Måned: januar 2010

Dengang for næsten 4 årtier siden, hvor denne skribent startede sin spæde hifi-interesse med den allerførste regnestok-Beomaster 1200 radiomodtager med AM-bånd og det hele var naturlovene stadigvæk i brug. Nu er det jo ikke fordi man indenfor selv det udvidede newton´ske univers så vidt vides nogen videnskabsmænd opererer med muligheden for helt at AFSKAFFE de newton´ske love, selv om de vistnok er at betragte som særtilfælde under særlige omstændigheder. Disse omstændigheder er så tilfældigvis dem, som de så glimrende adækvat beskriver og det er jo heldigt nok. I det mindste er det da for Isaac Newtons eftermæle, for ellers ville han jo have været at betragte som en landsby-tosse som han lå der og ventede på at få et æble i bolden. Iøvrigt lyder navnet Isaac jo noget mellemøstligt, men det tænker folk vist længere over og hvad skulle de dog osse det for, når der nu er så meget andet, som de heller ikke tænker over. For eksempel hvorfor den vestlige verden kaster alskens priser i den retning, dog praktisk talt aldrig videnskabelige Nobel-priser…

Tilbage til den første og ganske kortlivede kærlighed til den flotte Beomaster. Den viste sig ganske uventet for undertegnede at være i besiddelse af en fast såkaldt “loudness-funktion”, som vist i dag er mindst ligeså forglemt som apparatet. Ideen var at benytte den ligeledes videnskabeligt vel-funderede såkaldte Fletcher-Munson kurve over det menneskelige øres niveau-afhængige frekvens-følsomhed (ov, vi er dybe i dag!) til at mod-kompensere denne for mest korrekt balance. For at virke krævede det blot noget, som aldrig blev tilbudt og heller ikke her: En højttaler med en ganske specifik følsomhed eller alternativt talløse indstillingsmuligheder, som desværre osse var ganske udeladt. Og måske netop derfor, det er jo et ganske højt tal.

Derudover var der heller ikke de dengang statusgivende og derfor særdeles attråede såkaldte “fiskebølger” på det her vidunder-apparat. Det drejede sig om et særligt kortbølge-bånd, som vi søulke-ætlinge gerne aflyttede uden at nogen af os helt forstod hvorfor. Det kommunikative indhold af af fisker-kommunikation til konen ved gryderne såsom “Damper hjemover, hvad skal vi have til aften?” var i virkeligheden en lille smule uinteressant. Det skulle dog blive meget værre.

Beomasteren røg ud til fordel for en Goodmans One-Ten og resten er ligegyldig historie. Ligegyldig fra starten for alle andre og efterhånden vel også for mig selv. Hifi-interessen bestod dog fortfarende, selv om den efterhånden fandt sted mere og mere i “hifi-flyverskjul” Det var dengang for mange, mange år siden, denne skribent i e kort tænder-klaprende øjeblik havde besøg af den mand, som senere udviklede sig til at blive selveste Kurt von Kubik. Allerede dengang så han mere end almindeligt anæmisk ud, denne sølle kælder-eksistens, og han gik da også hurtigt igen og det har han så gjort lige siden. Dengang var der osse noget, der hed Ohms lov og den har adskillige læsere nok stiftet et vist perifert bekendskab med i underskolen. Den stod ellers umiddelbart foran sin afskaffelse.

I de sneste par årtier har der nemlig som i dagens Iran, været et gigantisk flertal af såkaldte “naturlovs-benægtere” i vores hifi-hobby. Intet har været så indlysende og videnskabeligt nagelfast, at det alligevel ikke er lykkedes at stille spørgsmålstegn ved det. Alt fra sikringer igennem netkabler og kabinetmaterialer og pis og papir har været hævdet som alt-afgørende faktorer i al lydgengivelse. For fornuftige udenforstående er det morsomt at forestille sig noget så idiotisk, at det ikke forlængst er blevet anerkendt god hifi-logik, denne gennemsnitligt begavede skribent kan da ikke komme i tanke om noget. Ligegyldigt hvor indlysende fjollet en påstand er, er der altid disciple.

Det vil sige, det har så muligvis lysere udsigter med Newtons gamle love. Den karismatiske formand for vores lokale Århus Hifi Klub, Mastervol, har nemlig ganske revolutionerende re-lanceret disse forlængst forglemte sammenhænge mellem strøm spænding og modstand. I et hidtil uset klart forsvar for den sunde fornuft siger vor ven Simon følgende gyldne ord:
Jeg vil ikke starte en kabeldebat, men jeg kunne godt forestille mig, at gode kabler med lav modstand, kunne lette en mindre strømstærk forstærkers arbejde betragteligt. Ohms lov tilsyneladende genopdaget?

Nå nej, sådan er det da vist alligevel ikke, for som om det her pladder ikke allerede gav absolut “minus-mening” (fordi ekstra ohmsk modstand i kablerne ALTID vil lette en forstærkers belastning, ikke omvendt)Og for ligesom yderligere at understrege den totale absurditet i hele hobbyen stade, så ruller Simon som en ustoppelig damptromle videre. I en allerede noget absurd debat, som vi refererede for et par dage siden, fortsætter utæmmelige Simon ud af den syge tangent, som hedder kabler og synergi. Fordi Ohms lov ALLIGEVEL er forblevet den okkulte videnskab, som den har været de seneste par årtier.

Simon mener nemlig, at han og nogen han kender (ja, vi har rigtig trumf på i dag) søreme har hørt hvor ringe lydgengivelsen bliver med visse kabler, som dermed bliver helt afgørende. At sige det her er ren volapyk er vist at runde op, for selv ikke korroderet NKT-ståltråd ude fra haveskuret som højttalerkabel kan ændre lyden fra et anlæg i noget videre omfang. Derefter fortaber hele pseudo-argumentationen sig fuldstændigt ud i hakkebakke-skoven i diskussioner af såkaldt “synergi”, som skulle være den næsten magiske ting, der skulle kunne opstå ved særligt kloge sammenkoblinger af apparater.

Denne kobling kan naturligvis kun ske, når rigtigt kloge folk af Simons egen sjældne kaliber ruller sig ud. Det kan sikkert virke logisk for visse noget svagtbegavede mennesker, men synergi er altså et helt absurd begreb i hifi. Det er det, fordi det forudsætter en statisk virkelighed, som er fuldstændigt uforenelig med den bevidstløse udskiftning af komponenter, som simpelthen er SELVE HIFIINTERESSEN. Derfor givet det overhovedet ingen mening hele tiden at postulere en “særlig synergi” i en proces, hvor alting udskiftes hele tiden. Alting ændres, men stræben efter synergi består, hvor latterligt lyder det? Ligeså latterligt som det er, naturligvis. Næsten ligeså dumt som at særlige kabler skulle kunne ødelægge musiknydelsen helt eller at selv ikke et skod Yamaha-minianlæg yder sit allerbedste med et par superfede-højttalere. Selvfølgelig gør den da det som alle vidste dengang Ohms lov endnu gjaldt.

Nå, den gode Simon møder jo også masser af anden modgang og kan vel være en smule nervøst-svækket. I forbindelse med, at den hæderkronede Århus Hifi Klub ikke har været aktive i det seneste gode år har en snøbel nemlig “hapset” domænet. Savnet er vel til at leve med, for når en klub ikke siden 2008 har haft aktiviteter, så er der jo ikke nogen særlig grund til at værne særligt om et site. Ligner den her hektiske aktivitet for at holde på noget det, som præger den danske udgave af hifi-en i dag? Ja, vist desværre alt for meget. Synergi my ass!
Beklager de unødvendige bandeord, men sommetider er det svært at beskrive påståelig ekstrem og vedholdende inkompetent aktivitet anderledes. Især når den ødelægger en interesse, som blev grundlagt af selveste den majestætiske Beomaster 1200. Vi få, der er tilbage må vel stå sammen mod de mange, som i dag kæmper for at slå det allersidste søm i hifiens ligkiste!
Vi er iøvrigt blevet kritiseret for med dagens tekst at “have scoret selvmål” (tak, Christian!) Det forstår vi nu ikke helt, for hvordan i alverden kan man dog score i et spil man slet ikke spiller med i? Ikke så vidt vi ved da. Nå, alle mål tæller vel i det her forunderlige spil.

Når man som os har en teenagedatter i huset er det påfaldende, hvor få reelle valg man har. Alt bliver polariseret til at være enten grænseløs begejstring over dette mirakuløse pigebarn og hendes formidable evner eller noget helt andet. Det er normalt sådan noget i retning af en ganske ubændig lyst til at melde sig ind i en Facebook-gruppe, der kunne hedde “Ja til medlidenhedsdrab på dumme teenagetøser” Den eksisterer så vist ikke, da så vidt vides ikke udenfor visse lukkede sub-samfund, og det plejer også at gå over ret hurtigt igen. Der er ikke rigtigt noget midt imellem og da ihvertfald ingenting, denne skribent kan komme i tanke om. Normaliteten er Helvede eller Himmel.

Nu kan man som voksen sagtens sidde og gnække lidt over teenageres søgen efter egen identitet. Fra sit eget selvopfundne sikre ståsted som det foreløbige højdepunkt i menneskehedens udvikling er det jo også ganske let. Alting får sin egen mening og i det mindste en afgjort “finalitet”, når det som alle menneskers hidtidige liv jo er noget, som allerede forlængst er sket. Om der så reelt var retning eller blot mening i det liv, som alligevel udelukkende lever i erindringen hos én selv (og aldrig andre steder!) er en helt anden og mere problematisk sag.

Og så er det, at vi kommer tilbage til de grinagtige teenagere, der som knapt flyvefærdige solsorteunger naivt famler sig frem ganske febrilsk i forsøget på at “gro” halefjer hurtigt nok til at undgå de lyst-morderiske forlængst forædte katte. Hold da kæft, hvor er alle de dér unger af forskellig arter dog skidedumme..Denne følelse varer så lige indtil det øjeblik, hvor man kommer til at tænke på sin egen teenagetid, vist kun for de færreste lige den periode af livet, man allermest ville drømme om at genopleve. Jeg selv ville allerhelst være helt fri.

Alligevel er alle valg igennem livet “formative” og jo længere vi kommer tilbage i denne veritable “ur-suppe” af følelser og frigørelse, som teenagealderen er, jo mere afgørende synes valgene at være. Om det reelt er sådan er straks mere tvivlsomt, men sådan ser det ud. For denne skribent indtraf der engang i 1960-erne en sådan begivenhed, da jeg af ganske uklare grunde takkede nej til at springe over en skoleklasse, fordi jeg allerede dengang var helt ubeskrivelig klog.

Nu var “klog” jo naturligvis et relativt begreb, dengang betød det blot at være klogere end de andre på lillebitte intellektuelt inderligt forarmede Endelave Skole. Lige præcis dér ville selv de bedre begavede kvier og kalve på øen have kunnet hævde sig intellektuelt, så det sagde ikke alverden. Det sagde måske heller ikke alverden om denne skribents strålende fremtid og intelligens iøvrigt, at jeg takkede nej. Og hvorfor det så lige? Jeg var ellers i al beskedenhed klog nok, det ville de fleste andre relativt normalbegavede jo også have været.

Jo, jeg ville naturligvis for enhver pris fortsætte med at gå i klasse med drømmepigen over alle drømmepiger, den totalt og til evig tid ganske uopnåelige Inger-Lise. Desværre er det uopnåelige jo netop karakteriseret derved, at man jo ligesom ikke kan opnå det, og denne definition skulle vise sig at være ganske korrekt. Det er virkeligt svært at se på vores nuværende teenagedatter og med nogen synderlig vægt påstå, at hun er summere end man selv var. Nå, hun kender heldigvis ikke denne historie, så vi kan sagtens fortsætte med at “punke” hende.

Efter denne afgørende begivenhed, som altså slet ikke skete, der skete nemlig ingenting overhovedet, skete der en hel masse. Fordi ingenting var ændret blev alting selvfølgelig helt anderledes, end det ellers ville have været. Hvis jeg var startet på universitetet blot et enkelt år tidligere ville jeg nødvendigvis være endt som provins-gymnasielærer som alle de ældre studiekammerater, som lige nåede med på de “sidste både fra Singapore” inden japanerne/datidens mega-arbejdsløshed ændrede alting. Derude ville jeg være endt med skilsmisser og anselige alkohol-probler i den intenst kedsommelige livsfarlige provinsidyl. Se blot på “Midsomer Murders” med inspektor Barnaby, det er farligt at bo på landet.

I stedet gennemlevede denne skribent “i løn” (som det vidst hed i bibelhistorie-timerne på Endelave Skole, lidt husker man vel) alle livets forskellige kriser i storbyen og endte op sikkert fuldstændigt som det samme menneske, som det ville have været tilfældet, hvis jeg som min gode kammerat Bent var blevet gymnasielærer i Tarm. Nu lugtede den ø, jeg selv kom fra, godt nok nærmest altid af lort, men den HED dog Endelave. Det vil sige, nej, sådan gik det ikke.

Det havde bare slet ikke noget med valget i teenagetiden at gøre, selv om det måske så sådan ud. Jeg fik aldrig nogensinde søgt så meget som et eneste job efter min studietid, for uanset hvornår jeg var blevet færdig gad jeg alligevel ikke have været gymnasielærer. Ikke at der er noget galt med det, jeg ville blot selv have været en meget dårlig en af slagsen. Fordi jeg ville have kedet mig i dagens trummerum mindst ligeså meget, som jeg gjorde på Endelave Skole. Og hvad tjener hele denne cirkel omkring overhovedet ingenting så til at sige? Ingenting, naturligvis, blot en konstatering af, at selv objektivt fuldstændigt potentielt livsafgørende ting som overspringning af skoleklasser og dermed om hvem man skal møde i resten af livet ikke nødvendigvis betyder noget.

Det viste sig, at den dovne dreng fra Endelave som voksen udviklede sig til, ja vist bare en doven voksen uden at ret meget ændrede på det. Alligevel smilede lykken til ham, ja det gjorde den faktisk flere gange uden at denne stråleglans dog på nogen måde overhovedet kan sammenlignes med det kosmisk-blændende lys, som fru Dahl Vikkelsø Mathiasen dagligt kaster på undertegnede.
Det er derfor med en betydelig sindsro og afklaring, vi betragter vores famlende “teenage”-fugleunge flagre afsted. Fordi man aldrig nogensinde ved noget om det, der ikke er sket endnu, og når man ved det, kan det alligevel være fuldstændigt ligemeget, for så står det skete jo alligevel ikke til at ændre. Ud fra egne erfaringer tyder det ikke angang særligt meget på, at end ikke det, der slet ikke var sket endnu, kunne ahve været meget anderledes.
Tak, Inger-Lise, for denne dybe erkendelse!

Som enkelte muligvis ved, har denne skribent en fjern fortid indenfor voksenpædagogik som gymnasielærer. Det var dengang man primært forsøgte at opdrage ungerne til at tage en videregående uddannelse for dermed pr. automatik at skabe en bedre verden. Man havde jo visse grundliggende tankesæt omkring, at klogere mennesker på en eller anden mystisk måde opførte sig klogere end dem, som man betragtede som dumme. Denne tankegang gjaldt endda som mange sikkert vil huske også for rumvæsener, som skildret i filmen “Mars Attacks!” Fordi de var kloge måtte de nødvendigvis være gode, lød det ikke ganske korrekte ræsonnement. Det sidste var uvægerligt “de andre” og alene derved var de jo noget kompromitterede fra starten af. Udover at de var “de dumme”

Senere viste det sig måske ikke fuldstændigt overraskende, at de klogere primært misbrugte deres evner til at snyde dem, der var dummere. Måske skulle man i stedet omskrive det til, at de mere skruppelløse snød de mere tillidsfulde og det ville være det samme. Fra de skruppelløses synspunkt var de andre og “snyd-bare” jo stadigvæk de dumme…Hvis man skulle mangle sandsynligheds-beviser for, at en formel uddannelse ikke akkurat nødvendigvis skaber bedre mennesker, behøver man vist ikke lede videre. Skiderikkerne var der stadigvæk, og de klarede “dot.com”-krisen og sikkert også den nuværende krise. Når man er villig til at trampe hen over alle børnene på det synkende “S.S. Titanic” for at nå redningsbådene selv, er man enestående godt rustet i alle samfund, her og i Haiti.

Uddannelsen viste sig blot at være en tom “skal”, og det var for denne allerede fra barndommen uhyre tænksomme og gammelkloge dreng ingen overraskelse. Alle burde jo derovre på barndomsøen Endelave kunne se, at smedens voldelige møgunge Christian selvfølgelig ville udvikle sig til en voldelig voksen, mens den dorske præstegårdsforpagters ligeledes noget indesneede søn selvfølgelig selv ville udvikle (eller snarere “afvikle”) sig til forpagter. Den eneste anden dreng i klassen, geskæftige Ejner, måtte også nødvendigvis blive til voksne geskæftige Ejner, og alt gik som forventet på trods af uddannelsessystem eller ej. Man ændrede ingenting af nogetsomhelst, som ikke var klar til at blive ændret af sig selv. Og det var der så blot ingenting, der var!

Og det gør man så tydeligvis stadigvæk ikke. Nu var min barndoms landsbyskole bestemt ikke kendt for at udklække akkurat sprænglærde personligheder, ja faktisk er det svært at forestille sig en ret meget ringere skoleuddannelse end denne forfatter modtog. Dengang kunne man altid med en vis ret skyde skylden på en lillebitte fattig kommunenes totale udsultning af uddannelsessystemet og man ville have haft ret. Det argument gælder muligvis stadigvæk uden dog for denne skribent at have nogen synderlig verbevisningskraft. De fleste lærere i landet kan vel dog skrive og regne, ikke ligefrem et absolut eller på nogen måde ufravigeligt ansættelseskrav på min barndoms skole.

Til gengæld har de dumme og påståelige møgunger ganske som vi selv udviklet os ganske uafhængigt af boglig lærdom til at blive til dumme og påståelige voksne. Hvis man på nogen måde tør “logge” (et nautisk udtryk, slå det op!) den sande dybde af den mulige menneskelige dårskab, så skal man lige prøve at kikke med her i en tråd “sakset” fra vores helt eget grinagtige hobby-forum, hifi4all. Man behøver vist ikke interessere sig det allermindste for allerede totalt ligegyldig hifi for at lade sig gribe af det her: http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=80589&PN=1

Disse par sider kostelig underholdning beskriver vist ret entydigt, at al skoleuddannelse tydeligvis har været ganske spildt. Trådstarteren fatter tydeligvis slet ikke, trods gentagne “prik”, at hele hans oplæg er fuldstændigt meningsløst. Som om det ikke allerede er slemt nok, så bliver det altsammen kun værre af en hel kolonne af fjolser, som helt ubegribeligt FATTER ENDNU MINDRE! Mindre end slet ingenting er fandeme ikke meget, men alligevel går den gamle High Fidelity-anmelder Jan Nielsen i “brechen” for den almindelige fornuft. Forudsigeligt fuldstændigt forgæves.
Ikke overraskende fatter de folk, som ingenting fattede fra starten, STADIGVÆK ingenting, og deres antageligt tænkt/humoristiske bemærkninger om “rå kartofler” er altså fra et klinisk synspunkt bemærkelsesværdige.

Vi er i denne tråd virkeligt helt nede i den dybeste del af “Uvidenhedens Urhav” og langt, langt, langt hinsides enhver argumentation. Vi begriber ganske enkelt ikke, at enkelte af de her trådskribenter på nogen mulig måde har kunnet sætte højttalerkablerne korrekt i mellem forstærker og højttalere. Nå, det har de så muligvis heller ikke og hvis de ikke kunne, ville de alligevel ikke være i stand til forståeligt at spørge om det. Og så endda langt mere end de ville kunne bruge svaret til noget.

Nu vil enkelte muligvis mene, at vi tager det danske uddannelsessystem til sagesløst gidsel for denne unikke kombination af dumhed og uvidenhed. Det er muligt men desværre nok lidt ikke helt usandsynligt.
Ihvertfald er det så LANGT mere sandsynligt end sandhedsværdien i et nylig annonce på samme forum. Det drejer sig om en fyr, der vil opgradere sit ellers nødvendigvis ganske nye netkabel. “Vi bruger ordet “nødvendigvis”, fordi den angivelige danske initiativtager til dette helt “nyudviklede kabel” (tæerne krummer sig allerede her) fra givetvis Kina kaldet Zen-Sati, kun har været fremme et par måneder. Hvis man skal tro, at denne kunde har købt det nyt til annoncens pris på 20.000,- og altså er villig til at sælge det til kun en trediedel (vist godt nok uden kvittering, men sådan nogen bliver jo ret let væk) for indenfor SAMME “mærke” at OPGRADERE, så er man vist osse et ukritisk produkt af det danske uddannelsessystem.

Nu er dette netkabel ganske vist så vidt vides ikke godkendt til at stikke i en dansk stik-kontakt, men det kan sikkert helt lovligt bruges i Kina, hvis man skulle forvilde sig derover, så lidt anvendeligt er det vel. Og det spørgsmål, som alle burde stille, er naturligvis: Hvorfor i Himlens navn bytter den oprindelige sælger/producent/kabeldesigner/importør/ene-demonstratør (og det hele altsammen blot på DELTID, han må være ganske skarp, måske uddannet i udlandet) ikke blot tingene IND og hapser differencen? Efter temperament kan han så sælge det vel nu “tilspillede” netkabel dyrt igen eller bare smide det væk. OEM-kablers indkøbspris udgør jo sjældent nogen særlig væsentlig del af udsalgsprisen, så økonomisk er forskellen næppe den store. Det her er vist blot resultaterne af det danske uddannelsystem i “absolut kortform” eller også er det ikke.
Svaret blæser i vinden som den kendte poet Robert Zimmermann engang skrev og sikkert osse en hel masse andre. Her i landet blæser det jo tit ad Helvede til…

I dag vil vi beskæftige os lidt med et for det meste ganske overordentligt kedsommeligt emne. Enkelte vil muligvis endnu kunne huske en Monty Python-sketch om en lille kedsommelig mand, der frygteligt gerne ville være noget andet og mere spændende. Lige i det tilfælde mente den lille mand sig unikt kvalificeret til at blive løvetæmmer, da han tilfældigvis var i besiddelse af en hat, hvor der med farvekridt var skrevet “løvetæmmer”. Nu var det heller ikke dengang en tilstrækkelig forudsætning for en videre karriere udi løvetæmning blot at have den nødvendige hat og det lykkedes da heller ikke for vores lille mand.

Det skyldtes til en start, at han på noget uforståelig vis havde forvekslet den fredelige langnæsede myresluger med en glubsk løve, allerede en formidabel hindring. Derudover diagnosticerede beskæftigelseskonsulenten helt korrekt ansøgerens almindelige psyke og beskrev ham som “ubeskriveligt kedsommelig, fantasiløs og fuldstændigt ulideligt rædselsfuldt forfærdeligt at være sammen med” Derfor ville den helt rigtige beskæftigelse for denne lille mand naturligvis være revisor, og det var så forslaget fra konsulenten.

Desværre viste det sig, at manden allerede VAR revisor, og lige i dette fag var det åbenbart en klar fordel at være i besiddelse af af disse ellers lidet positive personlige træk. Ja, faktisk var det måske ligefrem en egentlig nødvendighed?
Vi vil indlede således i dag, fordi vi skal til en kær vens 60-års fødselsdag. Han er nemlig revisor og en helt speciel en af en helt sjælden slags. Han er vel i virkeligheden nok så sjælden, at der kun findes én eneste. Det er uheldigt, han ville ellers næsten egenhændigt være i stand til at give hele revisionsbranchen et bedre og mere “spændende” ry. Monty Python er dog undskyldte, han var slet ikke blevet reviser endnu dengang omkring 1970.

Anders er den organisatoriske bagmand bag ( er det forresten en pleonasme/dobbeltkonfekt?) vores ydmyge lille virksomhed, huskøb og de fleste beslutninger i vores familie. “Lad os lige spørge Anders” er en hyppigt tilbagevendende bemærkning over aftenbordet. Fordi Anders både kan og vil, og vi vil til evig tid mindes dengang for i virkeligheden ikke så forfærdeligt mange år siden, hvor han tilbød sin støtte. Vi skulle blot sige “Til!” og resten er nyere erhvervs-historie. For vi sagder naturligvis blot “Til!” fordi Anders havde sagt det. Sådanne venner er så sjældne, at vi kun har én eneste, som hedder ja altså Anders. Tillykke med de 60, vi skal forsøge at finde en gave, som du vil huske!

Nu er det næppe revisorer, som man ansætter som finans-analytikere i de større danske banker, måske fordi det ville blive ganske ulideligt kedelig læsning. Om det så er bedre med kedelig læsning end ganske indlysende jubel-idiotisk optimistisk og derudover skrupforkerte prognoser af kommende regnskaber ved vi ikke rigtigt, værre ville det vel ikke være. De fleste finansanalytikere er sikkert “rigtige” akademikere, cand. oecon eller cand. merc., altså som vi går beskrev, lettere “semi-okkulte” videnskaber uden egentlig facitliste.

Det har altid været ganske bemærkelsesværdigt for denne skribent, at utallige storslåede og vanvittigt ambitiøse matematiske modeller for både mikro- og makroøkonomisk udvikling altid har kunnet reduceres til overhovedet ingenting, når det kom til stykket. Den akkumulerede usikkerhed i alle modellerne har åbenbart været stor nok til, at samtlige modeller har lidt af “domino-syndromet” Når en af brikkerne tilter, så falder modellen sammen som en flækket spærreballon. Heldigvis formår trænede akademikere altid at tale indvendingerne mod deres modellers utilstrækkelighed tilstrækkeligt meget “ihjel”, det er jo til en start det, der gjorde dem til akademikere. Evnen til at forstå alting uden at kunne se nogenting!

Nu ved vi ikke, hvilke modeller de kendteste og ideligt citerede danske bankanalytikere har brugt for at forudsige regnskabstallene for B&O, som kom i går. De kan næppe have været det, vi amatøragtige pseudo-videnskabsmænd på dette site ville kalde “adækvate” Ihvertfald kom det umådeligt ringe resultat vist bag på alle finansanalytikerne, som havde spået et mindre tenderende et fornuftigt kvartals-overskud.

Sådan gik det som bekendt ikke, det gik i stedet for fuldstændigt som vi her for en måneds tid siden spåede, ringe grænsende til det, der er værre. Ikke fordi vi var særskilt super-velorienterede eller vanvittigt intelligente (i det sidste tilfælde kan vi naturligvis tage fejl), vi viderebragte blot de indlysende fakta, som alle burde have kunnet se. Nemlig at hvis B&O på et kvartal skulle have kunnet vende nogetsomhelst, så skulle der virkeligt kunder i butikken. Nu kunne man have forestillet sig, at det gik bedre i Kina eller Rusland, men netop der er B&O stadigvæk ganske små, det skulle ske her og nu og det gjorde det så ikke.

Nu er vores lille bolchebutik jo muligvis ikke den bedste at konsultere, men koncernchef Kalle Hvidts strategi med at lægge endnu større vægt på den nye økonomi-fladskærm produceret mindre eller vel især MERE i Kina og dermed forsinke lanceringen af et nyt og potentielt økonomisk “audio-guldæg”, forekommer som noget kontroversielt. Nå, det er vel i virkeligheden det, som man har visionære ledere til, selv om vi slet ikke kan se perspektiverne herfra. Nu er der så også så meget, som vi ikke kan se, til en start alle finansanalytikernes optimisme indtil i går…Når nu alle B&O-butiksindehaverne så indlysende hele dagen gik ganske alene rundt derinde i de flot oplyste butikker for alle at se, der havde øjne til det.

Vi har svært ved at se en sandsynlig eller blot mulig fremtid for B&O som dansk løntung og specialiseret produktionsvirksomhed med udvikling og det hele her som en handelsvirksomhed baseret på mere end trekvart-fabrikata fra Kina uden indtægter med sandsynlig bedre dækning fra deres audio-del. En fremskrivning af situationen nu ligner mest af alt den gældende for Cimber-Sterling med blot tidshorisonten som ubetydelig forskel.
Om det gør os særligt kloge? Ikke nødvendigvis, men noget mindre kan tydeligvis også gøre det. Måske vi skulle tilbyde lidt analytisk ekspertbistand? Man kan jo tydeligvis gætte lige ud i luften og smaskforkert uden at det gør noget eller nogensomhelst blot bemærker det. Et fedt job faktisk at være fastansat økonomisk spåmand helt uden konsekvenser!!

Atter i dag bliver vi lidt nødvendigt kortfattede, da der har ophobet sig en ganske betydelig arbejdspukkel i løbet af foruroligende kort tid. Det er bestemt ikke dårligt, men ret godt er det jo heller ikke på den ultrakorte bane og forpustede sigt, men efter dagens allerede fastlagte marathon-løb venter årets første øl/pølse-fest, så det går nu nok. Vi må jo fejre den danske gris når nu en del lokale børneinstitutioner ikke gør eller måske rettere tør.

Ellers er nettet en kilde til umådelig viden og tilsvarende ganske ubegribelig mangel på forståelse, måske de ting blot hænger uløseligt sammen. Man forventer heller ikke, at omgang med bunker af bøger som bibliotekar ligefrem kommer til at “smitte af” på ens viden på samme måde som det ellers er vel-dokumenteret, at passiv rygning giver kræft. Viden virker tydeligvis ikke intravenøst ligeså lidt som man bliver klogere af at have en båndoptager til at fremsige kloge sentenser under hovedpuden mens man ligger og snorker. Erkendelse er ganske vanskelig og svær. selv om den springer umiddelbart i øjnene.

Nu er det en heldig kendsgerning, at denne skribent aldrig har arbejdet i Fona, men det har nu været lige ved engang. På et tidspunkt omkring 1990 fusionerede Fona med den forlængst glemte (håber vi da!) Fredgaard-koncern, hvor denne skribent på et hængende hår lige kom til at arbejde en kort tid. Det skete, da min gamle arbejdsplads blev opkøbt af netop dengang ganske uforståeligt fremgangsrige Fredgaard. Det fortrød de forresten ganske eftertrykkeligt ret hurtigt derefter, ret megen omtanke og almindelig fornuftig strategisk tænkning prægede bestemt ikke branchen dengang. Lige inden den store fusion fandt denne skribent dog andre og grønnere græsgange og resten er det, som man vel må kalde nyere historie. En for de allerfleste fuldstændigt ligegyldig historie, men alligevel bemærkelsesværdig for undertegnede, som var uundgåeligt intimt involveret hele vejen. Som alle jo er i deres helt eget liv.

Nok dybere filosofi for i dag. Dengang som nu var både Fredgaard og Fona absolutte “mainstream-forretninger”, som uden sværdslag overdrog hele det resterende hifi-marked til andre operatører og koncentererede sig om ting, der efterfølgende gav ganske forudsigelig koncern-livstruende dårlig dækning og tilsvarende forrygende dårlige resultater. Om det senere er blevet ret meget bedre aner vi ingenting om og det interesserer vel osse de færreste hifi-entusisaster, selv om det nok i virkeligheden burde. Fona er nemlig tilsyneladende blevet en rigtig tung hifi-koncern igen.

Det er virkeligt underligt, at ingen har bemærket, at ALLE produkterne fra den foreløbige topscorer på en afstemning på hifi4all om landets bedste hifi-butik faktisk kan købes i SAMTLIGE Fona-butikker. Hvorfor pokker stemmer folk da så ikke på “den lokale”, det burde vel på samme måde som man patriotiske grunde stadigvæk drikker verdens værste “sprøjt-øl” Thor i Randers? Det er da vældigt godt nyt for alle landets udkantsområder, at man nu endelig har adgang til gigantiske rørforstærkere med endnu mere gigantiske prislapper på. Det er jo efterhånden over 30 år siden, det sidst var sådan, men herligt, at de gode gamle dage tilsyneladende er kommet tilbage. For det er de vel, for det står der da på den fynske forhandlers hjemmeside.Fona Rules!

Hvordan kan det så være, at ingen fejrer det? Ja, det har vi ikke noget reelt bud på, måske publikummet på hifi4all trods sin tilsyneladende betydelige numeriske størrelse ikke betyder alverden i det store “hifi-spil” eller blot er betydeligt dummere end landets gennemsnit for hifi-dummernikker? Noget kunne tyde på det, når den absolutte markedsleder Hifi Klubben får praktisk talt nul stemmer. Måske deres kunder blot køber uden unødvendigt ævl og kævl, noget kunne tyde på det!
Nå, vi vil gå i gang med dagens arbejde og vente på, at Fona får deres første stemme i denne spændende afstemning. Ellers er der da ingen rimelighed til! Sikke en pseudo-verden vi dog lever i!

I dag vil vi være positive på samme måde som de lokale TV-nyheder, men måske lige knapt så “søgte” I forbindelse med den mirakuløse redning af en dansk FN-medarbejder i Haiti gik lokal-stationen aldeles i selvsving. Meget anderledes kan man vel dårligt fortolke de glædestrålende interviews med mennesker i Kvickly i Odder. Det var nu ikke fordi den netop reddede havde arbejdet som flaskedreng der og heller ikke fordi nogen kendte ham. Den eneste og dermed den største lokale kolorit var, at hans forældre boede på de kanter, og det var så nok til at TV2 og lokalbefolkningen i fællesskab etablerede denne sanseløse glædesrus. Ren forloren opviglet følelsesporno-“light” af allerværste skuffe.

Det er bestemt manden vel undt at blive reddet, men man er jo altså ikke nogen helt, fordi man bliver gravet ud af ruinerne og selv ikke når helte-begrebet bliver spændt til maksimal elasticitet. Man er HELDIG og mægtigt priviligeret ved at have været medarbejder ved FN (ellers ville han aldrig have været så intensivt eftersøgt) udover at han ikke ligefrem betaler kommuneskat i Odder. Eller skat iøvrigt overhovedet, lidt misundelig er man vel altid. Vi mindes aldrig at have set lokale interviews med tidligere fastklemte i tog-og andre trafikulykker og dér er der ellers nok at tage af. Det værste ved denne evindelige “human interest”-vinkel på alting er, at fokus samtidigt samtidigt tabes fuldstændigt på de hundretusindvis af haitianske ofre, døde og døende. Vi har reddet vores mand og hurra for det og det andet roderi og folkelige oprør dernede er alligevel kommende nyere historie.

Ellers bliver disse ord noget forkortede i dag grundet en kedelig prosaisk ophobning af arbejde. I de næste par vil vi forsøge at huske en positiv vinkel på verden, og i den anledning skal vi citere et par strofer fra en kendt poet, hvis navn være for evigt helliget. Efternavnet er det samme som et kendt digt af den danske Nobel-pristager Johs. V. Jensen, hvis anden titel-ord var “-Station” Inden vi afslører denne danske digteriske gigants navn, vil vi lige bringe den fyndige tekst, som lyder:
“Nogen vil elske, andre gi´tæsk
nogen er vilde med kager og andre med flæsk”
Vi misunder disse få rigtige digtere, som ikke benytter nogen Rimordbog, men som simpelthen SKABER nye Rimordbøger. Uden at nogen alligevel nogensinde vil kunne eftergøre disse digte. Det bedste ved digtekunsten er næsten, at digterne for det meste VED, at der er tale om digt.
Det er straks meget værre med TV-mediet, hvor både journalister og ellers rimeligt fornuftige sagesløse mennesker kommer til at arbejde uhelligt sammen for at omskabe en såre tragisk og prosaisk virkelighed til det rene digt. Et digt om heltemod, som retteligt burde være reserveret for dem, der har et valg, det er ligesom det essentielle ved at være helt. Alle andre er ofre, nogen er heldige, andre er haitianere og de får virkeligt tæsk!
Til slut skal vi lige korrigere en del mennesker, som tror, at det hedder PÅ Haiti, fordi det jo drejer sig om en ø. DET GØR DET IKKE! Øen hedder nemlig Hispaniola og rummer udover Haiti den amerikansk semi-styrede Dominikanske Republik. Spændende information, ikke? Forfatteren til dagens digt hedder iøvrigt Jens “Memphis” og burde have haft Statens Livsvarige Kunststøtte.

Nu er det nok ikke ligefrem en gevaldig nyopdagelse, vi vil gøre i dag, men sommetider kan det åbenbart være nok at genopdagede forlængst glemte selvfølgeligheder. Når nu ingen andre gør det åbenbart, ja undertiden skulle man tro, den store offentlighed er kollektivt blind. Hypotesen i dag er slet ikke en hypotese, næppe engang en teori, nærmest bare en uofficiel naturlov, hvis vi selv skal tolke det. Det drejer i sin enkelthed om, at når en ting i tilstrækkeligt lang tid ikke bliver brugt, så “sander” organisationen omkring den til i en sådan grad, at den slet ikke kan levere ydelsen længere. Lediggang og ørkesløshed er ikke blot roden til alt ondt for disse strukturer, det afskaffer dem simpelthen, naturens gang så at sige. Ikke dårligt eller forkert, blot en naturlig tendens mod “manglende skarphed” og ultimativ organisations-død.

Overskriften i dag betegner en af krigshistoriens mere kuriøse hændelser og er nok det mildeste eksempel på total “tilsanding” i dagens eksempler, sådan nærmest lidt stupiditet i light-udgave. På dansk oversættes udtrykket traditionelt til det aldeles uforståelige “pikkelhue”, og betegner en sælsom hovedprydelse, som det tyske militær benyttede i godt 50 år. Den bestod af en læderhjelm med en sælsom spydlignende dekoration ovenpå og må vel med datidens øjne have set mega-smart ud. Den eneste krigeriske begivenhed i større format, hvor den blev brugt, var i den korte fransk-tyske krig i 1870-71, som i virkeligheden blot varede et par uger i krigerisk form.

Det var den sidste krig, hvor soldaternes udrustning over en bred kam umiddelbart kunne bruges som veritable karnevalskostumer. Officererne bar storslåede fjer-prydelser, som Odysseus ville have misundt dem på sletten foran Troja. I en ny tid med riflede kanoner og geværer med træfsikkerhed på miles afstand gjorde det dem til oplagte mål. Som om det ikke var nok var de franske soldater allesammen iført knaldrøde bukser, som gjorde sigtet en hel del lettere. Og så var jo “pikkelhuerne” som det burde være en smal sag at bruge til at sigte efter.

Desværre havde franskmændene kun glatløbede geværer, hvor træfsikkerheden intet var bevendt mod selv oplagte mål som pikkelhuer og krigen varede derudover så kort tid, at denne helt igennem indlysende “lokkemad” for velrettet geværild, som pikkelhuen selvfølgelig var, aldrig blev testet for alvor. Nu var det ikke forbi det nyligt militariserede Tyskland egentligt burde være “sandet” helt til i buresukratisk selvtilstrækkelighed, og det var det faktisk heller ikke. Det var faktisk kun pikkelhuen, der var en kommende kapital-brøler. Det så man i den noget mere industriliserede massekrig, som den senere benævnte 1. Verdenskrig var. Snesevis af tusinde tyske soldater blev simpelthen pløkket af de nyere riflede geværer, fordi de var så enormt skidenemme at spotte som de lå der med “pikken” i vejret. Det blev hurtigt så galt, at man allerede fra foråret 1915 afskaffede disse sikkert oprindeligt potens-fremmende spidse læderhjelme og erstattede dem med stålhjelme uden “pik” på. Rigtigt hurtigt var det ikke, da krigen som visse bekendt startede i august 1914, men det skete dog.

Nu var selv gennem-militariserede prøjsiske Stortyskland ikke ufejlbarligt og det fører os over til næste punkt på dagsordenen over problemerne ved, at “freden” varer for længe. Oppe i Frederikshavn ligger der 3 danske isbrydere, som minutiøst holdes i permanent beredskab. Ja, der er endda faste besætninger på disse potente fartøjer, som så vidt vides ellers sidst har sejlet engang i 1994-95. Ja, det er næsten så længe siden, at det erfarne personale må være efterhånden afdødt af almindelig kedsomhed. Den intense spænding ved at oliere lejer og motorer, som aldrig skal bruges, er vel til at overse for anstændigt entreprenante mennesker, så de er nok “flaget ud” forlængst.

Nu er det jo ikke fordi man ikke kunne holde sig “skarp”, for oppe i den Botniske Bugt og ud for Norsnorge er der masser af is hvert eneste år, men det er bare så forbandet langt væk med akut risiko for søsyge, det er nok grunden til man bliver liggende deroppe i ro og mags-vejr i Frederikshavn. Om vi tror, at isbryderne er noget værd, hvis der skulle opstå en isvinter? Selvfølgelig er de ikke det, materiellet har ikke været testet de seneste 15 år og det faste personnel er sikkert bedre bevandret i den nyeste udvikling indenfor erotiske film end isbrydningsteknik.

Nu skal det med, at isbrydernes besætning jo i en kommende istid regulært suppleres op med rigtige sømænd i stedet for disse “futmælksmatroser” uden at vi dog tror, at det kommer til at hjælpe ret meget. Disse har jo næppe heller synderlig erfaring med isbrydning og enkelte vil nok huske ved den sidste isvinter, hvor det forudsigelige motor-haveri på en af isbryderne indtraf. Når et arbejde bliver tilstrækkeligt mageligt og ørkesløst, så udvikler personalet sig ganske tilsvarende. Sådan lidt “lamarckistisk” udtryk (Lamarck var en forgænger for Darwin), så “får røven den form, som stoeln, hvis man sidder længe nok i den” Hvorefter man naturligvis ikke længere rigtigt kan gå, og DET kan ikke gå når det virkeligt gælder!

At det heller ikke kan gå i Haiti er vel efterhånden trivielt. Allerede i går forlød det fra Dansk Røde Kors, at hvis det var nødvendigt at arbejde under militær beskyttelse, så ville man omgående trække sig ud. Nu er det jo ikke ligefrem nogen aktuel trussel, da den første danske nødhjælp derfra slet ikke er nået frem endnu. Til gengæld er det uendeligt ildevarslende, for det er fuldstændigt indlysende, at al civil orden hovedstaden er helt ikke-eksisterende. Lokal politi og militær er fraværende i samme horrible omfang som præsident René Preval og DEN ENESTE lidt sølle opretholder an en smule lov og orden ER det amerikanske militær. Og det bliver de garanteret ved med, ikke at opretholde rigtig lov og orden, næh, med at være de ENESTE. Fordi der ikke andre er.

Man kan sagtens forstå, at forlængst “tilsandende” organisationer som Dansk Røde Kors vægrer sig ved at vove sig ud i dette veritable “Nødhjælpens Vietnam” At bruge indlysende nødvendig militær støtte som påskud til ingenting at gøre er dog ganske skræmmende, men så meget mere passende.
Meget bedre er det selvfølgelig heller ikke i FN-organisationen UNICEF. I den danske nyheds-hunger efter billeder besøgte DR TV i går et lager, hvor man pakkede nødhjælp. I forgrunden stod ja naturligvis IKKE en nødhjælpsarbejder, men naturligvis organisationens informationschef. I baggrunden stod der en række åbne papkasser, og en dame, der vist selv i sin pureste ungdom ikke havde været nogen særskilt lovende “sprinter-dronning” (og det var altså en del år siden), trissede rundt og lagde en enkelt ting i hver af de åbne kasser. Når hun så havde lagt tingen i trussede hun tilbage for at finde en ny ting at lægge i og så fremdeles, altsammen i adstadigt tempe, passende for motivation og alder og andre evner må man vel antage. Hu-hej hvor det gik hvis det altså først var om et par måneder forsyningerne skulle ud.
Nå, det kan så meget vel være, at det kommer til at passe så nogenlunde, den her situation er allerede så langt hinsides civil kontrol, at den her form for “futmælks-nødhjælp” forlængst er passé. “Pickelhauben” trives naturligvis ganske glimrende i dansk dødssyg nødhjælp, desværre og hurra for de peruanske brandmænd og alle andre levende organisationer!

Som de fleste små landsbyskoler dengang i den første danske kulturminister Julius Bomholts hersker-periode, dublerede denne skribents lansbyskole som lokalt bibliotek. Læselysten derude på Endelave kan næppe have været enorm, selv om vi Mathiasen-er naturligvis pligtskyldigst pløjede os igennem store dele af det uendeligt beskedne udvalg. Som blot var en enkelt væg i et undervisningslokale ipå størrelse med et børneværelse i datidens nyskabelse indenfor boliger, det såkaldte “parcelhus” Der var en bog, som altid stod der og lokkede uden at denne skribent dog nogensinde turde tage den. Den hed “Modets Røde Kokarde” og var skrevet af en vis Stephen Crane. Selv om mine engelske færdigheder dengang var noget rudimentære vidste jeg dog tilfældigvis ud fra billederne i en engelsk-sproget fuglebog helt tilfældigt godt, at ordet “crane” på engelsk på dansk burde oversættes til “trane”, en langbenet storke-lignende fugl, og det var jo sådan set sjovt nok. Jeg turde nu aldrig læse bogen, og det var der en ganske enkel og fyldestgørende grund til.

Jeg havde nemlig overhovedet ingen ide om, hvad en “kokarde” var og det kan der være gode grunde til. Jeg mener ihvertfald aldrig at have set en, uden at jeg måske har kunnet afgøre det, da jeg jo så naturligvis ikke vidste, hvordan sådan en fætter ser ud. Romanen fandtes nu osse som datidens superhit “Illustrerede Klassikere” i tegneserieform, så jeg kunne jo have “smug-kikket” efter, men det faldt mig først ind en hel del år efter. Som barn var denne uvidenhed en afgørende hindring mod at finde ud af det, denne skribent har tydeligvis altid været noget forsigtig. For ikke så forfærdeligt længe siden tog jeg mig så sammen for endegyldigt at få kål på denne barndommens udeladelsessynd og læste rent faktisk bogen. Bogen er en glimrende og gennemgående grusom og meningsløs skildring af mennesker og skæbner i den amerikanske borgerkrig. “Mod” er der nu ikke meget af i bogen, sikkert ca. ligeså lidt som der er i den skinbarlige virkelighed, hvor denne vare vel heller ikke er en standardvare. ud fra den danske nylige Carnegie-udnævnelse af sande danske helte for sidste helte-regnskabsår tyder ikke alt for meget på, at mere end højst 2 af de nominerede havde optrådt særligt heltemodigt. Gennemsnittet ligger ganske godt i tråd med Cranes bog, hvor der osse er noget langt mellem “heltemodets snapse”

Der har helt sikkert været udvist betydeligt ægte mod (med eller uden kokarde) på Haiti i forbindelse med jordskælvet. Om det har været udvist af det professionelle hjælpepersonale fra især FN, som ellers allerede var på stedet, er måske mere tvivlsomt, men naturligvis ikke teoretisk umuligt. I går besøgte FN´s generalsekretær ligefrem Haiti i lighed med chefen for Dansk Røde Kors, den altid “slikkede” Anders Ladekarl. Ladekarl ankom endda modigt nok en dags tid tidligere og kunne pr. satellittelefon til de sultne danske medier rapportere, at det sandelig så skidt ud. Det tror man gerne selv uden Ladekarls forsikringer, ja man kommer måske mere i tvivl ved hans ytringer.

Nu ved vi ikke, hvor mange personlige livvagter Ladekarl havde med, men han rullede nu næppe rundt uden tilbørlig eskorte. Fordi lokalbefolkningen naturligvis er rasende over den håbløse hjælpeindsats. Som nok de fleste har gættet har FN naturligvis prioriteret arbejdet med at finde overlevende i deres egen organisations sammenstyrtede hovedkvarter meget højere end alt andet. Om det er den bedste prioritering vides ikke, men hvis man skulle dømme ud fra de snesevis af FN-medarbejdere, der var samlet i går, da en dansk FN-ansat blev gravet ud af ruinerne (bravo, alle I peruanske brandmænd! eller hvem det nu var), så er det en sag, der har nydt “afgjort fremme” Godt for den udgravede dansker med al den aktivitet, som så naturligvis har betydet, at FN-personalet næppe har været at se i resten af byen imens. Der var ellers adskillige tusinde inden skælvet, så det burde da have kunnet gøre en forskel og det gjorde det så også for den nedgravede dansker.

Desværre er samme solstrålehistorie så ensbetydende med, at alle de lokale føler sig fuldstændigt svigtet og nu kommer den uundgåelige civile ballade, som alle har kunnet forudse hele tiden. Når befolkningen efterlades med det tydelige indtryk, at de allerede fra dag 1 er fuldstændigt svigtet af alle hvide mennesker, som blot er kommet for at fiske deres egne ud af brokkerne, så bryder ragnarok selvfølgelig straks løs. Der er ingen grund til at forblive i “flinkeskolen” hvis man ingenting får ud af det udover at alle de mere skruppelløse render med alting. Hvis man skulle være i tvivl behøvede man blot se på det sindssvagt store opbud af sikkerhedsvagter, som omgav den besøgende FN-generalsekretær. Alene det, at sikkerhedssituationen gjorde det umuligt for ham at bevæge sig udenfor FN-bygningen og den af amerikanske soldater sikrede lufthavn burde vel sige alt. At den her situation på Haiti kun bliver værre og det meget, meget hurtigt. Fordi man fra starten svigtede totalt.

En anden, der svigtede i endnu større grad, var vel nok den ellers i mange kredse respekterede filminstruktør og forfatter, den med livsvarig økonomisk støtte belønnede Jørgen Leth. Om han har fortjent det har vi ingen mening om men til gengæld kan enhver jo have sin egen mening om, hvor langt disse permanente pengemidler rækker i den vestlige verdens fattigste land. Helt vanvittigt vildt langt naturligvis, for fattigdom måles jo underligt nok i moderne tid mest i “fraværet af penge” Det er jo noget underligt, for det kommer så til at betyde, at ordet i et vist omfang bliver helt meningsløst. Folk på Haiti ser jo trods den massive (penge)-fattigdom ikke spor udsultede ud, ja faktisk mindes undertegnede ikke at have set blot én eneste, der så blot en smule fejlernæret ud. Det betyder nok næppe, at det er særskilt fedt at være indfødt haitianer, men til gebngæld betyder det, at det er helt ubegribeligt fedt at være Jørgen Leth med en konstant betydelig pengestrøm hjemmefra. Som i Haiti ikke blot er en mindre formue. Det er helt vanvittigt mange penge i et land næsten uden. Simpelthen en levestandard som en romersk konsul.

Det vil sige, helt fedt er det så ikke længere at være Jørgen Leth, han bor i det mindste ikke på Haiti længere. Inden man nu får alt for megen medlidenhed med Leth er det IKKE fordi den unge temmeligt mindreårige pige i huset, som han litterært eller muligvis i praksis bollede i en nylig bog, er kommet utidigt f dage. Nej, hans hjem brasede vist bare sammen over alt det jordiske gods, som Leths mangeårige stats-sponsorerede ferieophold på Haiti havde muliggjort, at han havde kunnet investere i. Når han nu ikke skulle bruge ret meget for at leve som nutidens Kong Krøsus af sagnomspundne Lydien, så har derjo osse været frie midler nok til lidt spekulation i kunst og sager. Som så nu trgisk nok ligger under en bunke murbrokker, trist men godt at ingen ellers i det Leth´ske hus kom til skade.

Det vil sige, det gjorde Leths ry vel no, for man kan vel dårligt forestille sig nogen mere velegnet koordinator af den muligvis engang kommende danske nødhjælp end netop Leth, som vist nærmest var den eneste dansker bosat i Haiti. Derfor er det noget af en “faneflugt” af Leth at lade sig evakuere til Danmark i netop det øjeblik, hvor han kunne have ydet noget for pengene til det land for alt det som han havde fået for de penge, som han altså ikke lige investeret i kunst. Nå, nu er Leth jo en noget halv-affældig ældre mand, og han har vel også mærket “jorden brænde” lidt under sig nu alene det at være hvid i Haiti nok bliver noget ugleset. Fordi de hvide tydeligvis “hyppede deres egne (hvide) kartofler”, dengang det virkeligt gjaldt liv og død for alle, så vi forstår sandelig godt Leth lidt!
Og så lige tilbage til det allerstørste problem, som den fortsatte nødhjælps-aktivitet kommer til at lide under udover det problem, som voldelige civile optøjer kommer til at give af dårlig “nødhjælps-PR” For hvem gider støtte folk, der overfalder alt og alle og allermest sig selv? Næppe mange på længere sigt, det her bliver nok en af de største katastrofer, som hurtigst kommer til totalt til at forsvinde ud af medierne, langt hurtigere end den nylige tsunami, som allerede ret hurtigt var ganske borte. Forklaringen kan sagtens gå hen og blive ganske den samme, som at Jørgen Leth som den eneste dansker havde bosat sig der i det økonomiske “bekvemmeligheds-paradis” og nu bevæger vi os ud på den rigtigt tynde is. Haitianere er simpelthen ikke spor “medie-tækkelige” i vestlige medier, de er ikke klassisk smukke og det ikke i nogen henseender overhovedet! Om vi er for hårde og pessimistiske? Måske, det kan kun fremtiden vise, vi håber bestemt ikke vi får ret men det er nok svært at argumentere imod, at blot Leth boede der som den aller-eneste. Trist ikke at være en nuttet panda, men sådan er det altså bare!

Vi skal starte med at beklage dybt, at vi på grund af tekniske vanskeligheder ikke i passende omfang fik delagtiggjort offentligheden i fredagens nok største og næsten kosmiske begivenhed. Det drejer sig naturligvis om denne skribents første halvårs-bryllupsdag og 5-års kæreste-jubilæum. Disse ting falder til alt held sammen så det burde derfor være ganske nemt at huske at købe blomster til den underskønne fru Dahl. Mærkeligt at man så ikke husker det altid, men nu er man jo blot en simpel mand. Intet mindre, og da slet ikke mere.

I den anledning besøgte vi en glimrende lokal gourmet-restaurant, Patrice, som havde fået fortjent god omtale i vores avis (og vi samtykker, det var rigtigt fint!) og det bringer os over i dagens første emne. Som drejer sig om, hvad der skal til for at få folk til at gøre noget, som de ikke behøver gøre og hvordan man sommetider gør sit bedste fra professionelle til at få dem til at lade være. Som så ofte før vil vi tage udgangspunkt i den hensygnende danske hifibranche, der har det til fælles med gourmet-restauranter, at man jo kan lade være og det ganske let. ALLE har vel et eller andet de kan æde hjemme i køleskabet og alle har OSSE et eller andet allerede, som kan spille forståelige lyde ud i den fortættede hjemlige æter. Hvad skal der så til for at få folk til at slippe de ikke vitalt nødvendige slanter så?

Ja, man kan jo vælge at forlade sig på positive kunder som vi selv i hovedsagen gør, men det er en besværlig, krævende og sindssygt langvarig proces, som sjældent er gangbar, og da ganske særligt ikke, hvis der ikke er noget særligt at fortælle andre om. Det sidste er vel retteligt karakteristisk for den gennemsnitlige præstation og dem må der jo pr. definition være flest af, så der virker personligt reklame ikke rigtigt. Man kan selvfølgelig bruge masser af penge på annoncer og anden markedsføring, men det hjælper først rigtigt på en restaurants rentabilitet, når et uafhængigt og respekteret medie kommer på rosende besøg. DET virkede på os for Patrice og det gør det så nok osse på alle andre vil vi tillade os at antage.. Den gode og positive historie er jo, ja altså sådan nærmest bare god og den gennemsnitlige gider ingen fortælle til andre alligevel.

Desværre er det ikke længere gangbar mønt med denne fremgangsmåde i hifibranchen længere og det har det desværre længe ikke været. Selv mange år før sin nylige død var dansk High Fidelity alligevel en ren parodi på almindelig kritisk journalistik. Det værste var næsten, at formodentligt mange branchemedlemmer gjorde alt for at undgå negativ omtale for næsten enhver pris i den tro, at det nok ville øge salget. Intet kunne være mere fejlagtigt, for det eneste organ, der VIRKELIGT kan sælge varer for en producent, er altså et RESPEKTERET KRITISK organ og så er det forresten ligemeget om det findes i cyberspace eller på papir. Respekt er blot ikke noget man for de resterende danske netmedier køber ved at vælge billige free-lance skribenter og anmeldere, som vi har været inde på til bevidstløshed.

Man bliver simpelthen nødt til at tage fat fremfor konstant at lægge låg på branchens mere kuriøse vildskud. I en nylig sag om en tidligere ikke altfor positivt omtalt hifi-enkeltmandsvirksomhed på Sjælland kom der ganske vist et forlig mellem parterne, men herfra forstod vi aldrig helt, at forhandlerens bebudede retssag mod den utilfredse køber (som altså endte i efterfølgende forlig og prisnedslag) ligefrem helt “nulstillede” forhandlerens good-will. Det ville den ikke gøre i den professionelle branche, det kan vi da garantere for. Alligevel gik hifi4all ind og stoppede en ellers ganske interessant diskussion om samme firmas ganske eksotiske net-kabler. Diskussionen kom osse vidt omkring og det kunne da have været sjovt at finde ud af, hvor de skyhøjt prissatte kabler fra dette deltids-enkeltmandsfirma kom fra. Der er jo ikke ret mange kabelproducenter på verdensmarkedet, faktisk mindre end et par håndfulde!

Ret hurtigt kom diskussionen til at dreje sig om noget tilsyneladende ganske andet. Det vil sige, det var faktisk ganske det samme alligevel uden at nogen vist bemærkede noget. Der var nemlig ingen stærkstrøms-godkendelsesmærker på disse netkabler, noget af en kapital-udeladelsessynd af en dansk producent skulle man vel mene hvis han altså ellers havde produceret noget. Og så var Fanden for alvor løs, for disse stempler er altså ubetinget nødvendige for at kablerne må stikkes i en stikkontakt og det burde enhver idiot jo vide. Derfor findes de naturligvis på ALLE netkabler OVERALT, også dem til en tier, idet producenten ellers bare risikerer at få hele lortet i hovedet igen. Det gjorde de så blot ikke her og det var der vel en grund til.

Afkrævet den nødvendige dokumentation for EU-godkendelse af kablet ville den danske forhandler/Ole Opfinder nemlig have været nødt til at præsentere dokumentation for ikke blot godkendelsen, men samtidigt OPRINDELSEN/producenten. Enhver kan jo sige sig selv, at det derefter vil være sin sag at forlange 30.000,- for et kabel fra en kendt kinesisk kabelfabrik. Nå, situationen opstod så ikke, da tråden blev lukket og hifi4all for 117. gang undergravede den respekt og uafhængighed, som ellers ville være sitets eneste berettigelse. Det er altsammen såre simpelt: Når man umiddelbart og gentagne gange efterlades med det indtryk, at alle anmeldelser og anden lidt sølle skribentvirksomhed alligevel “tilrettes” annoncørernes ønsker (da de jo er de eneste, der betaler nogetsomhelst), ja hvordan kan man så overhovedet forvente fra disse annoncører, at annoncerne har nogen værdi overhovedet?

Det kan man naturligvis heller ikke, de må derfor være fantastisk billige og sikkert ca. ligeså meget værd som det ekstra salg, de giver annoncørerne. Nemlig næppe nogetsomhelst. Ja, man kan i virkeligheden slet ingenting forvente, intet, ikke så meget som blot en lillebitte ny tekst fra sitet engang hver uge. Det gode er så, at annoncepriserne garanteret falder yderligere fremover og det er selvfølgelig ad Helvede til. Fordi de få og færre ordentlige producenter fremover vil have yderligere svært ved at trænge igennem med ordentlige produkter og da endnu langt sværere ved at sælge dem. Fordi der ingen ægte kritik af det ellers ganske uhyrligt kritisable er derude længere.

Om lørdagen er der et bil-tillæg med JP, hvor der er en del skrevet stof om nye modeller. Det kunne de nu nok sparet sig, for hvem Fanden gider dog læse annoncørernes egne camouflerede annoncer kun lettere omskrevet til redaktionelt stof? Ingen, naturligvis. Kritisk sans og den ordentligt skrevne gode historie, se DET sælger varer som det solgte Patrice til os. Nok hifi-alvor i dag, vi har lige “sakset” en forrygende annonce fra samme site, som det er svært at opfatte som andet end en grovkornet spøg. Det er det nu næppe, humor er jo ikke særligt tæt genetisk koblet med hifi-interesse. Dog er denne privatannonce altså morsom:
Type: Højttalere
Pris: 45000

Beskrivelse:
Hejsa
Jeg vil prøve at sælge disse hifi højtalere, der er selvbygget. Hver højtaler er udstyret med 4 x 15″, 2 x 12″, 2 x 6,5″ og 4 diskanter. De er 175 cm høje, og vejer ca. 120 kg. Højtalerne er betrukket med kunstlæder af en møbelbetrækker.

Det her svarer mest til at forsøge en bil til 100.000,- uden modelbetegnelse eller nogetsomhelst andet, næppe uimodståeligt fristende for ret mange. Og især da i lyset af, at man rutinemæssigt i tiden kan få spritnye Peak Consult-højttalere og Eben ditto fra danske high end-producenter direkte fra deres egne autoriserede “outlets” med rutinemæssigt 60-95% rabat. Hvad der er mest grinagtigt er så måske lidt vanskeligt at sige og noget mere grinagtigt end det må være for dem, der rent faktisk måske ligefrem har betalt RIGTIGE PENGE for de nye vanvittigt prisdumpede varer her. Ak ja! Latterligt prissatte hjemmelavede højttalere, er det bedre end ditto fabrik-dumpede, vel egentligt ikke rigtigt. Og heller ikke værre.

Til allersidst i dag skal vi glæde os over, at DR Update viste dokumentation for, at Dansk Røde Kors langt om længe var på vej til Haiti. “På vej” vil de så være et stykke tid endnu, da de vist først var færdige med at pakke på onsdag uden at den reelle ankomstdato derefter ligefrem blev oplyst. Man så et par halvslidte halvgamle mænd trisse rundt med palleløftere, mens de forberedte udsendelsen til Haiti.
Nu kunne man måske tro, at man var i fuld gang med at pakke forbindinger, antibiotika og alskens operationsredskaber til at sammenflikke knækkede knogler og save knuste koldbrændte lemmer af, men sådan var det naturligvis ikke. Desværre. Nej, Dansk Røde Kors bidrag gik ud på at opstille en komplet lejr i Haiti og først DEREFTER ville man kunne udsende egentligt nødhjælpspersonale. I god ånd med denne selvfede fuldstændigt impotente organisation drejede det sig IKKE om en lejr til de nødlidende, naturligvis ikke. Næh, hele projektet var at bygge en hyggelig og komfortabel lejr til HJÆLPEPERSONALET ud fra det tilsyneladende ræsonnable ræsonnement, at “ellers ville nødhjælpsarbejderne brænde ud på 3 uger” Tjah, og hvad så, kunne man måske sige, så kan de da bare tage hjem igen, for vi tror faktisk ikke, at ret mange meget længere end 3 uger alligevel af disse “airconditionerede hjælpe-bløddyr” vil kunne udstå den forlængst kvælende ligstank. En stank der langt hen af vejen skyldes sådanne organisationers latterligt langsomme respons på en simpel katastrofe, hvor øjeblikkelig aktion er den eneste fremgangsmåde.

Prøv lige at tænke det her igennem: De første danske Røde Kors-medarbejdere vil først kunne huses komfortabelt om måske 14 dage, hele 3 uger efter jordskælvet! Til den tid vil den største bekymring helt sikkert være at forhindre angreb på personalet fra rasende civile, som med fuld ret føler sig svigtede. Så svigtede, at allerede nu lægger døde ud på vejen i protest mod hjælpens langsommelighed. Ikke at det gør nogen forskel og det er måske det værste. Vi kan blot håbe, at der er ankommet lidt flere læger fra organisationen “Læger Uden Grænser” DE ved, hvad det her går ud på og de kan og tør og gør! Skam jer, Røde Kors og skam jer, I lamme journalister, som ikke formår at se igennem det her plantede presse-pis fra en forstenet organisation.