Atter engang er dagen delvist helliget de stolteste håndværker-traditioner. Det er naturligvis ikke os selv, som vi kan udnævne til bærere af disse, det må vi lade andre om. Nej, vi taler om en rigtig dansk “bliktud”, som kommer for endeligt og permanent at fixe fruens drømme-badekar. Eller måske “fixere” er mere passende, da det mest drejer sig om at muliggøre en tæt fugning omkring det indtil videre noget “rockende” badekar.
Lidt blev der også “rocket” her i hytten i fredags, da husets gymnasiale datter holdt “hof”, for at blive i den gamle traver fra nordjydske “De Gyldne Løver”, om forlængst salige arveprins Knud, som “holdt “Hof!” for sig selv i sit hjem” Det var nu mest “Vestfyn”, hvis man skal tro statistikken af tomme flasker, så det skal man vel. De unge er ikke vanvittigt kvalitetsbevidste kunne det tyde på, for prisforskellene fra det “rene rævepis og terpentin” (tak igen, I gylsne drenge!)til blot “almindeligt pis” er ikke stor. For en habil brandert næppe mere end en flad tyver, ikke meget for ret mange. Sikkert godt oplært hjemmefra vælger man som ung det samme sprøjt som ens forældre. Ikke imponerende klogt men så meget mere overraskende.
Der blev så spillet ganske højt på vores 4. bedste opsatte hjemlige hifi-system derinde i pejsestuen med en ATC-forstærkercombo og et sæt antikke kæmpe-kolo-enormt store Altec Model 19-højttalere. Selv med MP3 lyder det noget bedre end datterens Tivoli-monoradio. At en hel bunke unge mennesker ved samme lejlighed hørte musikgengivelse af en kaliber, som de rent statistisk aldrig nogensinde har hørt tidligere eller kommer til nogensinde senere, afstedkom nu ikke den store beundring eller synderlig attrå efter at få fingre i sådan noget. Nu er “fingre i” måske ikke det i sammenhængen heldigste udtryk, for det så da ud til, at der bestemt var andre ting, som man MEGET GERNE ville have fingrene i og det vist endda kun af mangel på andre praktiske muligheder. Ak, den ungdom, som nødvendigvis og principielt aldrig kan ældes, kun alle dens unge individer. Og hvoraf enkelte så som denne skribent udvikler sig til en gammel hifitosse. En særlig trist skæbne for en ellers oprindeligt ganske flink og lovende ung mand.
Man må vist bare konstatere, at ungdommen ganske tydeligt har mere fornuftige ting at give sig til end at høre høj musik på bedre anlæg (i mangel af bedre udtryk) Nu kunne man måske og helt givet med nogenlunde god ret mene, at denne skribent bestemt ikke er det bedste eksempel til efterfølgelse for den opadkommende ungdom. Det KAN forældre vel ikke være og vi betragter os som ganske gennemsnitlige i den retning. Med garanti for, at vores datter aldrig hverken vil blive det, som vi tror eller håber på. Forhåbentligt ikke da.
I den sammenhæng synes vi faktisk, at en nylig artikel af en vis Lars Worre er noget sludder, selv om vist ingen ellers hidtil har været uenige. Lars er ellers både en gammel fornuftig Århus-dreng og mangeårig direktør for den danske højttalerproducent Dali, så han ved, hvad han taler om skulle man jo synes. Det synes vi nu blot ikke, faktisk, at direktør Worre giver. I en kronik i selveste frihedens gamle forkæmper (det er godt 50 år siden det var sådan, men alligevel), Information, giver Worre ret sensationelt gamle DR skylden for hele den lydmæssige misere, som det er for enhver producent af hifi, at unge kunder ikke gider købe deres varer. Det kan jo naturligvis ikke være fordi det man laver blot ingen relevans eller appel har, nej naturligvis ikke. Det er DR´s skyld altsammen siger Worre. Fordi de har ladet de høje lydmæssige standarder skride med efterfølgende kollektiv lyd-fordummelse for det danske folk. Klar tale tilsyneladende.
Hvis det lyder sandsynligt eller fornuftigt så har folk altså ikke hørt radio fornyligt. Det er totalt hjernedødt sludder, intet mere, intet mindre. For at noget kan betragtes som en årsag til noget andet, opererer man i almindelig klassisk logik med, at årsagen skal være til stede inden resultatet og denne nødvendige forudsætning er langtfra opfyldt her. Lyden i Danmarks Radio har nemlig været LANGT DÅRLIGERE end samtidens bedste kommercielle lagringsmedier, kassettebånd ikke undtaget, i mindst de seneste 30 år. Den objektive forværring i lydkvalitet, som er sket for DR P3 i de seneste par årtier, er sket fra et LANGTFRA imponerende niveau til et langt ringere.
Indtil et stykke op i 1980-erne kunne man ganske vist på P2 høre fine klassiske transmissioner i fin lydkvalitet, men der var blot ingen, der lyttede til det. Enkelte som denne skribent var der selvfølgelig, men langtfra nok til at gøre hverken fra eller til i den “lydlige kvalitetsopdragelse” som P3 allerede havde “dræt” fra 1970-erne. Som om det i sig selv skulle være ønskværdigt i et samfund med frie valg. Selv ville vi naturligvis ønske, at vores datter fik samme feinschecker-forhold til lyd som os selv, og i denne insisteren er vi naturligvis med til at skubbe hende fuldstændigt væk. Tilbage til “mellembølge-lydkvalitetsland” Eller også rager lydkvalitet hende bare en total pap-and, sundt nok set i forhold til denne skribent.
Nå, det er der så ikke noget nyt i, sådan har det allerede været i ganske mange årtier, både i DR og andre steder. Som med racekanin-avl og samlen af fejltrykte syldaviske frimærker med billeder af kong Ottokars scepter skal lyd og tilknyttet kvalitetsudstyr vist bare betragtes som det simple middel til at tilfredsstille et behov, som det er. Som frimærkers oprindelige lod det jo var at sende breve og kaniners at ja, opføre sig som kaniner! Musikken bliver ikke en skid bedre af at blive afspillet på et super-duperkvalitetsanlæg, stanken omkring højttalerne af gamle hektisk svedende “tweakende” mænd blot værre. Ikke underligt, at de unge reagerer ganske fornuftigt og skrider. Og standarderne med dem.
Nej, Worre og I andre, som finder trøst i, at det altsammen er DR´s skyld. Måske trøst er forkert, men at bruge det som forklaring på tingenes almindelige sørgelige tilstand er himmelråbende tåbeligt. Nej, vi må gribe i egen barm og sige, at det arbejde, der ligger foran evangelisterne for hifi minder om folkekirkens dilemma. Forkert placerede folk, der nægter at tro på, hvor dårligt det står til og som derudover ikke tror på det, som de er sat til at tro på, skal få andre til at tro på en troværdig fremtid. Hvis det her lyder lidt tåget (og det gør det også for forfatteren), så er det fordi DET ER ren tågesnak.
Næsten ligeså dumt som det er at Worre skyder skylden på DR. Nej, Worre, ungdommen er blot klog til ikke at ville være som dig og mig, og det kan man aldrig bebrejde dem. Ja, i et sjældent øjeblik af selverkendelse kan man måske ligefrem godt forstå det! Men måske vi alligevel fik imponeret en enkelt bumsedreng med vores kodyle hifi i fredags, alle revolutioner starter jo som bekendt i det helt små. Ellers har vi mest hørt “The Voice” her i huset i dag. Højt og i en for den lyttende uhyre acceptabel lydkvalitet og det er vel det eneste, der tæller. I mono på en Tivoli-batteriradio på køkkenbordet, det bliver næppe vores datter, der bliver den nye tros første bannerfører, og det er nok godt nok, DR eller ej. Det kan også dårligt være deres fejl, hun hører aldrig DR.
Men heldigvis er det kun forhåbentligt kun i Information, at man endnu kan tage det her sludder om mediernes “almene opdragelse” til dette eller hint alvorligt længere. Som tidligere tiders debatter om DR´s betydning for opdragelse af folk til interesse for bedre litteratur eller bedre beherskelse af rigsdansk. Og så er det hele endt med, at Jan Guillou og Carsten Jensen er blevet kanoniserede som det ultimative i god smag og skrivekunst, hvordan synes I så selv, det egentligt gik?