En god efterjul..

ønsker vi alle vores kunder og læsere og andre gode mennesker. Hvorefter vi straks vil gå i gang med en god stak haste-hastesager, der lige er tikket ind på vores elektroniske “ticker tape” Som de strimler jo hed, som man ved tidligere tiders triumftog for amerikanske helte og andre notabiliteter dryssede ud af kontor-vinduerne i downtown New York, når heltene defilererede eller kørte forbi. Faktisk blev folks popularitet derefter direkte målt på (eller rettere VEJET, da man helt officielt vejede de efterfølgende affaldsbjerge.
Den slags kaldte man engang for en “ticker tape parade” og det var jo netop hvad det var. Hvordan man gør den slags i dag ved vi for lidt om, måske der blot ikke længere er så meget at fejre derovre..? Nå, men det er der så heldigvis her!

Jamen vi er her skam..

..osse i dag. Måske ikke hele tiden, en del sidste-øjebliks afleveringer skal afsted, men sådan alligevel det meste af tiden. Og derudover skal der da fra denne inkarnerede hedning lyde de allerbedste ønsker om en glædelig til jer alle derude. Lad den blive hjerternes fredelige familie-fest og husk lige det dér ekstra kys og kram til konen.Ellers vil vi snart ufortøvet begive os ombord i en jule-kalas, som ikke lader julefesten hos Harald Blåtand (som skildret i Frans Bengtssons udødelige klassiske roman “Røde Orm”) meget efter. Om overhovedet noget, den slags ved man jo altid først bagefter, og til den tid er det alligevel alt for sent. Ikke at foræde sig forstås…
Glædelig jul!

Mates!

Denne morgen er gået forrygende hurtigt med at skrive julekort til vores australske venner. Nå, vi må vist hellere starte vores Mercedes for at klare de sidste leveringer, der er jo trods alt normalt åbent i vores virksomhed.
Og stadigvæk muligheder for gløgg og ikke mindst afhentning af årets vigtigste kulturelle begivenhed. Vores nyeste BOG med glittet omslag og alting !!!!

Læg mærke til navnet!

Selv som amatørskribent er man aldrig helt højt hævet over al smålighed og så er det iøvrigt temmeligt ligegyldigt, hvor stor man iøvrigt er. Som denne skribent er men desværre mest fysisk. Ind imellem oplever man dog så eklatante perler indenfor skribentvirksomhed, at man simpelthen mæle-løst må sænke alle parader, så godt er det. Og faktisk så godt, at jeg overhovedet end i drømme ville kunne have formuleret det. Tag for eksempel en nylig udtalelse fra formanden m/k for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nu har vi godt nok aldrig set nogen direktedemokratisk stemmeseddel til dette “over-ungdommelige organ” DUF, og jeg har dog ellers selv været und engang. Og jeg og DUF er endda ikke engang så forfærdeligt forskellige i alder, blot 16 år skiller os. Alligevel mener denne evigt-unge organisation sig som en selvfølge i stand til at kommentere på anderledes direkte demokratiske processer. Som for eksempel den nylige snak om en nedsættelse af valgretten til 16 år.

Enter den ny formand for DUF, Signe Bo. Der naturligvis ikke selv er spor ung ligeså lidt som toppen af poppen indenfor fagforeningspamperiet i de seneste par årtier har fået snavs på tøjet. Signe er ganske vist kun 30, men det er vel heller ikke synonymt med egentlig pur-ungdom længere.
Alle disse utidige betragtninger om pudsige og noget tilfældige organisatoriske overbygninger af sikkert engang ellers udmærkede græsrodsorganisationer er slet ikke emnet i dag. Dertil er der alt for mange af disse, hvem husker for eksempel ikke den sjove konstruktion “Landsforeningen af Forældre”..? Nej, det er helt anderledes finurligt i dag. For Signe er sprogligt i den absolutte super-sværvægtsklasse.

Det er måske derfor at hun er blevet for DUF, simpelthen ingen fatter en brik af, hvad hun siger, for læs lige den her som begrundelsen for at indføre en ny valgretsalder på 16 år:
“Når man er 16 år, forlader man folkeskolen , som er den eneste fælles uddannelse i Danmark, og derfor har alle unge på 16 år det samme videngrundlag for at deltage i demokratiet” Og prøv så lige at læse den et par gange igen, smukt ikke? Hvad det er hun siger er simpelthen fuldstændigt “sort” for undertegnede for hvad er der lige der gør alle, der forlader folkeskolen på nogen måde ENSARTEDE? Er alle ikke blot fuldstændigt ligeså forskellige eller ens eller hvad i 8. klasse.

Nå, nu er det naturligvis slet ikke sikkert, at det er det Signe Bo mener om overhovedet noget. I det mindste er det ganske svært for svage intellekter som denne skribent at fatte en disse af det her. Og når man ingenting selv fatter, så må det vel være stort…? Måske, døm selv og husk navnet: Hende Signe Bo må altså have noget “power” for at slippe af sted med sådan noget som det her!”

A propos “slippe afsted”, så er vores nyeste bog-opus på gaden fra i dag. Det udkommer som sædvanligt i et oplag, der udelukkende bestemmes af det videnshungrende bogpublikums appetit.
Helt neutralt og ganske upartisk skal vi på det varmeste anbefale dette nu allerede 4. bind af visdomsord fra en af tidens mest tidløse tænkere.

Den “menneskelige kran”

Det er når man har vanskeligheder, at man skal kende sine sande venner og aldrig mindre end i går, hvor et presserende projekt bestod i at få et hæve/sænkeborg op over en 1. sals terrasse. Ikke mindst den kolossalt tunge bordplade på 70 kg. var lidt et logistisk problem. Ikke at det naturligvis på nogen måde afholder uforfærdede søulke-ætlinge som denne skribent fra ufortøvet at give sig i kast med det, som er éns pligt nej da.

Alligevel var det nu en lettelse at se den diminutive lokale teatermand Kramer Madsen kikke forbi for at låne sin styrke til projektet. Denne lille mand er ganske kolossalt stærk og traditionelt ham, som man hidkalder, når tunge og trælse ting skal løftes. For eksempel har han allerede flere gange været bærer nr. 2 af vores noget uhåndterlige ATC SCM 300-giganthøjttalere. De er vanvittigt ubalanceredee at bære og glatte ad Helvede til, når den klamme håndsved indfinder sig. Og da ganske særligt når man så selv er ejeren af disse lakerede monsterdyre monstre.

Da først den “menneskelige kran” Kramer Madsen var på pletten var alt herefter reduceret til sin rette problem-størrelse, nemlig overhovedet ingenting. Vupti og 5 minutter efter var alt ovre og den lille mand forsvandt lynsnart igen tilbage til sin hidtil totalt hemmeligholdte dæk-identitet som børneteatermand som en anden “Superman”. Og så behøver han ikke engang en telefonbox til at klæde om i med indlysende fare for “indecent exposure” hvis boxen allerede skulle være i brug!

Og vi skal da naturligvis heller ikke glemme i vores begejstring de 2 andre hjælpere, Poul Tømrer og Niels. De er stærke nok ligesom vel osse denne beskedne skribent (som ifølge pålidelige men desværre anonyme kilder fra havnearbejdertiden under Ole Sohns triumfat som fagforeningspamper i Horsens var temmeligt stærk engang). Senere skulle det på uforklarligste vis gå frem for den ene af os og tilbage for den anden. Det sidste er letforklartigt med tiltagende aldersvækkelse, det første forbliver et sygt paradoks.
Nogen Kramer er der ingen der er! Udover den helt helt ægte vare, dette veritable “menneskelige lommeslagskib”.

Vi kan til alt held konstatere,

at “sidste øjebliks-travlheden” i forbindelse med diverse årsafslutninger rundt omkring fortsætter ind i denne sidste velsignede juleuge. Det gode ved det er så, at vi langt det meste af tiden vil være på kontoret for at klargøre de sidste leveringer og dermed stå til rådighed med glögg og hjemmebagte småkager. Begge i mængder “ad nauseam”, som romerne så grammatisk korrekt udtrykte det.
Vi glæder os til at se jer.

BREAKING:En veritabel naturkatastrofe!

Nu kan man naturligvis med betydelig ret hævde det lidt absurde i at advare mod naturkatastrofer, der HAR fundet sted. Lige i det her specielle uhyre akutte vil vi gøre en undtagelse, da katastrofen ikke endnu kun er i sin vorden men desværre uhyre aktuel. Som et altødelæggende kolossalt mudderskred mod alt, hvad der er godt. Af denne selvsamme grund ser vi dagen i dag, der ellers skulle være fuld af fjas og glögg og masser af arbejde, som den måske hidtil største trussel. Mod selve JULEN, simpelthen.

Der er nemlig ifølge TV2-reklamerne kommet en ny juleplade, som ikke blot kan komme til at gøre en ende på alle andre juleplader. Den er ikke alene ikke spor god, den er nemlig rædselsfuldt forfærdelig, og netop deri ligger dens sande trussels-potentiale. Mange vil vel allerede i denne kursoriske beskrivelse kunne genkende den nye juleplade af den lokale sanglærke Jette Torp. Denne gang har hun således rettet sit aldrig svigtende fokus af total manglende kunstnerisk substans mod selveste julen. Forestil dig de ondsindede gnækkende mars-boere i filmen “Mars Attacks!” med forlorne “tand-smil a la Torp”, mens de med deres stråle-skydere smadrer Jordens traditionelle vidundere én efter én. Sådan osse med Jette og julen.

Nu har Jette Torp tidligere med samme held anskudt enhver folkelig dansk interesse i for eksempel den irske folkemusik. Sådan noget kræver en skrækindjagende kombination af enestående mangel på menneskelig overbevisning og selvfed fremførelse af disse ellers indtil nu robuste irske klassikere. Som de sønderbombede amerikanske slagskibe “Nevada”, Arizona” og “West Virginia” ved Oahu, Hawaii den 7. december 1941 ligger alle disse herlige sange totalt flad-maste efter det altødelæggende vokale styrtbombeangrebe fra Torp. Intet er det samme som før efter sådan katastrofe og bliver det aldrig helt igen.

Derfor: Hvis du har en TDC-forbindelse med automatisk optagefunktion, så se for Guds skyld alle danske programmer med reklamepauser FORSKUDT. Det giver mulighed for sikkert og uden lyd at sondere terrænet/programmet ved lidt hurtigspoling forud, så man til enhver tid ved, at ihvertfald den næste time er man sikker. Hvorefter man går tilbage til start, ser den “minestrøgne” del af sendefladen og man kan gennemsejle den nu sikre zone, og derefter gentages proceduren. Det kan på det bestemteste anbefales at opretholde denne sikkerheds-procedure indtil juleaften.

Alternativt kan man selvfølgelig osse blot købe Torps plade. Desværre nok med risiko for, at der kommer en mere til næste år, men der gør der nu desværre nok alligevel. De fleste kender vel én, som fortjener en rigtig hade-gave, men alligevel: HVIS nogen får det her mageløse makværk af Torp i julegave, må man altså have været en rigtig skidt fyr m/k! Løb mens du kan eller se at få dig forbedret i en Helvedes fart og frels den kære gamle jul, som vi (endnu) kender den!
Og derudover er der som sædvanlig gløgg til alle osse i dag naturligvis.

I dag..

..er det så atter “Store Konedag” og samtidigt den teoretisk sidste (seneste!) inden den næste, (??) som er 7-års dagen og 2 1/2 års bryllupsdagen. Ja, er livet dog ikke vidunderfuldt og så er der endda ligefrem endnu masser af gløgg til de kunder, som i deres befordring ikke er afhængige af transport med DSB.
Så kom endelig forbi og vær med til at fejre atter en mærkedag sammen med verdens skønneste kvinde og hendes lykkelige mand.
Så sandeligt en heldig kosmisk konstellation!