Fascination Part 1. De store linier.

Denne uges emne vil bevæge sig ind på det, der vel er selve basis for hifiinteressen, nemlig fascinationen hos den enkelte entusiast ved apparatet. Det kan lyde mere end en anelse seksuelt perverteret og er det vel også i et vist omfang. I samme ombæring vil vi berøre producenternes branding overfor forskellige mere eller mindre veldefinerede kundesegmenter. I del 2 vil vi være mere specifikke.
Allerførst vil vi berøre et produkts historie. Hifibranchen har en stor del tilfælles med bilbranchen deri, at det et langt stykke hen af vejen for de fleste voksne mennesker af hankøn ikke er det aktuelle produkt, man køber, men en del af produktets historie. Hvad der evt. måtte røre sig i hovedet på den historieløse ungdom, kommer vi til senere.
Når man i dag køber en Krell-forstærker mellemklassen, har den jo ret beset ligeså lidt at gøre med en rigtig Krell som en ny landevejs-Jeep har med den rigtige af slagsen. Man ville næppe have have kunnet slippe af sted med det nuværende groteske opbud af operationsforstærkere i de oprindelige Krell-apparater, der skulle grundlægge ryet for absolut power.
Når den rimeligt voksne entusiast således kikker på sin Krell, ser han ikke som alle andre et gennemsnitligt forarbejdet lidt højt ( for at sige det mildt ) prissat produkt, men et hybridbillede blandet sammen med den Krell KSA 50, som High Fidelity måske for mange år siden testede. Det blad kan fint siden have været fast inventar et hemmeligt sted på toilettet og har skabt en drømmeverden, som kun har ganske lidt med den aktuelle virkelighed at gøre.
Det mest kommercielt værdifulde i dagens økonomi er selve brandet. Hvis man som producent finpudser historien og den identitet, kunden kan finde i produktet, ja, så betyder det ikke en pind, hvad det er, han får.
Musical Fidelity er et godt eksempel. Ligesom Pouls Audiobutik  har Antony Michaelson i årtier kultiveret et billede af sig selv som den altfavnende Ole Opfinder med fuldt styr på al udvikling og samtidigt med god til til at være en betydelig klarinet-spiller eller hvad det nu er for en slags truthorn. Vejen har været snoet fra den første Tim de Paravicini-designede termiske katastrofe A1 til de senere års monsterforstærkere og minianlæg.
Fælles for det hele er den helt personlige markedsføring af manden Michaelson, som er hele brandets karisma. Så er det til gengæld ligemeget, om den billigere serie er et standard OEM-produkt lavet i Kina og om der er endnu mindre indhold i de store fine kasser, end der er i den navnløse fra Bilka. Den sande entusiast ser ikke den rungende  tomhed i de store kasser, som selv den vel ikke ganske skarpe tester Mikkel Gige så for nyligt i. Han ser kun personen Michaelson gå rundt og velsigne hvert enkelt produkt med sit stjernestøv og klarinetspil som mullahen på Danpo Fjerkræslagteri.
Denne entusiastens fascination, som altså ikke nødvendigvis berører det apparat, han har eller begærer, men noget andet og større, nemlig en ide, er problematisk for mange producenter  af samme grund, som den er ideel for f.eks. Musical Fidelity. En nytilkommen producent har ingen mulighed for blot at indkøbe de bedste råvarer som f. eks. de bedste enheder fra Scan- Speak, lave den flotteste kasse i verden og så regne med nogen form for succes. Ligesom for få år siden med skulpturelle rørforstærkere ser vi i dag bunker af produkter fra Østen som f.eks. Usher, Vincent m.m.fl. forsøge sig.
Der er bare den fejl ved dette tilsyneladende store udbud af kvalitet, at kundens fascination, som skal kultiveres over en årrække for at kunne aktiveres ligesom mange andre trosretninger som eksempelvis uddannelsen til mormon ikke tages i betragtning. Man tror fuldstændigt fejlagtigt, at en hifientusiast køber et produkt, fordi det er æstetisk og lydmæssigt godt. Intet kunne være mere forkert.
Ingen af delene betyder bare det allermindste, hvis historien ikke er rigtig, for så er der ingen fascination og intet salg. Lydcentrum i Kolding kan sidde med deres sikkert vellydende Lua-forstærkere, og der kan de så forresten blive siddende. Hvor er fascinationen ved det sammenlignet med EAR og personen Tim de Paravicini, som enhver ægte entusiast, også undertegnede, kan identificere sig med ligesom andre kan identificere sig med Peter Lyngdorf, en anden mand med en overbevisende mission.
Hvis Primare tror, at de på lige vilkår kan sælge rumkorrektion i en direkte konfrontation med den karismatiske og bestemt entusiastiske Lyngdorf, er de simpelthen tåbelige. Faktisk ikke meget bedre end Jamo, der i mange år formidlede historien om tømrer Jacobsen og hans lille sildekassefabrik med Philips-højttalerenheder. Det er ikke den historie, der genererer fascination på samme måde som med Klipsch, der købte den skrantende virksomhed. Her havde man nemlig historikken og den gode historie i orden, og den vinder altid.
Massevis af plasticskrammel kan sælges udenfor konkurrence, hvis det hedder Harman-Kardon eller JBL og så kan det være en computerhøjttaler, det er ligegyldigt. Salget blev grundlagt tidligere i en helt anden verden. Hvis hifientusiasten tror, at han er immun overfor den gode historie, ja, så er han bare dum, for det er der ingen, der er.
Der findes enkelte karismatiske importører og sælgere som vor ven Jensen, der personligt og enkeltvis kan sælge en historie i kortform om en gudsbenådet tysk designer af fremragende højttalere til et vist publikum. Det bliver bare aldrig reglen. De produkter der hypes og sælges på denne måde opnår næppe nogensinde samme status og historie som de rigtige brands.
 Hvis for eksempel KT Radio overtog agenturet på Vienna ville det antageligt dø øjeblikkeligt, så det sker vel ikke. Flemming hos KT er nu heller ikke ligefrem dum, langtfra. Til gengæld kan den samme Jensen uden nogensomhelst spørgsmål flytte sine kunders fokus fra det ene produkt til det andet, fordi han i dette specielle tilfælde selv er hele historien. Produktet derimod er tilsvarende ingenting, og det behøver det heller ikke at være.
Til tider kan den gode historie blive så god, at ingen kritikere eller entusiaster nænner at sætte spørgsmål ved produktet,selv om et aftenskolekursus i elektronik i 8. klasse ville have rakt til at gennemskue tingene. Tag for eksempel Sugden. Dette hæderkronede engelske mærke har i knap 40 år været synonymt med klasse A forstærkere, selv om det indtil dette årtusinde kun var deres allerførste produkt i 1967, en todelt monstrositet på 12 watt, der var det.
I al den mellemliggende tid har historien om klasse A i Sugden, fortalt af eksempelvis Peter Qvortrup, en mand med skal vi sige mere end almindelig flair for den gode historie, udbredt dette budskab. Den, der måtte have lagt hånden på den iskolde Sugden A 48, har tilsyneladende ved indbildningens kraft alligevel mærket varmen, for ingen har da vist nogensinde sagt noget om, at vi her havde at gøre med den allermest konventionelle klasse AB forstærker i et lidt landbrugsagtigt design, som de siger i England.
Fascinationen kan fuldstændig overskygge virkeligheden og gør det oftest. Dette er selvfølgelig godt for de producenter, der omhyggeligt kultiverer denne gode historie. Undertiden ser man dog som med for eksempel QUAD, at de nye kinesiske ejere ikke omhyggeligt nok husker, hvad der var fascinationen ved det oprindelige brand, og så er al markedsføring omsonst. Et billede af Peter Walker i hjørnet af startsiden er indtil nu det mest talentløse eksempel på manglende kundespecifik branding, og det er dømt til fiasko uanset øvrige kvaliteter i produkterne.
Fascination som beskrevet ovenfor er kun relevant for groft sagt folk over 20 med historisk fornemmelse udover akvariefiskniveau, der som bekendt er af en varighed af en svømmetur rundt i bowlen Selv om det lyder vidtfavnende er det nu ikke tilfældet, desværre.
 Førstegangskøberen er et helt andet publikum, der jo ikke efterspørger historie, kun resultatet af den seneste markedsføring. Tænk bare på den totale nedtur i kun at have den næstnyeste Sony-Ericsson telefon, gys. Således kan Sony tilsyneladende gå for at være et fascinerende produkt med masser af karisma ligesom Cerwin-Vega. De ting skal desværre for producenten markedsføres kontinuerligt ligesom vaskepulver, og har samme holdbarhed i efterspørgslen som dette: Ingen reklame i dag, ingen kollektiv hukommelse og intet salg. Det er i dette segment, de nye producenter kan slå igennem. Her skal man nemlig som en hanhund bare være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så er salget sikkert.
Hvis et velkendt brand som Philips ikke har kunnet eller villet lave en specifik historisk markedsføring, kan man gøre det ved at købe et eksisterende mærke, som man gjorde med Marantz. Dette havde i en del år ganske god succes, for Saul Marantz, som godt nok solgte firmaet til Superscope i 1960-erne, var da tydeligvis lige den historie, det bredtfavnende Phlips manglede, og det solgte.
Tiderne er tilsyneladende ændret, men fascinationens realiteter er de samme. Ingen hifientusiast vil kunne høre fordelene ved en kinesisk Jongjong-forstærker sammenlignet med en Audio Research ditto, lige meget hvad vej sammenligningen ville gå i en blindtest. Når det gælder hifi er fornuft overhovedet ikke en parameter. Hvis man ikke kan generere den nødvendige fascination, kan enhver producent ligeså godt lukke og slukke.
Dette har absolut intet at gøre med kvalitet. Opfattelsen af kvalitet er nemlig rent metafysisk, og så er det temmeligt ligemeget, hvordan tingene reelt spiller. Det er jo ikke det, du hører alligevel. Du hører din egen fascination af et produkt og en ide.
 Det må være det, de kalder for high end hifi, for fantasien må da være absolut forvrængningsfri med den bedste dynamik og perspektiv. Vi har nået toppen her, ingen tvivl om det.
 
PS
Vi glæder os vældig meget til at se de første tests af System Audio Ranger. Det vil være en god lakmusprøve på de forskellige mediers uafhængighed. Denne skribent vil gå så vidt som til at sige, at alt bedre end en sønderlemmende kritisk test af dette produkt vil fortælle en del om de faktiske økonomiske forhold mellem producenter og fagpresse. Jeg kan næsten ikke vente.
Frits fra System Audio vil til sin dødsdag kunne pege på en lille hoppende højttalerenhed i hjørnet og sige, at hans højttaler spiller bas. Hvis der var nogen udover sælgeren, der hørte bas eller diskant eller ret meget andet, er fascinationen drivkraften.
Opfattelsen af lyd genskabes som bekendt i hovedet. Det er heldigt, for den virkelige lyd hos System Audio var da en fuser, og så er vi vist endda milde. Denne forfatter har ialtfald aldrig hørt noget lignende, og så må det jo enten være utroligt godt eller det modsatte.
Det var godt nok utroligt, det var bare ikke godt.
 
PPS
En kendt og berygtet selvbestaltet alvidende ekspert hamrer sammen med en del ligesindede endnu et søm i hifiens ligkiste i tråden om de nypolerede sikringer. Det er underligt, at man ikke lige, når man nu er i gang, ikke osse får poleret sikringsholderne eller lige klipper de tilsluttende oxiderede kobberkabler lidt af, men der skal vel også være plads til nye tweaks.
Prøv lige for argumentets skyld at forestille dig, at du får sådan en entusiast til bords ved en nært forestående julefrokost. I Danmark har vi jo ikke særlige traditioner for tvangsmedicinering, men man burde overveje det eller spændetrøjen her. Især spændetrøjen kunne være god for din makker ved julefrokosten, for måske alkoholen ville kunne bringe uorden i medicinen og få ham til at plapre løs om de polerede sikringer med risiko for åndelig nedsmeltning og alvorlig personskade. Er det sært, at vores branche rutscher ned af statusbarometret, nej vel?. Der arbejdes på sagen i døgndrift på en debatforum nær dig.
Fordelen er kun, at hifiapparater ikke længere er spor tyvetækkelige. Tyvene napper hellere din billige Bilka-fladskærm end din Krell monsterforstærker, for ingen normale mennesker interesserer sig for sådan noget hififis længere ligegyldigt hvor billigt det er på værtshuset, og det er der da en vældig god grund til.

Renæssance eller hvad ?

I denne uge vil vi berøre en af de mere hårdnakkede myter i hifibranchen, nemlig den, at salget af pladespillere og vinyl er i voldsom vækst. Vi vil med sædvanlig grundighed undersøge vilkårene for producenterne, for der er jo undertiden visse åbenlyse økonomiske sammenhænge, der bestemmer udviklingen. Selv ikke nok så velmente tweaks med at polere sikringer kan hjælpe her.
 
Alle mennesker lader sig påvirke i deres dømmekraft af, hvordan de synes, tingene bør være. Denne skribent så gerne, at den gamle kvalitet i mekaniske aftastere af vinylplader blev bibeholdt og forbedret. Der er heller ingen tvivl om, at de gamle østlande og Kina kan levere mekaniske underleverandørløsninger i god kvalitet, og f.eks. den tyske pladespillerproducent Clearaudio med sin lille arbejdsstyrke benytter givetvis i meget vid udstrækning færdigt indkøbte mekaniske løsninger af sikkert ganske god kvalitet. Den mekaniske baggrund for at producere pladespillere er således helt givet bedre end i mange år.
 
Desværre er der et par uoverstigelige hurdler. En jernhård økonomisk lov siger, at der kun investeres penge i potentielle vækstområder. Der er således ikke åbnet nogen pickupproducenter udover køkkenbordsstørrelse i de seneste årtier, mens  giganter som både Shure og Audio Technica nærmest har lukket og slukket. Ortofon er vel den største nuværende producent med en bruttoomsætning ikke vældig meget over 100 mill., langt hovedparten diskoteksmodeller.
Et forsigtigt gæt vil lyde på et samlet udbud af egentlige hifipickuper på måske 100 mill. kr. på verdensplan. Det ville jo ikke rigtig have rakt til at forsyne blot en af de store producenter i vinylens rigtige storhedstid, Garrard, der med over 4000 medarbejdere producerede over 4 mill. pladespillere om året.
 
Vores pladespillerrenæssance støder på endnu et problem. Vinylplader er besværlige at fremstille og ikke mindst kapitalintensive i produktionsanlægget. Da der ikke vil være kapital tilgængelig til andet end en nødtørftig vedligeholdelse af eksisterende vinylpresningsanlæg, jfr den økonomiske lov ovenfor, ja så er den generelle presningskvalitet bestemt ikke stigende. I Vesteuropa er der vel i virkeligheden kun en enkelt lille rest af et tidligere imperium, der presser vinyl i Storbritannien.
 
Samtidigt er salget af vinyl for at føje spot til skade ifølge engelske statistikker faldet konstant i de seneste 5 år, endda fra et absolut lavpunkt. Det skyldes vel i høj grad, at det i disse downloading tider er forbandet vanskeligt at transportere vinylplader sikkert.
 
De tilbageværende hovedsageligt østeuropæiske presninger af ikke ubetinget fremragende kvalitet giver jo ikke ligefrem de allerbedste udsigter for, at din nye eller gamle yndlingsplade er kommercielt tilgængelig. En hurtig scanning af den engelske producent og distributør Vivantes katalog afslører da også et udvalg, der mest af alt ligner udvalget af moderne klassisk musik i en ellers velassorteret døgnkiosk i Hvide Sande udenfor sæsonen. Drømmen er altså forblevet en drøm.
 
Lige som Ortofon har gyldne kommercielle tider trives de, der tidligere var små fisk som Rega eller endnu ikke- eksisterende fisk som Project fra Tjekkiet i dette vakuum. Der er ingen kinesiske producenter af hverken pladespillere, pick-uper eller tonearme, måske ikke engang plader. Det er en ideel situation, faktisk ikke ulig Pouls Audiobutik, der også hovedsageligt lever vældig godt på baggrund af, at vores kolleger helt har trukket sig fra gamle kernekompetencer som  simpel almindelig viden og service.
 
Ortofons overskudsgrad er efter tidligere svære år og næsten konkurs oppe i højder, der i et normalt økonomisk konkurrencepræget system ville være ukendt. Her i hifiens lille hyttefad er alt muligt, fordi ingen finder det økonomisk interessant at investere og Rega er blevet et højteknologisk vidunder på en baggrund, der vel kun kan kaldes billig.
Der findes enkelte mikroskopiske producenter som SME, Simon Yorke Designs, Lumley m. fl., der laver kvalitet til det samme segment af kunder, der er købere til en ny replica Norton Commando motorcykel. De gør det vel efterhånden mest af trods og al respekt for det.
 
 Ellers er det udelukkende diskotekspladespillere med den tidligere så ringeagtede Technics SL 1200 og diverse derivater heraf, der er salg i. Om en Technics spiller rigtig hifi er da muligt, omend opdagelsen heraf i så fald for undertegnede og mange andre er relativt ny. Ialtfald er dens arms lejer af en kvalitet, hvor selv tyngdekraften kan give slid og slør i urimelig grad. Til gengæld er den billig som reservedel, men hifi, overhovedet ikke.
 
Denne skribent er vel ikke uden en vis ret blevet kritiseret for at have et anstrengt forhold til Rega. Nu er det jo ikke deres fejl, at så mange andre såkaldte pladespillerproducenter køber deres produkter som OEM, vel mere en slags tidens tegn. De fleste kan vel blive enige om, at man kunne forbedre en Rega-arm uden den store anstrengelse, og masser har jo gjort det som en køkkenbordshobby. Det er desværre bare en konsekvens af den manglende investeringslyst i stagnationsmarkeder, der bevirker, at dette aldrig vil ske i industriel målestok.
 
Det er heller ikke ligefrem blevet lettere eller mere økonomisk lukrativt at sælge brugte plader. Her i vores hjemby Århus er det da ialtfald blevet noget sølle. Det vinylkøbende hifientusiastiske publikum lytter vel også, som de altid har gjort, mest til den samme plade, mens de tester de sidste nye moderne nypolerede sikringer, og det er der jo ikke meget salg af plader i.
 
Konklusionen må vel desværre være, at rygterne om en forestående guldalder i det analoge paradis med den sorte vinyl som konge er noget overdrevne. Man kan vel allerhøjst sige, at dødskampen for dette tidligere så stolte flagskib for musikudbredelsen er trukket noget ud, og tak for det skal det da lyde fra denne forfatter. At der så er nogen, der tjener bunker af penge på noget, der tidligere kun ville være karakteriseret som underlødige produkter, ja det kan ikke forarge mig. Der er vel heller ikke det helt store råvareindhold i en Coca-Cola.
 
Så lang tid den gamle Ortofon-konstruktør Per Windfeld sidder hjemme i sin kælder og fusker med SPU-er og H.H. Mørch producerer sine små mirakler er verden ikke helt af lave. Det er jo nok desværre spånplademodellerne, der skal beherske den analoge verden, den smule, der er tilbage, forstås. Dinosaurerne i den analoge verden har vel nogenlunde samme lysende fremtid som de ægte af slagsen.
 
Så meget for pladespillernes renæssance, men der bliver vel plads til en Rolls Royce og en lystbåd til dem, der havde stamina til at fortsætte med at producere det, der engang var bras, men nu er guld. Det er da egentligt også ganske modigt og godt gået. Tillykke, Roy Gandy!
 
PS
Vores korstog for bedre ingeniørkunst stødte på en alvorlig hurdle i sidste uge. Nu er det ikke denne skribents opgave at prædike, selv om en del så vældig rødt, da vi omtalte Kibri-højttaleren.
 
Det var nu allermest komisk at se de entusiastiske drenge diskutere deres yndlingsfarve på Kibri Naima-højttalere på Hifi og Musik,sikkert på samme måde som de tidligere i 8. klasse har diskuteret kvindelige filmstjerners åbenlyse fortrin med samme store sagkundskab og entusiasme og sikkert endda med de samme feberskinnende øjne.
 
 Metroseksualiteten er åbenbart krøbet ind i hifi-verdenen, og det giver oplagte nye markedsføringsmuligheder, så det skal nu nok gå, Kibri. Der er simpelthen ingenting, der er så outreret og åndssvagt, at en vis minoritet ikke vil finde livets sande mening i det. Vi er jo i hifibranchen, hvor desværre langt de færreste finder en mening udover at remse deres anlæg op. Måske tror de, det giver øget autoritet i diskussionerne på nettet. Det gør det måske også.
 
Nu er det ikke og har aldrig været velset, at branchemedlemmer optræder uden for den fastlagte rygklapperkodeks, så også flere af vores såkaldte kolleger var ude med riven. Det er de da velkomne til, endda også på vores egen side, hvis de ellers gider læse vores klumme. Det er der åbenbart en del også modvillige og fjendtlige personer, der gør. På trods af, at han helt explicit nægtede at læse vores klumme, holdt det nu ikke en professionel debattør tilbage fra at kloge sig, lidt komisk, måske.
 
Nu opfordrer vi ikke ligefrem nogen til at lade sig tage som gidsel ved at skrive på vores side. Derfor tager vi også Mr. Antisilvers trussel om måske ikke at deltage med al mulig ro. Måske han skifter mening…
 
PPS
Århus Hifi Klub sejler videre mod de forræderiske skær. I netdebatten om mødetidspunkt m. m. er der en ting, der er ekstremt påfaldende: Er der virkelig ingen af de lokale entusiaster, der kender hinanden på forhånd?.Ud fra korrespondancen tilsyneladende ikke. Der er et stykke vej at gå endnu i den almindelige socialisering.
 
Hvem skulle nu have troet, at vores venner Tarup 13 og King skulle komme til at stå som idealer på succesfuld integration af interesser og socialt samvær, men sådan blev det altså.
 
PPPS
Til vores held demonstrerede KT-messen i Odense, hvad vi havde spået. System Audio Ranger leverede en lydkvalitet, der stod i helt perfekt forhold til prisen af de investerede råvarer. Alt andet ville vel også have været ekstremt overraskende. Man kan altså godt opnå en lyd helt uden diskant uden at lade højttaleren pege op i luften, bestemt en indretningsmæssig fordel.
 
Til gengæld var bassen som modvægt ujævn, dominerende og uden egentlig dybde overhovedet, ikke overraskende ud fra bestykningen. Det var lidt af en gyser, der forhåbentlig først overgås til næste år ved samme tid i Mark 2-udgaven, hvis man til den tid har kunnet finde endnu billigere alternativer til de nuværende leverandører af lavprisenheder.Det har man nu desværre nok.
 

Studiemonitorhøjttalere: Kvalitet på skrump.

I denne uge vil vi prøve at forske lidt i sammenhængen mellem et af musikproducenternes vigtigste arbejdsredskaber redskaber, nemlig studiemonitorhøjttalerne, og det færdigproducerede musikalske produkt og dettes lydkvalitet. Her har der nemlig over en kortere årrække været tale om et gigantisk kvalitetsspring i den retning, katten skraber, og det er der som i andre økonomiske sammenhænge særdeles gode grunde til.
For en del år siden, endda tilbage i 1950-erne, var det en selvfølge i ethvert radio eller musikstudie, at man havde studiemonitorhøjttalere af en kvalitet og dynamisk kapacitet, der muliggjorde en fornuftig vurdering af den færdigproducerede musiks kvalitet. Denne kvalitetskontrol bestod primært i at fastslå, om det færdige produkt fra 4, 3 eller oftere kun 2 optagespor overhovedet kunne transmitteres fra en FM-sender eller skæres på en LP-plade.
Det forudsættes bekendt, at langt de fleste studier helt op i 1970-erne hverken havde rumklange eller kompressorer. Samtidigt var der ikke engang et digitalt delay i pladeskæremaskinerne, så en akut fornemmelse for, hvor hårdt man kunne skære en plade uden rillespring blev en del af producerkunsten, for en kunst, det var det. Lyt blot til visse gamle Gustav Winckler-plader, og smid så dine Stockfisch-skodplader i skraldebøtten.
Gamle Beatles-plader mixet på Lockwood-monitorhøjttalere, der om noget var henvendt til datidens massemarked, er rene kunstværker i spilbarhed på rejsegrammofoner forenet med enestående dynamisk kontrolleret optageteknik. Selv skolepiger ønskede sig brændende i disse år et stereoanlæg, der så prompte blev skrottet og udskiftet med kærestens, når man flyttede sammen. Er der endnu enkelte læsere, der kan huske denne lykkelige situation?
I disse år ville det have været en vits at benytte studiemonitorhøjttalere, som ikke var i stand til at reproducere høje lydtryk og fuld dynamik. Hvis man havde haft nutidens små Genelec eller Dynaudio-højttalere ville man med rette have været betragtet som åndssvag. Musik skulle jo lyde så godt som muligt på middelstore til lidt større anlæg, og det gjorde det. Det er selvfølgelig også derfor, musikken stadig spilles på nutidens highend-anlæg.
Paradoksalt skete der nogenlunde samtidigt med introduktionen af CD i starten af 1980-erne det, at lydproducerne måtte til at forholde sig til en radikalt ny markedssituation. CD-en gav ellers sine øvrige mangler ufortalt en hidtil uset mulighed for at reproducere bas i fuld dynamik, men det blev aldrig rigtigt til noget. Det første store angreb på lydkvalitet som ideal var nemlig sat ind fra Sony Walkmans side. Når den nye generations musikforbrug, og det er jo dem, der køber produkterne, ændres, så ændres produktet uundgåeligt med. I starten gik det langsomt, fordi man jo sagtens ved overspilning til bånd kan bruge båndets mætning til at kontrollere dynamikken på optagelserne. Således kunne man høre sin nye TV-2 plade optaget i topklasse i det monstrøse da nybyggede PUK-studie og alligevel overspille den til walkman uden problemer.
Desværre for musikkvaliteten generelt lanceredes snart Sony Discman, og det var det praktiske forspil til nutidens ipod/MP3. Mikroskopiske studiemonitorhøjttalere erstattede lynhurtigt de rigtige monitors i næsten alle lydstudier udenfor filmindustrien. Nu kunne man ikke længere undgå den ulykkelige situation, at man måtte producere musikken til en defineret målgruppe og begrebet den laveste fællesnævner kom i drift
Det færdige musikprodukt skulle nu direkte kunne afspilles uden dynamisk forvrængning på et par hovedtelefoner til en krone i produktionspris. En studiemonitor var ikke længere et arbejdsredskab til at sikre optimal lydkvalitet på en bred vifte af anlæg, men simpelthen et kontrolredskab til at sikre, at produktet overhovedet kunne afspilles på en bilradio eller et bærbart medie. Den sagnomspundne Auratone og Peter Gabriels JVC ghettoblastere til monitorbrug fortrængte al den nu inderligt overflødige kvalitet, der var blevet bygget op gennem mange årtier. Alle større kontrolhøjttalere, der i mange år havde tjent musikkvaliteten, røg i disse skammelige 1980-ere ud, fordi de ikke tjente andet formål end pynt som stuk fra en svunden tid.
Filmindustrien holdt og holder stadig fanen højt, og det er næppe tilfældigt, at så mange tidligere hifientusiaster så let er hoppet over i hjemmebiograflejren, der jo ret beset har ligeså lidt at gøre med hifi som med avl af hvide italienere, vistnok en slags høns.
Hvis man skal lave lidt bulder og brag, er det ikke længere muligt at få det på en CD produceret til nutidens massemarked. De monitorhøjttalere, der bruges, f. eks. Genelec, bliver stadig mindre. En Genelec 1031, et misfoster med en diskant og en 8-tommers standardbas i den billige ende og en lyd umiskendeligt derefter, er allerede blevet overhalet indenom og nedenom af andre og langt mindre modeller . Disse  såkaldt seriøse studiemonitorhøjttalere er alle aktive, latterligt små og oftest med en integreret forstærkerkreds kendt fra Eltax-bilradioer, kendt fra PM Audios firmabil. Nu kan man ikke forvente topklasselyd fra en chip til en krone, og vældig mange af nutidens såkaldte monitors leverer da også en lyd, der svarer ganske nøje til værdien af de investerede råvarer, nemlig ganske tæt ved 0.
Det er således ikke kun såkaldte hifientusiaster, med deres besættelser af nypolerede sikringer, der har fjernet den primære grund til at investere i dyrt og godt udstyr for mange forbrugere, selv om de nok har hjulpet til. Det er jo strengt taget en smule absurd at investere formuer i isenkram, hvis det maksimale dynamikniveau på musikproduktet er mellem 3 og 6 dB. Det forhindrer selvfølgelig ikke massevis af vores entusiastvenner i at nyde den endeløse dynamik på disse optagelser og ikke at forglemme det fine perspektiv, som produceren godt ved aldrig har været der. Han har nemlig mixet det på højttalere af en kvalitet, som aldrig nogensinde ville have muliggjort blot den nødvendigste kontrol. Forresten, hvis du tror de 3-6 dB er fri fantasi, ja så prøv at måle efter.
En meget stor del af miseren ligger i brugen af aktive studiemonitorer. Sproget er her en forbistret hindring for kvalitet, for enhver kan da sige sig selv, at aktiv må være bedre end passiv. Aktivt er vist vældig godt, som aktivt at deltage i debatten på hifi4all, næsten ligeså godt som at have et rigtigt liv. Den iboende positive betydning af ordet aktiv medfører, at aldeles ubrugelige højttalere i dag sælges som studiemonitorer med en lydkvalitet som en gammeldags kortbølgetransistorradio. De etablerede producenter af kvalitet presses ud, fordi de ikke kan konkurrere på lavprisen, nogle vil måske heller ikke.
Det er naturligvis ulykkeligt, men samtidigt uundgåeligt, at slutproduktet, musikken, således er blevet komprimeret og båndbreddebegrænset til det typiske bras, vi ser i dag. Som ovenstående viser, er det desværre ikke sket med MP 3, det skete længe før. Det er altid en øreåbner af de store at tage en gammel gennemsnitligt produceret iøvrigt ulidelig Joan Baez-plade fra 1963 og sammenligne med den nyeste ligeså rædselsfulde Randi Laubæk-CD. Den første lyder bare ikke ret godt på MP3.
En stor del af snakken om forskellige signalkilders potentielle kvalitet, der altid nævner LP-en og direkte radio som blandt de bedste har ret derved, at da LP-en herskede, var produktet bedre, meget bedre endda. Om så mediet også var og er det, ja det er mindre sikkert, men det tager vi en anden gang.
 
PS
Trætheden på nettet efter et par hårde udstillinger er i denne uge blevet afløst af det sædvanlige hårde hundeslagsmål, og hifien er tilbage i sin sædvanlige dialogform i diskussionen om nypolerede sikringer, der ikke lader den ikke-eksisterende positive og frugtbare diskussion mellem rabiate imamer og typiske rimeligt fornuftige danskere ( nej, ikke dig, Tøger Seidenfaden ) det mindste efter.
Det er for denne skribent svært at forholde sig synderligt sympatisk til nogen af parterne på vores yndlingsforum hifi4all. Forhandlerne og deres diverse dikkende lammehaler gør det svært at tage forummet bare lidt alvorligt, moderatorerne og administrator er helt åbenlyst uden lyst eller evner til at give en positiv rettesnor med noget som helst. Denne sidste vurdering kan selvfølgelig være præget af, at moderator jdq1har kritiseret undertegnede i en tråd, og kritik modtages naturligvis ikke af Poul, der jo også tror, at han er Gud.
Der er ikke den mindste tvivl om, at hifi4all er i krise. Med mindre der sker noget vældigt radikalt, der formår at holde på de få ikke-analfabeter, der er tilbage blandt de ældre brugere, alså dem over 20, ja så er morgendagens orden om Cerwin-Vega og deres fantastiske lydkvalitet,  udenlandske importtricks uden told og moms eller almindelig plat chat i alle tråde en realitet. Det er det næsten allerede.
 
PPS
Ugens tekniske nyskabelse er omtalen af det fantastiske plastmateriale i en anmeldelse af en Canton- højttaler, der i vridningsstabilitet og styrke langt skulle overgå støbt metal. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man jo måske tro, at anmelderen Mikkel Gige måske havde ladet sig forblænde af producentens anprisninger. Nu er bestikkelighed jo ikke noget, man spøger med, så vi antager forsigtigt, at der her er tale om almindelig dumhed, selv om der selvfølgelig også kan være endnu et eksempel på endnu et ubegribeligt avanceret Rega-produkt fra deres rumfartsafdeling.
Ellers er presseomtalen af den nye System Audio Ranger- højttaler en spændende fristil i salgsstrategier, når man skal lancere et absolut økonomiprodukt i produktionspris omend ikke i slutbrugerpris.
Tydeligvis man man ikke sparet sig for et helt enormt arbejde for at skaffe de allerbilligste råvarer til det fine produkt, ja, man har sågar som i sidste uges emne måttet genopfinde søjlehøjttaleren på vejen. Nyhedsomtalen er simpelthen den indtil nu mest idiotiske lovprisning af et produkt helt åbenlyst fremstillet som det meste andet af det billigste, man kan finde i hele verden. Selv en bashøjttalerenhed på 0.8 gram med en slaglængde som en hest sparker, er der blevet plads til, uhada.Vi ser her et afgørende teknologisk gennembrud, de teknisk interesserede kan jo lige prøve at regne efter.
 Heldigvis for System Audio er det altsammen lige meget. Den skal nok blive solgt ligesom Bose 301, for der er helt tydeligt tale om en mulighed for vældig god fortjeneste i alle led, og så er den jo god, hvis du søger råd hos din forhandler. Han behøver jo ikke at være dum, selv om du selv er det. 
Se den i en forretning, der ligger noget tættere på dig, end du måske bryder dig om at tænke på  eller endnu bedre, gå langt uden om.

Akustik og direktionalitet

Denne uge vil vi atter vende tilbage til en klassiker, nemlig samspillet mellem højttaler og rum. Dette emne er vel altid noget aktuelt, men nok aldrig mere end når man har hørt diverse tragikomiske musikalske indslag på en nylig hifiudstilling.
Det kommer sikkert som en overraskelse for en del, at forskellene mellem diverse højttalere er forholdsvis lille i lyddøde eller overdæmpede rum. Vi har således selv udført blindtests på trænede lyttere, der tog fejl af Quad ESL 63 og store ATC-højttalere i et hårdt dæmpet rum. Imidlertid mangedobles forskellene i et normalt dæmpet eller levende rum, og kan så yderligere forøges ved mere eller mindre tåbeligt/uheldigt fysisk design eller placering. Det store problem her er den specifikke højttalers direktivitet, dens evne til at generere et symmetrisk udstrålingsmønster uden unødvendigt mange tidlige reflektioner. Da en højttaler ikke er et musikinstrument, kan dette kun ske ved at højttaleren med stigende frekvens bliver tiltagende retningsbestemt i så homogen grad som muligt. Alternativet er at flytte ind i et lyddødt rum.
Som vi skal se, er der forskellige selvmorderiske strategier, som finder anvendelse i moderne produkter, og som er i eklatant modstrid med enhver velkendt lydteknisk praksis helt fra Ruder Konges tid. Nu er det ikke al gammel viden, der nødvendigvis er rent guld, men lige præcis kendskabet til korrekt akustisk praksis er vel flere tusinde år gammel. Tag for eksempel en tur til amfiteatret i Verona og få din ledsager til at tale til dig nede fra scenen.
 Til gengæld er langt hovedparten af moderne praksis lige til glemmebogen eller det, der er værre. Det helt store problem er direktionalitet, d.v.s.,at højttaleren skal udsende en homogen bølgefront ved alle frekvenser. En del elektrostat og magnestathøjttalere kan komme ret tæt på dette ideal, men har dog så mange andre praktiske ulemper, at vi vil udelade dem her. 
Det største problem er højttalerens fysiske størrelse. En højttaler med en lille forplade ( baffel ) kan simpelthen kun blive en homogen lydkilde ved at indbygge den i plan i væggen. Alle andre placeringer vil resultere i mere eller mindre umulige kombinationer af direkte stråling og bidrag fra højttalerens spillen rundt om sin egen baffel ved lavere frekvenser.
Nutidens konevenlige alternativ for den sande entusiast gør kun ondt værre. En slank gulvhøjttaler med flere basenheder vil pr. matematisk nødvendighed udgøre en ganske ekstremt asymmmetrisk lydkilde og jo flere enheder, jo værre. Vores gamle ven søjlehøjttaleren med næsten rundstråling rundt om sin lange dimension og indsnævring i ekstrem grad omkring den korte er opfundet, men hvad man skal med den som såkaldt hifihøjttaler er noget uvist. Joseph D´Appolito modellen løser ikke problemet, ligesom C-vitamin ikke helbreder forkølelse, selv om mange tror det. Den eneste recept er at lave baflen stor og bred og som sagt gerne gøre forlængelsen af baflen til vægplanet. Det er også den eneste måde at få en lille højttaler til at lyde som en stor i et vist omfang. Det er pudsigt at demonstrere en stor højttaler for folk, der kun kender minihøjttalere eller slanke gulvhøjttalere, for kun få overbevises omgående. Hvis de hørte deres deres små venner monteret i vægplan ville der blive tale om et kulturchok. Al den kunstige luftighed og sagnomspundne perspektiv på optagelser helt uden samme ville forsvinde, og mange optagelser ville blive så tørre, at det næsten støver.
Den kommercielle nødvendighed dikterer, at designere, som ved bedre, fortsætter med at lave højttalere, der gengiver en vidunderlig rumlighed, der aldrig har været der, altså i virkeligheden en ultimativ forvrængning. Prøv for sjov skyld at sætte et par store absorbenter på hver side af din slanke vidunderhøjttaler, det kan være et par baller rockwool og hør, hvordan det i virkeligheden lyder, ialtfald meget nærmere end før til begrebet high fidelity. Om du så synes det lyder bedre kan sagtens være tvivlsomt, det lyder nemlig helt anderledes korrekt, og så er det er jo ikke sikkert, det spiller såkaldt musik, som mange båtnakker altid fremhæver som forsvar mod al sund fornuft. Dog er det en betydelig bedre tilnærmelse til, hvordan det lød i studiet, og det er dog noget.
Det forhindrer selvfølgelig ikke, at man som producent sagtens kan gøre ondt endnu værre. Den danske Kibri-højttaler er et godt eksempel på dette. Denne såkaldt omnidirektionale højttaler var vel den absolutte bundskraber teknisk og lydmæssigt på den nylige hifimesse. Ideen med at lave en udstråling, der tager bagvæggen med, er intuitivt rigtig, men blot at tage en dårligt forarbejdet box med skarpe hjørner, vippe forpladen bagover og sætte den på et stativ er altså temmeligt åndssvagt, egentligt værre end Bose 301. Hvad der så gør den særligt omnidirektional vides ikke, blot er den ikke videre direktional. Ikke underligt, at mange af nutidens entusiaster priste den gode analoge lyd, som Kibri præsterede, for når noget lyder venligere end virkeligheden er der altid disciple, for så spiller det åbenbart bare musik. Nu er der en vis charme ved sådanne totalt ubehjælpsomme designs, bevares, lidt ligesom ens barns første forsøg på at lave en lerskulptur. Der er bare ikke meget hifi i en diffusfeltgenerator som Kibri.
Carlsson og Spica har tidligere præsenteret højttalere, der tog en placering på gulvet mod en væg med i designet, en absolut meget bedre ide. Dermed definerede man da i det mindste 2 dimensioner i rummet, et fremskridt. Dog har det for denne skribent været vanskeligt at forlige sig med et lydbillede fra en lydkilde i fodhøjde, og det har været vældigt svært at støve en lyttestol op, der kunne tiltes nok fremad uden at vælte forover for at yde disse produkter retfærdighed. Det er faktisk underligt, at ingen er kommet på den indlysende ide at placere højttaleren i et tredimensionelt hjørne med forudsigelig akustik, en designers ønskedrøm, nemlig i loftshjørnet. Hvis vi antager, at de færreste længere anvender vægryatæpper er udstrålingen ideel og enhver lænestol kan tippes til at illudere, at lyden kommer forfra.
Denne placering i loftshjørnerne kan forekomme som en vits, men er det ikke. De matematisk interesserede kan man jo prøve at tegne et reflektionsmønster. Selv en bevislig analfabet som vores ven 3 DX vil muligvis kunne afprøve rigtigheden af dette, selv om det næppe er videre sandsynligt. Med denne placering vil man minimere rummets akustiske indflydelse og højttaleren vil kunne illudere en uendelig stor baffel. Højttalerens direktivitet vil være helt forudsigelig i ganske mange forskellige akustiske situationer, en enorm fordel for designeren, der ellers som denne skribent skal henvende sig til et betydeligt spektrum fra de konstaterbart klinisk åndssvage til dem, der synes, at jeg er tilsvarende åndsformørket. Nu jeg tænker over det, er der tilsyneladende et ikke ubetydeligt personsammenfald her.
En højttalers direktivitet er af ganske ringe betydning i et lyddødt rum for kvalitetsoplevelsen, hvor sågar en omnidirektionel højttaler er anvendelig. Det er den bare ikke i et normalt beboelsesrum, hvor trods alt de fleste står, så derfor er der ingen anden udvej end at designeren lægger vægt på at designe et retningsbestemt homogent udstrålingsmønster ind i sit design, evt. med en kort hornladning. Dette sikrer en projektion af lyden med alle frekvenskomponenter til lyttepositionen med et praktisk minimum af udfasninger. Der er bare et lille men. Hvornår er det lige du har set specifikationerne på din drømmehøjttalers direktivitetsindeks ?. Nej vel, du har faktisk sikkert aldrig nogensinde hørt ordet før. På den anden side er der jo ikke fra forhandlerens side nogen grund til at forvirre kunden med fakta, som den typiske nye eller halvanalfabetiske hifikunde aldrig nogensinde vil kunne forstå alligevel og langt mindre stave til, og hvem kan bebrejde ham det?
 
PS
Vi ser atter en gang et helt dødsdømt og patetisk forsøg på at genoplive Århus Hifiklub for 1017ende gang. Alle vil som udgangspunkt gerne være med, men allerede inden starten er der ingen, der rigtig har tid. De har sikkert allesammen enormt travlt med at høre musik, ligeså travlt som vores netvenner Monolake, King og Tarup 13 i deres diverse endeløse ” Ov, hvor det bare spiller musik!”-tråde. Hvordan man end vender og drejer det, er det sociale aspekt som tidligere nævnt i vores hobby ganske fraværende, og der er kun plads til efterplaprere og klakører. Derfor er der heller ingen plads til samvær af selv uforpligtende art, for hvad nu hvis en skulle fremsætte den kætterske tanke, at ens eget anlæg måske ikke var verdens bedste, en skræmmende tanke for mange. Man kunne vel sammenligne risikoen ved at vise sig i fuld offentlighed som hifientusiast som risikoen ved at skulle forsøge at imponere Katja Kean med sit erigerede lems størrelse til optagelsen af en pornofilm. Tænk nu hvis man slet ikke kunne nogetsomhelst, bestemt en nærliggende mulighed for denne skribent. Samtidigt betyder børnehavementaliteten i diverse netfora ( denne er ikke aldersspecifik, desværre), at kommunikationsformen næppe nogensinde kommer over stadiet, hvor selv vor ven 3DX kan være med. Bare det at han er med er jo et bevis for, at der er praktiske ret lave grænser for, hvor mange normalt begavede mennesker der er, der gider spilde tiden med sådan noget pladder, som vores hobby har udartet til. Farvel Århus Hifiklub endnu en gang, dødfødt endnu inden undfangelsen..
 
PPS Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske den sagnomspundne Jensen tillykke på den store dag. Det er ganske imponerende, at han efter en del års nærkontakt med hifientusiaster faktisk ikke ser ud til at være en dag over 50. Denne klummeskriver er sluppet mindre nådigt fra det sjælssønderrivende møde med entusiasterne, og modtager stadig psykologisk bistand. Det ønsker vi ikke for vores værste fjende, og det er Jensen jo ikke, langt fra endda. Han gør blot sit arbejde som natmanden i middelalderen, og det er bestemt en hæderværdig beskæftigelse. Hifiinteressen holder da i det mindste en masse utilpassede og måske endda potentielt voldsomt uligevægtige eller ligefrem farlige personer væk fra gaderne. At medvirke til det er der da bestemt masser af mening i, ligesom der var i den rigtige natmands arbejde.

Rettidig omhu eller hvorfor lavede de det dog sådan?

Denne uges klumme vil beskrive nogle af ingeniørkunstens mindre heldige øjeblikke. Nu er det ikke hensigten at stille alle de involverede ingeniører i noget dårligt lys, nogen af dem har vel vidst bedre, men resultaterne taler for sig selv. Vi skal vel heller ikke se helt bort fra, at visse ingeniører, når det kommer til egne konstruktioner, besidder en rethaverisk selvbevidsthed, der vel mere end tangerer religiøs fundamentalisme. Der findes vel allermindst en dansk af slagsen, hvor produktets mangel på ydeevne kun overgås af strømmen af lovord fra designeren. Til gengæld sikrer den religiøse tro på egne evner god gennemslagskraft overfor vor tids entusiaster og investorer. Nu kan enhver jo forresten frit kalde sig ingeniør, som vores netven 3DX med al tydelighed beviser.
Det har altid været en udfordring at lave en højttalermembran. For en dynamisk højttaler er det ideelle en uendelig stiv uendelig let membran med øjeblikkelig indre dæmpning, en ganske stiv udfordring for selv Lars Goller. Traditionelt har man anvendt papir i varierende formuleringer som et godt kompromis. Allerede i 1950-erne lavede D. E. L. Shorter hos GEC forsøg med membraner lavet af metal. Man fik hermed et materiale, der ganske godt opfyldte et af kravene, nemlig stivhed. Til gengæld var det helt håbløst i de to andre henseender, og projektet efterlod kun enkelte afledte spor som Leaks sandwichhøjttaler. I stedet begyndte man allerede fra starten af 1960-erne at anvende plastic, som vi tidligere har berørt. Uendelig stift eller let er det langtfra, men det dæmper vældig godt. De målinger, man stadig uvist af hvilken grund bruger til at beskrive højttalere, er vældig nådige overfor plastmembraner. Impulstests, som heldigvis for producenterne sjældent publiceres, ville for det meste vise et ganske andet billede varierende fra det katastrofale til det helt forfærdelige, et ret lille spektrum. Forresten, prøv engang at gå direkte til kurverne for en højttaler i en test og prøv så at gætte prisrammen indenfor 100.000,-,en ganske svær opgave, som det vil ses.
B&W og KEF lancerede efter BBC-pionerarbejdet disse fantastiske materialer i deres 801 og 105, og resultaterne udeblev ikke. Bassen skulle nærmest skrabes af væggen når den lille 2 tommers svingspole forgæves rykkede i den massivt flaprende plasticmasse. B&W lancerede endda en basrefleks-udgave af den oprindeligt lukkede model, bestemt en forbedring af de mere moderate. Dynaudio startede også i senhalvfjerdserne, og har altid benyttet samme fine plastmateriale med samme forudsigelige resultater. De forvoksede vaffeljern, som man bruger til at forme de indkøbte plastmaterialer, har åbenbart en lang afskrivningsperiode i Stilling. I de seneste udgaver af B&W 801 er den uundgåelige erkendelse dæmret, at det da vist ikke var en god ide og de nye modeller anvender efter kun 20 års udvikling atter forskellige udgaver af papirmembraner.
Acoustic Energy i England stod i 1980-erne for den anden storhedstid for metalmembraner. Massevis af producenter hoppede på og langt de fleste anvendte i det allermindste metaldomer. Nu er en stiv diskant mindre ideel eller påkrævet end en stiv bas, men til gengæld er en tung diskant uden dæmpning fuldstændig værdiløs. Det er brugte højttalere fra dette skændselens årti, hvor hifiens dødsspiral for alvor startede, heldigvis også. I dag er der kun ganske få producenter af metalmembraner, mens det meste som bekendt er gået plastvejen, men det er en helt anden historie.
Inden computerens tid benyttede enhver fornuftig ingeniør en simpel regnestok eller Erlangs logaritmetabel for at beregne selv ganske overordentligt komplicerede sammenhænge. Da denne kunst uddøde samtidigt med, at den samlede sum af paratviden fordampede, så man et par sjove eksempler på utrolig ingeniørkunst, ikke god, bare utrolig. I den professionelle verden var en pioner som Turbosound og en monitorprocent som UREI blandt de første til at udvikle det selvdestruerende delefilter. Når diskanten i disse brændte af, og det sker jo regelmæssigt i den professionelle verden, var delefiltret dimensioneret således, at en spole kortsluttede og en bunke kondensatorer eksploderede. Dette var ret beset utroligt amatøragtigt og aldeles skandaløst. Selv ikke et delefilter med 290 komponenter lavet af Niels Nørby, delefilterkomponentproducenternes bedste ven og min gamle kollega, ville kollapse således. Ingen hos Turbosound indrømmede nogensinde denne fejl, men for en mand som konstruktøren Tony Andrews, der fik sine syner til nye designs i en pyramide opstillet på fabriksgulvet, var det åbenbart normalt. UREI advarede i manualen om, at det ville ske, bare ikke hvad man skulle gøre, udover at man kunne prøve at sende filtret til USA, og det var jo ikke vældigt meget bedre.
Dynaudio ville også være med i dette fine selskab . I deres Audience 5 højttaler lancerede man en diskant, der kunne trækkes ud forfra uden brug af værktøj. Denne ideelle cafehøjttaler havde bare den lille designbøf, at når man havde skiftet diskanten, duede højttaleren alligevel aldrig, fordi en bestemt spole altid kortsluttede, når diskanten gik. Konfronteret med disse kendsgerninger var svaret fra Dynaudio, at deres udviklingschef havde sagt, at det ikke kunne ske, punktum, og så var det skete jo usket, samme ubestridelige logik som at nybagte mødre kan erklæres for rette jomfruer i visse trosretninger. Nu ved jeg ikke, om deres udviklingschef benytter samme inspirationspyramide som Turbosound-designeren, men det forekommer dumt ikke at inkludere simple konstaterbare fakta i sin verdensopfattelse. Tro flytter som bekendt bjerge, den reparerer bare ikke diskantenheder mig bekendt.
Dagens næstsidste formidable ingeniørdåd står udviklingsafdelingen hos Studer Revox for. I de mekaniske 70-ere mente man hos Studer, markedslederen i mekanisk baseret studieudstyr, at man burde kunne lave en matchende pladespiller, der ville overgå alt. Resultatet var mildt sagt kontroversielt. Løbeværket var upåklageligt, som enhver ville have kunnet forudse. Armen derimod var en fornægtelse af de helt elementære krav om kun fri bevægelighed i to planer og intet andet. Pick-upen var monteret på et stykke printplade og den tangentiale drivløsning med snore og fjedre var realiseret på en måde, at en sinustone med lidt god vilje ville kunne genkendes som starten på ” The Drunken Sailor ” eller ” Waltzing Mathilda “. Samtidigt var armen så ultrakort, at den mindste smule skævhed ville resultere i wow og fejsporingsvinkler af de absurde. Man havde tydeligvis på et tidspunkt forstået, at det var en dødssejler, for manualen er en klassiker i forsøg på krisehåndtering a la sagen om Muhammed-tegningerne. Fuldstændigt idiotiske fritgående udviklingsprojekter som dette dræbte Studer, der som mange andre konkursboer endte i Harman-gruppen.
Til allersidst skal lige nævnes en fadæse, som få, måske ingen, tidligere har omtalt, selv om den er selvindlysende tåbelig. Hos mange Accuphase integrerede forstærkere er hele elektronikken monteret på et fint stort print med fornuftige køleplader etc. Der er bare den lille hage ved det, at disse køleplader sidder midt på printet, som uheldigvis vender med komponentsiden nedaf, og dermed har man en termisk tæringskilde af de helt store, for de bliver jo uden naturlig køling ganske overordentligt varme. En eller anden har helt tydeligt under designet vendt print eller kasse forkert. Et eventuelt argument om, at det er for at sikre en stabil arbejdstemperatur er håbløst, fordi komponenterne end ikke kan holde til temperaturen i tomgang. Model efter model har været lavet således efter den kendte japanske kamikazetradition, hvor man ikke indrømmer selv åbenlyse fejl før nogen kaster en atombombe og selv da nødigt.
Denne uges lille udvalg af historiske fadæser er ikke et forsøg på at sige, at tingene er blevet bedre, tværtimod. Ambitionsniveauet et blot blevet lavere. Visse firmaer retter op på fejl og gennemfører udvikling, derom ingen tvivl. De fleste gør bare som Dynaudio: De allierer sig med en elektronikproducent, som så laver en mere fleksibel brugerflade, og så har man udviklet sin gamle lavprismursten til en ny højteknologisk bogstøtte. Højttalerne er godt nok de samme, men produktet er PR-mæssigt blevet et helt andet, bare ikke nødvendigvis bedre, ikke engang anderledes. Til gengæld kan det sælges dyrt til både BBC og DR, og så må det vel være vældigt godt. Nu skal det i sandhedens interesse erindres om, at leverandører til store offentlige institutioner typisk udvælges ud fra vurderinger af produktionsapparatet, ikke nødvendigvis kvaliteteten af produktet, og her er det store gamle vaffeljern til membranfremstilling åbenbart meget troværdigt.
Tilsyneladende er folk helt ligeglade med kendsgerninger af teknisk karakter som de ovenfor skitserede, for Dynaudio klarer sig altså forrygende godt, og det gør System Audio vistnok også. Heldigt for dem, ævbæv for producenter af ægte kvalitet. På den anden side, de kan naturligvis sagtens være rigeligt gode til den store nye generation af tekniske og andre analfabeter både blandt musikbrugere og producenter, og det er de.
 
PS
Somme tider får ordet udvikling en helt ny mening. Således vil rygterne vide, at den klassiske Auratone cube-højttaler genopstår. Til dem, der ikke var bevidst om 1980-erne og den blomstrende musikkultur, selv om jeg for øjeblikket ikke lige kan huske noget derfra ( det var vist egentligt noget forfærdeligt lort ), var Auratone-højttaleren i alle musikstudier uomgængelig som reference for, hvordan ens produkt lød på en bilradio. Det er modigt og måske dumt at reintroducere et sådant produkt i en tid, hvor den nye reference verden over er en Kloss Tivoli radio med de samme mål som Auratone. Hvorfor i alverden dog gå ud og købe noget, der skal simulere noget, man allerede har? Ikke underligt at udviklingen af den nye model går lidt langsomt, men måske har Kina-underleverandøren villet have mere end en krone for den, og så kan den jo ikke sælges til slutbrugeren for 499,- uden at det går ud over avancen på urimelig måde.
 
PPS
Vi har fra sidelinien fulgt et spændende selvbygprojekt for en højttaler, som skal bruges til basguitar. Nu er det svært at sige, hvem der er mest åndssvag i denne nettråd, den hjælpeløse køber, der først spørger om råd efter at have købt komponenterne, eller den, der vedholdende mener, at svaret på alle problemer er at købe en færdighøjttaler af de anerkendte kvalitetsproducenter som Stageline, Ashdown, Behringer og Hartke. Hvis man som den sikkert privat ganske flinke fortaler for færdiglavede produkter i det absolut nederste kvalitetssegment lige over køkkenmøddingen med 25 års erfaring ikke kan komme op med noget bedre, så svarer det til, at en professionel håndværker skal rådgive andre håndværkere til at købe denne fine boreskruemaskine i Metro til 59,-, et fedt råd. Samtidig viser tråden en fundamental uvidenhed om, hvad en højttaler til basguitar er, og det er straks mere alarmerende i dette forum for passionerede entusiaster. Som alle andre instrumenthøjttalere er der jo helt fundamentalt tale om en del af den samlede instrumentlyd, og her er hifi altså ikke en parameter, som det ville være for PÅ-højttalere, der jo principielt ikke skal farve. Ligeså lidt som en måske fremragende hififorstærker kan bruges som guitarforstærker, som skal forvrænge på den fede måde, ligeså lidt har det nogen mening at lave en hifi-rigtig basguitarhøjttaler. Det er simpelthen nonsens at tale om hifi i sammenhæng med musikinstrumenter, punktum. Man kan sagtens lave en basguitarhøjttaler selv, og det bør man da bestemt gøre. Den spiller bare ikke hifi eller bare noget der ligner, og det skal den heller ikke. Den er nemlig en musikalsk bidragyder på lige fod med instrumentet.
 
PPPS
Vi har fået uventet positiv omtale efter vores besøg i København. Det er vi jo ikke meget for, fordi det kan ødelægge vores velkultiverede offentlige profil, nemlig en sur gammel mand med hat. Vi må jo huske på, at vi er i en branche, hvor selvrespekten hænger sammen med den offentlige anerkendelse af ens nye plov ( pladespiller, ordet skal vistnok være sjovt ), så det varer nu nok en tid, inden vi løber tør for ammunition, selv om enkelte måtte ønske os hen, hvor Duelund bor. Dog takker vi for de venlige ord. Vi er vistnok også selv i et svagt øjeblik blevet fanget i kortvarigt at tale helt pænt, endda også om Sillesen og Jensen, men vi skal nok forsøge at forbedre os snarest.