Ferie og så alligevel ikke helt.

Efter et par dage med server-nedbrud er det ved at være sidste chance til at ønske alle vores kunder rigtigt god og helsebringende sommerferie. Vi vil selv i det snarligt kommende klare lys fra det tilstundende bryllup drive lidt i de kommende uger men det betyder nu ikke, at vi er fuldstændigt uden for rækkevidde. Det betyder blot, at man nok må forvente en smule længere svartid på mails men vi plejer jo osse at være rimeligt hurtige synes vi da selv. I dag mandag den 22. juni er der dog “business as usual” men fra i morgen tirsdag vil telefonvagten blive varetaget af vores vakse og muntre montør, Kevin på 41178680. Vi vil dog selvfølgeligt kommunikere internt dagligt, så tøv endelig ikke med at sende os en mail hvis det er vigtigt. Osse hvis det ikke er..Eller altså ringe til Kevin, som er en overordentligt erfaren mand på trods af sin ungdom.
Nå, men det er altså altsammen først fra i morgen tirsdag den 23. juni og nogle uger frem. Hr. og den snarligt kommende fru Dahl Vikkelsø Mathiasen takker for jeres allesammens indsats i det gamle ferieår og glæder os til snarest at høre fra jer igen.

“Picasso´s Äventyr”

Atter i dag lige her inden den kommende velsignede drivertid ligger vi temmeligt vandret for antændigvis at nå det sidste. Det kan man som bekendt aldrig alligevel, men den sande ære ligger vel i forsøget? Det eneste vi skal lave i de kommende par uger udover at besvare mails (der er jo som bekendt business as næsten-usual) er at se de 2 sidste afsnit af den bedste TV-serie, som verden vist endnu har set, nemlig “Foyle´s War” med uforligneligt underspillende Michael Kitchen som D.C.S. Foyle. Vi har tidligere været inde på dette TV-dramaturgiske mesterværk, der får andre og ellers etablerede seermagneter som “Rejseholdet” til at ligne de kiksede filmatiserede amatørskolekomedier, som de er. Alene det, at man afslutter serien med Foyles pensionering sammenfaldende med afslutningen af 2. verdenskrig gør hele serien uigenkaldeligt afsluttet. Det bedste ved “Foyle´s War” er næsten, at man ikke kan finde en eneste så kikset birolle, at det blot nærmer sig den ellers fejrede danske hovedperson i “Rejseholdet”, Charlotte Fich, hvis suveræne replikbehandling vi tidligere har været inde på. Suveræn mest fordi næppe én eneste seer blot et øjeblik tror på bare én eneste af de ellers tit ganske velskrevne replikker, som hun fremsiger. Det er vel også en slags kunst blandt mange andre, om ikke andet er det da sublimt kunstigt.

Ellers fornøjede den lille familie sig i går ved at se en af filmhistoriens mere kuriøse perler, nemlig det enestående kultur-komikalske mesterværk af Tage Danielsson og Hans Alfredsson, “Picasso´s Äventyr”. Den er enestående derved, at der aldrig har været en eneste film, som i ren og skær uhæmmet kærlig “sludrevornhed” har nået den blot til sokkeholderne. I dag er mesterskuespilleren Gösta Ekmans herkuliske præstation som Picasso, udført i perioder som ren slap-stick komedie, naturligvis en fuldstændig anakronisme. Det er mest fordi ingen af de kulturelle fænomener, som denne herlige skrøne berører, længere er en del af nogen almen kulturel bevidsthed. Hverken den malende naivistiske toldembedsmand Henri Rousseau (epigonen Scherfig burde skamme sig), Ballet Russe med Diagilev, Nijinskij og primaballerinaen over dem alle, Pavlova, den excentriske franske pianist Erik Satie, filminstruktøren uden film Rene Clair, multi-manden Jean Cocteau, den eksilerede amerikanske kunstkritiker Gertrude Stein eller bunker af andre bipersoner findes længere. Ja, selv ikke Hemingway læses vel udenfor de allerfattigste gymnasier, hvis klassesæt af “The Sun Also Rises” ikke er kasseret endnu, men det skal nok komme, når der bliver råd til at købe den “nye” af båthornet Carsten Jensen. Nå, sådan var det altså ikke dengang i 1978, hvor man stadig kunne lave film. Som altså “Picasso´s Äventyr” Scenen i filmen med Ballet Russes opførelse af en ballet af Erik Satie med passende nymalede teater-rekvisitter helt i Picassos ånd (som jo faktisk stod for de vanvittige og originale-ikke en sproglig fejl, de var vanvittige!) er altså vilde. Husk osse lige at høre musikken af Satie. Den hedder forøvrigt “Parade” og kom inden hans allerstørste flop. Nemlig den ballet der hed “Relache” og som ellers blev behørigt annonceret inden premieren. Ikke desto mindre udeblev publikum. Det kan jo skyldes, at “relache” samtidigt har en kommercielt noget uheldig bibetydning, nemlig “(forestillingen er) Aflyst”.
Således vederkvæget af glimt af den skønne gamle fælleseuropiske kulturelle tradition vil vi give os i kast med dagen. Kulturen er desværre blevet anderledes, men det er kærligheden heldigvis også. Det sidste til det afgjort bedre, det er det første så til gengæld ikke.

Feriens tunge vægt…

Så er vi ved at nærme os afslutningen af denne sidste arbejdsuge inden halv-ferien med forrygende og ildevarslende fart. Men bare rolig, vores firma vil køre “business as næsten-usual” Bunkerne af kabler og andre halv-fabrikata bliver langsomt mindre og de sidste PA-racks er ved at blive samlede. Vi får faktisk så forbasket travlt i dag, at vi bliver nødt til allerede her helt fra starten at give den en “skalle” og må derfor ihvertfald her i formiddag forsømme denne plads for den “højere oplysning”. Kik ind lidt senere, måske vi får tid til at beskrive de talrige glæder og ganske få sorger, som måtte komme i hu. Blandt de sidste har det hidtil værste i år ellers været at stå foran en pub i Westport, County Mayo, i det allervestligste Irland. Pubben hed noget så ellers-irsk som “Matt Molloy´s” og bagest i hjernekisten dukkede den tanke godt nok op, at det kunne have været sjovt, hvis den omtalte pubejer Matt Molloy nu tilfældigvis var identisk med verdens fremmeste tværfløjtespiller i det irske, kendt fra grupper som ganske uforlignelige Planxty, Bothy Band og Chieftains blandt mange andre gennem mere end 3 årtier. Det forekom blot altfor usandsynligt og var det vel i virkeligheden osse.

Nå, lige præcist derfor behøvede man naturligvis ikke gå ind. Ikke ret meget senere (dog over 1500 km. længere borte så det var i virkeligheden en smule senere selv om tiden jo flyver i kærlighedens favn) nagede tvivlen dog efterhånden mere og mere ubærligt og jo, et hurtigt opslag viste, at det virkeligt VAR den aller-eneste helt rigtige og ægte fløjtevirtuos Molloy, hvis sagnomspundne pub vi så skammeligt have forskertset muligheden for at besøge. Selv om vi nærmest overnattede lige ovre på den anden side af gaden. Det er godt nok kikset, næsten ligeså kikset som det ville være at møde den lokale sanglærke Jette Torp i Kvickly og så ikke selv med allermest bævrende stemme at kunne fremstamme sin anmodning om en autograf. Uden sammenligning af musikalitet eller talent i øvrigt. Eller kropsbygning, Molloy er nemlig en lang og ranglet mand. Udover at han altså med sin overlegne teknik, der får den ellers ferme landsmand på samme instrument James Galway til at fremstå som en lettere hakkende mekanisk opfindelse a la Pinocchio. Og så måske i virkeligheden mere i retning af de parisiske dansepiger, kendt fra talløse Disney-juleshows. Den lille finurlighed med Jesper Fårekylling, som lettere lummer-lystent fokuserer sin lorgnet på pigerne er ubetalig som præ-pubertets seksualundervisning. Ubetaleligt som det ville have været at kikke ind til Molloy. 
Meget betegnende har Molloy aldrig lært formelt at spille fløjte, det er givetvis derfor han er blevet så god til det. Fordi han jo alligevel aldrig kunne have fundet en udover sig selv, som han kunne have lært det allermindste af. Om han nogensinde har forsøgt ved vi ikke, han har vist blot spillet sig til det, som han kan, og som ingen andre formår. Det, han kan, kan man nemlig aldrig lære alligevel hvis man ikke allerede kan det fra starten af inde i sig selv, og hvis man ikke kan er det jo forøvrigt temmeligt ligegyldigt.

Når Molloy spiller sine jigs, hornpipes og langsomme reels står alting stille og lystrer som rotterne (og vistnok også senere børnene, det er jo en ret uhyggelig historie, den der om “Rottefængeren fra Hameln)) Molloys allermindste pust og puls. Man kommer næppe nogensinde musikkens sande væsen nærmere. På ganske samme måde som man altså hller ikke kommer nærmere til Matt Molloy end dørtrinnet til hans helt egen pub, hvis man altså er dum nok til ikke at gå ind. Som undertegnede, som ellers lige her burde have vidst bedre. Uvidenhed er jo ikke dumt, men det er viden uden anvendelse.

Skolemadpakker

Ind imellem ser man stadigvæk i det danske samfund noget, som lidt ligner det gode gamle udtryk “civil courage” Engang dækkede dette udtryk over, at noget simpelthen kunne blive så åndssvagt, at man simpelthen af almindelig anstændighed selv måtte tage aktion. Det løjerlige ved denne specielle danske variant af begrebet er så, at den i sig selv bliver endnu særere og paradoksal, men det kommer vi altsammen til. I dag vil vi nemlig behandle begrebet “offentlig bespisning” med særligt henblik på skolemadpakker. Det er nemlig lige i dette sidste tilfælde, at bekymrede forældre har rejst sig i protest som i tidlige tider salig Niels Estridsøn, som “vog den kullede greve”. Han havde vist også bare fået nok, havde Niels! Det har forældrene så åbenbart osse uden at der vist har været nogen ude at svinge med sværdet (som ordet “vog” jo betyder) men alle sværdene er jo nok blevet afleveret ved den netop afsluttede “Frit Lejde”-kampagne for tudsegamle våben. Tilsyneladende fik politiet ikke en eneste gøb fra hverken brede danske tatoverede bodybuildertyper eller mørkhårede mænd i BMW´er eller Hondaer men alligevel betragtes aktionen som en success. Meget mærkeligt.

Nu er offentlig bespisning jo ikke akkurat noget nyt. Det rækker jo langt længere tilbage end selv den gamle race-hygiejniker, socialminister K. K. Steincke og hans socialreform fra 1930-erne, ja helt tilbage til fattighusenes tid. Der betalte kommunen også med den største selvfølgelighed den lavest mulige pris til private entreprenører for at få bespist staklerne med den deraf følgende jernhårde garanti for, at disse udførte denne bespisning så økonomisk (for dem selv, naturligvis), som overhovedet muligt. Staklerne havde dog ikke noget videre valg, de kunne enten æde det tilbudte hundeæde eller selv ende som føde for hundene. Med garanti for, at maden året efter ville blive dårligere, hvis dødeligheden i fattighuset faldt for meget, en fin økonomisk balance var etableret. Heldigvis kom humanismen efterhånden ind i sociallovgivningen og tingene blev meget bedre og så alligevel ikke så meget, at forældrene altså var særligt tilfredse med den tilbudte skolemadpakkeordning. Hvis det her lyder som et enormt stort spring i tid om emne at gå fra fattigvæsnet til den nyeste debat tror vi nu faktisk, at der er flere fællestræk end egentlige forskelle. Hele problemet omkring den offentlige bespisning drejer sig nemlig nu som dengang om “valg”, intet andet. Altså her naturligvis “intet valg” Vores postulat i dag vil være, at hvis der ikke er noget valg, så kan der aldrig nogensinde blive tale om nogen kvalitet. Til gengæld er der garanti for, at den tilbudte vare til en fastsat pris i kontraktperioden vil blive ringere. Statsgaranti.

Lad os starte med en gammel dansk offentlig bespisning, nemlig maden til pensionister. Enhver, der nogensinde har set sådan en mishandlet bakke mad til alle disse nøjsomme og sagtmodige gamle derude ved naturligvis øjeblikkeligt, at de, der har besluttet at købe maden hos den private udbyder aldrig nogensinde ville drømme om at æde det sel og det selv om de fik penge for det. Nu får disse indkøbere jo faktisk penge for det de laver og en del af disse penge bruger de formentligt nede i deres egen kantine og nu starter første anskuelighedseksempel i begreberne “valg og kvalitet” Drift af kantiner i såvel offentlige som private virksomheder har nemlig altid været to-strenget derved, at kantinen har fået en vis fast støtte, mens et eventuelt overskud altid har skullet batales af kunderne. Disse betaler altså ikke varens reelle pris, men er alligevel ved deres valg vitale for kantinen. Hvis den tilbudte vare bliver for dårlig, så kvitterer selv disse ikke-fuldprisbetalende kunder straks ved at droppe kantinen. Det sikrer selvfølgelig en tilstrækkelig kvalitet i kantinen til, at den ikke lukker eller finder en ny bestyrer. Valget er hele incitamentet til kvalitet, naturligvis. Omvendt, hvis virksomheden betaler det hele og så er det iøvrigt ligegyldigt hvor meget man betaler, så skrider tingene naturnødvendigt i retning af dårligere kvalitet. Hvis man som udbyder af en vare til en fastsat pris over en længere periode har planer om at overleve, så bliver man nemlig nødt til at gennemføre løbende besparelser når man nu altså ikke på anden måde kan øge eller blot opretholde dækningsbidraget. Sværere er økonomi altså ikke. Ingen virksomhed kan videreføres uden en vis ekspansion. Den behøver ikke at være voldsom, den skal blot være der.

Nå, tilbage til den offentlige bespisning. Her byder private entreprenører ind på samme måde som i busdrift i Vestjylland med det klare mål at få flest muligt penge for færrest muligt busruter med endnu færre afgange. Den der så kan levere et pensionistmåltid til f. eks en rund tyver løber så med den fede ordre. Fede bliver så til gengæld ikke, for for at få ordrerne bliver entreprenørerne nødt til virkeligt at finde en kvalitet, som bedst matcher prisen. Da prisen er fastlagt for en længere periode er øvelsen så konstant at forsøge at billiggøre sit produkt. Det kan KUN lade sig gøre, fordi indkøberne aldrig nogensinde smager på det, som de køber og fordi pensionisterne aldrig nogensinde får mulighed for at smage andet. Her har den “civile courage” ingenting ændret, helt anderledes med børnene og heldigt for det! Med uhyre stor ret bekymrede forældre har nemlig råbt “Vagt i Gevær!) ved udsigten til en såkaldt “gratis skolemadpakkeordning” og det er da vist osse på tide. Ikke mindst fordi der vel allerede på de allerfleste skoler findes kantiner, der finansierer på helt almindelige kantinevilkår. Det vil sige, hvis de falder under et vist niveau, så lukker de eller der kommer en ny bestyrer, altid en garanti for en vis kvalitet. Ikke nødvendigvis toppen, men man undgår vel osse bunden.

Helt anderledes med de ved stordrift producerede madpakker. Som selvfølgelig heller ikke kommer på bordet hos nogen af indkøberne eller deres egne børn antageligt. Dertil er der altså for meget “lavpris-busdrift i Vestjylland” over det hele. Enhver kan jo trods alt godt se, at fraværet af børnenes valg og den totale suspension af kvalitativ konkurrence i løbetiden for licitationen af madpakke-“produktionen” trods alt er lidt for åndssvag. Det gode er, at man faktisk kan komme så tæt på folks hverdag, at mange godt kan se de grundlæggende problemer i offentlig “valgløs” bespisning. Bare underligt at denne berettigede bekymring ikke gælder de samme bekymrede forældres egen forældre? Nå, det kan jo komme, det andet her er da ialtfald en fin start. Ungerne skal naturligvis opdrages til at have fornuftige spisevaner, men det kan kun gøres ved at sikre deres og forældrenes valg. Det kan aldrig ske uden valg. Det har været prøvet i mange hundrede år og det har aldrig virket så vi kan vist trygt gå ud fra, at det heller aldrig kommer til det.
Offentlig bespisning uden valgfrihed for brugerne virker i dag ligeså effektivt som dengang de allerførste socialreformer i verden blev indført og det med de ganske samme midler. Det foregik iøvrigt i ærke-reaktionære kansler Bismarcks Tyskland i slutningen af 1800-tallet, hvis nogen skulle have glemt det. Dengang var det for at skabe lidt tiltrængt ro for den herskende klasse og det har vel ikke ændret sig siden. Herligt at det “danske folkehav” endelig kan se lidt klart!

Det nye ridderskab

I gamle dage var der som bekendt både ondskabsfulde drager, skønne jomfruer (uvægerligt blondiner, om de var helt ægte fandt fandt man vist aldrig videnskabeligt ud af. datidens moderne kyskhedsbælter har vel været i vejen for de kliniske undersøgelser) og naturligvis også ædle riddere, der efterstræbte begge de foregående kategorier i den store ærefulde fødekæde. Denne “jagt” foregik godt nok på lidt forskellig vis for datidens superhelte Sir Lancelot, Sir Gawain og hvad de ellers hed, som jo mest fordrev tiden i sollyset fra datidens afblegede kvinders beundring i kong Arthurs slotsgård, men nu lå sagn-slottet Camelot jo også i den næsten subtropiske del af det allersydvestligste England. For en enkelt af disse riddere, nemlig Sir Galahad, var jagten desværre begrænset til dragerne, da han var kendt som “den Kyske” Man må forestille sig den netop solgte Manchester- United-spradebasse Ronaldo for helt af få dette middelalderlige ridderlige helteformat med uden at denne sidste vel ligefrem er berømt for nogen særlig kyskhed. I det hele taget var Arthur og hans riddere dengang nærmest en institution, som den senere fra min ungdoms drengeblade så kendte ditto “Lovens Vogtere” Denne sidste havde alle de allerædleste noget kropsnært påklædte, typisk trikot-klædte superhelte som Superman, Superwoman (mums!),Lynet, Grønne Lygte og en hel bunke andre mere eller mindre sære og utilpassede eksistenser, der ligesom nutidens ækvivalent i Iran “Vogternes Råd” opretholdt den kosmiske orden. Ikke blot som de selv så den, men sådan som den objektivt var naturligvis, som alle herskere til alle tider altid har gjort.Lidt sygt og meget, meget farligt!

Det dér trick med at lade selve organisationens eksistens være garant for “den gode sag” er jo i virkeligheden en noget syg ide. Det er nok derfor den er så populær, fordi den aldrig principielt kræver nogen forklaring på nogetsomhelst, ja, man kan ikke engang stille noget spørgsmål, fordi disse ridderlige vogtere naturligvis ipso facto står for alt det gode. Nu skal det jo med, at der selv på Arthurs slot var en del “snavs” mellem Sir Lancelot og den skønne Guinevere, Arthurs kone, som tydeligvis ikke bar kyskhedsbælte ihvertfald ikke hele tiden, og det gav jo denne legende et almen-menneskeligt præg, som vel har medvirket til at opretholde populariteten indtil den dag i dag. Barsdommens tegnede superhelte var simpelthen FOR GODE for deres eget bedste og afgik derfor uundgåeligt ved den “almindelige kedsomhedsdød” Dem var der altså ikke meget spræl i. Nu kunne man jo tro, at man i Danmark i dag måske havde taget ved lære af den skæbne, som blev disse sygeligt kedsommelige åh så retsindige superhelte til del, men lige der tog vi tydeligvis fejl. De findes nemlig stadigvæk iblandt os i vores allermidterste midte, og hvem skulle nu have troet, at “ridderskabet” atter var blevet moderne?

Vi vil starte med et par citater om disse nye “superhelte”, for hvem intet ridderligt offer tilsyneladende er for stort: “Det kræver stort mod og integritet at være ansat som journalist i DR..” Her gik vi faktisk blot og troede, at lettere lummer “linselus-liderlighed” vel egentligt var det vigtigste udvælgelseskriterium, men vi har tydeligvis taget ganske fejl dér. Til gengæld forstår vi ikke lige det dér med “mod” med mindre det skulle være særligt farligt at blive genkendt nede i Brugsen, men vi kan naturligvis også tage fejl her. Dog mener vi aldrig at der i dansk presse i nyere tid har været behov for egentlig politibeskyttelse af nogen journalister, så farligere er det tydeligvis ikke. Måske skribenten hentyder til de gode gamle dage, hvor “Snapstinget” i Folketinget og kantinerne overalt på landets dagblade betød, at journalisterne på grund af vidt udbredt alkoholisme døde som fluer og efterlod en bugnende pensionskasse. Nå tilbage til skribenten af det her “heltekvad” som hedder Mette Bock. Hun er tilfældigvis direktør for DR Programproduktion, så man skulle jo tro, at hun måtte vide, hvad det var hun skrev om. Det tyder det nu ikke meget på, for enhver kan jo ved blot at “zappe” kortvarigt forbi diverse kanalers TV-nyheder ret hurtigt overbevise sig om, at de gode gammeldags journalistiske kvalitetskriterier jo fuldstændigt er blevet erstattet af den evige søgen. Ikke efter reel kvalitet, snarere efter den “laveste fællesnævner” i populistisk plat-journalistik, som altid baseres på, at hvis der ingen billeder er, så er der heller ingen nyheder. Der er faktisk så langt mellem “snapsene” efterhånden både på DR og konkurrende danske kanaler, at man kunne komme til at tro, at det var disse “moralske vogteres” mål at få folk til at se mindre fjernsyn. Her i huset lykkes det ganske fint, selvbestaltet/opstyltede riddere er skide-ligegyldige. Og kedelige-kedelige-kedelige!

Mette Bock slutter lige sin “hyldestprædiken” til sine egne ansatte med dette epos, som ville få selv gamle kong Arthur til at blegne af misundelse over hvor mange ædle riddere der er i det moderne Dnamark: “De (journalisterne red.) skal derimod i deres daglige virke vise, at de arbejder professionelt og udelukkende anvender klassiske, journalistiske kriterier som kompas” Bock er tydeligvis et betydeligt intellektuelt “fyrtårn” på samme måde som det vel efterhånden her i GPS-alderen noget overflødige kompas, nogenlunde ligeså moderne som Erlangs gamle Logaritme-Tabel..Ak ja, jamen så vis det dog derinde i DR, denne principielle ubestikkelige journalistiske integritet, sværere er det vel ikke? En del af myten om kong Arthur og det endelige sammenbrud er jo samtidigt historien om den tiltagende institutionelle “selvfedme” der som Hannibals hær i oldtidens Syracusae ( husk den interessante latinske “flertalsform”) gjorde dem “kvindagtige” ( det ord blev faktisk brugt til den “Lille Latinprøve: “effeminavisse”, skidesvært at decifrere også den dag i dag omsagnsled til et eller andet vistnok) og for “bløde” til at modstå barbarerne derude. Vi tror heller ikke meget på, at journalistikken ligefrem bliver bedre af at “helgenkåre” alle journalister i DR en bloc, måske snarere noget tvætimod. Især fordi absolut ingen praktiske erfaringer tyder på, at de fortjener større respekt end den første den bedste brugtvognsforhandler, som jo traditionelt ellers skraber bunden i normale troværdigheds-undersøgelser. Men sikke dog fedt det må være at have en så loyal chef. Som samtidigt er så loyal mod selve journalistikkens inderste ubestikkelige væsen. Ak, ja, der er vist basis for lidt kritisk journalistik her, hvis der altså havde været nogen. Vi får se. Når noget er for godt til at være sandt passer det ikke og når noget er alt for godt til at være sandt så bliver det heller aldrig bedre.

Tid til “take-off” (frit efter Walt Whitman Rostow)

Atter er en kærligheds-mindeværdig den 15. er oprunden i denne måned og hele Universet står atter engang stille for at fejre undertegnede og den umiddelbart kommende fru Vikkelsø Mathiasen. Det vil sige, det er muligt at astronomerne endnu ikke på grund af utilstrækkelige måleteknikker kan måle denne “universelle deceleration” men bare vi selv kan føle den er den selvfølgelig virkelig nok og det kan vi. Denne uge bliver nu noget præget af, at vi vil forsøge at “køre i stilling” til lidt fortjent ferie i de kommende uger, faktisk en tilstand, som vi ikke rigtigt har prøvet de senere år. Som en Merseyside-baseret pop-poetduo engang udtrykte det, så er der altid en tid for at “.. fixing a hole where the rain gets in. And stops my mind from wondering..” uden at dette citat måske er påtrængende relevant i dag eller overhovedet giver nogen mening?

Ihvertfald er det næppe helt sikkert, om Lennon/McCartney havde den konkrete udbedring af borehuller i noget tvivlsomt moderniserede midtbylejligheder i tankerne, da de skrev denne tekst, men under alle omstændigheder er dette tidløst trælsomme arbejde nu altig godt til at få tankerne til at flyve. Flyve som en fugl langt bort til Australien til vores allerbedste “mates” dernede, Wendy og Brenton i Adelaide når vi nu af talrige praktiske grunde ikke selv kan gøre det lige nu. Nå, men vores huskøb i Åbyhøj er nu altså “ganske vist”, som det hedder og efter at kreditforeningen har konstateret, at der rent praktisk osse ER et hus på grunden (tydeligvis en basal erkendelse, som ikke i de senere år ellers har været videre anvendt i “Det Store Boligspil”) så er det blot at begynde at forestille sig i liv i den kulturelle “smørhuls-oase” Åbyhøj. Et bedre liv blandt bedre mennesker eller er der mon blot tale om et andet liv blandt andre mennesker? Vi får se, vi håber det første men forventer det sidste…
I den anledning skal vi også lige huske at minde om, at der den 1. september er mulighed for at vise eventuel mandlig muskelkraft i forbindelse med flytningen her fra Fåborggade, men denne invitation skal vi nok huske at bringe mindst et par gange mere. Vi skal heller ikke undlade at sige, at denne herlige patricierlejlighed dermed er ledig til eventuelle lejere, og vi videregiver gerne alle data. Nok utidig propaganda for i dag.

Nå, vi må desværre tilbage til det, som i den angelsaksiske verden hedder “doldrum”, et ord, som for denne skribent altid har været forvekslet med det anderledes gode danske ord “rørdrum” (en større dansk tynd/langbenet vadefugl i storke/trane-familien) Og som vist bedst oversættes med “trummerum” (ikke “rørdrum” altså, det andet!) Hvis dagens korte tekst i dag har været lidt “flyvsk” som en lettende noget gumpetung ja altså trivelig storkefugl, er det naturligvis ikke noget tilfælde. Kærlighed er jo ifølge de fleste kliniske psykologer en lettere psykose-lignende tilstand, og vi beder derfor vores abonnenter bære over med os i dag. I morgen skal det nok blive helt anderledes kedsommeligt.

Himmelvendte øjne!

Vi skal lige starte med at undskylde, at gårsdagens tekst blev ofret på det “alter”, der hedder en fandens bunke byggematerialer på en styrt-regnvåd byggeplads, som med faretruende fart tilnærmede sig en tørvemose. Huset er forresten osse blevet ganske pænt og at se den kommende fru Olsens øjne skinne, når hun betragter det, kan jo godt fra denne skribent medføre en smule berettiget jaluosi, men sådan er der så meget. I dag vil vi starte med at mindes en mand, som i det mindste 3 generationer allesammen vil kunne huske uden at sikkert en eneste kan huske, hvad han hed. Vi udelukker med vilje den seneste generation, hvis viden om nogetsomhelst er ganske overordentligt sporadisk hvis overhovedet eksisterende.

Nå, dagens hovedperson hed James Finlayson og døde i 1953. I stumfilmens højglans-periode var han en af den amerikanske originale “slap stick”-komedieinstruktør Mack Sennetts originale såkaldte “Keystone Cops”, en flok uniformerede fjogepander, som hjernedødt konstant fór rundt i flok uden nogensinde at fange nogen. Senere medvirkede Finlayson i en hel bunke af engelske Stan Laurel og ærkeamerikanske Oliver Hardy`s filmserie, som jo meget betegnende hed “Laurel and Hardy”, muligvis bedre kendt som “Gøg og Gokke”. Nu er der muligvis ved at gå en såkaldt “prås” op for et par promille af læserne på denne side, for Finlayson var nemlig ham den skaldede med den tydeligvis noget påklistrede moustache (det var den iøvrigt osse), som med sine mærkelige øjne og sin endnu mere overdrevne mimik smertefrit gik fra stumfilmens tid til de tidlige “talkie”-talefilm. Han sagde ganske vist sjældent noget (det var i virkeligheden derfor det gik så let), men det var nu heller ikke nødvendigt. Det vil sige, lidt sagde han faktisk, uden at det dog lader sig videregive videre præcist. Der var nemlig tale om en et udbrud så karakteristisk med lydeefterlignende ord og himmelvendte øjne og det hele, at ingen, som nogensinde har set det, garanteret nogensinde vil glemme det. Godt nok spillede Finlayson med de mærkelige øjne og den kuglerunde skaldepande aldrig helteroller, men man fik alligevel altid en vis sympati med denne samspilsramte og kronisk forurettede mand. Ikke at han fortjente den grumme skæbne, det var vist mest fordi han så sådan ud som han gjorde, at han fik de roller han fik. Nå, det er vel alligevel de færreste forundt at blive husket af næsten alle og det selv om altså sikkert ingen kan huske, hvad det nu lige var man hed. Glemt er han ihvertfald ikke ihvertfald ikke af dem som kan huske ham..

Vi kommer i tanke om Finlayson med de himmelvendte øjne i forbindelse med fredag aftens indkøb i nye lokale indkøbsparadis, konceptbutikken Føtex Food. Ligesom i forbindelse med Finlayson har man selvfølgelig osse i det nye historieløse samfund forlængt glemt, hvad ordet “Føtex” overhovedet betyder, nemlig (Fø)devarer og (tex)tiler. Det slipper Dansk Supermarked, som jo osse er en ganske professionel A.P Møller/Salling-drevet virksomhed nu ganske ustraffet fra og det er ganske naturligt. Lidt sværere bliver det vel skjule på længere sigt, at den ganske store og ret flotte butik såmænd blot indeholder de samme ganske ligegyldige standardvarer som altid fra Arla og alle de andre “butik-i-butikken”-franchisetagere. Det er blot stillet op på en pænere måde med flere varer. Ganske vist af samme slags men til gengæld i snorlige rækker. Fattigdommen i konceptet illustreres ganske godt af en original akvarielignende kunstgenstand i den såkaldte “fiskeafdeling” Vi siger såkaldt, fordi det eneste der er , er de industri-standardpakkede vareenheder pakket i “beskyttet atmosfære” fra Thorfisk, som man finder i enhver anden Føtex (MED -tex). I stedet for at bøvle med rigtige fisk har man i denne muligvis tilsigtede parodi på et rigtigt akvarium blot installeret en dekorativ boblemaskine i en flad gennemsigtig acryl-installation, så enhver kan se bobler, som kommer fra ingenting og bliver til ingenting. Man må virkeligt få himmelvendte øjne hvis man kommer fra et sted, hvor man har en rigtig delikatesse-og fiskeafdeling med rigtige fisk og rigtige delikatesser. Som man iøvrigt ser selv i meget mindre butikker i langt mindre byer længere sydpå. Det der hedder Tyskland og allerede få kilometer efter grænsen starter det og dernede hører det ikke op før ved Middelhavet. Vi gad godt se, hvad Finlayson ville have kunnet få ud af det her latterlige kvalitetskoncept med den passende ganske tomme boblende acryl-skamstøtte. Over almindelig kunstighed og ellers absolut ingenting, som ikke er billigere i Netto. Og ikke dårligere, da det jo er det samme.

Og så stoppede det endda slet ikke her og Finlayson ville være kommet på betydeligt overarbejde for at illustrere galskaben. I den helt nyindrettede butik har man ialt 4 fine store kasser til den forventede gigantomsætning (mon de også er tilsvarende dybe?) Kun un én af disse var dog åben, selvfølgelig for overskuelighedens skyld ikke den, som på det tydelige skilt var markeret som åben, men den ved siden af. Man satser tydeligvis på de kvikke kunder hos Føtex. Køen var ganske lang, faktisk op imod en 20 stykker. Det var ikke fordi der var travlt og det var heller ikke fordi der ikke var folk på arbejde. Der gik nemlig op imod 20 uniformerede personer ørkesløst rundt henne i det ene hjørne. Der havde man indrettet noget så ubegribeligt service-minded som en selvbetjenings-stregkodekasse som åbenbart var forventet at blive en egentlig hovedattraktion i butikken. I den anledning havde man indkaldt masser af ekstrapersonale, som vist var ment til at skulle hjælpe folk selv om flokken mest havde samme umiddelbare skræmmeeffekt som andre ungdomsbande-forsamlinger og tydeligvis samme reciprokke attraktion. Med jævne mellemrum på ca. 20 sekunder henvendte en Føtex-medarbejder med omhyggeligt bundet Windsor-knude slips sig til den temmeligt stillestående kø med det generøse tilbud om, at man bare kunne gå over og scanne sine varer ind selv. Vi så kun en enkelt gøre det for senere slukøret at gå ind bagest i køen igen. Man kunne nemlig kun betale med kort og det havde ikke lige været med i “belæringen” fra Føtex-manden, måske slipset havde siddet hjerneblodforsyningshæmmende stramt… Folk blev surere og surere over denne unødvendige ventetid og den unge kassedame kæmpede med gråden over denne galskab. For galskab, det var det jo, og det i en grad, så enhver evaluering af Føtex` forsøg er fuldstændigt ligegyldigt. Blot imponerende, at man ikke gjorde det fra butikschefens side, for når absolut ingen kunder gør det, man vil have dem til, så må man altså finde på en anden strategi og det lige med det samme og det kan kun gå for langsomt. Finlayson ville være besvimet med himmelvendte øjne som det faktisk skete i en filmoptagelse engang, han var nemlig en mand, der levede sig ind i sin “himmelvendte” rolle og han døde jo også til sidst..

Løsningen er jo så enkel, at det skriger til Himlen: Man skal naturligvis lade folk VÆLGE selv at scanne deres varer ind og det kan altså kun ske ved at ALLE KASSERNE er åbne. Ellers har folk jo ikke noget valg og så reagerer de som jeg selv gjorde naturligvis af ren trods. Nej, fandeme nej, de dér idioter skal squ da ikke ikke bestemme, hvordan jeg skal købe mine varer og for helvede endnu mindre i den såkaldte “luksusbutik” Nå, de er de så kommet til at bestemme noget bosserne i Føtex Food Bruunsgade alligevel, for vi vil godt højtideligt garantere, at vi aldrig nogensinde sætter vores ben i den her butik mere og det ikke kun fordi hele konceptet med oppustning af standardvarer til kvalitetsstatus ved at stille dem op lidt pænere måske er alt for spændende. Det svarer mest til at lave en fin hjemmeside med et kvalitetskoncept for en restaurant og så blot servere opvarmet dåsemad. Nej, det er hele denne kommercielle formynderholdning, som vi afskyer: Evnen til absolut ingenting at kunne se og lære af det ellers indlysende, for hvordan skal det så kunne blive bedre. Man kan altid diskutere, hvor megen reel eksklusivitet der er i at lade folk scanne ind selv som man har kunnet gøre i knapt så højtprofilerede IKEA længe (uden at folk heller derude faktisk gør det) men kan kan IKKE diskutere dumheden i ikke at lade folk vælge. Så meget for den dybereliggende fornuft i det kapitalistiske samfund. Man får næsten helt ustyrlige krampetrækninger af at forestille sig, hvad Finlayson ville have kunnet få ud af det her…En lille sag måske? Tjah, det er det vel, men livet består vel egentligt af mange små sager. Udover den store kærlighed selvfølgelig og i den sammenligning er alting alligevel småt som myrer på jorden set fra en jumbojet i march-højde…

Tvivl

I dag skal vi behandle emnet “tvivl”, som efterhånden er en alt for sjælden ting. Mest fordi tvivlen jo burde opfylde en betydelig del af ethvert menneskes liv og det endda i alle henseender. Hvis man skulle være i tvivl om ja, altså det universelle i begrebet “tvivl” kan man måske med fordel huske tilbage til de græske klassikere i oldævls-timerne Aischylos, Euripides og alle de andre gamle dødbidere. Tvivl, tvivl og atter tvivl om det nu var det rigtige man gjorde, det må have været en velsignet tid. Enhver burde jo til enhver være i tvivl, for eksempel om, hvordan man bedst kan leve sit liv og det af den uhyre simple grund, at man jo principielt ikke har prøvet det før. Eller for sags skyld får chancen igen senere ihvertfald udenfor visse østasiatiske trosretninger. Derfor burde der i alle livets forskellige valg være berettiget tvivl om det valgte alternativ, der jo princielt udelukker ihvertfald i det mindste ja, altså det andet alternativ. Der er altså masser at tvivle på og om så det er nok derfor så få tvivler på nogetsomhelst. Simpelthen fordi den samlede tvivl vil blive helt uoverskuelig. Derfor har tvivlen altid de allertrangeste kår lige dér, hvor der ellers burde være allermest at tvivle om.

I den nuværende danske samfundsform er tvivl ikke rigtigt noget, man skilter med. Prøv for eksempel at tænke tilbage på den netop overståede EU-valgkamp og prøv at erindre et eneste øjeblik, hvor nogen af krydsilds-kandidaterne udtrykte tvivl om nogetsomhelst. Det mest slående eksempel på en kandidat, som nærmest direkte aggressivt fremtrådte som uhyre radikal “ikke-tvivler” var et nærmere studium værd. Som en rovlysten gedde var hun i konstant akut angrebs-beredskab ligegyldigt hvor uskyldigt spørgsmålet måtte være og uanset hvor umuligt det måtte være at svare på, så klaprede kæberne altså løs alligevel. Nu blev hun heldigvis ikke valgt, ikke fordi vi har noget mod de radikale (eller for, for den sags skyld) men forhåbentligt fordi hun fik folk til at tvivle på, hvorfor de skulle stemme på denne “veritable rovfisk” i stedet for et rigtigt menneske. Om man så dervad valgte meget bedre er vi stadigvæk selv i tvivl om, selv om kandidaterne naturligvis ikke er det selv eller måske netop derfor? Underligt at der ikke i noget politisk spindoktor-manuskript har været levnet plads til blot den allermindste tvivl hos kandidaterne. Det ville ellers ikke blot IKKE have trukket noget fra deres troværdighed. Nej, det ville have lagt mange alen TIL samme troværdighed og alle de gamle litterærere klassikere (altså inden Rifbjerg og Carsten Jensen og alle de andre båthorn) var jo konstant i tvivl. Som alle de gamle græske helte og konger selvfølgelig også var, det var jo i virkeligheden primært det, som adskilte dem fra guderne. Som godt nok altid skændtes deroppe på Olympen, men i tvivl var de nu aldrig.

I det hele taget er det gamle begreb fra seksdages-løbene på de skrå cykelbaner “at slå op i banen” et sørgeligt overset visdomsord. Det betyder jo, at man lige “tager en slapper” et øjeblik for at være klar igen lidt senere. Det er samtidigt en glimrende mulighed for at komme til at tvivle. I lyset af den igangværende debat om de irakiske asylsøgere, som uvist af hvilken historisk grund har søgt beskyttelse i en københavnsk kirke ville en smule “slåen op i banen” måske have været smart nok. For dem, som ikke måtte vide det, har kirkerummet i den vestlige kirketradition i historien ALDRIG NOGENSINDE været benyttet til det, som man ser i dag. Aldrig nogensinde har nogensomhelst civile søgt beskyttelse i nogen kirke nogen steder. Mest fordi der ikke var nogen beskyttelse at finde og det vidste man godt Det er der sikkert mange af de gejstlige fortalere for denne uhørte pressions-aktion, som godt ved, de er bare ikke i tvivl og det behøver de desværre heller ikke at være. Fordi tivl kræver viden og indsigt og det har danskerne heldigvis ikke i noget synderligt omfang.

For eksempel er det jo ellers en nærliggende historisk analogi, at de tyske jødiske flygtninge i Danmark inden 2. verdenskrig jo ikke uden akut livsfare kunne nærme sig den dansk/tyske grænse og senere under den kolde krig blev sovjetiske “afhoppere” til Vesten jo regelmæssigt kidnappet og med tvang ført tilbage til det erklærede “Socialistiske Paradis” Ingen kirker hjalp dengang, ikke at det ville have hjulpet. I tilfældet de irakiske asylansøgere er der den lille finurlige krølle på sagen, at en ganske betydelig del af de ulykkelige mennesker derinde i den københavnske kirke rent faktisk har været på betalt ferierejse til det land, som de ellers var flygtet fra. For at besøge familie og venner ganske vist, et absolut rosværdigt formål godt nok, men det gjorde man altså ikke tidligere. Eller rettere det har man aldrig nogensinde set tidligere i verdenshistorien simpelthen på samme måde altså som kirken heller aldrig har været anset for et officielt asyl-skjulested. Vi siger selvfølgeligt “betalt” og vel næppe af dem selv, fordi der er tale om helt beviselige ordinære flyrejser med officielle indrejsestempler i passene og det hele. For blot et par årtier siden legede de få sovjetiske afhoppere altid med deres liv ved blot at nærme sig datidens “Jerntæppe” og at tage til Berlin var synonymt med selvmord. Mærkeligt at ingen danskere overhovedet på nogen måde er i tvivl om hele dette “asylcirkus” Som altså også kun kan trives på den unikke solide danske basis af total uvidenhed. Den vestlige kirke har nemlig aldrig set sig for god til at nedslagte bisper, paver og konger og alle andre uden stands anseelse inde i selve kirkerummet og har i almindelig grusomhed jo ikke meget at lade andre røveriske religioner noget at lade høre. Den blodige historie bag kirken gør blot den nuværende “happening” mere syg at se på. Derom kan der desværre ikke herske tvivl, ikke bare blot bare den allermindste.

Tvivl er jo heller ikke noget, der ligefrem har taget særligt “bo” i vores private hobby, nemlig hifibranchen. Dér er også kun forfærdeligt få i tvivl om, at deres til enhver tid eksisterende såkaldte “set-up” naturligvis tangerer det absolutte toppunk i Universet. Ikke blot et såkaldt “lokalt” maximum, et ganske absolut et. Selv kommer vi da ganske ofte i tvivl om, hvad der er “rigtigst”, og det mest fordi der her i huset ikke rigtigt er noget, der ja, vel lyder “helt rigtigt” Om ikke andet lyder det da noget forskelligt, og hvordan det hele så alligevel kan være “rigtigt” kan man jo så sagtens blive noget i tvivl om. Nå, det er heldigvis en tvivl, som man kun meget sjældent ser blandt andre entusiaster men de har nok bare bedre isenkram i huset end vi selv har. Indirekte kan man jo så alligevel se, at folk undertiden kommer i tvivl og så sælger deres dyrt indkøbte isenkram. Om ikke andet må de da til tid komme i berettiget tvivl om det fornuftige i deres investering, for brugtpriserne er tit under en fjerdedel af nyprisen. Nå, tvivl kommer tydeligvis for det meste for sent og så kan det hele jo være ligemeget. Derom kan der vel næppe være tvivl. Eller kan der? Man kommer næsten helt i tvivl…

De små skridt mod den store velstand

Nu er der ganske få ting for tiden, der ligefrem har tocifrede fremgange i procenter, men enkelte er der da. For eksempel er der tilsyneladende rekordagtig stigning i salget af dansk musik, oplyser musik-brancheforeningen IFPI. Nu er IFPI ganske vist mest kendt for deres milliontunge bødeforlæg mod diverse fildelere, men intet foretagende kan vel udelukkende leve på negativ omtale i den ulige (og ikke mindst håbløse) mod alle de unge derude bag de blinkende skærme, så derfor er der som sagt i dag en positiv nyhed. Inden alt for mange begynder at hoppe op og ned på stedet i begejstring skal det lige med, at det er den “gamle krikke” om “vinylens genkomst”, der atter engang trækkes af stalden. Nå, men det er da altsammen positivt og da ikke mindst fordi denne skribent (og ikke mindst dennes forestående lydmæssigt fordomsfrie frue) jo mener, at det bedste vinyl med en komfortabel margin lyder bedre end alle andre kommercielle lydformater. Desværre kender vi ikke så forfærdeligt mange, som er enige med os ja faktisk kender vi kun ganske få, som overhovedet har en mening om det.

Der ER så tilsyneladende heller ikke ret mange, som køber vinylplader derude og da slet ikke med den danske musik, som altså ellers angiveligt har den største fremgang. Sidste år var tallet for den danske musik 488.000. Inden man nu med sin lommeregner regner sig frem til, at op imod hver tiende dansker altså købte en LP-plade (ikke meget, men dog noget), så lad os lige præcisere, at de 488.000 er den samlede BRUTTOOMSÆTNING i den danske del af vinylpladebranchen. Det bliver det til gengæld noget lidt ud af, for med en gennemsnitspris på op imod 200,- pr plade bliver det altså til et SAMLET ÅRLIGT SALG på omkring 2500 stk. I sammenhængen dansk musik er der næppe tale om nogen større parallelimport (som jo ikke nødvendigvis ville blive registreret), da dansk marginal-musik jo typisk udgives, ja ikke overraskende i Danmark. Nu er vinylplader skidetrælse at distribuere og MEGET dyrere at fremstille end DVD/CD, så vi gætter vel næppe helt ud i skoven hvis vi anslår den maksimale dækningsgrad til omkring 25%.

Det vil sige, at der til HELE den danske del af vinylpladebranchen er ikke mindre end fyrstelige122.000,- til deling (nej, det er ikke omregnet til euro og kommaet stå rigtigt) Nu har vi som sagt ansat dækningen lidt arbitrært, men kan dog med nogen sikkerhed fastslå, at der næppe er basis for blot én eneste fuldtidsstilling i den danske vinylpladebranche, hvis der både skal betales moms og andet end Moldova-timelønninger (som forresten i denne sæson er ganske udbredte rundt omkring på landets markedspladser, men det er en helt anden sag). For at man vel i virkeligheden overhovedet skal kunne kalde nogetsomhelst for “en branche” skal der vel være tale om i det mindste én ansat, og det krav opfylder den danske del af vinylpladebranchen således ikke. Her i byen har vi i en noget skummel sidegade det gamle “vinylparadis” Route 66. Dér siger man til avisen, at man sælger op imod en 3-400 stykker af de mest populære titler. Uhyre rosværdigt udgiver Route 66 stadigvæk marginal dansk musik, men set i det her perspektiv kan man jo altså ikke have forfærdeligt mange bestsellere på årsbasis dernede. Desværre. En eller højst 2 er vel med det samlede salg på omkring 2500 stk. i Danmark det maksimale skulle man synes. Nå, men IFPI´s håb er lysegrønt: Man forventer nemlig en fortsat stigning (der dog naturligvis ikke hverken helt eller kvart kan kompensere for branchens øvrige konstante tilbagegang på alene i dette årtusind på en halv milliard, som ventes at fortsætte) og måske man et lille årti kan komme op på en hel fuldtidsstilling i denne blomstrende del af branchen. Som sagt, vinyl er det fedeste format, men vi tvivler nu på, at hverken branchen eller JP gør noget positivt ved statistikker af den her kaliber. Ren og skær vrøvl simpelthen. Som at publicere salgsstatistikken for en iskiosk ved Henne Strand i juli i forhold til januar: En uendelig procentuel fremgang fra 0 til over 2500 is, altså et veritabelt vestjydsk erhvervseventyr.
Iøvrigt er vi så småt ved at køre i stilling til noget så usædvanligt som en “slumreperiode” i vores firma fra om et par uger. Det gør vi især fordi vi ikke har holdt meget ferie (læs:Ikke rigtig nogen) i de forløbne år og fordi kærlighed er en for alvorlig ting til blot at bedrive på kontorstolen. Vi skal dog ile med at berolige alle med, at vi naturligvis sagtens kan kontaktes i perioden, detaljer følger.

“The Jesus and Mary Chain”

Engang var der en engelsk støj-rockgruppe, der hed “The Jesus and Mary Chain”. Det vil sige, det er der vistnok stadigvæk men efter godt 25 år er det efterhånden blevet lettere parodisk og noget musikologisk-patetisk. Lidt på samme måde som at gendanne “Six Pistols” uden Sid Vicious eller talent eller gammel galskab eller nogetsomhelst andet, blot gamle periodiske luksus-junkier (da de jo ellers næppe havde overlevet) Nå, men “The Jesus and Mary Chain” var altså en pionergruppe i disciplinen “ultimativt fæl lyd ” og min gamle LP-plade er forlængst forsvundet. Hvor den er blevet af har jeg ikke længere nogen erindring om, men den er næppe blevet stjålet. Måske min gamle uhyre bjergsomme ekskæreste har nappet den og kapitaliseret den? Nå, der er absolut ingen skade sket ellers. Pladen var bemærkelsesværdig derved, at det var ganske overflødigt at have noget tekstark. Det var måske derfor, der heller ikke var noget, nemlig fordi man absolut ikke kunne høre et ord af de skregne strofer gennem den øresønderrivende larm af forvrængede instrumenter, ja faktisk var det umuligt at skelne mellem elguitar (hvis der var en) og en akustisk tuba (hvis der havde været sådan en). Faktisk ville det selv under skarp tortur have været umuligt at høre, hvilket sprog teksten (hvis der overhovedet var en) havde været fremført på (hvis det overhovedet var på noget sprog) Det hele lød mest som det, der i studieverdenen hedder “pitch-shiftede” skrig, nærmest sådan en slags “primal-skrig” for at blive i den danske terapeut Carl Mar-Møllers fra TV så kendte “rende-rundt-med-bar røv-og-skrige-helt-åndssvagt”-univers. Vi har osse et par plader fremført på gælisk, som vi også fatter nada af, men “The Jesus..” var altså endda helt usædvanligt forfærdelige. Teksterne må simpelthen have været endnu værre altså hvis der var nogen. Det var der så for heldigvis for alle praktiske formål ikke.

Vi kommer til at tænke på dette gamle engelske orkester i dag, fordi min papdatter gudhjælpemig spørger, om vi ikke skal købe den nye Nephew-plade. Nej, det skal vi ikke. Ikke fordi Nephew ikke er et brandgodt orkester, for det er de, men fordi jeg simpelthen ikke gider høre på teksterne. Et umisteligt privilegium ved at være ung er jo som alle forældre ved af smertelig erfaring de unges selvfølgelige ret til at spille det samme nummer igen og igen og igen og igen. Og så lige igen-igen. Og så samme sekvens, bare lidt højere. Det klarer vi simpelthen ikke lige i det her tilfælde, dertil at teksterne simpelthen for dumme. Selv sangen om den gamle skotte “McArine” med det forrygende rim “Når han spiller sækkepive kommer slangen helt til live, ovre i Loch Ness, den er held fla`af grin når den gamle McArin` spiller dén fra “Porgy og Bess”” bliver jo i den sammenhæng udødelig verdenskunst. Rimet er nu også af betydelig klasse: “Ness/Bess” Sangen er måske osse egentligt meget god, jeg har ihvertfald selv spillet den tit. Og tit og tit og så igen og igen, bare højere, ja jeg har osse været yngre. Aldrig helt ung ganske vist, blot yngre.

I stedet vil vi for denne gang lukke gårsdagens kapitel om Simon Kvamm og Nephew med atter et dybsindigt citat, denne gang om intet mindre end verdenssituationen contra det lille samfund. Simon mener nemlig, at “..det kunne være fedt, hvis der i Europa blev en større fællesskabsfølelse. Det ville også være godt, hvis EU markerede sig mere som stormagt overfor USA” Uha ja, Simon træder naturligvis i sin politiske korrekthed ikke udenfor opfattelsen af USA som “Den Store Satan” men det kan vel ændre sig, hvis Nephew skulle gå hen og få success i USA. Er USA virkeligt verdens ondeste land? Noget kunne tyde på det med nogenlunde samme vægt som når min papdatter kalder undertegnede for “verdens ledeste papfar” Fordi hun ikke får lige det hun ønsker lige nu eller fordi Nephew tydeligvis endnu ikke har hittet i USA. Dybt, meget dybt. Det sjoveste er næsten, at den tyske militaristiske kejser Wilhelm den 2. op til krigsudbruddet i 1914 brugte nogenlunde samme ordvalg i sin karakteristik af USA og han spillede så vidt vides ikke engang musik, men derfor var han nu ikke for klog alligevel. Samtidigt er Simon dog ikke blind for Danmark, heldigt, for som han uhyre dybsindigt tilføjer: “Men jeg er samtidigt tilhænger af, at Danmark fortsætter som en selvstændig nation med sin egen identitet” Tjah, hvem udenfor den danske venstrefløj er vel ikke det hvis det altså ikke havde været fordi en integration af Danmark i et EU, som opererer som en international stormagt (som Simon altså også ønsker) jo ikke rigtigt er kompatibelt med regionale sær-hensyn udover det man ser i delstater i Tyskland. Eller USA, de lede skiderikker, for den sags skyld, altså ikke alverden. Ak ja, samfundsanalyse på højt niveau. Giv os støjrocken tilbage og lad det gå lidt tjept, det andet her er altså slemt! Så slemt at man ligefrem ønsker sig “The Jesus and Mary Chain” tilbage, det troede jeg godt nok aldrig skulle ske. Eller Jette ekskæreste. Nå, det kan åbenbart blive endnu værre, heldigvis, for det har jeg ligegodt aldrig gjort.

Nu har vi trukket os tilbage fra den blomstrende hifibranche, men i dag vil vi dog gøre en lille undtagelse. Man har jo visse indlysende forpligtelser når man er så kloge som vi er. I det her tilfælde drejer det sig om en gammel ven, som efterspørger en vigtig oplysning om det oversete begreb, der kaldes “armresonansen” i en pick-uparm. Denne betegner kortfattet sagt den frekvens, som armen i sit samspil med gummipakningen omkring pickupnålen vil vibrere med, hvis den bliver såkaldt “anslået” I det her tilfælde er svaret ganske let, så derfor vil vi straks ufortøvet give det: Da den omtalte Garrard LAB-model er en mekanisk/fuldautomatisk pladespiller med små metal-trækstænger, som drives af pickuparmen, da lejerne er af en alt andet end kvalitetstype, som sikrer fri bevægelighed i da slet ikke i begge planer og da kabelføringen i armen sidder i et stift nødtørftigt snoet bundt som en såkaldt “uliniær fjeder” afhængigt af armens placering over pladen er der SLET INGEN DEFINERET ARMRESONANS. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis godt, det er blot sådan det er. Det eneste kriterium for en anvendelig pickup på sadan en gammel LAB-pladespiller er stor stivhed og masser af nåletryk for at opnå det bedste resultat, som af ovennævnte grunde så alligevel aldrig bliver særligt godt, fordi successfuld mekanisk pladeaftastning forudsætter absolut homogen fri bevægelighed i begge planer som absolut minimum. Det krav kan blot aldrig opfyldes på denne Garrard LAB:Hvis det her ingen mening gav for de allerfleste andet end de allermest “teknisk legitimerede” er det ganske tilstræbt. Det skulle nemlig med for at illustrere vores forståelse af teksterne og synspunkterne fra Simon Kvamm: Nada og nul og nix!. Vi beklager denne betydelige “omfartsvej” mod den dybere indsigt.