Vitavox Thunderbolt

Dagens lille fortælling er en både moralsk og hyggelig lille en af slagsen. Moralen kan være, at alt godt kommer til den gode, blot denne venter længe nok. Selv om Verdens øvrige gåse-gang fra højre til venstre og tilbage igen uden nogen egentlig netto-bevægelse mod noget særligt entydigt godt jo vel ikke akkurat er det bedste bevis. Og det er tydeligvis ikke “the meek”, som skal arve Jorden, men næppe heller the “the Greek” i den kostelige fejlhøring i Monty Python-filmen. Men undertiden vender Verden så alligevel tilbage med et underligt “twist” til en tid, der var engang.

Således i den forløbne uge, hvor en lokal musikforretning under neddrosling kontaktede denne ydmyge skribent omkring et presserende problem. Der var tale om et ganske entydigt fysisk problem, idet de var ved at tømme deres gamle lager. Da der var tale om en dedikeret industrilager burde alarmklokkerne allerede der havde små-bimlet en bitte smule. Nå, men prisen var endda ganske overordentligt spiselig for sagerne, der bestod af nogle Vitavox-højttalere, faktisk blot et lille encifret antal tusindlapper.

Så derfor stod fruen og jeg så forløbne torsdag klar med vores trofaste Mercedes 320 stationcar med fruens dobbelte heste-trailer klar til eventyret uden at ane hvad det var vi havde købt. OVERHOVEDET; skulle det vise sig!
For da vi smule forsinket ankom stod der allerede adskillige store paller klar, og der kom hele tiden flere til. Endda i et forrygende tempo og til sidst stod problemets sande omfang åbenbaret lige dér foran os: Der var simpelthen et veritabelt bjerg af højttalere. Og lutter klenodier af den allermest attrraktive slags. Fra en forlængst forgangen tid.

For lige dér stod der et sæt af den måske mest attraktive engelske højttalerkonstruktion nogensinde, et full-size foldet kæmpestort højttalersystem med det ildevarslende navn Thunderbolt stolt påmalet fronten. Det er simpelthen et højttalersystem, der er bestykket med den vidtberømte monsterdriver Vitavox S3, benævnt med det uhyre passende navn “landminen” udfra sine fysiske karakteristika og den militære farvelægning. Iøvrigt den naturlige farve nu når Vitavox` største kunde dengang og i dag var og er militæret, der har tydeligvis lige stået en åben bøtte oliven-grålig maling..En af mange.

Og så er vi endda kun startet i den ene side af stakken. For der stod 8 mere af samme kolossale Thunderbolt-system  ved siden af PLUS en ordentlig bunke horn og ekstra drivere af alskens art. OG, OG, osse lige toppen af Vitavox-poppen, et enkelt sæt af den næsten mytiske Vitavox Black Night, et megamonsterskrummel af en fuldt hornladet 3-vejs højttaler med dedikeret 3-vejs elektronisk delefilter. Lige den model er så sjælden, at der simpelthen kun på nettet kan findes et enkelt uklart billede, et godt bud på en af verdens allermest samler-værdige højttalere. Og som sagt med sølle ét billede mere som bevis for eksistensen end selveste den ligeledes mytiske enhjørning!

Så selv efter pakningen af denne bunke af denne stak, rimeligt kyndigt udført af denne mangeårige havnearbejder-trænede pakker, så var der 4 komplette læs audiofilt guld, simpelthen flere tons og det altsammen for peanuts. Og det selv om vi endda spontant øgede prisen til et lille tocifret antal tusindlapper for egen nattesøvns og almindelig rimeligheds skyld.

Og så er vi endeligt tilbage til den egentlige historie for i dag. For lige dér på en af Vitavox Black Night-højttalerne sad der er pudsigt blå/hvidt stykke tape med et vanvittigt velkendt navn. Der stod nemlig “Dansk Audio Teknik Professionel Klostergade 68 8000 Århus C” Og minderne fløj tilbage til dengang i årtusindets spæde begyndelse, hvor denne skribent forsøgte at købe blot 2 enheder af den bunke Vitavox, vi netop var ved at fragte. Dengang var sjælen osse redebon hos denne skribent, blot var prisforslaget fra vores kollega tættere på 100 k. kr. end på nul og det fik mig efter en kort tøven til at sende dem tilbage igen med dette stykke tape med adressen på for vognmanden. Og nu sad det så bare der og sagde “Hej igen!” til mig. Jeg må jo alligevel dengang have opført mig anstændigt siden vores kollega vendte tilbage så mange år efter..?

Det var så i al hast dagens lille moralske historie om et godt køb for denne skribent og et forhåbentligt godt salg for sælger, der i sin alderdom ønskede et godt hjem for disse fantastiske højttalere højere end penge. For Vitavox er til orientering af de største samlerobjekter af alle i Fjernøsten og den her unikke stak er multi-kr. værd. Og deres licensudgave af det klassiske Klipschorn med egne enheder CN 191 (iøvrigt de selvsamme som i Thunderbolt), var simpelthen sin tids allerdyreste engelske højttaler og kostede DOBBELT så meget som en anden af datidens mastodonter, Tannoy Autograph.
Nå, men hvis man måtte være interesseret, så kan man stadigvæk købe en ny Vitavox CN 191. Men hvis du behøver spørge om prisen, så lad være, så har du nemlig næppe råd!
Imens vi vi lege videre med den rå og for os dermed rigtige udgave af samme højttaler. Og endeligt fik vores store JBL-er en seriøs konkurrent!
Og jo, de skal nok allesammen få et godt hjem.

Kameraer og sager..

..fylder godt op denne morgen, både på bord og på ordreblok. Desuden er der en del udfordrende logistiske øvelser med at hente og bringe diverse i midtbyen, hvor budcyklen er det absolut foretrukne færdselsmiddel uden at det dog nogensinde bliver hverken hyggeligt eller banalt at cykle der. Dertil er der lige rigeligt trafikalt anarki selv for denne ellers rimeligt bredtfavnende ynder af folks forskellighed.

Lige i den lokale cyklistkulter er der så blot ingen videre variation, folk kører nærmest uden undtagelse med hovederne under armen og især unge kvinder er da ligegodt de dummeste af de allerede godt dumme der. Med den største selvfølgelighed og den givetvis ganske tilsvarende suveræne egogeocentriske  retsfølelse kører de indenom og udenom uden på blot den mest rudimentære måde at sikre sig nogensomhelst trafikal genkendelse fra omgivende trafikanter. Som cyklist er det simpelthen de værste med-trafikanter at møde, totalt hensynsløse på et fuldstændigt selvdestruktiv måde, der jo osse afspejler sig uhyre entydigt i ulykkes-statistikkerne. Unge kvinder er simpelthen totalt sindssygt  overrepræsenterede som ofre i f. eks højresvingsulykker.

Nå, men denne skribent er efter et langt cyklistliv jo osse blevet en semi-senil mimrende gamling uden tidligere tiders antrit uden at det dog ligefrem er tale om total affældighed. Der er trods årenes ubønhørlige gang stadigvæk tale om en ganske god fart på vores 35. kg. Surly long-tail budcykel og det bliver der da godt nok osse brug for i dag.

Som tidligere nævnt var vores Lake-programmeringstroldmand Kaare på besøg fornyligt og  effektuerede et par ændringer, som denne skribent helt selv havde fundet ud af ved hjælp af lidt hjemmelavede matematiske horn-simuleringer med nødvendig modifikation af equalising , der helt tydeligt ud fra den tid det tog at lave dem befandt sig på kanten for kompetencen  af en matematisk studentereksamen anno 1975. Det lydmæssige resultat var naturligvis en voldsom forbedring, det er enhver hjemmegjort ændring jo og lige netop denne ændring var uhyre let at høre. Og når det er så let så er den forøgede lydmæssige realisme jo direkte skræmmende.

Nå, men rent faktisk mente jeg det lød så godt, at jeg lige placere konen på ærespladsen foran det største system og afspille “Gitans-Payo Michto” med Thierry Robin, en livlig liveoptagelse med et sjældent inciterende sigøjnerband. Og der sad denne skribent så forventningsfuld som sjældent tidligere og glædede sig til fruens forventeligt positive dom. Selv den største forventnings glæde som her kan så desværre vise sig at være den største..

For efter nogle minutters forløb bad fruen så mindeligt, om der ikke kunne blive skruet lidt ned, aldrig noget decideret positivt tegn. Faktisk gik hun så vidt til at kalde det nye lydbillede for “skarpt”, men det var så desværre ikke det bedre skustiske focus, som hun mente. Nå, hun mente, at lydbilledet var blevet rigeligt lyst grænsende til det lettere trættende. En trist skæbne for en begejstret ældre mand indbildte forbedringer.. Hun sagde direkte, at hun langt hellere ville lytte til vores store ATC SCM 300A-er oppe i stuen.
Nå, men til alt held kørte musikken videre på et lidt lavere niveau mens jeg mærkede mig fruens indvendinger og i den tid ændredes hendes dom sig så ganske meget i positiv retning. Ved det i virkeligheden langt mere naturlige niveau for akustiske instrumenter end denne skribents oprindelige middelniveau på godt 98 dB ændrede musik og vurdering fuldstændigt karakter.

Lige pludseligt forsvandt enhver skarphed på denne indrømmet noget lyst klingende live-plade og blev i stedet til en fornem illustration af, hvad det var salig Peter Walker fra Quad mente med “lydtryks-forvrængning” Nemlig at afspille akustiske instrumenter med et lydtryk, som de aldrig nogensinde ville kunne frembringe som akustisk begivenhed selv.

Og her havde denne skribent så trods mange års erfaring og en vis akkumuleret viden om lyd simpelthen siddet og lyttet efter klap-lydene på Francis Varis´ live-harmonika i sin søgen efter forbedringer, der så desværre slet ikke var blot det mindste reelle. Fordi det hele druknede i “lydtryks-forvrængning” uden mening.. Og det krævede der så en Pia Mathiasen for at afsløre.

Derudover lyder det nu meget fint, hvis man altså lige husker at ramme et mere naturligt lydtryk. Og bedre, naturligvis, deri er fruen osse enig et stykke af vejen uden dog direkte at stige til de sangvinske højder, som denne skribent ellers så gerne selv befolker.
Til gengæld har musik uden noget naturligt akustisk niveau som Cowboy Junkies` “Trinity Revisited” aldrig lydt bedre. Desværre spiller jeg denne plade så højt, at fruen absolut ikke gider være i nærheden, så derfor kan denne personlige sikkert ret overdrevne dom om den suveræne lydkvalitet  få lov at stå ganske uanfægtet.

Den store kone-test

Denne morgen er denne skribent en smule vissen efter en noget urolig søvn, så vi vil forsøge at lade vores læsere lave et selvstudium. Den beskedne nattesøvn må være på grund af den mulige snarlige ankomst af en megabunke brugte biografhøjttalere, faktisk godt og vel en ton. Handlen er dog ikke finaliseret endnu, men der er bestemt mange og sjove ting iblandt. Og ikke mindst STORE-det er jo faktisk efterhånden for denne let aldrende skribent blevet synonymer!

Nå, men hvad årsagen så end kan være til søvnmanglen, det være problemer med at nå at få brugt den akkumulerede velstand eller bare den ulidelige spænding ved ventetiden på de store nye skrummelkasser er så ikke let at sige. Men derfor føles det nu reelt nok. Heldigvis starter ugen så relativt fredsommeligt med en masse ret rutineprægede opgaver og rimeligt enkle leveringer til vores højtskattede lokale storkunder. Sådan noget er altid såre hyggeligt og ikke mindst når det måske snart er “biografhøjttaler-juleaften” Igen, vil konen nok med nogen rimelighed bjæffe!

Derudover lykkedes det at få fruen til at medvirke i et audiometrisk eksperiment i går. Det er et af de øjeblikke hvor man klarest ser, hvor tåbeligt audiofjolser opfører sig. Og hvor lidt og hvor ubegribeligt selektiv i sin søgen efter genkendelighed og mønstre, den menneskelige hørelse er. Mange har som jeg selv sikkert set denne video fra en samling i den professionelle audiobranches organisation AES, men det gør den nu alligevel mere end et enkelt gensyn værd.

Ikke mindst fordi den professionelle branches totale og for denne skribent så uhyre berettigede foragt for hifi-tossernes tåbeligheder skinner så nådesløst igennem hele videoen. Og tro mig, den stillingtagen har ikke ændret sig siden 2009, hvor samlingen stammer fra. Den eneste ændring, der har været, er vist, at hifitosserierne har nået nye foreløbige højdepunkter. For det er vel for fromt at tro, at idiotien har nået toppen nu når man iagttager den acceleration som tosserierne har taget i de senere år  Og som nu har et lokalt zenit i de små dårligt forarbejdede træ-æsker med sand og metalfilspåner fra EntreQ som “jord-forbindelse”

Nå, men tilbage til “kone-testen” Fruen lod sig nemlig underkaste en ganske kortvarig test, udtænkt af Dolby Labs. uhyre brilliante tekniske chef, Poppy Crum. Vi skal ikke røbe forløbet af Poppys lille indlæg, der ligger en 5-10 minutter inde i videoen, men nok er det vel at sige, at det burde ryste ethvert hifi-fjols i sin grundvold. Og konen i huset faldt naturligvis i med et plumpt plask. Og hun er ellers mine egne tosseriers ubønhørlige kritiker..
At det så alligevel ikke har gjort det er vel det tydeligste bevis på, at hifi i dag langtfra dyrkes af det, som engang under Kennedy-administrationen blev benævnt “the best and the brightest” I stedet befolkes fora i dag af megalomane tåber som Kurt v Kubik og Kaj og konsorter.
Nå, men tag en sund dosis skepticisme her til morgen om, hvad man kan høre og ikke mindst: Både HVORFOR man kan og hvorfor man IKKE kan. Og hvorfor man sagtens kan høre tydelige forskelle og det iøvrigt uanset, om man hører det helt selv-samme. Fascinerende!
http://old.prosoundweb.com/article/video_audio_myths_workshop/

Faglig stolthed

Så er vi atter hinsides den årlige regnskabsafslutning, og vi kan da allerede nu i lighed med tidligere år starte med at oplyse eventuelt interesserede derude, at vores regnskab vil blive offentliggjort tidligt. Og i år nok muligvis endda tidligere end ellers.
Det her med at offentliggøre regnskaber er som straffesparkskonkurrencer i forbold. For hvis man har et godt regnskab/alternativt en stensikker straffesparkskytte til at starte med at knalde kuglen i kassen, så lægger man derefter maksimalt pres på modstanderne, der jo så blot kan forsøge at hænge på efter bedste evne.

Alternativt, hvis man har et ringe regnskab, så venter man maksimalt længe med at offentliggøre det, vistnok traditionelt i håb om, at så har alle andre kon-kolleger nok efterhånden bare glemt at kikke. Nå, den slags narrer nu aldrig nogen alligevel, for jo længere man venter med sit regnskab, jo mindre er der at vente på. Og da allermindst for kreditorerne. Og det bliver situationen for adskillige af vores store og små lokale kolleger, der har præsteret deciderede katastrofe-regnskaber.

Nå, men tilbage til vores lille glædesdans på stedet i dag. Vores erfaring gennem efterhånden mange år med at kultivere meget forskellige kundegrupper har i det forløbne år vist sig ganske særligt bæredygtigt. Det er ligesom det klassiske “kone/kæreste dilemma”: Når man HAR en af slagsen/rimelig business-succes, så går det meget lettere med at få en anden/finde nye hyggelige opgaver. Nå, det er til at leve med og tillige AF. Og vist nærmest aldrig bedre end i det forløbne år.

Det var så dagens behagelige forbrugeroplysning. At den så tilfældigvis er sammenfaldende med en anden større glædelig begivenhed her i huset er så blot heldigt og tilfældigt. For i denne weekend havde vi besøg af vores lille virksomheds troldmand udi programmering. Udover at være ganske overordentligt kvik er han samtidigt stædig som et æsel og giver aldrig op uanset opgavens sværhed. Og opgaven denne gang VAR squ svær-iøvrigt alt for svær for denne ellers ikke helt teknisk-uefne skribent. Vi er tilbage i de digitale mysterier omkring konfiguration af en Lake LM 26, hvor ellers ganske elementære justeringer af niveau og equalisingkan antage nærmest umulige proportioner.

Det er i udpræget grad ikke et produkt, der logisk eller ergonomisk tilhører de øverste 99% af gruppen af højttalerprocessorer, men når det nu er dem, vi tilfældigvis af  forhåbentligt fornuftige lydmæssige grunde nu har 6 stk, af, så er det en nødvendig ting. Nå, men Kaare knækkede efter nogle timer koden og lykkedes med at programmere de genstridige sataner til denne skribents største tilfredshed. Det var allerede lettere alene derved, at jeg selv havde lavet tabellerne over ønskede ændringer, den slags garanterer jo trods alt ved sin opfyldelse en ret sikker succes. Og når man ved, hvad man skal lytte efter, så er det selvfølgelig derved meget meget bedre! Og denne gang er der tale om et væsentligt “pift” i ydelsen må jeg sige.

Således osse her, hvor begejstringen denne morgen slet ikke er til at overse. Og da slet ikke for de stakkels kunder, som uforvarende måtte forvilde sig denne vej her denne i mange henseender skønne morgen.
Vi beder på forhånd om forladelse for dagens sangvinske skriveri. Vi skal nok love at blive både nedrige og personlige snart igen.