Hvordan standarderne skrider: Tanketorsk og almindelige torsk.

Det var den amerikanske historiker Barbara Tuchman, der i sin bog “The March of Folly” beskrev, hvordan man på trods af alle advarsler og objektive vidnesbyrd om det modsatte kan fastholde beslutninger og tankesæt på en måde, der ofte kan tangere egentligt selvmord og faktisk ikke sjældent bliver det. I denne uge vil vi behandle nogle af disse forsøg på at se bort fra al erhvervet viden i lydbranchen, men vi vil se, at her kan det undertiden resultere i bragende succes at tro på det utrolige. Her kan man nemlig slippe af sted med ting, der er så ingeniørmæssigt tvivlsomme eller ret beset næsten kriminelt tåbelige, at man må korse sig.
 
Som det første eksempel på et langtidsprogrammeret teknologisk selvmord vil vi dag behandle det tidligere så hæderkronede JBL. Allerede fra starten havde JBL med deres Hartsfield 3-vejs højttalersystem vist, hvordan tingene skulle laves. De, der har hørt dette monumentale monster med en 15-tommer, en 2-tommer kompressionsdriver og en ringradiatordiskant, vil på stedet skrive under på, at 50 års udvikling må være baglæns. Ikke sidelæns, ikke anderledes, kun baglæns. Der er simpelthen ingen sammenligning mulig her.
 
Nu man havde vist, hvordan det skulle gøres, var det så i de følgende årtier på tide at vise, hvordan man ikke skulle gøre, mente man åbenbart, så det gjorde man og det ganske eftertrykkeligt. Ingen kunne vel være bedre kvalificeret. Nu var det i denne tidlige hifiperiode især i USA god latin at kombinere en 15-tommers bas med et diskanthorn, og det var så det. Der var en mængde af disse konstruktioner på markedet, hvor en letvægtsmembran i bassen blev kombineret med en 1 tommes diskantdriver med horn foran.
For at dette arrangement på nogen måde skulle kunne fungere i mellemtonen var det nødvendigt, at bassen kunne operere et godt stykke op, typisk til omkring 1500-2000 hz, fordi den relativt lille kompressionsdriver normalt ikke kunne operere længere ned. Tannoy havde godt nok ved held eller genialitet fået deres kompressionsdriver ned til 1000hz, men det skyldtes sikkert mest, at denne i virkeligheden tilfældigt valgte driver, som var en konventionel enhed tilbage fra 1930-erne, var helt sindssygt ulineær med et kæmpepeak omkring 1000-3000 hz, så lige præcis mellemtone var der altså masser af.
 
Dette lykkedes ikke for JBL. Man valgte nemlig i stedet helt universelt at anvende basenheden fra Hartsfield-en, der havde en meget begrænset øvre grænsefrekvens. Til gengæld kunne den så spille rigtig bas, og bas, det kunne alle disse JBL-modeller, men så kun alt for tit heller ikke mere. Man gik simpelthen i gang med en uendelig række kombinationer af højttalerenheder, der i eftertidens klarsyn må forekomme hovedløse tenderende til det selvmorderiske. Det varede godt nok et par årtier, inden navnet JBL, som altid havde været standardstudiemonitoren i massevis af lydstudier, blev parkeret på historiens fortjente losseplads, men det skete dog, og det var helt fortjent. Man havde som grækerne ved Troja eller franskmændene ved Dien Bien Phu massevis af information. Man brugte den blot ikke, og det kostede.
 
Som den professionelle leverandør af enheder, som JBL var, og det endda af et ganske begrænset sortiment, kombinerede eller måske forsøgte man at kombinere de forhåndenværende byggeklodser således, at man mente at kunne adressere de forskellige markedssegmenter. Det foregik på en måde, der selv i denne industri af temmeligt bevidstløse anvendelser af aldeles uegnede komponenter kommer til at  stå ganske højt på alle tiders hitliste.
 
 Dette foregik med en produkt-palette, der må have stillet betydelige krav til kundernes fantasi, for lyden var for at sige det mildt ikke akkurat altid lige heldig. Når man ser på produktsammensætningen er det ikke svært at se hvorfor. Det er forresten underligt, at så mange mennesker i alle årene og sikkert også stadigvæk har talt og sikkert taler om den særlige “JBL-lyd”, for om noget har der da aldrig nogensinde været tale om noget sådant. Man har simpelthen kunnet vælge mellem den eneste rigtige kombination og så en hel masse skrupforkerte, som absolut intet har haft med hinanden at gøre.
 
JBL anvendte simpelt hen som sagt altid den samme 15-tommer i alle de lidt større systemer, og kombineret med en mellemtonedriver og en egentlig diskant som i Hartsfield var det som sagt en fremragende højttaler, men naturligvis noget dyr for nu at sige det mildt. For at spare på råvarerne gik man derfor over til at levere kun delvist færdiggjorte højttalere, selv om det naturligvis ikke var det gældende salgsargument. At de så næppe har været meget billigere at producere er en helt anden sag. Til gengæld var de dårligere, meget dårligere.
 
 Det vil sige, at man valgfrit kunne købe højttalere uden egentlig mellemtone eller rigtig diskant eller endda en kombination af disse vel strengt taget ikke helt heldige egenskaber. Alle disse nu glemte numre som 4332, 4333, 4343 med fl. betegnede forskellige mere eller især mindre heldige kombinationer af vanvittigt dyre enheder i store, flotte kasser med en ydeevne, der nærmede sig det grinagtige. Som så meget andet i vores branche var det ikke nogen hindring ved god markedsføring et stykke tid, men selv om al information om dalende salg og stigende produktionspriser var tilgængelige for JBL, fortsatte man blindt alligevel som sagt i flere årtier.
 
Nu var det vel heller ikke særligt overraskende, at en tidligere studiestandardhøjttaler fra for eksempel musikvidenskab på Århus Universitet, den hæderkronede 4331, skulle spille ad helvede til, for det gjorde den. Her havde JBL i sin byggeklodsvisdom anvendt den gammelkendte bas med rimelig anvendelse til 600-800 hz kombineret med en 1-tommes kompressionsdriver med anvendeligt frekvensområde fra 2000 hz til omkring 12 khz. Nu siger målinger måske ikke alt, men de her siger altså nok. Faktisk langt mere end nok. Nu kunne man godt nok også få denne højttaler som 4333 med den tidligere omtalte fine diskant tilføjet, og så havde man jo opgraderet denne model til en vældig fin højttaler, blot stadigvæk uden nogen egentlig mellemtone, og så var der vel ret beset øvre grænser for lydkvaliteten.
 
Ligeledes fandtes der en økonomiudgave, der bestod af en 15-tommer og en 2-tommer uden diskant. Den kunne godt nok spille masser af mellemtone, men ingen diskant overhovedet, da driveren var temmeligt uanvendelig over 10 khz. Til gengæld var den næsten ligeså dyr som den med diskant, men naturligvis ikke nær så god. At sådan et misfoster nogensinde fandt et marked fortæller vel mest om, hvilken styrke JBL-brandet havde dengang. Heldigvis kunne lige præcist denne model så med kolossal fordel opgraderes ved at inkludere den kendte ringradiotor-diskant, så her kom der vel et par tilfredse købere til i den sidste ende.
 
På trods af al denne opsamlede viden om produktion af ganske fremragende højttalerenheder lykkedes det således JBL over ganske mange årtier på trods af alle vidnesbyrd aktivt at tilsidesætte enhver sund fornuft og fortsætte den kommercielle dødsspiral. De var blandt de første til at blive købt ganske billigt at Harman-Gruppen, men også i modelrækkerne lang tid derefter med serien 4425/4430 og 4435 fortsatte man med at kombinere en rigtig god dybbasenhed med en 1-tommes diskant, der hverken kunne spille mellemtone eller diskant. Nu kunne man blot ikke længere udbygge sin højttaler, så den overhovedet kunne blive anvendelig og næste generation af studiemonitorer floppede, og JBL forlod markedet.
 
I disse eksempler fra JBL-historien har de naturligvis godt vidst inderst inde ligesom alle de andre beslutningstagere i Barbara Tuchmans bog, at denne politik med at levere dyre råvarer med en aldeles underlødig og forudsigelig samlet system-ydeevne, men man har fortsat alligevel. Standarderne er i dette tilfælde ikke skredet på det ingeniørmæssige plan. Man kan da umuligt have været uvidende om, at de anvendte kompromisser har været håbløse eller så måske alligevel? Håbløse, det var de ialtfald og lønnen blev heldigvis som fortjent. For JBL skete skredet i standarder ikke i de første mange år på råvareplanet, selv om nedturen gik over franske Audax-“JBL-enheder”, men enhver idiot burde da have kunnet sige, at det ville ende, hvor det gjorde. Endte, det gjorde det ialtfald.
 
Dagens andet eksempel på en tåbelighed, der har fået en helt anden skæbne, er den nærmest universelt anvendte overbelastningssikring i massevis af højttalere, nemlig en ganske almindelig glødepære. Uden at det er blevet klart hvorfor, er der vistnok kun få, der har råbt vagt i gevær over denne helt eventyrlige måde at kombinere en ganske effektiv beskyttelse af en diskant med en ligeså ubestrideligt fantastisk reduktion i lydkvaliteten. Her er situationen altså anderledes. JBL fremturede på trods af al sund fornuft med ganske omkostningsfuldt at producere voldsomt lydmæssigt kompromitterede designs og døde. I nutiden er der med den ellers meget konkurrenceprægede og bitre globale situation er der åbenbart alligevel sket det, at når ingen har noget at lade hinanden høre, så accepterer alle, at de bare holder bøtte ligesom indtil videre da langt den største del af 1990-ernes stjerneryttere i Tour de France.
 
Nu behøver man jo ikke være en ren ækvilibrist med en regnestok (nogen, der husker den?) for at indse, at det at sætte en pære med  særdeles variabel modstand i serie med diskantenheden og sommetider også mellemtonen jo teknisk er en helt syg ide. På plussiden kan man notere sig, at man ved længere toner kan læse lidt gratisaviser i skæret fra den blinkende pære, og det er ¨så forresten det. På minussiden kan man så til gengæld notere, at man får en delefrekvens,som er niveauafhængig (!) og det ikke blot af det aktuelle lydniveau, men også af det umiddelbart foregående. Hvis det her lyder fuldstændigt forrykt og umuligt, så er det altså fordi det er det.
 
Det kan man ikke, men ikke desto mindre gør alle det altså. Da alle jo således kan spare voldsomt på diskanternes fysiske tørrelse, er der naturligvis en økonomisk kæmpefordel i det. En stor del af den tilsyneladende fantastiske billiggørelse af højttalere ligger her i denne lille simple ting. At alt kommer til at lyde som et Motorola-piezohorn er en anden sag, og at glødepærer jo springer ved vibrationer, som alle ved, det er fuldstændigt ligemeget.
 
Vi har i dag undersøgt en udvikling i teknisk tåbelighed. I den første historie vidste alle, at man for næsten hele prisen af noget rigtigt godt fik noget rigtigt bras. Det gjorde producenten helt givet også. Ikke desto mindre fortsatte JBL med at bygge højttalere i en kvalitet og til en pris, der ville svare til en Lexus til kun 800.000,- med en optrækkelig elastikmotor. Selv om man næsten betalte det hele, så man fik alligevel slet ingenting for sin investering, og det var vel ret beset tåbeligt.
 
I dagens anden lille historie er det oprindelige grinagtige Bose-projekt med en pære i subben, der blinkede i takt til musikken, blevet universelt anvendt som overbelastningssikring endda også i den professionelle verden. Her er dumheden placeret et andet sted, for selv den mest analfabetiske bruger ved vel så meget om teknik, at man ikke mistænker disse glødelamper som særskilt lydforbedrende i serie med signalet.
 
Producenter og forbrugere har i disse tilfælde haft adgang til den samlede informationsmængde, der har været og er helt umisforståelig og ganske entydig. Alligevel har man som tilfældet var med den trojanske hest valgt at tilsidesætte al viden og fornuft. I tidligere tider kunne man altså undre sig over, at en virksomhed som JBL kunne tilbyde så håbløse kompromisser. At kunderne så i dag ikke ved, hvordan en glødelampe fungerer og hvorfor er vel i virkeligheden måske et endnu større skred i erkendelsen, men det er bestemt ikke mindre dumt.

Salgsstrategier – hvordan hænger tingene egentligt sammen?

I denne uge vil vi forsøge at bygge videre på et tidligere emne om, hvordan medarbejderflugten i lydbranchen skete, og  hvad konsekvenserne blev. Dengang var konklusionen, at arbejdsbyrden i den enkelte virksomhed tenderede imod at overbelaste den eller de sidste kompetente medarbejdere i en sådan grad, at disse sidste ressourcepersoner også til sidst forsvandt. I denne uge vil vi så forsøge at se, hvordan virksomhederne agerer i denne markedssituation, og vi vil se, at der er ganske skæbnesvangre konsekvenser for de efterhånden få kvalitetsvarer, der er tilbage i branchen.
 
Inden vi går i gang med de mere overordnede økonomiske betragtninger, som skal ligge til grund for enhver rimeligt succesfuld forretning i alle brancher, skal det da lige med, at den lallende amatørisme og den blomstrende ønsketænkning stadigvæk har ganske gode kår i både musik-og hifibranchen, så den vil vi naturligvis også komme ind på sammen med de mere professionelt gennemtænkte strategier. Vi kan vist uden at afsløre for meget sige, at vi selv har en rem af den glade amatør-hud, men det gør det desværre ikke til en levedygtig strategi, som vi skal se.
 
For ikke særligt mange år siden gjaldt det ganske simpelthen om at samle de største og de bedst markedsførte produkter i såvel grossist som i detailhandlen, så var man garanteret et stort salg, og da avancen på mærkevarerne var ganske høje, var alle aktører med i det store Matador-spil, hvor besiddelse af de rigtige grunde garanterer gode muligheder for den endelige sejr. Læg her mærke til, at man dengang kunne tjene mange penge på mærkevarerne. Det skulle ændre sig..
 
Dengang var det en helt naturlig strategi i butikkerne at forsøge at sælge kunderne op til dyrere og antageligt bedre produkter, som man tilfældigvis også havde. Det forekommer også som en økonomisk naturlov, men også dette skulle ændre sig dramatisk. Grunden var naturligvis medarbejdernes ringere kompetence, men mere derom senere.
 
I hifibranchen koncentrerede Hifi Klubben dygtigt i en periode mange af tidens bedste agenturer i deres stald sammen med en række glimrende medarbejdere, og havde en gylden periode. Det var en forrygende effektiv strategi at have de bedste produkter og det største udvalg til priser, der var overordentligt konkurrencedygtige, og et kæmpeimperium blev grundlagt. Tilsyneladende gik verden en bedre tid i møde, hvor alle de bedste produkter ( og det var det med ganske få undtagelser) var samlede på et sted og folk flokkedes naturligvis. Tilsyneladende var Himlen kommet ned på Jorden.
 
Desværre viste der sig hurtigt helt afgørende problemer i denne strategi, ligesom der gør i al nyopdyrkning af jomfrueligt land. Når først den næring, der oprindeligt var investeret i den tidligere markedsføring af produkterne var udnyttet eller mulden var forbrugt, faldt dækningsbidraget på salget naturligvis omgående. Så lang tid man kunne tage nye agenturer ind af de gamle og kendte gik det, men til slut kom man som de allerførste til den konklusion, som senere er blevet recepten for alle: Lav en virksomhedsstruktur, der så vidt muligt indbefatter produkter af egen fabrikation eller som et minimum produkter, som du sidder jernhårdt på for at sikre dig mod rabatrytteri. Det var faktisk første gang, den rigtige professionelle økonomiske tænkning blev introduceret igen efter de tidligere tumulter.
 
Hverken i musikbranchen eller i hifibranchen kom disse ændringer i starten af 1990-erne til at gå stille af. Danmarks så langt største forretning dengang, nemlig Radiohuset Expert/AV i Århus, havde fortsat utroligt kostbare markedsføringskampagner beregnet på langsigtet vækst, og blev inderhalet af især Hifi Klubben, der opererede på en helt anderledes sigt. Her døde den kompromisløse vilje til at give enhver det bedste, som man formåede. Det blev erstattet af det bedste, som man havde, vel i virkeligheden lige knapt så godt, og der er vi stadigvæk i dag, som vi skal se. Og så alligevel ikke helt.
 
Enkelte små enkeltmandsfirmaer som visse københavnske med især Audio Consult i spidsen viste god strategisk sans og allierede sig  tæt i en endnu varende alliancer med visse bittesmå producenter. Det har åbenbart været klogt, for de er da hos os endnu. Det er langt hovedparten af dem, der som Radiohuset ikke forstod vigtigheden af at indse, at det gamle Matadorspil havde fået nye regler, desværre heller ikke længere.
 
I den professionelle branche gik udviklingen heldigvis for os andre noget langsommere, men de første ildevarslende tegn på vigende indtjening viste sig dog tidligt. Det var dog stadigvæk en god strategi at fastholde de store og kendte agenturer, fordi der stadigvæk var penge i dem. Det var der som nævnt efterhånden ikke længere i hifibranchen, men den professionelle branche var også ved at skride. Det første tegn var tilsyneladende uskyldigt, men ikke desto mindre ekstremt ildevarslende: Den verdenskendte Shure SM 58-mikrofon, der i starten af 1970-erne havde kostet knap 2000,-, kom fra nu af permanent på tilbud overalt til fra 795,- og det har den forresten været lige siden.
 
Situationen var nu fuldstændigt tiltet, og det gjaldt både for producenter, grossister og forhandlere, og fra nu af begynder tingene at se kun altfor kendte ud på markedet. I løbet af et årti var man gået fra, at mærkevarerne havde været den væsentligste del af enhver salgsvirksomheds aktivitet og til, at de altid var en del mindre indbringende at sælge, fordi de indbragte den laveste dækning.
Konkurrencen på de kendte varer var blevet så stor, at ingen groft set kunne tjene penge på de ting som JBL og Shure, som alle kendte og efterspurgte, og efterhånden forsvandt de fleste af disse produkter helt ud i hjørnerne af markedet, og der er de jo i øvrigt stadigvæk. Det er jo påfaldende, at en butik på 1. sal i Slagelse er distributør og forhandler af al eksklusiv JBL i Danmark. Sådan var det ikke tidligere, og næste trin er vel en webshop kun et klik borte.
 
Tape Connection malkede nogle af de sidste ledige småagenturer tørre, og så forsvandt de også. Tilbage var der sammenlignet med tingene et årti tidligere end noget sørgelig flok, nemlig primært dem, der baserede deres forretning på egne agenturer. Alle disse agenturer var små og var blevet tilbage, fordi ingen havde gidet udnytte deres navn tidligere, mest vel i virkeligheden fordi, det ikke havde noget navn.
 
Det var de kloge som Audio Consult, Scala og Hifi Klubben, der vandt. De første, fordi de havde alliancen med Audio Note henholdsvis Linn, de sidste, fordi de var de sidste på banen, der stod op. Det havde vist sig, at en ubrydelig eller i det mindste meget fasttømret alliance med en producent/grossist havde vist sig nødvendig for langsigtet overlevelse, og det havde de været blandt de første til at indse.
 
I den professionelle branche er dette kaos først indtrådt for ganske nyligt, men allerede nu ser man problemerne for alle de etablerede mærkevareproducenter i fuldt flor. Ingen kan simpelthen tjene penge på de mest kendte og udbredte professionelle produkter længere, og da der ligesom i hifibranchen tidligere i lang tid har været en medarbejderflugt i gang, kan producenterne heller ikke engang ved direkte salg til slutbrugerne kickstarte salget længere. De rigtige sælgere er som tidligere omtalt simpelthen ikke i branchen længere.
 
Recepten for den eneste overlevelsesstrategi er for alle ganske simpel: Sælg et produkt uden prisgennemskuelighed, som du har for dig selv. Det er her fuldstændigt ligemeget, om produktet er det samme som et langt billigere produkt i Dansk Supermarked, bare det hedder noget andet. Det er simpelthen en veritabel pengemaskine for en virksomhed at have sit eget “house-brand”, som vel og mærke ikke skal være kendt i andre sammenhænge i andre lande. Husk atter: Ingen tjener penge på at sælge Heinz-ketchup, iøvrigt knap nok Heinz, men alle gør det på deres house-brand.
 
Nu gives der jo ikke præmier herfra for at gennemskue nogen af de sjovere eksempler på særdeles billigt indkøbte og overordentligt dyrt solgte United-versioner hos mange af vores kolleger, men det er som alle house-brands godt på vej til at blive kerneforretningen i mange firmaer, der ellers principielt sælger mange forskellige ting. Det er bare ikke alle tingene, de tjener lige mange penge på, og dem sælger de selvfølgeligt ikke så gerne.
 
En mindre lokal jysk kæde har ganske givet sin kerneforretning i en eksklusiv kabelimport, mens resten af forretningen er en ren nulforretning, og sådan har mange det. Det allerbedste ved denne situation er for mange små og heldige firmaer næsten, at medarbejderne ikke behøver at være nær så kvalificerede længere. Det drejer sig jo nu ikke længere om at sælge kunden op til et dyrere og bedre apparat, når det nu er så uendeligt meget simplere at få samme dækningsbidrag ved at sælge 2 gange 3 meter kabel. Hvordan man end analyserer situationen her kræver det sidste altså ingen viden overhovedet. Tværtimod ville enhver reel viden i den religiøse kabelbranche hos sælgeren helt sikkert være en hæmsko, ikke en fordel overhovedet.
 
Som en lille krølle på denne triste historie skal vi da lige nævne, at man stadigvæk helt fornyligt har kunnet se en tilbagevenden til de helt hjernelamme annoncer, hvor en virksomhed forsøger at profilere sig med omgang med de kendte. I nogen af de mere grinagtige tilfælde er det med de falmende stjerner fra i før-forgårs. Rent markedsføringsmæssigt ligner de reklamer fra Radiohuset Expert fra de samme 1980-ere. Bekendtskaber kan ikke erstatte fornuftige forretningsstrategier, til gengæld er det ekstremt underholdende for alle andre end måske lige firmaets bank. Alle læser ikke tiden lige godt.
 
Konklusionen i denne uge er simpel: En levedygtig virksomhed i denne branche kan ikke basere sig på kendte mærkevarer overhovedet, med mindre der er etableret helt specielle eksklusivaftaler, der tangerer tekniske handelshindringer. Mere ukendte eller temmeligt sekundære mærker som Exposure, Quad, Mission, Cyrus, Musical Fidelity m. fl. kan på kortere sigt være en rimelig forretning, fordi disse produkter i en begrænset tid via deres navn kan indbringe en langt højere pris end alle deres andre ukendte iøvrigt direkte sammenlignelige kinesiske kolleger, men dette er naturligvis ikke en langtidsholdbar løsning. Sammenlignet med alle de almindeligt kendte Kina-produkter er der jo basalt tale om produkter, hvis eneste salgsfordel er et navn fra et typisk fornyligt falleret firma, og selv om man ikke skal undervurdere betydningen af dette navn, er der oftest en sidste salgsdag for disse produkter. Nemlig den dag, hvor alle dem, der kunne huske det oprindelige produkt, er væk fra markedet, og dette sker tit før folk aner det.
 
Den eneste kilde til stadig og stabil indtægt for forhandlere og grossister er at promovere sit eget house-brand uden smålig hensynstagen til, om det et et specielt godt produkt til en specielt god pris. Netop i kraft af, at det jo er et house-brand, kan man jo som kunde være sikker på, at man betaler betydeligt mere for tingene, end man ville i en fri konkurrencesituation, så den gode pris gælder altså her kun sælgeren. Til gengæld er den så typisk for ham også mindst dobbelt så god, og det er jo godt nok
 
At det, der er bedst for forhandleren, bestemt ikke er det bedste for kunden, er vel ikke nogen ny opdagelse. Det er dog måske mere nyt for en hel del mennesker, at der er to helt adskilte tendenser i dagens detailhandel, nemlig den med salg af kvalitetsprodukter uden avance, der naturligvis går tilbage, og så salget af uigenneskueligt prissatte produkter, der eksploderer. At mange af disse meget højt prissatte økonomiprodukter er selve livsgrundlaget for langt de fleste virksomheder, er vel knap så kendt.
 
Denne tendens kan naturligvis også ses i beslægtede brancher som kvalitetsværktøj, hvor det efterhånden er blevet ganske svært at finde verdens bedste loddekolbe Weller langt de fleste steder, fordi avancerne er vigende. Der er til gengæld ingen mangel på andre produkter, der har vundet plads i salgsarealet, fordi det er en bedre forretning at sælge dem end Wellers prisgennemskuelige topkvalitetsprodukter.
 
Kan man leve af at sælge kvalitet i vores branche? Svaret er i al sin korthed nej!  Udover det har det aldrig været sværere at tjene penge på kvalitet, end det er nu, og med de tendenser, vi ser hos vores mere succesfulde kolleger i vores brancher, tyder det kun på, at vi har set begyndelsen. Vi bliver tit spurgt, om vi i Pouls Audiobutik kun sælger kvalitet. Det gør vi naturligvis ikke kun. Vi sælger kun kvalitet for at kunne holde ud at se os selv i spejlet om morgenen. Andre har åbenbart i stedet afskaffet spejlet, og det hjælper såmænd nok altsammen på indtjeningen. Sådan kan man jo også gøre det.
 
Hvis du troede, at den oplagte salgsstrategi for en virksomhed ville være at sælge den bedste kvalitet til den laveste pris tog du altså fejl. Det var heller ikke nogen særligt god ide at sælge kvalitetsvaremærkerne, selv om det måske også kunne forekomme nærliggende. Den gode forretning lå desværre et helt andet sted, nemlig at sælge den ikke altfor overbevisende kvalitet til en vældig høj pris.
Bliver det nogensinde anderledes? Vi skal personligt arbejde for den gode sag, men nogen rigtigt god forretning bliver det altså aldrig, men måske er sejren i virkeligheden i kampen?

Tilspilning. Den konventionelle visdom og den rigtige visdom.

Det var den senere Nobel-prisvinder John Kenneth Galbraith, der først lancerede begrebet “den konventionelle visdom”, som bliver en central del af vores emne i dag. Han brugte dette udtryk som en betegnelse for hele det tankesæt, der betegnede de accepterede opfattelser og sandheder til en given tid for visse mennesker. Der er således overhovedet ikke tale om visdom som sådan, og sandhederne er også kun sandheder, fordi ingen normalt stiller spørgsmål ved dem. Den konventionelle visdom er således i virkeligheden mere et tids-blitzbillede af det herskende tankesæt i øjeblikket.
 
Denne konventionelle visdom indenfor hifi er vel få steder mere udbredt end indenfor begrebet tilspilning. Her er det stort set helt accepteret, at man i et eller andet omfang vel kan tale om tilspilning af enhver komponent, stor eller lille. Det umiddelbart svært forståelige for denne skribent er, at det altid helt ubetinget bliver en tilspilning til det bedre, og allerede der er der jo noget i logikken, der halter ganske alvorligt.
 
Der må vel da for pokker være visse ændringer som for eksempel den ganske hurtige oxidation af kobber, der ikke ubetinget er til det bedre, og rør er vel strengt taget fra den første dag på vej nedad, men sådan spiller klaveret tydeligvis ikke. Som alt andet skal det bare “spilles til”.
 
Som sagt er der jo fra andre mekanisk beslægtede fag ingen parallelle tilfælde med, at for eksempel en nyslebet kokkekniv skal “skæres til” eller at en Erem skævbider, verdens antageligt bedste og mest præcise, skal “klippes til”. Helt anderledes er det i hifibranchen, hvor det er alment accepteret, at samtlige mekaniske og elektriske komponenter kræver lang tilspilning for optimal ydeevne. Husk igen, det bliver altid bedre. Heldigt, egentligt!
 
Nu er der naturligvis især visse mekaniske komponenter, som ændrer egenskaber under brug, men der er en hel del færre, end den konventionelle visdom foreskriver det. Til gengæld vil vi til allersidst i denne fortælling introducere en sørgeligt overset mekanisk komponent, som kun uhyre sjældent omtales. Vi vil først gennemgå de helt simple mekaniske sammenhænge, og allerede her er der problemer med den konventionelle visdom.
 
Alle accepterer vel kritikløst, at enhver pickup for den bedste ydelse skal “spilles til”, men lad os undersøge, hvad der egentligt sker. Vi mener godt nok aldrig at have hørt, at selve diamantspidsen skal spilles til, men hvad med nålerøret, gummipakningen, magneten eller spolen?. Af disse er selvfølgelig gummipakningen omkring nålerøret, som principielt kan ændre egenskaber, og det gør den givetvis også, men formentlig især på en måde, der sjældent omtales og som forresten ikke har noget med tilspilning at gøre: Enhver gummiblandings egenskaber afhænger nemlig primært af omgivelsernes temperatur.
 
En pickups sporing ændres altid til det bedre ved højere temperatur i gummipakningen, og det kan allerlettest opnås ved at sætte en arkitektlampe lige over pladespilleren. At man så samtidigt naturligvis ændrer sporingsvinklen er jo en anden sag, men den kan jo så bare justeres til den nye temperatur. Den allervæsentligste komponent i tilspilning af pickupper er en gradvist højere og stabil temperatur i gummipakningen og det kan man vel dårligt kalde tilspilning. Man starter jo uden arkitektlampen fra nul hver gang..
 
Det er nu egentligt heller ikke økonomisk ganske uproblematisk at følge de normale råd om tilspilning, og det er egentligt underligt, at så få har påpeget dette problem tidligere. Det drejer sig jo simpelthen om penge, ganske mange penge. Hvis en eksotisk pickup har en forventet levetid på 500 timer og en optimal tilspillningstid på 150 timer, så er der vel tale om en ganske alvorlig nedskriving af de investerede tit op til 20.000,- for pickuppen allerede fra starten. Heldigvis er udgiften til pæren i arkitektlampen ganske meget mindre, og så skal man ikke engang betale licens for denne betydelige opfindelse til Pouls Audiobutik.
 
I alle højttalere er der derimod tale om betydelige ændringer, men som altid med den konventionelle visdom er det oftest ikke der, hvor folk forventer det. Der sker helt indiskutable ændringer i de allerfleste mellemtoner og diskanthøjttalere og allerstørst er ændringerne i enheder, der er “dopede” i bedste Basso-stil med alskens vibrationsdæmpende klæbrige masser ovenpå kunststof-underlaget. Lige præcist her er ændringerne normalt store og hurtige, selv om der for nogen særligt halvfærdige enhder kan gå ganske lang tid.
 
Det har forøvrigt altid undret denne skribent, at man fra de mere “højteknologiske” producenter af diskanter, særligt her et par danske, overhovedet har kunnet angive pålidelige målekurver uden at angive tilspilningsgraden, men sådan er der så meget.
Metalmembraner i diskant og mellemtonedrivere ændrer sig også ved tilspilning, men det skyldes som så meget andet råvarebesparelser. Tidligere anvendte man det forarbejdede og afstressede materiale duraluminium, kendt fra Nusers Sopwith Camel til disse membraner, og her var der ingen tilspilningstid eller senere uundgåelige revner for den sags skyld. Desværre er tilspilningen af disse nye ikke-afspændte membraner en uendelig proces, der ender med en revnet og ubrugelig membran. Her er vel i virkeligheden tale om en rekord i lang  tilspilning, der højst kan tangeres.
 
Hvad angår bashøjttalere er det som en selvfølge accepteret, at bassen naturligvis bliver dybere og bedre ved brug, og desværre er der et element af sandhed i det. Det er bare ikke særligt heldigt og har forresten intet med tilspilning at gøre. Den afgørende faktor for en bashøjttalerenheds mekaniske opførsel er den oftest gule centreringsfjeder, der definerer resonansfrekvensen. Denne fjeders egenskaber ændres en del ved lang tids hård belastning, således at højttalerenhedens resonansfrekvens faktisk kan ændres en del ved for eksempel 12 timers tonegenerator. Som med pickuppen er det dog primært et termisk fænomen, så når enheden og kunstof-fjederen er kølet af igen, ender de mekaniske egenskaber normalt tilbage ved udgangspunktet. Så meget for denne tilspilning. Man kan vel sige, at det er en slags held i uheld, da man ellers strengt taget overhovedet ikke ville kunne operere med nogensomhelst langtidsholdbarhed.
 
Der findes natuligvis også påstande om  tilspilning af fjedre, men så er der vel næppe tale om rigtigt fjederstål, der vel som i et Rolex forventes at virke i århundreder. Ligeledes accepteres det raskt væk, at alle lejer skal tilspilles. Dette er sikkert inspireret af bilindustrien, hvor der vel mest drejer sig om at lade motoren fjerne de sidste små ujævnheder selv til fordel for langtidsholdbarheden. I en pladespiller er der vel ikke tale om helt samme problemstilling. Lejet i en SME 30 piber på grund af meget små tolerancer de første par døgn, men efter den tid bliver lyden altså ikke bedre, ikke bare det allermindste. Lejer bliver som radiorør ikke bedre, de bliver kun ringere og det sker langsomt og stabilt, men tilspilning, nej tak.
 
I den elektroniske del af afspilningskæden mener vi godt nok heller ikke at have hørt, at modstande skal spilles til, men ellers er der overhovedet ingen grænser for, hvad den konventionelle visdom accepterer som værdige tilspilningsobjekter. Vi vil i dag springe over de seneste diskussioner om tilspilning af audiofile sikringsholdere, men selv en så forholdsvis fornuftig mand som Christopher Breunig i Hifi News sværger til tilspilning af de små kabler i pickuphuset. Den konventionelle visdom er nået godt omkring.
 
Han har endda opfundet en metode til at bruge dem til kraftige signaler på en måde, der for en skeptiker som denne skribent minder en hel del om norsk sekvenstræning. I det hele taget er det et sørgeligt uudforsket område at få undersøgt alle disse spændende processer med at udsætte kablerne for kryogen dybfrostbekandling og brug i svejseapparater. Nogen pacer deres purke til at blive den nye Laudrup, andre DC-træner bare med deres kabler.
 
Alle disse eksperimenter har mere end en del til fælles med den russiske arvebiolog Michurin, der gradvist ville vænne hvede til at kunne gro i subarktisk klima. Man vil så gerne se den store sjæl, men tilspilning er der vist mest tale om i hovedet. Til gengæld kan man sikkert ælde kablet med lidt ekstra oxidation under skærmen ved de øgede temperaturer, og det kan man vel også i yderste konsekvens kalde en slags tilspilning.
 
Al elektronik bliver som den perfekte kokkekniv dårligere fra starten til den endelige død, men det betyder altsammen overhovedet ingenting. Den allervigtigste komponent har nemlig som den største del af den rigtige “tilspilning” ikke engang noget at gøre med temperaturen. Den forgår nemlig i hovedet på lytteren, hvor det helt uundgåeligt bliver bedre og bedre at lytte til det nye vidunderlige isenkram, som man har anskaffet sig. Den allerhurtigste ja sågar øjeblikkelige tilspilning kan man se hos en ekspert som en forresten ganske hyggelig fyr, nemlig redaktør Kim Olsen, der bare skal se en Crown-krone for at finde himlen, men vi har vel lidt af det allesammen, vi ved, vi selv har.
 
Tilspilning viste sig altså kun at være et fænomen i mellemtone og diskanthøjttalere, mens simpel opvarmning forklarede resten, og hvor spændende er det? Givetvis ikke nok til at skabe nogen ny konventionel visdom, men det lever vi nu fint nok med endda. Nu har vi da med vanlig beskedenhed beskrevet tingenes sande tilstand.
Er alle de andre tilspillere da idioter, der især brillerer ved deres evner til at gøre den fra dyreverdenen så kendte sanseløse lemmingeeffekt til en oprindeligt menneskelig egenskab? Vores originale forskning i denne uge kunne pege på, at disse besiddere af den konventionelle visdom burde overveje at se sig i spejlet for måske at trimme deres knurhår en smule. Svaret er vist således nærmest ja.

Balance og sjæl eller måske især manglen på samme.

I denne uge vil vi behandle nogle begreber, der er så indarbejdede og nærmest indgroede i vores branche, at de vel er accepterede som den konventionelle sandhed af de allerfleste. Det drejer sig om begrebet og afløbere med andre formuleringer heraf, som vel ofte benævnes “det balancerede audio-design”. Vi vil forsøge at undersøge, om der i denne postulerede balance er blevet plads til nogen sjæl overhovedet, og vi vil behandle udviklingen i design og produktion af audiokomponenter over en årrække. Vi vil se, at situationen, som den ser ud i dag med hensyn til design af audioprodukter, er et ret nyt historisk fænomen.
 
Nu er begrebet balance normalt en positiv ting, og det er da også som sådan, at firmaer som bl. a. Rotel i dag markedsfører sine “balancerede” produkter, men de allerfleste producenter er med her i denne trosretning. Balance i nutiden betyder desværre i al sin rørende enkelthed, at man som køber kan være relativt sikker på, at det produkt man får, har været underkastet en striks analyse, for vi lever vel i ISO 9002-tidsalderen, og det lyder jo godt. Desværre består øvelsen at balancere oftest i at fjerne alle unødvendige kvaliteter snarere end at fjerne de største svagheder.
 
Begrebet balanceret design  er måske i virkeligheden kun et økonomisk begreb, der bliver solgt som noget positivt for forbrugeren, og det er det altså overhovedet ikke. Vi mener faktisk, at balance er en af dagens allerstørste trusler mod fascinationen ved elektronik. Vi vil ved at undersøge fortidens mangfoldighed sammenlignet med nutidens fattigdom forsøge at vise, at balance ikke kun er godt. Det er måske overhovedet ikke godt.
 
Engang for ikke så forfærdeligt længe siden bestod den allerstørste del af produkterne på markedet af ting, som man vel ikke selv om man udvidede begrebet balance ganske meget med nogen rimelighed ville kunne kalde balancerede. En meget betydelig del af selve fascinationselementet for køberne lå simpelthen i at vælge blandt de sommetider ekstremt ubalancerede produkter. De benyttede kompromisser i datidens design skreg sommetider i den grad til himlen og sommetider ligeså højt til helvede, og begge råb tiltrak sin skare tilhængere.
 
Nu er ungdommens fascination ved ekstreme holdninger og produkter tydeligvis ikke meget anderledes nu med BZ-bevægelserne og deres helt urimeligt idiotiske ugennemtænkte pladder end vores egen fascination ved marxistiske ekstremistgrupper som de Albanien og Kina-tro grupperinger i 1970-erne. Det var også dengang ved det store hifi-gennembrud, at langt det meste audiodesign var så langt fra nogen balance, som tænkes kan.
 
Det var ikke kun de små og nye firmaer, som helt bevidst tilstræbte denne ubalance, selv om enkelte som Linn ligefrem fra starten gjorde en dyd ud af sin egen form for markedsføring af begrebet ubalanceret design. For Linn betød det godt nok, at alle pengene skulle bruges på kilden, som man forresten selv producerede og meget passende eller hensigtsmæssigt skulle man så spare så vidt muligt på højttalere og forstærkere, som man ikke selv producerede.
 
Selv om dette også for den ekstreme datid var et særskilt ekstremt og vel ret beset helt åndssvagt begreb, som Linn her indførte, var de allerfleste produkter præget af betydelig design-ubalance. Det var simpelthen denne ubalance, der definerede kundegrundlaget og skabte salgssuccesser. 
 
 Datidens mekaniske standard på etablerede audioikoner som Incatech, Exposure, Nytech, Sugden, Mission og måske allerværst Naim var så himmelråbende rædselsfuld, at man simpelthen per definition måtte være en seriøs entusiast for at kunne acceptere det. Man skulle tro, at hifientusiaster i en længere årrække mere eller mindre definerede sig selv som dem, hvor det var en absolut undtagelse, at begge kanaler om overhovedet nogen spillede samtidigt.
 
Denne trofaste kundegruppe er vel i dag kun repræsenteret ved nutidens evindelige næsten patologiske tweakere, der vel næppe heller nogensinde hører mere end dele af en enkelt nummer, formentligt oftest det samme. Man kunne her prøve at overveje, om en Troels Graversen nogensinde i sit liv har hørt en plade for sin fornøjelses skyld, men jeg var vistnok ikke meget bedre selv dengang. Som jeg husker ham fra dengang var vi vel nok mere ens, end jeg bryder mig om at tænke på, men det var heldigvis dengang.
 
Dengang blev hele firmaer og sommetider imperier som NAD grundlagt på øjeblikkeligt genkendelige plasticfronter prydet med plasticknapper i blikkabinetter. Til tider var den elektriske samlekvalitet anstændig, for det meste ikke. Det betød heller ikke noget i en tid, hvor holdningen til elektronik var som nutidens samlere af gamle rådne Jaguar E-typer: Det er processen med at få den til at køre, der er vigtig, ikke selve køreturen.
 
Det var selvfølgelig ikke anderledes i højttalerbranchen, hvor både billige og dyre højttalere anvendte råvarer i form af topklasseenheder fra Dynaudio og Scan-Speak i selv ganske billige produkter. Her ville den moderne indkøbschef hos en elektronikproducent i dag få et øjeblikkeligt hjertestop, for hvad i alverden skulle det dog gøre godt for?
 
Denne fremgangsmåde var mulig og sommetider ligefrem nødvendig, fordi køberne ved tests altid ligesom af den ulykkelige Kim Olsen på Hifi og Musik fik at vide, hvad der var i boxene. Det var simpelthen ikke muligt at spare på enhederne, fordi der i alle selv mindre byer var butikker med elektronikløsdele og enheder, så prisgennemskuelighden var simpelthen klar for enhver. Det er som iøvrigt korrekt påpeget af vor gamle fjende 3DX fornyligt på et forum nær dig ikke tilfældet længere og det er trist. Det er selvfølgeligt især trist, at denne undersøgelsesteknik ikke rammer alle producenter ens, for så ville de dumpe fra en kant.
 
Til gengæld kunne man tidligere så spare helt urimeligt på højttalerboxene og deres fremtræden, og en iøvrigt fremragende JBL-højttaler fra den tid kunne bestå og bestod som oftest af aldeles brilliante enheder forsynet med et lettere kompromitteret delefilter i en kasse så høbløst produceret, at den kunne drysse store halmstykker fra spånpladerne hele vejen hjem fra forretningen. Til gengæld lød den så som en rigtig JBL. Med hensyn til mekanisk finish var kasserne faktisk dårligere end selv nyere danske mellemklassehøjttalere også i højere prisklasser, hvor enhederne heller ikke passer i nedfræsningerne, og det siger altså en hel del.
 
I pladespillerbranchen varierede man ubalancen fra datidens darling Dual 505 med sin plasticbox og letvægtstallerken til Revox og Nakamichi, der vel er et par af alle tiders mest ubalancerede designs i denne kategori. Begge forfulgte et mål, nemlig henholdsvis for Revox en høj resonansfrekvens og for Nakamichi en korrekt centrering af pladen på bekostning af alt andet. Til gengæld vidste kunderne så præcist, hvad de fik.
 
Derudover skal vi da lige nævne, at selv datidens integrerede forstærkere blev markedsført helt officielt på valgene af kompromisser. Nogen havde tilsyneladende lagt særlig vægt på RIAA-delen ifølge deres salgsmateriale, andre på høj effekt. Hvornår er det forresten lige, at du sidst har set sådanne ting nævnt udenfor specielle rørforstærkere?
 
Efterhånden som krisen for branchen indtrådte i løbet af 1980-erne skete der en ændring. Mange af de små firmaer, der allerede i de gode tider havde afløst hinanden i en lind strøm gik nedenom og hjem, som det også tit skete tidligere. De nye, der startede, søgte ikke unaturligt at tilpasse sig til det marked, som de mente, at de så. Man mente, at kunderne efterspurgte bedre kvalitet, men kvalitet viste sig desværre at være mange ting. Det balancerede audiodesign kom her for første gang frem, og fra nu af gik det hurtigt.
 
Alle de tidligere vildskud som rørforstærkere på størrelse på en trillebør og endda en Gamut-forstærker undet det tidligere ejerskab, der mest af alt lignede en Camp-Let og var mindst ligeså stor, blev luget ud af markedet. Ligeledes røg alle højttalere, hvor alle ressourcerne var gået til enheder og nærmest ingen til kasserne ud af markedet.  Desværre betød denne bevidstløse henvendelse til det brede segment af kunderne, at produkterne lynhurtigt mistede deres identitet. JBL-højttalerne og NAD-forstærkerne blev godt nok meget pænere, men salgstallet styrtdykkede, fordi man ikke som tidligere længere turde gøre denne kombination til det essentielle studenter-setup. Udvalget af pæne og ikke altfor spændende audioprodukter fik situationen til at ligne en engelsk tipskamp fra 1970-erne mellem Wolverhampton Wanderers og Derby County på datidens fremmeste mudderpøl Baseball Ground. Der var simpelthen altid for mange folk på midten af banen.
 
Den naturlige følge var naturligvis at gøre dette “balancerede design” til noget uundgåeligt og positivt, selv om det ret beset var det modsatte, nemlig mangel på mod til at identificere sin kundegruppe. Samtidigt med, at markedet skrumpede, så man den stadige optimering af produktionen, der dog i lyset af de meget lavere styktal ikke gav sig udslag i lavere priser.
 
Man kan jo for sjovs skyld kikke i en ny Rotel og en 30 år gammel model af samme mærke, hvis man skal have belyst begrebet “balanceret design”. Det betyder simpelthen, at man i den nye model skal være endda særdeles meget elektronik-ukyndig for at se, at produktionsprisen for den nye model antageligt har været en del lavere end en United-DVD, som i Føtex sælges for 199,-. Her har en stor del af det “balancerede design”  tydeligvis bestået i at balancere produktionsomkostningerne til kundernes vidensniveau, og det resulterer altså kun sjældent i bedre produkter. Til gengæld bliver de billigere at fremstille. Helt ubeskriveligt meget billigere.
 
Hvad angår sjælen i et design, der er defineret af bogholdere med stadige krav om billiggørelse af produktionen samtidigt med at salgsprisen skal maksimeres behøver vi vel ikke forske alt for meget. Der er nemlig overhovedet ingenting tilbage. Ligeså lidt som der er en rigtig JBL i det misfoster af en CNC-højttaler, som Hornslet har produceret for nyligt. Det er helt sikkert en balanceret højttaler med nye enheder sikkert fra Harmans kinesiske operation i en fin kasse, men sjælen er væk, helt væk.
Det var så den sørgelige historie om “det balancerede audiodesign”, der som termodynamikkens anden lov uundgåeligt førte til entropi, altså det rene ingenting .Æv!