hans formidable hjemmedesignede- og -byggede totale “overkill”-reoler og borde, som vi denne morgen kæmper med at få plads til her i vores ellers ganske store hus.

Ak ja, så meget for verdens uafviskelige virtuelle hukommelse, hvor det elektroniske liv fortsætter i al evighed efter at det fysiske forlængst er ophørt.
Udover det skal vi huske denne morgen inden slæberiet at takke de gode gamle venner Erik, Kræn og Per for umådelig hjælp og praktisk bistand i forbindelse med den bestemt ikke helt nemme møbelflytning fra salig Jens´ gamle herskabslejlighed. Og da bestemt heller ikke mindst til hans pårørende, som lod disse hans næsten mastodontiske manddomsværker udi møbelkunst leve videre her i huset. Det hus, som vi aldrig ville have turdet købe, hvis det ikke havde været for skaberen af disse ting. Helt specielle ting skabt af en helt speciel mand.
Vi får så se, om en sådan storhed kan smitte, men vi er nu helt tilfredse med blot at være kuraturorer for Jens og hans minde.

Kristen Poulsgaard i storbyen

I dag vil vi herfra indlede med en tilståelse, som vist nærmest er en slags-udlevering uden synderligt formildende omstændigheder. Om overhovedet nogen. Ikke meget tyder desværre på, at denne skribent er spor bedre end de andre tosser, som vil blive omtalt senere. For noget åndssvag føler man sig dog, når det medlem af det nye Folketing, som éns stemme ganske vist lettere ufrivilligt har været med til at sende afsted, simpelthen kollapser. Ingen ved deres fuldeste fem burde naturligvis have stemt på et parti, hvor der var en reel risiko for at stemme en mand ind i tinget med øjne så manisk-stirrende som Ole Birk Olesen.

Fejlen er naturligvis udelukkende min egen, som statistisk vel henad præcist halvdelen fejl vel i virkeligheden er. Ikke mine, naturligvis, blot EGNE. At se Oles feberhede øjne er næsten som at se den heldigvis ikke-valgte krist-demokrat Per Ørum Jørgensens sygeligt-skinnede og fugtige ditto. Bestemt ikke mænd man ligefrem har lyst til at møde på et offentligt herretoilet på en ubemandet togstation i de afsides dele af det syd- og vestjyske, hvor de begge kommer fra. Og hvor Per nu atter er flyttet tilbage til uden at vi helt herfra forstår til hvad.

Nu er denne skribent så tydeligvis ikke den eneste, der har stemt fuldstændigt tanketomt ud i holdningsløse og ligeledes tomme politiske luft. Bag den ideligt og nådigt citerede frontfigur for Enhedslisten, labre Johanne med den omhyggeligt indstuderede og afvæbnende effektive lillepige-udstråling og den omhyggeligt kultiverede indsmigrende/skrå hovedstilling (der tydeligvis ikke på den korte bane gør andre kvinder urolige for deres mænds øjnes ellers indlysende vertikale vandring, selv om det bestemt burde), ses hele flokke af “Ole´r”. Ikke at det gør mit eget valg klogere, at andre heller ikke læser på lektierne. Ikke alle både er værd at være med i, for eksempel ikke i denne her.

Og så tilbage til det, der engang hed “landsbytosserne” Der er tale om en ægte og hæderlig landlig profession, uundgåelig som moderne fattigdom. Fordi der altid er én derude i selv den mindste by, som er den allermest tossede og fordi der med samme ubønhørlige konsekvens altid vil være mange, der tjener mindre end halvdelen af det til enhver gældende nationale gennemsnit. Begge problemer naturligvis praktisk u-udryddelige på grund af selve definitionen.

De fleste vil nok endnu kunne huske Fremskridtspartiets farverige landsbytosse Kristen Poulsgaard. Hans politiske karriere lå noget inden spindoktorernes tid, ikke at det nok ville have kunnet ændre meget på tilsyneladende utæmmelige og uhæmmede Poulsgaard. Alle i det etablerede politisk system kunne vel nok blive enige om, at han var noget tosset på sin landlige måde, og det var han naturligvis osse. Ja, han var faktisk så tosset, at han alene derved blev glimrende TV og hyppigt anvendt.

Helt anderledes så efter det nylige valg, hvor tossehovederne ellers står i kø igen. Denne gang er medierne så til gengæld anderledes forsigtige med at udstille de nyvalgte medlemmer af tinget, der vel ellers med nogen ret ville kunne benævnes “storbytosser” Denne gang er det helt utilstrækkeligt at tale om det velmenende “halal-hippier” og andet godmodigt drilleri om grænseløs “politisk korrekhed” Naturligvis UDELUKKENDE indefor egen forståelses-ramme, hvor tolerancen til gengæld er så total, at intet kan være forkert, blot de “rigtige” siger det. Og naturligvis omvendt, intet kan være rigtigt når de “forkerte siger det. Verden er simpel på den måde og kræver ingen selvstændige tanker overhovedet.

Nej, denne gang er det anderledes “hard core”-eksistenser fra de store byer, der bag lillepigen Johannes medie-afskærmning nærmest uset har sneget sig ind i tinget. Som ham Ole Birk Olesen bare fra landet. Der er virkeligt tale om en broget flok nyvalgte fra den ellers totalt fragmenterede og hårdt-trænede konspiratoriske tidligere venstrefløj suppleret med lidt romantisk-biodynamisk idealistisk fantasteri. Enhed kan der naturligvis ikke blive tale om fra et parti, hvis program består af en sammenskrivning af det værste i forrige århundredes nazistiske, socialistiske og anarkistiske skrifter. Eller det bedste, afhængigt af synspunkter uden at det dog ændrer på noget.

Landsbytosserne blev tidligere mediemæssigt rutinemæssigt og særdeles passende forsøgt “klædt af”, men sådan er tingene ikke længere med de nyvalgte “storbytosser”. Ihvertfald ikke endnu, men mon ikke det kommer. Selv for de mest inkarnerede “beton-halalhippier” kan det vist blive vanskeligt at sluge de indlysende totalitære træk i partiprogrammet derude på den yderste venstrefløj.
Selv om man naturligvis også kan vælge at se programmet som ren fjolleri på samme måde, som man i mere end et årti valgte at afskrive Adolf Hitlers ellers ganske åbenlyse “parti-programmatiske”fængsels-bog “Mein Kampf” som rene tosserier. Og det var det jo osse indtil tossen Hitler så til alt uheld blev demokratisk valgt.
Og nej, det er desværre ikke spor bedre når man som denne skribent stemmer på en allerede på valgnatten tydiligt labil og psyko-somatisk syg mand..

“Pumping Iron”

Når denne skribent en sjælden gang vover sig ind i TP Musikmarked her i byen er det mest for at finde film til fruen. Helst noget interessant, som man selv ved gensynet kan tillægge egne åndfulde sædvanligvis både vittige og uhyre intelligente kommentarer. Blot underligt at fruen rutinemæssigt “hysser” og det allerede inden man så meget som har tænkt på at åbne munden. Man er tydeligvis gift og nok allerede en del længere henne i samlivet end vores australske bryllupsattest ellers bevidner. Ikke at det er spor dårligt, blot en prosaisk kendsgerning, hvor man med den østrigske general Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim vel kan sige, at min kone kender sin “pappenheimer”/alternativt pap-hoved af en ægtemand.

Det er da sket, at min kone har syntes om sin mands film-valg. Selv gengivet på vores forkølede Samsung 40-tommers knurrende prut-LCD med sine 2 cm. høvedhøjttaler med idsudtværet surroundvirkning er det stadigvæk til at få øje på, at Marian Mitchell Morrison altså er god i John Fords mesterværk “The Man, Who Shot Liberty Valence”
Hun er ganske vist ikke helt så imponeret af samme konstellations tidligere storfilm, “The Searchers” med den monumentale og ganske uforglemmelige scene i starten og slutningen af filmen. Den, der er filmet indefra en mørk hytte ud igennem hoveddøren, for vildt simpelthen! Nå, men det synes min kone altså ikke så disse film står kun på menu-kortet de dage hun ikke er hjemme. Måske ham John Wayne/marion Morrison slet ikke taler til yngre kvindelige modeller?

En anden knapt så gammel og slet endnu ikke spor afdød skuespillers første film har jeg til gengæld sagtens kunne undgå. Den hedder “Pumping Iron”, er fra 1977og er så ubeskriveligt selvudleverende rædselsfuld, at man har skullet helt frem til min teenagedatters favorit-TV som “De unge mødre” og andet virtuelt og visuelt affald for at finde sin lige.

En af hovedpersonerne i denne pionerfilm om ekstrem bodybuilding er den dengang udenfor dopingleverandørernes kredse fuldstændigt ukendte østriger Arnold Schwarzenegger, der først noget senere blev amerikansk statsborger. Tydeligvis inden de sproglige prøver for at opnå statsborgerskab endnu var udviklet særligt, heldigt for Arnold og mindre heldigt for den californiske økonomi, som han senere kom til at forvalte som guvernør. Hvis man da overhovedet kan kalde det det, ret godt gik det som bekendt ikke, men det havde det nu heller ikke gjort før eller siden, så han var vel i virkeligheden blot politisk gennemsnitlig.

Filmens plakat med den unge Arnold stolt poserende med sine kunstfærdigt oppumpede doping-muskler er skræmmende som et vidnesbyrd om almindelig menneskelig dårskab og vilje til selvdestruktion. Alligevel gik det som bekendt Arnold ganske godt senere, og datidens dopingmidler havde tydeligvis ikke samme kedelige bivirkning som de senere i retning af impotens. Arnold var vist både utro og alting og i det hele taget en skidt fyr i sin moralske habitus helt på linie med alle andre mænd. Hvis de altså blot havde fået den chanche, som Arnold fik. Og til fulde tog!

Disse tanker kommer udelukkende frem i dag, fordi man står her og glor ind i spejlet. Og tænker på, hvordan denne kun delvist Adonis-lignende midaldrende overkrop dog vil kunne klare alle dagens gøremål. Som ildevarslende nok starter om ganske få minutter, hvor budcyklen er passende “pumpet” Og iøvrigt tilfældigt ER af jern, da aluminium ikke kan holde til belastningen fra denne velvoksne skribent. Så vi dyrker såmænd selv både “pumping” og “iron”
Udover at der altså stadigvæk er par skrumlede borde og reoler at flytte med i morgen. Så med lidt held kan musklerne måske udvikle sig så meget, at jeg alligevel tør tage filmen med Arnold med hjem til konen engang. Uden at blive ret meget mere til grin end jeg vist allerede er..

Flyttemand Olsen i light-udgave

I dag er der landet et par fine hifi-kuriositeter her på bordet. Det drejer sig om ikke mindre end et par af den begavede engelske designer Allen Boothroyds elektroniske kollektion, en Meridian 504 supertuner og den matchende Meridian 501 forforstærker. Begge disse designikoner vil være til salg til en absolut slik til folk, der som undertegnede drømmer sig tilbage til en mere ufor-MUENDE (men til gengæld nok mere for-MÅENDE)tid, hvis man skal tro alle de ellers både glimrende og efterhånden lokkende tilbud om alskens potensfremmende himstregimser og prikkede pastiller.

Billeder af disse skønhedsåbenbaringer turde være overflødige for de rette fagligt legitimerede og da jeg lige i øjeblikket ikke kan finde det rigtige kamera-kabel, så må vi lade tingene henligge i det virtuelle mørke indtil videre. Men billige, DET er de!
Ellers skal vi i al korthed forårsaget af en betydelig oversovning her til morgen, huske at avertere efter et par frivillige flyttefolk til lørdag dag engang. Vi skal have fragtet en del reoler og et enkelt bord fra en 1. sals lejlighed i midtbyen og herud på parcellen.

Der er tale om absolutte unika fra en kær gammel afdød ven, så vi vil være overordentligt taknemmelige for et par timers bistand fra et par stærke mænd m/k. Ingen af tingene er videre tunge og pladsforholdene er vældigt gode, men altså forbandet svære for selv relativt vellykkede kloner som denne skribent af Andersines store idol. Ham, der hed Bjørn Muskelsen altså.
Et par “Bjørn Muskelsen´er” i lettere light-udgave a la den fra “Huset på Christianshavn” så kendte flyttemand Olsen kan sagtens gøre det, så kom blot frem! Vi og mandens minde vil være meget taknemmelige.

Reodor Felgen

Dyr kan være meget dumme og da ikke mindst dem, der ikke tilhører denne husstand. For eksempel forvekslede en sikkert ellers uhyre skikkelig golden retriever-familiehund i går denne skribents ene hånd med muligvis en megastor hundeguf. Det skete i forbindelse med, at jeg skulle skille et par hunde-kamphaner ad. Vores egen naturligvis permanent uskyldige unge hedspore af en hund, Anton, blev nu lige i dette tilfælde angrebet bagfra mens den spænede afsted efter en anden hund. så vi var for en gangs skyld helt uskyldige.

Derudover blev Anton Hund ikke engang særligt gal, dertil var udfordringen fra underhunden/retrieveren for forkølet. Udover det bar den også mundkurv, for helt, helt anderledes ville det naturligvis have været, hvis “det (for Anton) store dyr i Åbenbaringen”, den store belgiske hyrdehund Frodo var gået forbi, for så skulle vi da have set rigtig krig!. Ikke at man naturligvis derfor som hundeejer skal negligere disse hunde i bunden af hierarkiet selv om hundende ovenover sagtens kan tillade sig detkræ, for de kan være de farligste.

Haps sagde det så og her sidder jeg så og glor på morgen-TV i min rekonvalescens. Af et ikke særligt voldsomt sår uden umiddelbar livsfare. Og så er det, at man alligevel i sin mulige lette febertilstand føler sig hensat til forne tider. Dengang der deroppe på en lille bjergtop oppe i Norge boede en cykelsmed med i betragtning af beliggenhed ikke overraskende kun ganske få kunder. Han hed deroppe Reodor Felgen og var en udskåret trædukke med et skælmsk men også noget fjollet gavtyve-smil. Ikke malet eller tegnet på, nej simpelthen skåret ind i fjæset på hovedpersonen i denne herlige norsk/italienske dukkefilm anno 1975, “Flåklypa Grandprix”

Det var naturligvis som det ihvertfald på dansk langt bedre klinge Theodor Fælgen, at han rigtigt blev berømt. Og for tiden går der ligefrem en ny-restaureret udgave af den klassiske film (der naturligvis skal hedde “Bjergkøbing Grandprix” for at være nogetsomhelst) i danske biografer. Se, den, den er for fed!
Derimod er det til gengæld ikke helt så fedt at se TV2-nyheder, for mon ikke rekrutteringsafdelingen derovre er lige på kanten af almindelige regler om markedsføring og varemærke-plagiering ved at “caste” morgenens mandlige TV-speaker? For, jo!, Reodor Felgen er simpelthen genopstået som TV-trold og det endda lige her til morgen. Hvad den fjoget grinende fyr hedder fandt jeg aldrig ud af, men Reodor Felgen, det var det! Lige der med fuldstændigt statiske nærmest “rigor mortis”-lignende fastfrysning af en absurd grimasse.
Simpelthen uhyggeligt med alle de menneskelige kloner af snart sagt hvad som helst, man kan se overalt. Ikke mindst på det lokale politiske plan, hvor den særdeles ordentlige hidtil valgte Rene Skau med det normale udseende og sin almindelige parlamentariske ordentlighed blev vraget til fordel for en total klon af den velkendte skuespiller Martin Bryggmann. Sikke dog langt et helt tilfældigt udseende dog kan føre én, både til TV og til tops!

Heller ikke i denne weekend..

..lykkedes det for denne skribent at få færdig-installeret vores nye XTA parametriske equalisere. I betragtning af, at der ligger forlængst færdige ledninger med omhyggelig hensynstagen til apparaternes ikke umiddelbart korresponderende interne såkaldte “fase” er det vel ikke videre imponerende. Lad os blot runde op og sige, at det faktisk ikke er spor imponerende. Eller omvendt kan man måske slutte, at i vores uhyre aktive virkelystne familie med sit tætpakkede aktivitetsskema er det nødvendige kvarters tid til endelig ind-justering af bassen bare svært at få mast ind.

Måske det i virkeligheden blot er almindelig midaldrende magelighed og fornemmelsen af, at det jo faktisk allerede nu lyder aldeles glimrende grænsende til det meget tilfredsstillende. Det sidste er nok det sandsynligste, men vi støtter dog den første forklaring, der er en smule mere flatterende efter en rigtig driver-weekend. Til gengæld er så fruen her til morgen en smule småsløj-snottet, så det er da vist bare med at komme igang for resten.
Måske man så kan glemme, at man selv ved det netop overståede folketingsvalg har stemt på et parti, der har fået valgt en kandidat, som får de tidligere så hyppige landsbytosser i det forlængst hedengangne danske Fremskridtsparti til i sammenligning at fremstå som de allerypperste stjerne-kloge teoretiske astrofysikere i ren og skær strålende intelligens. Blot sammenligningen er sølle nok kan alting jo fremstå stort uanset hvor bittelille det måtte være.
Ak ja, havde jeg dog blot stemt blankt. Eller bare spildt en stemme på den vist ikke fuldstændigt af-alkoholiserede Per Ørum Jørgensen med de permanent
febrile øjne og den hærgede misbruger-fremtræden. Selv om han på trods af kolossal mangel på TV-tække og blot den mindste troværdighed med sin glinsende skallepande og generelle fremtræden som malariapatient i det terminale stadium var blevet valgt ville han nu nok næppe have kunnet holde perioden ud, og det er vel også en slags lyspunkt her midt i al mørket. Det kan ham i “mit” parti nu nok desværre sagtens, han er vist i mægtig fysisk form. Hvad det så iøvrigt skulle hjælpe, at fysiiken er det, der i folkeviserne engang hed “redebon” når ånden blot er svagelig nok. Jeg fortryder, Per!

Blokkene, der blev væk

Ved valget i 1906 opnåede det daværende ret unge danske socialdemokrati ikke mindre end 25.4% af de afgivne stemmer. Det gav ikke blot noget, der bragte dem i nærheden af regeringsmagten og det var bestemt ikke fordi der dengang ikke herskede blokpolitik, for det gjorde der. Som i dag foregik det mest uforsonligt indenfor partierne, og Venstre var netop blevet opsplittet. Også dengang var politil en selvskreven gebet for selviscnesættende narrehatte. Blot i dag suppleret med utallige spindoktorer på begge sider af den efterhånden noget uklare grænse mellem journalistisk virksomhed og politiserende journalister.

Det må jo også være derfor, at man i denne Danmarks vel nok hidtil mest idiotiske “dikotomiske” valgkamp har kunne opstille begreberne rød og blå blok. Som om der var nogen nødvendig enighed indenfor blokkene er det nødvendigt med en absolut “minus-viden” i historie for entydigt at placere de danske radikale i NOGEN blok. Nu er valgets resultat så blevet, at Helle Thorning-Schmidt har forbedret partiets jubelvalg i 1906 (hvor partiet gik frem med hele 33%-point i forhold til det foregående valg i 1905), med ikke mindre end et enkelt decimal-procentpoint. Altså til 25.5%, stadigvæk altså partiets dårligste valg i 105 år.

Sejren for den kommende statsminister er således vist sådan nærmest rent administrativ. På samme måde som Venstres nederlag og samtidige mandatfremgang er. Når man blot vil magten nok (og det vil naturligvis alle politikere på dette niveau, MERE end nok, endda!) er det naturligvis altid en triumf, når man får den.
Herfra skal vi bestemt ikke begræde den nuværende regerings fald med ministre som Troels Lund Poulsen og Kristian og Carina Jensen nu heldigvis ude i kulden. Den var gået mere end almindeligt metal-træt og ministerrekrutteringen blandt det ganske udueligt ledede (og bestemt også håbløst bemandede) Konservative Folkeparti var om muligt endnu ringere.

Det kunne umuligt vare ved, og det gjorde det så næsten alligevel. Nå, det er så blevet erstattet af noget helt, helt andet og så alligevel helt det samme som dansk politik jo i virkeligheden altid er. Hvor man med den største selvfølge siger ét, gør noget helt andet og i virkeligheden overhovedet ingenting længere mener. Som den nu faldne regering vist også nærmest blot legede med ordet “liberal” Sporene efter 10 år er da til at overse. Alligevel skal der herfra lyde en tak til, at valget denne gang endelig får mulighed for signalere en helt en ny start. Ikke efter Løkke, som på trods og håbløst og udueligt arvet mandskab på den synkende skude næsten reddede sig i land. Nej, lad os i stedet glæde os over, at vi endelig kan gøre op med eftermælet efter Danmarks måske allerbedste bud på en statsminister, som simpelthen var “fuldstændigt spild af plads”: Anders Fogh-Rasmussen.
For denne skribent er han den værste siden Danmarks-historiens største ikke-dømte landsforræder, den ganske “kort-livede” statsminister Vilhelm Buhl. Så jo, det har da været et godt valg. Og som min kvikke datter udtrykker, det så er mellemproportionalen mellem rød og blå blok jo den lilla blok. Eller bare bæ-brun, sådan er det da vist med maling…

Et valg.

Her til morgen på vores tilbagevendende store festdag den. 15, årsdagen/halvårsdagen osv for alt hvad der er vigtigt i livet for mig, er det så desværre tid til det obligatoriske tandlægebesøg. Sådan noget foregår naturligvis i almenhedens interesse udenfor normal åbningstid, så med Anders Ands ord fra dengang han ville lokke en nysgerrig ræv til sig ved at spille død, vil vi stemme: “Farvel, elendige verden, mit sidste ord er “Farvel!”
Det lykkedes ikke dengang at fange ræven og vi tror heller ikke helt selv på muligheden for nogen kommende elendighed. Dertil er de særdeles håndfaste beviser for det modsatte heldigvis uomtvistelige. Den her måned tyder simpelthen på at blive den vildeste i firmaets historie.
Og så kan tandlægen bare komme med sine bor (whirrr!) og vatkuponer og hvad den slags ellers bærer som standard-bevæbning i deres “utility belt” Mon de som den første eneste rigtige Batman, Adam West, har tænkt på at have en “shark repellent spray”
Jeg må huske at spørge hvis jeg ellers tør..Kommunikationen med vidåbent gab er aldrig helt tvangfri desværre.