Man ved, man er blevet lidt mere end halvgammel, når man som forretningsmand (ganske vist med beskeden, men dog permanent brød/ livgivende succes) trods rimelig deltager-pris ikke gider udstille på den kommende weekends lokale hifi-messe. Det kan og er der naturligvis flere grunde til udover det gamle skrogs efterhånden tiltagende problemer med at slæbe svinetunge ATC-højttalere rundt. Det lykkes jo trods alt altid alligevel og ikke mindst nu bliver der ekstra brug for de efterhånden ganske godt skjulte gamle havnearbejder-kræfter, eftersom der er et sæt kolo-enorme ATC SCM 300-højttalere undervejs. Så nej, det er delvist men ikke udelukkende, tiltagende affældighed, der afholder os fra at udstille.
Måned: februar 2020
Når bordet fanger
Det kan være lidt en gyser at begive sig alt for langt ned af den ikke altid lige mindeværdige “Memory Lane”. Og man må berede sig på en højere og højere procentdel af mindre heldige (direkte grænsende til de direkte uheldige) minder, jo længere man bevæger sig tilbage. For eksempel kan man som i dagens eksempel ligefrem risikere, at éns (pige-)kæreste fra dengang i dag er noget over 60. Det er godt nok gammelt, hvordan i alverden kunne det dog gå til?
En anden “kæreste” fra dengang som denne skribent så aldrig fik, har jeg så netop fået nu. Og som så ofte før er det naturligvis noget elektronisk godtkøbsisenkram, der er dumpet ind. For når man som jeg ikke som kvindekære Hans Henrik igennem et ellers efterhånden langt liv ligefrem (ikke indtil for 15 år og én måned og 3 dage siden) har haft videre held hos madammerne, så er der tilsvarende blevet bedre tid til at sublimere mere ellers oprindeligt kødelige behov. Alt for forbandet god tid faktisk!
I den retning dumper de nye/gamle JBL 4312, lanceret i netop 1983, passende ind. Og allerede dengang var der tale om klassiske studiomonitors, der lydmæssigt næppe adskilte sig mange my fra 4310/4311-erne, der blev lanceret 1969. Og det selv om der i salgsprospektet for de dengang nye 4312 blev talt om en “forbedring af transientgengivelsen” Og selv blandt dynamiske højttalere, der jo uden betydelig elektronisk bistand bestemt ikke ligefrem udmærker sig særligt ved gengivelsen af transienter, så VAR JBL 4312 dog en model med næsten ubegrænset forbedringspotentiale. Og ikke fordi den var god, næh, fordi den var så DÅRLIG især i forhold til de ellers aldeles fremragende højttalerenheder, der blev anvendt.
Vi tager lige forbedringen i den nye 1983-model først: Den består af 2 (TO) mikrobittesmå kondensatorer koblet parallelt over 2 andre heller ikke ret store kondensatorer-3 og 8 mif, om min svækkede hukommelse husker nogenlunde korrekt. det er trods alt et stykke tid siden, jeg rodede med de her ting; ret præcist i går.
Og så tilbage til et imponerende forbedringspotentiale i disse ellers fine og supervelholdte højttalere, der har tilbragt alle årene i en lun stue som hifi-højttalere. For grunden er såre simpel: De lyder helt usigeligt ubeskriveligt meget ad Helvede til og det ganske på trods af, at de anvendte enheder absolut kommer fra en af de øvre hylder i JBL`s dengang allerede uhyre imponerende kvalitetsprogram.
For de ovennævnte 2 kondensatorer udgør simpelthen det SAMLEDE DELEFILTER i denne 3-vejs højttaler med 12-tommers bas. Hvilket jo osse for teknisk kyndige med rudimentær teknisk indsigt vil sige, at basenheden kører full range, bestemt ikke en voldsomt udbredt praksis af indlysende grunde, da enheden så maksimalt vil bryde op allerede efter et par oktaver. At den så trods alt ikke lyder værre end den gør opefter (for det gør den ikke) kan tilskrives mere end rigelig brug af noget hvidt dopingmateriale, så øvre frekvenser i det store og hele absorberes.
Videre til 4-tommers-mellemtonen, der som komponent-tallet ovenfor viser, jo kun er delt såre beskedne 6 dB/oktav nedefter. Det er så måske noget overraskende heller ikke højttalerens største problem på trods af det indlysende faktum, at den udsættes for en ganske voldsom og i virkeligheden helt unødvendig belastning langt under sit ideelle pass band.
Nej, problemet er mellemtoneenhedens lyd OPEFTER i nogen forbindelse med diskantens problemer med DENS egen ligeledes beskedne 6 dB/oktav afskæring NEDEFTER: Der er simpelthen et fræsende peak i gengivelsen af den allermest urimeligt rædselsfuldt-lydende slags ved skønsmæssigt 5-7 kHz. Og når der som her er tale om en funktion af en direkte opbrydning i enheden, så lyder det særligt slemt. Simpelthen vilkårlig hvid støj direkte ind i skallen.
Nu skal det med, at højtaleren tilbyder hele 2 stk. reguleringer af mellemtone og diskant-niveau. Desværre kan man jo naturligvis ikke på denne måde regulere et peak, men for overhovedet at holde det her misfoster af en højttaler ud selv på allerkorteste sigt, er den aflyttet med mellemtonen betydeligt dæmpet og diskanten i nul. Det bliver det ikke nødvendigvis meget bedre af, men mere udholdeligt føles det dog. Dog stadigvæk uholdbart langt hinsides det allerede urimelige. Fy for den lede pelikan!
Nu kunne der jo teoretisk være fasemæssige grunde til den sælsomme nærmest ikke-eksisterende delefilter-karakteristik, men næh nej: For at det ikke skal være løgn så ser det ud til, at man har tilsluttet mellemtonen med omvendt (det vil sige sædvanlig NEGATIV) JBL-polaritet), mens bassen forunderligt nok er sædvanlig og normal POSITIV. Måske man bare er blevet forvirrede selv over firmaets egen totale mangel på konsekvens omkring hvorvidt den røde terminal skulle være plus eller minus-det ville jeg selv have været, for det har simpelthen været et cirkus hele tiden.
Nå, men bordet må have fanget uanset om det så var en fejl eller ej at tilslutte mellemtonen i modfase. Højttaleren lyder iøvrigt en smule MINDRE grimt ved at vende fasen på mellemtoneenheden uden at det dog afgørende påvirker den ulidelige opbrydning opefter. Der kun kan blive tålelig ved reduktion af niveau.
Og at hele denne JBL 4310/4311/4312-serie igennem næsten 2 årtier var verdens så langt mest udbredte mid/fullsize-studiomonitor er simpelthen FULDSTÆNDIGT UBEGRIBELIGT.
For med sin udprægede hule bulderbas med et voldsomt peak og en stemmegengivelse, hvor selv se sidste plader med terminalt svækkede Leonard Cohen gengives som en uhellig kombination af lyden af Anders And og ungerne SAMTIDIGT i hedengangne “Disneys Juleshow” er det her altså en decideret lyd-gyser.
At der så slet ingen rigtig diskant er forekommer nærmest som en næsten ubønhørligt logisk eftertanke fra designerens side.For hvorfor dog ikke lige tage det sidste med, når man alligevel allerede havde ødelagt alt det andet?
DET lykkedes-verdens hidtil måske mest mislykkede højttaler var en realitet. Og at det lykkedes når nu enhederne ellers var så fremragende var da en præstation. Det svarer vel nogenlunde til at spise en udsøgt Kobe-bøf med havregryn, sukker og mælk på…
Sælgere og skuespillere
Nu er denne skribent jo på trods af adskillige vedholdende anklager om det, især fra min ægtefælle, ikke nogen certificeret sælger. Men lidt uformelle fif og færdigheder indenfor feltet falder der vel alligevel af , når man som jeg har været i elektronikbranchen i foreløbigt 37 år. Så decideret sælger, nej, men måske noget, der ligner, siden fruen (der jo ellers plejer at være et ubestikkeligt sandhedsvidne), så vedholdende fastholder det.
Og noget kunne jo osse tyde på, eftersom vores husstand i flere år i den mere pelsklædte afdeling bestod af bl.a. 4 hunde. Antallet er ganske vist nu barberet ned til 2, men jeg må jo desværre nok indrømme, at det lidt uregerligt store antal udelukkende skete på mit initiativ. Hel konsensus var der ihvertfald på ingen måde, så denne skribent måtte gå sin obligate bodsgang til Canossa og afvikle lidt af menageriet. Konceptet om mange hunde var tydeligvis blevet oversolgt ganske meget-en smule sælger var man vel blevet…
Nå, men nu er salg og kommunikation, som jeg selv meget hellere vil kalde min professionelle aktivitet og efterhånden næsten livslange virke, jo naturligvis “forbundne kar.” Det ene lykkes kun dårligt uden det andet, selv om faren selvfølgelig kan være, at sælgeren/kommunikatøren selv kommer til at tro på alt det mulige pladder og selektive information, som enhver samtale jo delvist indeholder. Og selv utrænede amatørsælgere som denne skribent vil jo så forfærdeligt gerne trænge igennem og få ret-vist blot et fundamentalt menneskeligt vilkår.
Nu er der så heller ikke nødvendigvis nogen nødvendig sammenhæng mellem kommunikative evner og mangel på noget at kommunikere-ihvertfald ikke for denne skribent. Noget anderledes indenfor en anden profession, der har været en del i medierne i de seneste dage, nemlig skuespilleriet. Det er som om, at hele verden har glemt superstjernen Robert de Niros klassiske betragtninger om faget og dets udøvere-ikke mindst ham selv.
Det var ellers de Niro, der for mange år siden karakteriserede de bedste skuespillere som blotte tomme og uendeligt uinteressante menneskelige skabeloner, skaller, der blot blev fyldt op med indhold af deres roller. Men det var dengang for adskillige årtier siden. Dengang de bedste skuespillere kun var millionærer, ikke milliardærer.
At de Niro så dengang antageligt ramte pletten perfekt, bekræftes blot at billederne af stjernerne fra den netop overståede Oscar-fest. For det er da godt nok uendeligt påfaldende, hvor dårlige selv Hollywood-firmamentet mest strålende stjerner er til at spille én eneste rolle-nemlig selv selv! Prøv blot at kikke på billederne af måske særligt de udhejrede skuespillerinder, der simpelthen ligner forlorne fugleskræmsler. Ikke blot en enkelt, simpelthen samtlige fra en kant af. Og alle, m som k. oser simpelthen af menneskelig falskhed. Ægthed på samme måde som side 9-pigerne med al deres silicone og blæk-malerier.
De bedste skuespillere er tydeligvis trods status og milliarder fuldstændigt de mest tomme for ethvert menneskeligt indhøld-de Niro havde ret, selv om han jo altså i dag helt har glemt det. Og som alle andre prominente skuespillere i dag optræder som åh så korrekte og frelste eksponenter for den allermest kvalmende til enhver tid moderigtige meninger og allermest korrekte politiske korrekthed.
Hvad de så allesammen bag deres af uendelige skarer af pressemedarbejdere omhyggeligt kultiverede offentlige fremtræden bruger alle deres milliarder til, er ikke til at vide. Men mon ikke vi trygt kan regne med, at skejserne bruges på ganske samme måde som fagets fremmeste udøvere gjorde det for et par årtier siden: På at være de selvfede og lunefulde og hysteriske røvhuller, som tidligere generationer af skuespillere havde ry for-mest fordi de aldrig forsøgte at skjule det! Og selv om de havde forsøgt, havde ingen jo troet på det alligevel, fordi selv de største stjerner dengang færdedes normalt blandt mennesker.
Sådan er det så ikke længere. De rigeste flyver ikke længere sammen med andre mennesker og da slet ikke skuespillere. Der jo måske ville have godt at at opleve andre end deres stenrige kolleger skulle man vel især synes? Disse fra starten allerede tomme og uægte personer blev i filmens første 100 år heller aldrig nogensinde særskilt nævnt som andet end playboys/girls og anden narrestreger. Alvorligt tog man aldrig nogensinde noget, som de sagde, og det var der antageligt heller ingen grund til. Kunsten er jo at SPILLE noget, man ikke er-ikke at VÆRE nogen eller noget.
Derfor er det osse underligt, at pressen i det seneste årti har fattet en næsten sygeligt-kultisk interesse for, hvilke uvægerligt helt mainstreampolitisk-korrekte synspunkter de forskellige kunstnere nu måtte have. For måske noget overraskende viste det sig, at alle disse film-milliardører ALTID stemte på den mest venstreorienterede demokratiske politiske kandidat-ihvertfald når de blev spurgt.
Og spurgt, det BLEV de tillige med alle mulige og især umulige andre kunstneriske repræsentanter, hvis egen succes var solidt baseret på uvægerligt svinsk og selvisk og aldeles skruppelløs behandling af alle dem, der stod i vejen for stjernernes monomane opstigen. Men selvfølgelig ikke lige om det, som de ellers alle vidste noget om. Næh, mærkeligt nok om noget, som næppe nogen af dem nogensinde havde overvejet så meget som et enkelt sekund.
Nemlig om at være ægte og ordentlige mennesker med sande overbevisninger. Altså alt andet end det at være skuespiller..
Og ikke at være de afskyelige mennskelige freaks, som stjernerne fremtræder som fra en kant på billederne fra Oscar-festen. Det bedste er så, at seerne i hobetal denne gang har forladt det traditionelle Oscar-kikkeri. Og med modstandere som Hollywood-skuespillerne må Trump da dagligt og berettiget glæde sig-den ene sygdom er altså værre end den anden!
Så uendeligt meget sludder derude…
Denne skribent har været på en “kold tyrker-afvænning”, hvis det ellers overhovedet længere er tilladt at bruge dette ellers glimrende “undersatte” udtryk af et oprindeligt både uforklarligt og ikke videre logisk udtryk. Vi er ude i lettere irrealis i dag.