Skaber ord virkelig virkelighed?

Verden er for tiden et meget mærkeligt sted at være, men da alternativerne er trælse og skræmmende, så må vi hellere forblive i denne “den bedste af alle tænkelige verdener”, som det engang hed med den tyske filosof Leibniz`ord. Selv om han jo nok sagde det på tysk kunne alle de danske udenrigsministerielle embedsmænd dengang i starten af 1700-tallet nu sagtens forstå det. Det var nemlig dengang det danske udenrigsministerium hed og var “Det Tyske Kancelli” Til gengæld talte hverken embedsmænd eller ret mange konger overhovedet dansk.

Nu er der ikke ganske sikre beviser for, at disse rosende ord om verden af en ellers ikke ueffen tysk filosof ligefrem har medvirket til at gøre verden bedre. Der er ellers god “Schwung” over hans selvros til sin egen iboende uhyre fortræffelige og velordnede verden og mon ikke vi i virkeligheden kan se i ret direkte parallel til nutidens spindoktor-regimente. Fordi både Leibniz og alle disse “doktorer” altid fast tror på, at virkeligheden kommer ud af ord. Ja i virkeligheden er virkeligheden overhovedet ikke andet end ord. Og at den allerstørste storhed naturligvis er lige i dette øjeblik, som man helt selv har konstrueret. Med ord og ikke andet.

Det er vel også derfor, at bebudelsen af regeringens fremrykkede mega-investeringer af offentlige projekter får de store overskrifter frem i de elektroniske medier. At de tidligere bebudede 10 mia. om året nu er blevet til for numeriske krakilere ikke meget mere imponerende 17 mia. på 2 år er uvæsentligt i denne pudsige virkelighed af ord, ord og ord. Heller ikke TV-journalisternes lodrette accept af, det må være bedre for den vedvarende beskæftigelse at regeringen “forud-diskonterer” for 2 år i stedet for 1 er overraskende. Intet kan dog være så dumt at ikke langt de allerfleste alligevel intet fatter. Sammenhængene her er ellers ganske simple. Som den prosaiske virkelighed alt for forfærdeligt ofte er bag alle “dæk-ordene” Og nej, 2 år er ikke bedre end 1, det kan blot ikke være anderledes.

For det første taler vi blot om lige omkring 1 PROCENT af det samlede danske statsbudget, så akkurat nogen kolossal omprioritering er der vel næppe tale om. Derudover handler alle disse fremrykkede beskæftigelses-centrerede handlingsplaner og primært større infrastrukturelle vejbyggerier. Som desværre allesammen skal i EU_UDBUD og derfor er den forudsigelige beskæftigelses-nettoeffekt vil ja, nærmest ganske uforudsigelig. En vis netto-STIGNING i den danske arbejdsløshed er jo faktisk en mulighed.. Derudover er der vist heller ingen veje udover “macadamiserede” markveje, som kan færdigbygges indenfor et enkelt finansår, så derfor er det både pinedød nædvendigt uundgåeligt at finansiere over en flerårig periode. Hvor svært er det at fatte midt i al “spin-jubelen”? Ikke spor svært og alligevel så alt, alt for svært, fordi det forudsætter en vis minimal selvstændig tankevirksomhed.

Vi har engang for længe, længe siden snakket om tegneseriefiguren “Mandrake the Magician”, der ved sin illusionskunst kunne omskabe en trøstesløs losseplads til at veldækket delikat middagsbord i et slot. Imponerende udover at der stadigvæk intet var at spise på trods af alle de smukke men ak så illusoriske ord. Det videreføres i allerfineste stil for tiden af den københavnske borgmester Anna Mee Allerslev. Tomheden er ganske vist den samme, men troen på det gode til gengæld så meget stærkere. Det er osse nødvendigt med lidt tro eller lidt bedre, RIGTIG meget! For som hun siger det ganske direkte: “Ord skaber virkelighed” Og det betyder så for den københavnske integrationsborgmester, at man naturligvis ikke må benævne særligt udsatte boligområder som ghettoer, da de derved netop bliver til ghettoer.

Desværre er der ingen håndfaste beviser på, at nogen selv særdeles håndfast gennemført fortielse af nogen ellers indlysende sandheder nogensinde har ændret virkeligheden. Problemet er jo så tillige, at hvis ord formodes at kunne skabe virkelighed, så må manglende ord naturligvis også formodes af kunne AFVIKLE virkeligheden. Da det jo ligesom ligger i selve ordene må¨det jo naturligvis have en vis uimodsigelig logik. Og så kan virkeligheden i dette lys i virkeligheden godt gå hjem og lægge sig. Ord skaber virkelige ghettoer, manglende ord afvikler dem. Sandhederne ændrer sig og orden består og derudover er virkeligheden den samme trøstesløse hos Mandrake som hos Anna Mee Allerslev. Total tomhed bag facaden af glitter og glar.

Selv abonnerer jeg noget mere på den åbenbart totalt kætterske ide, at man for at ændre på nogetsomhelst, så er det nødvendigt at sætte ord PÅ et problem. Sådan er det så åbenbart ikke mere, alting flyder med den græske naturfilosof Herakleitos og ikke blot i Bangkok. I den retning er det så meget, meget mærkeligt, at det forlængst forstummede ellers behørigt fejrede “Arabisk Forår” aldrig har ændret status med kalenderen. I mellemtiden har det ellers været både sommer og efterår og nu er det næsten jul. Uden at det altså er blevet til andet end forår i Arabien. Det, der engang med en anden sproglig forbistring blev kaldt “Arabia Felix”/”Det Lykkelige Arabien”
Lige meget hvor meget man i flere årtusinder og da ikke mindst i den europæiske oplysningstid insisterede på at bruge udtrykket “Arabia Felix”, så er der stadigvæk kun håbet tilbage. Om at da ord måske alligevel kan omskabe den forbandede verden fra det den er i dag. Og altid har været.
Håbet er altid lysegrønt. Som de frodige græsgange i “Det Lykkelige Arabien”, der geografisk betegner den sydlige og vestlige del af den Arabiske Halvø, områdets største ørken dengang og nu. Ord skaber tydeligvis ikke altid en ny og bedre virkelighed. Vand blev ikke til vin “på den lange bane” og gult blev heller ikke til grønt, uanset hvor mange gange man messede “Arabia Felix”..
Det eneste som man rigtigt kan ændre med ord er vist, at det sandsynlige fjernøstlige adoptivbarn Anna Mee Allerslev naturligvis ikke længere kan benævnes med den sidste tyske kejser Wilhelm den 2. og hans ord om “Den Gule Fare” Farven er godt den samme men derudover er den eneste ægte gule fare min barndoms hjembys fodboldhold Horsens F.S. heja heja! Som heller aldrig på trods af den gule farves iboende farlighed nogensinde blev rigtigt farlige på trods af alle løfter og ord.

En sidste-øjebliks oprydning..

i vores kolonihave inden den tilstundende højtid “åd” desværre gårsdagens ord. En bagatel af en bilfuld skrammel afventer stadigvæk den sidste transport til genbrugsstationen, og når vi så samtidig er ved at indrette et større kælderrum her i huset er der dømt fysisk arbejde.
Nå, det dør man vel heller ikke af, lidt fysisk arbejde og 800 kg. gipsplader, der lige skal slæbes ind, og hvis man så endelig gjorde, så ville man jo nok have gjort det alligevel. Ikke at det ville have gjort den store forskel, men vi er vel akademikere her i huset eller hvordan det nu er, det er!

Modvind

Vær blot rolige, allesammen. Det er ikke vores virksomhed, som oplever modvind, kun denne ydmyge skribent, som allerede her helt fra morgenstunden skal ud med fuldtlastet cykeltrailer til lidt lokal “nær-støtte”, som det hedder på “militært”
Men modvind, DET er det og det er et lidet kendt fysisk faktum, at medvind den ene vej og modvind den anden vej langtfra er det samme som ingen vind nogen af vejene. Jeg kan så selv i “medbør” glæde mig over det forøgede kropslige energiforbrug ved den øgede effekt, men det er så osse lige det eneste glædelige på kort sigt..Som varer ret præcist indtil vi er færdige om et par timer.

Blot en uskyldig “sommer-AIDS” eller?

Efter en længere tur på de syd-og sønderjydske motorveje i går eftermiddag (og det endda med en ganske uklædelig overdækket trailer efterspændt vores tyske racerautomobil og den deraf følgende lovpligtige afgjort moderate fremdriftsfart) er der atter dømt “hjemmedag” Og når lyset om få øjeblikke bryder frem vil vi nyde vores nye “små” æsker fra sydøstligst-tyske Passau, som var den egentlige anledning til turen til Handewitt.

Mens vi så kan glæde os over det vellykkede valg i Tunesien, som vist gav et udpræget islamistisk parti et afgørende (og næppe sandsynligt “demokratisk reversibelt” flertal, men det får vi tidsnok at se), så er der osse lige lidt “demokratiske bøvs” fra lederen af den libyske overgangsregering. Sådan noget kalder man sjovt nok ellers for det meste sig selv, mens man så tjept som muligt forsøger at forhindre, at den overgang kommer til at vare forfærdeligt længe. Som tydeligvis næppe mange længere kan huske kom Gadaffi selv til magten som en del af en militær overgangsregering bestående af en flok officerer. Disse overgange i dette område plejer at vare lige præcis så længe som de overhovedet kan komme til for dem, der sidder i overgangsregeringen.

Og måske det kommer til at vare et stykke tid efter næste valg, hvis der ellers bliver et. I går var Libyens internationalt anerkendte leder ude med sine tanker om almen sharia-lovgivning i den kommende demokratiske mønsterstat Libyen. Det gav mindre panderynken hos hans vestlige endnu-allierede uden at det dog blev fordømt. Det ville næppe have gjort nogen forskel, ingen vestmagter er alligevel klare eller i stand til at gøre andet end sidde på sidelinien. End ikke de heltemodige danske flyversoldater skal vist andet end hjem med deres fly, som flyvevåbnet glædestrålende kan sige endnu ikke er blevet helt nedslidt efter denne “Phoney War” med et udtryk lånt fra situation mellem krigsudbruddet i 1939 indtil krigen startede for alvor i april/maj 1940. Fordi der jo ingen modstand har været i luftrummet over Libyen og dermed har der aldrig været behov for at bruge den motor-“ædende” såkaldte “efterbrænder”. Alle aktioner var blot ganske ufarlige øvelser mod levende mål. Det må da give en Hosebåndsorden eller 2, Danmark savner altid helte, osse disse mere usandsynlige af slagsen kan vel bruges..? For så vidt man vel for at være helt i et vist omfang må RISIKERE noget. Selv om dette muligvis er en noget anakronistisk opfattelse af rigtige og heltemodige helte, siden en pige på en telefonlinie for mulige selvmordskandidater osse kan kandidere til at årets danske helt. Sikkert et fint og godt arbejde men en HELT(INDE) m/k?

I dag vil vi atter engang citere en engang meget morsom mand, festugedirektør Jens Folmer Jepsen. I duoen “Stig Ib og Hit-Vagn” var en fast bestanddel af showet altid advarslen om, at ” huske på, at selv AIDS, der opdages i tide, stadigvæk ikke kan helbredes” Det syntes vi var sjovt dengang og det er det vel osse. De her udtalelser fra den fungerende libyske statsleder er vel osse en slags “demokratisk råd” (uden “stød”, betydning kendt fra årstidens rådne æbler). Som man så heller ikke kan gøre noget ved, selv om fra vestmagternes side denne gang selv har plantet træet..
Nå, vi får se. Hvis man med demokrati fra FN blot mener en valghandling af en art, så er der muligvis stadigvæk håb. Vi kan så blot håbe på, at det første valg nogensinde i Libyens historie så ikke tillige bliver det sidste. For meget mindre end ingen demokratisk tradition overhovedet er vel ikke det mest oplagte springbræt mod meget andet end mørke.

Ikke meget mere lys kaster det evige bedrevidende net-tågehorn “Spencer” over diskussionen på Nerds.dk i går om sammenlægning af højre/venstre signaler til mono. At bruge en “ground loop isolator” ændrer absolut intetsomhelst i forhold til andet end DC-gennemgang. Som jo ikke lige har noget med impedans at gøre. OVERHOVEDET og ganske principielt!

Eksplosivt efterår

Så er der atter hjemlig hverdag i vores lille kompagni. Det betyder nu mest, at vi i de kommende par dage må give den en ekstra skalle, fordi alle vores kunder nu igen er klar til at modtage varer og bunkerne af papkasser og “hjemmesløjdede” halv- og helfabrikata er blevet lidt rigeligt store her og der. Både budcyklen og bilen er hårdtpumpede, og den første varetur er lige netop nu. Måske der lidt senere i dag bliver tid til på skrift at fundere over livet, i mellemtiden vil vi blot forsøge at leve det-på farten! Og muligvis tænke en enkelt tanke eller to på turen.

Visse tanker er dog ikke svære at få. For eksempel den fyr på Nerds.dk, der ønsker at koble signaler fra højre og venstre kanal sammen til et monosignal. I fin og ganske vanlig netstil væver de forskellige bidragydere af uhyre tvivlsom teknisk bonitet om hvad der sker for det musikalske indhold ved blot passivt at lodde de 2 ledere sammen. Og nej, et stereomix kan naturligvis ALDRIG blive at monomix ved parallelkobling-ikke at det overhovedet har noget at gøre med sagen her. Det højeste man kan opnå i den retning er at levere at “stereo-produkt”, som måske overhovedet er mono-kompatibelt uden katastrofale udfasninger.

Alt dette radiofonisk-tekniske pladder er dog af rimelig ringe relevans, da der er et mere fundamentalt problem involveret her. Ved en blot og bar sammenlodning af plus-signalet fra højre og venstre kanal i samme phonostik opstår der en ret elementær situation. Sådan noget hedder en (i praksis) KORTSLUTNING af begge udgangssignaler og svarer essentielt til at koble en elpære til 2 forskellige stikkontakter samtidigt for at få mere lys og betragtes i almindelighed som en ikke voldsomt gangbar model for øgning af lys. Med hensyn til total dæmpning er det en helt anden og ikke mindre parallel sag. BANG!

De 2 lavimpedante udgangssignaler, som hver for sig burde “kikke” ind i en relativt højimpedant, kommer nemlig i stedet til ikke ganske overraskende at kikke ind i HINANDENS lave UDGANGS-impedanser. Dette dæmper signelet mindst 10dB og øger forvrængningen til det totalt grinagtige. Visse løsninger kan diskuteres, den her kaldes blot forkert, og teknisk lallende imkompetent. Hvordan løser man det så? Tjah lidt populært skulle man måske spørge en med blot en smule teknisk indsigt og sådan noget foregår tydeligvis ikke ved blot at spørge lige ud i luften. Hvor kvaliteten af svaret er omvendt proportionalt med kvadratet på bidragyderens inkompetence og desværre hersker samme proportionalitet i forbindelse med bidragydernes enorme iver.

Her i huset kender vi godt svaret, mest fordi det er elektronik for absolutte begyndere og dermed skidelet, selv for os. Hvorfor andre så ikke ved det er så blot så meget vanskeligere at fatte. Faktisk en hel del sværere end det er at løse problemet…

Tillykke

I dag skal der hejses flag her i huset. Ikke fordi Gaddafi endelig blev slagtet, for anderledes kan man vel dårligt beskrive hans endeligt. Man kan sagtens glæde sig over hans død, men måden det skete på er en passende afslutning på skændig borgerkrig, hvor interventionsstyrkerne blot har banet vej for et kommende anarki. I et land med alt for mange stammer, alt for meget at vinde for de stærkeste af dem og helt vildt meget for mange våben i omløb, som det vil være det rene galskab for nogen af besidderne nogensinde at give fra sig.

Læg så dertil, at Libyen reelt ingen grænser har eller uden en længere fredsperiode først nogensinde vil kunne komme til at hævde disse, så har vi virkeligt recepten på en kaotisk samfundsudvikling. Det eneste, som man nok trygt kan regne med er vist, at vel nærmest alle Gaddafis soldater har delt hans skæbne ved samme summariske pøbel-standretter, som han selv blev slagtet af. Om det ligefrem gør en demokratisk mønster-udvikling videre sandsynlig skal man da vist være noget af en lettere lallende jubeloptimist for at tro.

Udover at det nok heller ikke i det kommende paradisiske og demokratiske Libyen ligefrem bliver lettere at være sort afrikaner, mon ikke den “farve-etniske diversitet” her allerede er noget udhulet, da mange af Gaddafis lejetropper (et sjovt ord iøvrigt da vist overhovedet ingen af de indsatte FN-styrker beskrives sådan-som om der er forskel på fuldt kontrakt-professionelle og andre lønnede soldater red.) jo var sorte. Ordet “er” er nok ikke anvendeligt længere, da næppe nogen længere er i live og næppe udelukkende fordi de KÆMPEDE til døden. Nej, det pejorative ord “lejesoldater” er heldigvis altid de ANDRE, fjenderne af demokratiet og det almene vel, éns egne soldater er blot professionelle.

Som sagt, procentdelen af særligt mørklødede libyere er nok ikke overvældende. Længere. Og de er næppe allesammen gået hjem, nok nærmere “blevet gået” på den hårde måde. Og så venter vi bare på det kommende uundgåelige retsopgør mellem de forskellige stammer, det, der kaldes en RIGTIG borgerkrig, hvor intet luftherredømme har nogen anvendelse. Tillykke med dagen, FN og tak denne gang til Enhedslisten, som i dag sætter en passende finger på den syge jubel over Gaddafis brutale død. Barbariet efter 42 år med Gaddafi er ikke sluttet, det vi oplever er kun med Churchills ord “afslutningen på begyndelsen”

Nej, vi vil flage, fordi fruen endelig vender tilbage fra sin velfortjente veninde-ferie i det storkøbenhavnske. Og se, her er der ingen malurt i bægeret, blot og bar lykke.
Og så lige korrektion til an anden (osse?) altid let-bedrevidende letskaldet med-hifientusiast, Jan Nielsen: Lad være med at kloge dig på dangelsk når du nu kender citatet fra W. C. Fields, som retteligt lyder: “It ain’t a fit night out for man nor beast!” med blot en eneste mulig konsonant-fortolkning

Atter en af de dage,..

 

..hvor der må løbes fra “Herodes til Pilatus” for at få enderne til at nå blot rimeligt sammen. I mellemtiden forsømmes så ellers indlysende vigtige projekter som for eksempel den praktiske anvendelse af den stak 1.5″-drivere af model JBL 2451H, som ligger under arbejdspordet med obligate og vanskeligt-anskaffelige 2252-horn. Om de spiller bedre end vores ret talrige 2445 har vi endnu ingen anelse om, da de på trods af ellers identiske membranmål desværre ikke passer på de samme horn, hvilket unægteligt gør den direkte sammenligning noget vanskelig. Her i huset bilder vi os nemlig ikke ind at kunne detektere tydelige og især ikke entydige lydforskelle over de adskillige minutter, som det tager at skifte hardware her. Man kan da helt sikkert høre forskel uanset om der måtte være nogen og da ganske særligt fordi de her 2451-drivere er fuldstændigt astronomisk-stratosfærisk sindssvagt dyre. For så vidt altså en 12-15 stykker af de lange sedler eer noget at snakke om, det synes jeg da selv. Og så får man endda kun en enkelt, med det rigtige horn nærmer vi os betænkeligt de 20k.. Godt?-givetvis!
Vi får se om vi får ild i sagerne her i løbet af dagen. Sjælen er redebon og håb er der altid så længe der er liv. Og alt, alt for meget arbejde tillige.

Posted by Picasa

Mere “boksning”

Her til morgen venter en bagatel af 22 kabeltromler og stageboxe på lidt “TLC”/tender loving care, som det vist hedder på nyere SMS-dansk. Heldigvis kan det jo ske til ledsagelse af musik til arbejdet af den høreskadelige kaliber fra vores lille nye stak. Måske der ligefrem bliver tid til at sætte strøm til de nye Crown Studio Reference 1, det ville dog være noget af et fremskridt. Selv om det vel ret beset er et ubetydeligt skridt for menneskeheden som de fleste skridt vel egentligt er og da ikke mindst ens egne..Lidt ydmyghed klæder jo alle og vel ikke mindst denne skribent.

Ellers har vi i fruens fravær oplevet en kolossal lysmæssig forbedring i vores store Altec 416 Onken/Westrex/Altec 288/JBL 2405-system i pejsestuen. Ved at udskifte den tarvelige gamle ferrit-288 fra Korsør Kino eller hvor den nu engang boede, med en ganske spritny og ganske jomfruelig 288-Alnico fætter, oplevede denne skribent en fantastisk forbedring. Ja, nærmest en slags åbenbaring af umådelig dybde og musikalsk skønhed Om den så også er reel får vi se når fruen kommer tilbage. Blot synet af den flot-skinnende megadriver gjorde allerede lyden langt bedre for denne skribent. Mærkeligt det kunne blive så meget bedre når det nu lød så vældigt fint i forvejen. Hvis det altså overhovedet ER blevet bedre eller blot ANDERLEDES udover oplevelsen oppe i hovedet af denne skribent. Nå, semi-autoerotiske oplevelser selv uden kvinder og andre koner i huset er vel osse en slags ferie. Og så er der tillige god til til at rydde op bagefter.

I forbindelse med gårsdagens lille pip en uddybende kommentar. Vi reparerer ikke rørforstærkere “in house”, men bruger en lokal kompetenceperson. I forbindelse med en københavnsk hififorhandlers afvisning af nogensinde at have haft en EAR 549 til service er det formelt korrekt, da han aldrig fik nogen penge for det. Til gengæld fik manden så heller ikke repareret sin forstærker, men fik i stedet en forklaring fra de varmere lande om hvor umuligt det ville være og at trafoerne altid gik i smadder på den her iøvrigt håbløst konstruerede forstærker. Måske det ER den du svagt mindes? Måske det ville have været mere passende blot at sige at man ikke havde tid/gad/kunne, vi taler trods alt om et forstærkersæt med en udsalgspris på omkring 7500 engelske pund, da det udgik i starten af dette årtusinde.

Det gik så altsammen alligevel godt. Forstærkeren fra den noget mere end lidt små-chokerede kunde kom med noget logistisk besvær over til Jylland og blev repareret uden de helt store problemer på et lokalt værksted og står nu igen i København. Problemer, som unægteligt har været noget større med nyere produkter fra samme designer-hånd, hvor vi flere gange har oplevet totalt nedsmeltede transformatorer, brændte print og andre rørlige lyksaligheder. Udviklingen går tydeligvis ikke altid den lige vej fremad. Og tydeligvis heller ikke i hifi-fagligheden, for der sidder naturligvis i denne klassiske konstruktion et modstandsnetværk omkring røret, som fungerer som en ekstra yderste og ganske effektiv lokal sikring mod ildsvåde og almindelig nedsmeltning. Og dette beskytter udgangs- og nettransforsformatorer ganske effektivt.
Nå, nok “techno-babble” for de indforståede for i dag. Vi skal i gang med at lytteteste nye kabler. Nemlig de ganske ny-lavede, som kan nå efter en større omrokering oppe i stuen. Efter den obligatoriske “indbrænding” af kablerne på nogle måneder forventer vi at det lyder FULDSTÆNDIGT ligesom det har gjort hidtil. Det vil sige fuldstændigt ligesom det gør den første dag. Som altså så er i dag.
Hvordan nogen mennesker i deres grænseløse indbildning kan forestille sig at høre gradvise ændringer i lyd fra ja af alt tilspilning af KABLER over et span på måneder når éns akustiske hukommelse er som en guldfisks i en bowle, altså SEKUNDER, det lader vi lige ligge. Vi er ganske tilfredse, når kablerne blot kan nå..