R.I.P. Folmer Hund

I torsdags indtraf der en begivenhed, som hverken var uventet eller ventet men til gengæld uhyre vemodig og trist. Den knapt 14-årige Folmer har det seneste halve års tid været noget alderdomssvækket  og har haft visse problemer med alle de mange trapper i vores hus. Så der var selvfølgelig ikke noget uventet i, at det en dag ikke længere ville være muligt for den gamle fyr at klavre op af trappen til den for lang tid siden fortjente plads på hovedpuden ved siden af min smukke kone. Til gengæld var den gamle hunds resignation overfor det uundgåelige  totalt uventet og uendeligt smuk.

Da jeg stod op, lå den gamle fyr roligt på gulvet nedenfor trappen, hvilket den jo så altså aldrig tidligere havde gjort. For nok var Folmer Hund igennem hele sit lange liv en særdeles selvstændig og ganske  reserveret hund med egne stejle meninger om alting, men befandt sig dog altid lige i nærheden. Det gjorde han så ikke i torsdags, Han kunne lige akkurat lokkes ud på en 10 meters morgenluftetur og en tur hen til vandskålen , men lagde sig så atter på siden. Uden stress eller nogen hyperventilation lagde han sig atter stille ned og kikkede resigneret og roligt ud på den verden, som han var ved at sige farvel til. En god verden for denne gamle kærlighedshund, der havde fungeret som så vigtig en katalysator i den spædeste begyndelse af denne skribents største livsoplevelse.

Jeg bar ham ved arbejdsdagens begyndelse ned foran det selvsamme  skrivebord fra den gamle butik i Klostergade 68, hvor han så mange gange havde ligget, når han havde været  med på arbejde. Og hvor han havde iagttaget de første indledende manøvrer fra den kommende fru Mathiasen inden hun satte trumf på og forsvandt fra regningen, kun efterladende et telefonnummer. Sikke Folmer Hund må have godtet sig i sit syrlige små-fedtede hundeskæg dengang! Hans dybe og altid  uudgrundelige og eftertænksomme øjne røbede ikke noget om, at verden derefter ville være forandret for altid, men den har givetvist vidst det, den gamle kloge fyr! Det var en hund, som vidste alting, det blev efterhånden tydeligere og tydeligere.Og vel aldrig  tydeligere end til allersidst.

Nå, der lå så gamle og efterhånden noget  krumryggede Folmer Hund torsdag formiddag  fredeligt og kikkede på den så kendte verden for allersidste gang, rolig og fattet. Og heller ikke da Jørgen Dyrlæge kom med den sidste sprøjte og famlede lidt efter en blodåre i benet, var der nogen protester fra den gamle fyr, der ellers ikke akkurat var en større fan af veterinær-faget. Denne gang var det vist fint nok, og mens min kone holdt den gamle fyrs pote døde han på ganske få sekunder. Ingen krampetrækninger, ingen spasmer, blot et enkelt åndedræt og så var det forbi. Smukt, gribende og hensynsfuldt af den gamle fyr, værdig i livet som i døden.

Vi svøbte så Folmer Hund varmt og godt  i det kæmpestore australsk uldtæppe, som han så ofte havde hvilet på,  og begravede ham på en kirkelig skovskråning ganske tæt på, hvor mine forældre hviler. Min gamle mor passede mange gange Folmer Hund (eller måske det var omvendt)  til uendelig fornøjelse for begge og vi ved, at de vil passe og passe godt  på hinanden igen. Både min mor og Folmer Hund var reserverede på en uendeligt kærlig og ægte måde, ingen forlorenhed, her, hvor kærligheden var reserveret til dem, der fortjente den. Ingen falsk “cafe-logren” for noget som helst hos nogen af dem, de fortjente hinanden, og det har de så fået her til sidst.

Nå, livet går jo videre og vi har jo stadigvæk 2 af Folmers Hunds allerbedste ætlinge, Fine og Anton Hund(e) Og selv om de fylder ganske godt op i huset med deres logrende livsglæde, så føles huset nu alligevel så underligt tomt uden lyden af gamle stivbenede Folmer Hund, der foruroligende usikkert klatrer op ned af trapperne.
Han var noget helt specielt, den gamle gode kærlighedshund og iøvrigt klog nok til (på trods af, at han formelt var min og havde opnået en relativt moden alder inden jeg mødte fruen) alligevel at udvikle sig til en inderligt hengiven “mor-hund” Og det er vel måske det allerklogeste denne kloge hund nogensinde gjorde. Værdig i et langt liv og helt til døden, bedre bliver det ikke.
Hvil i fred, gamle gode hund!

Erkendelsens “sorte huller”

Denne skribent har denne morgen siddet og gloet fjernsyn. Dette skyldes, at jeg i lighed med fruens spanske racehest er noget svag i koderne i dag. Eller måske bare en lillebitte smule små-dvask her i mid-vinterens mest tusformørkede tid..Alligevel var det ganske interessant i TV-udsendelsens om astronomiske mysterier at følge, hvordan de forskellige store astronomers gigantiske tankespind omkring Universets sande tilstand  efterhånden også eksperimentelt kunne efterprøves. Glimt af forrygende genialitet, som man må formode er heftigt redigeret, da formodentligt langt hovedparten af alle mulige andre astronomers ikke meget mindre vildtvoksende hypoteser vel må formodes at være afsløret som fusentasteri og anden taskenspil. Der må vel være langt flere vildskud end pletskud i astronomi-branchen som i de fleste andre..?

Nå, vi kan jo ikke være lige kloge allesammen, og DET turde til gengæld være ganske let at bevise. Vi har tidligere på disse sider behandlet  det absurde koncept i forgyldte sikringer og korte high end netkabler og deres betydning for lyden, da de jo begge er smådele i en hundredevis af kilometer-lang kæde af korroderede mekaniske samlinger. Derfor har det altid været noget vanskeligt for denne skribent at forstå, at man ved at erstatte det medfølgende netkabel på 1.5 m. af dette skulle kunne “af-strangulere” den strøm, som allerede må formodes at være kvalt, ligsynet og begravet så mange gange undervejs til vores forkætrede hifianlæg.

Sådan er der altid så meget. Fornyligt var vi som bebudet på denne plads på besøg i et absolut større (betydningsmæssigt FÅS de vist ikke større) lydstudie, hvor man havde forsøgt sig med high end hifibranchens fremmeste remedier. Der var både vanvittigt dyre strømregeneratorer og ditto flotte netkabler i trækasser  og alting. At støjen i systemet efter denne kostbare behandling var mærk- og mål-bart meget HØJERE var blot en kedelig bevirkning. Nå, men det blev naturligvis altsammen meget bedre efter denne nærmest alvidende skribents besøg og da ikke mindst fordi alle de iværksatte støjreduktionsforsøgsforanstaltninger blev skrottede. Og ellers vi jo naturligvis heller ikke have omtalt det på denne plads, ingen ønsker vel offentligt at gøre sig totalt til grin, hvis det kan undgås. Men eller eller anden lokal hifihandler bør vel have noget røde ører her..

Og så tilbage til dagens let forkortede tekst. Der hersker dødlignende ro på de danske hifi-fora, og det er vel meget godt nyt for de desværre mulige opkomlinge blandt yngre entusiaster. Som dog desværre uvægerligt bliver verbalt overfaldet af den samme lille halve snes fjolser (hej Hasse/Boydk.!) “Allanovich” og “Analogueman” og et par andre blot de ymter om at få sig en RIAA til sølle 1500,- Lad dem dog være eller bedre: Mød dem dog på deres egne præmisser i stedet for at tromle alting ned med links til al muligt forskelligt brugt gammelt lort.

Nå, det var så heller ikke relevant. Som astromernes astronomisk hyppige store fejlskud gennem tiderne (Tyge Brahes “epicykler” rinder her i hu), så skal vi tilbage til den vanskelige erkendelse. Og her i dag bliver vi nødt til at opsøge det engelske forum kaldet pinkfishmedia, hvor der raser en debat om hvorvidt man overhovedet kan bruge professionelle kabler til sit hjemme-hifi. Det er sådan noget, som altid selv har gjort, så vi kan fra første hånd bekræfte, at der kommer lyd igennem. Om det er perfekt er jo ikke til at vide, da perfektion jo er teoretisk utilgængelig som information inde fra midten af et sort “tyngde-hul”. Der jo ligesom osse suger alt til sig og strangulerer enhver kommunikation med omverdenen og dermed er teoretisk ikke-observerbart.

Og så tilbage til den altid spændende debat om kabler. I dag drejer det sig ikke om de hørbare forskelle, som jo aldrig er blevet efterprøvede videnskabeligt. Nok meget klogt for den fortsatte beståen af talrige hififorretninger derude, for tænk dog blot, hvad det ville betyde for bruttoindtjeningen, hvis de ikke kunne sælge plat som latterlige strøm-regeneratorer og netkabler og andet pis og papir? Et forsigtigt (men alligevel en smule fromt) gæt ville vel være, at halvdelen ville lukke og slukke. Vi kan så håbe, at leverandøren af virksningsløst pis til vores ovenfor omtalte kunde ville være iblandt..

Og så endelig tilbage til pinkfishmedia igen. Og til den teoretiske erkendelses alleryderste overdrev. Adskillige debatdeltagere mener nemlig, at man ved at anvende billige studie-kabler i sit hifi fuldstændigt strangulerer lyden til nærmest praktisk ukendelighed. Det er vel en slags synspunkt eller ER DET?
NEJ, det er ej! Hvis man forsigtigt skulle antage, at lige netop disse pårofessionelle studie-kabler skulle kunne gøre nogen negativ forskel, så HAR de naturligvis allerede under produktionen af musikken  skabt den irreversible lydmæssige katastrofe Disse eneste af alle kabler kan frikendes for slut-strangulation af signalet! Det er fuldstændigt latterligt tåbeligt, simpelthen ikke et teoretisk muligt synspunkt at strangulationen derefter kan ske igen. Og lige i dag skal der efter at have fulgt den teoretiske astronomiske “beslutnings-proces” altså en hel del til.
Problemet er det helt enkle, at den oprindelige lyd allerede er blevet stranguleret UTALLIGE GANGE inden den når frem til slutbrugeren. I alle studier er der mange hundrede meter kabel af FULDSTÆNDIGT SAMME SLAGS direkte i signal-vejen som dem , der ifølge “kloge-ågerne” på pinkfishmedia alligevel på forunderlig vis på den ALLERSIDSTE meter til højttalerne formår at ødelægge alting. Altså hvis man skal følge disse fjolsers noget alternative synspunkt.

Sagen turde være helt enkel: Der er en vis naturlig teoretisk overgrænse (læs: 1!) på, hvor mange gange man totalt kan strangulere et signal med et professionelt kabel. Det turde være simpel logik for selv strangulerede/afhuggede hønsehjerner blandt hifi entusiaster.
Hvordan man så ved kabel-substituering på nogen måde skal kunne gen-oplive det allerede strangulerede signal turde være en af Universets hidtil allerstørste uopklarede gåder. Altså at man mulig måde skulle kunne “gen-strangulere” en lyd med ganske selv-samme produkt, som det allerede er blevet stranguleret med. Se, det er her, det konceptuelle gennembrud er
At “af-strangulere” lyden ved hjælp ef high end-kabler turde være en af de gåder, der skal en Jesu genkomst til at klare. Lige der tror vi ikke helt på hifi-tosserne altså.
Faktisk er vi ganske paf (fe?) over dårskab som denne.

Med passende bulder og brag..

..indleder vi denne festlige uge, hvor det om få dage er præcist 10 år siden, denne skribent blev kæreste med den underskønne Pia Dahl Olsen. Det praktiske af hensyn til senere præcis kronologisering var det jo ose, at både det første kys og romantisk spisen ude og sex altsammen var indeholdt i dette første intense døgn. Sådan noget er ganske praktisk i bagklogskabens klare lys, for så er alting så meget lettere at huske. Og vel intet lettere end det uforglemmelige..

Nå, men for passende at fejre festdagen på torsdag, så har denne skribent rodet med den nye JBL 5628-subwoofer her i weekenden, så nu kan den faktisk spille! Eller spille og spille er måske så meget sagt, brumme lidt er vel nærmere sandheden. Megen lyd kommer der ikke fra den skrumlede 500 liters box med de 2 stk. 18-tommere, men høre den, DET kan man. Heldigvis meget sjældent, da den med en LP-delefrekvens på 41 Hz med en filterstejlhed på 24 dB/oktav Linkwitz/Reilly bestemt heller ikke særligt ofte BURDE sige noget, da i virkeligheden forbløffende lidt musik indeholder egentlige sub-frekvenser. Ret tit altså. Og det gør den så: Spiller ikke ret meget og ikke ret tit, men når bas er der-BAANGG!. Succes! Men ellers alt i alt  meget godt.

Nu er der i vores dedikerede subwoofer-speakermanagementsystem ganske mange muligheder for at tilpasse både delay og fase og amplitude på de 2 separate subwooferkanaler og med fornuftig brug af disse er det da kommet til at lyde ganske fint. Noget tvivlsomt og noget kompromitteret teknisk, som al musikgengivelse i små, lukkede rum altid er  Mon ikke vi kan opnå en frekvensgang på plus/minus 10 dB her i sweet spot, det vil jeg tro uden helt at have mod til at måle efter. Måske lidt værre eller noget bedre Altså mellem 20 og 50 Hz, opefter er det trods alt noget bedre. Altså noget langt fra vor ven Morten, der publicerede en  fantasikurve på noget, der lignede plus/minus 1 dB mellem 20 og 100 Hz. Lad os forsigtigt sige, at i alt andet end fri luft er sådanne kurver blot luftige drømme.  En højttalerkasse uanset kvalitet i et rum uanset mængden af dæmpning OG uanset placering OG antal af subwoofere (der ellers hjælper noget (læs:LIDT) op til ca. 4 stk (og derefter marginalt). ER et uløseligt og håbløst  kompromis.Altså hvis man ønsker en jævn frekvensgang i sub-oktaverne. Og det ganske uanset den ingeniørmæssige kunnen.

Nå, man kan rimeligt fjerne de værste “peaks” i udvalgte fysiske punkter (hvis man så ellers kan få placeret begge sine ører i et punkt samtidigt) og man kan osse tilsvarende (jo, Otto,, det kan man, altså mindske udfasninger hold du nu bøtte når du ikke er tynget af nogensomhelst matematisk indsigt) fjerne de værste “dyk” i frekvensgangen. Det er nemlig fuldstændigt samme matematiske proces. Og hvis man ikke lige magter at indse det, så hører man fint til på Nerds.dk!
Til gengæld er det ganske let at formindske problemerne med stående bølger og refleksioner  og anden skinbarlig subfrekvent ulineær ondskab. Det hedder den “adaptive væg”og er så nyt et koncept, at den slet ikke er opfundet endnu. Så vidt jeg ved, da, jeg ligr har fundet på det selv.

Matematikken er ganske forførende simpel: Hvis man først HAR en refleksion fra en væg, så har man et uløseligt problem i rummet. Og hvis man har FLERE REFLEKSIONER samtidigt, så bliver det allerede uløseligt blot endnu sværere at løse. Der er lidt parallel til “Jurassic Park” her, hvor man godt kan “udruge” en ny dinosaur på basis af intakt DNA, mens det straks er noget vanskeligere at starte med en omelet af dinosaur-æg, hvor alle proteiner forlængst er denaturerede og DNA-splittet i tilfældige bestanddele uden nogen senere mulighed for samling.

Den eneste effektive løsning er at lade væggen fungere som aktiv “udfaser” af de lydbølger, der rammer den. det kræver naturligvis noget hurtig DSP,og man skal nok heller ikke regne med videre stabilt at kunne hænge billedet af gamle mor op på denne “adaptive væg” uden at det skvatter ned.
Men hjælpe, DET vil det, altså på frekvensgangen i et rum i sub-oktaverne. Og intet andet kan helt gøre det. Og heller ikke dit lidt lamme forsøg, Lennart Grau på nerds. med det modfasespillende setup på bagvæggen, hvad med lofter, gulve og sidevægge og den anden bagvæg? Og ikke mindst interaktionen mellem lyden i fase/og modfase OG refleksionerne af begge ?  Noget dødfødt ide, ellers sædvanligvist fornuftige ingeniør Lennart! Come again!
Og osse lige til de andre  heldigvis få flittige deltagere i denne uendelige og uendeligt ligegyldige tråd om “Aktiv sub rumkorrektion” skal der lyde en behjertet opfordring: “Hold nu kæft og spil en plade!” Eller alternativt flyt UDENFOR, hvor alt dette er så meget mere muligt. Eller bare MULIGT. Det var iøvrigt på en stor parkeringsplads med et hul gravet i midten, at alle klassiske store 1970/80-er professionelle JBL blev testet og målt, så denne ide er ikke engang original.

Nå, men vi vil så til obligat frekvens-og fase-uliniær musikledsagelse gå i gang med dagens dont. Og glæde os, til det bliver torsdag.
Med bulder og brag og falbelader!

Velkommen ombord igen..

til dette allerede mindeværdige år, hvor denne ydmyge skribent snart (faktisk allerede den 15. januar) vil kunne fejre 10-års jubilæum med den underskønne fru Pia. Det er osse altid praktisk, når det allerførste kysseri og spisen ude og overnatning osv (ikke nødvendigvis i denne rækkefølge) altsammen fandt sted indenfor samme døgn. Og hvis man ud af ovenstående skulle få indtryk af samme skribent som en selvrosende “swift operator”, så har man ikke nødvendigvis ret. Det er ganske vist æoner siden, men selv husker jeg min rolle i processen dengang som relativt beskeden.

Nå, det er så altsammen ligemeget, og det var det osse allerede dengang. For det endte altsammen godt uden dog overhovedet nogensinde at ende. Mærkeligt med livets underlige “epicykliske ” rytme, nok mest meningsfuldt for dem, der har deres Tyge Brahe present, hvis det altså måtte have nogen mening.

Ellers er morgenens opgaver presserende for så vidt hele rummet her er fyldt op med papkasser med klaverer og kameraer og mixere og mikrofoner og tasker og lydkort og 10 stk Sennheiser Evolution trådløse mikrofoner og high speed hukommelseskort og linser og UV-filtre og og og..Der er allerede nok til de første 2 vareture her i formiddag, så vi starter, hvor vi slap sidste år. Det kommer desværre osse til at forkorte disse morgen-ord, da vareturen allerede starter lige om lidt. Glædeligt og osse lidt sørgeligt for udbredelsen af de kloge ord fra denne side..

Nå, men ellers kører der for 117. gang den smukke historie om vinyl-renæssancen i Verden. Som med andre utopisk-smukke kærlighedsevangelier ville man jo gerne tro på, at alting var blevet bedre og folks ønsker om bedre og mere givende musikkultur og øget kritisk sans?. Blot underligt at kæde det sammen med et et stærkt teknisk-kompromityteret stykke presset plastic har denne skribent altid ment, men har tilsyneladende stået noget alene med synspunktet. Der er bestemt ingen grund til ikke at efterstræbe perfektion, men vinyl…?

Nå, drømmene er altid smukke og vel aldrig skønnere, end når der ingen substans er. I disse dage diskuteres der for eksempel de enorme LP-pladesalg i England og USA, der desværre er totalt grinagtigt lille. Og det i forhold til ALTING, både hvad det var engang (bittebittesmå en-cifrede procenter) og endda også i forhold til nutidens stabilt styrtdykkende totale musiksalg (OGSÅ små encifrede procenter). Det kræver ingen større intelligens (ihverfald ikke end denne skribents at taste “salg” “vinyl” og “2014” SAMTIDIGT, ganske vist, måske hurdlen ligger her? Så vil nemlig øjeblikkeligt opdage, at sidste års TOTSALE LP-salg lå på ikke videre imponerende 5.8 mill. IKKE styk, nej total OMSÆTNING.

Så om det ligefrem er GODT er vel så meget sagt, det kan vel trods alt holde et par diskenspringere i gang, men det er vel så osse det. Og for dem derude,der tvivler på, at “hipster-bølgen” ene og alene jo umuligt kan bære den byrde af “vinyl-renæssancen”: Jo, det kan de faktisk sagtens og hvad værre er, det GØR DE!
Og hvorfor i alverden skulle det dog osse være anderledes? Vi gamle tosser med mange tusindvis af vinylplader ved jo udmærket, at kæmpestore samlinger af langt bedre presninger kan får for et par kroner stykker.
Forde de gamle, der faldt, er der OVERHOVEDET ingen nye NOGEN STEDER. Og det er måske slet ikke så galt.
Wroamm!-bilturen starter!

PS Iøvrigt begyndte vinylens tilbagegang noget inden CD-en kom, faktisk faldt det danske salg ca. 30% mellem 1979 og 1980. Dengang må folk vel have fået fornuftigere ting at foretage sig, tanken om de dengang kvikt-knopskydende udenlandske TV-kanalers indtog igennem talløse antenneforeninger  betydning er vel så god en forklaring som nogen.
Lad være med at se vinyl som noget, der BURDE interessere folk, bare fordi det interesserer OS!
Altså os, der ikke konstant er hifi-entusiaster, vi interesserer jo jo for HI FI og det er jo noget hgelt helt andet