Nye tider i kælderen!

Undertiden møder vores lille virksomhed visse udfordringer i sin fortsatte indtil videre uendelige søgen efter krukken med guld derude for enden af regnbuen. Den krukke, som forhåbentligt er stor nok til at forsøde omend ikke nødvendigvis ligefrem for-gulde denne skribents snarlige pensionering. Der så som direkte konsekvens af dette kronisk  manglende held jo allerede er skudt ganske mange år ud i fremtiden. Nå, men vi skal nu ikke klage, vores virksomhed går glimrende, tangerende det egentligt fremragende, så alt i alt er der gemytlighed til stede.

Alligevel kan man støde på problemer så store, at det næsten ikke er til at leve med dem. tag for eksempel dagens akutte udfordring med at beherske betjeningen af en drone. Altså af den mere fredelige slags, der skal fragte et GoPro actionkamera rundt i den lavere del af stratosfæren-den opnåelige tophøjde vil jo nemlig være noget afhængig af denne skribents færdigheder ved styregrejerne, der endnu ikke er vanvittigt vel-dokumenterede. Dronen ligger nemlig endnu usamlet i sin kasse foran denne skribent.

Nå, men vi får se, om denne skribents aldrig nogensinde spor kultiverede færdigheder ved hverken joystick eller keyboard alligevel vil være i stand til at “flyve” og måske ligefrem tillige STYRE denne drone. Der er dog en absolut reelt eksisterende risiko for på nærmeste hold at se 10 af de helt store pengesedler brage terminalt kvasende ind i et træ. Sig så ikke, at det kan være udfordrende at være mindre erhvervsdrivende! Nå, men foreløbigt går det fint, sagde manden her, der lige havde perforeret tapen på papkassen i den ene ende..Vi håber det bedste og ellers må vi jo betale for indhøstet lærdom ved kasse 1..

Ellers er der afgjort lysere tider her i vores lille firmakælder-domicil. Vores normalt bedst spillende kælder-højttalersystem ( det skyldes ret enkelt, at det spiller på tværs af rummet), er nemlig blevet kastreret lidt. I stedet for som tidligere at bruge bundkassen fra det store 5674-biografsystem med de 4 stk. 15-tommere i hver box, så er der nu blot tale om et helt normalt JBL 5671-system med en enkelt 15-tommer pr. side.

Og det medfører 2 absolut store fordele: For det første, så når toppen af systemet “kun” op til undersiden af skråvinduerne og ikke som tidligere helt til loftet med stærkt forøget lys-indfald til følge. Desuden er der basis for en afgjort forøget realisme i stereo-bredden, idet højttalerne kan stå en del længere fra hinanden, ja ligefrem så langt, at det faktisk er helt fint grænsende til det ideelle. Og det lyder da osse ganske fint hvis man altså ikke ligefrem er “basso-man” For med en frekvensgang i fri luft på minus 3 dB ved 50 Hz og hele minus 10 dB ved 40 Hz er systemet så på trods af roomgain ikke akkurat nogen bas-kanon.

Men til gengæld så LYDER kanonen fra Telarcs absolutte showpiece, 1812-ouverturen med rigtigt skyts, her på dette system grangiveligt som en rigtig kanon. Og det skyldes naturligvis ganske enkelt, at alle rum-resonanser i den laveste oktav jo ligesom ikke anslås og dermed ikke maskerer den mere hørbare del af braget. Om det så er godt eller skidt er ikke helt simpelt at sige, men det lyder nu ganske fedt. Og med en nu noget reduceret højde på 5671-systemet til blot 148 cm. forventer vi stærkt forøget salg. WAF-en er nu stadig ikke helt imponerende med de nødvendige 78 cm. i bredden og detrudimentært-skeletagtige stativ bagtil, der er nødvendigt for hornets korrekte “tilt” Og så er der jo osse lige det med de nødvendige 8 forstærkerkanaler og den dertil hørende og pinedød nødvendige digitale processering.

Nå, men nu er der så lige landet 3 paller med ATC-højttalere, det var da osse lige det, der manglede. Og jo, manglet, det har de hos de forventningsfulde kommende ejere derude, så mon ikke det altsammen ender med smil og glæde derude om lidt. Altså lige på den anden side af alt mosleriet med sækkevognen.
Derude, hvor krukken med guld skal søges..

En formummet skælm.

I dag vil vi indlede med en forbrugeroplysning. Det drejer sig om et stort og kendt firma, som vi tidligere har spildt en del tid på at forsøge at handle med. Det er således ikke kun en oplysning om samme firmas håbløsheder, det er desværre osse en indrømmelse af egen dårskab. For hvordan kunne vi dog finde på det?
Jamen det kunne vi, fordi firmaet siden vores sidste handel for efterhånden adskillige år siden burde have ændret struktur. Således var den dengang afgjort mest håbløse af de nu 2 fusionerede virksomheder inden fusionen på fallittens rand og det var bestemt ingen tilfældighed. Mage til inkompetence har vi da godt nok aldrig oplevet i Eplehuset, som det hed dengang på Clemens Torv i Århus. Simpelthen INTET kunne de finde ud af, ikke engang korrekt at aktivere et iTunes-gavekort. Der dengang for ganske få år siden  var noget vanskeligere at finde end nu.Og så skal vi slet ikke forsøge at fortælle om håbløse fejl i firmaets ikke-eksisterende interne procedurer i forbindelse med vores hurtigt kuldsejlende forsøg på køb af en MacBook med noget så eksotisk som lidt ekstra RAM..

Trods mange dages forsøg lykkedes det aldrig for Eplehuset at levere det ellers uhyre simple produkt, som vel og mærke VAR på lager i deres eget baghus. Måske det ikke lykkedes at finde skruetrækkeren, så simpel er operationen jo. Nå, men Eplehuset gik fortjent formelt på røven og blev opkøbt af Humac for forhåbentligt ingenting, givetvis en korrekt estimeret værdi af firmaets akkumulerede og omhyggeligt kultiverede (negative) goodwill.

Nu var Humac allerede dengang blot et myrekussehår bedre end Eplehuset, men dog bedre. De kunne til eksempel både finde OG aktivere et iTunes gavekort. Derfor var det jo med nogen spænding, at vi i freedags begav os ombord atter engang i den nye fælles-skude af Humac og Eplehuset, da vi ret presserende skulle bruge en noget speciel iPad Pro. Og HURRAH, om ikke det så ud til, at netop denne attråede dims var på lager der i det gamle Eplehus på Clemens Torv.

Nå, men denne skribent kommer som bekendt fra landet og besidder en vis ballast af skepsis derude fra. hvor muldjorden går op til langt over livet. Derfor ville jeg gerne lige sikre mig, at skidtet rent faktisk både FANDTES og kunne FINDES dernede på lokaliteten. Og så startede tosserierne for alvor. For ikke nok med, at man overhovedet ikke kan ringe til den enkelte butik i det store impotente (skulle det vise sig)  Humac-imperium. Næh, man kunne hellr ikke trods et kvarters venten komme igennem til hovednummeret trods talrige varsler om, at samtalen kunne blive optaget til videreuddannelse af medarbejdere. Hvilke medarbejdere kunne det lige være nu der ingen var eller nogensinde kom..?

Nå ja, der var osse en mulighed heldigvis for mail-forbindelse, så den tog jeg så naturligvis i den gode lange tid, hvor jeg ventede på absolut overhovedet ingenting. Og fik straks svar, selv om måske ikke lige var det, jeg havde forventet. Det var nemlig bare et automatsvar med meddelelse om, at min “sag” ville blive besvaret indenfor 4 timer. Og med eminent sans for dødssyg timing ville det blive mandag omend jeg endnu ingenting har hørt derfra.

Det er nu heller ikke aktuelt længere, belært af atter en håbløs forsøgsmæssig købs-oplevelse (og denne gang med garanti den aller-allersidste)dernede, Vi har forlængst shoppet andetsteds og varen er faktisk allerede blevet leveret her nu til morgen. Hurtigt, nemmere og billigere.
Nå, men vi kan da glæde os over, at Humacs regnskaber er akkurat ligeså latterligt ringe som deres ikke-eksisterende service, nogen retfærdighed er der tilsyneladende endnu i denne mærkelige verden. Og hvis der er en virksomhed, som vi i ganske særlig grad ønsker må gå “på røven”, så er det da Humac.
Og mens dette skrives, så er der kommet svar fra Humac. Trods tidligere oplysning om, at den forkætrede iPad Pro VAR på lager, så viste den sig måske forventeligt nok IKKE at være det. Nu håber jeg så bare endnu mere, at Humac får lønsomhed som fortjent…!

Ellers er denne skribent som tidligere nævnt aktiv på et par avisers debat-fora. Og som osse engang bemærket, så er der en alarmerende tendens under hurtig udvikling, en udvikling, som hvis den føres til sin yderste konklusion, vil dræbe enhver ægte politisk debat.
For når for eksempel en politiker/minister angiveligt skriver noget, så er der en flok total anonymiserede embedsmænd og pressemedarbejdere, der fra deres totalt tomme Facebook-profiler døgnet rundt dækker det  skrevne af på en endda meget iøjnefaldende måde. Man kan absolut INTET finde på deres Facebook -profiler, når “Morten Nielsen” og efterhånden alt for mange andre som trolde af æsker springer ud med deres gabende forudsigelige forklaringer omkring det tit ofte typiske totale nonsens, som deres egne kolleger har udgivet som den aktuelle politikers udsagn.

Nå¨, men denne skribent ser det som sin kedelige borgerpligt at forsøge i bedste islandske saga-stil at “ryge” de mest brodne spin-doktor-“kar” ud af debatten. Endnu har ingen dog på trods af talrige opfordringer fra denne skribent indrømmet blot det allermindste, men det er jo osse svært for formummede agenter at gøre uden at miste jobbet.
Nå, men indtil der forhåbentligt engang kommer positive identifikatioskrav om navn og adresse som i avisernes læserbrevsspalter i gamle dage, så vil jeg forsøge at “tikke” som alle småfuglene, mens katten lusker rundt.
De formummede offentligt ansatte skælme er skammeligt lette at spotte, de er trods mangeårig cand. polit-uddannelse ikke andet end amatør-agenter i sproglig henseende, idet de ALDRIG gør andet end at fortolke det  oprindelige  indlæg. Aldrig nogensinde et kritisk ord om det oprindelige oplæg, kun enerverende angreb på enhver kritisk og såre berettiget tvivl hos andre debattører.
Og det mest komiske er vel, at for tiden er disse statsansatte skribent-skælme mest travle med at beklikke enhver folkelig tvivl om Rusland nu lige er det største onde dyr i Åbenbaringen.
Og det sker så med metoder, der mest ligner situationen I SOVJETUNIONEN inden Murens fald. Jeg ved godt, hvem jeg synes er farligst her og det er IKKE Rusland!
For intet er farligere end den fjende, som du ikke kan se! Simpelthen  totalt skruppelløse  intellektuelle lejesvende til leje..

Ludere og luder-lak

Vi skal starte med at beklage de seneste ugers fundamentale svigt på denne plads. Undskyldningerne er mange som strå på forårsmarkerne, men som disse er ingen af dem rigtigt bæredygtige enkeltvist. Den seneste kan dog rimeligt hænges op på et semi-tvungent weekendophold for denne skribent atter engang på sagnomspundne Endelave Kro. Og inden man måtte få tanker om frihed og anden festlighed, så var det et ophold med det primære formål at indsamle forstenede blæksprutte-skaller, de såkaldte “vætte-lys” til madammen.

I forbindelse med nylige ophold med heste og hunde og sager i det ekstreme nordvest-jydske kom fruen i huset her nemlig uforvarende til at se en bord-dekoration hos vores værtinde deroppe. Den bestod af en simpel glasskål med HUNDREDEVIS af de her forbandede fossiler, placeret pladask midt på spisebordet. Og det forbandede lige i dette tilfælde bestod i, at denne skribent selv havde indsamlet samtlige af dem antageligt for at imponere vores værtinde engang for efterhånden adskillige årtier siden. Uden at røbe for mange indiskrete detaljer kan det godt afsløres, at bemeldte dengang noget yngre “model” af vores værtinde lod sig købe ihvertfald i et vist omfang af denne måske lidt løjerlige kærlighedserklæring fra denne dengang ganske ihærdige skribent. Det tog nemlig forbandet lang tid at finde de her vættelys.. At dette afrodisiakum så åbenbart alt for hurtigt mistede sin magt bevistes vel bedst af, at den så heftigt attråede straks derefter avlede 3 børn med en anden mand.

Nå, men sidste uge skulle den af fruen her i huset nu prøve så stå. Nemlig om jeg kunne gentage den relative succes, som det jo havde vist sig at være. Nemlig om jeg i lighed med de indfødte på New Guinea med deres sago-larver til deres udkårne kunne demonstrere min kærlighed ved at finde en megabunke vættelys. Koner kræver åbenbart vedligeholdelse..  Nå., men desværre var det en total fiasko som vel alle forsøg på at matche egen fortids fortræffeligheder altid er dømt til at være. Lige her var der dog en god undskyldning: I forbindelse med kysthævning var de vættelys-bærende stenlag simpelthen blevet permanent begravede under sandet.

Så hjem til den forventningsfulde frue uden blot et eneste lille forkølet vættelys, hvor ynkeligt og skammeligt var det? Meget, skal jeg hilse at sige og det har siden kostet ganske mange blomster-bukket blot delvist at genvinde fruens gunst. Desværre varer det så forudsigeligt blot til næste gang, hvor hun atter skal konfronteres med den dér forbandet store skål oppe i Bøvlingbjerg, der står og råber midt på bordet. Hm. der skal vist arbejdes lidt ekstra af denne skribent.

Ja ja, vi er vel alle, m som k, til salg i et vist omfang, ludere for Vor Herre. Tag for eksempel denne skribent, der i en ATC-handel har fået et sæt super-mint  Kenrick-restaurerede Yamaha NS1000M højttalere i bytte og det endda i den enestående japanske udgave af den ultimative luder-lak, som det engang hed i andre mere frisindede tider. Finishen hedder vist “okseblod” og er fuldstændigt “over the top”-åndssvagt overgjort efter min beskedne mening. Andre besøgende  kalder det ufatteligt smukt, så nu mangler det så kun at få dem sat til og få lyttet lidt. Og mon ikke de spiller ganske fint, der er trods alt tale om et antageligt vanvittigt kostbart prestigeprojekt fra Yamaha fra 1970-erne, hvor man som de allerførste pionerer anvendte det umanerligt giftige og vanskeligt forarbejdelige beryllium som menbranmateriale.

Det var så dengang, at der stadigvæk var en nær forbindelse mellem decideret grundforskning og praktisk produktion i audiobranchen. De tider har længe været forbi, nu er alt for mange blot reducerede til veritable “audio-ludere” Hvor alle nok så absurde ideer og meninger kan vinde gehør blot så længe der ikke er kætterske ting som nogen former for blindtests involveret. Og alt for mange fjolser så derefter “står på mål” for aldeles idiotiske synspunkter og meninger om kabler og alt muligt andet uden nogensinde at ville lade sig teste om den reelle hørbarhed af alle deres fritflyvende fjollerier.

Og hvor galt det kan gå har vi for nyligt set på engang ganske hæderkronede pinkfishmedia, hvor man fra ejerens side simpelthen har valgt side og ekskluderet den mest ihærdige fortaler for objektiv testning. Skam dig, forum-ejer Tony, du er en betalt branche-luder af de værste.

Og at tænke sig: For blot 10 år siden var det mest idiotiske , man kunne komme i tanke om, såmænd forgyldte sikringer. I dag er hele hifiens “luder-tog” kørt utallige stationer videre i sin terminale dødskørsel mod rimelighedens afgrund.
Og i det lys er japanske Kenricks luder-lakkede Yamaha NS1000M såmænd slet ikke så slemme endda.Måske denne ellers i egen selvforståelse uhyre ubestikkelige skribent har et lille strejf af luder-mentaliteten. For for blot få år siden ville jeg da have syntes, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få sådan et 100-gange lakeret misfoster ud af huset. Filosoffen Heraklit med sin tese om, at “alting flyder” havde tydeligvis mere ret end jeg bryder mig om at indrømme..
Jeg er da tydeligvis selv flydt et stykke vej siden vættelysene i startfirserne..