Milepæle i nonsens

Denne uge vil vi atter uden tanke for snavs på fingrene gå løs på den store konspiration, som dele af hifibranchen og dens mere skruppelløse købmænd har skabt. Undertiden føler vi os som Churchill-klubben under 2. verdenskrig i vores uselviske kamp for fremtiden for hifi som en civiliseret og honnet hobby. Man bør huske, at disse proto-frihedskæmpere var aktive, da alting så allermest håbløst ud.
Efter vores pladespillerklumme sidste uge er vi fra angiveligt fagligt hold blevet gjort bekendt med, at Rega efter knap 30 år har fastmonteret motoren direkte på spånpladen. Der findes sågar et retrofit motorkit, der ved hjælp af rumfartsmaterialer klæber den ny motor på. Egentligt tankevækkende, jfr. den spændende Apollon-debat om verdens bedste CD, at Rega ikke opfinder alting selv, men det kan selvfølgeligt være et produkt, de selv har udviklet til rumfartsindustrien. Samtidigt er vi blevet irettesat for helt kættersk at antage, at der findes nogensomhelst teoretisk mulig målemetode, der fyldestgørende beskriver herligheden i ovennævnte superprodukt. I en del år har vi ment, at nogle af de få ikke-diskutable kvalitetsparametre for pladespillere var målinger af absolut hastighed, rummel og wow/flutter. Hvem skulle nu have troet, at selvindlysende hjørnesten i produktbeskrivelsen på højde med mål og farve nu var blevet kontroversielle emner. Der er efter vores bedste vurdering målinger, der som et absolut minimum skal overholdes, for at begrebet hifi har nogensomhelst mening, og til disse hører så absolut disse. En pladespiller er jo ikke raketvidenskab, selv om det som en selvfølge kræver en del erfaring i nødreparation af rumsonder bare for korrekt at montere en pickup på ovennævnte fabrikat. Nu har man jo også i en del år tydeligvis haft travlt med at eksperimentere med motorens montering, og der er altså grænser for hvor mange uendeligt langvarige lyttetests, der kan gennemføres på en overenskomstreguleret arbejdsdag.
Nu er det ikke det allermindste kritisabelt at sælge den platteste spånplade som guld. Det er det heller ikke i sit brochuremateriale i ordvalg at svæve derop, hvor opdriften forsvinder og Ikaros forlængst var styrtet ned. Det, der derimod er det reneste nonsens, er at forsøge at overbevise andre fagfolk som undertegnede om produktets kompromisløse kvalitet og gode intentioner. Der er vel næppe nogen, der formaster sig til at påstå, at Dancake eller Coronet æbleskivefabrik kompromisløst forsøger at benytte råvarer fra økologiske besætninger i den gode sags tjeneste, selv om de har en lignende position som OEM-producent som Rega på det mikroskopiske pladespillermarked. De er store på OEM- markedet, fordi de er billige, punktum. At både COOP og Dansk Supermarked har egne husmærker af Coronet-æbleskiver gør squ da heller ikke produktet bedre, for det er nemlig ganske det samme. At alle bruger Rega- arme i økonomiklassen er et bevis for kvalitet i samme vægtklasse, nemlig i letmyggevægt.
Det er først når sælgeren selv kommer til at tro på sit eget salgsævl, at der får alvor opstår problemer. Heldigt for undertegnede er det ikke de skarpeste knive, der er ansat i vores branche, så måske kan man undskylde det. Der findes bestemt sobre undtagelser, også i vores by og navnet kan oplyses på forlangende, og nej det er ikke os, dertil er vi alt for beskedne.
Denne uge var også rammen om den angivelige afsløring af vores egen store masterplan om at blive vor tids store folkeforførere, en plads, der ellers synes at være ganske ombejlet. Medlyd spottede en djævelsk plan, der fulstændigt overskygger enhver nok så ambitiøs James  Bond-skurks ydmyge ønske om verdensherredømmet eller måske blot at ødelægge civilisationen, som vi kender den, altså i sandhed kondenseret ondskab.. Taget med bukserne nede som vi jo er, kan vi kun beklage. Nej, mage til pladder skal vi da ligegodt noget ud i hampen for at finde, som også et par indlæg har påpeget. Selv i en Hollywood B- film er det et kassabelt plot, og der skal der da ellers en del til.
I denne branche er det tilsyneladende fuldstændigt uforståeligt for selv professionelle aktører med mangeårig erfaring, at man faktisk godt kan skrive, hvad man mener, uden økonomiske bagtanker. Selv om det efterhånden er en del år siden,det har været sådan i den store almindelige hifipresse, så er vi i historisk perspektiv langt fra unikke. Indrømmet, vi har solgt et par bananstik, vi næppe ellers ville have solgt, men ellers foregår denne klumme på aldeles non- kommerciel basis. Det er muligvis også uforståeligt for en gadeluder, at der findes kvinder, der rent faktisk nyder sex, ingen sammenligning i øvrigt, naturligvis.  Fra denne forfatters side har der altid været en rimelig økonomiseren med løgnehistorierne, men denne tilgang har haft nogenlunde samme succes som den kendsgerning, at selv om alle mænd efterspørger smukke kvinder, så bliver kvinderne i gennemsnit ikke tilsvarende smukkere. De grimme er nemlig tilsyneladende bare bedre til at få børn, og analogien gælder vist også i hifibranchen.
Denne skribent har aldrig solgt salgspræmierede Bose- højttalere og har følgelig hverken motorcykel eller speedbåd, som var præmierne dengang. At branchen er noget anløben er jo ikke nogen nyhed. Som i den økonomiske verden, hvor falske penge lynhurtigt fordriver de ægte, dræber det opbralrede junk-fi den ægte vare. Både Rega og Tannoy m. fl. kontraherer med Karl Heinz Fink Design og vupti, på en eftermiddag har vi et nyt vidunderprodukt skabt af de billigste forhåndenværende  komponenter Det kan ikke udelukkes, at den fuldstændigt hysteriske og perspektivløse begejstring fra salgsmedarbejderes side af disse ultraøkonomiske udviklingsarbejder kan afføde et ekstra salg eller to, men det er altså sølle alligevel. Der findes også sekter, der lokker med evig piskning med skorpioner i stedet for paradis, og de har også en vis tilhængerskare. Vi vægrer os ved at tro, at kritikløs kolporteren af halve eller kvarte sandheder lige præcis er det, der skal til for at revitalisere hifibranchen. Muligvis tager denne gamle sure skribent med hat fejl, men det får så være. Men det allervigtigste, lad være med at prøve at overbevise os professionelle om, at det, I har overbevist jer selv om, har gyldighed for os. Som med islamisk og anden fundamentalisme er tro ikke nok til at kræve ret. Og så måske alligevel……?

Fra skidt til kanel

Her i sommervarmen vil vi lade mildhed og overbærenhed falde over denne klumme, og lade alle kontroversielle og sprængfarlige emner ligge lidt. I stedet vil vi kaste os over en af vores yndlingskæpheste, nemlig om godt design med rettidig omhu i valg af råvarer i produktionen har en fremtid. Vi vil tage udgangspunkt i et produkt, der er simpelt nok til at alle, heriblandt denne forfatter, kan følge med, nemlig en pladespiller. Vi vil forsøge at vurdere diverse designparametre og forsøge ikke at grine for højt, når vi i gennemgangen når til den kommercielt succesfulde nutid.
Vi starter i 50-erne, hvor det var aldeles ufravigelig latin i den endnu spirende hifibranche, at en pladespiller skulle bestå af et kraftigt centerleje monteret fast på et chassis. På dette chassis var også motoren monteret for at sikre absolut parallelle drivflader. Armen var monteret på en massiv plinth eller en fastmonteret udrigger fra chassiset og sikrede således den tredie absolut nødvendige parallelakse til drivsystemet. Enhver idiot vidste, at mellemhjulsdrift evt. kombineret med remdrift var nødvendigt for at sikre tilstrækkelig dynamisk trækkraft ved kraftige rillemodulationer. Dette kunne samtidig give bekvem mulighed for regulering af hastigheden i denne præelektroniktidsalder.
Med AR i 60-erne og bl. a. Linn i 70-erne fik man flydende ophængte systemer, der ihvertfald i teorien overflødiggjorde de massive plinths, der tidligere havde været normen. De var dog stadigt opbygget på en stiv og vibrationsfattig ramme, fordi enhver jo stadig kunne huske, at armbase og chassis skulle kobles tæt, og at pladespilleren iøvrigt skulle bruges i nærheden af en højttaler. Således skulle lydbølger ikke i videre omfang kunne skabe tilbagekobling. Samme omhu med tæt kobling blev iagttaget af de nye direkte drevne pladespillere, dog oftest uden det flydende ophæng, som p.g.a. ofte større masse var mindre påkrævet.
I dette årti debuterede også repræsentanten for vor tids mest spektakulære kommercielle succes Rega med deres Planet pladespiller. Samtiden bemærkede næppe den aldeles revolutionerende og banebrydende nyskabelse, det var helt og aldeles at bryde med god ingeniørpraksis. I sin enkelhed bestod den i, at man tog et stykke tynd spånplade med gode store halmflager i. Deri skruede man så lejet, naturligvis med uendelig præcision og monterede i et andet hul i pladen en motor ophængt i 2 stykker blik og et par O-ringe. Derved sikrede man sig, at der ingen stabil kobling var mellem motor og pladetallerken. Dette gav lav målbar rummel, men samtidigt var det recepten på variationer i drivkraften og sikkerhed for manglende stabilitet af parallelliteten af drivakserne. Pladetallerkenen understøttede pladen med samme effektivitet som datidens falmende pornostjerne John Holmes performede i sine sidste film. Sig så ikke at verden ikke var advaret.
Nu er målinger jo ikke så moderne længere, men sådanne drivsystemer som jo også ses i de fleste nutidige konkurrenter, er ofte en garanti for måleresultater i den mere komiske udkant af den gamle utidssvarende hifi-norm.
Samtidigt betød valget af råmaterialer, at pladespilleren kunne leveres i farver, der matchede pigeværelset blot ved at betrække spånpladen med lidt rødt vinylovertræk. Thorens og mange andre fortsatte med at lave pladespillere, som de syntes, de burde laves og døde. Mellemklassemarkedet for pladespillere forsvandt fuldstændigt i 80-erne og i stedet rykkede underklassen op på de ledige pladser. Dette havde den heldige kommercielle fordel, at man kunne kombinere en højere slutbrugerpris med en mere økonomisk produktion og dermed frigøre midler til markedsføring. Resten er, som de siger, historie og en trist en.
Vi vil i en senere klumme behandle de egentlige pladespillere.
 
PS Vi har modtaget diverse opfordringer til at beskrive visse aspekter af vores hobby. Da det indtil videre ikke har været ledsaget af passende pengebeløb,  er vi lidt tøvende endnu. Det skal jo også være muligt for producenterne af eksotiske drømmekabler at byde ind og sikre sig lidt fred. Vores bankkontonummer oplyses på forlangende.
PPS
Vi har på vores yndlingsstudieområde hifi4all i denne uge sakset en udviklingshistorie med den gode Mirland,som vi godt kender. Han beskriver sine store musikalske oplevelser med sin nye Technics SL 1210 og sin Ortofon 520. Med al respekt for dømmekraften, som også ofte svigter undertegnede ved nyindkøb, så er det altså ikke en pickup af en kvalitet, der overhovedet afslører nogetsomhelst, ikke engang en Rega. Det svarer vel lidt til at prøvekøre en Ferrari med en motor fra en Velo Solex spændt på højre fordæk.  Den må edderbroderemig have siddet skævt før.
PPPS Og så er der denne Toftdahl. Vores teori om, at han må være et rumvæsen, der beames op og ned efter behov, synes bekræftet af, at han i lang tid har været fraværende. Vi glæder os til at høre fra ham, når han har fået sine nye instruktioner fra moderskibet.

Synergi part 1 Skidt eller kanel

Inden vi atter i næste uge vender tilbage til vores konspirationsteorier, hvor allerede visse banebrydende sammenhænge er blevet konstateret, vil vi her i sommerfreden causere lidt over et andet problem, der optager de fleste hifientusiaster, nemlig den såkaldte synergi.
Det er almindeligt accepteret i hifikredse, at man ved valg af kabler og den helt rigtige forstærker, tunede og tilspillede netkabler, hifi-rigtige racks og ikke mindst ved køb fra samme idealistiske leverandør kan opnå en synergieffekt, hvorved den samlede sum af himmelsk lyd langt overstiger kapaciteten i de enkelte led. Dermed kommer en test af et hifiapparat til at omfatte ligeså mange betydende komponenter som inventarlisten og indkøbshuskesedlen til en længere rumrejse på 1. klasse. Det er denne forfatters ydmyge tese, at enhver idiot på selv en moderat prissat Rotel-forstærker med et FM-signal fra en tuner uden antenne og højttalerkabler af det fra lampeindustrien så berømte NKT med et absolut minimum af øvelse måske af 10 minutters varighed vil kunne skelne skidt fra kanel med absolut sikkerhed. Nu betyder det her jo ikke nødvendigvis, at der ikke er nogen forskel på nogetsomhelst, selvfølgelig ikke. Man må bare ikke forledes til at tro, at man med kløgtigt valg af kabler kan ændre fundamentalt på nogetsomhelst. De grundlæggende problemer i gengivelse af lyd i beboelsesrum ligger primært helt andre steder, nemlig i højttalerens interaktion med rummet. Der er her, begrebet synergi for alvor får mening. Som det med smertelig tydelighed ses på billederne af utallige anlæg på div. netsider, står højttalerne med maksimal mulighed for at bidrage med flest muligt tidlige refleksioner. Herefter er muligheden for vellyd nogenlunde den samme som at ruge en omelet ud til en kylling. I disse omgivelser er det ikke så sært, at selv den mest troende hifientusiast kan komme i tvivl, når nu de nyindkøbte tyske kvalitetshøjttalere nu lyder, som de gør. Heldigvis er der altid støtte at få derude fra rygklapperne, og så er alt jo godt igen. Man kan sågar starte et par tråde om det på diverse debatfora, og her er det heldigvis lige meget, om klarheden i udtrykket lader noget tilbage at ønske. De bedste til at afgøre et produkts kvalitet er jo som bekendt dem, der har købt det, som vi ved fra tidligere. At de så også samtidigt er de mest upartiske, er jo så blot en yderligere bonus.
Nu er det jo ikke en ønskesituation for en hifihandler eller producent at slå ud med armene og sige, at naturlovene gælder, og at en placering langs en trediedel diagonal som minimum er nødvendig. I stedet går øvelsen så på at fintune et allerede dødsdømt system, lidt ligesom forsøgene på at genskabe romerrigets storhed efter det 3. århundrede. Dette lykkedes,  som det måske vil være enkelte bekendt, heller ikke.
Man kan ikke skjule f.eks. en højttalers basale kvaliteter for selv moderat erfarne lyttere, men man kan selvfølgelig altid optimere placeringen i et givet rum. Kvalitet skinner altid igennem  på samme måde som en Marilyn Monroe med briller altid er Marilyn Monroe, selv om hendes mandlige modpart i filmen tilsyneladende er ganske uvidende herom og følgeligt behørigt glædeligt overrasket, når hun så tager dem af. Til gengæld kan man så som forhandler mystificere og forplumre hele problematikken ved at tale om f. eks.” luftguitarsfaktoren”. Det har været en kilde til stadig undren hos undertegnede, at denne sammenhæng, der godt nok mest er en reklameterm, skulle kunne gøre musikoplevelsen større, jo flere luftguitarsinducerende elementer, man satte efter hinanden. Ligeledes har det været en øvelse i indbildningskraft, hvordan i alverden det har kunnet være en ide at markedsføre Naim-produkter med deres såkaldt rytmisk understregende signatur. Jeg kan ikke forstå, hvordan det naturnødvendigt bare bliver mere rytmisk og hvad det iøvrigt skulle gøre godt for, hver gang man tilføjer en uendelig række af ekstra strømforsyninger til, men sikke hyperrytmisk, det må blive.
Synergi er kun et lille element i opbygningen af et kvalitetslydsystem. Køb de allerbedste højttalere først, find en forstærker, der kan trække dem med den lyd, du foretrækker og find så den rigtige placering i dit nyindrettede akustisk korrekte rum. Så kan du for alvor tage den derfra.Og lad så forresten være med at bruge for meget tid på at læse om, hvilken Mark Levinson, der muligvis er den bedste, bare køb en. De er sikkert næsten ligeså gode som vores gamle EAR 529-ere allesammen.
PS Ugens griner kommer atter fra hifi4all, hvor det endnu en gang påvises, at der ingen sammenhæng er mellem annoncørerne og sitet, ikke engang økonomiske. Se, det er jo sand idealisme og lige hvad denne branche har brug for. Skam få den, der måtte påstå noget andet. Alle antydninger om mulig gensidig økonomisk vinding fra denne forfatters side er således pr. definition aldeles ubegrundede, da der slet ikke er noget økonomisk forhold. Når nu noget lyder for godt til at være sandt, kan det sommetider ifølge denne skribent være fordi, det ikke er det.
PPS Det er tilflydt os fra velunderrettet kilde, at denne Toftdahl i virkeligheden som person ikke er nær så slem, som rygterne siger. Som i alle rigtige konspirationsteorier vælger vi dog at sidde denne faktuelle information ganske overhørig. Vi er jo ikke i hifibranchen for ingenting. Som i diverse David Lynch-film er virkeligheden jo ikke ganske, som den giver sig ud for at være. Alene det, at den sande interesse for musik aksiomatisk er den reelle drivkraft bag diverse indkøb, forekommer problematisk. Er der virkelig nogen derude, der frivilligt lytter til plader fra Kirkeligt Kulturverksted længere, eller var det bare en fis i en hornlygte som hende der den afdankede sangerinde udgivet af Linn, der jo nu må være helt kørt bagud af Stockfisch og lignende kvalitetsprodukter? Hifivirkeligheden er vist bare en anelse surrealistisk, og det kan jo overfladisk forveksles med realistisk, hvis man ikke lige ved bedre. F.eks. er en Denon DL 103  en fantastisk oplagt makker til et topklasseprodukt som en  EAR 324 og tilsvarende kvalitetspladespiller på samme måde, som at det er snekaos og pissekoldt i dag den 17. juli 2006. Og så sælger vi endda EAR selv, heldigvis bare ikke denne her.

Den store konspiration

Inden vi i kommende uger vil give plads for lidt causerier i hifi-ens mere kuriøse historie, er det dog tid til at lufte en nyopdaget teori om universets sande sammenhæng. Uden at prætendere at vi kækt går, hvor ingen har gået før, har Medlyds svar og hans trofaste proselytters fornyede kamp for et efter sigende banebrydende plasticprodukt fået os til at øjne en konspiration af kosmiske dimensioner bag alt dette. Nu er det vel ikke banebrydende nytænkning at konstatere, at en økonomi-CD fra en mindre producent naturnødvendigt er et ligeledes økonomisk OEM-produkt i den helt billige klasse installeret i den passende matchende box. Alene det, at Rega er en betydende OEM-aktør selv på det mikroskopiske spånpladeplinth-marked, er vel et slags bevis. Og nej, som med æbleskiver bliver de altså ikke bedre af at sælges under andre navne, det er stadig det samme lavprisnicheprodukt.
Vi mener at se en sammenhæng mellem markedsføringen af disse produkter og deres rabaldersnak om hifihimlen på jorden til absolut lavpris og den fremgangsrige køkkenbranche. Antageligt kanaliseret af diverse spånpladeproducenter, der bevidst gennem indlysende idiotisk skamros fra importører og medløbere af ganske ordinære hifi-lavprisprodukter indirekte medvirker til, at ingen hifientusiast kan stå imod partnerens ønske om at bruge friværdien på et nyt køkken. Som kun alt for tydeligt demonstreret i en tidligere Apollon-tråd, der nu forsøges genoplivet i en form, der vel sætter nye normer for den tidligere behandlede menneskelige hjælpeløshed, bønfaldes den store Gud ( Der så desværre ikke hedder Poul ) om at delagtiggøre sine disciple i erfaringer med en ny vistnok endnu ikke-ekstisterende pick-up. Som vi var inde på i sidste uge er det da lidt sødt at udstille sin hjælpeløshed til at danne sig sin egen mening i den store grimme verden af hifi-pushere, som det sker her. Sandsynligheden for, at du som kunde får en bedre behandling ved denne adfærd, er vel bare nogenlunde den samme som sælungen, der kikker venligt og troskyldigt på pelsjægeren.
I en verden, hvor overflødig bragesnak om ligegyldige produkter i stigende grad marginaliserer de få idealister i branchen ( læs ikke Poul her, han er jo bare en sur gammel mand med hat ) er det vel nærliggende at tro, at mange importører og netskribenter er under cover agenter for køkkenbordsindustrien. I Regas tilfælde er det da ret nærliggende, fordi der trods Regas udprægede brug af nævnte materiale vel bruges en del mere til bordplader. Hvis man så som hifientusiast i stedet skulle vælge at sidde og pille ved sit nye højteknologiske højttalerkabel med indbygget plasticdrejeknap på siden til at finjustere lysets hastighed, ja, så er man vel også dømt ude iblandt civiliserede mennesker.
Konklusionen må være, at hifibranchen er blevet infiltreret udefra som MI 6 i England under den kolde krig. Branchen gennemsyres af argumentationer, som er så bovlamme, at enhver lægperson kan se igennem dem. Aldrig tidligere er halmspånplade og ubehjælpsomt samlede plastickabinetter og ditto mekanikker så aktivt blevet markedsført som kvalitet. Højdepunktet, det forløbige i alt fald, for det bedste er vel desværre stadig til gode, er vel pladetallerkener i præcisionsafdrejet spånplade. Den eneste fordel ved det er da vist, at pladetallerkenen i en snæver vending kan bruges til at fyre på grillen med, hvis man skulle løbe tør for grillkul. Det er vist desværre ikke det materiale drømme er lavet af, selv om også andre producenter har øjnet lignende besparelser. Ingen anmeldere har tilsyneladende bemærket denne teknologiske bundskraber, sikkert fordi den jo desværre blot er en blandt mange.  Nu er superlativ jo den højeste grad, så hvad gør man så, når man skal sælge virkelig kvalitet? Ja, man står lidt magtesløs når summen af den samlede menneskelige dumhed nu så aktivt er blevet forøget af disse hifiproducenter. Men musikalsk, hvad det så er, det er det da sikkert. Det lyder da antageligt ligeså lidt af ægte kvalitet som aspargessuppe uden brug af asparges lugter i toiletkummen. Var der nogen, der troede at Project opfandt dette audiofile materiale ? Det var det altså ikke, ligegyldig hvor man går, har Rega og Toftdahl været der før, for musikkens skyld forstås. Altsammen er det  forårsaget af den djævelske køkkenbordsspånplademafia.
PS
Der har fra lederplan på hifi4all været kritiske røster om kvaliteten af vores hjemmeside. Vi takker for det gode råd om simpelthen at droppe den for at øge omsætningen, men det går lidt for godt allerede til, at vi har tid til for mange nye kunder ved at gøre det, men ellers tak for tippet. Til gengæld vil hifibranchens svar på doktor Lieberkind forsøge at finde tid til endnu et slag mod Ondskabens og Kritikløshedens Imperium i følgende uger. Til den tid er der vel en ny lille fyr, vi kan pille lidt i. Og iøvrigt: Husk lige at enhver færdsel på disse stier er forbundet med fare for at høre fuldstændigt indlysende og gammelkendte sandheder, sandheder så indlysende, at mange tilsyneladende helt har glemt dem.

Båthorn og andre tåber

I vores utrættelige idealistiske søgen efter sandheden vil vi i denne uge beskæftige os med forholdet mellem den noget blodfattige resterende såkaldte fagpresse og brugerne/køberne. Nu er det jo efterhånden ganske mange år siden, nogen i den skrevne eller netbårne presse redaktionelt har omtalt nogetsomhelst negativt i en anmeldelse. Det kan selvfølgelig skyldes flere ting, men det bedste gæt er vel, at man ikke har råd til at fornærme en annoncør eller at distributøren måske lokker med en smule mammon, ingen nævnt, ingen glemt. At produkterne alle skulle være af en aldeles unik superkvalitet er vel i selve definitionen ikke mulig. Hvordan sker det så i praksis? Ja, Hifi News var i sin tidligere redaktionelle linie en glimrende bannerfører for den absolutte luderjournalistik. Det var altid sådan, at Martin Colloms hver gang fik lov at anmelde både Krell og Conrad-Johnson-produkter. Hver gang var konklusionen, at det nye bare var knap en fantasillion gange bedre end den gamle topmodel, og surprise-surprise, næste måned var det så Colloms` reference. Naturligvis kan han have købt det for vejledende pris excl. 3% kontantrabat og så alligevel ikke. I vores hjemlige andedam med den surrealistiske verdensopfattelse, hvor opad sagtens kan være nedad, fordi tyngdeloven som bekendt ikke gælder i hifibranchen ligeså lidt som Ohms lov har vi netop set et lignende eksempel. På hifi4all har moderator Ronin netop anmeldt et Mark Levinson produkt. Det var han naturligvis selvskreven til, fordi han gennem ejerskab af samme jo var en aldeles uvildig ekspert. Den der bare overvejer økonomisk vinding her bør skamme sig. I dette forum tages det da også ganske for pålydende, og samtidigt bringes det tunge skyts i stilling. Der er alligevel helt subjektivt at anmelde nogetsomhelst, menes det, og derfor kan man jo så ligeså godt omformulere pressemeddelelserne netop så meget, at kun de færreste genkender de oprindelige annoncetekster. Således er det da selvklart, at Rega-importøren må være den helt rigtige til at anmelde Rega, ligesom man ikke kan anmelde rørforstærkere, hvis man ikke har en. Er det interessant, når en røreffektforstærker til en halv million på 3watt, en effektbåndbredde på 100 hz til 10k, signal/støj på 50 db og iøvrigt en livsfarlig elektrisk fejl får en fremragende test? Ifølge straffeloven er det vel. Er det underligt, at folk løber skrigende væk fra denne branche?
Nu er ingen jo forpligtet udover sine evner, heller ikke undertegnede, og den omtalte Ronni har jo også i sin hyldest til en aktiv købmand i branchen demonstreret dette. Denne skulle efter sigende demonstrere sin kompromisløshed ved aldrig at ville sige, at anlægget i stuen ikke var til salg. Nu er det vel ikke for meget at sige, at de fleste frie købmænd jo lever af at sælge varer, og alt har vel en pris. Medmindre vi taler om antikviteter, er alt i en forretning vel til enhver tid til salg. Vi ved vores er.
Konklusionen må vel være, at hvis man til enhver tid i redaktionel omtale, det være sig i trykte medier eller på nettet, benytter sig af den laveste fællesnævner i luderjournalistik i anmeldelserne, så kræver det en så stor overbærenhed i hifibroderskabet, at alt udarter til pseudodiskussioner om ingenting overhovedet, og alle fornuftige folk forsvinder for altid. Det omtalte Hifi News lagde endda kursen om, således at Colloms` helt fantastiske subjektive kvalitetstal blev afskaffet. At han så ikke blev det selv er straks mere underligt. Det er åbenbart muligt at blive sådan en slags æresluder.
Så lang tid hifibranchen er så mikroskopisk er der vel ikke nogen redning, fordi annoncebudgetterne er så små og brugerbetalingen så lille, at anmelderne må leve som de russiske soldater på fremrykning under 2. verdenskrig, nemlig som det hed “af landet “. Nu er det ikke fremmed for denne klummes forfatter at være til fals for lidt mammon, absolut ikke. Det er bare ikke vores primære indtægtskilde.
Er vi så neutrale og uvildige i Pouls Audiobutik? Naturligvis er vi da ikke det. Da vi ikke kan skaffe Gryphon er det naturligvis noget overdesignet overprissat bras, men hvis vi kunne, ville det jo være et endda aldeles fremragende produkt. At vi så som alle andre professionelle pakker det lidt bedre ind end Bent fra Medlyd er da klart, men som sagt, den ægte begejstring over ubegribeligt innovative Rega-løsninger kan jo få en til at tabe tråden lidt. Vi andre ville måske påpege særdeles økonomisk omgang med råvarerne som en kardinaldyd hos denne producent, men det må da så være mest af brødnid. Heldigvis er der tilsyneladende rigeligt med tåber  derude til at føde selv det værste båthorn. Der var ikke nogen der sagde Poul her, vel?