Kategori: Dagstekster 2009

Vores hensigt i dag er som så ofte før at bringe klarhed over folks forskellige vildfarelser. Den største forskel i forhold til tidligere er i dag, at vi mener, vi absolut gør nogen en tjeneste. Normalt er det jo ikke ligefrem nogen tjeneste at sige til folk, at de er lidt galt på den og da slet ikke, når de VIRKELIGT er det. Sandheden er altid ilde hørt når det drejer sig om ens egen dårskaber. Helt anderledes altså i dag, hvor vi vil forsøge endegyldigt at FALSIFICERE en videnskabelig hypotese og det endda helt uden videre viden. Ja faktisk er hypotesen for os at se så langt ude, altså nærmest en slags “hypotetisk hypotese” at en kollegial snak i frokostpausen burde have kunnet “skyde den ned” uden yderligere snak. Det er så tydeligvis ikke sket, og derfor må vi så selv finde antiluftskytset frem, så vi kan få den “plaffet” ned: ACK-ACK!, som Oerlikon-kanonerne altid sagde hos min barndoms flyverhelt “Battler” Briton, tag den Fritz, og den!

For vores sikkert ganske få ikke-videnskabeligt uddannede læsere skal vi lige forklare, at en hypoteses vigtigste formål er at fungere som en “”prøveballon”, som med lidt held senere kan blive ophøjet til en egentlig videnskabelig teori. Altså hvis den ikke i mellemtiden bliver “pløkket” ned af kedelige kendsgerninger og andre trivialiteter. For at noget kan kaldes en hypotese overhovedet kræves det normalt, at den skal kunne “falsificeres”, som det hedder. Det vil sige, det er således IKKE en hypotese, at basunengle( der jo tidligere var ganske talrige på denne årstid), anvendte såkaldte “pitot-rør” til at måle deres hastighed på vingerne som alle fly ellers gør. Eller at de som andre andefugle fældede svingfjer mindst en gang om året og i den periode ikke var flyve-dygtige. Sådan noget forbliver ren snak, da der vel ikke findes egentlige falsifikations-muligheder på denne side Himmeriget!

Tilbage til den etablerede videnskabelighed, som let kendes på, at forskere får penge for deres forskning. Om det så giver bedre resultater eller muligvis endda en bedre verden, er en helt anden sag, men det giver hypoteser, masser af hypoteser. Forskning er jo simpelthen en akademisk formaliseret serie-produktion af hypoteser, og sådan en har vi så “sakset” fra JP i går. Det drejer sig om noget så umiddelbart ligegyldigt som havslanger og ved nærmere eftertanke ER det måske i virkeligheden endnu mere ligegyldigt, end det allerede fra starten ser ud. Helt aldeles 200% ligemeget. Og så alligevel ikke, for det er jo årstiden for små “drillenisser”, og den hypotese, en dansk havslangeforsker fremsætter, er altså i den afgjort lettere falsificér-bare afdeling. Det gør journalisten naturligvis ikke, man er vel høflig. Eller blot helt almindelig ukritisk journalist.

Havslanger er som bekendt krybdyr som landjordens slanger, men opholder sig måske ikke overraskende i tropiske have, deraf muligvis navnet. Som vores nye ven, havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen forklarer, så “befinder havslanger sig i toppen af fødekæden” som altså osse løver og tigre. Det betyder sædvanligvis, at man lystigt kan æde alle de andre dyr uden selv at løbe nogen særlig risiko for selv at blive det, ædt altså, og allerede her skal vi lige “spidse ører” Det er nu ikke nødvendigt at spidse dem HELT så meget som Dr. Spock fra TV-serien “Star Trek”, der jo HAVDE spidse ører hele tiden, men alligevel, det er altid godt. Alle havslanger er helt enormt giftige og det er smart nok, da byttet ellers kan nå at flygte for langt væk til, at slangen kan finde det i havet. Sådan lærte jeg det selv Dette er vel i virkeligheden også en blot hypotese, som vi i dag lidt ukritisk viderebringer som en etableret teori, for sådan fremstår det i videnskabelige tidsskrifter. Uden at det egentlig nødvendigvis giver mening, for hvordan er det lige det skulle være anderledes i havet end på jorden? Det drejer sig vel essentielt om, at byttet lægger sig ned lige med samme. Nå, videre, havslanger er tydeligvis ikke emnet for alt for megen kritisk forskning.

Præcist hvor lidt kritisk forskningen kan være skal vi endelig, endelig se på. Enter dagens absolutte hovedperson den såkaldte “gul-læbede krai”, det hedder havslangen nemlig uden at den sikkert ligefrem lystrer det som kalde-navn og lige det her eksemplar gør det helt garanteret ikke. I en af den nyere zoologiske historie mere komisk-opstyltede pressefotos ses havslangeforskeren stå og kramme sådan en krai-krabat, mens han omhyggeligt holder det lillebitte hoved så den ikke kan bide. Det er næppe helt så farligt, som det er beregnet til at se ud, for krai-kræet er nemlig ikke blot gulligt på læberne, det er det såmænd gult på hele kroppen, og det mere end antyder jo, at dens seneste opholdssted har været i formaldehyd eller formalin som aldeles permanent stendød. Den er dog nok qua lugten farligere end en udstoppet kærnebider, men næppe ret meget. Er det overhovedet en krai forresten, halen ser jo noget pagaj-flad ud? Næppe. I dag er ingenting det, som det giver sig ud for at være.

Og så endelig, endelig til hypotesen. I modsætning til andre havslanger, der har flade haler og svømmer skidegodt og tit og ofte træffes i havoverfalden små-dovnende i såkaldt pelagisk miljø, altså langt væk fra skjul (bemærk!), har krai-krabaten ikke denne flade svømme-hale. Den ser mest ud som om den er ens i begge ender og det er jo spændende, for hvorfor nu det? Hypotesen består simpelthen i, at slangen, når den står med halen i vejret og “snuser” efter føde for mulige predatorer ser ud som om den på trods af alting vender med det giftige hoved UDEFTER. Udviklingsmæssigt må det vel betyde, at slangen har ofret svømmeevnen på “beskyttelsens alter” hvis man skulle tro hypotesen. Lad os “prikke” lidt i denne hypotese, som er mindst ligeså stendød som den formalin-slange, som havslangeforskeren holder i fast og sikkert mandigt greb.

Problemet er jo i al sin enkelthed, at havslanger som allerede nævnt er på TOPPEN af fødekæden. Alene derfor er hovedargumentet omkring kropsformens betydning som FORSVAR jo problematisk. Derudover er det jo noget intellektuelt udfordrende i det mindste for denne skribent, hvilken artsmæssig selektions-værdi der skulle være i at give angribende fjender en “lærestreg” for slangen. Når de nu altså alligevel allesammen dør under forsøget hvis de altså havde forsøgt. På fastlandet i Australien findes den såkaldte “cane-toad”, som er en giftig tudse. Alle australske slanger æder gerne denne giftige tudse og dør omgående. Det giver heller ikke ligefrem nogen egentlig positivselektion når alle blot lægger sig ned og dør. Alle slangearter, der er store nok til at sluge en tudse, forsvinder blot.

Videre videre, teksten er allerede rigeligt lang og tiltagende langtrukken. Problem 2 for hypotesen i dag er, at havslanger ikke bruger ret meget tid på fødesøgning og dermed ikke risikerer alverden alverden ved at stå “med røven i vejret”. Slanger er jo som de fleste ved vekselvarme og dermed ganske overordentligt økonomiske i drift, de æder simpelthen ikke ret meget. Problem 3 er ikke ret meget bedre, for hvad er det lige, der er den selektionsmæssige ULEMPE for alle de havslanger (alle andre altså), der blot “snorker” løs aldeles ubeskyttede oppe i havoverfladen eller blot svømmer rundt i de frie og aldeles skjulestedsløse frie vandmasser? Tilsyneladende OVERHOVEDET INGENTING, siden de er der stadigvæk. Det ville vist være en bedre hypotese, at slanger simpelthen lugter ad Helvede til eller er seje eller fulde af ben og derfor gider ingen æde dem.

Store fisk, som der findes masser af i koralhavet, kunne ellers sagtens “hapse” en havslange, hvis de ellers gad, for munden på en havslange og dermed gifttændernes “elevation” er ikke overraskende optimeret til den størrelse fisk, som slangen kan æde. Mod en stor rovgrisk fisk er dens bid antageligt ligeså effektivt som en vildt klaprende klapperslanges mod en flok vildt bissende bison-okser. Ingenting er vel sådan lige i overkanten. Og hvad er så den rigtige hypotese for udformningen af denne havslange. Ja, det ved vi naturligvis ikke positivt men til en start kunne man vel vende hele argumentet fuldstændigt om og i stedet se på, hvordan et dyr som krai-en i toppen af fødekæden kan have egentlig egen fordel af det, for sådan er fordel er der jo givetvis siden kræet stadigvæk er der.

Svaret er vel det ellers ganske nærliggende, at slangens eget bytte bliver forvirret af det to-hovedede design og dermed ikke ved, hvilken ende af den dovent svømmende slange, som de skal vogte sig for. Derfor er det i visse afgrænsede områder en fordel at “sælge” den oceangående svømme-kapacitet til fordel for lidt lettere lokalt bytte. Denne hypotese er hermed givet frit på det videnskabelige marked og den er faktisk så god, at vi næsten mener det allerede fra starten burde kunne ophøjes til en teori. Eller bedre endnu, i det mindste et par Nobelpriser.
At den så afliver vores nye havslangeforsker-vens teori aldeles øjeblikkeligt er så en anden sag. Det ville alle andre tilgængelige kendsgerninger jo også have gjort, og dermed er videnskaben kommet lidt videre, det er jo trods alt den måde tingene udvikler sig på, hurra! Det er alligevel videnskabeligt ganske enestående, at man helt kan se bort bort fra den kendsgerning, at ALLE ANDRE havslangearter blot svømmer rundt i oceanet uden at svømme særligt hurtigt eller adræt uden at blive ædt alligevel. Lige dér burde det vel være gået en såkaldt “prås” op for forskeren, da det vel er ret godt gæt, at slangens hoved ude på det blå ocean vender mod svømmeretningen, og det burde alle predatorer da kunne gætte på et eller andet tidspunkt. Hvis der havde været nogen, for så havde der jo starten ingen slanger været med eller uden flade haler. Ak ja, var alting blot så simpelt som rene skinbarlige videnskab! Godt Nytår!

Min salig onkel Erik arbejdede mange år som tømrer, inden han “lagde op” (vi benytter dette udtryk, da vi jo er en æt af søulke i bedste Francis Drake/Walter Raleigh/John Hawkins-tradition) Beklager de i grams henkastede navne, men vi kan ikke lige på stående fod huske flere af de “re-socialiserede” respektable fribyttere. Det nærmeste, onkel Erik efterfølgende kom vandige væsker senere var godt nok som “bolværksmatros”, han blev nemlig havnefoged på min fødeø Endelave og tog undertiden færgen. Om det så var slægtens nærmest salamander-agtige urgamle længsel efter havet, som lige dér kom op i onkel Erik, ved vi absolut intet om, men en ubestridelig kendsgerning er det dog, at han usædvanligt energisk (han var ellers sådan nærmest en lidt lad mand) simpelthen drak sig ihjel. Det gjorde han nu på sådan en helt speciel “mathiasen´sk ” uhyre elskelig måde, at der til hans begravelse var samlet adskillige hundrede mennesker. Han døde vist bare “på toppen”, gjorde gamle onkel Erik og Ceres “TOP” var da tilfældigvis hans yndlingsøl, så han døde vel i et vist omfang osse AF “TOPPEN”. Det sobre i den her historie er iøvrigt, at jeg selv som 53-årig allerede ville have været død for 2 år siden, hvis altså jeg havde været onkel Erik. Lev stærkt, dø tung, som et dansk rockband engang udtrykte det, og onkel Erik blev da også usædvanligt svær. Til gengæld er det osse svært ikke at misunde en mand og hans liv, når så mange sørgede så meget over ham. En ganske usædvanligt flink og elskelig lille tyk mand.

Desværre ved man først sådan noget bagefter, det vil sige, alle andre gør, selv får man aldrig nogenting at vide. Onkel Erik viste sig at være det, der i senere business-metasprogs-volapyk hed “usædvanlig omstillingsparat”, og det er det, vi skal snakke om i dag. Vi beder på forhånd om tilgivelse for, at tingene nok kommer til “at sejle lidt”, men i mangel af bedre begrundelse kan vi så da lade det være en hyldest til forlængst afdøde onkel Erik, der jo var så forfærdeligt interesseret i skibe og skibsplatter som tidligere berettet. Som tømrer arbejdede Erik i mange år for Danmarks vistnok dengang største såkaldte “typehus-firma” (et forlængst afdød dansk ord iøvrigt), Hosby Huse. Det var dengang man i løbet af mindre end en uge forvandlede en tom grund til et færdigt hus og efterspørgslen var enorm. Firmaets stifter Helge Frandsen var i sin blotte fremtræden i sin arketypiske entreprenør-energi en oplevelse i sig selv og havde da også den allerstørste lystbåd i min drengetids Endelave Havn. Havnen var uhyre lille så den kan næppe have været enormt stor, men det var den altså for os og det er vel det, der tæller! Den største er jo osse den allerstørste lige meget hvor stor den er.

Stor var Helge Frandsen også, og indtil den første store energikrise i 1973 buldrede hans firma frem. Med eksploderende renter ramte krisen Hosby Huse som en cementmur ligeså effektivt næsten, som samme cementmur aflivede Formel 1-køreren Ayrton Senna i San Marinos Grand Prix. Frandsen rebede dog sejlene nok til, at firmaet overlevede en del år (han var trods alt en erfaren sejler), endda længe nok til at Frandsen selv i 1981 blev hædret med byggebranchens egen hæderspris “Det Gyldne Søm”. Ingenting hjalp dog det forlængst dødsdømte firma Hosby Huse på den senere så kendte “lange bane”. Det betød nu ingenting for Helge Frandsen, der blot tilpassede sig de nye tider som den tvangs-entreprenør, som har var, fordi han slet ikke kunne lade være. Frandsen var som alle ægte entreprenører en uhyre egensindig mand, som sjældent lyttede til råd fra andre og det var naturligvis ikke tilfældigt. For hvad var det lige de vidste, som han ikke selv gjorde? Ingenting, naturligvis, for hvis de havde vist bedre end Helge Frandsen, så havde de naturligvis selv været ja altså en ENDNU STØRRE Helge Frandsen, og sådanne fandtes og findes ikke.

Nu ved vi ikke, om Frandsen er død endnu, men hvis han ikke er, bygger han garanteret stadigvæk til skuret i baghaven, sådan en tvangs-aktiv bygmester var han af den helt rigtige slags. Som ville nok til at kunne uden at spørge. Fordi dem, han kunne spørge, alligevel ikke kunne sige noget, som han ikke allerede vidste i forvejen med en mulig undtagelse i hans ligeledes noget store og lettere “mandhaftige” kone. Hun vidste altid, hvad de skulle have til aften og forkyndte det med en Stentor-røst, der gjaldede over den ganske stille sommer-havn på Endelave. 

Det havde heller ikke hjulpet på Hosby Huse og dets skæbne alligevel. Samtlige de danske producenter af typehuse dengang gik alligevel efterfølgende neden om og hjem som alle firmaer i praksis gør på et eller andet tidspunkt. Tidspunktet kan variere, det er den eneste forskel. “Typehus-epidemien” havde dengang forlængst “aflivet” de allerfleste af de små lokale tømrerfirmaer, der godt nok som de første pattedyr på Jorden i den sene Kridttid stadigvæk skulle overleve i det helt små for enkeltes vedkommende. For blot alligevel at blive til ingen verdens ting. Man kan jo i virkeligheden bare se på Pouls Audiobutiks størrelse i dag for at se, hvor galt det gik. 

Vi tager denne store parentes i dag for at beskrive et grundliggende problem i business-verdenen, nemlig hvordan i Helvede man kommer videre, når ens forretningsmodel er udsat for kritisk pres på indtjening, som det jo sker for mange brancher i dag, ikke mindst vores fritidsinteresse hifi-branchen. Situationen for de allerfleste aktører er kritisk grænsende til det egentligt katastrofale og det eneste positive ved det gamle år her ved årsskiftet er, at det garanteret bliver bedre end næste år. En ret ringe trøst når det gamle år allerede var ret ringe, orv, sikke en sjov sætning!. Siden onkel Erik og Helge Frandsen og Hosby Huse og vi andres tid er det ellers tilsyneladende blevet meget nemmere at drive forretning. Der er jo i de senere år fremkommet en fantastisk vifte af forskellige konsulentfirmaer, som rådgiver om alverdens ting. Også i privatlivet er det jo blevet ganske acceptabelt at have sin helt egen støttepædagog, der godt nok nu hedder en “coach” Det er nu ellers ganske det samme, og hed i min barndom en “narresut” Ordet “narrefixxe” fik vi raske drenge én på skallen for at sige. Det er ellers osse det samme og betegner vel samme lidt fiktive glæde ved det skete som det for mange vil blive kun LIGE AKKURAT at gå konkurs.

Og så lige for tanke-eksperimentets skyld tilbage til Helge Frandsen og Hosby Huse og 1970, for hvad ville datidens virksomheds-rådgivere have kunnet råde Helge til? Naturligvis at investere “hele butikken” i det, han allerede havde gjort og den eneste fornuftige rådgivning til alle datidens små håndsværksmestre ville naturligvis være at få lukket butikken, da de jo aldrig kunne konkurrere med Helge. Rådene var helt rigtige og samtidigt helt forkerte som alle råd altid er. Der er nemlig ikke noget råd så godt, at det er godt for alle og da slet ikke set over en vis tid. Tiden kan sommetider være ubegribeligt kort Da så krisen kom, ville rådgivningen naturligvis være den samme som hif-branchen møder i dag, nemlig “at tilpasse sig markedet” DET KAN MAN BARE IKKE ligeså lidt som Hosby Huse kunne lave lavpris-stole i deres store haller for præfabrikerede typehus-elementer. Man kunne såmænd bare lukke butikken, og det gjorde man. Og det kommer man naturligvis også til at gøre i dag. Som de allerfleste flyproducenter gjorde efter 2, verdenskrig med nogenlunde samme uundgåelighed.

Nu er der naturligvis ikke noget nyt i at søge rådgivning om livets større spørgsmål for mennesket. Det er heller ikke nyt at betale for det, trods alt har den vestlige civilisation i langt den største del af den såkaldte “historiske tid” betalt tiende til kirken, som tidligere leverede denne “tjeneste”. Jo, både den katolske og den protestantiske såmænd! Der investerede man også som mange virksomheder i dag for at opnå “evigt liv” uden nogensinde at få blot den ringeste sikkerhed for, at man fik bare det allermindste for sine mange penge. Ihvertfald er det helt umuligt på denne side dødsriget at vide, om investeringen i Paradis betalte sig, da der traditionelt er ret ringe mobil-dækning på den anden side. Anderledes er det ikke med investering i såkaldt “professionel rådgivning” Professionel her betyder, at rådgiverne lever af det, ikke at virksomhederne nødvendigvis kommer til det.

Den eneste nyskabelse ved moderne virksomhedsrådgivining er, at man som ved kræftbehandling sagtens kan fortsætte med at behandle terminalt syge patienter med udsigtsløs prognose. Der investeres sikkert også ganske anselige beløb hos kriseramte danske leverandører til landbruget for at få at vide, at hvordan de skal omstille sig den nye situation. Hvor der simpelthen i forudsigelig fremtid er lige præcis NUL EFTERSPØRGSEL efter deres kompetence. Vi har vist bare en “Hosby Huse Anno 1973” her.

Det herlige ved al rådgivning er, både indenfor og udenfor Kirken, er jo, at man aldrig nogensinde får noget at vide om rådet var godt, før det er for sent at gøre det om og til den tid er alting jo alligevel ligemeget. Garantier gives aldrig og refusion af honorar for fejlslagen rådgivning vist ca.lige så tit. Dog ville det måske være ønskeligt, at udgifter til professionel rådgivning ville afspejles i regnskaberne på et tidspunkt-hifibranchen ville vist stå først for, hvis der var noget at hente. Hjælp! 
“Sparring” med gennem-professionelle bestyrelsemedlemmer kan sagtens give noget. For eksempel har denne skribent i en del år “sparret” med en af den danske audiobranches største, nemlig John Jensen fra Dantax og meget andet. Det gav altid en glimrende frokost på Årslev Kro og mange gode historier og mit gamle firma Dansk Audio Teknik gik alligevel efterfølgende endegyldigt “på røven” Ikke på grund af dårlig rådgivning, rådgivningen kunne blot ikke bruges til noget, fordi ingen nok så gode råd alligevel kunne have afhjulpet et tilstrækkeligt dårligt firma-koncept. Når man ikke kunne forstå hvor dårligt det var, var råd alligevel ligegyldige. John Jensens råd blev blot ikke hørt, fordi folk alligevel blot hører det, de ønsker at høre uanset hvor syge de er. I det her tilfælde var det vist desværre mest “at høre sig selv snakke” og jeg var ikke selv med på denne sidste tur mod dybet…

Omvendt, da John Jensen og jeg selv udvekslede “artigheder” var rådene ikke meget mere relevante, fordi firmaet ikke havde brug for dem. Det er simpelthen tale om ren “Punkt 22”-problematik opkaldt efter den herlige antikrigs-bog af Joseph Heller, altså den ultimative “no win”-situation for firmaet, at når det for alvor har brug for hjælp, så kan det ikke bruge hjælpen til noget, fordi det allerede er langt hinsides hjælp.
Nu er der selvfølgelig massevis af firmaer derude og såmænd nok også et par stykker i den danske hifi-branche, som nok skal “ride stormen” af. Det kommer dog næppe til at ske ved at forsøge at “please” alle kunder eller bruge uanede midler på professionel rådgivning. Næh, det kommer ganske givet til at ske ved en tættere tilknytning af forhandleren til den enkelte producent for at sikre faste minimumspriser, det tør vi godt garantere uden honorar. Store hifi-supermarkeder er stendøde fra og med for et par år siden også i lande omkring os, ja i England findes der blot ét eneste tilbage i helt kastreret form (KJ West 1). 

Og hvad den danske hifi-branche så bruge dagens uegennyttige og ganske gratis råd til? Cirka det samme som Helge Frandsen kunne gøre med Hosby Huse i 1973. Det er osse derfor rådene er gratis og det er naturligvis også derfor Dantax-John Jensen ikke behøver spørge nogen om noget. Fordi entreprenør-stædighed altid overgår den konventionelle forretningsmæssige visdom. Den sidste er så desværre det eneste, man kan købe…
Vi ses i Himlen! Måske. Livet leves desværre altid FORLÆNS, med samme uundgåelighed, som det forstås BAGLÆNS og leves kun fuldt og helt af dem, der både tør og kan. Helt uden at spørge!

Som relativt nybagte husejere skal vi ud og “shoppe” nye lamper, og det rejser et interessant spørgsmål eller måske endda flere. Det første er naturligvis de mere basale omkring hvad og hvor og hvorfor (det sidste i lyset af, at det jo snart bliver lyst det meste af døgnet alligevel, naturligvis en mindretals-beslutning..) Dette for den store omverden vel strengt taget ikke overdrevent interessante uendeligt mikroøkonomiske køb rejser dog alligevel betydelige makroøkonomiske problemstillinger, ja nærmest uoverskuelige. Spørgsmålet er jo i al sin enkelhed, hvad i alverden en producent af fremragende kvalitetslamper kan gøre for at få en handel med os. Spørgsmålet er ganske enkelt og det er svaret vel i virkeligheden også. Tilsyneladende skal lampeproducenten blot tilbyde det, en lokal debattør på et hifi-forum nær os kalder “added value” Det skulle nemlig være nøglen til alting. Selv om det måske lyder indlysende fornuftigt er det så problematisk at det nærmer sig det absurde. Det har nemlig været sådan en gang på en fjern galakse for længe siden, men er det blot ikke mere. 

Til en start kræver det aldeles ufravigeligt, at varen har været til stede fysisk i en længere periode i lokalområdet. Derudover skal den naturligvis have været fornuftigt markedsført for ellers kan den lokale tilstedeværelse selvfølgelig være ligemeget. Og så tilbage til vores lamper igen, hvad kan vi købe og hvad skal vi købe? Vi vil have det bedste i den bedste håndværksmæssige kvalitet, ikke mindst det sidste er jo et praktisk signal at sende i en håndværksvirksomhed som vores. Det skulle jo være ganske simpelt at gå ud i byen og se på lamper og det er det osse. De fleste af dem er blot så pisse-ringe mekanisk, at man næsten må græmme sig og så sælges de fra bittesmå butikker fra ganske dyre husleje-adresser, og budskabet, som de sender, er ganske entydigt: Kunder, I får hvad I betaler for minus det vi selv skal bruge. Det sidste er jo tydeligvis det meste og det første næsten ligemeget, vi er jo forlængst gået alligevel.

Nu er det faktisk ikke så forfærdeligt længe siden, at alle radioforhandlere og elektrikere kunne købe PH-lamper fra el-grossisten Louis Poulsen såvel som Luxo-kvalitetslamper og andre danske kvalitetsprodukter, men sådan er det desværre ikke længere. PH-sager kan nu kun købes til noget opskruede priser hos højt-profilerede bolighuse , og udover det indlysende risikable i at sende fruen sådan et sted hen på selv den “meget korte bane” , så er det altså lidt små-dyrt. Man må huske vi er ubemidlede småfolk…Lidt tykke, men tilsvarende fattige.

Hvorefter man jo naturligvis kaster sig ud på nettet for at glo, men hvad kan man egentligt finde ud af der? Naturligvis ikke bare det allermindste, for hvordan er det lige en super-duper kvalitetsproducent af lamper skulle kunne komme i kontakt med os eller nogen anden? Naturligvis på ganske samme måde som det ville kunne lade sig gøre for en postordre-producent af kvalitets-ispinde at få succes ude på Henne Strand ved den jydske vestkyst i skoleferien i konkurrence med alle de billige sager fra Premier/Nestle, som jo desværre sælges i alle blok-vognene allerede? Svaret er jo naturligvis det ganske urimeligt indlysende, at kvalitet ALDRIG NOGENSINDE kan vinde over TILSTEDEVÆRELSE. Lamper eller is eller hifi, det er fuldstændigt det samme. Ingen tilstedeværelse, intet salg. Selvfølgeligt kan man gøre som polarforskeren Robert Scott, der jo tog “billetten” lige efter at have nået Sydpolen. Som en klar nr. 2, da Roald Amundsen jo havde været der en uges tid tidligere, surt for Scott! Inden man nu tro, at samme Scott brugte det fra egne vinter-drengedage så vendte kortvarigt varmefrembringende “trick” som ens mor altid bandede højlydt over, så åd Scott altså ret tidligt sine ponyer. Måske ikke helt overraskende for uvildige iagttagere viste klimaet på Antarktis sig at være koldere end på ponyernes hjemlige Shetlandsøer, men nu må vi jo huske, at det her foregik inden internettets tid. Det viste sig at være noget dumt, da det foregik ret tidligt på turen. Amundsen og hans folk åd godt nok deres medbragte dyr, der var blot tale om slædehunde, som holdt noget længere, faktisk helt indtil der ikke var brug dem længere som trækdyr. Det svarer til at æde resultaterne af sin markedsføring, altså “de gamle trækdyr”..

Det var blot en ligegyldig parentes, som skulle illustrere for de tungnemme, at en pris-dumping af et tidligere fast-prissat produkt i et lokalområde med efterfølgende manglende råd til fortsat markedsføring er ganske uholdbart. Det giver lidt hurtige ekstrasalg hvorefter varen forsvinder permanent. Den helt rigtige håndværksmæssige fremragende og designmæssigt formidable drømme-lampe derude på nettet forbliver naturligvis derude til evig tid, vi finder den ALDRIG. På den her måde er nettet ubarmhjertigt og ingen vare, uanset hvor fremragende den måtte være, sælger naturligvis sig selv.

Nu kan man jo åbenbart godt fable lidt hjernelamt om, at begrebet “added value” stadigvæk gælder overalt endnu, men det gør det ikke for lamper ligeså lidt som for hifi. Hvis man skulle være i tvivl om de markedsmæssige begrænsninger på nettet, kan man jo blot studere musik-markedet og hitlisterne på denne årstid-som iøvrigt et branchens absolutte “hit-tid” økonomisk. Ikke at det siger alverden! Alle mennesker i hele verden har i praksis mere eller mindre øjeblikkelig adgang til al musik, der nogensinde er skabt, og alligevel køber de fleste de samme hit-kompilations, som alle de andre. Resten køber desværre for branchen så desværre SLET INGENTING med mindre musikken har fået en lokal markedsføring, f. eks en koncert-turne eller har været været brugt i en hittende film/TV-udsendelse. Der er så vidt vides ingen undtagelser fra denne regel. Kvalitet sælger aldrig nogenting, tilstedeværelse sælger til gengæld alting. Alt skramlet, da det er billigst at fremstille ligesom compilations er billigere end original-musik.

Resultatet er naturligvis, at vi gør det samme, som så mange andre gør og som “highlightes” på denne årstid. Vi køber naturligvis brugte kvalitetslamper og udvalget er jo efter juletidens indbrudsbølge altid overvældende stort. Vi køber dem nu nok netop derfor ak ja, altså PÅ NETTET på et auktions-site, som vi af oplagte selviske grunde naturligvis ikke agter at røbe. Det giver da i det mindste den gode gammeldags “added value”, at det er lidt billigere og ikke mindst kendt for en vis basal mekanisk kvalitet. Alle de andre og helt givet langt bedre og pænere lamper derude på det uendelige net-hav, tjah de får lov at sejle deres egen sø. Fordi en forudsætning for “added value” er, KENDSKAB.

Til sidst i dag skal vi lige have med, at vi fornyligt fik kendskab til, at en succesfuld dansk hifi-operatør havde et lokalt “outlet” for sine AVI-højttalere, nemlig Fona i Østergade, hvor min gamle kollega Henrik Jakobsen huserer. Han er uden sammenligning branchens bedste, samme Henrik. Det gav ikke rigtig nogen mening for os at forsøge at sælge varer fra en allerede direkte sælger, som vor ven på Fyn jo er for slet ikke at tale om, at de jo osse sælges direkte fra AVI overalt i verden. Rygtet var nu rigtigt som vi kan se uden at åbenbart nogen andre har bemærket det. 

Man kan nemlig købe SAMTLIGE PRODUKTER fra denne tidligere direkte importør/sælger i Fona og det må vel nødvendigvis sige, at den direkte del af den tidligere butik/direkte-til-dig virksomhed ikke rigtigt fungerer længere? Når man nu altså går tilbage til en lokal fysisk tilstedeværelse måske? Det er vel svært at se det her som andet end en egentlig forpligtende fusion, for hvad skal Fona dog ellers med den her konstruktion? På den anden side giver det jo mening for den fynske importør i sine åbent publicerede markedsføringsplaner for Tyskland at have gode store lokale venner! Alle kan vist roligt gætte med her!
Det forbliver “rene” gætterier, men det her er da en herlig nyhed. Fordi det måske kan komme til at give lidt tiltrængt kunstigt åndedræt til en branche, der i dén grad har høstet uden at så. Tænk at kunne gå ind i den lokale Fona og høre rigtig kvalitetshifi som dengang anno dazumal. Det er altså “added value”, det her! Men sælgerne, hvad mon man vil gøre ved det, DET bliver eddermaeme spændende, for hvem gider dog købe dyr hifi af de snothvalpe, som arbejder i Fona nu og som har gjort det de seneste 20 år uden at blive andet end yngre af det. At tiltro dem noget videre svarer nok til Scotts optimisme og dagbogs-førte gode humøroptimisme, mens de åd den sidste steak fra den sidste shetlands-pony-vi er der snart, manner! Giv den gas, Henrik, du kan til gengæld godt! Men sikke dog et læs du skal i gang med at trække dér, næsten som den sidste pony dér på indlandsisen, rigtigt god fornøjelse og godt nytår!

Begrebet “håb” på det helt personlige plan er noget, der ændres gennem livet eller rettere, sådan synes vi, det burde være. Barndommens drømme-håb om at vågne op og lige pludseligt ligne den flinke “Twilight”-vampyr Robert Pattinson er jo måske i eftertankens beskedne skær en smule naivt. Nu ser de dér semi-sammenvoksede sorte øjenbryn godt nok noget “dorske” ud, men tøserne, manner, tøserne! Tendensen er dog sandsynligvis i løbet af livet i generel retning af, at urealistisk jubeloptimistisk håb efterhånden erstattes af en vis realisme. Sådan lidt i retning af kun at vågne op og måske kunne spille lidt klaver eller lignende. Stadigvæk ikke videre sandsynligt selv om det måske forekommer sådan.
Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesker bliver klogere med alderen, mere sådan en slags “mere erfarne” er vel et rigtigere udtryk. Når man én gang har lagt labberne på en rødglødende kogeplade plejer det at virke præventivt livet ud. Som det jo også fra biologi-undervisningen kendes, at selv encellede tøffeldyr kan lære at svømme væk fra elektriske felter, helt dumme er de tydeligvis ikke. Det er således ikke forbundet med nogen synderlig visdom at blive ældre med større erfaring. De fleste voksne ender som sådan en slags “forvoksede tøffeldyr” uden nogensinde at blive ret meget om overhovedet spor klogere. En påstand? Ja, men vi synes det netop afholdte klima-topmøde er mere end en indikation.

Dér røg “mødommen” virkeligt for de danske landsdækkende nyhedsmedier, der som fnisende teenagere samledes i flokke for energisk at interviewe hinanden om hvordan det havde været. Uh, det var godt nok spændende og helt, helt anderledes i virkeligheden, hvis der altså have været fornemmelse for denne udenom ganske uforandrede virkelighed.Statsmændene og deres (for visse verdensdeles vedkommende) påfaldende trivelige koner i klædelige karnevalskostumer) kom de jo med få og små undtagelser ikke i nærheden af. Det undgik tydeligvis også de danske journalisters opmærksomhed i al denne selvsupplerende selvfedme over begivenhedens indbildte vigtighed, at vores nabolande var noget køligere i deres dækning. Selv var vi i England de første dage af topmødet, og der beskæftigede ingen af TV-kanalerne sig med FN-mødet et eneste sekund, heller ikke det ellers vistnok stadigvæk ret respekterede BBC. I Tyskland var det ikke meget anderledes på de største kanaler. Det var jo bare ét af utallige FN-møder om overhovedet ingenting. Og det viste det sig naturligvis også at være og hvordan kunne det have været anderledes.

DET HAR NEMLIG ALTID VÆRET SÅDAN! I hele sin eksistens fra den spæde start i 1945 har FN kun én eneste gang aktivt påvirket nogensomhelst social eller politisk eller iøvrigt anden begivenhed. Det skete, da USA med aktivt FN-mandat greb ind i Kores-krigen, efter et den senere i Vesten i 1970-erne så forgudede Kim Il-Sung og Nordkorea angreb Sydkorea. FN blev iøvrigt udelukkende indblandet, fordi Sovjetunionen kort forinden havde forladt FN. Klogeligt vendte de snart tilbage igen, for sådan noget ville man naturligvis gerne undgå, og det kom man så til. Ja, faktisk kom man ikke til andet, FN kom naturligvis aldrig senere til at spille nogensomhelst rolle. Fordi organisationens interesser var ligeså umulige at forene som det ville være at lave en fælles-organisation af arbejdere og arbejdsgivere. Eller måske snarere et fællesforbund af forbrydere og politi eller et jødisk-nazistisk fællesforbund. Ren volapyk og pis og papir!

Nu er det jo ikke ligefrem fordi, at sporene af FN´s virksomhed er til at misforstå. Trods utallige møder og resolutioner og kongresser og konferencer og beslutninger om alverdens ting er der nemlig ingen verdens ting! Forsøg på at afskaffe kvindeundertrykkelse og fattigdom og udbytning og imperialisme og sharia-stening af voldtagne mindreårige (nå nej, det sidste har man aldrig beskæftiget sig med, så det er nok helt fint) og folkemord og alt (U)muligt andet har været fiaskoer. Fordi FN igennem sin umulige struktur omfattende alt fra verdens værste folkemordere til de største ædle statsmænd jo naturligvis aldrig vil kunne blive enige om nogetsomhelst. Lød den sidste sætning lidt overdreven? Det kan den jo så principielt ikke være, da ALLE jo principielt er med, både de bedste og de værste. Hvis der altså er forskel, men det er der heldigvis. Eller desværre, alt efter hvor man bor naturligvis..

Det vil sige, de danske journalister glemte fuldstændigt alle forskelle på folk og folkemordere, men det er vel også både naturligt og forståeligt i den kollektive teenager-psykose. Hvor den mest kritiske journalistik vel var de håbløse forsøg på at finde hoved og hale i statsmændenes koners kjoler til galla-middagen. Uden at dog blev så meget som antydet, at det muligvis ikke var hende den noget malede og tank-lignende noget “firskårne” midaldrende kvindelige model på 130 kg., som den mørke dignitar nødvendigvis frekventerede seksuelt derhjemme. Anderledes er det jo ikke i Vesten, magt er jo altid det stærkeste seksuelle afrodisikum for kvinder, men konerne plejer blot at være slankere. Ikke at det ændrer noget naturligvis, ja næsten ligeså lidt, som altså FN har formået at ændre i sin levetid.

Derfor ville det naturligvis være og skulle vedblive med at være en våd teenage-drøm, at det i Danmark (men altså ikke i resten af den tydeligvis klogere verden) særdeles stort opstyltede FN-topmøde skulle resultere i nogetsomhelst reelt. Når noget aldrig nogensinde har været anderledes tidligere kan det det vel dårligt forblive en overraskelse, at FN heller ikke denne gang blev enige om nogenting. Og så er vi tilbage ved den ikke spor kloge encellede organisme, bjørnedyret igen. Selv et sådant minimalt kræ ville nemlig uden tvivl have gættet udfaldet af klima-topmødet. Når en organisation med over 50 år på bagen ikke har formået at ændre på krig eller fred eller andre ikke uvæsentlige ting, så er det noget naivt at håbe. Det er vel også et absolut dansk journalistisk lavpunkt at begynde at tage den sudanske præsident i ed for særligt bemærkelsesværdigt rimelige synspunkter. Manden er jo simpelthen tidens fremmeste folkemorder (blandt ganske mange på konferencen, ja, de var der jo alle!) og hvordan i alverden kan man så opportunt glemme den sudanske regerings-støttede udryddelseskampagne i Darfur? Ubegribeligt og vel også noget perspektivløst dumt.

Nu kan man så efterfølgende vurdere politisk, hvad der var, der gik galt. Det ligner i ren formålsløshed lidt en dyrlæge, der forsøger at efter-behandle “efterbyrden” efter en dødfødt kalv, men sådan er politik jo så mangfoldig. Det er den fortsatte debat om det kriseramte danske hifi-marked også og så kommer vi endelig til Nestor fra dagens overskrift. Nestor var en klassisk græsk helte-skikkelse, men da han så vidt vides ikke rigtigt slog nogen ihjel, var han nok i virkeligheden mest en slags “-skikkelse” uden “helte-” foran. Han blev umådeligt gammel og dermed erfaren og det var altid ham, man i mangel af bedre forespurgte om alting (Oraklet i Delfi, som ellers var datidens svar på analyse-instituttet Epinion, lå noget upraktisk langt væk under den Trojanske Krig).

Nu var Nestor så vidt denne skribent kan afgøre, i virkeligheden ikke nær så klog, som han var gammel. Hans erfaringer blev vist heller aldrig anvendt i praksis, men derfor fik beslutningerne altid en vis “tyngde” ved at være gennemdrøftet med Nestor. Og så tilbage til hifi-snakken. Der findes der nemlig osse en “Nestor” Han kalder sig ganske vist “Spencer” efter en kendt spaghetti-skuespiller (og tidligere elitesvømmer jamen det var han!) og erfaktisk den eneste, der er tilbage på forummet hifi4all fra dengang jeg selv startede med at kikke. Spencer har simpelthen lavet så mange tusind indlæg, at man burde kunne forvente et vist minumum af indsigt. Med p.t. principielt over 30000 brugere er der virkeligt gennemtræk og den rigtige gamle Nestor må vel have følt det samme som vores omkomling, efterhånden som hele verden døde omkring ham. Som de sande idealister oplevede, da FN voksede sig stor og aldeles impotent og alligevel skulle løse alle verdens problemer.

Hifi-nestor Spencer er desværre ikke helt i samme visdoms-kategori som den rigtige Nestor, som allerede ikke var alt for klog. Som sin replik i, hvorfor det er gået ad Helvede til for den danske hifi-branche i de senere år lyder hans teori: ” De tider, hvor man kunne få hr. og fru brun sovs til at skifte hele anlægget, fordi det ikke længere skulle være sølvfarvet, men sort, er forbi.” Nej, Spencer, du tager alvorligt fejl. Udover det vanvittigt nedladende i på denne årstid at nedgøre den til andestegen aldeles uundværlige brune sovs er ræsonnementet måsket det mest håbløse, vi nogensinde har hørt fra en mand, der burde besidde erfaringens visdom. Den almindelige dansker har nemlig aldrig nogensinde udskiftet nogetsomhelst hifi uanset farve, som har virket, aldrig!. Køkkener, det er en helt anden sag, men hifi, nej, ALDRIG. 
De eneste, der i stadigt stigende tempo har udskiftet glimrende apparater med (dyrere) sikkert også glimrende apparater er hjernelamme hifi-entusiaster. Dette voksende “opgraderings-raseri” indenfor hifi har garanteret medvirket til, at den almindelige fornuftige sovse-spisende dansker har droppet al hifi-interesse permanent. Han er muligvis dum nok til at købe et nyt køkken uden at have noget at bruge det til, men så dum som en hifi-entusiast, ALDRIG. Det er vist bare en “ommer”, Nestor Spencer! På samme måde som det er for Verden og klimaet og den danske journaliststands almindelige selvkritik.

Så er det efterhånden den tid på året, hvor statistikkerne for julehandlen tiltager i sandsynlighed, selv om alle naturligvis i morgen ved noget mere. Allerede Jesper Klein i min ungdoms kultiske TV-program “Radio Tirana” udsatte jo altid den aktuelle vejrmelding til “i morgen” Så “ved vi jo lidt mere”, som han ganske korrekt udtrykte det. I det hele taget er det noget lettere at forudsige gårsdagens vejr end morgendagens, men det er nu ikke ret svært at gætte på julehandlen. 

Man kan jo for en start “daffe” ned på Strøget og se trafikken. Ikke mindst er det altid et sikkert tegn, hvor mange bæreposer, der bæres rundt og lige i den retning er denne jul en absolut bundskraber. I dagens rundspørge i JP er det vistnok kun Magasin, der “springer ud” med positive nyheder, ganske vist på en konkurstruende-billig baggrund sidste år. Nu skal det vel strengt taget med, at Magasins kommunikationschef nævner et par særlige “højdespringere” i salgsstatistikken, som vel nok “piller lidt af julepynten” af fremgangen. Han siger nemlig , at “..vi sælger meget hjemmelavet chokolade og kusmi-te” Hm., det første kender vi godt til, men hvad er det andet dog for noget og hvad Pokker har det med jul at gøre. Det ville nok være mere relevant at berette om den eksplosive stigning i salget af sønderjydsk hakket grønkål og ditto blodpølse. Der skal altså fortæres ganske meget chokolade i lokalområdet for at få det til at hænge sammen økonomisk dernede i Magasin, så det kan vi nok regne med, at det ikke gør. Det værste ved Magasin er altid det kemiske dufthelvede fra parfume-afdelingen, man skal igennem i stueetagen inden chokoladen. Mon ikke osse det lige tager den værste appetit?

Nu kan julehandlen jo faktisk godt påvirkes en smule i dag, da undertegnede ikke rigtigt har købt nogen endnu, men det batter nu nok ikke alverden. Lidt nærig er man vel altid og ens kone fortjener jo naturligvis det bedste og det er altså ikke SKIDE KUSMI-TE, bestseller eller ej.
Om det er en øget konkurrence, der har “ædt” julehandelen i år, er nu nok næppe den eneste eller blot den mest sandsynlige forklaring. 

Øget konkurrence giver jo aldrig i sig selv øget salg, blot ringere dækning hos sælgerne. På kort sigt er det naturligvis udmærket for køberne, men det er det så desværre ikke på længere sigt, og så er vi tilbage ved en “gammel traver” herfra. Nemlig den simple kendsgerning, at “det koster penge at sælge varer” og hvis de penge ikke investeres (typisk fordi de ikke er der, ellers blev de såmænd nok), så sælges der ingen varer. Ikke engang skide kusmi-te solgt skidebilligt på nettet er bare det mindste attraktivt, når man ikke har smagt det og så er vi ikke engang kommet til de større investeringer i det, der engang rammende hed “langvarige forbrugsgoder” Åh nej, ikke hifi igen, udbryder nok en del, men åh jo, lige netop det! Det er nemlig altid noget, som man kan blive klog af at studere. Og ikke mindst glad for, at man ikke selv er i…

I en aktuel tråd på et forum nær os redegør et tidligere branchemedlem for sine dyrekøbte erfaringer med hifi-branchen og dens tiltagende problematiske kunde-klientel. Hans erfaringer er ikke helt overraskende fuldstændigt sammenfaldende med vores egne og må derfor betegnes som uhyre fornuftige, sagde Katten-desværre! Nu skal det med, at der findes en enkelt eller måske endda 2 fornuftige røster fra “hifi-folkehavet” i denne tråd, men ellers er det simpelthen det rene jammer. Hvis enkelte potentielle investorer endnu skulle overveje at starte i den danske hifibranche så skulle de lige kikke lidt over skulderen her. Det er nemlig sådan nogen kunder, som de, der ytrer sig her, som I kan få og desværre næppe ret mange andre. Vi afslører vel næppe for meget ved at sige, at for alle andre end kliniske adfærds-psykologer er denne tråd på hifi4all ganske irrelevant. 

For de første er det til gengæld en helt anden sag. Noget af det, der ytres er nemlig slet ikke spor dumt, selv om det overfladisk måske ser sådan ud. Vi er nemlig helt basalt tilbage på det allermest basale primat-niveau, ja måske i virkeligheden endnu lavere. Det, der “hæver” det op på primat-niveau, er nemlig slet ikke indholdet, men udelukkende det, at det siges med ORD. Adfærden er ikke spor anderledes end alle lavere dyr. Vi er langt hinsides ondt eller godt eller rigtigt eller forkert her, tingene “er” vist nærmest bare. 
Lad os tage et eksempel, som en vis Martin fra København står for:
“Det er ikke meget forretning i moral og anstændighed…..du tillægger kunden nogen egenskaber som han slet ikke besidder. Han vil bare ha en vare og alle der gider at høre på ham og hjælpe ham på vej er interessante…bare sørg for at det er dig der får ordren til sidst. Gør du ikke det? Ja så har du fejlet et eller andet sted i ligningen.” Dixit, og så simpelt kan det jo siges. Sagde kartoffelålen uden ord og slog med halen!

Nu kan man jo ikke undgå at få en vis medfølelse med den mulige kæreste m/k, som denne Martin antageligt “anvender” på samme basalt-primale måde. Nu er det ellers ikke vores hensigt at udlevere vor ven her på nogen måde, det er nu osse noget svært, når han nu allerede allerede så svært effektivt gør det selv. Nej, vi vender lige for en kort bemærkning tilbage til dagens overskift om konkurrence (og kusmi-te, dårligt bogstavrim, egentligt…) Nej, der er absolut ingen konkurrence på det danske hifi-marked længere. Det kræver jo nemlig, at der er et marked, og det er der desværre ikke længere. Aktiv markedsføring kræver de dér forbandede penge-investeringer, og det har ingen jo gjort alt, alt for længe. Når man ikke bruger penge på at sælge varer, så holder man op med at sælge varer. OVERHOVEDET! 

Nu kunne man i de første år af dette årtusinde få det indtryk, at man kunne sælge alting, ja endda hifi. Efterspørgslen efter evig ungdom og klassiske motorcykler og andre lidt “freakede” ting som krydstogter til pissekolde og søsyge Antarktis steg tilsyneladende ustoppeligt som verdenshavene. Ting KUNNE åbenbart sælges uden markedsføring og det kunne de så lige indtil markedet sagde “fuldt stop” Efterspørgslen efter hifi havde blot været et økonomisk “freak” uden substans. Hov, hvorfor har vi så selv lige i går købt et sæt JBL OLympus S8R, nogen fatter åbenbart ingenting eller blot for langsomt… Og så tilbage til vores citat i dag, som jo siger en del om de fatale følger af manglende professionel markedsføring.

Nu tror vi ikke, at andet end professionel klinisk hjælp ville have hjulpet på vor ven Martin her, tænk dog at være nabo til sådan en fyr, så selv ikke den bedste og mest professionelle sælger ville have været noget bevendt her. Eller altså retteligt dér! Han siger dog tingene som de er for ham og det er absolut rosværdigt. Livet reduceret til den simpleste uendeligt egennyttige drivkraft. Til gengæld er der så mange monster-dumme indlæg i tråden ellers, at man må korse sig. Ikke mindst de mange muntre indslag om, hvor “mange” “man kender”, som køber skidedyre højttalere og andet isenkram på nettet uden nogensinde at have andet end læst om dem er underholdende fiktion. Og samtidigt uendeligt trist.

Det er simpelthen sådan et publikum, der er tilbage derude for hifi-branchen. Konkurrence er der ikke længere nogen af, de endnu åndende små-firmaer er forlængst reducerede til fritids-beskæftigelser for enkelt-mænd. Selv den lokale HIfi-Klub forretning i Århus ligner med sin statisk/permanente tiltagende sol-brunede/blegede udstilling af bedre B&W-højttalere i vinduet vores egen sortiment-side. Varer fra en anden og bedre tid. Dengang der blev investeret i fremtiden.
Det bliver der så aldrig nogensinde mere, og som Magasin må man efterhånden søge temmelig meget efter “succes-oplevelser” som altså chokolade og kusmi-te. Konklusionen er altid den samme og såre simple: Når en branche kun kan få paphoveder af denne monumentale kaliber på banen, som de, der befolker denne tråd, ja, så er det helt slut. Få fjolser fortrænger nemlig altid ganske effektivt selv forlængst etableret fornuft og når alt er lige godt og alle synspunkter legitime, så ophører fornuften naturligvis. 
Nej, det er IKKE konkurrencen fra nettet, som har “dræbt” hifi-branchen, det har den selv og kunderne. Nettet har overhovedet iingen betydning haft ligeså lidt som konkurrencen! Simpelthen bare ren lemming-agtigt selvmord.

Som ganske mange vel har opdaget, har der været vedligeholdelses-arbejde på vores særtjeneste-server. Derfor kunne vi ikke komme i kontakt med den fredag og endnu mindre i weekenden (kan man egentligt sige det når man ingenting reelt kunne i forvejen?) Under alle omstændigheder er vi stærkt tilbage med en gentagelse af vores tilbud om det allerede stærkt efterspurgte kommende kult-hit “Absolute Poul 09” til manden m/k, som ellers har langt mere end alting allerede. Undertegnede er allerede blevet en hel del klogere af at læse den allerede, mest fordi jeg faktisk aldrig i virkeligheden har læst det. Eller desværre læst slåfejl/manglende ord-korrektur, suk!

Ellers så en artikel i JP i går, som er lidt på linie med noget, vi har gået og funderet lidt over. Naturligvis var artiklen ikke nær så intelligent eller blot rimeligt relevant grebet an som vi ellers her havde tænkt. Ideelt klarsyn er jo langtfra alle forundt, desværre..Alligevel var den da spændende og så heller ikke så forfærdeligt meget mere. I al korthed drejede det sig om, hvordan den aktuelle krise påvirker forskellige befolkningsgrupper. Dertil havde journalisten så passende valgt et ufaglært ægtepar i Ikast kontra et offentligt ansat ditto i Århus-forstaden Risskov. Det sidste var jo osse en del nemmere rent praktisk end igen at fjolle ud på landet og måske drejede det sig ligefrem om bekendte fra børnenes skoleklasse. Begge boede i eget hus selv om det for det ene par nu nok ikke var af ubegrænset varighed. Ja, faktisk kunne man godt begynde at indstille stopuret på en forestående tvangsauktion når understøttelsen slap op, da de begge var blevet arbejdsløse. Der var ikke meget jul over deres situation, mens det stod ganske anderledes til i Risskov. Den totale jobsikkerhed sikrede ro og rådighedsbeløb, som kun voksede og voksede. Uligheden var til at tage og føle på. Og så var det alligevel slet ikke hele sandheden om en situation under hurtig udvikling.

Problematikken er nemlig for os at se en ganske anden og mere mere grundliggende. Det drejer sig om den tiltagende “offentlige regionalisering” På godt dansk betyder det, et nyt veritabelt “aristokrati” af offentligt ansatte uundgåeligt vil komme til at dominere alle danske udkantsområder. Sådan har det allerede længe været i de traditionelle rigtige dødssyge udkantsområder som Læsø og Endelave, hvor den private andel af arbejdsstyrken allerede længe har været nede på 5-10% med pil nedad. Det nye er så, at alle områder af Jylland udenfor umiddelbar pendler-afstand til de større jydske byer nu er blevet nødlidende udkantsområder. Alle de her traditionelle talrige ufaglærte jobs indenfor forskellige fremstillingsindustrier flytter uundgåeligt østpå, og tilbage er der absolut ingenting. Selv Vestas flyttede fra Ringkøbing-kanten og efterlod INTET. Sådan gik det også for vores ægtepar i Ikast.

Alt det her er naturligvis ganske banalt, men det er implikationerne bare ikke. Der er nemlig tale om intet mindre end en lokal revolution, hvor i praksis alle kommer på offentlig forsørgelse. Der bliver blot en forskel på standarden af denne forsørgelse og at sige, at der bliver en større forskel på rig og fattig derude på landet end i dag er sådan en sørgelig underdrivelse. Lige der faldt “kæden af” for JP, for sammenligningen mellem forstadslivet i Ikast og Risskov giver slet ikke mening i den her sammenhæng. Hvor sammenligningen naturligvis skulle have været lavet lokalt i Ikast. Altså mellem de ufaglærte marginaliserede og nu arbejdsløse ægtefæller og altså deres (teoretiske) naboer, kommunelærerinden og den kommunale topembedsmand. Som for de sidste vedkommende kunne imødese fremtiden med total tryghed ja faktisk meget mere end det. De er nemlig det kommende nye adelsskab, intet mindre!

Tallene taler jo så meget for sig selv, at det er ret ubegribeligt, at JP-journalisten slet ikke har fanget dem. Nok har de offentligt ansatte i Risskov flere penge til sig selv, end de nogensinde har haft før, men ikke så forfærdeligt mange. Især da ikke nær så mange, som de ville have haft i alle danske udkantsområder og det er allerede langt mindre end de vil få i fremtiden! Huse i Risskov er nemlig stadigvæk skidedyre, og det vil de vedblive med at være. Det er huse i Ikast bare ikke længere og lidt længere ude i tidligere industrielle væksområder som på Als er situationen fuldstændigt ude i Hampen (kendt midtjydsk referende-by, red.) Til gengæld er de offentligt ansattes løn ganske den samme med undtagelse af minimale lokale små-tillæg overalt i landet.

Det betyder for eksempel i Nordborg på Als, at en nyansat skolelærer sagtens kan købe et pænt parcelhus. Ja, han kan faktisk for tiden købe ET OM ÅRET og betale det kontant for sin løn. Kort sagt, huspriserne er faldet så katastrofalt meget i mange områder, at huslejen simpelthen ikke KOMMER TIL AT BETYDE NOGETSOMHELST for de få, der har pengene. Vi er simpelthen tilbage i 1930-ernes værste år, hvor 20 dollars kunne købe datidens amerikanske superluksusbil, den såkaldte “Duesenberg” 
I en del ikke særskilt attraktive jydske områder med basale fremstillingsindustrier kan man simpelthen købe et glimrende hus for 250.000,- Det kan man naturligvis kun fordi ingen lokale har nogen penge med mindre man altså tilfældigvis er offentligt ansat. Det må simpelthen være fantastisk for en århusiansk nyuddannet degn (ikke særligt godt dannet, men det er det bedste de kan få i udkanterne, de dummeste af de ikke altfor kloge) at komme til Als og være en ren Kong Krøsus af Lydien. Som i en landsby i Kenya er hele forskellen, at man har penge, det har de andre ikke. Der er simpelthen ikke noget forhold mellem indkomsterne længere. Dog har de lokale stadigvæk endnu flere, end de har udsigt til at få i fremtiden. Når understøttelsen ersattes af bistandshjælp. SÅ falder priserne fra det allerede latterligt lave niveau…

Prøv for sjovs skyld at kikke på din egen økonomi og tag så det beløb, der nu bruges på bolig, ud af budgettet. Forestil dig, hvor vild sådan en situation egentlig er. Her i huset vil vi for eksempel kunne “knalde” 20.000,- ekstra af om måneden på spøg og skæmt og frækt undertøj til fruen (beklager ordvalget, det var lidt for fristende..) Eksemplet er så ikke engang spor “søgt”, for hvor meget er det lige man betaler i termin med et afdragsfrit huslån på 250.000,-, Mindre end unge betaler for et århusiansk kollegieværelse med lokum på gangen, det er garanteret, 1500,- md eller deromkring IKKE EN SKID for nu at blive i “lokums-snakken” vil vi gætte på Mange af disse områder bliver reduceret til en slags “naturalie-økonomi” med udbredt momsfrihed i praksis og det medvirker blot yderligere til, at de mennesker, som har rigtige (offentlige) pengeindtægter naturligvis blot vil kunne øge deres allerede fra starten ganske kolossale købekraft. 

Et nyt aristokrati er allerede forlængst født. I lighed med parlamentarikere og ansatte ved EU-organisationer er de simpelthen mindst en faktor 2 rigere end alle andre. EU-ansatte betaler ikke skat, de offentligt ansatte i udkantsområderne betaler ikke husleje (som jo typisk er MINDST halvdelen af den normale bruttoindkomst) 
Set i det her lys er det kuldsejlede projekt fra den lokale plat-kunstner Jan Morell og den latterlige laserstråle mellem de lokale forstæder (rige) Risskov og (fattige) Gellerup en endnu større vits, end det allerede var fra starten af. Alle bistandsklienterne i Gellerup skal nok få pristalsreguleret deres hjælp og få forøget boligstøtten. Helt anderledes derude i Ikast og endnu længere væk. DÈR er situationen helt anderledes desperat. Her ryger hele ufaglærte tidligere ganske velhavende befolkningsgrupper i titusindvis simpelthen på håbløs bistandshjælp. Håbløs, fordi de job, der endnu er tilbage, blot er dem, der endnu ikke er flyttet. Nok en bedre sag end en latterlig laserstråle værd…

Som med det danske landbrug kommer alting til at vende helt uholdbart “på hovedet” P. t. er vistnok 62 % af landbrugets bruttoindkomst rene EU-tilskud. Nok mindre end den offentlige forsørgelsesdel i mange udkantsområder allerede. For landbrugets vedkommende sidder “aristokratiet” blot i Bruxelles, for de kommende klienter kan det såmænd være den lokale skolelærer. Som altså har RIGTIGE penge nu og i al fremtid. Lidt vildt, det her og så er det slet ikke rigtigt kommet i gang endnu. Endnu et parallelsamfund under udvikling, denne gang blot leverpostej-farvet!

Overskriften i dag er temmelig tvetydig ihvertfald for undertegnede som den sikkert vil være for de fleste maritimt inklinerede. Min salig onkel for eksempel var fuldt-eksamineret såkaldt bolværksmatros, der hele sit liv samlede på billeder af skibe og sågar den lidet mandhaftige syssel, nemlig samlen på de såkaldte “skibs-platter” Der var det ganske reelle i markedsføringen af disse platter, at den i det mindste var, hvad den gav sig ud for at være. Nemlig fuldstændig PLAT. Ideen var den fra i alle kædebrevs/pyramidespils kendte grund-idé, at man blot skulle købe disse platte platter dyrt af plattenslagerne (det kaldte de sig nu ikke, nok med god grund), og så¨ville platterne med raketfart stige i værdi og alle ville blive stinkende rige. Min onkel håbede vel bag sine griske grise-øjne (han var kun min halv-onkel og derfor blandet lidt rigeligt op), at en tilstrækkeligt ihærdig opsamling af blå skibsplatter fra Bing og Grøndahl en dag ville give ham et salgs-provenu, så han også i virkeligheden ville kunne komme ud og sejle med de skibe, der var på platterne. Det havde han ihvertfald fået af at vide nogen der allerede var på luksus-langfart. Nemlig dem, der lavede de platte platter.

Han burde måske have studeret motiverne på platterne lidt bedre, for alle billederne på dem var af skibe, der forlængst var blevet hugget op, forlængst ædt op af rust og rurer. Dekorative, javel, men udover det altså blot sømandshistorier. For eksempel var der et fint portræt af verdens første diesel-motorskib, det danske “Selandia”, og det burde vel have givet onkel Erik et “clou” om, at hans søfartsdrømme var bygget på fortyndet vand. Det længste han nogensinde kom ud at sejle var den tud med færgen til Snaptun fra Endelave, som ingen øboer helt nogensinde har undgået. Selv om man skulle vælge at ro til fastlandet hele sit liv kommer ens kiste altid tilbage til øen med færgen. Således gik det også min maritimt interesserede onkel Erik og platterne er nu i denne husstands besiddelse. For 35 år siden kostede de omkring 700,- pr. stk. i en fin glittet pap-æske og i dag er de vel ca. overhovedet ingenting værd. Det vil sige, de kan sagtens stadigvæk bruges til silde-tallerkener, og så kommer de maritime motiver jo ligesom til sin ret igen. Ikke mindst fordi det sikkert næsten glemte udtryk “sildesalat” faktisk ikke kun er en karry-æggestand til sildene, men en ældgammel betegnelse for (særligt overflødige og ufortjente) sø-militære gradsbetegnelser. Når man ingen har er de naturligvis i særlig grad overflødige, ja måske skadelige. På den anden sidder der en hel bunke af slagsen på den danske flådechef, stioradmiral Wang (der er han igen, idolet fra Remo-serien alias “The Destroyer”, Den Store Wang) så jo, de ER overflødige!

I min familie, som var den rigtige søulke-del, kaldte vi altid den salgs ligegyldige rangsbetegnelser for “fuglelort”, måske noget prosaisk opkaldt efter de “missiler” af hurtigt størknende koncentereret urinstof, som vi drenge blev mødt med at Stuka-styrtbombende lavtflyvende måger, når vi samlede mågeæg. Sådan noget lort/sildesalat var virkeligt ikke værd at samle på og kun noget man tildelte idioter, mente vi kloge ætlinge af Mathiasen-ætten mens vi tørrede mågernes missiler bort, som vi altid ufrivilligt samlede på. Om vi havde ret ved jeg ikke rigtigt nu, vi fik ihvertfald aldrig nogen særlige ordener senere hen, blot en cand. mag. grad af ca. samme værdi som måge-lortene, der jo faktisk er udmærket gødning. Til gengæld satte fuglelortene sig fast som fregner om foråret, som min mor med afsæt i den konventionelle folke-visdom så korrekt profeterede. Og platterne blev aldeles værdiløse som alle plattenslagerne forlængst havde forudset, mens de solede sig på et af de luksus-krydstogtskibe, som min salig onkel havde en ufrivillig andel i. 

Nu fører drømme sommetider ganske vidt og sommetider fører de ingen verdens steder hen som med onkel Erik og hans platter. Om det næste er det ene eller det andet må enhver dømme om. Der er nemlig atter et unikt samler-objekt på gaden i dag, som garanteret bliver en god investering ikke mindst i kraft af sin lave pris. Den er nemlig ganske ubetalelig og dermed overkommelig for de få, det måtte vedkomme. Da den samtidigt er mindst ligeså usælgelig senere, som de platte marine-blå platter, så er sjældenhed garanteret næsten ligeså effektivt som sidste uges udgave af den gratis annonce-avis Århus Onsdag. Publikationen på vistnok 266 dobbeltspaltede sider hedder “Absolute Poul 09” og er en næsten komplet samling af diverse “Dagens Visdomsord” fra ja, altså først og fremmest 2009. Det “næsten-komplette” kommer ind, fordi det til en start var ideen at tilbyde et produkt uden de ret mange slå-fejl, som præger det daglige produkt noget. Der er normalt ikke tid til at læse korrektur, og måske ikke ganske overraskende er der så stadigvæk ikke tid. Hverken til det nye eller det gamle, vi var vist bare lidt naive som salig onkel Erik, der også altid drømte om bedre tider på den anden side af det store vand og tilsidst blot endte på Karons færge med enkeltbillet.

Bogen er altså tilgængelig for dem, der måtte være interesserede nok tilstrækkeligt hurtigt. Og så tilbage til overskriften, som vi behændigt har undgået i dag i vores maritime eskapader. I modsætning til onkel Erik var min far en rigtig søfarer i den fra Jens Munk og Magellan (mærkeligt, han hed da vist ellers noget helt andet på portugisisk, Magelhaes eller sådan noget?) så kendte oceangående tradition. Min far Hans Peter sejlede helt til Grønland og det var mærkeligt nok længere dengang end nu. Derfra medbragte han sågar en rigtig grønlandsk miniature-kajak, som jeg kikkede meget længselsfuldt på. Nu sejlede jeg som dreng mest i en lille jolle, en såkaldt “skydepram” med lav bording (ikke “boring” som i Kreidler Florett og Puch) og det var derfor spændende at høre far fortælle om, hvordan grønlænderne kunne “vende kajakken” Hvad de gjorde det for er forblevet en uløselig gåde, for hvad Fanden skulle meningen være med at stikke hovedet ned til narhvaler og hvalros-tænder i det iskolde Polar-hav. Det gav ingen mening og det gør det stadigvæk ikke. Mon ikke de bare har ment, at nu vender de kajakken HJEMEFTER efter en lang og driftig polarmørke-kort dag? Det andet er vist bare noget snak og må bero på en misforståelse
Og hvorfor så det i dag. Ja, mest fordi jeg sad og tænkte på onkel Erik i går over den skibs-motiverede sildetallerken. Sild kan føre én på afveje og altså osse lange omveje. Var onkel Erik så dum? Ja, det var han vel ligesom alle de tidligere så velhavende friværdi-mangemillionærer som drømte om alting og ingenting ydede til gengæld.. Vi Mathiasener har åbenbart altid været foregangsmænd, også på mere tvivlsomme områder.
Selv om vi altså aldrig helt kunne forstå det dér med at “vende kajakken” ikke bare betød, at man stak snuden hjemefter. Det gjorde det nu sikkert osse, kan vi se i bak-spejlet. Det dér med at vende rundt og spille åndssvag nede i vandet var squ da for dumt. Plat(te)-åndssvagt!

A propos at gå i vandet, så skal vi da lige viderebringe lidt updates om vores spådom om Cimber Sterling. På trods af enhver rimelighed rejste de jo for små 3 uger siden 250 mill. på børsen med løfte om, at driften balancerede. Nu her ikke vanvittigt længe efter viser det sig så, at det gør den bare overhovedet ikke, ja faktisk er der på altså blot 3 uger tilsyneladende akkumuleret et kolossalt driftsunderskud. Aktierne faldt måske i dette lys ikke ganske overraskende 35 % i går men hvordan det så kan have været en overraskelse for nogen, når selv vi kan se det, det kan vi IKKE se! Cimber Sterling er iøvrigt også spektakulær alene derved, at firmaets egenkapital blot udgør 40 % af den senest tilførte aktiekapital. Hvad firmaet så har været værd INDEN denne tilførsel er jo ikke særligt svært at gætte. Ganske det samme som det er værd i den allernærmeste fremtid naturligvis, hverken mere eller mindre. Det sidste mest fordi det allerede fra starten intet har været værd. Forresten spændende om nogen journalister og analytikere forsker lidt i, om mon ikke Cimber Sterlings ledelse fuldstændigt loyalt og korrekt har informeret børsen om selskabets reelle tilstand inden den seneste aktie-emission. Det har de nu nok, det skal man nemlig eller måske de bare kollektivt som den tidligere engelske udenrigsminister Ernest Bevin under et topmøde har fået et (altså flere) alvorligt slagtilfælde og så er de naturligvis undskyldt. Bevins beslutning dengang var også dybt åndssvag, ikke engang kontroversiel.

Så mangler vi blot her op mod jul de seneste indikationer om en anden dansk tidligere ikonisk gigant, nemlig B&O. Den seneste så vidt vides i det store og hele fjernøstligt producerede fladskærms-fætter skulle ifølge ledelsen vistnok redde regnskabsåret for B&O. Vi cykler sommetider forbi diverse B&O-butikker uden at se palle-løfterne på overarbejde der. Der skal antageligt ellers langes ganske mange store kasser over disken, da dækningsgraden på dette produkt sandsynligvis er lavere end sædvanligt. Med mindre man altså har sat forhandlerens avance ned på samtlige produkter-man har helt sikkert da ikke sat dem op! Det behøver man så heller ikke, da forhandleren ifølge kontrakten ikke har noget videre valg udover at lukke helt og permanent i branchen. 
Rygter vil sige, at leveringssituationen er problematisk. Det skyldes så desværre ikke overvældende efterspørgsel, men snarere overvældende mangel på leverancer. Større efterspørgsel havde så naturligvis givet ganske samme nedslående resultat. Hvordan det så kan redde 4. kvartal for B&O er så en anden sag, men ingen har vist været på banen endnu med hverken dumme spørgsmål eller utidig information. Utidig, fordi eksplosiv og i sidste ende uundgåelig information, der ikke er sluppet ud endnu, jo naturligvis slet ikke eksisterer.
Til aller-allersidst i dag skal vi lige citere en annoncetekst, vi har sakset fra et forum nær os. Den er tilsyneladende simpel, men læs den nu lige igen, be om!:”højtalerne spiller fantastisk. Et bedre surround system fås ikke billigere, det er en super handel” Den tager vi!

…har gnavet ubarmhjertigt i vores sparsomme rådigheds-tid atter i dag og vi har om kort tid en udenbys monteringsopgave på en efterskole et stykke vej væk. Nå, vi vil nu alligevel prøve, om vores Opel Omega klarer “pynten” som vi søulke-ætlinge jo altid formulerede det. Sjovt ord, det dér “pynt”, som jo ingenting har med jule-pynt at gøre overhovedet. Ellers er det i dag en rekordernes dag. Anton Hund har sat ny rekord i “Spæn over snedækkede græsplæner” i jagten på den evige arvefjende Sami, der til orientering osse er en hund. Denne langbenede sorte fætter kan også løbe enormt stærkt, men indhentes og nedlægges rutinemæssigt og efterhånden rituelt med samme elegance som en flok sultne løvinder vælter en ung gnu ved Zambesi-floden.

Alligevel rejser hunden Sami sig ufortrødent hver eneste gang og prøver igen. Man kommer næsten til at tænke på en kær gammel kollega, som atter engang er startet på nye eventyr ligesom salig Willy i Familie-Journalen engang. Historien om “Willy på Eventyr” med snårrådige Villy og den tækkeligt kyske Jonna og den seksuelt lidt ambivalente figur Onkel Hans var ellers et højdepunkt i min barndom, når man besøgte gamle damer. Udover bøger af den indremissionske opdragelses-apostel Olfert Richard med anbefalinger af “hyppige kolde afvaskninger” mod et eller andet (som jeg ikke helt forstod dengang, det gør jeg nu!) så var der nemlig intet at læse. Willy var til gengæld ganske god og der er sjov krølle på historien. Oprindeligt var denne tegneserie nemlig en ganske normal amerikansk såkaldt “syndikeret” sag. Det vil sige, at den blev solgt som koncept til mange aviser og så hyrede man forskellige tegnere og forfattere ind.

Sådan en fremgangsmåde giver aldrig noget særligt godt reultat, da der aldrig er udvikling i figurerne eller blot rimelig kontinuitet. Helt anderledes godt gik det, da Willy kom i hænderne på et par danske tegnere og tekstforfattere. Derefter blev striben simpelthen skidegod, næsten ligeså god som den var for 7-årige Poul dengang. 

Det sidste er naturligvis mest en “tross-sætning”, for ærligt talt har jeg ikke turdet teste Willy senere hen. Gensynet med den 7-årige Pouls allerførste kæreste Inger-Lise en del år senere var mere end et vink med en vognstang om, at der simpelthen er minder, man ikke bør røre ved. Og efterfølgende da så slet ikke har bare den allerringeste til, uha tiden havde gnavet fælt i fordums attraktion. Som muligvis i virkeligheden mest bestod i, at de andre piger på Endelave Skole måske heller ikke allesammen var særskilt attraktive. Nå, det var de altså for os dengang og senere kan alting jo som bekendt være lige meget. Jeg klarede selv “pynten” og slap væk og resten er ligegyldig historie.

Nu er der grænser for, hvor meget man lærer af historien og vel især, når den historie, som man formodes at lære af, lige tilfældigvis en éns egen. Lidt lærer man dog, for eksempel lærte undertegnede efter et af verdenshistoriens mest kiksede parforhold for godt 5 1/2 år siden, at kvinder, det gad jeg ligegodt aldrig mere. Ja, jeg lærte det faktisk så formidabelt godt, at jeg om en måned kan fejre 5-års jubilæum med min smukke og dejlige kone Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen. Fordi noget har været en fiasko før er der åbenbart alligevel en mulighed for, at alting kan ende godt alligevel. Måske det er sådan vores kære kollega Kenneth Bremer og den nye storspiller på det danske professionelle marked ProEl har tænkt.

Nu gik det jo ikke altfor forrygende fremragende sidst, men som med parforhold er det jo altid beundringsværdigt at man har mod til “come back” på trods af alle rimelige odds, og vi ønsker ganske bestemt held med eventyret som fortjent. Tiderne har godt nok ændret sig som de jo heldigvis altid gør og måske endda ligesom for undertegnede mirakuløst til det langt bedre.
For mirakler skal der virkelig til, helt vildt mange og lige efter hinanden. Måske en ny Frelser blot er født påny, det sker jo regelmæssigt på denne årstid og det er vel efterhånden på tide. Sidste gang var vel for godt 2000 år siden og han blev jo heller ikke rigtigt anerkendt i sin levetid. Nå, vi får se om vi skal blive troende igen, indtil videre tror vi nu ikke på det.

I dag udkommer vi i en særdeles forkortet udgave, der skyldes en meget sen opvågnen. At det så tilfældigvis er den 15. i måneden, der tillige er jubilæumsdagen for både vores første møde og vores bryllypsdag, ja det er vist nærmest en tilfældighed. Desværre, vi ville naturligvis sandfærdigt berette, hvis det på nogen måde var anderledes-måske!
Heldigvis har vi her i huset vores trofaste hunde Folmer og Anton, hvis energiske kollektive hyle-koncert kl. 7.20 præcist i det mindste delvist reddede denne morgen. 

Derefter går det så ud på den kolde jord med de hoppende og gøende kræ og først derefter er der så tid til lille omtankes stund. Og det er så altså lige der vi er nu. Om det så er den karakteristiske nordiske tankefuldhed, som salig fortjente Nobel-pristager Johs. V. Jensen jo mente, vi hærdede nordboere besad i kraft af klimaets ugunst, tjah, det er måske så meget sagt. En smule eftertænksomhed breder der sig vel derude nogenlunde i takt med den langsomme morgen-dæmring: Ikke helt vildt men til sidst bliver det altså alligevel lyst. Dette lys og tankens stråleskær er heller ikke altfor imponerende måske, men begge dele er dog alligevel så klare som de nu kan blive. Fordi det jo uundgåeligt er sådan de er. En smule grå. Som de fleste vel bliver i hovederne om nogen tid, hvor det måske begynder at gå op for dem, hvor meget Obama fortjente Nobels fredspris og vel især i lyset af, at han straks kvitterede ved at love flere amerikanske tropper til Afghanistan. Ak ja, ligegyldigt hvad den rigtige gør af forkerte ting, så bliver de rigtige alene derved, at det er den rigtige, der har gjort det. Sjovt det er blevet sådan også her i Europa, for det er jo ellers sådan amerikanerne selv tænker som det så tydeligt udtrykkes i den klassiske “dictum”: “Right og Wrong, my Country!” Eller altså den europæiske lidt lamme ækvivalent :”Obama!”

Ellers tyder efterhånden en del på, at de tidligere opsendte “signaler” om en ny stor-spiller på det danske professionelle audiomarked nu er en realitet. Ja sandelig om ikke Signal Audio atter har “rejst” det fra den seneste (sidste?) krig så kendte (og dermed ikke senere anvendte) nazistiske oplysningstidsskrifts gode navn. Nå, sådan noget kan man jo godt spøge lidt med, ikke mindst fordi det tilfældigvis er tale om et pudsigt sprogligt sammenfald. Vi er endda i dag blevet inviteret til reception uden at vi dog ellers har ytret nogensomhelst interesse i foretagenet og vi vil da godt på denne side i dag love, at vi aldrig nogensinde kommer til at købe så meget som en skrue af dette firma. Også selv om samtlige vores leverandører ellers permanent var ganske udgået for skruer…

Nu bærer vi jo naturligvis ikke spor nag for forsmædelige gamle dage, og så muligvis ganske lidt alligevel. Bag den lidt sjove firma-konstruktion med vistnok kun ét varemærke, nemlig det italienske handelsfirma ProEl, står nemlig vores gamle kollega Kenneth Bremer, og ham har jo et lidt “torne-fuldt” forhold til. Nå, han handler jo heller ikke hos os, så det kommer nok ikke til at påvirke det nye firmas succes særligt, at de på forhånd har mistet os som kunde. Tabet skete jo allerede da vores ven blev ansat, måske endda noget før..Mod så store firmaer (som deres) kæmper håbløse amatører (som os) alligevel altid forgæves, og det vil vi så naturligvis gøre. Selv om denne skribent godt ikke for sin død kan se, hvordan i Himlens navn ProEl skal kunne komme ind på et marked, der dygtigt og effektivt fuldstændigt domineres af det allerede ganske fantastisk vel-etablerede Monacor. Nå, det kan være, at efterstavelsen “-El” måske kommer til at gøre forskellen. Der var jo engang noget med, at der ude i det fjerne verdensrum på en planet ved navn Krypton fandtes de senere så kendte tegne-seriefigurer Jor-El og Kal-El og den ene af dem havde senere en fin karriere som “Superman” Men vores lidt trivelige ven i trikot, skræmmende syn!

Vi tror nu osse lidt på, at der skal temmeligt “over-jordiske kræfter” for at få sådan en blot dansk aflægger af et handelsfirma uden tidligere tilstedeværelse på et marked til at slå igennem, hvor den eksisterende storspiller allerede sidder “på flæsket” Det vil for at se svare til, at en ny producent af loddekolber vil forsøge at slå fortjent veletablerede Weller af markedet, et dødfødt projekt hvis der nogensinde har været ét. Et par af medarbejderne bag er dog egentligt gode (jo så altså ikke alle, men vi siger ikke hvem der IKKE er!) men det bliver eddermaeme en opgave for tidligere broadcast-medarbejdere at sidde og snakke billige blinklys og alskens anden julepynt. Godt det ikke er mig, og godt det er ham, som det er! Vi må vist hellere bestille lidt hos Monacor, lige nu for eksempel!
I dag vil vi forresten færdiggøre et værk, som verden har savnet og sukket efter og det endda uden at vide det. Værket er tykt og tæt-beskrevet og dybsindigt grænsende til det næsten kriminelt indsigtsfulde. Bogen hedder “Absolut Poul” og indeholder det gamle års tekster og anbefales som den allerbedste julegave-ide til alle tænksomme mennesker. Nu vil enkelte måske mene, at vi ikke er ganske uhildede eller synderligt neutrale i vores overstrømmende begejstring for dette stor-værk, og det er muligvis korrekt. 
Derfor synes vi nu alligevel, at de bedste “bidder” er mægtigt gode, og de dårligste kan man jo passende, som vi selv gør, iøvrigt, springe over. Ligesom Monacor nok heller ikke ligefrem “ryster i bukserne” overfor vor gamle ven og hans “nye eventyr” Sådanne ender jo altid med, at én eller anden bliver ædt så vidt jeg husker, og håbet er vel altid lysegrønt…Fremtiden skal ihvertnok nok blive “(Brdr.) Grimm” for dem, der fortjener det!

Vi starter i dag lidt sent med et nummer, som enkelte halvgamle nisser som undertegnede nok stadigvæk vil kunne huske svagt. Det drejer sig om et nummer fra den allerførste LP, denne skribent nogensinde købte for en fyrstelig “femmer” Den var og er vel i virkeligheden stadigvæk på en plade i klædelig mono, naturligvis, med den bedst kendte af en række Merseyside-grupper. Inden alt for mange gætter på grupper som “Peter og Gordon” (som altså var en ret lille gruppe, nok i virkeligheden så små som de nu “kommer”) eller “Billy J. Kramer and the Dakotas” eller “Swinging Blue Jeans” eller “Herman´s Hermits” (som forresten vist kom fra nabobyen Manchester), så var det altså THE BEATLES, ja det var. Pladen hed “Beatles for Sale” og det har den så været lige siden, måske pladebranchens allermest reelle og bundhæderlige titel. En anden bemærkelsesværdig ting ved dette første spæde LP-køb var det osse, at jeg først ret præcist 6 år senere fik min første rigtige grammofon. Da det skete havde det så til gengæld præcist været 6 år siden (på nær nogle minutter) siden jeg SOLGTE min allerførste LP. Jeg fortrød nemlig købet så meget, at jeg omgående solgte den til en anden kammerat og købte ikke mindre end 1 stk. Nuggi-is og 2 af de dengang kendte Pajanas-ananas-sodavand for noget af den fyrstelige fortjeneste på tæt ved en femmer. Det var tider!

Nu kan man ikke rigtigt arbejde “eight days a week”, men man kan faktisk sagtens arbejde 7 DAGE om ugen. Det er der nu ikke ret mange der gør indenfor hverken hifi-branchen og heller ikke meget bedre er det i vores egen professionelle branche. Vi håber dog det går en smule bedre end den store tilsyneladende tomme bygning midt i byen Cirencester, der ellers så vidt vides stadigvæk huser endnu et af de oprindeligt engelske hifi-firmaer, som har fundet gule og mere mandel-øjede ejere. Det drejer sig om Acoustic Energy, hvor åbenbart ingen af medarbejderne havde bil (der var nemlig ingen parkeret foran eller blot i nærheden) men måske det bare går så godt, at man som på visse kinesiske “sweat-shop”-fabrikker bare bor derinde. Af interesse trillede vi lige forbi Naim i Salisbury og det så heller ikke lovende ud. Ja, det så nærmest slet ikke ud. Den nye selvudnævnte komet indenfor bittesmå gigantisk fede aktive computerhøjttalere AVI bor lige ved siden af ATC, men dem fandt vi aldrig. Det kan sagtens skyldes, at vi faktisk ikke kikkede, noget kan altså komme under bagatel-grænsen. De siger ellers selv, at de er helt fantastiske og må de vel være så. De koster ellers ikke en skid og de aktive professionelle monitors vi selv sælger til samme pris er ellers allesammen noget forfærdeligt bras. Mærkeligt, når nu de andre der kan, hvis de altså kan…

Og så videre med overskriften. Man kan nemlig godt arbejde 7 dage om ugen, og det gjorde man faktisk på den virksomhed, vi besøgte. Det havde man faktisk gjort temmeligt længe og vi solede os ganske kortvarigt i egen succes, vi har nemlig selv en lille andel. Firmaet var nemlig intet andet end ATC hurra hurra, alt er såre godt. Og det er det naturligvis bortset fra, at det selvfølgelig ikke kun er godt. For eksempel kunne man tro, at folk var blevet klogere og var begyndt at købe reelle kvalitetsprodukter for det styrtdykkende rådighedsbeløb, som fruen ikke allerede havde lagt sine klamme hænder på. Det var nu ikke tilfældet, ikke mindst fordi ATC ikke har udstillet på hifi-messer i mange år og aldrig mere vil gøre det. Næsten ligeså lidt eller altså meget som vi selv vil-altså ikke, det her er godt nok en dum sætning.

Nej, ATC har naturligvis heller ikke andet end tydelig tilbagegang på hifi-markedet. Det er nu ikke så særligt alvorligt, faktisk ville det ikke gøre noget, hvis markedet helt forsvandt, hvilket det jo nok skal gøre uden at vi hverken kan gøre gøre til eller fra. Som vi flere gange har været inde på er restgruppen af audiophiler ikke fuldstændigt ulig denne lidt trivelige skribent: Halvgamle, skaldede og så er der LUGTEN. ATC´s salgschef fortalte anekdoter fra den seneste messe, ATC deltog i, sjovt nok den samme sidste, som jeg selv gjorde, nemlig den i Heathrow den 11. september 2001. Man skulle næsten tro vi på forhånd havde synkroniseret vores historier med hensyn til den kroniske lugt af disse sidste hifientusiater. En gennemtrængende stank af brugte kropsvæsker i forskellige grader af “ufriskhed” Lige i denne retning er “friskhed” ikke nødvendigvis nogen fordel, som vi har været inde på er der jo en vis seksuel fornemmelse forbundet med at “pille” med hifi…Ulækkert, åh joh.

Til gengæld har både vi selv og ATC haft glimrende fremgang indenfor installations-markedet, ja ATC endda så meget, at de ikke kan nå at producere alle de produkter, som folk ønsker at købe. Det vil sige, det kan de sagtens, det er nemlig slet ikke almindelige folk, der efterspørger deres produkter. Heller ikke de ualmindelige folk, og dem ville det jo også for en start være kommercielt noget uholdbart at adressere, da de jo altså er ja, noget sjældne. Rent faktisk så sælges langt de fleste af ATC´s produkter nu til diverse industri-installationer og alskens andre professionelle anvendelser. Ja,m der er såmænd osse røget et par store koncertsale med i den efterhånden ganske imponerende firma-portefølje for ATC. Herhjemme kan vi så glæde os over, at vi osse har vores lille del al denne storhed. Danmark er nemlig i ABSOLUT SÆRKLASSE det land, hvor “ATC-tætheden pr. indbygger” er ALLERHØJEST og det simpelthen i hele verden! 

Det sjove er så, at næppe mere end et par snese mennesker i Danmark overhovedet kender navnet, mens tilsvarende ganske mange tusinde hver eneste dag hører på ATC. Uden at vide det og uden nogensinde at have blot den allerringeste lyst til at få det at vide. Fordi den sidste fornuftige hifiinteresse alligevel forlængst og uhyre effektivt er blevet “skyllet ud” dengang samtidigt med at hifikabel-hysteriet satte ind. Dengang det blev umuligt for nogen mænd at forklare det fornuftige i at investere i en stratosfærisk grinagtigt prissat dims, som ingen kvinder kunne høre nytten af. Naturligvis fordi der ingen var eller er…Dérude i idrætshallernes spinning-rum eller i de beskyttede ældre-boliger eller på universitets-skrivebordene gør ATC så en forskel. Til det bedre, ja forskellen er for det meste så stor, at folk helt glemmer, at de har ATC og det er vel i virkeligheden det, det hele går ud på. Det er ihvertfald sådan, det er! 

Det betyder så ikke helt uventet, at folk nærmest aldrig selv senere køber flere ATC og det er naturligvis “bad for business” Det er det naturligvis også for os selv. Heldigvis betyder det så også, at produktet tilsvarende helt automatisk sælger sig selv. De bedste sælgere er dem, der helt har glemt, at de selv har ATC på deres institution. Hele ideen med ATC som industriprodukt er jo osse som med de fantastiske blålige Weller-loddekolber, at de altid er der og at man altid kan regne med dem og derfor glemmer man dem selvfølgelig. Det kommer man så i tanke om igen , når man kommer et andet sted hen, og så kører møllen igen. Det oplever vi dagligt selv og det sker heldigvis overalt i verden. Derfor går det så godt for det lille firma med blot 19 medarbejdere derude på den ombyggede farm på Gypsy Lane i lillebitte Aston Down.
Så meget faktisk, at der burde være “Eight Days a Week”!