Fedladne mænd

Det lettere komiske syn af en fedladen (nej lad os være ærlige: afgjort fed!) mandsling på landevejene omkring Århus i de tidlige morgentimer er gradvist ved at blive afløst af en ganske betydeligt mere trimmet, ganske vist stadig halvgammel, mand. Vægttabet nærmer sig ganske stærkt det 2-cifrede antal kilo helt som planlagt og vi stopper som annonceret først efter de 20. Derefter skønnes fristelserne for kvinder i nabolaget til at blive for store til, at det vil være forsvarligt at fortsætte for undertegnede

Atter i dag skal vi henvise eventuelle hunde-elskere til de snarligt opdaterede billeder af aflæggerne efter alle tiders allermest lykkebringende audio-hund, nemlig Folmer Hund. Det er altså ikke alle hunde, der har formået det, som Folmer har, nok i virkeligheden ikke rigtigt nogen. Måske Tape Connection skulle anskaffe en hvalp og se, hvordan det går i kampen mod Hifi Klubben? Det har da virket i det små.

Direktører med eller uden blomkålsører

Direktør er jo ligesom ingeniør noget, som enhver frit kan kalde sig. Nu bliver et firma næppe mere teknisk velfunderet af at have en selv-udnævnt ingeniør i spidsen og hvis man skulle have behov for at se ordet direktør brugt på en grinagtig måde i et lillebitte firma skal vi da henlede eventuelle samleres opmærksomhed på de første visitkort fra vores eget ydmyge firma. Dengang i de helt unge dage for et par år siden stod der faktisk “direktør” under undertegnedes navn. Hvis det forekom komisk dengang var det ganske tilstræbt. Det står der forresten ikke mere. I min barndom var det mest komiske ved alle vores lege, at alle drengene alt for gerne ville være høvdinge og ingen ville være menige indianere. Disse lege fortsætter tydeligvis for mange hele livet igennem, hvor der stadigvæk findes masser af høvdinge/direktører rundt omkring uden blot en eneste sølle indianer/ansat. 

Vi starter denne vej rundt i dag for at fejre, at en af disse mindre firmaer med vistnok blot en enkelt direktør som fast mand ganske som rygterne sagde nu har solgt sin virksomhed. Det drejer sig om det lokale firma “Wavehouse”, som ifølge pressemeddelelsen er “en af de toneangivende distributører” Nu kunne man vel så spørge, hvorfor et sådant lillebitte firma med så enorm gennemslagskraft overhovedet sælger ud, for det må vel antages, at der er tale om en veritabel pengemaskine eller som vi Anders And-læsere drømte om som små høvdinge-spirer, ligefrem et pengetræ, som blot skulle plukkes i tide. Ikke desto mindre har direktør Bremer altså nu solgt sin virksomhed. Denne dækkede ellers allerede “MI, Studie/Broadcast, Post Production og Pro Audio” som der står i pressemeddelelsen. Igen, med en sådan skræmmende markedsandel er salget endnu mere uforståeligt og man tør slet ikke spå om, hvad købsprisen har været, men mon ikke der bliver en ny køber til ét af mastodont-prestigepalæerne derude ved Århus´ guldkyst ved siden af Peter Johansen, grundlæggeren af lysfirmaet Martin? 

Vi er heller ikke klar over, hvorfor alle ordene i meddelelsen er skrevet med stort begyndelsesbogstav, men det er vel for yderligere at understrege storheden. Ligesom dét der “majestætiske pluralis”

Ellers fortsætter pressemeddelelsen med at fastslå, at det nye firma “bliver en stærk partner til audio segmentet” Det forstår vi til gengæld ikke et kuk af men vi har tydeligvis heller ikke al den “know how”, som vores lokale direktør her. Hvis der skulle være nogen som forstår meningen vil vi da gerne oplyses. “Know how” er iøvrigt på sprogligt udfordende vis også i pressemeddelelsen skrevet i anførselstegn. Om det skyldes beskedenhed ved vi naturligvis ikke, men det bliver nu ellers et spændende nyt job for vores lokale gamle ven her. Han skal nemlig åbenbart i fremtiden tage sig af studie/broadcast området i det nye konglomerat. Det bliver altså en udfordring af de lidt større.

Den almindelige musikbranche er jo karakteriseret ved, at selv mangeårige medarbejdere alt for ofte har et uhyre ringe teknisk kendskab til nogetsomhelst og så har vi endda rundet op. Faktisk kender vi kun uhyre få i den lokale musikbranche, hvis spidskompetence i deres fag ikke ville kunne erhverves af hvemsomhelst på en formiddag. Det gør normalt heller ikke så forfærdeligt meget, at vores ven her vist aldrig er set med hverken en loddekolbe eller en skævbider. Desværre er lige præcist broadcast-branchen karakteristisk ved, at alle konkurrenterne har bunker af teknisk uhyre kompetente medarbejdere. De er godt nok ikke direktører, men de kan til gengæld allesammen en hel del mere end Ohms lov og langt de fleste er helt rigtige ingeniører. Nogle af dem er som firmaet Danmon faktisk formidabelt kompetente foretagender. Mod reel kompetence som denne tror vi ikke selv et lynkursus i den forresten glimrende bog af Eddy Bøgh Brixen “Håndbog i elektroakustik” rigtigt rækker. Ud over at vi da bestemt heller ikke tror, at denne nye broadcast-specialist har læst den, men der kan vi sagtens tage fejl. Ellers er det vist bare at komme i gang i en fart. Lige præcist denne specialiserede del af branchen har en hel del med porno-industrien at gøre: Hvis du ikke som mandlig pornostjerne kan levere varen (der kaldet “wood”) er det slut og nu snakker vi ikke længere blot papkasser.. Herfra skal der dog lyde et “held og lykke” (i citationstegn som det sig hør og bør) det bliver der brug for og masser af begge dele. Helt vildt meget og nok en hel del mere end der bydes på.

Ellers fortsætter føljetonen om “Lighthouse”, og snart sagt hver dag byder på nye spændende vinkler. I den fortsatte efterhånden tragikomiske farce oplyses der i dag, at der åbenbart hver anden uge holdes møder mellem den håbefulde sælger Århus Kommune og det stadigvæk formelt eksisterende kønsortium af købere. Der sker der åbenbart et og andet eller også gør der ikke, døm selv. Ifølge dagens JP blev der for eksempel i mandags holdt et møde mellem konsortiet og kommunen, hvor man ” på en række plancher kunne se, at handlingsplanen bliver fulgt” Måske man i stedet blot burde klikke ind på konsortiets netbank og se, hvor mange knaster der var, men denne ganske simple fremgangsmåde er tydeligvis ikke faldet de kommunale eksperter ind. Ifølge kommunens repræsentant “bliver der ikke stillet yderligere krav for at sandsynliggøre, at finansieringen vil være på plads den 1. december” Med mindre man er villig til at modtage betalingen i form af meningsløse plancher lyder det her nu ikke rigtigt som noget afgørende gennembrud i sagen. Men igen, hvis man tror nok på sagen skal det jo nok gå. Måske. Indtil man finder det dér forbandede penge-træ med fuldmodne sedler.

Til slut i dag vil vi bevæge os fra det mere komiske over i det mere tragiske. Det drejer sig om debatten om en ulykkelig dansk bokser, som for nyligt fik konstateret store hjerneskader efter en scanning. Det affødte naturligvis på ganske forudsigelig vis en rasende debat om, hvor ofte boksere skulle scannes for at, ja for hvad egentligt? Det sidste var der selvfølgelig ingen, som spurgte om, selv om spørgsmålet jo ellers var enkelt nok.. Som med HIV er det jo desværre sådan med disse hjerneskader, at selv om de opdages i tide (!!!???!!!) så kan de altså stadigvæk hverken helbredes eller afhjælpes på nogensomhelst måde. Ingen profylakse er altså mulig og der er ikke noget her, som med rimelighed kan kaldes “korrekt klinisk omhu”, for det hjælper altsammen overhovedet ingenting, skaden er jo allerede sket. 

Hvilket så fører os tilbage til musikbranchen: Hvor mange eks-boksere mon der egenligt har fundet et arbejdsmæssigt fristed her hvor man ikke behøver at kunne alverden (se blot på undertegnede) Nogle af dem er måske ligefrem blevet direktører. Vi skal vist ud at kikke efter blomkålsører i dag Nå den var måske lidt langt ude. Ligesom dét der håb om at bide skeer med de rigtigt store og kompetente når man selv blot er en så ganske lille og simpel selvbestaltet direktør. Som den håbefulde let-myggevægter i boksning mod sværvægteren Lennox Lewis i dennes storhedstid. Man bør nok ikke sætte alle sine sparepenge på resultatet.

Music Hall

Atter en gang beklager vi den lidt irregulære aktivitet på vores side, men det går til et godt formål. I løbet ef den seneste uge har undertegnede udviklet sig fra at være en mere end halvfed og halvslap ældre mand til en kun noget trivelig og temmelig slidstærk en af slagsen. Crash-slankekuren med omkring 50 km. på landevejene hver dag sætter sig ganske radikale spor og så kan vi jo blot håbe, at vi ikke møder alt for mange fjendligt indstillede lokale hifientusiaster derude i morgentågerne. Som sagt, når en del af det overflødige fedt er bekæmpet i denne omgang vil vi naturligvis tage vores skribent-borgerpligt alvorligt på samme høje intellektuelle niveau som hidtil. Det kribler allerede i fingrene..

Kribler og krabler gør det også i hundekurven hos Folmer Hunds 6 hvalpe, og vi vil snarest bringe en billed-update af de pudsige kræ. Glem ikke, at særlige venner af huset er særdeles velkomne til at få sig en hundehvalp til nettoprisen for en ormekur, altså ca. 150,- Det var jo den oprindelige pris for Folmer Hund dengang i Ålborg og tak skal da i dag lyde til en vis kvinde ved navn Jette: Resten af de næsten 4 år var der ikke alverden ved, men lige netop Folmer Hund gav alligevel ligevægt. Som nævnt spillede Folmer Hund også en måske afgørende rolle i afslutningen af det tidligere ellers særdeles velrenommerede Dansk Audio Teknik. Ihvertfald forsvandt firmaet, da hunden forsvandt og videnskaben har hidtil ikke trods betydelig gransken kunnet give andre forklaringer end at det var hundens fortjeneste. Her, Folmer, grib den her hundeguf!

Ellers kan man jo på det lokale plan måske tillade sig at glæde sig over, at den tidligere mangeårige bykonge Thorkild Simonsen ikke længere er borgmester. Denne repræsentant for Socialdemokratiet, som ellers burde repræsentere (ihvertfald en gang for længe siden, det sluttede nu vist med Hans Hedtoft) de svage i samfundet, er nemlig nu som pensionist trådt ind i bestyrelsen for det absurde lokale “Lighthouse”-projekt. Selve projektet var vel engang ikke fuldstændigt absurd men det har det efterhånden været ganske længe. 

Oprindeligt var der jo en pengerigelighed og kreditvillighed, så enhver med en tilstrækkeligt stor trillebør overalt hos bankerne kunne hente tilstrækkeligt mange penge til hvadsomhelst og vel nok også det her tårn. Et tårnhøjt helvede tårnede sig op i horisonten..

Desværre eller heldigvis er tiderne ikke sådan længere, og derfor er den bedste måde at fortsætte projektet trods et lavvande i bygherrens kasse, som nærmer sig konkurstruende dybder, naturligvis at “tale tingene” op i stedet for. Den fart, som pengene er forsvundet med i dette projekt nærmer sig det forrygende tidevand (ved ebbe altså) i Fundy Bay i Nova Scotia. I den anledning udtaler Thorkild Simonsen, at “Lighthouse er et fantastisk flot projekt og vil med 142 meter være et vartegn for Århus” Det kan han have ret i, hvis alt den her snak ikke skete i såkaldt “irrealis”, altså tågesnak og almindelige dagdrømme. Dok-dok, derinde i glaskuplen, der er INGEN PENGE, overhovedet ingen, hverken til køb af grund eller nogetsomhelst fantasi-byggeri.

En anden form for fantasi-økonomi i samme projekt ser vi hos et par lokale boligforeninger, nemlig Arbejdernes Andelboligforening og Ringgården. I gamle dage langt derude på den lille ø havde man et mundheld, som hed “Hvad ved bønder om agurkesalat?” Det var vist ment som en karakteristik for den yderste enfold, men var vist mere betegnende for den, der havde fundet på det, sikkert en by-bo. Den eneste form for salat, som bønder dengang åd, var nemlig agurkesalat, så lige præcist det vidste de faktisk alt om, og også en del mere end det måske var sjovt at vide. De vidste ikke ret meget andet om finere fransk madlavning, ganske vist, men her var de eksperter. Lige akkurat økonomiske topeksperter er disse boligforeninger tydeligvis ikke. I forbindelse med “købet” (som altså formelt er sket men altså ikke betalt) krævede Århus Kommune nemlig en bankgaranti på ikke mindre end 148 mill. Meget klogt egentligt, det garanterede jo en vis seriøsitet skulle man vel tro.

Man kan vel forestille sig, at boligforeningerne mest var med for at agere “malkekvæg” i dette konsortium, for tilsyneladende har forretningsføreren for den ene boligforening slet ikke fattet, hvad det hele går ud på. Han ved tydeligvis ingenting om økonomi og det kunne have været fatalt. Situationen er jo elles den simple, at Århus Kommune ved misligholdelse af købet vil kunne hæve de 148 mill. Det går forretningsføreren naturligvis ud fra, at Århus Kommune ikke vil, for som han så tilsyneladende så fornuftigt siger: Det ville i givet fald betyde, at den almene sektor holder sig langt væk fra resten af udviklingen af Århus havn” (!!!) Ja, det siger han faktisk. Udover det rimelige spørgsmål ved, hvilke almennyttige formål man lige kan se i at bygge et opulent højhus på havnen har denne mand tilsyneladende heller aldrig hørt om begrebet “risikovillig kapital” Man skal løbe en risiko for t vinde. Hvad kan man egentlig tabe ved ikke at have sådanne økonomiske analfabeter med i et projekt?

Det her er edderbroderemig åndssvagt. Byggekonsortiet har tilsyneladende overfor kommunen opstillet en solidarisk hæftelse for købet, men de pengestærke (ihvertfald i mursten) boligforeninger er altså udelukkende med for at score gevinster. Det er aldrig nogensinde faldet dem ind, at man faktisk kan tabe penge på sådanne sager og selv konfronteret med den ellers akutte risiko vælger man drømmenes verden. Vi gad godt se Århus Kommune vælge samme politik med ikke at indkassere tilsvarende 148 mill. (som de altså har ret til og blot kan hæve i dag!) hos en privat bygherre. De private kender nemlig godt risikoen og ingen ville gø det allermindste, hvis kommunen indkasserede en tilsvarende gevinst hos for eksempel den lokale stor-bygmester (af næsten pyramidalsk format), de Linde. Hvis man IKKE gjorde det ville man nok snarere få en skandale på halsen, men sådan er der så meget, når vennerne fra partiet (hej Thorkild!) kommer i spil. 

Til slut i dag skal vi da lige have med, at vores gamle kollega Torben i sit lillebitte firma Frequence ovre i Vestjylland har “sikret sig” salget af de fantastiske elektroniske produkter fra et firme, som her kalder sig “Music Hall” Vi siger “kalder sig”, fordi der naturligvis for 15 billionte-gang er tale om atter en kreativ navngiving af atter et helt ligegyldigt standard-hyldeprodukt fra en endnu mere ligegyldig kinesisk OEM-producent. At teste sådan noget som rigtig hifi, som det sker på vores nabo-forum taler om enten endeløs dumhed hos anmelderen (den er forresten tidligere mere end sandsynliggjort) eller mere end almindelig kommerciel naivitet hos importøren. Hvis man ønsker at købe disse standard OEM-produkter til en god pris, så bør man finde dem i Dansk Supermarked, hvor de også kendes under brands som “Acoustic Solutions”, Dantax og massevis af andre hæderkronede navne. Nå nej, så hæderkronede er de måske heller ikke. 

Men hvis man nu bare ligesom andelsboligforeningerne lader som om, at man kun kan vinde og slet ikke tabe, så går det nok? Selv om vi ikke traditionelt måske er alt for optimistiske for den kollektive intelligens her i samfundet så tror vi det faktisk ikke. Hvis vi nogensinde har set noget, som ligner en kommerciel dødssejler mere end det her “Music Hall”-projekt, så har vi ihvertfald glemt det. Der er dog alligevel en vigtig forskel. Boligforeningerne kunne faktisk let miste 148 mill. uden at få nogetsomhelst. Vores venner Frequence kan højst miste told og moms af investeringen i deres lager af Music Hall-produkter. Da det beregnes af indkøbpris og fragt er det heldigvis småpenge, selv om fragten nok er det dyreste. Indkøbsprisen betyder ingenting i denne sammenhæng.

Iøvrigt blev navnet “Music Hall” også engang brugt som salgsnavn for ufatteligt tarvelige udgaver af rædsomt producerede klassiske LP-er i en pressekvalitet langt under lavmålet fra “Det Bedste fra Reader´s Digest”. Det må være der de har fundet navnet. Det passer da fint. Nu mangler vi så bare “Symphony Hall” og “Philharmonic Hall”

Ed Wood

Atter en dag bliver denne tekst lidt kort, fordi landevejene kalder med 40 km. obligatorisk og allerede efterhånden lettere tvangsmæssig speed-cykling. 
Af en eller anden, måske god, grund, hed Lawrence Kasdans filmklassiker “The Big Chill” jo “Gensyn med Vennerne” på dansk. Det var jo i virkeligheden også det, det var, et måske eller endda sandsynligt sidste gensyn. Et sådant bliver der også mulighed for at holde nu til november i København, hvor den seneste og antageligt sidste danske hifi-messe “Hifi og Surround” afholdes. Det betyder naturligvis ikke, at den ikke lanceres som den største hidtil, ja den er faktisk så stor, at man endnu ikke her blot en måned før udstillingen har overblik over, hvor mange der kommer, som arrangerørerne så lokkende beskriver dette veritable kommercielle tag-selv bord. Dejlig situation hvis det altså passer, og det gør det jo nok, siden de skriver det. På samme måde som Nationalbank-direktøren altid vil forsikre, at diskontoen absolut ikke vil stige eller at man overhovedet påtænker at devaluere nogensinde. Som den danske forfatter Hans Egede Schack skrev er det vist en “Sandhed med Modifikationer” Sandhed så modificeret, at det ophører med at være helt sandt.

Derfor er der naturligvis ikke endnu nogen oversigt over de utallige udstillere. Om det så skyldes, at alle lurepasser eller blot ikke kan eller vil betale for at deltage i udstillingener et uløst mysterium. Under alle omstændigheder bliver det da en god anledning til at tage til København og sige farvel til vennerne i dette døende circus, som efterhånden svarer til at dyrke linedans oppe under teltkuplen blot ved at lade som om, at der er en line. Eller et sikkerhedsnet. Eller et publikum.

Mottoet synes at være, at hvis bare man selv og publikum tror nok på, at der rent faktisk er en line, så falder man nok ikke ned, men det gør man altså alligevel, som Newtons arbejde med nedfalds-æbler jo klart viste. Efterhånden bliver historierne i meget salgsarbejde så syge, at man må bede om sine himmelblå, som en anden kendt dansk digter så rammende formulerede det.

Nu har vi tidligere omtalt vores nye kollega i København Omega Audio som nok det sidste skud på den frønnede stamme nu her lige inden efterårsstormene begynder at hærge med massivt træfald til følge. I den efterhånden obligatoriske hyldest-tråd ved pressemeddelsen om den nye butik fra (de få) (venner)ne på hifi4all optrådte dengang en vis Busk. Tråden og omtalen af den fine nye butik faldt til jorden som en plaskvåd søndags-Berlinger, men nu er der atter grøde i muddergrøften. Samme Busk (kunne man da ikke bare af kunstneriske hensyn have lavet navnet om for at dække lidt over dårskaben?) beretter nemlig så medlevende og hjerteskærende om sit helt nye super-køb hos, jamen der kan man da bare se, Omega Audio, at tårerne presser sig på, mest dem af grin ganske vist. Læs endelig hans beskrivelse på hifi4all på tråden om “Nyheder”/Omega Audio, den er god at blive klog af eller måske dum i nakken (hvis man altså tror på det). Nemlig hvordan man ikke overbeviser nogensomhelst om, at det her er rigtigt, selvfølgelig fordi det ikke er det.

Beretningen er, at omtalte Busk åbenbart pludselig uden egentlige købsmotiver pludselig har fået en ubændig lyst til at købe et ubeskriveligt stort og dyrt Marantz-forstærkersæt. For ikke-hifi-interesserede vil det svare til, at man kontakter sin lokale bilforhandler og spørger, om han ikke tilfældigvis har en spritny Pral-Ford (kendt fra Anders And) med hermelinindtræk indfarvet som kaninskind på lager. Det er der selvfølgelig absolut ingen, der har, med mindre de har lyst til at begå akut kommercielt selvmord-skramlet (ikke Pralforden) koster 100.000,- og er ligeså interessant for samlere som en rusten Austin Allegro med nogenlunde samme attraktion og statusværdi. Attraktionen som sådan er altså fra starten noget begrænset.

Jo søreme, det har Omega Audio lige sådan et Marantz-sæt, godt nok på vej til en anden kunde (!!!)-hvad mon denne iøvrigt siger til at man bruger hans isenkram) Nå, han er vel ligeglad, ikke-eksisterende som han nok er. Efter at have nydt helt frisklavet kaffe (mærket nævnes desværre ikke, heller ikke hverken formalingsgrad eller ristning) køber vor ven Busk dette herlige isenkram, åbenbart sådan helt spontant, blot overbevist af produktets usigelige kvalitet. Demonstrationen arrangeres endda på rekordtid (hvor lang tid tager det egentligt at lave kaffe?) og overgås kun af køberens lynhurtige responstid til at hive dankortet frem. Det er en sjov solstrålehistorie den her, og så skinner solen endda slet ikke. Et vist element af fiktion er vi vel vidne til for nu at sige det lidt mildt.

Realiteterne er nok lidt anderledes. Ingen, absolut ingen, har sådan et sæt på lager uden at have en særdeles realistisk kunde til det og hele historien bærer præg af den hidtil allermest hjælpeløse variation over temaet “plantet information” forklædt som salg. Indtil den næste lignende situation opstår. Hvis man tror på det her hændelsesforløb tror man helt sikkert også på, at den lokale Fiat-forhandler sådan tilfældigvis har fået en Ferrari Le Mans-racer i british racing green på lager i den sikre forvisning om, at kunderne vil flokkes og spontant ringe og spørge, om forhandleren ikke tilfældigvis skulle have sådan et skidengrønt misfoster på lager. Det vil de nok ikke og ingen ved deres fulde fem vil spontan-købe sådan et Marantz-sæt. Eller rettere, ligeså mange vil såmænd nok ganske spontant efterspørge den grønne Ferrari hos den lokale cykel-handler. Det kunne jo være…Nej det kan ej!
God udstilling! Hvis der altså bliver nogen. Som bekendt døde Hifi News`udstilling på Heathrow for adskillige år siden.

Sandsynligheden i dette plot fra vor ven Busk og den tilsyneladende ekstatiske eufori omkring “Hifi og Surrounf”-udstillingen ligner det ideelle forlæg til verdens muligvis ringeste film. Her har den amerikanske instruktør Ed Wood jo med sit mageløst mesterlige makværk “Planet 9 from Outer Space” jo hidtil hersket med sit næsten (men kun næsten) ligeså håbløse plot og tilsvarende filmiskeudførelse, men vi danskere kan altså også. Kom snart med filmen, venner, “Stjerner uden Hjerner” er snart kun Danmarks næst-ringeste film.
Hvorfor læser vi dog sådan noget? Af simpel underholdning, for sommetider er fiktionen forklædt som virkelighed simpelthen så indlysende fiktiv, at man ganske enkelt ikke fatter, at nogen ved deres fulde fem vil kunne tro på det. Dok-dok, er der nogen derude som tror på det her? Sikke dog en dejlig og fantastisk verden vi lever i fuld af endnu mere fantastiske historier og så utrolige sammenfald, at den konventionelle fiktion er ganske magtesløs. Måske en sag for serien “X-Files”´ agenter Mulder og Scully. Der er tydeligvis et eller andet derude.

Synergi

Vi beklager atter i dag, at vi for tiden i nogen grad svigter den højere folkeoplysning, som denne side normalt står for. Når endemålet 20 tabte kilo er nået om knapt 2 måneder er det nemlig blevet så mørkt om morgenen alligevel, at vi atter har tid til fuldt at hellige os vores oplysnings-pligt her på siden.
Til gengæld rasler kiloerne altså af denne skribent (foreløbigt godt 5), så noget godt er der i sagen, samtidigt med at Folmer Hunds hvalpe vokser med forrygende fart. 
Adskillige af dem er allerede i færd med at anlægge sig et klædeligt fuldskæg, der sammen med store hængeører og endnu større bedrøvede øjne simpelthen redefinerer ordet “nuttet”. Vi spår dem allesammen en betydelig fremtidig success på hundedating.dk allerede på nuværende tidspunkt.
Denne måned tyder forresten på at blive vores firmas allervildeste og bedste hidtil, og det siger faktisk en hel del. Det er jo et afgjort positivt problem, at vores ellers ganske rummelige Opel Omega varevogn til blot en enkelt kunde kunne lastes 5 gange til fuld kapacitet og der var endda flere..Og det var endda bare i går!
Ellers vil vedholdende rygter vide, at det lokale successeventyr og vækstlokomotiv Wavehouse er blevet solgt til norske Benum (eller hvem der nu har købt hvem) Mon ikke vi kan imødese en betydelig synergi i denne konstruktion, selv om vi måske har en smule svært ved at se, at der skulle være være de samme fordele for den ene part som for den anden (så er det vel egentligt ikke synergi længere?) 
Faktisk har vi i virkeligheden lidt svært ved at se fordelene for den ene part overhovedet, men nu er vi jo heller ikke særligt visionære forretningsmænd. Det må de andre jo være, siden de springer ud i noget, som i gamle dage ellers nærmest ville betragtes som en såkaldt “mesalliance” Et godt gammelt udtryk, som vist dækker denne aktuelle sag ganske godt.
Iøvrigt har vi jo også hund med på arbejde, og det fjerner jo også en hel del af professionalismen, mener ihvertfald den ene deltager i dette nye konsortium. I den forbindelse skal vi da lige minde om en artikel fornyligt i net-tidsskriftet Monitor.dk om dette lokale firma, Wavehouse, den ene deltager i dette nye konsotium, som ikke lader det lokale “Lighthouse” meget efter. Prøv at google begge ord samtidigt og bliv i artiklen præsenteret for et ultra-effektivt firma i fuld fart ud over stepperne som Djengis Khan på jagt efter kristne nonner. Man tør næsten ikke gætte på, hvor mange millioner det har været værd. Endnu mere mærkeligt er det så i virkeligheden at sælge ud, når det nu går så enestående godt, men sådan er der så mange ubesvarede spørgsmål i denne sag. Det er et mysterium på højde med det klassiske om manden, som gerne vil sælge ud af alle sine stensikre poker-fiduser eller tipssystemer. Hvorfor dog dele når man kan beholde det hele selv?
Det vender allesammen tilbage til det egentlige kernespørsmål, som lyder: Hvorfor i alverden gjorde I dog det? Hvis det for den ene part gik lige så godt som det blev beskrevet, var der jo ingen grund til det, og hvis det ikke gjorde, så var der jo da ihvertfald for den anden part endnu mindre grund.
Ak ja, sådan er storfinansens veje så uransagelige. Som Anders And jo engang i en berømt Carl Barks tegneserie udtale i Sonja Rindoms udødelige og uforlignelige oversættelse: “Hvem der bare havde penge, masser af penge!”
Så man kunne bruge dem på noget og nogen, som ingen havde. Det sidste gjorde Anders And nu ikke engang, og han endte alligevel alligevel op med ikke at have nogen.
I den fortsatte affære om højhus-projektet “Lighthouse” her i byen er der nyt i dagens JP. Der står nemlig, at der efter at en af de 2 medlemmer af konsortiet bag projektet har trukket sig nu er “Ny usikkerhed omkring Lighthouse-projekt”.
Det er vel strengt taget ikke helt korrekt, da det i stedet vel er en større grad af sikkerhed, nemlig at det her syge projekt aldrig nogensinde bliver til noget. 
Der er jo grænser for, hvor usikkert noget kan blive uden at blive sikkert igen. Det sikre er så godt nok nu blevet, at det helt sikkert aldrig bliver til noget. Der er altså som i en cirkel grænser for usikkerheden. Efter at de 90 grader på periferien er tilbagebragt bevæger man jeg jo tilbage mod sikkerheden igen, godt nok altså den modsatte sikkerhed. Det bliver det dog ikke mindre sikkert af. Eller altså mere usikkert.
Det var så dagens filosofi-lektie. Hvilken økonomisk lektie der kan drages af den nævne økonomiske stor-fusion er straks sværere at greje, men der bliver da givetvis tale om betydelige muligheder for uventede skattefradrag. Det er vist temmeligt sikkert. Eller meget, meget usikkert. Det er altså det samme.

Hundehvalpe

Efter at have oplevet sorg i den allernærmeste familie er det til gengæld en glæde at se et kuld hundehvalpe efter den præmierede champion Folmer Hund stolpre rundt på usikre ben udenfor hundekurven for første gang. Det er første og måske eneste gang dette sker så tøv endelig ikke med kontakte os, hvis du ønsker del i denne unikke hunderace. 
Man må jo heller ikke glemme, at Folmer Hund på første række under mit gamle skrivebord har været vidne til en glorværdig epokes afslutning i det gamle Dansk Audio Teknik. Under det nye ejerskab viste det sig jo, at en nyansat medarbejder på forunderlig vis pludseligt var blevet allergisk overfor hunde, så Folmer måtte ud til bagdøren og senere helt væk. Det var vistnok noget med, at man ville have en “pæn butik” og det fik man så, en butik fuldstændigt uden både kunder og hund. En rigtig successhistorie altså, som nu er gået konkurs. Det var vel ikke udelukkende Folmer Hunds fortjeneste, men det hjalp nok altsammen. Moralen må være, at man skal passe på (lykke)hunden.
Heldigvis sejrede Folmer Hund i enden og det kan bestemt ikke udelukkes, at dens hvalpe også kan have tilsvarende magiske egenskaber. Det er ihvertfald en rigtigt god hund, den bedste simpelthen og så den allereneste af sin slags.
Vi er til at snakke med om pris helt op til omkring 150,- 

Øllet blev hans skæbne

Det var jo den danske titel på W. C. Fields`mesterværk, og denne djævelske drik har også ramt denne skribent. Fru Olsens hjemmebryggede øl har givet en del ekstra utidig julesul, og det vil i den kommende tid blive nedbragt på de danske cykelstier. Derfor udsættes dagens tekst til senere på dagene, hvor vi vil prøve at finde tid til syslen. Under alle omstændigheder har vi da weekenderne, men som sagt, vi får se.
Vi ses derude på landevejene! 

Hummer

Under Kuwait-krigen dengang man troede at det var den krig, som skulle ende Saddam Hussein, hed den amerikanske øverstkommanderende Norman Schwartzkopf. Det kunne være svært helt at forstå, at denne noget kvabsede vennesæle mand havde øgenavnet “Stormin´ Norman”, men det var andre tider. Det var dengang, at en dansk seniorofficer umiddelbart foran pensionering i TV under krigsreportagerne fra Kuwait, som ellers kun sagde uhyrligt ligegyldige almindeligheder, senere med stormende applaus kunne vælges ind i folketinget. Vi ville osse selv have vores lokale helte og det fik vi så. Eller rettere, vi valgte en, for helt helt var han nu ikke rigtig. Ikke engang rigtigt en halv.

Det var også dengang, at den allermest prestigefyldte bil var helt entydig. Det drejede sig hverken om en knaldrød splinterny Ferrari eller en Duesenberg eller en Bugatti 8 eller en Rolls-Royce Silver Ghost. Nej, det allervildeste og mest statusgivende var en kæmpestor amerikansk Hummer militærlastbil, som godt nok kun kunne køre 800 meter på en liter benzin (sagde man) Det betød nu ikke noget, for hjemme i USA kunne det her monstrøse skrummel nemlig køre op mod 4 km. på en gallon, og det var jo noget bedre. Måske ikke, men det vildeste scoreredskab (det var jo inden engangsknald.dk kom i luften) var altså en Hummer. Intet over og slet intet ved siden af. Det sidste gav ligesom sig selv i de smalle århusianske gader, hvor der heller aldrig var plads til modkørende.

Det betød altsammen ingenting, alle var misundelige alligevel. Det er de så desværre ikke rigtigt nutiden, ja der er faktisk ikke rigtigt nogen, som misunder en Hummer-ejer længere. At køre rundt i sådan en nu er simpelthen i enestående grad at fejllæse “tidens tegn”, som vi funderede over i går. Der holder endda ganske hyppigt en Hummer (ganske vist en noget miniaturiseret udgave af arten) udenfor vores vindue og endda med reklamer på. Det er svært at forestille sig, at denne farvestrålende reklame på den her Hummer af nogensomhelst skulle kunne opfattes positivt. Selv vil vi da aldrig fremover røre “Danzka”-vodka, som der står på bilen. Det er nu også ret let at modstå fristelsen, da det smager af “rævepis og terpentin”, som den danske folkgruppe “De Gyldne Løver” så præcist udtrykte det. Alligevel er det svært at forestille sig, at ingen har prikket den her lettere forstyrrede “art director” på reklamebureauet på skulderen og sagt, at den her kampagne er ude af takt med tiden, for det er den helt og aldeles. Hummer-butikken er forresten til salg ovre i USA uden at der vist har været nogen købere.

Som nævnt i går er “det iøjnefaldende merforbrug” for den forudsigelige fremtid parkeret langt ude på landet i et faldefærdigt maskinhus, hvor den sidste Hummer nok som tidligere tiders Ford A burde stå til senere tider. Et symbol for noget, der var engang og sikkert kommer igen som bh-en men alligevel altid til låns. Det er her altså bare ikke lige nu, det her vanvittige statuskøb af ting, som man overhovedet ikke kan bruge til noget. Det vil det sige, det er det sommetider alligevel og i dag vil vi snakke om noget, som egentligt er temmeligt ligegyldigt, nemlig en ny højttaler. Den er nemlig helt ligegyldig på en særdeles interessant måde. For at blive i Hummer-sproget ville det svare til at lave en ekstrastor og ekstrabred udgave af den oprindelige Hummer-model i dag. Denne gang skulle den så bare have en endnu større motor, så den nu kunne køre 800 m. på en gallon og sikke status det nok ville give. Absolut taberstatus var vel givet længe inden slutsedlen var underskrevet. 

Nu kommer der næppe nogensinde en ny Hummer-model, men der er til gengæld kommet en ny udgave af det franske højttalerfirma Focals topmodel “Grande Utopia” Navnet har iøvrigt for undertegnede altid for denne vel efterhånden årtigamle model været noget vanskelig at forstå, for hvordan i alverden kan man skelne mellem en “stor utopi” og en helt “almindelig utopi”? Begrebet “utopi” er jo ligesom fastlagt som et absolut begeb, og det forekommer noget ja utopisk, at gradbøje “utopi” og så er det forresten heller ikke et adjektiv, det gør det jo heller ikke lettere. Focals bevæggrund dengang for godt 10 år siden, da man lancerede den oprindelige “Grande Utopia”-model var jo til at forstå. Dengang skulle den simpelthen være det for de allerfleste uopnåelige og derfor så meget mere attråede flagskib i en stort anlagt ny højttalerserie. Man drømte om den smukke søster i familien men giftede sig med den knapt så smukke må ræsonnementet have været. Dengang i landet for længe siden kostede de her kolo-enorme monsterhøjttalere på mere end 2 meters højde vistnok omkring 300.000,- 

Det var ganske vist dyrt, men hvis man havde råd havde man respekt, selv om de nok i almindelige lavloftede danske hjem lød ligesom dem, jeg selv hørte engang i London Heathrow: Helt ad helvede til ud i skoven dårligt. Det var nu nok næppe højttalerens skyld, for et stort opsat Naim-system lød næsten endnu værre endnu. Måske der var klumper i strømmen. Klumper andre steder i fordøjelsessystemet har de (forhåbentligt få) ejere af dette ultimative franske prestigeprodukt til gengæld nok fået få år efter introduktion af dette monster. Da kom der nemlig en helt ny og langt mere ultimativt utopi-model som erstatning for den gamle “Grande Utopia” nemlig nu med efternavnet “Be”. Man var begyndt at anvende letmetallet beryllium i diskanten, og med ét slag var alle tidligere tanker om den tidligere helt utopiske. Så vidt vides kunne man da ikke opgradere den gamle model, og mon ikke brugtpriserne på de nu helt uddaterede gamle ikke-beryllium udgaver er styrtdykket tilsvarende? Pil ikke ved den utopi, som du lige har solgt men det gjorde man alligevel.

Alligevel gad vel nok de fleste entusiaster dengang stadigvæk godt drømme om at få “the full monty”, altså sådan et mega-berylliummonster. Lidt utopi var der vel stadigvæk tilbage, og denne gang havde man da med valget af beryllium valgt et materiale, som var svært at gøre forældet. Utopien var intakt for alle undtagen for dem, der havde købt den gamle model. Det vil sige, det er den så ikke længere, for nu er der nemlig atter kommet en radikal nyfortolkning af utopien fra Focal, nemlig en “Grande Utopia Be ” EM. Det sidste står for elektro-magnet, som altså erstatter de normale permanente magneter. Ideen er vældigt god, helt ubeskrivelig gammel (det er nok derfor, den er god) og samtidigt helt håbløs. Ligesom prisen, som nu er krøbet op over millionen i Danmark. I lyset af de seneste direkte-til-dig tiltag fra den danske agent er det til gengæld ikke helt klart, om man skal betragte denne pris på en rund million som en tilbudspris, hvor man altså så nok sparer 400.000,-, men det skal man vel nok. Her i Jylland sparer man hellere end gerne 4000.000,- og så er millionen jo pludseligt blevet helt rimelig.

Nu nævnte vi ideen med elektromagneter som håbløs. Det er bestemt ikke, fordi det er en teknisk dårlig løsning. Nej, det er fordi man denne gang udover at gøre begge de tidligere generationer af “Grande Utopia” temmeligt værdiløse (for hvem gider dog have gårsdagens utopier, nej vel?) ihvertfald her i landet sandsynligvis helt fejllæser markedet. Når den almindeligt hifi-interesserede i dag med sin squeezebox og sine Dali-højttalere ser på det her pianolakerede skrummel drømmer han nemlig ikke bare ikke længere om at få sådan en højttaler. Nej, på samme måde som den latterlige Hummer i dag umuligt kan sælge ildesmagende vodka (eller velsmagende, for den sags skyld) på nogen meningsfuld måde, så giver introduktionen af den nye “Grande Utopia Be EM” garanteret heller ikke nær så stort et mersalg af de mindre modeller, som det skræmmer mulige købere af de billigere og sikkert ellers udmærkede højttalere væk for altid. Udover den selvfølgelig særdeles effektive afskrækkende virkning overfor mulige købere af denne nye utopi, som det vel må have haft at se de 2 tidligere udgaver af utopien blive henvist til utopiernes store elefant-kirkegård.

Vi er vist i denne lancering af nye ikke-kompatible og ikke-opgraderbare utopier kommet temmeligt langt væk fra traditionen med de danske klassikere indenfor møbler eller alle andre klassikere for den sags skyld. Enhver mulig køber til denne spritnye utopi med blot antydningen af fornuft i behold vil vel overveje, hvornår der sker et nyt kvantespring i kvalitet. Når de forresten ellers udmærkede højttalere ændres så radikalt så mange gange over så få år, så løber man altså en vis risiko ved at købe dem. Sådan lidt på samme måde som at gifte sig med sin førstegangs-bolleveninde fra julefrokosten om fredagen allerede om mandagen. Man ved jo heller ikke rigtigt, om hun er holdt op med at bolle udenom inden der i det mindste er gået er par weekender…Om det her bliver en success, den nye “Grande Utopia Be EM”? Lad os udtrykke det således: Vi er glade for, at vi ikke selv skal sælge dem. Næsten ligeså glade som vi er for, at vi ikke selv skal købe dem. Men som sagt, spørg ejerne af de gamle utopi-modeller og hør, hvor begejstrede de er nu utopien er væk. Og vi gider heller ikke have den Hummer nede på gaden, selv om vi så fik den gratis. Eller den nye utopi. Det minder lidt om Microsoft, måske i virkeligheden alt for meget.

Ellers skal vi da lige henvise til diskussionen om denne nye Focal-model på hifi4all. Her huserer vores gamle kritiker under pseudonymet “Tadman” med et indlæg, der i almindelig forvrøvlethed og akademisk åndshovmod er bemærkelsesværdigt. Ikke begavet, snarere temmeligt dumt, men som han til gengæld beskedent udtrykker det,”Folk, der ikke aner, hvad jeg taler om, bedes venligst ikke kommentere dette indlæg..” Vi tør dog godt stille et par spørgsmål ved Tadmans sludder og mest, fordi vi har et lille horn i siden på manden. Han har jo tidligere kritiseret denne forfatters åbenbart håbløst umoderne humanistiske uddannelse. Han skal få, skal han!

Det er nu også ganske let, for et væsentligt kritikpunkt mod denne højttaler (som han naturligvis ikke har hørt) er åbenbart, at “jeg (han) mener, at deres membran er lige lille nok i deres Be-version” Topkvalificeret snak fra denne “Tadpole” naturligvis og det fortsætter i samme videnskabelige slæbegear. Han mener nemlig i fuldt alvor, at membraner af beryllium på grund af deres store dæmpning og stivhed mangler såkaldt “fylde”, fordi de ikke “bryder op”, som del-vibrationer normalt benævnes. Tadman opfinder her det helt nye begreb “sub-harmonisk forvrængning”, (vores betegnelse) for det må vel være det, der skal til hvis de helt normale harmoniske forvrængningskomponenter ikke skal blive til ja, øvre harmoniske komponenter, som det jo ellers sker. Ret meget fylde giver normal harmonisk forvrængning ikke ligefrem.Udover at han kritiserer denne højttaler for ikke at passe særligt godt til en (forhåbentligt tænkt) rør-forstærker med en udgangsimpedans på et par ohm- de eksisterer vist forresten. Sådan en forstærker er ganske ubrugelig og burde køres på lossepladsen sammen med det her sludder. Men som sagt, læs det og bliv klogere. Det mest kloge man nok bør uddrage er velsagtens at lade være med at læse mere. Den konklusion har de fleste vist allerede draget. Trådene om denne nye FOcal er stendøde på alle fora.

Så kloge blev vi altså i dag og det var da en hel del billigere end det blev for køberne af de 2 første “Grande Utopia”-versioner. Hvad så med ATC forresten. Jo, der kan samtlige producerede modeller nogensinde naturligvis opgraderes til seneste specifikation og passive modeller kan blive aktive. Det er der til gengæld ikke meget utopi ved, sådan er det bare allerede nu, og så kan det jo ikke rigtigt være nogen utopi. Stor eller lille Hm…

“Sign of the Times”

Overskriften i dag er sakset fra en vis Prince Rogers Nelson, som nok ikke selv har fundet på den. Det drejer sig i dag om at læse “tegnene i tiden” I den klassiske oldtid havde man jo professionelle til den slags og oraklet i Delfi er vel det mest kendte. Her sad frysende og narkotiserede sandsynligvis hysteriske kvinder og rablede løs og deres volapyk (beklager anakronismen!) blev så fortolket af anderledes fornuftigt påklædte mænd. Den samlede fornuft fra denne umage forsamling kan vel ikke rigtigt diskuteres, det var vist helt ude i skoven og fuldstændigt ligemeget. Og så var det forresten endnu mere ligemeget, hvor meget man troede på oraklet. Professionelle spåmænd og -koner havde ikke ret dengang og med nutidens stærkt forøgede computerkraft har det det da så slet ikke i dag. Når det drejer sig om at læse “tidens tegn” er der ingen erstatning for ikke selv at gøre det. Dem, man spørger, ved nemlig ikke mere end enhver selv kan se, og hyppigt mindre. De sidste kaldes forresten fremtidsforskere, og det er de dummeste af dem allesammen. De kan nemlig ikke engang se nutiden. I dag vil vi blitze lidt ind på vores egen branche. Sådan da.

Tegnene i tiden er ellers til at forstå for enhver. Ifølge den seneste statistik er faldet i salget af fødevarer i sidste måned faldet med 6.4%. Hvis nogen skulle behøve at få det oversat for tungnemme hififorhandlere betyder det altså, at den kunstige fest er forbi for denne gang. Nu kan man tage sine overprissatte og overdesignede højttalere (udenpå, selvfølgelig ikke indeni), som man hidtil har kunnet sælge i hobetal til musik-analfabeter og stikke et sted hen, hvor mørket normalt ikke forsvinder. Fremover bliver det ligeså svært at sælge det her ligegyldige bras som det bliver at få godkendt den vanvittige ikoniske høj-ryggede stol, designet af Charles Rennie Macintosh, til brug for ortopædiske patienter. Denne stol er som bekendt ikke beregnet til at sidde i og går i smadder hvis man prøver. En meget stor del af de anlæg, som er blevet solgt her under boligboblen er naturligvis heller ikke beregnet til at spille musik på. Så mange musikinteresserede er der nemlig slet ikke og heldigt da for dem, der virkelig er.

Nu kunne man så måske håbe på, at besiddelsen af sådanne indtil for ganske nyligt prestige-bærende hifianlæg i fremtiden ville vise sig at være en god investering. Det tvivler vi nu meget på, men vil til gengæld godt vædde på, at der bliver tale om en særdeles langsigtet investering. Det bliver nemlig umuligt at sælge de her ligegyldige mode-ting for nærmest nogensomhelst pris, så med en term lånt fra boligbranchen bliver der tale om en “hifi-teknisk insolvens” Hvis man således prøver at sælge sit for et halvt år siden indkøbte prestige-anlæg til måske 50.000,-, som man måske dengang ud af forhandlerens bagdør fik til “vennepris” (godt man ikke er forhandlerens fjende så), ja, så opstår problemet. Langt de fleste vil nemlig erfare, at den mulige salgspris i løbet af det halve år er nedskrevet til noget, som ligner en bedre iPod med en Altec-Lansing docking-station til knapt 2000,-. Hvis man er rigtigt heldig.

Det betyder på godt dansk, at det bliver endnu mere umuligt at sælge brugt og ellers ganske nyt isenkram for nogensomhelst pris, end det er nu. Det er simpelthen ikke længere god tone i de pænere villakvarterer at prale med det, som den amerikanske sociolog Torstein Veblen kaldte lidt skematisk oversat “iøjnefaldende merforbrug” Vi kan allerede i det lokale byggemarked se, at den allerstørste Weber-grill med både gas og kul og el på størrelse med en mindre fiskekutter er forsvundet ud af udstillingområdet og markedet for bulldozer-store plæneklippere er vist også væk. I dag drejer det sig om at opnå en fornuftig balance i sit forbrug, hvis man ønsker omverdenens respekt. Hvis man ikke kan argumentere for fornuften af et nyt forbrugsgode overfor familie og naboer får man (heldigvis) ikke længere respekt. I stedet bliver man betragtet som lettere åndssvag, hvis man køber de her nye pianolakerede rundbuede monsterhøjttalere. Det er man jo iøvrigt også, for man kan nemlig aldrig nogensinde slippe af med dem igen, så mange åndssvage er der jo heldigvis slet ikke og da ihvertfald ikke på fri fod.

Vi har valgt denne vinkel i dag, fordi vi ser endnu en “kollega”, som overhovedet ikke har formået at læse “tidens tegn” Et kommende firma i Herning, hifi4real, vil nemlig sælge nogen ellers ganske pæne og derudover fuldstændigt ligegyldige kinesiske og italienske højttalere. Med jysk fornuft har man dog valgt at gøre det hjemmefra, og det er nok ganske fornuftigt, for så er forretningen jo da en hel del billigere at afvikle igen i den allernærmeste fremtid. Således behøver man nok næppe træffe særlige forholdsregler med hensyn til frostskader på de ting fra den gamle stue, som man sætter ud i carporten for at kave plads til hjemme-demoen. De skal nok være kommet ind igen inden frosten starter selv om frosten jo starter tidligt derinde midt i landet. Bare ikke tidligt nok.

Kuldeperioden i branchen er nemlig forlængst en kendsgerning, og flere af de nyere tilkomne i branchen har jo for længst lukket og slukket. Blandt de seneste ofre er Lydcentrum og Hifihuset og man hører heller ikke meget til Amfora Musik oppe i Lemvig. Nu er Amfora-Troels ellers en rigtig rar fyr, men heller ikke han kan modstå naturkræfterne. Som det er nu er det altså fuldstændigt ligemeget, om Gamuts tophøjttaler koster 700.000,- eller 70.000,- eller 20.000,- Den sidste pris ville ellers fornuftigt afspejle produktionsprisen, men selv ikke den sidste pris gør den salgbar, dertil er den simpelthen alt for iøjnefaldende overflødig. Hvis man skal tro tilbudspriserne på de forskellige “gamle” Gamut-modeller fra de få tilbageværende danske forhandlere ligner det efterhånden mest et gammeldags “brandudsalg”, altså det med ild. Meget “brand” er der jo ikke i Gamut. De har vist ellers været på lager rigtigt længe kunne man få indtryk af, de modeller, der er til salg. Iøvrigt ligger Gamut også i Herning, så mon ikke der snart kommer et direkte “fabriks-outlet” eller måske det endda er der allerede. Det har man da hørt om før. Denne gang hjælper det nok bare ikke.

Inden vi nu helt begraver os selv i pessimisme på branchens vegne skal det da lige med, at vi selv er særdeles optimistiske grænsende til det lalleglade. Er der forresten nogen, der husker Leif Lalleglad fra tegneserien “Hagar”? Vores eget salg af ATC er nemlig støt stigende og har været det hele tiden. Ligesom der altid vil være en ægte efterspørgsel efter en fornuftig polygrip-tang eller en ordentlig hæk-saks som Fiskars-supermodellen, så er der naturligvis også en reel efterspørgsel efter kvalitetshøjttalere. Nemlig måske ikke ganske overraskende fra dem, som er ægte interesseret i musik. Desværre for branchen er det så kun en ganske lille del af dens hidtidige kunder, mens det for os selv simpelthen har været det store flertal. DET er simpelthen en kæmpeforskel, for en kunde er simpelthen ikke blot en kunde. De fleste kunder i alle brancher er nemlig kun noget, som branchen har til låns. Hvis de altså er heldige for en tid og den tid er forbi.

Selv tror vi ikke på heldet, vi tror kun på at læse tiden korrekt. Det giver ikke flere hifientusiaster at sælge bunker af isenkram til alle mulige fjolser, for det går kun en tid og den tid er altså forlængst ovre. Fra nu af skal der simpelthen andre argumenter på bordet og Gud ske tak og lov for det. Hvis et produkt kun er tilbudpriser og ligegyldig prestige i inderligt umusikalske hjem, så er det slut og forbi for denne gang og inden denne kollektive hifi-galskab opstår en anden gang er langt de fleste operatører på dette flygtige modebetonede marked alligevel forlængst forsvundet. Hvis man ikke kan se “tidens tegn” på det er man godt nok åndssvag. 
Det er vi ikke, vores kunder er heldigvis ikke så dumme endda. For dem er mode noget, der kommer og går, mens interessen for musik består. For de andre kan vi da citere den engelske sangerinde Mary Hopkin´s næsten-eneste hit: “Those Were the Days”

Dræbersnegle og egenkapital

Engang for mange år endnu inden dræbersneglene havde holdt deres ubønhørlige indtog på de danske fliser skulle der holdes en rigtig fest på institut for statskundskab på Århus Universitet. Det var nemlig dengang kronprins Frederik startede sine studier, som skulle vise sig at gå mere i retning af sin sømands-faders Frederiks (tiderne skifter, interesserne gør ikke), end mange nok er klare over. Det var der nu mange ungmøer, som forlængst havde fornemmet, og derfor var der et absolut rekordudbud af giftefærdige og andre håbefulde ungmøer forsamlet. Det foregik med en skamløshed, som desværre ikke er set siden, og på trods af disse ungmøers lange ben (allerede dengang var det jo rygtedes m.h. t. kronprinsens præferencer i den retning) vil senere grundig arkæologi nok til den tid tale om mange “sneglelignende slimspor” på stedet denne aften. Der var ellers slet ingen snegle til stede, alle pigerne havde jo endda særdeles lange ben, men til gengæld var det altså årtusindets nok mest mindeværdige fest. Måske kommende arkæologer endda vil glemme, at sporene anakronistisk jo ikke kan stamme fra dræbersnegle, som jo slet ikke var “opfundet” dengang, men de var der altså alligevel, sporene. Og rigtigt mange af dem var afsat af jura-piger, som har ry for at være de smukkeste på universitetet. Ikke de klogeste, heller ikke de vildeste, blot de smukkeste.

Frederik fortsatte jo sine studier i specielt denne mere specialiserede juridiske retning og mange nætter har hans livvagter halvsovet foran lukkede døre på kollegier og lignende tilholdssteder for disse langbenede og storbrystede skønheder (der er forresten lige udgivet en bog af en af disse livvagter) Frederik blev dog kandidat og måske han endda engang har læst sin egen afslutningsopgave, hvem ved? Vi tager denne vej ind i dag, fordi der netop er blevet udnævnt en ny politisk ordfører for socialdemokratiets byrådsgruppe og juhu, det er en jurapige. Inden vi nu alt for grebne af utilbørlig begejstring, skal det dog med, at hun er 32 år og stadigvæk stud. jur, altså ikke ligefrem det bedste råmateriale for juridiske super-novaer. Hun kunne faktisk allerede have gået på studiet dengang kronprins Frederik gik der i den store dobbeltkantine jura/statskundskab. Hun blev nu ikke dronning, og det var der måske en grund til eller også var der ikke, døm selv. Vi har dog en teori desangående.

Til gengæld er hun nu altså kommet helt ind i den lokale socialdemokratiske inderkreds, og der er hun forresten den første kvinde nogensinde. Onde tunger taler naturligvis om, at måske ikke den allerbedst kvalificerede er blevet udvalgt men at man vist taktisk har skelet til hendes køn, men der svarer hun nu så for sig. I forhold til et anden langtidsstuderende 4-bandemedlem, nemlig Jacob Johansen,(som dog langt om længe faktisk blev kandidat som 32-årig) er hun åbenbart helt, helt anderledes: :”Nu er jeg ikke cand. scient pol. som han, så derfor vil jeg for eksempel nok formulere mig anderledes” som hun så fornuftigt kvidrer. Ja, det kan man sandelig håbe ellers ville hun da vist være ren spild af plads. Noget kunne måske allerede tyde på, at hun ikke har alverden at byde ind med som det er.. Men som med kronprins Frederik kan det da være, at hendes chancer for endelig at afslutte jura-specialet (hidtil ganske forgæves) måske bliver bedre. Århus kommune har jo trods alt en del færdiguddannede jurister ansat, så måske der bliver tid til lidt ekstra manuduktion. Under alle omstændigheder går det nye spektrum i det lokale socialdemokrati nu helt fra cand. polit. over cand. polit og cand. polit. og cand. polit. over til stud.jur. 

Nu kan man sige, at længden af studietiden måske ikke er forfærdeligt relevant for en politikers personlige kvaliteter, og det kan der selvfølgeligt være noget om. Hvis de altså havde studeret. Med det omfattende politiske muldvarpe-arbejde, som den nye socialdemokratiske 4-bande og deres kvindelige talsmand m/k har gennemført i det socialdemokratiske ungdomsparti “Frit Forum” kan man nu nok sige, at det alligevel er relevant. De har simpelthen smugtrænet som “lommepolitikere” i mange år ligesom tyskerne inden 2. verdenskrig byggede såkaldte “lommeslagskibe”, ned-skalerede uhyre slagkraftige super-krydsere med monsterstore kanoner. Mange vil kunne huske den heroiske kamp udenfor La Plata mellem “Graf Spee” og “Ajax”, Achilles” og “Exeter”. De her poliker-frø har faktisk smugtrænet i en grad, så man bliver helt paf. Til spørgsmålet om, om Flemming Knudsen blev presset til at gå, svarer den lokale formand for socialdemokraterne, medlem af 4-banden Morten Pless det selv for politikere noget sensationelle: “Det ligger i sagens natur, at han (F.K.) kun selv kan træffe den beslutning. Jeg ved ikke, hvad man skulle presse med så.”

Det er lidt barsk det her, og da især at tro på sådan noget. Man kunne jo for eksempel lade være med at opstille Flemming Knudsen, og mon ikke det lige præcist er det, som man i partiet har gjort? Så meget for politisk intelligens, en ligeså absurd betegnelse som det engelske “Military Intelligence” Pless blev nu heller ikke kandidat på ligefrem rekordtid, men det tager tydeligvis sin afmålte tid at gennemføre alle optagelsesritualerne til alle skjulte grupper. Der var Flemming Knudsen tydeligvis den sidste rigtige amatør, som aldrig bestod nogen videregående politisk eksamen og som aldrig fik nogen chance. Den tog han og vandt borgmesterstolen, men nu er det altså forbi, druknet i politisk taktik uden hjerte. Måske det er symbolsk, at den nye kvindelige ordfører udover sin poncho-lignende uhyre tækkelige klædning dækker sit hjerte med et megastort (designer?)-tørklæde. Det kunne det ihvertfald sagtens være. Hvis der altså er noget.

Ellers er der en anden sjov plantet “oplysning” i dagens JP. I forbindelse med, at endnu et gigantisk spekulations-korthusprojekt, Stones Invest, er krakeleret, meddeles det nemlig, at denne konkurs ikke får nogen betydning for det lokale monsterprojekt kaldet “Lighthouse” Det kan der måske være noget om, for Stones´ køb af den egentlige leder af byggekonsortiet bag “Lighthouse”, islandske Landic, blev jo fornyligt annulleret. Konkursen får nu nok betydning for Landic, som sikkert allerede har brugt de nu umulige erstatningskrav om vistnok 150 mill. mod Stones som liv-line overfor bankerne. Det er vist det, som avisen mener, og i så fald tager den fejl, for det har kæmpestor betydning, fordi Landic fremover er praktisk insolvent så vidt det kan ses. For projektet kommer det til gengæld intetsomhelst til at betyde. Det kommer nemlig aldrig nogensinde i denne omgang. Boligboblen er altså bristet for denne gang og det har den da været ganske længe.

A propos det konkursramte Stones og tidligere hændelser i det lokale elektronikmiljø: Det er altså en kilde til umådelig undren, at bankerne indtil for ganske nyligt har villet låne massevis af penge til firmaer, der som vores nyligt kuldsejlede kolleger præsterede negativ egenkapital år efter år med numerisk stigende tendens. Man har da skullet stå på hovedet for at se nogetsomhelst positivt i den udvikling, så har man nok gjort. Ligeledes er det økonomisk noget udfordrende for bankerne at låne (ifølge de foreløbige tal) over 2.5 mia. kr. til Stones med en sikkert uhyre optimistisk anslået egenkapital på omkring 500 mill. Til gengæld har aktionærerne i Stones i de seneste 4 år ÅRLIGT kunnet forrente deres aktier med mellem 56.8 og 99.3% (!!!) Godt gået, Stones, til det altså ikke gik mere og da var det jo også ganske ligemeget, for pengene var jo alligevel kommet hjem mangefold. Det er altså en sjov form for økonomi, den her. Næsten ligesom politik. Her er det vist heller ikke de bedste, der vinder. Vi retter lige: Næsten aldrig! Farvel igen, Flemming! Du gjorde jo faktisk engang.