Nu har vi talt mere end rigeligt om mere eller mindre indbildte kritiske sygdomme gennem det forløbne år, men vi skal dog i dag mindes én, som vel efterhånden er glemt derude. Om det så er fordi den er blevet udryddet eller bare pludseligt forsvandt som alle de aldeles fiktive, men derfor så meget desto mere vidtudbredte kristiske følger af vaccinationerne mod livmoderhalskræft hos unge kvinder. Og uden at vi skal pådrage os nogen shitstorm, så vil kun fremtiden afsløre, hvor stor en del af coronaens langtidsfølger vil kunne henregnes under samme fiktive sygdomsbillede som teenag-tøsernes. For vi har vel alle ondt i et eller andet og om ikke andet så vel altid lidt i selve livet…
Tilbage til den forlængst forglemte sygdom, der var et specifikt dansk fænomen og som måske ikke umiddelbart indlysende ikke viste sig i stand til at smitte ikke-dansktalende. Den væsentligste årsag lå nu nok i, at alene navnet, “dansuenza”, ikke umiddelbart med nogen videre succes eller mening lod sig kolportere til nogen kendte sprog. Det kunne ellers dengang i 1978 med DR´s TV-monopol nemt have udviklet sig decideret faretruende, men så vidt vides ramte den udelukkende de 2 daværende børne-TV værter Thomas Vinding og Poul Nesgaard.
Smittekilden var, ja, i mangel af bedre ord, vældigt smittende, selv om det blot forblev et enligt hyggeligt sommerhit fra 1976 for en forlængst med rette forglemt pop-fidusgruppe. Men alene det, at inkubationstiden for dansuenzaen måtte formodes at være vældigt lang, formodentlig op mod de 2 år inden udbruddet i DR, gjorde den jo potentielt farlig. Heldigvis bevarede den ellers dengang noget vakkelvorne danske regering fatningen og lod dansuenzaen løbe sin korte livslinie ud. Og hvorfor så dette utidige minde? Simpelthen fordi min kone har fastholdt denne skribent på et forlængst afgivet løfte om at danse en efterhånden meget forsinket brudevals.
Og lige netop i denne specifikke fysisk-moto/kombinatoriske henseende er jeg noget af en analfabet. Og ikke fri for at være noget berettiget nervøs for at forårsage ukontrollerede anfald af krampelatter hos den skønne. Og så er det jo nærliggende at håbe på, at der er en enkelt overlevende virus-spore derude fra fortidens dansuenza-epidemi , der kan smitte denne skribent og gøre mig til en ukontrollererbar valsekonge. Og det helt uden al den trælsomme træning og akut-akkumulerende nervøsitet for ultimativ fiasko-danseforestilling. Håbe, håbe..
Tilbage til overskriften, selv om dans altså mest her i huset er et fy-ord af indlysende uformående grunde. Det er nemlig osse i disse dage, at jeg håndfast bliver mindet om en helt anden og i visse henseender langt bedre tid. “Bedre” er her nu mest fordi tiden indtiil da havde været helt fri for bekymringer, mens tiden derefter permanent blev præget af voksen ansvarlighed. Og lige i mit tilfælde skete processen med at blive voksen over ganske kort tid. Og i de seneste måneder har jeg simpelthen kunnet opleve hele denne uhyre vigtige historiske proces (for mig selv self.) på et site, der hedder worldofhifi.dk.
Derovre lægger en snurrig sjæl gamle Hifi og Elektronik-blade op på nettet, og lige nu er vi simpelthen kommet til dengang ved årsskiftet 1990-91, hvor denne skribent oplevede at møde selveste Michael Kjær fra Fredgaard for allerførste gang. Det blev så også ellersidste gang, jeg talte med denne lille stoltserende hanekylling af en mandsling i spidsen for et af andre veldrevetfamilie-imperium, som han senere skulle køre totalt i smadder. Så snart han fik chancen efter sin anderledes dygtige far, så tog han den. Min afsky for manden var spontan og blivende og intet taler for, at Kjær havde det anderledes med mig. Alt i alt en lykkelig skilsmisse skulle man tro..
Ja, hvis altså ikke mit umiddelbart efterfølgende jobskifte til boss for nyetablerede Dansk Audio Teknik Professionel i Århus allerede fra starten viste, at fra nu af var der dømt økonomisk ansvarlighed og ikke mindst vedholdende arbejdsomhed-ikke akkurat dyder, som firsernes Radiohuset Expert havde udviklet videre, og med datidens morsomste mænd som Niels Riis og Henrik Thomsen og en masse andre sære eksistenser var alvoren ikke akkurat herskende på arbejdspladsen. Det blev så helt, helt anderledes allerede der i starten af 1991..
Det vildeste ved det hele her er, at når jeg læser de nyoplagte blde fre starten på min beskedne branchekarriere tilbage til april 1983, så husker jeg hver måneds blad og tilhørende personlige begivenheder i tiden, men her ved nummer 12 1990, dér begynder det at flimre i erindringen. Og lige pludseligt er man ikke længere et stort komisk legebarn, men begyndende ansvarlig for adskillige arbejdspladser. Så med bardens ord, så var denne skribent dér i starten af 1991 ved at at være “..past (my) dancing days”-Helt færdig. Og så forventer fruen, at jeg skal danse brudevals nu mer end et halvt bevidst liv senere? Ja, naturligvis, skal jeg nok! Og jeg HAR jo altså osse lovet det..
Ellers er det osse i disse dage, at Tannoy endegyldigt lukker og slukker i Rosehall Industrial Estate, hvor de ellers har resideret siden 1975. “Endegyldigt” har her flere betydninger: Den gamle fabriker ved at blive revet ned og Tannoy, der allerede længe har været en tom skal efter Music Tribe overtog ejeren TC, har forlængst lagt alle aktiviteter til Kina. En trist skæbne for et firma, der havde det til fælles med det forgangne Radiohuset Expert, at der økonomisk og strukturelt i firmaet simpelthen ikke var styr på en skid. Det gik så en tid indtil det holdt helt op.
Og at det for Tannoy overhovedet varede ind i dette årtusind skyldes salget at TGI-gruppen til TC Electronic, der pumpede fantasilioner i skod-foretagenet inden de solgte butikken. Og nu består de sølle rester af Tannoy så tilsyneladende mest af Fyne Audio, der inkluderer mindst én, muligvis flere, at Tannoys tidligere ledende medarbejdere. Det ser nu ud til, at Fyne Audio har ganske godt fat i den traditionelle skotske kunst at spare på knapperne, for i lighed med de allerfleste andre indenfor højttalerbranchen, så er der mest tale om handel med Kina-producerede produkter. Til priser, hvor man nok forsigtigt kan gætte på, at OEM-produktionsprisen nok ikke akkurat er tyngende..Igen, det gør næsten alle andre også, men det bliver det jo ligesom ikke bedre af.
Lidt anderledes komisk bliver det, når man i firmaets topmodel til omkring 140.000,- stk helt uden blot det ringeste forsøg på at skjule herkomsten af firmaets dualkoncetriske diskant. Det er nemlig en billig Beyma-enhed og det skammelige og skræmmende er, att man ikke engang har gidet bekoste en dedikeret eller blot anonymiseret metal-dækplade bagpå. Men mon ikke man regner med, at hifitosser er dummere end vandfast krydsfiner, som vi allerede foragteligt, men uhyre berettiget, omtalte dem dengang i 1980-ernes Radiohuset Expert? Og er tydeligvis blevet betydeligt dummere siden.
Hvor basenheden så kommer fra, ved denne skribent ikke, men hjemmelavet er den nu næppe. Alene Fyne Audios rekord-korte udvikling fra koncept efter fyringen fra Tannoy af dr. Paul Mills, den nuværende tekniske chef for Fyne Audio til salgsvirksomhed tyder ikke akkurat på, at man er startet fra bunden. Iøvrigt osse både unødvendigt og dumt, når man kan købe tingene billigt fra Beyma og de andre og sælge dem dyrt.
Men igen, sådan er verden bare derude med en enkelt undtagelse, som der ikke gives præmier for at gætte.