Verden af i går og i dag.

 Inden vi begiver os over i alvorligere materier denne skønne morgen skal vi ile med at videregive et salgstip af de afgjort bedre. Ja, faktisk er tilbuddet her så godt, at det næsten må være løgn. Men nu mest løgn, fordi de tilbudte varer da forhåbentligt aldrig har været solgt til “før-priserne” For hvis nogen nogensinde tidligere har givet ikke mindre end 70% mere for denne stribe sager her, så kan man vel regne med en vis vrede-ved at have brugt en hel families årlige rådighedsbeløb på et par hjemmelavede kabler, der nu “bombes” fra et enkeltmandsfirma ude på en lille gård. 

Altså nogenlunde ligesom vores lille virksomhed, uden at det dog er muligt at betale mere end 500,- for vores dyreste hjemmestrikkede sager fremstillet af de ellers ubetinget allerdyreste rå-kabler i branchen. Hvad de her koster i råvarer er ikke let at vide, men man kan da checke kobber- og sølvpriserne. En sølv-bar på et kilo koster lige under 5000,-, og med et vareforbrug af dette ædelmetal i milligram pr. kabel bliver der da nok lidt til kistebunden.

http://www.hifi4all.dk/tilbudsavisen/sogeresultat.asp?Annoncetype=&Produkttype=&Lokalitet=&Fri=dyrholm

Det er et pudsigt glimt ind i en pudsig parallel-verden, som dette veritable tæppe-bombardement af annoncer afslører. Nemlig en verden, hvor priser er fuldstændigt arbitrære i en fuldstændigt absurd grad. Og det i en verden af konsumelektronik, hvor man normalt indenfor hardware udenfor beskyttede økonomiske kredsløb som Hifi Klubben opererer med anderledes anstændige avancer.

Nu er det vanskeligt at se noget ud af firmaets regnskab, der ikke er offentligt, men tænk blot, hvad det ville have gjort for indtjeningen, hvis manden blot havde formået at sælge ET ENESTE styk af hver af tilbudskablerne her til “normal” pris. Iøvrigt er forklaringen om den manglende forhandler i Danmark måske ikke ganske fyldestgørende, for med undtagelse af et spædt men ultimativt forgæves forsøg fra et andet enkeltmandsfirma med showroom efter arbejdstid på at sælge kablerne her, så har det altså været sådan som nu.

Og så kan man jo vælge at tro på, at manden sidder derude og forsker i USB og alskens diversificerede audio-kabler kabler i lange tider inden han altså endeligt får fremstillet måske et enkelt, Som så sælges med 70% rabat. Nu er der mange af den slags udbydere af diverse mere eller mindre uskadeligt tilbehør indenfor den små-psykotiske hifi-hobby, befolket af altovervejende ældre, svagelige mænd. Ja, faktisk tyder en del på (baseret på private iagttagelser), at en stor del af tilbehørskøberne er invalidepensionister.Om de så også var det inden de begyndte at købe livsløgne som det her ved vi til gengæld ikke. Svage i ånden og redebonne med portemonnæen og oplagte ofre for branchens hajer.

Nu findes der også større hajer derude i det store hifi-hav og de tvivlsomme salgshistorier står i kø i ikke mindre grad end vores lille lokale akvarium. Se for eksempel denne angivelige retro-fætter her:

https://news.harman.com/releases/releases-20210105

For denne skribent har dette særskilt smagløse mix af nyt og gammelt og almindelig “åndenød” ikke meget at gøre med den sidste rigtige JBL-forstærker, som er den her:

Amplifier History: The JBL SA-600

Det får så være, men lige så klassisk den gamle så ud, ligeså mainstream-slikket ser den nye ud. Man skal vist være overordentligt velvilligt indstillet for egentæligt at se lighedstræk..Der er dog en krølle mere på historien om denne nye retro-sag. For simpelthen den allerførste handling i 1969 efter at Harman-koncernen overtog JBL, var at at nedlægge hele JBL`s produktion af konsumelektronik-den fine SA 660 blev således den sidste af sin slags og den første i en senere uendeligt lang linie af gode produkter, som koncernen droppede af besparelseshensyn. Selv JBL`s dengang største salgs-succes, L100, fik Harman-økonomien skovlen under, selv om det tog nogle år. Og den sandsynligste grund til, at det tog så lang tid at få L100 ud, skyldtes antageligt, at Sidney Harmans  næsten leje-morderiske “axe-man” Sandy Berlin, havde fået uventet kam til sit sparsommelige hår med ligeledes nyindkøbte Tannoy. Der osse fik sparekniven at føle.

Harman dengang var iøvrigt sjovt nok allerede dengang en koncern baseret på fundamentalistiske religioner. Ikke nødvendigvis samme sekt, men de var alle kristne dog., men dog mest bibelbælte-folk og en masse, masse mormon-firmaer i Utah. Det var nemlig dem, der lagde den bedste puritanske arbejdsmoral for dagen, mente pioneren Sidney Harman, der dog som jøde i ledelsen udpræget foretrak andre ashkenazier som Berlin. Således er hykleriet så tykt sommetider. Eller bare business.

Jeg havde egentligt forestillet mig at skrive om alle de for mig ubegribeligt mange lægelige eksperter indenfor virologi, der pludseligt udtaler sig om dette og hint. Man skulle ellers have troet, at antallet af special-virologer i Danmark ville være ganske ringe, ja måske endda ligeså ringe som de REELLE uddannede klima-eksperter, som dette land rådede over for under et årti siden. Som næppe var mere end en thalidomid-håndfuld.

 For hvilket lægeligt speciale vil dog i mulig livsløn være mere umuligt end virologi? Så det er svært at forestille sig, at specialer i virologi har haft meget større søgning end i ligeledes brødløse tropesygdoms-specialer. Næppe spændende nok for “the brightest and the best”.

Nu er der så sprunget næsten talløse eksperter ud indenfor lægestanden som virologer. Uden at de dog tilsyneladende har opdaget, at deres tjenester ikke er ønsket af den siddende regering og da ihvertfald slet ikke, hvis den afviger fra den for tiden førte politik. Der jo ifølge forslaget til den nye epidemilov jo ivrigt afskriver enhver professionel medicinsk indblanding i den rene og skære magtpolitiske demonstration fra staten. Nå, men der er altid en “amatør-virolog” derude, som kan sige det samme som alle de andre. Bare aldrig den indlysende sandhed, at vi ALDRIG slipper af med mutagene Covid…

Man må vist bare lære at leve med det, fordi alternativerne er ubærlige. Og situationen nu aldeles uholdbar og kun tjener til at flå landet sønder. Nemlig dem, der har deres på det totalt tørre, bare med lidt mere fritid, og de andre mange, mange mennesker, der er på røven nu her der skal betales moms, 

Vi kan opfordre til at lade den finurlige komponist Terry Rileys lille kosmiske værk her divertere lidt. Og jo, jeg hører den slags musik for alvor, selv om min kone intenst hader det:

Tillid

 Vi har da vist på denne plads helt glemt at mindes det ellers uhyre mindeværdige, at denne skribent har tilbragt præcist en fjerdedel af sit lange liv sammen med den underskønne fru Mathiasen. Og at tilfældet (som så nok snarere er et forsyn end et ptosaisk tilfælde) vil, at HUN så osse har tilbragt præcist en trediedel af SIT liv med at vederkvæge denne skribent. Og forhåbentligt osse sig selv en smule eller måske mere ideelt, lade mig om det..

Vi har ihvertfald været helt vanvittigt usædvanligt meget sammen, i massevis af de forløbne år faktisk døgnet rundt-arbejdet, som vi har, i vores lille familievirksomhed. Men tak for de 16 år, fru Mathiasen! Lad os tage en livslang omgang mere!

Ellers er der jo ikke megen opmuntring ved at iagttage folks ageren derude i Danmarks civilisationsmæssige  midvinter. Hvor alle medier dagligt har hver deres små historier om det folke-fascistiske fællesskabs afdækning af ubeskrivelige samfundsskadelige aktiviteter. Det er lige fra politianmeldelsen fra en hædersmand, der efter uegennyttigt og at have gennemtrawlet avis-annoncerne har kunnet konstatere, at en forhutlet thaipige vistnok holder ulovligt åbent i sin massageklinik.

Og nu er tiden for første gang siden 1943 blevet sådan, at politiet prompte reagerer og arresterer denne samfundssskadelige misdæderinde. Og udvist, DET skal staklen nok blive og osse helt i praksis-i skærende modstrid til alle de skumle mørke bandemedlemmer, som ingen steder kommer hen, beskyttede, som de er , af alskens syge internationale  konventioner. Der havde deres oprindelse og mening i en forlængst svunden tid. En bedre tid, en tid med tillid.

For det er jo kun et godt årtis tid siden, at en helt anderledes tid ophørte. Og den ophørte ikke engang, fordi tilliden endnu dengang var ophørt, dette ellers uhyre tilladsskabende  fænomen blev afskaffet af departamentale og administrative grunde. Vi taler naturligvis om postopkrævninger. Altså hvor man i realiteten betaler for en pakke, der for så vidt kan indeholde hvadsomhelst (mursten, for den sags skyld) uden at køber havde den mindste sanktionsmulighed.

I dag med PayPal, der jo i ekstrem grad favoriserer køber-sikkerhed med en fundamental ændring af tillids-mønstre overalt, , er det svært at huske, at alle dengang havde tillid til, at man ikke fik mursten i sin kasse. Med mindre altså, det var det, man havde købt. Således fungerede alting så ganske fint og vejbodernes pengekasser blev ikke tømt-af andre end sælgerne. Ja, det var også dengang, at ingen geskæftige naboer ville drømme om at anmelde den lille lokale skævøjede lavbenede selvstændige  erhvervsdrivende med de diskrete gardiner og det undertiden  tændte stearinlys i vinduet (forunderligt nok også i dagtimerne). 

Nu ved ingen vel rettiligt, om nogen anmeldte de her ydmyge etablissementer, ihvertfald ikke udenfor brugerens normale, muligvis lidt sølle mandlige, bekendtkabskreds. Men at der ingenting skete ved det, hvis nogen nogensindete anmeldte noget til POLITIET, DET ved enhver, der har boet i bymæssig bebyggelse som jeg selv. Og antageligt ligesådan  på landet.Og det ved denne skribent tilfældigvis, fordi netop DEN massigeklinik på Skjernvej i Århus, der blev “raidet” af panserbasserne i sidste uge, simpelthen har været der ALTID. Ligefrem så længe, at jeg selv har besøgt den helt tilbage i 1983, desværre i professionel øjemed, da jeg med en kollega var oppe i klinikken at levere TV og datidens hotteste, VHS-maskiner. Der gaves ikke præmier for at gætte filmrepertoiret, som jeg mindes..

Således har hverken offentlighedens interesse eller naboers mulige og sandsynlige nyfigenhed igennem 4 årtier kunnet gøre det, som en muligvis frustreret kunde eller geskæftig gammel nabo-kælling (muligvis endda konen til den første)  ikke kunne klare på et splitsekund i disse åh så anderledes tider. Hvor angiveri mod det folke-fascistiske fællesskab belønnes på samme måde som et andet ikon indenfor denne tvivlsomme genre, Pavlik Morozov. Der som bekendt stak sin egen far til Sovjet-terrorens hemmelige politi NKVD for samfundsskadelige udtalelser over køkkenbordet. At samme Pavlik snart efter  fik sin vel retteligt velfortjente omend noget barske bekomst er den eneste optimistiske parentes ved historien.

Tilbage til den tabte danske tillid, tabt i Facebook-galskabens kollektive råbe-ekkokamre. Hvor det oftere og oftere købeloven anråbes af mere og mere hysterisk krævende købere. Og hvor galt det kan gå oplevede vi for nyligt, hvor en kollega i dba ville sælge et sæt svinebillige Altec-drivere, med nye, originale membraner professionelt monteret med garanti. Og altsammen for 2000,- stk…Den potentile køber blev rasende over IKKE med at prisen at få: 1) PayPal 2)Certificerede målinger af enhederne 3) Re-magnetisering (altså af ferrit, der som bekendt IKKE taber magnetisme-overhovedet)

For fjolset havde et sted på nettet læst, at et mikrobittelille firma i USA tilbød disse services, når man benyttede dem til reconing .Men altså først efter, at man havde betalt lidt transport af en 30 kilos pakke frem og tilbage for en skønnet merpris for ren transport INDEN reparation på 6000,- Man tør slet ikke gætte på, hvad der ville have kunnet ske MED PayPal med sådan en allrede inden købet besværlig kunde…..

Tilliden i Danmark er under voldsomt pres, men det gælder så heldigvis ikke andre steder. Ikke alle, ihvertfald, for se bare Tyskland, hvor Ebay ligefrem har en officiel sub-handelssite til Ebay.de Den hedder Ebay Klainanzeigen og DER kan man normalt overhovedet ikke betale med andet end bankoverførsel. Hvilket man iøvrigt heller ikke kan på mange af den “rigtige” Ebay de, når det kommer til stykket. Og det er altså en herlig ting at shoppe der og tænke sig et årti tilbage i tiden-og altid alligevel at få varerne og endda i den aftalet stand. . Fordi det er sådan, man gør dernede og iøvrigt altid har gjort-nemlig betalt FORUD som dengang med dansk postopkrævning. Og uden efterfølgende mulighed for at brokke sig-OVERHOVEDET!.

At man så i en nylig tråd på hifi4all med über-fjolset, forum-ejer Mikkel Gige i spidsen mene, at man ALDRIG skulle betale forud ved køb i Tyskland eller noget andet sted, fortæller vel blot samme triste historie om tillidens og anstændighedens i historieløst frit fald..

Til sidst i dag dagens musikalske link, som nogen måske har hørt før. Det er nu den, der lige ligger i skive-spilleren, og sikke dog et superorkester. Sikken en bassist, sikken en trommeslager og sikke dog en guitarist. Og sangeren er da osse ret god..

R.I.P Poul Jensen

 I dag vil til en start mindes en myreflittig mand, der døde for få dage siden. Nu ved vi ikke meget grænsende til overhovedet ingenting om ham efter 1972, men ihvertfald dengang fes den lille mand rundt som som en fis i en hornlygte. Og det er ræse rundt som en proto-plæneklipper a la senere Stig Tøfting havde osse været mandens signatur som førsteholdsspiller på datidens rigtige “gule fare”, fodboldklubben HfS. Hvor han iøvrigt debuterede i det velsignede Herrens år 1956, tilfældigvis denne skribents fødselsår. Og hans mindeværdige karriere sluttede i 1965. Det var ivrigt om Poul Jensen, at den legendariske danske hælsparks-centerforward Ole Madsen (efter totalt at være blevet sat ud af en kamp med tæt personlig opdækning af Jensen) sagde de på Horsens-kanten så bevingede ord for forklaring på sin egen ringe indsats i kampen: “..der løb hele tiden en lille mand med sygekassebriller lige i hælene på mig” Det var så lillebitte Poul Jensen med sin brylcreems-slikkede hår, denne mindeværdige mandsling. Min gamle lærer på Stensballe Skole

Poul Jensen døde således forhåbentligt relativt mæt af dage, han fik da i det mindste sin part af denne for så mange sparsomme ressource og det er ham såre vel undt. For mig var han en uhyre inspirerende matematiklærer, for det var første gang efter mine første 7 år på Endelave Skole med Danmarks antageligt fagligt (mest) og menneskeligt (en smule mindre) ringeste lærer, at jeg mødte en, der kunne lære mig noget i matematik. I Endelave Skole havde det traditionelt været omvendt, der havde læreren spurgt MIG, når han ikke kunne finde ud af det selv. Måske lige det mindst udfordrende undervisningsklima..

Anderledes med Poul Jensen og hans kone Margit der anderledes formåede at pumpe viden i lille Poul. Og til evig tid vil jeg kunne analysere grammatisk RIP/requiescat in pacem (selv om visse ignoranter uden kendskab til ablativ undertiden skriver “in pace”) Det var nemlig hende, som jeg havde til den lille latinprøve og hun medvirkede afgjort og afgørende til denne skribents senere så formidabelt veludviklede grammatiske sans. Og det i en grad, at jeg aldrig har glemt det der løjerlige 3. persons præsens  aktive konjunktiv “requiescat” Topklasseundervisning, selv om det aldrig lykkedes at “dukke” hende lille forbandet kloge Anna Sofie til eksamen. Der endte remis. 

Ellers er der faldet en smule tiltrængt ro over vores lille virksomhed uden at det dog bør forveksles med ligefrem stilstand. Mindre aktivitet end i sidste kvartal 2020 kunne nu sagtens have gjort det, ja, faktisk ville MERE have været totalt dræbende. Og det er så heldigvis der i mere smulte og roligere vande, vi er igen; med tid til at drikke en kop the engang imellem og høre lidt musik. Og netop der er der gået lidt vinter-stilstand i det hele. Og selv om dagens lovede musikeksempel mulighed ikke umiddelbart har meget med vinter at gøre, så har det unægteligt så meget mere med stilstand at gøre. 

For ingen komponist har vel som franske Erik Satie personificeret “underspil”  ro og pauser som vitale elementer i musikken. Denne skribent voksede op med den første samlede indspilning af Saties klaverværker med ligeledes nyligt-salige Aldo Ciccolini. Og især i forhold til samme pianists 1980-er indspilning er den første omgang fra slut-1960-erne så langt min personlige favorit. Det er, som om Ciccolini har glemt roen  spontaniteten i musikken. 

Alligevel har en anden pianist opdaget et endnu lavere, ja nærmest et musikalsk “slæbe-gear” for Saties musik. For mig bekendt har aksolut INGEN spillet Saties musik så næsten ulideligt langsomt som den hollandske pianist Reinbert de Leeuw. Musik, som sikkert mange vil genkende som obligatoriske musikalske vignetter fra alverdens kulturprogrammer i den danske radiofonis historie.Alligevel bør man lige unde sig selv den fornøjelse at dykke lidt ned i denne version, for den rummer unægteligt noget, som alle de andre tilsyneladende misser-fuldstændigt! Men døm selv!https://www.youtube.com/watch?v=5bIeYqpn0Gk

Ellers er det blot at gå i gang med kabelproduktionen, traditionelt en betydelig firma-aktivitet på denne årstid. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at der snart lander en stak af de allersidste MC2 S1400-forstærkere her på matriklen. Og “allersidste” skal ikke stå som nogen personlig “credo” (takker igen, Margit Jensen!), men har en anderledes definitiv og final betydning.  For det er simpelthen de allersidste af disse fabelagtige forstærkere, som fabrikken fremstiller-endda på specialordre.

Om det så ligefrem gør dem til attraktive samleobjekter er vanskeligt at spå om, men nok næppe. Til gengæld er det MC2 Audios gravskrift over den engang så enerådende traditionelle forstærkerteknologi. Og meget passende at mindes det sammen med altid muntre Poul Jensen, der også nåede sin sidste “bane” -længde) 

Vi får så se, hvor mange af de traditionelle high end audiofirmaer, der kommer til at overleve den umiddelbare fremtid. For det kan næppe undgå at påvirke salget af de mest outrerede high end-tosserier, at selv de allerrigeste folk i en længere periode vil nedsætte de personlige visitter. For hvad er der så ved at have boreplatformslignende pladespillere i mange hundrede kilos klassen og forstærkere a la http://www.dadbluecat.com/the-only-one/ når man ikke personligt kan prale med disse ret beset afskyelige  veblenske absurditeter? 

Ikke meget, åbenbart, og det tyder på, at det endeligt osse er “slut for Gamut”, der vist har fundet sin længe ventede  plads i audiohistoriens skraldespand. Om verden dermed er blevet et bedre sted at være er måske tvivlsomt, men værre er den da bestemt ikke!

Vinterdrømme

 Så er vi atter tilbage i den daglige trummerum efter en længere kærlighedsudflugt i det vendsysselske. Det er et hårdt liv at drive så intensivt, men nogen skal jo gøre det… Til gengæld er hverdagen en noget nådesløs herskerinde med bunker af akkumuleret arbejde og montering og og.. Altsammen såre godt som modvægt mod “the winter blues”

Det er nu ikke fordi denne skribent akkurat er særskilt disponeret for årstidsbestemt tristesse og mismod; jeg har trods alt tilbragt min barndom i den yderste frændeløse udørk uden dengang noget synderligt realistisk håb om nogensinde at slippe væk. Ihvertfald mindes jeg ikke aktivt at have næret denne tanke, nok ikke mindst fordi alene tanken om noget andet og bedre derude ville gøre den ensomme og trivielle barndoms-hverdag helt uudholdelig. Blot mærkeligt, at det slet ikke dengang føltes sådan, men nådigt nok kommer erkendelsen først, når ens livssituation er ændret til den afgjort bedre.

For lige netop disse første skoledage efter juleferien  i min barndoms landsbyskole VAR nu allerede dengang og forblev årets absolutte lavpunkt. For ikke alene ventede vinterens isinge- og stenbider-fiskeri lige om straks med mørke og iskolde morgener inden skoletid i den lille jolle, hvor de eneste decideret positive senfølger har været en absolut temperatur-kontrol over kroppens ekstremiteter såsom fuld motorisk kontrol over fingre nedsænket i længere tid i isvand plus evnen til ikke at fryse i vådt vintertøj. 

Særligt behagelige var disse ellers effektive lektioner i ekstrem  klimatisk tilpasning  nu ikke, men jeg kan da stadigvæk tø en til-iset bilrude op med hænderne. Og gå i shorts og t-shirt i den værste Fimbul-vinter uden at fryse, selv om det muligvis ikke ligefrem er de vigtigste positive overlevelses-parametre i tiden. Og så alligevel..

For en nødig indkøbstur i Dronninglunds største og iøvrigt ganske store  dagligvareforretning her inden årets største højtider afslørede en menneskelig tristesse og håbløshed næsten som dengang på den lille barndoms-ø ved første skoledag efter juleferien. Folk trissede mismodigt og mæleløst rundt med kolossal, nærmest parodisk søgen efter maksimal afstand fra alle andre, og de få par forblev tavse og udtryksfulde som klodset-mekaniske, næppe mobile stenskulpturer. 

Nå, heldigvis var vi jo anderledes muntre i vores lille familie, men det var en skræmmende påmindelse om, at det ellers i selvforståelsen så frie og frejdige og fandenivoldske danske samfund tilsyneladende har endda helt usædvanligt let ved  at dumpe tilbage til den mest autoritetstro slavesjæl. Hvor blot en tilfældig ansamling af biler omgående fører til stikkeri og øjeblikkelig politianmeldelse i en stil, som ellers nådigt er blevet forbigået af Jørgen Hæstrup og alle de andre danske besættelses-historikere.

For man bør i disse myndigheds-dyrkende dage , hvor enhver dissens, endda nok så ubetydelig,  i tiltagende grad bliver synonymt med lands-svigeri, at vi har været der før. Lige der, hvor det gør allermest ondt at mindes. For i de første 2 besættelsesår var det nemlig fuldstændigt ligesådan. Den socialdemokratiske statsminister Stauning opnåede med sin betingelsesløse underkastelse for besættelsesmagten den indtil allernyeste tid allerstørste og mest ubetingede støtte til sin politik. Og ethvert tilløb til selv den mindste utilbørlige optræden overfor vores nye tyske venner blev forfulgt af lovens nidkære tjenere og ikke mindst det danske politi havde deres indtil den allernyeste tid deres værste skændsels-time som vilkårlighedens vogtere.

Det mest skræmmende under den tyske besættelses første år var dog den bredeste befolkning ubetingede opbakning til det mere end  semi-fascistoide danske besættelses-projekt. Mindre overraskende og mere i takt med nutidens politiske aktioner på den danske såkaldte “venstrefløj” var de danske kommunister, der helt præcist indtil morgenen den 22. juni 1941 stod for den allermest nidkære tyskvenlighed.I god stil med Skipper og Enhedslistens nyeste forslag med aktiv smitteopsporing med et frikorps af agenter i de danske hjem. NKVD og Gestapo lever stadigvæk lige under overfladen i dansk politik. Som stikkersamfundet.

Nå, men alt bliver godt igen, eller , måske mere sandsynligt, det gør det ikke.Folkets maske af vankundighed og villighed til at labbe absolutismens smuler i sig for enhver pris er skræmmende.  Barnetroen hos denne skribent om altings grundlæggende fornuft bag al misinformation og anden idioti er ialtfald noget rystet. Var det virkeligt kun det, det ellers så højtbesungne danske frie og oplyste samfund var i stand til?.At tilbede en såkaldt vaccine, hvor allerede producenten IKKE har den ringeste ide om, hvad der sker, hvis der går mere end 3 uger mellem injektion 1 og 2. Det er nemlig ikke testet-OVERHOVEDET. 

Og selv om vi antog, at man kunne vaccinere 100.000 mennesker om dagen, muligvis en anelse optimistisk rent logistisk  for nu at udtrykke det en smule mildt, så er vi vist ikke helt i mål med de der 3 uger. Imens kører coronavirus så den for alle vira velkendte skæve og muterende gang. Med alarmisme og anden pessimisme og uendeligt åndeligt armod som uundgåelige konsekvenser. Men det sker altså kun, fordi vi lader det ske og fordi end ikke besættelsestidens ganske vist noget sølle spæde modstandssignal, den såkaldte “Alsang” længere er tilladt. End ikke sangen i kirken runger længere. Ikke underligt, at folk i Meny i Dronninglund så triste ud. Blot trist, at danskerne lod det her ske, endda med kollektiv applaus. 

Måske man blot kollektivt drømmer om, at man kan komme et par pladser længere frem i den alting-frelsende vaccine-kø, hvis man parerer ordre og stikker et par mere kritiske medborgere? Det er ihvertfald kendte mekanismer under alle  totalitære styrer og sågar set i KZ-lejre. Og altså også i den mere selvvalgte danske version af ubetinget underkastelse for magten.

Nå, lidt munterhed må der vel være plads til, naturligvis med behørig hensynstagen til ikke at synge for meget med. I den kommende tid vil jeg forsøge at linke til et stykke musik, som i særlig grad dyrkes her på den pågældende tid. Nyd for eksempel det her herlige nummer, især velegnet til en rask tur på motorvejen.  Eller alternativt tilbage til den lille barndoms-ø

Forsinket godt nytår!