Mildere med alderen eller..?

Så er vi atter hjemme efter en strabadserende familieferie-weekend med hele menageriet i Thy, denne gang med den senest tilkomne til vores lille hundeflok, Frida Hund. Denne formidabelt hårrige veritable “fælde-maskine” er fra legendariske Folmer Hunds sidste kuld og blev samspilsramt i forbindelse med dens families flytning fra det fri liv på Djursland til en hundefjendsk lejlighed i Risskov. Og det skulle jo ikke engang undre, om alle folk derude i de pænere rækkehuse og lejligheder, hvor resten af familien er flyttet ind, betragter sig selv som ganske særligt tolerante og nærmest sådan lidt “venligbo-tosseagtige” Sådan falder ihvertfald traditionelt stemmerne til foklketingsvalgene i området derude blandt de flinke og åh så forstående Sådan noget gælder jo så bare mest kun indtil tolerancen bliver sat på den første uskyldige prøve, så kommer den nødtørftigt dækkede intolerance blot så meget tydeligere frem. Og så er Frida Hunds lille uskyldige bjæf straks overdøvet af de menneskelige svinehunde.

Tjah, den sande tolerance trives sikkert bedst blandt dem, der aldrig kunne drømme om at betragte sig selv som særskilt tolerante. Nå, men heldigvis har vi i dette tilfælde kunnet give livsvarig returret  på kræet, ingen ætling af Folmer Hund skal dog i den Blå Avis. Fruen har lagt nogle billeder af det billedskønne kræ på sin Facebook, om nogen måtte ønske at kikke på dyret, men udover sin tilsyneladende ubegrænsede evne til at smide hvide fe-hår alle steder er Frida Hund nu meget, meget fin. Selv om vi en kort overgang drømte om, at faderen Folmer Hunds ikke-fældende gener var overført til Frida Hund, men det var som sagt så kort en stund..Helt tilbage i tirsdags og en støvsugerposefuld hundehår siden..

Tilbage til “rejseriet” Fornyligt var vi England og kom tilfældigvis til en lille by, der hedder Nailsworth i The Cotswolds, en rigtig billedskøn bebyggelse nådigt drysset ud på alle de derværende stejle bakker. Og ganske ganske tilfældigt kom vi derved forbi et af de mest epokegørende engelske hifi-firmaer, der, hvis man altså skal tro dem, producerer det måske allermest seriøse bud på verdens så langt bedste højttalersystem.
Firmaet hedder AVI, og er særdeles velkendt på ikke mindst engelske hifi-fora, ja ordet “berygtet” er faktisk langt mere “appropriate” Og det “berygtede” har altsammen ingenting at gøre med “deres” produkt, som er et lille aktivt prut- højttalersystem med digital indgang og 5-tommers basenhed til 1500 pund i udsalgspris, Et fuldstændigt ligegyldigt produkt blandt en masse andre totalt ligegyldige små aktive højttalere.

Alligevel er AVI ganske bemærkelsesværdig, for ingen af de uvægerligt langt, langt mere ressourcestærke konkurrenter med reelle produktions- og ditto udviklings-faciliteter kunne drømme om at synge en SÅ syg sang om deres produkt som verdens allerbedste som altså AVI. Og når man så står der og glor ind af døren på firmaets angivelige både produktions- og udviklingshovedkvarter dér i Nauilsworth og blot ser 2 gamle mænd omkring de 70 og ellers absolut ingen spor af nogen nødvendigvis pladskrævende produktion, så er det man kommer i tvivl om hvad det her lige skal forestille? Der er simpelthen INGENTING udover 2 gamle gubber i et i mange, mange år totalt underfinansieret firma, der til gengæld desperat forsøger at snakke værdien op til et længe bebudet salg..

Når man som AVI har tilstrækkeligt få faciliteter ikke mindst inkl. penge (ialt 1 stk pensioneret senior-ingeniør og 1 stk totalt vildtskydende og totalt utroværdig sælger/direktør), så er det altså IKKE der, nogensomhelst original udvikling kan foregå. Man laver IKKE selv højttalerenhederne, eller kasserne og samler dem tydeligvis ikke engang , man designer/producerer  OVERHOVEDET ikke de digitale forstærkermoduler og man kan ikke engang TÆNKE på at lave nogen digital udvikling. Den slags foregår kun i langt, langt større virksomheder med PENGE, masser af penge.  og ikke i et minimalt beboelseshus i Nailsworth, hvor der ikke engang er plads til et par sammenklappede papkasser.

Og alt det her er jo fuldstændigt ligemeget, for om kunderne får de her utvivlsomt totalt indonesisk-signede og -producerede æsker fra Sinar Baja eller noget tilsvarende ligeledes indonesisk fra Yamaha eller kinesisk fra JBL er jo ganske ligemeget. Snydt bliver de ikke og verdens bedste højttaler får de med garanti heller ikke.
Det vil sige: Hvis de køber AVI, så GØR de åbenbart, hvis man altså skal tro Ashley James, som deres noget højtråbende salgsmand hedder. For ikke alene kan disse små prut-æsker sagtens fylde kæmperum med tordnende bas (givetvis godt hjulpet  af, at deres “off the shelf”-forstærkermoduler lige i salgsarbejdet ganges op med en faktor minimum 5 i effekt) Nej, både i mellemtone og diskanten er disse AVI DM10 simpelthen ifølge direktør  James så LANGT, LANGT bedre end samlede systemer til 500.000,-

Hvis den her salgsstrategi forekommer noget syg, så er det naturligvis fordi den er det. For der er og må være ret snævre grænser for, hvilke kunder man kan overbevise med argumenter af så umulig overbevisningskraft. Dog er der altid et par fjolser, der hopper på, men efterhånden som AVI og Ashley James` tiltagende vanvittigt-påståelige og krigeriske adfærd på de engelske fora i de seneste år har givet ham fortjente permanente udelukkelser overalt udenfor firmaets eget forum, så har man ENDNU MERE SYGT ladet et par købte kunder repræsentere firmaet på div. fora.

Det er ganske enkel en ubetalig komik, som slet ikke findes på de danske hifi-fora med deres mere facebook-agtige personangreb. Vi skal opfordre til at kikke lidt på en ganske morsom tråd på pinkfishmedia/Audio, der hedder “AVI DM10-active system” Man tror squ det er løgn så dumme folk kan være. Altså dem, der “køber” AVI-historien om de unikke højteknologiske elektroniske produkter fra et firma SÅ LILLE; at selv Poulsaudiobutik i sammenligning og værdi er et KÆMPE-FORETAGENDE:
Og hvis det så ikke skulle være nok, så kan man fortsætte på AVI hifi´s eget uhyrligt hårdt-modererede forum, der er utallige timers idiotisk underholdning. Ihvertfald fremført af idioter og til de idioter, der måtte tro på noget af det.
Efter sådan en tur rundt i hifiens sygeste sider er det squ nærmest helt uskyldigt i Danmark.
Og så har vi ikke engang omtalt Richard Dunn fra Nene Valley Audio..
Som osse er omkring de 70 og totalt rablende. Ikke alt og alle  mildnes tydeligvis med alderen.

Endelave

Denne skribent ligger efter et par tiltrængte ferie-dage på sin gamle føde-ø Endelave desværre noget underdrejet i dag. Måske min skønne kone havde mere ret end først antaget i at beordre mig af sted med sin karakteristisk “bjæffen”,  for måske jeg i virkeligheden har arbejdet lidt rigeligt denne sommer? Noget kunne jo tyde på det, men heldigvis tog Endelave kærligt imod denne vildmands-turist med swag og den lange budcykel. Faktisk var det ganske vidunderligt vejr hele tiden derovre med havblik og højt solskin trods anderledes skumle vejrudsigter, så måske øen osse har fornemmet øjeblikkets storhed og laden Nådens miskundhed stråle..

Der var således god grund til at lufte det iu sandhed noget blege skind  og tage en  svømmetur ud til min barndoms reference for enden af den kendte verden, færgens såkaldte “5 minutters-kost” Ikke underligt, at plirrende sæløjne hele vejen nysgerrigt nær-studerede denne ikke ellers ikke fuldstændigt uefne svømmer, for hvad var dog det? En vildfaren søelefant måske? Nogen lighed er der retteligt til stede for det utrænede øje.

Udover de obligatoriske besøg hos de få¨gamle skolekammerater, der blev ladt tilbage derude på det yderste næs på den yderste ø, så havde jeg stor fornøjelse af at sidde og glo på gamle billeder på det lokale museum. Min familie inklusive denne skribent har inden mobiltelefonens tid aldrig ejet et kamera, så der er uhyre få billeder i min besiddelse af fortidens bedrifter. Nå, det gør nu normalt ikke så meget, bedrifterne bliver jo bare så meget større når der nu ingen andre vidnesbyrd er til at afkræfte dem.

Alligevel er der altid en lille orm, der gnaver efter at se, hvordan tingene dengang var i barndommens drømmeland. Og det var så det, som denne skribent osse brugte timevis til deroppe på museet, hvor min forlængst afdøde far og lille Poul på 7 år og alle de andre kom til live igen i deres velmagtsdage. Det var dengang, alting var i gloriøs sort-hvid og derudover utroligt spændende at opleve alle de forskellige billeder fra talrige lokale bidragydere, der fortalt alle de mange forskellige inter-agerende historier fra barndommens land, som selv nok så mange af ens egne billeder aldrig helt formår. Skønne billeder af en forlængst forsvunden nutid fra dengang somre varede evigt og ventetiden efter legekammerater efter sommerferien indtil jul varede langt længere.
Ikke underligt man blev en smule mærkelig af det. Ikke SÅ galt, men heller ikke helt godt..

Nå, men nu vil jeg give mig til at kikke lidt på et af de mest fremragende apparater, som jeg nogensinde har oplevet gennem hele min mangeårige “karriere” (i mangel af bedre ord forstås) Foran mig står en perfekt velholdt Australian Monitor AM 1600 mega-effektforstærker i en byggekvalitet, som vist aldrig er set siden. Det er ligefrem en værdig konkurrent (og nok i virkeligheden den ENESTE) til vores egne McIntosh MC2600-ere og DET siger altså noget. Ganske enkelt et formidabelt velkonstrueret produkt, som det må have kostet en formue at producere.

Og det GJORDE det øvrigt osse. Da firmaet nogle år og et par tusind forstærkere senere gjorde konkurs-boet op viste det sig måske ikke fuldstændigt overraskende, at man havde sendt tæt ved 5000,- med hver eneste forstærker, som man nogensinde havde solgt. I den økonomiske historie kan man vist kun finde tilsvarende manglende økonomisk visdom i prissætningen af den originale Morris/Austin Mini (ved godt den havde andre navne osse, der dog ikke udviste helt samme økonomiske dårskab) Og åh ja, jo osse engang for længe siden et lokalt midtby-firma i vores egen branche, det forlængst kuldsejlede Dansk Audio Teknik, som den gamle ejer vist stadigvæk betaler af på boet efter. En ærefuld ende på et ellers håbløst projekt som altså osse eventyret om Australian Monitor. Penge ud af lommen hver eneste dag,

Ja, ja: At have et par tusindlapper med på arbejde hver dag i årevis kan forekomme dumt og ER det naturligvis osse. I det ene tilfælde medførte det blot en kolossal bankgæld, mens det andet epos om Australian Monitor dog trods alt efterlod et blivende minde i børstet overdimensioneret metal. Et formidabelt vidnesbyrd om nogen, der ikke kunne regne. På trods af, at enhver anden end de involverede burde have kunnet se det. Jeg selv kunne da og vi var længe firmaets danske importør og solgte længe dette forrygende produkt, der var så langt bedre end konkurrenterne. Altså indtil pengene slap op hos producenten.

Så kan man bare håbe på, at man selv har sat lignende varige spor derovre på Endelave. Hm., indtil videre er jeg ikke fuldstændigt sikker…! Selv om ham lille Poul på 7 år derude på havnen nu godt nok ser uhyre intelligent ud på sådan en lettere-nysgerrig “sæl-agtig” måde.
Der er da vist noget, der går “i ring” her.

11 år og 7 måneder

Livet her i huset byder på lidt af hvert, heldigvis kan man vel sige. Ihvertfald når den ene del er den månedligt tilbagevendende rituelle flagrende fejring af denne og den senere fru Mathiasen første nat sammen. Skam få den, der tænker ilde herom, det VAR blot ved 04-tiden i den næsten dybeste vinternat, at Pia Dahl Olsen for første gang besøgte denne dengang noget feberplagede skribent. At tingene så straks derefter tog en hensigtsmæssig fart, så alle jubilæerne for det første kys og fremefter bekvemt kan fejres på samme dag er så en anden og heldigere sag. Og det er så tilfældigvis i dag, flaget atter blafrer i sensommer-vinden.

Af andre glæder i de sidste dage kan nævnes den endelige indvielse af et lokalt kulturelt kraftcenter, hvor vores ydmyge lille virksomhed har medvirket i leveringen af al lyd og lys. Det var en ganske stor opgave for et lille firma som vores og derfor var det en sjældent udsøgt fornøjelse at høre borgmesterens tale gengivet tydeligt og klart. Og i denne forbindelse var det så slet ikke ordene, der betød noget for denne skribent, udelukkende genkendeligheden af samme hos de mange, mange gæster. Dejligt, når noget lykkes, og endnu dejligere, når det lykkes SÅ godt!

At så alt ikke er godt overalt er naturligvis en ganske banal betragtning. Men hvor slemt tingene kan blive i løbet af næsten ingen tid er alligevel skræmmende. Og ikke mindst hvor hurtigt livet kan tage en helt uventet og meget anderledes drejning, bliver vi mindet om i eftermiddag, hvor vi skal slut-levere den sidste del af et ganske aldeles fremragende hifi-anlæg. Den slags burde jo være en sand fornøjelse og det er det naturligvis osse.

Dog er det lige i dette tilfælde tale om en gammel kunde og ven, der for kun godt et års tiden siden kunne hoppe badutspring, hvis altså ellers  manden kunne finde en badut at springe over. Sprogligt er der tilsyneladende ikke fuld enighed om, hvad sådan en er for noget, og det vanskeliggør jo unægteligt forehavendet..
Nå, det kan han så desværre ikke længere. Faktisk kan denne gamle ven selv overhovedet slet ingenting længere og har nu plejere 24 timer i døgnet. For for ganske kort tid siden blev han diagnosticeret med ALS, og nu sidder dette indtil for uhyggeligt meget nyligt menneskelige ekspres-lokomotiv totalt lammet i en kørestol med de umiddelbare og skræmmende udsigter, som denne måske alleruhyggeligste af alle sygdomme stiller i udsigt. Hvis man ikke allerede kender sygdommen og dens forløb, så skal vi opfordre eventuelt svage sjæle til IKKE at google den!

Nå, men alligevel er det naturligvis i dag en fantastisk fornøjelse at skulle ud og montere de sidste dele hos denne ukuelige mand, der endnu trods sine handicaps passer sit arbejde, som iøvrigt ingen i samme situation nogensinde har kunnet. Der er simpelthen tale om en kæmpestor ukuelighed i sygdommens slagskygge. Han tror naturligvis ikke på, at han kan besejre denne 100% dødelige sygdom, men han vil altså bare have godt og dejligt  noget ud af HVER ENESTE DAG, som han har tilbage.

Og det er naturligvis osse derfor, at når manden med ganske kort varsel for os  har tid til vores besøg i dag og først igen på fredag, så kaster vi alle dagens aftaler bort og racer derud i dag. Fordi det simpelthen er alt, alt for længe til fredag, hvor alt allerede kan være for sent. Som det jo kan både for ham og alle os andre.
Det er naturligvis også derfor, at flaget derude blafrer lidt ekstra livsbekræftende for os i dag: Fordi det vidner om både den gloriøse fortid, den skønne og osse skræmmende nutid og ikke mindst den fremtid, som få af os helt kender. Og når man så som os i dag igen kommer til at møde en af de få, der GØR, altså kender de uundgåelige udsigter, så bliver livet blot så meget mere kostbart for os alle.
Så lad os lade hver dag i livet tælle, som var den det første kærlighedsmøde dengang for 11 år og 7 måneder siden.
Hvor INGENTING kan vente til på fredag..

Pantfrie dåser

Når man som os er hundeejere, så påligger det os (læs:mig!) at gå en morgentur med de kære kræ. Heldigvis er der ganske tæt ved vores firmadomicil et større grønt område, der er ganske velegnet til det, som hunde skal, nemlig snuse helt åndssvagt og osse de andre ialt 2 ting, som hunde gør gør udover at gø. Man skulle squ være hund med et sådant et skønt simpelt syn på tilværelsen!

Nå, vi andre skal så desværre også tjene til at betale vores nyeste firma-reference DA-konverter, så vi trasker altid straks ufortøvet hjem igen. Dog ikke før vi rent reflektorisk og rutinemæssigt har samlet lidt meget  henkastet affald op, der heldigvis altid ligger ganske tæt på de brandsikre skraldespande. Det er nemlig de eneste, der har overlevet årenes hærværk.
Mærkeligt nok ligger næsten  alt affaldet i den øverste ende af parken (den, der vender op mod den triste ghetto Bispehaven), selv om det da undertiden lykkes at finde en enkelt tom øldåse på legepladsen i den anden ende. Ingen er vel ganske fejlfrie, men der er nu alligevel en klar og tydelig tendens i affaldsproduktionen, som vi altså på dagligste basis nærstuderer lidt af. Og det selv om kommunen dagligt bruger formuer på at fjerne gårsdagens bjerg af henkastet affald, hvilket vi oplever i ucensureret form de dage, hvor hundekræene er særligt trængende.

Nå ja, symptombehandling er vel i dette tilfælde meget godt når der nu ikke gøres andet, og guderne skal da også vide, at i vores tidligere firmadomicil omkring midtbyens Skansepark kunne det da osse se skrækkeligt ud efter en sommerdag med mange unge mennesker uden særskilt mørk hårfarve. Det var blot ikke en uundgåelig REGEL hver eneste dag året rundt  som her på kanten af den vestlige verden i Århus V.

Nå, men det så anderledes her men det er jo blot en særlig ondartet bums på tidens tendens til almindeligt svineri i Danmark. se blot bjergene af storskrald omkring de nedgravede containere i Århus midtby, der ofte simpelthen forhindrer tømning af de rigtige affaldsbeholdere. Den langstrakte park her fortæller blot om et samfundssystem i nogen erosion og et andet, der allerede har ramt bunden. 2 samfunds-systemer, der så tilfældigvis ligger ganske tæt sammen uden iøvrigt ellers overhovedet at ligne hinanden.

Tag for eksempel de daglige adskillige dåser, som denne skribent lægger i skraldebøtterne deroppe. For nok kan der findes en enkelt forkølet øldåse eller en Somersby-do., men med et forhold på mere end 1:10 overskygges de dog er aldeles varedeklarations- og ikke mindst totalt pant-frie mellemøstlige sodavandsdåser. Man kan osse tydeligt se, at Århus ligger så langt fra grænsen, at unge etniske danskere vil skide på panten, for alle øldåserne deroppe er pant-MÆRKEDE. Den slags må ikke forveksles med utallige kioskers efter-påklistring af falske pantmærker.

Nå, men end ikke det gider man gøre lige der på kanten af parallel-samfundet, hvor man jo ellers skulle tro der var ganske let fangst for Skat i de mange kiosker lige rundt om hjørnet. Og sådan er der vist bare så meget, som denne skribent ikke fatter.

Og hvorfor så denne ligegyldige indledning i dag? Jo, vi skulle nemlig bruge en parallel i vores beskrivelse af de sande forhold på de danske hifi-fora. Og som vi altså bekvemt og vel ikke ganske uberettiget vil sammenligne med et par af de kiosker, der ligger oppe i “Gispehaven” Og som både direkte og  indirekte sviner af Helvede til. Mens de sidder der og føler sig som selve Verdens navle.

Situationen kan ganske oplagt sammenlignes med den seneste uges totale nedsmeltning af den sidste fornuft på de danske hifi-fora. Og der var ellers ikke megen tilbageværende  fornuft at smelte ned af,… For hvordan i Himlens navn kan nogen udover demente hønsehjerner dog forestille sig, at permanent skrumpende prut-“butikker” som hifi4all og Nerds med blot få håndfulde alt andet end åndfulde bidragydere kan lave en “kartel-aftale” om NOGETSOMHELST?
Det svarer vel til at tro, at et par enkeltmandskiosker deroppe i Gispehaven fast funderet på små-plat (og sandsynligvis osse det, der er noget værre,), kan diktere forholdene i den samlede danske detailhandel.

Både Nerds og hifi4all er simpelthen STENDØDE af den simple grund, som vi har anført gennem mere end 10 år: Ingen af dem producerer selv nogetsomhelst nyttigt eller interessant, de er blot holdepladser for små mennesker, der gerne for et kort øjeblik vil opleve, hvordan det er at være STOR. Sådan et par totalt og permanent-impotente prut-fora dikterer INGENTING og kan følgeligt heller ikke lave noget kartel. Ja, de kan intet andet end give friplads til de få og små mennesker, der endnu er der og endda svindende i antal, vi er vel nede på en lille thalidomidhåndfuld totalt.
Kaj (der først lancerede denne syge hypotese) , for Helvede, vi havde altså ventet mere af dig…
Alle vores evindelige og trættende forudsigelser om hifitossernes stupiditet stadigt tilnærmende sig til det totalt absurde er altså blevet overhalede af den triste virkelighed..

Det var så dagens ligegyldige betragtninger om virkelighedens mikro- og makro-kosmos. Hvor småt kan forekomme stort og  endnu mindre kan erstatte enhver virkelighedsfornemmelse.

Atter et stort jubilæum.

Det er en af de få velsignelser ved at blive gammel: Der er mere og mere at mindes og mindre og mindre at se frem til. Dette udsagn skal ikke fortolkes som blot den allermindste pessimisme, såmænd blot simpel og logisk realisme, sådan lidt ligesom den (næsten) altid stringent logiske Dr. Spock fra “Star Trek” Nå, men nu er der heller ikke noget galt i at mindes glade minder, selv om flere og flere af dem efterhånden begynder at flimre i præ-senilitetens begyndende tågedis. Eller måske lidt mere livsbekræftende og optimistisk: Som den tunge varme-dis på en herlig sommerdag, det lyder vist osse bedre.

Og det var jo på en sådan dag for 25 år siden, ja faktisk præcist den 1. august 1991, at jeg startede som butiksleder i Dansk Audio Teknik i Klostergade 68. Det var iøvrigt en ganske uomtvistet leder-stilling, da der udover mig selv blot var en tekniker på værkstedet. Vi startede således i det små og senere begivenheder har så iøvrigt osse klart bevist, at det tydeligvis var der, vi havde hjemme. Ellers var vi vel ikke efter 25 års tvivlsomme og tillige enkelte utvivlsomme bedrifter i Dansk Audio Teknik kommet tilbage til de basale gammeldags dyder påny.

Klostergade-firmaet havde ellers i sit beskæftigelsesmæssige zenit i slut-1990erne ikke ubetydelige 13 medarbejdere, der gav betydelig fest og farve i gaden. Ikke mindst var det fornøjeligt at sidde og drikke fyraftensøl på trappen og råbe efter efter dumme kolleger, der gik forbi. Nå nej, der var vist blot en enkelt, som vi skrålede efter, men han var nu osse MEGET MEGET dum. Og det er han så vidt vides stadigvæk. festligt og fornøjeligt og ikke mindst folkeligt, DET var det! Og iøvrigt osse en glimrende forretning helt frem til efteråret 2005, hvor denne skribent blev forladt en den da ny-ejede skude med ambitiøst øget sejlføring. Som efterlod denne skribent som en såkaldt “marooned” sømand på sin øde ø. Jeg har iøvrigt fornyligt fundet dette afskedsdokument frem, og det har omgående fundet sin hædersplads i vores stue i glas og ramme og alting.

Nå, det skulle jo så heldigvis vise sig, at denne skribent med et par nødtørftigt sammensnoede træstammer og lidt let-fundet “medbør”ganske hurtigt formåede at overhale den allerede fra starten bundrådne “Klostergade-sejler”, der ganske “uceremonielt” (som englænderne siger det) sank som en sten, savnet af ingen undtagen alle de små-svegne kreditorer. Hvorefter vores lille tømmerflåde så lige i forbifarten generobrede flaget fra den synkende dødssejler.

Nå, det var der jo ikke noget særskilt heltemodigt i, men rigtigt, DET var det. Så selv om der således ikke ganske var tale om en en kontinuerlig dans på roser for dagens 25-års jubilar, så ER det altså en stor dag, for alle, der har været med hele vejen. Og det vil jo så sige MIG  SELV og ikke mindst flere hundrede faste gamle kunder, som allerede var både faste omend ikke ganske så gamle dengang, som de og jeg senere er blevet-Hurra for Dansk Audio Teknik Professionel!

Ellers er vi tilbage for fuld damp igen fra i dag. Heldigvis kan vi lade arbejdet ske til obligat musikledsagelse af vores nyligste indkøb til vores demo-anlæg, en herlig Weiss DAC 1 Mk. 3 til en billiard kroner. Er livet dog ikke skønt?

PS Vi er blevet opfordret til at “mene” lidt om den fortvivlende situation på de danske hifi-fora, og det skal vi nok gøre snarligst, men på denne herlige mindeværdige dag blev det så altså ikke.
Dog vil vi gerne afsløre den kommende konklusion allerede nu:
Det ser eddermaeme skidt ud. Vi skal senere forsøge at kvalificere, hvorfor vi mener, at med hensyn til skinbarlig tåbelighed så er Gige forlængst efterladt i slæbebølgen efter nye hurtigsejlere, som vi selv dengang i november 2005..
Ingen sammenligning ellers iøvrigt.