Shh., Folmer Hund sover.

 
Posted by Picasa

Så er det slut med “Hundedagene” i denne omgang og tak for udvist tålmod med vores kære kræ, Folmer og Anton, den førstnævnte sluttende cirklen i dag.. Inden vi hvis vi da ellers får tid til det i morgen vil bringe en mere formel nytårshilsen et par småting fra den virkelige verden. Det er nu mest virkeligt i kraft af, at det rent faktisk er både konstaterbart og måleligt, men derudover adskiller det sig nu ellers ikke fra anden noget fantasifuld fiktion. Vi skal tale om så forskellige ting som pantebreve og pickupper.

Dengang for længe siden inden verden gik af lave, altså helt tilbage inden ordet finanskrise var opfundet (vi er flere år tilbage altså), skulle man være en slem idiot for ikke at kunne få sin forretningsmodel til at hænge sammen. Og så var det fuldstændigt (næsten heldigvis) ligemeget, hvor mærkeligt tingene så ud. Overskud var ikke noget mål i sig selv og i den hen-retning var en tidligere inkarnation af dette firmas navn en absolut pioner, som burde kunne danne baggrunden for et “case study” ved en “business school” et eller andet sted. Ganske vist mest for hvordan man på trods al hysterisk positive konjunkturer alligevel formåede at blive tvangs-opløst, men man kan vel næppe undgå trods alt at blive lidt klogere af at studere forretningsmæssige fiasko-modeller?

En anden afgjort pudsighed fra disse jo ellers gode gamle dage var det altid at læse om AGF´s årsregnskab. Som i dag var der tale om fortsatte røde tal i regnskabet, numerisk spændende fra det betydelige til det egentligt livstruende. Nå det gik for AGF og er gået til denne dag uden at denne skribent helt har fattet hvordan. Så mange rige venner kan man da næsten ikke have..? Tilbage til en altid interessant post på AGF-regnskaberne fra dengang: På trods af kontunuerligt-kolossale akkumulerede underskud var der altid en post, der hed “gevinst fra spekulation i pantebreve” Det vil sige, helt sådan var den ikke posteret, men det var det, den var. Gevinsten hvert eneste år fra et BANKLÅN.

Hvert eneste år funderede denne skribent over denne finurlige post, for selv har jeg da godt aldrig oplevet stadige og uforanderlige gevinster ved at låne penge. Nå, det kan naturligvis være, at jeg blot ikke har lånt penge nok, for DET havde AGF. Ikke mindre end 330 mill. kr., lånt hos deres hovedsponsor, Alm. Brand Bank til helt fantastisk gunstige vilkår. NUL RISIKO, SIKKER gevinst. Klubben fik tilsyneladende blot rent formelt stillet dette uhyrlige beløb (ihvertfald set i forhold til klubbens øvrige vaklende sikkerhed som økonomisk enhed) ganske RISIKOFRIT til rådighed for at kunne investere i pantebreve.

Banken bar således hele risikoen uden at høste nogen gevinst overhovedet. Hvordan sådan noget kan hænge sammen i et kapitalistisk samfund, som formodes styret af et vist økonomisk rationale, er langt hinsides vor fatteevne. Endnu mindre fatter vi så af hele situationen i dag, hvor AGF på forunderligste vis ikke længere har lånt pengene. Det var da ret dumt at holde op med at høste denne gevinst, når man ingenting havde sået? Nå, men banken blev måske klogere?

Ja, det kan ikke helt udelukkes, men det var nu ikke fordi de trak disse nul-forrentede penge hjem igen. Da AGF uforklarligt og for denne skribent noget fornufts-stridigt/overraskende forlod dette ensidigt favorable bank-engagement i Alm. Brand Bank, overtog andre firmaer under andre navne på forunderligste vis lånet. Om det var på samme vilkår vides ikke, men nogen synderlig sikkerhed fik banken da ikke ved denne omlægning. Ihvertfald er disse spekulative lån i dag ganske tæt på fuldstændigt at skulle afskrives af Alm Brand.

Det er mærkeligt så hurtigt tingene kan skifte og endnu mærkeligere er det vel, hvor i alverden pengene er blevet af i denne forunderlige tid for den mere fantasifulde bankvirksomhed. Hvor som i den for tiden genudsendte David Lynch serie om “Twin Peaks” intet er, som det giver sig ud for at være. Rettidig bank-omhu tydeligvis allermindst og nogen sikkerhed for nogetsomhelst ikke-eksisterende. Herlige tider for de skruppelløse omkring den store økonomiske “tag-selv buffet”

En lille bitte smule “tag-selv morgenmad” er der vel også i fortællingen om bagmanden bag den lillebitte japanske pickup-producent Lyra. For meget mindre kan virksomheder altså ikke blive, simpelthen et enkeltmandsfirma med kvindelig medhjælp, for som det fortælles:”(cit nerds. dk)..den ene af dem, der fremstiller dem, er en ung pige, Akiko (mener jeg hun hedder) – som har fremstillet pickupper i snart 10 år – og hun samler dem ikke færdigt, det gør mesteren stadig selv. Jonathan Carr mener at det vil tage en 5-10 år før hun er færdig udlært og mester er tilfreds…
Lyra fremstiller ca 100 pickupper om måneden, de 50 er Delos…”

Det er en historie så smuk, at man meget gerne vil tro, at den er sand. Det er dog bemærkelsesværdigt pudsigt, at den første legendariske japanske pickupproducent af pickupper i det stratosfæriske pris-segment, den afdøde Sugano med sine Kiseki-pickupper, også var en “mester” med speciale i sværd-fremstilling. Sjovt nok, at denne metallurgiiske top-ekspertise, som også findes i spanske Toledo og tyske Solingen ikke har medført samme pickup-ekspertise?

Genier findes der tydeligvis ganske få af som den japanske mester. Dog kræves det ingen særlig special-uddannelse som geni at se, at det eddermaeme er en god forretning at være mester, for disse pickupper koster fra ganske mange til overordentligt mange tusind kroner stykket. rart at se, at genialitet stadigvæk betaler sig. Ganske godt endda.
Vi kan blot ikke fuldstændigt frigøre os fra at have lidt ondt af denne arbejdsomme mand og hans lærling, for som med vores egne mange danske Ortofon-pickupper, så lyder mikrofirmaets modeller tilsyneladende også meget forskelligt. Underligt, er hifi ikke blot en enkelt mænds stræben efter det sublime…?

Derudover er det altid interessant at få nogle billeder fra selve troldmandens værksted, for der må godt nok være mange spændende plasticstøbemaskiner til fremstilling af præcisionshuse, nåle og alle de andre normalt blot indkøbte enkeltdele. Fremstilling af pickupper er ellers i resten af denne verden i den grad i lighed med al anden mikro/nano-teknologi blevet specialiseret, men hurra og salut fra det ceremonielle kanon-batteri Sixtus til de få, der er tilbage, som skaber tingene selv. Eller bare skaber sig eller historien.

Hvis der altså er nogen, historien her er da næsten for god til at være sand. Det er blot mærkeligt med den der del af historien, hvor det tager en evighed at oplære hende den unge pige, for når der tilsyneladende ingen linie er i lyden i produkt-programmet (som bestemt heller ikke i Ortofon) hvad er det så hun lærer? Er hun blot dum i nakken eller hvad. Det er man vist selv, hvis man tror på alle disse historier. Jo bedre og mere usandsynlige de er, jo mere løgn plejer de at være. Til gengæld ganske rørende og smukke.

“Wie es wirklich gewesen war”

 
Posted by Picasa

I dag fortsætter vi vores “Hundedage”, der som enkelte nok ved faktisk betegner en bestemt periode i midsommeren. Hvad disse fjerne dage i begge retninger har med den afbildede Anton Hund at gøre må henligge i den klassiske romertids relative tåger. Anton med de fremtrædende frølår er en bjørnstærk og bister hund, som ikke finder sig i meget vrøvl. Ja, faktisk undertiden mindre end ingenting og det kan være en smule problematisk når vi endnu ikke har mødt nogen hund, som kan løbe fra Anton. Til alt held er den dog også en særdeles rolig hund uden synderlig jalousi, idet gårsdagens billede af Folmer Hund i fruens fortjente favn er taget samtidigt med det her. Selv om man måske i kosmisk perspektiv kan have visse indvendinger mod total samtidighed, da vi kun har et enkelt kamera.

Ellers er overskriften i dag “sakset fra en vis Herr Leopold von Ranke. Det første ord hed han naturligvis ikke, som sagt, i dag vil vi forsøge at iagttage en passende akademisk korrekthed og ikke mindst overfor von Ranke. Derfor vil vi starte med at sige, at vi ikke ved positivt, om han nogensinde i sin studietid fik nogen af samtidens ellers nærmest obligatoriske og uendeligt status-givende såkaldte “mensur-ar”. Disse blev forårsaget (ordet er slet ikke tilfældigt valgt) af den for studerende aldeles obligatoriske rituelle fægtning med kårder og sabler. Sådan vist mest en specifik tysk udgave af den ærkedanske drengesyssel at tisse højst op ad en mur, blot med ar ikke kun på sjælen. Hvis man altså ikke vandt, dette var så ligemeget for de klogere tyskere, hvor kun de fysiske ar talte..

Nu er denne skribent som bekendt formelt akademiker og dermed umådeligt belæst og såre dybsindig og samtidigt uhyre beskeden, bestemt en sjælden kombination. Ranke var ikke mindre sjælden, snarere mere, da han var den første indenfor sit felt, som var historisk kildekritik. Hans “dictum” fra overskriften blev afgørende for al senere historieskrivning. Ikke at det gjorde historie til nogen videnskab og da slet ikke en eksakt én af slagsen, men lidt bedre blev det dog. Fra det helt urimeligt anekdotisk-meningsløse til det mere overkommelige selektivt-politisk-korrekt lettere forvrøvlede. Forskellen her er vist uhyre akademisk men det skal man nok helst være ikke-akademiker for at se.

Derfor kan historie nu være mægtigt sjovt og interessant også uden sikker forvisning om, hvordan noget overhovedet havde været. Eller ej eller måske måske. Et kritisk “indkik” i tingene er aldrig helt spildt selv om kikkene nødvendigvis altid vil være selektive og ufuldstændige. Lad os for eksempel tage en af familiens julegaver, heldigvis en, som tilfaldt min svoger. Det drejer sig om den nyeste plade med danske Dalton, en kombination af 3 gamle trætte mænd: Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Som allesammen har været bedre engang ligesom undertegnede og alle andre halvgamle mænd. Ikke nødvendigvis gode, blot bedre.

Det betyder så kommercielt heldigvis mindre, fordi Daltons publikum er blevet tilsvarende ældre og åndeligt dorskere. Det første er en kendsgerning, det sidste vel blot et naturligt produkt af den støt stigende strøm af af smags-tilrettet skod-musik. Og her falder Dalton naturligvis helt fint ind som naturlig julegave. Musikken er ligemeget , men skal blot bringe minderne tilbage fra “Hundedagene” sidste sommer, hvor Dalton turnerede Danmark (nok mest Jylland?) tyndt. Og tyndt, det var det, det, som publikum hørte, fuldstændigt ligemeget. Søvndyssende, ikke blot det mindste distraherende, et herligt minde om en perfekt sommer på samme måde som de smagløse Premier-is og det tynde Royal Export-dåseøl..

De sidste dage har DR TV bragt en ret interessant udsendelse om tilblivelsen af dette uendeligt kunstige produkt, som hele Dalton-tanken var og ikke mindst er. Eller har været eller hvordan Ranke ville have udtrykt det på sit formfuldendte tysk, helt så gode er vi ikke. Til gengæld må vi virkeligt rose de mennesker, der under optagelsen har stået bag kameraerne, for det må da i helt usædvanlig grad have været fuldstændigt dødssygt. Det er det allerede at sidde og glo på det klippede materiale, faktisk så slemt, at denne ellers ret barske skribent blev temmeligt utilpas.

Det var ikke fordi hverken Johnny Madsen eller Lars Lilholt overraskede spor. De var såre menneskeligt og fuldstændigt forståeligt kun hoppet på Dalton-vognen for at tjene lidt knaster. Om de var tiltrængte ved vi ingenting om, men de var helt tydeligt ret hårdt-tjente. Udsendelsen hedder iøvrigt det noget misvisende “3 Krukker i en Gryde” og det er ret beset noget pladder. Dertil mangler der simpelthen 2 krukker, for meget mindre krukkede end Lilholt og Madsen her kunne man vist dårligt være. Eller mere lade og ligeglade, begge var helt tydeligt tilfredse med at levere lige præcist det, som publikum derude forventede. Nemlig lidt mere af fuldstændigt det samme og ellers overhovedet ingenting og allerede kendsgerningen at de overhovedet igen stod på samme scene var helt tydeligt rigeligt. Og såre let-opfyldeligt som ønske.

Det var så helt tydeligt også det, som publikum til koncerter og plader fik. Musikalsk og tekstlig hjemmesløjd i den afgjort lettere dilettantiske og forhastede afdeling. Og hvorfor dog også levere mere, når publikum alligevel er fuldstændigt ligeglade og kommer og køber alligevel, deri kan vi dårligt være uenige med Madsen og Lilholt. De sagde det godt nok ikke ligeud, men de gjorde det til gengæld tydeligt hele tiden. De leverede den forventede ligegyldige vare og hvad kan man med rimelighed forvente mere? Ingenting, naturligvis, og det så lige præcist det man fik. Og så endda i julegave og han blev glad, svogeren.

Trediemanden, Allan Olsen, det var til gengæld en helt anden sag. Man kan måske beskrive hans adfærd som “tændt”, altid et nyttigt virkemiddel i live-koncerter (andet end Dalton-optrædener forstås, der kan bevægelige fotostater tilsyneladende sagtens gøre det). Dog ville det måske i disse ulovlige fyrværkeritider være mere passende at kalde ham for sprængfarligt “overtændt”. Eller måske bare total-krukket, fuldstændigt ude af flippen simpelthen. I et mindeværdigt langt klip skældte og smældte denne fuldstændigt humorforladte vrede mand med sine febrile frederikshavnske fiskeøjne løs på sine medspillere. I god og forventelig stil slog disse blot blikkene ned og forestillede sig formentlig, at bordpladen foran dem var en udskrift af deres bankkonto senere på året.

Så kunne fjolset forresten stå og råbe op om kunstneriske ambitioner og nødvendighed og andre ligegyldige ting, som alligevel ingen af dem længere var i stand til at levere, ham selv måske måske i virkligheden mindst af alle. Teksterne fra pladen, som lange studieoptagelser virkeligt tærskede langhalm på, var ganske “græsselige” grænsende til rene lejlighedssange. Og det var de jo også, Allan Olsens egne bestemt ikke mindst.

Derfor eller måske netop derfor kunne man naturligvis sagtens blive skidesur, ja endda så sur, at han åbenlyst truede med at kvitte projektet. Det gjorde han så ikke uden at det helt blev klart hvorfor. Altså IKKE, altså. Vi gamle mænd kan sagtens forstå det ubærlige raseri bag erkendelsen af den uundgåelige impotens, kunstnerisk som anden, der på et tidspunkt rammer alle, og derfor er vores afgjorte “helte” i denne dokumentar helt klart de dovne, Lilholt og Madsen, der sparer på det allerede særdeles sparsomme krudt. Allan Olsen fyrer blot sit krudt af til højre og venstre og lige ud i luften uden kunstnerisk at ramme nogetsomhelst som vi kan se i denne her kunstnerisk helt umulige Dalton-konstellation. Fuldstændigt kolerisk og så alligelig uden konsekvens, hvor ligemeget er det lige det er..?
Ren Serie 6-fodbold for trætte gamle mænd uanset hvor meget man end råber og skriger, så kan de altså bare ikke det, som de dengang ku´. Hvis de altså nogensinde har kunnet. Eller hvordan “es wirklich gewesen war”

Driveri

 
Posted by Picasa

Billedet i dag er af vores senior-hund, den vidberømte Folmer H. i en overordentlig afslappet hvilestilling. Desværre har den uophørligt kværnende dagligdag siden indfundet sig, og ganske mange af vores kunder har et regnskab at gøre op. Det er så til alt held ikke altid med os men her sidst på året er der altid lige lidt investeringer at foretage, og så drypper det som bekendt på degnen. Og lidt degn er man vel altid og da ganske særligt, hvis det på nogen måde kan betale sig.

Det kan det så heldigvis ganske fint og faktisk så fint, at der er atter et sæt biografhøjttalere på vej til os. Konen ryster på hovedet som koner skalog bør, men i hjertet er denne skribent ganske overtydet om, at hun elsker mig ganske betingelsesløst, inklusive alle disse mindre betydende menneskelige små-defekter. I de kommende dage vil vi forsøge at runde årets udvikling i den hjemlige lydgengivelse lidt op. Vi kan dog allerede nu afsløre måske ikke helt overraskende, at det er blevet HØJERE. Bedre er måske så lige lidt meget sagt, men det var nu osse ret fint til at starte med. Det var i det mindste kolossalt dyrt, og så er det altid så meget vanskeligere at indrømme, at det er noget bras og i den henseende er denne skribent en ganske almindelig såre fejlbarlig mand.

Nu lettes vores arbejde her i finansårets sidste dage ganske betydeligt af, at vi i vores professionelle lydbranche er ret respekterede. Det betyder så ganske overordentligt heldigt og naturligvis ditto overhovedet ikke spor tilfældigt, at vi kan levere hele molevitten. Det er der ikke mange, der kan og færre om overhovedet nogen, der kan gøre det hurtigt og bedre end os. Så langt kan vi vist godt gå uden at overtræde markedsføringsloven og så heller ikke så forfærdeligt meget længere. Nu hjælper det altid kolossalt på branche-omdømme og almen respekt at kunne og ville betale sine regninger og det gør vi så gerne. Ikke meget mindre vigtigt er det dog at optræde professionelt overfor sine trælse og urimelige og inderligt stupide kolleger. Den her sidste noget generelle karakteristik er naturligvis heller ikke noget, vi udbasunerer i noget videre omfang.

For det første er det ikke særligt klogt forretningsmæssigt udover at det heller ikke er generelt korrekt. For det andet må man heller ikke gøre det og begge grunde i rigeligt til hver for sig at “klappe Kaj-kagen i” Nå, nu er den professionelle branche generelt ganske hyggelig og omgængelig og kronisk intrigante personer marginaliseres på passende vis efter fortjeneste. Nå, ikke helt ikke helt altid som et nyligt eksempel har vist såre smerteligt. Nå, fleste stafetløb hører vel op engang og då særligt når stafetten efterhånden lugter lidt betænkeligt.

Helt så professionelt har den almindelige hifibranche vist aldrig været, men alligevel er plejer det at være almindelig fornuft og god branchepraksis ikke at overtræde reglerne. Især da hvis man senere ønsker at handle sammen, alt andet ville være lallende amatøragtigt. Tag for eksempel en nylig diskussion om køb af SME i Danmark. Dette mest hæderkronede engelske mærke indenfor pladespillere og pickuparme har i de senere år ført en lettere hensygnende tilværelse i Danmark hos en dansk enkeltmands-distributørvirksomhed med alt, alt for mange agenturer. Det er trist og derfor har vi selv gjort som sikkert mange andre og blot handlet hos SME i England. Som uden tøven sælger ALLE DERES PRODUKTER i hele verden til hvemsomhelst.

Sådan noget kan vi godt skrive om en dansk distributør, fordi vi ikke selv er i branchen og handler med ham. Nå, det har et nordenfjords-firma i branchen så glemt, og i et nu lidt tilrettet forum-indlæg (der dog stadigvæk refereres længere nede i tråden) udtalte denne, “at det er en skam” dette navngivne firma er distributør. Ja, det er det, men det kan DU ikke sige, Gert og så det forresten fuldstændigt lige meget, hvor sandt det er..

Nu er det så formelt rettet en smule “til”men alligevel fremturer “synderen” her på betænkeligste vis. Han opfordrer nemlig stadigvæk til gerne at henvende sig til ham selv angående SME men forbereder fra starten på, at det nok kan komme til at tage lidt lang tid. Det er vist ikke fuldstændigt fint, det her Nu skal det lige med, at samme nordenfjords-firma handler med en helt parallel produkt-portefølje som den, han formodentligt nu har afskåret sig fra ved sin karakteristik af sin branchekollega.

Derfor er det således næppe fuldstændig reel markedsføring længere at skilte med at kunne sælge det. Nå, men så har han jo såre bekvemt så mange andre varer i butikken. Rent hundeslagsmål simpelthen og mens man sagtens kan forstå desperationen i et hastigt sammenklappende hifi-marked, så giver det altså aldrig rigtigt varmen at pisse i bukserne. Og da slet ikke i sine egne!
Heldigvis er vi selv hellige eller blot klogeligt forsigtige nok til at overholde alle spillereglerne i vores egen branche. Beviset? Alle vil så forfærdeligt gerne handle med os, osse vores direkte lejlighedsvise konkurrenter på installationsmarkedet. Sommetider betaler en vis anstændighed sig og heldigvis for det da!

Jule-hjerter

Nu ved vi ikke, om det længere er en del af ny dansk folklore at sidde og “flette sine/vore jule-hjerter sammen” som en af de største danske poeter så rammende udtrykte det. Vi taler om den alt for tidligt afdøde Thøger Olesen, der muligvis må dele titlen af “dansk verdensmester i oversættelser” men salig Sonja Rindom, men der uddeles af mangel på kandidater så hverken sølv eller bronze-medaljer i disciplinen. Dertil var de 2 nævnte simpelthen for suveræne.

Ikke meget mindre suveræn var den melodiske behandling af Thøgers tekst af en anden gigant i dansk musik, den ligeledes tidligt afdøde danske super-sanger, Gustav Winckler. Helt frit fot kvalmt utidigt føleri står Gustav og Thøger i denne på engelsk potentielt følelelsespornografisk-klæge sag distancen stolt som engang den danske sømand. Inden “futmælksmatroserne ” tog over som i den danske flåde dernede i Golfen Det er jo nærliggende at komme til at tænke på disse utrættelige bekæmpere af den uendelige og uophørligt supplerede buffet” i denne fede tid. Man får fornyet respekt for disse uforfærdede og hurtigt-voksende “danske kæmper” allerede her efter den første julefrokost. Det bliver næppe uden traumer at få disse trivelige tampe hjem igen efter endt tjeneste. Ikke mindst udskiftningen af garderoben kan være vanvittigt strabadserende. Ups, jeg synes osse selv denne skribent, den ellers helt ægte søulkeætling, mærker denne skæbne true en smule (atter her tak til Sonja Rindoms herlige gendigtigt af “The Rime of the Ancient Mariner” af Samuel Coleridge/”jeg føler skæbnen true/for med min pil og bue/jeg skød en albatros”) i form af stadigt strammere skjorter. Ikke helt galt, men heller ikke alt for godt. Eller måske bare JUL.

Nå, selv om fletning aldrig har været denne skribents spids-kompetence er det vist bare at komme i gang. Det er lige denne skønne årstids-syssel og muligvis et par andre indendørs-ditto, som vi vil bedrive (snedrive?) helt indtil på mandag i vores lille familie. I den anledning skal der lyde de allerbedste ønsker om en skøn jul til alle vores kunder, partnere og forretningsforbindelser, venner og læsere. Der er heldigvis mægtigt mange sammenfald mellem dem og tak for det, allesammen!

Kun lidt tid til gas

Ikke helt som forventet og heller ikke særligt uventet var der lidt rigeligt at se til i går. Vores forretningsfelt plejer ellers at “klinge af”, som det hed i min branchekarrieres ungdom. Nu var det som nævnt en anden branche, men alligevel forekommer det noget middelalderligt, at man den 24. december i Radiouset Expert i Frederiksgade 16-18 holdt åbent selve juleaftensdag. Ikke hele dagen, sådan nærmere lidt “tidsubestemt”, som det vist hedder i den barskere del af det danske straffesystem. Man holdt ifølge direktiver fra vores elskede “Fører”, Steen Nordahl-Møller butikken åben indtil ak ja “handelen klingede af”…

Det gjorde den så typisk først hen først på eftermiddagen dér den 24. december og så var der til alt held stadgivæk et par timer til at få pakket alle pakkenellikerne og komme hjem til den store familiejul i Horsens, selveste Ole Sohns hjemkommune. Sikke dog frisk man var juleaften efter at alle mand i mindst den seneste uge op til jul inclusive lørdage og søndage gange 2 havde arbejdet til kl. 20.00 hver eneste aften. Dengang gaves der ikke fridage, man var til rådighed når “arbejdet krævede det” Eventuelle utilsigtede ligheder med fæstebondens vilkår og pligter under det danske stavnsbånd er desværre ikke spor tilfældige. Det VAR sådan og julen blev aldrig det samme derefter.

Der var simpelthen den sideeffekt ved denne uheldige eksponering til overdrevent juleri dengang i 1980-erne, at blot et stykke julepynt simpelthen får det til at gyse let i kroppen. Ikke underligt, at den mest effektive og langtidsholdbare tortur-form sker med brug af dagligdagens virkemidler. Man kan brænde torturofre med syre, men det mest virkningsfulde er helt givet at skolde dem dagligdags kaffe, som offeret senere kommer til at lugte til utallige gange. Med samme intense oplevelse af smerten fra dengang igen og igen.

Helt så galt er det vel ikke for denne skribent, men helt det samme som barndommens uskyldige forventning er det aldrig blevet. Nå, i det mindste behøver man da ikke møde op inden åbningstid den første hverdag efter jul for uden nogen betaling at få lov til at fjerne al julepynten igen. Det skal lige med i denne stærke socialrealistiske skildring af fortidens forretningsliv, at det altså var helt normalt og overenskomstmæssigt, det vi lavede. Ellers var og er gamle ejer Nordahl en fin fyr men altså lige dengang på denne årstid en smule anstrengende med sin insisteren på at holde åben altid.

Helt så galt er det ikke her, selv om vi holder ganske almindeligt åbent i dag. I morgen den 24. vil vi til gengæld komme hviledagen i hu og holde den hellig eller hvad det nu var det hed i folkeskolens salmevers-lektioner. Hvis altså det overhovedet var en salme, det lyder mig noget gammel-testamenteligt..? I forbindelse med disse andre allerede utidige betragtninger om forlængst forsvundne gode og dårlige juledage i radiobranchen er det måske alligevel passende.
Den formelle julehilsen vil vi bringe i morgen, der er jo lidt (arbejds)-tid til. I mellemtiden vil vi sidde og små-gasse os i den tilfredsstillelse som det er at vide, at endnu et sæt kolossal-højttalere er på vej. Som høvdingen i tegneserien Asterix, Majestix/Vitalstatistix sagde under sin slanketur til Helvetia. Eller var det egentligt undet hjemturen, det var det vist: “Sovsen kan simpelthen ikke blive tyk nok!” Eller højttalerne store nok kan vi vel med rimelighed tilføje. Eller mange nok!

Begyndende tilbageblik

 
Posted by Picasa

Atter i dag er der ophobet arbejde til godt opover livet i diverse papkasser, men heldigvis er afgangen nu større end den forventede tilgang. Det skyldes ikke, at den altid særdeles velkomne tilgang af nye ordrer er mindsket, men blot at vi forsøger at udrette logistiske mirakler for at overkomme leveringerne. Så kom blot an med sidste-øjebliks ordrerne, vi er klar med både glögg og mægtig godt humør.

Dagens billede er fra et område, som sjældent underkastes dagens lys. Det skyldes ikke noget særligt skummelt, blot den kendsgerning, at vores kasse med reservepickupper normale er dækket af et tætsluttende låg. Vi bringer det blot for at understrege, at vi osse sommetider her i huset laver forskellige delvise blindtests af kvalitetspickupper. Nu vil opmærksomme kikke-læser nok opdage, at særligt “blindt” kan det næppe være, da en del af disse pickupper er mærket med både navnet Ortofon og et modelnavn. Udover den prosaiske kendsgerning, at de allesammen er af Ortofon-fabrikat. Ikke at det sidste på nogen måde begrænser bredden af lydspektret. De er helt vildt forskellige, dog ikke allesammen, da der er nogle stykker, der er fuldstændigt ens. Fordi de er af samme model…

Dette er naturligvis korrekt, men der er faktisk også nogle stykker, som vi ikke engang selv ved, hvad er for nogen. Kun ved vi, at de var skidedyre, men når man “stripper” Ortofon SPU-pickupper af meget og mange forskellige modeller ud af det tilhørende træ- eller bakelit-pickuphus, så er der ingen positiv identifikation tilbage. Derfor er det naturligvis altid spændende ind imellem at montere “en lille ny” i vores pladespiller-batteri. Da vi positivt ved, at der derude for tiden foregår intensive pickuptests i den helt store stil og ikke mindst intellektuelle sværvægtsklasse (hvis man ellers kan identificere intellektuel indsigt med hjernelam ophobning af givetvis selv for forfatteren uforståelige fremmedord), så vil vi naturligvis også være med. Vi kan nemlig også vrøvle. Ja, enkelte derude, formummede som skæmtsomt-skumle skælme bag skærmene mener nok ligefrem, vi gør det hele tiden. Sikke dog noget vrøvl!

Nå, men ellers kalder arbejdet, ja, det nærmest råber ind i ørerne med en stemme så skinger som de kvindelige hystader i Disneys juleshow om “Askepot” Vi vil ufortøvet gå i gang med det og naturligvis forsøge at overdøve det med vores nyeste legebarn, biograf JBL-erne. Børn fås i alle størrelser men sikke de dog kan larme.
Det er bare vist noget, som børn kan.

Lidt reklame

Dagen i dag er noget over-opfyldt med forskellige sidste-øjebliks leveringer. Der er 8 forstærkere og 40 studie-hovedtelefoner, som skal pakkes og så osse lige 2 PA-systemer til en lokal skole. Åh nej, osse et komplet infosystem med diverse monitorskærme og et større videokonferenceanlæg og så alt det løse. Heldigvis dulmer al denne travlhed den ulidelige spænding mens vi venter på noget mere JBL-skrammel fra en ganske veludstyret biograf. Trods årtilange ganske vist lidt perifere erfaringer fra denne sidste ægte bastion for ordentlig lyd, de lokale større biografer, mindes vi nu aldrig her i lokalområdet at have set blot noget, der ligner kvalitetsmæssigt. Til gengæld har vi set palle efter pallevis af ligegyldigt THX-certificeret bras. THX er som visse bekendt ikke et kvalitetsstempel. Heller ikke det modsatte, men alligevel har dette for Lucasfilm særdeles givtige salg af licenser på udelukkende NYE porodukter sendt hele generationer af langt bedre produkter i historiens skraldespand. Eller altså undertiden til vores lille kælder. THX er godt for noget eller måske nærmere NOGEN! Skidt for de mange, men så meget bedre for de få heldige, som får “skraldet”

Ellers skal vi lige til sidst inden pakkeriet fortsætter lige huske et spin-off fra lidt af vores ATC-eksport i den professionelle verden. En af vores gamle venner og kunder, Peter Stengaard i Los Angeles, “name dropper” os lige i nyeste nummer af Mix Online således:
“Stengaard’s introduction to the ATC family of monitors came from Danish friend Paul Mathiesen. “Paul is a total hi-fi nut and I heard the ATC SCM300ASL in his living room,” said Stengaard. “It was crazy. The ATCs deliver a rare combination of excitement and accuracy. I can get excited and I can get everyone else excited too, and yet I still have all the analytical clarity that I need to do my job. The only other ‘monitors’ I use are my laptop speakers and my car. I don’t need anything else.”

Nu er det altid godt med tilfredse kunder og det er jo det, som vores lille firma lever af i denne herlige professionelle verden. Og hvad skal Peter Stengaard så bruge sine nye formidable ATC-monitors til?. Jo, han skal naturligvis mixe musik i den absolutte verdensklasse med en artist så stor og kendt, at alle i min generation og dén senere kan huske mindst én begivenhed (eller blot utallige permutationen af samme med vekslende partnere), som fandt sted med hende her “pumpende løs” i baggrunden. Hele tiden, helt vildt, igen og igen og årti efter årti.
Inden nogen måske får alt for slibrige konnotationer så skal vi ile med at afsløre, at Peters aktuelle projekt såmænd er den ikke længere direkte purunge disco-dronning Donna Summer. Ikke engang som temmeligt meget yngre tidsmæssigt ikke helt overraskende fuldstændigt parallelt med denne skribent var hun direkte overdrevent saft-spændtstig. Om hun stadigvæk kan pumpe som i ungdommen får vi høre, i det mindste kommer det til at lyde som godt, som det overhovedet kan eller måske ligefrem bedre. Ak ja, branchen er ikke altid lige glamorøs, der skal osse arbejdes ind imellem. Og det vil så også gøre.

Horror Vacui

I dag bliver morgen-ordene nødvendigvis korte som dagslyset, ganske vist ikke af samme grund. Der er lidt rigeligt meget at se til her mod årets finanansielle afslutning de fleste steder, så der skal pakkes, produceres og leveres i mere end almindeligt middelsvært omfang. Dette principielt lidt ensformigt-kedsommelige arbejde kan heldigvis ledsages af høj musik hernede og glæden understreges understreges kun yderligere af, at der er flere JBL-truthorn undervejs. Forhåbentligt, da, i det mindste har vi betalt dem.

Hvad skulle man då også i det hele taget gøre med sin noget sygelige hifiinteresse, hvis man ikke kunne dele det med de andre syge. Det ligger vel dybt i menneskelivets basaleste vilkår, at ingen normalt raske mennesker gider høre om andre folks sygdom i længere tid. Måske tidligere tiders udstødte i verdens vistnok stadigvæk mindst smitsomme sygdom, spedalskhedens, kolonier slet ikke havde det så forfærdeligt. Ihvertfald havde det da været ideelt i visse henseender hvis det ikke lige havde været for spedalskheden.

Og så tilbage til dagens overskrift, som næppe længere er kendt af ret mange og den oprindelige betydning sikkert af noget færre. Vi skal tilbage til den mest formørkede del af den allerede meget mørke middelalder for at finde den oprindelige betydning af denne “angst for det tomme rum”, som det jo betyder. I en tid med særdeles sælsomme videnskabelige forklaringsmodeller, sådan ca. på samme niveau som mange pædagogisk-teoretiske teser af i dag, indgik “angsten for det tomme rum” som en naturlig del af de mulige forklaringsmodeller, når man ikke lige kunne finde på andet at sige. Sådan en pseudo-videnskabelig ækvivalent til samtidens og alle tiders ideligt gentagne teater-trick, “Deus ex Machina”

Hvorfor der i naturen skulle være nogen naturlig angst for nogetsomhelst tomt rum var ikke særligt indlysesende eller for sags skyld noget naturligt. Da borgmesteren i Magdeburg, Otto von Guericke, midt i 1600-tallet ved sine forsøg med de såkaldte passende benævnte “magdeburgske halvkugler” havde påvist eksistensen af (næsten)vakuum, var “Horror Vacui” som naturlov stendød. Angsten forsvandt blot ikke, for i virkeligheden havde teorien måske været rigtig alligevel, blot oversat lidt forkert. Måske det blot skulle have været “angst for TOMHEDEN”..Angsten for at vågne op og opdage, at ens hele offentlige liv og identitet altsammen har været en alt for langstrakt opførelse af “Kejserens Nye Klæder”

Vi blev smerteligt opmærksomme på gyldigheden af disse gamle forlængst kasserede videnskabelige teorier her i weekenden, da vi skimmede et af de chat-fora for ultra-biate hifi-tosser, som vi ikke ret gerne vil være ved, at vi periodisk frekventerer. Nå, en vis klinisk interesse er der altid i de godt nok efterhånden sjældnere og sjældnere gensyn. Det er trods lige trættende nok for de allerfleste for Gud ved hvilken gang at høre om den fantastiske et nyt skidedyrt Chord-superduperkabel til massevis af tusindlapper, som man har har betalt men ikke fået endnu. Alligevel ved man allerede nu, at det altsammen bliver “mere dynamisk” med en “sortere baggrund” og et langt bedre “holografisk stereoperspektiv”

Nå, vi er lidt kættersk kommet på den tanke, at når samtlige kabel-modeller fra sådan en “fabrikant” (der blot anvender skide-stive skidebillige antennekabler til alting) allesammen fører til “mere af det samme”, hvorfor så ikke FORLÆNGE kablerne lidt. Bliver det dobbelt så godt og dynamisk med dobbelt så lange kabler? Det må det vel gøre med nogenlunde samme nødvendighed, som at et 10.000-netkabel på 1 m. i enden af et forsynings-system af el på 10.000 km. sagtens kan give kolossale lydmæssige forbedringer. Denne verden er fuldstændigt fyldt op af fup og fiduser og det er naturligvis ikke i nogens interesse at påpege, at kejseren ingen tøj har på.

Og så sker det alligevel, da en særskilt trættende-aktiv hifitosse udtaler disse skæbnesvangre ord:”Kender i det man er ved og gå kold i hifi når man ikke ved hvad man skal finde på? cit avtainment.dk)” Jamen siger alle ikke som de deltagere i denne “kejserlige komedie” med udelukkende mandlige optrædende med bar røv, at de i det for musikkens skyld? Det er virkeligt giftigt, det her, således at udstille den totale “angst for tomheden” hvis man har indset, at vejen er alt, og målet intet. Og musikken endnu mindre end intet. Anerkendelsen og interessen fra andre ligesindede er simpelthen alt. Og samtidigt intet den dag nogen stiller berettiget tvivl ved det fælles syge projekt, som moderne hifi så længe har været på nettet.

Ren exhibitionisme, simpelthen intet andet og intet mere, at gå rundt når man vel og mærke godt ved, at man intet tøj har på. Søvngængere som denne skribent er naturligvis fritaget for straf. Den allerværste angst er altid at vågne op en dag og opdage, at ens værste drømme om hifi eller frimærker eller angorakaniner er gået i opfyldelse, nemlig at det hele ingenting betød for nogen andre og allerværst, heller ikke for en selv…Som de mere end 2 millioner danskere, som begejstret har fulgt med i det danske kvindehåndbold-landsholds bedrifter i den seneste ugens tid, der må vågne op og smerteligt sande, at de blot har været ofre for selv-forblændelse. Nemlig at de på nogen måde var blot en smule interesserede i håndbold, sådan noget skal man altså noget ud på landet med, det er jo osse der alle klubberne holder til.

Ren kollektiv åndsformørkelse. Blot og bart blottede damelår altsammen i denne mørke tid, intet andet! Det værste og samtidigt mest sobre i erkendelsen er det vel, at sports-tillægget i dagens JP end ikke har fundet det værd at berette nogetsomhelst fra selve EM-FINALEN. Om de er blevet klogere omkring det folkelige hysteri eller om det er fordi Danmark ikke var med er så ikke til at vide. Det var da tydeligvis ikke nogen særligt ægte interesse for damehåndbold det drejede sig om, hvis nogen da ellers havde forestillet sig det!.
Heldigt denne tekst skrives i søvne mens jeg drømmer om JBL-monsterhøjttalere. Og måtte man kunne sove længe og sødt, beskyttet mod virkeligheden og den barske opvågning.

Mandelgaven til familier med mandel-allergi?

 
Posted by Picasa

Atter i dag skal vi huske at reklamere for vores årlige litterære mesterværk. Mange vil naturligvis lurepasse indtil værket er tilgængeligt indenfor biblioteksvæsenet, men køerne, køerne..!Ikke en stavefejl for (muh)-køerne, især da ikke fordi det staves ligesådan. Men til den store familie med mandelallergi gives der vel næppe bedre mandelgave?

Ellers skal vi naturligvis også huske at lykønske det danske elektronikfirma Gamut tilbage til Jordens (relative) overflade efter den nylige konkurs. Det er altid dejligt at se den “elektronik-artsdiversiteten” blomstre derude i selv de koldeste økonomisk trængte vintertider. Vi kender ikke den nye investor, men mon ikke det igen er tale om den sædvanlige og ret prosaiske forklaring om en tidligere kun delvist frivillig investor (den slags, der i bogholderisproget sædvanligvis benævnes “kreditorer”), der har forsøgt at begrænse tabene? Sådan plejer det at være og det vil vi da så gætte på osse er tilfældet her. Eller måske rettere, det kan næppe teoretisk være anderledes og så er det vel mere end et almindeligt godt gæt.

Ellers har vi længe her i hulen betragtet os selv som betydelige trendsættere. Ikke at det indtil videre har smittet særligt, den lokale population af halvgamle mænd har tydeligvis ikke taget den ellers særdeles vel-kultiverede trend med lange oilskinsfrakker og sjove Akubra-hatte særligt meget til sig, men nu tyder alting på, at tingene er under afgørende om-forandring (virkeligt et latterligt ord ligesom det dér at “vækste”) Det sidste er måske for denne skribent særligt latterligt, fordi en tidligere god kollega, en vis Kenneth Bremer, som den første brugte det overfor denne skribent. Det lød dumt, da han sagde det, og det skulle komme til at klinge endnu dummere, da man derefter så, hvad han gjorde. Nå, det eneste for mig og ham, som det lykkedes at få til at “vækste”, var vist vommen…

Anderledes trendsættende “credit” har vi så fået i dagens JP. Avisens faste (naturligvis kvindelige ak ak, er alle i dette fag enten kvinden eller bøsser?) stylist i mande-mode har nemlig endelig opdaget os. Eller det har sandsynligvis ikke, men derfor kan vi vel godt “stoltsere” lidt i dag som andre opblæste påfugle-haner. Emnet er SKJORTER, altid et spændende emne for denne skribent, som har langt over 100 af slagsen. Stylisten stiller i dag det interessante spørgsmål om dette brandvarme emne således:”Skal skjorter være meget nystrøgne og på grænsen til det kedelige?” På dette åbenbart meget kontroversielle spørgsmål svarer hun det helt overraskende “Nej!”

Huhej dog, vi er altså ikke kedelige her i huset, for selv om der er vanvittigt mange skjorter her er ingen af dem ret nystrøgne. Ja faktisk mener min kone slet ikke, at NOGEN af dem er strøget overhovedet, men hun er osse en smule sær. Ikke underligt med sin opvækst, præget af et år i Schweiz, hvor man skulle kunne skære sig på pressefolderne på en nystrøget skjorte. Det kan man helt bestemt ikke her, og jeg må vel også realistisk indrømme, at der kan være enkelte bittesmå, næppe for det mandlige øje synlige smårynker tilbage på mine skjorter. Og det hurra-hurra, er så lige netop i dag blevet moderne. Man(d) glæder sig ikke mindst over ikke at være helt så kedelig, som ellers alting hidtil tydede på, at man var.

Ellers er magtbalancen i hjemmene forlængst tippet, og de resterende pip fra mande-dybet er noget sølle. I samme grinagtige tillæg er ellers forslag til at indrette et rigtigt mandeværelse. Sådan et har vi her i huset, endda indrettet af en mand. Sådan da, mumler fruen over morgenkaffen.
Meget betegnende for tingenes fortvivlede tilstand er det naturligvis 2 KVINDELIGE stylister, som skal indre det ideelle herreværelse. I denne komiske pseudo-indretningsverden, hvor mænd vist mest “holdes” som letter kuriøse akvariefisk, kan man(d) så vælge (hvis man(d) altså ellers havde haft noget valg) mellem mandige ting som spilleborde, cigar-køleskabe, Chesterfield-sofaer (som åbenbart er særdeles mandige) og sågar osse højttalere.

Meget betegnende har disse stil-forstyrrede Mrs. Dominatrix-er valgt at afbilde en kvindagtig/rundbu(g)et B&W-højttaler, som ser ca. ligeså klassisk mandig ud som smagsdommer (kvalme)-Adrian Hughes. Og så er det alligevel altsammen en tom stiløvelse, det dér med at være mand mand, for som stylisterne skriver:”(Man(d) kan) drømme om, at din kone en dag giver dig lov til at placere udstyret i stuen” Sikke dog en barsk mand, som ikke engang tør SPØRGE, kun drømme om at gøre det. Og hvorfor overhovedet spørge, hvis man altså VAR en rigtig mand. Eller overhovedet LÆSE det her her kvindedefinerede lorte-mandeliv, som kun på symbolsk skrømt levner plads til mænd. Som at lukke marsvinet ud på gulvet, “dick´e” (vi er opmærksom på den tvivlsomme stavning) det lidt og så straks derefter retur til det trange bur. Holdte mænd, rene skvat simpelthen.

Og så endeligt fruens dom over vores megastore JBL ex. U.S.Army-højttalere. Efter lidt fiflen med equaliseren bagpå og yderligere diskret tilsætning af en 2405-diskant nikker fruen absolut godkendende. Over LYDEN, som næsten er på omgangshøjde med husets bedste i visse, men naturligvis ikke alle henseender. Homogeniteten er fremragende og overgangen til basenhederne er forbilledlig. Det er næsten alt for meget altsammen, alting er kæmpestort og andet ville vel næppe heller være at forvente med en maximal mulig lytteafstand på 2 meter fra disse 1.80 høje højttalere. Det er muligvis ikke helt dette forhold, som den teoretisk ideelle højttaler-opstilling i en trekant foreskriver, og da nok slet ikke denne triangulering.

Derudover lyder det ganske fremragende, men fruen står alligevel fuldstændigt af på et helt afgørende punkt: UDSEENDET! Bramfrit som en rigtig sømand (ikke som de danske flødeskums-gaster i Golfen) mener hun, at hun fandeme ikke gider at sidde og glo ind i en neger-røv! Det er da et synspunkt, som er til at forstå og forholde sig til og det er da korrekt, at det er noget intimiderende at sidde tæt på. Det er muligvis visuelt guf for særligt vest-jydske mænd (hvor der findes særligt mange bredbagede vestafrikanske såkaldte “hus-bestyrerinder”, angiveligt mest ud fra, at det er den mest økonomiske måde at få kvinder i huset på, kønnet betyder mere end udseendet på de kanter).
Der går let lidt “amtør-gynækologi” i at lytte musik her i “ballernes” nærfelt fra JBL 2360-hornet, det må jeg selv nødtvungent indrømme grænsende til det egentligt distraherende. Nå, man(d) kan jo heldigvis også bare lukke øjnene ved synet af disse kolossale dobbelte beg-sorte halv-kloder. Og samtidigt glæde sig over, at selv disse normalt gennem livet normalt ret stabilt voksende attributter hos nordiske kvinder alligevel aldrig aldrig kommer helt herop og “ringe” Selv normale midaldrende koner kommer let til at se lidt anæmiske ud foran disse JBL. Måske et vældigt godt forhandlingsargument overfor fruen, selv om det nok bliver lidt besværligt at fremlægge korrekt…
Og burde disse madammer så ikke kunne glæde sig lidt over den her heldige fysiologiske tilfældighed nu de alligevel forlængst har fået al magten alle andre steder? Man(d) tør næsten ikke spørge…

Misinformation

 
Posted by Picasa

Ingen er fuldstændigt fejlfri, ikke engang denne skribent. Derfor tør vi godt indrømme, at vi har fejlinformeret den hungrende hifi-offentlighed omkring vores osse i dag afbildede JBL-biografhøjttalere. Vi kan altså ikke helt lade være med at glædes over dem. Fruens dom vil vi bringe sidst i denne udsendelse et sted. Nej, du bliver nødt til at læse det hele, heller ikke denne skribent ved nemlig endnu præcist, hvor det kommer til at stå.

Tilbage til fejlinformationen. Den korrekte modelbetegnelse for disse højttalere, som vi ellers behændigt har undgået uden helt at være opmærksomme på det, er JBL 4675. Der er tale om akustiske transformatorer med en relativt beskeden følsomhed, blot 100 dB for 1 watt. Det går nu udmærket godt endda med den “påspændte” McIntosh MC-2600 600-watter, ja endda uden at overdrive særligt kan vi vel sige, at i den afbildede lytteposition er der dømt akut mulighed for “øjeblikkelig permanent høreskade”! Herligt, giv den mere gas for som tyskerne dernede i højttalernes oprindelige hjemstavn, Nürnberg, så rammende udtrykker det: “Nur immer Vollgas!” Og lige præcis gas er tyskerne jo traditionelt en slags eksperter i.

Mærkeligt som tingene skrider umærkeligt og uafvendeligt af sted som selve tiden. Med tiden og hele tiden. Og nej, vi skal ikke i dag bevæge os ind i den sygere del af hifi-verdenen, hvor alle prædiker udelukkende for sig selv for at overbevise alle andre om, at deres eget anlæg, som de helt selv har købt, er verdens teoretisk allerbedste. Indtil næste uge, hvor alle teorierne alligevel er ligeså umoderne som enhver faktuel viden allerede længe har været. Selv falder vi kun periodisk i denne dybe muddergrøft, vi ved nemlig for det meste godt selv, at selv det bedste isenkram vi har, blot er en sølle afspejling af den konstagende undvigende virkelighed.

Lige netop i tilfældet med disse JBL foregår der dog lydmæssigt en skal vi sige noget “alternativ kommunikation”, sådan næsten “semi-seismisk” En af de helt enestående egenskaber ved disse skrumler er en basgengivelse, som er så markant anderledes end alt vores andet isenkram, at man ligefrem bliver syg, sådan lidt i retning af kvalme. De her 4 stk. 2225 massive 15-tommersbasser i den anvendte basrefleks uden forsøg på at lade refleksporten spille under enhedens grænsefrekvens er simpelthen SKRÆKINDJAGENDE. Gengivelsen kan vist bedst betegnes som “massiv”, ikke som noget negativt ladet ord, mere i sammenhæng med “BJERG-massiv” Tungt, stabilt og ikke noget man diskuterer med eller om. Mere lyd som lovet lidt senere.

Ellers skal vi tilbage til overskriften. Nu har det danske forsvar vist ikke noget, der hedder “Forsvarets Misinformationstjeneste”, men det kunne næsten ligeså godt have haft. Eller i det mindste “Forsvarets højst selektive informationstjeneste” men alt det her ordkløveri betyder altsammen overhovedet ingenting. Når altså blot adressaten for informationen er stupid nok. Andet og måske pænere ord dækker dårligt i dagens JP om om atter en af de mange “plantede” jubel-historier om den fortsatte piratjagt udfor Somalias kyst.

Nu er allerede begrebet “jagt” jo i denne sag strakt til den alleryderste semantiske grænse, for normalt er der en nødvendigt element af finalitet i jagt. I modsætning til anden mandelege er jagt normalt en dødbringende og ikke-reversibel proces. Når man som lille dreng fanger krabber i havnebassinet eller ni-piggede hundestejler i brand-dammen og efterfølgende slipper dem ud igen, når mor kommer tilbage og overbærende ser beundrende på sin lille Poul, så taler man altså IKKE om egentlig jagt. Når ingen dør, er der ingen jagt og ingen storvildtjæger kan jage med en bedøvelsepil. Og så kan man sprogligt i disse tider tale nok så meget om “jagten på spritbilister”, mening giver det ikke.

Tilbage til den imaginære “pirat-jagt” som mest minder om den tilsvarende traditionelle aktivitet med indfangning af harer på danske småøer. Som skete for at man kunne slippe dem ud på andre hare-fattige lokaliteter og SÅ gå på jagt efter dem. Det andet kaldte man meget betegnende for “indfangning” og det var det jo.
Og så skal vi præsentere en vis Peter Erntved Rasmussen, som vi aldrig har hørt om og som vi derudover heller aldrig nogensinde håber at komme til at høre fra igen. Ikke med mindre han i en forfærdelig fart bliver frygteligt meget klogere. Eller alternativt blot en smule kritisk.

Manden er forfatter som også denne skribent, hvis første ægte ISBN-produkt netop er kommet på gaden. Der burde måske derfor herske en vis kongenialitet mellem os, men det håber vi nu ikke. Den her angivelige reportage af JP´s udsendte medarbejder er simpelthen det mest skammelige ukritiske bestillingsarbejde, som vi mindes at have set i denne allerede langgabende danske pirat-farce. Hvor man blot leger, at man er rigtige soldater. Man har alle skyderne og skyder alligevel ingenting, og det kalder man jagt, ak ja.

Det eneste offer i dag er vist den journalistiske integritet og almindelige anstændighed, men det kan vel også være alvorligt nok. Vor ven Peter er blot og bart en passiv “penneholder” for yderligere uforsvarlige bevillinger til den danske farce-flåde i Golfen. Hør blot overskriften: “Piratjægere går glip af vigtige spor” Nu er alene det at “spore” pirater ganske svært, da vandmasser så vidt vides ikke har nogen “hukommelse” (vi ved godt der findes russiske mystikere, der hævder noget andet men det er nu alligevel lidt for mystisk for en simpel dreng fra landet)

Med pirater er det vel såre simpelt: Enten fanger man dem, eller også gør man ikke. Man behøver slet ikke spore nogetsomhelst, som man allerede har fanget og at spore det, som man så ikke har fanget og som forlængst er tilbage på landbasen er ligeså meget spild af tid som det for en rigtig “morderisk” jæger at sidde og glo på naturudsendelser i TV. Vores journalistiske ven har vist brugt lidt rigeligt megen tid nede i kabyssen på “Esbern Snare”, som skibet hedder. ja, han interviewer endda en af hele 4 kokke ombord, som “forbereder minister-smørrebrød” Ja, der er såmænd rigelig “suspense” i den her reportage. Af den HELT kvalme slags.

Tilbage til de danske pirat-pseudojægere, for andet kan vel dårligt kalde nogen, der i løbet af et helt år kun har fanget sølle 47 pirater. For derefter uden nogen undtagelse at slippe dem allesammen behørigt fri igen med friske forsyninger og rigeligt brændstof. Afskrækning af den helt barske slags. Slet ikke som de skide morderiske amerikanere, der i en anden sag i området skød for at dræbe gidseltagende pirater. Hvad ligner det da, rigtig jagt ville man måske kunne sige..? Sådan er danskerne heldigvis slet ikke. I stedet har de fangne pirater “fået deres fingeraftryk scannet i en AVANCERET (vores understregning red,) computer”

Nu ved vi ikke hvad der gør en simpel scanner som vores egen af et såre simpelt billede som af en fingerspids særligt avanceret og hvilket abnorm computer der skal til for at behandle disse ikke voldsomt kolossale data-mængder, men det er nok en militær hemmelighed. Ihvertfald er det en betydelig intellektuel udfordring og det skal blive meget værre. Problemet er åbenbart, at disse vigtige data om fingeraftryk og de ligeledes af “Esbern Snare”´s snarrådigede ved samme lejlighed kopierede data fra mobiltelefoner. Uden at det dog er helt klart, hvordan dette i praksis foregår, da man vel næppe underkaster piraterne direkte vand-tortur og nærdruknings/dødsoplevelser for at af-æske dem telefonernes låse-koder. Og hvad bruger pirater dog derudover mobiltelefoner til i et helt ocean garanteret helt uden mobildækning?

Og så endelig-endelig hele gåden omkring de “vigtige spor” Det viser sig nemlig, at “disse værdifulde data”, den danske flåde med så betydelige afsavn (mest fra almindelig motion, hvis man skal tro dagens billede, de ser noget kabysset/trivelige ud allesammen) ikke kan deles med andre skibe, fordi de “tekniske systemer ombord på flådefartøjerne ikke taler sammen” og “Det kan i værste fald betyde, at pågrebne pirater må sættes fri i stedet for at blive idømt fængselsstraf ved en domstol”

Og så burde komikken vel forlængst gået for de fleste, for INGEN af de indfangne og passende “afkopierede” pirater (som jo altså KALDES og ER PIRATER allerede) er NOGENSINDE blevet noget andet end løsladt igen. Hvordan i Helvede kan idioten så tale om “i værste fald”, når der 100% aldeles udelukkende er tale om “bedste fald” For piraterne forstås, nul risiko simpelthen for disse sørgeligt misforståede og samspilsramte og til evighed post-traumatiserede sorte fætre. Mage til flommeflæsket bespist journalistik skal man heldigvis stadigvæk lede længe efter. Fang da for Helvede en pirat og gør noget ved ham. Blot én eneste ville være en forbedring. På præcist én. Måske ikke underligt, at der sikkert ved en fejl har indsneget sig et stykke potentielt problematisk information. Nemlig at piratangrebene ikke er faldet. Jamen det var dog underligt i lyset af denne heltemodige danske indsats.

Spørgsmålet er så blot, hvor mange af disse forædte søulke, det danske forsvar efterfølgende skal føde på for for de allerfleste må en hjemvenden blive dybt traumatiserende. Sikke syner der må gå gennem deres hoveder, grusomme syner der bare ikke vil gå væk. Af det kolossalt overlæssede store kolde frokostbord, som man slet ikke trods tydelig og ihærdig indsats kunne æde. Og inden man blev færdig så stod den endnu mere traumatiserende aftenbuffet der allerede. Grusomheder i ubegribeligt omfang mod menneskeheden.

Og hvad sagde fruen så? Jo, efter et kort lyt af vores JBL 4675 konstaterede hun ganske kort, et der “lige skulle arbejdes lidt mere med dem” Og det har vi så gjort, resultatet følger måske i morgen, hvis det da ellers er blevet godt., lidt selektive kan vi vel også være..!