De forbandede billeder og upload..OBS Nu med glædelig update

driller stadigvæk, men vi er der næsten nu. Og vi er fuldt opmærksomme på, at disse vedvarende voldsomme svigt kan bringe frustration og mandige tårer frem hos mange af vores læsere i fuldt samme omfang, som det berører denne skribent. Nå, men med hjælp af fruen ser det ud til at lykkes endda-denne skribent er som muligvis enkelte bekendt ikke akkurat noget IT-nørd. For nu at underdrive en smule, rent faktisk aner jeg ikke en disse om det.

Der er ellers sjove ting at portrættere. Tag for eksempel den stak af 3 styk Quad 520 professionelle forstærkere, som står på bordet bag mig, og som vi med lidt held får handlet ind i en større forretning med et sæt Tannoy (semi) -Dreadnought. Der er den sjove “krølle” på historien, at de i så fald vender hjem efter mere end 25 års udlændighed. Disse fine utilitaristisk-farvelagte forstærkere har nemlig engang for længe siden tilhørt denne skribent, og alene dette faktum vil naturligvis medvirke til en forøget lytteglæde. Derudover spiller de ganske overordentligt fint, disse første forstærkere fra Quad med en blot nogenlunde “stiv” strømforsyning. Alle tidligere modeller derfra eksemplificerede i særdeles udpræget grad den modsatte approach, hvor spændingssving i forstærkeren ikke på nogen måde var sammenkoblet med tilsvarende strømafgivelse i blot mellemlave impedanser.

Nå, men altså (lidt) anderledes med den professionelle Quad 520, der uden at være et decideret kraftværk var en endda helt usædvanligt velspillende mellemvægts-forstærkermodel. Og uanset hvordan de fortsatte forhandlinger går med stakken her, så bliver jeg da nødt til lige at gen-opleve lyden af min egen (relative) ungdom/manddom. Den slags er altid interessant og ikke mindst bliver det interessant at opleve, om der er nogen særlig lydmæssig forskel på de her Quads i et elektronisk delt system og vores jævnaldrende stakke af McIntosh MC2500/MC2600 megatonstunge monsterforstærkere.

Man kan bestemt godt tvivle, men vores Macs er naturligvis ikke truede. Trods alt står de der som et teoretisk uantasteligt statement over en forlængst svunden tid langt snarere end som den perfekte lyd-gengiver. Det var tidens ypperste repræsentanter for ingeniørkunst og det var de dyreste forstærkere i Verden. Og prisen var ikke som i dag blot noget, der forekom at være vilkårligt fastsat eller måske ligefrem trukket i en automat. Den repræsenterede en troværdig facsimile af den inkorporerede ingeniør- og råvare-indsats. Uha, det må have været længe siden og det er det osse.

Helt derude i det overdimensionerede professionelle elektroniske overdrev er Quad naturligvis ikke. De er jo englændere og ingen var vel mere arketypisk engelsk end Quads grundlægger Peter Walker, som vi for længe siden portrættere i et 3 artikler på denne side. Og selv om gamle Walker formelt havde overdraget “butikken” til sin søn Ross, dengang Quad 520 blev lanceret, så hvilede den gamle mands ånd stadigvæk over virksomheden. Hos Quad kunne man aldrig nogensinde drømme om at “over-engineere” noget som helst, som det vel bedst beskrives med et lidt halvkikset anglicisme. Og at producere noget så håbløst i denne retning som de store Macs ville have medført mulighed for akut hjertestop hos den aldrende Peter Walker..

For hvad skulle al den mangel på økonomi i design og produktion dog gøre godt for? En Quad 520 på godt 100 watt rakte rigeligt mente Walker. Og det var vel et rimeligt og rigtigt synspunkt i betragtning af, at vel kun de allerfærreste hifitosser kunne finde på at bruge deres forstærkere til realistisk at simulere angreb med dybdebomber på neddykkede U-både og det i dagevis. Som et par af vores MC2500 har været anvendt til i al deres professionelle levetid. Og som giver en helt ny hifi-oplevelsesdimension, når man lytter til Telarcs udgave af 1812-ouverturen med rigtige kanonskrald.

Nå, vi får som sagt at se, hvad der spiller bedst. Vi forventer ingen større forskel, men vil naturligvis pligtskyldigst berette om det alligevel. Og hvis der ingen forskelle må vi jo se at finde på nogen.
Og hehe, vi starter med husets officielle ingrediens-samling på den originale Brenton Hancock “Singapore Gin Sling”

Ukraine og “to eat humble pie”

Efter nogen tids sygdoms-induceret slaphed er vi tilbage i forhåbentligt vanlig form. Efter de senere ugers sørgelige tilstand på denne plads kan vi jo dårligt undgå at gøre det bedre. Det er nu ikke fordi tankerne ikke fungerer i febervildelsernes vold, det er blot nogle noget løjerlige associationer, man oplever. Således var sidste weekends tur til min fødeø i mere end halv-svækket tilstand virkeligt interessant for mig-og næppe overhovedet for nogen andre. Det var som om en elektrode lidt vilkårligt berørte den blotlagte hjerne uden skal på og fremkaldte underlige minder om fortidige bedrifter og mangel på samme. Så tak, nylige og herlige halv-febrile stunder derovre på Endelave.

Nu var min barndom ganske idyllerisk og fredsommelig grænsende til det lettere dovendyrsagtige derovre. Det skete ikke ret meget, og det, der så endeligt skete, var blot gentagelser. Som det så senere skulle vise sig, at livet i det hele taget var indtil altså fru Pia lukkede sig ind. Derefter var intet som før, hverken for mig eller for Verden som sådan.
Nå, men tilbage til sidste weekend. Mens jeg småsvækket som sædvanligt vandrede ad de gammelkendte barmdoms-stier derovre kom jeg til at mindes mit sidste år på øen. Som tydeligvis var noget, som jeg havde både glemt og tydeligvis fortrængt. For det var et det år, hvor alle mine allerede uhyre få jævnaldrende legekammerater forsvandt og det såmænd fra  morgen indtil færgen kom tilbage ud på aftenen. Tilbage var der så kun undertegnede plus Ejnar, cykelsmedens søn, som altid udenfor skoletid skulle arbejde i faderens butik.

Det var der jo så ikke meget ved, men hvad der var langt mere foruroligende for lille Poul (der iøvrigt allerede var ganske stor) var det, omverdenen netop i dette år i voksede sig så endeligt stor og truende i datidens drenge-sind. Jeg må vist have været en lille og følsom fyr med alt for god tid. Som de fleste vel osse har, når de ingen jævnaldrende møder i denne formative del af livet. Så der gik lille store Poul i syvende og sidste landsbyskole-klasse og ængstedes for, hvad det fæle fastland ville kunne byde på. Det var et år så trist, at jeg fuldstændigt havde fortrængt det-altså indtil i sidste weekend.

Nu er det ret beset af uhyre beskeden almen interesse at bringe minder frem om en fjern og allerede i samtiden ligegyldig og afventende tid. Hvis det altså ikke havde været fordi de seneste begivenheder i Verden bringer samme ængstelse tilbage. Denne følelse af afmægtig venten på det fremmede  og farlige.Og det, som man udover ikke at vide noget om  heller ikke kommer til at kunne gøre meget ved.

Og nej, vi skal ikke tale om Ukraine og det er der heller ingen andre, der skal i den forudsigelige fremtid. Det og Rusland har ellers fyldt godt i diverse spin-kampagner fra både den danske udenrigsminister og fra resten af EU om fremmaninger af fjendebilleder, der selv med opbydelse af drenge- og feber-fantasierne derude på Endelave absolut intet havde med virkeligheden at gøre. Konflikten i Ukraine er og bliver ikke en national krig, blot en kleptokratisk konflikt, ganske ækvivalent  med bandeopgørene i Stockholm.

Nå, men det er slet ikke derfor, at Verdens og EU`s fokus som et “Mordors søgelys” i “Ringenes Herre” er vendt bort fra Ukraine og det ganske permanent. Det er såmænd fordi, at EU som Mordor kun kan fokusere på en ting af gangen.. Og det som nutidens Mordor nu har fået i søgelyset er noget helt helt anderledes og uendeligt meget mere truende. Det hedder Tyrkiet med sine tæt ved 90 millioner beboere. Hvoraf en del allerede er i EU og bestemt ikke dem, der heller let ville kunne integreres i Istanbul.-landtyrkere fra den anatolske højslette, som fleste i Vesten jo var og stadigvæk er.

Denne gang er det gengæld alvor, for Tyrkiet kan terminalt afgørende totalt destabilisere Europa. Og det både med den mulige “femte kolonne-lignende” virksomhed, som de herboende generationer af ikke-integrerede tyrkere allerede nu udviser og den trussel mod de ydre grænser i EU, som man fra europæisk side hidtil har forsøgt at betale beskyttelsespenge for at “sikre” Og det eneste sikre er jo, at den slags betaling aldrig hjælper. Man skulle tro, at top-diplomaterne i EU var oplært med Pixi-bøgernes moraL-total historieløshed. Og hvor alle tiltag er mulige, også de mest umulige.

For ligeså lidt, som Ukraine nogensinde i verdenshistorien har været en statsdannelse, ligeså lidt har Rusland og Tyrkiet/ottomannerne nogensinde haft blot det allerringeste fredsommelige sameksistens. Altså indtil altså nu, hvor EU`s ubegribeligt idiotiske diplomati formår effektivt at fremmane/elske begge scenarier. Altså ved at insistere på, at kleptokraterne i Ukraine skulle være væsensforskellige fra deres ligesindede på den anden side af den ret vilkårlige “grænse” til Rusland.
Nå, men vi får se, hvordan “EU-kratiet” formår at tackle denne selvskabte super-krise, som det jo er. Altså NU, det har det så ikke været før om overhovedet en krise…

Vi får se, hvad EU finder på. Og det for denne skribents vedkommende bestemt med en angst og bæven ikke ulig den dengang på den lille ud-ø. Man kan selvfølgelig håbe på, at man endelig fra EU-kleresiets side finder anledning til en forsoning med Rusland i nutidens nødvendighed, selv om det måske er lidt meget at håbe på i lyset af den nylige fortids erfaringer.
Som denne skribent ser det, er den eneste farbare vej den, som overskriftens megetsigende engelske fyndord så vel beskriver.
For siden dengang i starten af 2. verdenskrig, hvor England og Frankrig var en hårsbredde fra at komme i krig med Sovjetunionen, har historien aldrig nogensinde vist eksempler på tilsvarende idiotisk belutningstagning.

Vores billed-værk

driller desværre her til morgen, så den lovede detaljerede og sikkert for mange med spænding ventede detaljerede gennemgang af vores aktueller studie-opsætning må desværre vente en uges tid. Måske vi skal benytte udsættelsen til at støvet en smule af, det er sin sag at holde de luftbårne efterladenskaber efter vores 3 hundekræ blot nogenlunde i ave.

Nå, men under alle omstændigheder arbejdes der ihærdigt på at udnytte vinterens sidste krampagtige kolde favntag til noget positivt. For nok ER det idiotisk for voksne mænd på snart 61 at gå og lege hifi, men det er dog alligevel uligt mere fornuftigt at gøre det nu frem for engang i det luneste forår. For slet ikke at tale om sommeren. Og atter lige for afdøde arveprins Knud: Vi taler om strengt taget RELATIV fornuft, i absolutter er det stadigvæk ren idioti osse på denne årstid at lege med det vanvittigt dyre isenkram. Hifi er simpelthen synonymt med ufornuft. Men hvilken herlig en!

Nå, men sommetider kan man være heldig og det har vi faktisk været i den allerseneste tid. For i en parallel til den støt voksende pris-marginal mellem vores nuværende hus og det hus ude på landet, som vi engang flytter til, så har vi netop i denne måned høstet en betydelig gevinst på vores 3 stk. SME 30-pladespillere. Altså ikke ved egen fortræffelighed, nej simpelthen blot ved at EJE dem. Alle SME-produkterne har fået et gevaldigt pris-hug opefter, og således er Model 30 steget ikke mindre end 25%. Så mon ikke vi med nogen ret kan regne med, at brugtpriserne følger så nogenlunde efter, det har altid tidligere været tilfældet. Og når udgangspunkter er prisen fra 2015 på 235.000,- stk, så er 25% sindssygt meget. Man føler sig squ næsten som en oligark!

Nå, nu er der ikke nogen særskilt hæder ved på værste kapitalistiske vis at tjene penge “uden at lave noget”, som en iøvrigt ellers ikke synderligt talentfuld dansk skjald engang så uforglemmeligt for min egen generation udtrykte det. Men efterhånden som man bliver ældre og lettere affældig må man jo resignere og acceptere disse bolig- og hifi-prisdannelser, der sommetider begunstiger folk som os, der i virkeligheden ikke spor fortjener det. Således er verdens goder så ulige fordelt og det er vel altid lidt lettere, når det nu er én selv, der får goderne. Vel og mærke uden at have fortjent en skid.

Ellers skal vi da lige huske at nævne, at vi meget fornyligt leverede et komplet Furman balanceret strømsystem til en kunde, der forventeligt kunne konstatere et overordentligt nedsat støj-gulv og samme ro i lydbilledet, som vi selv og et par særdeles prestigefyldte offentlige arkiv-kunder osse kunne. Det er mærkeligt, at den mest indlysende omlægning af elforsyningen er den, som sjældnest foretages.
Nå, men det vil vi lige tage op i næste uge med lidt illustrationer, her og nu venter der lige 50 stk XLR-kabler, der lige skal strikkes sammen og opmærkes. Men til alt held kan vi så have musik til arbejdet fra vores JBL 5674/5628 sub, forsynet og forstærket af 5 stk. Crown Reference 1 og 2 stk Lake LM26 processorer. Ganske højt og ganske godt.