Dumme mænd og kloge koner

På engelsk findes der er ganske herligt ord, der hedder “Aftermath” Ud over at jeg mener at kunne mindes, at et af Rolling Stones albums fra deres guldalder faktisk havde denne titel, betyder det vist mest bare “efterspil” Det lyder ligesom bare bedre på engelsk, mest som sådan en slags “School´s Out for Summer” (for nu at blive blandt populærmusikkens absolut eviggrønneste evergreens) med dens bibetydning af “slut med matematikken” Det engelske udtryk betegner ligesom bedre en afgørende “finalitet”…Som alle dødsfald altid er, også “bladdød”

Derfor har vi da smugkikket lidt på de forskellige små-pip af reaktioner på lukningen af det danske blad High Fidelity. Der har ikke nogen steder været ret mange og blandt de få har der ganske forudsigeligt været endnu færre, som har været særligt interessante. Det har vist mest gået på, at det på en eller anden underlig måde skulle være trist, at der i Danmark nu ikke er flere hifi-blade. Underligt i betragtning af, at indholdet af bladet i så mange år har været sammenligneligt med den redaktionelle del af det husstands-omdelte gratis-magisin “Vi med Hus og Have” Nul komma nul dut for at være præcis. En læsning af det allersidste nummer på biblioteket i går bekræftede kun det betimelige i dette “blad-dødsfald” Sikke mange mennesker på bladets “kolofon” som i den grad overhovedet ingenting har lavet. Helt vildt mange, over 15 så vidt jeg husker.

Nu har nok næppe alle fået løn udover lidt “bonus” i forbindelse med anmeldelserne, men nogen har sikkert, og med nogenlunde samme fortjenstfuldhed som direktørerne i EBH og Roskilde Bank. Nå, nok om det, det er jo blot ligegyldig nyere historie nu og har vel i det mindste ikke som de andre krak påført den almindelige skatteyder ublu udgifter. Oplagene på bladene har jo alligevel i mange år været så lave, at der vel er visse grænser for, hvor meget man overhovedet kan akkumulere af gæld hos trykkerierne. En smule held i uheld. Til gengæld misunder vi så ikke de nu arbejdsløse skribenter, som skal ud på et tiltagende kritisk arbejdsmarked og skal søge arbejde med den “ballast” af ligegyldigheder, som deres skriverier i så mange år har været. En kedelig journalistisk “scrap-mappe” at vise frem som reference, vist bedst beskrevet uden s-et..

Nå, Verden går uforandret videre derude, og anderledes bliver det nok næppe foreløbigt. At ét fordummende blad forsvinder betyder selvfølgelig ikke, at selve DUMHEDEN gør. Efterhånden som man bliver ældre forekommer denne dumhed efterhånden at være en mere og mere integreret del af det, man normalt normalt forstår ved at være mand. Som jo er de eneste, der er tåbelige nok til at abonnere på tåbelige hifi-blade. Desværre gælder dette også for denne skribent selv om der er visse grænser. Ikke for selve dumheden, men selvfølgelig for, hvor meget denne skribent ønsker at udlevere sig selv, lidt selvkritik har vi vel. Eller selvcensur nok nærmere.. Derfor vil vi begrænse os til den beviselige “hifi-dumhed” hos denne skribent. Den beviselige del er jo osse den, der er vanskeligst at løbe fra!

For ikke så længe siden havde denne husstand adskillige CD-afspillere af et kendt mærke, som påny markedsføres energisk i disse tider. De var enormt dyre næsten 30.000,-, vældigt flotte udenpå og designet af en absolut brilliant engelsk designer. Eller måske, “designet” og designet var måske så meget sagt. Inde bag den flotte forkromede forplade sad der såmænd blot en kinesisk-produceret Arcam-CD med standard Sony-mekanik fra allerbilligste skuffe. Heldigvis var de jo for denne mandlige entusiast blevet “drysset med guldstøv” a la feen i “Peter Pan” og derfor lød de naturligvis super-godt. Det vil sige, det gjorde de nu kun for denne skribent. Mærkeligt at ikke alle straks kunne høre denne maskines suveræne “analoge” digitallyd. Nå, det kunne mange osse, alle mændene for eksempel. Alligevel var en “orm” begyndt at gnave lidt, for fruen plejer da at kunne høre? Det kunne hun også skulle det vise sig.

Allerede fra starten var fruen i huset mere end kritisk. Ikke overfor den ekstravagante investering, næh mere overfor resultatet. Hun syntes nemlig, det lød langt ringere end det, vi havde i forvejen. Nå, det tog undertegnede temmeligt let på og henregnede det til lettere angreb af præmenstruelt-syndrom. Mærkeligt det ikke forsvandt, men i stedet “bed sig fast” som både intra-menstruelt og post-menstruelt syndrom. Fruen syntes vist mest, det var noget bras. Hm. Nå, i forbindelse med, at en kvindelig bekendts ellers ikke vanvittigt ambitiøse Meridian-CD begyndte at drille lånte jeg så en af vores engelske “stoltheder” ud til damen. Hun måtte da kunne høre, hvor godt det lød.

Det kunne hun bare ikke, tværtimod foretrak hun noget overraskende så langt sin egen hoppende model for det nye krom-mirakel. Og så var det, at noget dæmrede for denne skribent, som jo tydeligvis havde været urimeligt forblændet af produktet fremfor lyden. FOR DET LØD JO DECIDERET AD HELVEDE TIL! Kvinderne HAVDE simpelthen haft ret. Det her produkt var simpelthen fuldstændigt håbløst og sammenlignet med en computer sat til en anstændig DA-converter var det simpelthen en vits. Som mand havde man(d) simpelthen ladet sig “snøre” helt af egen kraft. Ikke særligt imponerende, faktisk. Moralen er simpelthen, at man sommetider skal høre efter, hvad konen siger, og man skal ALTID høre efter, hvad andre kvinder siger når det så til punkt og prikke er det, som konen har sagt. Uden at vide det, en rigtig blindtest. Tilbage stod jeg så som den totale idiot jeg var, ikke voldsomt behageligt faktisk, men det var jo sådan det var! Og altså desværre bevisligt.

Siden den tid er vi blevet lidt klogere her i husstanden. Det vil sige, konen er ikke, hun har jo været det hele tiden, men undertegnede er. Men nu har hun jo heller aldrig læst High Fidelity, hun brugte jo blot sine ører, det glemte jeg til fordel for almindelig selvforblændelse. Siden den tid har jeg haft voldsom respekt for fruens akustiske domme. Når hun således siger, at vores gamle JBL 4320-monitors spiller værre end en Tivoli-clockradio, så har hun fuldstændigt ret. Med undtagelse af de altså hidtil kun ca. 3 plader, hvor de er helt fantastisk fremragende. Nå, vi har heldigvis plads til at huse diversiteten og vil forsøge lykken senere i dag med at udvide denne. Med lidt held får vi nemlig fat i et sæt store højttalere, hvor antageligt endnu færre plader lyder blot nogenlunde acceptabelt. Måske kun en enkelt er nok et rimeligt gæt! 

Dem må jeg have, jeg er jo en mand og nu ved jeg, hvor dum jeg er! Det er stadigvæk lidt anderledes derude, og i den anledning vil vi lige citere lidt fra debatten om High Fidelitys død fra hifi4all. Vi skal advare om, at der udstilles monumental mandlig dumhed og manglende grammatisk akkuratesse i middelsvær grad, but “here goes: Nedenstående skulle ses som et mandligt forsvar for at give de omkring 90,- ud i luften, som salig High Fidelity kostede.
“Hvor mange penge bruger jeres kællinger ikke på ligegyldige dameblade ??”

Ud over det umuligt/problematiske i at vide, hvor mange penge der IKKE bruges (i modsætning til hvor mange der rent faktisk GØR) er det her vel det bedste eksempel på, hvorfor denne hobby nærmer sig sin absolutte afslutning. Nej, det er ikke fordi manden er særskilt dum (det er han nu ellers nok, i næsten eksempelløs grad, platnakken), det er fordi han afskriver kvinderne. Som jo selv denne skribent gjorde engang. Det skal ikke ske igen! Fortjener jeg nu det stykke julekringle, du lokkede med, fru Dahl Vikkelsø Mathiasen?

Noget at læse!

I dag bliver vi, nok noget trættende for enkelte af vores læsere, nødt til lige et bemærke en mærkedag. Det vil vi naturligvis gerne undskylde, men når det drejer sig om et enestående såkaldt “relikt” fra en storhedstid (ligesom det newzealandske firben tuataraen med det rudimentære ekstra øje) så er det jo en mærkedag. Det drejer sig nemlig om den 3. af foreløbigt kun 3 bemærkelsesværdige magasiners indflydelse på denne skribent. Nemlig den ugentlige eller i dette tilfælde næsten-månedlige spændte venten på det nyeste nummer. Man mindes næsten lugten af tobak på butiksruden på den kiosk, mod hvis panorama-rude man stod og trykkede sin næse så flad som en grønlænders. Man kommer næsten til at tænke på, om de og de asistiske menneskelige fænotyper iøvrigt med de fladere næser simpelthen var genetisk mere interesserede i de nyeste numre? Vist egentligt et sidespring..

Den første uopnåelige kærlighed vil jo for altid forblive den støærste, og her taler vi naturligvis om den mest klassiske af dem alle, det dengang allestedsnærværende “Anders And & Co” med de rigtige gamle Carl Barks-historier og nyere figurer som jordnødde-ekvilibristen “Supermule” alias Fedtmule i sin røde undertøjs-heldragt og Raptus von And og naturligvis de irriterende fætre Højben og Vims. Dér stod man foran købmanden på fødeøen Endelave mangad aften og trykkede sin næse ganske grønlænder-flad mod ruden. For at sikre sig (formedelst det dengang i 1962 ikke ganske ubetydelige beløb af 1.25 kr.) det nyeste nummer, som frisk fra færgen ellers førast var til salg alle andre steder om tirsdagen. Hvilket privilegium at være den allerførste i den nyeste udvikling af “andologien”, som det vist senere kom til at hedde. 

Få år after kom så nummer 2, nemlig det heftigt opblomstrende og derefter allerede hurtigt derefter langsomt hensygnende (pudsigt udtryk egentligt?) blad “Fart og Tempo” med alle de belgisk-franske nyere tegneserier om racerkøreren Mark Breton med den loyale bror Jean-Pierre og ærkerivalen Steve Warson, Lucky Luke, Asterix og alle de andre senere alment kendte figurer. Forventningen var denne gang en smule mindre hver uge, fordi næsten ingen af de utallige serier blev afsluttet i det enkelte nummer alligevel. Det var pisseirriterende men serierne var til gengæld supergode og slutningen så sandelig værd at vente på. Selv om man altså kom til at vente længe, alt for forbandet længe. Trykket mod ruden var formindsket noget, men der er nu nok aftryk af næse-epitel på visse ruder endnu.

Den 3. store kærlighed var så den danske udgave af det engang så blomstrende hi-fi magasin High Fidelity. Fra de tidlige 1970-ere blev biblioteket hyppigt “gennemtrawlet” for at finde det nyeste nummer af dette herlige blad. Det var nemlig skrevet af folk, der kunne skrive og havde noget på hjerte. Ja, faktisk så meget, at man sagtens flere årtier efter kan glædes over brilliante og skarpe musikalske og tekniske artikler og så læserbreve, masser af læserbreve. Spændende og interessante og informerede og rimelige og fornuftige. Som blev besvaret med suveræn sproglig og teknisk omhu og indsigt. Også bladets hyppige besøg hos underlige entusiaster med anderledes synspunkter var absolutte journalistiske toppunkter. 

Desværre toppede High Fidelity allerede i de sene 1970-ere sammen med den generelle interesse for hifi og fra starten af firserne blev alting lettere parodisk. Nu kunne man måske tro, at det blot var denne skribent, der dengang var blevet noget tiltrængt klogere, men det er ikke hele sandheden. Ved genlæsning af samtlige de gamle numre, som undertegnede har gennemført i flere omgange (ja jeg tilstår!) er der en påfaldende udvikling allerede fra 1981 i afgjort negativ retning. Skribenterne blev simpelthen dummere i en grad, så det var påfaldende. Hele personudskiftningen dengang fandt sted, fordi de bedste af de gamle skribenter enten blev hyret til bedre stillinger i den dengang blomstrende danske hifi-industri eller startede egne virksomheder. De nye skribenter var de første endnu uskyldige prototyper på “spild-skribenter” med alt for ringe viden om tingene, endnu dårligere sproglige evner og endnu mindre kritisk sans end overhovedet ingenting. Dengang døde dansk High Fidelity for denne skribent. Resten var en lang, lang vandren mod tusmørket.

Det “stunt” har bladet så gennemført igen, nu har man nemlig endeligt lukket og slukket butikken. Man kan blot undre sig over, at det har taget over 25 år at indse hvor dårlige man var ved at gøre bladet, men stædighed kan jo være en dyd. Særligt hvis man ellers havde overvejet at gøre noget ved det største problem, nemlig at man overhovedet ingen interessante skribenter havde længere. Efter tiden med Knud Erik Læssøe-Stillings tid som redaktør og farverige dygtige kommunikatorer som Steen Michaelsen var det slut. Dødkedelige folk som Michael Madsen overtog roret og supplerede i god ånd op med skribenter af samme “bonitet” Man skulle jo nødgit ansætte folk, som var alt for dygtige og da slet ikke nogen, der var dygtigere end én selv. Det “dictum” opfyldtes til fulde, og “talenter” som Kurt Lassen og “Nis Med Kasketten” begyndte at fylde de skrumpende sider. Med absolut ingenting, ja fortyndet vand vil denne skribent nok hævde.

Det er derfor uden nogensomhelst sorg, at vi i dag afskriver dansk High Fidelity. Fordi det for så længe siden gjorde sig selv så ganske overflødigt. Nemlig dengang det holdt op med at være interessant at læse og ikke mindst at GENLÆSE, det eneste rigtige succes-kriterium for et papirmagasin. Intet andet gælder når prisen som for det anæmisk tynde High Fidelity er over 80,-
Og hvad kan de sørgelige rester af den skrevne danske rester, som nu kun findes på nettet, så overhovedet lære af dette dødsfald. Ja, de kan lære det, som vi så ofte før har råbt og skreget om på denne side. Nemlig at man skal finde nogen skribenter, som HAR NOGET AT SKRIVE OM og som har EVNERNE TIL DET. Hvis der ikke er nok relevante ORD i et hifi-magasin uanset om det sidder “på skærmen” eller er af papir, så kan man altså ligesågodt tage og lukke butikken. Som det altså er sket nu.
Med et citat fra Baz Luhrmans eneste superfilm lettere omskrevet: “Et liv levet i tiltagende talentløshed er et liv fuldstændigt spildt” For High Fidelity kom døden så lige de 25 år for sent, men bedre sent end aldrig. Ren spild af tid for alle andre end de skribenter, som blev betalt pr. skrevet ord. Uden at have noget overhovedet at skrive hjem om.. 

Lokal-nyheder

I dag vil vi starte med at tale lidt om begrebet “risiko” Nu er selve menneske-livet jo i sig selv en risikabel sag med garanti for ultimativ “afgang” fra samme. I sådan et tilfælde er det naturligvis meningsløst at tale om risiko, når der i stedet er tale om den totale vished. Det vil sige, i selve livs-processen er der jo så til enhver tid en vis risiko, nemlig for at afslutningen kommer noget før end beregnet. Det er så det alle må lære at leve med lige indtil denne lærdom bliver fuldstændigt irrelevant engang.

Hvorfor nu al denne filosofiske sniksnak? Jo, naturligvis fordi forretningsverdenen er et fuldstændigt spejlbillede af selve livet. Også der tror virksomheder og enkeltpersoner sig på trods af alle sikre odds sig ganske “udødelige” som alle teenagere til alle tider. Det skal man selvfølgelig, men efter et vist punkt på “nedgangs-stigen” er passeret, hvor trinene opefter forsvinder netop som man er trådt af dem som i en Anders And-tegnefilm, så forsvinder enhver risiko. Ihvertfald for nogensinde at kunne kravle op igen. Til gengæld stiger sandsynligheden for den fortsatte tvungne “nedstigning” til absolut vished.
Det er ikke fuldstændigt tilfældigt, at vi i dag anvender dette aeronautiske udtryk, for vi vil i dag lige runde en tidligere historie lidt af. Det drejer sig om det akut kriseramte luftfartsselskab Cimber Sterling. I går aftes var der et interessant interview med direktøren for dette nylige lidt tilfældige flyimperie-konglomerat, som blev til på stumperne af konkursramte Sterling. Det var på toppen dengang islandske penge var gangbar mønt overalt i forretningsverdenen og vel især bemærkelsesværdigt derved, at deres håndtering af presse-relationen dengang blev varetaget af en så fantastisk farverig type, at den største gåde dengang var, hvorfor i alverden firmaet ikke gik konkurs tidligere. Lige præcis troværdighed var nemlig ikke den fremmeste det af denne farve-rigdom.

Nå, nu er vi ikke særligt ihærdige TV-kikkere her i huset. Det skyldes ikke særlige fordomme, mest at man som temmelig voksen må konstatere, at det altid er sværere at slukke end at tænde. I går var dog en undtagelse, da vores nye Philips digitale stueantenne skulle stå sin prøve. I stedet for de lokale TV 2-nyheder dukkede dog TV 2 Syds ditto op. Nå, det ene ligegyldige program kan vel i virkeligheden være ligeså godt som det andet og en feature-artikel om en flok midaldrende og temmeligt korpulente mænd i Rask Mølle, der ud fra sikre kriterier havde etableret en madklub for ja altså midaldrende korpulente mænd. Det vil sige, kriteriet var godt nok, at man skulle eller skulle have boet på en bestemt vej for at blive medlem. Medlemmer var der nu nok af, og de morede sig kongeligt allesammen, nu de endelig kunne slippe fra hende “harpyen” derhjemme. 

Det var faktisk en lille journalistisk knald-perle det her, virkeligt fremragende fjernsyn med en kærlig og humoristisk vinkel og så var der endda mere endnu på denne pakkede lokal-kanal. Der var nemlig et interview med bossen for Cimber Sterling i anledning af, at der i JP var kommet oplysninger om, at visse billet-bureauer havde indstillet salget af Cimber Sterling-billetter. Dette var sket, fordi de ikke længere åbenbart kunne få dem “forsikret” som det hed. Se, det er i sig selv interessant, for det har man da vist aldrig kunnet få, tydeligvis ikke almen journalistisk viden. Da Sterling krakkede første gang var der da så vidt vides ikke rigtigt nogen af dem der havde forudbetalt billetter, som kom andet end ud “at svømme”. Man kan så blot for de uheldige købere håbe, at de alligevel skulle ud og svømme der, hvor de nu så ikke kom til at flyve hen..En billet uden samkøbt anden tjenesteydelse er nemlig ikke dækket af hverken Rejsegarantifonden eller noget som helst andet. Punktum fakta.

Direkte adspurgt, om folk, der købte en billet til Cimber overhovedet kom ud at flyve, svare manden nemlig ganske sensationelt IKKE det ellers ganske indlysende “ja!” Næh, han henholdt sig til, at man måtte afvente den planlagte aktie-emission på Børsen i morgen (i går var det så altså i overmorgen uden at det dog ændrer særligt meget) Og så i vi tilbage i vores bebudede “risiko-scenarie” Da der jo nemlig i børsprospektet var en kedeligt påtrængende revisorpåtregning om firmaets gigantiske forfaldne gældsposter, så styrtdykkede aktiekursen allerede længe inden introduktionen. Det var ikke ganske overraskende, da hovedparten eller måske endda hele brutto-provenuet fra børs-introduktionen allerede var forfaldet kortsigtet gæld til underleverandører.

Der er dog tilsyneladende visse ikke mindst lokale særdeles risikovillige investorer, som er hoppet med. Det samlede provenu på omkring 250 mill. dækker vist så nogenlunde den forfaldne gæld og det må jo siges at være godt. Om det er risikabelt for investorerne? Næppe, for så vidt vi anskuer situationen, så ændrer det overhovedet ingenting på nogetsomhelst. Langt større og langt mere effektivt drevne luftfartsselskaber med gigantisk kapital-baggrund kommer osse i denne ud med gigantiske underskud. Det sker endda med langt, langt bedre “opfyldningsgrad” i flyene end den absolutte bundskraber med omkring 70% solgte sæder pr. fly. Som tilfældigvis hedder Cimber-Sterling. 

Når man ikke kan sælge billetter til en for selskabel rentabel pris og så ydermere ikke kan sælge ret mange, så er der ikke tale om nogen investerings-risiko længere. Så ved man vist allerede på forhånd, hvilket negativt afkast man med sikkerhed kan forvente, nemlig lige præcist den investerede kapital med de renter og den mulige gevinst, man kunne have opnået andre steder. Som man sagde om den uheldige luftskipper Granberg, så “så går den her ikke”
Det sjove er så, at allerede finansguruen Warren Buffett i sin klassiske “Dommedagstale” lige inden det store “dot.com”-kollaps fremhævede netop luftfarten som et helt enestående dårligt investeringsobjekt, der ikke havde givet positivt afkast over de foregående 40 år. Det var derfor han aldrig selv investerede der. Man kan blot undre sig over, hvorfor der er andre, der gør det, men de må jo vide noget, som vi andre ikke ved. Eller osse spiller de blot golf sammen med nogen, der gør.
Eller osse bruger de bare alt for meget tid til at spille golf i det hele taget. Nej, der er ikke nogen risiko ved at købe Cimber-Sterling aktier i tiden. Ikke mere end risikoen for at skulle leve uendeligt og der holdt selv ikke Methusalem mere end lige præcist sin tid ud. Eller risikoen ved blot at kaste pengene ud af vinduet fra et passagerfly på vej mod afgrunden. Uden besætning, brændstof eller frelsende landingsbane. Blot uoverstigelige bjerge. Nul risiko, total vished!

At blive voksen tidligt

Her i huset sidder vi denne mørke morgen og fremstiller de næsten obligatoriske multikabler til et større lokalt filmselskab. Ikke at dette filselskab er den obligatoriske i sætningen, kunderne varierer nemlig helt vanvittigt vildt. Næh, i steder “drysser” kabel-ordrerne som en veritabel meteorit-regn ned over os i disse dage. Man kan vel diskutere hvor særskilt udfordrende det er at sidde og lodde løs, men ganske hyggeligt er det dog. Ja, i det rette selskab kan det såmænd være rigtigt rart. Lige præcist dette selskab er vi jo sædvanligvis i, da vi bag denne udsøgte skribentstol (udvalgt som den allerbilligste i Metro, man skulle jo nødigt sidde for meget ned og blive for tung i røven) står et par sæt store gamle højttalere. Ja, i løbet af dagen kommer begrebet “et par” med en vis sandsynlighed op på 3, der vel er et “stort par”

Først og fremmest står der jo de fra Beatles-indspilningerne i Abbey Road-studierne så kendte Lockwood Major Monitors og det har der forresten altid gjort. De er nemlig de allerfedeste til det allermeste. Ovenpå står der så som en gang før nævnt vores nye “darlings”, et sæt JBL af nogenlunde samme årgang. De er til gengæld de aller-allerfedeste til kun ganske lidt, ellers lyder de faktisk temmeligt grimt. Det sidste er i virkeligheden fantastisk overraskende, fordi netop denne årgang JBL-højttalere benyttede datidens allerbedste enheder. Eller måske rettere datidens allerdyreste og mest raffinerede. Som med de Tannoy-enheder, der sad og sidder i vores Lockwood-boxe fejrede disse højttalerenheder nemlig allerede næsten “sølvbryllup” lige der sidst i 1960-erne. Ganske identiske enheder havde nemlig siddet i de allerførste JBL-højttalere, der iøvrigt var et monster-stort skrummel kaldet “Hartsfield” og ganske det samme var tilfældet med Tannoy. 

Hvorfor denne kedelige historiske parantes? Jo, for det første for at sige, at vi i disse dage sidder spændt og venter på at sikre os endnu et sæt af de klassiske JBL-højttalere, denne gang i den egentlige sværvægtsafdeling. Ikke at vi forventer den lyder væsentligt bedre end dem, vi har, men mere af det samme er også lige i dette tilfælde rigeligt godt. Vi har som det måske er visse læsere bekendt fundet et par plader, der lyder suverænt på dem, og dem vil vi som alle andre rigtige entusiaster spille. Igen og igen og igen og aldrig nogensinde andet. For det andet er denne start-parentes i dag også for at minde om, at den dynamiske højttalerenhed i al væsentlighed var færdig-udviklet for over 50 år siden. Det, der er sket siden, er blot i langt det største omfang en billiggørelse, som desværre for det allermeste står i direkte proportionalitet med en tydelig forringelse af produktet. Eller alternativt i omvendt proportionalitet med forbedringen af samme.

Vi kommer til at tænke på disse egentligt uhyre banale kendsgerninger i dag, fordi vi har et seriøst bud på verdens hidtil mest latterligt udseende højttalerenhed fra et af de ovenfor omtalte mærker til reparation i dag. Nu er vi indenfor vores eget fag og træder derfor særdeles varsomt i denne “udleveringssag” Udlevering af noget, som er indlysende fuldstændigt grinagtigt men som vi altså faktisk selv sælger (ganske vist ikke fuldstændigt frivilligt, om det gør sagen bedre er nok mere tvivlsomt). Vi snakker om en 15-tommers basenhed til adskillige tusind kroner med en samlet vægt på noget under 1 kg. En hel del faktisk…Noget af det skyldes naturligvis anvendelsen af neodymium som magnetmateriale, men det meste skyldes nu en ekstremt økonomisk omgang med samtlige råvarer. Som altså på ingen måde står i nogen relation til produktets pris. Det her er simpelthen fuldstændigt latterligt ligesom det er at sammenligne pris og kvalitet på almindelig forbrugerelektronik. Der kan et ganske identisk OEM-produkt også sagtens sælges som for eksempel Acoustic Solutions, United og sågar Dantax. Prisen varierede blot med en faktor 4, markedsføringsmæssigt forklarligt, javel, men alligevel. Det var altså det samme produkt indeni 100%, intet mindre. Det er sådan noget naturligvis altid, fuldstændigt det samme som alt det billige, og så er det naturligvis ligemeget, om det bliver solgt som mellemklasse-hifi med en lidt anden forplade for 2-3000 kr. pr komponent. Nogen af dem med rundede hjørner

Tilbage til vores gamle højttalere og den søde ventetid på de “store nye JBL” med de helt rigtige klassiske enheder med den helt klassiske let ubehagelige JBL-“Sound”. Baseret på bevidst design mod det ideal, som designerne mente var attråværdigt og al respekt for disse bevidste valg. Det sjove var og er, at mange af disse efterhånden meget gamle JBL-designere fra 1960-erne og 1970-erne stadigvæk er uhyre aktive i indsamlingen af dokumentation omkring klassisk JBL. De er tydeligvis ganske stolte af at have været med, dengang “alting var før” selv om de kun i detaljer faktisk var med til at lave de egentlige højttalerenheder ganske lidt om. De var jo nemlig færdiglavede allerede fra starten som ellers kun den senere tyske folke-forfører Dr. Oetker har kunnet lave tingene. Uhm, vi skal vist have budding i dag.

Disse gamle JBL-højttalere er simpelthen ligesom sex: Når det én gang er opfundet er alt efterfølgende blot variationer. Dert er blot så banalt, at de allerfærreste tror på det. Både at 50 år gamle enheder simpelthen er de bedste verden har set og at sex ikke har ændret sig siden stenalderen. Det første er en påstand, det er det sidste ikke, hvis man kan tro dagens sex-feature i JP. Pubertetsunger får STADIGVÆK overhovedet ingenting at vide om nogetsomhelst af deres forældre, men famler sig frem i halvmørket (underligt, der er ellers elektricitet i de fleste rum efterhånden i modsætning til stenalderen) De er fuldstændigt ligeså uforberedte på hormonernes ulidelige kløen som alle tidligere generationer har været og mindst ligeså usikre. Pubertetsdrengenes sikkert grundige studier af pornofilm gør dem nok heller ikke ligefrem erfarne eller særligt selvsikre. Det er lidt en kikser at sammenligne egen “udrustning” med den italienske barske “pornotyr” Rocco Siffredi og de jævnaldrende tøser siger antageligt “av for Helvede” hvis man forsøger at efterligne ham. Hvis pubertetsdrengen altså overhovedet kan…

Nej, sex er et færdig-udviklet produkt set fra det tidligste pubertetsperspektiv. Som de klassiske JBL 375, 075 og D130 højttalerenheder var og det endda fra 1945. Der er sket ganske små ændringer som for eksempel tidens rend mod totalt manglende kønsbehåring eller visse nye membranmaterialer, men ellers er det altså altsammen det samme. Det er nu også godt nok og da især mens vi sidder her og venter. På vores JBL altså, det andet er undertegnede heldigvis blevet for gammel til…

Nye visitkort

Så er der atter en dag helliget de mere væsentlige ting her i livet. Inden enkelte måske ville udbryde, at det vist omfatter at kramme konen og andet kvindagtigt pjat må vi jo krybe til korset og tilstå, at vi mest havde fagrelevant arbejde i tankerne. Nå, det andet må vel med også..
Efter denne korte nødvendige afbrydelse er vi så tilbage igen. Dagen står på montering på en lokal café og så skal der pakkes varer til en højskole ved Vejle og en lokalradio i Hadsten og en bunke trådløs til en lokal teaterscene og et rigtigt professionelt og ganske kostbart lydkort til et lokalt teater. Endelig skal vi forsøge at få en gammel Thorens 126 fra en lokal musik-institution til at køre igen, og det er jo herligt, når vores kære hobby hifi tilfældigvis lige “flyder over” i vores professionelle virke.

Nu sælger vi i sandhedens navn ganske ofte ting, der spille ganske overordentligt grimt. Ikke mindst, når de spiller for højt, heldigvis, men også vores branche er naturligvis ramt af kun alt for tydelig “skæren hjørner” Effektopgivelserne i husholdningshifi har længe lignet de noget oppumpede ditto fra bilstereo-branchen og vores eget fag er selvfølgelig også ramt. En “1000-watts-forstærker” har i næsten 20 år været synonym med et apparat, der nok kunne levere 2 gange 500 watt ved 4 ohm, men godt nok kun ved uproblematiske 1000 hz. Ved lavere eller højere frekvenser var sagen altid noget anderledes og helt galt gik (og går) det selvfølgelig, når man samtidigt belaster med 8 ohms højttalere med den normale og uundgåelige kapacitive belastning. Lige dét er de nemlig ganske usædvanligt dårlige til, ganske overraskende, når det nu altså er et uundgåeligt vilkår for en audioforstærker at blive kapacitivt belastet.

Derfor er det ikke spor underligt, at rigtig mange af de forstærkere, som vi selv sælger, spiller ganske overordentligt langt fra selv den mest rimelige opfattelse af “god lyd” Mange af disse såkaldte “konstruktioner” kan der garanteret ikke have været nogen, der i udviklingsfasen har haft sat til nogen højttaler med lyd på. De spiller simpelthen så skidegrimt, at det nærmer sig det komiske. Nu er vi til en afveksling tilbage i vores eget fag og må derfor optræde med nogen kollegial varsomhed og blot bede kunderne vurdere kvaliteten. Eller altså især manglen på samme, forårsaget af den accelererende billiggørelse af alting. En proces, der for længst er løbet fuldstændigt løbsk.

Alligevel skal vi faktisk over i hifibranchen for at se en rigtig nyskabelse.En kær gammel ven har nemlig introduceret et angiveligt tysk mærke til Danmark, Audioblock. Priserne og produkterne ligner dog til forveksling standard-hyldevarer fra fjernøsten, men det ved vi naturligvis ingenting om. Vi vil dog gætte på, at vi skal over i den aller-aller-østligste del af det Stortyske Rige for at finde produktionsfaciliteterne. Igen, det er helt uvæsentligt og rent gætteri. Til gengæld er det ganske skægt at se målingerne på forstærkeren i programmet og nu må vi lige bede om forladelse for lidt uvante “technikaliteter” på denne side. Apparatet oplyses nemlig til at have en forvrængning på “mindre end 0.05%” men godt nok ved noget beskedne 1 watts udgangseffekt og ligegyldige 1 khz. 

Til teknisk knapt kyndige kan vi oplyse om, at de fleste forstærkere faktisk forvrænger forholdsvist meget, men det sker altså ved effekter på måske 50 MILLI-watt og for den sags skyld også ved lidt højere og noget mere relevante frekvenser. Alle oplysninger ved 1 watt er fuldstændigt ligegyldige men fortæller så muligvis bare en anden historie. Som så ikke fortælles naturligvis. Nå, den samlede udgangseffekt opgives faktisk teknisk særdeles loyalt til “50 watt gange 2 ved 4 ohm og 1% forvrængning. Og så er vi tilbage ved vores egen professionelle branche igen hvor alting pr. rutine opgives i en impedans man ikke benytter. For at få det høje tal i udgangseffekten selvfølgelig. Nu benytter man faktisk noget oftere professionelt at sammensætte systemer med f. eks 2 højttalere pr. stereo-side, mens den praksis vist normalt er uhørt hjemme i stuen. Den lidt alternative skrivemåde “50 watt gange 2” tyder osse mest på, at man nu i hifibranchen har “adapteret” den mangeårige professionelle praksis med at opgive frekvensen udelukkende i 1 KANAL. Om det giver nogen mening er vel tvivlsomt, et hug i stortrommen står sjældent udelukkende i den ene kanal, mens den anden måske er tavs. Eller rettere, det gør det aldrig nogensinde.

Denne opgivelse pr. enkeltkanal er et af de tilfælde, hvor summen af de 2 kanalers effekt enkeltvis naturligvis er mindre end summen, hvis de benyttes samtidigt (og det gør de ALTID, naturligvis) Strømforsyningen sætter en nødvendig grænse, Den meget ærlige pressemeddelelse fortsætter med at oplyse, at effekten på 50 watt endda afleveres med en forvrængning på ikke mindre (eller forhåbentligt mere) end 1%. Hey, vi er helt tilbage ved den gamle DIN 45.500 hifi-norm fra 1960-erne her. Dengang for knapt 50 år siden var 1% forvrængning nemlig ikke unormalt, selv om Harold Leak jo allerede i 1945 havde opnået helt uhørte 0.1% Nå, nu blot 64 år efter er tallet altså 10 gange så højt. Om det er særskilt imponerende må den enkelte vel afgøre, selv synes vi det vel ikke akkurat. Selv synes vi faktisk det er gennembrud ikke meget mindre end Leak bare lidt en anden slags. Det er faktisk ganske overordentligt svært med moderne komponenter at opnå en forvrængning på 1% men det er altså lykkedes her må man tro.

Hele pressemeddelelsen er faktisk forbilledlig klar og koncis og overlader ingenting til fantasien og al ære her. I vores egen branche ville man garanteret aldrig se så detaljerede data mest fordi det øjeblikkeligt teknisk ville diskvalificere produktet. Nå, heldigvis er hifibranchen ikke videre “teknik-dreven” længere og har vel i virkeligheden ikke været det de seneste 10-15 år, så næppe mange bemærker vel det her. Ligeså få nok, som vi tror der er købere for separate hifiapparater i mellemklassen til ca. 3000,- pr del men det er kun egen fordom. Nå, vi vil da håbe, at denne uhørt ærlige oplysning af tekniske specifikationer vil finde et fortjent publikum derude. Det fortjente kommer vel ind hvis man som kunde ikke formår at læse de ellers særdeles udførlige specifikationer bedre. 

Som sagt, vores egen branche er kun uhyre lidt bedre. Til gengæld er der så ret langt mellem eksempler på folk, der totalt spilder vores tid, men det sker da. For eksempel i går, hvor vi fik en henvendelse fra en kunde med det på overfladen rimelige ønske om at købe 4 meter kabel af en specifik type. Henvendelsen var overraskende, fordi vi ikke havde handlet med kunden i 20 år og kunne have været smigrende. Det var den nu ikke, det drejede sig nemlig om et coaksialt højttalerkabel, som ingen på grund af åbenlyse tekniske problemer har anvendt. Jeg har aldrig selv solgt så meget som en eneste meter af dette produkt, der ellers kun koster 30,- m. i udsalg. Der var altså mulighed for ved hjemtagning af den nødvendige rulle på 100 m. at betale kablet plus de godt 200,- det koster i transport og så altså få solid negativ dækning. Tillige med de resterende 96 m. kabel, som desværre vil brænde de allerfleste forstærkere af og som derfor er usælgeligt.

Vi takkede derfor nej med den fornuftige begrundelse (syntes vi da selv), at kunden blot kunne købe det dér hvor han ellers normalt handlede. Det forekom vel rimeligt nok at forsøge at “tørre” en så håbløs forretning forretning af på denne måde, men manden blev søreme sur og gik så langt som til at tale om “sure opstød” Denne skribent, sure opstød, aldrig nogensinde eller hvad? Måske indimellem, men lige her syntes vi nu nok det var i orden at sende “Sorteper” videre. Helt i orden faktisk men nu er det jo også noget sværere at være kritisk overfor sin egen dømmekraft….
Åh jo, og så får vi forresten nye visitkort i dag med et sjovt nyt navn på, nok i virkeligheden dagens eneste rigtigt fornuftige nyhed.

De sande professionelle

I disse dage er der en forfærdeligt masse trælsomt manuelt arbejde i både hus, have og firma. Et ellers tilsyneladende ganske adræt og rimeligt sundt udseende birketræ så under den seneste storm med vindstød af moderat orkanstyrke sit snit til næsten at vælte. Det vil sige, det gjorde det heldigvis ikke helt, men stod dog drakonisk truende i en 30 graders vinkel i en ganske tydelig ikke-reversibel vinkel ind over vores garage og carport. Det ikke-reversible i denne process sås vel tydeligst i, at rødderne på den ene side af stammen havde dannet en ret høj vold, der med al overjordisk synlighed indikerede, at de ikke havde tænkt at trække træet på “ret køl” igen. For at citere den geniale svenske film “Picasso´s Äventyr” atter en gang: “Boom Krasch Bang!” truede, det blev i filmen forresten brugt til at signalere starten på “Den Store Krig”, hvor et par senere statsmænd at forskellig kaliber blev født. En af dem omtalte vi i går.

At så en anden senere og endnu bedre kendt politiker faktisk overlevede politisk i samme “Store Krig” er en helt anden sag. Winston Churchill stod nemlig bag et den ganske usædvanligt forkludrede krigs mest håbløst forkludrede enkelt-projekter og han klarede sig alligevel. Det drejede sig om den såkaldte “Gallipoli-Expedition” mod den tyske allierede Tyrkiet, et helt usædvanligt håbløst projekt. Nå, nu var Winston godt nok noget bedre begavet end “Brutale Bondam” fra i går og det er nok endda noget mildt sagt. Alligevel var han ret hård, når det kom til stykket og alene det, at han tillige i den næste krig som flådeminister kunne overleve det ikke meget mindre håbløse britiske nederlag i forbindelse med den nazistiske invasion af Norge, taler vel også om en vis “resoluthed”

Vi tager lige lidt mere Churchill en anden dag, han var en formidabel person, igen i skrigende modsætning til Bondam. Hvis man skulle være i tvivl kan man såmænd blot se på et billede. At sammenligne de 2 mænds oratoriske begavelser er det gengæld ikke muligt med mindre man udstrækker sin skala til at omfatte lidt bedre begavede chimpanser og helt til skyerne. Lyt engang til Churchills taler fra krigens tid. De er så aldeles uovertruffent fremragende i indhold og med så fabelagtig tydelig diktion, at enkelte har ment, at de måtte være løgn. Nå, et billede af Churchill burde så rigeligt række ligeså vel som et af Bondam gør. Budskabet burde blot være det diametralt modsatte. Logik for chimpanser simpelthen!

Dér stod vores “skæve birketræ” så og ludede løs ind over huset, men “kavalleriets helte” var heldigvis på vej. I en absolut “hortonom stor-dåd” klatrede en uforfærdet skovhugger nemlig op i toppen af det ganske langsomt styrtende træ og inden det nåede jorden var det fordums så stolte birketræ reduceret til en bunke kommende kvalitets-pejsebrænde på jorden. Vi håber selv ind imellem at kunne være så overlegent professionelle som min gamle ven Lars her var, men vi skal da vist virkeligt tænke os om. Mod det sande suveræne håndværk kæmper alle forgæves. Bare det var os! Nå, det er det osse ind imellem..

For eksempel i den ganske vist ikke særligt glamorøse manuelle del af vores aktiviter. Multikabler og almindelige kabler og re-conede højttalerenheder flyder i en lind strøm i disse dage ud fra vores arbejdsborde. Det kan heldigvis suppleres med lidt høj musik i vores akustisk regulerede betonkælder. Nu lever vi faktisk professionelt bl. a. af at lave akustisk rigtige løsninger, og det morer os da en del at se de traditionelle noget “syge undskyldninger” fra mange af deltagerne på den netop overståede hifi-messe i København. Nemlig over at lyden var dårlig hos dem, der udstillede, og sådan har det vist altid været. Både at lyden næsten aldrig var særligt god og at det aldrig var udstillernes egen skyld, vi lever vel i Danmark, så det sidste er vel naturligt nok. Det er det første desværre osse.

Nu er hifi for os blot en hyggelig interesse, men det er altså ikke akkurat raketvidenskab at optimere et givent rum akustisk også uden astronomiske udgifter til skidegrimme materialer, som sender konen i kosmisk kredsløb af almindelig galskab. Hvis man derimod som udstiller ganske åbenlyst ikke har den aller-ringeste idé om, hvad Fanden man overhovedet laver og hvordan, er det naturligvis en helt anden sag. Ligegyldigt hvor meget man famler sig frem som begynder på et klaver kommer man næppe nogensinde frem til “Für Elise” Som alle med blot den ringeste færdighed ellers kan spille. Det burde ikke være særligt vanskeligt at forstå, at hvis man IKKE selv kan strikke, så burde man nok indhyre én, der kan. Problemet har sjovt nok eksisteret altid helt tilbage fra dengang denne skribent selv gik på udstilling. LIgegyldigt hvor mange gange en lallende amatør forsøger sig frem bliver han ikke professionel som min gamle ven, skovhugger Lars.

Det værste er så næsten, når folk simpelthen er så uvidende, at de ikke engang selv er klare over omfanget af deres totale uvidenhed. Næsten på chimpanse-niveau, hvor disse hyggelige men vanvittigt bomstærke primater jo heller ikke ved, hvor lidt de ved om grundlæggende akustik og hifi-teknik. De er nu undskyldt, det er udstillerne blot ikke, de er bare almindeligt ubehjælpeligt uvidende og det har de forunderligt nok altid været. I vores egen branche er der afregning (det vil sige: Manglende!) ved “Kasse 1” hvis tjenesteydelsen ikke virker, det strammer jo unægteligt noget op på kvaliteten af den gennemsnitlige præstation. Den ikke voldsomt udviklede selvkritik for udstillerne (de bliver jo aldrig bedre, så godt kan det jo ikke være, da!) afspejler sig naturligvis også andre steder. Kort sagt er det ved fornuftig placering i et aldeles vilkårligt akustisk helt UREGULERET rum potentiale for langt bedre lyd end i et optimalt REGULERET rum ved den MINDST optimale placering. Når man så slet ingenting ved er man jo noget ude at svømme. Det er der nu også andre, der er.

For eksempel har vi i et øjebliks pause mellem stablerne af kabler “spottet” en forunderlig anmeldelse på hifi4all. Det drejer sig nemlig om noget, som undertegnede ikke anede eksisterede længere. Produktet er nemlig døbt “C-60”, i over 40 år aldeles synonymt med den korteste varietet af det såkaldt CompactCassette-bånd. Hvorfor skulle man dog nu lave en test kassettebånd? Det kunne man nu vist ligeså godt have gjort.

Anderledes i dag, hvor anmeldelsen af “C-60” viser sig at være om en fuldstændigt ligegyldig kinesisk CD-afspiller fra et firma, der kalder sig det ligeledes oprindelige vestlige “T.A.C.” Dette var oprindeligt et hæderværdigt engelsk mixer-firma som vist oprindeligt hed “Total Audio Concept”, men det var dengang. Nu har jeg ikke gidet læse anmeldelsen, for den er skrevet af en vis Mikkel Gige, hvis bidrag til hifi nok skal sammenlignes med Robert Mugabes positive bidrag til kampen for menneskerettighederne. Han medvirker vist mest til at skabe et “absolut vakuum for ligegyldighed” men det er han til gengæld rigtigt god til. Nu er Gige vistnok ubetalt amatør, amatør er han da bevisligt.

Om han så er fuldstændigt ubetalt er ikke helt så klart. Han må vel have fået andet end en kop kaffe for at teste denne helt igennem ubeskriveligt ligegyldige CD-afspiller, for hvorfor i Himlens navn dog vælge dette apparat til test. Det drejer sig om et nydeligt og sikkert rimeligt velspillende apparat til en bagatel af 28.999,- Vi sprang nemlig direkte til konklusionen, hvor anmelder Gige i sædvanlig højstemt superlativ-stil udnævner den til ny reference-superduperafspiller. Hvordan manden så har fundet på at teste det her helt igennem ganske usædvanligt ligegyldige kinesiske apparat skal vi vist ikke komme for meget ind på. Mandens hjemlige set-up præges ganske vist måske lidt rigeligt af produkter fra samme forretning/importør, men det er nok kun et tilfælde. Ja, det må det være, ellers ville det jo også være noget andet.

Hvor ligegyldigt det her produkt og anmeldelsen er ses vel allerbedst af, at der for allerførste gang er NUL KOMMENTARER til anmeldelsen. Der er angiveligt godt 31.000 “hoveder” derude, som kunne have skrevet et eller andet, men det har blot ingen gjort. Det er tydeligvis ikke kun os, der har bemærket, at der ABSOLUT INTET er at skrive hjem om her i denne latterlige amatørskildring af et fuldstændigt ultimativt ligegyldigt produkt, som henvender sig til et totalt ikke-eksisterende marked. Så ligegyldigt at slet ingen gider sige det. Det er ganske bemærkelsesværdigt selv i en verden, hvor lignende tests udført af andre totale lokale amatører dog normalt tiltrækker et par håndfulde kommentarer fra de nærmeste venner.
Synd for Gige? Næh, ikke særligt. Hvis han ikke selv i processen har bemærket absurditeten i anmeldelsen er det vist mest at sammenligne med den muntre chimpanse deroppe i træet. Den kan jo også uden større sorger klø sig i røven uden toiletpapir, da den jo har pels over det hele til at tørre hænderne i. Når man ikke ved det selv er det jo fuldstændigt ligemeget at være ukritisk med hygiejnen. 
Igen: Hvis der skal laves et professionelt arbejde, så få dog for Helvede fat i de rigtige professionelle. Alt andet er blot lallende amatørisme og så er det ligemeget om der er tale om akustik-regulering, anmelderi eller træ-fældning.

Brutale Bondam

Til den sidste Internationale inden “Den Store Krig” var der er mand til stede, der senere skulle blive særdeles kendt. Det var der naturligvis ingen der vidste, på samme måde som en ukendt, men ellers vist tapper lettere gasforgiftet tysk korporal (han fik da en medalje) også skulle overraske noget mere, end godt var.Den sidstnævnte var barnefødt Hiedler, mens den første hed Benito til fornavn. Til overflod viste den “Store Krig” sig så efterfølgende at blive relegeret til blot at være den såkaldt “1. Verdenskrig” Det sidste kunne man jo naturligvis først efter 2. verdenskrig kalde den af visse oplagte grunde.

Nu var de såkaldte “Internationaler” dengang som efterhånden nok kun uhyre få bekendt verdensomspændende arbejder-kongresser. Det vil sige, det var måske så meget sagt, der var nemlig temmeligt langt mellem arbejderne, næsten ligeså langt som der er mellem de samme i nutidens traditionelle “arbejderpartier” SF og S. Det er altså RIGTIGT langt! For eksempel var den østrigske delegat Victor Adler læge og de britiske “medløbere ægteparret Webb og G. B. Shaw kommer vist heller ikke engang ned i middelklassen.Det nærmeste var vel i virkeligheden de aldeles ryggesløse Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht, som jo posthumt skulle blive helte-ikoner. Det er en anden og ikke særligt opbyggelig historie, som vi tager en anden gang.

Nå, Benito hed Mussolini til efternavn og var på denne sidste arbejderkongres næsten hermetisk lukket for rigtige arbejdere en af de få. Tillige var en ildfuld taler og kunne have fået en stor rolle indenfor arbejdsbevægelsen, hvis der altså blot havde været en. Desværre viste alle disse afmægtige internationale kongresser sig ganske som nutidens impotente FN-resolutioner sig blot at være tomme ord, da krigen brød ud. Den proklamerede pacifistiske solidaritet fordampede omgående i august-solens sidste stråler i 1914 og arbejderne, hvis ledere ellers alle havde proklameret universel generalstrejke, pløkkede gladeligt løs på hinanden, så snart de fik chancen. Så meget for datidens tomme ord.

Nå, senere blev selvsamme Benito Mussolini jo kendt som det store fascistiske udyr i Åbenbaringen. Intet tyder vel i virkeligheden på, at han var hverken værre eller bedre end massevis af andre statsmænd i tiden. At alle historie-interesserede burde kunne huske det eneste dokumenterede politisk motiverede mord i Mussolinis diktator-tid (nemlig det på Matteotti) tyder vel på, at han nok som skurk er blevet noget overvurderet. Både Engelbert Dollfuss i Østrig og admiral (!!, jamen det var han, chef for Donau-flåden, ak ja!) Horthy i Ungarn var såmænd meget værre. For slet ikke at tale om Francisco Franco, der henrettede over 100.000 I eftertiden er det dog skiderikken Mussolini, som alle husker, selv om han altså mest var sådan en slags “lomme-diktator”

Det vil sige, det gør de så muligvis ikke længere, vi har da ikke en eneste gang set nogen sammenligne Mussolini med en ellers ganske kendt dansk politiker. Nu skal vi naturligvis passe ikke at at sætte nogen politiske lighedstegn her mellem denne ellers ganske danske populistiske politiker og Mussolini og alligevel er det ganske uundgåeligt. De ligner nemlig hinanden helt vildt i fysiognomi. Benito havde det, man vist kalder en “stærk hage”, faktisk så stærk, at han nærmest havde et firkantet ansigt. Andre som undertegnede ville nok moderere det til, at han nærmest lignede den fra tropiske have så kendte “kuffertfisk”. Noget pudsig så han ud. Det gør dennne landskendte danske politiker nu også, ja de kunne simpelthen være brødre.

Vi taler naturligvis om den nye københavnske borgmester Klaus Bondam, der udstråler samme joviale brutalitet som salig Mussolini. Forskellen er vist udelukkende, at Mussolini var en berømt og berygtet (afhængigt af køn, vistnok, dette synspunkt) kvindebedårer. Han fik da ihvertfald ganske “gode anmeldelser” af sine amorøse aktiviteter i mange kvinders memoirer og hvem får det? Bondam gør ihvertfald ikke, men nu er visse former for ellers naturlig seksuel praksis jo så vidt vides også af så kort varighed, at de etablerede fysiske bånd er begrænsede. Til gengæld kan de jo så udføre den seksuelle akt så mange gange pr. tidsenhed, at vi andre er grønne af misundelse, men det er vist om muligt mere udenfor emnet.

Bondam ligner jo så Mussolini i mere end en betydning, for som sin forgænger er Bondam et ypperligt eksempel på ekstrem politisk opportunisme. Socialisten Mussolini droppede al sin vistnok oprigtige basis i arbejderbevægelsen og blev fascistisk diktator, da chancen bød sig. Bondam blev godt nok kun borgmester i København i en fantastisk “rævekage-handel” med Dansk Folkeparti. At han i samme omgang totalt smadrede sine politiske rødder i det Radikale er naturligvis fuldstændigt ligegyldigt for denne tydelige politiske begavelse. Bondam er begavet derved, at hans handlemåde vidner om fuldstændig skruppelløshed og udpræget “politisk brutalitet” Hvad der er opportunt for politikeren selv i øjeblikket bliver efterfølgende den nødvendige og eneste politiske sandhed.

Her ligner Bondam simpelthen Mussolini, som også greb den chance, der var. Vi kan så håbe på, at Bondam ikke får flere, men det er ikke helt klart. Den radikale leder Margrethe Vestager har jo da været ude med lykønskninger, selv om en eksklusion af partiet nok ville være den eneste mulighed. Nå, mon ikke den kommer af sig selv i den nærmeste fremtid om ikke andet så fordi “brutale Bondam” jo forlængst er på vej videre som osse Benito allerede var til den sidste Internationale. Om han selv ved det, ved vi ikke, men det er jo osse ligemeget, når VI ved det her på siden. Vi vil nemlig ikke tøve med at fortælle det til hvemsomhelst. 

Nu stemmer vi ikke radikalt her i huset for tiden, og det vil vi osse godt garantere for, at vi ikke kommer til at gøre, så længe Vestager i denne ubegribelige famlen efter Bondams “svine-studehandel” er formand-inde. Nå, men nu ligner den ganske velholdt-kønne men noget mere slidte Vestager jo heller ikke nogen af fortidens skurke og da slet ikke “kuffertfisken” Mussolini. Og altså dermed heldigvis heller ikke Klaus Bondam. At hun så tydeligvis ved sin tøven heller ikke ligner de to andre mænd her er så i virkeligheden værre endnu. Ingen af dem ville nemlig have tøvet det mindste ved brutalt at smide Vestager ud, hvis hun havde lavet mage til svinestreg. Poltisk brutalitet? Ja, men uden den falder man blot som offer for de andre i partiet, som har samme ellers uheldige egenskab i overmål. 
Det vil sige, lige netop i politik er denne egenskab en DYD, ja endda en nødvendighed. Heldigt for brutale Bondam!

Klaustrofobi og menneskelig svigt

Vores lille virksomhed er jo som de fleste sikkert ved rigtig professionel. Ikke i ordets bedste betydning, den vurdering vil og må vi lade vores kunder om. Næh, det er snarere i ordets mere faktuelle betydning, nemlig at vi handler med kunder, der har et rigtigt behov. Som at sælge køkkener til folk, for eksempel, der rigtigt laver mad, fordi de lever AF det fremfor at gøre det til folk, der blot lever FOR det. Det medvirker altsammen til en behagelig (for os da) fornemmelse af “nødvendighed”, fordi vores kunder for det allermeste har et uhyre reelt behov. Det gør vores aktiviteter her i firmaet ganske meningsfulde synes vi selv.

Hvorfor denne ret basalt temmeligt banale indledning i dag? Jo, fordi vi netop i dag har måttet krybe til korset og aflyse et ellers forlængst aftalt arrangement og det er temmeligt flovt. Flovt fordi de folk, der havde meldt deres ankomst er ganske overordentligt flinke og vist endda havde øl med. Det er således en alt andet en banal beslutning at aflyse, men til gengæld så meget mere nødvendig. Fordi fortidens synder lige pludseligt bliver mere end påtrængende. Dengang man faktisk lavede seriøse hifi-demonstrationer, dengang for mange, mange år siden. Fordi man simpelthen syntes, det var sjovt. Det viser sig efterhånden at være ALT, ALT for mange år siden. Ja, måske det hele osse dengang var løgn.

Der er heldigvis en lille formildende omstændighed ved vores svigt i dag, som dog nok ikke finder nogen synderlig forståelse hos dem, vi åbenlyst har svigtet. Der er nemlig tale om professionelle indenfor den absolut mere etablerede del af faghandlen, ikke hr. Hvemsomhelst. Det er selvfølgelig skidt, men mest godt hvis man nu altså absolut skal svigte. Det helt fundamentale problem ved at demonstrere såkaldt “tung hifi” for nogensomhelst er jo altid, at de naturligvis allerede har noget i forvejen, som de for det meste er ganske tilfredse med. Ikke nødvendigvis fordi det lyder særligt godt, men simpelthen fordi man(d) nu altså selv har købt det. Det sidste er det vigtigste af alt og er hele branchens omdrejningspunkt. 

Det er så der vores akutte panik sætter ind, for hvad i Himlens navn er det egentligt kunden vil? I det her tilfælde kan vi vist godt afsløre, at det drejer sig om at sammenligne dyre højttalere for måske så at vælge vores. Og så falder vores kæde vist bare af for hvad er det lige vi kan tilbyde? Jo, noget, der med garanti lyder HELT ANDERLEDES end det, kunden har i forvejen som højttalere jo altid gør. Til overflod lyder de så totalt anderledes i alle rum og det uden nogen undtagelse. Jo mere udæmpet et rum er som praktisk talt alle normale beboelsesrum, jo mere radikalt forskelligt spiller tingene. Selv i et lyddødt rum er der forskel, blot mange gange mindre men forskellene er ubegribeligt store stadigvæk. At være så ubegribeligt indbildsk som en udstiller på an nyligt afholdt udstilling i København var, er vi nemlig ikke. Han mente sig nemlig i stand til at gøre lyden perfekt i ethvert rum, det gør vi så ikke. Overhovedet ikke, endda!

Det er så det, som vi desværre kun kan tilbyde, nemlig absolut ingenting. Det værste er altid, når man som prædikant selv kommer i tvivl om sit eget budskab. Nå, nu er vi til alt held ikke professionelle “hifi-prædikanter”, men det var alligevel en overraskelse for os selv så sent at opdage, at tanken om at forsøge at “omvende” folk med et allerede sikkert ganske velspillende system (vi har nu aldrig hørt det, men det er helt vildt skide-dyrt så det spiller vel fint nok) til vores eget simpelthen var så forbundet med akut-kvalme. Tanken om den sorte dag for næsten utallige år siden, hvor selveste den eksilerede hifi-guru Kurt von Komik var på (heldigvis uhyre kortvarigt) besøg bliver presserende i maven næsten som om man havde spist et stykke af grundstoffet natrium. Det udskiller jo som bekendt i vandig opløsning den eksplosivt brændbare gas brint ( øh det er vist en lidt alternativ kemisk forklaring, det “hydrolyserer” vist blot)og så den ikke mindre sprængfarlige natriumhydroxyd. Det burde give en grafisk beskrivelse at vores dilemma her.

Vi må vist bare erkende, at vi aldrig nogensinde kan vende tilbage til den tid, der måske i virkeligheden heller aldrig nogensinde var. Nemlig dengang folk hyggeligt uden synderlige bagtanker besøgte hinanden og så købte man det, som man syntes bedt om. Det beholdt man så efterfølgende i mange, mange år. Som vi selv har gjort i erkendelse af, at et valg baseret på mindre eller især mere indbildte forskelle ingen mening giver. Hvis man ud fra et kvalitativt glimrende udgangspunkt ønsker sig noget afgørende bedre, er det jo i virkeligheden ren psykologi, ikke teknik. Og når der ikke er tale om nogetsomhelst ægte behov, blot midlertidige og nødvendigvis kunstige præferencer, så har vi jo naturligvis ingen berettigelse. Erkendelsen er kommet sent, men det er nu sådan vi ser virkeligheden.

Det betyder naturligvis altsammen ikke, at vi ikke osse i fremtiden vil forsøge at “tæppebombe” vores aldeles sagesløse kunder med auditive sanseindtryk. P. t. er denne forfatters absolutte favorit et sæt køleskabsstore JBL 4320, som fruen siger spiller aldeles rædselsfuldt. Det gør de også og det ville være et mareridt udelukkende at have disse klassiske højttalere, som hvæser på en ganske fæl måde. For det meste altså, lige indtil det enkelte “guldkorn” så dukker op, hvor de spiller bedre end ALT ANDET i hele verden. Også langt bedre end alt vores megadyre og endnu større ATC-isenkram og Tannoy/Lockwood Monitor Gold og Quad ESL 63 og Altec-Lansing og hvad vi ellers har stillet op her i huset. Hvad er så bedst+
Ja, det uoverstigelige og ganske uløselige problem er så, at det aner jeg simpelthen ikke. Udover at det jo både er den nødvendige og tilstrækkelige årsag til, at vi aldrig nogensinde fra 1990 og frem har solgt hifi. I dag er så dagen hvor man noget sent er kommet i tanke om det. Nemlig at hvis der ikke er tale om noget reelt behov for en ting, så skal vi da bare videre i en Helvedes fart. Nemlig derhen, hvor der er!

Vi beklager!

…nødudgaven i dag, som skyldes overdrevent “syvsoveri” i vores lille familie. Herligt når ungen er på efterskole, knapt så herligt når 2 store hunde med nogen ret og ved hjælp af noget våde snuder gennemtrumfer deres (set med våde hundeøjne) ganske berettigede krav om en tur ud i storm-regnen.
Nå, vi må se om vi kan finde tid i dagens løb til at skrive lidt om et mirakel, som vi har fået øje på.

Det drejer sig naturligvis om det mirakel, der vist skal til, for at luftfatsselskabel Cimber-Sterling kan beholde luften under vingerne. Det er ganske enkelt et af den seneste finanskrises mest bemærkelsesværdige historier. En ting er at lade sig forføre af (uvist hvordan og ikke mindst hvorfor) konstant stigense priser på ejendomme og håbløst drevne virksomheder. Det spil har alle jo allerede længe været med i.

Noget helt, helt andet er det at skulle investere rigtige sobre pengesedler i store bundter i en virksomhed, som styrtdykker i værdi og samtidigt eksploderer i kortsigtet gæld. Det ville ikke engang være det værste, men den langsigtede gældsætning i Cimber Sterling har det nu næppe spor bedre. Den snakker de blot ikke om, måske fordi “længere sigt” i et selskab som det her ligeså godt kunne ligge 10.000 år ude i fremtiden som 3 måneder. En fremtid, som den danske store komiker Dirch Passer jo vistnok i sin tandlæge-sketch bemærkede sikkert slet ikke kom.

Nu var begrebet “sterling” jo engang et reelt kvalitetsmærke og danner vist stadigvæk en eller anden renheds-standard inderfor sølv-væsenet. Dengang den så kendte præst i landsbyen Tjæreborg ved Esbjerg Eilif Krogager grundlagde Sterling Airways var det vel osse et både veldrevet og ganske profitabelt foretagende. Om præsten så ligefrem byggede til på præstegården derne og -ovre ved vi ikke, kun at han da havde haft rigeligt råd. Da der senere kom islandske penge i Sterling gik det som bekendt noget anderledes, og dengang koketterede denne ydmyge side med komikken i at give gavekort til Sterling som den ultimative dårskab. Godt 14 dage senere gik selskabet som bekendt konkurs, helt forkert var vi vel ikke på den.

Senere viste det sig måske ikke ganske overraskende, at de fly, der i forskellige lufthavne forsøgte at tanke op med den gamle Sterling-bemaling på stadigvæk, ikke kunne få kredit. Selskaberne havde jo brændt nallerne én gang og det var åbenbart nok. Dengang, som blot er et pat måneder siden, forklarede det nye videreførende selskab Cimber-Sterling (der jo altså var fremkommet da Cimber overtog konkursboet Sterling), at det blot var fordi man ikke havde haft tid til at male flyene om.

Efterfølgende har det så vist sig, at situationen i virkeligheden var en ganske anden.Man havde nemlig nok i virkeligheden ikke haft råd til at male flyene om og den boycot fra olieselskaberne, som der tydeligvis havde været, skyldtes overhovedet ikke uvidenhed eller andre forvekslinger. Nej, det var i bagklogskabens klare lys allerede dengang helt tydeligt, at den gjaldt Cimber-Sterling. Som ikke havde en rød reje at betale flybrændstoffet med.

Og så kommer vi til den gode historie. Cimber-Sterling går nemlig i disse dage på børsen for at rejse forhåbentligt for dem omkring 450 mill. kr. Til hvad kunne man spørge og det normale svar ville jo være udvikling, udvikling og mere udvikling. Af markeder og produkter, distribution, salg produktion eller andet produktivt. HSådan er det blot ikke her. Der findes nemlig en kedelig revisor-påtegning på dette bemærkelsesværdige børs-prospekt. Den siger uhyre kortfattet, at selskabet har en kortsigtet (i det her tilfælde betyder det en forlængst forfaldet gæld, se DET er kortfattet gæld!) på over 100 mill., mens der er forhandlet om den mere langsigtede gæld (som vistnok ligger i størrelsesordenen 50 mill.) Denne gæld forfalder til gengæld først i DECEMBER. Jamen hu-hej, er det da ikke allerede næsten jul og dermed december lige om lidt? For at det så yderligere ikke skal være løgn, har Cimber-Sterling så i sit billetsystem akkumuleret forudbetalinger af billetter for omkring 100 mill. kr, fordi man har afkrævet kunderne betaling allerede ved bestilling af billetten.

Man behøver ikke være nogen synderlig børsekspert for at regne alle disse poster sammen og til at kunne se et uhyre presserende problem. Nemlig hvorfor i alverden nogensomhelst dog skulle bruge så meget som en bøjet 5-øre for at investere i et firma, der som kommende konkursbo ville kunne købes for mindre end overhovedet ingenting.

Cimber-Sterling har ved optimal dårlig timing af fusionen og uden den nødvendige kapital spillet sig hen i et håbløst hjørne, hvorfra der ingen videre muligheder er for finansiering. Når det mulige provenu for en børs-introduktion allerede er dømt til at styrte ned i et stort sort hul skal man jo være mere end almindeligt eventyrlysten for at investere og da især i lyset af, at selskabet samtidigt opererer med branchens allerlaveste såkaldte “ratio” af solgte sæder. >Med for dem blot sølle 70 % solgte sæder pr. fly er de endnu dårligere end SAS og helt ubeskriveligt katastrofalt meget dårligere end alle andre lavprisselskaber, som de konkurrerer med. Som netop konkurrerer på lige netop denne parameter ud fra den simple devise”Fyld flyene HELT op eller forsvind”

Nå, vi får se hvordan det går. Ingen journalister undrede sig dengang over, at fly påmalet det gamle Sterling-logo ikke kunne få fyldt brændstof på. Det kunne jo teoretisk have været personalets uvidenhed derude ved hanerne, men det var det ikke. Heller ikke fly med blot “Cimber” malet på kunne få højoktan i tanken. Nå, det hørte vi sjovt nok ingenting om.
Nå, vi får se hvor mange af de forudbetalende, der kommer ud at rejse denne gang. Vores forsigtige gæt herfra er: Ikke dem allesammen, vores mere sandsynlige gæt vil nok være:Ikke ret mange.
Nu kan man naturligvis sige, at blot en ikke-begrundet mistro til et stort selskab og dets mulige overlevelse kan få selskabet til at kollapse. Det er nu blot ikke det, der er sagen her. Hert aler vi mest om et bevisligt ikke-levedygtigt selskab på det sværeste af alle markeder i øjeblikket, nemlig luftfarten, som vist blot “polstrer” sig med kundernes lånte penge. 
Og altså muligvis også med de kommende aktionærers, hvis der altså er nogen derude, der er rigtigt meget risikovillige. Eller rettere, risikovillig er vel i virkeligheden ikke det helt rigtige ord. Når noget er “tilstrækkeligt risikabelt” bliver det jo på forunderlig vis “ganske sikkert” igen…Et fuldendt fiasko-børsprospekt som vi ser det. Man kunne ligeså godt sælge aktier til det fra historien så kendte allerførste forlængst forgangne og krakkede “South Seas”-projekt. Det havde da den ellers relativt sunde fundering, at man bare lige skulle opdage et nyt kontinent syd for Sydamerika først. Det gjorde man som det vil være enkelte bekendt så desværre ikke.

Hvad skal det nytte?

Nu er det vel næppe muligt ligefrem at patent-beskytte ordlyden i dagens overskrift. Derfor er det vel i virkeligheden endnu mere paradoksalt, at denne sproglige almindelighed altid tilskrives en enkelt person, nemlig den gamle Venstre-politiker Viggo Hørup. Det vilk sige, dengang for længe siden var Hørup ikke så forfærdelig gammel, det var nemlig i 1883 og da slet ikke så gammel, som han senere skulle blive. Til al overflod blev han så slet ikke ret gammel, så meget for de såkaldt “lange linier” i historien, hvor “gammell” vist for det meste betyder “for længe siden” Som kong Gorm måske, ham var der vist heller ingen ung udgave af, han må vel så være født gammel. Som bokseren Jørgen “Gamle” Hansen, som vel også må være blevet drillet i skolen. Gammel og så alligevel med såkaldt “glaskæbe”, skidt for en kommende bokse-europamester.

Inden vi nu fuldstændigt kører af sporet (nå, det gjorde vi nu vist alligevel), så skal vi dag lige “runde op” på et par tidligere historier her. Sommetider nytter vores skriverier åbenbart bare en lillebitte smule. For eksempel har det ugentlige rejsetillæg Explorer i JP skrottet den ellers i lang tid anvendte karakterskala “3 gode/ 3 dårlige ting” ved rejsemålet. Om andre end os har kunnet se det ur-komiske i det oprindeligt og ihærdigt bibeholdte kritiske “koncept” ved vi ikke, men vi ved da, at vores store nabo derude på bakken kikker med her til tider.

Vi har endda et par andre ganske vist kun gedulgt anerkendte “skalpe i bæltet” derudefra, hvor totalt hjernedøde virksomhedsportrættører og sjove statistikker har måttet lade livet. Når man ser tilbage på virket på denne side, er det vel i kosmisk perspektiv ikke meget, men dog noget.

Nå, her i sidste omgang er der så blevet “ryddet lidt op” i rejsesektionen. En eller anden behjertet sjæl må vel have tænkt lidt over, at hvis man konstant skal se enhver rejse for og imod som en såkaldt “dichotomi”, hvor alt skal opdeles i lige store dele “for” og “imod”, så er der jo ret beset overhovedet INGEN GRUND til at rejse nogen steder. Når al rejseaktivitet alligevel er et såkaldt “nulsums-spil”, så bliver det altsammen ganske absurd.

En anden lille og heller ikke anerkendt sejr er vores tidligere felttog her mod indlysende ulovlige ungdomsfester. Her er der sket den glædelige og i virkeligheden en smule overraskende udvikling, at den næste fest bliver en ganske almindelig fest med ganske traditionel forældrekontrol. Ja, selv forsamlingshuset bliver vist endda af en helt anderledes klasse. De første par fester blev ellers afholdt på steder, hvor det gamle orkester “Blues Brothers” kunne have spillet temaet fra TV-cowboyserien “Rawhide” De, der har set den ellers noget jævne film vil garanteret huske denne herlige scene, hvor orkestret spiller bag et jerngitter for at beskytte mod flaskekast.

Problemet er ganske reelt, for publikum smider flasker hele tiden, ikke blot når de er utilfredse. Nej, hyppigheden af flaskekast tiltager eksponentielt når de bliver begejstrede, et rigtigt fedt “stunt” faktisk. Til gengæld kan det være, at denne fest måske bliver lidt “tyndere” besøgt, i virkeligheden lidt trist, men nok egentligt en ganske naturlig konsekvens af, at 3 fester på knapt 4 måneder langt væk er en smule i overkanten. Kvotaen af akkumuleret “festabe-lighed” er måske så småt ved at være udtømt. Indtil næste gang.
Til sidst skal vi også lidt i smug glæde os over, at den geniale engelske elektronikdesigner Tim de Paravicini og hans EAR.produkter har succes i det danske i tiden. Selv har vi jo kun “rodet” lidt med firmaets professionelle produkter men har da ellers i rigtigt mange år spillet på EAR herhjemme i privaten.
Om det så er fordi Tims nye produkter er bedre end hans gamle aner vi ingenting om. Det er de nu nok næppe, Tim er trods alt en gammel men stadigvæk ganske fyrig mand med et udseende, der efterhånden glimrende illuderer professor-kollegaen med det viltre hår i den futuristiske DeLorean-mågevingebil i filmen “Back to the Future” Det er nu også længe godt nok. 
Her i huset har vi fornyligt ganske privat testet et af hans nyere produkter, nemlig den til vist godt og vel 50.000,- prissatte klasse A-effektforstærker mod hans ældre frembringelser. Hvad var så bedst? Tjah, lad mig sige det på den måde: Vi har tilfældigvis ganske privat en lettere brugt EAR 861 super-skulpturel effektforstærker til salg for 19.500,-, som er helt fantastisk fremragende. Det siger jo faktisk en hel del om, hvor fremragende en designer Tim de Paravicini var. Og er naturligvis.
Nytter det så noget at blive ved? Mjah, hvis man skal se på vores egen “track record”, så hjælper det da lidt og verden uden folk som Tim de Paravicini er en fattigere verden.
Iøvrigt nyttede Hørups snak dengang i 1883 ingenting overhovedet. I disse valgtider med tomme valgløfter en masse ville Hørup været faldet fuldstændigt naturligt ind. Talen var nemlig slet ikke rettet mod Estrup og den siddende lettere autokratisk/diktatoriske Højre-regering, der jo ellers burde være den naturlige fjende. Næh, talen var såmænd mest rettet mod andre fraktioner indenfor Hørups eget parti Venstre og drejede sig i væsentlighed om den fortsatte udbygning af Københavns befæstning. Sammen med den senere udbygning af sømilitære forter omkring samme ganske uforsvarlige by må det tendere en af de mest stupide militære og politiske beslutningsprocesser nogensinde og ialtfald den dummestesiden trojanerne trak træhesten ind bag bymurene. At senere tider så har ment at se større symboler med hensyn til generel af-militarisering i Hørups tale her gør det ikke rigtigere, han var blot en proto-moderne politiker.
1883 var vist mest bemærkelsesværdigt ved at Karl Marx døde mæt af dage og stenrig i London (kollegaen Engels var nemlig en særdeles dygtig ejendomsspekulant) og blev begravet på Highgate kirkegården. Det var ganske æt ved fodboldklubben Arsenals hjemmebane af samme navn men hvad skal dog sådan en ligegyldig oplysning nytte?
Godt spørgsmål!