Slut-spurten..

til årets regnskabsafslutning er netop skudt i gang, da denne uge er den sidste i det gode gamle år. Og jo, godt, DET har det været, selv med jydsk underspillethed kan vi vist godt sige det højt! Det være hermed gjort: HØJT! Og i den anledning skal der lyde kæmpetak til alle jer derude, der har gjort det muligt. Vi vil osse vælge forsigtigt at tro eller i det allermindste  på, at vi undertiden selv en gjort en mindre positiv forskel for jer. Det er jo trods alt det, som alle langvarige kærligheds- og kollegiale kundeforhold baseres på.

Nå, men ellers har det været en uge efterfulgt af en weekend i den absolut travlere ende. Hyggeligt nok og bestemt osse lærerigt, men strengt taget uden at denne skribent overhovedet har fået plantet fødderne på jorden igen. Hvor travlt der har været belyses vel bedst af, at firmaets nyeste investering, en mint McIntosh C29 forforstærker, endnu slet ikke har været tilsluttet nogen balanceret AC-forsyning. Eller ubalanceret for den sags skyld, den står faktisk blot på upassende højkant henne i hjørnet af vores værksted, ikke megen veneration for denne fine klassiske “dame” blot at parkere hende der..

Situationen er nu i al sin enkelthed, at der forestår en umiddelbart vanskeligt løselig opgave i at samle et salgs-setup bestående af vores senest anskaffede komponenter: Et sæt kæmpestore Klipschorn hjørnehøjttalere og en  McIntosh MC2200/C29 combo for/effektforstærker i et rum uden ledige hjørner. Ja, ikke blot er hjørnerne ikke ledige, de er fuldstændigt usynlige, plastret til, som hjørnerne og deres nærmiljø jo er af gigantiske JBL biografhøjttalere.
Problemer kommer tydeligvis i alle mulige forskellige størrelser. Det største problem, som man HAR, er jo altid det største problem, der ER (frit efter en af Parkinsons love om, hvordan den tid, det tager at udføre et vilkårligt (også ikke-eksisterende) arbejde ekspanderer, indtil det udfylder den tid der er til rådighed)
Det er vist blot menneskelivet i en nøddeskal, den beskriver ihvertfald imed skræmmende nøjagtighed MIT liv..

Hvem skulle nu have troet,

at der var begrænsninger i en ellers ganske rummelig Mercedes-stationscars kapacitet til at klare hverdagens små gøremål? Det troede vi heller ikke indtil i fredags, hvor vores ellers hidtil upåklageligt-kapable  “kasse” alligevel nåede grænsen for sin formåen. Og lidt pinligt, det var det da. For stod vi ikke der i regnfulde Ålborg og havde kun plads til godt halvanden af de højttalere, som vi kommet helt derop på den yderste grænse af den menneskelige civilisations udørk for at afhente? Jo, et meget pinligt sted at løbe tør for kapacitet der i et område, hvor enhvert respektabelt automobil er forsynet med en såkaldt “jydekrog” til at hente afgiftsfrie og voldsomt avance-nedsatte øller i Tyskland. Og det altsammen i denne del af landet, hvor trailere kan findes til gratis-leje overalt, pinligt og skidedumt.

Nå, der stod vi så med ganske vist det meste af 2 stk af verdens uden tvivl mest klassiske højttaler, nemlig det underligt anakronistiske Klipschorn. Der altså er helt enormt skidestor og kantet og på trods af, at toppen let lader sig skrue af, så alligevel langtfra kunne være i vores Mercedes. Derfor kan vi kun berette om, hvordan den ser ud, ikke om, hvordan denne højttaler produceret i alle væsentlige henseender uændret siden 1946, hvilket gør dens absolutte klassikerstatus fuldstændigt uslåelig.

Og lad med min konen ord sige, at den simpelthen er skidegrim og da ikke mindst som den står her med sine sider i rå ubehandlet krydsfiner. Da den jo er beregnet til brug i 3-dimensionelle hjørner er denne oprindeligt i “birch raw “-leverede megastore trekantede højttaler jo fuldstændigt uden sider eller finish. En nådig tidligere ejer har dog malet de synlige partier hvide og lige i dette tilfælde er det en uhyre acceptabel modifikation. Fordi højttaleren derved går fra at være helt vanvittigt grim til kun at være skidegrim. Mange ville nok mene, at forskellen er små-akademisk, men lige i dette tilfælde er den nu særdeles betydelig.

Nå, vi får vente en ekstra uges tid inden vi endelig kan høre disse højttalere med en følsomhed på ikke ganske ubetydelige 105 dB for en enkelt snoldet watt. Nå, vi har trods alt lyttet til et sæt Klipsch La Scala, og selv om disse aldrig helt vandt fruens hjerte, så var de nu alligevel så kolossalt meget bedre end de TDL RSTL transmissionline-højttalere, der stod i huset samtidigt. Det var som enkelte måske endnu kunne huske den allerstørste model med 2 basser, 2 mellemtoner og diskanter og til unødvendig overflod en skingert-skrigende såkaldt “superdiskant” Og det var altså i HVER kasse. Det var tydeligvis ikke alle højttalere, der fortjente klassikerstatus og da ihvertfald ikke for lyden. Det gjorde den her røvsyge TDL ihvertfald ikke. Det er faktisk et seriøst bud på den ringeste højttaler, jeg nogensinde har hørt.

INTET kunne den: På trods af ikke ubetydelige 780 watt fra vores “hus”-Crown Ref 1, så var bassen så latterligt langsom og udtværet, at det var en gru. Mellemtonen var højttalerens absolut stærkeste side og kom i opløsning op på noget, der med lidt god vilje kunne karakteriseres på niveau med gengivelsen fra en Beolit 600. Der for enkelte muligvis yngre læsere desværre er en batteritransistorradio fra 1960-erne uden særlige evner i samme retning. Diskanten var så blot langt, langt værre og så kan selv skidt jo blive til kanel, blot referencen er sølle nok. Og DET var den her (diskanten, altså), fy dog blot for den ledeste pelikan! Og som krølle på denne lille bi-historie skal det så med, at overhovedet at kalde denne store TDL RSTL for en HØJTTALER turde være det forrige århundredes muligvis største tilsnigelse, næsten på niveau med Neville Chamberlains store før-krigsløgn (den om “..peace for our time” Det maksimale lydtryk på den her idiotiske højttaler lå faktisk selv med god gang i “blink-metrene på vores store Crown-forstærker kun godt og vel på niveau med den ovennævnte Beolit transistorradio.

Nå, men som vi tidligere har været inde på i omtalen af dette misfoster af en TDL-højttaler, så er der naturligvis grænser for, hvor GODT noget kan komme til at lyde, når nu de anvendte højttalerenheder trods stort styktal kommer fra den absolutte under-bund af både pris- og kvalitetsskalaen. Men hvordan de så fik det til at lyde så nærmest fornuftsstridigt dårligt, ja det ved vel ingen længere. Vi er langt langt hinsides smag her, der er ganske få ting, som er ubestrideligt latterlige og det er en TDL transmissionhøjttaler. Et senere sæt IMF RSPM smed vi simpelthen ud!
Nå, men så lang tid, der stadigvæk er nogen derude, der iøvrigt ganske som os selv, drømmer sig tilBAGE til de gode gamle Audioscan-DAGE, tjah så er der vel købere til den slags.
Som der jo så altså osse er til Klipschorn. Det gode er så, at sandsynligheden for at de spiller dårligere end de her forlængst solgte TDL er lig NUL. Det vil jeg squ da ihvertfald håbe..

98.5 kg.

Tallet i dagens overskrift er ikke denne skribents “kampvægt”, da jeg endegyldigt passerede dette tal kort efter min konfirmation. For aldrig senere andet end at kunne kikke længselsfuldt tilbage på endnu en ting, der var engang. Sådan er det sen-middelalderlige liv vist bare, der bliver mere og mere at kikke tilbage på og mindre og mindre at se frem til. Numerisk, naturligvis, når man er gift med underskønne Pia Mathiasen  er hver dag jo en fest, jamen det ER det!

Det er dagen i så iøvrigt osse, for så vidt som vores referencelydanlæg her i vores demo-kælder om ganske få timer suppleres lidt op med et par nye nødvendigheder. For så vidt som man overhovedet med rimelighed kan tale om nogen nød, når der allerede er en god bunke forstærkere tilsluttet. Det kan så heldigvis godt lidt, sådan lidt til nød måske, der er nemlig ikke kanaler nok til vores JBL 4645 subs, hverken til de nye med 2242 eller de gamle med 2245. Nå, men det er der så snart.

Vi er nemlig kommet i besiddelse af endnu en McIntosh MC 2600 600-watts forstærker plus osse en knapt så kraftig McIntosh MC 2200 på mere bagatelagtige 200 watt. Og som man vil forstå er der tale om forstærkere fra dengang inden verden gik af lave, inden McIntosh i 1990 blev solgt for første gang. Dengang gik det nu ikke engang særligt galt lige med det samme, faktisk kun lidt, og da ialtfald ikke nær så galt som det er gået denne sidste nylige gang, hvor McIntosh er blevet italiensk-ejet sammen med Audio Research, Wadia og en del andre gamle og nyere ikoniske mærker. Slut prut finale for noget, der var engang. Man kan ligesom ikke rulle tiden tilbage for en essentielt håndværksbaseret traditionel virksomhed som McIntosh og det er da godt, at både firmaets traditionelle entreprenørmæssige “fyrtårne” Mcintosh (senior og junior) og Gow ditto forlængst er døde. De fik trods alt det bedste af det bedste med, og ingen kan vel ønske eller forvente mere.

Vi glæder os allermest i dag til endegyldigt at få fjernet den (ganske vist mindre) “øjebæ”, som det har været at have den hidtidigt anvendte McIntosh MC 2500 væk fra den eksisterende stak af 3 MC2600 plus altså gøgeungen MC2500 . Endelig endelig bliver der symmetri i sagerne og vi forventer osse en betydelig lydmæssig forbedring ved de 600 watt istedetfor de noget mere anæmiske 500 watt. Til JBL 2405-diskanten, jeg har nemlig læst et sted på et hififorum, at der i spidserne i musikken er brug for for kolossal effekt for selv superdiskanter. Mange hundrede watt mente manden (der endda hævdede at have målt det) uden at det gav eller giver noget andet end “minus-mening” Nå, mon ikke bare det imponerende og nu ganske symmetriske syn af 236 kg. McIntosh-power i 4 stk. 6U-prof rackenheder  til vores JBl 5672-system allerede får det til at blive betydeligt bedre. Jo naturligvis, synes faktisk allerede nu, at vi kan høre forskellen, selv om en A/B test vanskeliggøres noget af, at forstærkerne ikke er her endnu…
Det er da godt, at denne naturligvis fuldstændigt fiktive og aldeles indbildte umulige forbedring ligger i fin tråd med tidens hifi-trends, hvor det er have en ingeniørmæssig eller videnskabelig baggrund efterhånden er ca. ligeså suspekt blandt de mest ihærdige entusiaster som at være små-pædofil normal-samfundet.

Nå, det er da godt, at Frank McIntosh og Arthur Radford og Peter Walker og de andre .store ånder døde, inden mere “åndede” tiltag som den seneste idioti med en tobaksdåse med sand og metalspåner i, der koblet til en jordterminal uden forklaring eller anden dybere mening skulle kunne forbedre lyden på en måde, som en tilkobling til ægte jord på forunderligste vis IKKE kan. Måske fordi det der med jordtilkobling er noget, som kompetente ingeniører som en selvfølge har tiltænkt deres design, så DET “gælds” naturligvis ikke. For hvad ved de dog om rigtig hifi, naturligvis ingenting .Den her latterlige dåse hænger blot i en high-end ledning bagved apparatet uden yderligere forbindelse til omverdenen og ganske uden aktiv elektronik.
Men bedre, DET bliver det altid! Er der overhovedet nogen mening med det her længere i den her pseudovidenskabelige og voodoo-inficerede hifi-prutverden…?.
Ja, der er, blot man hele tiden huske at kikke…TILBAGE! Glæde sig for vildt!

Så kører vi igen!

Efter en længere tur til Australien er denne hårdtarbejdende skribent atter tilbage, og vi skal ile med at beklage den længere pause på dette sted.  Det var min kære frue, der ganske håndfast beordrede mig afsted,  og så hjælper ingen undskyldninger, allermindst da de allermest forkølede, så afsted det gik. Det var en fantastisk tur som den slags altid er i selskab med Brenton og Trevor og familier og venner og alting. Således atter vederkvæget er jeg som født påny. Meget passende og uhyre hensigtsmæssigt i disse dage, hvor virkeligheden atter vælter ind over virksomheden i en grad, der selv nu efter godt 30 år forekommer utrolig. Dejligt, dejligt!

Derudover er det da vist bare at komme på cyklen her på denne dejlige morgen. Jeg kommer derfor til at svigte mine forpligtelser med mere grundigt at kommentere på en ellers ganske usædvanligt underholdende tråd på Nerds.dk., hvor en sand humorist i den absolutte sværvægtsklasse totalt udstiller en (heldigvis ganske lille) flok monumentale fjolser med totalt grinagtige ganske (med vilje tilstræbte og uhyre vittigt formulerede) totalt uforståelige  spørgsmål. Når selv min kone føler sig uhyre vel underholdt er det altså helt usædvanligt skægt. Det forudsættes her bekendt, at kvinders anerkendelse af særskilt mandlig hifihumor kun finder sted, når humoren overstiger en ganske høj tærskelværdi altså ca. der, hvor alle mænd ligger ligger på gulvet i konvulsiv krampelatter. Tråden hedder “Køb af højttalere” og allerede i overskriften afslører humoristen sig iøvrigt fuldstændigt, idet han i resten af teksten lader som om, han hverken fatter eller kan stave nogetsomhelst. Hvordan denne herlige humorist så i selve overskriften korrekt har kunnet stave det for langt hovedparten af normalt grammatisk-ubegavede danskere (for da slet ikke at tale om den uhyre provinsielt over-repræsenterede taber-hifihobbyist) helt umulige ord “højttalere” ganske korrekt stavet med 2 t-er når han nu efterfølgende overhovedet ingenting kan skrive korrekt, ja se DET er næsten det mest underholdende af det hele.
Men læs det selv og få ondt af både de humorforladte og totalt selvfede narrehatte, der svarer OG da , så langt mere, af den ÆGTE rådvilde, som nogensinde måtte forvilde ind på dette forum. Hold da bare helt kæft at få råd fra den flok abekatte her! Ikke underligt at ægte hifi-hælervarer er ganske umulige at sælge i Danmark…
Nå men nu er han da i det mindste blevet passende advaret, vi takker den anonyme humorist derude for herlig sommerunderholdning!