“Skæg og blå briller” eller bare “hat og briller”?

I dag vil vi starte i den mere kuriøse udkant af det danske sprog, hvor vel efterhånden de færreste i det nutidige danske såkaldte “informationssamfund” længere færdes synderlig hjemmevant. End ikke alle vores ellers iøvrigt  temmeligt spræng-lærde læsere vil vel have dagens overskrift som aktivt ordforråd, selv om vi både håber og tror, at alle naturligvis kender de forskellige betydninger.

Anledningen til ovenstående ligegyldige “sprog-fægteri” i dag er den simple, at denne skribent også har et slags liv udenfor denne blog, ja sågar også udenfor dagens arbejds-dont. Og selv derude bag pligterne går hele dagen ikke engang med kærlighed og hifi og anden hundeluftning. En sjælden gang vover-vikler jeg mig ind visse debatter-det er vel enhver mands umiddelbare selvopfattelse, at Verden ville være et bedre sted, hvis den bedre formåede at lytte. Altså til det, man selv siger, selvfølgeligt.

Således osse i denne weekend, hvor jeg ret uskyldigt skrev en ikke særligt kontroversiel kommentar til et såkaldt “debatindlæg” om Ukraine, angiveligt forfattet af udenrigsminister Anders Samuelsen. Om min gamle skolekammerat Anders selv har forfattet teksten er nok knapt 100% sikkert, sandsynligheden er nok nærmere et andet tal med nul og uden andre betydende cifre. Og ret beset kan det være aldeles ligegyldigt, hvad både skribenten af indlægger der i JP og jeg selv efterfølgende måtte have på hjerte.

For snakken om Ukraine ER jo ret beset bare mundsvejr og løs snak. Til gengæld siges der så rigtigt mange dumme og uhyre usammenhængende ting.i danske forsvarspolitiske kredse, der i ren og skær stupiditet vel kun overgås i nyere europæisk historie, dengang England i fuldt alvor var ved at komme i krig med Sovjetunionen under den Finske Vinterkrig. Det eneste, der forhindrede en engelsk intervention på finsk side (og dermed krig mod Sovjetunionen)  var, at finnerne nåede at overgive sig, inden interventions-styrkerne nåede frem. Og for de enkelte, der ikke måtte vide det, så var England og Frankrig ALLEREDE i krig med nazi-Tyskland. Virkeligt et af verdenhistoriens store heldige øjeblikke. Uden dette heldige tilfælde ville dagens snak have været umulig, ja, det ville vel i virkeligheden AL snak

Helt så slemt står det så ikke til i Danmark, ikke endnu da. Hvis vi igen for en kort bemærkning skulle vende tilbage til Baltikum, så svarer de danske vurderinger/opjusteringer af den russiske trussel mest til et ANDET ikke spor glorværdigt øjeblik for englænderne. Det var dengang, man fra engelsk side i forhandlingerne med det dengang endnu neutrale Sovjetunionen i 1939 valgte at lade den engelske chef-forhandler Reginald Drax sejle med skib og iøvrigt uden noget mandat til nogenting i forhandlingen med russerne (måske i håbet om, at et mirakel skulle vise sig under den lange sejltur). Både symbolværdien af den engelske indsats og de efterfølgende forhandlinger uden britisk mandat kastede Molotov og russerne direkte i armene på Ribbentrop og tyskerne.

Nu er det ikke til at vide, om englænderne overhovedet med andre mere resolutte midler ville have kunnet forhindre den sovjetisk-tyske pagt med dens obligatoriske hemmelige protokoller. Til gengæld ved vi allerede NU, at den danske regerings opjustering af den russiske trussel INGENTING vil kunne ændre. Og så er vi tilbage i slutningen af den finske vinterkrig igen. rent “beslutningstager-mæssigt” For om ikke den omhyggeligt “orkestrerede” officielle danske opjustering af truslen fra Rusland samtidigt ledsages af konstateringen fra den nye forsvarsminister af, at der desværre ikke er flere forsvarsbevillinger at hente. Snarere tværtom.

Se, den slags giver ZERO mening for denne skribent. og ca ligeså meget, som når formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Rasmus Jarlov, taler om planerne for indsættelse af danske jægersoldater over den syriske grænse. Visdommen i det kan man mene om, hvad man vil, men at Jarlov i selvsamme interview BÅDE beskriver målet (nemlig at dræbe så mange hellige krigere som muligt) OG samtidigt med “stoneface” nævner, at de danske jægersoldater naturligvis aldrig kunne drømme om at udlevere eventuelle krigsfanger til lande med dødsstraf, så er det da  utilsigtet “bad news” for ellers nyttige fangers forventede  livslængde. Mærkeligt, at ingen undrer sig.

Nå, tilbage til overskriften igen og dagens egentlige ærinde: Misinformation eller bare spin? Vi linker lige nedenunder eventuelle interesserede til en debat, der efter denne skribents ret uskyldige indledende kommentar i JP viste sig at blive noget ustyrlig. Og måske et lidt skræmmende indblik ind i den nye informationsverden, hvor op til flere tomme Facebook-profiler lige pludseligt popper op. Eller måske jeg bare lider lidt af paranoia, derom må vel enhver selv dømme. Det ligner unægteligt nogen, der er på arbejde, men vurder selv. Takker på forhånd og være velkomne til den nye (mis?)informationsvirkelighed
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9321687/ukraine-maa-ikke-blive-glemt/

Arne Herløv Petersen og “viral information”

I dag vil denne skribent træde usædvanligt varsomt, for jeg vil jo så nødigt komme til at fremstå som en af tidens nyeste informations-begreber, nemlig en russisk misinformations-agent. det er åbenbart sådan noget, man i tiden udnævnes til og titlen er tilsyneladende inappellabel til den Europæiske Menneskeretsdomstol. Mest fordi begrebet i sin basale enkelthed drejer sig om for EU for  tilsyneladende enhver pris at få sig ydre fjender til at lyn-aflede de hjemlige af slagsen. Og så kan man naturligvis sagtens se lidt stort på folks retskrav, der ellers indtil for ikke så mange år siden var ganske anderledes.

For hvem husker ikke sagen om oversætteren Arne Herløv Petersen? Overhovedet ingen, tilsyneladende, det var ellers en principielt spændende sag om mulig spionage og indflydelses-agentvirksomhed. For på trods af mange beviser, der desværre ikke rigtigt kunne af-klassificeres, blev Herløv Petersen aldrig dømt, fordi de daværende skændige socialdemokratiske “fodnote-politikere” Lasse Budtz og Ole Espersen basalt bedrev samme ærinde. Og når der er skurke nok i magtfulde positioner, endda selveste justitsministeren ikke eksklusive, så er vi tæt på retssituationen under den sidste Scavenius-regering og justitsministeren dengang, Eigil Thune Jacobsen.  Det var tider dengang, var det! Og Arne Herløv Petersen, som jeg hørte om under mine russisk-studier, fremstod ellers ikke lige akkurat som nogen særskilt flink eller troværdig fyr.

Trods alt sænkede det nådige tusmørke sig hurtigt over Herløv/Budtz/Espersen-affæren og det i sådan grad, at det hele mest mindede om aktiv mørklægning. Og det i en grad, der mest mindede om det politiske retsopgør efter Besættelsen. Sådan er det så ikke længere. I dag kan både den danske regering og EU i fællesskab uden nogen retslige konsekvenser stemple HVEMSOMHELST som russisk misinformationsagent. For meget anderledes kan det vel næppe tolkes, når et folketingsmedlem i selveste  formanden for det danske folketings egen partigruppe helt åbenlyst og offentligt hænges ud for noget, der for ganske få år siden ville være indlysende injurierende og krænkende og og misdæderen hjemfalden til erstatning.

Nå, men denne gang er der så så mange instanser, både hjemlige og europæiske om “beklikningen” af Marie Krarup m.v., at skyldsspørgsmålet selvfølgelig ikke kan bestrides. Og den skæbne vil jeg jo selv meget gerne undgå bare fordi jeg nu tilfældigvis mener, at EU`s problemer med Rusland i allerhøjeste grad er selvskabte. Ikke at Putin er nogen flink mand eller at der er pressefrihed i Rusland, for det er han ikke og det er der ikke. Men at der så ikke akkurat som nævnt af et af Deadlines evige tågehorn denne morgen er tale om “i hundredevis” af myrdede journalister i Rusland (der skulle fungere som begrundelse for “ostrakiseringen” af Marie Krarup m. fl) er så blot en anden form for misinformation.

For nok sker der da politisk motiverede mord på journalister i rusland, der er blot ikke flere, end at de fleste stadigvæk burde kunne huske navnene på ofrene-det kan så ingen længere i denne Facebook-tid uden langtidshukommelse udover 10 sekunders scroll. . Ikke at det undskylder noget, der er blot ikke tale om massakrer, som det uimodsagt kom til at fremstå i Jersild-programmet. Men at det bestemt ikke er ufarligt for eksempel som journalist at gå i “flæsket ” på hverken århusianske imamer eller lokale bander eller i Rusland oligarkernes aktiviteter turde være klart. Man kommer til at tænke på den stakkels kvinde, der medvirkede i TV-programmet omkring de lokale moskeer, hvor mon hun nu er i vores pressefrie land?

Sådan er der så meget. Og det er desværre ikke blot Rusland, der bedriver misinformation, det er vi som civile ganske gode til selv. Måske osse derfor vi i moradset og tilfældigt forbistrømmende vrøvl har så svært ved at fange smulerne af sandhed. Tag for eksempel et billede i går på min Facebook-strøm af en mand med en nedlagt leopard. Sådanne billeder kunne man selvfølgelig finde mange tusind af, men det var slet ikke budskabet om mord på uskyldige dyr, der var det centrale.

Nej, det var simpelthen et forsøg på KARAKTERMORD af tidens evige “Prügelknabe” Trump, Ikke fordi billedet viste Trump, næh nej, der var angiveligt tale om Trumps SØN. Heller ikke OMSTÆNDIGHEDERNE omkring billedet var selvfølgelig omtalt. Det kunne da ellers være relevant at vide om det nu var tale om en legal jagt men ingen tid til selv påtrængende spørgsmål-Ham Trump er vist bare et svin, se bare hans son!!

Det værste var så næsten, at der ved dette billede direkte blev opfordret til at dele det VIRALT. Jamen for pokker da, hvori skal Rusland dog nogensinde selv med endeløs misinformation kunne gøre det VÆRRE end den slags her? Der jo ingen mening HAR eller GIVER Og ihvertfald ikke meget mere end alle verdens kvindedemonstrationer mod Trump, der jo blot gør det det, som tidligere præsidenter som Kennedy og Clinton gjorde, blot lidt mere i smug. De sidste gjorde det blot rigtigt mens Trump vist mest snakker om det. Men alligevel: Ganske bemærkelsesværdigt, at at hele den globale kvindekamp med “viral information” kan bringes til at handle om lidt klap i røven og anden smålummer gramseri. Vel og mærke i en verden, der for milliarder af IKKE-DEMONSTRERENDE KVINDER (det har de nemlig ikke tid til udover at de aldrig ville have fået lov af deres mænd) betyder kår uden blot de allermest fundamentale rettigheder.

Så fuck “viralt hysteri” og selv har jeg lige taget en tur nedover alle de nylige delinger af det ene og det andet vrøvl på min egen Facebookside og slettet temmeligt meget på kryds og tværs.
For ingen trussel mod det vestlige demokrati kan vel være større end “viral information”, der jo slet ingen information er -end ikke målrettet misinformation fra Rusland!

Dagen efter 12-årsdagen..

..er så i dag, og de forløbne mindeværdige 12 år er som altid (den foreløbige, forstås) mellemtid(en) med den underskønne Pia Mathiasen, der i går blev passende fejret med brunch på Varna og lidt australsk champagne. Så en smule vissen er denne skribent da her til morgen, og det er faktisk ikke videre heldigt, for hverdagen melder sig traditionelt atter ind i den daglige kamp på denne tid af januar. Man ved altid, hvad klokken er slået, når ordrerne allerede i løbet af weekenden tikker ind og det ligefrem osse adskillige af de mere arbejdskrævende. Og tillige naturligvis akutte, ellers ville kunderne selvfølgelig heller ikke kontakte os udenfor åbningstid.

Der er således dømt massiv kørselsvirksomhed fra allerede om ganske kort tid, og det kommer desværre til delvist at strangulere denne klumme i dag. Der ellers skulle have været brugt til at forsøge at finde en heste-gård i Jylland, der ca. en gang om måneden ville kunne huse denne lille familie med hunde og heste mod overdragelse af betydelige pengebeløb. Nå, men den bøn må vi så elaborere lidt på en anden god gang uden at det dog naturligvis skal afskrække folk fra straks at at melde sig på banen, hvis de måtte vide noget om passende opstaldningsteder med mulighed for et par flinke mennesker på regulær og gentagen basis.

En anden ting, som vi desværre osse må springe over, er den seneste udvikling i dansk forsvarspolitik. der ellers er ganske sensationel og ikke mindst fuldstændigt idiotisk. Det er den tilsyneladende ganske bredt funderede del, der hedder et “øget nærforsvar”. Og som udelukkende er rettet mod Rusland som om hverken Rusland eller Europa havde mere presserende ting at tage sig til. Uden at foregribe den ellers indlysende konklusion i dagens forberedte tekst må man vel sige, at det næppe akkurat er russerne, der truer Europas grænser, hverken på kort eller mellemlang sigt. Eller vel i virkeligheden overhovedet nogensinde.

Nå, men i erkendelse af Europas og EU`s totale magtesløshed overfor den VIRKELIGE TRUSSEL sydfra, så opfinder de snakkende klasser belejligt en ydre fjende, der lige i Ruslands tilfælde er af den for Europa noget mere harmløse slags. Og selv om medierne som betalt af magthaverne tilsyneladende til lejligheden opfinder et par ikke videre oplagte “beviser” på den stor-russiske ekspansionisme (nemlig annektionen af Krim OG konflikten i ikke-staten Ukraine, der iøvrigt er et og det samme!), så skal man altså ikke være nogen særlig storpolitisk analytisk begavelse for at se det urimelige i over-vurderingen af den russiske trussel..

Putins Rusland har overhovedet ikke skabt de borgerkrigslignende tilstande i Ukraine, det har Europa i langt højere grad selv medvirket til. Og at Ukraine er brækket over er blot et bevis på, at det aldrig nogensinde har kunnet hænge sammen, ellers havde der vel engang i historien eksisteret noget, der hed Ukraine? Bare et bittelille historisk øjeblik? Det skete så aldrig.

Nå, men her står de danske politikere og taler om nødvendigheden af et øget nærforsvar mod, ja vel i virkeligheden INGENTING. For HVIS der havde eksisteret en akut trussel mod Europa fra Rusland, mon så ikke borgerkrigen i Ukraine havde forløbet temmeligt meget anderledes? Konflikten er jo blot stabiliseret uden udsigt til løsning men jo så altså osse langt fra at være noget, der blot en smule ligner en russisk erobringskrig.

Nej, det er sandeligt ikke nemt for europæerne at kalde fjenderne ved deres rette navn, men SÅ svært, nemlig at man ligefrem skulle behøve opfinde dem helt frit, DET havde jeg da godt nok ikke troet.
Mon ikke det ville være en bedre og mere presserende akut idé at bruge det planlagte øgede nærforsvar til at beskytte politistationerne på Københavns Vestegn.
Nå, men til alt held bringer præsident Trump alting i spil igen i forbindelse med forhandlingerne med Rusland og det er jo ganske heldigt, når europæerne er kørt fuldstændigt fast i deres egen idiotiske og konfrontatoriske boycot-politik af Rusland.
Hvem skulle nu have troet, at en ellers komplet udenrigspolitisk ignorant som Trump  kunne se ting og muligheder i samarbejdet med Rusland, som Europa IKKE kunne? Konklusionen er vel nærliggende: Det er meget let at se, at ikke alene er Rusland IKKE Europas største fjende. Ja faktisk er Rusland overhovedet ikke Europas fjende.
Europas største fjende er blot så farlig, at ingen tør hviske dens navn.. Fordi den største fjende i en verden uden viden er os selv!

Gammel kærlighed

Når man som denne skribent uden afbrydelse har spillet på højttalere af det ærværdige (læs:Gamle!) engelske fabrikat Tannoy i foreløbigt 39 år, så er det antageligt mere end et tilfælde. Eller rettere, for et menneske som denne skribent i evig og evindelig udvikling(vi taler naturligvis om selvforståelsen her)  ville det vel være forventeligt, at en så stædig fastholden af et allerede fra poul-starten i 1978 ældgammelt produkt er synonymt med suveræn kvalitet. For så dum kan ingen vel ellers være så længe? Og vel allermindst denne skribent kunne man vel tilføje.

Og det er selvfølgelig sandt, for en veldesignet coaxial højttaler HAR meget, der taler for sig. For ellers ville jo naturligvis ikke de forskellige iterationer af 15-tommers  Tannoy og dens amerikanske samtidige “fætter” Altec 604 have kunnet fastholde et praktisk monopol på begge sider af Atlanten indtil engang i midt-halvfjerdserne. Kvalitet fornægter sig ikke fuldstændigt, og sådan var det iøvrigt i langt højere grad dengang, hvor både professionelle og amatøriske brugere af hifi var en hel del mere vidende om sagen, end det er tilfældet i dag. Hvor jo som ofte nævnt ingen påstand kan være så tåbelig, at den ikke umiddelbart vil kunne vinde disciple indenfor den efterhånden noget skam-redne hifiverden.

Alle mener sig tilsyneladende berettiget til at have en mening om snart sagt hvadsomhelst og hvad der er værre: De samme mennesker mener sig endnu mere berettiget til kategorisk at hævde sig som alvidende tekniske orakler, selv om der vel efterhånden kun er et par enkelte særligt ihærdige her i landet tilbage. Og bestemt godt det samme for de få og konstant færre hifientusiaster i vores midte. Og måske osse meget godt, at ingen længere ved, i hvilket omfang transformatorer anvendes universelt i musikproduktion og ingen steder hyppigere end i produktionen af særligt audiofile skiver.

Jaja, vi har været her mange trivielle gange før: Der er INGEN universelle eller entydige konstruktions-principper indenfor elektronik, der er det bedste. Det bedste produkt er det, hvor designeren og produktionen har styr på tingene (en forbavsende sjælden cocktail, da langt hovedparten af den slags for de fleste er udliciteret til eksterne leverandører) Og så kan man som vores 2 venner her på de danske fora iøvrigt skrive alenlange indlæg døgnet rundt og året rundt. Og år efter år, årti efter årti. Indtil alle andre er totalt blå i hovederne af at høre om, hvilke komponenter man indlysende ikke kan bruge. Og det naturligvis fuldstændigt kontrafaktuelt uagtet, at netop de komponenter, som de danske net-guder harcellerer allermest over, er dem, der bruges allermest. Og da ivrigt aldrig mere end af de mest respekterede producere, genre uagtet. Og nej, rør er IKKE bedre end transistorer og det omvendte er heller ikke tilfældet.

Nå, tilbage til Tannoy: I denne weekend havde vi lige et sæt Lancaster -kasser forbi til lidt mekanisk service, og i dem var der den fine grå Monitor Gold 15 med den runde grå ramme. Og det var med en ganske stor forventning, at denne skribent satte dem til hernede i vores studie-kælder. For nok har vi et sæt Lockwood-boxe med Monitor Gold permanent opstillet, men det er i vores soveværelse og lige netop der har hifi-lytning en afgjort lavere prioritet. Selv om de bestemt spiller fint på monitor-delen af en McIntosh C33 forforstærker, så er det ikke husets bedst-lydende system.

Nå, men i weekenden var der så mulighed for det store “shoot out” mellem vores residerende mega-JBL-er og de i sammenligniog ganske diminutive Lancester-Tannoys. Og lad os straks afsløre: De lød ganske fint, de små.
De lød så bare ikke nærheden af ligeså godt som de store JBL 5672-skrumler med al deres højkvalitets-DSP og monsterdrivere, der bare “cruisede” afsted i tomgang. Og selv ikke med opbydelsen af alle de mangeårige kærlige følelser for de gamle Tannoy til at “tinte” lyd-oplevelsen fra de gamle midthalvfjerdser-kasser mere rosenrød, var det til at overhøre, at en 2-vejs højttaler med en delefrekvens på 1000 Hz IKKE helt er mulig. Kun NÆSTEN, men dette næsten er så til gengæld osse helt fint. Fordi jo al musikgengivelse i hjemmet jo alligevel aldrig er andet end en håbløst upræcis reproduktion af den oprindelige akustiske begivenhed.

Nå, men resultatet var det ikke spor overraskende, at vores Tannoys i soveværeslset selvfølgelig får lov at blive stående. Og det ville de iøvrigt have gjort uanset resultatet, da det var de allerførste højttalere (altså EKSEMPLARENE), som den underskønne Pia Dahl Olsen dengang for snart 12 år siden blev diverteret med.
Til gengæld var det et sjovt gensyn med de gamle Tannoys, fordi vi tilfældigvis havde et elektrisk klaver til reparation. Og diverteret med denne kunstige kilde med fuld knald på de anslagsfølsomme tangenter af drevne hænder var det næsten skræmmende, hvor dynamisk tingene lød. Faktisk kom de gamle Gold her ganske tæt på grænsen for deres afgjorte “dis-comfort zone” med selv ganske moderate middel-lydtryk. Og så er der allerede i dette ellers udmærkede stagepiano lavet betydelige dynamiske begrænsninger allerede internt, man gruer jo næsten for en akustisk optagelse med en Neumann U87 af et RIGTIGT piano. Og med absolut god grund!

Hvilket så iøvrigt mere end understreger, at de hyppige diskussioner om dynamik i musikalsk software er en smule absurde. Af den uhyre simple grund, at 99. X procent af samtlige danske hifi-gengivelsessystemer ikke uden mekanisk terminal skade kan gengive musik UDEN seriøs dynamikbegrænsning. Udover det tillige osse ret indlysende problem, at en virtuel tilstedeværelse af hele Århus Symfoniorkester i private hjem jo næppe heller gavner forholdet til naboerne.
Nej, der skal kompression til, og det har man selvfølgelig ALTID brugt.MASSER af Kompression plus tillige betydelig “fiflen” med mixerpultens fadere inden fortissimo, idet ellers både pickup og højttalermembran ville ryge ad Helvede til.
Mon ikke bare hififolket skulle se at komme lidt mere ud-nåh nej, så kan de jo ikke være “på” imens, en vederstyggelig tanke!

Same procedure!

Vi skal lige starte med at ønske alle vores ganske mange (i passende taknemmelig ydmyghed og beskedenhed osse) det allerbedste og mest frugtbare nytår. For os starter den slags altid mere prosaisk på denne første arbejdsdag i det nye år. Der ligger nemlig altid i forbindelse med afslutningen af det gamle finansår en stor bunke ting, som vi nu for at sige det mildt ikke er fuldstændigt færdige med. Og når det så forenes med en ordrebog af betydelig tykkelse, der derudover allerede holder begge vores montører i gang hele januar og det meste af februar, så er der da grund til særlig optimisme på vegne af vores lille virksomhed. Der iøvrigt tillige lige har fået offentliggjort sit seneste regnskab og det var faktisk inden de seneste mange måneders accelererede aktivitet for alvor begyndte.

Nok om business for denne gang, selv om det naturligvis helt reelt, ganske vist indirekte, er den, der holder gang i skriblerierne på denne plads. For uden overskud på driften, så hverken intellektuelt overskud eller overskud af tid til spøg og skæmt. Nå, men der er heldigvis rigeligt af begge dele, og det er altsammen så fint. Og heller ingen særlig grund til særskilte pralerier: Vores lille virksomhed udfylder blot en beskeden rolle med at lave de ting, som vores konkurrenter enten ikke kan eller blot ikke gider. Vi er i egen optik mest sådan en slags “menneskelige pudsefisk”, der udfører et for mange af vores kunder uhyre nyttigt arbejde. Der er vel en grund til i denne sammenhæng på denne dag at føle sig selv særligt ydmyg. Og glad selvfølgelig, vildt glad!

Ja, vi er faktisk så overstrømmende glade i dag, at vi gerne vil afsløre en forretningshemmelighed. For selv om langt hovedparten af vores aktiviteter som altid sker indenfor den professionelle branche, så har vi aldrig nogensinde solgt så meget hifi, som vi har gjort indenfor det seneste halve år. Og selv om vi selvfølgelig er både glade og passende stolte over denne noget uventede og heller ikke videre tilsigtede udvikling, så er det jo naturligvis osse et symptom på en hifi-branche igennem efterhånden mange år på vej den vej, som “katten skraber”. Mange af vores nye kunder til hifi er efterhånden så rådvilde efter forgæves at have forsøgt at finde information på diverse fora, at det næsten gør ondt.

Det er pudsigt, men naturligvis helt uundgåeligt, at mængden af helt tilfældig information om alting  er så kolossalt stigende, samtidigt med, at ingen uden en omfattende specialviden kan bruge den tilfældige “net-suppe” af ægte og ditto total mis-information til nogen ting. Ikke underligt at så mange samles i Facebooks “virtuelle råberum”
Nå, men vores enorme netværk bringer så altså alligevel flere og flere hifi-interesserede forbi vores lille virksomhed, hvor de så ved selvsyn kan overbevise sig om, hvor galt det kan gå, når hifi-tosserierne tager overhånd. Man kan ihvertfald ikke anklage os for ikke behørigt at have ADVARET vores hifi-kunder!

Derudover er det næsten rørende at opleve de efterhånden mange uhyre tilfreds kunder i dette for os nye forretnings-segment. Fordi så mange bliver så ganske utroligt glade for så lidt, som det, vi gør, i virkeligheden er. Og sådan en opgave kan såmænd blot bestå i at skrue en grøn AT 95-pickup på eller ambulant justere en SME-arm. Mens kunden kikker måbende på denne skribents tilsyneladende utrolige ekspertise, der gør denne justering til en 5 minutters affære. Og de 5 minutter udelukkende fordi, jeg med pædagogisk tæft forsøger at forklare sagerne undervejs. Ja, det er blevet lidt rigeligt nemt at være ekspert på dette område, som alle fornuftige mennesker åbenbart har forladt!

Men derfor kan man vel godt nyde at være “hifi-konge”!