I torsdags indtraf der en begivenhed, som hverken var uventet eller ventet men til gengæld uhyre vemodig og trist. Den knapt 14-årige Folmer har det seneste halve års tid været noget alderdomssvækket og har haft visse problemer med alle de mange trapper i vores hus. Så der var selvfølgelig ikke noget uventet i, at det en dag ikke længere ville være muligt for den gamle fyr at klavre op af trappen til den for lang tid siden fortjente plads på hovedpuden ved siden af min smukke kone. Til gengæld var den gamle hunds resignation overfor det uundgåelige totalt uventet og uendeligt smuk.
Da jeg stod op, lå den gamle fyr roligt på gulvet nedenfor trappen, hvilket den jo så altså aldrig tidligere havde gjort. For nok var Folmer Hund igennem hele sit lange liv en særdeles selvstændig og ganske reserveret hund med egne stejle meninger om alting, men befandt sig dog altid lige i nærheden. Det gjorde han så ikke i torsdags, Han kunne lige akkurat lokkes ud på en 10 meters morgenluftetur og en tur hen til vandskålen , men lagde sig så atter på siden. Uden stress eller nogen hyperventilation lagde han sig atter stille ned og kikkede resigneret og roligt ud på den verden, som han var ved at sige farvel til. En god verden for denne gamle kærlighedshund, der havde fungeret som så vigtig en katalysator i den spædeste begyndelse af denne skribents største livsoplevelse.
Jeg bar ham ved arbejdsdagens begyndelse ned foran det selvsamme skrivebord fra den gamle butik i Klostergade 68, hvor han så mange gange havde ligget, når han havde været med på arbejde. Og hvor han havde iagttaget de første indledende manøvrer fra den kommende fru Mathiasen inden hun satte trumf på og forsvandt fra regningen, kun efterladende et telefonnummer. Sikke Folmer Hund må have godtet sig i sit syrlige små-fedtede hundeskæg dengang! Hans dybe og altid uudgrundelige og eftertænksomme øjne røbede ikke noget om, at verden derefter ville være forandret for altid, men den har givetvist vidst det, den gamle kloge fyr! Det var en hund, som vidste alting, det blev efterhånden tydeligere og tydeligere.Og vel aldrig tydeligere end til allersidst.
Nå, der lå så gamle og efterhånden noget krumryggede Folmer Hund torsdag formiddag fredeligt og kikkede på den så kendte verden for allersidste gang, rolig og fattet. Og heller ikke da Jørgen Dyrlæge kom med den sidste sprøjte og famlede lidt efter en blodåre i benet, var der nogen protester fra den gamle fyr, der ellers ikke akkurat var en større fan af veterinær-faget. Denne gang var det vist fint nok, og mens min kone holdt den gamle fyrs pote døde han på ganske få sekunder. Ingen krampetrækninger, ingen spasmer, blot et enkelt åndedræt og så var det forbi. Smukt, gribende og hensynsfuldt af den gamle fyr, værdig i livet som i døden.
Vi svøbte så Folmer Hund varmt og godt i det kæmpestore australsk uldtæppe, som han så ofte havde hvilet på, og begravede ham på en kirkelig skovskråning ganske tæt på, hvor mine forældre hviler. Min gamle mor passede mange gange Folmer Hund (eller måske det var omvendt) til uendelig fornøjelse for begge og vi ved, at de vil passe og passe godt på hinanden igen. Både min mor og Folmer Hund var reserverede på en uendeligt kærlig og ægte måde, ingen forlorenhed, her, hvor kærligheden var reserveret til dem, der fortjente den. Ingen falsk “cafe-logren” for noget som helst hos nogen af dem, de fortjente hinanden, og det har de så fået her til sidst.
Nå, livet går jo videre og vi har jo stadigvæk 2 af Folmers Hunds allerbedste ætlinge, Fine og Anton Hund(e) Og selv om de fylder ganske godt op i huset med deres logrende livsglæde, så føles huset nu alligevel så underligt tomt uden lyden af gamle stivbenede Folmer Hund, der foruroligende usikkert klatrer op ned af trapperne.
Han var noget helt specielt, den gamle gode kærlighedshund og iøvrigt klog nok til (på trods af, at han formelt var min og havde opnået en relativt moden alder inden jeg mødte fruen) alligevel at udvikle sig til en inderligt hengiven “mor-hund” Og det er vel måske det allerklogeste denne kloge hund nogensinde gjorde. Værdig i et langt liv og helt til døden, bedre bliver det ikke.
Hvil i fred, gamle gode hund!