Sociale analfabeter…?

Nu er denne vistnok sædvanligvis skikkelige skribent ikke nødvendigvis noget mønstereksempel på almindelig “flink-hed” Dem kender jeg nu osse kun ganske få af. Men mindre kan vel osse gøre det, og jeg vil da bestemt mene, at jeg ligger i den bedre halvdel af dette vide spektrum. Ellers må andre, der kender mig bedre end jeg selv gør, vel forventes at byde korrigerende ind her..?

Og denne morgen er så til alt held et eksempel, der ganske vist osse har en lettere speget side. Vi har nemlig solgt et herligt lille Yamaha/ATC-anlæg til et ældre kunstnerægtepar, som de er vældigt tilfredse med. Ja, faktisk så tilfredse, at de har betalt det, selv om det faktisk uden at være særskilt kostbart dog var nogle tusind dyrere end deres oprindelige budget. Men hvad gør man da ikke ganske altruistisk for den gode hifi-sag!
Og så er vi tilbage til dagens eksempel af “flinkhed”, for de pæne ældre mennesker skulle egentligt også have en pladespiller, som de dog så efter at have brugt alle deres penge og endnu flere til så ikke rigtigt havde råd til lige nu. Til alt held har vi så netop fra et dødsbo fået en Thorens-pladespiller ind, der udover lidt mekanisk samling og en ny elastik faktisk var spilleklar. Denne gamle spiller er så blevet klargjort og den får de flinke ældre mennesker så foræret tillige med en RIAA. Om det ligefrem er særskilt flinkt gjort er ikke til at vide, vi har jo trods alt fået en for forhåbentligt for begge parter god handel ud af det. Men decideret ondsindet er det vel heller ikke, for denne skribent er det ihvertfald en rar fornemmelse.

Anderledes prosaisk er visse af hverdagens mere trivielle gøremål. Ikke selve arbejdet, det er både hyggeligt og stimulerende og efter snart 36 år i branchen (faktisk 36 år PRÆCIST denne 1. april!), så er der jo osse opsamlet en vis viden og erfaring- ting, der bestemt letter dagligdagen og muliggør branchens forhåbentligt hurtigste svar- og respons-tid. Og heldigvis rygtes den slags så effektivt, at vi jo lever ganske fint uden så meget som at bruge en bøjet 5-ære på reklamer.

Bagsiden af denne”kompetence-medalje” er så, at vi osse får alle fjolserne, som aldrig nogensinde ville drømme om at ringe til nogen af vores kolleger. Det vil jeg ihvertfald ikke håbe for kollegerne og det ville næppe heller hjælpe de spørgende. For kompetencen i branchen er som så ofte nævnt efterhånden blevet noget fortyndet.

De fleste henvendelser af alle mulige oftest firmamæssigt  ganske irrelevante slags, som vi dagligt får, besvarer vi venligt omend undertiden noget kortfattet. Der er jo trods alt sjældent blot den allerringeste kommercielle mulighed for os eller nogen sæskilt belønning  i at bevare alskens ligegyldigheder. Men vi prøver at holde kammertonen, selv om det da sommetider glipper.

Tag for eksempel bare her i de senere dage. Det gik OK, da en perifer bekendt med telefonisk henvendelse og billeder gerne ville vide, hvilke højttalerenheder der sad i hans højttalere-selv om en kursorisk inspektion med en skruetrækker ville have besvaret spørgsmålet entydigt uden at spilde tiden. Nå, det kom han så til alligevel, da denne skribent plæderede “inkompetent” i sagen mest vel fordi spørgsmålet var så urimeligt at besvære nogen kompetencepersoner med.

Lidt værre gik det med hensyn til at holde den høflige maske gik det, da spurgte, om jeg ikke kunne give ham alle tekniske oplysninger på et sæt Tannoy FSM, som han havde fået i en byttehandet og ikke kunne sælge videre uden at de kunne spille. Lige netop de her ting kan jeg tegne i drømme, men nu havde ham det andet fjols så skærpet min følsomhed for fjolser. Ellers havde jeg squ nok have fundet på at gøre det på trods af, at alle disse mange, mange tusind henvendelser gennem alle årene har EN TING til fælles. Der foreslås ALDRIG NOGENSINDE så meget som en flaske rødvin som bytteobjekt for kompetencen. Og da ALDRIG ALDRIG ALDRIG betaling, ellers noget, som jeg selv omhyggeligt kultiverer overfor mine håndværkervenner. Måske jeg bare har lært det af disse “kunde”-fjolser her?

Og naturligvis heller ikke nogen lokkemad her, som jeg så bemærkede måske ville have ændret udfaldet. Hvilket jo selvfølgelig medførte, at fjolset blev pissesur på trods af, at det egentligt bare var et velment råd. Nå, så fik jeg da lidt fornøjelse ud af det uden nok ligefrem at forbedre den fortvivlede verdenssituation. Tumpen her var da tydeligvis aldeles uforbederlig.

Til gengæld fik dagens 3. tosse så råt for usødet. For nok tog jeg selv i en presset udeservice-situation telefonen og ville lige sige, at jeg ville ringe tilbage om lidt. Det burde ellers være klart men inden jeg fik lagt på efter meddelelsen så fortsatte fjolset kraftedeme: “Må jeg ikke lige stille dig et enkelt spørgsmål….Bånd til båndhøjttalere, hvor får man dem? Og da jeg holdt telefonen med skulderen og kunne ikke engang nå at lægge hurtigt på men var da godt nok lige ved at tabe både sut og mikrofon.
“Nej, for Helvede, fuck af!”
Derudover er vi ellers sædvanligvis ganske flinke og ret velopdragne, men alle har vel et “breaking point”…?
PS og så var der lige en mere i går aftes kl 18.10. Da han blev gjort udtrykkeligt opmærksom på at ringe indenfor åbningstid fortsatte osse han med “Jeg har lige et spørgsmål…” Klap! Nu hedder han så “Fuck” som kontakt på min telefon. En kontakt omfattende et desværre støt stigende antal numre…

Kunstnere og kunst

Nu har vi mange gange tidligere på denne platform udtrykt rimeligt begrundet tvivl om kendte kunstneres (eller blot snakkende mennesker med en formelt højere uddannelse) større følelsesfuldhed eller højere moralske habitus. I denne skribents optik svarer påstanden om disse højere ånds-væseners højere moral til at forvente det samme fra en dygtig børsspekulant eller producent af minkfoder. underligt nok tror mange på det første, men nok næppe nogen på det sidste. Og ikke mindst naturligvis alle de, der regner sig til de intellektuelle, for så vidt dette engang forpligtende ord overhovedet længere har en mening.

Det mest komiske ved denne opstyltede selvforståelse blandt de “knævrende klasser” er næsten, at de gerne benævner sig selv “den kreative klasse”. Det er ikke fordi de som sådan skaber noget, de fylder vist mest bare op i medierne i håb om selv at få en arbejdsfri og vellønnet plads indenfor denne totale tomgangsindustri af forløjede formuleringer og meningsløse meninger. Og for ikke på forhånd at afskrive denne mulighed foregår den moderne medie-debat uden hverken ægte kanter eller blot rimelige forskelligheder. Og Enhedslisten går nu ind for fortsat øget EU-samarbejde med den åbenlyse og uantastelige selvfølgelighed, som moralsk højerestående væsener vist altid har besiddet.

Det er en verden efterhånden af selvhøjtidelige patetiske narrehatte som Martin Lidegaard, som jeg ellers for ikke så længe siden husker som en af de værste blandt nok allerede dengang mange slmmerter. Nu er han bare blot én blandt utallige andre, der mener netop det, der forekommer opportunt lige netop nu og tillige gavner hans egen karriere. De eneste 2 ægte pejlemærker, som behøves, al ægte moral kan altid efterfølgende blandt ligesindede snakkes ihjel i et samfund uden historisk sans udover snapchat og twitter.

Nu er det danske nutidssamfund ikke ligefrem den første samfundsskonstruktion, hvor der snakkes meget, som alle, der har haft oldævl i gymnasiet jo burde mindes svagt. Også i oldtidens Athen blev der snakket meget, selv om snakken jo som bekendt hyppigt blev afbrudt eller i det mindste diverteret med rigelige doser homo-pædofil aktivitet. Faktisk var hele det allerede af al snakkeriet ganske u-levedygtige atheniensiske samfund opfyldt af det her i et vist aldrig senere overgået omfang. Det her får selv Michael Jackson i den seneste dokumentarfilm til at forekomme som en rigtig hyggespreder.

Der er andre umiddelbart iøjnefaldende ligheder mellem nutiden og den antikke oldtid, nemlig den drakoniske diskvalifikation af enhver humanitet hos den udstødte. Og når Alkibiades og Sokrates og Michael Jackson faldt, så var det slut og godnat  med alle statuerne og spilletid på masser af medieplatforme. der skal åbenbart undertiden offentlige ofre til for fortsat at hævde den regerende klikes legitimitet og ophøjede moral.. Selv om man måske osse kan sige, at “Wacko Jacko” måske lige var den nemmeste at ofre.

Nå, men det vel aldeles ubestridte geni Jackson røg i svinget, mens alle de, der stillede børn til rådighed, løb med masser af erstatningsmillioner. Det kunne de så også gøre, simple og udenfor det gode selskab, som de jo sikkert er. Vi andre kan  så pudse vores glorie og fremover afstå fra at spille Jacksons musik og så i stedet måske tage til musical, hvor der slet ikke findes noget af den slags. Og da i det mindste ikke noget, som man behøver at kende til, selv om denne skribent snart 5 årtier-lange nære erfaring med den danske kunstnerverden har mere end antydet, at kunstnerisk succes er ret uforenelig med selv den mest rudimentære form for almindelig anstændighed.

Det burde der ikke være noget videre overraskende i og det er det selvfølgelig heller ikke, blot man tænker en smule over det. Ligeledes burde det heller ikke være en overraskelse, at magtfulde mænd (eller blot nogen med en guitar) kan mæske sig i aldeles villige ungmøer som vist først fortryder det, når de selv er skubbet til side for en yngre model. Hvorefter de kan starte et for dem selv forhåbentligt økonomisk givtigt me too-søgsmål. Det forkastelige overordnede moralske aspekt fordamper ganske i forargelsens flammer.

Det skal nu afsluttemnde siges, at selv højerestående og ellers sædvanligvis rimeligt selvkritiske åndsvæsener som denne skribent undertiden kan få lidt mere end godt er af denne forargelsens “rem af huden” For et par dage siden så jeg nemlig et filmisk portræt af Kurt Cobain og det, jeg så, var simpelthen et billede af et totalt selvdestruktivt  psykotisk misbruger-skvat trukket langt hinsides enhver “spiselighed” Ynkeligt på alle måder selv med den ellers noget elastiske moralske målestok for kunstnere.

Derfor måtte jeg selvfølgelig osse straks finde min eneste Nirvana-plade, så jeg kunne demonstrere  min egen suveræne moral ved at smide den ud. Desværre har et eller andet hus-kendt fjols sat den forkert ind, så det er endnu ikke lykkedes at få den ekspederet ud endnu.
Nå, man skal vist bare ikke forsøge at stifte for nært bekendtskab med sine “kulturelle helte”-selv ikke helten over dem alle for denne skribent, Dmitrij Shostakovitjj, var strengt taget nogen særsklit flink fyr. Det kan sagtens være derfor, at min kone af hjertet afskyr mandens musik og det endda straks hun hører for hende ellers ukendt musik af manden.
Mærkeligt som følsomhed er så forskellig. Det er nemlig fuldstændigt den samme fornemmelse af akut panikanfald, som jeg selv som ellers både relativt tyk-HUDET og -HOVEDET   får ved at høre Allan Olsen…Tag ham VÆK!!
Kunst er noget mærkeligt noget, men heldigvis meget mere end kunstneren selv. Og heldigvis for det da.

Vores kærligheds-højttalere

I dag vil vi delagtiggøre den måbende offentlighed i en ellers godt skjult intim hemmelighed: Denne skribent er et til tider ganske usædvanligt usentimentalt menneske , ligefrem grænsende til det ret hensynsløse. Mens jeg til andre tider er drivende sentimental grænsende ligefrem til det ubetinget pinlige, men det er vist bare en del af nutidens udvidede mande-rolle. Der er dog ingen tvivl om, at indenfor begrebet “følsomhed” spænder denne skribent helt usædvanligt vidt.

Tag for eksempel den vinterdag for 14 år og snart et par måneder siden, hvor Pia Dahl Olsen for første gang vovede sig ind i min dengang noget outreret-ekstreme ungkarlelejlighed. Ufortøvet og ganske uimponeret udøvede hun dog sit fantastiske trylleri, som har tryllebundet mig lige siden. Ingen problemer for denne skribent således her. Alt var pingeling og de beigefarvede Lockwood-boxe med særligt udvalgte og velspillende Tannoy Monitor Gold-enheder medvirkede givetvis osse til at gøre de indledende øvelser indenfor kæresteriets vanskelige kunst en god del lettere.

For aldrig lød de dog så godt som denne allerførste weekend, hvor der dog ellers allerede stod et et sæt ATC SCM 300A i den anden “stue” (læs: lillebitte rum). De fine gamle højttalere må have virket som et potent afrodisiakum på den følsomme skønhed idet denne skribent  desværre  ved at kikke i spejlet vist godt kan udelukke andre fysiske muligheder.
Nå, det endte jo altsammen godt og ligefrem så godt eller måske snarere galt, at denne skribent ganske glemte den første nats audio-trylleri. Der ellers i sælsom skønhed mindede ganske om den herlige sekvens mellem Picasso og Dolores i starten af  filmen “Picassos Eventyr” Ikke at disse specielle højttalere ikke fik en speciel placering senere. De kom nemlig indtil sidste år til at bo permanent i vores soveværelse, både dengang i Fåborggade og senere her på Åbyhøjvej.

Det holdt de så op med-ikke fordi kærligheden forsvandt, men fordi højttalerne blev eksproprierede af fruen, dengang vores parallelle nordjyske paradis blev etableret sidste år. Og deroppe står de så som et minde om engang og samtidigt en målestok for kærligheden. Det kunne altsammen være så godt, hvis det altså ikke osse havde været skidt. For ganske vist har denne skribent over en årrække solgt alle de dengang mange sæt Lockwood-boxe (10 +), men desværre kunne jeg ikke helt finde ud af at stoppe ved dette sidste af skæbnen velsignede sæt.

For i min håbløse ufølsomhed og manglende fornemmelse for kærlighedens sande rødder FORTSATTE jeg med at presse min kone til osse lige at skyde dette sidste særlige sæt af. Dette uden nogen mening iøvrigt, da vi overhovedet ikke behøvede hverken  penge eller plads. Jeg syntes bare, at verden ville blive bedre, hvis jeg satte et sæt elektronisk delte JBL 4894 derop, iøvrigt en vanvittigt velspillende højttaler. Det har så desværre blot intet med sagen at gøre, det her drejer sig jo som det meste andet i denne verden heldigvis slet ikke om LYD. Selv om visse lever permanent i denne vildfarelse.

Derfor bortførte fruen uhyre håndfast de beigefarvede Lockwood-boxe fra dengang til et sikkert fristed for fremtidig fryd og gammen. Og ikke mindst glæde ved at kunne nyde favntagene fra dengang i de mest passende akustisk relativt  korrekte omgivelser. Men derfor er det altså nu alligevel et lokalt lavpunkt af almindelig respekt og kærlighed fortsat at presse på for st sælge de her højttalere. nå, men det er heldigvis en lektie, der nu er lært for denne skribent selv om det er noget mere alt for meget for sent. Ja faktisk så sent, at det næsten nåede at blive ALDRIG:::

Nå, så galt gik det heldigvis trods alt ikke. Og både kærlighed og virksomhed kan fortsætte med at blomstre. Og ikke mindst på denne årstid er det jo altid en fest at levere varer på budcykel, som det er en obligat del af denne skribents daglige dont. Og det er normalt en udelt fornøjelse at møde nye mennesker, selv om den forløbne uge bød på et par noget kuriøse begivenheder.
Den første var en af den slags, som jeg burde have spottet på hundrede kilometers afstand, men jeg må være blevet delvist blændet af det behagelige faktum, at stort set ellers alle de folk, der henvender sig, har et reelt behov. Det havde ham her hifi-fyren så tydeligvis ikke, endda overhovedet ikke.

Han ville gerne låne et sæt ATC-højttalere, hvilket vi som en selvfølgelig tilbyder. Allerede da han ankom begyndte faresignalerne dog at blinke for denne skribent, men vi er jo høflige og iøvrigt ellers ret ordholdende så selvfølgelig stod vi ved vores ord. Selv om det helt tidligt og tydeligt blev klart, at fyren mest var her for at slå tiden ihjel. Og hvorfor dog osse være seriøst interesseret i små ATC-er og så meget gerne ville høre alle andre mulige og umulige store truthorn?-iøvrigt systemer, som vi ellers gerne plager alle usalige kunder med.

Nå, efter nogle timer tog han hjem og vupti, dagen efter kom højttalerne retur uden kommentarer, dog til en fælles bekendt. Skidt pyt hvis det altså så bare ikke havde været forbi “kunden” her nu mente sig forretningsmæssigt legitimeret til at stille alskens umulige spørgsmål om diverse forstærkere fra 1970-erne, som han muligvis var interesseret i.  Dog selvfølgelig ikke HERFRA, da vi jo ligesom ikke handler med den slags, hvad der måske afholder de flest fra at spørge. Selv om denne skribent faktsik ganske ofte og uden økonomisk vinding gerne hjælper unge mennesker med at finde fornuftige brugte audio-løsninger i dba.

Der er blot hele udgangspunktet og vinklen  til forskel: Det ene er hyggeligt, den ellers formelt identiske handling er eklatant spild af tid. Og at vi så også fra en stor lokal uddannelsesinstitution skulle opleve en næsten ligeså håbløs fremgangsmåde var næsten for meget af det gode.
Vi blev som de eneste  bedt om at foreslå en akustisk lyddæmpe-løsning til et lille studie. En relativt bagatelagtig opgave uden senere mersalg med et potentiel avance på et par tusind excl. besværlig og dyr transport.

Vi foreslog et ellers ganske ukendt produkt, som producenten ellers kun sælger til større projekter og som således slet ikke normalt kan købes i ubetydelige kvanta som det her. Vi har dog gennem årene kultiveret et hyggeligt forhold til denne store virksomhed og har således kunnet sikre os små styktal, når det var nædvendigt.
Tilbage til vores aktive salgsarbejde. Vi sendte billeder og monteringsanvisninger af disse dæmpeplader og vi tilbød test in situ. Og så kom komikken ind i billedet. For kunden, som altså ikke selv skulle betale de omkring 10 kkr. men tydeligvis gerne internt i organisationen ville fremstå som “kalif i stedet for kaliffen” bad herefter om oplysninger om, hvad produktet præcist hed, så han, som han måske noget ubegavet skrev, kunne “søge priser” Hvilket jo principielt er noget svært, når man ikke kender produktets navn.
Nå men det fik han så måske ikke fuldstændigt overraskende ikke oplyst (og da især fordi produktet slet ikke HAR noget, da det ikke er kommercielt tilgængeligt ellers), faktisk fik han i stedet besked om, at vi omgående trak os fra sagen, da vi naturligvis ikke ønskede, at en stor industrivirksomhed skulle få henvendelser fra tilfældige fjolser om bagateller, som slet ikke sælges i mindre end 100 stk. industrielt.
Men måske jeg ikke skulle have skrevet til ham “om der var en voksen til stede”, det blev han ihvert tilfælde gal over.
Jo, selvfølgelig skulle jeg da det ligeså vel som man sommetider skal lægge på, når hififjolsers spørgsmål bliver for tåbelige.
Lidt personlig integritet bør man vel kultivere og da ikke mindst når nu Lockwood-historien viser denne skribent øvrige kolossale personlige brister…

Flere strygekvartetter til far

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at der på denne plads har været musikalske opdateringer. Og derudover er fristelsen til art lade denne ulyksalige verden af “Lydjørgener” ligge derude i deres huller og forlade hifi-betragtningerne  så længe det er praktisk muligt er blevet næsten  ubærligt stor. Derudover turde det være indlysende, at de få tilbageværende hifi-tossers kritiske sans alligevel er så begrænset, at man kunne tro det var løgn.

Tag for eksempel den såkaldte “test”, på Nerds fornyligt af en vist ellers rimeligt ligegyldig Glanz-pickuparm til en bagatel af 52.000,-. Testen var forfattet af sikkert skikkelige, men suverænt kedsommeligt-skrivende Jan Nielsen og jeg har selvfølgelig derfor ikke læst den.
Det burde så heller ikke være nødvendigt, der haves jo trods alt her i huset 3 stk SME 30/2 pladespillere med aldeles tilstrækkeligt-udmærkede SME V-arme, der nu i snart 25 år alle bare har kørt og kørt og kørt og overhovedet ikke har kaldt og kaldt og kaldt på nogen udskiftning.. Til gengæld burde opfølgningen af denne iøvrigt ganske ligegyldige Glanz-test straks rynke brynene for enhver med blot den allermest rudimentære kritiske sans. For se dog bare, hvilket vidunderligt tilfælde. Anmelderen Jan Nielsen blev søreme så glad for test-armen, at han købte den. Jamen hvilket vidunderligt tilfælde, den reneste skære lykke.
Og ingen læsere derude spørger selvfølgelig længere om sammenligningen mellem den overstrømmende-positive test og anmelderens efterfølgende reelle købspris for test-produktet. Det ville ellers have været et ganske legitimt spørgsmål og især da for denne aldrende skribent, der jo har årtilange erfaringer med anmelderes flossede moralske habitus. For der var jo engang, hvor der var store penge forbundet med en positiv postuleret “objektiv” test, og det medførte i perioder en pression indenfor anmelderiet af den mere tvivlsomme slags. hvem der var de største ludere i den sammenhæng er der naturligvis principielt ingen tvivl om, de andre “kunder” i anmelderi-butikken betalte jo blot det, som blev forlangt.
Nå, sådan er det så ikke længere uden at dette dog nødvendigvis behøver kvalificeres med ordet “heldigvis” For når der ikke længere er ret mange penge hverken i salg og endnu færre om overhovedet nogen i anmelderiet på disse kanter, så må man jo bare forvente en form for afregning på anden vis mellem de involverede parter. Om det er tilfældet her bare fordi den slags var legio, dengang Jan Nielsen startede på papirbladet  High Fidelity for flere årtier siden, aner vi naturligvis ikke. Dog ville jeg som almindelig kritisk forbruger uvægerligt vælge at fortolke Glanz-testen og det opfølgende køb som en behørig advarsel om ALDRIG at købe produktet med sådan en anprisning. Der findes rene tilfældigheder og så findes der dem af den mere “ikke-tilfældige” slags..
Ellers er der gemytlighed til stede i det lille hjem. Det er lykkedes at erhverve den fornyligt bebudede EKSTRA sikkerhedskopi af samtlige Shostakovich´ strygekvartetter udført af Taneyev-kvartetten. Derfor er den lykkelige situation nu oprunden, at der i stueetagen findes BÅDE en mint LP-kollektion OG en CD-udgave af ditto. Desuden findes der så i vores kælder-værksted ENDNU EN IDENTISK CD-kollektion. Derfor kan jeg nu bevæge mig fra den ene etage til den anden uden at skulle bøvle med at flytte CD-erne med, jamen er livet ikke bare uhyrligt meningsfuldt? Musiknydelsen har som hifitosseriet sine afgjort mere outrerede overdrev. Og meget mere idiotisk bliver det vel næppe end det her.
Tilbage til den virkelige verden af masser af pakkeri af en større leverance til København. Og altså nu med obligat ledsagelse af Shostakovich` 9. strygekvartet med en afsltning, der leder tankerne tilbage til barndommens Anders And-blade. det var den historie om den stilheds-søgende Anders, der i en hurtigt-eskalerende nabokonflikt endte med på sin grammofon at spille den kendte symfoni af Larmikovskij: Den, der hed “7 Jumjo-jets kommer ind over Byen”
WROAAAHH!!!