Lidt almindelig af-gasning

 Påsken falder heldigt i år for os, da design og utallige efterfølgende nødvendige småændringer i udførelsen af et større udstillingsprojekt ellers næsten ville kunne få dagligdagen til at ligne det kaotiske kampprogram i den gamle engelske 1. division i fodbold efter “Boxing Day”-2. juledag. Hvor netop afdøde Peter Lorimer fra Leeds United og alle andre af datidens hårdtarbejdende og usigeligt lavtlønnede fodboldstjerner virkeligt fik deres fysiske sag for. For der var altid 3 og sommetider 4 kampe mellem den 26. december og Nytårsdag. Det var tider for rigtige mænd-som der med Lorimers død nu altså er blevet én færre af. Nyd gerne disse perler fra en tid, hvor både mænd og fodbolde og baner var  noget helt, helt andet end i dag. Det var dengang, manager Bill Shankly sagde om sin hårdeste hund, jernmanden Tommy Smith: “He was not born, he was quarried!”

Ellers udnyttes den relative fred her på fabrikken til lidt hjemlige sysler med eget hifi. A propos såkaldt “fred”: Vi har aldrig nogensinde solgt så meget mere eller mindre retro-agtigt hifi som i den seneste lille  måneds tid, hvor der er solgt mere end på flere normale kalender-år. Og som det kan ses af billederne nedenfor, er det jo gået lidt hårdt ud over samlingen af sværgods-forstærkere af Crown reference 1 og McIntosh MC 2500/2600, der er totalt diffunderet. Og afløst af både langt mindre glamourøse og imposante MC2 Audio S800 og S1400.

Heldigvis har de gamle forstærker-venner fundet nye, gode hjem, og det er jo en slags trøst i tidens tendenser til  trøstesløshed. Og som kendere af vores ydmyge etablissemnt måske vil bemærke, så er lyset osse for alvor brudt frem igen her i kælderen efter at have været effektivt udelukket i tæt på et årti. Så fremover vil der sandsynligvis kun være en eneklt opstilling af hifi af gangen her på kontoret.

For tiden er det så 4 stk Vitavox Thunderbolts, der jo trods en bruttovolumen på 650 liter (altså HVER). ikke ligefrem syner af meget i forhold til de tidligere JBL 5672 her i kælderen. Og som de troner dér i den skarpe forårssol gennem de nu frilagte skråvinduer ser de direkte arkaiske ud, disse snart 50 år gamle uhyre  industrielt udseende forladehorn.

Hvad der til gengæld kommer som en betydelig overraskelse (og det trods efterhånden mangeår-lang udsættelse for horn) er det, hvor forrygende vellykket den gensidige kobling i bassen mellem de 2 boxe i hver side er.. For ved alle lydtryk, osse de allersvageste, er højttalernes kobling til luften og dermed samtlige effekter overalt i rummet ganske enkelt enest¨ående. Vores gamle TDL RSTL, (ellers en af de rædderligste højttalere, denne skribent har hørt) kunne få vinduerne til at rasle. Om ikke andet De her Vitavox kan få en rulle tape til at vibrere. Der er simpelthen en helt rigtig “fysikalitet” i gengivelsen, der er svært, grænsende til farligt, vanedannende.

Til slut i dag et link til et stykke musik, der ligger i CD-afspilleren lige nu til kommende straks-afspilning. Det er et herligt værk, som de fleste nok vil være enige med min kone om kvaliteten af MEN: Tanken om at se komponisten Charles Ives som ung instruere forskellige brassbands til at marchere rundt og spille forskellige melodier SAMTIDIGT for at opnå polyrytmiske effekter er da herlig:

December 1990-dansedagene næsten ovre..

Nu har vi talt mere end rigeligt om mere eller mindre indbildte kritiske sygdomme gennem det forløbne år, men vi skal dog i dag mindes én, som vel efterhånden er glemt derude. Om det så er fordi den er blevet udryddet eller bare pludseligt forsvandt som alle de aldeles fiktive, men derfor så meget desto mere vidtudbredte kristiske følger af vaccinationerne mod livmoderhalskræft hos unge kvinder. Og uden at vi skal pådrage os nogen shitstorm, så vil kun fremtiden afsløre, hvor stor en del af coronaens langtidsfølger vil kunne henregnes under samme fiktive sygdomsbillede som teenag-tøsernes. For vi har vel alle ondt i et eller andet og om ikke andet så vel altid lidt i selve livet…

Tilbage til den forlængst forglemte sygdom, der var et specifikt dansk fænomen og som måske ikke umiddelbart indlysende ikke viste sig i stand til at smitte ikke-dansktalende. Den væsentligste årsag lå nu nok i, at alene navnet, “dansuenza”, ikke umiddelbart med nogen videre succes eller mening lod sig kolportere til nogen kendte sprog. Det kunne ellers dengang i 1978 med DR´s TV-monopol nemt have udviklet sig decideret faretruende, men så vidt vides ramte den udelukkende de 2 daværende børne-TV værter Thomas Vinding og Poul Nesgaard. 
Smittekilden var, ja, i mangel af bedre ord, vældigt smittende, selv om det blot forblev et enligt hyggeligt  sommerhit fra 1976 for en forlængst med rette forglemt pop-fidusgruppe. Men alene det, at inkubationstiden for dansuenzaen måtte formodes at være vældigt lang, formodentlig op mod de 2 år inden udbruddet i DR, gjorde den jo potentielt farlig. Heldigvis bevarede den ellers dengang noget vakkelvorne danske regering fatningen og lod dansuenzaen løbe sin korte livslinie ud. Og hvorfor så dette utidige minde?  Simpelthen fordi min kone har fastholdt denne skribent på et forlængst afgivet løfte om at danse en efterhånden meget forsinket brudevals. 
Og lige netop i denne specifikke fysisk-moto/kombinatoriske  henseende er jeg noget af en analfabet. Og ikke fri for at være noget berettiget nervøs for at forårsage ukontrollerede anfald af krampelatter hos den skønne. Og så er det jo nærliggende at håbe på, at der er en enkelt overlevende virus-spore derude fra fortidens dansuenza-epidemi , der kan smitte denne skribent og gøre mig til en ukontrollererbar valsekonge. Og det helt uden al den trælsomme træning og akut-akkumulerende nervøsitet for ultimativ fiasko-danseforestilling. Håbe, håbe..
Tilbage til overskriften, selv om dans altså mest her i huset er et fy-ord af indlysende uformående grunde. Det er nemlig osse i disse dage, at jeg håndfast bliver mindet om en helt anden og  i visse henseender langt bedre tid. “Bedre” er her nu mest fordi tiden indtiil da havde været helt fri for bekymringer, mens tiden derefter permanent blev præget af voksen ansvarlighed. Og lige i mit tilfælde skete processen med at blive voksen over ganske kort tid. Og i de seneste måneder har jeg simpelthen kunnet opleve hele denne uhyre vigtige historiske proces (for mig selv self.) på et site, der hedder worldofhifi.dk.
Derovre lægger en snurrig sjæl gamle Hifi og Elektronik-blade op på nettet, og lige nu er vi simpelthen kommet til dengang ved årsskiftet 1990-91, hvor denne skribent oplevede at møde selveste Michael Kjær fra Fredgaard for allerførste gang. Det blev så også ellersidste gang, jeg talte med  denne lille stoltserende hanekylling af en mandsling i spidsen for et af andre veldrevetfamilie-imperium, som han senere skulle køre totalt i smadder. Så snart han fik chancen efter sin anderledes dygtige far, så tog han den. Min afsky for manden var spontan og blivende og intet taler for, at Kjær havde det anderledes med mig. Alt i alt en lykkelig skilsmisse skulle man tro..
Ja, hvis altså ikke mit umiddelbart efterfølgende jobskifte til boss for nyetablerede Dansk Audio Teknik Professionel i Århus allerede fra starten viste, at fra nu af var der dømt økonomisk ansvarlighed og ikke mindst vedholdende arbejdsomhed-ikke akkurat dyder, som firsernes Radiohuset Expert havde udviklet videre, og med datidens morsomste mænd som Niels Riis og Henrik Thomsen og en masse andre sære eksistenser var alvoren ikke akkurat herskende på arbejdspladsen. Det blev så helt, helt anderledes allerede der i starten af 1991..
Det vildeste ved det hele her er, at når jeg læser de nyoplagte blde fre starten på min beskedne branchekarriere tilbage til april 1983, så husker jeg hver måneds blad og tilhørende personlige begivenheder i tiden, men her ved nummer 12 1990, dér begynder det at flimre i erindringen. Og lige pludseligt er man ikke længere et stort komisk legebarn, men begyndende ansvarlig for adskillige arbejdspladser. Så med bardens ord, så var denne skribent dér i starten af 1991 ved at at være “..past (my) dancing days”-Helt færdig. Og så forventer fruen, at jeg skal danse brudevals nu mer end et halvt bevidst liv senere? Ja, naturligvis, skal jeg nok! Og jeg HAR jo altså osse lovet det..
Ellers er det osse i disse dage, at Tannoy endegyldigt lukker og slukker i Rosehall Industrial Estate, hvor de ellers har resideret siden 1975. “Endegyldigt” har her flere betydninger: Den gamle fabriker ved at blive revet ned og Tannoy, der allerede længe har været en tom skal efter Music Tribe overtog ejeren TC, har forlængst lagt alle aktiviteter til Kina. En trist skæbne for et firma, der havde det til fælles med det forgangne Radiohuset Expert, at der økonomisk og strukturelt i firmaet simpelthen ikke var styr på en skid. Det gik så en tid indtil det holdt helt op.
Og at det for Tannoy overhovedet varede ind i dette årtusind skyldes salget at TGI-gruppen til TC Electronic, der pumpede fantasilioner i skod-foretagenet inden de solgte butikken. Og nu består de sølle rester af Tannoy så tilsyneladende mest af Fyne Audio, der inkluderer mindst én, muligvis flere, at Tannoys tidligere ledende medarbejdere. Det ser nu ud til, at Fyne Audio har ganske godt fat i den traditionelle skotske kunst at spare på knapperne, for i lighed med de allerfleste andre indenfor højttalerbranchen, så er der mest tale om handel med Kina-producerede produkter. Til priser, hvor man nok forsigtigt kan gætte på, at OEM-produktionsprisen nok ikke akkurat er tyngende..Igen, det gør næsten  alle andre også, men det bliver det jo ligesom ikke bedre af.
Lidt anderledes komisk bliver det, når man i firmaets topmodel til omkring 140.000,- stk helt uden blot det ringeste forsøg på at skjule herkomsten af firmaets dualkoncetriske diskant. Det er nemlig en billig Beyma-enhed og det skammelige og skræmmende er, att man ikke engang har gidet bekoste en dedikeret eller blot anonymiseret metal-dækplade bagpå. Men mon ikke man regner med, at hifitosser er dummere end vandfast krydsfiner, som vi allerede foragteligt, men uhyre berettiget, omtalte dem dengang i 1980-ernes Radiohuset Expert?  Og er tydeligvis blevet betydeligt dummere siden.
Hvor basenheden så kommer fra, ved denne skribent ikke, men hjemmelavet er den nu næppe. Alene Fyne Audios rekord-korte udvikling fra koncept efter fyringen fra Tannoy af dr. Paul Mills, den nuværende tekniske chef for Fyne Audio  til salgsvirksomhed tyder ikke akkurat på, at man er startet fra bunden. Iøvrigt osse både unødvendigt og dumt, når man kan købe tingene billigt fra Beyma og de andre og sælge dem dyrt.
Men igen, sådan er verden bare derude med en enkelt undtagelse, som der ikke gives præmier for at gætte.

Billedanalyse for begyndere

 Vi hundeejere har det vidunderlige privilegium,  mere og undertiden mindre frivilligt, at iagttage naturen og årstidernes omskiftelighed på en flere gange daglig-basis. Som det vel hedder på en slags nydansk. Også selvom man måske denne solrige frost-morgen tænker på alle vinterens stikkere derude, der nok mest håber på ny-is på søerne med følgende muligheder for at anmelde børn og andre barnlige sjæle i vildskab til denne nye tids anderledes nidkære (overfor bagateller kun)  ordensmagt. Vi kan da meddele, at vores fuglebad er isdækket, så måske der alligevel bliver en “indisk vinter” uden at der vist er noget, der helt hedder det. Meningen turde dog være klar. Og selv om vi nok må regne med en eksplosiv stigning denne sommer over blufærdighedskrænkelser over badende og de desværre fåtallige topløse koner derude fra alle disse undertrykte stikker-eksistenser, så får vi vel en lille pause i den kommende tid. 

Til gengæld pipper og synger  fuglene i vildskab derude i naturen i disse tider-måske fordi de ER derude i den vilde, fri natur. Under alle omstændigheder er de både sultne OG mange, ikke mindst oppe på vores vendsysselske farm, der ligger i et skovbryn i en fredsskov. Og deroppe er omkostninger ved  fuglefodringen ved at opnå et niveau, som stærkt nærmer sig samme udgift som gårdens udgifter til kreditforeningslån. Heldigvis er det sidste ganske billigt, men den første post er chokerende eskalerende. 

‘For på trods af mageløs opfindsomhed fra fruens side for at forøge både antal og kapacitet for foderautomaterne omkring hytten deroppe, så er vi foruroligende hurtigt kommet dertil, at selv en stor cola-flaske med jordnødder kan tømmes dagligt. denne skribent vil inden næste gang forske mere eksakt  i, hvor mange stk. jordnødder, det er, men indtil videre er tallet MANGE! Og da de afhentes enkeltvist (med undtagelse af en særligt ihærdigt-opfindsom spætmejse, der forsøger med 2 af gangen), så er der simpelthen nødvendigvis dømt konstant trafik ved automaterne. 

Der er simpelthen tale om, at musvitter og blåmejser og andet småfuglefolk står på svirrende kolibriagtige vinger og venter på første umiddelbare hånd  på, at der bliver ledigt på den lille anflyvningsrampe. Vi taler simpelthen om et lille encifret antal sekunder mellem landingerne, der så altså umiddelbart efterfølges af af fugl, der flyver væk med én jordnød. Og da en blåmejse brutto vejer 10 g., med tilsvarende ret begrænset føde-optagningskapacitet for fortsat overhovedet at kunne flyve,  så er der tale om ganske mange fugle. Det bliver hårde tider for insekterne til sommer rundt omkring i vores store vildsomme og afvekslende naturområde med krat og store træer kvasbunker og frønnet nedfaldstræ overalt. 

Og ikke mindst er antallet af forskellige fuglearter selv for en fra barndommen ihærdig amatør-ornitolog som denne skribent vanvittigt imponerende. For selv i forhold til min ellers ikke ligefrem fuglearts-fattige fødeø er der altså langt flere forskellige heroppe. Men det bedste ved fuglefodringen er nu alligevel næsten, at en lidt fjernere slægtning med særdeles  veludviklede fascistoide træk med hensyn til repressiv intolerance overalt alt andet end sig selv) aggressivt misbilliger det. Uden at grunden hverken er klar eller spor interessant at forske i, dertil er manden alt for afskyeligt et væsen. Og at han vist endda var/er aktiv i Dansk Ornitologisk Forening gør jo kun ondt værre for de små fjedrede væsner. 

Nå, ham og hans slags er der jo mange af, og de skal bare vejre respressivt-fascistoid morgenluft, så myldrer de frem som cikader i de insektstorme, der med 17 års mellemrum i et par uger fylder dele af USA. De første går bare ikke væk igen, det gør de sidste helt frivilligt. De første ligger permanent på lur til næste gang, der er en chance for at bestemme og melde og stikke, stikke, STIKKE! Og ikke mindst-fuglefodring forbudt! Ingen detalje er for lille til disse tidløse  “himmlerske” medløbere.

Tilbage til overskriften, som jeg glemte at aktualisere i sidste uge. Vi er tilbage ved den glædestrålende nyhed og den tydelige redaktionelle lettelse over, at gigant-koncernen Frequence er forblevet på lokale danske hænder. I den anledning er der publiceret et ganske artigt billede, som burde kunne give grundlag for visse utidige spekulationer, se for eksempel her på det øverste billede

https://nerds.dk/node/35

Nu skal vi ikke nødvendigvis på nogen måde begrænse læsernes kreativitet i decifreringen af billedets indhød, men alligevel: Kik på hænderne. Det er muligt, at man kan udtrykke venskab og respekt på den måde, men det ser da godt nok mere som noget fuldstændigt andet. Og mens vi nu er ved dette mærkelige og særskilt begivengeds- og indholds-løse nye danske site Nerds.dk, så kan vi osse lige nu se, at Skinbjerg Audio har lanceret et nyt superkabel. Og det er helt sikkert et helt usædvanligt gunstigt prissat hifi-kabel i henseende til, at man helt sikkert får usædvanligt meget råmaterialepris  for pengene i forhold til alle andre kabler på markedet. 

Nu må det så tilføjes, at det ikke er alverden, for på trods af anprisningen i teksten af “Neutrik-stikkene fra Schweiz”, så er der altså tale om virksomhedens kinesiske lavpris-produkter til netto en tier/stk Plus at kablet næppe kan have kostet mere pr. m., det gør kabler sjældent, ja nærmest aldrig.Alligevel gør dette vel ret beset beskedne råvareindhold alligevel dette kabel til udsalg en tusse for et sæt 1 m. til markedets med betydelig margin bedste køb for slutbrugeren. For alle andre derude ganger ikke bare råvareprisen som her, med noget der ligner en faktor 10 (monteringen tager max et minut, så ikke nogen væsentlig post her). Nej, de andre mere gribbe-agtige (for nu at blive i fugleverdenen) leverandører derude ganger med en faktor 100 OG opefter. 

Så med de ganske vist noget sælsomt-slørede briller, så er dette nye lavpriskabel et supergodt køb!

Mikrokosmos og selvretfærdighedens apoteose

Denne dejlige solrige og kommercielt allerede vellykkede morgen skal vi straks ile med at undskylde overfor vores mange sprænglærde læsere omkring dagens overskrift. Nej, det er ikke en dissertats om den ungarske komponist Bartoks monumentale klaverværk. Manden kunne ellers godt fortjene en omtale som en af de få succesfulde kunstnere, der formåede at kombinere relativ kunstnerisk succes med almindelig menneskelig anstændighed. Det er ellers ikke ligefrem almindeligt blandt de store kulturpersoner, der typisk ikke kun bygger og står med  deres egen selviske succes på skuldrene af andre kunstnere, men alt for ofte samtidigt tramper på den nærmeste familie. Listen over kunstnerisk succesfulde møgsvin er alenlang, listen af Bartok-er er ultrakort.

For som bekendt komponerede den allerede da terminalt kræftsyge  Bartok sit vel nok kendteste værk udover orkesterkoncerten, den 3. klaverkoncert, med speciel hensynstagen til sin snarlige enke, der var pianist. For nok var fru Bartok professionel pianist, blot ikke den bedste af slagsen, så hr. Bartok formåede med en sidste intellektuel kraftanstrengelse at forlene koncerten med maksimalt effektiv appellerende bulder og brag uden at koncerten samtidigt blev alt for svær at spille. Og alligevel lød den ekvilibristisk og gav fruen et fornuftigt livsgrundlag fremover.
Tilbage til musikken mere generelt, nemlig den slags, der afspilles i de små hjem. Og selv om både det generelle akustiske niveau i hjemmenes hifi OG ikke mindst, HYPPIGHEDEN af nogen videre hjemlig elektronisk musiceren er styrdykket til antageligt mindre encifrede procenter fra niveauet for blot et par årtier siden, så er politianmeldelserne tilsvarende røget skyhøjt i vejret.Og sidste weekend markerede et hidtil u/hørt (/set?) maksimum i antal anmeldelser over høj musik fra naboer. Desværre nok ikke andet end et såkaldt lokalt højdepunkt på en stærkt stigende kurve over generelt anmelderi af dette og hint. Ren vildskab udelukkende forårsaget af gunstige muligheder.  Og denne vinter har så vidt denne skribents sporadiske kilde-undersøgelser også har vist, været den første med massivt anmelderi af vinterbadere. Og det både for overtrædelse af forsamlingsforbud OG krænkelser af anstændigheden. Især det sidste er vist en “first” og en trist én.
Man må forestille sig den indestængte frustration hos alle de nye små ambitiøse og håbefulde stikker-aspiranter ved synet af isens forsvinden fra diverse vandoverflader. For efter deres held med at få politiet til at komme ræsende gentagne gange ved det spædeste tegn på trafik på isen er det jo frustrerende ikke længere at have denne mulighed. Da det jo ikke indtil videre er forbudt for børn at sejle i gummibåd eller lege med badedyr på nogen af de tidligere isdækkede, men nyligt politisk bestemt, vanvittigt livsfarlige flader.
Så mon ikke mange har vendt sig til det nære og det næres muligheder. Og da det så vidt jeg ved endnu ikke er muligt at politianmelde naboer for støj fra støvsugning eller glade børn, så har musikken været vinderen. For DER kan man anmelde naboer uden hverken blusel eller bevisbyrde. Man ringer blot til politiet og så sidder man selv sandsynligvis  seksuelt saftspændt og venter på ordensmagtens taktfaste trampen på trapperne. Arh, det var dejligt og krævede kun lidt køkkenrulle -omend det er permanent gift for senere godt naboskab.
Stikkeriet er blevet en folkeforlystelse for hele nationen og selvretfærdigheden lurer vel i alle civilisationer som den potentielt højeste retfærdighed. De fleste stater formår blot at nedtone mulighederne for sanse- og grænseløst stikkeri ved at bemande telefonsluserne med menneskeligt erfarent personnel. Eller rettere, det HAR indtil for nyligt været sådan, men det er efterhånden næsten et år siden, at en indsatsleder i Nordjylland blev citeret for at sige, at folk squ da skulle tage den lidt med ro med anmeldelserne af alt og især ingenting. Det var dengang, nu kommer politiet gentagne gange på en formiddag til en crossfit-plads, hvis der tilfældigt fordelt på den store plads er mere end 5 tilfældige personer samtidigt. 
Tænk at sidde og alvorligt tage imod den slags på politistationen og så selvfølgeligt samtidigt yderligere nedprioritere almindelig banal kriminalitet som nødvendigvis stærkt eskalerende vold i hjemmet og tyverier og andre tiltagende ligegyldige teknikaliteter? Og mon ikke vi kan regne ret trygt med, at disse hidtil med rette oversete små menneskelige rand-eksistenser vil flokkes for at få job i politiet. Mens mere traditionelle gode politifolk under det ulidelige politisk definerede og -korrekte åg vil forlade korpset i hobetal? Den slags er vist almen business-viden. Den falske valuta fortrænger omgående den ægte.
Måske vi ligefrem i Danmark engang kan nærme os i adskillige henseender alle tiders mest ideelle civile tjenestemand, selveste Heinrich Himmler. Der jo også indtil der blev plads til denne uhyrligt effektive lille mand i et sygt system var dømt.til at henslæbe sit liv som upåagtet lavtrangerende embedsmand.For selv om Himmler hurtigt kom til at repræsentere nazismens yderste grusomhed, så forblev Himmler resten af sit heldigvis korte liv en ydmyg mand uden materielle ambitioner og lærte aldrig trods gentagen eksponering at kunne tåle blod.. Og ikke mindst med et legendarisk “styr på” alle sine bilag, hvor der intet var at sætte en finger på. Og det i modsætning til andre nazistiske notabiliteter, der ragede til sig i hele togvognslæs af gangen. Den perfekte embedsmand var Herr Himmler, selv i sin effektive upersonlige og altid professionelle udførelse af ekstrem grusomhed. Faciliteret af et ekstremt effektivt frivilligt og nidkært  stikkersamfund, som verden ikke har set magen til indtil marts sidste år.
Ellers skal vi altid huske at glæde os over de små og nære ting. For eksempel er min gamle kollega Torbens Frequence højttalerbyg-imperium blevet solgt til en ANDEN “efter fyraftens-virksomhed”, Hificentrum. og som der beroligende står i pressemeddelelsen, så er der ingen grund til uro, fordi “..både ledelse og ansatte (fra Frequence red.) flytter med..”
Måske man lige skulle kikke lidt på proportionerne og de faktiske størrelseforhold  her af Frequnce, der vist ikke akkurat kan rubriceres under decideret “medarbejder-tunge”. Og det ikke engang i sammenligning med en anden mindre operatør i det professionelle segment, nemlig os selv..
https://www.proff.dk/firma/frequence-denmark-aps/videb%C3%A6k/audiovisuelt-udstyr/GUSABMI07VZ/
Sådan er der så meget snak, men ret meget mindre finansiel muskelkraft er svært at få øje på siden dengang i tegneserien Lucky Luke, hvor Luke i “Pigtråd over Prærien” for at få adgang til et møde for kvægbaroner måtte give den som Hamburger Jones,  en afgjort mindre kvægbaron. Hvis hele hjord bestod af en enkelt vildfaren lille kalv, der muhede efter sin mor inde i byen:
https://www.google.com/search?q=hamburger+jones+lucky+luke&tbm=isch&ved=2ahUKEwixqpD44aLvAhVQiIsKHd0uCj8Q2-cCegQIABAA&oq=hamburger+jones+lucky+luke&gs_lcp=CgNpbWcQAzoGCAAQBxAeOggIABAHEAUQHjoICAAQCBAHEB46BAgAEBM6BggAEB4QEzoICAAQBRAeEBM6CAgAEAgQHhATUMQgWLBMYO1OaABwAHgAgAGRAogB0QmSAQYxMi4wLjGYAQCgAQGqAQtnd3Mtd2l6LWltZ8ABAQ&sclient=img&ei=Fi5HYLHHM9CQrgTd3aj4Aw&bih=969&biw=1920&rlz=1C1GGRV_enDK751DK751#imgrc=Q-Wr-J4b0o-liM
Sommetider må man finde det store i det HELT små.
Til slut lige et minde om en politiker af en noget anden kaliber, som altid kan og bør hives frem som forbillede-desværre mest for noget, der var engang. Men allerede dengang var den Richard von Weizsäcker unik alene derved, at ingen nogensinde uanset parti turde stille op som modkandidat mod manden som præsident. Lyt gerne til hele talen, det fortjener den i disse tider..
https://www.youtube.com/watch?v=vg8cV90Z6nY
Vi har nævnt ham tidligere, men nu har vi mere end nogensinde brug for hans slags.

Stop press!

 Verden er af (Ende)ave derude, og vidt forskellige stater og regeringer af angiveligt forskellige farver kaster sig ud i projekter, der for denne skribent forekommer både idiotiske og håbløse. Idiotiske, fordi projekterne ikke forholder sig til den nuværende påtrængende virkelighed og håbløse, fordi de ikke adresserer problemerne på nogen sigt udover de forskellige regeringers uhyre sparsomme omgang med selv de mest indlysende sandheder. Som alle tænkende mennesker forlængst burde have kunnet regne ud, hvis de altså ikke var så gennem-rædde og allerede optaget af at stikke hinanden til myndighederne.

Således var det først i sidste uge, at en overlæge sandsynligvis blev sendt på banen for at formidle, at det da godt kunne være, at den danske befolkning osse til efteråret skulle have et vaccinations-stik. “Sendt på banen” er her en personlig tolkning, men næppe nogen overlæge på denne side af terminal Alzheimer kan vel være i tvivl om, at den allerede fra starten vildt muterende pandemi er kommet som et blivende livsvilkår for menneskeheden.

Alligevel kan man dårligt undervurdere de højeste myndighedes lyst til at kolportere selv de enkleste og mest indlysende sandheder, se for eksempel den her overskrift fra i dag:

https://jyllands-posten.dk/international/ECE12796525/who-verden-slipper-naeppe-for-corona-ved-udgangen-af-aaret/

“Næppe” er sådan et sørgeligt utilstrækkeligt ord her, og med en så sparsommelig omgang med indlysende sandheder fra myndighederne giver man jo alskens mere eller mindre sandsynlige konspiratuionsteorier fuldstændigt frit løb. For når enhver kan se, at myndighederne ikke fortæller de mest indlysende sandheder om den uundgåelige situation indenfor blot den allernærmeste fremtid, hvordan skal myndighedernes udsagn så kunne vurderes som særskilt sandfærdige i en byge af andre mere eller mindre utvivlsomme usandheder? Nej, corona forsvinder næppe ved udgangen af året og “næppe” kan godt stryges.

At man så andre steder på mere geografisk  isolerede lokaliteter stadigvæk forsøger at lade som om, at man kan slippe permanent udenom en pandemi, er så mere interessant, omend en smule middelalderligt. For som bekendt flyttede bedrestillede familier igennem tusindvis af år altid til deres landsteder, når pest og kolera og andre anderledes befolknings-reducerende sygdomme kom på besøg. Det hjalp nu aldrig, men så havde man dog gjort noget. 

Således også i New Zealand, der for tiden simpelthen lukker hele samfundet ned så snart der blot konstateres et enkelt tilfælde. Og man jo sige, at det er en særdeles effektiv kur, hvis man altså aldrig nogensinde senere regner med at skulle have nogen turister eller besøg af udenlandske specialister. Eller, måske nærmere, have alle de hundredetusindvis af  newzealandske statsborgere, der arbejder i udlandet, hjem. Samme problem som Australien, her er der bare over en million australiere ude i den farlige omverden, som østaterne forsøger at isolere sig fra.

Man kan vel med en let omskrivning af Shakespeare sige, at “No island is an island” for så vidt man nogensinde efterfølgende har planer om at have nogen fysisk kontakt med omgivelserne. Og selv en midlertidig “helbredelse” vil aldrig kunne være andet end en udsættelse for en senere eksponering. Og her behøver man vist ikke være særligt forudseende for at se, at en bevidst re-introduktion af corona i disse østater vil være ganske let for de mægtige østasistiske naboer. Udover den indlysende daglige kontakt med ulovlige indonesiske fiskere for den australske kystvagt. Og historisk er ingen nok så isolerede civilisationer undsluppet eksponering til menneskehedens historisk akkumulerede myriader af sygdomme. Noget alternativt at tro, at man i New Zealand kan tro, de kan blive de første..

Nå, men ellers er der travlhed i den lille virksomhed, men der er dog osse tid til “Sports et Divertissements”, som den mærkelige franske komponist Erik Satie udtrykte det. Tag for eksempel billederne i dag, der vel må betegnes som tegn på både åndeligt armod hos denne skribent kombineret med en såre begrænset fantasi. 

For efter at alle vores McIntosh -forstærkere på nær en enkelt C40 forforstærker er blevet kapitaliseret, så er der blevet plads og ikke mindst et imaginært behov for bunker af MC2 S-serie high end forstærkere. Og det gode er jo, at med atkiv drift skal der i elle opsætninger bruges 3 eller 4 stk. Altså HVERT sted.

Begavet? Ikke rigtigt, men det får den vanskeligt forståelige eller fordøjelige virkelighed til et kort øjeblik at træde i baggrunden for musikken. Så nej, bestemt ikke helt spildt!