Surt at hedde Kurt!

Som børns evindelige drillerier kan det danske sprog være urimeligt ubarmhjertigt og uden appel-muligheder af nogen art. Tag nu for eksempel min egen barndoms sang om Poul Mathisen, som var urimeligt traumatiserende. Nu er det ikke fordi præ-senil demens forhindrer denne skribent i at stave eget navn korrekt (der er andre virkninger, men det er en anden sag til en anden dag), vi skal understrege at der er tale om en HELT ANDEN Poul Mathisen. Ellers ville det jo ikke kunne rime og det kunne det allerede knapt nok til at starte med. Børnesangen om “isen og grisen og lille Poul Mathisen” er forhåbentligt forlængst gået ud af den danske sang-skat. Det hjælper jo naturligvis ikke denne skribent, at senere tider har ophøjet den grammatiske sandhed, som jeg selv kæmpede for, til absolut sandhed.

Vi taler naturligvis om, at sangens vaklende versefødder forudsætter, at der KUN er 3 stavelser i “Mathisen” og ikke 4 som i “Mathi-a-sen” stavet på den helt rigtige måde. Den eneste korrekte naturligvis, alle andre er forkerte og forargelige. Stupide møgunger derovre i Endelave indesneede landsbyskole, som aldrig forstod dette. De sang blot videre mens denne skribent blev mere og mere kok-rød i hovedet af pinlig generthed, en selvforstærkende proces som få andre. Senere har jeg til gengæld lært at leve med det tvivlsomme spejlbillede hver morgen uden at rødme ret meget, sådan lidt ligesom den tilfangetagne indianer i Lucky Luke-tegneserien om “Diligencen” Som lille Poul på dukserækken dengang sidder denne rødhud på jorden, mens kusken Hank udspyr en strøm af opfindsomme uoversatte eder. Den kvikke Lucky Luke bemærker tørt, at indianeren åbenbart forstår engelsk. Han er nemlig blevet rødere efter Hanks sjofle gloser. Som lille Poul dengang, jeg selv dog kun i hovedet.

Selv om det senere er endt ganske godt for lille Poul, der aldrig faldt gennem isen (ikke ret mange gange, da, lidt isflage-sejler var man vel) kan det stadigvæk være surt at hedde Kurt. Sidste år omtalte vi en af de surere skæbner af slagsen, nemlig Fætter Kurt, der iøvrigt slet ikke hed “Fætter” til fornavn udover at han slet heller ikke var min fætter. Min FARS fætter, som han var og vel i virkeligheden stadigvæk er, selv om han nu har forladt den jordiske virkelighed selv, fik en trist skæbne, som er fyldestgørende berettet. Om det bare ligger i navnet Kurt at være lidt uheldig vides ikke, den eneste jeg kender indenfor hifibranchen, der hedder det, er da lille og ikke særligt pæn. Små stirrende og plirende øjne og med skaldepande, temmeligt surt! Faktisk så surt, at han næsten ligner en lidt kikset mini-udgave af denne skribent. Mand versus mandsling, jeg ved da godt hvad jeg selv ville vælge og så er det jo heldigt, at det er præcist det, jeg har valgt!

Nu er det ikke udelukkende surt at være Kurt, det er ikke ret meget bedre at være Kaj. Orv, hvor må man som Kaj være blevet drillet i folkeskolen når filmrullerne fra datidens Statens Filmcentral møjsommeligt blev monteret på filmfremviseren i skolen med henblik på at uddanne den opadkommende ungdom kulturelt. En af de faste gamle travere var den for alle Kaj´erne uhyre ildevarslende sort/hvide dødkedelige franske sag med Jean Gabin som grine-grine “Tågernes Kaj” Filmen HED faktisk lige netop det, og dengang inden Hartvig Frisch´ retskrivnings-reform blev alle navneord skrevet med “stort” begyndelsesbogstav. “Tågernes Kaj”, aj hvor det da er grinagtigt og så langt, langt sjovere end den dér tåbelige børnesang uden pointe om ham der “Poul Mathisen”. Med 2 stavelser, for Pokker, ikke 3 som i Mathiasen! Nej, det var IKKE MIG der faldt gennem isen, nej det var ej, hør dog efter og fat det! Tænk at hedde Kaj, man kommer næsten til at græde af grin. Altså hvis man altså IKKE lige hedder det der Kaj-kvaj!

Alle mennesker blive ældre og nogen bliver klogere men de, der hed Kaj fra starten af, (eller Poul eller andre smukke navne) hedder stadigvæk Kaj. Og nu vil tilfældet, at der udover en Kurt faktisk osse findes en Kaj i den danske hifibranche. Mærkeligt at 2 så kiksede navne kan findes i en hastigt “ned-smeltende branche”, der minder om den tvivlsomme sø-sikkerhed ved barndommens forsøg med oceangående isflager. Disse blev uvægerligt hurtigt tæret op og lille Poul Mathiasen (4 stavelser, ikke ham I ved!) måtte mange gange hoppe hovedkulds i vandet. Mærkeligt udtryk, “hovedkulds”, vi drenge spang da i på benene… Nå, det var nu under alle omstændigheder en hel del mere mandigt end blot at skvatte IGENNEM isen som…Resultatet var nu ellers nogenlunde det samme. Våde bukser og så kolde fingre, at man umuligt kunne lyne lynlåsen ned, når man skulle tisse, hvilket man jo altid skal når man fryser. Andre traumatiske barndomsminder. Og tænk så hvis man samtidigt havde heddet Kurt eller Kaj, uha!

Nu er omtalte hifi-Kaj her en del pænere end Kurt og da kaj som i havne-kaj heller ikke længere staves med stort, er drillerierne vel efterhånden blevet mindre. Navnet er nu stadigvæk skide-åndssvagt og det ved jeg af personlig erfaring, jeg kender nemlig et andet kvaj, der hedder Kaj. Nu er ham her hifi-Kaj nu ikke noget særligt kvaj, han er for eksempel meget flink. Desværre slår hans navn igennem på ulyksalig vis med sin onde skæbne, for denne vor ven Kaj skal nemlig i gang med noget RIGTIGT SURT. Så surt så at han ligeså kunne have heddet… Kaj importerer et par marginale hifi-mærker og som om det ikke er allerede er surt nok (hvis man altså gerne vil leve af det), så skal han i den nærmeste fremtid til København for at lave en offentlig demonstration af disse sikkert fine apparater. Og så er det, at det bliver rigtigt træls, for hvem i alverden gider dog længere gå til sådan noget?

Absolut ingen, naturligvis. Det er ikke fordi vi ikke under Kaj noget publikum, det er der blot ikke længere. Det er jo så langt nemmere at sidde og skrive på det danske impotente netforum hifi4all om overhovedet ingenting. Det er så for langt de fleste indlægs vedkommende allerede så langt mere end viden og andre evner kvalificerer til. Det dér med at lytte og danne egne erfaringer har været umoderne så længe, at det for os gamle entusiaster nærmest gør fysisk ondt. Som den der skide dumme børnesang stadigvæk gør!

Det er surt for både Kaj og Kurt, at der ikke længere findes nogen respektabel og respekteret hifi-skribentvirksomhed overhovedet. Til gengæld kan det give vanvittigt morsomme udslag, som når for eksempel den nye ADMINISTRATOR på hifi4all, selveste Simon Mastervol (tillykke, tillykke-øh med hvad?) glædestrålende lancerer den permanent terminalt sovesyge/dvale-ramte Aarhus-Hifiklubs nye hjemmeside. Linket virker blot ikke, ja siden eksisterer overhovedet ikke! Tænk at man i sin ukritiske selv-promovering ikke gider prøve efter! Nå, dygtigt gået, alle I glade anonyme drenge derude og vi glæder os naturligvis til at se, hvad totalt anonyme Jeppe S. (kendt som anonyme moderator Virious) i Odense med sit hjemmeside-foretagende “Sjørslev” nu har fundet på. Vi kan blot ikke se en skid. Og Jeppe, du lovede ALDRIG at offentliggøre din adresse, endda på denne side!
Det er muligvis ikke surt at hedde Jeppe, men derfor kan man vel godt være sur? For eksempel over hvor svært det er at få noget til at rime på -jeppe. Vores eget bedste bud er at sidde og vente på filmatiseringen af Henrik Stangerups bog “Det er Svært at Dø i Dieppe” “ieppe” og “eppe” må da rime eller hvad. Det kan nok tage noget inden det sker, og det er da i sig selv surt nok. Næsten Kurt-surt

“Banjo” Paterson

I dag vil vi præsentere en mand, som hvis han havde virket i dag ville have været et såkaldt “One Hit Wonder” Egentligt mærkeligt udtryk, når nu Stevie Wonder havde så mange hits uden at være, ja altså…? Det havde Andrew Barton Paterson nu i virkeligheden også, men da den almindelige kulturløshed ubarmhjertigt har gnavet i al almindelig dannelse som hungrende råvildt i barken på tidens juletræs-plantager, så husker næppe nogen udenfor Australien sikkert dem. Måske en enkelt, den vender vi lige tilbage til.

Svaret på dagens første spørgsmål er iøvrigt selvfølgelig “Waltzing Matilda”, den om “the jolly swagman” Nu var det næppe en sang, som man kunne spille banjo til som akkompagnement, ja i virkeligheden ved vel ingen, om Arthur overhovedet kunne spille noget andet end canasta. Selv ikke hans mest entusiastiske kvindelige fans (allerede dengang var litteratur en kvinde-syssel) har nogensinde nævnt noget om nogen banjo, så hans tilnavn er noget mystisk. Derudover ville en såkaldt vagabondisk “swagman” naturligvis heller ikke have plads til nogen banjo på sin færd, allerede den sammenrullede kombinere madras/telt kaldet en “swag” var rigeligt tung nok. Måske han bare kunne fløjte nogenlunde ligesom en banjo, det må der vel være nogen der kan.

Nu er “Waltzing Matilda” udover at være uhyre iørefaldende samtidigt den sang, som blev spillet ved denne skribents bryllup sidste sommer i Prospect, Adelaide og det gør den evigt mindeværdig. Et andet af Patersons episke digte er i virkeligheden næsten ligeså godt og tillige en hel del længere. Det hedder “The Man From Snowy River” og handler om (her i væsentligheds-rækkefølge) 1. Heste. 2. Rigtige mænd 3. Andre mænd. 4. Mandhaftige kvinder. Der er tale om en uhyre klart disponeret plot og en digterisk udførelse til UG plus efter den oldgamle karakterskala. Det er jo mest passende at bruge netop denne skala, som var ganske gængs da digtet blev skabt.

Der blev i 1980-erne lavet en film over digtet, som ikke er dårlig. Ikke ret meget dårligere end mastodont-mesteren over dem alle i Hollywood, Cecil B. De Mille og dennes filmatisering af en klassiker, “The Ten Commandments” med Charlton Heston i hovedrollen som Moses efter et andet ret velkendt litterært forlæg. Den mandlige hovedfigur lignede dog rigeligt meget en lidt for vellykket filmisk “flødeskumskage” og det trak noget ned. Til gengæld var den kvindelige hovedperson rigtigt god men selvfølgelig i dette plot om mænd ikke ret meget med. Hestescenerne er dog stadigvæk spektakulært fremragende og det er massevis af billeder og scenerier i filmen osse. Ikke mindst billeder af barske mænd i lange Drizabone oilskinsjakker med ikonisk-australske Akubra-filthatte er uforglemmelige for “hatte (hatto-?)-file” personer som denne skribent.

Nu er den høje del af ellers solbeskinnede New South Wales, som hedder Snowy Mountains rent faktuelt et sne-område, og filmen viser også fint lettere forfrosne mænd med klædeligt mandigt sne-overtræk. Og det er så altsammen vores tilgang i dag, for lige præcist sådan må denne skribent have set ud i sin lange oilskin og Akubra i dagens snefog. Dog var der ikke nogen til et filme vores hundes morgentur udi de fjendtlige elementer, men sikkert er det, at der må have været en slående lighed med en af de andre og ældre helte i Patersons poem, nemlig “Clancy of the Overland” At den unge helt så alligevel i den sidste ende endte med (pleonasme?) at imponere selveste Clancy er faktisk en fin pointe. Man møder jo uanset hvor stor og barsk man er én, der er endnu større og barskere. Eller måske mindre men blot bare så meget barskere.

Det vil sige, sommetider kan de allerbidskeske være ganske små. I går mødte undertegnede en af de små mennesker, der allermest effektivt har erstattet imponerende fysisk fremtræden med indestængt galskab. Galskab er måske så meget sagt om denne udadtil elskelige rundhovedede lille trivelige tyndbenede mand, men barsk, dét er han. Som et menneskeligt “lommeslagskib” gør han det, der på bokse-engelsk hedder “packs punch far beyond his weight” Det er forresten et mægtigt morsomt og meget misvisende udtryk, for der findes vist ikke rigtigt nogen eksempler på, at nogen naturlig verdensmester i nogen vægtklasse ligefrem er gået OP og har fået succes. Det skulle man da ellers tro. Mange går til gengæld NED i vægtklasserne og det plejer at gå noget bedre.

Hvor barsk denne lille mand var fik vi grafisk illustreret i går. Vores lille firma havde en levering ganske tæt ved det sted, hvor denne mand i adskillige årtier har hersket enevældigt. Han var været den “evige fornyer” længe inden nogen tænkte på at opfinde ordet “innovation” i sit permanente frontlinie-job som formand for den pudsige føderale forening ROSA, kort for Dansk Rocksamråd. Noget sprogligt hjælpeløs forkortelse eller hvad? Manden hedder Gunnar K. Madsen og smiler for det meste på samme måde som en fløde-forspist kat. Lidt ildevarslende, fordi selv mæthed i fløde 37% til sidst fortager sig. Hvis man ud af denne beskrivelse skulle få det indtryk, at vi aldrig har været virkelige perlevenner er det korrekt opfattet. Vores sympati ligger i denne sag absolut på musenes side!

Og så kom det endelige opgør mellem os alligevel ganske uventet. Lige da vi skulle trille ud fra den plads, hvor fruen havde holdt mens jeg var oppe med varer, mødte vi så Gunnar K. Vi må ALTID huske K-et ellers bliver han måske vred og det er jo osse en flot forkortelse for det fine adelige navn Kloppenborg. Hvor lige netop dén borg så ligger aner vi ikke, men nu kommer vi væk fra det spændende emne. Vi galopperer lige tilbage: Klop-klop-klop!

Under udkørslen var vi nemlig ganske uforvarende i øvrigt kommet til at spærre for, at Gunnar K. kunne køre direkte ind på sin helt egen afmærkede parkeringsplads. Den, der med underforståede bogstaver ville have stået “PREZ” på hvis der altså have stået noget. Det ville have være nødvendigt at beskrive en lille cirkel-bue for at komme korrekt ind i båsen og DET ville lille Gunnar godt nok ikke finde sig i.

Som “trold ud af en æske” sprang denne lille mand med den hast hans midaldrende rundbuede Adonis-krop tillod (ikke vildt imponerende) ud af sin Skoda og hans sædvanligvis gemytlige gavtyve-ansigt antog så truende former (og ikke mindst farve), at man blev helt bange. Mest for hans helbred, sundt så det ikke ud. Lidt kort beskrevet mente Gunnar K., at vi fandeme skulle bakke og lade ham køre DIREKTE ind på hans retmæssige parkeringsplads, som vi jo altså ikke spærrede spor for. Da denne skribent måske med et lettere majestætsfornærmende “Skrup nu af, Gunnar!” lavmælt kommenterede mandens noget grinagtige magtbrynde-adfærd sprang han tilbage ind i sin politisk korrekte bil igen. Det gik ganske tjept men hans kompakte krop muliggør hurtig indstigning hvor det er noget anderledes for denne omfangsrige skribent. Ingen BMW, ingen rigtig VW, ikke helt penge nok til en status Toyata Prius hybrid nej, en fin ny Skoda til Gunnar, det signalerer både omtanke og alt muligt. Hvad ved vi nu ikke lige, tydeligvis ikke almindelig sindsligevægt.
Det endte med, at fruen rullede tilbage og tillod den nu overordentligt gale Gunnar K. at fræse ind med hvinende ABS-bremser. Godt kørt, Gunnar K. og godt det ikke er mig eller nogen jeg kender, der har skullet have fornøjelse af dit selskab umiddelbart derefter. Eller i det hele taget, sådan noget kommer jo altid igen, det er vist kun teenagere, der bliver bedre med tiden. Ikke alle tydeligvis.

Det var så historien om vores møde med en ægte snemand og tankerne under et snevejr og fortællingen om mødet med en lille vred og rund mand. Hvis Gunnar K. havde været en snemand ville han forlængst være smeltet, sikke sure småfyre dog kan blive! Heldigvis på sådan en “smeltende snemand”-agtig afmægtig måde.

Hampen

Nu er der en jydsk lokalitet, der rent faktisk HEDDER Hampen. Få eller nærmere ingen udenforstående har sikkert nogensinde været der, og endnu færre af de lokale beboere har sikkert ikke hemmeligt ønsket sig VÆK fra Hampen. Denne diminutive by ligger midt i absolut ingenting i det allermidterste Jylland, hvor alle veje fører østpå eller alle mulige andre steder hen. Hampen ligger vest for Nørre Snede (lidt) og nord for det andet lokale kraftcenter (meget), Give og så ligger det tillige øst for Vesterhavet. Det sidste er vel i virkeligheden knapt så bemærkelsesværdigt, da det meste af Danmark jo egentligt gør det. Derudover er Hampen ikke blot det allermindste bemærkelsesværdig. Der sker absolut ingenting og det har der aldrig nogensinde gjort. Hvis der er en by, der fortjener betegnelsen et “rigtigt hul”, så er der få mere oplagte kandidater end Hampen. At sige noget andet ville være, ja altså, “helt ude i Hampen”

Nu staves “Hampen” i det danske fyndord ganske vist med “lille”, men det betragter vi som en grammatisk fejl på samme måde som osse kun de færreste korrekte skriver vokativ-formen “I” med korrekt stort bogstav. Hampen er Hampen og sådan er det.
I forbindelse med den vist nærmest JP-sponsorerede jubel-artikel i weekenden om en ny århusiansk mini-lufthavn pladask midt i byen har avisen da i det mindste haft fornuft nok til at interviewe et par af de aktører, som forventes at komme til at spille centrale roller i den kommende udbygning af de havne/bynære områder. Faktisk er det et par usædvanligt klare kommentarer, avisen har “fisket” uden at dog tilsyneladende i disse kolde tider fremprovokerer nogen synderlig kølig omtanke. Bemærkelsesværdigt

Det klareste udspil omkring den nye midtby-lufthavn kommer fra den århusianske byggematador med fastlåste interesser i havnen, Jørn Tækker: “Det er helt ude i hampen” Trods den tvivlsomme retskrivning skulle man jo ellers næsten tro, at han regelmæssigt læste denne klumme. Vi taler vel om en ganske konsekvent afvisning af ideen, anderledes skal man da vist være skriftklogere end os for at forstå det.
En anden, talsmanden for en anden stor bygherre på havnen, De Linde, udtrykker det en smule anderledes, men nu ikke meget: “Det kræver meget nøjere overvejelser, før man jubler over det” Det er faktisk en flot sætning, den her. Læg mærke til, at denne Ole Byriel ikke blot ønsker en “nøje overvejelse”. Nej, han kvalificerer yderligere udtrykket til noget, der unægteligt ligner en summarisk afvisning og en evig skæbne i et eller andet udvalg et sted på en fjern galakse. “Nøjere”!

Som vi skrev i forgårs er der jo ingen eksempler på, at der i de seneste ret præcist 65 år i Europa er etableret nogen lufthavn midt i en by nogen steder i Europa. Af oplagte grunde. Lufthavne fylder af Helvede til udover at de støjer helt åndssvagt meget og sviner endnu mere, og selv med den nuværende officielle pris på landbrug på 300.000,- pr. hektar er grundprisen selv i landområder prohibitiv. Indkøb af landbrugsjord ude I Hampen, hvis nogen ellers gad have en lufthavn der, selv en lillebitte én, ville være betydelig. Og så byens dyreste kvadratmeter-pris, drømmer man eller hvad? Ja, det gør man og det gør man fortsat.

I den forgæves søgen efter en nyanlagt europæisk midtby-lufthavn har fra avisens side fundet den nødvendige succeshistorie. Eller rettere, det synes man. I Göteborg findes der en lufthavn ved navn (men ikke af gavn desværre), der ellers HEDDER Göteborg City Airport. Hvad det lige har med det århusianske projekt at gøre kan være svært at se og umuligt at forstå. For udenbys iagttagere taler vi altså om, at den århusianske fantasi-lufthavn kommer til at ligge ikke meget mere end 1 KILOMETER fra Århus Domkirke lige pladask midt byen.

Lufthavnen med det lokkende navn “City Airport” ovre i Sverige ligger 15 kilometer fra centrum, så ordet “City” skal vel nok tages med mere end et enkelt gran salt. Nok nærmere en helt saltbøsse. Derudover er avisen da redelig nok til at sige, at det eneste rigtige “city” ved den svenske lufthavn er, at den ligger nærmere byen end den anden.
Desuden beflyves denne nye “ikke-city lufthavn” hovedsageligt af, ja altså Ryanair, som jo ALDRIG NOGENSINDE beflyver nogen lufthavn nogetsteds, hvis det ikke er den absolut billigste i hele området. Det er det, der har gjort dem til Ryanair og den succes-historie, som de er. Uden at vide ret meget om noget kan vi med sikkerhed sige, at der er tale om en lufthavn derovre ved Göteborg med en givetvis så tvivlsom infrastruktur, at den på trods af mindre afstand til centrum end den anden kun konkurrerer PÅ PRIS. Ellers fløj Ryanair naturligvis på den anden og det lige meget om den så lå 100 km. væk Hvad hele det her svenske “luft-kastel” uden ret meget andet end turister har med noget at gøre er helt uklart. Og da slet ikke dette nye århusianske aeronautiske “Lighthouse”, et andet projekt, som vist henslæber en noget grumset fremtid i permanent jordhøjde. “Grounded”, som det britiske “flyver-es” Wing Commander “Battler” Briton garanteret ville have udtrykt det, og det i en grad, så det eneste synlige byggeri på det århusianske havneområde overhovedet er et underjordisk parkeringshus…

På den anden side, når man ikke kan få tårnet op at stå, så kan man jo ligeså godt bygge videre på dette tvivlsomme fundament af slet ingenting. Det må vel være derfor, at man nu er kommet “så højt op at flyve” at man kan se langt væk. Måske endda helt til Hampen, hvem ved? Ude i hampen er det da, når man ikke kan se de kedelige realiteter, der ligger lige foran én. Eller UNDER én!

Galliske gavflabe

I dag er det atter en lidt problematisk-travl dag med diverse re-coning af Tannoys og gamle JBL-højttalere. Oh, denne herlige lugt af kontaktlim her om morgenen, naturligvis frit efter “Apocalypse Now” og den udødelige replik af Robert Duvall i filmens relative start. Filmen er jo selv i sin klippede version ganske ubegribeligt lang, så selv starten af filmen er vanvittigt lang. . Denne omhandlede godt nok lugten af napalm, men der bor vel en lille pyromanisk æstet i de allerfleste. Fruen er da vældig fikseret på det rødgyldne lys fra vores brændeovn i disse tider. Det taler vel osse for sig selv, at man så tydeligt såmange år efter husker denne visuelt forrygende scene med Bell-helikopterne i fuld fart dryssende deres lange cylinderformede containere over det brændbare landskab.

Vi skal minde om, at den oprindelige forfatter til forlægget bag denne film er en af det engelske sprogs allermest fornemme beherskere. Det var han, selv om, (eller måske derfor FORDI) han slet ikke var englænder, ja engelsk var ikke engang hans oprindelige sprog. Det sidste var naturligt, fordi han som barn hed Józef Teodor Konrad Kozeniowski. Det noget mærkelige var i virkeligheden ikke spor mærkeligt, fordi han var polak, jamen de hedder allesammen sådan noget mærkeligt noget derovre.

Det er også delvist kunstigt at tale om polakker i 1800-tallet, hvor store dele af Konrads forfatterskab blev oplevet, (omend ikke skrevet, han skulle lige lære engelsk rigtigt godt først), for Polen eksisterede ikke som andet end en del af Rusland. Unge Józef var således ikke blot en kommende “skabs-englænder”, han var faktisk allerede fra starten samtidigt “skabs-polak”, meget mærkelig skæbne. Måske det var derfor en anden mere kendt polak, Fryderyk Chopin, emigrerede til Paris. Det og så kvinderne, hvor Chopin jo ikke var en meget mindre virtuos, end han var på piano. Særligt hans helt unikke pianissimo siges at have medført tumultariske optøjer blandt de yngre kvinder. Han forblev dog altid nr. 2 blandt “det skrigende køn”, men sikken en “etter” der også var!

Det var kun den næsten samtidige Ferenc Liszt, som i ren dårende pianist-mesterskab overgik “Frede” Chopin. Som Bing Crosby senere bemærkede var det hans triste skæbne at være samtidig med en vis Frank Sinatra og sådan var det også med Fryderyk. Ved Liszt´ koncerter gik kvinder i alle aldre fuldstændigt grassat og Ferenc må være blevet så overvældet, at han måske forsøgte at undgå enkelte af dem. Måske en slags aldersmæssig selektion, hvem ved? Det er muligvis derfor han tog navneforandring til det mere tysk-klingende Franz men om det formindskede hans tiltrækningskraft er vi ikke vidende om. Men sikke han dog kunne bokse på sit klaver og prøv at se en forlængst forglemt film af Ken Russell, “Lisztomania” med Roger Daltrey fra “The Who”i hovedrollen, hvis der skulle mangle beviser.

Tilbage til Józef Konrad, der mere beskedent skiftede forfatternavn til Joseph Conrad. Han har nok skønnet, at “Konrad” klingede lidt rigeligt pro-tysk der i starten af 1900-tallet, og der ville han naturligvis have haft ret. Det var jo også i de år, den londonske skrædder-gade German Street skiftede permanent navn til ja, altså Jermyn Street. Lidt smart faktisk og ret nemt at huske. Forfatteren Joseph Conrad debuterede sent, da han lige skulle opleve livet først i imperiets sparsomt civiliserede udkanter. Ingen forfatterskole for vor ven Conrad, blot livets uendelige skole, som for de udvalgte få varer helt indtil livet ikke gør det mere. Dette er de færreste forfattere forundt og det nemmeste er jo naturligvis også blot at stoppe op og leve af de for det meste både få og ganske ubetydelige erfaringer, man måtte have oplevet. Det for de fleste er fuldstændigt ligegyldigt kan jo vel for andre være det største, fordi det er det eneste.

Mange forfatterskaber kan i evig tid kredse om traumatiske hændelser på samme måde som vor lokale filminstruktør Nils Malmros, hvis verden aldrig gik ud a gymnasiet. Hvis man er småtskåren nok, kan man naturligvis også i selv den mindste vanddråbe se en genspejling af hele Universet, men det var ikke nok for Conrad. Og heldigvis for det da, for Conrads historier var brilliante i ekstrem grad. De var oftest lange og komplicerede og gravede ind i sjælens mørke som få andre. Andre, der kunne gøre ham denne sjældne kunst efter som for eksempel William Blake, kom dog sommetider til at lyde som en slags “amatør-englændere” i deres sprog-behandling ved siden af mesteren Conrad. Det var ikke fordi de var dårlige, Conrad var bare fornuftsstridigt god.

Og hvad har det her med denne morgen at gøre. Ingenting, det var blot en “Elegi for Kontaktlim” Da morgenavisen ikke er kommet rettidigt i dag, sad undertegnede afmægtigt og gloede på en curling-kamp for herrer ved OL. Det ene hold var Frankrig, som leverede en så sølle indsats med så mange taktiske brølere og oplagte skæverter og almindelige fejl, at kommentatorerne simpelthen korsede sig. Holdets manglende færdigheder på kunst-isen blev kun overgået af holdets taktiske oplæg, der var så ringe, at kommentatorerne efterlyste en oprør fra holdets side mod skipperen. Det var simpelthen så pissedårligt, at det næsten (men kun næsten) var seværdigt.

Det mærkeligste var så, at disse håbløse galliske hanekyllinger på forunderligste vis alligevel vandt kampen over et hold, som kommentatorerne ellers intet negativt havde at sige om. Hvis dette på nogen måde forekommer mærkeligt er det naturligvis slet ikke tilfældet. Åh, jo, Frankrigs modstander denne morgen var måske ikke overraskende Danmark. Virkeligt en præstation at tabe til sådan nogen inkompetente frø-ædende fjolser, godt gået Danmark! Det må have været som en Michael Laudrup i sin storhedstid forsøge at drible uden om en forsvarer så dårlig, at han slet ikke forstod Laudrups driblings-tekniske genialiteter! Blot underligt, at Laudrup kom om alligevel…

Optimisme og smådrifts-fordele?

Man sagde om salig Adolf Hitler, at han var god mod dyr, og adskillige billeder viser da også Adolf i nær og øm clinch med en stor sikkert raceren schäferhund, givetvis checket for urene cocker spaniel-gener mindst et par generationer ud i alle led. I betragtning af, at samme ´Dolf jo aldrig ar afbildet i samme ømme positur overfor nogen kvinder, inklusive sin egen kone, er det jo rart at vide, at der i denne mand inderst inde bankede et hjerte for et eller andet godt. Som om det gjorde nogen forskel og det kom det så vidt vides heller ikke til og er altsammen fuldstændigt ligegyldigt. Næsten ligeså meget som en anden nylig hændelse.

Hvorfor så denne start i dag? Fordi et par branchemedlemmer i den nu afsluttede sag med en af denne branches mere pudsige vildskud har forsvaret denne løjerlige virksomhed (han han ofte langt flere private ting til salg end officielt firma-relaterede, mums bare det var os, moms-og anden beskatning bliver på denne nærmest noget, som man selv kan vælge at angive. Eller fravælge, det første er jo nok ikke det mest sandsynlige eller indlysende) Nå, det ved vi ingenting om, ubestikkelighed eksisterer vel principielt alle steder uden at det måske er særligt sandsynligt her. Den dér ide med at have 2 lommer til forskelligt farvede penge lyder ellers meget tillokkende og kostede da osse en gammel nær kollega en tur bag aflåste døre. Justitsmord var der bestemt ikke tale om for den ene lomme havde været ganske overordentligt stor..

Nu er fremtiden for dette lille firma, MJSA, noget vanskelig at spå om, selv om vores drenge-venner på hifi4all har gjort hvad de kunne, for at lægge låg på noget, der mest lignede vulkansk virksomhed. De har gjort det så repressivt/effektivt med deres smålige moderator-virksomhed, at de permanent professionelt har aflivet deres eget forum. Permanent, fordi de næppe selv agter at nedlægge deres mikroskopiske magtpositioner før der ikke længere er penge til at betale for servere og domæne. De har også gjort det professionelt, fordi en rundspørge blandt forummets brugere gav et resultat så sensationelt, at end ikke hifientusiaster i berettiget tvivl som os selv helt havde forestillet os resultatet. Det var nemlig døden for AL PROFESSIONALISME, da professionel jo principielt noget med penge. At kunne leve af det forstås og have råd til at være uafhængig, sværere er den ikke, denne kedelige prosaiske nødvendighed.

Blandt forummets officielle 32.500 brugere er nemlig blot 21% villige til at betale noget for at holde forummet i live. Nå, nu kunne 7000 mennesker jo også sagtens holde et trykt medie i gang skulle man synes, 23% af et stort tal er jo dog stadigvæk en del, så helt galt er det vel ikke? Jo, det er det, for blot 23 PERSONER IALT har meldt sig som mulige bidragydere af blot et lille symbolsk beløb. Med et sandsynligt samlet provenu årligt på 1000-2000 kr. er vi vist ikke helt på toppen rent troværdighedsmæssigt, hvad siger I selv, I drenge derinde? Det er vel blot det, der sker, når man lader drenge udføre mænds arbejde. Eller snothvalpe i stedet for almindelige hvalpe uden snot, kravene er tydeligvis ikke eventyrligt høje.

Og så tilbage til vores trofaste branchemedlemmers forsvar for MJSA, som er ca. ligeså relevante som vores beskedne positive omtale Adolf som flink. Den omtalte hififorhandler er nemlig ifølge disse rygklappere i en for branchen overordentligt penibel og pinlig sag rigtigt god til at sætte de rigtige kabler til forskellige anlæg. Jamen det siger de og så må man man vel tro på det, selv om det er så inderligt utroligt. Sikke da en herlig professionel hifibranche vi da har, for er der dog nogen, der ikke kan det? Selv undertegnede har en 100% succesrate i netop denne disciplin så hvad betyder det her, ret klog behøver man ikke være siden vi selv kan? Naturligvis ikke blot det allermindste, vi er simpelthen tilbage ved hunde-vennen Adolf her, som vel også er en seriøs kandidat til en af verdens mest uvenlige mænd.

Det er da aldeles ligegyldigt hvad nogle branche-fjolser mener manden kan (som de mystisk nok ikke kan selv egentligt utroligt) når hele sagen nu drejer sig om noget helt andet. Hvem ville dog med hunde-analogien med nogen rimelighed kunne forsvare Hitler, nej vel? Fokus eller mangel på samme er iøvrigt forunderligt i de danske netmediers behandling af sagen. Eller rettere brugernes, andre er der jo ikke. I et noget bemærkelsesværdigt billede sakset fra et Anders And-blad ses Onkel Joakim glædestrålende tage sit daglige bad i bunkerne af penge i sin pengetank. Det skulle på en eller anden måde logisk kunne relateres til den glade mand, som fik penge tilbage fra MJSA efter en lang kamp. Meget mystisk.

For det eneste manden har FÅET er altså SINE EGNE PENGE sikkert minus det, som han allerede har brugt hos sin advokat. Udover stress og ærgelser har han absolut INTET fået andet en forhåbentlig en betydelig skepsis overfor hifi-branchen. Hvordan nogen kan få glade Onkel Joakim ind i den her sørgelige historie er altså imponerende. Nogenlunde ligeså forståeligt som at få sin egen 20-er tilbage fra parkeringsautomaten, men stadig ingen billet. Hvem ville dog juble over det udenfor den lukkede afdeling at maskinen bare ikke virkede og at man fik sin egen 20-er igen?

Ellers skal vi lige til sidst nævne noget, der måske er den nye start af noget gammel. Nej, vi skal fra almindelig lettere svigagtig adfærd over til det gode gamle begreb “Århus-Historier” Weekenden bragte nemlig et nyt spændende projekt på banen, som modtog bred ros fra de fleste politiske parter. Vi taler om en ny lufthavn lige midt i Århus, nemlig på de vanvittigt bynære havne-arealer. En lillebitte bittelille en med en landingsbane på blot 1500 m. med plads kun til små fly. Stadigvæk jetfly, som stadigvæk larmer ligeså meget som store jetfly, blot meget mindre, flyene altså mystisk.

Alle fremskridtsvenlig by-rødder hopper naturligvis omgående med med klædelige afvigende røster fra ventrefløjen om miljøhensyn. De eneste miljøhensyn vi vist her behøver at tage er da vist at huske at lukke vinduerne, når der skal skrald-grines, latter larmer altså noget når tingene er så latterlige som her. For hvad er det lige en lille lufthavn har, som en stor lufthavn ikke har? Det eneste mulige svar er desværre PASSAGERER, alle andre omkostninger er nemlig FULDSTÆNDIGT DE SAMME: Ligegyldigt hvor lille en lufthavn er, skal der altså stadigvæk etableres et permanent brandkorps, et baggagesorterings-system, komplet sikkerhedsudstyr, permanent paskontrol og andet pis og papir. Snerydning, ups det havde vi glemt, ikke at det betyder nogetsomhelst.

Det giver ingen mening overhovedet at drive en lille lufthavn med få og små fly fordi den koster det samme i drift som en stor med mange. Lige her kommer vi ikke uden om de nødvendige stordriftsfordele, fordi de store faste udgifter nødvendigvis må fordeles på mange passagerer. Det giver heller ingen mening at forestille sig, at alting pludselig bliver helt anderledes. For det første er der jo ikke lavet nogen danske lufthavde OVERHOVEDET, siden en moustache-beklædt østrigsk hundeven var bygherre i Danmark og for det andet er den eneste grund til at de mindste af disse krigs-lufthavne overhovedet kan beflyves civilt er jo, at driftsomkostninger afholdes af militæret.

Kommercielt ville det ellers være ligeså håbløst som de århusianske luft-luftkasteller udover den kendsgerning, at man jo også skal regne med lige at lave den her skide lufthavn fra grunden først, det bliver vel næppe ganske gratis og øger vel heller ikke ligefrem rentabiliteten. Den sandsynligste måde den her lufthavn kan etableres er vel i virkeligheden, at en eller anden a la weekendens afsnit af “Star Trek” finder ud af at dreje tiden tilbage og minde Adolf om også lige at huske at lave en lufthavn midt i Århus foruden den i Tirstrup. Den sidste huskede han jo til alt held og en del allierede flyveres permanente uheld.

. Mange sammenligner det praktiske i at have lufthavnen midt i byen med den centrale London City Airport, som OGSÅ er ret lille. Man glemmer bare, at det drejer sig om Londons engang eneste (og derfor jo altså FØRSTE lufthavn) og udover det ville man ALDRIG NOGENSINDE i dag få de nødvendige tilladelser til at etablere en ny London City Airport. Som naturligvis derfor heller ikke nogensinde er blevet udvidet og som dog alligevel er MANGE GANGE STØRRE end et muligt århusiansk luftkastel. Den ligger der fordi den altid har ligget der, ellers havde den aldrig kunnet komme til det.
Rækkefølgen er den omvendte i Århus ligesom det der sjove begreb “smådrifts-fordele”. Mening?-nix!

Babu!

I dag burde have været en rigtig driverdag, men allerede fra starten udarter alting allerede til ganske urimelig travlhed. Vi skal babu en tur op på Århus Universitet og så er der lige et par andre ture i nogenlunde samme anledning.

Nu er det bestemt ikke dårligt at få sig lidt tiltrængt frisk luft efter gårsdagens foreteelser på et hifi-forum nær os. Som naturligvis endte lige præcist der, hvor enhver idiot kunne have forudset det længe inden det startede. Naturligvis med, at forummet hurtigst praktisk muligt vil lægge permanent låg på affæren med kunden og krejleren, som hapsede kundens depositum uden at levere nogetsomhelst. At hænge sådan noget fortjent ud, uha nej da! Man er jo i sin syge selvforståelse til for brugerne men det er nok nogenlunde på samme subtile måde, som fagforeningerne i den daværende Sovjetunion var “arbejdernes sande venner” Hvem behøvede så fjender, arbejderne da ihvertfald ikke!

Det værste ved dette hifiens mini-samfund i terminalt forfald er det så, at bidragyderne blot cykler rundt som en sanseløs indavlet hunde-flok, bidende af alting men især hinanden. Normalt vil der i et levedygtigt samfund være fornuftige folk nok, som fastholder det nødvendige fokus på løsningen af et problem. Problemet er ganske simpelt og derfor i denne jammerlige parodi på et rigtigt samfund fuldstændigt uløseligt. Mindst ligeså uløseligt som alle andre problemer, simple eller komplicerede eller ikke-eksisterende, ville have været. Det værste er så, at langt de fleste straks vil glemme denne episode og glæde sig over, at alt er blevet løst. Nej, det er det ikke, det er blot blevet glemt og det desværre næsten allerede inden bank-overførslen er sket. Frem og tilbage i denne sag er IKKE lige langt. Det er sådan noget aldrig!

At de få tilbageværende aktive skribenter på disse fora længe har været ført af et flertal af totalt “marginaliserede kældermennesker” har vi været inde på mange gange før. Det er naturligvis en nødvandig konsekvens af, at ingen skriver nogetsomhelst blot periodisk interessant derinde, og det fører jo uundgåeligt til, at alle rimeligt socialt velfungerende mennesker permanent søger andetsteds hen. Når det eneste nye eller gamle alligevel er inkompetente menneskers skænderier og forslag om ting, som de jo principielt ingenting ved om, så er værdien for tænkende mennesker noget begrænset. Blandt de mere interessante tråde i den seneste uge har været et såkaldt “branchemedlem”, der i forbindelse med en ny el-installation i et nyt hus frarådede (af lydmæssige årsager, naturligvis) installation af 5 gange 2.5 kvadrat netledning i huset. Fordi han naturligvis fagligt legitimeret vidste, at 5 gange 1.5 kvadrat installationskabel lød LANGT BEDRE..See, se at komme væk, allesammen fra det her galimatias!

At debatten om MJSA udartede til inderlig selv-destruktiv kritik var både forudsigeligt og uundgåeligt. I tilstrækkeligt de-civiliserede samfund (vi mindes atter Goldings bog “Lord of the Flies”) straffes den adfærd jo ikke, som i mere velfungerende og levedygtige samfundsstrukturer ville være strafbar, ja den kan ligefrem vise sig at være HENSIGTSMÆSSIG. Som det så lydmæssigt fixerede branchemedlem med sine pudsige tanker udi almindelig elektriker-praksis. Ham der siger det indlysende og rigtige kan vel ikke være rigtig audiofil, nej vel?

. Når man som Brok og Mastervol og Virious og de andre fjolle-pseudonymer ikke bedre formår at føre “kunsten videre” end til at sidde og lege “lomme-diktatorer” og blot på skrømt spørge (på denne side i går), hvad de skal gøre (uden gide høre det trælse og indlysende svar), ja, så er de simpelthen “spild af plads”

Branchen og den herlige interesse fortjener bedre, og ALT ANDET er altså bedre end dem her. Også slet ingenting. Det kan godt være, at Århus Hifiklub og hifi4all ikke gør en skid (det gør de ikke, slet ikke) men de står altså alligevel i vejen for noget. I denne omgang stod de i vejen for ret og rimelighed. Keep up the good work, boys! Nu ved vi hvor vi har jer. Det vidste vi nu osse før, og den såkaldte “marginal-nytte” ved at vide ting med 105% sikkerhed fremfor blot 100 er vel egentligt beskeden.
Vi gentager lige vores helt, helt gratis råd: Find dog nogen der kan skrive noget anstændige mennesker gider læse! Det bliver helt klart op ad bakke, men sådan er det med alting, når man er nede på bunden.

Snothvalpe-ingen diskution!


Inden vi i dag kaster os ud i atter en barsk kamp på indenfor en oprindeligt ellers rigelig tidsfrist i samlingen af diverse kameraudstyr, så skal vi da lige runde af omkring vores tekst fra i går. Det drejede sig jo om en noget ukontroversiel økonomisk praksis, hvor en hifi-forhandler indkasserede slanterne uden at levere varen. Det er normalt ikke ligefrem det, der normalt kan kaldes særligt kontroversielt, der er vist et andet ord, der starter med “k” som dækker noget bedre. Det der med domstole og alt det andet.

Der skete dog selvfølgelig det altid forudsigelige, at “det danske dikkende lammehale-hififorum” hifi4all trådte i sand karakter. Det er altid i den slags konfrontioner mellem indlysende ret og ditto uret, at folk og fæ åbenbarer deres sande karakter. Når der kun er 2 valgmuligheder og absolut ingenting ind imellem er det svært at undslå sig og osse svært ikke at gøre det. Nu har vi på dette sted flere gange været noget kritisk overfor den lokale “hifiklub-mafia” ledet af Simon Mastervol og hans håndgangne svende. Hvis der altså er nogen, ingen har vist ellers hørt om dem, måske de arbejder undercover?

Simon Mastervol arbejder nu helt tydeligt også “over-cover”, for i sin position som moderator på hifi4all spillede han i går en virkelig hovedrolle. Det var godt nok en skurke-rolle, men det var ikke spor uventet og han gjorde det til gammeldags UG med kryds og slange. Ingen diskution om den sag! Som bekendt er hifi4all udelukkende finansieret af forhandlerannoncer og fuldstændigt uden fri skribent-virksomhed andet end pressemeddeleser forsynet med en lam “Redigeret af hifi4all”-overskrift. “Uploaded” er det betydende ord her, INTET ANDET.

I denne for den resterende hifibranches fortsatte tvivlsomme omdømmes allerede tvivlsomme sag tog moderator Mastervol og de andre ihærdige kommissærer på hifi4all selvfølgelig ikke retten og rimelighedens parti. Det er naturligvis ikke overraskende, for ligegyldigt hvor lille og sølle og udryddelsestruet af kommende motorvejsudfletninger, som et lillebitte gulerodsbed er, så er der ALTID kandidater til at være “Kong Gulerod” Som her Mastervol og Virious og de andre latterlige pseudonymer, der som “ål i mudder” boltrer sig i den lillebitte hastigt udtørrende dam. Og stop for da Pokker det her hemmelighedskræmmeri, stå dog frem med navn og adresse hvis I har noget og sige: Det burde der ikke være nogen diskution om!

Nu beskrev den engelske William Golding udmærket og ganske skræmmende denne virkelighed blandt snothvalpe strandet på en øde ø. Selv om der ikke var nogetsomhelst vigtigt at slås om, så tiltog intensiteten i kampene alligevel. Der er altid nogen, som er villige til at være ludere for en krone, nemlig dem, der har det i sig og som osse ville have gjort det for 25 øre. Fordi de KAN. Sådan noget er selvfølgeligt sociologisk interessant, men ikke overraskende, ikke mere kontroversielt end tyngdekraften.

Meget værre for hifibranchens fremtid som absolut “niche-hobby” er det, at den resterende branche tydeligvis overhovedet ikke fatter, att annoncer på et sådant fuldstændigt UKRITISK forum er FULDSTÆNDIGT VÆRDILØSE. Som vi mange gange har sagt, så er den eneste måde et trykt eller elektronisk medie kan sælge nogetsomhelst ved at VÆRE KRITISK. Så kan det til gengæld sælge varer! Hvis man ikke som medie har et minimum af respekt så er det er man siger i sine anmeldelser omgærdet med ganske det samme. Nul respekt, det kan der ikke være nogen diskution om!

Det er naturligvis også derfor, at den evige og ganske billige (tvangs-maniske, er der noget, der hedder det?)skribent, anmelder (fri stillingsbetegnelse, heldigt!) Mikkel Gige atter engang kan anmelde en CD-afspiller til omkring 30.000,- uden at nogen lægger mærke til den skal vi sige det forsigtigt “alternative printopbygning” FORDI INGEN LÆSER DET og endnu langt færre køber den. Det ligner ellers mest de fra egen elektronik-dage så kendte “fuglereder” med frit flyvende print monteret omvendt ovenpå tydeligvis helt færdigindkøbte apparater, blot ompakket i en fin ny kasse. Ingen sagde Lexicon/Oppo her, vel? Nå, der er da fine nye pertinax-print i her, det troede jeg ellers ikke man brugte mere? Termisk er det altid problematisk med denne montering, den termiske tæring er betydelig og servicemæssigt er det en katastrofe. Som sagt, alle kan se de her billeder og endnu flere er fuldstændigt ligeglade.

Annonnceværdien i disse tilbageværende elektroniske medier er latterligt lav og den altid lammedikkende positive omtale af alskens ligegyldige produkter er af tilsvarende gennemslagskraft. Det her svarer fuldstændigt til de plantede pressemeddelelser i JP Lørdags såkaldte “Bil-Magasin”, som OSSE udelukkende er plantede pressemeddelelser. Uden kritik og respekt, intet salg og ingen annonceværdi. Hvis man skal sælge en ny Porsche-supersportsvogn, så gør man det altså aldrig i JP-magasinet. Nej, man må risikere hele butikken og få “The Stig” i Jeremy Clarksons “Top Gear” til at tage en tur rundt. Med risikoen for heller ikke at få solgt noget hvis den ikke er rigtig “top gear”. Intet spil og ingen satsning, ingen gevinst! Det kan der ikke være diskution om!

Og hvor bringer det så vores kære hobby-hifi hen? Ingen steder, hvis ingen i branchen er villige til at risikere kritik. For at tjene penge i den sidste ende. Så lang tid Mastervol og de andre snothvalpe får lov at sidde som de tydelige magtmennesker, som de elsker at være, tjah, så er det nok ikke andet end en forhåbentligt hurtig og nådig død for hifi4all. Fordi alt andet, også SLET INGENTING både vil være bedre og en hel del mere respektabelt.
Nu vil vi så pleje vores snotnæser lidt igen her i huset og glæde os over (frit efter udødelige W. C. Fields), at nok er denne skribent snottet i dag, men i morgen er snottet nok væk, mens Mastervol og de andre STADIGVÆK er snothvalpe.
Iøvrigt beklagelse for den lidt smagløse “udstilling” af såkaldt alternativ stavning. Den lokale variant af det gamle danske ord “diskussion” er nemlig på trods af alskens stavekontrol hos Mastervol og Kim-“JMC” i det lokale hifi-miljø blevet til, ja altså “diskution” Nå, når man som Simon Mastervol blot hævder noget længe nok, så bliver det jo til “ret/retskrivning” engang og da særligt hvis man får magt og mulighed for det, som man tydeligvis har ambition og agt. Skønt samfund vi er på vej ind i!

I dag prøver vi så osse lige at “uploade” billeder. Hm., ikke akkurat knivskarpt, men de gamle Altec spiller nu fint alligevel og de er såmænd skarpe nok i lyden alligevel. Selv om den tyske western-forfatter Karls Mays helt “Old Shatterhand” tydeligvis har en filmisk pendent…

Vinterferie

I disse dage hober papkasserne sig lidt ekstra op i vores lille virksomhed. Efter et hårdt-presset sidste kvartal holder elektriker Kevin lidt ferie-fri og det giver jo lidt ekstra arbejde til os andre “baggrundsfigurer” Det er dog altsammen fint nok, selv om de seneste dage har budt på betydelige udfordringer. Ikke mindst har dimensioneringen af et solcelle-anlæg for Århus Universitet da givet mindre logistiske vanskeligheder, som dog nu burde være endegyldigt løst. Derudover er det da osse en kilde til tilfredshed, at den sending ATC, der lander i dag, allerede forlængst er væk. Eller også er det ikke, vi beklager at en efterskole stadigvæk kommer til at vente lidt. Og så alle de andre…

Det har da bestemt heller ikke været uden visse udfordringer at fixe et par professionelle kameraer og så har vi da vist udtrykt det lidt mildt. Avancen på disse dyre produkter er ganske vist absurd ( vanvittigt lav), men det mere end matches numerisk af besværlighederne ved at SKAFFE SKIDTET (kæmpe-stort!) Når beløbene er store nok går det jo, men når man næsten er på vej til at være til grin i spillet omkring alle de alt for optimistiske kleveringstider på ting, der aldrig kommer, tjah så ville vi gerne have tjent lidt mere. Til egne nervepiller naturligvis!

Ellers følger vi med nogen interesse en pudsig sag i hifi-branchen, som siden vi omtalte den har udviklet sig yderligere. Eller “indviklet” eller måske bare “viklet”.. Et sjællandsk deltids-baggårdsfirma med en selv for hifibranchen usædvanligt usædvanlig sjælden (heldigvis da!) sammenblanding af salg af private og firmaejede produkter har virkelig fået omtale. Sagen er så uheldig for branchens almindelige troværdighed, at vi vist skal tilbage til Roskilde Banks sidste dage for at finde mage til mage til denne krage. Det er lidt vildt og så har vi da vist ikke sagt for meget. At tage folks penge og ingenting levere for dem er ikke ligefrem kontroversielt, men ligefrem ærlig business er det vel også lige knapt.

Mindre kan så helt tydeligt også sagtens gøre det, for der findes jo ikke længere nogen fri dansk hifi-presse. Ja, der findes desværre ikke længere NOGEN HIFI-PRESSE overhovedet og derfor er det fuldstændigt ligegyldigt, om dette firma MJSA bliver hængt ud eller ej. De eneste indtægter, det største danske forum hifi4all har, er suk!, fra FORHANDLERNE. Nu er der altid et betydeligt sundt element af “bjergsomhed” i al business, men alligevel er det altså forstemmende læsning at læse de skriftlige ytringer fra de såkaldte “moderatorer” på hifi4all. Selv i denne uhyre skarptskårne og ganske soleklare sag.

De tager nemlig med sædvanlig skråsikkerhed parti for dem, der betaler selv de usle småskillinger, som også en tidligere forræder ved navn Judas vist gjorde. Nu fortrød Judas vistnok og hængte sig da vist, men selv om der kommende kommissærer Brok, Mastervol og de andre paphoveder i denne sag har haft masser af tid til omtanke, tjah så er der intet at spore. Ligegyldigt hvor lidt penge der er i spil er der åbenbart ludere der er villige til at tage dem og det gælder helt tydeligt begge køn.

Der behøves kun ganske få af den her slags sager uden den nødvendige selvjustits i branchen til at torpedere den sidste troværdighed og der behøves også kun et par enkelte Brok/Mastervol-er til at få alle sunde elementer i en interessegruppe til at forsvinde helt og aldeles. Godt for frugtsommeligheden i det forestående forår, at Brok og Mastervol ikke er aktive i diverse biavler-foreninger. Bierne kan vi dårligt undvære, de andre fjolser her noget lettere, men sådanne typer er altid forfærdeligt sej-livede. Som den kommende plage skvalder-kål..

Nu agter vi naturligvis ikke at blive personlige, det ville også ligne os dårligt. Dog kan vi da ikke fuldstændigt se bort fra de ialt 2 personer, der har meldt sig “på banen” som ubetingede forsvarer for selvforskyld-skandaleramte MJSA. Det drejer sig om en forhandler med ligeledes et ikke helt “uplettet ry”, 2H Audio og en ven, der hedder Henrik. Sikke mange vi er og sikke vi kan gungre! Især denne ellers forståeligt nok anonyme “Henrik” er en rigtigt sjov fyr. Det var jo ham, som vi for ikke ret længe siden nævnte ville sælge et kabel, som:
1: Kom fra MJSA, da det er dennes eget “house-brand” antageligt af et ganske sædvanligt Kina-OEM produkt.
2: Som skulle opgraderes til et bedre kabel fra, ja MJSA, samme “house-brand”)
3: Som derfor blev forsøgt solgt på det fri marked for sølle 20.000,- (nypris angiveligt 30.000,-) hvorfor ikke bare lave en byttehandel hos ja, MJSA?
Og hvorfor så al denne omsvøbssnak? Fordi den sandsynligste grund til, at denne Henrik IKKE blot byttede ind hos MJSA nok har været, at han desværre som nævnt i annoncen ikke lige havde en kvittering på sit nylige køb af en bagatel til 30.000,- og så kan man jo ikke som forhandler tilbageføre momsen. Så meget ved vi da, men nu er det vist heller ikke top-hemmeligheder vi afslører her. Ja, det må vel være derfor.

Det er muligvis hverken den eneste eller blot den mest sandsynlige forklaring, men dejligt at vor ven Henrik alligevel var så tilfreds med sit gode køb hos MJSA, at han på trods af skulle “æde” et værditab på over 10.000,- alligevel er forblevet den trofaste støtte og tilfredse kunde, som vi ser i disse dage.
Andre ville nok være blevet anderledes sure, men vor ven Henrik er tydeligvis en rigtig sportsmand. Sådan nogle venner ville vi altså også selv gerne have. Eller ville vi?

God regnskabspraksis.

I dag vil vi eksperimentere lidt med at værdifastsætte en virksomhed. Der er intet kontroversielt eller nyt i det, og det er måske i virkeligheden den eneste nyhed. Nemlig at vi selv sikkert som de allerfleste andre ikke har været bekendte med ellers indlysende og helt uundgåelige sammenhænge. Vi skal snakke om et tilsyneladende bundsolit foretagende med en egenkapital på godt 11 mia. kr. Vi behøver ikke i denne sammenhæng distrahere med diverse unødvendige kendsgerninger såsom at firmaet p. t. har et driftsunderskud på godt en fjerdedel af egenkapitalen og det PR. ÅR. Det betyder nemlig overhovedet ingenting i det her spil.

Og nu er det så, at vi skal til at holde tungen lige i munden. Vi vil i vores lille gætteleg bringe et par citater, som vi på forhånd vil advare imod at tro på, at der er nogensomhelst mening i. Hvis udsagnene på nogen måde forekommer rimelige eller ligefrem overbevisende skal vi henvise til hurtigst muligt at studere den økonomiske lære i den klassiske Carl Barks-historie om Anders And og “Skillinger fra skyerne” Udover at det også i anden sammenhæng bliver lidt luftigt…

Firmaet, som vi til sidst skal afsløre navnet på, har i regnskabet en problematisk post og så har vi da vist beskrevet den lidt mildt. Den hedder PENSION, og er det værste, som et aktivt firma overhovedet kan have. Det drejer sig om ja sjovt nok godt og vel 11 mia. kr. i FASTE PENSIONSFORPLIGTELSER, som til alt held for firmaet ikke i øjeblikket behøver berøre regnskabet. Det vil groft taget sige, at firmaets officielle egenkapital er FULDSTÆNDIGT BÅNDLAGT ganske nagelfaste pensioner til medarbejderne. Det betyder så også, at hvis man hælder nogle eller mange af disse pensionsberettigede personer ud, så kommer de blot til endnu tidligere at skulle have deres pension. Og muligvis endda længere..

Mellemtiden er altså, at uanset om den eksisterende regnskabspraksis ændres eller ej, så skylder firmaet HELE SIN EGENKAPITAL væk i faste pensionsforpligtelser. Ganske vist figurerer de 2 poster parallelt i regnskabet, selv om den ene post jo ret effektivt burde annullere den anden, men endnu er der ikke indført en ny og mere retvisende regnskabspraksis for dette pudsige firma, som nødvendigvis ikke er ganske privat-ejet. Derfor figurerer der en betydelig egenkapital for dette firma men desværre kun på regnskabsniveau, pengene er allerede forlængst brugt.

Og så skal vi citere firmaets chef for “Investor Relations”, der med god tilnærmelse til tegneseriernes evige historie om strudse, der altid gemmer sig ved at stikke hovedet ned i et hul, fremturer med de ildevarslende ord: “Men reglerne (de nye regler om regnskabsteknik red.) er ikke indført endnu. de er ikke vedtaget endnu og ligger fortsat til høring” Og så er det man spørger, hvad er det lige manden siger? Jo, han siger sådan lidt lettere omskrevet noget, der i sin monumentale mangel på konsekvens svarer til den optimisme en passager måtte have efter at være skvattet ud fra et fly i 10 kms. højde. På vejen ned med en hastighed, som bestemmes af hans friktion med luften (ubetydelig men en smule variabel) og den faste faktor tyngdeaccelerationen (meget betydelig og ikke mindst uundgåelig), kan han med ligeså stor ret glæde sig over, at TYNGDELOVEN HELLER IKKE er blevet vedtaget endnu.

Måske den i virkeligheden slet ikke eksisterer selv om den godt ser ud til at være indført rigeligt mange steder? Nej, det er den ikke og for så vidt kan der være en vis men altså ringe og ikke mindst TOTALT UBEGRUNDET optimisme om, at der her da godt kan gå godt. Tænk at sådan en uhyrligt højtlønnet mand kan sidde og sige ting, der simpelthen ikke giver bare den allermindste mening til mulige investorer, som vel burde vide bedre end at tro på Julemandens mirakuløse indgriben. Og så er det noget længe til jul..
Egenkapitalen er væk, båndlagt og borte og virksomheden er vel ret tæt på at kunne værdifastsættes til den pakke Hubba-Bubba tyggegummi, som en konkurrent fornyligt antydede. Firmaet er naturligvis SAS og så længe man ved et flystyrt endnu ikke har ramt jorden går det jo fint. Osse selv om man vel uanset regnskabspraksis er RIGTIG RIGTIG tæt på! Ikke siden den gamle historie om blot at hoppe lidt og dermed redde livet, lige præcist når den styrtende elevator ramte bunden af skakten med 1000 km./t. har vi set en lignende optimisme. Denne umulige redning er forresten også “tyngdekraftuafhængig”…På samme måde som selv ikke lettere uvederhæftig regnskabspraksis ændrer på ja, altså PRAKSIS. Bang!!!

From Dawn till Dusk…

Nej, der er desværre i dag ikke tale om nogen erindringsforskydning eller blot forglemmelse. For ganske vist hedder Tarantinos helt igennem idiotiske vampyr-film godt nok “From Dusk till Dawn” men allerede inden man dengang i biografen havde set denne fjollede genre-forstyrrede splat-film til ende, var den “aktive forglemmelse” forlængst i gang. Siden den gang har jeg da i det mindste husket Tarantino nok til at undgå hans bavl, selv om netop denne film vist formelt burde tilskrives Robert Rodriguez. Derfor er det nu alligevel en Tarantino-film, det gør det blot kun værre.

Og så tilbage til “søgeordet” i dag, som altså er “dawn” som i k. d. Disse iniatialer skrevet med korrekte små bogstaver er initialerne på et af de største kvindelige vokal-talenter, som er skabt på det nordamerikanske kontinent. Damens borgerlige navn derude på den canadiske prærie var Kathryn Dawn med efternavnet Lang og meget dame var der vel i virkeligheden heller ikke over denne forunderligt androgyne person. Vel ikke meget mere end der var traditionelt mandfolk i sangeren David Bowie (ikke ham med Bowie-kniven, men han hed jo vist også Jim til fornavn så det kan jo være derfor) Davis Bowies mangeårige ulykkelige forelskelse i en ældre kønsskifteopereret mandlig transvestit i Berlin er vel en af rockhistoriens mere forkludrede kærlighedshistorier. Alt andet lige var det vel et forunderligt og overraskende partnervalg, når man nu som Bowie i en længere periode havde fuldstændigt frit valg på begge hylder..

Tilbage til den canadiske “misfit” derude på prærien, k.d., der også allerede fra karrierens start mest lignede en noget bøssoid mand snarere end den erklæret lesbiske, som hun var. Allerede fra starten skulle hun virkeligt kæmpe for blot at undgå, at publikum grinede af hende til hendes koncerter. Prøv at se nummeret fra hendes tidligste ungdom “Johnny, Get Angry” på YouTube, det er virkeligt en øjenåbner af de store. Og hvad rager en sangers seksuelle orientering så os overhovedet? Teoretisk overhovedet ingenting, men lige i Kathryns tilfælde blev det hendes skæbne at blive stjerne alt for forfærdeligt tidligt.

I de første år spillede k. d. lang med et band, hun selv havde startet, som hed “The Reclines” efter idolet Patsy Cline, som k.d. nu aldrig ellers forsøgte at ligne. Cline var vokalt brilliant lige indtil hun i 1963 fløj ind i sit sidste uoverstigelige bjerg, k.d. var blot langt bedre med udtryksfuldhed og en dynamik, som undertegnede aldrig har hørt i en kvindestemme tidligere. Det skulle måske lige være, når fru Dahl Vikkelsø Mathiasen råber efter morgenkaffe men det er så også lige det eneste. Bandets 3 første og eneste plader er den dag i dag bemærkelsesværdige mindesmærker over alt det store, som aldrig nogensinde skete.

Der er tale om herlige blandinger af næsten symfonisk opera-vokalt virtuoseri holdt godt nede ved jorden af helt parallelle gode gammeldags arrangementer a la “country-røvballe-musik”, musik der holder i dag og lover alt. K. d.´s karrierere toppede vel i virkeligheden, da hun lige akkurat nåede at blive superstjerne-korpige på den sidste filmede koncert med Roy Orbison. Da de andre 2 var Bonnie Raitt og Jennifer Warnes var hun i udmærket selskab. De andre var blot lige en kort overgang i ENDNU BEDRE selskab med k.d. men det skulle hurtigt gå over.

Da Orbison umiddelbart efter døde, optrådte Lang i en uforglemmelig live-koncert med Orbisons “Crying” i det, der snart skulle vise sig at blive karrierens allerstørste højdepunkt. Kolossal berettiget selvtillid koblet med om muligt større kraftfuldt vokalt overskud. Og derefter var der så desværre dømt “ophørsudsalg” for k. d. , tusmørket, hendes karrieres “dusk”, kom hurtigt, alt for forfærdeligt hurtigt, næsten hurtigere end karrierens eksplosive “dawn” Hendes næste plade, “Ingénue” blev ikke engang hendes svanesang, det hele var blot slut.

I en åbenbar søgen efter den identitet, som hun aldrig nogensinde havde haft, gik denne vidunderlige sangerinde fuldstændigt i selv-følende “lesbisk selvsving” Numrene på pladen var i sammenligning med de forrige plader helt grinagtigt pop-tynde bagateller uden nogen udfordring for hverken lang eller lytter. Det skulle så vise sig, at den unge rebel i mandetøjet fra prærien med strithåret (som var hendes hidtidige karrieres eneste entydige køns-karakteristik på scenen)var nået i havn. Sikke dog blot en helt ubeskriveligt kedsommelig havn!

Det var underligt, for hun så derefter aldrig rigtigt glad ud de få gange, man så interviews. Hun blev blot mere og mere fedladen og tog vel omkring 30-40 kg. på, ikke alt for gode nyheder for en sangerinde med verdens måske mest kraftfulde vokal.Som altså har været væk i næsten 20 år. Og så ville tilfældet, at denne små-sløje skribent i forgårs morges sad og gloede tomt ud i luften og der zappede jeg så lige forbi åbningen af vinter-OL i canadiske Vancouver. Tilfældet ville, at dér, lige dér i hvid herre-habit stod selveste k.d. og sang indledningssangen. Som hun forresten også havde gjort ved det seneste OL i Canada. Hurra, hun var tilbage!

Nej, hun var ej, ihverfald allerhøjst som en forfærdelig tragisk flæsket parodi på sig selv. Som hun stod med sine forpustede ballon-kinder a la “den syngende Michelin-dame” med en stemmepragt som den ringeste, forlængst frasorterede deltager i allerede temmeligt talentløse “X-Factor” lignede hun noget, der var løgn. Og som barmhjertigheden forlængst burde have fjernet eller bort-censureret. Alle tanker om Elvis, der jo da han var 40 var noget fed og færdig (selv om han faktisk først døde som 43-årig) kom rullende tilbage. Eller frem eller hvad vej det nu er de ruller. Optagelser af Elvis er dog spændende til det allersidste, helt anderledes med k. d. Der var virkeligt dømt “Dawn till Dusk” her! Hun kunne overhovedet INTET længere.

Det må som salig Tom Lehrer sagde (godt nok om Mozart) at man altid bliver en smule sober af at tænke på, at da Mozart var i min (altså dengang Toms, det var jo ham der sagde det måske ikke overraskende på engelsk) alder, havde han været død i 2 år. Ligesådan med k. d. her, da flommede og færdige Elvis var i hendes alder (altså nu) havde han været død i 7 år. Helt anderledes og naturligvis alligevel helt det samme!
Og så var det hele alligevel så langt mere tragisk, for k.d. døde allerede kunstnerisk for næsten 20 år siden. Hun døde på toppen som alle kunstnere jo nødvendigvis gør rent kunstnerisk, selv om enkelte som Cher formår at “klavre” derop igen fra glemslen. Langs fald var bare langt mere føleligt, fordi hun var så langt, langt bedre end måske i virkeligheden alle andre. For alt, alt for længe siden, men lyt og døm selv. Hun fortjener dog et langt bedre eftermæle end det, som hun sikrede sig ved OL-åbningsceremonien. Som man kunne sige med Cher: “If I could Turn Back Time!”…Til “Absolure Torch and Twang”, fra ak ja 1989….