Status

I dag er det tid til at tælle lidt på knapper. Også for den sags skyld tælle alt muligt andet særdeles minutiøst, da vi har årsafslutning. Derfor bliver der ikke meget tid til denne uskyldige syssel, men vi må tage tilbørlig revanche.
Nu er regnskaber ikke nødvendigvis særligt interessante, men vi har da bemærket et af dem, som må påkalde en vis interesse. Ikke som regnskab, nærmere som en slags “strømpil” Lige i det her tilfælde peger pilen måske mest på noget der engang har været, og som forlængst er ophørt med at eksistere.

Åh nej, ikke mere hifi..! Nej, nærmere almindelig interesse for rimeligt anstændig musikgengivelse og denne gang bevæger vi os langt udenfor de sædvanlige mistrøstigt-indesluttede og indesneede inder-kredse (nej, ikke dé der sjove sorthårede brune ris-gnaskere med pletten i panden, det andet!), vi lidt for tit fristes til at opsøge. Vi taler om det uhyre fornuftige segment af den danske befolkning, som har købt B&O. Og som både fortsætter med at gøre det og holder op med det i et alarmerende tempo. Det, som de fortsætter med, er desværre blot at købe fladskærme helt eller delvist OEM-produkter. Det, de er ved at holde op med, er LYD.

Det er for os at se en større katastrofe, end det måske umiddelbart ser ud. Ganske vist har sikkert ikke ret mange selvudnævnte hifi-entusiaster (denne skribent bestemt ikke ubetinget undtaget), ret megen respekt for lydkvaliteten fra talløse generationer af ellers ganske visuelt vel-designede sager fra de kanter. Der er dog næppe tvivl om, at den gennemsnitlige B&O-køber har hørt LANGT mere musik end selv den mest stridbare og rethaveriske hifi-tumpe (igen. denne skribent bestemt ikke undtaget)

For dette publikum har B&O blot været et middel til et mål, i virkeligheden det eneste der er og for sags skyld burde være. Det er så det mål, som er ved endegyldigt at blive “skudt ned”, for audio-afdelingen deroppe i Struer, som man ellers havde sat betydelige forhåbninger til (antageligt fordi dækningsgraden på audioprodukter er højere end færdigindkøbte OEM-fladskærme) har haft en katastrofal tilbagegang. I et samlet marked med ellers en lille fremgamg og et økonomisk “break even” er det skidt.

Det er ikke mindst skidt for alle os andre, for hvis alle unge mennesker alligevel forlængst er holdt op med at lægge blot den mindste vægt på kvalitets-lydgengivelse og betragter en Tivoli-radio som ekstrem-hifi (da den jo har en DIGITAL tunerdel og så kan det jo som bekendt ikke blive bedre), så er der grænser for den kommende kvalitet af selve musikmaterialet. Disse grænser har længe været skridende, men når hele det FORNUFTIGE FORBRUGER-SEGMENT som disse hidtidige B&O-købere vel retteligt bør benævnes, så er der altså kun midaldrende+ tosser tilbage. Som ak ja igen, denne skribent, lidt selvcentrerede og selvmedlidende er vi da vist i dag. Ikke fuldstændigt uden grund men alligevel!

Og så er det, man ser sig om i sit eget hjem blandt alle de amerikaner-combo-køleskabsstore skrummel-højttalere og rundt på diverse totalt stagnerende hifi-fora med trættekære eksistenser i fuldeste flor, som skræmmer alt væk som en en kæmpesværm blodnæbs-væverfugle og tænker: Hvem er i virkeligheden de dummeste her? Tjah, svaret burde naturligvis være “én selv”, men så enkle er tingene blot ikke.
Det er nok i virkeligheden dem, som reagerer mod sådan noget totalt åndsfortærende idioti, som det er at sidde og sige, at man roder løs konstant og hele tiden med sit hifi “for musikkens skyld”. Igen, denne skribent ikke fuldstændigt undtaget og beviset ligger lige for.
Der ligger blot én eneste sølle CD her i vores hule lige p.t. Den, der lyder bedst selvfølgelig og som alle hifi-båthorn er der selvfølgelig også her tale om en kvindestemme. Mandsstemmer “lytter” man nødigere til, da de altid anslår forskellige uønskede resonanser og derfor ikke lyder “godt nok”. Hvis det lyder åndssvagt for fornuftige mennesker er det fordi det er det!
Det er vist tid til et “wake up” call her, op og hente Midnight Oil CD-en “Flat Chat”, som lyder ad Helvede til og der er ingen kvinder i bandet. Tilbage til musikken og fuck hifi-navlepilleriet. Og til B&O-køberne: Bliv dog for Guds skyld ved med at købe deres audio-isenkram, uden også JER er alting tabt, så er der da kun det rene tosseri tilbage. Og overhovedet slet ingen musik af blot rimelig kvlitet. Det sidste er så selvfølgelig ikke så vigtigt for alle dem/os, som allerede HAR anskaffet sig PLADEN, den helt hifi-rigtige med Alison Krauss.

Fra Brenton Hancock, South Australia

I anledning af den altid fra fornyligt ikke forfærdeligt festlige og derudover ufolkelige århusianske festuge (tak, direktør Folmer!), skal vi viderebringe en stribe vittige sentenser fra en god “mate” på den sydlige halvkugle. Noget skal der vel til for at holde “næbbet oppe”, som Anders And altid sagde.
Det mest forbløffende er vel i virkeligheden, at der faktisk ER noget der hedder Kulula Airlines og at historierne herunder er SANDE ét eller andet sted. De er ellers gode nok til at det burde være løgn.
Nå, men “here goes!”:
Kulula is an Airline with head office situated in Johannesburg .

Kulula airline attendants make an effort to make the in-flight “safety
lecture” and announcements a bit more entertaining. Here are some real
examples that have been heard or reported:
——————————————————————–

On a Kulula flight, (there is no assigned seating, you sit where you want)

passengers were apparently having a hard time choosing, when a

flight attendant announced, “People, people we’re not picking out

furniture here, find a seat and get in it!”

—o0o—

On another flight with a very “senior” flight attendant crew, the pilot

said, “Ladies and gentlemen, we’ve reached cruising altitude and will be

turning down the cabin lights. This is for your comfort and to enhance

the appearance of your flight attendants.”

—-o0o—

On landing, the stewardess said, “Please be sure to take all of your

belongings. If you’re going to leave anything, please make sure it’s

something we’d like to have.”

—-o0o—

“There may be 50 ways to leave your lover, but there are only 4 ways out

of this airplane.”

—o0o—

“Thank you for flying Kulula. We hope you enjoyed giving us the business

as much as we enjoyed taking you for a ride.”

—o0o—

As the plane landed and was coming to a stop at Durban Airport , a lone

voice came over the loudspeaker: “Whoa, big fella. WHOA!”

—o0o—

After a particularly rough landing during thunderstorms in the Karoo , a

flight attendant on a flight announced, “Please take care when opening

the overhead compartments because, after a landing like that, sure as

hell everything has shifted.”

—o0o—

From a Kulula employee: ” Welcome aboard Kulula 271 to Port Elizabeth .

To operate your seat belt, insert the metal tab into the buckle, and

pull tight. It works just like every other seat belt; and, if you don’t

know how to operate one, you probably shouldn’t be out in public

unsupervised.”

—o0o—

“In the event of a sudden loss of cabin pressure, masks will descend

from the ceiling. Stop screaming, grab the mask, and pull it over your

face. If you have a small child travelling with you, secure your mask

before assisting with theirs. If you are travelling with more than one

small child, pick your favourite.”

—o0o—

Weather at our destination is 50 degrees with some broken clouds, but

we’ll try to have them fixed before we arrive. Thank you, and remember,

nobody loves you, or your money, more than Kulula Airlines.”

—-o0o—

“Your seats cushions can be used for flotation; and in the event of an

emergency water landing, please paddle to shore and take them with our

compliments.”

—o0o—

“As you exit the plane, make sure to gather all of your belongings.

Anything left behind will be distributed evenly among the flight

attendants. Please do not leave children or spouses..”

—o0o—

And from the pilot during his welcome message: “Kulula Airlines is

pleased to announce that we have some of the best flight attendants in

the industry. Unfortunately, none of them are on this flight!”

—o0o—

On Kulula flight 255 just after a very hard landing in Cape Town, the

flight attendant came on the intercom and said, “That was quite a bump

and I know what y’all are thinking. I’m here to tell you it wasn’t the

airline’s fault, it wasn’t the pilot’s fault, it wasn’t the flight

attendant’s fault. It was the asphalt.”

—o0o—

On a Kulula flight into Cape Town on a particularly windy and

bumpy day, during the final approach the Captain really had to fight

it. After an extremely hard landing, the Flight Attendant said, “Ladies

and Gentlemen, welcome to The Mother City. Please remain in your seats

with your seat belts fastened while the Captain taxis what’s left of our

airplane to the gate!”

—o0o—

Another flight attendant’s comment on a less than perfect landing:

“We ask you to please remain seated as Captain Kangaroo bounces us to

the terminal.”

—o0o—

An airline pilot wrote that on this particular flight he had hammered

his ship into the runway really hard. The airline had a policy which

required the first officer to stand at the door while the passengers

exited, smile, and give them a “Thanks for flying our airline.” He said

that, in light of his bad landing, he had a hard time looking the

passengers in the eye, thinking that someone would have a smart comment.

Finally everyone had gotten off except for a little old lady walking

with a cane. She said, “Sir, do you mind if I ask you a question?”

“Why, no Ma’am,” said the pilot. “What is it?” The little old lady said,

“Did we land, or were we shot down?”

—o0o—

After a real crusher of a landing in Johannesburg , the attendant came on

with, “Ladies and Gentlemen, please remain in your seats until Captain

Crash and the Crew have brought the aircraft to a screeching halt

against the gate. And, once the tire smoke has cleared and the warning

bells are silenced, we will open the door and you can pick your way

through the wreckage to the terminal..”

—o0o—

Part of a flight attendant’s arrival announcement: “We’d like to thank

you folks for flying with us today. And, the next time you get the

insane urge to go blasting through the skies in a pressurized metal

tube, we hope you’ll think of Kulula Airways.”

—o0o—

Heard on a Kulula flight: “Ladies and gentlemen, if you wish to smoke,

the smoking section on this airplane is on the wing. If you can light

’em, you can smoke ’em.”

Og så lige til allersidst dagens lille “hifi-titbit” for de få entusiaster, som måtte være med så langt: En vis “Panos” fortsætter sit gennemskuelige og fuldstændigt bevidstløse “salgs-trip” for én af alle tiders mest idiotiske voodo-tilbehørsting. Den hedder “Bybee” og det er et passende navn. Den der nemlig så skidedyr, at det jo meget rimende er “bye-bye” til alle éns hårdtbeskattede kroner. Ingen, her ikke producenten undtaget, aner nogetsomhelst om, hvad disse små “dimser” (som man kan sætte på kabler, lægge i vindueskarmen eller hægte på højttaleren eller blot stikke “skråt op (den sidste anvendelse en personlig favorit)) overhovedet GØR, men det er åbenbart godt.

Så godt, at vor ven “Panos” på hifi4all efter en ugelang begjstring i en tråd, hvor han beskriver sine nær-seksuelle tilfredsstillelses-historie med disse “Bybees” klasket på alle mulige steder (mon han har prøvet den på sin unævnelige, DET må eddermaeme gøre godt, svulme, svulme ..?) Når lydperspektivet bliver så meget bredere burde det vel også være guf for svulme-legemerne. Udover det praktiske i at kunne “klappe” dem på som en praktisk penisring uden dennes tydelige fysiologiske ulemper.

Nå, enhver sin fornøjelse og det er jo ikke dumt at lade sig bevidstløst bruge i en salgstråd for et mystisk ganske virksningsløst produkt. Det dummeste er som altid efterfølgende at købe det. Nå, vor ven “Panos” gør nu også selv det så svært at tage denne i forvejen stupide tråd alvorligt med disse ord:
” venner, jeg vil sige en ting. Jeg har aldrig lyttet så meget til musik som her på det sidste. Jeg gider ikke engang at se film.
Hvis i har en god anlæg køb et par af de der bybees og prøv…. Det er guf..:)”
Jamen “Panos” hvordan i Himlens navn har du da overhovedet TID til at høre nogetsomhelst, når du så energisk i ugevis skal bruge samme tid til at “sparke liv” i denne din ganske dødfødte salgstråd. Med (forhåbentligt, da) nogenlunde samme held som John Cleese havde med at “gokke” liv i “Norwegian Blue-papegøjen” i Monty Pythons “Dead Parrot Sketch”
Ja, så var det vist atter tid til at sige “Bybee/byebye” til atter et par sagesløse fornuftige hifi-entusiaster, som måtte have forvildet sig forbi denne “tråd” For hvem ønsker dog at blive “slået i hartkorn” med sådanne tåber som vi vist kan sige her i høj-høstsæsonen, nej vel? Sikkert de samme, der tror på “Den Store Græskar-mands” genkomst eller at man som en vis Kenneth kan stille et sæt sikkert vellydende højttalere i udæmpede hjørner i et udæmpet rum og opnå anstændig hifi.
Tro kan tydeligvis sagtens erstatte viden og stærk nok tro kan også tilsvarende sagtens overtrumfe ubestridelige videnskabelige kendsgerninger. Sådan noget kaldes vist blot i daglig tale “skidedumt” og det er det!

” Of Mice and Men”

I dag vil vi som sædvanligt af skribent-kunstneriske hensyn starte lidt i periferien. For det første benytter vi gerne enhver lejlighed til at demonstrere vores enorme belæsthed (opblæsthed?), og for det andet forsøger vi altid at få vores ganske overordentligt mange læsere til at forsøge at gætte med. Nemlig om, hvor vi lige er på vej hen i dag, du! Vi kan allerede nu afsløre, at vi vist mest cirkler lidt rundt, mest fordi vi ikke alligevel kan noget ved det, som vi ser. Tænk blot tilbage på de F2F Brewster Buffalo-jagerfly, som vi nævnte fornyligt og som blot kunne cirkle rundt og se på, at de engelske slagskibe “Prince of Wales” og “Repulse” sank i det Sydkinesiske Hav. De kunne intet gøre for at redde de nødstedte mænd og det kan vi heller ikke. I det skal det nemlig dreje sig om mænd, som vi herfra ser dem. Danske mænd eller hvad det nu er.

Overskriften i dag har vi sakset fra en vel efterhånden forlængst forglemt dybt humanistisk amerikansk forfatter, vinderen af Nobel-prisen i litteratur (måske ikke helt overraskende) i 1962. På den anden side, selveste Winston S. Churchill fik jo faktisk også samme pris på trods af, at litteratur mest var noget han bedrev for at tjene penge ved siden af sit rigtige arbejde. Derfor var han nu helt vildt god alligevel.

Ham med “Of Mice and Men” hed for de få indviede John Steinbeck, og det kunne han sagtens have heddet stadigvæk, hvis han altså ikke var død i mellemtiden. Det er han så desværre sammen med den almindelige litteratur-interesse for så vidt denne ikke tilfældigvis er skandinavisk ktiminal-litteratur. Og DET er altså lige knapt Steinbeck, faktisk mindre end den første famlende skolestil i 1. klasse om, “Hvad Du lavede i din sommerferie” i sammenligning med den ægte vare..Lidt svært at tage alvorligt litterært, mere imponerende at man forsøger som voksen med samme totale ubehjælpsomhed. Men som en romersk kejser så rammende udtrykte det, “Pecunia non olet”

Steinbecks bog handler om to meget forskellige mænd i størrelse og intellekt og resten skal vi ikke komme ind på. Den bør læses og den er derudover ikke ret tyk. Og så endelig, er vi ved dagens korte og fyndige tema: Mænd eller/og mus! Om fredagen er der et mande-tillæg med JP og det er interessant. ikke at se på og da overhovedet ikke for os halv-gamle, som endnu kan huske det let-lumre tyske TV-program “Männer-Magasin” Dengang kunne det nok være, at mænd vidste, hvad andre mænd interesserede sig for, og af egen erfaring må vi da sige, at de havde ganske ret. Svaret er naturligvis hurtige biler og ditto kvinder, rækkefølgen kan variere for den enkelte, komponenterne kunne ikke. Men det var helt tydeligt “anno dazumal” for at blive i det tyske.

I dagens tillæg er der til gngæld ikke ÉT ENESTE billede af så meget som blot en halv-forkølet dame. Mode-bøsserne (jamen DET ER de fleste jo, så hvorfor kalde dem andet) har tydeligvis taget så fuldstændigt over, at næppe nogen for 20 år siden ville have kunnet forestille sig set.Et portræt af landstræner Ulrik Wilbek, som vel er en slags mand og hans asketiske forhold til ak ja, såmænd blot øl, er virkelig en bundskraber i mandighed. Vi mindes den danske super-kvindegrppe “Yodeladies” og deres Ulrik Wilbek-portræt i sangen “Anja Andersen”. Ak ja, hvis Ulrik er blevet mande-rollemodel, så ophører alting. Og det ER han åbenbart blvet, så alting må altså så ligesom være ophørt uden at vi rigtigt har lagt mærke til det.

Nå, det er det så helt tydeligt allerede. Det vigtigste i dette avistillæg for så vidt det er den del, der fylder mest, er de nye mode-tendenser for mænd denne vinter. Overskrifter som “En dinner-jacket er sagen”, udtalt af en slikket-håret fyr, hvis vredladent-intenst sammenknebent-stirrende øjne mest får ham til at ligne den krigsforbryder-sigtede serbiske general Ratko Mladic på en plakat på en lygtepæl, udtaler disse uheldssvangre ord. De er vel i virkeligheden mest uheldssvangre derved, at de overhovedet refereres. Sammen med andre modeskaberes ord som “Tid til det grove og maskuline”. Jamen endelig tid til lidt “primal-skrigeri” igen siger denne barske skribent.

Ikke helt, for hvordan forestiller sig denne ligeledes fedtet-hårede hestehalede fyr sig denne mande-frigørelse? Jo, han kan udtrykke sin barske maskulinitet med “en casual ternet skjorte” og “pak dit slips væk og brug et halstørklæde i stedet for” Man bliver næsten helt svedt mellem ballerne af indestængt begejstring af dét her. Ja, det er barske sager for fortsat mulig mandlig hetero-seksuel mandighed og håb om frelse er vist ca. det samme som for sømændene dernede i det hajfyldte farvand. Når først avisens redaktør af dette opportuniske plat-tillægs største problem er hans egen eksistentielle valg mellem sin nye pool som ja, altså pool eller gyngestativ, ja, så er proportionerne ligesom fastlagt.
Hvis det her bøssoide pladder er at være mand, så vil jeg hellere være en mus! Inden folk falder alt for meget over os for diskrimination, så synes vi faktisk, at det her tillæg allerede er det groveste eksempel på det samme, blot med modsat fortegn. For der er ikke blot ÉT eneste billede af en kvinde. Til gengæld adskillige af Ulrik Wilbek og hvor slemt er det ikke og ikke mindst helt vildt krænkende for almindelige mænd. Hvad med denne overskrift under et helsides billede af grimasserende Ulrik med tæt sammenkneben mund: “Hvad drikker Wilbek?”
Der er én og kun en grund til straks at bladre om og finde ud af det for denne skribent. For aldrig-aldrig-aldrig nogensinde senere at komme til at drikke det samme!

Mere af det samme.

I dag vil vi forsøge at fatte os i betydelig korthed. Det skyldes en ordre til en større lokal uddannelsesinstitution på en hel del kabler, ret præcist 168 stk. Det drejer sig om almindelige XLR-kabler (desværre ganske få) og så en HELVEDES masse forskellige minijack-kombinationer. At kalde det sjovt er vel lidt overdrevet, men i det mindste er det ligeså sjovt som gårsdagens projekt med at masse-producere en god bunke kabler fra sub-D-til balancerede jacks med forskelligt farvede hætter på. Der er ganske tit en smule almindelig rutine over vores fag og det er måske i virkeligheden derfor, vi kan finde ud af det. Blot mærkeligt, at så mange andre tilsyneladende så ikke kan. Finde ud af at lodde.

Nu mener undertegnede nok i dagens løb mellem andre rutine-ting at kunne nå at fremstille disse kabler, men ellers kan vi måske “entrere” med en sand ekspert. For jo, derude i anonymitetens uendelige ocean findes de RIGTIGT HÅRDE. Til at lodde, hør blot denne med betydelig ret stolte mester: (cit. nerds.dk):
“Jeg er ret sikker på han (denne skribent. red.) kan nå 10 på den tid jeg bruger på 1. (at montere 1 XLR-kabel red.) Har nu heller aldrig øvet. Men har monteret og lavet 2100 lodninger i hånden på en time med det rigtige værktøj ,beat that Poul.” Tak for kaffe!
Ifølge Erling Erlangs forlængst forglemte logaritme-tabel er der blot 3600 sekunder på en time, så at lave en pålidelig lodning på rimeligt beskedne 1.71 sekund (der er flere decimaler (uendeligt mange faktisk), men disse kan ikke sikkert med total sikkerhed udlæses på vores regnestok) er intet mindre end imponerende. Sådanne folk gad vi virkeligt godt råde over i dag. Vi taler trods alt om relativt beskedne 1008 lodde-klatter, så blot en halv times arbejde for en rigtig “Smølf/Diamagnetic” Selv har vi sat 2 timer af fra om et ganske kort tid og det får række, da der ikke er mere tid til det. Og det gør det. Blot mærkeligt, at samme olympiske loddemester-aspirant-“Smølf” så indrømmer at være 10 gange så lang tid om at montere et simpelt rutinepræget XLR-kabel som denne indrømmet ikke særskilt langsomme skribent. Men alligevel, rart at vide, at denne 1.71 sekund-loddemester dog har visse menneskelige træk.

Nå, mon ikke der menes den på gamle værktøjsskoler engang så udbredte trivielle praksis med at lodde på et fortinnet lodde-net, det tror vi. Denne øvelse har måske lige det mindste at gøre med den virkelige verden, som stiller en smule anderledes krav til håndens koordination. For nu at udtrykke det sådan lidt mildt. Det svarer sådan lidt til at øve sig i at score på straffespark uden målmand. Og publikum eller mål for den sags skyld. Eller blot bold, ikke vanvittigt realistisk altså, sådan nærmest slet ikke.

I det hele taget er det aldrig rart at starte dagen med at modtage en udfordring af denne “uslåelige” karakter” Jamen hov, jeg har jo faktisk engang selv lavet sådan et “net” selv om min altid klædelige beskedenhed selvfølgelig forbyder mig at afsløre sluttiden. Måske alting ikke er så galt endda..! Hurra, morgen-peristaltikken fungerer igen.

Nu holder de fleste mennesker af en vis rutine her om morgenen, måske også også derfor denne side har så sindssygt mange besøgende dagligt. Selv står den uvægerligt på havregryn, som medfører en fornuftigt fungerende og særdeles pålidelig peristaltik, altid vigtig når man i flere timer sidder lettere sammenkrummet ved sit arbejdsbord..
Et af dagens ligeledes ganske pålidelige “fix-punkter” i den elektroniske nyhedsformidling er morgen-nyhederne kl. 6.00 på TV2. Det pålidelige er naturligvis ikke nyhedrnes kvalitet, de er hverken værre eller bedre end andre tilsvarende og ligeså ligegyldige nyheder. Hvor intet pr. definition er nyheder, hvis der ingen billeder er til og da allermindst om morgenen, hvor selv overfladisk-huldsaligt smilende morgenværter kæmper med deres morgen-stive mimik. Nej, selv det er ikke rutinepræget nok, der er noget, der er endnu mere langt værre.

Ja faktisk er der tale om en så evigt enerverende insisteren på INGEN NYHEDER i denne nyhedsudsendelse, at der simpelthen må være en grund til det. HVER eneste morgen er der et direkte højdramatisk-serveret interview med en talsperson fra Trafikdirektoratet. Vi taler om direkte TV (måske, måske ikke helt, lidt “delay” er der vel ret beset altid), hvor studieværten spændt spørger om dagens trafik. Svaret er ALTID FULDSTÆNDIGT det samme, nemlig at der INGEN TRAFIK rigtigt er. Endnu da, for klokken er jo altså fuckin´ kun lige omkring 6.00 så hvor usædvanligt er det lige. Eller hvor intenst nyhedsvæsentligt for den sags skyld? For at vise den uhyre ringe trafikale aktivitet på dette gudsforladte trafikale “nadir” får vi så ALTID direkte reportage fra strategisk opstillede trafik-kameraer på diverse motorveje. Som allesammen demonstrerer det samme hver eneste SKIDE DAG: Nemlig at der INGEN TRAFIK ER af nogensomhelst betydning. Ikke endnu, men man forventer, at der kommer mere i løbet af ret kort tid. Og det gør der så. Ligeså sikkert som at der i morgen tidlig kl. 6. 00 kommer et ny spændt speaker, som spørger til samme endnu ikke eksisterende trafik.

Det her må altså tjene et eller andet formål, nyheder er det ihvertfald ikke. Enter den tyske mystiske videnskabsmand Franz Mesmer. Han opfandt vigtige begreber som “animalsk magnetisme” som heldigvis ret hurtigt blev “af-opdaget” igen, det var nemlig noget forbandet vrøvl. Alligevel efterlod samme Mesmer et varigt aftryk i sproget: at “mesmerisere” Ingen ved helt præcist, hvad det betyder, mest fordi det var en fællesbetegnelse for alle Mesmers forunderlige og flyvske tanker i én pære-vælling, vrøvl blandet med små doser fornuft. I eftertiden er ordet mest kommet til betegne en særlig form for mild somatisk “fortryllelse” og så er vi tilbage ved morgentrafikken.
Vores teori i bedste forvrøvlede Mesmer-stil er, at grunden til, at TV2 så hårdnakket hver dag bringer disse principielt helt ens og lige ligegyldige trafikale ikke-nyheder er, at ikke alle spiser havregryn til morgen. Til dem, der spiser ikke-fiberholdige rundstykker uden nogen øjeblikkelig peristaltisk effekt til morgenmad, så sender man denne moderne nyheds-ækvivalent til fortidens evindelige pause-fisk. Fordi man på denne måde kan få morgenduelige fejl-ernærede dumme danske rundstykke-ædere til at slappe kropsligt så meget af, at selv den trægeste peristaltik hos dem nyder lidt tiltrængt “naturlig fremme”
Denne forklaring er ganske givet uendelig plat, men kan der tænkes nogen bedre, vi kan ihvertfald ikke og har heller ikke tid nu, vi spiser nemlig havregryn og kombineret med morgen-nyhederne skal vi da love for, at det er potent “cocktail”, af vejen, dumme hunde!

Fed eller genial (nogle siger “gal”, men det mener de vist ikke)?

Ganske usædvanligt er denne skribent blevet målet for opmærksomhed. Ellers trives vi allerbedst ganske usete som det, der i min barndom hed “ål i muddder”, ret beset en fremragende folkeligt formulering for denne forunderlige fornemmelse, som ålene må føle, mens de graver sig frem dernede i den saftigt-bløde bund. Mærkeligt som blot gen-oplivningen af dette blødt-klemmende næsten vellyst-fremkaldende mudder bringer én tilbage til den tidlige pubertet…Samme fornemmelse præ-pubertært, inter-pubertært og post-pubertært, det må vist nærmest sådan kunne et basalt menneskeligt vilkår, denne kløe…Ikke underligt måske, at ikke ret mange spiser ål.

På netstedet nerds.dk kan man faktisk i disse dage give sit besyv med, om denne skribent nu er såkaldt “fed” eller “genial”. Ganske vist er undertegnede ikke nær så fed, som for at par måneder siden, men vel stadigvæk en seriøs kandidat i let-sumovægts brydning, så jeg ville selv have stemt “fed” hvis jeg altså bare kunne. Nu har vi ikke stemmeret her i hytten, men det er da virkeligt en fantastisk skæg opsætning, som vi ser derovre med spændstigt-sproglige ordspil om en vis “Poul Pot” med hang til ja, pot.

Sum husstand betragtet er vi da helt sikkert ikke bedre eller værre end de fleste andre lige i legalt og semi-legalt misbrug, men for undertegnedes vedkommende har jeg faktisk aldrig nogensinde prøvet at ryge NOGETSOMHELST. Nå, pseudonymet “Smølf/Diamagnetic” derovre er vel delvist undskyldt i denne objektivt set ikke vanvittigt morsomme sammenblanding med den cambodianske folkemorder Pol Pot i kraft af, at han som “doktrinær duelundist” af allerværste skuffe sagtens kan være blevet permanent mental-skadet af langvarig udsættelse for lin-olie. Dette fluidum er jo i disse kredse uden tilgang af hverken nye medlemmer eller blot frisk luft bredt anerkendt som universalmidlet til bedre lyd. Som engang ricinus-olie var det i folkemedicinen mod snart sagt alting og med praktisk talt samme virkning som at læse duelundisternes ytringer. Vi foretrækker rigtige “donaldister” til hver en tid og synes derudover, at humor skal være morsom, men det er helt tydeligt i denne debat et mindretals-synspunkt.

Ellers vil vi staraks give os til at arbejde rigtigt med det, som vi faktisk lever af og som IKKE er at sælge hifi, jamen så forstå det dog derovre! Vi snakker KUN om hifi fordi vi så inderligt håber på en udvikling i retning af almindelig sundere fornuft. I øjeblikket oplever vi det samme som fiskehejrerne i en lille sø, hvor alle fiskene ligger halvdøde og lette at fiske i overfladen, fordi der er kommet ajle i søen. Det er helt fint for fuglene indtil det ikke er fint længere, på samme måde som det er fint for os i retning af superbilligt supergodt brugt hifi. Fordi så få overhovedet gider forsøge at sælge det i Danmark. Nå¨r man som en kær kollega kan fiske et sæt JBL-Olympus hø’jttalere til en nypris som en Jaguar E-Type op af en conatainer turde yderligere bevisførelse være overflødig. Som med fuglene hører det naturligvis snart op, men vi vil dog taknemmeligt istemme den danske kong Valdemar “Atterdags” udsagn. “Sikke tider” Som jo var det, han i virkeligheden sagde og slet ikke noget vrøvl om “atter-dage”.
Sådan er der så meget, og det har der vist altid været!

Befriende!

Nej, i dag vil vi NÆSTEN ikke omtale Mikkel Gige, ejeren af hifi4all, han har rigeligt at kæmpe med og da ikke mindst sig selv. Efterhånden som alle “rotterne” har forladt den synkende skude er problemerne ikke blvet mindre derovre. Al aktivitet er praktisk talt ophørt og det over-opfylder vel blot én af denne skribents aller-oftest ytrede profetier: At sitet ingen fremtid havde, hvis det ikke producerede noget selv og dermed frembragte værdi for mulige annoncører. Troværdighed og en vis professionel skribentvirksomhed sælger, tumultarisk forum-amatørvirksomhed gør IKKE og det kommer den ALDRIG til.

Derfor er al den gående snak om, hvilket formidabelt økonomisk “aktiv”, som alle de (uhyre få) aktive på de gamle hifi-fora har, er, naturligvis kun, ja altså selv-overvurderende snik-snak! INGEN vil nogensinde kunne tjene penge på at adressere denne kundegruppe og LANGT FÆRRE (end altså allerede ingen!), vil kunne komme i kontakt med en eventuel resterende relativt fornuftig kundegruppe omme bagved alle disse højtråbende gavflabe. Som aldrig vil kunne komme til at fungere som de såkaldt “kloge fætre” amatøreksperterne for uvidende familiemedlemmer, fordi absolut ingen længere ønsker at være i familie med dem. Det forstår man udmærket.

Det skal jo retfærdigvis siges, at det ikke kun er Mikkel Gige, der har medvirket aktivt til at give hifi et dårligt navn. Der har været ganske mange kokke til at fordærve et stadigt mindre måltid. Til gengæld er det hele så blevet rigtigt råddent nu til sidst! Underholdende som det dekadente berlinerliv i Weimar-republikkens sidste dødsmærkede dage, som den engelske forfatter Christopher Isherwood berettede om. Nært forestående forudsigelige dødsfald har som mere ritualiserede afarter som for eksempel stening sin særlige morbide charme..

Det hele bliver noget lettere af, at denne skribent kun en enkelt gang har fået en personlig mail fra omtalte Gige. Den var vist ikke særlig venlig (og lige her har vi rundet betydeligt op!), men desværre “plastrede” han i den grad samme mail ind i advarsler mod at referere fra den at jeg vist aldrig fik svaret på den. Livet er lige det korteste til at beskæftige sig alt for intenst med de tiltagende marginaliserede randeksistenser, som befolker denne engang så herlige hobby. Ham den skaldede jeg møder hver morgen i spejlet ser nu heller ikke alt for “knøw” ud, tydeligvis en nødvendig forudsætning for videre deltagelse.

Som sagt, alting er godt for noget (lavere brugtpriser, hurra!), og her i weekenden fik vi fat i et herligt sæt monsterstore Altec-drivere med store plastic-truthorn, som ganske vist var defekte. Det er de så ikke længere og trutter løs af hjertens lyst. Fru Mathiasen ryster (endnu let) smilende med eksponentielt tiltagende sund skepsis på hovedet over dennne særskilt mandlige begejstring over ja, hvad egentligt? Det ville være ønskeligt og nærligggende at sige “lyden”, men helt så enkel er sammenhængen naturligvis ikke. Måske vi kunne sige “processen” uden at det dog ville give meget mere mening. Mest fordi der jo ikke rigtig er nogen, måske jeg alligevel er blevet smittet af fjolserne på hifi4all…

Nå, som sagt, tag dette råd fra en gammel mand, I, der måtte ønske at lave et kommercielt hifi-site: Skriv noget SELV, som andre gider læse og lad være med at være viljeløse “kegler” for DE ANDRE KEGLER, som altid kommer til at dominere ellers med endeløse skænderier om ingenting eller evindelig “chat” om denne eller hin stupide hifiklub. Gad vide hvor mange de tidligere “chat-klassikere” om Århus- og Vestsjællands Hifiklubber har fået til at løbe skrigende væk..? Alle snakker i stedet for at snakke samme, aldrig nogen fuldgyldig erstatning. Kommercielt ville det være ønskeligt at MINIMERE forum-aktiviteten i stedet for hjernedødt at forsøge at maximere den, blot fordi den er gratis. Nok gratis råd for i dag, vi står gerne til rådighed professionelt. Taxa-meteret tikker!

Ellers tilbage til overskriften, som skal handle om en minister. “Skal” er måske ikke det rigtige ord, for det gør den jo egentligt allerede. Ministeren er en af de sæslsomste politiske udnævnelser siden den sindssyge romerske oldtidskejser Caligula udnævnte sin hest til konsul. det vil siger, formelt lykkedes udnævnelsen vist ikke, men det gjorde den uheldigvis i miljøminister Karen Ellemanns tilfælde.

Nu har man formodentligt troet, at man ved udnævnelsen delvist ville kunne “sikre” far Uffe-mand, der jo ruller omkring livsfarlig og uforudsigelig for alle borgerlige politikere som en gammel tysk horn-mine, som en sagesløs fisker i stormende kuling har fået i sit garn og som nu ruller rundt på dækket. Bestemt ingen spøg og det hjalp heller ikke bare det mindste at udnævne Karen Ellemann, der vel ikke kommer til at gå ind i den politiske historie som videre kompetent. For nu at sige det lidt mildt, selv Claudius´ fine hest incitatus kunne nok have gjort det ligeså godt. Mindst.

Hvis man skulle mangle beviser skal man blot læse JP i dag. Normalt ville en minister vel aldrig selv skrive læserbreve, men denne gang vil vi godt vædde på, at hun har “bypasset” hele staben af spin-doktorer. Det her er dumt, RIGTIGT dumt, faktisk så dumt, at alle bør læse det i avisen, da det er lige rigeligt langt for fuldt citat. Sjældent har vi set mage til ministrielt pladder. Eller måske nærmere det beslægtede “pludder”, for vi skal regne afledning af regnvand, altid et spændende emne derude ved de forlængst kasserede kakkel-borde.

Regeringen har barslet med et forslag om at gøre det muligt at opkræve vandafledningsafgift af regnvand (!!!!) af FORBRUGERNE. Ikke kommunerne, REGERINGEN! Dertil har en tidligere JP-lederartikel så bemærket, at det da vist er en kommunal aktivitet uden dog helt heller at have den endegyldige løsning på, at der render regnvand ned af tagene og videre ned fra tagrenden. Endnu har ingen vel foreslået en salamander-sø i baghaven hos alle parcelhusejere med mulighed for senere brug som CO2-neutral tørvemose, så vi vil da gerne ile med at være de første. Forslaget er da en del mere begavet end at lægge statsafgift på regnvand til forbrugere, som jo ikke ligesom har kunnet vælge kloak-system.

Efter denne indholdsløse svada fra ministeren om overhovedet ingenting kommer vi til dagens “clou” Vi citerer lige fra minister Ellemanns tekst:” Gemt bag anonymitetens behagelige maske…” og “Der kan være gode grunde til, at læserne ikke må kende forfatteren..” Ak-ak-ak, som Anders And så rammende udtrykte det. For som JP så korrekt replicerer: “Hvis ministeren vil lade sit blik vandre tre centimeter op over overskriften på den ledende artikel, vil hun se, hvem der er ansvarlig for lederen og bladets indhold i øvrigt, nemlig den ansvarshavende redaktør” Sådan, sværere er den ikke.

Som hendes partifælle Martin Damm, formand i teknik-og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening har sagt, så er Ellemanns udspil “ikke særligt professionelt” og “en kold afvaskning” Det er vel lidt mildt udtrykt, men uenige er vi ikke.
Udover at det tydeligvis ikke nødvendigvis er nogen god idé at bevidstløst at udnævne forlængst afdankede politikeres børn til ministre. Caligulas hest Incitatus som minister til hver en tid, hvis altså altertativet er fru Ellemann. Det bedste man kan sige om sagen er vel, at hun garanteret ALDRIG bliver minister igen.

B(rum) & O(verstyring)

I dag vælger vi at kolportere en gammel vits, som forlængst både være glemt. Det er den sikkert også, for den var hverken særlig god eller særligt rammende. Faktisk var den stjerne-åndssvag, fordi det, som den omtalte, da i særklasse overhovedet ikke led af, mange til meningsløs karakteristik ville man ganske forgæves have ledt efter. Firmaets produkter var og er præget af ganske gennemtænkt og glimrende (omend måske lidt RIGELIGT) produktions-orienteret ingeniør-praksis kombineret med en afgjort økonomisk omgang med råvarerne. Derved adskiller det sig naturligvis ikke spor fra de allerfleste andre virksomheder, men det bliver det naturligvis ikke bedre af. Eller blot anderledes.

Efter denne noget omfangsrige og tilsvarende indholdsløse “svada” skal vi afsløre, at vi selvfølgelig taler om det firma, der engang hed Bang&Olufsen. Fordi man ikke i engelsk-sprogede lande kunne anvende det ellers gode danske varemærke B&O, fordi det vist var noget med “body odeur/odor”. Da jeg selv for en menneskealder siden startede i radiobranchen, hed det dog i “troende hifi-kredse” aldrig andet end ja, altså “Brum &Overstyring” Det var ellers ikke de mange tilfredse B&O-kunder, som primært oplevede det, vi andre, som købte datidens højt-hypede hifi med en samlekvalitet a la. datidens jydske “hard-hitter”-bestsellerautomobil, den allestedesnærværende Lada med trækkrog, så var det os, der var de dumme. At købe en Luxman klasse A-forstærker svinedyrt med en intern arbejdstemperatur på godt 80 grader med følgende uundgåelige selvdestruktive egenskaber var dumt. Ligeledes at købe et andet af ditidens stil-ikoner, Accuphase´s absolutte teknologiske “bundskaraber” med det omvendt-monterede print, hvor alle køleprofilerne sad på UNDERSIDEN af det totalt ventilationshæmmende hovedprint. Dumt? Åh jo, mildt sagt.

I det mindste vaccinerede det i en længere årrække denne skribent mod at “subskribere” på de allermest stupide tekniske løsninger, som der ellers er og har været talrige af. Aldrig dog flere end i dag, og det er jo noget paradoksalt på overfladen. Der er nemlig praktisk taget ingen udvikling i hifi-branchen og det kan der naturligvis heller ikke være. Sund økonomisk praksis tilsiger med absolut sikkerhed, at alle investeringer søger ind i mulige ekspansions-brancher. Som hifi også var engang, ja vel i virkeligheden helt frem til i starten af 1980-erne. Mærkeligt sammenfald at jeg selv startede dér i 1983, gjorde jeg virkelig SÅ meget SÅ forkert…?

I dag behøver man på grund af kundernes stejlt-styrtende kollektive intelligens heller ikke udvikle nogetsomhelst. Vi skal da opfordre eventuelle interesserede i at kikke en tråd på det snart totalt stendøde hifi4all om et af tidens mere platte plat-produkter. Det hedder “Bybee” og hvad det gør er ganske revolutionerende. Salgsmaterialet er ikke blot kontrafaktuelt, det er også kontravidenskabeligt og så dumt og hjælpeløst, at der naturligvis alligevel er nogen, der hopper på de her forklaringer om mirakler. Hvorfor dog udvikle gode ting når man kan sælge humbug og pis til den dummere og dummere forbruger. Som har gået flere år i skole end før og er endt med en indsigt og fornuft som en svageligt-begavet skov-snegl. Ikke alting går tydeligvis fremad.

Det gør det så heller ikke nødvendigvis herhjemme i hytten. For eksempel har vi fået lidt brum, men endnu ikke overstyring. Til gengæld er der ganske spontant opstået både hørbar sus (ved fuldt nedskruet volumen) og betydelig såkaldt “sner/snær” Og så er det ikke engang B&O, vi har fået. Nej, hele miseren skyldes vores nye Klipsch La Scala-højttalere, der på en lille meters afstand bag denne skribent helt umoterede står der og støjer og sprutter. Ikke at det er ret meget bedre med vores Altec-megahorn-combo henne ved arbejdsbordene, men dog en del, ja næsten acceptabelt.

Det skyldes jo desværre (eller heldigvis, afhængig af synsvinklen, inkompetence er det IKKE) det faktum, at vores nye Klipsch har en følsomhed på ikke helt ubetydelig 105 dB for ÉN WATT. Det er meget, det vil sige, det er så også ganske LIDT. Effekt, forstås, som der skal til. De spiller ganske højt på vores lamimpedante Benchmark-hovedtelefonudgang.

Nå, det gode er så, at vi slet ikke behøver kikke på de blå blink-metere på vores 600watts-McIntosh forstærker for at se, om der er tændt. Hvis det er, så er man ALDRIG i tvivl. Ellers gennemførte vi i aftes den ultimative test. Fru Mathiasen blev som inappellabel dommer og “op-kvinde” (hvis der er en femininumsform af “op-mand”) placeret skiftevis foran La Scala´erne og Altec´erne. Ganske overraskende fik de nye Klipsch hædrende omtale af fruen og de er faktisk også ganske gode. Ja, måske ligefrem RIGTIGT RIGTIGT gode, jeg har trods alt selv købt og betalt dem, og det øger altid den perciperede kvalitet ganske afgørende. På sikkert samme måde som alle de, der har købt diverse plat-tilbehørsprodukter osse alle sagtens kan høre forskel. Mænds trang til at hævde egen fortræffelighed i købe- og dømmekraft er tilsyneladende ganske ubegrænset.

De spiller ganske fint, uventet homogent og mægtigt klart uden nogen videre dybbas. Ikke uventet, ikke det sidste, men nok det første. Hvilket naturligvis så bringer dem ind poå en absolut ærefuld anderplads blandt gårsdagens test-emner.
Efter lidt langsommelig fiflen og fase-korrektion er vores Altecs blevet rigtigt gode. Det har undertegnede selv syntes hele tiden uanset hvordan det lød, det urgamle mandlige selvbedrags-privilegium. Det nye er så, at denne gang synes fruen det så også. Ja, hun synes endda med sin drævende underdrevne nordjyske dialekt, at det lyder RIGTIGT godt! Det ene system er godt, det andet RIGTIGT godt, hip-hip-hurrah!
Hm., måske det var ord, som jeg lagde i munden på hende, men helt skræmt så hun da ikke ud, og sådan har det bestemt ikke altid været. Det værste er så, at det har der ved efterfølgende granskning af den lyd, som denne skribent ellers oprindeligt syntes var mægtig fin, heller ikke været den mindste grund til. Det kan være ganske barsk at have en så skrap dommer i huset, men det forøger blot fornøjelsen, når hun ind imellem synes, at det er “rigtigt godt” Det sker heldigvis ret sjældent, nok mest fordi der ingen grund er til det.
Lidt dum er man(d) vel altid!

PT-109

I dag skal vi forsøge at træde overmåde forsigtigt og det er der flere gode grunde til. For det første vil vi bevæge os atter engang ud på høj-søen og på dette underlag færdedes vist kun en enkelt menneske-søn (selv om var sådan en gudelig hybrid eller hvad han nu var) nogenlunde hjemmevant. Han kunne iøvrigt også “fare”, denne vandoverflade-betvinger, men på den anden side, det kan vist også alle grise-søer. Nå, Jesus kunne sågar “fare til Himlen” og for at mennesket kunne det skal vi vel frem til raket-pionererne Tsiolkovskij, Goddard og von Braun. Det var et aldeles unødvendigt sidespring, men som sagt, vi træder lige lidt “vande” for at samle mod.

Ellers skal vi med overskriften i dag tilbage til de kulsorte farvande omkring stillehavsøen Guadalcanal. Det er nu ikke fordi, der er nogen kanal på øen, det hedder den vist blot, ihvertfald gjorde den det dengang (vi kunne ikke lige lade denne lidt pudsige sætningsafslutning ligge, undskyld!) Året er 1943 og derude i Blackett-strædet tøffede ganske langsomt en mindre træbåd rundt. Kommandøren hed John “Jack” Fitzgerald Kennedy og skulle senere blive ret berømt som amerikansk præsident. Det var han dog nær ikke blevet, for på trods af al fornuft, almindeligt sømandsskab og blot elementær agtpågivenhed under krigsforhold, så blev den nærmest stationære (og dermed næsten lydløse) motortorpedo-båd PT-109 guddødememig VÆDRET af en hurtigsejlende japansk destroyer, som ikke engang havde set PT-109. Da destroyeren kunne høres på mange sømils afstand i den stille nat er det alt andet end rettidigt-omhyggeligt sømandsskab at lade sit super-manøvredygtige skib vædre af et langt større og mindre manøvredygtigt do. Som ikke engang aktivt FORSØGER…

Det burde vel retteligt have været øjeblikkelig grund til en krigsret, men sådan gik det som bekendt ikke. Efter sin monumentale fadæse som kommandant udviste kaptajn Kennedy nemlig udover almindeligt heltemod ved (ifølge krøniken, som kan være redigeret en smule) med tænderne at trække sårede kammerater i land. Efterfølgende svømmede Kennedy i de hajfyldte farvande lange distancer mellem ukendte øer inden han endelig fik hjælp til at undsætte de besætningsmedlemmer, som havde overlevet hans egen inkompetence. En kompleks historie som de fleste historier er, komponeret af lige dele dumhed og heltemod og forholdene har vel næppe været mere “på vippen” end med kaptajn Kennedy.

Der var naturligvis en grund til, at så mange af Kennedys mænd trods alt overlevede, de havde nemlig redningsvest på. Ellers havde antallet af reddede været præcist 2, nemlig Kennedy selv og en anden erfaren langdistance-svømmer, der ledsagede “Jack” hele vejen uden dog at blive vice-præsident. Og så skal vi træde RIGTIGT varsomt, for i går reddede også 2 danskere sig i land i Norge efter en kæntring. Deres 4 kammerater er formodentligt druknet og det var der en god grund til. Eller rettere 2, den ene er at de ikke havde redningsvest på. Det skulle vise sig at være dumt.

Den anden er langt værre og så er vi næsten tilbage ved Kennedy. Ifølge JP´s MEGET fyldige reportage over adskillige helsider om disse, jo, du har gættet det, ÅRHUSIANERE, så var de taget på oceangående fisketur i en lille båd i så stærk vind, at ingen af de lokale var ude. Eller blot overvejede det, altid en stærk indikation at man burde “stikke piben ind”, som vi søulke-ætlinge sædvanligvis udtrykker det. Som når beboerne i Western Australia ikke går i vandet selv i stegende hede, så er det som turist normalt heller ikke smart at gå derud. For så er der ALTID “stingers”, absolut dødbringende bittesmå, næsten usynlige, gopler og når man ser dem, er det som med HIV altid for sent alligevel. Lær af de lokale på samme måde som tyske turister langs Jyllands luftmadrasser gør eller gør det på den HELT hårde måde, mens de føres vest-over højt skrålende “Wir fahren gegen Engeland”

Nu er denne tragiske ulykke tydeligvis noget mere selvforskyldt end så mange andre tragiske ulykker og det gør den naturligvis ikke mindre tragisk. Ligeså lidt som 4 unge mennesker, der med alt for høj hastighed pløjer ind i et vejtræ i Nørre Snede. Eller når danske kejtede skiturister i Norge forsøger at nedlægge et sagesløst træ på en piste, som selv James Bond uden “special effects” og en rigelig forsyning af stuntmænd ikke ville have forsøgt sig på. Skylden er i alle tilfælde fuldstændigt deres egen og vist blot et privilegium for undgommeligt overmod. Den ultimative dumhed som til og med så sommetider bliver den allersidste.

Vi ville aldrig have omtalt denne episode om søgående sejlads helt vanvittige forhold uden redningsveste og tilstrækkelig benzin (!!) hvis det ikke havde været fordi JP ikke giver os andre muligheder. I deres grundige “cover-historie” af den overlevende, der efter adskillige forsøg endelig fik skaffet hjælp(ligegyldig og for sen, naturligvis, 20 minutter ville allerede have været ALT for længe, får vi en underlig baggrundshistorie.

Historien er underlig, fordi ALT i portrættet af manden tyder på, at han burde vide bedre. Som ansvarlig tidligere erfaren livredder i en kristen ungdomsorganisation burde lige netop han af alle da vide sine egne begrænsninger. De andre har muligvis troet på egne svømmeevner som fisk og fik ret, men han vidste langt bedre. Som familie og venner netop udtrykker det: “Han kendte sine grænser” Ja, det er meget muligt, men det var så også tydeligvis også de eneste grænser han kendte, for ellers er hele den her hændelse præget af ungdommens grænseløse overmod. Naturen kendte han da helt åbenlyst absolut intet til og det var måske meget godt (ikke mindst for kammeraterne) at han IKKE klarede adgangskravet til Sirius-patruljen. Ren knallertkørsel med 150 km./t. mod et 90 graders sving i en allé. Uden styrtjelm og med 2 passagerer bagpå..

Så kan han iøvrigt være en nok så god fyr (og det er han da helt sikkert) og en god næstekærlig kristen oveni, den her hændelse er simpelthen nærmest “ukristeligt dum”.
I sin fuldstændigt grænseløse foragt for blot den mest elementære sunde fornuft. At gøre DET HER som JP forsøger til “netto-heltemod” på trods af alle odds er altså LANGT sværere for undertegnede at tro på end historien om helten kaptajn Kennedy på PT-109. Han var nok sløset (det må han have været) men han var dog i krig og derudover var det altså hav-blik. Derefter viste han nu sin sande støbning i en dåd, som kostede ham det meste af sin førlighed og resten er historie. Historien om en slags helt!

Krig i Klaksvig

I dag vil vi næsten modstå fristelsen til at kommentere på den selvskabt-gringtigt håbløse situation på hifi4all. De ligger ganske fortjent som de har redt i en aldeles håbløs kombination af ingen indtægter og ingen ambitioner. Nu har det for skarpe analytiske begavelser som denne skribent i flere år været indlysende, at uden en offensiv skribentpolitik ville man snart som i det lumske spil “Risk” tabe, hvis man frivilligt afskrev de faste indtægter fra annoncørerne. Fordi man for at blive i “Risk”-terminologien ikke holdt hverken Sydamerika eller Australien. Ingen faste indtægter giver NUL fremtid og der er man ganske forventeligt havnet nu.

Når man som Gige&Co. sidder på et håbløst projekt og ligefrem nødtvungent indrømmer det (ikke at det længere kan ændre noget men alligevel, gavne gør det bestemt heller ikke), så afskriver man samtidigt SAMTLIGE mulige kommende branche-annoncører. Fordi disse naturligvis ikke ved, hvad de overhovedet får for deres penge eller hvor længe og om overhovedet NOGET.. Vi taler virkeligt om en godt mixet cocktail af total amatøragtig skribentvirksomhed og en sjælden set ditto kommerciel realitetssans. Når man i så lang har malet sig selv op i en krog uden at gøre noget ved det og derved er blevet selvforskyldt yderligt terminalt svækket, så hjælper det ikke længere at benytte det gamle flåde-trick: At skyde sig ud af det. Krudtet er forlængst blevet vådt og kanonerne rustne og tilbage er blot alle gamle slagskibes naturlige grav: Havets bund eller alternativt Scammell´s Ophugningservice. Eller muligvis en kollega, os bekendt har blot ÉT eneste allieret slagskib overlevet 2. verdenskrig til i dag. Der var ellers ganske mange, så dødeligheden for overflødige slagskibe var høj og overlevelseschancerne for Gige&Co, en del lavere.

Når noget således er meget mindre end en, så er det naturligvis ensbetydende med ingenting, så “gutte-baj, Gige” I vil blive savnet på samme måde som den første betændte bums, man selv fik tilfældigvis sammenfaldende med det første skole-bal..!
Og så lige en “krølle” på vores slagskibs-historie, et emne vi bevæger os ganske særligt sø-vant i. I dagens JP kommer nemlig 2. del af en beretning om den danske flådes historie, forfattet ef en pensioneret kommandør fra et finurligt benævnt såkaldt “Center for Militærhistorie”. Det finurlige består i, at mage til såkaldt historie har vi da ligegodt aldrig hørt.

Nu er historie ikke akkurat nogen eksakt videnskab for nu at sige det lidt mildt, men mage til pladder skal man da vist helt til Pladderballe Hav- og Indsø” for at finde. I sin håbløse stræben efter at lave de altid så inderligt attråede “lange linier” i historien, forfalder vor kommandør-ven her til at drage grinagtige paralleller mellem flådens størrelse og dens naturlige konsekvens, Danmarks storhed. Det er simpelthen det mest mageløst gumpetunge omvendte ræsonnement, jeg nogensinde mindes at have hørt, derom mere snarest.

Lad os lige citere lidt fra kronikken her: “De historiske erfaringer fra Flådens første 500 år viser, at når Danmark har en stærk flåde, så går det godt med rigets finanser. Forsømmer vi flåden, går det ud over rigets indtægter, rigets sikkerhed og rigets størrelse!” Nu vil vi ikke fuldstændigt afvise en uhyre beskeden humoristisk vinkling i sætningens sidste halvdel, men den underbygges nu på ingen måde af resten af narrativet. Kommandøren argumenterer nemlig vedholdende for den fortsatte eksistens af en dansk verdens-omsejlende veritaler “højsøflåde”, komponeret af flådens hele 2 stk. mere eller mindre oceangående fartøjer.

At det overhovedet ingen mening giver at “tøffe” rundt på verdenshavene uden adgang til forsyninger af såkaldte “bunkers” og nye erotiske videofilm til mandskaberne lader vi ligge. Udover den altid nødvendige hyppige “kølhaling” for tropiske undervandsvækster, som vist stadigvæk nødvendigvis foregår på land. ren ønsketænkning og sludder.
Tilbage til kommandørens tekst. Ræsonnementet omkring sammenhængen mellem flådens størrelse og Rigets magt er nemlig indlysende men desværre for fyren FULDSTÆNDIGT OMVENDT. For OVERHOVEDET at bygge en stor flåde har det nemlig altid været en aldeles nødvendig forudsætning, at Riget har været stort i FORVEJEN. Ellers kunne det nemlig aldrig nogensinde bære de kolossale udgifter, som det ALTID har krævet at opbygge en flåde. De gange, De par skæbnesvangre gange, hvor Danmark har ssatset “hele butikken” på opbygningen af en flåde, har man simpelthen 110% fuldstændigt formøblet landets formue og finanser.

Første gang var som bekendt under Christian den IV, hvor Danmark gik fuldstændigt i opløsning, politisk og økonomisk og 2. gang var under Napoleons-krigene (jo, der VAR jo 2!), hvor landet helt officielt gik statsbankerot for første og hidtil eneste gang. Forda man stadigvæk betalte internationale koloenorme bankafdrag på den flåde, som englænderne havde brændt eller bortført i 1807. I det hele taget var større krigshandlinger dengang som nu i stand til at knække landets økonomi men aldrig var det dog nemmere end at opbygge en flåde. Nej, kommandør Groos, Danmarks velstand afhang IKKE af en stor flåde. Man brugte blot den akkumulerede velstand PÅ flåden og det er altså noget andet. Kan det egentligt blive meget mere anderledes, sammenhængen?

Ellers skal vi huske at give vores store anerkendelse til en bidragyder i går, som kunne huske den såkaldte “Krig i Klaksvig” på Færøerne, som vist retteligt mest handlede om bureaukratisk dansk dumhed, en stridbar læge og almindelig civil berettiget “courage” Måske vor ven Groos skulle starte sine historie-studier omkring den danske flåde-historie med denne noget mere overskuelige sag.
Kendsgerningen er, at ABSOLUT INGEN STATER nogensinde har kunnet opbygge en betydende flåde uden at pantsætte “hele butikken” med betaling på forventet efterbevilling. INGEN stormagter har nogensinde netto tjent noget på nogen historisk flåde, heller ikke den engelske almægtige i 1800-tallet. Som var så kostbar, at da det revolutionerende slagskib “Dreadnought” blev søsat i 1906 på den absolutte top af det engelske verdensriges magt, så havde man alligevel ikke akkumuleret råd til at bygge mere end et par stykker mere. Det havde man nu heller ikke råd til, men man gjorde det alligevel og det hjalp gevaldigt. Med at skabe forudsætningerne BÅDE for 1. OG 2. verdenskrig…
Så meget for fornuften i sø-militære investeringer. Dumt som at annoncere i hifi4all, en ren taber-sag!

Tim Sloth Jørgensen – guldtresser og trakasserier

I dag vil vi indledningsvis berette om en admirals karriere. Han hed Rear Admiral Sir (altså ikke til fornavn, forstås, faktisk hed han det nærmest slet ikke), Vincent Smythe-Obleson. Der er derudover absolut intet at berette om nogen sømilitær heltekarriere, ingen ved noget om han nogensinde var ude at sejle på noget skib udover færgenmellem Dover og Calais. Ja, ikke engang denne ellers naturlige ganske vist noget kortvarige tur til søs vides Sir Vencent nogensinde med sikkerhed at have været på.

Der findes heller ingen positive vidnesbyrd om, at denne Rear Admiral nogensinde har været på et skib, større eller mindre, som har affyret nogen kanoner mod nogetsomhelst mål, fjendtligt eller blot alle fredstidsflåders favoritmål, nemlig skibe, der sejler på slæb lige ud, en hændelse, som nok aldrig har fundet sted i krigstid. I det hele taget er det svært at forberede sig på krig når der er fred og ingen fare. Som der har været på den danske flåde siden det lidt ynkelige slag ved Helgoland i 1864 mellem danske og østrigske (jamen det var det!) skibe. Hvor ingen formåede at skyde huller i hinanden, heldigt for turistindustrien i nutidens Ebeltoft og min gamle studiekammerat på historie, AU, direktør Benno “Evig begejstret-glad” Blæsild. Benno har ellers i mange år kultiveret en moustache, som er den tyske admiral Tirpitz værdig, så han lever sig virkeligt ind i rollen, det må indrømmes.

Nu døde admiral Tirpitz i 1. verdenskrigs tidlige fase ved det berømte søslag ved Falklandsøerne, men til gengæld kendes hverken fødsels-eller eventuelt døds-år vor Rear Admiral Sir Vincent Smythe-Obleson. Det sidste skyldes, at det eneste litterære belæg, der findes for eksistensen af denne mulige engelske søhelt, er i en TV-sketch af Michael Palin og Terry Jones, kendt fra “Monty Python”, nemlig “Tomkinson´s School-Days”, hvor han optræder som forklædt foredragsholder. Resten henligger i det evige informations-tusmørke, måske havde han slet ingen karriere.

Alligevel kan man nu ikke frigøre sig fra den tanke, at selv den inderligt fiktive (er der mon nogen, der har fundet på det her før, det er vist lidt langt ude, “fiktiv” kan vel dårligt findes i komparativ eller superlativ..?) Sir Vincent havde en mere glorværdig karriere end selv nylige danske helte. Ægte heltemod eksisterer vel ikke uden at nogen skyder RIGTIGT på én og for en rigtig admiral er sådan noget ligesom nærmest uundgåeligt med begrebet at stå til søs. Og endelig er vi tilbage ved overskriftens danske helt, Tim Sloth Jørgensen, en rigtig fredstids-admiral, en rigtig dansk maritim succes-historie om en mand, der allerede som 57-årig blev udnævnt til admiral med ret til at bære de allerbredeste “guld-tresser” på sin paradeuniform i allerbedste operette-stil. Tag dén, Gilbert&Sullivan og jeres “Pinafore”!, vi har osse én!

Eller rettere havde, for i forbindelse med diverse trakasserier i forbindelse med en helt uforståelig automatisk Google-oversættelse af en kontroversiel bog blev admiral Sloth Jørgensen tvunget til at gå af som forsvarschef. Man kan have sine sympatier hvor man vil i denne noget betændt-usympatiske buresukratiske sag, men på ét punkt bliver man glad for at se TV i disse dage. Rigtig glad over, at det gik, som det gik! Det turde være ganske utvivlsomt, at admiral Sloth Jørgensen aldrig burde have været chef for så meget som en robåd med sænkekøl her i de seneste år, så ALT andet var i virkeligheden bedre. Ja, man kunne såmænd med større succes have ansat allerede fiktive Sin Vincent Smythe-Obleson.

For problemet er jo helt tydeligvis, at den tidligere forsvarschef ser fuldstændigt SYGELIGT FORPINT ud. Det gør han iøvrigt også på billeder taget længe inden fyringen og han er altså ikke ret gammel, ikke meget ældre end denne saft-spændstige næsten fornuftsstridigt ungdommelige skribent. Han får simpelthen vor gamle sygdoms-reference, den mavesårs- og allerede dengang begyndende kræftforpinte Gary Cooper fra Zinnemanns western “High Noon” til at se helt sund ud. Mandens øjne er matte som en dårligt poleret galla-uniformsknap og hvis manden ikke virkeligt ER syg, så har INGEN med det udseende og udstråling nogensinde i verdenshistorien kunnet udstråle lederskab.

Nå, heldigvis for landet var Sloth Jørgensen kun en kransekagefigur til hofballer og andre festlige-gallauniformerede lejligheder og det var vist heldigt nok. Med det forpinte udtryk, manden havde og har, ville det næsten være ubærligt at tænke på, at han skulle være kommet til at stå i spidsen for RIGTIGE krigshandlinger. Det skete så for alle involverede parter heldigvis ikke. Den danske flåde har stadigvæk ikke siden 1864 skudt på fjenden for at ramme og det er helt oplagt heldigt. Ikke mindst for danskerne selv tydeligvis.

Nu har sygdom tidligere afgjort store krige af geopolitisk betydning. For eksempel var den RIGTIGE engelske helte-admiral Rodney historiens måske eneste admiral, som ALDRIG NOGENSINDE tabte et søslag. Selv den lidt senere Lord Nelson kæmpede dog et par stykker til “remis”, men ikke Rodney, han vandt bare. Fordi han var en RIGTIG admiral, med på skibene og i slagets midte og vidste, hvad det drejede sig om og hvordan han fik sine kaptajner og besætninger til det. Helt enkelt fordi de allesammen kunne se, at Rodney selv var den allerførste til at gøre det, som han sagde, altid det eneste rigtigt effektive incitament i enhver krigssituation.

Under den amerikanske frihedskrig lammetævede Rodney både hollandske og franske undsætningsstyrker til Washingtons akut opløsningstruede tropper. Ingen krudt og kugler til generalen, intet USA. Uheldigvis for England var datidens sømilitære diæt for admiraler ganske hård kost og ikke kun for de menige søfolk. Admiralernes indtag af umådelige mængder portvin, en “absolut fordring” for alle med fornavnet “Sir”, gav på den tid akutte urinvejsproblemer og svær podagra for de fleste, inklusive stakkels Rodney. Måske osse Sloth Jørgensen har kikket lidt dybt i disse gamle sømilitære annaler for inspiration, trods alt studerer alle fredstids-flåder jo nødvendigvis tidligere tiders søslag af mangel af egne ditto..

Nå, ukampdygtige og urin-oppumpede Rodney måtte på rekonvalescens i England og kom sig overraskende nok fuldstændigt. Næppe på grund af effektiv lægebehandling, helt givet snarere på TRODS! Desværre for Englands krigslykke nåede han tilbage ganske vist lige i rette tid til at besejre den samlede franske flåde i atter et brilliant slag, men det var desværre et par uger efter, at den engelske øverstkommanderende for landstyrkerne, general Cornwallis, havde overgivet sig og sin amerikanske hovedstyrke til oprørerne efter belejringen af Yorktown.
Det ændrer nu ikke noget ved, at der vel sjældent er nogen synderlig diskussion om, hvem der er rigtige admiraler og hvem der ikke er. Rodney VAR og det VAR vist godt, at admiral Sloth Jørgensen ikke blev prøvet derude, hvor kardæskerne fløj og masterne segnede. MEGET godt, når han nu ikke engang kunne kommandere ministeriets egne trakasserier!