Poul Moren

Denne verdens mest elskelige misantrop, min gode gennem mere end 25 år Poul Moren, er død i en alder af 48 år. Mange vil have stiftet bekendtskab med hans spidse pen på dette og andre fora, hvor han med ubegribelig hjælpsomhed øste af sin mangeårige erfaring indenfor hifi. 
Poul kunne fremstå som en lille vred mand, men intet kunne have været fjernere fra sandheden. Når han kom på besøg gnækkede han altid med sin forstads-københavnske dialekt. “Nej, jeg kan ikke lide hunde, ned, Folmer, ned!” Det lystrede hunden naturligvis aldrig, for den mærkede jo som alle hunde og alle børn, hvilket prægtigt menneske der var derinde bagved.

Derfor hoppede den ekstatisk rundt om Poul Moren, som dog naturligvis på Poul Moren´sk aldrig ville indrømme, at det kunne han rigtigt godt lide. Naturligvis ikke, han var jo den bryske og misantropiske Poul Moren. Han var dog blevet gennemskuet af Folmer som den uendeligt hjertevarme person som han var.

Der er bisættelse på Vestre Kirkegård her i Århus på fredag kl. 12.30. Det ville glæde familie og venner at se så mange af Poul Morens venner som muligt give denne bemærkelsesværdige mand den allersidste hilsen.

Knallert-kørekort

Vi skal lige minde om, at det er ved at være allersidste udkald for at anskaffe en hundehvalp efter den aller-eneste Folmer Hund. Sådan en lille skægget én vil give dine børn et minde for livet og din virksomhed en menneskelig side. Der vil komme billedupdate på i løbet af dagen og klik blot på billedet ved siden af for at få hele historien. Hvalpene vil være klar om 14 dage.

Omkring 14 dage er der også stadigvæk officielt til den store hifiudstilling eller også er der ikke, det er noget vanskeligt helt at afgøre. Der er noget temmeligt ildevarslende og ret tvetydigt i, at der på arrangørens hjemmeside udelukkende “listes” de udstillere, der tidligere har været med. Voldsomt relevant kan det vel næppe siges at være. En del af dem har støvet jo allerede ædt, som salig humorist Storm P. så rammende udtrykte det, og en del af de andre nævnte foretagender er vist ligeså langt fra fortidens storform som Brian Nielsen er fra den aktuelle sværvægtstrone (altså den i boksning forstås, tiltagende trivilighed tager jo kronisk sit tag i alle midaldrende mænd, undertegnede ikke undtaget) 

Nu skal man jo være noget forsigtig med at erklære noget for dødt inden der er konstateret egentlige kliniske dødstegn, men hvis man overfladisk ser efter eventuelle resterende livstegn hos denne umiddelbart forestående udstilling, så ser det altså noget dødt ud. At karakterisere den som stendød er faktisk i den mere positive ende af skalaen forekommer det, men vi er da åbne for korrektioner. Hvis der altså er nogen. 

I gamle dage var tingene anderledes simple og forskellene mellem drenge og mænd var anderledes tydelige. Tag for eksempel deres valg af køretøjer. Enhver rask dreng har vel prøvet et montere en tøjklemme i baghjulet på cyklen for at illudere øredøvende motorlarm. Hvis den dertil krævede beskedne tekniske snilde ikke var til stede kunne man som alternativ med munden lave prutte/spruttelyde for at efterligne en forbrændingsmotor med lidt ekstra-tænding. Der var naturligvis ikke nogen, der grinede af alle drengenes forsøg på på at lege voksne, for de var for unge til overhovedet at få kørekort til knallert. Derimod er der betydelig grund til moro, når voksne mænd i mangel af reel motorkraft alligevel lader, som om at det bare kører derudaf. De fleste har jo trods alt kørekort til bil selv om der tydeligvis ikke altid er benzin på.

Der er ganske vist kommet nye muligheder til, og man kan sagtens elektronisk “sample” den rigtige motorlyd langt hinsides vi drenges formåen i vore dages elektronikbranche. Alligevel tyder nu ikke meget, der tyder på, at der overhovedet er nogen reel forskel, der er blot tale om såkaldt “mundsvejr”, der sker i virkeligheden slet ingen ting. Hele ståhejet var åbenbart blot en klemme i en elastik, der sad og larmede i baghjulet på den 3-hjulede cykel hos en lille dreng og nu er klemmen åbenbart faldet helt af uden at nogen åbenbart har bemærket det. Det er der jo intet galt i, det er blot dumt at lade som om, den sidder der endnu og så dumme er end ikke små drenge.

Ellers skal vi henvise til det formidable nybrud indenfor højttalerdesign, som vores gamle kollega Torben Mikkelsen ovre hos Frequence i den tydeligvis (forhåbentligt da med dén reklame) mere (for) mørke(de) del af Jylland er barslet med. Der er tale om en en skabelsesberetning for denne højttaler, som ikke lader den ellers logisk ret så problematiske middelalderlige såkaldte “Grals-Fortælling” det allermindste efter i almindelig forvrøvlethed. På et tidspunkt, når latterkramperne har lagt sig en smule under egentligt livstruende niveau (det kan godt vare nogen tid!) vil vi prøve at analysere dette helt ubegribelige vidunder, som åbenbart er blevet skabt derovre. Når jyder udtaler sig sådan må det nemlig være rigtigt stort, men nu er Torben Mikkelsen til alt held for alle andre højttaler-designere heldigvis ikke jyde, så mon ikke det hel i virkeligheden er lidt a la “Tin Tin og den Mystiske Stjerne”, hvor det kolossale mangebenede uhyre i observatoriet viser sig at være en lille edderkop på linsen? Ud fra de erfaringer, vi har med københavnere på disse kanter tyder en del ihvertfald på, at realitetssansen ikke er deres mest udviklede sans. Som salig Storm P. sagde: “Hvis den er ligeså højt oppe, som den ser lille ud, så må den være meget stor!” Den her nyopfundne højttaler, som åbenbart er åh så stor, må altså være ganske lille eller hvad? Hm…

Det omvendte af Storm P.´s aforisme er så tydeligvis også tilfældet, for når noget er tilstrækkeligt opblæst,som en bristefærdig spærreballon, så er det naturligvis kun fordi der er alt for meget luft i. Iøvrigt skal vi henvise til de seneste par dages lidt mere fabulerende og måske også lidt højtflyvende tekster nedenfor på denne side. Som et lille addendum til teksten om cowboyhelten Walt Slade skal vi minde om, at en anden dansk forfatter end vores erklærede storfavorit Storm P. også har været ude med sin egen version af manden med den tøndeformede brystkasse. Den hed “Pumaen fra Texas” og beskrev Slade som en mand med så panterslanke hofter, han han, når han trak fra “læderet” ligeså tit fik fat i den højre som den ventre skyder, så panterslank var han. Derudover var han så bredskuldret, at han aldrig nogensinde kunne nå de skydere, som han ellers havde i sine skulderhylstre.

Sådan noget syntes vi drenge var sindssvagt morsomt og grinede hysterisk som om vi har med i en test for et nyt middel mod inkontinens. Hvis vi havde været det ville vi nok anbefale en videre forskning i produktet, for det virkede ikke helt. Ganske overordentligt sjovt var det vel i virkeligheden også og næsten ligeså morsomt, som begivenhederne i branchen i den senere tid. Vi ønsker alle en god udstilling derovre i København. Hvis du allerede har entreen vil vi mene, at det nogenlunde svarer til at forudbetale en flyvebillet til Sterling om en måned. Om det er klogt? Det afhænger vel af, om du har brug for et et lille skattefradrag, ret meget kommer man nu nok ikke ud og flyve. Men så kan man jo altid sige som en jetmotor med munden. Eller spille lidt dårlig og forvrænget musik derhjemme og lade som det er en udstilling…Husk at lade et par uhumske uvaskede fodboldtrøjer ligge på radiatoren for at skabe det helt autentiske stemning af hifi-entusiasme. Så kører det for dig! 

Og så endda helt uden skydere.

Dengang i barndommen på den lille udørk-ø var et sikkert hit blandt alle os drenge de dengang så populære cowboybøger med Texas-rangeren Walt Slade. Denne optrådte altid anonymt og havde sin sheriff-stjerne i et hemmeligt rum i sit bælte (en meget lille stjerne eller bare et meget bredt bælte?). Det virkede ganske logisk for os drenge for der var altid ganske tæt på en million hensynsløse skurke, som lige skulle “gøres kolde” (som det så rammende hed) inden stjernen kom frem.Den blev altid først taget frem til allersidst i de utallige bøger, og det skete umiddelbart inden den store finale, og ligeså uvægerligt mens vor helt var omringet af talløse skurke og andre former for mexicanere og andre sortsmudskede personer. Alligevel måtte vor helt Walt Slade altid rejse sig i sin fulde og imponerende højde umiddelbart inden skyderierne startede for alvor for med sin dybe baryton at sige de ord, som altid gav os drenge en sælsom proto-seksuel gysen: “I staten Texas´ navn, overgiv jer!” 

Det gjorde de nu underligt nok aldrig, man skulle jo ellers tro, at enkelte af disse talløse skurke selv havde læst en af Walt Slade-bøgerne som dreng, men det havde de tydeligvis ikke og betalte for det med livet, de blev nemlig aldrig såret, en afgjort statistisk mærkværdighed. Vi andre betalte kun 2.25 kr. incl. den netop da indførte “oms” (som senere skulle blive til den mere velkendte og endnu mindre populære mer-oms). Selv om det var en del penge for os drenge, var det dog en beskeden pris at betale for retfærdigheden, og for os stod ingen over eller blot ved siden af Texas-ranger Walt Slade med den tøndeformede brystkasse og den smægtende baryton, de unikke evner på guitaren og det kulsorte hår, som var så sort, at det nærmest var blåt. Altid spændende for os leverpostejshårfarvede drenge som på trods af fremstilling af smørdritler af træ på øen heller aldrig rigtigt kunne beslutte os til, hvad vej tønden sad i brystkassen. At den skulle sidde på tværs slog os aldrig som særligt logisk, det ville også have set temmeligt dumt ud og ville desuden være noget i vejen, når han skulle igennem en dør. Det burde enhver vel have kunnet se.

At en anden fast del af beskrivelsen i hver eneste bog tillige var, at Slade havde “panterslanke hofter” slog nu ikke os drenge som særskilt bøssoidt, selv om det godt nok forekom lidt underligt Det var nok mest fordi vi ikke kendte ordet bøsse som andet end en “skyder”. Særligt det dér med at Slade aldrig på trods af sin utrolige charme overfor alle seriens barmfagre og tungt sukkende (i mangel af mere beskrivende ord, husk vi var blot simple drenge) kvinder alligevel aldrig udnyttede situationen var nu underligt. Måske Slade i virkeligheden var en fiktiv pendant til en mere nutidig charmør som Bent Mejding? Noget kunne tyde på det. Rigtigt meget, faktisk.

Alligevel gav disse bøger af forfatterkollektivet “Jackson Cole” os drenge en del af et “absolut heltebillede”, altså hvordan en helt egentlig ser ud. I de dage var tingene ellers ret simple: Heltene i datidens cowboyfilm havde nemlig allesammen hvide hatte og red på hvide heste og langt de fleste kunne som vor fiktive helt Walt Slade spille en mere end habil guitar. De bedste af de bedste havde som den uforlignelige hvidklædte sheriff Hopalong Cassidy på sin hvide ganger en helt ubeskrivelig høj hvid hat, en model,som undertegnede først fik fingrene mange årtier derefter.

I modsætning til dem stod eller rettere måske red skurkene altid aldeles sortklædte på sorte heste og ikke en eneste af dem forsøgte nogensinde at spille andet end (dårlig og snyd-agtig) poker. Til gengæld havde de alle som én kronisk flakkende øjne og det var nok det, som i afgørende situationer hæmmede deres skydefærdighed noget. Det så ihvertfald skidedumt ud syntes vi dengang og det gør undertegnede forresten stadigvæk. Dér i vadestedet mellem sort og hvidt stod altså Walt Slade, flot og solbrændt og sorthåret og alligevel en helt på trods af det. En smule problematisk skal det vise sig.

Western-mytologien gik naturligvis videre, selv om tendensen indenfor de rigtige (amerikanske) westerns af John Ford altid var, at helten uvægerligt havde en lettere hofte-dysplasisk gangart, var en smule korpulent, aldrig var sorthåret og da slet ikke solbrændt og forresten altid lignede John Wayne på en prik, mest fordi det jo altid VAR John Wayne. I mesterværket “The Man, Who Shot Liberty Valance” skete der en spændende udvikling indenfor udviklingen af filmskurke. Godt nok var den vrængende Lee Marvin som Liberty stadigvæk delvist klædt i sort overfor den mere blegfede Wayne, men i den skarpe belysning var det mest slående ved Marvin hans aldeles skurkagtige skinnende solbrændthed. I øvrigt er det en aldeles fantastisk fremragende film og er vel i ren filmkunst først for ganske nyligt blevet antastet af det i går omtalte filmklip på Monitor.dk., nemlig interviewet af Wavehouse´s Bremer og Benums Brøchner. Det er i denne nye sammenhæng svært at undgå at tænke på scenen i Fords film mellem Wayne, der venter på sin bøf, da skurken Liberty spænder ben for tjeneren og bøffen ryger på gulvet. Den efterfølgende stiliserede duel mellem den skræmmende beslutsomme Wayne med det faste blik og Marvin som Liberty, hvis blik for første gang kommer til flakke helt hjælpeløst, er et af filmhistoriens højdepunkter: “You pick it up, Liberty!” Ingen burde kunne glemme Wayne´s uforglemmelige replik, mens han står skødesløst lænet mod et bord. “Try, Liberty, just try!” Det gør Marvin med de flakkende øjne naturligvis ikke, blegfede Wayne er jo vores helt og det var han.

Nu er det måske for meget at læse en klassisk John Fordsk tvekamp ind i dette interview, selv om rollelisten jo ellers er stærkt besat og genren sikker. Der en en næsten synlig og stærkt vibrerende nerve i dette uforlignelige nyklassiske filmklip. Som i Fords mesterværk er der både en stærkt solbrændt og senet deltager og en, som ser lidt mere Wayne-hverdagsagtig ud. Helterollen burde altså på forhånd ihvertfald i det John Fordske univers være uddelt, men så er det, at vores helt Walt Slade åbenbart åbenbart kommer på et uventet gæstebesøg. Det er alligevel den solbrændte hovedperson, som viser sig at have det faste blik og den største skyder, mens den ellers normalt sikre modpart helt mister fokus. Lige meget hvor meget man måtte holde med den lokale helt er det ikke til at komme uden om, hvem der er Wayne og hvem der er Marvin her. Heldigvis er der ikke tale om et bogstaveligt “shoot-out” som i de gamle Walt Slade-bøger, for så ville udfaldet have været trivielt.

Heldigvis gemmes det endelige opgør, som skal ende alle andre endelige opgør,som også altid hos Walt Slade i dette interview til en anden gang, pudsigt nok altid omkring side 121 i alle bøgerne. Hvornår det så er i filmens og fiktionens og forretningslivets verden ved vi naturligvis ikke, men mon ikke skyderne kommer frem en dag? Det er “bad news” for alle skurkene, når solbrændte Slade parkerer sin hest “Shadow” ved saloonen og det gør han vel en dag. 

“Scener Ur Ett Äktenskap” da. “Scener Fra Et Fornuftsægteskab”

For omkring 25 år siden gik denne føljeton jo som bekendt i dansk TV for fulde huse og tomme gader under den ret bogstavelige danske oversættelse “Scener fra et Ægteskab”. Der var tale om et drama af den allerede dengang forlængst skiftevist elskede og forkætrede Ingmar Bergman med brilliante Erland Josephson og knapt så brilliante (men til gengæld en del mere pluskæbede) Liv Ullmann. Alligevel forelskede mange af os forvoksede pubertetsdrenge os tilsyneladende fornuftsstridigt meget i den overordentligt ferske Ullmann, så derfor fik denne serie om borgerskabets uudsagte hemmeligheder og glæder en betydelig gennemslagskraft. Ikke helt som TV-filmatiseringen af Panduros “Kan De Li` Østers?” med Brydesen i dybfryseren, men det kom nu alligevel tæt på, og så var Bergmans serie osse i farve. Det talte altsammen. Det var jo dengang som det altid er eller ihvertfald bliver..

Plottet var der nu ellers ikke meget ved som en kendt dansk kulturpersonlighed engang udtalte efter at have set en pornofilm. Til gengæld spillede de altså rigtigt godt i Bergmans serie (som samme kulturpersonlighed iøvrigt også udtalte om samme pornofilm-han var vist en rigtigt munter fyr!) Hvis man ikke fulgte intenst med i dette filmatiserede kammerspil kunne man nemt dysses i søvn af alt det uudsagte, der lå som en kvælende og altopslugende dyne af “smog” over det tilsyneladende hverdagsagtige.. Handling var der ikke meget af og filmiske og andre teatralske overraskelser var der vel endnu færre af. Så vidt vides er serien heller ikke blevet genudsendt, så måske var denne uhyre stillestående og temmeligt søvndyssende føljeton mest et tidstypisk dokument om en stillestående og søvndyssende tid. 

Noget kunne tyde på det, for en anden af tidens landeplager var en også tilsyneladende ganske uendeligt lang TV-serie efter Vilhelm Mobergs noget gumpetunge romaner om “Udvandrerne” og “Nybyggerne”, en saga om svenske emigranter i USA. Her spillede Liv Ullmann også en hovedrolle, men denne gang havde hun mistet attraktionen hos os bumsedrenge. Om det så var fordi vi havde fået sundere interesser eller om hovedpersonen i serien Kristina (Ullmann) og hendes konstante graviditeter med Karl Oskar trods alt var for ødipalt-hverdagsagtige er uvist, men ret spændende var Jan Troells tilsyneladende endeløse lang-gaber med Max von Sydow med det lange hesteansigt altså ikke. På trods af flotte landskabsbilleder var handlingen endnu mere dødssyg end en anden af datidens referencer for absolut kedsomhed, nemlig “Det Lille Hus på Prærien”. Det var en slem tid og forresten var Anker Jørgensen også statsminister, en anden ganske kedelig føljeton. Den blev jo også forlænget udover enhver rimelighed.

Alligevel kommer man til at tænke på Bergman og de andre svenske psykologiserende filmskabere i disse dage, hvor vi er blevet gjort opmærksomme på, at denne ellers uddøde genre måske alligevel har fået en sensationel genopblomstring. Det er jo ellers ikke fordi énmandsbetjente studier overhovedet er sjældne, som mange nyhedsudsendelser jo demonstrerer. Totalt stillestående kameraer en hel del mere udbredte end dengang i Bergmans tid. Det bliver det dog normalt hverken særligt intimt eller ligefrem egentligt spændende af, vel snarere tværtimod. Og så alligevel.. På det danske netsted for den professionelle lyd-og billedbranche, Monitor.dk, kan man nemlig i disse dage se et video-interview, som er næsten bergmansk i sin tons-tunge, næsten overlæssede symbolik. Eller også er det blot noget, vi selv læser ind i det, men det er vel også af mindre betydning. Den store kunst består jo som dengang i Bergmans serie i at fremkalde billeder hos iagttageren, som går ud over billederne på skærmen. Eller hos Hitchcock, hvor det mest uhyggelige naturligvis var det, man aldrig så eller forstod. Vi skal advare mod dette klip for svage og andre ubefæstede sjæle, og ingen voksenledsagelse (PG-“parental guidance”) vil hjælpe det mindste. De allermest uhyggelige billeder skabes nemlig slet ikke på skærmen, men i hovedet på iagttageren som al rigtigt god suspense.

Dette nye filmiske mesterværk er et interview med to af de nye sværvægtere i den professionelle danske audiobranche, Jens Brøchner fra Benum og den her på siden flere gange omtalte lokale Kenneth Bremer fra Wavehouse. Den tekniske kvalitet er ganske vist lidt “Blair Witch Project”- tilsyneladende -amatøragtig, men det er dette højspændte kammerspil mellem de to hoverpersoner til gengæld ikke, det er simpelthen ren Oscar-materiale. Man får et hidtil uset krystalklart, næsten smerteligt indblik i beslutningsprocesserne bag det, der i denne virkelighedens ubarmhjertige drejebog kaldes et “fornuftsægteskab” Nu var ægteskabet hos Bergman dengang jo ikke særligt lykkeligt, selv om det altså var et rigtigt kærligheds-ægteskab. Det endte vist nærmest med, at Marianne (Ullmann) flyttede ud, men sådan går det vel tit også med kærlighed altså.

Om skilsmissestatistikken så er bedre for fornuftsægteskaber ved vi ikke, statistikken er ikke helt klar. Til gengæld er det virkeligt et studium i overlegen formåen i begrebet “mikro-mimik” at se disse to hovedpersoner i dette interview udfolde hele deres ubegribeligt store kunstneriske palet. Efter at have set dette mesterligt koreograferede og tilsyneladende helt improviserede værk over et par simple ellers aftalte replikker sidder man lamslået tilbage. Der er virkeligt drama på drengen i denne tilsyneladende helt handlingsløse film-sekvens. Bergman, gå hjem og vug hvis det altså ikke havde været fordi du var død!

Den er ikke engang udelukkende forbeholdt den mere elitære del af det traditionelle (u)kritiske filmpublikum. Enhver kan se med og ud fra alle forudsætninger få en unik oplevelse. Især kan man vel med fordel studere hovedpersonernes øjenbevægelser og aktuelle fokus. Det er kunst og vi tøver ikke med at udnævne det til årets foreløbige kunstneriske højdepunkt indenfor alle genrer. “Scener fra et Fornuftsægteskab” er simpelthen en født filmklassiker.

Vi kan så kun glæde os til, at denne dynamiske duo og deres still-kamera engang filmatiserer en anden klassiker, som undertegnede altid, indtil videre ganske forgæves, har ventet på. Det drejer sig om den danske humorist Storm P. og dennes kostelige parodi på den danske Vilhelm Moberg-klon, nemlig den ligeså ulidelige Sigurd Elkjær. Hos Storm P. blev det til “Sigurd Mumlegøg” og dennes værk hed meget betegnende “I Muld til opover Livet” Her skal der altså også suverænt skuespil til for at løfte handlingen op over jordhøjde, men mon ikke det går? 

Update

Nu er det noget uklart, om det er et utvetydigt tegn på begyndende senilitet at begynde at læse nekrologer og referater fra byrådsmøder, men et eller andet galt er der da i det. Når man endda selv kan se det, må det jo være rigtigt slemt. Heldigvis er der ind imellem sammenfald i disse aldersbetingede interesser og så sparer man jo en hel del tid. Lad os for eksempel i dag lige lave den måske allersidste update på det engang så højt-promoverede Lighthouse-projekt, ejet af islandske Landic Property, som efterhånden er ved at nærme sig en nekrolog. Sært, som tingene umærkeligt skrider på en sumpet bund, man skulle næsten tro, at højhuset allerede var bygget.

På gårsdagens møde i byrådet skrev man atter et af de sørgeligt overflødige slutkapitler i den langtrukne proces mod polarnattens mørke for dette projekt. Hvis en af de klassiske kult-soapserier som “Dollars” eller “Dallas” havde fortsat så længe udover al rimelighed som det her virkelighedens spil, så ville det nok have ophørt med at være kult. Nu er det heller ikke sjovt at spille “Sorte-Per”, når alle de andre spillere er gået hjem i seng, men at lade som om der stadig er en chance for at vinde for den sidste tilbageværende spiller er altså dybt godnat. 

Denne uheldige rolle har formanden for teknisk udvalg, den herostratisk berømte Keld Hvalsø fra Enhedslisten. Nu her i 17. time (her bør man konsultere det klassiske opslagsværk “Bibelen” og konstatere, hvor mange timer, der i virkeligheden er, den 17. time er temmeligt sent), har Hvalsø nemlig åbnet for forhandlinger med konsortiet bag projektet omkring de problematiske jordbundsforhold. Det gør den folkelige Keld ved at referere til, at det vist kan sammenlignes med skjulte giftgrunde eller nedgravede olietanke. Nej, Keld, det kan det ikke. Lovgivningen er nemlig ikke den samme for private huskøb ligeså lidt som købeloven er gældende for handel mellem virksomheder. Udover den ret indlysende kendsgerning, at en bygherre, der agter at bygge et tusind kilometer højt hus på en grund naturligvis ikke får den billigere end den, som vil bruge den til containerplads i ét lag. Mærkeligt, men sådan er det.

Det er også skidesvært at bygge højhuse på kviksand og almindelig sandjord, det bliver jorden bare ikke gratis af, man undlader blot typisk at bygge højhuse, og der er intet ukendt eller uventet i forbindelse med jordbundsundersøgelserne i Lighthouse-sagen, som ikke har været kendt hele tiden for alle parter. Det har da heller ikke afskrækket bygherrerne bare det allermindste og det gør det heller ikke engang nu, kun kommunen. 

Ikke desto mindre tager man altså for pålydende i dag, at der vil kunne blive tale om en erstatning (!!), et afslag i prisen eller måske at kommunen tager jorden tilbage. Da der ikke er betalt en krone forekommer brugen af ordet “erstatning” noget alternativ, sådan lidt ligesom at forlange erstatning fra alle de piger man mødte for al den fxxxe, man aldrig fik. Det sidste (det med “tilbagetagning) har for længst været en given konklusion, men ligefrem at gribe til de her pseudo-juridiske midler for at undgå at “tabe ansigt” er da nyt. Måske vi også får formand Hvalsø at se med det rituelle harakiri-sværd foran rådhuset som den japanske forfatter Yukio Mishima hvis det ikke lykkes. Der er sådan lidt reminiscens fra de gode gamle dage med det fængende slogan “Du har ikke en chance, tag den!” over den her epilog over noget, der måske kunne have været engang.

Til sidst i dag skal vi mindes en kær gammel ven gennem mere end 25 år, der døde i går. Ham kommer der næppe en nekrolog med, selv om han var langt mere værdig til en, end de allerfleste er, som får en. Han var et af de mennesker, som aldrig talte folk efter munden. Ingen, der nogensinde har mødt dette på overfladen bryske, men bag facaden enestående omsorgsfulde og kærlige menneske, vil nogensinde glemme ham. Uden at kny udstod han i de seneste mange år et smertehelvede og nu ville det ulykkelige tilfælde så, at det sluttede ganske pludseligt. Vi vil altid mindes denne lille mands gnækkende stemme, når han forsøgte at at undslippe den umådeligt tilbedende Folmer Hunds ihærdige logren med halen: “La´vær´, la´vær`” med karakteristisk københavnsk dialekt. Det skal lige med, at blandt mange tusind mennesker, som Folmer har oplevet, har den kun kastet sin kærlighed på ialt 3. Denne lille mand var en af dem, og man forstod hundens valg, den tog med sit sikre instinkt naturligvis aldrig fejl. Han var den allerkæreste lille misantrop af os allesammen og vores tanker går til hans mor i denne svære stund.
Husk at give din nærmeste et ekstra knus i dag, pludselig er det for sent.

Dagens annoncer 

Nu dag 1 efter afslutningen på “Den Store Slankekur” er der naturligvis altid grund til lidt ekstra livsglæde, for som en kendt poet udtalte i min egen gymnasietid, så er “al morskab, som ikke er fremkaldt af alkohol, noget unaturlig” Med den begrænsede kropsvolumen rækker et par enkelte flasker af den underskønne fru Olsens fortolkning af Cooper´s hjemmebryg ganske glimrende, og den fremkaldte morskab er betydelig. Morskaben minder lidt om underholdningsværdien hos salig humorist Storm P., hvor der altid et sted i baggrunden på diverse butiksruder stod “A. Myrehjelm, Kaniner Engros” Det var noget underligt noget det dér kanin-grossisteri.

Dengang som nu var det jo svært specialiseret felt at være kanin-engroshandler, og erhvervet har jo heller ikke i de senere år vundet videre fremme og listes vist efterhånden i de allerfærreste telefonbøger. Ret beset er det nu ikke meget værre (selv ville vi nok sige bedre, kaniner er jo sundt og magert kød)) end at sælge små dupper til at sætte under højttalere, hifikomponenter og sikkert også alt muligt andet. Den eneste begrænsning er vist prisen, som er ganske astronomisk selv med vor ven Schmidt Audios lave “direkte-til-dig”-priser. I går var der for eksempel en fyr, der så lyset. Han prøvede nemlig at sætte disse små dupper af kulfiber blandet op med epoxylim under sine apparater og hør blot hvad der skete: Der var “mere smæk i bassen” og “..gardinerne blev trukket fra” og der var “..bedre detaljering” og “væsentlig bedre kontrol over vanskelige musikstykker” så han åbenbart fik “gåsehud på mine (altså sine red.) arme” Ikke dårligt for 3 plasticdupper, man kan så forestille sig begejstringen, hvis der virkeligt havde været tale om rigtige ændringer, for eksempel nye og bedre højttalere eller noget andet egentligt betydningsfuldt. Eller måske rettere noget af betydning OVERHOVEDET…

Naturligvis anbefaler denne tilfredse kunde at kontakte vor helt Schmidt Audio, for “det (var?) virkeligt et par timer værd” Ja, det tvivler vi så bestemt ikke på, at det var, men det kan vel ikke ganske udelukkes, at det var mest værd for sælgeren. Tilfredse kunder er en fantastisk ting selv om det for os måske ikke trækker helt vildt meget op, når de er så tilfredse for så lidt som et par plasticdupper. Man kunne måske omskrive Churchills mindeværdige ord fra “Slaget om England” en smule: “Aldrig har så lille en udgift til råvarer med så håbløs en videnskabelig fundering til en så høj salgspris skabt en så epokegørende psyko-akustisk forbedring” Den reelle ændring på apparaterne målt med et accelerometer med eller uden plasticdupper taler vi ikke om mest fordi der ikke er noget at tale om som ikke kunne være klaret med en klat tyggegummi.

Nu er det ikke kun fyraftens-forhandlere, som kan være underholdende. I en rubrikannonce i dag kan man her i lokalområdet købe et Söund Organisation-rack. Det specielle i det her tilbud er angiveligt, at “man selv kan bestemme, om overpladen skal være af MDF, skiffer, glas eller noget helt andet” Nu vil hifipurister måske spagfærdigt sige, at det her valg har man vel altid, da overpladen ligger løst på, men lige i det her tilfælde er der faktisk slet ingen plade med så valget er strengt taget noget anderledes. Derfor har køberen altså ikke noget andet valg end selv at lave en ny overplade, men det er ret grænseoverskridende at se det som ligefrem et salgsargument. Måske der venter en professionel hifi-karriere derude. Det kræver trods alt kun et par drabanter, som agerer begejstrede og tilsyneladende helt upartiske kunder…Og som hævder, at de naturligvis betaler mindst fuld pris, evt. med moms lagt på 2 gange for ekstra troværdighed.

Hos samme mand kan man iøvrigt købe noget angiveligt meget sjældent, nemlig en B&O MMC 4000 pick-up. Helt sjælden er den nok næppe, da den sad på den allerførste Beogram 4000 for godt 35 år siden og udgik et par år efter. Når man finder sådan en pladespiller hos Kirkens Korshær (de er naturligvis allesammen defekte nu pga. betydelig varmeudvikling)sidder denne tudsegamle pickup normalt på stadigvæk, selv om den aldrig duer. Gummiet i nåleophænget er nemlig forlængst rådnet væk på samme måde som alle de cykelslanger, som datidens Tour de France-legende Eddy Merckx brugte eller ikke brugte. Selv om den kommer i original emballage duer den altså stadigvæk overhovedet ikke og det har den da ikke gjort i de seneste 20 år Det eneste rigtigt sjældne i denne annonce er vist den selektive omgang med fakta. Vi befinder os trods alt stadigvæk i den øvre del af bunden af hifi-troværdigheden, men nu er bunden jo også noget tæt-befolket. 

Et læs ATC

I dag skal vi her fra denne høje og ufejlbarlige talerstol højtideligt de- og proklamere, at vores mission er fuldbragt. Fedt-valkerne har strakt våben og på fruens indstændige opfordring er crash-slankekuren hermed stoppet for denne gang inden tøjet kommer til at passe for dårligt igen. Denne gang bliver det ganske vist i den anden grøft end den, det såkaldt “Syngende Villatelt”, den folkekære sangerinde Katy Bødtger, opholder sig i, men det er jo ikke spor mindre kostbart at nedskalere den samlede garderobe, så vi stopper altså her. 20 kg. eller deromkring kan jo osse ses på de fleste, ikke meget tydeligt på denne figur, men alligevel.

Ellers kommer der et bjerg ATC i dag og derfor må vi løbe helt usædvanligt tidligt. Især bliver det en fornøjelse at distribuere en bunke forstærkere til gamle og nye venner. De har været et stykke tid undervejs, men sikke de dog har været værd at vente på. I “hundeslagsmålsafdelingen” har vi fået lidt “hug” af en kollega i forbindelse med søndagens tekst. Om den er berettiget kan enhver jo dømme om selv, men vi ville dog selv komme noget i tvivl om Bill Woodman og ATC´s kompetence, hvis de efter et besøg af nogle ret tilfældige mennesker gik over til at bruge Vifa-enheder i stedet for, fordi disse besøgende mente, at det nok ville være bedre. Det ville de nu nok ikke, og Woodman ville nok heller ikke.

Nu siger man godt nok fra Peak, at skiftet af enheder længe havde været planlagt i mange måneder, men det besvarer jo til gengæld ikke det ellers uhyre fristende spørgsmål, hvorfor man dog ikke ventede med at lancere og prissætte højttaleren inden den tilsyneladende overhovedet var færdig? Tjah…. Tilbage til pallerne, det giver da i det mindste en smule mening! Klik også på billedet til venstre og se alle hundehvalpene inklusive Balder Hund i den visuelle forgrund. Ikke mindst billederne af den stolte men også noget betuttede fader Folmer Hund er ganske seværdige og siger vel mere end almindeligt meget om udfordringen i fader-rollen. Skam få den, som ikke bliver lidt blød om hjertet! Det er jo også en del bedre end at være blød i hovedet.

Vindbøjtler og vejrfisk

I dag vil vi behandle et par emner, der ihvertfald overfladisk betragtet rækker temmeligt vidt, nemlig studier i meteorologiens historie og et nyt begreb, som vi lancerer netop i dag og som vi har døbt “kvalificeret tvivl” Noget kunne nemlig tyde på, at der er mange slags tvivl. Der er ved nærmere eftertanke måske endda så mange slags, at man selv kan komme helt i tvivl om hvor mange der egentligt er. Men lad os starte i barndommens fiskerleje derude på det alleryderste næs på den lillebitte ø, hvor så mange tanker dengang blev tænkt. Dybe var de ganske vist sjældent, men der var til gengæld rigtigt god tid til det. Dengang var den sikreste vejrmelding ikke hverken Kalundborg Langbølgesender eller Blaavand Radio. Folkevisdommen havde nemlig fundet et simpelt redskab.

Det drejede sig om simpelthen om en såkaldt “vejrfisk” ophængt i en snor af hamp. Dét med materialevalg af snor var mest dikteret af, at der ikke var andet og valget af arten af vindtørret fisk blev dikteret af, at dette ufejlbarlige metereologiske apparat krævede en meget lang, lige og tynd fisk for pålidelig aflæsning. I de indre danske farvande, hvor vor helt voksede op, brugte man forskellige arter af nålefisk-familien selv om forskellige leksika også hævder, at man anvendte den noget mere trivelige art tangsnarren. Den sidste kan dog næppe have været helt pålidelig ja næsten ligeså upålidelig som de leksikalske oplysninger desangående. De er nemlig helt ud i skoven. Den korrekte og kalibrerede visning på dette folkelige instrument var nemlig baseret på et maksimalt forhold mellem overflade/rumindhold på vejrfisken.

Når luftens fugtighed steg i forbindelse med det som man senere kaldte “passagen af en vejrfront”, så sugede den knastørre snor-lige fisk ophængt i halen tilstrækkeligt med væde til, at den krummede lidt, og derved kom snoren med fisken i til at vibrere ganske overordentligt påfaldende, fordi tyngdepunktet og dermed ligevægten ikke længere var langs snorens lodrette akse. Ret meget simplere gøres tingene vist ikke.

Det betyder naturligvis ikke, at selv så simple ting alligevel forstås af alle. For ikke så længe siden var der en kort artikel i en publikation fra DMI om disse “vejrfisk”, hvor der blev citeret fra et leksikon, at det var snoren, som sugede væden og dermed snoede sig. Man mente derfor at det forsåvidt var ligemeget, hvad der hang i snoren. Nu vidste alle drenge dengang (men altså tilsynoladende ingen leksikografer), at det eneste, som snor sig mindre end et tørt hampe-reb er et vådt hampereb, og det sidste suger i praksis heller ikke vand, så det er en lidt latterlig forklaring. Det blev ikke bedre af, at artiklen ifra DMI tog det ganske for pålydende. Dumt, da det var fisken, som vred sig, hvor svært kan det være? Iøvrigt krummede den synligt som en flitsbue.

Vi har valgt denne indgang til et mere principielt problem i dagens Danmark i dag, fordi vi drenge dengang kunne sidde og glo i timevis på sådan en tør fisk for at føle vejrets omskiftelser. Vi blev jo naturligvis med øvelse i stand til ganske fintmærkende at føle tingene selv og undertiden også inden vejrfisken gav udslag. Så følte vi os meget kloge mener jeg at kunne huske. Om vores gode kollega Per ovre hos Peak Consult i Middelfart føler sig ligeså klog efter at have haft besøg af en forvokset håndfuld hifientusiaster fornyligt er ikke til at vide. Noget kunne tyde på, at hans “vejrfisk” ikke har virket og så kommer vi til dagens hovedbegreb, nemlig den “kvalificerede tvivl” Eller i virkeligheden manglen på samme. Eller måske blot overbevisning. Ikke kun om vejret, men også om sandheden.

Per og hans firma laver nemlig ganske overordentligt kostbare højttalere, og man havde inviteret en ganske tilfældig flok udvalgt blandt vistnok alle dem, der gad, til at lytte til firmaets absolutte tophøjttalere til en del over en halv million. Når man udelukkende tager prisen i betragtning og hvad skulle man næsten ellers gøre andet når der trods alt kun er enheder for et par tusind pr. højttaler, så skulle man vel egentligt regne med, at producenten/designeren havde gjort lidt mere end sit hjemmearbejde. I alleryderste og -heldigste tilfælde kunne man måske endda kræve eller håbe, at han havde gjort sit allerbedste. Det kan også sagtens være, at han har, for vi har aldrig hørt hans produkter og alt andet end hans bedste ville vel også være en skuffelse til prisen. Og så er vi endelig kommet til den såkaldt “kvalificerede tvivl” En skuffelse blev det nemlig alligevel og da ikke mindst efterspillet. Det første var uhyre forudsigeligt, det var det andet blot ikke.

I forbindelse med omtalte demonstration af disse superdyre højttalere var der nemlig enkelte lyttere, som kommenterede negativt på basgengivelsen på disse monstre. Andet ville vel ret beset heller ikke være at forvente fra en typisk flok gennemsnitligt småtbegavede entusiaster uden videre kvalifikationer, som lytter til et ganske ukendt anlæg et aldeles ukendt sted. Sandsynligheden for, at det lyder aldeles perfekt ligesom selvfølgelig, ja naturligvis derhjemme er jo principielt noget begrænset, og det gjorde det så muligvis heller ikke. Ligesådan lød det da ihvertfald ikke, og så kunne det jo ikke være korrekt eller kunne det? Det aner vi stadigvæk ikke, vi var jo ikke med. Entusiasterne var naturligvis ikke i tvivl. Det var ikke helt godt, som derhjemme forstås.

Efterfølgende har det så vist sig, at Peak i samarbejde med deres danske forhandler i lyset af disse sikkert vældigt kvalificerede kritikpunkter allerede har ændret bestykningen af højttalerenheder af denne super-prestigehøjttaler. I betragtning af, at adskillige ef disse selvudnævnte indbudte “eksperter” havde så travlt med at komme hjem igen inden man overhovedet fik tid til at lytte på en alternativ forstærker må man vel sige, at kvaliteten og pålideligheden af udsagnene fra disse inviterede tåbenakker måske ikke ligefrem burde føre til ændringer af en ultimativ højttaler. Faktisk er det her noget af det dummeste vi har hørt i branchen i den senere tid, for hvis man ikke tror mere på bæredygtigheden af sine egne ideer og designs, så er det altså noget af en udfordring at forlange så sindssygt mange penge for et sæt højttalere.

Hvis man er kommet i tvivl om ydeevnen af sit produkt efter aldeles ukvalificerede udsagn blot fra denne gode bilfuld totale amatører, så er der simpelthen ikke tale om andet end “ukvalificeret tvivl” hos producenten og så er der for alvor problemer. Han kunne ligeså godt have konsulteret Nostradamus eller sin afdøde oldemor simpelthen. Hvad en eller anden ligegyldig fjogepande mener om ens eget hjertebarn (eller ens eget kødelige barn for dens sags skyld) er da skideligemeget hvis man selv tror på sagen eller alternativt er far til ungen. Eller hvis man blot tror nok på sagen og vel helst begge dele.

Denne totale mangel på “kvalificeret tvivl” hos Peak er næsten ligeså slem som DMI og deres uholdbare teorier om “vejrfisk” Hvis man ikke som højttalerproducent har mere at byde ind med, end at enhver hifi-vindbøjtel tilfældigt på besøg for allerførste gang kan få firmaet til straks at skifte højttalerenheder, så er der et eller andet helt fundamentalt galt. En vindbøjtel er jo som bekendt en beholder fyldt med luft, og lige der ligner den jo den typiske hifientusiast bortset fra at den sidste jo så mest forefindes som varm luft. Man må vel som kunde hos Peak komme lidt mere end rigtigt meget i tvivl om det produkt man har købt derfra nu også afspejler andet end “luft og vindfrikadeller”, et andet godt udtryk fra min barndom. Ikke meget tyder på det, hvis man er så vældigt meget i tvivl selv dernede i Middelfart. Ikke såkaldt “kvalificeret tvivl” vist helt almindelig tvivl. Det smitter altså, Per!
Det er så ikke let at gætte, hvor store ændringer der sker når der kommer et par andre helt tilfældige mennesker tilfældigt forbi Middelfart en anden gang, men man må vel frygte det værste. Måske man bare skulle anskaffe en “vejrfisk”, vi skal gerne sponsorere en. Den er da i det mindste pålidelig og så lytter den en del mere fordomsfrit end den typiske hifientusiast. Den er nemlig døv udover at være død. Det var så ikke noget kritik af noget produkt, blot en kritik af den rene skinbarlige kritikløshed. Om det er bedre ved vi ikke, men det er ihvertfald sådan, det er. Vindbøjtler!

Fimbul-vinter

Med dette gamle udtryk fra den nordiske mytologi starter vi i dag med at bekendtgøre, at denne forfatters helt selvkomponerede power-slankekur nærmer sig sin afslutning. Bukserne er kommet til at passe (næsten) for godt og det er atter blevet muligt at tørretumble T-shirts uden risiko for at de skulle krympe den kritiske centimeter, der adskilte dem fra det ubrugelige. Beslutningen om at iværksætte denne kur blev iøvrigt taget, da det blev konstateret, at tøjet også uden vask (herunder helt nyt) krympede kritiske steder på hylderne ved stue-temperatur. Vi har endnu ikke publiceret denne tekstil-istiske nyopdagelse da vi ikke helt forstår det endnu.

Helt stuetemperatur er det ikke længere derude på de vintertågede veje, men nu er der også kun et par uger tilbage, inden de 20 kg. er nået, måske endda lidt mindre. Inden vi dejser af beundring over egne bedrifter her skal det så med, at udgangspunktet var ganske taknemmeligt, der var virkeligt rigeligt at tage af. I det hjemlige har vi på opfordring fra den overordentligt hifiinteresserede frue iscenesat en kontrolleret stor-test af trådløse systemer vs. en traditionel topklasse CD-transport med det noget overraskende resultat over den samme Benchmark-konverter, at forskellen var helt utroligt overraskende lille. Som fruen dog efterfølgende bemærkede efter undertegnedes forslag om at begynde at digitalisere alle vores LP-er, så “lød det nu stadigvæk bedre på plade” Det sidste er jo heldigt mens det første var temmeligt chokerende.

Her ved vinterens komme får man jo blandt de store gamle træer i skoven både såkaldt “stormfald” og sikkert osse “frostfald” Nu var vores nekrolog-causeri tidligere på ugen måske ikke det allerheldigste eller stilistisk sikreste hidtil på denne side, men alligevel må vi sakse et klip fra en spritny nekrolog fra dagens avis. Den er altså simpelthen for fristende. Det må dreje sig om en ganske overordentligt sejlivet person, for omtalte nyligt afdøde var nemlig “i mere end en menneskealder en nøgleperson i det århusianske kulturliv” Det er vel de færreste forundt som denne person at leve mere end en menneskealder ud (plus altså formodentligt derudover barndommen, hvor afdøde måske nok kan en teatralsk dreng men næppe egentligt kulturelt-organisatorisk aktiv, så det skal vel lægges oveni i den sidste ende), men tillykke da med det, skidegodt gået! Men ligefrem at være kulturelt involveret i mere end en menneskealder, det er godt nok meget længe. Naturligvis kan han i de senere år have deltaget i alle teater-møderne i en lettere eller måske mere mumificeret skikkelse, men det står der nu ikke noget om. 

Det må ikke mindst have været noget ensomt for ham her til allersidst på kanten til Fimbul-vinteren, hvor alle de andre som på en uendelig Tour de France-bjergetape er drysset ud over ravinerne. Som en nutidig Methusalem, der ser alle andre falde væk lige inden vinterkulden for alvor sætter ind.

Det her må vist være sidste uge i shorts derude for undertegnede, det er allerede skidekoldt. Vi skulle jo nødigt selv ryge ud over kanten. Trods alt har vi jo da ikke været her mere end en menneskealder (indtil videre kun lige knapt), og da absolut ikke længere end det, så måske der alligevel er en tur op ad den berygtede Funder Bakke i pedalerne og de vinterstive ben. En dag må det jo blive den sidste.

Ren rundbarbering

Nu er det bestemt noget traumatisk at vokse op som lille dreng og hedde Mathiasen som undertegnede, når det nu tilfældigvis rimer på både “isen” og “grisen”, som den gamle børnesang så ubarmhjertigt skildrede i beskrivelsen af den åh for alle andre end vi Mathi(a)sener så morsomme slædetur ud over isen. Det er heller ikke alle andre navne, som er helt fri for at være uheldige, vi kan for eksempel tage navnet “Schmidt” Det er efterhånden også ved at være lidt belastet.

For efterhånden adskillige år siden portrætterede Jack Nicholson jo en vel ikke altfor sympatisk Schmidt i filmen “About Schmidt” Alligevel var der vel bag et gran af menneskelighed bag Nicholsons hængende plus-kæbeflæsk og helt usympatisk var han bestemt ikke. Alligevel fik navnet Schmidt vel dengang sit første sår og lidt belastet har det vel været siden. Indtil en anden Schmidt kom på banen og vel nok gav navnet det, som i de gamle islandske sagaer hed et såkaldt “banesår” Det var og er ikke tale om en særlig kvæstelse forårsaget af nærkontakt med skarpe skinner, men simpelthen om afslutningen af livets bane, altså et dødeligt sår.

Det startede ellers rigtigt godt for Schmidt og hans Schmidt Audio på trods af det lidt belastede navn. Mangen en trist aften har vi zappet ind på dette firmas tydeligvis helt og aldeles hjemmeproducerede engelsksprogede reportage fra dette fyraftensfirmas udstilling i Sverige. Nu er der bestemt ikke noget galt i at spare på pengene til en kompetent oversættelse, men man kunne måske med nogen ret kritisere Schmidt Audio for ikke at bruge bare nogenlunde engelskkyndige lokale til lige at kikke på dette sprogligt ikke akkurat toptrimmede produkt. Selv Googles ellers ganske urimeligt uduelige automatoversættelse er helt god i sammenligning. Lidt komisk er det altså på en sært medynkvækkende måde. Som Nicholson alias Schmidt. Engelsk er det til gengæld selv med den allermest elastiske målestok ikke og ikke engang noget, der ligner.

Når det så er nævnt, så giver samme Schmidts fremturen i de elektroniske medier i disse dage god grobund for at lufte det sikkert ellers fra fodbold-barndommen så kendte begreb “rundbarbering”. Dengang gik det jo ud på for en angriber så effektivt at afdrible forsvarsspilleren gentagne gange, at denne blev helt og aldeles rundtosset. Sådan går det også i denne tid, hvor vor (også som denne skribent noget trivelige, mon han osse spillede back?) ven Schmidt møder en hel bunke ubekvemme spørgsmål med en så total mangel på forståelse af deres rimelighed, at man får tilbageblikket intenst ind på nethinden af den lettere korpulente dreng, som altid “stod” back. Hans skæbne var simpelthen konstant at blive kronisk “rundbarberet” af uvægerligt bedre funderede modstandere.

Når han så mødte en rigtig Laudrup eller Allan Simonsen “i svøb”, så var han jo prisgivet. Det er Schmidt osse, når nogen stiller ganske berettigede og ret elementære spørgsmål om kulfiberteknologi og den angivelige udviklingstid af en allerede ganske udviklet højttaler på ikke mindre end 14 år.

Schmidt svarer med, at den store skaber, som han tydeligvis beundrer intenst ( han er nemlig “intellegent”, som Schmidt så rammende men sprogligt ikke helt korrekt udtrykker det) Schmidt stiller heller ikke spørgsmål ved en oplysning, han ellers selv for ikke længe siden viderebragte om, at der tilfældigvis var sket et afgørende gennembrud med denne højttaler. Det var ellers en interessant oplysning.

Det ville nemlig være et godt spørgsmål, hvorfor et produkt, som denne morderligt “intellegente” og musikalske Shelley Katz (som manden bag Podium Sound hedder) altså trods det, at han efter 14 års udvikling lavede en fantastisk højttaler så alligevel efter 14 år og 4 måneder laver en højttaler, der er MEGET, meget bedre. Den kan både spille meget højere og dybere og er desuden meget nemmere at drive. Mon Katz dengang tilbød gratis ombytningsret til den nye model de gamle kunder, Schmidt?

Det er ifølge Schmidt vist fordi ham her Katz altid er involveret i alle mulige kæmpestore projekter som udvikling af kosmiske fartøjer, superbegavet som han er og ihvertfald rigeligt til at imponere den tydeligvis noget ærefrygtige og benovede Schmidt. Det skal dog med i denne karakteristik, at samme Schmidt en gang så et stort lys i denne skribent, så helt fejlfri er han tydeligvis ikke i sine vurderinger. En gang et fjols…

Vi kan naturligvis ikke afvise, at samme Katz er den genskabte frelser på Jorden og at Schmidt er hans discipel (det sidste passer i det mindste), men vi er ikke helt helt overbeviste. Selv om Jesus så vidt vides heller ikke talte engelsk. Det er ikke nemt at hedde og være “Schmidt” og det bliver da heller ikke nemmere i fremtiden. Til gengæld gør de nutiden sjovere og det er jo slet ikke så dumt endda. Tak, Schmidt Audio, ingen over eller ved siden af dig når det drejer sig om kritikløs videre-kolportering af meningsløse udsagn fra producenterne. Bare man tror nok på sagen giver det tilsyneladende mening selv om der overhovedet ingen er. Var der nogen der talte om de svage i ånden og deres behov for en frelser? Nej, vel?