“New world in the morning”

Nu ved jeg ikke, om det var denne små-grå dag i dag, som Roger Whittaker sang om i sit 1974-hit, men en ny og mere håbefuld dag er det vel altid. Nu kan dagens lettere sangvinske sindsstemning hos denne skribent naturligvis osse skyldes den altid velgørende følelse efter veludført arbejde-dette være nok så ubetydeligt grænsende til det nærmest ikke-eksisterende.

Tag nu for eksempel i går, hvor en betydelig del af aftenen blev tilbragt med møjsommeligt at gennemtrawle hele vores lettere kaos-sorterede og -opstillede CD-samling i jagten på alle fruens Prince-plader. Og der viste sig at være tæt ved 60 forskellige, idet jeg dog ikke er ganske overtydet om, at jeg fangede dem alle. For ham den lille mand fra Minneapolis har det jo med at lave plader, hvor man nærmest skal være uddannet grafolog for at finde ud af, hvem pokker der står bag. 
Og når så vores CD-samling står i bjerghøje bunker øverst oppe på LP-reolerne, langt udenfor både børns og koners rækkevidde (og kun marginalt indenfor denne skribents ditto), så er det altså sin sag at finsortere. Nå, men nu er jeg heldigvis af fisker-æt og opdraget til at fiske og at fiske færdig. At det så ikke nødvendigvis er nogen hverken  hensigtsmæssig eller fremgangsrig  fremgangsmåde her i “CD-detektionen”, er så en helt anden sag.
Først kikker man omhyggeligt igennem på CD-ryggene og finder de første ca. 40 stk.Prince-plader  ganske hurtigt og let og smertefrit. Derefter letter man lige på alle pladerne uden læselig “ryg” i pap og finder 10 mere. Og endeligt må man overgive sig til arbejdes møjsommelige manuelle nødvendighed: Ned med alle pladerne og derefter nærstuderes samtlige skiver for spor af NPG og mærkelige selvopfundne frugtbarhedssymboler eller hvad pokker det nu er, det dér androgyne kærlighedssymbol nu ligner.
Nå, det var nu slet ikke så slemt endda, og heldigvis kunne denne ellers rigeligt hjernelamme beskæftigelse ske til akkompagnement af musik af Terry Riley, fremført af Kronos-kvartetten i brilliant hifi-kvalitet. Nu er der naturligvis visse prohibitive lydtryksmæssige begrænsninger i reproduktionen af en strygekvartet, da den ultimative forvrængning af en sådan vil være at spille den for højt. 
Men alligevel var det underligt at stå der med alle de latterlige CD-æsker og så pludseligt mærke lyden af et fortissimo for en cello, endda ved altså ganske begrænset lydtryk, pludseligt give det “tryk” i hele kroppen, som en cello jo akustisk  KAN i salen, men ved reproduktion jo så desværre nærmest aldrig GØR. Fordi koblingen til luften i højttaleren principielt  er nærmest ikke-eksisterende som den berømte båd med verndes kraftiste påhængsmotor, der skal fungere som slæbebåd-For uanset omdrejningstallet og hestekræfter bag pisker den lille skrue stadigvæk bare vandet til skum uden at trække blot det allermindste.
Men altså en ganske anderledes akustisk oplevelse med vores forskellige fuldt hornladede Vitavox-systemer, der naturligvis heller ikke er perfekte. Men altså lige til det her, DER skinner de altså!
Derudover er der som mange gange tidligere nævnt på denne plads stadigvæk rigeligt langt til akustisk perfektion for elektrodynamiske højttalere-og for alle andre principper iøvrigt osse.. Og det kan enhver jo overbevise sig om ved selv et ganske kort lyt på forskellige højttalere og det ganske uanset placering af disse eller egen. Enhver idiot kan uanset afstand sagtens høre forskel på den ægte vare og den reproducerede.
Derfor kan man selvfølgelig heller ikke vurdere højttaleres kvalitet udelukkende udfra målinger, for så ender man i absurde blindgyder. Tag nu for eksempel denne skribents senest opdagede “hade-hififorum”, Audiosciencereview. Der har den maniske ejer Amir fået sig et ellers udmærket Klippel-målesystem og mener sig dermed i stand til egenhændigt og objektivt at vurdere lydkvaliteten af alle højttalere. For alle os andre gamle i gårde-tosser lyder den slags som ukvalificeret idioti, og det ER det naturligvis også.
For intet målesystem, selv dagens state of the art, som Klippels er, indenfor akustik er i stand til andet end at beskrive, hvor håbløst dårlige alle højttalere er. Hørbarheden og den lydmæssige betydning af alle de konstaterede imperfektioner er til gengæld en helt anden sag. Men man får en idé om Amirs totale megalomani, når manden i sin første “test” af en helt ligegyldig lille computer-plastichøjttaler, en en JBl LSR 305II, udråber den til verdens 26. vidunder. Og udelukkende på grund af egne målinger, der bruges ikke et sekund på at lytte til denne ganske vist i forhold til prisen ganske kvalificere lydmæssige skrammel.
Og så er vi tilbage ved Whittaker og “New world in the morning”,-forhåbentligt en bedre én! For sandeligt om ikke et par erfarne behjertede og både vidende og vel-kommunikerende ingeniører med speciale og mangeårig erfaring indenfor akustik melder sig på banen. Og så er den menneskeligt ganske lille og ubetydelige og blot opblæste nar Amir pludseligt seriøst på den, for på hans eget ellers omhyggeligt kultiverede kult-forum med Amir selv omhyggeligt selv koreograferet som både kejser og kalif, kan han altså ikke slippe afsted med blot som fjolset Gige på hifi4all blot at slette tråde, hvis disse ellers relevante og allerværst: Vidende.
Det skal blive morsomt at se, hvordan det går med den selvbestaltede kultfigur Amir. Helt godt ser det ikke, for der er da godt nok ingen af de øvrige forumskribenter, der skal have noget klinket med den lille håndfuld virkeligt vidende personer, der nu er “på” 
Og skønt ville det da osse være, hvis dagen af i morgen kom videre end blot at acceptere, at en god højttaler som det ellers er “lingua franca” på Audiosciencereview, IKKE kun er en højttaler med en jævn frekvensgang og ditto power-response. Og at man ikke fatter, at man ved forsøg med mange forsøgspersoner naturligvis afgørende vil favorisere sådanne højttalere fremfor alle dem, der har et snævrer homogent akustisk “vindue” er for mig ubegribeligt. For eksempel er vores Vitavox Black Nights så kritiske, at blot 30 cm. tilter lydbilledet fra det undertiden direkte skræmmende virkelighedstro til det gennemsnitligt ligegyldige. 
Og så ind imellem sker der det for denne skribent det helt uforklarlige: På titelnummeret på den ellers særdeles omhyggeligt vel-producerede “Ghosts of Highway 20” med Lucinda Williams er der et par uartikulerede råb til sidst. Og uanset hvor mange gange jeg har hørt den, så bliver jeg på de her Vitavox-er stadigvæk overrasket over, det grangiveligt lyder som om der nogen der kalder på den anden etage. En slags ultimativ hifi er det vel, når man mod bedrevidende STADIG tror på illusionen…

Uforklarlige fænotypiske sammenhænge

Jeg skal da ellers love for, at der er god gang i gesjæften for tiden, faktisk næsten så meget, at tid til dagens tekst var truet. Dog tilsagde pligten til at varetage denne sidste skanse for den højeste oplysning, at alskens ellers særdeles gunstige kommercielle projekter og andre aspekter måtte tilsidesættes for ikke at skuffe vores ganske mange hundrede faste læsere derude. Så here we go again, som en vis og vis gammel musikalsk legende, “Country Joe” McDonald , engang udtalte til sine “fisk”. vigt er ikke en option.

Og det er faktisk indenfor den musikalske branche og de forunderlige små-afsporede eksistenser, der befolker denne, at vi i dag vil starte ud. Og vi vil i den retning præsentere en måske lettere små-søgt hypotese omkring ellers tilsyneladende totalt usammenhængende ting og menneskelige egenskabers tilfældige og dog uundgåelige nødvendige sammenhæng. Hvis det lyder tåget og søgt, så vent bare på selve hypotesen!

Først lige lidt nødvendig baggrund: Denne skribent læste engang en studie i hunde-etologi, som mere end sandsynliggjorde, at kræenes tilbøjelighed til at bide var omvendt proportionalt med graden af hængeøret-hed. Det vil sige, at hunde-stritørethed er direkte koblet til bidskhed.
Dengang for mange år siden, da den samtidigt både stålsatte, men særdeles skikkelige hunde-forfader Folmer Hund herskede ene på disse kanter, forekom undersøgelsen uhyre fornuftig, selv om sønnen, ligeledes ultimativt hængeørede Anton Hund, med sin uhyre krysantemumsbombe-korte lunte og nogenlunde samme ustyrlige eksplosivitet, måske ikke akkurat understøttede hypotesen. Det vælger vi at se bort fra i dag, og Anton Hund kan faktisk godt vende ørerne udaf, måske derfor bidskheds-temperamentet er til stede i mere end almindeligt omfang. Dog kun overfor hanhunde med strittende haler, spidshunde især, ellers er han er blød og skikkelig fyr, der kun en enkelt gang har bidt fruen i knæet i den sikre overbevisning, at hun var en schæferhund. Og selv om hun kan være noget bidsk til tider, er ligheden nu ellers ret overfladisk.

Tilbage til dagens hypotese. For nogle år siden undrede det denne skribent såre meget, at en auktion af boet over en større konkursramt musikforretnings lager, faktisk indbragte så uventet meget, at firmaet slet ikke ville have været konkurs-hvis altså det havde kunnet sælge varelageret til det, som dette senere indbragte ved en ellers noget tilfældig auktion på Holstebro Auktioner. Folk, og det vil her sige formodentligt næsten udelukkende semi- og fuld-professionelle musikere, betalte simpelthen fra en kant ubegribeligt skyhøje pris4er for et gammelt  og ikke den mindste smule kurant varelager. Og gammelt, det bliver varelagre jo uvægerligt i virksomheder, der mod slutningen af deres livs-cyklus, uvægerligt “misser” betalingen af forfaldne fakturaer.

Dette medfører altid, at alle de mere attraktive leverandører som de første lukker ned eller strammer betingelserne til forudbetaling  for leveringerne til det kommende konkursbo. Der derfor altid shopper sekunda-varer i sin terminale eksistenskamp.
Alligevel viste auktionen dengang, at køberne på auktionen endte med at betale hysterisk høje priser, som langt oversteg, hvad de ville have betalt i forretningen, mens den levede. Tilsyneladende var et helt befolknings-segment uden evne til oveni buddet at lægge moms og 25% salær. Mærkeligt, når nu ellers andre men tydeligvis uvederhæftige undersøgelser af hjernen tidligere har vist en vis  kobling mellem musikalske og matematiske evner.

Allerede dengang i forbindelse med fa. Alfred Christensens konkursbo  forekom det indlysende, at musikalske evner ihvertfald delvist personlighedsmæssigt koblet til totalt manglende sans for andet end et godt tilbud uden smålig hensynstagen til, hvad den reelle pris endte med at blive. Altså 50 % højere end buddet. Dengang lod vi det ligge som en statistisk aberration, men efter at at massemedierne siden er begyndt at bruge musikalske og andre kunstnere som angiveligt mere følsomme og dermed troværdige sandhedsvidner om samfundets og Verdens sande tilstand, så er det indlysende, at de fleste af de interviewede med fordel kunne have “klappet kaje” At sige, at de allerfleste intet havde at byde på, er vist er svær underdrivelse. Men nu bliver man jo osse bedste en musikalsk succes, hvis man er en monoman hensynsløs svinehund.

Nå, men denne gang er det så konkursboet efter Nordens største musik-kæde, 4Sound, der er under hammeren. Og også denne gang er der fra en kant tale om vanvittige bud her på DAB Auktioner, hvoe ellers en industrimaskine sjældent indbringer mere end 5-10  % af sin oprindelige pris. Derfor er det en ganske vist en enkelt gang tidligere gentaget sensation, at de musikomikalske bud denne gang ender tæt ved 100 % af  UDSALGSPRISEN. Og det for tilfældigt gammelt ukurant lager-lort solgt uden garanti og desuden skal det afhentes i Hasselager. Ellers koster det en krig at få det sendt, ellers en gratis-feature ved al moderne nethandel. Så reelt ender det incl. transport ganske ofte med at blive betydeligt DYRERE end det ville være at købe det gamle lort andetsted -FRA NYT og med garanti!

Med disse tydelige videnskabelige statistisk entydige resultater af en gentagene adfærd hos en større professionel gruppe af musikomikalske eksistenser vil det derfor være muligt at hævde, at der eksisterer en kobling mellem evnen til at stemme en guitar og OVERHOVEDET IKKE at kunne regne-ikke engang bare lidt! Idet vi ellers ville blive nødt til at beskrive alle disse hjernelamme bud som direkte modproduktivt åndssvage, selv om det jo osse er lige præcist det, de er.
Men ligefrem i adskillige hundredevis havde vi da ligegodt ikke forestillet os. Er der virkeligt så mange regne-“handicappere” derude?
Tydeligvis ja.

Pæne piger og ryggesløse politikere

Nu er denne skribent jo en efterhånden en noget ældre herre, hvor livets og historiens “lange linier” efterhånden bliver noget påfaldende i en nutidig medie-dagligdag, hvor nuet betyder alt og alt fortidigt aldrig har eksisteret. Og det jo desværre ikke fordi, de som denne skribent efterhånden har glemt det allermeste af, hvad jeg nogensinde ellers havde husket omhyggeligt på-næh, det er såmænd fordi de aldrig nogensinde har vidst noget videre. Altså “vidst” i den betydning, at de selv har vurderet og bearbejdet stoffet og i heldigste fald ligefrem tænkt selvstændige tanket deromkring og ikke blot kritikløst kopieret egne meninger fra andre kritikløse ditto i samme “ekkokammer” Den slags er bestemt ikke hverdag længere udover de uforlignelige skribenter  Niels Lillelund og Henrik Jensen  i JP. Der så osse er på samme alder eller drøjde som denne skribent. Og hverken alderens visdom og trivelighed er jo længere moderne i disse tider, hvor hysteriske pigebørn ophøjes til helgener.

Alligevel er det uendeligt sørgeligt at se fuldstændigt selvisk-skruppelløs ageren for åbne og velvilligt labbende-lammedikkende medier som noget særligt blot marginalt alment interessant. Tag nu for eksempel den nylige “affære” (i mangel af mere pejorativt-dækkende udtryk), hvor en af nyere tids mest afskyvækkende danske politikere, Kristian Jensen, “sprang ud” med et nyt visionært og favnende politisk initiativ. Tilsyneladende, for for det første gør en så umiddelbart afskyvækkende slesk-smilende menneskelig svinehund som Jensen slet ikke den slags, det der med at have langsigtede visioner. Mandens eneste ægte overbevisning er og har hele tiden været at hytte sit eget skind på alle måder og hvis man skulle tvivle, så husk ham og hans usikkert-drengede smil som Danmarks måske mest uduelige og totalt rygrads-løse skattenister siden Alberti. Der så jo iøvrigt var justitsminister, men hvem ved alligevel osse det længere. Lillelund og Jensen gør med garanti!

Tilbage til den nylige, givetvis omhyggeligt spindoktor-koreograferede, sag om Kristian Jensen som visionær politiker, der åbenbart bare inden han gik i medierne med sine vidtrækkende planer om tværpolisk samarbejde, lige havde glemt at orientere parti-ledelsen.
Det var nu ikke fordi der ligefrem var særligt meget kød på udtalelserne fra den politiske “ål” Jensen, mest bare sådan lidt generel ligegyldigt  lirum-larum om at samarbejde med de gode og regerende. De snakkende klasser i hovedstaden, der så længe så Jensens nylige kæreste-skab med en af “deres egne”, sangerinden Pernille Rosendahl”, som en alle tiders mest oprørende mesalliancer-en skide parvenu fra provinsielle Middelfart med en almindelig kernefamilie-nu ganske vist bag sig.. Ja, det gør de vel endnu, ser ham som det taberskvat, som han er, men næppe ret meget længere.

For hele mandens medie-show her har en helt, helt anden og mere letforståelig baggrund: Kristian Jensen vil på denne måde gøre sig personligt “spiselig” indenfor hovedstadens snakkende aristokrati. Og den letteste og hurtigste måde er naturligvis at fremstå som en visionær, men åh så sørgeligt misforstået “seer” af en fælles-partisk fremtid, som det aldrig nogensinde har været ønskelig eller mulig. For hvis man som opposition ønskede at følge Jensens inderligt ligegyldige og totalt usammenhængende  idioti her, så ville Venstre reelt nedlægge sig selv.

Nå, men hvordan det går Venstre er og har aldrig været Jensens ærinde her. Til gengæld har Jensens  egen karriere hans eneste prioritet  Han vil blot gøre sig selv attraktiv for et snarligt kommende karrieremæssigt parti-hop over til de helt rigtige-nemlig Pernilles “flok”, og når han først er hoppet derover, så vil han naturligvis være fredhellig. Og alle tidligere ellers oplagte synder og andet almindeligt politisk svineri vil som en selvfølge blive glemt og evigt forladt  For når man først er blandt “de rigtige og de eneste korrekte”, så er alle kritiske spørgsmål helt væk.

Det er ikke svært at forstå, at denne umiddelbare fremtid, hvor manden med ét hop væk fra den “mørke side”  vil kunne opnå ligeværdighed med sin kæreste Rosendahl og en glorværdig fremtid mellem alle de andre inderligt principløse opportunister, som naturligvis osse findes dér, har appelleret. og ikke mindst fordi provinsielle borgerlige politikere ellers ingen chance har for ellers at komme ind i hovedstadens indbildske selvbestaltede og -supplerende aristokrati. Hurra hurra, han er en af vor egne eller er det med garanti ganske snart, ham den politiske svinehund Jensen.

Sådan er det vist bare med politikere flest, selv om denne videns-tyngede skribent jo ellers godt selv på stående fod kan komme i tanker om nogle få stykker, der havde ægte personlig integritet. Dem tager vi måske ved en senere lejlighed.
Alligevel er det sørgeligt for den danske presses fremtid, at selv ikke en af dens fejrede journalistiske  stjerner blandt indrømmet få kandidater, JP`s Marchen Neel Gjeertsen, fuldstændigt overser det ellers indlysende selviske prospekt hos Kristian Jensen. Det er tilsyneladende helt ubegribeligt for denne ellers indlysende kvikke pige fra den kvindeligt dominerede flinkeskole, at noget, der præsenteres som politik, slet ikke er det.
Og selv kommentatoren Henrik Qvortrup, der vel både er så uendeligt langt kvikkere end Gjeertsen og endda en dømt svinehund i sin helt egen “ret”, fatter tilsyneladende HELLER IKKE Kristian Jensens personlige projekt her. Og især det sidste her er altså decideret sært!
Nå, men så er det jo heldigt, at denne slt-seende skribent kan udlægge verdens sande sammenhæng for proselytterne. Vi får se, hvor længe det varer inden Jensen er blevet socialdemokrat eller radikal.
Som det hele tiden har været hensigten-accept med et snuptag uagtet man selv er et mega-svin!

PS: Sommetider møder man sproglige nyskabelser så vanvittige, at man næsten selv ønskede, at man havde stået fadder, se blot den her fra dagens avis fra den administrerende direktør for Bang & Olufsen: “Resultatet var påvirket af den igangværende omstilling til en mere efterspørgselsdrevet salgsmodel”
Hvad i Helvede er en “efterspørgselsdrevet salgsmodel” når nu firmaet har tabt en trediedel af omsætningen i seneste kvartal? Der er jo for fuck`s sake ingen efterspørgsel..

“Der wahre Heino” eller “der echte Heino”?

Vi skal starte med inderligt at beklage det usædvanlige længevarend udfald på denne plads. Det skyldes ikke (ikke primært, ihvertfald) pludseligt accelererende affældighed udover den allerede stabilt fremskredne. Nej, det skyldtes i al hovedsagen et helt usædvanligt langvarigt anfald af den særdeles voldsomme såkaldte “mande-influenza” med en feber så voldsom og langvarig, at det ligefrem gik ud over det daglige arbejde. Denne skribent plejer ellers ikke i hverdagen at lade sig synderligt afficere af sygdom og sot, for normalt er jeg professionel nok til først at tillade mig at blive syg i weekenderne. Hvor jeg jo så osse normalt har bedre tid. Dumt, siger konen, og hun har jo normalt ret.

Således ikke denne gang og vi skal skynde os med at beklage den noget usædvanlige grad af tvivlsom kommerciel professionalisme, som mange kunder måtte have oplevet. De, der mærkede det mest var vel nok Dan og Jonas, som vi skal huske at takke for betydeligt udvist tålmod. Og selvfølgelig ikke mindst de efter hyggelige og informative snakke trods al dårligdom endte i herlige handler med stor gensidig glæde.Men en del andre har desværre nok osse mærket en helt usædvanligt sløvt-snøvlende skribent temmeligt meget i underkanten af sin sædvanlige komfort-zone. For for gamle hunde er alt over 40 grader altså lidt tungt at danse med i en sæson-travl periode som denne. Der så iøvrigt fortsætter, dog med en Poul M. i noget bedre kontrol. Forhåbentligt da.

En sikker forkynder af helbredsmæssigt forår er det, at vores skrumlede hifi atter begynde at spille godt igen-en sikker bebuder af bedre tider som den første svale. I de senere dage er der ligefrem spillet både så ofte og ikke mindst højt, at jeg ligefrem kan mærke de vellystige hormoner flyde frit igen. Dette skyldes ikke mindst glæden over at have det kolossale privilegium BÅDE at have de store aktive ATC SCM 300A Og et sæt Vitavox Thunderbolt med megatruthorn TILLIGE MED et sæt Vitavox Black Night næsten-fuldtonehorn stårende med mulighed for hurtig omskiftning (ca. 1 minut)

Man kan til tider blive helt lalleglad over at kunne opleve musikken på så forskellige måder. hvoraf heldigvis ingen af måderne er den ellers normale permanente frustration over, at et eller andet muligvis ikke er optimeret ifølge gængs og noget volatilt-vilkårlig gængs hifi-mode i det “ekko-rum”, hvor de fleste hifitosser desværre færdes.
Helt anderledes her: For når man ihukommende overskriften i dag omkring et af de ellers sjældne eksempler på tysk humor har siddet og lyttet til, hvordan “der echte Heino” (altså man med basedow-øjnene bag brillerne og den hvide hund) virkeligt skal lyde i sin tradionelle tyske schlager-umbapa, så er der tid til noget andet.

Nemlig “der wahre Heino”, der ifølge den omhyggeligt fabrikerede tyske Heino-genese jo er den egentlige Heino, der dog af en ubarmhjertig pladebranche blev kørt ud på et blindt sidespor, fordi han angiveligt havde for høje kunstneriske ambitioner. Og altså blev erstattet af “der echte Heino” som et anderledes medgørligt kommercielt produkt.
Tilbage stod så “der wahre Heino” og var blot et undergrundsmusik-fænomen i Berlin. Men unægteligt et ganske vist mindre succesfukldt mekanisk-musisk fænomen end “der echte Heino”, men til gengæld sjov på en helt anden måde. Og sådan er begge de store Vitavox-sæt. Fængslende og fascinerende på en herligt ukorrekt og helt smagløs måde, simpelthen et nødvendigt akustisk supplement til den evige homogene akustiske korrekthed fra de store ATC-er.

Vitavoxerne kan naturligvis aldrig blive en reel erstatning, men de har længe været et nødvendigt supplement og kun enkelte vildførte Gamut-fundamentalister som Jakob L. kan umuligt fascineres af deres storhed. “De er alt for store” kvækkede han med sin karakteristiske dialekt.Det er måske i virkeligheden det allerbedste bevis på, hvor gode de i virkeligheden er…?

Nu kan ingen vel helt sige sig fri for gerne at ville være fører-han i selv en nok så lille og ubetydelig flok af selv meget små hunde ellers andre hifi-tosser.Og vel ikke engang denne skribent kan trods talrige og årelange forsøg på at fremmedgøre de ihærdigste proselytter helt undgå at glæde sig over, når nogen ind imellem er enige med mig i et eller andet. Selv synes jeg jo ellers, at  jeg for det meste er ganske kvik.
Det er nu ikke altid en fordel at tænke for meget og da særligt ikke over det ellers indlysende. Man bliver bare så skuffet og overrasket over, hvor meget eller især hvor lidt ellers højtuddannede mennesker fatter.
Se nu blot på det vel nok mest tåbelige af alle hifi-fora, audiosciencereview. Og “mest tåbelige” betyder her, at mange af medlemmerne qua deres uddannelse burde vide så skrækkeligt meget bedre end blot bevidstløst at lege “follow the leader” For lige netop denne sygeste af syge discipliner er den gængse kommunikation derovre.

For hvad forum-ejeren Amir siger, DET er “gældende gospel” Og så er det forresten ligemeget, om en Topping -DAC til 140 dollars bliver ophøjet til et perfekt gennemsigtigt produkt uden nogen principielle muligheder for forbedring eller en Mola-Mola ditto til 10.000 dollars med marginalt bedre data er på bænken. Begge er jo perfekte produkter og begge anbefales tillige med en ubegribelig masse kinesisk ragelse ind imellem.
Det her er altså for denne skribent komik på ganske højt plan: Den her skidedyre og sikkert udmærkede Mola Mola bliver der ikke engang lyttet på blot et eneste sekund-ikke engang på forumejerens ellers sædvanlige Sennheiser-hovedtelefoner inden den opnår sin anbefaling.

Der er sådan lidt “full circle” over det her og man kommer let til at tænke på salig Julian Hirsch, der i bladet Stereo Review i 1960-erne og 70-erne på basis af blot målinger kunne skelne skidt fra kanel. Og lidt ret havde han naturligvis, men helt ret havde han selvfølgelig overhovedet ikke.
For hifitosser helt uden skelnen til målinger er en sølle flok, men en fundamentalistisk målemafia uden skelen til lyd udover tal for støj og forvrængning er faktisk værre. Ikke principielt, naturligvis, dertil er begge synspunkter lige uholdbare. Målemafiaen er blot værre, fordi folkene på audiosciencereviw ikke er de sædvanlige landsbytosser og andre dybt sørgelige eksistenser, som f. eks huserer på danske fora. Der jo ikke ved bedre.

Iøvrigt har Buchardt Audio en lang tråd derovre og det fortæller vel i virkeligheden alt, hvad der er at fortælle om sjældent rudimentær kritisk sans i det ekstreme. For hvordan i alverden kan man tage en blot nødtørftigt individualiseret/personificeret  “store-front” for en sikkert udmærket kinesisk producent som andet end ja, lige præcis det, det er? Hansong Audio.