Når noget “gror”..

I dag vil vi bringe en mindre berigtigelse omkring en nylig analyse på denne plads  af “cost/benefit”-forholdet i forbindelse med anskaffelsen af en Bricasti M1-DAC.  Det, der vel oprindeligt hovedsageligt var en mere en almindelig tydelig overspringshandling hos en mere end almindeligt midaldrende mand har nemlig vist sig at være en særdeles heldig investering. Og det både kommercielt og som muligt katalysator for et endnu bedre “hifi-liv”

Vi kan således konstatere, at fruen og jeg tilbringer op til flere timer om dagen foran vores stue-setup og det endda SAMMEN. Og vi hører ligefrem musik i en grad, som vi ikke har gjort endda overordentligt længe. Og rent faktisk er det osse i løbet af ganske kort tid ved antageligt nogen hjælp af dette mirakuløse digitale apparat at sælge op til flere hifi-apparater, så lidt god må den vel være. Alene det at fruen nu har flyttet sine længerevarende morgenmadsritualer fra vores muligvis  lettere plebejiske hjørnesofa-arrangement i nabo-pejsestuen til lyttestolene foran de store ATC taler vel om et eller andet.

Det er ihvertfald en ændring, og det er svært helt at undslippe den nødvendige konklusion, at det har noget med kvaliteten af den nye DAC at gøre. Der har ihverfald aldrig tidligere været så meget CD og airplay på programmet, så måske det hele ikke var fuldstændigt forgæves eller total indbildning?
Hvad der til gengæld IKKE er indbildning er det betydeligt forøgede brum på vinyl-afspilningen, ret evident forårsaget af den ikke vanvittigt hensigtsmæssige placering af den nye både unødvendigt brede og dybe Bricasti-DAC. Altså uhensigsmæssig i form af støjindstråling direkte i pickuppen. Ikke fuldstændigt overraskende, da pickuppen beskriver en fin cirkelbue fra støjfrihed i sin hvilestilling til det totalt uacceptable direkte under en af Bricastiens transformatorer, ulyksaligt placeret lige ovenfor på en ikke vanvittigt afskærmende træhylde.

Nå, men i modsætning til det noget vanskeligere reducer-bare motor-brum fra et kendt engelsk audio-produkt designet engang i Urtiden, så har vi fundet en effektiv kur. Man skal bare huske at slukke for DAC-en, når man vil høre vinylplader og ellers skal man såmænd nok komme i tanke om det. Og selv om forskellige netkabler i vores krampede reol ligger ganske, ganske tæt på både balancerede og ubalancerede kabler og osse lige ved siden af phono-kablerne til pladespilleren, så er der absolut NUL brum derfra. Den slags løses ved vores balancerede strømforsyning til hele systemet. Virkeligt noget, som vi kan anbefale enhver-grundlæggende simpel videnskab. Altså helt håbløst for alle hifi-tosserne, måske derfor vi kun har solgt den slags professionelt.

Ja, vi er faktisk som muligvis enkelte bekendt uhyre stolte af en særdeles prestigefyldt stor lokal installation, der endegyldigt for kunderne løste alle de hidtil totalt uløselige problemer. Ja, problemerne blev ligefrem så LANGT værre ved anvendelsen af forskellige dyre hifi-recepter med AC-regeneratorer, mega-skilletrfoer  og andre absurditeter som underarmstykke netkabler til mange, mange tusind kroner.
Nå, nok selvros for i dag, vi er nemlig i forbindelse med den lidt uheldige placering af vores Bricasti M1, stødt på et desværre uløseligt problem. For det er naturligvis fint nok at vi støjfrit kan afspille vinyl, vi kan blot ikke på den ellers iøvrigt fjernbetjente DAC på fjernbetjeningen TÆNDE den igen, da fjernbetjeningen blot kan switche i softwaren. Som jo så altså ikke er tændt eller KAN tændes af den ellers lækre lille remote.
Det er ellers ikke ofte, denne skribent accepterer skakmat som nogen option, men denne gang er der ingen andre muligheder. Man SKAL hen og trykke på “ON” før skidtet virker og hvor fedt er det lige den slags er, når man nu er sunket ned i den magelige lyttestol, mens man venter forventningsfuldt på de sprøde toner fra Titi Robins oud?

For en gammel mand som denne skribent er den slags en umådelig skuffelse og det fortæller måske allermest om et liv uden særligt mange andre skuffelser overhovedet, siden det nu kan betyde noget.
Og så er alting måske i virkeligheden meget godt-nu vil jeg lave lidt kaffe til fruen og starte “spilleren” og så ekspedere lidt Rega-sager.
Ellers ufravigelige principper for denne skribent om teknisk fuldkommenhed er vist bare noget man har indtil man ikke har  dem mere..Afholds-logen “Det Tunge Kors” havde jo som nævnt for en fantasillion år siden det faste motto “Vi står fast! (Hvis det er muligt)” Og det gør vi så osse…

Udvikling eller bare indvikling?

Nu er der intet forkert i at tjene penge, det gør vi selv, omend i relativt beskedne mængder, men dog nok til vores relativt beskedne og ydmyge livsførelse, baseret på et brugt hus, en bedre brugt bil og en formidabelt god lettere brugt kone. Om så denne sidste nødvendigvis er billigere i “drift” end en helt ny “model” er så muligvis ikke ganske uomtvisteligt, tag for eksempel den tidligere model Oksana Grigorieva, der først var gift med den rædselsfulde James Bond-skuespiller Timothy Dalton (ham, med de statiske scene-grimasser) og senere ganske grundigt fik sin “kvindelige snabel” (hvad sådan noget så kan kaldes, måske et “reciprokt sugerør”?) indenfor hos Mel Gibson. Selv om milliardæren Gibson burde være svær at plukke, så gjorde Oksana da et habilt og behjertet forsøg ikke ganske uden held..Tilsyneladende en ganske overordentligt bjergsom dame, der tydeligvis kun bliver dyrere i drift med årene.

Nå, det var så et mindre men dog ganske kysk “sidespring” og uden nogen relevans overhovedet, som livet jo iøvrigt så ofte er.så tilbage til det med pengene i vores egen verden. eller måske snarere: Lige ved siden af! I den pudsige “boble”, som den mere eksklusive del af hifibranchen er i disse år. Hvor man hos en del producenter “lander” ganske uhørte overskudsgrader i et ellers stagnerende marked.
Recepten er simpel: Sæt priserne uhyrligt meget op på en vare, man har på hylden i forvejen (naturligvis med lidt pseudo-technobabble og designmæssig “op-pakning”)   og forøg dermed produktets attraktion, hvilket vi beskrev lidt kursorisk allerede den 11. maj sidste år i “Regnskabets time” Hvor længe det virker har vi ingen ide om, den slags produkter er så ganske fremmede for denne skribent, at selv om jeg fik dem foræret gad jeg aldrig sætte dem til. Jeg er vist bare af naturen en af mulig nødvendighed ganske beskeden mand, på hvem blot “glitter og glar” ingen tiltrækning udøver. “Viel Geschrei, wenig Wolle!”

Nå, men de her vanvittigt overprissatte produktioner giver arbejdspladser og skattekroner. Og overprissatte er de i det mindste i den forstand, at nettooverskuddet i forhold bruttoomsætningen er vanvittig i forhold til almindelige produktionsvirksomhed og da endnu langt mere i forhold til den uhyre beskedne økonomiske succes, som samme high end-firmaers FORHANDLERE har. En undtagelse er naturligvis Hifi Klubben, der går ganske fint i deres monopol-lignende position på det danske marked i deres indtil videre omhyggeligt succesfuldt-kultiverede markeds-segment. Og dygtig vertikal lukket distribution. Anderledes i de egentlige high-end outlets, der tjenes ingen penge hverken her i i resten af Europa i forhold til de nettoavancer, som visse producenter lander. Og fred med det, selv om det jo er noget svært at øjne nogen særlig langsigtet sikkerhed for fortsat fremgang i denne kendsgerning.

Nå, nu er det ikke svært at se, at man som kunde i flere af disse danske hifi-indtjeningskometer måske får lige det mindste for sine hårdtbeskattede overskudskroner. Der er bare ting, hvor forbrugeren med stor fordel kan lade være med at studere, hvor meget mindre den vare, som han lige har købt, faktisk i den traditionelle hifi-økonomi burde have kostet. For den her situation er i elektronikbranchen ganske ny, kun Ortofon har i flere årtier ganske stabilt og ret ubemærket landet absurd fremragende  regnskabsresultater i sin egen lille niche. Ikke underligt, at firmaet på et tidspunkt blev solgt for op mod 10 gange brutto-ÅRSOMSÆTNINGEN, tag lige den, B&O, der desværre ikke er lige i den samme beskyttede lille indsø..Måske de alligevel skulle have koncentreret sig om pickupper og pladespillere.

Held med at sælge formidabelt avance-tunge ting til dem med flere penge end fornuft er desværre noget, vi alt for sjældent har held med. Måske vores smånussede kælder-virksomhed med en trivelig ældre herre i rigeligt stramsiddende shorts er en hindring, det kunne man sagtens fristes til at tro. Men lidt misundelig er man vel altid. OG forbløffede.
Nemlig over, at det hver eneste gang i forskellige diskussionsfora (senst i weekenden på hifi4all) , man diskuterer hvorfor en indlysende idiotisk gigantisk pris står i blot rimeligt forhold til produktionsprisen anfører UDVIKLINGSARBEJDET som en afgørende post i prissætningen. For alle de her succesfulde småfirmaer har højst en i bedste fald halvtids-medarbejder ansat som en slags kombineret udvikler/værkstedsmand og oftest ikke engang det. Flere benytter udelukkende  ganske kortvarigt hyrede (uger) eksterne konsulenter, og selv om nogen af dem er særdeles dygtige, så er de bestemt ikke tilsvarende dyre i drift. Og at succesfulde producenter skulle  sidde og lytte til utallige permutationer af utallige fabrikater og typoer af elektronik-komponenter i valget af den bedste lyd i enhver situation og kredsløbskonfiguration,, tjah så må man jo nok i dette lys revidere sin opfattelse.

Som sagt, der er intet galt i at tjene penge, heller ikke masser af penge. Men det er eddermaeme åndssvagt temmelig tvangsmæssigt som kunde at skulle forestille sig, at man altid FÅR NOGET for alle sine penge hos high end-audioproducenterne.
For som regnskaberne jo viser, så går ca. halvdelen af prisen hos visse af de bedste “hifi-købmænd”til at finansiere et liv for producenterne på velstandens fortsatte luksus-krydstogt.
Og vi er selv ikke for gode, for sidder vi ikke her og venter på en absurd dyr DAC fra et lillebitte schweizisk foretagende med en masse produkter på programmet. Det hedder Weiss, alle produkter er skidedyre og der er ialt ansat 8 mand i butikken. Direktør, kontordame, pakkemand og produktionsstab
Heraf én eneste udvikler, så hvor stor en del af salgsprisen mon er udviklingsomkostninger..Svaret blæser i vinden og det rigtige svar er IKKE en ottendel!
Det var så havde vi havde valgt at bringe om udvikling eller måske snarere indvikling

Når toget forlængst er kørt…

Som de sandsynligvis er de allerfleste bekendt, så trådte de noget sølle rester af den engang så succesfulde FONA-kæde i betalingsstandsning for noget, der efterhånden (og ikke mindst de få og stadigt færre ansatte) må forekomme som for en evighed siden. Det var dengang, at bestyrelsesformanden og hovedaktionæren Michael Kjær udtalte de sælsomt ildevarslende ord, at han ikke “..kunne se et Danmark uden FONA..” Allerede dengang forekom udtalelsen ganske overordentligt kontroversiel og ganske afskåret fra noget reel virkelighed, sådan mest en slagt romantiseret ytret ønskedrøm fra en erhvervsmand, der forlængst burde have takket af. Fordi den verden, som han drømte om, jo forlængst havde kørt både ham og FONA fuldstændigt over. Og det ganske, ganske fortjent..!

For nej, Danmark har OVERHOVEDET ikke brug for FONA, og det har det ikke haft ganske længe og da i det mindste slet ikke siden ledelsen med Michael Kjær i spidsen for adskillige år siden dikterede generel lønnedgang i koncernen, iøvrigt ledsaget af en aldeles idiotisk fyringstrussel, hvis de ansatte ikke makkede ret og rettede ind. Den slags er gift for arbejdsmiljøet og får alle de bedste medarbejdere til at løbe skrigende væk.

Nå, det var der så ikke så mange, der i virkeligheden gjorde dengang, og DET var måske i virkeligheden den lektie, som Kjær skulle have lært af det, der udefra forekom som at “pisse i bukserne for at holde varmen” For nok mindskede de ansattes tvungne løntilbageholdenhed koncernens underskud umiddelbart, MEN til gengæld var den visse død som flere gange omtalt på disse sider ganske vis. For når de allerfleste ansatte finder sig i så syge ledelsestiltag, så har man allerede de helt forkerte ansatte til videre drift! Længere er den ikke!

For enhver idiot burde jo kunne se, at en servicevirksomhed med alt for høje fysiske faste udgifter ALDRIG vil kunne klare sig i konkurrencen med varehuse og nethandel uden ordentligt personale. Nemlig den slags, der ville have givet den tvungne lønnedgang fuck-fingeren og ville være løbet væk straks. Hvis de altså havde haft et valg.
Her må det jo med, at lønningerne i FONA allerede inden ledelsens ultimatum var grinagtige til det rørende latterlige, og reaktionen fra medarbejderne dengang demonstrerede til fulde, at deres “kvalitative udskilningsløb” allerede var færdigt. Bunden var nået af den tilbageværende “bærme” og undergangen var vis.

Og den er så kommet nu, for hvis der er noget, som Danmark IKKE har brug for, så er squ da en totalt inkompetent skodbutik som FONA. Et foretagende fuldstændig uden kurs eller strategi eller kommerciel mening. Længere, altså, for selvfølgelig har tingene været anderledes i et firma som FONA, der engang uden at folk grinede hysterisk kunne lancere et slogan som >”De er så flinke hos FONA” Man skulle måske have prøvet at genlancere det og taget lidt nødvendig bestik af reaktionen hos de danskere, der tydeligvis sagtens kan undvære FONA.

Nå, men det gjorde man så ikke, det ville ellers have været interessant. Ligeledes ville det have været interessant at se, hvordan gamle Poul Kjær, grundlæggeren af Fredgaard-imperiet (der jo købte/fusionerede med FONA) ville have klaret udfordringerne. Givetvis bedre end sønnen Michael, der i mange, mange år har haft rigeligt travlt med alternativ finansiel og repræsentativ virksomhed. Beslutsomhed og fokus, som Poul Kjær besad i smittende grad, kom i sønnen Michael i en rigeligt fortyndet udgave, som noget noget så ofte gør. Mendels forsøg med arvelighed hos ærter kommer i mente her..

Og hvorfor så al denne overfladiske og ret ligegyldige snak om FONA og Michael Kjær i dag? Jo, fordi jeg faktisk i en kort tid havde samme Michael Kjær som arbejdsgiver. Det var dengang fra december 1990 og nogle måneder frem, hvor Kjær-familiens Fredgaard havde overtaget Radiohuset Expert A/S, hvor jeg dengang havde arbejdet en del år. Allerede dengang var Michael Kjær ved at overtage “gesjæften” efter farmand, og jeg husker stadigvæk min intense afsky for manden fra det allerførste øjeblik, hvor han stoltserende som en halvkikset hanekylling indtog Radiohuset. Det var det øjeblik, hvor jeg besluttede mig til at søge andre græsgange snarest og det blev kun yderligere  bestyrket af et meget kortvarigt møde snart derefter i København. Man må huske, at dengang var jeg en slags halv-ledende medarbejder, men mødet med Michael Kjær  varede dog kun ca. et øjekasts tid, så var min tid i Fredgaard forbi. Så var min beslutning taget.

Om det var nogen særskilt stolt stund i menneskehedens samlede historiske perspektiv er vel uendeligt tvivlsomt, men for mig var det nu stort at kunne være den allerførste rimeligt kompetente medarbejder, der sagde sit job op i det “nye Radiohuset Expert” Osse svært at slå, når det nu i praksis blev besluttet ved selve bekendtgørelsen af købet Der skulle selvfølgelig komme mange andre medarbejdere samme vej (Læs: UD!)bagefter, da nærmest alle kompetencepersoner søgte andre og langt grønnere græsgange. Der skulle så heller ikke meget til og det var så allerede DENGANG, for ret præcist 25 år siden.

Dengang gav det mig en sund skepsis overfor dårligt drevne kædebutikker og dumme slipsedrenge  og vel ikke fuldstændigt ubegrundet, nu når al kompetence omgående forsvandt fra min gamle arbejdsplads. Den blev så erstattet af af folk, der (ganske vist langt senere, lidt ahistoriske er vi vel her) selv med ledelses-krav om lønnedgang  (Husk: Man fyrede simpelthen dengang alle medarbejderne og genansatte de villige til en langt dårligere løn) kun for ganske, ganske fås vedkommende turde protestere.  Og man undgår jo ikke den nødvendige konklusion, at det vel mest var fordi, at de tilbageværende medarbejdere vel ikke var bedre og ikke fortjente bedre end det sølle FONA/Fredgaard, som de fik. Og som vel allerede blev grundlagt, dengang jeg selv forlod “butikken” sagde DENNE stoltserende hanekylling!
 Måske en slags beskæftigelsesterapi for de initiativløse og inderligt ide-forladte, der så hører op nu. Som noget noget jo heldigvis og nødvendigvis gør.
Ingen vil vel savne FONA og Michael Kjær, jeg selv allermindst.
At så ingen finansielle investorer trods Michaels Kjærs kolossale netværk ønsker at skyde klejner i FONA er vel forståeligt nok. For hvem gider dog købe en billet til et tog, der kørte for 25 år siden…
Med denne såre ydmyge skribent om bord…!

Den nagende tvivl…

Det er vel et af menneskets grundvilkår ind imellem at blive grebet af tvivl. Ikke om egen fortræffelighed, den slags er for de allerfleste, denne skribent bestemt ikke undtaget, lige rigeligt følsomt og sædvanligvis udelukkende underkastet fruens lige rigeligt hyppige kritiske blik. Det, der med en vis ret kunne benævnes “visuel kastraktion”, og som Ove Sprogøe og Gunnar Geertsen så rammende beskrev i den mesterlige sang  “Balladen om Long Hand Bill”, hvor den frygtede gunfighhter blev afgørende knækket af en kvindes hånlatter.

Helt dertil er fru Mathiasen nu ikke kommet endnu, muligvis for husfredens skyld har hun da hidtil pligtskyldigst sekunderet de små og større elektro-akustiske forbedringer, som denne utrættelige skribent har udsat dette skønne uskyldige væsen for. Og da hun er i besiddelse af et særdeles udviklet både drillesygt og ganske trættekært gen (herligt ord, iøvrigt, “trættekær”, der jo hverken betyder noget med “træt” eller spor “kær”), så ville hun jo nok have rullet sig ud, hvis der havde været grund til det. Selv om det her for nyligt nok var lige rigeligt op over..

For denne skribent sejlede måske for nyligt lige tæt nok op mod vinden i sit næsten uforsvarlige forsvar for det små-tåbelige i at ombytte vores glimrende audiofile Lynx-DAC til en decideret high end (Læs: Prisen!) ditto i form af en Bricasti M1. Om ikke andet gav denne langvarige lytte-session en mere end almindeligt klokkeklar antydning af, at de sidste marginaler i lydkvalitet købes ret så dyrt, idet en forøgelse af prisen her med en faktor 4 gav en skønsmæssig lydmæssig forbedring på måske 10-20%. Og når det første beløb er 20 k, så forekommer den slags idioti jo næsten menneskeligt diskvalificerende blandt almindelige fornuftige mennesker. Ja, det er faktisk så slemt, at jeg næsten selv er kommet i tvivl, for aldrig har vel så mange penge købt en så ganske lillebitte forbedring.

Måske det heller ikke blev bedre af, at en god ven og tidligere laboratoriechef fra et århusiansk teknologisk vækstlokomotiv indefor den professionelle elektronik var forbi i anden hyggelig anledning og grinede så hjerteligen over vores nye stolthed, Bricastien. Mærkeligt nok blev hans latter ikke mindre af at høre prisen, ja faktisk kom hans latter til at minde om de digitale “pitch shiftere”, der tidligere var en del af hans arbejdsområde. Mærkeligt som den sådan en akut “sober-gørende” oplevelse kan dæmpe ens egen hysteriske begejstring..

Nå, men nu er han så heldigvis taget af sted igen uden dog at begejstringen for dette digitale mesterværk  er vendt helt tilbage til tidligere hysteriske højder, men måske det osse er meget godt. Alt for hysterisk begejstring har jo trods alt en begrænset “hylde-tid” og brænder forfærdeligt hurtigt helt ud. Og i ugens løb havde vi faktisk besøg af en gammel ven, netop gennem både sin private og lokale erhvervsmæssige hifi-interesse var brændt fuldstændigt sammen efter over 20 års farlig eksponering for dette farlige medium.

For ham havde det så givet den forventede totale ligegyldighed overfor al hifi uden at dog tydeligvis sygdommen helt var forsvundet endnu. For efter indtagelse af adskillige påskeøller begyndte han i skræmmende-atavistiske vendinger at tale om sine gamle dybfrosne CD-er med grønne kanter og alskens mærkværdige sølvkabel-eksperimenter. Uha, det var et skræmmende blik ind i sjælens allerdybeste cisterne af intellektuelt kloakvand, den, der forgifter alt liv og hifi/musikinteresse.

Han havde tydeligvis kimen endnu, men sygdommen var heldigvis gået totalt over efter denne ganske vist non-nukleare hifi-nedsmeltning og var i den retning et skræmmende vidnesbyrd om, hvad man selv ganske let kunne have været i dag. Altså hvis man som ham havde været umådeholden nok med sin tweak/kabel-fetichisme. For så ender den slags vist altid i den rene “kabel-farisæisme”, hvorfra der ingen vej er tilbage, fordi de tilstrækkeligt troende jo naturligvis ALDRIG vil kunne forsvare overfor nogen alle de multi-tusinder af kroner, som de har brugt på kabler. Kabler, som er “designet” af skruppelløse købmænd og almindelige fjolser, f. eks ude på en gård ikke langt fra Århus uden nogen formelle forudsætninger for andet end egen vinding.

Og selv om der kan foregå en vis “vinding” af kabler er det jo altså nok ikke det, der er det betydende ord her. Skræmmende og skammeligt, at disse “hifi-dødens købmænd” får så fri plads til drive deres plat-butikker..Og måske mere dødbringende end det: Næppe nogen af de hjemmesnoede netkabler er nok hverken godkendte eller overhovedet ANVENDELIGE til at stikke i en stikkontakt.Held og lykke med jeres brandforsikring, venner!

Nå, men tilbage til vores tekniske besøgsven, mr. X. For han kom osse lidt rigeligt langt ud på den allerglatteste og tyndeste hav-is, idet han osse kom til at trække på smilebåndet over vores bjerg af McIntosh-forstærkere, som han noget kættersk mente sagtens kunne erstattes af en ditto diminutiv stak af Lab Gruppen-forstærkere.
Og deri havde han naturligvis formelt ret, MEN her har vi til gengæld konstateret betydelige lydmæssige forskelle på vores højt skattede McIntosh-hifiantikviteter og en bunke Lab C10:8X 8-kanalsforstærkere, som vi fornyligt fik i bytte. De er ellers dyre nok, de der, Lab-er, koster vel en 25-30 k pr stk, men heldigvis er Mac-erne SÅ meget bedre.
Nå, det viste sig så heldigvis, at det sidste mest havde været godmodigt drilleri, der blot ramte denne skribent lidt rigeligt hårdt, fordi han jo i forbindelse med vores nye vidunder-DAC havde haft så forfærdeligt meget ret.
Alligevel er det altså fantastisk at have sådanne mennesker som ham forbi til lige at nulstille/re-kalibrere ens egen hyppigt svigtende kritiske sans for proportioner.
Nu er det jo så, at visdommen i vores nylige bestilling af en Weiss DAC1 Mk3 virkeligt kommer på prøve-håber da ikke, han kommer forbi igen alt for snart-hans hjertelige latter over denne skribents hifi-tosserier klinger endnu her i beton-kælderen fra sidst….
Og “på prøve” her betyder IKKE, at VI har den på prøve. Næ nej, vi har lavet en bindende bestilling uden nogen formildende retur-muligheder..