Pionerens pris.

Det er altså ikke tale om en stavefejl i denne uge, for vi vil  nemlig behandle den pris, som den sande pioner betaler ved at være for tidligt ude eller være ude af sync med de teknologiske realiteter.  I det bredere historiske perspektiv ville det svare til, at det smarte stenaldermenneske efter hårdt og genialt arbejde opfandt Tivoli-radioen for blot til sin forfærdelse at opdage, at opfindelsen af batterier og radiostationer lå et par tusind år ude i fremtiden. Hele hans investering af 2 mammutskind ville jo være aldeles spildt.  Vi vil også berøre et par eksempler på, hvor man forsøgte at løse en opgave, som samtidens teknologiske niveau overhovedet ikke gav mulighed for. Der er ganske mange af denne sidste type, og et par stykker af dem har været skæbnesvangre for store virksomheder.
 
Fælles for alle dagens projekter er, at de, uanset om der har været få eller ingen kommercielle muligheder for produktet, er blevet lanceret og forsøgt markedsført. Noget har været tragisk og andet mere komisk. Blandt de tragiske skæbner i denne branche bør man altid huske Paul Voight, som allerede før 1930 lancerede sine store hornhøjttalere bestykket med elektromagnetiske udgaver af det, som senere skulle blive Lowther. Hans timing var helt på linie med stenaldermenneskets Tivoli-radio, altså simpelthen optimalt forkert. Hans højttalere, som havde kostet mange års matematisk arbejde at designe, var allerede fra starten i stand til i begge frekvensender at gengive adskillige oktaver ud over tidens bedste lydkilder. Vi må her huske, at der endnu ikke fandtes elektrisk optagede plader. Der fandtes forresten heller ikke kvalitetsmikrofoner, så han kunne ikke engang høre, hvor fremragende hans produkt egentligt var. Da der endeligt med Arthur Haddy og Decca ved slutningen af 2. verdenskrig kom et afgørende gennembrud i kvaliteten af den reproducerede musik, var Voight syg og nedbrudt emigreret til Canada.
 
Den revolution i teknologi, som alle krige har medført, førte til starten af to senere mere succesfulde forretningsimperier, nemlig JBL og Klipsch. Begge skulle dog smage den bitre erkendelse, som det at være lidt for tidligt ude. Begge mænd producerede med deres Klipschorn og Hartsfield højttalere, som nu 60 år efter stadigvæk er ultrahighend, højttalere af en hidtil uset standard. Desværre var der ikke rigtig nogen kunder i starten, da kildematerialet kun lige akkurat var ved at blive tilgængeligt, så begge firmaer gik snart ned i en længere krise. Ikke overraskende viste det sig at være ligeså håbløst at være lidt for tidligt ude som at være alt for tidligt ude. Pionerens pris var den samme. Lansing døde, og Klipsch fandt noget andet at lave. Dårlig timing og håbløs timing med bolden giver samme resultat på tipskuponen desværre.
 
I 1970-erne var Garrard et gigantisk firma med tusindvis af medarbejdere og i et enestående eksempel på teknologisk megalomani besluttede man sig for at tackle et problem, som havde plaget pladeafspilning siden lakpladernes tid, nemlig klik og ridser. På et oscilloskop er det ikke svært at se en ridse, fordi stigetiden på impulsen er langt stejlere end noget, som skærenålen kan præstere, og det var det heller ikke dengang. Derimod lykkedes det at drive Garrard afgørende mod sit endeligt få år senere ved vanvittige investeringer i dette projekt, som helt basalt strandede på, at der ikke fandtes nogen muligheder for at etablere et digitalt eller elektrisk delay med datidens teknologi. Al signalbehandling skulle således foregå real-time, og selv en lallende amatør i den højere matematik kan jo straks indse, at det kun er muligt at dæmpe klikkene med en særdeles grov båndbreddebegrænsning. Dette var jo strengt taget ikke foreneligt med egentlig hifi-gengivelse, og ikke overraskende endte projektet på elefanternes kirkegård et ukendt sted. Til gengæld kan det altså undre, at ingen så dette ganske elementære problem.Problemet med pladestøj fandt ganske få år senere med CEDAR-digitalsystemet sin endelige løsning. Med mulighed for digital processering udenfor real-time var problemet blevet reduceret fra det umulige til det ganske enkle, men da var Garrard nylig historie.
 
 Ind imellem ser man eksempler på, at designere kombinerer velgennemprøvet og fremragende teknik med helt nye teknologier. I nogen tilfælde skulle man hellere have ladet være. Den ellers konservative Arthur Radford blev vistnok af en dansk designer i slutningen af 1970-erne lokket til at kombinere en klassisk rørudgangsforstærker med noget forholdsvis nymodens, nemlig en IC fra et af datidens højteknologiske lokomotiver, radargiganten Ferranti. Til evig tid vil det være en gåde, hvordan denne for tiden overordentligt avancerede IC skulle kunne anvendes i en varmeproducerende forstærker, men ræsonnementet syntes at have været, at når den blev brugt i rumfartsteknologi, så måtte den jo være en oplagt kandidat til en rørforstærker. Desværre var dens stigetid så hurtig, at det ellers fremragende røreffekttrin konstant af sit drivertrin, nemlig denne IC, blev stopfodret med signaler langt hinsides sin kapacitet. Det kunne naturligvis høres og ikke for det gode. Kort tid derefter ophørte Radford efter dette ikke overraskende mislykkede pionerarbejde med at påvise, at faktorernes orden i hurtigheden i en forstærkers trin var ligegyldig. Det var det nemlig ikke, og det er det stadigvæk ikke.
 
 Dette var en variation af eksemplet med stenaldermennesket på, at den transportable radio og batterierne for succes helst skal eksistere samtidigt. Et andet eksempel i denne retning er Tannoy, som ellers med deres XO 5000 og 6000 elektroniske delefiltre i lighed med andre sande pionerer forsøgte det umulige. Ideen var ellers strålende: Man ville lave et elektronisk delefilter, som ville sikre optimal elektrisk kontrol over både egne og andres studiomonitors. Når man ser datidens delefiltre i mange UREI og JBL var ideen såmænd ikke så åndssvag. Der var nemlig masser at forbedre. Det var der desværre også på det koncept, som Tannoy udviklingsafdeling lagde for dagen. I erkendelse af, at mange diskantdrivere inklusive Tannoys egne var overordentligt følsomme, og dermed ville afspille delefiltrets egenstøj med øredøvende niveau, lagde man sig genialt nok fast på en rent passiv delefiltertopologi, som ville give optimale støjdata. I lighed med alle datidens klassiske equalisere som de første Klark- Teknik anvendte man små håndviklede spoler på et lille indstikskort. Det var dyrt, og det var godt, og det er aldrig siden blevet forbedret.
 
Desværre var der så lige en afgørende hindring for, at Tannoys projekt overhovedet nogensinde ville komme til at virke. Man havde nemlig som det helt afgørende salgsargument for dette filter annonceret, at man trinløst ville kunne justere time-delay mellem de forskellige enheder for optimal fase. Desværre fandtes der stadigvæk her omkring 1980 stadigvæk ingensomhelst kommercielle muligheder for at gøre dette digitalt, så i stedet valgte Tannoy en god og gennemprøvet teknologi, nemlig den på engelsk benævnte “bucket brigade” hvor signalerne ved transmission igennem mange eller endnu flere IC-er kom ud med et eller andet fasedrej. På den måde kunne man ganske vist etablere en vis tilnærmelse til faseforbedring, men desværre var dette system en så håbløs lydmæssig løsning, at alle løb skrigende væk. Ud over det støjede denne håbløst teknisk kompromitterede delay-form helt åndssvagt med et frekvensspektrum, som tangerede hvid støj. Alle, som har hørt det, har været lamslåede. En Tannoy Dreadnought kandiderer til titlen alle tiders største misfoster. Hele dette projekt blev lanceret ganske få år inden enhver ingeniørstuderende kunne have lavet et simpelt digitalt delay, som ville have løftet dette projekt et helt andet sted den. Projektet var dog umuligt teknologisk, da det blev forsøgt, og det burde enhver altså have kunnet indse. Altså bortset fra Tannoy, som dog var de eneste, som forsøgte.
 
Sommetider oplever man, at pionerarbejde på et område overføres til andre. Nu er det måske tvivlsomt at kalde Bose en ægte pioner og så alligevel. De kom dog i modsætning til de andre pionerer, som vi har omtalt i dag, ikke til at betale nogen pris ved udviklingen af de aktivt equalisede systemer 901 og 802. Tværtimod scorede de kassen ved at anvende enten 8 eller 9 bredbåndsenheder sat i serie med en aktiv kontrolbox, som blot hævede bas og diskant. Man fik således en højttaler, som faktisk kun kunne destrueres totalt ved at sætte den hårdt ned på jorden. Derved knækkede alle plasticchassiserne på enhederne nemlig, og alle magneterne raslede rundt og man bedes bemærke, at det her var endnu inden System Audio genopfandt plastic til denne anvendelse, altsa sandt pionerarbejde, men det er en anden historie.
 
Knapt så godt gik det for Electro-Voice, som kopierede ideen med en aktiv equaliser til deres Sentry 3 og 4 studiemonitorhøjttaler. Her tidligt i 1970-erne var de kommercielt tilgængelige IC-er til dette formål simpelthen kun gode nok til ukritisk brug som Bose, men langtfra til kritisk lytning. Selv en Texas TL 071 var nærmest en våd og uopnåelig drøm for mange designere på grund af sin høje pris. Ydeevnen på dette semi-aktive system var faktisk så dårlig, at det alene fjernede Electro-Voice fra dette attraktive marked. Egentligt ganske godt gået at spolere et etableret system på denne måde. Lektien blev ikke lært før man adskillige år senere afskaffede den tilsvarende aktive box til den klassiske PA-højttaler S 200.
 
Sidst i dag skal vi lige nævne et projekt hos Celestion, som afgørende som med Garrard tippede et firma ud over afgrunden. Man ville simpelthen lave den uforgængelige højttaler, hvor selv ikke en afbrændt forstærker med 80 V DC på udgangen ville kunne udrette skade. Til det konstruerede man simpelthen som med Bose og andre en aktiv equaliser for at få mellemtoneenheder til at spille bas og diskant, men det stoppede ikke her. Man opbyggede simpelthen i kontrolboksen noget, som man mente var en simulering af højttalerenhedens svingspole uden dog at være alt for specifik her. Udover at den aktive kontrolbox var tilsluttet mellem kilde og forstærker, blev signalet fra forstærkerens højttalerudgang således kørt tilbage til kontrolboxen, inden det via denne blev tilsluttet til højttaleren. Boxen havde således mulighed for at regulere udgangsniveauet ned, hvis man spillede for højt. Det var da oprindeligt den store masterplan.
 
Desværre var dette produkt af 1980-erne jo præget af, at boxen ikke kunne akkumulere relevante data over tid. Man kunne måle temperaturen på en dummy-modstand, som man havde i boxen, og det gjorde man, men man kunne naturligvis ikke samle informationer om membranudsving ved forskellige frekvenser i den umiddelbart foregående periode. Hele projektets anvendelighed blev som mange andre i denne historie dræbt af, at den nødvendige teknologi lige akkurat ikke var tilgængelig. 15 år senere ville det have været legeværk, og selv simpel DSP ville have kunnet simulere enheden effektivt. At så selveste Turbosound eftergjorde dette projekt slavisk uden omtanke fortæller en del om ingeniørernes kvalitet i denne branche. Faktisk spurgte denne forfatter selv Turbosounds designer om dette principielle problem, men fik ikke overraskende ikke rigtigt noget svar. Der var jo heller ikke noget meningsfuldt svar at give, eller måske var han bare ikke bedre. Laterale tænkere er jo noget sjældne.
 
Nu kan vi jo sagtens med eftertidens viden kloge os på fortiden, men som vi har set i dag, er der nu temmeligt mange eksempler på, at selv det mest perfekte og vellykkede pionerarbejde har været den sikre vej til økonomisk bankerot af helt selvindlysende grunde. Hvis der absolut ikke har været nogensomhelst blot teoretisk mulighed for at anvende det færdige pionerprodukt kan man vel kun dårligt bebrejde den eventuelle køber, at han passer, og så kan det forresten være ligemeget, om pioneren er lidt eller meget for tidligt ude. Omvendt kan det ligeledes være fuldstændigt ligegyldigt, om et pionerprojekt med tidens tekniske viden kommer tæt på løsningen eller ikke engang i nærheden, begge dele er naturligvis katastrofale. Om man er Garrard, som ikke kom i nærheden af noget som helst, eller Celestion, som kom et stykke nærmere løsningen på et problem, som lige akkurat var umuligt at løse med det daværende teknologiske stade, fører til det samme.
 
Mon ikke det næste projekt allerede er hos os, nemlig det psykoakustiske svendestykke, som består i udfra den virtuelle omelet, som lyden i lyttepositionen udgør, at regne denne omelet tilbage til en kylling eller måske endda en høne, som det antageligt har været i optagerummet. Der er åbenbart kun få som denne skribent, som principielt vil afvise denne mulighed helt. Det kunne jo være… Ligesom med Garrards ridsefjerner. Nej, det kan ej. Det var der heller ingen, som sagde på Garrard, nemlig at projektet var umuligt, og pioneren døde.
 
Så alvorligt er det heldigvis ikke i dag at være pioner. Ligegyldigt hvad man fremfører af tåbelige påstande, er der jo et publikum. Det er altså blevet nemmere at være pioner og de eneste dødsfald er nok dem af grin hos dem, som har læst hele reklamemeterialet. Jeg tror, vi skal have os en rumkorrektion. Man skal jo have noget at grine af i denne triste sommer. Eller måske bare det fine kabel inspireret af  af den gale professor Tesla med torden og lynild og det hele. Leve de sande pionerer!

ATC-den ægte vare.

Denne uges emne behandler vores nylige besøg hos ATC nær Cirencester i det landlige og bakkede The Cotswolds i Vestengland. Hvis der skulle være nogen, som har tendens til akut sukkersyge eller bare almindelig kvalme, bør de muligvis ikke læse videre her. Vi andre, som labber Danielle Steeles romantiske sødsuppede TV-føljetoner i os, kan roligt fortsætte, for der er altså tale om en ganske enestående virksomhed. De producerer for eksempel noget og sikke noget!
 
ATC blev grundlagt af eksilaustralieren Bill Woodman i starten af 1970-erne. Woodman arbejdede da som ingeniør hos Europas daværende absolut største højttalerfabrik, nemlig Goodmans Loudspeakers. I dennes efter nutidens målestok absurd store udviklingsafdeling havde Woodman beta-udviklet en 3-tommers mellemtonedome, men denne blev aldrig sat i produktion hos Goodmans. Man skønnede, at den ville blive for dyr og vanskelig at fremstille, og deres kalkulationer viste sig dengang at være helt korrekte. Ialtfald varede det en tid, inden Woodman fik perfektioneret enheden efter den spæde start.
 
At Goodmans så ikke senere formåede at regne helt så godt viste sig 20 år senere ved den hovedløse fusion med at andet traditionelt firma i svære vanskeligheder, nemlig Tannoy, men det er en helt anden historie. Måske de skulle have beholdt Woodman alligevel og droppet det terminalt syge Tannoy. Ialtfald findes Goodmans ikke længere og Tannoy vel i virkeligheden heller ikke.
 
Firmaet lå oprindeligt i London-området, men flyttede i starten af 1980-erne vestpå for at få mere plads til at lave de aktive højttalersystemer, som da for første gang blev produceret af Woodmans partner, Tim Isaac, som var en særdeles talentfuld elektronikdesigner. Allerede dengang havde firmaet som leverandør til bl. a. Nexo grundlagt sit ry for uovertrufne PA-produkter. I vores eget lokale miljø var det eneste, som kunne holde overhovedet på den berygtede Cafe Paradis Nexo-højttalere bestykket med ATC. Alt andet faldt fra hinanden efter et par måneder, kun ikke ATC.
 
Udadtil er det ganske vanskeligt at finde virksomheden, fordi man selv ikke fra vejen 100m fra “fabrikken” kan se nogetsomhelst, men når man så drejer ned af en snoet markvej finder man så et lidt forvokset bondehus med lidt udbygninger, og det er så det. Sjældent eller måske aldrig har et beskedent udseende dog snydt så meget. De omkring 20 medarbejdere under ledelse af 3 ejere i 60-erne arbejder under rummelige og  komfortable forhold med simpelthen at producere det, som de selv med en vis ret hævder er verdens bedste højttalere. Det er der selvfølgelig så mange, der siger, men de fleste gør jo altså ikke rigtigt noget ved det alligevel og når man ser, hvor omfattende det er at lave tingene fra bunden af, forstår man kun alt for godt fristelsen til at outsource alting. Som sagt, det er lettere at lade PR-afdelingen lave udviklingen og tillige en hel del billigere.
 
Det gør man bare ikke hos ATC, slet ikke. Som en selvfølge starter man med at valse tråden til svingspolen og vikler derefter spoler på maskiner, som salig Storm P kunne have opfundet. Alle spoler finjusteres manuelt og monteres på chassiser, som produceres i løsdele fra et lokalt maskinværksted, og som så samles hos ATC. Man laver naturligvis også formene til alle svingspoler i huset på hjemmelavede værktøjer.
 
Nu kunne man tro, at ATC nok kun kunne handle og få kredit hos denne lille producent, men sandheden er jo noget mere prosaisk: Hvis man vil have en ordentlig pizza i Danmark, må man altså lave den selv, og det gælder også for højttalerchassiser. Selv ikke det tidligere praktiske europæiske monopol på området Kurt Müller laver længere en mekanisk kvalitet, som ligner bare ganske lidt, selv om membranerne derfra stadigvæk som i Tannoy Monitor Golds tid er fremragende. Følgeligt specificerer ATC så alting selv og samler så metalløsdelene som et højteknologisk Meccano-byggesæt.
 
Det er forresten en smule vildt at se den omhu, hvormed man fra bunden producerer for eksempel basenheden til an SCM 7, den allerbilligste højttaler i hele programmet. Denne lille 5-tommers enhed vejer godt 4 kg og koster vel i produktionspris det samme som en bas i en kommercielt større succes end ATC til måske 25.000,- stykket, og den skal altså i en færdighøjttaler til under 3000,- stk incl. moms i udsalg.. Denne omkostningsstruktur hos ATC sikrer ganske givet mod for stort overskud, men det går nu fint endda, som vi skal se.
 
I forbindelse med produktionen ef højttalerenhederne fra scratch lå også malerværkstedet, hvor en vigtig opgave denne dag var at male de langsgående fjedre på Bill Woodmans nyrestaurerede Ford A. I dette menneskelige arbejdsklima var der da også lige tid til det. Med hensyn til kabinetter er man jo nødt til at indkøbe kabinetterne til den billigste serie i det fjerne udland, mens alle andre kabinetter leveres fra en lokal producent af luxusyachts. Det forklarer den ganske enestående finish og fleksibilitet. Da en stor del af ATC´s produktion er custom-byggede unika til studier har man som en selvfølge selv et træværksted bemandet af en enkelt fremragende håndværker. I det hele taget har ATC ikke haft særlige problemer i nyere tid med at lokke højtkvalificeret personale ud på landet, fordi næsten alle andre såkaldte producenter jo ikke længere producerer nogetsomhelst. De fleste samler det ikke engang længere, så de bedste af de traditionelle håndværkere finder deres naturlige plads her.
 
Da man heller ikke kan finde pålidelige leverandører af spoler i den ønskede kvalitet, vikler man dem naturligvis selv, og når man ser den omhu, hvormed spolerne udmåles og justeres, tænker ialtfald denne skribent tilbage på egne målinger af de ellers glimrende Intertechnik-megaspoler, som desværre ikke var ret ens. ATC parrer ikke tingene, for det er umuligt servicemæssigt i alverdens studiemiljøer. I stedet sikrer de i produktionen, at tingene er ens. Parring kan sagtens give gode resultater, som man sagde, men desværre mere end indikerede nødvendigheden af parring, at man nok snart skulle til at parre igen, og det er der vist kun få producenter, som ellers nævner. For dem er parring af indkøbte standardkomponenter til gengæld en nødvendighed, intet andet, for ellers dur tingene slet ikke og efter en tid gør de heller ikke rigtig alligevel.
 
Da alle enheder under produktionen testes for total ensartethed, selv om det jo for enheder med denne magnetstyrke og rekordsmå magnetgab er ganske overordentligt svært at opnå, testes den færdige højttaler blot med et komplekst støjsignal af ganske kort varighed og nej, det er ikke manglende omhu på ATC, som resulterede i miseren med SCM 40 på Hifi News.
 
Al elektronik samles naturligvis også på fabrikken, hvor også den lille udviklingsafdeling bemandet med et par mand findes. Ikke noget her med at påstå som alle mulige andre, at man har arbejdet i tusindvis af timer for at udvikle en ny forstærker eller CD-afspiller eller måske endda blot et kabel. Her forbereder man naturligvis de nye nært forestående produkter men siger åbent, at der naturligvis langt hen af vejen er tale om variationer over eksisterende teknologier i ATC, fordi de jo i studiekredse er anerkendt som det mest fremragende. Man vil naturligvis heller ikke påstå, at man in-house kan producere en CD-afspiller som massevis af andre, også langt mindre firmaer jo gladeligt ellers ville og dagligt gør. Når der står ATC på et produkt er det fordi det er designet og produceret på ATC. Ikke noget OEM her! 
 
 En stor del af arbejdet i udviklingsafdelingen består i øvrigt i at projektere og indrette lydstudier overalt i verden. Denne erfaring er måske en af grundene til, at alle ATC-højttalere har samme akustiske signatur, og det er jo en hel del mere, end man kan sige om de fleste andre firmaer, også visse selvudnævnte højteknologiske danske, hvor selv forskellige modeller i samme serie lyder helt vildt forskelligt. Om det så er fordi de ikke kan eller ikke gider gøre det bedre ved vi naturligvis ikke, men der er altså nogen, som kan.
 
Al elektronik lyttestestes sædvanligvis af ejerne selv, fordi det store lytterum ligger umiddelbart ved siden af elektronikdelen af ATC. Her har man også udvalgte produkter fra andre kendte mærkevarer opstillet for at teste, hvordan disse lyder med ATC´s passive højttalere. Andre producenter ville hævde deres uhyre videnskabelige tilgang til designprocessen, men den jordbundne australier Woodman prøver nu lige alligevel, hvordan hans nyeste økonomidesigns lyder på en NAD og en Rotel til eksempel. En del dårligere end på ATC´s egen forstærker skal det siges, nærmest lidt småpinligt. Dette skyldes dog naturligvis, som salgschef Bob Polley sagde, ikke udtalt synergi mellem ATC-produkterne, men blot, at det ene produkt simpelthen bare var bedre, og deri har han givetvis ret. Efter denne A/B test går vores Rotel-salg noget ned..
 
Nu er det noget vanskeligt at sige, hvad der imponerede mest på ATC, men en kandidat må naturligvis blive et 20 kgs. monster af en mellemtone, som man producere til højkvalitets-PA. Desværre er denne branche jo ikke mindre end hifi-branchen blevet inficeret af bogholdere og efterspørgslen efter kvalitet er bestemt ikke voksende, så efterspørgslen var selvfølgeligt meget begrænset. Bare det, at man lavede den, var dog en cadeau til den rigtige ånd, og det var da også mest for sjov. Forunderligt nok var denne monster-enhed  oprindeligt et OEM produkt til et verdenskendt firma, som trods talrige forsøg ikke formåede at producere denne enhed selv…
 
Et andet højdepunkt var en reparation af nogle gamle skrammede SCM 100, hvor tråden til den ene mellemtonedome på denne 15 år gamle højttaler var blevet revet over. Reparationen her bestod i, at man simpelthen lige omfinerede kasserne(!) og derefter reconede den ødelagte mellemtonedome, men altså kun den ene. Adspurgt af denne skeptiske skribent, om man ikke ville kunne høre forskel på den gamle og den nye dome var svaret et eftertrykkeligt nej. Desuden var det jo den samme dame, som havde lavet dem. Så meget for troen på den mekaniske langtidsstabilitet. Om det var dyrt? Hvis 400 pund er dyrt for nye højttalere over 15 år, så ja. Ellers forekommer det måske nærmest idiotisk billigt, et absolut særsyn i denne branche.
 
Nu har vi fortalt lidt om produktionen på ATC og vi skal da lige have med, at vi naturligvis spurgte, om der var noget, som vi ikke måtte fotografere eller omtale. Svaret var et afvæbnende nej, vi måtte hjertens gerne fotografere alt, for som Bob Polley sagde, var der jo ikke nogen hemmeligheder ved deres produktion eller ved det ikke-patenterbare SL-magnetprincip. Der ville alligevel aldrig være nogen, som ville indføre denne mindre, men for kvalitetsenheder dog betydelige forbedring, fordi de andre producenter alligevel allerede havde sparet så meget på produktionen, at man ikke ville kunne høre forbedringen.  Alle vidste jo, hvordan man skulle producere en kvalitetshøjttalerenhed og naturligvis også, at det kostede penge. Netop derfor ville de aldrig blive efterlignet, mente han, da der jo ikke i mange år havde været penge i kvalitet og at udviklingen i øvrigt gik i en noget anden retning, måske endda med stormskridt.
 
Besøget hos ATC var for os et bevis på, at den totalt åbne og tillidsvækkende virksomhed stadigvæk har sin berettigelse. Her var der ikke nogen udlicitering af samling af højttalere til en skrantende møbelfabrik baseret på kasser fra Kina. Her var der omhu og påpasselighed i en grad, som vi aldrig har set. For eksempel var der et lille mærke i en færdigindkøbt kasse til en SCM 7 højttaler. En håndbevægelse til en makker senere var skrammen væk og sådan foregik alt. Man er aldrig nogensinde på et virksomhedsbesøg et øjeblik i tvivl om, om virksomheden fungerer langs de indre linier ligeså lidt som man er i tvivl om, at sure kassedamer nok heller ikke allesammen er født sure. Problemerne ligger oftest helt andre steder, men altså ikke lige hos ATC.
 
Var der da slet ikke nogen problemer? Jo, det havde der været nogle år tidligere, nemlig med personalets usunde men ellers ret engelske spisevaner. For at komme det til livs havde man bygget et grøntsags-drivhus ude i haven, som personalet frit kunne frekventere tillige med selvbetjening i det nybyggede hønsehus.
 
Det var måske i virkeligheden det allermest imponerende ved denne højteknologiske og så alligevel så helt ubeskriveligt menneskelige lille virksomhed. Vi håber, at folks kvalme efter denne sødsuppehistorie fortager sig, men det var altså den eneste historie, som vi kunne skrive, mest fordi det jo var den sande historie.
 
Iøvrigt skal vi lige huske at sige, at firmaet går rigeligt godt nok til, at alle ejerne kan gå på hyppigt fluefiskeri eller rideture i de lokale bakker og dale. Faktisk mente de, at det var der, de fik de bedste ideer. Til gengæld så vi ikke nogen vide moderigtige herrebenklæder eller slips, som man ellers alt for tit ser i vores branche, men til gengæld en del oilskinsjakker. Det regnede nu også, det skal siges.
Det er altså rigtigt svært ikke at holde af sådan en virksomhed og dens produkter.