Rødstak og blå- og bleg-næb

I den kommende tid vil denne skribent blive udsat for atter en gang betydelige selvpålagte prøvelser i form af morgen-cykling i accelereret tempo. Denne skribent har umådelige australske tøjlagre i alle mulige farver og udførelser med ét skæbnesvangert fællestræk: De er allesammen af samme størrelse. Derfor klemmer alle skjorterne de samme steder efter en lidt for velbehagelig vinter foran brændeovnen med en flok af fruens hjemmebryggede Cooper´s-øller. Den forlængede vinter har kun givet slapheden endnu bedre kår, men nu skal det være slut. Ud på landevejene det går men nok først i morgen, jeg føler mig foruroligende afkræftet her til morgen. Måske det er tanken, men jeg hoster osse lidt. Nå, det sker som det er sket før, pas på de mindre biveje fremover, der kan være belagt med denne skribents sved og andre mere eller mindre uheldige sekreter.

Ellers er der i dag fremkommet en ny meningsmåling om den politiske balance i Århus. Ikke særligt overraskende for denne skribent og næppe heller for mange andre er det “rødlige flertal” siden valget yderligere blevet konsolideret. Avisen taler om et historisk skred og alt muligt andet tøjeri, men hele ændringen “koger ned” til blot ét eneste mandat, som skifter. Udover at det jo så ikke gør, da der jo altså ikke er valg udover at det ingen forskel ville gøre alligevel. Ikke blot det allermindste, dertil er socialdemokraternes forspring alt, alt for stort. Og så det problematiske i at tale om et “skred” når det altså trods alt er det teoretisk mindste. En noget lille skred synes vi da og da især når de ikke teoretisk kan findes mindre..

I den sammenhæng analyserer den lokale JP på sit sædvanlige ikke vanvittigt skarpe niveau, at “Hay-effekten” er udeblevet. For de mange udenbys læsere af denne side var den unge kvinde Laura Hay udset til at være Venstres stemmesluger ved det kommende valg og det fortæller en pudsig historie. Det er en trist historie om ukritisk politisk rekruttering på trods af alle indlysende synlige problemer, der næsten kan kaldet “politiske handicaps” Vi skal tale om noget, hvor vi nødvendigvis må træde varsomt, da det drejer sig om simpelthen noget så basalt som “menneskelige fænotyper” Nogen er ganske enkelt helt uegnede som politikere i en TV-verden. De er simpelthen “distraherende TV-grimme”!

Laura Hay er et par og tredive og på et fotografisk stillbillede er denne rødblonde kvinde med de store runde sælhunde-øjne ganske køn omend meget, meget bleg-næbbet. Det er selvfølgelig ikke hverken politisk eller menneskeligt det mindste diskvalificerende at se sådan ud, denne skribent skal trods alt ned i fattigere egne af fastlands-Kina for på grund af sin lettere korpulente krop at ramme et lokalt skønhedsideal i disse traditionelle hungersnøds-egne. I vestlige civilisationer kommer jeg vist næppe med i den pænere halvdel med undtagelse af et par særligt indavlede vest-irske klippeøer…Politiker er vist værre endnu, lidt selverkendelse har man vel!

Det kan sagtens gå på en statisk valg-plakat at ligne Laura Hay på en prik, og hun fik faktisk også et udmærket valg, det var selvfølgelig derfor, hun blev Venstres nye håb. Det er der blot overhovedet ingen grund til, og det burde enhver kunne forstå. Alle kan ihvertfald se, at hun aldrig bliver borgmester i Århus, når der er live-TV på. Det er egentligt trist, men det er sådan det er. Og ikke mindst BLIVER.

Den kønne og ganske kvikke Hay har nemlig et fænotypisk træk, som er SINDSSYGT DISTRAHERENDE og som fjerner al fokus fra det, hun siger. Hendes læber beskriver simpelthen en CIRKELBUE rundt om munden, når hun taler. Det er simpelthen ligeså svært at se hende i øjnene som det er at få blikket væk fra en stor bussemand, der i takt med åndedrættet kravler ind og ud af næseboret på lille Poul. Hm., vi må vist hellere finde et andet og bedre eksempel. Kenneth, ja ham bliver det, sådan en kender vi, og han er ret dum. Snotdum.

Nu er det hverken almindeligt politisk eller mere specifikt kønspolitisk korrekt at sige det her, men det ændrer blot ikke på de solide kendsgerninger, som lokale karikaturtegnere naturligvis forlængst har fanget. Hay ligner en menneskelig udgave af den kendte fiske-familie “kyssefiskene”, som findes rigeligt repræsenteret hjemme i Horsens Fjord ved faskinerne i Husodde i form af især arten med det sælsomme navn “berggylt” Der findes dog osse andre fisk som både såkaldte “rødstak” og “blånæb”, andre repræsentanter for kyssefisk-familien der i Hays hjembys fjord Horsens, som tilfældigvis osse delvist er min egen. Faktuelt er det heldigt, at rødstak og blånæb findes samtidigt, da de er de forskelligt farvede han- og hunformer af samme art…De ser underlige ud men de finder alligevel en partner. Til alt held skal disse forunderlige særprægede fisk så ikke vælges som borgmestre, de ville osse se skidedumme ud i den bedste sendeflade.

Hvilket bringer os tilbage til de politiske partiers tydeligvis noget begrænsede kandidat-rekrutteringsgrundlag. På trods af sine øvrige dyder vinder Hay på grund af fysiologiske detaljer aldrig nogetsomhelst og så kan hun sige kloge ting fra nu af og til juleaften. 2050! På ganske samme måde, som Venstres politiske ordfører i Folketinget, Peter Christensen med de insisterende/stirrende plire-øjne og de ligeledes noget “alternative” læbe-bevægelser og noget løjerlige almindelige mimik HELLER ALDRIG bliver statsminister. Han er vældig kvik men endnu håbløst dårligt placeret/eksponeret. Han har overhovedet ingen chance udover en retrætepost på de anonyme politikeres holdeplads, EU-parlamentet, og der skal han nok ende. Vores teori i dag må blive, at man godt kan se noget alternativ ud i politik, man skal blot ikke regne med at blive valgt til nogen topstilling. Grænsen går formodentlig i nærheden af Anders Fogh-Rasmussens permanente “hypnose-øjne”, underligere kan man simpelthen ikke se ud i politik. Selv brilliant politisk tæft kan ikke kompensere for en tilstrækkeligt uheldig eller distraherende personlig fremtræden.
Det var så dagens hypotese som vi selv ser som næsten allerede en Nobel-prisværdig teori. Og som altså kan falsificeres den dag, Laura Hay bliver borgmester og Peter Christensen statsminister, næppe altså i den nærmeste fremtid. Selv den socialdemokratiske nestor, Jens Riisgaard-Knudsen blev jo heller aldrig nogen “rigtig” minister som mange nok vil mindes. Han havde et dårligt opereret “hareskår”, som selv i de dengang ikke helt så effektivt TV-eksponerede tider alligevel permanent hindrede det. Sådan er der så meget. Æstetik og politik!

Politisk kunst

Vi har forsøgt at undgå dette emne, da vi så nødigt vil støde unødigt, man er vel selv en følsom lille fyr. Dog er vi efter nærmere eftertanke blevet overbeviste om, at det her altså er af almen interesse og det også for andre end særligt politisk interesserede. Vi har haft vanskeligt ved at rubricere genren, men vi taler vist mest om det mest suveræne eksempel på “politisk ekstemporal-kunst” vi nogensinde mindes at have hørt om og da slet ikke set. Normal er politisk kunst synonymt med en afliren af ligegyldigheder, som alle fornuftige mennesker øjeblikkeligt mister tråden i og interessen for, og det er lige netop osse meningen.

Det skyldes delvist, at kun de allerfærreste politikere har noget nyt at sige om ret meget endsige så noget fornuftigt om nogetsomhelst af disse sørgelige smuler. I virkeligheden er det vel også lidt rigeligt flot at anvende ordet “kunst” om noget, som ret beset hyppigst blot er et periodisk lettere beskidt håndvæk (i modsætning til de noget længere perioder, hvor håndværket er RIGTIGT beskidt forstås) Alt for tit mærker den iagttagende iagttager (i modsætning til den småsovende ditto) normalt ganske øjeblikkeligt de underhånds-aftaler, som interviewer og politiker allerede forlods har lavet. Det tager aldeles øjeblikkeligt “gassen” yderligere ud af den allerede noget slunkne ballon, og endnu færre gider hører efter. Det må være meningen, siden det så hyppigt efterleves så nøje af alle parter. Modus vivendi for dummernikker.

Nå, dette TV-indslag var heller ikke nogen undtagelse, ikke rent “formalistisk”, ihvertfald, men alligevel absolut seværdigt som den politiske “slapstick”, som det blev. Indslaget handlede om de handicappede i området, som man mente var blevet svigtet, tilsyneladende en ædel affære journalistisk men udførelsen var altså lige det allermest sølle. Faktisk blev den i stedet for ædel nu en del mere “ækel” i sin klamme og uendeligt udførelse, men døm selv. For os er det altså en manipuleret følelsesporno-affære, når man helt tilfældigt lige står på stedet med at kamera, mens forskellige lokale forretningsmænd derude på det alleryderste Djursland helt tilfældigt bliver enige om at afhjælpe et langvarigt og akut socialt behov. Mon disse flinke mennesker virkeligt er så forfærdeligt flinke hele tiden, man kunne måske spørge konen og ungerne? Intet tyder vel i virkeligheden på det, siden det tog så lang tid at løse dette problem. Hvis det altså ikke havde været ganske imaginært…

Vi taler såmænd om noget så dagligdags som en ny cykel, ganske vist en tosæders-model, så værre var hele svigtet trods alt ikke. Udover at det er vanskeligt at forestille sig mennesker SÅ fattige, at de ikke over nogle år har råd til en cykel. Den ulykkelige mor i hjemmet i et tiltænkt vel-redigeret hjerteskærende “human interest”-klip afslørede ingen særlige afsavn. Det er altsammen ligemeget nu, problemet blev prompte løst. Det blev som man altså bør se i indslaget løst så hurtigt, nemlig på blot 1.5 time fra beslutning til cyklen stod der, løst på samme måde som resten af indslaget var skruet sammen. Helt umuligt og aldeles usammenhængende håbløst, simpelthen, så hurtigt kan man nemlig ikke engang køre ind til storbyen og tilbage igen eller finde ud af, hvem der har sådan en cykel FÆRDIGSAMLET på lager. Den kommer i løsdele som alle ved og tager en god times tid at skrue sammen.

Nok om hele dette hjælpeløse indslag, se det! Og glæd jer især til SF-politikeren Mads Nikolajsen til sidst i indslaget. Hvis nogen har set noget morsommere nogensinde vil vi forfærdeligt gerne høre om det. Til stor irrititation for min kone forsøgte jeg helt usammenhængende at referere indslaget, men udet noget held, et gensyn afslører helt tydeligt denne manglende succes. Intet referat kan fuldt ud gengive dette filmiske guldkorn. Klik blot “TV2OJ”, “NET TV” i øverste højre hjørne og vælg “26.3”, udsendelsen kl. 1930 og 2. indslag, der hedder “Private må hjælpe”
Rigtigt god fornøjelse. Det er sådan noget, der gør det noget mere meningsfuldt at betale licens.

Ellers forudså en bidragyder her fornyligt i forbindelse med introduktionen af den nye ZU-højttaler, at der nok snart på hifi4all ville komme en kun nødtørftigt camoufleret salgstråd med en super-begejstret bruger og hurra, sådan er det blevet. Om han har givet ligefrem fuld pris har vi nul ide om, og det er vel ret beset også ligegyldigt. Vores gæt er ligeså godt som alle andres. Der er vist bare ting man ikke skal besvære sin kritiske sans med, hvis man altså har en…Ellers er helt ovenud begejstrede kunder ideelle uendeligt højtydende “økonomiske malke-køer”, så det er vor begejstrede lokale ven her vel osse, sikkert som at stjæle slik fra små børn for sælgeren, uendelig begejstring og den store kærlighed gør jo altid blind. Eller måske bare dum? Man skal da ihvertfald være noget dum i nakken for at tage alting for pålydende her.

Vi skal dog ile med et alternativt købstip til disse sikkert glimrende højttalere, som qua deres høje (ihvertfald i annoncerne, målingerne i tests viser jo noget ganske andet) følsomhed inden alle potentielle kunder bliver fristet alt for vildt. Og nej, vi er IKKE SELV på det her marked, så i stedet vil vi anbefale alle potentielle købere til mere end at overveje en anden amerikansk producent, Great Plains Audio.

Det vil vi naturligvis, fordi vi selv har investeret for meget nyligt i et sæt fabelagtigt fede 604 III duplex-højttalerenheder komplet med delefilter. Om de spiller bedre end ZU aner vi naturligvis ikke en disse om, men disse nye 604-højttalerenheder med en samlet vægt på knapt 20 kg. pr side koster helt sindssygt meget mere at lave end antageligt de allerfleste højttalere i hele verden, bredbåndsenheden i ZU garanteret ikke undtaget. At man så får hele sættet med Altec/GPA 604 for blot en lille brøkdel af den anden pris, altså et langt federe produkt til en langt lavere pris er blot en yderligere bonus. Ikke at nogen af priserne ligefrem er lave, den ene afspejler blot noget bedre råvarernes pris. Ca. en faktor 10 vil vi tro…Udover at den langt højere følsomhed for 604 iøvrigt passer lige på en prik, vel også en slags bonus. De publicerede målinger i anmeldelserne af ZU får de producentens data til at ligne science fiction og det er jo også den billigste måde at forbedre sit produkt på.

Er en 604 så verdens bedste højttaler? Naturligvis ikke for alle, det er der jo intet, der er, men for folk, der søger høj følsomhed og mulighed for overjordiske lydtryk, så er det for denne skribent én af en lillebitte thalidomid-håndfuld kandidater. Nu er det, som man selv har købt, naturligvis forlenet med en ganske særlig dybereliggende intelligens, dette køb for undertegnede bestemt ikke undtaget Alligevel ønsker vi virkeligt, at masser af andre ville gøre det samme, for sådan en virksomhed som GPA fortjener helt sindssygt meget succes og da især langt mere, end alle dem, der blot øger følsomheden og alle andre data i reklamematerialet.

Det sidste er naturligvis så langt det nemmeste, det første en kommerciel dødssejler, for hvem Helvede ønsker dog længere ærlighed og almindelig anstændighed. DET GØR VI!
Så blev det her alligevel delvist en “salgstråd”, blot en fuldstændigt ukommerciel én af slagsen. Den første måske i virkeligheden. Vi har vist været lidt på “slapstick” i dag ikke meget mindre end vores nylige politiker-ven, men for en god sag. Den sag vi selv troede så meget på, at vi ønsker alle andre ville gøre det samme. Gentag efter os: “Great Plains Audio”!

Uheldige helte

Man ved, man er ved at blive ældre, når man atter en morgenforsinket avis-gang sidder og glor på programoversigten på kloge-kanalen DR2. Hvorfor den kaldes det er interessant, ikke spændende, det er noget helt, helt andet. Måske fordi alle kloge mennesker straks burde slukke, når de for Gud ved hvilken gang ser den amerikanske flødeskums-skuespiller Don Johnsons fedladne fjæs. I gamle dages hårdtpumpede TV-serie “Miami Vice” skabt af glimrende Michael Mann var han vist ellers meget god, men da jeg ikke senere har set nogen genudsendelser har jeg ingen sikre underretninger eller anden bekræftelse.

Mon vi ikke relativt trygt kan gå ud fra, at det var noget bras på samme måde som min tidlige pubertetstids absolutte tophit, “The Persuaders” også viste sig at være. Den danske titel, “De Uheldige Helte” var vel heller ikke et match skabt i himlen, for hvem har dog fundet på det her? Ikke blot var de aldrig nogensinde blot det allermindste uheldige, de vandt jo altid til sidst uden så meget som nogensinde at få næseblod, og det var dog langtfra alle eleverne dengang på Endelave Skole, som slap så nådigt gennem tilværelsen. Sjov ting, den dér næseblod, mærkeligt at barndommens tendenser til det blot er noget, man kan vokse sig fra. Forkalkning af blodårerne i næsen måske? Teorien halter muligvis lidt, forkalkning virker da ellers ikke ligefrem “afstivende” på andre blodfyldte organer.

Tilbage til næseblod. Som Roger Moore som Lord Brett Sinclair og noget alkoholiserede/kvindagtigtgjorte (heldige fyr!) Tony Curtis som Danny Wilde så altså aldrig fik. Ja, på trods af utallige karambolager med uhyre skurkagtigt udseende personer kom de aldrig til at bløde. Senere var det måske mere paradoksalt end det forekom dengang, også hvordan i alverden TV-produktionsselskabet fik fat i alle disse skurke, som de næsten utallige afsnit krævede. Måske man blot indrykkede en annonce i “Variety” med teksten “Skurkagtigt udseende personer søges!”. Det var trods alt andre tiden dengang end nu, hvor en populistisk korrekt platpolitiker fornyligt anmeldte et filmselskab for racisme. De søgte nemlig personer med et “asiatisk udseende”, og det var vel rimeligt nok i betragtning af, at handlingen skulle forestille at foregå i Asien.

Helt anderledes dengang der var svinagtigt heldige helte som Sinclair og Wilde til. Alene film-introen med datidens labreste bredmåsede og koket vrikkende “strand-sild” i bikinier i St. Tropez viste den lokkende verden derude. Ikke alne vandt de altid til sidst og løb med alle pengene, de fik heller aldrig nogensinde et eneste nej fra nogen af de smarte kvindelige modeller. Sig lige “uheldige helte” igen! Det var godt nok dårligt oversat, og så dårlig var og er serien nu ikke. Ikke helt og heller ikke nær helt så god som dengang. Tiden har gnavet ubarmhjertigt i disse gamle serier på samme måde som smilehullerne er blevet næsten finger-dybe i bagdelene hos datidens smarteste damer. Ak ja, “Sic Transit Gloria Mundi”, man har vel “Den lille Latinprøve”

Nu er det efterhånden et par år siden, vi på denne side havde et ugeemne om heldige og uheldige helte. En af disse var en englænder med et svagt helbred og et endnu skrøbeligere sind, der hed Paul Voight. Han var en af sin tids mest originale matematisk-funderede akustikere, hvilket ikke siger ret meget, der var allerhøjst en enkelt konkurrent, Tannoys Jack Houlgate, som snart forsvandt til BBC. Voight var manden bag en af datidens bedste højttalere, det såkaldte (og meget passende benævnte, da han selv stod og savede det ud) “Voight-horn”. I dette horn sad oprindeligt tidens kraftigst magnetiserede højttaler-enhed, en 8-tommers sag med nødtørftigt sammen-limet dobbelt papir-membran frit efter datidens dille, kræmmerhusene. Findes det ord overhovedet i dag? Nå, ligemeget, for det gjorde det dengang og det er jo den tid, vi beretter! Derudover er det desuden forkert at tale om magnetisering i fobindelse med de allerførste Lowthere, der slet ikke indeholdt permanente magneter. Voights første var lavet med elektromagneter, antageligt fordi det var billigere for Voight, sådan er det jo tit. Senere bliver der så en dybere mening men det er en anden sag. Han holdt da ihvertfald op så hurtigt han kunne. Eller altså havde råd.

Denne enhed havde handelsmærket “Lowther”, men det var nu ikke fordi det passede synderligt godt, mest fordi der næsten ingen handel var med produktet. Det var nu ret let at forstå, for megen mening var der ikke i hele foretagenet. For det første tilbød Voight KUN 1 MODEL, et kæmpestort lige, forladet horn med en facon som en delvist udrullet kæmpestor såkaldt “konk-snegl” eller en mega-muskedonner for dem, der husker Onkel Joalims foretrukne forsvarsvåben mod Bjørne-Banden. Vi taler ganske givet om den højttaler i historien, som har haft alle tiders allerlaveste såkaldte “WAF”, “wife acceptance factor” Og selv om det vel var en rigeligt formidabel hindring for mulig kommerciel succes, så var det kun det MINDSTE af Voights problemer. For hvad i Himlens navn skulle man dog bruge det her mega-truthorn til?

ABSOLUT INTETSOMHELST, for der fandtes jo intet, som kunne afspilles over disse højttalere. Alle kommercielle optagelser foregik ikke blot på 78-lakplader, allerede en formidabel hindring med et teoretisk frekvensområde fra et par hundrede hz til godt 2000 hz. Nej, optagelserne foregik heller ikke ELEKTRISK endnu (og da slet ikke i England), og disse jammerlige optagelser typisk med såkaldte kul-korns-mikrofoner med tragte foran. Det var ikke bedre i datidens PA-branche, hvor man også brugte de samme mikrofoner, ikke overraskende, da det var de eneste, man kunne købe. En helt både nødvendig og ganske tilstrækkelig forudsætning for den rene jammer for Voight.

Voights helbred og sind gik ikke overraskende samme vej, “som katten skraber”, som vi drenge udtrykte det dengang “The Persuaders” gik på sort/hvid-skærmen for første gang. Med datidens bedste audio-materiale, som var AM-radio, ak ja, så var der ikke meget ved at sælge Voight-horn selv med den nyeste “permanent-magnet” version af den noget hjemmelavet-udseende første Lowther-enhed, som hed PM1. Det var svært at argumentere for en visdom ved at købe et kvalitetsprodukt, som der de næste næste 25 år INTET var at anvende til. Den uheldige og helt nedbrudte helt Voight emigrerede til Canada og døde. Det sidste var nu ikke synderligt tragisk, da det først skete godt 35 år senere.

Og hvorfor så denne snak om helte i dag? Naturligvis fordi der i nutidens mennesker findes en ganske tydelig tendens til at se bagved-liggende logik i helt ulogiske ting. Lad os for eksempel tage weekendens afvikling af finalen i “X-Factor”, en helt uomgængelig pseudo-begivenhed i ethvert tennage-hjem. Om finalen fik sin rette vinder i Thomas har vi ingen mening om, men denne mand med en udstråling som en lettere hengemt fladfiske-filet fra køledisken i skandaleramte Super-Best ligner da helt bestemt dagens bedste bud på en “uheldig helt”. Det er muligt han har vundet til sidst, problemet er blot, at til sidst i konkurrencen blot er BEGYNDELSEN-på resten ef den VIRKELIGE verden! Dér tiltror vi ikke manden synderlig succes.

Thomas har tilsyneladende i 12 år uden blot det ringeste held forsøgt at få udgivet en plade, og disse erfaringer med den prosaiske virkelighed burde han måske have taget ved lære af. Nå, men nu har han jo så vundet og så er virkeligheden derude sikkert blevet anderledes synes ræsonnementet at være. Vi spår ganske samme entydige succes for Thomas som for Paul Voight og hans hornladede Lowther-eventyr.

Det kunne nu være sjovt at høre Thomas kommende plade gengivet på et oprindeligt Voight-horn. Voight var efter sigende ikke nogen særligt god tømrer, det må være derfor han insisterede på at lave alle sine højttalere helt selv, da han nok nødigt ville vise sine 10 fummelfingrede tommelfingre frem. Nå, det var slet ikke det største problem, heller ikke, at den noget nødtøftigt/grinagtigt overlappede/sammenlimede papirkegle aldrig var lige eller at disse håndlavede enheder nødvendigvis var vidt forskellige, at arbejde med mekaniske komponenters placering i ekstreme magnetfeltter er svært selv for bedre håndværkere end Voight (og dem var der mange af, kun få værre). Man skulle jo trods kun bruge én enhed til sin AM-mono så det var ganske ligegyldigt.

Og så lige Thomas igen til allersidst som “rosinen” I en interessant diskussion, som vi refererede lidt fornyligt om Lowther-højttalere, mener en mand at vide, at
“Lowtherenheder er vist oprindeligt designet til dobbelt hornladede hjørnehorn, hvor ‘shout’et bidrog til at linearisere den samlede frekvensgang.”
Fakta er disse: Voight lavede ALDRIG et hjørnehorn, så nej! Dobbelt-keglen fandtes jo så naturligvis heller ikke på de første enheder, da den lette skæve papirmembran var absolut RIGELIG bredbåndet i sig selv til nå de par khz, som var målet.
Udover at Voight næppe heller stræbte efter at “linearisere” noget, som han aldrig selv kom til at høre eller havde måleudstyr til. Som nævnt fordi der INGEN KILDER var til at kunne GENGIVE noget, der blot lignede virkeligheden lidt. Rent, inspireret gætteri, det var det, det hele var for Paul Voight og intet andet, og sådan er det vist tit i livet.
Som at spå Thomas succes…Hvorfor skal man dog forsøge at give meningsløse ting mening? Som foreksempel at AFSPILLE Thomas´ kommende plade naturligvis. På sit originale Voight-horn fra inden PM1´s tid.

Ups!

I dag ligger vi helt underdrejet efter den vellykkede operation i går. Som nævnt var det en forholdsvis overfladisk operation, men på et uhyre penibelt sted, som gjorde oplevelsen intens. Ubehagelig på trods af tilstedeværelsen af ikke mindre end 3 kvindelige læger i den fødedygtige alder. Æv, men ovre nu! Desværre spildte vi betydelige dele af i går med rekonvalescens, og det hævner sig altså her til morgen.

Ellers skal vi lige huske at byde Tape Connection velkommen tilbage i de levendes rækker. Lad os dog herfra osse i dag glæde os over, at det ikke er os, der skal genopbygge dette firma, men alt muligt held til dem der skal. de får garanteret brug for al det held der overhovedet kan mobiliseres. Og så er der osse det med pengene, masser og masser af penge, for hvordan mon man i dette spil lige finder en måde at fortsætte samarbejdet med alle dem, der har tabt mange millioner på det gamle firma?
“Scheisse!” som den gamle barkede tyske 6-dages rytter Klaus Bukdahl spontant udtrykte det ved det første 6-dagesløb i Herning i nyere tid.

Vi skal osse lige lidt forsinket byde den nye ejer af hifi4all, den karismatiske anmelder Mikkel Gige velkommen ombord. Købsprisen er ikke offentliggjort, men garanteret højere lige nu end den vil være næste gang samme Gige laver en ny anmeldelse. Hans ganske nylige af et sikkert glimrende ganske overordentligt højteknologisk produkt fra den lille danske niche-producent Holm er da ihvertfald en kikser af de helt monomentale. At tale om total spild af tid ved at se den evindelige amatør Gige bevæge sig igennem et produkt, som han tydeligvis intet fatter af. Hans hjælpeløse kommentarer til sit eget beskedne og stadigt svindende publikum, som aldrig nogensinde alligevel ville kunne blive kunder til produkterne fra Holm fortjener glemslens evige tus-mørke hurtigst muligt. Tal om total mangel på målrettet markedsføring suppleret med en mega-dosis almindelig dansk inkompetent sludrevornhed, en cocktail af de mere udrikkelige! Hvad har Holm Acoustics dog tænkt på i denne sammenhæng ved at give disse givetvis glimrende produkter til Gige er eddermaeme ikke nemt at gætte.

Nå, det kan meget vel være, at han er en bedre administrator, end han han er anmelder. Eller rettere, alt andet ville være ganske fornuftsstridigt så det er han nok.
Alt i alt er verden i dag blevet et bedre sted at være, og det er da ikke så dårligt!

Store truthorn

Her i formiddag skal denne skribent under kniven. Det forventes ikke at blive dødeligt, da i det mindste næppe på den korte bane, mens det på den længere bane kan blive absolut skæbnesvangert for en fortsat produktion af små, skaldede og lettere flan-ørede små Mathiasen´er. Derfor skal der lige fra starten “mosles” lidt ekstra rundt med diverse ny-erhvervelser her i hulen, ikke mindst et par ganske store og endnu langt tungere såkaldte “W-horn”. Disse traditionelle frontladede kompakt-horn er kommet i vores besiddelse ganske uden beregning og er bestykket med JBL 2226H-højttalerenheder.

De kan spille sindssygt højt men overhovedet ikke spor dybt. Dertil er naturlovene forbandet meget i vejen, og niveauet i disse store kasser under 60 hz er nærmest ikke-eksisterende. Som “fødder” under vores Altec 816V og ditto 288-8G driver med et tilsvarende megastort 311-horn kan de dog overbevisende “blafre bukseben” som absolut få andre ting her på kloden, en startende jumbo-jet ikke undtaget. Højt lydtryk og bas hører simpelthen sammen: For at få det ene må man renoncere på det andet, andre muligheder gives ikke.

Det vil sige, sommetider gør det, nemlig i den fri fantasis rige. For nyligt omtalte vi en introduktion af en højttaler fra USA, ZU. Denne højttaler var interessant derved, at den ifølge salgsmaterialet syntes at have løst samtlige de problemer, som 4 generationer af akustikere forgæves har forsøgt at løse og som direkte er skyld i, at vi har slæbt over 200 kg. højttalere pr side her ned i kælderen. På trods af den udprægede succes med at opnå øredøvende lydtryk har vi nemlig STADIGVÆK næsten ingen bas, forbandet og forudsigeligt, ja helt uundgåeligt.

Med en specificeret følsomhed på hele 97 dB, et fysisk-fornuftsstridigt stort frekvensområde parret med en helt ægte 11 ohms impedand var der noget, der var gået helt galt og ikke stemte. Ups, havde vi virkelig helt forgæves slæbt os en pukkel til her i kælderen, noget kunne tyde på det. Naturligvis ikke, denne skribent begår nok fejl, men vi kender i det store og hele naturlovene. Ikke alle, men de allerfleste.
Og så over til et prægtigt citat af den slags, som vi selv ville ønske vi havde forfattet. Disse ZU-højttalere er åbenbart blevet testet OG MÅLT i det engelske blad Hifi World. Vi skal advare om mulig udsættelse for betydelig og på denne side usædvanligt høj litterær kvalitet:
“Tja, de Zu ht’ere er da sjove om ikke andet. De første modeller var der i hvert fald med Eminence enheder, og det er der jo ikke noget galt i. At Zu selv skulle fremstille dem tror jeg ikke ret meget på. Faktisk ikke en skid.
Hifi World anmeldte dem for et par år siden, og de fik da god omtale… lige ind til Noel Keywood målte dem igennem: Peaks and dips, og en bas der havde glemt at møde op. Men de holdt da ca. 10 ohm. Konstruktionen blev kaldt et halv-andenvejs filter, da der kun var passive komponenter på bullit diskanten. Lidt ligesom de meget gamle højttalere man en gang imellem kan finde nede i storskrald.”
Tak, Kristoffer, så er den ged vist rund-barberet! Og vores slæberi hverken forgæves eller ganske unødvendigt, tak, kære naturlove!

Mens vi venter på genudsendelsen af “The Shackleton Walk”

Denne skribent står op ganske tidligt om morgenen, muligvis en tidligt erhvervet erhvervs-skade fra min tidlige barndom som erhvervsfisker. På denne tid af dagen har alle sanseindtryk en ganske særlig intensitet som man stavrer rundt der i halvsøvne, indtil et krus dræber-pulverkaffe fra Aldi skærper sanserne endnu en tand. Disse morgener larmer fuglene simpelthen i en grad, så man næsten fortryder, man her i vinter gad fodre på disse støjende fjerkræ. Måske vi skulle stop-fodre kattene til næste vinter.

Nu er det ikke fordi kaffen fra Aldi ligefrem smager godt, det er blot den, som kan “op-koncentreres” tilstrækkeligt meget til åndeligt at kick-starte dette nok i virkeligheden ikke helt genetisk-naturlige A-menneske. Jeg har prøvet at opnå en tilsvarende virkning med 10-dobbelte Lavazza-espressoer uden synderlig succes. Og så er der jo smagen, som er ganske “ful”!, for nu at forblive i udkanten af fugle-verdenen. I virkeligheden må jeg efterhånden konstatere, at jeg overhovedet ikke kan lide rigtig kaffe. Så hellere Aldi´s det billigste. Som at vælge den billigste tandlæge når alting alligevel kommer til at gøre skide-ondt.

Der sidder man så og glor åndssvagt ud i luften de morgener, hvor avisen kommer lidt sent. Fruen små-snorker i baggrunden forunderligt beroligende som en spindende kat og sommetider føler man sig næsten hensat til det skotske højland. Deroppe blandt sækkepibe-svingerne og haggis-æderne hører man også regelmæssigt hører såkaldt “dronende lyde” Det skyldes ikke helt overraskende, at de lange klagende sækkepibe-lyde spilles på såkaldte droner, det er nok derfor. Utroligt at fruen uden ellers nogen formel musikalsk uddannelse så overbevisende kan eftergøre lydene fra dette pibende instrument, som overalt i verden har været udviklet og anvendt i tusindvis af år. Et sandt naturtalent eller blot en Mathiasen?

Der sidder man så sommetider og zapper løs mellem de gratis TV-kanaler, vi er nemlig ikke vanvittigt villige til at glo alt for meget på TV. Til gengæld er vi sårbare for mediets tidsspilde, og det bevises vel bedst af den tid, der sommetider på disse stille morgener spenderes foran programmer som DR-Update, der altid er fra i går. Det er alle de forbifarende text-TV nyheder forunderligt nok osse, hele verden tydeligvis musestille på denne tid af døgnet. Et fast lyspunkt udover de flagrende fjedrede venner er “Teletubbies” kl. 5.00. Hvem siger intelligente mennesker ikke kan kede sig. Eller noget andet med lidt andre fortegn.

Dér sidder man så og kikker på de forskellige kanaler, hvor der selvfølgelig ingenting er. Det vil sige, lidt er der, nemlig programoversigten og det kan virkeligt sommetider være en øjenåbner. Lige dér sidder jo i disse dage Per Pallesen højt til hest og griner som sædvanligt fjollet i rollen som væbner Ib Abelsøn i den ikke meget mere vellykkede TV-føljeton. Mon det får nogen til at “tune ind” på Kanal K, man kunne tvivle og er den danske skuespiller-palet virkelig så begrænset i sit farvevalg. Godt nok var Dirch Passer i den første farve-filmatisering af “Gøngehøvdingen” i den samme rolle heller ikke ligefrem guddommeligt godt casted, men Pallesen er dog langt værre.

Og så kan det alligevel blive meget værre. Gøngehøvdingen Svend Gønge spilles af ingen ringere end Søren Pilmark. Man har tydeligvis ikke kunne finde en, der var ringere, så man er stoppet dér og dér burde man så være stoppet helt i filmatiseringen. Pilmark er om muligt endnu ringere casted end Pallesen og så har alligevel lige sat trumf på med den kvindelige hovedrolle, skurk-inden “Kulsoen” Hun spilles af Kirsten Lehfeldt og da Kulsoen er den seksuelt dragende femme fatale i hele Carit Etlars oprindelige noget ubehjælpsomme roman-forlæg, så er vi om muligt endnu længere ude i usandsynlig ringe casting.

Det her er RINGE, men se det selv, eller bedre, lad være! Til gengæld kan det faktisk blive endnu ringere og DET er noget af en præstation. For tiden går på DR HD dømt ud fra denne morgens program en tilsvarende svensk historisk serie, der får fredagens Disney-sjov til næsten at være højspændt action-drama. Forlægget er ikke meget ringere end Etlar, men til gengæld langt mere politisk korrekt. Bag serien “Arn” står den tidligere KGB-stikker, nu og i al fremtid naturligvis tilgivne Jan Guillou, der ellers i flere årtier har været fast leverandør af “fascistoide fantasier” Det har blot været de politisk korrekte af slagsen, og så har man sagtens i bedre kredse kunne “labbe” disse noget voldspornografiske Hamilton-bøger i sig. Lidt komisk.

Til gengæld skal man ikke snyde sig selv for lige kort at “zappe” ind på et afsnit af “Arn”, det er altså virkeligt epokegørende. Dårligt, helt vildt ringe! For at vende tilbage til sammenligningen med Disney-sjov: I et afsnit lavede Anders Ands nevøer hver deres lille træ-sværd og tog en omvendt kasserolle på hovedet og dermed var Ridder Rap m. fl. født. Man bliver nødt til at have dette billede i baghovedet for at skabe lidt nødvendig “suspense”, når man sidder og glor på kamp-scenerne i “Arn”

At sige de er komisk dårlige er vel i virkeligheden at runde noget op, TV-virkeligheden i denne svenske jammerdal er langt, langt værre. Scenen med King Arthur og “Den Sorte Ridder” i den første Monty Python-lavprisfilm er uendeligt langt bedre koreograferet og noget mere FRIVILLIGT komisk. Det er virkeligt sjovt at se på i ganske små doser. Størrelsen af disse doser burde for de fleste tænkende mennesker give sig selv, grineflip-kvalmen burde som det nylige vulkan-udbrud på Island akut kunne standse galskaben.

Ja, der er plads til mange tanker her om morgenen, mens der ingenting sker. Åh jo, man kunne spørge om, hvorfor vi dog sidder og glor på de her pausefisk-stillbilleder uden omgivende akvarium. Jo det gør vi, fordi vi venter spændt på en genudsendelse af et elitekorps fra Royal Navy, som med alle moderne hjælpemidler og massiv helikopter-support skal forsøge at gennemføre den berømte “Shackleton Walk” Det er simpelthen en epokegørende god TV-udsendelse og det er ikke fordi man bliver særligt revet med af de britiske marinesoldaters strabadser. For disse elitetropper er det livsfarligt og en manddomsprøve på samme måde som det er for “ulven” Peter at nedlægge Amalie i “Paradise Hotel” dvs ingenting. Til gengæld afslører billederne af det ubegribeligt vanskelige islandskab på den sub-antarktiske ø South Georgia hvordan det må have været for den nødstedte polarforsker Ernest Shackleton at gennemføre den allerførste tur over øen. På den lange led og det er altså skidelangt og endnu mere besværligt tangerende sikkert selvmord. Uden proviant, forsyninger eller nogen mulig support lykkedes det Shackleton efter et par uger uden nogen videre søvn i åben båd over den stormfulde syd-Atlant at gennemføre den allerførste “Shackleton Walk” i absolut rekordtid. INGEN har nogensinde på trods af alskens forberedelser og letvægts-klatreudstyr gjort det hurtigere end den senere Sir Ernest og kun få af de allerbedste har overhovedet kunnet gennemføre turen. Virkeligt en historie at fortælle om.

Mennesket kan altså meget, eller rettere, de færreste kan, mens de fleste til gengæld kan ganske lidt. Ernest kunne og det kan vi også sådan lidt i forskellige verdener.. Holde ud at sidde tomt og glo på still-billeder af ting, som vi aldrig kunne drømme om at se. Mod og mandshjerte findes vist både i det helt store og i det helt lille format.

“Absalon” er altså det fede!

Nu er fredstids-flåder traditionelt ramt endnu mere af almindelig velstands-fedme end andre værn. Det skyldes hovedsageligt, at al aktiv tjeneste foregår på et skib, som efter 2. verdenskrig mere og mere har fået karakter af et flydende luksus-hotel. Overbygningen på nye militære skibe er simpelthen blevet ganske grotesk stor for at rumme den stadigt større besætning. Det er nu ikke fordi de er blevet mange flere, allerede det tyske slagskib “Bismarck” fra 2. verdenskrig havde jo over 2000 besætningsmedlemmer. Nej, hvert enkelt besætningsmedlem er blot blevet større i RUMFANG OG OMFANG. Faktisk tror vi ikke man kunne tænke sig et nyt “Bismarck” i nutiden, da overbygningen til lukaf-er og velfærd for den tusind-tallige besætning antageligt ville få skibet til at kæntre længe inden fjendens kanonild fik den til det. “Bismarck” var som bekendt ellers en stabil skude, som først sank efter historiens vistnok nærmeste “slag-udveksling” med 15-tommers granater. Udover at den osse blev det sidste traditionelle slagsskibs-søslag overhovedet.

Det var ganske vist først, da alle “Bismarcks” hovedkanoner var blevet smadret, at de engelske slagskibe “Rodney” og “King George V” gik helt tæt på og det var sikkert klogt nok. Og osse ret effektivt, “Bismarck” sank da til sidst efter at destroyeren “Devonshire” flere gange havde torpederet den. Nok flådehistorie for i dag, tilbage til den aktuelle danske udgave af “H. M. S, Pinafore”, frit efter Gilbert&Sullivan-operetten. Skibet hedder “Absalon” og blev portrætteret i går i vores avis JP og sikke et portræt. Det eneste lighedspunkt med fortidens mægtige flåder er vist kanonen på fordækket. Én eneste sølle én som vist mest er til pynt. Om den kan skyde ved vi ikke, at den ikke har skudt “i vrede” i det nylige stort publicerede pirat-togt til Aden-bugten ved vi til gengæld. Det har den naturligvis ikke, man er tydeligvis ikke helt sikker i sin skydefærdighed på at ramme nok ved siden af til ikke unødigt at bringe piraterne i fare. Tag dén, Gilbert & Sullivan!

Al anden plads er tydeligvis designmæssigt inddraget til velfærd for besætningen og meget passende var JP´s interview også drejet i retning af non-kombattanterne ombord. En kvindelig forbindelses-officer spurgt om hun ville tage derned igen og udbrød ganske glædestrålende: “Jaaaah!” Inden vi bliver grebet af patriotisk “rejsning” her skal det jo med, at “Absalon”på det her togt til en sandsynlig pris langt på den anden side af 100 mill. IKKE har anvendt sine ny-installerede celler Én ENESTE GANG. Ikke en eneste pirat har været beværtet med halal-mad ombord, sikke dog en total mangel på gæstfrihed.

Vores gæt herfra er, at det har givet al for meget besvær sidste gang, hvor selv de allestedsværende danske mandeblade ombord skulle censureres for ikke at støde de følsomme pirater. Måske man hos besætningen ligefrem havde forestillet sig det ultimative skræk-scenario ombord, hvor de erotiske kanaler på CCTV ombord ligefrem ville blive “scramblet” af hensyn til de fine og troende gæster. Nå, problemet blev så denne gang løst ved, at man slet ikke tog nogen om bord af de svedige sortsmudskede mænd på deres ikke-airconditionerede sejlbåde. Sikke en stank det ellers osse ville have givet, de lugter jo allerede lidt grimt og anderledes til at starte med. Noget med maden.

JP-medarbejderen fortsatte med at interviewe kokken, som havde haft en hård tur. Han havde virkeligt skullet arbejde, for at holde sylte og sager på den store permanente buffet ombord og det i omfang, som muligvis kan have traumatiseret ham for livet. Trods alt er en koks ultimative mareridt vel at al maden er blevet ædt og provianten sluppet op. Appetitten og tørsten hos de danske “sødmælks-sejlere” her (tak, kaptajn Haddock!) havde været omvendt proportional med kvadratet på deres kampvilje og blodtørst. I den henseende intet nyt under solen, siden Korea-krigen er der trods alt ikke blevet skudt fra noget flådeskib mod andre skibe. Sænkningen af den antikke argentinske krydser “Capitan Belgrano” af den engelske atom U-båd “H. M. S. Conqueror” tæller ikke her, det var blot en øvelse.

Det er fedt at være i alle fredstids-flåder og intetsteds federe end i den danske flåde i Golfen. Den akutte livsfare udover hudkræft er simpelthen LIG 0 og det er jo ideelt. Bortset fra dem, der skal betale for dette monumentale penge-og tidsspilde at have denne “flydende luksus-buffet” sejlende rundt. Efter overhovedet ingenting. Ingen kaprede skibe blev befriet, ingen sørøvere blev klynget op, ingen fik krummet et eneste krushår, ingenting skete der. Den eneste “aktion” skibet deltog i var et par raids mod tomme og forladte småbåde, som havde været anvendt til kapring og derefter var blevet efterladt som det altid har været pirat-praksis siden Drake og Kidd og John Paul Jones og alle de andre mere eller mindre skurkagtige pirater. Lidt afhængig af perspektivet og ens nationalitet var nogle af dem en slags helte og allesammen “mænd af handling” Til gengæld er det ganske normal praksis at alle piraterne sejler videre i det bedste af skibene, for de somaliske pirater næppe nogensinde deres lille træ-spand.

DET er så til gengæld ikke tilfældet med “Absalon” og heldigt for det. Mest for de somaliske pirater, som altid har kunnet regne med “Absalon” som en sikker forsyningsbase. Kaptajn Termansen og hans omfangsrige “crew” har naturligvis gruet for, at nogen af piraterne skulle omkomme derude på det store blå oc ean, sommetider flere tusind kilometer fra kysten. Derfor understreger Termansen naturligvis, at man ALTID har sikret sig, at piraterne har nok forsyninger og brændstof til at klare den lange tur til land. De skulle jo nødigt komme til skade, de her mørke hædersmænd synes at have været rationalet.
Herfra skal vores hilsen blot lyde: God tur hjem, allesammen, og ikke mindst held og lykke, når I skal ud og “shoppe” nyt tøj. Fordi I ikke kan være i det gamle længere. Pas på, når I går over gaden, trafikken i Danmark kan være farlig og med garanti LANGT FARLIGERE, end den fuldstændigt fiktive totalt beskyttede tilværelse derude i “krigs-zonen” dernede i solen. Måske vi i dag har overdrevet lidt, det er jo faktisk ikke helt ufarligt at være alt for fed. Fredsflåde-fed!

Bemærkelsesværdigt tåbeligt!

Senere i dag vil vi forsøge at finde tid til lidt intelligente kommentarer til tidens ting og andet. I mellemtiden skal vi lige kort henvise til et spørgsmål, som en tidligere nævnt hifi-entusiast, Jeppe “Virious” har fremsat på hifi4all. Denne særmelding skyldes, at det virkeligt er helt bemærkelsesværdigt dumt og derudover fluks vil ødelægge hans fine Lowther-højttalerenheder. Bestemt ikke meget mindre bemærkelsesværdigt er det, at ingen læsere særligt tydeligt advarer mod dette oplagte mord. På en højttalerenhed, som KUN kan bruges i horn. ALDRIG NOGENSINDE noget andet.

Hele miseren i at bruge denne fine (men uvægerligt noget fælt lydende/vildt opbrydende enhed) i den åbne-baffel konstruktion, som fjolset Virious foreslår, er at enheden dermed mister AL AKUSTISK DÆMPNING. Det er et helt afgørende problem, da enhedens maximale udsving simpelthen er HELT LATTERLIGE PLUS/MINUS SØLLE 1 MM.! Hvorfor i Himlens navn ingen kan huske det er spændende, det har nemlig altid været sådan.

Ikke meget mindre bemærkelsesværdigt er Virious` begrundelse for at overveje denne indlysende idiotiske åben-baffel kostruktion, der for ikke-kendere simpelthen er en placering på en plan plade i helt fri luft. Han vil nemlig prøve noget nyt! Jamen Jeppe, så køb dog noget andet eller tænk dig om eller find nogle mere intelligente rådgivere. Det her kommer aldrig til at gå, aldrig nogensinde, og det kan enhver idiot sige sig selv. Selv undertegnede, og det siger dog noget.

Teknik for begyndere/absolut klasseficerede TYPE A-tåber: En enhed til tilnærmet bredbånds-anvendelse på en åben baffel SKAL have:
1. En vis betydelig slaglængde
2. En betydelig belastbarhed.
3. En betydelig MEKANISK dæmpning.
Andre faktorer kan varieres, disse 3 punkter er uomgængelige. Lowther scorer et ABSOLUT 0 på denne basale krav-liste. Som hjælpeløse Virious selv ellers skriver:
“Har set flere benytte Lowthere i OBs, så det må da kunne lade sig gøre – eller?”
NEJ, det kan det ikke, man kan ligeså godt ødelægge dem først som sidst, de kan forresten ødelægges ved blot at kikke på dem med et fast, vedholdende blik..
Og så lige det allersidste citat fra den vordende selvbygger Jeppe Virious:
“Jeg har prøvet den i adskillige horn – og det sidste horn var ganske fremragende, men nu skal der prøves lidt nyt.” Jamen hvorfor dog så fumle så hjernelamt videre når det nu ligefrem allerede virker fremragende? Ak ja, en lettere syg verden, den her! Som det hed i DR engang for en menneskealder siden: “Hold nu kæft og spil en plade” Det vil vi så gøre.
Slut for i formiddag.

Lille eftermiddags-update: Vor ven Jeppe har brugt dette udmærkede citat om os. Vi bliver nok nødt til at indkalde lidt hjælp for at dechiffrere det, for vi fatter ikke ganske relevansen:
“Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.” Vr det ikke ideen om åben baffel/friluftsmontering vi fedtede lidt med?
Nå, følgende “guldkorn” burde også lige komme med som post scriptum herfra i dag. Jeppe stiller nemlig også “ud i luften” dette ret let-besvarlige spørgsmål:
” Har højden på baflen nogen betydning, eller er det udelukkende bredden?”
JA, det har den, lydbølger udbreder sig altså ganske symmetrisk som en sten i en stille skovsø, blot lige med den ekstra dimension. Derfor hjælper det selvfølgelig ikke en disse at lave bafflen 40 km. bred og 40 cm. høj.
Det var så det eneste eksempel vi lige kunne finde på, hvor (ét) “great mind discuss ideas”…Hvis der altså havde været brug for det, mindre gør det sagtens i denne matematisk ikke vanvittigt krævende sammenhæng.

Jeg har det selv!

Atter i dag bliver vi en smule kortfattede, da virkeligheden atter engang presser lidt rigeligt på. Til gengæld vil vi midt i vores midlertidige små-byggerod forsøge at udkomme med en særudgave i morgen engang. Dagens vigtigste projekt hedder montering af ny opvaskemaskine og for det må selv den højeste folkeoplysning midlertidigt vige. For en tid.

For grafisk at illustrere, HVOR travlt vi har, skal vi lige nævne, at der slet ikke er blevet tid til at montere vores nye Altec-Great Plains Audio 604-supercoaxiale højttalerenheder. Vi har ellers passende kasser og alting, (tak, Lockwood and Timms!) og i det mindste undertegnede glæder sig som det store barn i en lidt for gammel krop, som jeg ubetinget er. Begejstring er dog en herlig ting, og selv efter den nylige indtræden i denne skribents 55. år synes den ikke at aftage synligt.

Og så direkte over til dagens små “Philosofiske Smuler” og tak til Søren Kierkegaard for inspiration, man spildte jo trods alt ikke fuldstændigt sine bedste år på universitetet, men det var nu ganske tæt på! Allerede dengang denne skribent startede i elektronik-branchen var det autoriserede salgstrick par excellence at sige, at “man havde det selv” I en stor forretning, hvor jeg dengang lærte “the tools of the trade”, som det hedder på anglo-saksisk, var denne bemærkning altid den, man trak frem, når tvivlen i kundens flakkende øjne kom til ubehagelig syne. Korrekt doseret med den passende selvhøjtidelige tone var det en ren “kommerciel killer” Tak til min gamle mentor, mesteren over dem alle, Claus Bülow!

Som sagt, udvalget i Radiohuset Expert dengang var kolossalt og enhver torsk kunne vel sige sig selv, at det naturligvis ikke passede, for hvem gad dog have det dér usigeligt platte Bose-lort derhjemme, som dengang solgte i tusindvis. Ja, firmaets gård var ofte fuldstændigt fyldt af papkasser med et indhold, som typisk var endnu billigere at fremstille. End papkassen altså, sikke dog noget bras. Som om NOGEN udover de allerdummeste kunder gad have sådan noget derhjemme. Som at stjæle slik fra små børn, måske ikke den hæderværdigste beskæftigelse.

Ret hurtigt skiftede denne skribent permanent bane fra disse evindelige hifi-løgnehistorier til en branche, hvor jeg altid ganske trygt kunne sige, at det her produkt havde jeg altså IKKE selv derhjemme. Og det passede, for hvem gad dog have et sæt aktive prut-PA højttalere selv når man kunne vælge det helt fede frit fra alle hylder. Nå, det gjorde jeg så og det har jeg gjort siden og vidt forskellige lydidealer har i flere årtier trivedes fint side om side derhjemme, hvor hjem så ellers end var.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor ikke flere mennesker som jeg valgte at have flere musikalske valgmuligheder, men sådan var det næsten aldrig. Underligt, at mange godt gifte mænd uden skrupler dater løs på nettet ud fra den rimelige og oftest sandsynlige betragtning, at der derude et sted findes en kvinde, som er smukkere og mere villig ens ens egen “brugte model” DEt er helt legalt, men fuldstændigt synkront kan denne mand sagtens hårdnakket påstå, at hans nuværende hifi-anlæg er blandt verdens allerbedste. Fordi han jo altså HAR DET SELV, det gør det særligt godt. Indtil han så ikke har hverken det eller konen mere.

Her i huset har vi som sagt slet ikke selv noget af det, som vi sælger. Næsten ikke da. Til gengæld har vi en HEL MASSE ting, som vi hverken KAN eller VIL sælge. De ting, vi ikke kan sælge, er dem, andre handler med,, og dem vi ikke VIL sælge er rene museumsgenstande. Vi er herligt frigjort fra alle kommercielle hensyn og vælger blot frit fra alle hylder. Sådan er det selvfølgelig ikke ellers i branchen, hvor ens egne eksklusive produkter tit kravler ind. Måske fordi man ikke lige har fået dem solgt endnu (meget sandsynligt), måske fordi man ikke rigtig gider høre musik alligevel (helt vildt meget sandsynligt)

Vi ser således sjældent en så total dedikation, at en forhandler UDELUKKENDE spiller på et system af de HELT KURANTE komponenter, som han sælger. Det skyldes jo logisk nok, at ingen importør eller forhandler selv sælger de allerbedste komponenter indenfor alle kategorier, så hvis han VIRKELIGT ville have det bedste, så blev han som os selv nødt til at shoppe lidt “uden-firma´s ” Eller direkte som alle andre kan hos Great Plains Audio. Hvis det altså havde været hans mål.

Og så er vi tilbage ved vores fine ven, hifi-importøren i Herning, som i beskrivelsen af sit hjemmeanlæg UDELUKKENDE opremser helt gængse apparater fra sit eget firmas beskedne portefølje, allesammen eksklusive i den betydning, at kun han selv handler med dem. Se, DET synes vi er en lille smule utroværdigt, for hvorfor i Himlens navn da ikke supplere bare en lillebitte smule med ting, som ikke lige ligger i eget firma. Vi er vist tilbage ved den gamle traver fra starten af min egen (tvivlsomme) karriere, som allerede der i midt-firserne var ved at blive lidt luvslidt.

Hvis man VIRKELIGT ønskede at fremstå troværdigt som en rigtig søgende og ihærdig entusiast, så skal der altså mere til end at pakke en bunke nye komponenter ud blot udvalgt fra den stabel papkasser, som man i forvejen har købt hjem. Og som med nutidens ubarmhjertige kommercielle klima for småfirmaer som her UDELUKKENDE er valgt blandt de producenter, som de store operatører på markedet ikke gider røre ved. Som de grimme fede piger ved skolens afdansningsbal er det aldrig dem, der vælges først, så tilfældig er verden desværre ikke. Dette er ikke en kritik, det er blot et velment godt råd. Udover at det naturligvis er en helt uomgængelig kendsgerning.

Og så har vi endda et råd mere. Vi skal lige opfordre vores faste abonnenter til at hjælpe os lidt i at finde den logiske sammenhæng her i dagens sidste citater fra denne danske importør en de amerikanske ZU-højttalere. Udsagnene klinger lidt forskelligt synes vi:
“fuldtoneenheden er 100% lavet af ZU. Det er den og de garanterer, at der ikke findes dele i denne enhed der er magen til andre, af udseende, lignende produkter.
Magneten er deres egen, alle dele bliver samlet af dem selv, men de får selvfølglig nogle af delene lavet rundt omkring i USA. Alle dele er konstrueret efter nogle specielle krav og selve opbygningen af den er deres egen lille hemmelighed, som han ikke vil nærmere ind på.”
og så til:
“Har du læst mit svar til det du spørger om længere oppe i tråden? ZU enheden har intet til fælles med Legend B-102 (en standard OEM-højttalerenhed fra Eminence red.), selvom det skrives på nettet og det ligner, men igen det er jo hvad man vælger at tro på og vil man tro det bare er en tilfældig hyldevare de har smidt i deres højtalere, så tror man jo det.” (cit. Nerds. dk)

Vi tror måske selv som udenforstående erfarne iagttagere på det sidste, men det er ikke det vigtigste. Dagens simple råd herfra i dag skal være: Lad være med at tro på, at man længere kan sælge varer ved at sige, at man selv har dem derhjemme. Vi ved det, fordi vi selv har prøvet dengang man kunne. Og så også, da man ikke længere kunne, fordi det simpelthen var blevet en for gammel og forloren traver. Den virker ikke længere, fordi Claus Bülow og jeg og masser af andre selv simpelthen har slidt den op. Undskyld!
Udover at det osse dengang var løgn, men det er så en helt anden sag.

Fødselsdag!

På grund af fødselsdags-festivitas og forskellig fjas må vi desværre udsætte vores daglige dosis af visdomsord til i morgen. Vi gik ellers og funderede over en finurlig én under morgen-hundeturen, men Kim Olsen og de andre må altså vente lidt endnu , vi tager dog måske en lille forsmag.
Hvis vi kan huske det, altså, ham der alzheimer kommer med en vis statistisk sandsynlighed krybende nærmere år for år, og 54 år er allerede en relativt høj alder. Frit efter den amerikanske humorist Tom Lehrer er det jo altid foruroligende-tankevækkende at erindre, at da Mozart var i min nuværende alder, havde han været død i 19 år.

I mellemtiden vil vi opfordre alle, der måtte kede sig tilstrækkeligt meget eller blot have abstinenser i dag over denne side og dens fórfald, til at læse den gode Kim Olsens anmeldelse på Nerds.dk af en højttaler fra danske Peak. Kim er en mægtig flink fyr og anmeldelsen er fuldstændigt, som man kunne forvente på sådan en “McDonald”-agtig måde. Man ved, hvad man får længe inden man har fået det, nemlig “fed input på den ufede måde” med garanreret nul mæthedsfornemmelse. Hvis man udelukkende skulle gå ud fra denne test, så ville INGEN garanteret NOGENSINDE købe disse højttalere til en ikke helt blot bagatel af 126.000,-

Det er selvfølgelig heller ikke sikkert, at nogen ville gøre alligevel, men alligevel er Kims test bemærkelsesværdig. Ikke teksten eller resultaterne, de er så aldeles forudsigelige, at det simpelthen gør ondt som en forspisning af McDonald. Flinke Kim foretrækker helt og holdent og aldeles kompromisløst højttalere fra JBL og forstærkerne SKAL være Crown og respekt for det. Det er bare bedst for Kim og det er fint nok hvis han så blot holdt sig for sig selv skribentmæssigt. Netop derfor forekommer det fuldstændigt fjollet at lade ham anmelde en højttaler som Peak, der er henvendt til et fuldstændigt anderledes publikum og til en helt anden musiksmag.

Resultatetet er så forudsigeligt og inderligt kedsommeligt, at simpelthen overhovedet INGEN har gidet kommentere testen. Som jo altså osse blot er en opremsning af forskelle på det testede produkt i forhold til Kims PA-lydideal. DET er eddermaeme kedeligt at læse og det har andre tydeligvis også syntes, siden de overhovedet ikke har givet “fingeren” hverken den ene eller anden vej. Nu er der ikke noget galt med JBL eller Crown, vi lytter trods alt her på vores værksted på Crown Studio Reference I og JBL Olympus S8R, og det lyder da mægtigt fint. Det lyder dog helt sindssygt meget anderledes end den oprindelige “akustiske begivenhed” og hvordan man end vender og drejer det, så er denne herlige kombination allerhøjest et “alternativt glimt” af noget, man alligevel aldrig kommer i nærheden af. Det, der i andre sammenhænge kendes under navnet “virkeligheden!”

Selv har vi ikke nogen faste lyd-idealer fordi det for os ingen mening giver. Det kan måske være, at mange JBL-ejere bare er sådan lidt underlige. I en anden tråd på hifi4all hævder en vis “Rainbow” i en ellers ret hjernelam diskussion af kablernes betydning et ret interessant synspunkt.
” Her sparer jeg så og køber lidt dyrere signalkabler for at høre om Jimmy Page sad og viftede skødesløst med en kop i studiet mens Robert Plant indspillede vokaler på Led Zeppelin 1.”

Synspunktet i denne selv-udlevering på allerhøjeste plan af kronisk-ramte hifi-entusiasters grinagtige navle-pilleri er ikke det centrale. De fleste fornuftige ville vel bare høre musikken, men sådan er virkeligheden slet ikke i hifi-verdenen. Nej, det mest pudsige kendsgerning i dette synspunkt er, at denne fyr OSSE spiller på JBL, nemlig en af JBL-“brandets” for denne skribent absolutte “helkiksere”, JBL 240Ti. På denne højttaler kan man simpelthen OVERHOVEDET INGENTING høre, heldigvis en relativ sjældenhed, ja man sidder hele tiden og undrer sig såre over, hvor simple ting som korrekt fase bliver af. Eller bare lidt eller blot noget der ligner, lydbilledet er fladere end en fladtrykt pandekage gentagne gange yderligere nivelleret af en gigantisk damptromle. Lige netop på denne højttaler kan man kun lige akkurat høre, hvis Jimmy Page havde tabt en fyldt kop sukker-holdig kaffe ned i en strøm-dåse i studiet. For så ville strømmen og lyden forsvinde, denne JBL er helt tydelig i stand til at afsløre denne sidste kendsgerning. Lige akkurat, marginen er ikke stor!.
Ak ja, indbildning er en herlig ting, tænk dog samtalemulighederne med disse glade dedikerede hifientusiaster ved en familie-sammenkomst, gys! Ikke underligt at landets forsamlingshuse har det svært. Næsten ligeså svært som hifi-branchen, men blot langt, langt mindre fortjent!