Store ånder eller bare almindeligt “åndede”?

Den forløbne uge har for denne skribent budt på det sædvanlige mix af både op- og ned-ture. Alt er jo relativt i et menneskeliv og uden relative nedture naturligvis heller ingen absolutte opture. Intet er jo trods alt særskilt smukt uden at beskueren iboende har en reference af noget, der er knapt så smukt. Og så kan det sagtens være, at de absolutte nedture for for eksempel mig selv har været af afgjort begrænset absolut kosmisk interesse, for de største traumer for enhver er jo trods alt ens eget eller den nærmeste families helbred. Og når der i den henseende ikke findes værre ting at omtale end en tabt tand-plombe (ganske vist en af de lidt større af slagsen), så er akut krisehjælp jo lige knapt nødvendig. Heller ikke engang for denne skribent, der ellers ofte i den tidligste barndom blev underkastet den horsensianske rædselstandlæge Markholts både ubehagelige og totalt inkompetente behandlinger. Laurence Olivier i “Marathon Man”, gå hjem!

Den slags burde ellers for de fleste være mere end rigeligt til at indgyde en livslang tandlægeskræk, men den slags hysterisk tøjeri har min tandlæge Steen over de seneste 40 år effektivt fået pillet af denne skribent. Han er en særdeles dygtig og ikke mindst hurtig håndværker, der lynrapt fikser alderdommens dårligdomme. Ihvertfald de af dem, der har med gebis at gøre.
Nå, men frugterne fra vores frodige Belle de Boskoop-æbletræ stod altså i sidste uge på mål for det absolutte traume, som det altid er at skulle til akut tandlæge. For netop i kraft af, at tandlæge Steen og jeg i perfekt parallelitet har nærmet os den allersidste fase i livet er samme Steen kun på arbejde deltids i sin klinik.

Til alt held havde han dog snuppet et afbud, så i et ruf var det største problem i hele verden for mig  væk. Ikke blot reduceret, nej helt væk! Og derefter skinnede solen helt anderledes velsignet og vederkvægende, selv om selv grundige astronomiske undersøgelser objektivt næppe ville have kunnet registrere nogen objektiv forskel. Nå, men nu er denne skribent jo osse som enkelte bekendt hifi-tosse af den absolut kronisk-ramte slags, og lige netop der er der i tiden enighed om, at andet end subjektive og ikke verificer-bare observationer er rent tøjeri. Blindtests er blot noget man laver hos Bang & Olufsen og det må være fordi, de ikke ved bedre.

Ihverfald ved vi hifitosser altid bedre end altså at lade os “fange” i vores lyttemæssige vildfarelser. Og da aldrig nogensinde frivilligt. Dog var lige netop den forløbne uges auditive højdepunkt for denne skribent af en slags, der både påkalder sig grin og krampegråd.
Studierne af de forskellige indspilninger af Sjostakovitj´ 15 strygekvartetter pågår fortfarende for denne skribent, men der fortsat ventes på den nyeste indspilning med Borodin-kvartetten. det er en skøn syssel, selv om det altid er en små-krævende åndelig øvelse at lytte til mandens musik. Hans musik fortæller utvetydigt, at man enten skal lytte ordentligt efter eller bare kan  fucke af.

Men at det så osse skulle blive en betydelig lydmæssig samtidig prøvelse at gennemføre disse ellers velbehagelige studier, havde jeg dog ikke drømt om. Alligevel måtte denne skribent sande, at noget var rivravruskende galt i gengivelsen (naturligvis først efter flere dages lytning) på vores store Vitavox Thunderbolts med det gigantiske 15-cellers horn ovenpå. Disse havde under en demonstration erstattet de ellers sædvanlige Black Nights, men noget var forkert. For godt nok var indspilningerne fra 1940-erne og 50-erne, men de lød nu grimmere end ellers.

Tvunget af akut tiltagende lyttetræthed måtte denne skribent så metodisk i gang med fejlsøgningen, der til alt held viste sig ganske enkel. For i forbindelse med en om-forandring af delefrekvenserne mellem horn og diskant var der sket en programmeringsfejl af de mere kuriøse. Derfor blev mellemtonehornet opefter delt 24 db/oktav ved 8000 Hz, mens diskant-dittoet desværre først trådte ind ved 11.700 Hz. Til gengæld med et arbitrært langt kraftigere niveau, hele 4 dB. Den slags burde være hørbart for enhver og var det naturligvis osse for denne skribent dog uden helt at afstedkomme den nødvendige rettelse af fejlen før efter længere pression. Utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind og det uanset erfaring eller opsamlet selvkritisk sans.

Som bekendt er dog selv de bedste læger langt dårligere and de allerdårligste af slagsen til at diagnosticere sig selv, og det gjaldt osse i dette tilfælde. Alle andre steder ville jeg omgående have kunne spotte den indlysende og tydelige fejl, men hos mig selv kneb det unægteligt mere end meget.
Sådan er livet vist bare, lige pludselig er det slut, som det skete for en delvis branche-fælle i den forløbne uge, Hother Bak. Pudsigt nok har jeg kun en enkelt gang mødt manden, selv om vi i flere årtier var bysbørn, men mindet kommer frem denne dag alligevel. Som minder jo i stigende grad gør efterhånden som livet går forbi og der akkumuleres flere og flere af dem.

Mødet foregik i midt-firserne, dengang Bak og hans noget mere farverige partner Printz (med sin umiskendelige odeur) huserede i den århusianske hifibranche. Det var helt tilbage dengang van den Hul var i sin afgjorte vorden og denne skribent ikke vidste det, som han ellers ret snart skulle sande. At manden dernede i Holland havde noget overdrevne tanker om egen teknisk formåen-tydeligvis noget, der har været en ledetråd siden i mandens virke.
Det var så Hother Bak og konsorter, der dengang sad på agenturet for van den Hul. Og da denne skribent havde fået fingre i en defekt EMT-pickup, der dannede grundlaget for den allerførste van den Hul pickup, så skulle en retipning naturligvis prøves hos Bak.
Forventningerne var derfor store, da den endeligt kom tilbage og Hother Bak personligt bragte den til min daværende arbejdsplads, Radiohuset Expert. Denne skribents skuffelsevar dog kolossal ved at se, at både nål og nålearm sad monteret i en 45 graders vinkel fra lodret. Og den var tydeligvis ikke bøjet eller slået skæv, bare monteret latterligt skævt.

Hother Bak docerede med sin sædvanlige skolelæreragtige (et afgjort “ikke-hit” overfor denne skribent) attitude overfor mig, at sådan skulle den sandeligt se ud og at mesteren dernede i Holland aldrig begik fejl og egenhændigt endda nådigt havde lyttetestet den helkiksede pickup. Selv om samme Hother altså havde været med ved udpakningen.
Det var så sidste gang, jeg mødte denne mærkelige mand. Og det var så iøvrigt samme dag, som han afhentede de Daner Open testhøjttalere, som ham og Printz ihærdigt havde forsøgt at prakke min chef Claus Bülow på. Til alt held for både Bak og os andre bed Bülow efter samråd med os andre ikke på maddingen, dertil spillede de små grimme kasser alt for meget  som de så ud. Fuldstændigt ligegyldigt. Og det iøvrigt uanset hvor meget Hother efterfølgende i den forlængst tabte meningsudveksling vippede skolemesteragtigt rethaverisk med sin smøg. Et afgjort formativt øjeblik for denne skribent, som Hother skal have hjertelig, men desværre  posthum tak for.

Det var så givetvis osse et held for Hother, der fandt nye og grønnere græsgange indenfor Hifiklubben. Uden at denne skribent på baggrund af ganske vist sparsomme personlige erfaringer helt har fattet hvordan eller hvorfor. men sådan er der så meget. Tilfældigheder betyder alt i menneskelivet.
Dog er disse tilfældige tilfældigheder for denne skribent ved at blevet lidt rigeligt cykliske. For denne skribent blev allerede sidste år interviewet til en portrætudsendelse, og nu er det guddødemig sket igen. og det endda i en tematik om “spændende mennesker”, hvem skulle dog have troet det?

Til sidst i dag et par billeder fra hjemmefronten, ikke mindst vores head-fi system. Ikke fordi det nærmest nogensinde bliver brugt, dertil er hovedtelefoner squ et for sygt koncept, blottet for enhver fysik og krop i lydgengivelsen.
Alligevel er det påfaldende, hvor mange der så langt foretrækker (denne skribent bestemt ikke undtaget) den ganske skarpe lyd af de ældgamle Beyer DT48A-hovedtelefoner Faktisk et design fra 1937. Og det altså frem for et sæt skidedyre Stax 007 med en dedikeret T1S rørforstærker til osse ca. en billion.
Hifi er altså noget mærkeligt noget. Og det uanset om man er en stor nyligt afdød “ånd” eller bare lettere “åndet” som denne skribent! Men til gengæld et certificeret “spændende menneske”, så lang tid den slags nu varer..

Efterårstræthed..

Nu er denne skribent ikke ligefrem lalleglad og ikke engang selv om denne muligvis  lidt arbitrære kategori udstrækkes endda rigtigt meget. Til gengæld plejer den ganske vist beskedne tilbageværende livsglæde på denne årstid dog at være ret stabil, og det er den til alt held osse lige nu. Ellers ville det da godt nok osse have været en alvorlig mavepumper i fruens fravær at sidde og glo hjernelamt på verdens muligvis dummeste hifi-forum, dét på nerds.dk.

Nu er og et forum naturligvis ikke i sig selv være dumt, det er udelukkende deltagerne, der definerer den ultimativt opnåelige grad af dumhed, men lige dér excellerer dette forum. Det er nu ikke fordi den menneskelige biodiversitet derovre er særskilt imponerende: Der er sjældent mere end en lille thalidomid-håndfuld deltagere i de endeløse enetaler derovre, der forlængst har erstatter egentlige debatter eller blot rudimentære erfaringsudvekslinger i denne engang så herlige hobby.

Alligevel bliver vi nødt til atter at nævne tidens fremmeste hifi-tågehorn, en vis “Lydjørgen”, der i forhåbentligt uslåelige fantasifuldt-lyriske svadaer besynger den sande high end  hifis vidunderlige væsen. Der, hvor alle mekaniske og elektriske lydgengivere forsvinder og sand hifi-lykke opstår.
Nu troede denne skribent godt nok, at den slags lykkefølelse skyldtes MUSIKKEN, men jeg kan sagtens have taget fejl eller hvordan..? Det må jeg vel have gjort. Men læs gerne mandens magekløse ævl her http://nerds.dk/board/viewtopic.php?mode=reply&p=145515#145515 hvis denne fine eftersommerdag skulle synes overvældende skøn og alt for ubærligt smuk.

Heldigvis er de forskellige hififora aktivitetsmæssigt  ved helt at uddø, men alligevel finder denne skribent en sælsom og muligvis nærmest pervers fornøjelse ved at kikke med på deres sidste krampetrækninger . Hifi-forfaldet har som det farvestrålende efterårs-løvfald en særegen og uforlignelig skønhed og ting og mærkelige kælder-eksistenser og mystiske biller kommer frem, som man ikke anede eksistensen af. For når alt det livskraftige og kritiske og hyggeligt-medmenneskelige er skrællet bort og alle normale mennesker er gået hjem og i seng, så er der kun Kaj-erne og Lydjørgen-erne (OK, lige netop HAM findes der så muligvis/heldigvis blot en enkelt af!)  og et par enkelte andre tilbage. Fascinerende og SYGT, SYGT, SYGT!  Og endnu sygere at læse den slags, indrømmet, men har nu heller aldrig påstået, at jeg selv er helt rask.

Til sidst på denne travle dag, hvor eftermiddagen forlængst er belagt med heldigvis hyggelige sysler lidt billeder fra vores egentlige aktivitets-felt.Dagen byder på installationer af højttalere i et par store lokaler på en større lokal uddannelsinstitution, norle trådløse til en efterskole plus lidt ombygninger af nogle Countryman clipsmikrofoner til trådløs anvendelse. Det er altid en hyggelig gang pillearbejde at skulle installere modstandsnetværk i de afbildede minijackstik, men det kan jo heldigvis ske til ledsagelse at høj musik. HØJT!!! Denne skribent sidder trods alt kun et par meter foran de gamle JBL 5672-biosystemer med 10 gange 870 watt til rådighed for de elektroniske delefiltre.

Til sidst i dag skal vi videregive et tip, som ingen med næsten stats-garanti nogensinde får brug for. Med inspiration fra selveste Vitavox har denne skribent nemlig åbnet bagkammeret for det ellers frontladede horn i vores mange Vitavox Thunderbolts. Det giver jo principielt et lille dyk i amplituden i den dybeste bas, men da signalet fra den anden side af hornet er så meget kraftigere end  signalet i modfase fra åbningen i fronten, så går det nu sagtens.
Alligevel har denne uhyre opfindsomme skribent videreudviklet på ideen, idet der er stoppet en god stak sammenrullet 8 mm. tyk filtplade ind i bagkammeret. Og det har som alle hjemmegjorte forbedringer naturligvis udrettet mirakler.
Lige i det her tilfælde er hensigten nu ikke at absorbere dybbassen, for den slags skal der unægteligt meget, meget mere voldsomme midler til. Nej, det drejer sig blot om at dæmpe de højere frekvenser op til enhedens øvre grænse i systemet på 500 Hz. Og det er både fysisk muligt og ganske let hørbart.
Ja, det er faktisk næsyen blevet så godt, at jeg denne morgen næsten føler mig som lyriske Lydjørgen-jeg må vist ligge banke mig selv lidt i hovedet med et bræt!
Eller lægge mig lidt som Dina Hund..

Vaginisme

Denne uge er for denne skribent udover uhelligt arbejde helt helliget videregående studier af den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj` 15 strygekvartetter. Denne unikke og ubrudte række af mesterværker omfatter værker fra hele mandens lange komponistkarriere, men ingen af dem bærer spor præg af samtidens til tider decideret drakonisk-repressive sovjetiske kulturpolitik. Sjostakovitj leverede mere eller især mindre pligtskyldigt sine obligatoriske socialrealistiske værker, hvoraf ingen dog i dag er ligefrem ubærlige at lytte til.

Det gælder så i helt anderledes skræmmende grad hans samtidige komponistkolleger i Sovjet, der aldrig nogensinde vovede pelsen så meget som Sjostakovitj. Og “pelsen” her skal forsås bogstaveligt-henrettelsespeletonen! Faktisk nåede næppe nogen af hans sovjetiske kolleger i deres produktion selv i heldigste fald at lave et så stort værk som selv Sjostakovitj´ allerringeste. Og end end ikke den ellers talentfulde, men noget mere frygtsomme hjemvendte eksil-kollega Prokofiev. Der ligefrem var så hundeagtigt underdanig overfor Stalin, at han  døde samme dag.. Måske mandens største værk, selv om det var delvist posthumt..

Tilbage til kvartetterne, som er indspillet mange gange, som de fortjener. Ingen af mange ellers glimrende udgaver kommer dog efter denne skribents ydmyge vurdering i nærheden af de forskellige versioner med de russiske Beethoven- og Borodin-kvartetter. Hvoraf jeg selv desværre kun har hørt en af de senere iterationer af Borodin-kvartetten i Wigmore Hall med dette repertoire. For når en kvartet med samme navn er aktiv i mere end en menneskealder, så er visse kontinuerlige  udskiftninger i besætningen jo ligesom  uundgåelige.

Og det er så her, at studierne pågår, for netop derfor findes der p.t 3 indspilninger af dette repertoire alene af forskellige besætninger af Borodin-kvartten fra forskellige epoker foruden den godt og vel  ene, som Beethoven-kvartetten indspillede. Der er derfor rigelig anledning til at lade celloen ryste huset og de andre strygere skære igennem stue-luften med en energi, som aldrig er hørt tidligere på disse kanter.  Vores Vitavox Black Nights synes af skæbnen næsten forudbestemt til optimalt at gengive denne slags musik.

Ikke at vi har forsøgt at finde højttalere, der lyder særskilt imponerende med disse ofte ret historisk-prægede indspilninger, hvoraf adskillige er op mod 80 år gamle. De store skrumler står blot tilfældigvis foran vores ATC SCM 300A-er, som ellers traditionelt og uhyre pålideligt  har leveret varen de seneste godt 20 år. Men alligevel giver disse ligeledes nyligt-historiske akustiske “landemærker” et ikke uvæsentligt pift til lydgengievelsen. På den fede måde forstås..

Vi kan slet ikke nok anbefale folk med selv uhyre begrænset musikalsk nysgerrighed at stifte bekendtskab med denne herlige musik, selv om den muligvis i særlig grad taler til det mere melankolske i menneskelivet. Måske derfor, at min mere sangvinske kone ikke kan udstå musikken, hvorfor studierne osse er henligt her til midtugens “kone-frie” friaftener.
Og i den glade og lettere løsslupne anledning skal vi osse lige huske at anbefale en anden musikalsk kunstner, som nok næppe nogen nogensinde har hørt om. Han var ellers i sin tid en af de allerstørste og det i mere end én henseende-herom mere senere.

Hans fødenavn var Leslie Hutchinson med det meget passende kunsternavn “Hutch” og han var  caribisk-født engelsk neger- en ting, der i mere end en henseende afgørende formede mandens liv. Og HAN er til gengæld en af min kære kones store favoritter med sin uhyre velklingende dybe stemme i repertoire af sentimentale hits suppleret med lidt musik af Cole Porter. Som Hutch i en årrække dannede mere eller mindre formelt “par” med i en tid, hvor promiskuitet og udflydende grænser mellem homo- og hetero- og blot biseksualitet flød ganske meget ud. Dog kun i den engelske overklasse, hvor den slags uformelle seksuelle eksperimenter til gengæld havde været en tradition gennem adskillige århundreder.

Nu kan man måske med god ret sige, at vi bevæger os lidt væk fra Hutch` musikalske præstationer, men i lighed med masser af moderne kunstnere, så var manden i sin forfølgelse af karrieren aldeles uden skrupler. Som mange andre af det almindelige bedre (altså udelukkende  i egen selvfede optik) og især mere succesfulde kunstneriske selskab, så forlod han uden en tanke sin småbørnsfamilie uden et blik tilbage og bollede sig helt  bogstaveligt talt til sin succes. Det var nu ikke fordi han ikke var god til at synge, men alligevel gav hans negroide baggrund ham i starten nærmest uoverstigelige hindringer for succes i de bedre kredse, der jo var dem, der havde pengene.

For selv når han i London optrådte for de adelige og de kongelige, så måtte han uvægerligt smugles ind af tjenerindgangen. Men han havde et hemmeligt våben, der i mere end et årti gjorde ham til Englands mest succesfulde sanger. Og han var mere end parat til at bruge dette våben , som allerede hans samliv med Cole Porter tidligere havde demonstreret. Og det var ikke engang fordi han var bøsse, det var han nemlig ikke, han var blot et helt usædvanligt kompromisløst selviscenesættende menneske. Og selv blandt utallige andre selvfede og -promoverende  kunstner-svin (min svigermors første mand, komponisten Henning Christiansen kommer ellers højt på listen) var han unik.

Tilbage til hans “våben”, som var et et helt usædvanligt stort mandligt lem. Og som Hutch var mere end villig til at bruge for at promovere sin sag  blandt både frigide og biseksuelle og decideret fuldtids-lesbiske kvinder i det bedste engelske højborger-skab plus do. adelige(plus undertiden for sagens skyld (altså Hutch´s egen) disses ægtemænd) Det var sådan en slags omvendt “me too” blandt alle adelsdamerne om osse at prøve denne altid potente mands urimeligt store lem. Og især én af disse gjorde Hutch berømt.

Det var den kendte Lord  Louis Mountbattens kone Edwina, der for alvor demonsterede Hutch`´format. Mountbattens ægteskab var ellers den sædvanlige mix i disse kredse af en primært homoseksuel mand og en primært lesbisk kone, vel sjældent en garanteret recept på ægteskabelig lykke. Og bestemt ikke her. Hutch var dog klar for at forsøge at “aflesbificere” fruen, som tegneseriefiguren salig Arne And engang stod for.
Edwina ville så osse i dette “me too” miljø afprøve Hutch´ færdigheder, men så indtraf katastrofen for den uøevde sen-debutant indenfor heteroseksualiteten.  Under det for damen usædvanlige eksperiment indtrådte der såkaldt skedekrampe, der medførte akut indlæggelse af de to på et hospital. Man kan let forestille sig, at det ikke nædvendigvis var skedekrampe, men til gengæld så meget mere krampagtig latter, der har ledsaget dette umage par i ambulancen og hen af hospitalsgangen. Den velkendte social-elite (gifte) dame og en næsten ligeså kendt neger-sange i ukristelig sammenkobling.

Det endte altsammen uden mén  for parterne, ihvertfald fysisk, men Hutch ` som damernes kammersanger dage var ved at være forbi. Ikke al offentlighed er god reklame, den her var ihvertfald ikke.
Alligevel skal vi her til sidst henvise til et par hyggelige beretninger om denne formidable sanger, der til fulde demonstrerer, at kunstnere ikke blot ikke behøver være gode mennesker. Det er nok mere undtagelsen end reglen at de er andet end helt usædvanligt stupide selvhævdende ja, altså “Hutch”-er
https://www.dailymail.co.uk/femail/article-1085883/The-royal-gigolo-Edwina-Mountbatten-sued-claims-affair-black-singer-Paul-Robeson-But-truth-outrageous-.html
Der er osse en formidabel TV-dokumentar, der dog pt. ikke er frit tilgængelig på youtube, men som ikke nok kan anbefales.

Nå, men derfor synger han nu fremragende og  muligvis ikke underligt, at min kone synes noget bedre om ham end om Sjostakovitj. Kvinder har jo intuition og Sjostakovitj havde som denne skribent først succes med kvinder sent i livet..Og endda uden  at have Hutch´ kvaliteter

Til allersidst skal vi da lige henvise til en vis “Lydjørgen”, hvis mageløse bidrag in en tråd om hifi og highend på nerds.dk til fulde demonstrerer  , hvor inderligt syg denne hobby kan være..
Vrøvl i “vrøvl-te” potens! For nu lige at få Hutch med igen..

Sammenlignende lyttetests

For det meste sidder denne skribent i sin cykliske midtuge-isolation uden kone og hører musik eller fordriver/småspilder tiden på anden fornøjelig vis. Så højt nu som den slags kan svinge sig op til, når nu madammen først med alarmerende regularitet vender tilbage troligt hver torsdag. Man nu derfor nødigt have det alt for sjovt her i den ægteskabelige mellemtid, så derfor har denne skribent muligvis klogt nok indlagt nogle lettere idiotiske, ja nærmest tvangsmæssige og personligt ikke videre kvalificerende, sysler. For eksempel at lytte forskel på forskellige EMT-pickupper.

Den slags er heldigvis ganske let at gennemføre, som dagens billede vel beviser. For det er jo ikke akkurat elektronisk isenkram, som vores lille virksomhed går ned på. Så derfor kan den sammenlignende lyttetest både foregå som enkelt og dobbelt blindtest af den relativt simple årsag, at begge de anvendte ATC SCA 2 forforstærkere reagerer på den samme fjernbetjening med nogenlunde samme betydelig tøvende træghed. Så netop derfor ved heller ikke den knap-trykkende bisidder med nogensomhelst sikkerhed eller blot rimelig sandsynlighed udover den rene og skæreste tilfældighed,  hvilken af forforstærkerne, der aktiveres. 
Det skyldes nu ikke, at fjernbetjeningen er defekt, udelukkende at de anvendte langtidsholdbare batterier  er ganske svære og smådyre at skaffe og derfor bruges ganske godt “ned” i spænding indtil cellens indre impedans bliver urimeligt høj. Hvorefter testen for en tid (adskillige år faktisk)  atter er umulig, fordi fjernebetjeningen med usvigelig og positiv sikkerhed betjener begge apparater synkront. Nå, men heldigvis har vi netop en dedikeret remote til netop denne specifikke testopstilling, så alt er vel. Og vi må lettere nedslået konstatere, at en EMT JSD 6 er marginalt mere vellydende end en EMT TSD 75, som den iøvrigt ikke vanvittige prisforskel vel osse kunne antyde. Sådan ca . en fordobling fra 10 til 20 k., efterhånden vel den lavere mellemklasse prismæssigt for pickupper.
At de latterlige  prisstigninger, som ikke mindst Ortofon i de seneste mange år har gennemført, totalt har fremmedgjort denne skribent for deres produkter, har tidligere været nævnt på denne plads. Faktisk findes der ikke længere blot en eneste Ortofon pick-up her i huset, for der er simpelthen grænser for, hvor sjovt det er at støtte en løbsk-løbende penge-liderlig maskine som Ortofon, Så langt hellere EMT, hvis produkter over et årti er steget med ja, ikke rigtigt noget og hvor en reparation er prissat endda uhyre rimeligt. 
Lyd og lytteglæde er således forbundne kar for denne skribent, men lytteglæden er så en særdeles kompleks størrelse, som så altså osse i høj grad inkluderer økonomiske og personlige realiteter. Således ville jeg aldrig nogensinde hverken eje eller gratis have en JBL-højttaler uanset model fra dagens uhellige situation med Samsung som ejer og en aldeles ryggesløs inder som leder af Harman-delen. Den måde, de idioter har behandlet brilliante JBL-medarbejdere med årtilange strålende karrierer, er simpelthen skammelig. Og så skammelig, at al musikalsk glæde gennem deres produkter på forhånd er “disket” For al evighed.
Heldigvis er den tilbageværende tid til evigheden efterhånden osse til at overse for denne stærkt aldrende skribent. Dog endnu uden væsentlige aldersbetingede mén udover tiltagende resignation over verdens dårskab. Heldigvis kan denne store verden stadigvæk overraske, omend det ikke altid er i synderligt positiv retning. Og nu må vi atter lige kortvarigt tilbage til min gamle fødeø Endelave, som om dette jo nok næppe vil påkalde sig nogen videre interesse-om overhovedet bare den allermindste!
Alligevel skal vi dog lige citere en “perle” (ikke at forveksle med det ellers enslydende  politimæssige jargon-udtryk) fra et samarbejdsmøde mellem øens beboerforening og Horsens Kommune. Situationen på åen er jo som tidligere muligvis bekendt, at den har mistet sin skole, afgjort på tide, tillige med præst og læge og snart osse lillebitte købmand. Slut, prut, finale-tæppet burde være faldet forlængst for en uundgåelig udvikling, som selv ikke gratis færgetransport i årevis for fastboende (og grinagtigt lave priser for ikke-øboere)  har formået andet end at udskyde og det endda kun ganske lidt.
Selv om beboerforeningen glæder sig over, at der i 2 tørke- og rekord-varme måneder var flere turister på øen end i mange år, så er det jo ikke akkurat enestående. ALLE kystnære områder overalt i Danmark har sat samme rekorder. Alle sammenlignende realiteter er således uændrede, der er ikke blot ikke den allermindste relative gevinst  og Endelave er uændret et dødsdømt samfund. Og det naturligvis fordi ingen yngre familier gider bo i en isoleret enklave af relativt velholdte pensionister-naturligvis osse derfor, at der ingen børn længere er på øen under 20 år. Vi citerer nedenfor fra Endelaveblader denne vidunderlige kontrafaktuelle svada om en virkelighed af de absolut mere virkelighedsfjerne.
Og så endeligt tilbage til det lovede citat fra øens beboerforening med den uforknytte dyrlæge Karsten Kragh Hansen i spidsen. Mærkeligt, som dyrlæger har præget (eller måske nærmere forsøgt at præge!) dansk politik i mange, mange årtier-iøvrigt sjældent til det bedre
Som tidligere nævnt er der omkring 150 mere eller mindre halv- og hel-gamle endelavitter tilbage på den terminalt  skrantende ø, og det er på den baggrund, at forslaget her skal betragtes i al sin vanvittige tilskuds-absurditet. For det er og har jo naturligvis aldrig været meningen, at øens beboere SELV skal betale skal betale så meget som en bøjet femøre til det her vanvittige projektforslag. Som er en helt ny og PARALLEL færgefart, det vil sige TO FÆRGER til ABSOLUT ingen nytte.
Se blot her:
Jeg skal ikke undlade at nævne, at færgeoverfartens varighed og de få daglige afgange er et stort bump på vejen for mange, der ellers ønsker at besøge øen eller bo her. Det kunne være en mulighed at investere i en mindre færge, der håndterer passagerer og sejler væsentligt hurtigere, og holde en anden, sjældnere færgedrift for gods og lignende. Denne løsning ville især gavne de skoleelever og pendlere, der hver dag rejser mellem fastlandet og øen. “
Ak ja, en forflygtiget virkelighedsopfattelse, som man vist skal bo på ø for at finde nogen rimelighed i. Stakkels dem da. Og stakkels OS, der skal tage den slags rablende idioti alvorligt. Og ikke mindst betale bjerge af penge (mange millioner årligt bare HER), der dårligt kunne være anvendt bedre andetsteds! Ikke dårligt, nej, UMULIGT!
Nedlæg lortet og lad dem da sejle deres egen håbløse ø/sø

! Og beklager sproget, men der er stærke følelser med for denne skribent