Oversovning

I dag har vi sovet helt indtil kl. 6.00, og det giver problemer i denne ende. Det er ellers en dag af de afgjort interessante, hvor vi i orbindelse med udgivelsen af kulturredaktør Flemming Roses bog inklusive Muhammed-tegninger og alting jo sagtens kunne få underlige tanker. For eksempel er det svært ikke at mindes Brian af Nazareths fortvivlede udbrud i Monty Pythons udødelige film af delvist samme navn, mens han venter på korsfæstelsen. Som svar på en med-dømts advarsel om, at “You´re only making it worse!” svarer Brian “HOW COULD IT BE WORSE!” “Indeed” svarer vi herfra sammen med Flemming Rose, hvordan kan man formilde eller forværre eller for-nogetsomhelst en forlængst afsagt in-appellabel dødsdom, nej vel? Værre bliver det ligesom ikke, det skulle da være at læse chefredaktør Tøger Seidenfadens nyttigt-idiotiske kommentar. Ikke spor overraskende, men blot så meget mere forstemmende.

Ellers har en lokal kunstnergruppe med det ikke vanvittigt mundret-klingende navn “Surrend” skabt nogen furore med en vist tilstræbt morsom plakat, der forestiller det danske kongehus i explicitte gruppe-sexscener. Det kan man heldigvis gøre uden øjeblikkeligt standrets-afsagte dødstrusler uden at det måske ellers ligefrem kalder på den største anerkendelse for kunstnerisk ubestikkelighed. Indtil fornyligt ville det farligste vel være måske at blive bidt af kongefamiliens bidske løbsk-løbende gravhund, og faren er her drevet over, da den vist er blevet aflivet. Ikke ret farligt, forstås.
Nej, prøv I blot i den der latterlige kunstgruppering med det helt igennem stupide navn “Surrend” (verbet “surrender” hedder jo altså også “surrender i imperativ/da. bydemåde) at tegne en skægget mandsperson, der bag-boller en kamel. Prøv lige det, hvis I ellers tør.

Det gør I nu nok ikke, I forfærdeligt fritænkende og nyskabende lokale elite-kunstnere hellere skide i egen seng, det er altid det tryggeste. Og så skrige højt op over ikke at få den nødvendige eksponering på en plakat-udstilling i Den Gamle By. Ikke at den der zoofile tegning med den skæggede mand ikke kunne være enormt sjov, for det kunne den sagtens, ja, den findes formodentligt allerede.
Man skal bare ENDELIG huske at forsyne den lystne mand med en SÆRDELES TYDELIG traditionel jøde-kalot, så er der ingen problemer i den sag. Humorens verden er forunderlig, som man kan overbevise sig om ved at læse de gamle udgaver på dansk af den belgiske tegner og forfatter Hergé´s historier om alle tiders mest uforfærdede journalist/reporter Tintin. Oversættelser, som ALDRIG NOGENSINDE ville kunne nyudgives i Danmark i dag. For slet ikke at tale om at komme i frisindets og tolerancens selvbestaltede talerør, Politiken..
Det er måske den allerstørstre vits i disse tragikomiske tider.

Plads til begejstring

Efter denne sommers let forøgede daglige dosis cykling er denne skribent ganske som forventet blevet noget mindre. Ikke ligefrem lille eller lav som en skotsk højlænder (eller en lavlænder for den sags skyld, som på trods af navnet vist ikke er lavere), blot noget mindre trind til gavn for langtids-holdbarheden for diverse skjorteknapper. Det er altsammen fint nok, men alligevel har fruen i huset ret bastant “bjæffet” en ordre ud i samme umisforståelige tonefald som en sergent i det skotske eliteregiment “The Black Watch” Det fælles i dette råberi er helt sikkert den modtagende lettere tumpede modtager, som er lidt små-“tung” i det. For denne skribent gælder det efter sigende kroppen. Det er underligt, det ser da ellers ud som det altid har gjort. I spejlet, som til alt held er ganske lille og sidder ganske højt.

Derfor er der dekreteret “forøget cykel-pensum” i sensommerens sidste forsøg på at trimme denne skribent til at ligne den lettere misfoster-agtige David Beckham eller hvem der nu måtte være det til disse tider gældende næsten-midaldrende gifte kone-idol.
Argumentet med, at disse urimelige fysiske udfoldelser skulle give forøget energi og arbejdsevne er naturligvis med i fruens “bjæfferi” og vel næppe helt forkerte. Efter et par dage bænket ved siden af uanede mængder skotsk kvalitetsøl er de lettere “gummierede” ben hos deres ydmyge allerede erstattet af rent stål. Ret godt gået eller måske rettere cyklet, synes vi da selv. Hu hej hvor det går vestover!

Nå, vi må så håbe på en tidlig og tilsvarende hård vinter med bedre tid til spøg og langvarig skæmt. I de kommende dage vil vi på denne side forsøge at løfte vores “oplysnings-byrde” ved at stå endnu tidligere op end det sædvanlige ellers ganske tidlige.
Det muliggør jo også, at man kan blive den allerførste til at lægge sig i kø foran en lokal guitarforretning. I dagens JP beretter en god gammel og ellers sædvanligvis fornuftig journalistven, Jørgen Rye, om en åbenbart helt fantastisk usædvanligt speciel Martin-guitar. Nu er Jørgen selv musiker og derfor kan man vel godt sætte sig ind i hans fantastiske begejstring for dette tydeligvis fantastiske instrument, en super-duper specialudgave helliget en af de muligvis største danske guitarister. Det skulle man måske tro i denne heldigvis ret usædvanlige journalistiske dækning af aktiviteterne i denne lokale Martin-importør, “Akustikken”

Vi siger “heldigvis”, fordi den her ting simpelthen STINKER af kun lettere skjult reklame og almindelig dækket eftersnak. Hvis vi selv solgte guitarer ville det første og sidste spørgsmål, som trængte sig på være, hvad man dog har BETALT fra butikkens side for at få denne fyldige lettere “hagiografiske” skildring i dagens avis. Ryes artikel er helt fint i tråd med kvaliteten i den slet dækkede lovsang om egne produkter i alskens annoncetillæg. Dårligt er sådan lidt mildt udtrykt.

Og hvem er så denne dansker, hvis guitaristiske evner således fejres? Såmænd Michael Falch, som har fået en guitar opkaldt efter sig. Tak for kaffe, siger vi blot her, og der laves søreme ialt 10 eksemplarer af denne Falche-guitar. Nu er Ole, ejeren af “Akustikken” bestemt en mand med en særdeles sund sans for forretning, så måske han har lyttet til konen derhjemme. For det mest påtrængende spørgsmål her må vel være: Hvem i alverden vil dog købe en guitar, som er helliget en mand, som kortvarigt og noget uforklarligt (teenagepigerne vistnok) toppede for omkring 30 år siden og siden ellers intet har udrettet. Da ikke noget, som indrømmet ikke voldsomt opmærksomme skribent har opdaget? Og Falch, som vist er noget mere kendt for sine hærgede ansigtstræk og hunde-hængeøjne end for sine evner som guitarvirtuos..

Ja, svaret “blæser i vinden”, som en anden og mere “fortjentlig” heller ikke ret god guitarist engang udtrykte det. Held og lykke med salget af det her grinagtigt konciperede produkt. I en hyldest, af noget, som aldrig nogensinde var blot nogetsomhelst. I en journalistisk stil, der mest minder om affald fra et duplikeret skoleblad.
Guitaren er da sikkert fin nok, det er alt det andet her blot ikke. Læs det
og døm selv og forestil dig så, at du sidder der og klimprer på din behørigt signerede dyrt indkøbte Falche-guitar. Det er svært at forestille sig, at ikke alle et sted vil føle sig iagttaget af “Big Brother Falch” med det hærgede fjæs og hængende kæbe-flæsk. Lidt sygt at opkalde en guitar efter denne danske pioner indenfor disciplinen “at se ud” Fromfor altså “at være” og da slet ikke guitarist.
Hvad folk dog kan finde fornøjelse i!

Haggis-land

Gennem hele den vestlige skrevne historiske tid har de vilde skotske højlands-soldater altid været berygtede. Det har ikke udelukkende været deres (for klimaet i det mindste) noget outrerede påklædning eller særprægede musiksmag, som har været skrækindjagende. Trods alt har lignende påklædning og truttende sækkepiber igennem historien gjaldet på Balkan uden at der har været skotter til stede, sækkepiber er vist bare gode til at skræmme alle lyttere. Helt skotsk-ternet-kiltede med den pudsige pung foran har de godt nok ikke været, de dér “balkanesiske” karnevalssoldater fra Syldavien og Bordurien og hvad alle de gamle lande dernede nu hed på Tintins tid inden de seneste landreformer, selv om de prøvede så godt de kunne. Ingen var dog helt så barske som skotterne.

Efter en forlænget weekend i det skotske højland har man fået respekt for disse barske mænd og en bedre forståelse af, hvorfor det trods mange århundreders engelske forsøg på total undertvingelse af de ellers hele tiden ganske få skotter indtil den såkaldte “Bonnie” Prince Charlie “endelig “fuckede” det hele op i den sidste krig mod englænderne i 1745. Hele Prince Charlies militære fremstød mod syd lykkedes ellers fint med blot omkring 8000 soldater, men det skyldtes naturligvis mest, at det kolossalt meget større og ikke mindst folkerige England slet ikke havde nogen stående hær, i virkeligheden en pudsig ting.

Det eneste, som man kunne mønske, var en flok tyske lejesoldater, traditionelt benævnt “Hessians”, selv om de fleste traditionelt blev hvervet i de daværende tyske kongeriger og fyrstendømmer Hanover/Hannover (kun ét “n” i den engelske version) og Brunswick/Braunschweig. I denne historieløse tid var det et nødvendigt faktuelt sidespring. Ikke at det sikkert hjælper noget, men æren ligger alligevel altid i selve kampen og ikke i resultatet.
Det gjorde det så heller ikke for skotterne, som efter en selv for britiske forhold helt usædvanligt forkludrer militær-kampagne tabte det sidste slag på det øde nordskotske udsted Culloden Moor tæt ved Inverness. Ironisk var det ganske tæt ved det sted, Bannockburn, hvor skoytterne i 1300-tallet efter en tilintetgørende sejr over englænderne (som godt nok dengang talte alt andet end engelsk, mest fransk og tysk og portugisisk, sjovt overhovedet at benævne dem englændere) ved Bannockburn.

Englænderne vandt som så ofte før og senere det sidste slag og denne gang var der i det mindste enkelte engelsktalende i deres “træn” Ikke vældigt mange, men et etnisk fremskridt ikke destomindre. De nyligt “domesticerede” vilde skotske højlændere blev derefter en frygtet del af den ganske lille britiske professionaliserede “krigsmaskine”. Lille, fordi den selv som lillebitte stående hær næsten var i stand til at ruinere et land i fredstid for slet ikke at tale om krigstid, hvor det gik endnu stærkere end den nuværende danske VK-regerings politik. DET er altså hurtigt og det var det også dengang.

Og så tilbage til weekendens udflugt til det skotske Highland, hjemstedet for det måske berømteste skotske regiment, “Black Watch” Nå, måske i virkeligheden “The Atholl Highlanders” er ligeså berømte, de kommer osse fra en by lige ved siden af, flækken Blair Atholl. Eller en hel masse andre skotske regimenter, allesammen rekrutterede i vanvittigt tyndtbefolkede områder, lige netop dem, vi kørte igennem i weekenden. Historien bliver simpelthen ganske levende omkring én.

Det er nu ikke genfærdene fra de gamle skotske klaner, hvoraf den berømteste helt sikkert må være denne skribents skotske slægt i i den traditionelle Matheson-klan med autoriseret klan-mønster og altsammen, som kommer inod én fra alle de tåge-omkransede “glens” Næh, man forstå bare straks, hvorfor det gennem mange hundrede år var plat umuligt for englænderne at fordrive de skotske røverbander fra “the Highlands”. For det første er der for en hær af fodtusser ganske langt derop og efterfølgende var det simpelthen helt umuligt at bruge datidens artilleri på de stejle skrænter. Dette forenet med, at man dernede i “the Glens” var rene “sitting ducks” for skotterne gjorde ikke sagen lettere.

Til gengæld gør det så hele den ellers stadigvæk fejrede sidste skotske konge, “Bonnie” Prince Charlies totale dårskab mere synligt, for hvad i Helvede ville idioten dog føre krig for på en flad hedestrækning som Culloden Moor? Sikke dog en flejnert! Til gengæld kan man sagtens forstå, hvorfor så mange skotter omgående “fylkedes” (vi beklager vores halv-militære tone i dag) omkring de britiske faner, for sikke dog pænt der er dér i det skotske Highland. Og sikke dog et lorte-sted at bo. Ingenting kan der gro og alt for få og fattige handelsfolk at plyndre. Ikke underligt, at datidens skotske professionelle soldater var helt usædvanligt næsten vantriveligt små ifølge overleverede engelske såkaldte “lægds-ruller” De var simpelthen rene gnomer, langt mindre end datidens engelske noget sølle gennemsnit på un der 1.60 m. for frivillige soldater. Helt grinagtigt og så alligevel ikke helt.

Skotterne var nemlig i ganske usædvanlig grad hårde og hærdede. Og nej, det var ikke kun det håbløse klima og de forfrosne bare knæ. Nej, det var ernæringen. De åd nemlig den traditionelle ret haggis til morgenmad og vist osse resten af dagen. Fy for den lede pelikan, det gjorde vi også, og er vendt tilbage med et fornyet respekt for skotterne. For hvem ville dog ikke frygte folk, som kunne æde det hér til morgenmad:
“Haggis is a dish containing sheep’s ‘pluck’ (heart, liver and lungs), minced with onion, oatmeal, suet, spices, and salt, mixed with stock, and traditionally simmered in the animal’s stomach for approximately three hours”
Ikke underligt, at man senere opfandt whiskyen, det var nok for at tage lidt af den grimme smag. Skotter VAR og ER altså skidehårde! Og da slet ikke mindst kvinderne, der må stå op kl. lort om natten for at lave det her “hakkelse”, som det vel oversættes retteligt til på dansk.

Indtil mandag engang…

..vil vores virksomhed ligge begravet i overordentligt arbejdskrævende projekter, som vil påvirke denne forside lidt. De fleste af disse er nu desværre (eller heldigvis) professionelt relaterede og involverer diverse videokonferenceanlæg m.m. og diverse større PA-systemer. Disse ting har alle det til fælles, at drivkraften bag er ganske entydig: Tingene skal VIRKE og når (forhåbentligt ikke HVIS) de gør det, så er alting fint. Målet er entydigt, så drejer det sig blot om at komme i mål!

Helt anderledes, lettere “livmoderagtigt” er tingene hernede i kælder-hifihulen. Vi må nødtvungent erkende, at denne skribent er en mand med den iboende selvbedrageriske svaghed og manglende kritiske sans. Heldigvis gælder denne mangel mest EGNE EVNER, men det er jo osse alvorligt nok.
Det “livmoderagtige” kommer ind i billedet, fordi lige meget hvilke ændringer i sit hifi-system, som man(d)/jeg foretager, så bliver det altid bedre. Lige meget hvor meget man “sparker” derinde i vommen og ligemeget hvor mange “skæverter”, disse spark resulterer i, så er optimismen den samme ukuelige. Et af de mere komiske udtryk for denne evindelige mandlige selvforblændende fantasiverden oplevede denne skribent for ganske forfærdeligt nyligt.

Nu skulle man jo tro, at det var en ret enkel sag at forbinde et 800 hz 12 dB-delefilter til en bas og et mellemtonehorn, og den elektriske forbindelse voldte heller ingen problemer overhovedet. Det lød osse forventeligt ganske ubegribeligt fantastisk, selv om det viste sig uvanligt vanskeligt at optimere den såkaldte “akustiske fase” ved hjælp af den obligatoriske tonegenerator “sweepende” omkring delefrekvensen. Men sikke fint og luftigt det lød, som ens egne værker jo altid er. Mærkeligt, man skulle dog tro, at en (selv selvgjort) famlen i relativ blinde ind imellem kunne medføre egentlige bagslag for lyden, men nej da.

Efter en længere nydelsesfuld lytte-session rejste jeg mig så op og kunne konstatere, at lyden “off axis”, altså for eksempel ved siden af højttaleren, havde et umiskendeligt præg af såkalkdtr fasedrej, hvor lydens placering var helt vildt afhængigt af placering i højden. En nærmere undersøgelse viste, at nok var terminalerne forbundet korrekt, det var forbindelsen fra diss på diskanten blot ikke. Ikke at det måske var videre logisk, at den eneste mærkede terminal på den fine støbte membran, kaldet “L1” på nogen logisk måde kunne forbindes med minus-polen, og det var den så heller ikke. Tværtimod, faktisk, lige i dette særlige tilfælde jo den eneste anden mulighed.

Hele skidtet havde altså spillet i modfase hele tiden, og med en delefrekvens på 800 hz er det helt vildt let hørbart. det var det så blot ikke, fordi man selv som mand havde stået “fadder” til miseren, selv om alle alarmklokkerne bimlede løs i forbindelse med problemerne med at få den elektriske fase korrekt. Som bekendt burde det ikke være ret svært fysisk at flytte rundt på en horndriver overpå en bas-kasse for at opnå optimal fase, og det er det heller ikke. Med mindre fasen altså ikke er korrekt, for så skal hornet ca 40 cm. FOR LANGT tilbage (eller alternativt FREM og så ryger den ud over kanten i begge tilfælde.

Nå, problemet er løst nu og denne skribents lettere røde ører har fået den sædvanlige sensommerbrunlige farve tilbage. Det var godt nok heldigt, at der ingen var til stede, som kunne overvære dette pinlige intermezzo. Og ikke mindst det triumferende fjols, som undertegnede var.
Det var så dagens bekendelseshistorie, der er desværre flere i forbindelse med sommerens Altec-Lansing megaprojekter, men de er heldigvis ikke allesammen helt så slemme, så dem vil vi ikke trætte med. Resultatet er til gengæld blvet forrygende godt, til sidst triumferede vores tekniske kompetence trods alt alligevel over selvbedraget. Men hvorfor skulle det være så svært og tage så lang tid, ja det er ganske svært at forstå.

Montering

Hvis vi i går troede, at vi havde travlt (og det gjorde vi og det havde vi), så skulle det alligevel blive helt anderledes i dag. Meget værre eller meget bedre, noget afhængigt af, om man anskuer det fra vores hårdtarbejdende ældre Opel Omega stationcars side eller vores egen noget mere positive. Flere bil-læs er altså temmeligt meget, og vi fortsætter så i dag. Også med at finde ud af billed-uploadingen på denne side som ellers er ganske let.
Det siger fruen i huset ialtfald, så det må vel passe, men læreprocessen for denne computer il-litterat har været ganske overordentligt langtrukken. Til gengæld er der så blot at glæde sig over, at når det endeligt lykkes engang, så er der langt mere at vise frem af. Sådan lidt i retning af denne dags solrige vejr-melding, som atter engang sender husets energiske sylfide af en frue (den stærke og robuste nørrejydske varietet af arten ganske vist) ud på landevejene i atter et forsøg på at slå den allerede stærkt opskruede tempo-rekord på landevejs-mountainbike. Herfra tror vi på sagen, sommeren har været tæt-bestrøet med nye rekorder i den og andre atletiske retninger. Benmusklerne er blevet strammet op på næsten rent “Søren Springgren”-niveau, atleten, som alle vi gamle læsere af Anders And-blade garanteret mindes. Ham og så Andersines dumme idealmand, alle tiders flolset-Bjørn Muskelsen…
Derudover ser det nu ellers mægtigt godt ud på madammen, langt bedre end på Springgren ,det skal siges, og det bliver det så altså også. Lige nu til eksempel.

Der er også andre fordele ved at udsætte tingene. For eksempel forudsagdes ifor et par dage siden styrt-heldagsregn i dag, og den er da vist fordampet undervejs. Der er tydeligvis fordele ved at udsætte tingene til tider, men hvad hjælper det blot os i dag? Ingenting, desværre, noget af isenkrammet i dagens dont skulle faktisk allerede have været leveret i går.
Det skønne er så, at der sikkert og forhåbentligt også i dag lander et sæt kæmpe-kolo-enorme Altec 804B-metalhorntragte her. Lige akkurat det, som vi har brug for, siger denne skribent. Ligeså meget, siger fruen “like we do a hole in the head” men hvad hun helt mener med det lader vi henligge lidt i det uvisse. Engelsk er ikke denne skribents absolutte spidskompetence. Derudover er hun allerede bort-cyklet i en så forrygende fart, at det alligevel er helt formålsløst at forsøge at indhente hende for en eventuelt uddybende kommentar.

Hul i hovedet

I dag og et par dage frem vil vi på denne side ligge noget “underdrejet”, som vi søulke-ætlinge ynder at udtrykke os. Arbejdets kolossale bråd-søer hamrer nådesløst ind over vores lille firma, og når der så ind imellem kommer en RIGTIG såkaldt “FORKERT sø” (jamen det hedder det og det er rigtigt nok!), så er der mere end almindeligt nok at lave. Faktisk helt ualmindeligt meget nok. Så meget at vi ganske kortvarigt næsten må være os selv nok.

Dog skal vi byde det seneste og nok også sidste skud på den frønnede danske hifi-forum-stamme velkommen og det med et løfte. Vi vil aldrig nogensinde herfra fremover omtale det eller blot kikke, dertil er oplægget for siden med total-genbrug af samtlige af tidligere tiders forskellige marginal-eksistenser og diverse knallerter fra de andre fora lidt for langt ude i Hampen. Hvordan i hele alverden man forestiller sig annoncører forsøge at adressere disse med blot nogen træfsikkerhed og succes større end ganske enkelt at skyde at skud spredehagl blindt ud i morgendæmringen efter absolut ingenting, er langt hinsides vor fatteevne. Nå, de skal nu nok klare sig ligeså godt som de fortjener, sådan er det jo gået hidtil for de andre og mon ikke det fortsætter.

Vi vil dog ganske ubetinget byde det nye forum velkomment, fordi det helt givet yderligere vil nedsætte brugtpriserne på kvalitetshifi til gavn for de få og stadigt færre. Som altså os selv. For den sagesløse normale hifientusiast derude vil det til gengæld være ca. ligeså nyttigt som den bemærkning, som grundlæggeren af KEF, Raymond Cooke, blev så kendt for.
Efter sin første salgstur i starten af 1960-erne med sine latterlige KEF-plastichøjttalere citerede han altid senere forhandlernes kommentar til hans produkter: “We need a new speaker like we do a hole in the head” Indsæt “forum”, så er nytten og nødvendigheden ellers ganske den samme. Eller “bedre lydkvalitet i DR” eller et “nyt super-højopløst lydformat”, mulighederne er legio. Folk derude er fuldstændigt ligeglade, og det forstår man kun alt, alt for godt. De få har ødelagt det for de mange.

Lincoln Mayorga

I dag vil vi tage udgangspunkt i denne vist ellers ikke særligt bemærkelsesværdige amerikanske pianist, som engang ellers var rigtig stor. Det er der selvfølgelig ret mange amerikanere, der er, mest i betydningen “fed” ganske vist, den danske intelligentsias “darling” Micael Moore bestemt ikke undtaget. Mage til kolossalt fedtbjerg skal man vist helt til Staterne for at opleve og det er måske meget godt. På den anden side, de eneste andre beundringsværdige amerikanere hos samme danske elitære kredse er vel præsident Obama og måske for enkelte “hard linere” Noam Chomsky, som vist ellers er slankere. Chomsky må da være det, da han ellers forlængst ville være død af fedmerelaterede sygdomme, så gammel som han er. Og forhåbentligt forlængst glemt. Han var en VIRKELIGT “kedelig ka´l”, som statsminister H. C. Hansen så rammende udtrykte det om sin politiske rival, overlæge Viggo Starcke. H. C. havde ganske ret, men dog ikke nær så meget, som han ville have haft, hvis han havde sagt det om den totalt principløse og totalt-totalitaristiske Chomsky. Hvis adopterede fædreland USA bemærkelsesværdigt nok ALDRIG havde eller fik ret i nogetsomhelst. Jøder er ellers normalt klogere end vor ven Avram her, sjovt han aldrig dengang her i landet blev tituleret ved sit fulde navn. Sådan er der så meget, og det var der også dengang.

Ikke mindre glemt er helt givet Mayorga (og nej, der er IKKE tale om en slå-fejl for den kendte Middelhavs-ferieø), det hedder han. Engang i 1970-erne var han ellers det absolut aller-hotteste indenfor hifi, fordi han indspillede direkte skårne (LP)-plader for datidens fremadstormende Sheffield Lab. Musikken var noget forbasket bras og vi har da vist ellers op til flere af pladerne. Arvet fra en ex-entusiast, men det gør det naturligvis ikke meget bedre. De står der som skamstøtter over en heldigvis forlængst “tabt tid” (tak til Marcel Proust, forfatteren af verdens vistnok officielt accepterede længste roman,:”På Sporet af den Tabte Tid”) Lang og usigeligt kedelig, som jeg erindrer den og jeg har ikke lyst til at anfægte dette oprindelige synspunkt. Ikke alle jøder skriver lige interessante romaner, men mange gør, helt sindssygt godt.

Og så endelig til noget lidt mere nutidigt, de “lange linier” i dag ligger lidt i spredt fægtning og afspejler vist mest de vejrmæssige omskifteligheder. Hvor alting pludseligt kan forsvinde og verden se helt anderledes ud. Store katastrofer fra forrige uge som oversvømmelsen i Pakistan, som FN ellers udråbte til vistnok “verdens værste”, er åbenbart pludseligt og mirakuløst “løbet ud” i den det Indiske Ocean og Grækenlands og Spanien/Portugals økonomiske morads, som truede den samlede verdensøkonomi med de-stabilisering, er afløst af mere overkommelige Irland.

Vi kan helt givet regne med, at de sydeuropæiske tikkende bomber naturligvis overhovedet ikke er de-monterede, men journalistisk og dermed som bekymring er de væk og erstattet af langt mere presserende ting. Som for eksempel demokratiets svære kår, illustreret af det svenske valg. Her til morgen viste DR Update forudsigeligt og ganske grinagtigt protestdemonstrationer i Sverige mod det vist ellers ganske demokratisk valgte parti Sveriges demokraterne. Og som en TV2 journalist osse så rigtigt udtrykte det i går i et tå-krummende interview med, ja naturligvis, EN ANDEN TV2-journalist, så havde ganske vist mange hundre tusinde svenskere stemt på dette “gøgeunge-parti”, MEN langt flere havde jo IKKE stemt på dem. Derfor var det for journalisten helt naturligt og rimeligt overhovedet ikke at give hånd til dem eller fy-føj samarbejde med dem.

Ja, man fik næsten det indtryk, at denne ubestikkelige journaliststikkens vogter af pressefrihed og demokrati der i det grinagtige interview helst i det sande demokratis navn så dem totalt ignoreret eller måske bedre forbudt. Han skulle da tydeligvis nok gøre sit for det første i god demokratisk ånd. Demokrati kan åbenbart være mange ting, journalistik i den moderne medie-luder udformning er det desværre alt for sjældent. Når først “public service”-kanaler således bliver politiske aktører, så mindes vi Chomsky lidt rigeligt igen. Kvalmende!

Tiul sidst i dag skal vi så bringe et nybrud fra forskningsverdenen. Fra dagens JP forlyder det, at en lokal overlæge, Bobby Zachariae, har konstateret, at stress i dagligdagen kan fremkalde forkølelse og dermed UNØDVENDIGE SYGEDAGE. Jamen, det STÅR der, så det MÅ vel være nyt. Det er muligt, men vel næppe 100% sandsynligt, for det er vel næppe nogen særlig overraskelse for ret mange, at stress kan FREMKALDE ALLE ANDRE SYGDOMME. Man kunne i flæng nævne kræft, blodpropper, mavesår og ja vist ellers alt muligt andet. Indtil altså i dag, hvor altså FORKØLELSE bliver inkluderet som “rosinen i pølseenden” af prof. her, sig så ikke, at forskningen ikke hele tiden bevæger sig videre. Mange andre jøder, helt vildt mange, har fået Nobel-prisen, det gør prof. Zachariae nu nok næppe og ikke ganske ufortjent.
Det var så hvad vi havde valgt at bringe i spredt orden fra “Den Store Glemmebog”, som burde have ædt det meste forlængst. Den mulige undtagelse er vist kun Proust.

Håndværkere

Atter engang er dagen delvist helliget de stolteste håndværker-traditioner. Det er naturligvis ikke os selv, som vi kan udnævne til bærere af disse, det må vi lade andre om. Nej, vi taler om en rigtig dansk “bliktud”, som kommer for endeligt og permanent at fixe fruens drømme-badekar. Eller måske “fixere” er mere passende, da det mest drejer sig om at muliggøre en tæt fugning omkring det indtil videre noget “rockende” badekar.

Lidt blev der også “rocket” her i hytten i fredags, da husets gymnasiale datter holdt “hof”, for at blive i den gamle traver fra nordjydske “De Gyldne Løver”, om forlængst salige arveprins Knud, som “holdt “Hof!” for sig selv i sit hjem” Det var nu mest “Vestfyn”, hvis man skal tro statistikken af tomme flasker, så det skal man vel. De unge er ikke vanvittigt kvalitetsbevidste kunne det tyde på, for prisforskellene fra det “rene rævepis og terpentin” (tak igen, I gylsne drenge!)til blot “almindeligt pis” er ikke stor. For en habil brandert næppe mere end en flad tyver, ikke meget for ret mange. Sikkert godt oplært hjemmefra vælger man som ung det samme sprøjt som ens forældre. Ikke imponerende klogt men så meget mere overraskende.

Der blev så spillet ganske højt på vores 4. bedste opsatte hjemlige hifi-system derinde i pejsestuen med en ATC-forstærkercombo og et sæt antikke kæmpe-kolo-enormt store Altec Model 19-højttalere. Selv med MP3 lyder det noget bedre end datterens Tivoli-monoradio. At en hel bunke unge mennesker ved samme lejlighed hørte musikgengivelse af en kaliber, som de rent statistisk aldrig nogensinde har hørt tidligere eller kommer til nogensinde senere, afstedkom nu ikke den store beundring eller synderlig attrå efter at få fingre i sådan noget. Nu er “fingre i” måske ikke det i sammenhængen heldigste udtryk, for det så da ud til, at der bestemt var andre ting, som man MEGET GERNE ville have fingrene i og det vist endda kun af mangel på andre praktiske muligheder. Ak, den ungdom, som nødvendigvis og principielt aldrig kan ældes, kun alle dens unge individer. Og hvoraf enkelte så som denne skribent udvikler sig til en gammel hifitosse. En særlig trist skæbne for en ellers oprindeligt ganske flink og lovende ung mand.

Man må vist bare konstatere, at ungdommen ganske tydeligt har mere fornuftige ting at give sig til end at høre høj musik på bedre anlæg (i mangel af bedre udtryk) Nu kunne man måske og helt givet med nogenlunde god ret mene, at denne skribent bestemt ikke er det bedste eksempel til efterfølgelse for den opadkommende ungdom. Det KAN forældre vel ikke være og vi betragter os som ganske gennemsnitlige i den retning. Med garanti for, at vores datter aldrig hverken vil blive det, som vi tror eller håber på. Forhåbentligt ikke da.

I den sammenhæng synes vi faktisk, at en nylig artikel af en vis Lars Worre er noget sludder, selv om vist ingen ellers hidtil har været uenige. Lars er ellers både en gammel fornuftig Århus-dreng og mangeårig direktør for den danske højttalerproducent Dali, så han ved, hvad han taler om skulle man jo synes. Det synes vi nu blot ikke, faktisk, at direktør Worre giver. I en kronik i selveste frihedens gamle forkæmper (det er godt 50 år siden det var sådan, men alligevel), Information, giver Worre ret sensationelt gamle DR skylden for hele den lydmæssige misere, som det er for enhver producent af hifi, at unge kunder ikke gider købe deres varer. Det kan jo naturligvis ikke være fordi det man laver blot ingen relevans eller appel har, nej naturligvis ikke. Det er DR´s skyld altsammen siger Worre. Fordi de har ladet de høje lydmæssige standarder skride med efterfølgende kollektiv lyd-fordummelse for det danske folk. Klar tale tilsyneladende.

Hvis det lyder sandsynligt eller fornuftigt så har folk altså ikke hørt radio fornyligt. Det er totalt hjernedødt sludder, intet mere, intet mindre. For at noget kan betragtes som en årsag til noget andet, opererer man i almindelig klassisk logik med, at årsagen skal være til stede inden resultatet og denne nødvendige forudsætning er langtfra opfyldt her. Lyden i Danmarks Radio har nemlig været LANGT DÅRLIGERE end samtidens bedste kommercielle lagringsmedier, kassettebånd ikke undtaget, i mindst de seneste 30 år. Den objektive forværring i lydkvalitet, som er sket for DR P3 i de seneste par årtier, er sket fra et LANGTFRA imponerende niveau til et langt ringere.

Indtil et stykke op i 1980-erne kunne man ganske vist på P2 høre fine klassiske transmissioner i fin lydkvalitet, men der var blot ingen, der lyttede til det. Enkelte som denne skribent var der selvfølgelig, men langtfra nok til at gøre hverken fra eller til i den “lydlige kvalitetsopdragelse” som P3 allerede havde “dræt” fra 1970-erne. Som om det i sig selv skulle være ønskværdigt i et samfund med frie valg. Selv ville vi naturligvis ønske, at vores datter fik samme feinschecker-forhold til lyd som os selv, og i denne insisteren er vi naturligvis med til at skubbe hende fuldstændigt væk. Tilbage til “mellembølge-lydkvalitetsland” Eller også rager lydkvalitet hende bare en total pap-and, sundt nok set i forhold til denne skribent.

Nå, det er der så ikke noget nyt i, sådan har det allerede været i ganske mange årtier, både i DR og andre steder. Som med racekanin-avl og samlen af fejltrykte syldaviske frimærker med billeder af kong Ottokars scepter skal lyd og tilknyttet kvalitetsudstyr vist bare betragtes som det simple middel til at tilfredsstille et behov, som det er. Som frimærkers oprindelige lod det jo var at sende breve og kaniners at ja, opføre sig som kaniner! Musikken bliver ikke en skid bedre af at blive afspillet på et super-duperkvalitetsanlæg, stanken omkring højttalerne af gamle hektisk svedende “tweakende” mænd blot værre. Ikke underligt, at de unge reagerer ganske fornuftigt og skrider. Og standarderne med dem.

Nej, Worre og I andre, som finder trøst i, at det altsammen er DR´s skyld. Måske trøst er forkert, men at bruge det som forklaring på tingenes almindelige sørgelige tilstand er himmelråbende tåbeligt. Nej, vi må gribe i egen barm og sige, at det arbejde, der ligger foran evangelisterne for hifi minder om folkekirkens dilemma. Forkert placerede folk, der nægter at tro på, hvor dårligt det står til og som derudover ikke tror på det, som de er sat til at tro på, skal få andre til at tro på en troværdig fremtid. Hvis det her lyder lidt tåget (og det gør det også for forfatteren), så er det fordi DET ER ren tågesnak.

Næsten ligeså dumt som det er at Worre skyder skylden på DR. Nej, Worre, ungdommen er blot klog til ikke at ville være som dig og mig, og det kan man aldrig bebrejde dem. Ja, i et sjældent øjeblik af selverkendelse kan man måske ligefrem godt forstå det! Men måske vi alligevel fik imponeret en enkelt bumsedreng med vores kodyle hifi i fredags, alle revolutioner starter jo som bekendt i det helt små. Ellers har vi mest hørt “The Voice” her i huset i dag. Højt og i en for den lyttende uhyre acceptabel lydkvalitet og det er vel det eneste, der tæller. I mono på en Tivoli-batteriradio på køkkenbordet, det bliver næppe vores datter, der bliver den nye tros første bannerfører, og det er nok godt nok, DR eller ej. Det kan også dårligt være deres fejl, hun hører aldrig DR.

Men heldigvis er det kun forhåbentligt kun i Information, at man endnu kan tage det her sludder om mediernes “almene opdragelse” til dette eller hint alvorligt længere. Som tidligere tiders debatter om DR´s betydning for opdragelse af folk til interesse for bedre litteratur eller bedre beherskelse af rigsdansk. Og så er det hele endt med, at Jan Guillou og Carsten Jensen er blevet kanoniserede som det ultimative i god smag og skrivekunst, hvordan synes I så selv, det egentligt gik?

Hvad hører du nu? Version 2

Nu er livet for de fleste en kompleks komposition. Vi vil nemlig i dag forøge at være politisk-korrekt høflige ihvertfald lige her til at starte med. Som alle andre høfligheds-formalia ændrer det blot ikke på dagligdagens trivialiteter, som for de fleste er fyldt ud med at “speed-date” alt det man kan og naturligvis allerhelst uden at konen eller kæresten opdager det. Når man så ikke lige gider det mere, så kan man altid benytte den sidste mentale sikkerhedsventil her indenfor vores egen lille verden. Og nej, vi er ikke endnu gået i den rene “Minnesota-selvbekendelseskur” og vil derfor ikke afsløre egne let-eller upåklædte nymfe-favoritter på nettet. Og nej, det er IKKE en slå-fejl for den populære australske voliere-fugl nymfe-PARAKITTEN.

Vi taler om et kuriøst fænomen, som på underlig vis hærger diverse hifi-fora, og som alle andre menneskelige aktiviteter afspejler denne let sygelige hobby også hele menneskelivet i mikrokosmisk format. Ikke bedre end den let formalinmølkugle-dunstende interesse fra ældre let-nussede mænd for frimærker, men heller ikke spor bedre. Hifi-interesse har absolut ingenting med musik at gøre, de to ting udelukker gensidigt hinanden fuldstændigt, og fordi det er nødvendigt og ganske uundgåeligt, så benægtes det naturligvis blot så meget mere ihærdigt. Sådan er livet som bekendt, de mest uundgåelige logiske sammenhænge og sandheder er altid dem, der benægtes hårdest. I nederlagets stund i slaget om Berlin under 2. verdenskrig kæmpede heller ingen ihærdigere end drengene og alle krøblingene for en forlængst tabt sag, mærkelig mekanisme..

Det siger jo også sig selv, at hvis man i et anfald af regressiv psyko-infantilisme har købt et højt hypet hifi-kabel med en produktionspris på en femmer til over 100.000,-, så er man som andre ofre i slige pyramide-spil ikke ret vild efter at indrømme, at man måske er blevet “bøffet” Under alle omtændigheder udelukker overdrevent-aktiv hifiinteresse fuldstændigt musiknydelse på samme måde som den frimærkesamler, der sidder med sin fedtede lup og kikker efter fejltryk og forskelligt tak-antal på sagesløse frimærker. Man vil jo nok næppe kunne finde ret mange inkarnerede frimærkesamlere, som ville påstå, at deres interesse var begrundet i et ønske efter at skrive flere eller bedre breve selv. De har man naturligvis alt for travlt til som man sidder der og stirrer. Eller lytter efter lyden af sit fine nye dyrt indkøbte kabel.

Heldigvis er der så altid den kategori, som hedder “Hvad hører du nu?” og som i sin samtale kontext-situation ganske nøje svarer til den på landet så kendte frase “Hwa så?” Her er svarmulighederne ganske legio, fordi der slet ikke er tale om noget spørgsmål, mere sådan en slags tomgangshandling uden anden funktion end muligvis at demonstrere, at den ene part kan sige ord. Uden mening som en nymfe-parakit, men dog mere end en hund, som blot kan gø. Forskellen kan synes ubetydelig og er det vel også.

For hvad er det lige der forgegår her hos tomgangs-entusiasten med sit syge spørgmål og hvad er et teoretisk mulige svar. Absolut ingenting, naturligvis, for selvfølgelig lytter ham, der spørger, IKKE selv til noget, ellers sad han jo næppe om skrev. Omvendt, den teoretisk mulige lytter derude, som rent faktisk sad og lyttede til musik, ville naturligvis aldrig kunne besvare spørgsmålet, da han jo altså lyttede i stedet for at spilde tiden foran tastaturet. Der er derfor tale om et spørgsmål, som interessant nok ikke engang har noget TEORETISK SVAR, og i den henseende er der tale om en sproglig nyskabelse, som får tidligere tiders ulidelige “dum-i-nakker” med deres evindelige “Hwa så” til at synes helt fornuftige. Dengang kunne man altid svare “Godt vejr i dag”, særligt når det var i afgrødernes vækst-sæson og så ville en frugtbar diskussion om de svære kår i landbruget og de fortvivlende udsigter for deres fejlslagne spekulationer i schweizer-franc straks være i gang.

Selv hører vi naturligvis absolut intetsomhelst her mens der klapres løs og langt mindre LYTTER vi da. For det første står højttalerne bag ved denne skribent og for det andet er det pisse-distraherende med al den musik når man skal formulere sine indtryk af den seneste tekniske landevinding. En forsølvet sikring eller et nyt bananstik kan i denne sammenhæng antage kolossal betydning, et stort skridt for en lillebitte mand og et lillebitte skridt for menneskeheden.. Lidt eller måske meget sygt, men heldigvis har man så sikkerhedsventilen “Hwa så/Hvad hører du nu?” og så er alting åbenbart blevet bedre. Vi ved godt, hvad vi selv synes!

Til gengæld ved vi så ikke, hvad vi skal synes om et læserbrev i dagens avis af en vis Gunnar Kloppenborg Madsen. Skarpe iagttagere af denne side vil muligvis kunne gennemskue manden bag dette ofte fremhævede lav-adelige pseudonym som selveste Gunnar K. Madsen, den evige ildsjæl og æresformand a la Sung-dynastiet i Nordkorea. Og svær at vælte som samme. En mand, hvis evige værdi for det musikalske vækstlag aldrig vil kunne vurderes efter fortjeneste, dertil har han været formand ALT for længe. Måske han bare er den bedste mand, måske han bare i de forløbne 20 år har siddet tilstrækkeligt fast. Det ved vi intet om, og alle “Hvad nu hvis..”-spørgsmål er alligevel allerede forlængst ligegyldige. Fordi den fjerne fremtid allerede forlængst er blevet til fjern fortid under Kong Gunnar den Vises oplyste regeringstid.

Gunnar K. har i dag begavet verden med altså et enestående læserbrev. Det er nu mest enestående, at det på ganske enestående vis overhovedet ikke handler om NOGETSOMHELST. Det er langt, men det giver langtfra nogen mening, bestemt ganske tværtimod. Hvad det handler om er således ganske ligemeget, men vi kylder vel Gunnar den “tribut” at forøge alligevel.

Det handler (vistnok) om det nødvendige hemmelighedskræmmeri indenfor efter-RETningstjtnesten (husk endelig det sjove tryk på anførte stavelse på samme måde som Gunnar K´s eget bogstaverede mellemnavn. Det kan man så mene om, hvad man vi og det er vel aldrig mere ligegyldigt end her i Gunnars sludrevornt-fortyndede fortællestil. Omvendt, så er sidste halvdel af det her besynderlige læserbrev omvendt nærmest HELLIGET offentlighedens interesse i at have indsigt i NETOP det nødvendige hemmeligsheds-bagværk. Det kunne det måske have været hvis det ikke var fordi Gunnar K: konstant nævner alle de dovneste og mest ukritiske journalisters evige “plapre-båthorn”, det selvbestaltede helt aldeles uautoriserede orakel Bonnichsen men en fortid som såkaldt “operativ chef” For hvad vides ikke, den pæne mand med den glatte svigermors-drømmeagtige udstråling ligner nu mest en tidligere chef for “Departementet for Blyants-spidsning” og har vist absolut NUL dokumenteret felterfaring.

Hvis han havde haft det, ville han nok også have tøvet noget mere med at svare helt ud i den tomme luft på ALLE spørgsmål, som kastes i hans retning. Langt flere spørgsmål, end selv den klogeste mand ville kunne (eller blot ville ønske at kunne) svare på, så vi kan nok trygt gå ud fra, at Bonnichsen ikke afslører nogen statshemmeligheder. Helt givet, fordi han ikke kender nogen og aldrig nogensinde har gjort det, for enhver idiot indenfor journaliststanden kunne og kan vel sige sig selv, at hvis Bonnichesen VIRKELIGT vidste noget, så ville han aldrig kunne sige det uden at ryge i et mørkt hul eller ende, puf-puf, foran en lyddæmper ført af en mand i en lang cotton-coat. Hvor svært er det at forstå?
Åbenbart ganske svært, og næsten ligeså svært som at forstå, at dagens JP overhovedet har optaget det her grinagtige læserbrev fra Gunnar K. Nogen tjeneste er der unægteligt ikke tale om. Ren tågesnak.

Billedproblemer

Vi bliver nødt til at udskyde de lovede uhyre interessante billeder af vores anacho-elektroniske aktiviteter en enkelt dags tid. De er interessante alene af det ganske nødvendige og endnu mere tilstrækkelige grund, at de beskriver vores egen fortræffelige aktivitet. Denne er altid som definition vanvittigt vigtig og universets uomgængelige omdrejningspunkt. Nå, men vi har altså spildt denne morgens relative kvalitetstid med at inde ud af ikke noget særligt.

Ellers skal vi henvise til gårsdagens betydelige skribentvirksomhed på denne side for dem, som ikke måtte have bemærket det. Lidt smigrende er det altid at blive bemærket selv om vi aldrig kunne drømme om at indrømme det i nogen form for offentlighed og da slet ikke denne!
Til gengæld er der så ikke rigtigt nogen, der bemærker stakkels Kim Olsens særdeles som forventet “jubel-positive” test af en kinesisk JBL til ganske mange kroner. Det er lidt synd, for Kim vil så gerne. Det er nu også lidt godt, fordi det giver absolut nul-mening for os at lade en inkarneret “mærke-fan” som Kim helt offentligt er teste sine yndlingsprodukter. I gamle dage havde “Ugens Rapport” nogen altid ganske saftige “tests” (i mangel af bedre ord) af lokale massageklinik-piger, og det var der da i det mindste mere ” (mellem)kød” på.
Nu har denne skribent aldrig haft kørekort, og ved derfor ikke, om det vistnok stadigvæk ret respekterede tyske motor-magasin “Auto, Motor und Sport” lader formanden for Opel Kadett-klubben teste den nye Opet Rakett, men det gør de nu nok ikke. Selv om Kim formodentlig arbejder ganske gratis er det altså alligevel ikke alt arbejde, der er pengene værd.
Ingen snakkede om denne altruistiske side, vel? I det allermindste får folk vel, hvad de betaler for, og det gælder som ofte anfært ellers ret sjældent. Alligevel, hvis man absolut SKAL arbejde gratis som tester, hvorfor så ikke bruge tiden på noget mere fornuftigt end hifi? Det dér med ungdommens Rapport-testarbejde kom ind på en traumatisk andenplads lige efter drømmen om at vinde den skide konkurrence i “Anders And&Co.” om at “Tømme en legetøjsbutik” Dén med idioten med sombreroen, evig skam over fjolset, som ikke brugte tiden bedre.
Som vel ret beset osse Kim