Måned: august 2008

I dag på Århus Festuges første dag vil vi starte med at snakke lidt om et af de sørgeligt oversete områder af verdensøkonomien, nemlig minedrift. Vi vil sætte spot på produktionen af et metal, som både er sjældent, meget specialiseret og derudover forbandet giftigt som adskillige andre metaller i samme grundstofgruppe, som vi har at gøre med i dag. Det drejer sig om beryllium og anledningen skal vi komme til lidt senere. Indledningsvis må vi dog nok sige, at der i det følgende vil blive udstillet hjælpeløs naivitet, jammerlig godtroenhed og almindelig kritikløshed grænsende til det decideret komiske. Der kan også være tale om sproglige misforståelser eller salgsgas i det mere letmetal-agtige afdeling grænsende til det egentligt uvederhæftige. Uanset hvad er det en øjenåbner for, hvad vi kan forvente af vores branche allerede i nutiden og desværre nok ikke mindre i fremtiden. Vi skal snakke om minedrift vs. den åh så driftige og uendeligt innovativt/driftige hifi-branche.

Allerede fra oldtiden har mennesket beskæftiget sig med minedrift. I Cornwall fandtes en af verdens dengang eneste kendte kilder til tin, som allerede i bronzealderen blev brudt og eksporteret for sammen med kobber at blive legeret til, ja altså bronze. Nu er der få sikre efterretninger fra dengang, men man må vel forestille sig, at man først er begyndt at grave efter tin dengang man begyndte at efterspørge det. Det er nemlig ikke videre sjovt at grave løs efter noget, som man blot kan lægge i en bunke. Det er altid en nødvendig forudsætning for minedrift, at nogen vil betale. Startomkostningerne er ganske forrygende store og det var de også dengang. Minedrift sker altid som svar på en efterspørgsel og aldrig nogensinde før. Det burde være til at forstå, men så simpelt hænger tingene naturligvis ikke sammen for alle mennesker.

Ovre i Utah i USA findes verdens største mine for udvinding af det altså ret sjældne beryllium. Metallet har i mange år haft begrænset anvendelse i svejseelektroder og andre meget specielle maskiner. Som aluminium findes beryllium ikke frit i naturen men en relativt simpelt at isolere som oxid og derefter som ren, reaktivt metal. Den høje pris afspejler mest, at man ikke bruger det til ret meget og at kapitalomkostningerne ved at drive minen er høj. Man behøver godt nok ikke at grave, men det sviner jo altsammen. Det er nok derfor minen er i Utah sammen med megen anden amerikansk tung industri. Der er det jo en mormon-kristen pligt at arbejde. Hvilken bringer os over til vores hifi-venner Mikkel Gige igen-igen og selveste Jan Nielsen fra det danske blad “High Fidelity” De er tydeligvis ikke mormoner, for de arbejder tydeligvis ikke ret meget, hverken med stoffet eller med hovedet.

Disse 2 danske notabiliteter var fornyligt på en tur til det franske firma Focal, som de næppe selv har betalt for, sådan er verden jo så tit og det er så her, den store syntese mellem basal minedrift og hifi sker. En stor del af besøgsartiklen består nemlig i at beskrive et af det franske firmas betydeligste “selling points”, nemlig brugen af beryllium som diskant-membran. Her bliver tingene for alvor pudsige. Nu kan man naturligvis ikke længere blive overrasket over, at Gige kritikløst viderebringer fejlagtige, lettere løgnagtige og teknisk ganske absurde og halvfordøjede teorier, men at Jan Nielsen også er med i dette tvivlsomme selskab er da heldigvis en overraskelse. Det drejer sig altså om beryllium. Ifølge vores venner her blev det oplyst, af en samlet verdensproduktion på blot 25 kg. brugte Focal ikke mindre end de 14 kg. Når man så den lettere forvoksede lagerbygning, som husede fabrikken lød det ganske vist underligt, men det var vist det de sagde. Hvis det lyder helt i vejret er det naturligvis, fordi det er det, mere senere.

Nu er en stor del af branchens fascination jo at forsøge at sandsynliggøre, at man befinder sig alleryderst ude på forkanten af udviklingen. Derfor gik man virkelig i dybden med alt det kompromisløse arbejde, som Focal havde lagt i at anvende dette materiale, som skulle være “3 gange dyrere end guld” Check for sjovs skyld råvarepriserne! Nå, men Focal havde altså i et lukket rum med arbejdere i lufttætte dragter fundet en metode til at forarbejde dette skøre materiale (ikke “skør” på samme måde som vores venner her, blot skør som krystal) Denne patenterede proces var ifølge besøgsartiklen så hemmelig, at man slet ikke fortælle hvordan. Jamen hov, når man har et patent (eller her nok sandsynligere nok kun har ansøgt om det) så er det jo en proces, som man patenterer, ikke metallet. Derfor kan enhver selvfølgelig til enhver tid finde den patenterede proces udførligt beskrevet for ellers kan den jo ligesom ikke patenteres. Dummernikker!

I disse lufttætte omgivelser forarbejdede man altså metallet til membraner og man filtrerede endda luften, som der stod. Det opsamlede støv solgte man tilbage til leverandøren fordi hvert gram skulle være “en mindre formue” værd. Det er til gengæld ganske korrekt med mindre de par kroner, som det nemlig kan indbringe, er at betragte som en mindre formue. Ifølge vores hjælpeløse ven her skete denne opsamling slet ikke “for at beskytte verden udenfor” Det ville der ellers være rigelig grund til, da metallisk beryllium er ekstremt giftigt og stærkt kræftfremkaldende. Mon ikke også det lige er derfor de ikke forgifter hele byen? Når en forklaring som den her både er nødvendig og tilstrækkelig, så er den sandsynligvis også rigtig. 

Og så er ved at være ved clou´-et. Hvis man tror på, at et forvokset skur et sted i Frankrig er hovedaftager af et ganske vilkårligt produkt fra alverdens mineindustri med af aftagerandel på langt over 50%, så er man ufatteligt naiv grænsende til det egentligt behandlingskrævende. Hvis en kunde skulle finde på at ville benytte 60% af verdens samlede jernproduktion, så ville man vel nok kunne imødese prisstigninger i området X 1000. Selv en øget efterspørgsel på et par procent mangedobler prisen øjeblikkeligt og stigningen tilnærmer sig en eksponentialfunktion. Udover at det altså åbner miner overalt.

Nej, sagen er noget mere prosaisk. Årsproduktionen på verdensplan er et par hundrede tons af der her trælse materiale, og det kan enhver idiot finde ud af på få sekunder altså dog med visse undtagelser. Man har anvendt beryllium i snesevis af år til højttalermembraner men man har bare aldrig fortalt den her historie før til nogen besøgende. Det er der nok en grund til, og den er ikke, at audiojournalister er blevet klogere. Al ære og respekt til Focal, som gider at bøvle med det her lorte-metal og overhovedet ingen respekt for dem, som videregiver de her pladder-historier. Fremover skal vi nok love ikke at omtale dine excesser, Gige, men det her var vist et forsinket “skvulp fra din sjæls skidne cisterne”, som en gammel gymnasielærer udtrykte det. Sikket dog en lorte-artikel!

Hvilket bringer os over til vores festuge igen-igen, bestyret som altid af Kong Folmer den 1. Ikke helt overraskende har vi herfra overhovedet ingen ordrer fået til festugen, og det kan man vel også betragte som en slags ridder-slag af de ganske vist mindre. Ellers skal vi da opfordre folk til ikke at opsøge en musikscene, der bærer det ildevarslende navn “2011” Som en naturlig konsekvens af Folmers hjernedøde mantra om, at man agter at præsentere navne, som man overhovedet ikke vil have råd til om 3 år, satser man så denne gang på en vis Keren Ann (måske en kusine til Anders Ann?) Hun spiller ifølge den i denne sag noget lamme lokal-presse “behagelig folkpop, som dog også er præget af støjende guitarflader” Det lyder da ganske usigeligt interessant. Et andet hovednavn, som altså også først skal toppe i 2011 og endelig ikke før, er Kurt Wagner. Folmer siger ganske korrekt, at “de ikke er verdensstjerner som Madonna, til gengæld er de interessante” Ak ja, på samme måde som den fattige idrætsforening i Vestjylland, som kun har råd til en jukebox og ikke det sikre hit “Bamses Venner” men ligefrem gøre en dyd af nødvendigheden? Igen, hvem gider have sovet blot som ven sammen med verdens senere lækreste pige 3 år inden hun kom i puberteten og dermed blev verdens lækreste? Nej, Folmer, det du siger, er ganske vist overordentligt dumt, men det er ikke nær så dumt som at viderebringe det som journalist som fornuftig snak. Det er nemlig skide-åndssvagt lige meget hvor mange gange det bliver gentaget. Ligesom ROSA-formand Gunnar K. Madsen og hans “vækstlag” I søer opererer man med et såkaldt “springlag” og talent-vækst sker aldrig organisk i “vækstlag” men kun i spring. Hvornår mon dette nye begreb “springlag” mon vinder indpas? Sikkert ikke hos det gamle ikon “Rock”-Gunnar. Ups vi glemte K-et!

Ellers bør man vel studere den nye festugeplakat, for den er altså noget vild. Den består af et 4-takket lyn, altså et dobbelt-s. Hvis man skærer det over og sætter delene ved siden af hinanden har man en perfekt udgave af den det krigens tid så kendte forkortelse for “Schutz-Staffel”, bedre kendt som “SS” Det kan selvfølgelig også være, at disse blonde bestier har været festlige på deres egen morbide måde. Derudover har man som slogan i år valgt ordene “Åben by”/”Open City” og det er bestemt ikke mindre kontroversielt. Man må nemlig ikke tro, at det her begreb overhovedet på trods af orden “åben” har NOGENSOMHELST positiv betydning. kun en entydigt negativ. Helt tilbage til oldtiden har begrebet nemlig udelukkende været anvendt i forbindelse med krige og belejringer. Det har simpelthen overhovedet ingen andre betydninger.

Dette altså helt entydige begreb var simpelthen den eneste mulighed for indbyggerne i en belejret by til at undgå en total nedslagtning fra belejrerne, hvis de altså åbnede byportene og officielt erklærede “åben by” og altså slap erobrerne ind uden kamp. Hvis de i stedet valgte at gøre modstand og tabte blev alle indbyggerne uden undtagelse dræbt. Den seneste anvendelse af dette udtryk var nok i virkeligheden under 2.verdenskrig, hvor Rom blev erklæret såkaldt åben by. Det betød, at krigshandlinger i området ophørte. Det kan man selvfølgelig sige er positivt men altså på en noget billig baggrund. Begrebet “åben by” signalerer total overgivelse og absolut intet andet. Hil, Kong Folmer den 1. af Festugen, vi overgiver os. Af grin og af græmmelse.

Med disse ord fra det formidable sort/hvide filmiske mesterværk af Jim Jarmusch, “Dead Man”, skal vi indlede dagens vise betragtninger. Det drejer sig om en lidt floromvundet hyldest til det nyeste indslag på den danske hifiscene, nemlig den nye livsstilsbutik Omega Audio i København. Nu var omega jo det sidste bogstav i det græske alfabet og udelukkes kan det jo nok heller ikke, at Omega Audio kan gå hen og blive den sidste butik, som åbner i vores branche i længere tid fremover. Det vil sige, et par enkelte forkølede direkte-til-dig outlets fra lokale akut nødlidende firmaer skal der nok komme, men selv med betydelig tolerance er det lige knapt et butikskoncept, snarere en forlænget dødsrallen. Som med fiskene i den lokale hundelufter-skovsø, som allesammen snapper efter vejret i luften over det iltfattige vand er det jo ikke ligefrem noget sundhedstegn. Om Omega så som i det græske alfabet bliver “the end of the line” ved vi naturligvis ikke. Til gengæld føjer den sig fint til en uendelig lang række af københavnske kælderbutikker. Det må være noget med, at der findes en særskilt gunstig akustik sådanne steder, ellers fandt man vel nogle ordentlige lokaler. 

Omega er dog ganske ambitiøst konciperet, som det vist hedder på marketing´sk. Der er sågar et “lounge område” hvor man kan blive “tilbudt vand og kaffe”, og det lyder rigtigt fint. Derudover er der “små hyggelige rum”, hvor man kan “sidde i fred og ro uden at blive forstyrret” Inden folk med de forkerte tanker begynder at forestille sig lettere slimede (det kunne de sikkert hurtigt blive) plysmøbler med designer-luksuskøkkenrulle ved (højre) (hånd)en skal det lige med, at det vistnok drejer sig om en opstilling af prøv-selv hovedtelefoner. Den er nok for det meste ubemandet da personalet vel er optaget af servering i loungen. Måske den intense hifi-nydelse alligevel kan berettige til at have den dér køkkenrulle, man kan jo sagtens gå hen og blive lidt små-lun på dé der Grado-hovedtelefoner med poleret træ. Polere-polere!.. Det skal nok blive en kommerciel success af de helt store, om ikke andet så bliver svindet fra disse altså for det meste ubemandede lokaler sikkert astronomisk. Det er vel strengt taget det, som man må kalde “negativ omsætning” men det er jo trods alt en slags omsætning. Det er ellers ikke noget, som sikkert kommer til at plage en ny butik alt for meget, det der med at opbevare alle pengene fra dagens omsætning sikkert og det skyldes ikke kun udstrakt brug af kreditkort desværre. Dansen om “friværdis-kalven” er altså forbi skal vi huske at sige for eventuelle tungnemme.

Nu skal man aldrig sige aldrig, som selv Sean Connery måtte sande, for måske ser vi en kommende kommerciel vinder i dette butikskoncept bestyret af en mand med ikke mindre (men altså heller ikke mere) end 5 års brancheerfaring. Nu er undertegnede vel det bedste bevis på, at man ikke nødvendigvis bliver meget klogere mellem det 10. og det snart 26. års brancheerfaring, men da man jo kun sjældent starter som direktør (snarere papkasse-sammenklapper som undertegnede.) så kan der næppe koges meget erfarings-suppe på den største del af de 5 års læretid. Efter 5 år i branchen var undertegnede stadigvæk et fjols og meget bedre er det jo nok ikke blevet, siden jeg sidder her og skriver. Nu er undertegnede jo ganske vist noget sløv i optrækket og lidt langsom i det på sådan en lettere kikset jydsk måde, og vi skal da bestemt anerkende muligheden af, at en bedre og mere hensigtsmæssig ernæring måske kan give en noget hurtigere indlæring, ligesom rigelig indtagelse af Cult-softdrinks jo også giver lidt ekstra gas. I det mindste salgs-gas..Vi har set københavnere operere indenfor branchen her i området, men de er vist nok forsvundet (ihvertfald for kreditorerne), men måske det går bedre på hjemmebane. Dårligere end det gik her er da ihvertfald temmeligt dårligt.

Ikke desto mindre skal vi da lige minde om, at det der koncept med at opfordre kunderne til at hygge sig og hænge omkring før, under og i uendelig lang tid efter købet ikke blot allerede er gennemprøvet, med et lettere latrinært udtryk er det snarere blevet “voldbollet” Det har jo været anvendt i alle hififorretninger indtil for ganske nyligt med forrygende forfærdelige resultater. Én eneste “Kloge Åge”-kunde, som hænger ud i loungen kan simpelthen permanent skræmme enhver købedygtig kunde ad Helvede til og ligefrem at opfordre folk til sidde og læse hifiblade er jo nok den bedste lokkemad for deciderede åndsamøber. En stak dameblade ville nok signalere større seriøsitet og de ville heller ikke ud så længe, da de jo sikkert har læst en del af dem allerede hos frisøren.

Udover tjenerjobbet med at servere for tumpenakkede torskehoveder i én uendelighed må vi jo sige, at idéen med uledsaget test, som det er skitseret i rummet for hovedtelefoner og jo nok ret naturligt bliver tilfældet i de andre små dedikerede rum på grund af personalemangel nok heller ikke lige er en vinder. Man skal altså være en kodyl klodrian for ikke at kunne finde ud af at købe f. eks. en AKG K701 til 2195,- i stedet for listeprisen på 3799,- når man nu har haft rigelig tid til lyttest. Måske butikken som en yderligere accelereret kommerciel selvmordsaktion skulle installere en bærbar ved lytteopstillingen, så folk kunne checke priser. Selv ser vi ingen kommerciel mulighed i blot at lade folk vælge ud i luften uden kvalificeret rådgivning fra sælgeren, for så bliver det jo også derude i cyber-luften, at de køber deres ting. Naturligvis, hvor svært kan det være. Når en butik ikke tilfører varen nogen værdi handler kunden der naturligvis ikke selv om han måske allerede er der i forvejen. Decideret dumt.

Til gengæld bliver det så sjovt at se hvor længe det varer, inden der kommer et sæt Neeper Perfektion One superhøjttalere på demo-tilbud. Inden nogen undrer sig over stavemåden er det nu ikke en fejl, Neeper-Kim satser vist bare på en halv-internationalt publikum, som jo ikke allesammen taler engelsk lige godt, derfor den ubehjælpsomme stavemåde. Derudover er det jo altid udfordrende for friere sjæle som undertgnede at debutere med én eneste højttaler i sit program og så kalde den Perfektion One. Det er da skidedumt, for når der er en “One” kan man nok også imødese en “Two”. Om den så bliver bedre er jo vanskeligt at sige, for det kan den ikke rigtigt blive men hvis man mener man har skabt den perfekte højttaler kan den jo ret beset kun hedde “Perfektion” på “dangelsk”. Nå, men udover det er det indbildsk grænsende til det kvalme-inducerende overhovedet at skulle tage et begreb som perfektion alvorligt når det drejer sig om den yderste holdeplads for samtlige større komprimisser i hifi-branchen, nemlig højttaleren og langt mindre at kalde sit eneste produkt ved dette navn. Ikke destomindre er “Omega Audio” altså efter vores bedste mening om ikke ligefrem Machine/endestationen for hifi, men det unægteligt noget der ligner allerede inden den er startet. 

Til gengæld sker det så andre gange, at tingene udtales ved deres helt rette navn. Det sker lige i den sammenhæng, hvor vi i dag skal møde det, nu kun uhyre sjældent, men det betyder nu ikke, at det ikke er uhyre almindeligt. Til gengæld skal altså efter vores mening være temmeligt dum for ligefrem ganske åbenlyst at indrømme det. Det modbevises heller ikke af dagens kvindelige hovedperson i hendes øvrige arbejde som politiker. Det drejer sig om “viljen til magt”, som vist både Arthur Schopenhauer og senere Friedrich Nietzsche rodede lidt rundt med og vores hovedperson i dag er den lokale SF-rådkone Dorthe Laustsen. Hun indkaldte i går til et pressemøde, hvor rygterne ellers inden mødet ville vide, at hun måske trak sig. I stedet bebudede hun, at hun ville fortsætte, men det var ikke det hele. Sløret skulle blive løftet for et glimt ind i magtens univers og et temmeligt fælt et.

I stedet for blot at gå som følge af sidste valgs kedelige personlige stemmetal (hvor hun kun kom ind som suppleant) diverterede Laustsen med betragtninger, som vel mest er udtryk for hendes betydelige enfold snarere end virkelig ondskab. Hør blot den her, Schopenhauer og Nietzsche: “Jeg kan godt lide at være med til at bestemme, hvordan Århus skal forme sig. Det har jeg fået smag for” (!!!!) Ja, det sidste er et ordret citat og mon ikke Laustsen blot udtrykker nogenlunde samme intense vellystfornemmelse som Albert Speer sikkert har haft dengang i 1930-erne, da han også fik realiseret sine drømme. For en børnehavepædagog som Laustsen må det da være himmerige at være væk fra alt lortet og det er det tydeligvis. Tænk at gå fra at tørre røv over til at kunne give alle de vankundige røvfuld. For sådan en politiker er der ingen vej tilbage til de såkaldt “gode gamle dage” for der eksisterer kun den herlige nutid. Hvor man altså med den totale selvtilfredsstillelse kan udøve den magt, som man aldrig fik, dengang man bare arbejdede med eller her nok uden køkkenrulle.

Som en anden af vores venner, den lokale BUPL-formand Henning Truelsegaard er tiderne med røvtørring og anden røvslikkeri (i den metaforiske betydning naturligvis) forbi og magtens korridorer er vidtåbne. Om vi tror, at sådanne mennesker, som tilfælde om ambitioner har placeret allerøverst i de forskellige hierarkier er specielt velegnede til at udøve den magt, som de aldrig tidligere har haft? Nej, det tror vi helt bestemt ikke, at de er. Ligesom vi heller ikke tror på, at hvis en substistensløs blev valgt til USA´s næste præsident ville være nogen særskilt flink mand. Han ville nok snarere se det som en mulighed for “pay back”, som de vist siger derovre. Når der ingen vej er tilbage er den eneste vej jo altså videre frem for både Laustsen og Truelsegaard, ingen skide pædagogjob mere her, tak. Det er der vist kun 2 vindere ved og ingen dem er det lokale demokrati eller BUPL´s medlemmer. Hvis man skulle være i tvivl om, at magt korrumperer. så behøver man vist ikke kikke længere. For de interesserede kan man på detbatter-side finde et gammelt ugeemne om emnet. Blot søg på “Ole Sohn”

Til sidst i dag vil vi løfte sløret for alle tides bedste julegaveide fra Pouls Audiobutik. Indtil da må folk så henslæbe den ulideligt spændende ventetid med lidt andre divertissementer som for eksempel den fortsatte saga om det gigantiske milliard-projekt på Århus Havn, det som passende hedder “Lighthouse” Det tyder nemlig efterhånden mere og mere på, at de kunstfærdige selskabskonstruktioner bag projektet er ved at være igennem alle permutationerne, som det hed i min ungdoms sandsynlighedsregning. Det hedder det sikkert stadigvæk. Som alle de mere grelle tilfælde i den nylige økonomiske succeshistorie fra Island er virkeligheden ved at blive en noget presserende partner i konsortiet, og det har åbenbart medført visse ændringer i ejerkredsen bag “Lighthouse”, som det udtrykkes i dag. Et andet kun delvist vellykket projekt kommer her i hu. Det var det, der hed “Babelstårnet”

Nu er det vel i sig selv en udfordring af det danske sprog at lade som om man ejer et mastodontisk højhus, når man man ikke engang har penge til at købe grunden, men det anfægter tilsyneladende ikke vores skarpe lokale journalister. De er åbenbart opflasket med “Disney-Sjov” fredag kl. 19 i en grad, så de faktisk tror på, at man en dag pludselig kan vågne op og være en kendt pianist. Eller at konsortiets gabende tomme pengekasse lige pludseligt er blevet fyldt op på mirakuløs vis, ligesom dengang under træet, hvor fætter Højben starkte hønden for blot straks af få en klump penge fra en lokal skypumpe. Eller at de selv på forunderlig vis er blevet rigtige journalister. Vi skal nævne, at det sidstnævnte scenario er så langt det mest usandsynlige af de 3 nævnte. De 2 andre er jo trods alt kun uhyre tæt på at være umulige…

I gamle dage havde man et begreb, som hed “taskenspillere”, men det kan man selvfølgelig ikke kalde disse ikke-byggende og ikke-grundejende bygherrer. Så store tasker hvor så mange milliarder kan være, findes der jo slet ikke. Det er ellers et fint ord uden at vi dog helt har underretning om, hvad det i virkeligheden betyder. det er vist noget med anvendt illusionskunst, og det er vist sagen i det her projekt. Illusionskunst overfor folk, som er nemme at narre. Vi skal lige have med, at der er 4 parter i konsortiet “Lighthouse”, hvoraf man normalt kun nævner de 2 første, islandsk-ejede Landic Property og et firma, som hedder Frederiksbjerg Ejendomme. De andre er iøvrigt Boligforeningen Ringgården og Arbejdernes Andelsboligforening.

Den sidste oplysning er vist mest interessant derved, at den eneste berøring med det nye byggeri, som de traditionelle underklasse-beboere i disse 2 gamle arbejder-boligforeninger nogensinde får nok er under byggeriet. Leje og købspriserne for projektet er nemlig forudsat som landets absolut højeste som så meget andet i denne sag nok skønnet på den optimistiske side af det realistiske. Altid rart at se lidt risiko-villig arbejderkapital i de mere flyvske projekter, sig så ikke, at arbejderne ikke kan begå sig på de bonede gulve. Måske.

Jo, det siger vi, at de ikke kan. Der er nemlig slet ingen gulve blot luftkasteller og plastisk ler. Udover det faktum, at det i går blev meddelt, at Frederiksbjerg Ejendomme er på vej ud af projektet. Tilbage er så Landic Property med en kasse så gabende tom, at den næppe er solvent. Et lokalt byggefirma måtte i går midlertidigt stoppe videre byggeri og det var endda helt almindelige huse-ingen luftkasteller her, højst en smule lerjord. Fællesnævneren var, at ejeren også her var Landic Property. Den lokale direktør for byggefirmaet manede godt nok til ro, fordi selskabet bag, altså Landic, havde lovet at fylde kassen op. Det har leverandørerne nok ikke helt troet på, for byggeriet er vist ikke genoptaget. Så kan man så håbe for konsortiet på en gunstig kombination af regn og solskin i de kommende dage, for man sagde jo altid i min barndom, at der derhenne for enden af regnbuen fandtes en krukke guld. Mon ikke den allerede indgår i budgetterne, det er sikkert ligeså meget en formssag at hente den som så meget andet i dette projekt.

Det troede vi børn jo naturligvis på, men vi er da for de flestes vedkommende holdt op igen. Denne viden er tydeligvis ikke sivet ud i alle afkroge af det danske samfund og håbet er åbenbart stadig ligeså lysegrønt på trods af alle de objektive realiteter som håbets farve altid er i regnbuen. Den grønne farve i regnbuen er godt nok noget bleg, og noget blege ville vi nu også være, hvis vi havde penge i klemme i sådan et projekt. Det er forresten underligt, at tilsyneladende ingen journalister har gravet lidt i, hvilken rolle de “sovende partnere” (nemlig de 2 såkaldt almennyttige boligforeninger) spiller i konsortiet. Er der her projekt egentligt særligt almennyttigt eller blot nyttigt eller noget, der blot ligner? Eller sandsynligt eller overhovedet muligt? Måske der derude er et par forretningsførere i et par boligforeninger, som sidder på nogle lidt halvvarme grænsende til gloende sæder. Nå, men det ved vi ingenting om men mon ikke der er et par opslag undervejs på stillingsmarkedet?

Så lang tid man blot lader som om, at alting går godt, så går det jo ikke skidt synes at være fællesnævneren i dag. Hvis et firma ikke går godt er der altid den mulighed at lukke det og kalde det “quits”, som vi raske Foska-drenge sagde i min barndom, vi var ikke så forfærdeligt skrappe til engelsk. Desværre er der så altid et mere prosaisk efterspil med nogle kedelige mennesker, som ikke har fået løn eller feriepenge eller penge for leverede varer eller varer for leverede penge. Det er så i håndteringen af disse sager, at éns branche-eftermæle bliver afgjort og sommetider er denne afgørelse temmeligt enstemmig. Nå, det hele kan måske i virkeligheden være ganske ligemeget, og enhver branche har vel gavn af, at boble-økonomiens allerværste vildskud permanent ryddes af vejen. Der ligger tydeligvis stadigvæk en del muligheder i byggebranchen.

Så er vi tilbage ved den lovede julegave-ide. Som nævnt tidligere tilbyder vi her i Pouls Audiobutik en fantastisk julegave til den intellektuelt nysgerrige (ikke at forveksle med den sædvanlige “intellektuelle”, som mest dækker over idel dovenskab), nemlig en indbunden udgave af de udødelige og uforlignelige mesterværker ” Dagens Ord CLASSIC” Nogle af dem er jo det, man nok korrekt burde benævne som afgjort “nyere klassikere”, da de kun er et par dage gamle, men hvad Pokker, når man som Harboe-Bryggerierne har en “Harboe Classic” brygget på en god dags tid og mest lagret under transporten til butikken, så går det vel nok. Under alle omstændigheder er det let at finde en gave langt om længe, som absolut ingen allerede har i forvejen. 

Det vil også være den perfekte og prisbillige hade-gave til medlemmer af Århus Hifi Klub, festugedirektør Jens Folmer Jepsen, ROSA-formand Gunnar K. Madsen, direktør i Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen og utallige andre, som har givet herlig og hyppigt helt ufrivillig inspiration i årets løb. Måske vi ligefrem skal være optimistiske og lave et 1. oplag på 1000 selv om vi vel nok lige knapt har så mange uvenner. Måske det endda kan blive et superhit på samme måde som den danske sangerinde Lis Sørensen. Hun har jo netop fået en dobbelt-platinplade for sin seneste plade så det er sandeligt en ren succeshistorie.

Nej det er det desværre overhovedet ikke. Der er nemlig tale om en “Best of.”-opsamlingsplade udgivet kort tid inden sidste jul som en sikkert sikker gaveidé til familien Danmark og forhåbentligt ikke så mange andre. Det var nu så som så med denne tilsyneladende sikre vinder, skulle det vise sig. 

Tidens tand har jo været grum ved denne glimrende sangerinde. Ikke desto mindre er dobbeltplatin-pladen altså opnået nu knapt et år efter, jubii. Desværre er dette begreb nu i den kronisk kriseramte pladeindustri devalueret til sølle 60.000 solgte enheder, de fleste sikkert nu på tilbud. Hvis det her er en af branchens største successhistorier, hvor man engangs-kapitaliserer en karriere på 30 år med så ringe et resultat, så er vi altså rigtigt glade for, at vi ikke hører om fiaskoerne. Det er nok bare tilfældigt ligesom de andre emner i dag. Lige derhenne for enden af regnbuen, lige inden man falder ud over Jordens kant, dér står jo krukken…Hovsa, hvor kommer den fyrtårns-lignende skygge dog fra helt herude ved Verdens ende?

I dag vil vi som sædvanligt udfordre den konventionelle visdom en lille smule. Det er nu heller ikke særligt svært at trække en smule på det kritiske lettere sardoniske smilebånd, når både den lokale politidirektør Jørgen Illum og vores yndlingsanmelder ved hifi4all, Mikkel Gige, helt synkront som guldmedalvinderne i synkronsvømning (det er edderbroderemig en latterlig sport) ved de nyligt overståede olympiske lege ruller sig ud. Hvis det ikke lige var fordi, at de sikkert mente det, som de siger, så ville det være morsomt. På samme måde som Eric Idle fra Monty Python i et forstudie til den bedre kendte film om “The Rutles” omtalte en såkaldt “tragikomisk forestilling” hjemme i Rutland (det er der noget der hedder!) Nå, men der var tale om en tragedie, fordi alle personerne i teaterstykket døde til sidst. Komedien dengang bestod mest i, at alle personerne var iført såkaldte “Yogi Bear”-trikotter. Det syntes vi dengang var vældigt morsomt. Måske vores venner i dag skulle prøve sådan noget for at få tingene til at glide lettere ned. Fra starten af forekommer flere af ytringerne da noget sværere at sluge selv med rigelig brug af glidecreme og ja, vi har forsøgt alternative kropsåbninger. Det kan heller ikke sluges.

Vi vil starte med politidirektør Jørgen Illum. Vi skal advare imod, at der i de kommende afsnit vil forekomme bemærkninger på bemærkelsesværdigt lavt analyseniveau, som naturligvis helt berettiget intellektuelt vil kunne støde en stor del af vore læsere. Samtidigt vil der fremkomme løfter, som allerede i dag er aldeles urealistiske og når de blot bliver helt ukritisk og ukommenteret fremskrevet så bliver det altså ikke spor bedre. Vi fralægger os ethvert ansvar for eventuelle angstanfald derude i de pænere forstæder, hvor der ellers er rigeligt at blive bange for. Ikke mindst fordi det tilsyneladende er Jørgen Illum, som skaber strategien. Der er altså ikke meget “sund-sans politimester Striks” fra Andeby over ham her Illum, hør blot.

Baggrunden er den lidt triste, at antallet af indbrud i virksomheder ganske vist er faldet med næsten en fjerdedel, men til gengæld er antallet af indbrud i private hjem så mere end fordoblet i det seneste år. Den eneste entydige solstrålehistorie synes at være indbrud i biler, hvor faldet også er faldet tæt ved 25% Ifølge Illum er det fordi, “vi har lært ikke at efterlade noget af værdi i vores biler” Det sidste lyder rimeligt men er naturligvis også noget forsludret syresnak ligesom det meste andet i dag, mere senere. For at forsøge at få has på den eksplosive vækst i de private indbrud vil politiet i den kommende tid iværksætte en ny præventiv kampagne. Illum vil godt nok ikke afsløre detaljerne, men siger, at det ikke drejer sig om at gøre hjemmene til rene fæstninger. Hvad det så kan være er jo ikke godt at gætte på, fald-fælder med spigre og søm og fritgående fugleedderkopper eller giftige koralslanger måske? Gættene er legio, der kommer helt givet ikke mere politi. Man kan nemlig sagtens anmelde som også i dag, de kommer bare ikke hverken med eller uden blå blink. Det gør de næppe heller i fremtiden, derfor sikkert denne tophemmelige plan. For at forvirre eller blot forplumre, hvem ved?

Lad os starte med faldet i indbrud i biler. Den simpleste og mest logiske forklaring plejer at være den rigtige, og det er den helt givet også i dette tilfælde. Der er nemlig intet af værdi at stjæle i bilerne længere! Enhver idiot (udenfor politiets topledelse, forstås) ved jo, at hvis man for ikke særligt mange år siden ønskede ekspres-indbrud i sin bil indenfor max. et kvarter, så skulle man blot lade sin mobiltelefon ligge på forsædet, så var den klaret. Desværre er mobiltelefoners værdi i dag tilnærmelsesvis 0 

Ligeledes var det for vel indtil for et års tid siden en lignende indbrudsgaranti at lade holderen til sin GPS sidde i forruden. Alle tyve vidste jo naturligvis, at selve GPS-en altid lå i handskerummet. Det gør den naturligvis stadigvæk, nu er der bare ikke nogen, der gider stjæle den længere. Den er simpelthen ligesom mobiltelefonen blevet så ligegyldigt billig, at ingen gider stjæle lortet, og hvad er der så lige tilbage at stjæle i en bil, nej vel? Når man højst kan få en hund for en GPS er det altså nemmere at køre ud i en carport og stjæle en kasse tomme flasker, og det letteste tyveri vinder altid over det besværlige og da ganske særligt, hvis det besværlige med garanti ingenting giver. Som i en bil, hvor der maximalt kan scores et par kopi-Ray Ban solbriller. Underligt at indbrudstallet ikke er faldet yderligere, biltyve må være dummere end gennemsnittet af tyve-det tror vi faktisk osse de er.

Nu er erhvervsvirksomheder jo i nogen grad blevet sikrede, så som alle forbundne kar går tyvene naturligvis derhen, hvor det er lettest. Som Illum så præcist beskriver det: “I dag er det alt for let at få adgang til værdierne i private hjem” Ja, Illum, det er ganske præcist ligeså let, som det altid har været, hverken eller mindre. Dog mere end på min gamle barndoms-ø, hvor ingen døre var låst, men ikke meget. Så lang tid der er huller i husene som eksempelvis døre og vinduer og intet politi og ingen naboer og ingen hjemme, så ER det let, ganske overordentligt let. Hvad folk så lige kan gøre er vanskeligt at forestille sig. Selv tror vi, at grunden til, at antallet af indbrud ikke er steget yderligere faktisk snarere skyldes kapacitetsproblemer hos tyveriets håndværkere ligesom indtil fornyligt lignende flaskehalsproblemer i den øvrige håndværksbranche.

Allerede i dag løfter Illum dig noget af sløret for sin grandiose plan. I lighed med den lille blå husstandsomdelte pamflet fra 1962 fra Kampmanns tid “Hvis Krigen Kommer”, så skal man nemlig rapportere al mistænkelig adfærd til politiet. Offentligheden skal således “notere..nummerplader” uden at det gøres helt helt klart, hvad det skal gøre godt for. Vi gad se statistikken for mistænkelige halvmaske-beklædte tyveaspiranter, som er blevet dømt på mistanke blot baseret på nummerplader, nok i virkeligheden ikke alverden. I det hele taget skal man underrette politiet, hvis “man ser noget meget (!!!! red.) mærkeligt. Så vurderer vi, om vi skal rykke ud til det.” Ventetiden ved politiets telefonsluse giver jo stadigvæk alle skurkene et vist forspring og det lyder heller ikke ligefrem betryggende, at tingene ligefrem skal være “meget mærkelige” for at politiet måske kommer. Måske kan det være en ide at indrapportere tilstedeværelse af en UFO og så kan det tililende politi så måske passende nappe tyven, når de nu alligevel er der. Noget skal der tydeligvis til, men som sagt, politiet er allerede på sporet. Med Illum ved roret lyder det nu godt nok mest som atter en gang en trække en bovlam og livstræt krikke af stalden i håb om atter at vinde det danske Derby. Selv holder vi ikke vejret af spænding.

Dagens sidste tak for sublim morgenunderholdning skal gå til vores anmelder-ven Mikkel Gige. Han er faktisk så god til sit fag, at det er lige før det er så morsomt, at han burde have et polititilhold. Måske man skulle prøve, om man kunne komme igennem deres telefonsluse. Giges skriverier er jo i virkeligheden så ubehjælpetligt morsomme, at ofrene kunne forårsage alvorlig personskade i deres ukontrollerede latteranfald. Emnet er ellers ligegyldigt grænsende til det søvndyssende kedsommelige, nemlig anmeldelsen af endnu en inderligt overflødigt kinesisk rørforstærker. 

Anmeldelsen starter ellers godt med at oplyse prisen, nemlig en bagatel af 25.000,- for dette apparat, som ifølge Gige er produceret “udelukkende for det europæiske marked” Når man er færdig med at grine af prisen kan man så undre sig over, at kapitalismens jernhårde love ikke er gået op for Gige: Nej, Mikkel, de sælger naturligvis til alle og enhver, som gider købe deres produkter helt i lighed med ALLE ANDRE. Anmelderne i andre lande er åbenbart bare klogere end dig og det man da ganske bestemt håbe. At begrænse sit mulige marked til blot Europa er simpelthen økonomisk galimatias og at tro på det er noget dummere.

Gige fortsætter med at videregive absurditeter i en grad, så en mulig politianmeldelse for anmelderdumhed ligger lige for hånden. Ifølge vor vittige ven “deltager de europæiske distributører i den sidste del af udviklingen, som medbestemmende for den endelige klang af produkterne” Ja, det står der sandelig. Man kan sagtens forestille sig den evige senden produkter frem og tilbage mellem Kina og Europa og elle uoverensstemmelserne mellem den engelske distributør, som ønsker “varm” engelsk lyd og den tyske ditto, som sikkert vil have “lys tyskerlyd”. Måske man bare stemmer om det og måske er der bare tale om atter en hifi-“first”: Det gennemført demokratiske produkt, hvor alle får lige præcist det de ønsker helt på trods af, at klangidealerne i Europa varierer helt vildt meget. Der findes absolut INGEN mulig lydmæssig “fællesnævner”! Så nej, det er nok ikke akkurat sådan, det sker.

Hvis man tror på sådan noget lettere evnesvagt marketing-sludder, så er man altså fuldstændigt forbudt for mindre børn, Mikkel og så er al videre diskussion overflødig. I denne den bedste og eneste af alle verdener sælger alle og enhver til hvem som helst for praktisk talt enhver pris. Alle de her “europæisk-voicede” produkter sælges selvfølgelig også under alle mulige andre navne på nettet til måske en tiendedel af prisen. Hvad der så er produktets reelle værdi skal vi lade kunderne afgøre, og de skal de såmænd også nok. Men alligevel, når ethvert spor af alle disse ligegyldige Kina-produkter i den allernærmeste fremtid er helt væk så står din anmeldelse stadigvæk tilbage i al sin vælde, Gige.
Som et monument over, hvorfor denne her branche gik ad Helvede til: Simpelthen fordi al sund fornuft og resterende intelligens forsvandt, den gamle “Gresham´s lov” igen-igen. Anmeldelser som dine er simpelthen passende gravskrifter over noget, der engang var en sober hobby. Indtil folk som dig kom ind. Så grinede folk bare, trak på skuldrene og gik ud.
Som den kendte australske landevejsrøver med den hjemmelavede rustning, Ned Kelly, sagde umiddelbart før han blev hængt: “Such is Life” Lukketid, Gige!

En af gårsdagens lidt større opsatte nyheder (den var vel ikke ret stor, blot stort opsat) var jo Svend Aukens kritiske sygdom. Derfor vil vi i dag fundere lidt over, hvad der egentligt er i en mands liv og ikke mindst, hvad der er tilbage, når manden ikke er mere. Sommetider kan det forekomme, som om der allerede, mens manden er i relativt vigør, allerede kun er ganske få og uendeligt flygtige spor og at mange af de spor, som stadigvæk febrilsk bliver afsat, måske allerede som fodspor i ørkenen måske allerede er glemt. 

I dag vil i den anledning dog starte i det mere muntre hjørne, nem.lig helt oppe i den skønne Grønnedal. Det lyder måske som navnet på en afsides elverfolks-koloni i “Ringenes Herre”, men det er det nu ikke. Det er nærmere nutidens temmeligt uvederhæftige reklamenavn for lokalitet af noget, som engang var grønt, nemlig Grønland. Da ham der Leif vel-strengt-taget ikke-helt-så-Lykkelige (han var jo fredløs og forbrudt på livet) sejlede derover og måske videre til det sagnomspundne Vinland, var Grønland jo en del varmere end i dag. Det er det som bekendt ikke længere, men alligevel sidder der et kontingent af det danske forsvar deroppe i Grønnedal og der er naturligvis også en kontreadmiral deroppe. Han hedder Henrik Kudsk og er altså atter en af de åbenbart ganske talrige kontreadmiraler i den ellers gabende skibstomme danske flåde. Man kan tydeligvis ikke degradere disse epaulet-svingere og man kan heller ikke længere summarisk som med den uheldige engelske admiral Byng blot summarisk henrette dem på fordækket. 

Man hænger altså på dem til tilsyneladende evig tid, og man er tvangsindlagt til at høre på deres visdomsord. For ikke alt for længe siden omtalte vi jo en vis kontreadmiral Wang, chef for SOK som vist den eneste asiat i flåden. Wang er jo trods alt navnet på den største indenfor Sinanju-dynastiet, kendt fra utallige Remo-bøger og de var allesammen koreanere. Dengang var det ikke ligefrem guddommelige visdomsord, som denne Wang udtalte (der kan søges i arkivet nedenfor), endda ikke engang ganske lidt, men ham Kudsk er nu meget godt med. Han forudser nemlig intet mindre end en ny Titanic-katastrofe i grønlandske eller arktiske farvande, hvis den nuværende trafik øges. Det lyder sikkert ganske rimeligt og er måske i virkeligheden egentligt et argument for større bevillinger til Grønlands kommando.

Det her argument holder blot ikke en eneste sømil (1852 m., husk vi er en familie af ramsaltede søulke). For det første sejlede “S.S. Titanic” overhovedet ikke i arktiske farvande men blot i et område, hvor der netop dengang helt udenfor norm var konstateret enkelte isbjerge. At man sejlede over-åndssvagt er jo kendt af enhver. Nu har Wang naturligvis ret, at der sejler adskillige krydstogtskibe i arktiske farvande, men de gør det altså om sommeren. Der er jo ingen passagerer, som tager på krydstogt for at blive kronisk søsyge og derfor tilbyder man ikke overraskende heller ikke disse ture i vinterhalvåret med arktiske storme og bælgmørke, ikke underligt hvis man tænker over det. 

Det gør Kudsk tydeligvis ikke. Han tænker nok heller ikke over, at der i sommerhalvåret deroppe jo faktisk er lyst hele døgnet og at moderne navigationsudstyr jo er ret godt til at spotte isbjerge. Udover at man jo ikke sejler 30 knob som “S.S. Titanic” i reting af isbjergene, som man altså både visuelt og elektronisk sagtens kan se. Det er et eksempel på flådens anvendelse af statistik, som vi vist skal helt tilbage til England i 1. verdenskrig for at finde mage til. Dengang var Tyskland gennem U-bådskrigen ved at udsulte England. Man vidste, at konvojer af handelsskibe med krigsskibe var effektive mod U-både. Desværre havde den engelske flåde i en statistik vist, at adskillige tusind skibe hver uge sejlede ind og ud af engelske havne, så derfor var konvojering helt umulig. Så mange skibe havde den engelske flåde selvfølgelig slet ikke. Situationen var uhyre kritisk.

Der skulle en undersøgelse til fra den engelske rustningsminister Lloyd George til for at fastslå, at af disse mange tusind skibe var over 90 % fiskerbåde, og flåden kunne sagtens konvojere de sidste par hundrede. Det gjorde de så og vandt krigen. Hvis flådens estimater var blevet den konventionelle sandhed havde det været slut. Ak ja, kontreadmiral Kudsk, det må være ensomt deroppe i elver-paradiset siden du kan finde på sådan noget som det her. Måske det i virkeligheden ville være smartere blot at nedlægge Grønlands Kommando. De kommanderer da ihvertfald ingenting og hvis det her er det bedste, de kan komme op med, så er det nok bedre at skrotte dem før end senere. Der er vist ikke meget liv i ham der skrivebords-admiralen.

Ellers var det jo som bekendt i går, at det blev offentliggjort, at Svend Auken var syg af kræft, og det er da en trist nyhed af flere grunde og da ikke mindst for folkestyret, godt nok noget indirekte. Svend Auken er jo en af de allerførste, måske DEN allerførste danske politiker, som har været politiker hele sit liv. Han var studenterpolitiker og arbejdede i partiorganisationen under studierne. Han har aldrig nogensinde lavet noget andet end politik og mandens varemærke, nemlig den dedikerede og tilsyneladende oprigtige begejstring i den kunstneriske fremførelse, er baseret på absolut ingenting. Manden er en dygtig politiker til det yderste af fingerspidserne, men det, at han aldrig nogensinde været andet, gør ham jo for undertegnede til en vittighed. Hvis han havde været medlem af en kaninavlerforening, ville han helt givet kunnet fremføre et passioneret forsvar for de stor-plettede kaniner i forhold til de ensfarvede. Eller omvendt. Da han som miljøminister fik gennemført en bødestraf til det berygtede firma “Dansk Kabelskrot” på vistnok en mill., solede han sig rigtigt i skinnet fra denne “historiske dom”, som han udtrykte det.

Der var nu tale om et firma, som allerede var gået konkurs og udgifterne til oprydning for staten vil nok blive et par hundrede millioner. Det kræver en god politiker at se sådan noget som en sejr, men det kunne du, Svend, dygtig som få og dum som ingen andre. Han vil blive savnet på samme måde som alle andre politikere, som heller ikke nogensinde har lavet nogetsomhelst, altså ikke alverden. Hvad var der egentligt i den mands liv udover en masse politikere i familien, nej vel? Savne vil vi heller ikke Mik Schack. Denne mand var ellers et spændende islæt med sin alternative holdning til musik og madlavning, kættersk som få og provokerende som endnu færre.

I sine musikalske madprogrammer gjorde han berettiget grin med discount-Danmark og dets fødevarer og høstede anerkendelse fra alle sider. Her var der en mand, som i modsætning til Auken havde prøvet tingene. Derfor var det et personligt udsalg af de allerstørste, da Schack fornyligt optrådte i en reklame for skinke for Netto. Formedelst et honorar på 100.000,- solgte Schack simpelthe totalt ud af sin troværdighed. Om prisen var rimelig ved vi ikke, men meget mere får han nok ikke.

Det er noget forunderligt noget, det der med en mands liv. Sommetider tegner det lovende som med Auken og ender så brat allerede under studietiden. Sommetider ender det som med kontreadmiral Kudsk, som blot sidder dådløs i vintermørket og rabler løs. Og så sommetider sælger man blot totalt ud. Ak ja.

Overskriften i dag er titelnovellen i en novellesamling af den nyligt afdøde russiske forfatter Solsjenitsyn og udgivet på dansk første gang 1970. Dengang stod den i hundredetusindvis af danske hjem ( den kom nemlig i Gyldendals dengang særdeles dynamiske bogklub og blev endda hvervegave) og signalerede den danske intelligentsijas (et andet godt russisk udtryk) modstand mod undertrykkelse. Dengang kunne hele Danmark hen over hele det politiske spektrum med undtagelse naturligvis af datidens eneste landsforræderiske kollaboratørfarti, DKP, være enige om at fordømme undertrykkelse. Alt skulle blive så sørgeligt anderledes. Sort skulle blive uskyldshvidt, lige meget hvor kulsort det stadigvæk tak.

Som en ekstra service for de få læsere i dag uden kandidatgrad i slavisk filologi skal vi da nævne, at den danske titel iøvrigt var “For Sagens Skyld” Disse hellige “sager” vil vi bl. a. snakke lidt om i dag. Sommetider er “sagen” nemlig vigtigere end alle indlysende sandheder og sommetider lugter “sagen” så fælt, at man overhovedet ikke kan forstå, at alle andre ikke også kan lugte den. Hvis nogen kommer til at tænke på Arla i den sidste forbindelse er det nok næppe nogen tilfældighed. Deres hygiejne er muligvis fin, men metoderne stinker.

Nu er Solsjenitsyn jo allerede længe før sin død for alle praktiske formål glemt og prøv at kikke rundt omkring i Montana-reolerne hos de midaldrende i dag, som dengang allesammen havde hans bøger i ølkassereolerne. Rifbjerg klarede denne overgang, fordi han ikke stod for nogetsomhelst og Solsjenitsyn klarede ikke pynten, fordi han havde virkelig substans. Fjendebillederne er blevet anderledes og friheden er i den sammenhæng blevet fuldstændigt overflødiggjort. Alt drejer sig nu som dengang i Sovjetunionen i den skændselens epoke, som Solsjenitsyn beskriver, om “sagen”. Den defineres udelukkende ud fra, hvem der siger hvad ligesom dengang, hvor partiets ord naturligvis var lov. Intet over eller ved siden af partiet, men til gengæld vældigt meget under, trådt under “sagens” sømbeslåede hæl. 

Det er afgjort demokratisk nyskabelse (men helt i stalinismens ånd), at visse mennesker i det mindste i det danske debatmiljø simpelthen ikke kan sige nogetsomhelst, som vinder accept i den danske selvbestaltede “intelligentsija” Hvis Pia Kjærsgård for eksempel stod foran Christiansborg og verbatim oplæste en tale af Villy Søvndal ville hun stadigvæk blive forulempet og bombarderet. Det er egentligt underligt, at ingen i det kunstneriske miljø har prøvet at lave sådan en “happening”, ideen er ellers hermed givet fri.

Vi kommer det her i hu netop i dag, fordi der fornyligt har været adskillige tilfælde af stenkast mod ulykkelige mørkhårede personer i Gellerupplanen. Vi siger ulykkelige, fordi det jo næppe kan være lykken at blive bombarderet med sten, selv om de fleste af dem sikkert har taget med et smil. Disse uvægerligt meget mørke og mørkhårede mennesker er nemlig kendt for at have uhyre let til smil, de griner nærmest hele tiden. Sagerne udviklede sig så alarmerende voldeligt, at afskillige familier, op imod 10, simpelthen blev tvunget til at flytte væk, endda under polibeskyttelse. 

Nu kunne man måske tro, at Brabrand Boligforening, som ejer Gellerup, jo ville beskytte disse lejere, men her må man tro om igen. Bare fordi noget er farlig vold i resten af Århus Politikreds behøver det tydeligvis ikke være det i denne enklave.

De røg ihvertfald ud, disse uglesete personer. Nu var det nu ikke fordi de var mistænkt for pædofili eller solgte narkotika til mindreårige. Næh, der var såmænd blot tale om en gruppe inderligt uskadelige noget alkoholiserede grønlændere, som vist mest vaklede til og fra discount-markedet nede i centret. Det var denne alkoholiserede vaklen, som virkede så voldsomt provokerende på alle deres muslimske afholds-naboer, at disse nødvendigvis måtte reagere helt naturligt med stenkast og overfald. Som formanden for Brabrand Boligforening Torben Overgaard så grafisk udtrykte det, så er der åbenbart nogen modsætninger, der bare er for store. Når et problem forekommer vanskeligt nok, så er det åbenbart ifølge formanden helt legitimt at lade være med at forsøge at løse det, faktisk en interessant vinkel. Ja, det tør siges, at modsætningerne er store og skarpttegnede, men modsætningerne står nu mest mellem almindelig anstændighed og jeres viljeløse accept af formørket middelalderlig pøbelvælde. Det burde jo ret beset være en simpel sag at tage stilling til. Sådan er “sagen” bare ikke.

Så simpel er nutiden naturligvis ikke. Derfor blev grønlænderne altså tvunget ud uden nogen støtte, selv om deres eneste synd vist egentligt var, at de var grønlændere på en for nogen åbenbart særligt provokerende måde. Det er da et skønt samfund vi har, hvis man ikke må gå rundt og grine og være godt lakket til. Heldigt at det ikke gælder danskere med mere leverpostejfarvet hår, men det kan selvfølgelig komme. Næste trin på eskalations-stigen derude kan vel passende blive stenkast mod en flok mongoler på tur, de griner jo også altid af alting.

Endeligt skete der dog noget i sagen, for i går var der så langt om længe en officiel støttedemonstration til fordel for de eksilerede grønlændere. Det var jo osse på tide. Man skulle jo også tro, at alle de undertrykte på et tidspunkt ville støtte op om de grønlandske stakler og som i 1970-erne og Solsjenitsyn kunne man måske endda håbe på en bred politisk konsensus om sagen. I det allermindste kunne man vel være sikker på, at den selvudnævnte yderste venstrefløj ville gøre denne sag til sin, soleklart uretfærdig og urimelig som den jo var.

Vi så da også i går de sortuniformerede lokale autonome på banen i går, selv om et par stykker af dem på billederne udviste en sørgelig mangel på sans for proper uniformering med deres cowboybukser og en enkelt endda med hvide sneakers. Heldigvis er der sikkert effektive demokratiske måder internt at klare sådanne sager. Intet over eller ved siden af “sagen” og sagen skulle jo være de ulykkelige grønlændere skulle man altså tro. Det var det bare ikke, endda overhovedet ikke. Det var nemlig slet ikke en autonom demonstration for grønlænderne, det var såmænd en moddemonstration mod nogen helt forkerte, som var for grønlænderne. Det var bare de helt forkerte, der var for, så derfor var man naturligvis imod. Helt vildt meget imod og så meget imod som total mangel på medfølelse med alle ofrene for alle de ædleste “sager” kan give benzin til.

Støttedemonstrationen var nemlig arrangeret af en angiveligt højre-orienteret forening, som vist hedder noget med at stoppe islamiseringen af Europa, SIOE. Herfra har vi jo svært ved at se, at der skulle være noget specielt højreorienteret i at være imod islamisering helt på samme måde som vi også har svært ved at se, at der skulle være noget specielt venstreorienteret ved at være FOR islamisering eller mere kristen fundamentalisme i folkeskolen. Eller imod eller noget helt andet. Eller blot at være ganske indifferent.

Det hele udviklede sig ganske forudsigeligt. Når den erklærede fjende allerede havde gjort en ellers sympatisk sag til sin, så svarede modparten ganske uhyggeligt forudsigeligt med naturligvis at være imod. De autonome, iøvrigt et latterligt udtryk når man er uniformerede til tænderne og som her kører på ren automat-reaktion, kunne i stedet have scoret et megahit, hvis de i stedet var vandret SAMMEN med deres fjender for en sag, som burde være så indlysende, at man simpelthen umuligt og ikke engang teoretisk kan være imod. Det gjorde de naturligvis ikke og grønlænderne blev de store tabere. De var de selvfølgelig allerede i forvejen, så dem kunne stenkastene og almindelig ostrakisering jo heller ikke ret let få det til at gå meget ringere for. Den største taber er vel som altid enhver omtanke og almindelig anstændighed overfor de allersvageste. For “sagens” skyld…

En mere anløben sag er den netop afsluttede “Global City”-festival ved Steno-Museet vistnok heldigvis helt uden publikum. Den var ellers arrangeret af Aahus Universitets Institut for Idehistorie og havde derudover en hovedsponsor (hurra for den frie og uafhængige akademiske forskning og værdifri er den vist også!) med masser af lokale medarbejdere. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at ingen udover et par vildfarne får kom forbi til denne “festival”. Der blev ellers udtalt store dybsindigheder fra den forsamlede akademiske “intelligentsija” om, at man da vist i verden brugte alt for mange penge på militær og det er jo ret dybt tænkt Nu har man nok tænkt på USA snarere end på den morderiske regeringsstøttede massemorder-milits i Darfurs helvede. Dog kunne det kunne måske være et nyt idehistorisk emneområde at forske i, hvad man overhovedet kan sige af positive ting om USA i den danske “intelligentsija”, det kan nok blive en kort afhandling. 

Det kommer nok ikke til at sige så forfærdeligt meget reelt om USA men nærmere en hel masse om os danskere og vores fortræffeligheder. Og ikke mindst vores store åbenhed og uendelige tolerance. Hvilket bringer os tilbage til den store hovedsponsor for det stort anlagte “Global City”-arrangement. Det var nemlig ingen andre end Arla som åbenbart ikke skyer nogen lovlige midler for at sælge deres aldeles ligegyldige produkter. Det var mest fra Arlas side et forsøg på at forklare nogle formørkede sjæle sydpå et sted, at nok er Arla en slags danskere, men de er altså alligevel gode nok og åh så forstående, blot pengene klinger i kassen. Det er da et synspunkt, der er til at forstå og værd at kæmpe for. Og betale for, selv om det ikke gør det mere acceptabelt. Man kunne måske lidt søgt drage sammenligningen med I. G. Farben og Krupp og Thyssen dengang i 1930-erne men sammenligninger halter naturligvis lidt. De kæmpede jo ellers også dengang for en større sag, som jo også var temmeligt betændt for at sige det lidt mildt.

Tyskerne fik nemlig betydelige bøder efter krigen, mens Arla vist er tilbage på samme fortjenstfulde omsætning i Mellemøsten som før “demokrati-krisen”, som vi vel vælge at omdøbe den bedre kendte “Muhammed-krise” til. Mest fordi, det jo er det, som det er og absolut ikke andet. Udover det vil da fremover huske at gå helt usædvanligt langt for at undgå Arlas produkter. Enhver har åbenbart ellers som også Arla sin pris, vi vil bare ikke betale den. Endelig en sag, som er værd at kæmpe for og en sag, som bærer lønnen i sig selv.
Hvad så med Arla og de stakkels grønlændere? Tja, dem ser de nok næppe noget større potentiale i, for mælk skiller jo som bekendt når man hælder alkohol i. Deri kan de jo så have ret når de nu ellers aldrig har det ellers. Kun magt og ilde agt.
Men som sagt, prøv at forestille jer hvad Pia Kjærsgård overhovedet teoretisk ville kunne sige, som ville kunne vinde forståelse og accept i den danske politiske korrekthed. Herfra har vi ikke noget bud. Det var så dagens snak om de store “sager”. Lidt trist og allertristest for de frændeløse grønlændere, støttet som de jo er af de helt forkerte. Og så var de endda selv helt forkerte allerede længe før, ak ja, sikken en skæbne. 
Når “sagen” som her tromler hen over de allersvageste er det ikke længere en sag, så er det en sygdom. Det var vist også det, Solsjenitsyn havde i tankerne.

Ind imellem kan i virkeligheden fra starten ret kontroversielle eller måske nærmere temmeligt dumme ting blive gentaget så mange gange, at de kan komme til at forekomme helt fornuftige. I andre forhold er der allerede fra starten så store selvskabte problemer med at komme igennem med sandheden, at det helt sikkert aldrig vil kunne lade sig gøre. Derfor vil i dag snakke om begrebet mantra. Dette ord er jo i dagligsproget blevet synonymt med en mere eller mindre bevidstløs gentagelse af vendinger eller handlinger i håb om, at virkeligheden vil ændre sig. Det gør den nu aldrig, som historien med jøderne i Auschwitz, boerne i de engelske koncentrationslejre og de buddhistiske munke i Pol Pots Cambodia demonstrerede: Ligegyldigt hvilken Gud de anråbte var virkeligheden ganske den samme som før, under og efter. Ligeså lidt som bedemøllerne i Tibet trods flittig brug rigtigt var effektive imod den første engelske erobrer Younghusband eller i nutiden kineserne. 

Til gengæld kan man i det lokale kulturliv ihvertfald indtil videre sagtens slippe af sted med at postulere, at virkeligheden i virkeligheden er helt anderledes end den reelt eksisterende virkelighed. Her hersker nemlig i førende kulturelle kredse stadigvæk troen på mantraets magt. Vi kan for eksempel tage et af de mere åndfulde eksempler her i byen, nemlig den med rette forkætrede festugedirektør Jens Folmer Jepsen. Han har ellers på ret beset sensationel vis fået sin ansættelse administrativt forlænget. Andre forklaringer kan der vel ikke være og der har da vist ikke været åben stillingsopslag. Nå men Kong Folmer er altså på et par år endnu og det kan man glæde sig over eller lade være. Selv vil vi nok vælge det sidste. Elitær monoman ikke-underholdning i en folkelig festuge vil altid for os være en kikser. Folket har ikke altid i ret i alting hele tiden, men det har dog ret i langt det meste hele tiden og i det hele en hel del af tiden. Sikke dybe vi er i dag!

Nå, men et af Kong Folmers uimodsagte og hyppigst fremførte mantraer er, at det for Århus Festuge i sit musikvalg drejer sig om at præsentere solister og grupper, som man ikke vil have råd til om nogle år, fordi de til den tid er blevet giga-stjerner. Det lyder åbenbart så fornuftigt og aldeles indlysende, at vores lokale journalister aldrig nogensinde har undret sig over det. Det kunne der bestemt ellers være rigeligt god grund til, for når er så fuldstændigt indlysende, at alle straks forstår det, så er det desværre oftest fordi det overhovedet ingen mening giver. Det gør det her jo for eksempel ikke og endda slet ikke bare det allermindste og så er det forresten ligemeget, hvor mange journalistiske fedthålefår, som dikker billigende.

For det allerførste må vi sige, at dét at kunne spotte uomtvistelige talenter i svøb vel selv for erfarne spejdere er en del sværere end den traditionelle jagt på underjordiske trøfler med brug af sporhunde. Alene det, at man mener sig i stand til at gøre det og det endda bedre end andre er allerede tåbeligt nok. Hvis det altså ikke havde været fordi Kong Folmer efter koncerten med Madonna, (som jo ellers stod ganske højt på stjernernes stjernehimmel) i Horsens naturligvis mente, at det hele bare havde været ad Helvede til med en af branchens absolutte superstjerner. Hvorfor så drømme om at være med at skabe sådan noget lxxt?

Meget større bliver det vel ellers ikke men surheden kan naturligvis også skyldes, at det ikke var Kong Folmer, der opdagede Madonna. Dengang i de gode gamle dage var Folmer jo faktisk slet ikke konge, ikke engang kronprins, selv om det er vanskeligt at forestille sig, at denne mand ikke er blevet født ved kejsersnit med kongekrone og det hele. Verden var faktisk ligeså uforberedt på hans senere betydning for byens kulturhistorie som alle de andre sårede tyske soldater på feltlazerettet under 1. verdenskrig, der lå ved siden af en gas-blind tidligere forsmået amatørkunstner med et karakteristisk overskæg. Folmer har godt nok ikke overskæg, men han har da ellers engang været en slags kunstner, selv om han tydeligvis aldrig selv blev spottet. Underligt at han tror han selv kan så…

Det er et pudsigt mantra, det dér med at se nogen større mening i at opleve en kunstner på vej et helt andet sted hen. F. eks har givetvis snesevis af tusind mennesker oplevet et andet band, som senere blev temmeligt kendte. Entusiaster i “The Cavern” i Liverpool kunne for næsten 50 år siden lytte til et band ved navn “The Quarrymen”, som senere i “Ratskeller” i Hamburgs anløbne luderkvarter med Stu Sutcliffe på trommer skiftede navn til “The Silver Beatles” Senere skiftede de som bekendt navn endnu en gang og resten er historie. Lige meget hvor kendte de blev senere hen var det, som de dengang leverede i de snuskede værtshuse altså stadigvæk aldeles ligegyldigt, og at se nogen særskilt mening i dengang at have hørt dem svarer vel til de måbende københavnere dengang senere i 1960-erne, som så supergruppen “The Cream” med Eric Clapton optræde som statister midt på gaden til optagelserne af en ligegyldig dansk film. At se det store i den her talent-spotting er altså det samme som at sige, at man utallige gange har set Helena Christensen splitternøgen. Fordi man altså var pædagog i hendes vuggestue. Lidt ligemeget altså.

Nej, Folmer, vi ser ikke megen mening i at være den “kroniske fødselshjælper” i processen med at skabe store stjerner og da endnu mindre i at dyrke dem, inden de er blevet rigtigt gode for så som med Madonna blot at fucke dem, når de er blevet rigtigt store. Kunst er noget, som er til stede her og nu, og alt det andet eksisterer ikke. Det er som med sex: Det kan aldrig nogensinde komme noget fornuftigt ud af at lukke øjnene og forestille sig, hvor godt denne sex ville have været med naboens datter i stedet for konen eller hvor godt det her band ville kunne spillet, hvis de havde spillet anderledes et helt andet sted om nogle år. Hvis de altså til den tid var blevet gode eller overhovedet ikke var blevet opløst. Det er nok i den sammenhæng at have vores lokale ROSA-formand Gunnar K. “Rock” Madsen til det, eller rettere, det er nok heller ikke ret godt. At skabe kunst er jo noget vanskeligt, hvis man ikke kan gøre det selv. Selv ville vi sige umuligt, men når man kan, er det jo overhovedet ingen kunst.

Nu er Kong Folmer af Festugen ikke den eneste, der i ugens løb har diverteret med alternative verdensbilleder. Årets danske bøssepolitiker, (jamen det er han blevet udnævnt til), Per Clausen, MF for Enhedslisten og et andet lokalt socialdemokratisk medlem af samme forum, som begyndende Alzheimer hos undertegnede har taget navnet på (nådigt!) var jo ellers ude i sagen om Cobraen. I den fortsatte farce om sammenblandingen af lovgivende og udøvende magt optrådte Per Clausen som den med rette bekymrede far i en pædofili-ramt børnehave. Salvelsesfuldhed i ekstrem forloren fremførelse er vist den mest passende betegnelse, da han bebrejdede politiet for ikke at følge sagen op mod den italienske producent. Den socialdemokratiske politikers kommentar var lidt mere famlende men ellers ligeså åndssvag populistisk. Hallo, Per og du dér den anden tåbenakke: De der skide spaghettiædere bor altså nede i Italien og det vil nok næppe være muligt at få dem udleveret gennem Interpol. DANSK LOV GÆLDER IKKE I ITALIEN!!!!! og politiet er IKKE flinke ved ikke at retsforfølge, for det kan de naturligvis overhovedet ikke. 

Det er simpelthen en fantastisk vinkel i denne allerede længe inden “ulykken” ulykkelige sag, at INGEN har udvist blot den allermindste form for realisme eller blot rettidig omhu. Alle har blot leget videre med deres bedemøller mens de samme mantraer er fremstammet i en stadigt stridere strøm.

Friheden lader, som om de ingenting kender til sagen, men vil altså alligevel ikke gøre retskrav gældende mod producenten, sikkert meget klogt. Teknologisk Institut mener, at deres beregninger er korrekte, selv om resultaterne er smaskforkerte. Force Technology mener, at sådan en konstruktion overhovedet ikke er mulig ligegyldigt hvilke materialer man anvender. Friheden går i samarbejde med det tyske prøvningsinstitut TÜV i gang med at klargøre rutschebanen alligevel, hvordan i alverden kan de det, når nu den autoriserede rapport siger, at det ikke er muligt. Politiet lader som om, at sagen er opklaret, selv om alt jo tyder på, at Friheden lige knapt er så sagesløst uvidende som de hævder, siden de ikke forsøger at få pengene tilbage fra producenten. De 33 mill. er jo ellers det fremskrevne samlede overskud i Friheden de næste 12 år re. sidste år. Meget mystisk.

Næsten ligeså mystisk som at professionelle rejsejournalister overhovedet rejser rundt. Dagens vits i JP´s Explorer-rejsetillæg er sakset fra en tur til Finland. Her var det mest traumatiske ved rejsen nemlig, at “Det kan være svært at læse et finsk menukort” Ak ja, verden er dog helt ufatteligt stor for Lasse-Lasse-lille. Strengt taget kan finsk helt uden låneord som det er, i virkeligheden ikke være “svært”. Det er nemligt enten helt umuligt (hvis man ikke kan det) eller ganske let (hvis man kan) Der gives ingen andre muligheder. Ligesom med Kong Folmer og hans “talent-spotting”: Enten kan man eller også kan man ikke. 
Lige i dette sidste tilfælde er sagen dog endnu simplere. Hidtil har nemlig absolut ingen haft held til at spotte talent med noget, som blot nogenlunde ligner sikkerhed. Hil Folmer d. 1, du er ikke blot den første kong Folmer, du er også den første, som vil kunne gøre det umulige. Det må vel være derfor, du er konge, ja det er det vel. Hil, Hil!, du Kong Folmer den Sejrsæle!

I dag vil vi med en vis bæven behandle et emne, som er en smule følsomt. Det drejer sig nemlig om begrebet “dans” og det endda på dagen for statsministerfruens debut på det blanke gulv i endnu en sikkert ulideligt rædselsfuld og naturligvis sikkert ret succesfuld af endnu et TV-koncept indkøb fra Australien, “Dancing with the Stars”, nemlig “Vild med Dans” Til australiernes forsvar skal vi nok lige huske og sige, at det ikke er spor dumt at sælge sådan et koncept og forresten var den oprindelige australske udgave med den mandlige stjerne fra Baz Luhrmans film “Strictly Ballroom” vældigt underholdende. Nej, det dumme består som altid i at KØBE skidtet. I den sammenhæng har vi godt nok aldrig helt forstået, hvilke stimulanser studiepublikummet egentlig er på, for der er altså noget påfaldende ved deres evige og evindeligt syntetiske begejstring. Lidt det samme som dåselatterien i “Friends” De må have kommet noget i kaffen, som man sagde i min barndom. Når man kunne finde på sådan noget ude på landet så er det sikkert værre inde i byerne og åbenbart allerværst inde i TV-byerne. Måske vi skal forvente en razzia i aften i TV-studiet, der burde være gode muligheder for rigelig fangst af alskens stimulanser.

Dans er forresten noget pudsigt noget. Helt siden Bibelens omtale af den forkætrede “Dans om Guldkalven” og den mere forbudte-for-børn udgave med hende der den smarte Salomes slørdans foran Johannes Døberens hoved har der været en tvetydig moralsk accept omkring begrebet dans. Det skulle jo nødigt blive alt for fornøjeligt, selv om datidens moralister nok ikke havde kunnet forudse reaktionerne hos det kronisk ellevilde TV-publikum i aften. Dans har dog vundet en vis accept og man havde jo endda et begreb i den enegelsk-sprogede verden, som ligefrem illustrerede grafisk, at f. eks en fodboldspillers karriere var blevet endegyldigt spoleret af skader. Det hed jo nemlig, at “his dancing days are over” uden at det på nogen måde fremgik, hvorfor denne oprindeligt ultra-proletariske sport skulle have kunnet udklække alle de her dansere. Nå, men dans er altså mange ting.

Også uden at behøve se “Vild med Dans” i aften kan dans sagtens være noget ret søgt og uendeligt trist. Enkelte vil vel kunne huske den nyligt afdøde instruktør Sidney Pollacks film fra 1969 “They Shoot Horses, Don´t They?”. Denne film handlede jo om det sygeste dansefænomen, som verden indtil for nyligt havde set, nemlig marathondans. Dér konkurrerede man simpelthen om at vakle rundt og forestille, at man dansede længst muligt, og den der stod op til sidst, var altså vinderen. Hvis dans skulle have haft noget med ægte glæde at gøre som Hitlers nyligt omtalte stepdans i Versailles 1940 var det her vist et foreløbigt lavpunkt. Lige indtil i aften altså.

Deltagerne i TV-programmet ser helt sikkert vældigt glade ud, men det er vist mest ved udsigten til at blive kendte og måske de bare ikke har kunnet kvalificere sig til “Stjerne for en aften”, glæden ved dansen er nok den mindste del. Så lang tid folk gider bilde sig selv ind, at andres fjumrende og karikerede dansetrin er mere sober underholdning end det ligeledes (mere forklarligt) populære “Jackass”, så er det fint nok. Underholdning pr. stedfotræder er jo ikke ligefrem noget nyt, som de ligeledes uhyre folkeligt populære gladiator-kampe i oldtiden jo viste. Gladiatorerne var jo datidens superstjerner og deres forventede levetid en del over den almindelige romerske soldats. Men ligefrem frivilligt at se denne omgangs “castede” klumpe-dumpe, den menneskelige mastodont kuglestøderen Joachim. B. Olsen tumle rundt?…Han var ganske vist ikke god i Beijing men det her er han nu nok alligevel endnu ringere til.

Nu er dans ikke begrænset til glatte gulve. Indtil for helt nyligt var den allermest populære form for dans den mere typisk danske danske udgave af “Dansen om Guldkalven”, nemlig “Dansen om Friværdien” Nu er der nok kun ret få af seerne til sidste års omgang “Vild med Dans” i TV, som ligefrem selv er blevet overbevist om, at de ligefrem selv på mirakuløs vis gennem smitte med “dansuenza” pludseligt er blevet ferme dansere som Scott eller Tina Sparkle (suk!!) fra “Strictly Ballroom”. Til gengæld er masser af danskere så efter værdistigningerne på fast ejendom blevet ganske overbevist om, at de må have fortjent det og måske endda arbejdet for det. Når man har arbejdet så hårdt fortjener man jo også at få noget for det. Selv om man altså i virkeligheden blot har ligget og snorket på sofaen.

Til gengæld har denne “dans om friværdien” givet forrygende omsætning i den mere kuriøse del af hifibranchen. Man har simpelthen i rigtigt mange år kunnet sælge højttalere til hundredetusindvis af kroner og andet “stylet” og overprissat isenkram til totalt tonedøve mennesker uden musikinteresse overhovedet og følgeligt blot i besiddelse af 3 såkaldt “audiofile” plader. Derudover har man fra en del forhandlere haft betydeligt held med at “bombe” folk med nyere, dyrere og om muligt endnu mere ligegyldige “nyheder”. Den ene sæson er det ligesom med en luxusudgave af en Weber-grill fuldstændigt “out” ikke at benytte gas (eller radiorør) og næste sæson er det så i stedet blevet diskvalificerende i almindeligt omdømme ikke at have en special kulgrill og megastore transistorforstærkere. Desværre er begge dele fuldstændigt ligegyldige og ligemeget, for folk kommer hverken til at høre mere musik eller til at lave bedre eller mere mad blot ved at have disse inderligt overflødige redskaber. Som med konceptet “Dancing with the Stars”: Det er ikke spor dumt at sælge det, men det er til gengæld skidedumt at købe det, hvis det kun sker for at udfylde en tomhed i huset. Eller i hovedet: Hvis man altså er klog nok til at vide, hvor dum man er. Det har vist kun været tilfældet for de færreste.

Hvorfor nu lige den her snak om altings forgængelighed i dag. Jo, det sker såmænd, fordi der i det nyeste nummer af det engelske hifiblad “Hifi News” er en interessant annonce. Der er nemlig en annonce fra firmaet Heatherdale Audio. Det er der iøvrigt hver eneste måned, men denne her er anderledes. Helt anderledes og en del mere ildevarslende for mange.
Som baggrund skal det lige med, at Heatherdale Audio er den eneste forretning i Storbritannien, som har solgt og lagerført en højttalerserie så ekstrem, at alene det, at de har kunnet sælge dem vel er det bedste bevis for, at dansen om guldkalven havde antaget uantagelige former. 

Vi taler om Tannoy´s såkaldte Prestige-serie med gigantisk store hornhøjttalere i et visuelt design, som ville passe fint i en victoriansk stue. Desværre døde dronning Victoria i 1901 og nu her godt et århundrede senere dør så denne forretning med spektakulært udseende men desværre inderligt overflødige produkter til folk, hvis ægte musikinteresse ville være bedre tjent med en iPod. Hele Heatherdales Prestige-sortiment ryger ud nu og dermed er der slået endnu et søm i den store ligkiste, hvor al velstandens ligegyldige hifi-bras er på vej hen. Det amerikanske high-end mærke Audio Research er fornyligt blevet afhændet til italienske kapitalinteresser og prisen har nok været overkommelig. Måske det lige i dette tilfælde kan redde firmaet med lidt italiensk design-knowhow, for deres nyste produkt, en integreret rørforstærker til en bagatel af 50.000,- er med en solid margin nutidens allergrimmeste og ligegyldige hifi-produkt og måske endda i hård konkurrence med klampede engelske produkter en kandidat til “alle tiders grimmeste”. Herfra kan det da i det mindste kun gå fremad ligesom for Tannoy. Det kommer det nu nok ikke til.

Er der slet ingen lyspunkter? Jo, det er der helt bestemt. Alene i går røg der nemlig i vores lille firma 2 stk ATC-forstærkere og 10 stk. ATC-højttalere, heriblandt et sæt SCM 100 til ganske mange penge. Alt tyder nemlig på, at de folk, som bliver tilbage, er dem, som har et dybt og vedvarende ønske om kvalitet. Ikke kvalitet for enhver pris, blot en kvalitet, som man ikke behøver at stille spørgsmål ved hverken nu eller om 10 eller 20 år. Det er ikke ligefrem sådan et publikum, den danske hifibranche ligefrem har serviceret i de senere år med den vilde bolig-bårne højkonjunktur med alle de tilløbne narrehatte, men det er så til gengæld den, som vil blive tilbage længe efter at alle de andre ligegyldige krusninger på hifibranchens overdrev forlængst er forsvundet. Derfor oplever vi selv en betydelig og stabil fremgang i en branche, som ellers styrtdykker. Det er ikke fordi vi er særskilt gode, vores kunder interesserer sig vist bare for musik. En musik-vindbøjtel-båren hifi-business er naturligvis dømt til at blæse ad Helvede til og det gør den så. R.I.P. Tannoy og Heatherdale Audio og alle I andre. 

Den mand, som fik sine nye ATC SCM 100 i går havde iøvrigt tusindvis af plader. Så mange har den typiske kunde hos en nystartet butik i Københavns-området, Hifi teamwork, vel næppe. Nu kan mindre nu også sagtens gøre det. Til gengæld må vi så håbe på for den glade og flinke og trivelige bestyrer af butikken, Sund (det med trivelig er især rosværdigt, naturligvis), at kunderne heller ikke er bebyrdet med altfor mange eksamensbeviser fra ingeniør-højskolen. I en fortsat diskussion om de teknisk åbenbart aldeles revolutionerende principper bag en vist ellers ganske gængs kinesisk Vincent/Sintron/XXX-forstærker fremturer den udmærkede Sund med forklaringer om, at der i apparater benyttes en ny og åbenbart revolutionerende såkaldt “DC-server” Ja, Sund, det ville i sandhed have været en af branchens få sande gennembrud. Men som sagt, hvis det er butikkens koncept IKKE at gide snakke med teknisk kompetente kunder , er det da en glimrende måde på forhånd at få dem sorteret fra. HELT FRA!

En lignende sortering er det også lykkedes at gennemføre ved et ellers ambitiøst arrangement i disse dage ived Steno-museet her i byen. Her foregår der en “Global City-Festival” arrangeret af en forening (GB) og et institut ved Århus Universitet nemlig Filosofi og Idéhistorie. Denne festival skulle give “mulighed for for kulturmøder og dialoger og aktiviteter i et kulturelt og globalt perspektiv” 

Man taler ganske vist om “kulturmøde” men heldigvis ikke om “fremmøde” og godt det samme. Der var nemlig i går kun en god håndfuld deltagere på den indbydende festivalplads helt uden heyerdahlsk/skanderborgske siv-flåder. Det er interessant for institut for idéhistorie at have fået denne sikkert glimrende idé men desværre udenfor sæsonen. Undervisninger starter nemlig først efter 1. september og det burde ikke have været overraskende. Sådan har det nemlig altid været.

En deltager på denne festival, nemlig lysbilled-akrobaten Jacob Holdt har også altid været Jacob Holdt. I min egen gymnasietid var vi tvangsindlagt til at se Holdts ækle og social-pornografiske (en “first” for undertegnede-det blev det ikke bedre af) spektakalært tendentiøse lysbilleder fra USA. Nu har Holdt så kastet sig over den lokale Gellerup-plan, hvor han mener, at undertrykkelsen faktisk er værre end dengang med de fattige og negrene i USA. Hvis man syntes han han latterlig dengang er det da kun blevet værre. Med mindre man altså regner Gellerups beton-boliger for specielt menneskefjendske eller de urin-stinkende elevatorer for smittefarlige. Eller den i den principielt moms-og toldfri Bazr Vest-indkøbte mad for specielt usund. Måske er det ikke så dumt at blive væk fra denne festival, det har vi også selv valgt. 
Narrehattenes epoke er måske bare ved at være til ende og det gælder åbenbart både i den allermest ligegyldige og overflødige del af hifibranchen og derude i nutidens drømme om fælles kulturmøder, dialoger og andre fælles aktiviteter.

Rigtig hifiinteresse er altid baseret på ægte musikinteresse og det er ligeså umuligt at opnå ægte kulturmøder uden ægte gensidig interesse som det er at opnå en rigtig orgasme ved at simulere. Jo mere man simulerer jo mindre orgasme. Lige meget hvor man kniber eller blot kniber øjnene sammen er alting det samme som før.

Alligevel er det dog en bemærkelsesværdig fiasko, der er orkestreret deroppe i universitets-parken. Når selv arrangørerne ikke engang gider komme selv må det godt nok være kedeligt. Det tyder alt nu også på, at der er. Helt fantastisk rædselsfuldt dødssygt og så er man da kommet et stykke vej.

Ind imellem oplever man det efterhånden mere og mere utrolige, at folk fra dag til dag ændrer synspunkt. Om denne her lille kætterske side så på nogen måde har medvirket til en ændret vinkel i en historie fra i går skal vi ikke kunne sige, men det var vel næppe skadet. Vi ved da, at der er læsere derude på Viby Bakke. Det drejer sig ellers om den kommunalt/private jubelhistorie i går om det megastore byggeprojekt på Århus Havn, kaldet “Lighthouse” At Århus aldrig nogensinde har haft noget fyrtårn er tilsyneladende undgået alle iagttageres opmærksomhed. Der har aldrig udover et par forkølede fløjtetønder i Århus-bugten og en enkelt Aldis-lampe været nogen grund til at opstille fyrtårne i den stille og indelukkede Århus-bugt. I øvrigt ville man heller ikke ret langt væk på grund af bugtens snoning kunne se sådan et fyrtårn, og det har nok heller ikke yderligere øget attraktionen ved den store investering og dagens emne er tilfældigvis netop investeringer. Og omtanke.

Fyrtårne er jo ellers traditionelt opstillet for at advare om forræderiske grunde og andre farer for skibsfarten, men lige i det her tilfælde går advarslen nok en helt anden vej, nok i noget højere grad en advarsel for bankerne. Det plejer jo ellers at være bakerne, som fyrtårnene skal advare imod, men her er det sjovt nok omvendt. Det vil vi starte med i dag. 

Der er nemlig masser af farer i dette “Fyrtårns/Lighthouse”-projekt, som ikke lader hverken Scylla eller Charybdis bare det allermindste efter. Eller måske den fra “Odysseen” så kendte sirenesang, som jo lokkede sanseløse sømænd på fatale afveje. De her farer er nemlig er nemlig af den immaterielle slags, ikke at forveksle med den ikke-materielle. Det drejer sig simpelthen om atter en omgang af den fra England i 1700-tallet så kendte boble-spekulationsøkonomi, som næsten ruinerede den britiske stat. Dengang hed eventyret “South Seas”, men det var baseret på verdens allerbilligste råmateriale, nemlig drømme. Intet andet. Selv med den betydelige udvikling af råmaterialer siden er vores projekt i dag ikke uden en vis lighed med den gamle kuldsejler. Drømme er stadigvæk både billige og tillige told-og momsfri.

I går skrev vores avis ellers den herlige historie om, at ikke mindre end 23.000 m2 af 29000 allerede var udlejet til skyhøje priser i det nye Lighthouse-højhus ved havnen. En kæmpestor farvestrålende illustration, nemlig et foto (!!) fra Mathilde Bech/Polfoto, ledsagende denne jubelhistorie. Dette foto var ganske vist en nutidig ækvivalent til den gamle fransk/danske klip-og-klistre montagekunstner Marinus, kendt for sine Hitler-karikaturer fra 1930-erne, for hvad var det dog for et foto? 

Jo, det viste den nye århusianske havnefront med et ildevarslende skarpt oplyst Lighthouse i forgrunden med en belysning og en skummel skumrings-himmel, som bragte minder frem om de mørkeste scener fra “Blade Runner”. Tårnet er iøvrigt skideskævt på det latterligt manipulerede “foto” og det er der også så meget andet, der er i den her sag.

Som den opmærksomme læser vel allerede har gættet, er det muligvis rent teknisk et foto, måske taget med en mobiltelefon, billedkvaliteten er rædderlig. Sikkert taget fra en CAD-modeltegning på en computerskærm, for INTET af det afbildede eksisterer naturligvis udenfor cyberspace. På det afbildede område står der stadigvæk kun stærkt svinende og uhyre eksplosive gamle og lettere nedslidte virksomheder. Ikke underligt, at kommunen gerne vil have dem væk og da særligt i lyset af et par brande og eksplosioner her i sommer. Fra kommunens side går man endda så langt som til at forsøge at drømme dem væk. Når man så i samme ombæring i sin drøm tilføjer masser af penge, nemlig 417 mill., så må det da give REM-søvn med smil på læben. Og altså søde ikke-våde drømme-de findes altså, det troede jeg slet ikke de gjorde..

Realiteterne udenfor drømme-scenariet hos ejendomsmægleren Collier´s, som står for den uhyre udlejning af Lighthouse, er noget anderledes. Enhedslistens rådmand i Århus Keld Nedergaard drømmer om pengene, og det kommer han nok til en rum tid endnu. Ikke alene eksisterer der ikke noget århusiansk fyrtårn, nej, grunden til tårnet er ikke engang blevet betalt endnu og ikke meget tyder på, at det med den nuværende køberkreds nogensinde vil ske. Nu behøver man vel ikke være nogen synderlig skarphjerne for at indse, at når man ikke kan rejse 417 mill. til grunden, ja, så bliver det næppe nemmere at rejse de næste 2 mia. til selve byggeriet. Med mindre man altså er økonomisk velpolstret.

Det er køberen, som er en mikrogruppe centreret omkring en af de islandske “tigerøkonomis” letter kuldslåede aflæggere i Danmark, nemlig Landic Property, altså ikke ligefrem. Faktisk er firmaet tilsyneladende efter frafald af flere bankforbindelser ret tæt på at kunne gå konkurs hvis de blot skulle betale 417 KR. for slet ikke at tale om millioner. 

Det er så her, at omtanken hos vores avis tilsyneladende har meldt sig. I dag har man nemlig fra et par eksperter indhentet kontra-oplysninger i forhold til gårsdagens lalle-optimistiske jubelreportage. De adspurgte eksperter udtaler alle det ganske selvfølgelige, nemlig at det kriseramte Landic Property naturligvis ikke har en kinamands chance (som bekendt et udtryk fra tiden med udbygning af det amerikanske jernbanenet) for at gennemføre projektet.

Det afholder selvfølgelig ikke konsortiet omkring Landic i at fremture med tyrkertro på et positivt resultat. Som chefen siger til JP i dag:”Det er altid nemmere at gå til en bank og sige, at vi har fået lejere og en slutkøber”, altså til hele projektet når engang det ville kunne have været færdigt. Hvis man altså havde haft penge til at købe grunden. Eller blot penge til en omgang Krone-pilsnere til alle på kontoret. Hvad der så lige være være af attraktion for banken i at risikere hele butikken på en finansiering af en allerede helt fra starten vaklende og totalt groggy mellemmand fremfor blot at lade slutkøberen starte helt på en frisk med at købe grunden har vi noget vanskeligt ved at forstå. Hvad værre er for konsortiet, det har bankerne helt givet også. Hvorfor dog lade som om man egenhændigt kan flyve stratosfærisk, når det eneste opdriftsmidel man har af at flapre med er et par thalidomid-arme? Drømme kan man altid og det er så også det eneste man kan her.

Omtanke er måske ellers ikke kommet for at blive, som et par eksempler i går viste. Den lokale TV2 viste nemlig et anonymiseret interview med en ung fyr med en uhyre karakteristisk stemmeføring, som åbenbart havde “forsket” lidt i den lokale højrefløjsgruppe White Pride. Det blev ikke klart, hvad fyrens baggrund og motiver var eller om han havde forsket med baseball-bats og køller men det kom dog frem, at manden ønskede at være anonym, fordi han havde modtaget trusler. 

Det lyder måske i mange journalisters ører rimeligt, men når man allerede har fået trusler kan det jo ligesom være ligemeget med at være anonym længere. Det ville jo også være temmeligt super-åndssvagt af Superman efter at være blevet afsløret af tegneserie-universets absolutte stjernereporter, Lois Lane og den møgirriterende Jimmy Olsen fortsat insisterede på at være Clark Kent privat. Han har jo stadigvæk Supanman-trikoten på indenunder, det ved dog ethvert barn.

Når man nu engang er afsløret som selveste Superman kan det jo ikke hjælpe at tage briller på igen og forsøge at være almindelig anonym reporter og ligeså lidt hjælper det at være det i denne sag. For det meste kan det jo endda give en lille smule sympati eller måske lidt civil beskyttelse at være en offentlig person. For eksempel en anden kendt århusianer, leder af den såkaldte “Indvandrerrådgiving”, Leif Randeris. Denne ellers noget kedelige mand udtaler om det nye fænomen, nemlig at indvandrermænd forsøger at flygte ud af gamle lettere middelalderlige familiemønstre: “Den nye generation er bedre informeret..De har gået 10 år i den danske folkeskole og har haft bekendtskab med danske veninder” (!! ja det star der) Randeris og hans indvandrerrådgivning har da åbenbart hjulpet den ene vej rundt og han står da i det mindste åbent frem Så mangler vi bare den stolte medicinstuderende indvandrerpige præsentere sin nye danske kæreste i hjemmet med alle parabolerne og plastic-pyntet i Gellerup. Ak ja, omtanke er vist blot stadigvæk mindst ligeså sjældent i naturen som grundstoffet nobelium-slå det eventuelt op. Vi kan afsløre, at det ikke findes naturligt overhovedet.

Normalt er begrebet “håndvask” relativt værdi-neutralt grænsende til det lettere trivielle som de fleste andre ting, som ens mor har indskærpet én. Det findes dog også i andre betydninger og endda også i sammenhænge, hvor det hele bliver mere end almindeligt sygt. Der findes jo for eksempel sygeligt maniske personer med tvangsmæssig håndvask mange gange i timen døgnet rundt og nogen af dem vinder faktisk endda olympiske guldmedaljer. Det gjorde den ellers toptrænede danske triathlon-atlet Rasmus Henning jo ikke denne gang, da han som bekendt i går var lidt småsyg under konkurrencen. Om det var fordi han ikke gjorde det får vi næppe at vide.

Nu er det jo ikke ukendt, at sportsfolk på kanten af overtrænings-topform er vældigt udsatte for helt banale infektioner, fordi deres immunforsvar er helt smadret af træningsstrabadserne. Derfor er de naturligvis forsigtige op til konkurrencerne, og den danske roer fra den såkaldte “guldfirer”, Eskild Ebbesen, åbnede for eksempel alle døre med albuerne for ikke at få bakterier på hænderne. Tal lige om en sund sjæl i et sundt legeme igen her! Man kan vel også regner med, at han trykkoger åren inden, under og efter hvert løb.Tænk på at træne helt åndssvagt hårdt og så ender det blot med, at man udvikler sig til en abnorm kontrol-freak uden fysisk kontakt overhovedet til verden, hvor alt blot er fremmed og farligt. Nu skal det lige med, at man ikke behøver være elitesportsmand for at udvikle svære psykoser. Den irsk/engelske forfatter Jonathan Swift (ham med “Gullivers Rejser”) udviklede i sin alderdom identiske hypokondriske kontrol-symptomer med helt identisk panikagtig angst for smitte overalt, men han vandt i den inter-olympiske periode dengang i 1700-tallet heller ingen guldmedaljer. Det ville også have været ganske svært, de det jo først var i 1896, baron Coubertin startede den nye lege-serie. Når håndvask ikke engang er nok er det hele altså noget sygt.Også når man vinder.

En anden og denne gang ikke særligt overraskende håndvask finder sted i disse dage i forbindelse med “opklaringen” af den nylige “ulykke” med Cobra-rutschebane i Tivoli Friheden. Eller gør den? Vi skriver som sædvanligt ulykke i citationstegn (det var det naturligvis ikke), men at opklaring også skal skrives med citationstegn er en smule mere uventet. Ikke så meget, men dog lidt. Til gengæld er det interessant at se de forskellige mediers dækning af offentliggørelsen af den rapport fra Force Technology, som Århus Politi bestilte for temmeligt længe siden. Her har der tydeligvis også været en god lang kø ved håndvasken og det kan nu afsluttes med, at alle er helt rene. Ja faktisk så rene, at man helt undres. Når både ejerne af forlystelsen og dem, som helt ud i Hakkebakke-skoven kritikløst godkendte braset frikendes pure, så er det måske værd at kikke lidt i kortene. Det er der jo ikke så forfærdeligt mange andre, der gør. Elementær kombinatorik af simple kendsgerninger er tydeligvis ikke “in” i tiden. Det mest bemærkelsesværdige i den øbeblikkelige sag er måske, at frifindelsen allerede finder sted ude i den udøvende magt. Det gør dommen underligt nok også, mere herom senere.

TV2 havde i går for eksempel et glædestrålende interview med direktøren for Friheden, Henrik Ragborg Olesen. Han stod nærmest som Hitler efter erobringen af Paris i 1940 (ingen sammenligning i øvrigt, blot samme berettigede glæde) og dansede stepdans på stedet af begejstring. Ansvaret blev nemlig ikke placeret på ejeren OVERHOVEDET og det er faktisk ret interessant. Vi kunne jo godt tænke os at se et tilfælde med en flyulykke med et SAS-fly, hvor de dræbte og tilskadekomnes familie blot blev henvist til et civilt søgsmål mod Airbus eller Boing. Der står jo trods alt “SAS” på vragresterne, så det er selvfølgelig dem, som skal til lommerne. Det er først derefter, at de så skal klare det med deres forsikringsselskab og producenten og det er selvfølgelig ikke en politiopgave, blot et civilt søgsmål.

Sådan er det ikke her, for som studieværten så latterligt overfladisk bemærkede, så havde Tivoli Friheden jo en forsikring, som man “ventede” ville dække. DET var vist mere en opgave for politiet at sikre, at det sker eller i det allermindste den totalt lamme lokale presse. Da samme studievært forresten kom til at nævne, at ofrene for ikke-ulykken var svært tilskadekomne (ja, med åbne benbrud og knuste knogler er det vel ikke ukorrekt) så indløb der alligevel straks efter en “korrektion”, hvor han åbenbart var blevet pålagt at sige, at ofrene skam ville blive helt raske. Det gad vi nu nok se, men det er der sjovt nok ikke nogen medier, som har undersøgt. Måske ofrene stadigvæk ligger i isolation, åbne benbrud og blødende knoglemarv i en bunke skidt og olie en halv times tid (mens man klippede hegnet omkring i stykker) er heller ikke nogen god recept for hurtig heling. Nok nærmere en garanti for kronisk infektion.

Nå, men politiet kunne ellers afsløre på grundlag af den tekniske rapport, at hele rutschebanen var udført med særdeles tvivlsomme materialer. Vi skal til gengæld se nogle særdeles interessante politimæssige konklusioner, men herom senere. Vi skal her introducere chefpolitiinspektør John Jacobsen. I usædvanligt klare vendinger (og så alligevel ikke) fremførte han som fakta, at rutschebanen var lavet af dele med “uacceptabel ringe brudsejhed” Det kunne man måske ingeniørmæssigt forstå, hvis det altså ikke var fordi han fortsatte: ” Lige meget hvilket materiale man havde brugt, ville det ikke kunne holde til det tryk, som det udsættes for i svingene” Så giver den første sætning ikke rigtig nogen mening længere, men sådan er der så meget uforklarligt i denne sag. Man kan jo principielt ikke bruge utilstrækkelige og sjuskede materialer til noget, som åbenbart slet ikke kan bringes til at holde. Der er altså ikke tale om sjusk, blot ingeniørmæssig inkompetence. Er det mon strafbart?

Det kan forresten være helt ligemeget, om det er det, for man vil fra politiet ikke forfølge sagen mod den italienske producent. Det lyder nok fornuftigt, for vi mener aldrig at have hørt om en lignende sag, hvor dansk politi nogensinde har efterforsket en sag i udlandet. Det er der sjovt nok ikke nogen journalister, som undrer sig over, men nu er jurisdiktion også et vanskeligt fremmedord. Hvornår har Århus Politi forresten sidst efterforsket en sag i København? Ja, verden er vist både lille og så alligevel alt for stor til at forstå, hvor politiets grænser går. De hedder iøvrigt forvaltningsteknisk “Århus Politikreds”… 

Rapporten godtgjorde også, at de oprindelige beregninger af Cobraen i forbindelse med godkendelsen fra Teknologisk Institut var “korrekt udført”, men at “grundlaget for beregningerne var forkerte” (!!!!!) Vi skal lige i denne her sidste sag have med, at vi nu er gået over til et lidt mere vederhæftigt organ, nemlig fagtidsskriftet “Ingeniøren”´s netudgave. Hvis det foregående lyder noget paradoksalt er det fordi det er det-helt vildt! Siden Fiskbæk-broen kollapsede er det vist den sygeste ingeniørmæssige sag i Danmark.

JP kører nemlig videre med, at man nu vil have et kendt tysk prøvnings-institut, nemlig TÜV, til at ombygge Cobraen på forsvarlig vis. Det kan jo blive noget vanskeligt, hvis Force Technology-rapporten er korrekt mht, at det slet ikke kan lade sig gøre. ..
Direktør Ragborg Olesen oplyser, at det nok bliver dyrt, hvor dyrt vides ikke, men man må jo ikke gå på kompromis med sikkerheden. Hvorfor man så ikke entrerede med dette foretagende tidligere er et godt spørgsmål, men man har nok været en del mere villig til at gå på kompromis med prisen. Det er vel også en del billigere at sidde på sit kontor og lege lidt med sin computer, som det nok er sket hos Teknologisk Institut. Nå, men det var så alligevel slet ikke deres fejl, heldigt. Måske man som kommende ingeniør vil kunne få topkarakter uden at kunne svare på de stillede opgaver men ved stædigt at fastholde, at 2 plus 2 er 4. Det er det jo og helt korrekt udført, selv om det altså ingenting har at gøre med den stillede opgave. Som altså også Teknologisk Institut og deres godkendelse.

Selv om ansvaret altså nu er parkeret hos den italienske producent, som der skrives (det er pudsigt, for hvordan kan politiet egentligt fastlægge sådan noget, det er da vist en sag for domstolene eller hvad, politimester Striks?) så er der ikke meget, der tyder på, at Friheden vil søge erstatning hos italienerne. Måske det også i den sammenhæng ville blive noget svært med hånden på Bibelen at sværge på, at man fra Frihedens side var helt uvidende om eksistensen at de 2 italienske efter-montører, der var til stede, da ulykken skete. Selvfølgelig kan man måske hævde, at fra Frihedens ledelse blot troede, at montørerne var kommet for sent til bussen hjem til Italien, men SÅ sent, mere end en uge?

Det er jo bagsiden ved det her samfund med massevis af måske potentielt inkriminerende og sprængfarlige E-mails mellem Italien og Århus. Hellere lade spaghettiæderne få det fulde og hele ansvar uden at der forresten nogensinde kommer til at ske mere. Det kan muligvis være et tilfælde, men det kan selvfølgelig også være, at det ikke er det. Når noget er så tilældigt er det nemlig overhovedet ikke tilfældigt længere.
Som ikke-ulykken. Det værste er næsten, at ingen overhovedet behøver vaske hænder. Som i det italienske forbillede “Operation Rene Hænder” er hænderne nemlig allerede permanent rene. Også dem, som er brune og lugter ganske fælt.