Mrs. Hyacinth

Enkelte vil vel stadig kunne huske den noget flommede og noget mere fjollede kvindelige hovedperson i den engelske familie-sitcom “Keeping up Appearances” Serien har åbenbart været ulidelig nok til at den vist endnu ikke engang har været genudsendt på TV2 Charlie endnu. Det er jo ellers der, den tyske dræbende kedsommelige evighedsserie om “Kommissær Rex” (den med hunden) går på vistnok ca. 117. år, en hel del for en kanal, som kun har været i æteren et par år. Måske det hele bare er indbildning?. Man kan tydeligvis altså ikke sige, at der er tale om kvalitativt særligt restriktive krav i programlægningen, men den hysteriske Hyacinth er heldigvis for tiden fraværende.
Fraværende vil vi også være her de næste par dage og vil drive lidt og holde i hånd og lægge ægteskabelige planer. Ikke mindst bliver det jo noget vanskeligt at vælge et musikalsk program blandt alle de indkomne forslag til den tilstundende bryllupsfest, men det er godt nok et meget positivt problem. 

Nu er det altså svært p.t. på danske kanaler at se “Keeping up Appearances” og så alligevel ikke. Der findes faktisk i internettets alleryderste hjørne en så god dansk “genindspilning” af Hyacinth-temaet, at vi mistror dette besynderlige fænomen for nødvendigvis at betale royalties til dette “Appearances”-koncept. Vi taler naturligvis om vores gamle ven Århus Hifiklub, som vi har berørt på denne sendeflade adskillige gange tidligere. Ja, faktisk har vi siden klubbens allerførste spæde start spået den almindelig død, græshoppers mængde, vand til blod og andre bibelske og almindelige ægyptologiske plager. Som historiografiske studier vil kunne afdække, var det nu ikke fordi vi ikke ønskede sådan en klub success. Nej, det var mere lige den her upersonlige klub-formation med sin totalt lamme struktur allerede fra starten, som vi ikke spåede nogen videre levedygtighed. Det værste ved sådanne allerede fra starten terminalt dødssygt dødsdømte foreninger er altid, at de står håbløst i vejen for alle andre og bedre initiativer (i det her tilfælde altså alle andre) og jo længere deres dødskamp bliver, jo mere står de i vejen for fremskridtet. Lige i dette tilfælde var det indlysende for enhver, at alt andet end dette klubinitiativ allerede fra starten ville have været et kæmpefremskridt. Også en helt klubløs by, men så godt skulle det altså ikke gå.

I de mellemliggende år er der så sket det ganske forudsigelige, nemlig absolut overhovedet ikke bare det allermindste ingenting. Udover altså at man har fået visse kommunale tilskud til klublokaler hvor der jo naturligvis har været ganske overordentlig rigelig plads til ovenstående skitserede aktiviteter. Dertil ville spidsen af en knappenål osse have været rigeligt, men det kan man vist ikke søge om i det kommunale aftenskole-system. Som den amerikanske stillehavsgeneral Douglas MacArthur (ham med majspiben og de permanent monterede solbriller) korrekt spåede, så skete der både det med ham selv som gammel soldat og den lamme Århus Hifiklub, at de blot ville “fade away”. Ja, Århus Hifiklub “fadede” endda i en sådan grad, at man end ikke gad holde hjemmesiden kørende selv om den fungerende formand havde et link til siden. I det seneste års tid er siden så blevet et fjernt elektronisk ekko i fjerne galakser og svarer vel derved ganske godt til det indtryk den gjorde i det lokale miljø. 
Nu kan man naturligvis også diskutere nødvendigheden af at have en side kørende med fyldestgørende oplysninger om absolut nul-aktivitet, men hvorfor man så ikke blot nedlagde klubben sammen med siden, tjah det vides ikke. Næsten ligeså svært som det var at fatte,at man overhovedet startede den på det oprindelige ikke-eksisterende grundlag. 
Det varede så kun indtil en fyr spurgte på et forum, vi stadigvæk af afstressnings-terapeutiske grunde kikker på (der sker meget lidt og endnu mindre af det er bare den allermindste smule interessant) spurgte, om klubben var død. Svaret var interessant og så er vi tilbage ved Mrs. Hyacinth og “Keeping up Appearances” igen.

Ok nej, svarede den fungerende formand for klubben, den havde vist bare neddroslet sine aktiviteter for tiden. At denne tid allerede havde varet årevis undlod vores ven Simon underligt nok at nævne, måske der ellers er tilbagebetalingspligt på de mulige kommunale tilskud? For at demonstrere sin herkuliske handlekraft fik formand i stedet “på en studs” startet hjemmesiden op igen. Hurra, klubben er tilbage. Næh, selvfølgelig er den ikke det. Siden dokumenterer blot med al ønskelig tydelighed, at flere år er spildt og at fremtiden er ikke-eksisterende som den naturligvis altid har været. Det mest latterlige og måske også mest ildevarslende i hele den her affære er vel, at både den fungerende formand for den ikke-klub og webmasteren for samme virtuelle klub nu er moderatorer på hifi4all, hvor de atter engang udfører det arbejde, som de åbenbart behersker som ingen andre. Her har de med usædvanlig (læs: sædvanlig og dokumenteret mangel på) tæft formået at få al redaktionel aktivitet til at gå ned på absolut vågeblus. Der sker simpelthen så lidt og er så ligegyldigt, at der ikke engang er nok læsestof til at fordrive indtagelsen af en enkelt mini-falaffel i frokostpausen. Det er måske lige i underkanten som hovedorgan for en engang så vidt udbredt mandlig syssel. Hvem skulle nu have troet, at udviklingen mod den moderne “metroseksuelle” mandetype var kommet så langt, at at man ville gå SÅ langt for at “keep up appearances” ligegyldigt hvor lidt realitet der var i sagen.
Desværre tog vi altså ikke fejl i klubbens nødvendige udvikling fra ingenting til slet ingenting, men til gengæld havde vi aldrig gættet, hvor lang tid dette ingenting ville komme til at vare og med hvilken fanatisk nidkærhed den ikke-eksisterende klubs ikke-aktiviteter ville blive forsvaret og det endda til denne dag.
Hvis det her lyder som en absurd historie er det naturligvis fordi det er det. Måske den i virkeligheden er ligeså totalt ligegyldig som klubben. Tjah, det er den vel.
God mini-ferie!

Con Amore

Desværre tvinger presserende nødvendigt arbejde os i dag til betydelig kortfattethed. Vi bliver nemlig i disse timer bombarderet med fantastiske, varme, dejlige, smukke og opfindsomme mails fra alle sider og mange verdensdele i forbindelse med vores bryllypsplaner, som vi naturligvis må svare på. Det bliver en herlig tid og det allerbedste ved alle disse snesevis af svar er den forrygende spændvidde i musikken, sproget, personerne, tankerne og sikkert osse deres stemmeafgivning ved det kommende EU-valg, som findes i folks skriverier. I det hele taget er det eneste sikre fællestræk ved alle vores venner og kunder jo, at de er så helt ubegribeligt forskellige. Det er helt sikkert derfor alle dage i vores virksomhed er så anderledes, at vi hele tiden møder udfordringer og opgaver, som vi aldrig har tænkt på tidligere. Det er helt sikkert derfor, vores arbejde er så givende og aldrig bliver rutinepræget og det er vi meget taknemmelige for naturligvis. Vi håber i al beskedenhed heller ikke, at vi unødigt keder vores egne kunder..
Nå, tilbage til dette “con amore”-arbejde. Må det aldrig høre op. Som kærligheden til (..indsæt navn her..)

Anti-status

Det hjælper sandelig at annoncere, så det skulle vi måske prøve en anden gang, vi har nemlig en vældig bunke sager på lager. Til gengæld har vi så ikke den i går annoncerede Thorens men altså stadigvæk mærkeligt nok vores ellers ekstremt billige Dynaudio Esotar D 330-diskanter og en bunke SME 3009-arme. Nå, nu er det her jo ikke en hifi-butik, og det er nok meget heldigt og da ikke mindst for os selv. Eller måske er det i virkeligheden slet ikke held, nok nærmere en realistisk vurdering af markedssituationen, hvor salget af overdimensionerede mega-forstærkere med monster-køleribber og store “blink-metre” på forsiden er gået samme vej som salget af nye Hummere. Normal markedsøkonomisk teori plejer jo ellers at pege i retning af, at der til enhver tid kan etableres en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel når blot prisen er lav nok. Det tror vi måske ikke ligefrem er tilfældet denne gang, for vi tror faktisk ikke på, at selv en halvering af prisen på de indtil forrige år så højt attråede moderne “retro-apparater” a la McIntosh og Accuphase m. m.vil give væsentligt mersalg. Nu skal der i denne tristesse med, at jeg selv har ejet en McIntosh MC 2600 som var et vidunderligt apparat og som udelukkende blev brugt for at finansiere en ekskones “iøjnefaldende merforbrug”med et ordvalg som vi flere gange har citeret den norsk-amerikanske proto-sociolog (ordet blev nemlig først rigtigt “opfundet” senere)Torstein Veblen for. Det var iøvrigt osse ham, der fandt på udtrykket, så det er vel ret og rimeligt.

Det signifikante var, at vi dengang for få år siden solgte McIntoshen meget dyrere privat end en antageligt momsregistreret dansk forretning for kort tid siden solgte en til en fyr i Ålborg (hej Thomas, hvis du nogensinde vil af med din er vi klar og det til hver en tid!) I mellemtiden er statusværdien af disse “statement-produkter” så styrtdykket sammen med salget af Ferrarier og Maseratier og det er jo noget uheldigt for de producenter, som ikke har andet i porteføljen end apparater, som for tiden er rene elektroniske ækvivalenter til verdens mest idiotiske bybil, nemlig den vist allerede salige Hummer. Vi skal som sagt understrege, at vi selv forfærdeligt gerne vil have en mega-McIntosh, men det er der desværre nok ikke så forfærdeligt mange andre, der vil. Eller for nærmest nogen pris ønsker den ellers forrige år stort anlagte topmodel fra ATC i en stil, der mindede om en højglanspoleret bornholmsk rundkirke. Den gad vi ikke engang selv have dengang det ellers kunne have været topmoderne som et avocadogrønt badeværelses-miljø jo også var det engang for ikke så længe siden. Man ved hvad klokken er slået, når der for eksempel i England blot er én eneste forhandler af dette top-produkt fra ATC, som helt sikkert er ganske brilliant, blot endnu mere ligemeget. Denne forretning ligger godt nok (endnu) i Skotland men kunne for så vidt ligeså godt ligge på Månen. Vi taler om et produkt perfekt tunet til for ganske nyligt svunden tid. Som cikorie-kaffeerstatningen Rich´s…

Det kom som en tydelig overraskelse for en københavnsk repræsentant for et af disse traditionelle statusmærker, da vi fremlagde disse marketingmæssige teorier for nyligt. Han græd nu ikke, men til alt held er det heller ikke hans eget firma, så det kan jo have været derfor.Det skal lige med, at denne praktiske anvendelse af Veblens teori i sin “reciprokke form i krisetider” såmænd blot er noget, som vi har deduceret os frem til ved at studere udvalget af Weber-grills i Metro, et lokalt megavarehus. Her koster den absolutte topmodel ikke som sidste år næsten 10.000,- og er heller ikke længere på størrelse med et billiard-bord. Nej, den største Weber er nu en ren gnalling til under 3000,- og er (næsten) af almindelig grill-størrelse. Det skal med, at Metro er et grossistvarehus og at det frekventeres af et vældigt bredt udsnit af den danske befolkning. Weberne købes udelukkende på firmaets kort for at kunne komme ind i regnskabet og derfor er prisen knapt så afgørende som de grills, som købes for almindelige beskattede kroner. Fandens osse, vi var dumme nok til at købe vores i et byggemarked, så meget for undertegnedes almene indsigt. Weber-grills er derfor en absolut “positiv markør” for tendenserne i samfundet: Hvis det en tid er smart at have et iøjnefaldende luksusprodukt i det hele taget, så er udvalget af monster-grills det samme store som udvalget af Accuphase-forstærkere med de ligeså marketingmæssigt nødvendige som aldeles ligegyldige “blinkmetre” Eller heftigt pruttende Harley-Davidsoner med motorer fra dengang firmaet startede for næsten 100 år siden med en sofistikationsniveau og en trækkraft som en mindre gammeldags klinkbygget totakts-motoriseret træ-fiskerbåd. Uden lokum.

Nå tilbage til vores egen virkelighed, som faktisk i går resulterede i et salg af en ATC-effektforstærker uden blinkmetere eller nogetsomhelst. Om det var derfor ved vi ikke men da kassen til forstærkeren faktisk ikke er større end at den gammeldags elektronik lige kan være indeni så er der heller ikke meget plads til “iøjnefaldende overflødige” blinkmetre. Herligt at et fravær af faciliteter på denne måde kan være et positivt salgsargument igen! Bare ærgerligt jeg selv solgte min gamle McIntosh MC 2600, æv, æv! Ellers solgte vi noget trådløst Sennheiser til en skole i Favrskov Kommune, div. kabeltromler i megastørrelse til. div. efterskoler og Århus Universitet, et par LCD-monitors med aktive højttalere m.m. til en kommuneskole, en ENG-mikrofon til et reklamebureau, div. CD-er til en anden privatskole og så lidt sager til en lokal medie-virksmhed. Åh jo, og så osse 4 stk. ATC SCM 19 til et gymnasium. Men ikke nogen egentlige “status-apparater” Heldigt, det skulle vi nemlig heller ikke. Især heldigt når man ikke kan, vi kan ihvertfald ikke, men det har vi heller aldrig kunnet. Eller blot forsøgt.

Annonce

Også i dag bliver disse vise ord noget kortfattede, da der allerede fra morgen skal skaffes “arbejdsmæssigt fri-rum” (et det mon et nyt ord, det lyder da fint?) til at fortsætte med den proces, som forhåbentligt vil resultere i en nyt og bedre Poulsaudiobutik/Dansk Audio Teknik Professionel i nye omgivelser. Ihvertfald burde der blive bedre tid og ikke mindst plads til at drømme de ligegyldige drømme og tænke de meningsløse tanker, som er det egentlige brændstof bag denne forside. Det bliver osse en mulighed for at afsøge diverse gemmer for skjulte “guldkorn” og vi er da blevet opmærksomme på, at vi åbenbart allerede har fundet sådan nogen. Vi taler om det, som åbenbart er verdens bedste diskant, nemlig Dynaudio Esotar 330. Sådan et sæt har vi nemlig set annonceret til ikke mindre end 5000,- brugt og det er eddermaeme dyrt. Hurra, vi har fundet et sæt helt ubrugte af slagsen så de må vel være endnu mere værd?

Det synes vi nu ikke, ellers havde vi jo også brugt dem selv og mon ikke man vil kunne fralokke os disse enheder for en noget lavere pris? Sammen med de diverse SME-arme (3009 og ditto-R), ERA-pladespillere, Thorens do. sandelig osse et sæt spritnye Dynaudio Focus 220 standerhøjttalere, som blev blæst af banen af et sæt ATC (kampen var nu osse ulige, ATC´-erne var en del dyrere..) Sammen med vores utallige Audio-Technica AT-95 nåle og nogle vistnok ikke længere producerede Focal MT-120 super-inverterede super-domediskanter vil de sikkert osse i fremtiden komme til at stå i et eller andet hjørne og se dumme ud indtil støvet æder dem. Eller indtil denne fine annonce her sender folk i frådende masser i retning af vores ydmyge lager/værkstedsfaciliteter.

Ellers er denne annonces egentlige ærinde i dag i god til at forberede på den tilstundende bryllupsfest, ja det giver os faktisk mulighed for at gøre det en gang mere fordi vi er i så ufatteligt god tid. Hvis man ikke ønsker at abonnere på denne indbydelse skal man uførtøvet meddele os det snarest, ellers er man som naturlig ven af huset (eller “Huset”, som en gammel (uven) af dette hus engang så sprogligt nyskabende udtrykte det-“Huset” med stort er som bekendt en lokal kulturinstitution grine grine) naturligvis velkommen. Vi skal osse lige i den anledning efterlyse gode forslag til musikalsk underholdning og anden morskab og i lighed med den nyligt overståede Spot-Festival kan vi garantere en betydelig eksponeringsværdi af de optrædende. Om det så bliver overfor fulde unge mennesker med obligatorisk hættetrøje og sekunda-repræsentanter for det internationale musikmiljø som lige Spot kan vi til gengæld ikke garantere. Iøvrigt en interessant nyskabelse dér på Spot at arrangere eksklusive branche-konferencer på en forlængst nedlagt og endnu mere nedslidt gammel kommuneskole på stolerækker, som blev brugt, da Ruder Konge var Knægt og den forlængst afgåede borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen endnu ikke var blevet overlærer. Det har helt sikkert fungeret helt fint altså hvis man ikke har forventet alt for meget eller blot noget positivt resultat overhovedet. Næste år kunne man måske passende lave en bivuak-teltlejr ude på pladsen for alle de møjsommeligt indfløjne internationale medlemmer af musikbranchen. Som man også denne gang inviterede på så billige billetter, at disse ikke kunne ændre rejseplanerne så meget som et eneste minut. Om det sælger mere dansk musik er nok tvivlsomt. Det plejer at være en ret god regel, at det “koster penge at tjene penge” og når man ikke rigtigt bruger nogen så får man heller ikke rigtigt noget videre ud af det. Nå, men der er vel heller ikke så forfærdeligt mange penge til overs for arrangørerne af denne “musikalske nødhjælpskoncert” når de nu som bidrag til Folkekirkens Nødhjælp (hvorfor får man egentligt aldrig at vide, at det intet har med Folkekirken at gøre?) skal bruges til det faste administrationsapparat indtil næste års festival. Men til gengæld bor de rigtigt pænt, arrangørerne, og når vi er i bygningen deroppe i Saltholmsgade (vi har en sagesløs kunde ovenpå) plejer vi da at kaste et flygtigt blik derind. De ser godt nok energiske ud som de sidder der og knokler med at tømme deres cappucino-kopper og for musikken og det daglige brød. Mest deres eget naturligvis, ligesom os selv.

Nå, men som sagt, tøv ikke med at byde ind på vores gamle elektronik-bras og husk at slå spam-filtret fra den kommende dags tid tid eller to. Hvor altså der vil tilflyde en invitation til noget så stort, at det selv i kosmisk perspektiv får selv “The Big Bang” til at ligne en ufarlig knaldperle. Ikke at deltage vil være på absolut eget ansvar og en “misser” her vil nok være det samme som for dem, som stod med en fribillet til den udødelige Woodstock-Festival men så alligevel ikke lige gad den dag. Det har de vel også fortruds senere. Ihvertfald lidt.

“Hvad skal det nytte?”

Det var den fremtrædende danske politiker fra datidens permanente oppositionsparti, Venstre, (da Højre jo i denne Provisorietid sad permanent på magten i slutningen af 1800-tallet) som hyppigt citeres for ovenstående udtalelse. Udtrykket har nok uundgåeligt flere “fædre” end den ellers altid aktive og veltalende Hørup. Inden eventuelle vidende mennesker frådende kaster sig over undetegnede for fejlagtigt at benævne den ligeledes noget konfrontatorisk/trættekære Hørup som andet end den sande “Radikaler”, som han normalt i den primært radikalehistoriske selvforståelses-tradition opfattes som, så skal det jo med, at dengang han sagde de så ofte citerede ord i dagens overskrift i forbindelse med udbygningen af flådebatterierne ved Københavns befæstningsværker VAR han nu blot Venstre-mand. Andre muligheder gaves ligesom ikke. Udtalelsen faldt nemlig i 1883 og Det Radikale Venstre opstod først i 1905. Nu var der mest symbolsk værdi forbundet med denne udbygning af befæstningerne omkring det naturligvis allerede dengang forlængst ganske “uforsvarlige” København og tiden for stationære befæstningsværker i bymæssig bebyggelse var og havde i mere end 100 år været en dødssyg ide. Englændernes bombardement af København i 1807 under Napoleons-krigene havde jo vist de iboende problemer. Hørup havde ret, Københavns befæstning hjalp naturligvis ikke en disse da det kom til stykket i 1914 og Danmark naturnødvendigt blev en slags kejser-tysk lydstat, med eller uden kostbare københavnske fæstningsværker. I det her tilfælde blev det altså “med” uden at det betød en tøddel. Heldigt, at de også dengang noget flegmatiske englændere ikke selv havde planer om at forcere de nyligt anlagte og nidkært vogtede danske minefelter i de indre farvande. Udlagt på sand neutrl vis OG på tysk initiativ, naturligvis..

Vi kommer til at tænke på det dér udtryk med “Hvad det skal nytte” i forbindelse med, at vi ind imellem i almindelig kedsomhed zapper lidt rundt på de danske hififora. Det sker efterhånden meget sjældent mest fordi selv betydelig kedsomhed alligevel sagtens kan uddybes yderligere ved at sidde og glo lidt. Vi skrev engang for efterhånden uendeligt længe siden vores lille “hyldest-digt” som ugeemne til alle dem, som ikke længere er hos os, nemlig de rigtigt kompetente gamle kolleger. Et eller andet sted er de selvfølgelig stadigvæk, de er tydeligvis bare ikke lige dér, hvor der er allermest brug for dem. Emnet hed iøvrigt “Hvor blev de allesammen af?” Vi tror, at flere af dem må få den samme forstemmende følelse af afmagt over at se, hvor verden i mellemtiden har bevæget sig hen. Dengang for godt 25 år siden var det mest kunderne, som ikke altid vidste helt så meget som de måske troede, mens de professionelle i branchen var, ja rigtige professionelle, som kunne deres kram. Derfor kunne man osse simpelthen gå ind af døren i Radiohuset Expert dengang i 1983 i Frederiksgade, Århus og få lavet et kabel, mens man ventede. Ikke af nogen særlig specialist, der var mindst 25 personer som på 3 minutter eller mindre kunne lodde et XLR-mikrofonkabel. Ganske som på samme som den kombinerede Cykelsmedie& Radio/TV forretning i landsbyen Sorring kunne det. Fordi det var skidenemt når man altså kunne og det var ganske let at lære.

Sådan er det så ikke længere og intet tyder på, at det nogensinde bliver det. Dette simple hjælpe-elekroniske håndværk er simpelthen uddød nogenlunde ligeså endegyldigt som det tidligere blomstrende bødker-erhverv, hvor man lavede tønder og smør-dritler endda også på min fødeø Endelave. Det må altså have været nemt, ligeså nemt som at lodde et kabel. Når alle uden problemer kan lære en ting som for eksempel at cykle så er det jo fordi det falder de allerfleste ganske let. Tilbage til vores forum-kikkeri. I de senere dage har der været “rundkastet” diverse bønner om en af de ting, vi selv ved allermest om, nemlig de såkaldte XLR-stik, som er professionel standard. Netop fordi de har haft samme anvendelse i næsten 60 år er det jo også dermed overkommeligt at tilegne sig den totale tekniske viden på området som vi selv altså mener at have gjort efter en samlet studietid på omkring 10 minutter. Tilbage-tilbage til de forgæves bønner om hjælp ude på de store fora, for der kom nemlig underligt ingen reel hjælp, eller rettere, der kom intet andet end decideret mis-information, og det er altså bemærkelsesværdigt selv med nutidig målestok. Mest fordi der simpelthen må være adskillige hundredetusindvis af danskere, som kunne løse de opstillede problemer på omkring et minut. De var der bare ikke.

Det ene uløselige problem (uløselig fordi det jo altså ikke blev løst) bestod i på grund af forskellig polaritetskonvention at få loddet 2 af de 3 ben om i et let adskil-bart XLR-stik. Der var bare ingen der gjorde det, tværtimod viklede man fra disse “hjælpende” ånder sig ud i vanskeligt forsvarlige synspunkter med, at disse uhyre almindelige stiks “ben” vistnok skulle være monteret med en mekanisk proces, der kaldes “crimpning” og som kræver specialværktøj. Så kunne det jo selvfølgelig ikke lade sig gøre mente altså denne bidragyder, som tydeligvis aldrig har set indmaden i et XLR-stik. Altid rart at se ytringer, som på ingen måde er hæmmet af faktuel viden. INGEN ben i noget XLR-stik som vi nogensinde har set har nemlig været beregnet til andet end lodning, og det vil sige, at benene i stikket altid har profil som et “U” Sådan et KAN man simpelthen slet ikke “crimpe” på, det kræver en RUND profil som ydermere bør være så tynd som praktisk mulig af hensyn til den betydelige mekaniske belastning. Altid underholdende at se sådanne lammende “hjælpsomme forslag” med ord, som man blot som en papegøje har lært uden at fatte, hvad det betyder. Det værste er så næsten, at spørgeren ikke er blevet bestormet med personlige henvendelser om hjælp til denne banale operation, men det er altså heller ikke sket. Er der da slet ikke nogen udover os som kikker med længere?

I et andet tilfælde skulle en fyr bruge oh banalitet, en såkaldt XLR-splitter. For ikke-fagfolk er sådan en en hel del lettere at lave end en almindelig stikdåse. Her skete der heller ikke andet end at hjælpsomme sjæle henviste til, at vores gode professionelle kollega Musikhuset Aage Jensen/Eskildsen da nok havde sådan en. NEJ, det har de heller ikke, de henviser også sådanne uhyrligt svære “specialistopgaver” til os, Gud bedre det. Ikke at det som sagt er spor svært at lave sådan 2 splittere, 5 minutter rækker rigeligt og så kan gufle en morgenkrydder og en kop kaffe og en smøg imens og endda have tid til overs. Igen, det betydningsfulde i denne uendelige kollektive net-hjælpeløshed er udelukkende, at ikke en eneste kompetent person bare lige “fixer” problemet lokalt. Ja, den “kollektive uvidenhed” er faktisk nu blevet så stor, at ret få problemer vel overhovedet fremover vil kunne løses når nu der ikke kan i et forum med angiveligt 30.000 særligt interesserede og forhåbentligt fagligt legitimerede brugere. Når det altså ikke kan det, så må man jo med salig Hørup spørge: “Hvad skal det nytte?” (at spørge den såkaldte “ekspert-sagkundskab”) Svaret er det samme som dengang med Københavns befæstning, nemlig “Overhovedet ingenting” Det er aldrig dumt at spørge om noget man ikke ved, det er blot alarmerende når man ikke selv på de bedst besøgte fora ikke kan få hverken nogen hjælp eller andet end totalt uanvendelige svar på så uhyggeligt simple spørgsmål.

Vores nye hus

Vi må lige undskylde for gårsdagens store svigt, for vi nåede faktisk ikke at delagtiggøre den altid hungrige offentlighed i de dybe tanker, der dagligt fra selve Gud kanaliseres gennem denne ydmyge profet. Noget kunne nemlig tyde på, at vi i går faktisk købte os et nyt hus. Det vil sige, helt nyt er det nu ikke, men det er i det mindste nyt for os og det er jo det vigtigste. Efter en noget opslidende fase med næsten ugentlig “hus-dating” (mon det er ligeså hårdt med almindelig dating-godt man ikke er midaldrende midtvejskriseramt mand længere) ser det ud til, at det helt rigtige. Nu er processen vel alt og resultatet knapt så vigtigt i almindelig dating, men det her er noget lidt andet. Det er huset faktisk osse. Det er nemlig kæmpestort så det kan vaske sig og har en fremragende akustik, og det er naturligvis for hifi-tumper som undertegnede et “major selling point” Iøvrigt havde jeg ikke så forfærdeligt meget at skulle have sagt som mænd vel til alle tider heller ikke har haft det i slige situationer.

Samtidigt er der ved hop på den fra de gamle Anders And-blade så kendte kængurustylte (laves de mon stadigvæk, dette barndommes forgæves attråede transportmiddel) muligt at se selveste Århus-bugten i glimt på den højeste stylte-deklination, når man hopper løs ude på 1.sals-terrassen. Det er faktisk ganske overordentligt fedt at fantasere semi-seksuelt om alle de indretningsmæssige muligheder og endelig bliver der mulighed for at lave den ideelle udgave af “Giganternes Møde” mellem monster-højttalere fra Altec-Lansing, Tannoy, JBL og ATC. Af rent kommercielle grunde har vi naturligvis allerede udnævnt de sidste som vindere, men internt må vi da indrømme, at resultaterne måske er mere tvetydige grænsende til det egentligt tvivlsomme. For eksempel var duetten mellem Johnny Cash og Bob Dylan på “Girl form the North Country” fra “Nashville Skyline” helt enestående autentisk på de p.t. opmagasinerede JBL 4320. Cash lød så meget mere som Cash end alle de senere urimeligt opreklamerede såkaldte reference-indspilninger på American Recordings produceret af Rick Rubin. Måske den ellers uvægerligt så stilistisk uhyre bevidste Rubin med sin kasket og lange lokker har haft dækket ørene, da han miksede, for ret meget ringere har vi da aldrig hørt Johnny lyde. Godt nok var han ved at dø, men derfor havde det vel ikke været nødvendigt at få det til at lyde så stendødt som om han allerede var blevet begravet. Anderledes dengang i en helt anden tid et helt andet sted da JBL var Gud og Johnny en rigtig mand. Skideskæv, men helt anderledes rigtig. Som lyden.

Ellers lovede vi jo i går at behandle den såkaldte “Visnepolitik” (alle Navneord blev jo indtil Retskrivningsreformen skrevet med stort) Det er jo det begreb, der traditionelt anvendes om en parlamentarisk folkevalgt forsamling permanente ikke-deltagelse i den af regeringen førte politik. Begrebet blev undfanget i slutningen af 1800-tallet om det dengang nye parti Venstres parlamentariske obstruktion mod de i mange år siddende Højre-regeringer i Danmark. Faktisk fik Danmark jo først en (delvis) Venstreregering i 1901 og indtil da havde Højre klaret ærterne ved ekstraordinære kortvarige regeringsbeslutninger, som blev kaldt “Provisorier” Nu taler man traditionelt om regeringen i 1901 som den første efter “Systemskiftet” selv om altså lederen, der dengang hed en “Konseilspræsident”, var den aldeles upolitiske sagfører J. H. Deuntzer. Venstres “Visnepolitik” havde faktisk ikke rigtigt ført til andet resultat, end at man havde måttet ændre sin egen politik og det altså i en grad, at da man endelig efter parlamentarismens indførelse i Danmark så fik magten alligevel måtte affinde sig med en upolitisk statsminister. Senere gik det bare tilbage, men vi skal da lige i dag mindes dengang, denne “visne-proces” startede. I historisk perspektiv opfattes det traditionelt som noget positivt, men ret meget anderledes end i dag er det vel i virkeligheden ikke. Når man selv “visner bort” som Venstre og dets idealer allerede dengang er det vel egentligt mest negativt?

Ret meget mere opmuntrende er det ikke at se, hvordan det går i vores traditionelle hobby-branche, nemlig på de danske hifi-netfora. De visner vist også temmeligt meget men om det er en bevidst politik ved vi naturligvis ikke. Noget kunne næsten tyde på det, for man har åbenbart fra redaktionel side fuldstændigt opgivet at lede denne herlige hobby nogensomhelst steder hen. Der er simpelthen intetsomhelst at læse andet end de mere og mere stillestående “debatter” på brugerforum. Hvis man ikke fra magasinerne aktivt stimulerer blot en lille smule ved blot en enkelt lillebitte test en gang imellem eller et besøg hos en sagesløs læser eller hvad ved jeg, så er der altså dømt “visnepolitik”
Hvis man skulle have behov for at se, hvor galt det kan gå, kan man da prøve at google pinkfishmedia. Dér er forum i forskellige udførelser simpelthen det eneste indhold, og reultaterne er både interessante og skræmmende. Selv i et så stort sprogområde som det engelske er det sørgeligt, så ubegribeligt få, der ytrer sig der.

Det skyldes ganske givet, at selv den bedste erfaringsudveksling på dette sædvanligvis ganske sobre forum simpelthen overhovedet ikke medvirker til at “føre kunsten videre” Selv læser vi det osse mest af almindelig kedsomhed for at læse lidt om gamle JBL´er og andre ligegyldige ting. Ting som aldrig nogensinde vil kunne tiltrække annoncører ikke engang sælgere af søvndyssende piller. Dertil er pinkfishmedia allerede rigeligt søvndyssende i forvejen. Hyggeligt nok men det er vist også det.
Konklusionen turde være ganske klar: Man bliver altså på alle de her trygt slumrende fora nødt til at levere varen, altså originale redaktionelle tekster. Hvis der ikke er en skid at læse kommer man i den for fremtiden noget uheldige situation, at folk kun holder med at interessere sig for hifi, der kommer praktisk talt ingen nye til. Desværre er denne fremtid nok allerede hos os i dag, verden ser da noget mere end egentligt “halv-vissen” ud derude i cyberspace. Det er trist, men underligt er det ikke og da slet ikke nær så underligt, som den kendsgerning, at Venstre stadigvæk kalder sig Venstre. Selv om de altså “visnede” bort allerede inden de for første gang (næsten) fik magten.
P.S Udnævnelsen af Deuntzer var iøvrigt i en anden henseende et afgørende nybrud i dansk politik. Det var nemlig første gang en offentligt fremtrædende dansk bøsse blev udenrigsminister og ligefrem diskret gik Deuntzer ikke med “sagerne” Det skulle jo blive senere hen blive noget anderledes i både royale og (venstre)politiske kredse. Underligt nok egentligt, at tolerancen dengang åbenbart var større end i dag og underligt osse, at Deuntzer ikke blev det ikon, han faktisk havde fortjent at være. Så vidt vi ved, var der nemlig tale om en absolut “first” ihvertfald i Danmark.

Den nye “Visnepolitik”

Dagen i dag, som potentielt kan blive en fantastisk stor dag for vores lillle firma og familie, starter desværre så tidligt, at vi først senere engang i dag vil kunne færdiggøre dagens spændende emne, som er nævnt i overskriften. Det giver jo så til gengæld ikke-historiekyndige en enestående mulighed for at orientere sig i et emne, som de allerfleste (heller ikke) ved noget om med den sørgelige baggrund i den uhyrligt mangelfulde historiske viden og bevidsthed, som det danske skolesystem så uhyre målrettet har dyrket siden 1960-erne engang. Som sagt, det retter vi en smule op på senere i dag! Hvem kunne dog også være bedre til at stille de ustillede helt selvfølgelige spørgsmål? Selvfølgelig alle mulige andre, de gør de bare alt for sjældent!

Heksejagt

Der er visse ting, som er stadigt tilbagevendende fænomener i verdenshistorien, og heksejagt er et af disse evige udtryk for menneskets iboende afstumpethed. Det har altid været underligt for denne skribent at se, at især anarkister og i et vist omfang fundamentalistiske kommunistiske tænkere har kunnet hævde den universelle “menneskelige godhed”, når nu enhver til enhver tid overalt kunne se utallige beviser på det modsatte. De store trampede på de små, som så selv var endnu mere grusomme mod de endnu mindre som så efterfølgende gik løs på de allermindste. Hvor al godheden blev af i dette voldsorgie var vanskeligt at se, det var måske derfor disse kommunistiske og anarkistiske filosoffer stadigvæk er anerkendte i dag. Fordi de ikke selv kikkede og det gjorde efterfølgende heller ingen af deres epigoner. Man ville åbenbart ikke så gerne gøre “den gode sag” dårlig ved at konfrontere den med simple realiteter. Der er ellers nok at se på, og hvis man skulle være i tvivl om begrebet “heksejagt” stadigvæk findes, behøver man vel blot se TV-Avisen. Heksene er godt nok anderledes, men den ulideligt kløende intense seksuelle fornøjelse ved jagten er den samme som dengang omkring de brændende heksebål i Salem, Massachusetts i 1692.

I forgårs gik det så ud over det nærmeste, man vel udover de sikkert få støtter til en større import af israelske Jaffa-appelsiner, man overhovedet kan komme til “nutidens hekse”, nemlig de pædofile. Nu er pædofili en ganske afskyelig ting men ikke meget mindre afskyelig er alle de mekanismer, som øjeblikkeligt kommer frem fra den menneskelige underbevidstheds allermest beskidte kloak. Ja, det er måske i virkeligheden endnu værre og da især når det er hele er forklædt som “bekymring” for de stakkels små. Denne gang var historien fra Horsens, hvor en pædagogmedhjælper var blevet anholdt på basis af forklaringer fra børn på 3-4 år. Passende fortolket af evigt bekymrede forældre med efterfølgende øjeblikkelig politianmeldelse havde det ført til den uundgåelige ligeså øjeblikkelige fængsling, som er en integreret del af enhver heksejagt. Ingen tid til smålige hensyn til retfærdighed og blot den ringeste smule omtanke: “Burn, Baby, Burn” Var det iøvrigt ikke det, der engang hed en “neger”, som fremførte disse tydelige trusler? Nå de eksisterer heldigvis ikke længere, negrene. Det hedder de ihvertfald ikke selv om de som så meget andet i disse sager ser ligesådan ud. Det er osse den eneste forskel.
I lyset af disse angivelige gigantiske (godt nok endnu ikke beviste eller måske endda ikke engang sandsynliggjorte) overgreb mod sagesløse og næsten mæleløse børn havde TV-Avisen rullet sendevognen op foran Horsens Rådhus, hvor kommunen netop nu (altså da!) holdt krisemøde med vel efterhånden til almindeligt hysteri grænsende bekymrede forældre. Tilstedeværelsen af de mest moderne “djævleuddrivere”, nemlig de allestedsnærværende horder af såkaldte “krisepsykologer” havde vel nogenlunde samme effekt på hysteriets højde som de frådende anklagende præster i Salem. Det var alvorligt, det her og det burde enhver kunne forstå. Hvis vedkommende ikke kunne var der altid plads til et ekstra bål..

I Horsens dublerer Rådhuset tilfældigvis som retsbygning og dér, lige derinde sad børnebefamleren, måske endda, som der blev sagt i dette indslag, “,,lige derinde bag den dér rude”. Men hør hov, det gjorde han vist overhovedet ikke alligevel viste det sig efter knapt 10 minutter af dette unikke (heldigvis endnu da!) eksempel på den allerværste “muckraker journalism”, som det hed i slutningen af før-forrige århundrede og det bedste eksempel var den med fuld ret berygtede Hearst-presse. Næh, skurken var tilsyneladende allerede blevet løsladt og på det undrende spørgsmål fra den udsendte journalist til en lokal kommunal topchef om, hvordan i alverden det da kunne være når man nu havde kørt hele sende-isenkrammet til Horsens med betydelige ekstraudgifter til diæter på det nærliggende Jørgensens Hotel og overarbejde efter tariffen, svarede manden noget spagt de ganske fornuftige ord, at ” dommeren da vist ikke havde fundet nogen grund til at fængsle manden” Se, det er vel i virkeligheden det, som vi har et retssystem til og selv om TV-Avisens dækning af den her sag mest mindede om en gammeldags standret med forlængst afsagt døds-dom som kendt fra utallige westerns, hvor galgen forlængst er rejst, og utallige andre heksejagter, så fik de heldigvis ikke magt som de havde agt. I mellemtiden har vi så surfet medierne for at se, om en medieskabt “pædofil-brænding”, som indslaget mest lignede, måske alligevel havde været berettiget men emnet er åbenbart ligeså stendødt som den for ikke ret længe siden obligatoriske panik omkring svineinfluenza, hvor alle nyhederne for 50% vedkommende var fyldt op med almindelig angst, mistro og farlige gætterier. Hvis man i Danmark som i Ægypten kunne have slagtet alle de åbenbart egentligt skyldige, nemlig grisene, så havde man sikkert gjort det. Nu havde Moses og jøderne, som jo ellers traditionelt er de evige “grise” jo forladt landet en del år tidligere, så de rigtige svin var altså næstbedste valg. I middelalderen var der jo også massevis af kursoriske hekseprocesser mod umælende dyr, hvoraf vist ingen var i stand til at mønstre et godt nok forsvar til, at de undgik bålet. Vor tid viser så bare, at selv om man som manden her sikkert godt kan tale, så hjælper det ingenting, når han ikke får mæle og alting forlængst er besluttet.

Her i byen havde vi i weekenden et lignende måske knapt så grotesk tilfælde, hvor en lokal ejer af et børnecirkus blev smidt ud af Tivoli Friheden, fordi han havde en fortid i “pædofili-light”-afdelingen. Det var bestemt rimeligt nok og han blev da så vidt vides heller ikke brændt derude, selv om der efter nylige fældninger er masser af tørt brænde. Det var nemlig ikke fordi man ikke ville have kunnet genkende ham, det var ganske nemt at finde ud af. I det hele taget er der sådan lidt almindelig klassisk “Århus-historie” over det her, for da den lokale avis Aarhus Stiftstidende behandlede denne affære, havde man af diskretionsgrunde “matteret” billedet af den unge mand til tilsyneladende juridisk ukendelighed. Til gengæld gav man så et helt positivt link til, hvordan man kunne finde ud af, hvem han virkeligheden var. Man havde nemlig fra avisens side fundet ud af, at Århus Kommune på sin hjemmeside havde noteret dette cirkus og man citerede endda de eksakte ord fra kommunens side. Enhver kunne derefter ved blot at skrive citatet på google uden alt for mange sproglige fejl finde ud af, at manden hed Steffen Pedersen og hans lille cirkus “Det Gale Cirkus” Kommunens tekst var nemlig ikke blevet ændret på deres hjemmeside og Steffen Pedersens circus stod der stadigvæk som noget, man åbenbart anbefalede, men linket virkede så ikke længere. Så mente man åbenbart, at det problem var løst. Det var det vel på en måde også ihvertfald får Steffen Pedersen da et passende forspring..Ihvertfald de under 2 minutter det tog at afsløre mandens “cover”, andre kan nok gøre det hurtigere. 
Nu skal det med for afdøde arveprins Knud, at vi ikke sympatiserer blot det allermindste med pædofile. Næsten ligeså lidt som vi sympatiserer med fuldstændigt skruppelløse sensations-journalisters hensynsløse heksejagt. At de angiveligt gør det for “den gode sag” ændrer ikke en skid. Hekse-bålene har overalt og til alle tider været forbeholdt dem, som til enhver tid af bål-tænderne er blevet udnævnt til passende syndebukke. Ligegyldigt hvem det er og hvornår det har været har der altid været bødler nok. De elektroniske bødler er ikke anderledes end alle de andre, som gik forud og alle dem, som vi ikke har set endnu.

“Hotel New Hampshire”

Nu er der vel næppe mange, som udenfor lettere demente oldinge-kredse længere kan huske den ellers stadigvæk aktive amerikanske forfatter John Irving. Han havde sin internationale bestseller-storhedstid fra sidt i 1970-erne og nogle år frem stor international success med bøger som “Hotel New Hampshire” og “The World According to Garp”, kronologisk vistnok i omvendt rækkefølge, men det er noget mindre væsentligt. Ja, det er måske i virkeligheden af ligeså lidt betydning som den, disse datidige bestsellere havde på længere sigt. De viste et billede af USA, som vist ellers ingen havde set før, og for denne dengang yngre skribent var den da også noget yngre og en del mere attraktive Nastassja Kinski klædeligt bjørnekostume (og uden mums!) bestemt et alternativt glimt af den amerikanske mangfoldighed. Også Robin Williams i filmatiseringen af “Garp” er vel mindeværdig, mest fordi denne kronisk ulideligt grimasserende skuespiller lige her var “castet” ganske godt som den ulideligt/geskæftige og totalt lallende hovedperson. I disse bøger behandlede Irving de noget alternative seksuelle udtryksformer som de fandt sted i denne den mest “europæiske” del af USA. Det var vel derfor europæerne så godt kunne lide det. Man forstår det vel næppe, men det kunn de altså, selv om næppe nogen antikvarboghandler længere gider have de her bøger selv om de så måtte være gratis og det forstår man godt. Det var ligegyldigt/neurotisk på en måde, som enhver, som har set et interview med filminstruktøren Lars Trier vel kan genkende. Intens kriblende ubehag som det må være filmen “Araknafobia” for ja vel araknofober.

Nu er der lige en parantes, som vi må have med i billedet af verden “dazumal”. Når man der i biografens tusmørke i smug beundrede Nastassja Kinski (ja, det er ikke en stavefejl) så kom man altid til at tænke på, hvor pæn hendes mor måtte være. Helt vanvittigt vildt pæn og helt givet fantastisk meget pænere end datteren. Faderen var nemlig en af verdens hidtil allergrimmeste mænd, nemlig den tidligt afdøde tyske skuespiller Klaus Kinski, kendt fra en enkelt spaghetti-western (hvor han naturligt spillede psykopatisk skurk) og fra adskillige Werner Herzog-film, (hvor han osse altid uvægerligt naturligt spillede psykopatiske skurkeroller). Især huskes han vel for Herzogs film “Aguirre”, som selv efter Lars Triers nyeste filmepos og dens vægt på voldsorgier sagtens kan hævde sig stadigvæk. Iøvrigt sjovt, at man blot tager ad notam, at Trier kalder sig “von”, måske vi selv skulle prøve med “von Mathiasen”. Som Baron von Münchausen vom vist heller ikke var hverken baron eller von eller overhovedet hed Münchausen….Far Kinski var altså en ubegribeligt grim mand og det var hans datter så slet ikke, selv om forgræmmelsen i de senere år godt nok har lagt sine klamme hænder på den smukke Nastassja. Måske det bare ligger i navnet. En anden Natasja, nemlig hende Crone fra TV-Avisen er jo også blevet noget vampyragtigt-bister at se på i de senere år og vi gad godt være “fluen på væggen” i TV-studiet efter udsendelsen. Hvis det er den mest charmerende og imødekommende side hun præsenterer på skærmen (og det er det nok) så vil vi i kor udbryde med den tidligere danske statsminister “Sorte” Knud Kristensen, da Hedtoft udnævnte hans (nej, ikke sin endnu) egen bøsse-statsmister Gustav Rasmussen til også den nye regerings udenrigsminister: “A sæjer walbekom!” Valgmulighederne dengang var udenrigspolitisk noget begrænsede, fordi ingen ellers i regeringen kunne tale engelsk.

Og så er vi endeligt tilbage på sporet igen, nemlig det der med “bøsser”. Dem var der jo rigtig mange af i disse Irving-filmatiseringer når man altså ser bort fra alle de transseksuelle og kønsskifteopererede og alle de andre seksuelle minoriteter. Faktisk var der ikke meget andet end statistisk afvigende personer, og det gjorde jo Irvings bøger noget “skæve” Ikke spændende, snarere “søgte” på en måde, som vandt god genklang i datiden, underligt nok. Nå, det eneste varige spor efter disse kulturelle manifestationer er vel et minde om, at den amerikanske stat New Hampshire måske ikke er den allermest typiske amerikanske stat. Denne viden blev så nyttig igen i går, da TV-avisen med Nastasja Crone (uha, igen tanken om hvordan hun er efter kameraerne forlængst er slukkede) havde en længere “feature” omkring det store gennembrud for bøsse-ægteskaber, som åbenmbart var sket i USA. Eller rettere måske var ved at ske, det var vist ikke rigtigt blevet indført endnu men hvis man blot håber nok går det måske i opfyldelse som i Askepot.

Vi har ikke nogen mening om hverken det naturlige, rimelige eller rigtige i bøsse-ægteskaber, det må folk altså selv om. Til gengæld var det vel ikke den bedste journalistiske dokumentation for, at der for alvor var sket et skred i den brede amerikanske befolknings syn på bøsseægteskaber. TV-avisen fremførte godt nok ikke mindre end 5 amerikanske stater, som vistnok måske om nogen tid måske ville gøre disse ægteskaber delvist lovlige, og det var vist et stort fremskridt forstod man. Statistisk er det måske knapt så overbevisende, for vi taler her om en samlet befolkning i disse primært nordøstlige Atlanterhavs-stater på godt 5 mill., som vist iøvrigt osse var splittet nogenlunde midt over. At tale om et egentligt skred i en befolkning på 300 mill. er vel i den mere letbenede statistiske ende. En af staterne var så naturligvis lille-lillebitte New Hampshire med dens ukarakteriske store koloni af kunstnere udflyttet men stadig i passende nærhed af metropolen New York. Som altså vor gamle ven John Irving, som stadig skriver om alternative seksuelle udtryksformer kommer han dog aldrig videre? Åbenbart ikke og det gør den her lamme statistik heller ikke. 5 stater af 50 er altså godt nok 10% af staterne men blot 1.67% af befolkningen. Så meget for den almindelige omtanke.

Ret meget anderledes er det nylige københavnske forslag om at gøre arabisk til et kvalificerende fag på linie med engelsk. Ifølge disse undervisningspolitiske eksperter er arabisk jo et verdenssprog så derfor burde det selvfølgelig give god mening. Om det gør det er måske knapt så indlysende som det måske umiddelbart kunne se ud. Hvis man virkeligt mente det alvorligt burde man i stedet for have undervist i mandarin-kinesisk (som er verdens så langt mest almindelige sprog) eller alternativt bengalsk eller hindi eller russisk eller portugisisk som er mere anvendte eller på linie sammen med en hel bunke indiske og kinesiske lokale sprog. Nå, så alvorligt har man åbenbart ikke ment det og det er måske også tvivlsomt, om den ellers højtbesungne sproglige og ganske udviklende “to-somhed” ligefrem er den allerbedste ballast ved tilegnelsen af et 3. sprog. Måske man bare skulle koncenterer sig om engelsk. Det er altså ikke voldsomt imponerende at høre NATO´s nye generalsekretær udtale sig på “danglish” og heller ikke den gamle bogorm, udenrigsminister Per Stig Møller behersker engelsk meget bedre end det, som enhver udvekslingsstudent på 13 år ville kunne opnå på en sommerferie i Somerset. Eller Hampshire, U.K. eller altså New Hampshire, USA. Det var så de allernyeste statistiske frontlinie-resultater, som vi helt selv selv har fundet på i dag.

Kan man sælge ud af de idealer, som man slet ikke har?

I dag vil vi forsøge at reflektere lidt over den musikalske udvikling, som jo på denne tid af året når et så lokalt lavpunkt, at man næsten må tale om en egentlig “musikalsk afvikling” Vi snakker naturligvis om det traditionelle Europæiske Melodi Grandprix, som løb over skærmen i går med bulder og brag og et eksploderende lysshow som mest mindede om selveste Ragnarok. Nu er det jo ikke traditionelt de allerstørste penge i at vinde dette efterhånden mere og mere “freak-show” lignende arrangement, selv om vi denne gang ganske vist ikke blev belemret med de tidligere groteske finske vindere Jordi i deres uhyrlige plastic-forklædninger. Der var til gengæld afgjorte lyspunkter ved de kommende udsigter til sommerens damemode hvis man skal tage bestik af kjolernes mere end “hulkorte” længde. Ellers blev de allerfleste indslag afviklet som rene “powerpop”-udstyrsstykker dog med en enkelt signifikant undtagelse, nemlig vinderen. Den var nemlig helt anderledes end alle de andre og fortjente selvfølgelig derfor at vinde selv om den ikke var bare det allermindste god. Derom mere senere.

Traditionelt har de såkaldt “seriøse” kunstnere traditionelt vægret sig ved at deltage i det Europæiske Melodi Grandprix, fordi det altid i alle lande har været identisk med hjernelam døgnflue-pop. Den eneste rigtigt succesfulde og etablerede megastjerne, som vist nogensinde har delatget, er vist den senere Sir Cliff Richard med “Congratulations” engang sidst i 1960-erne, som endda ikke engang vandt. ABBA vandt godt nok osse men det var vist mest et tilfælde og de ville med garanti været blevet gigantisk store også uden at deltage. Ellers har alle vinderne uden nogensomhelst undtagelse senere måttet tilbringe resten af deres musikalske liv rundt omkring på diverse blokvogne på diverse dyrskuepladser med omrejsende tivolier og indhyrede østeuropæiske linedansere og andre lommetyve. Ingen har taget en sejrherre i en så idiotisk konkurrence alvorligt kunstnerisk nogensinde senere hen, og det kan man selvfølgelig godt forstå. Især fordi “sejrens sødme” for vinderne altid har været ganske kortvarig, sådan lidt “Martin fra X-Factor sidste år”-agtig. Hvad mon han egentligt laver? Selv den eneste, der har vundet flere gange, nemlig den allerede fra starten noget kvabsede flødeskumssanger, irske Johnny Logan, har jo faktisk mest haft sin permanente fan-base i mindre jydske provinsbyer: Jo længere vestpå, jo bedre. I Irland var konkurrencen en del hårdere, der der forblev Logan den “nullitet”, han var fra starten af, men i det jydske var Logan mest oppe mod “Den Syngende Slagter” og lignende, så der gik det en del bedre. Ikke godt, blot bedre og så var der tydeligvis (lidt for) rigelig alkohol bagefter. Den beskedne berømmelses eneste rigtige pris udover alle de nyligt fraskilte midaldrende trivelige modeller derude fra Sdr. Omme og videre vestpå?

Nu klarede Sir Cliff sig jo faktisk meget godt bagefter og det gjorde en anden senere vinder også, nemlig Katrina Leskanich nu osse. Begge havde forresten det afgørende tilfælles, at de allerede havde været etablerede megastjerner i mange år, inden de altså vandt. Katrinas vindersang kan næppe nogen huske overhovedet ligeså lidt som Katrinas efternavn (facit gives allersidst i dagens tekst, så tænk!), men alle kan huske hendes eneste hit som “Katrina and the Waves”, nemlig “Walking on Sunshine” Ellers har det virkeligt været en ørkenvandring og det har været svært at se, at nogen ægte kunstner ved deres fulde fem ville kunne drømme om at vinde det her grandprix med det kunstnerisk nærmest uundgåelige efterfølgende “dødskys” Det er så tydeligvis blevet helt anderledes, og få eller måske ingen symboliserer det bedre end årets danske deltager Brinck, som til alt held ikke vandt. Det ville næppe have gavnet hans karriere, men lige i det her tilfælde ville det næppe heller have skadet. Han er nemlig et glimrende eksempel på den nye generation, som befolker alle reality-show-programmerne, nemlig de mennesker, der søger berømmelse for enhver pris, vist mest bare fordi de mener, de fortjener den. Der er ikke tale om nogen form for kunstneriske hensyn eller selverkendelse eller andre kedsommelige ting som for eksempel talent, næh Brinck sang blot et hjernelamt standard-industripop-produkt med en så i egen optik total hengivelse i det manisk-forcerede sangudtryk, at det var svært at forstå, at han ikke vandt. For ham selv naturligvis. Alene de indlagte aldeles komiske konstant praktiserede”hjulben”-positurer for både Brinck og de obligatorisk indskrevne dansere var vel det bedste eksempel på, at det ikke kun var heste på scenen, som manglede. Også enhver form for blot den ringeste selvkritik var forlængst skyllet ud i lokummet og det længe inden finalen, resten var blot en formalitet.

Nå, den eneste lære vort bysbarn Brinck drog af det her var ifølge dagens avis, at man næste år vil have et nummer “med flere gimmicks” ligesom den norske vinder åbenbart havde. Nej, Niels Brinck, det var ikke det eneste den ellers noget ubehjælpsomme norske vinder havde udover nogle trivelige norske nedringede noget ferske jenter og nogle voldsomt akrobatiske dansere. Den norske vinder vandt, fordi han havde blot den lillebitte smule humor og ironi, som var fuldstændigt fraværende i alle de andre indslag og ingen var vel i den henseende værre end det danske. Det ganske effektive lille “stunt” med hardangerfelen var osse noget mere meningsfuldt end nok så mange fjernstyrede fyrværkeri-udladninger og da især en ren lise i forhold til Brincks manisk-desperate sangforedrag. Det er altså ikke nok tilstrækkeligt at ville være stjerne for enhver pris, Niels Brinck, og selv om du til næste år altså med gimmicks vil forsøge at dække over den totale indholdsløshed, så er det altså ligemeget alligevel. 

Til gengæld vil vi godt udtrykke respekt for dit tidligere karrierevalg, da du fravalgte det lokale musikkonservatorium. Da undertgnede i et øjebliks panikagtig desperation i går aftes “zappede” for at komme væk fra dig, kom vi nemlig uforvarende over på TV2 Charlie, kanalen for noget afblomstrede eller ligefrem afdankede kunstnere og aldrende TV-exstjerner og tilsvarende andre alternative dele af den yderste kant af den danske talentmasse. Her var oh skræk og rædsel, en af dine mulige tidlige lærere dér på Kons. nemlig aktiv i et musikalsk “oh-hvor -har-vi-det-dog-hyggeligt”-musikgætteprogram. Det var den lokale sanglærke Jette Torp, der fjollede rundt ikke mindre åndssvagt end de direkte aktører i Moskva. I det hele taget var det altså en aften, hvor det blev isnende klart, at hvis man er tilstrækkeligt ligeglad med de musikalske idealer i kampen for at vinde for enhver pris så ender man alligevel højst på en blokvogn derude i landdistrikterne uanset om man så vinder eller ej. Der er typisk kun forskel i den kortvarige hyre. Nå, held og lykke til næste år, Niels Brinck, du får brug for det.
Omvendt, hvis man som Torp har absolut “minus-ingenting” på hjerte og derudover heller ikke pågåenhed nok, så ender man alligevel på samme “åndelige blokvogn” på den geriatriske kanal TV2 Charlie sammen med alle genudsendelser af de gamle tyske krimi-klassikere som “Kommissær Rex” (den med hunden!) “Landsbydyrlægen” og andre tilsvarende intellektuelle sværvægtere på 3. eller 4. genudsendelses-runde. Moralen er vist bare, at der skal humor med, så går det bedre og lige dén nådegave havde de danske optrædende i går altså ikke. Eller får den nogensinde, ellers var de vel holdt med at synge allerede, måske umiddelbart efter fødslen?
“Katrina and the Waves”´ vindersang i MGP 1997 hed iøvrigt “Love Shine a Light” Ligeså ligegyldig som Brinck uanset om han nogensinde vinder eller ej. Heldigvis havde Katrina Lekanich forlængst vundet. “Walking on Sunshine” udkom nemlig i 1985, altså 12 år tidligere.