Legestue

Nu er det med nogen bæven, at vi i dag bringer et opdateret foto fra vores lille evigt foranderlige hifi-eksperimentarium. Det er nemlig af en noget tvivlsom karakter, for så vidt det viser en livslang interesse i alleryderste fase og konsekvens. For fra nu af kan det kun gå tilbage-til til rådighed værende plads er simpelthen sluppet op.  Her i vores kælderkontor pågår der forsøg  at /øge optimere bassen ved gensidig kobling mellem et fullrange Vitavox Thunderbolt-system suppleret med en ekstra bund af samme slags og den slags fylder jo selvsagt en del. Ja faktisk så meget, at der nærmest ikke er plads til noget andet, arbejde og daglig dont ikke undtaget.

I stuen eksperimenteres der så osse med at supplere den noget bas-svage Black Night med en ekstra Thunderbolt-bund, som iøvrigt er den autoriserede løsning fra Vitavox for at løse dette penible problem. Der jo i al sin enkelhed består i, at en kolossalt stor højttaler alligevel ikke formår at dække området under 50 hz-overhovedet! Den slags er så bare ren grundfysik, for hvis man ønsker at maksimere mellembassen, så ryger dybbassen sig en tur. og i den henseende er de her Black Night ikke spor anderledes end de samtidige Meyer Sound MSL-3 og Turbosounds ditto TMS-3.

Alligevel ser det altså som en uundgåelig konsekvens af de enkelte “akustiske byggeklodsers” betydelige størrelse ganske intimiderende ud også i vores ellers ganske store og rummelige stue. Men ikke ganske uventet udfra et kursorisk studium af gældende naturlove, så opnår man det forventede uhyre positive resultat. At både bas-mængden og dennes definition og yderligt forbedrede kobling til luften sætter ny målestok her i huset for realistisk basgengivelse. Og at der under 40 hz praktisk talt intet  får blot realismen til yderligere at øges i det område, hvor der ER bas. Atter et gammelkendt problem: For det tjener absolut intet nyttigt  formål i et beboelsesrum at udstrække frekvensområdet til 30 eller 20 Hz. Den slags giver til gengæld kolossale afledte følge-problemer.

Til gengæld giver de store horns yderligt forbedrede kobling til rummets luftmasse en akustisk lydoplevelse af de mere fysisk betonede. Ja, faktisk nu i en så nærmest overdrevet grad, at det bliver tale om en betydelig tilvænning-simpelthen som at sidde med hovedet i en tuba under de de mest energiske “båt-lyde” under en opførelse af Vaughan Williams`fabelagtige tuba-koncert. Om det er ultimativ hifi er muligvis tvivlsomt, men at der er tale om en akustisk fartoplevelse af de helt sjældne er til gengæld ganske uomtvisteligt. Og vanedannende i urimeligt svær grad, nok nærmest så svært, at en tilbagevenden til den ellers ikke uefne lyd fra et sæt Tannoy Gold 15  i Lockwood Major-boxe nu er blevet rent “no-go”-dertil lyder alting på den kolossalt forstørrede baggrund positivt miniaturiseret.

Lyden er udover den rent nyligt tilføjede nærmest overdrevent fysiske dimension tillige blevet mikro-analytisk i en nærmest distraherende grad. Det er særligt mellembassen, der har fået en nærmest forstærkende virkning på alle de ellers hidtil skjulte mikrodetaljer. Både de musikalske og de støjmæssigt distraherende. Der er tydeligvis visse uomtvistelige fordele ved hornladning af enheder, der entydigt er designet til brug i horn. Det vil her sige, at slaglængden er uhyre beskeden og selv en 15-tommers membran blot vejer omkring 50 gram. åh jo, og så er svingspolen jo nødvendigvis osse lille og let. Ellers normalt ikke ønskelige parametre, men her rykker det..
Og rykker VILDT!
Vi bringer for balancens skyld osse lige et billede fra fruens farm, hvor denne skribent osse hver uge lægger lidt fæstebonde-arbejde. Ikke alt er således rent tosseri for de enkelte, som måtte være bekymrede herfor.

Tiltagende provinsiel søllehed eller bare uundgåelig entropi?

Engang var både hifi-interessen og hifi-PRESSEN (skulle lige understrege det uhyre vittige  bogstavrim) en både mere nobel og velskrevet affære. Ja, undertiden kunne det ligefrem være morsomt, selv om der nu allerede dengang i 1970-erne var noget længere mellem de blot rimeligt  vellykkede eller vittige “sproglige snapse”, end en audio-alkoholiker (audioholiker hed det vist)  måske ville kunne stille sin last med. Heller ikke dengang var det altså nødvendigt med audio-antabus. Så altovervældende vittig var audioverdenen heller ikke dengang, selv om selv allerringeste  og mest hjælpeløse skribent så langtfra nåede nutidens Kim Olsen-niveau (ham fra Nerds). Altså OPPEFRA forstås!

Nå, men dengang hed en letgenkendelig “pen” i dansk  trykt High Fidelity i den semi-morsomme og semi-tænksomme genre Chr. Rimestad. For det hed og hedder han altså virkeligt, selv om jeg i mange årtier derefter troede det var et pseudonymt kunsternavn. For lidt sjovt forekom det da i god overensstemmelse med mandens datidige hyggelige små-skriblerier. Nå, men der skulle senere vise sig en mere prosaisk hverdag for alle os fra dengang. Og det gjaldt både branchen og alle de involverede personer, både hoved- og bi-`erne. De allerfleste forsvandt mere eller måske især  mindre både glorværdigt og uden nogensinde at blive savnet. Åh, Kim Olsen, kunne du da ikke blot arbejde lidt mere over som jurist!

Nå, men i dag er alle trykte medier forlængst væk i denne del af verden indenfor audio. Og det er altsammen måske meget godt, for det forekommer uhyre og nærmest skræmmende ynkeligt at se, med hvilken andagtsfuldhed og respekt nutidens halvgamle hifitosser behandler artikler og anmledelser fra dengang, disse endnu blev trykt på papir. Til tider idioti på højeste skrift-tro plan alle gammeltroende derude (og naturligvis ALLE muslimer, men det er en anden og både tristere og mere skræmmende sag) Det er jo altid en opvågnen til den virkelige verden at se, hvor lidt af verdenslitteraturen, både den faglige og den skønlitterære, der NOGENSINDE igennem alle århundrederne er blevet oversat til arabisk eller tyrkisk..Ikke ret meget er det det korrekte svar, faktisk uhyrligt lidt, hvilket jo ikke akkurat vidner om en nysgerrig kultur.

Tilbage til hverdagen, som der jo osse er langt mest af. Vores ven fra dengang, Chr. Rimestad, huserer STADIGVÆK i både trykte og elektroniske medier. Eller husere og husere er måske så meget sagt. Det skulle da lige være i henseende af at skrive totalt ligegyldige ting. For det meste er der tale om ren “penne-holderi” for ligegyldige personer i ligegyldige situationer i en ren tour de force af journalistisk fattigdom helt på “højde” med alle de gratis annonceavisers betalte “redaktionelle” indhold.

Nu er det så osse i min hjembys og barndoms “hof-avis”, det stærkt hensygnede Horsens Folkeblad, at Chr. Rimestad nu skriver, så man kan naturligvis ikke forvente rene “Pulitzer-pris”-skriverier hver gang. Og det får man så heller ikke-ALDRIG. Ikke engang en lillebitte flig af fortidens vittige skriverier. Altså ikke at forveksle med morsom, bare bedre og sjovere end nutidens jammerlige plat-journalistik.

Det var så så osse engang, at man troede på, at det, der stod i aviden (eller STADIGVÆK. Det der engang stod skrevet  på PAPIR i High Fidelity) havde en særlig mening og betydningsfuldhed. Selv om det vel osse dengang var forfattet af små-alkoholiserede skriverkarle uden særlig eller om overhovedet nogen personlig integritet. Det er det så ikke tvivl om længere desværre. Altså at det meste “journalistiske” arbejde er blevet alternativt luder-arbejde af ringeste kvalitet forenet med den allerringeste arbejdsindsats fra skribentens side.

Endeligt er vi ved at nærme os dagens heller ikke videre spændende “clou” For sommeren igennem har Horsens Folkeblad været forholdsmæssigt overfyldt med ganske ligegyldige artikler om min føde-ø Endelave og disse har oftest været forfattet af Chr. Rimestad. Selv om de næsten altid blot har været helt baseret på en simpel telefonsamtale med en vis Karsten Kragh Hansen, formanden for øens beboerforening. Journalistik? Aldrig i livet, blot ligegyldigheder uden mening, ren intellektuelt frihjul.

Al denne uforholdsmæssige interesse for denne ret beset ligegyldige taber-ø skyldes udelukkende, at bladets kvindelige chefredaktør er gift med den eneste dreng fra min egen folkeskoleklasse på øen (se kommentar nedenfor) og iøvrigt vist har været det i over 40 år. Og som alle andre permanent indesneede personer, denne skribent bestemt ikke undtaget, indesneet altså, , så har de naturligvis haft hus derovre al den tid og dermed osse i lighed med denne skribent interesseret sig for noget, som almenheden vist bedst burde have været totalt forskånet for. Som osse dette skriveri.

Dagens tekst i Horsens Folkeblad er så tilfældigvis ikke af Chr. Rimestad, han er nok på ferie, for han står ellers ofte  for de intellektuelle lavmål i avisen. Og det selv om konkurrencen på denne triste parameter er knivskarp.
I dag får vi så at vide, at avisens mangeårige “vidne”, selveste Karsten Kragh Hansen, nu slagter alle sine vistnok hele 32 malkekøer. At kalde det for en historie er allerede interessant, for den slags sker dagligt i denne tid overalt i landet. Hvad der til gengæld BURDE have været interessant er det, at Hansen her er den allersidste mælkebonde på øen.
For det kunne da godt have været en ganske sensationel historie for avisen at grave lidt dybere ned i, hvordan og hvorfor i hele alverden den slags først sker NU? Altså at manden lukker og slukker for mælken på nogenlunde samme måde, som Endelave Skole her i sommer osse først lukkede, da der SLET INGEN elever var tilbage.

For hvordan i hele hule Helvede har det da været muligt at have mælketankbil og færgeplads og chauffør for tankvognen til mejeriet ganske langt fra Snaptun havn kørende i alle årene? Det er ihvertfald ikke dyrlæge Karsten Kragh Hansen her, der i de senere år udelukkende har haft sig selv som kunde. Men dog naturligvis osse her med de altid velkomne allestedsnærværende ø-tilskud.

Det eneste rigtigt gode spørgsmål i denne affære er vist, hvem der betalt det her idiotiske tilskudscirkus. Dyrlægen her med de 11 børn og tilsvarende offentlige indtægter  har ihvertfald ikke. Ikke så meget som en disse af det. Og ikke mindstspændende,  hvor mange millioner, både det her mælke-tosseri plus skolens årtilange elevmæssige deroute har kostet. Vi taler om et større tocifret millionbeløb til ialt én landmand plus et par børn fordelt i 7 klasser.
Nå, men den historie i grinagtige Horsens Folkeblad af ikke meget mindre ditto  Chr. Rimestad  må vi vist bare tænke os til. Næsten på samme måde, som vi må tænke på kvaliteten i Kim Olsens skriverier…
Kan man virkeligt ikke gøre det bedre eller bare en smule mere væsentligt..

Nå, men derudover er jeg selv blevet gladere. Jeg har nemlig lige opdaget, at vores Vitavox i 1973 var 3 gange så dyre som Tannoys kæmpestore ligeledes hornladede skrummel Autograph. Og det står til troende på papir!

Verdens bedste version 2

Så er liv og aktivitetsniveau atter tilbage til det normale her i vores lille virksomhed efter sommerens tørre og varme tid. Og for selv om vores for tiden mest anvendte forstærkere i huset er Lab gruppens klasse D-agtige multikanalforstærkere, så er det altså på trods af beskeden varmeudvikling i elektronikken ikke blevet til alverden af tid til kvalificeret lytning. For selv om man bor i de mere rummelige forstæder, så er det sin sag helt uden skrupler at spille ved realistiske lydtryk for piv-åbne døre og vinduer.

Nå, men nu siler regnen heldigvis atter ned i mængder, der umuliggør selv “hunde-åbne” døre, så nu er der atter dømt hifi-sæson. Og det er vel bare atter et af de efterhånden hyppigere og hyppigere vink med en vognstang om, at man i sin tiltagende alderdom opsøger ungdommens fristelser og fornøjelser. Og vel altid de allermest engang såre attråede og ikke mindst uopnåelige af dem-som vores 2 tons Vitavox. Der jo uanset ham mærkelige Levesens totalt uforståelige nylige vurdering er vores måske bedste bud på verdens bedste højttalere.

Nå nej, helt så enfoldig og og gennem-stupid er denne skribent dog trods alt ikke blevet endnu, og vi vil da herfra gerne opfordre eventuelt fagligt og sagligt legitimerede til at lade os vide, hvis det skulle synes at blive tilfældet.
Nå, men der er så andre (ihvertfald mindst èn) derude, der ikke har helt samme ellers uhyre rimelige hæmninger. For den på denne plads tidligere omtalte ingeniør Boman (det var ham med “Verdens bedste” (højttalere)) og det ellers natur-nødvendige spørgsmålstegn ved denne pudsige påstand er ikke udeladt. Ihvertfald ikke af denne skribent, det har aldrig været der.

Sommetider er manglen på tvivl i et udsagn et tegn på sund og sikker og altoverbevisende dømmekraft, men det er så ikke lige tilfældet her. Faktisk er det lige præcist det modsatte i dette i virkeligheden klinisk triste tilfælde. Nå, men vi havde faktisk ikke nogen planer om nogensinde at vinde tilbage til fyren her men blev så alligevel fristede over evne. For nu er det ellers nærmest umulige sket: Verdens bedste er blevet endnu betydeligt bedre.

Det siger Boman nemlig helt selv efter en længerevarende flytning/ombygning af lytterummet og det kan man så vælge at tro på. Eller måske bedre lade være! For strengt taget er det jo sin sag efter måske måneders arbejde uden musik så skråsikkert at forsøge at overbevise andre om, at man selv stensikkert vil kunne identificere alle de lydmæssige ændringer. For trods alt påviser dobbelte blindtests, at akustisk hukommelse måles i sekunder og altså ikke uger eller måneder. Og som fremhævet ca. en million gange på denne plads. Ingen formel uddannelse garanterer nogensomhelst selvkritisk fornuft, måske snarer tværtimod.

Ja ja, tosser og tosserier findes der alle steder. men at så mange af dem skulle husere indenfor hifi-entusiasternes ellers fåtallige kreds er altid skræmmende.
Nå, men heldigvis er der håb derude, ihvertfald hvis man skal tro en vis “Anders”, der kommenterede en nylig tråd om manglende engagement i de ting, der ingenting koster. Anders mener måske ikke fuldstændigt uberettiget, at denne skribent er en “gammel sur mand” men til gengæld overbeviser han ikke fuldstændigt denne sure mand om ungdommens søgen efter kvalitet i alle livets forhold.

For facebook-generation af curlingbørn ved naturligvis godt, hvad de skal sige af artige og rigtige ting, men bag ved alle de åh så korrekte synspunkter ligger de samme indre ukritiske svinehunde gemt som alle tidligere generationer så tydeligt har demonstreret.
For alle etnisk danske unge udover et par storkøbenhavnske fodboldfan-grupperinger ved jo godt, hvad de skal svare, når de bliver spurgt om deres valg af veganske og økologiske og klima-reddende forbrugsvarer. Og had og dødstrusler ramme dem, der ikke fatter dette kodede meta-sprog. ingen er vel så voldelige og intolerante som dem, der har ret.

Men når det så kommer til stykket opg den afgørende lakmusprøve på ungdommens voksende ansvarlighed og kvalitetsbevidsthed. så ligger resultatet i denne tid lige for. For ingen gider vel længere læse med om, hvor meget affald og afbrændte telee og smadrede flasker der ligger tilbage på valerne i Roskilde og i Skanderborg efter sommerens festivaller. Og hvorfor skulle man osse interessere sig for det, alle ved allerede fra de foregående år, at ´statistikken omkring affald på festivalpladserne er absolut entydig. en voldsom stigning hvert eneste år og en tilsvarende oprydningsindsats, der ofte varer ind i foråret.

Nå, men lad os nu ikke falde helt hen i mismodets vinter. Heldigvis kan man altid på facebook få afløb for sine selvpromoverende synspunkter omkring korrekthed og alskens sygt-konventionelle meninger blandt andre ligesindede, der heller ikke har det allermindste ud af at anfægte alle de gældende rigtige meninger. Dertil har alle alt for meget at tabe i en verden, hvor det er vigtigt at tage sig sig ud end at gøre det rigtige. Og alle ved, at det er løgn, ihvertfald blot de kikker den allermindste smule indad. Hvilket så bare alt for få gør. og efterhånden som livsløgnene hober sig op derude, så er det tilsvarende sværere blot at vende tilbage til den simple og prosaiske sandhed. Som at have haft Navision for længe uden at eje egne indtastninger..Man sidder tiltagende i sit selvskabte fedtefad.

Og derfor har denne skribent nedlagt sin Facebook-profil i denne sommer. For det eneste, der betyder noget i min verden er, hvordan folk i virkeligheden er.
Og den slags kan man ligeså lidt sminke sig til som man kan overbevise mig om, at man blandt alle verdens håbløst uperfekte hifianlæg har verdens bedste.
Nu blot endnu bedre..

Så skete det!

Det er ikke nemt at indrømme dette her, men det skal vel til. Det føles ellers næsten ubærligt, måske lidt på samme morbide måde, som den nyligt afdøde motionscyklists sidste tanke må have været, lige før han i et 90-graders sving i en gruppe cyklister på 3 i bredden kørte frontalt ind i en traktor og døde. Lige i dette tilfælde var der nemlig lidt mere tid end vanligt til terminal tankevirksomhed, idet traktoren næsten holdt helt stille. Altså lidt mere tid til at tænke “Fuuuuck!” uden at det iøvrigt på den mindste måde ændrer historien. Som nok er tragisk, men bare ikke det allermindste uventet.

Nå, den slags trafikal idioti virker nu nok næppe egentligt adfærds-regulerende på gruppen af motionerende cyklist-fjolser i store trafikalt-anarkistiske grupper på landevejene eller på barnevogns/ridestierne i skoven, men er dog indtil næste gang noget ef det mere enestående. For selv som en kørekort-læs selvvalgt cyklist som denne skribent er det altså ikke akkurat et ønske-minde at efterlade, at man så selvvalgt-idiotisk kom af dage.

Tilbage til den anden ubærlige indrømmelse. Vi har haft besøg af en ganske vist uhyre mærkelig mand, nogen ville vel med nogen ret benævne ham som en egentlig særling. Og det ville de givetvis have ret i og næsten selv med denne skribent som målestok og DET siger vel mere end nok så mange ord.
Denne iøvrigt elskelige fyr kom på besøg her i lørdags, hvor han muligvis lettere tvangsmæssigt blev udsat for vores nyeste men samtidigt “gamle kærlighed”, de monsterstore Vitavox-højttalere i stuen. man(d)) vil vel altid så gerne delagtiggøre andre i sin egen usigelige personlige lykke. Nå, men lige her blev det i stedet til en brat opvågnen, for denne mand, lad os for argumentets og klarhedens skyld benævne ham “Levesen”, udbrød spontant, at det da ligegodt var det værste han nogensinde havde hørt.

Og den slags kunne han udbryde med nogen rimelighed som resultat af årtilange erfarings-studier med andre rædselsfuldt lydende højttalere som Linn, Gamut og sidst små billige (2800,- sæt) Wharfedale. Så det gjorde squ ondt på denne ellers pavestolte skribent således at få desavoueret alle de allerbedste drømme, som disse skrummelhøjttalere var forlenet med.
Nu var mandens argumenter efter at have hørt Johnny Cash og Willie Nelson live måske ikke sådan lige til helt at forstå. Han mente nemlig, at “der ikke var andet end mellemtone”. Og lige netop i den henseende og med den musik var det jo svært at være uenig, for det var jo en pletskuds-kommentar af de ellers i faget ganske sjældne.

For nej, der var ikke bare bas eller egentlig diskant på optagelsen, der mest er karakteristisk ved en næsten knirkende-knastør optagelse af halv-brustne små-kvækkende oldinge-mandsstemmer suppleret med en iøvrigt brilliant klar optagelse af en elguitar plus en forstærker for do. Så jo, kommenatren var et rent pletskud uden at jeg dog helt forstår konklusionen.
Nå, men i sandhedens interesse skjal det da med, at vi tidligere i sommer har hørt en lidt lignende kommentar fra en fyr, hvis ATC SCM 100-ere vi tog i bytte. For mens vi sad og lyttede over et par øller til vores Vitavox Thunderbolts, var hans umiddelbare reaktion lidt i samme retning. Han mente nemlig, at hvis man blot skulle høre musik på sine højttalere, så ville han langt hellere høre det på sine nye Sonos-højttalere. det var simpelthen for distraherende at lytte til Vitavox-skrumlerne, mente han efter første lytteindtryk.

Pudsigt nok ændrede hans synspunkt sig præcist 180 grader efter at vi havde drukket en øl mere og baggrundslyttet et par numre mere, for lige pludseligt blev alle de indrømmet dybt distraherende elementer af Vitavoxernes musikgengivelse i stedet integreret til en kæmpeforventning om, hvordan i alverden det næste stykke musik ville byde på af uventede klangmæssige mikrodetalje-afsløringer.Stor forventning havde afløst den tidligere totale afsky, det var en pudsig oplevelse.

Nå, men helt så godt (eller måske snarere galt) gik det så ikke denne gang med Levesen, der ikke lige lod sig rokke til at foretrække skrumlerne fremfor sine diminutive Wharfedales.
Men som det hed i den udødelige radio-montage om bi-krigen på Læsø: Et slag er tabt, men krigen fortsætter.
For store højttalere med aktiv deling ER bedst. Og jo større, jo bedre.