Sidste hurdle!

Så er forårets arbejds-raseri atter ved at nærme sig den allersidste forhindring inden mållinien,som den berømte væddeløbshest “Red Rum” gjorde det på Aintree-banen i Grand National Steeple Chase i 1973. Der er så den ikke ganske ubetydelige forskel, at det denne gang er os, der er langt foran vores budgetter og andre ikke helt ligegyldige trivialiteter, Det var noget anderledes for Red Rum, der nok nærmede sig målet, men dengang i det uforglemmelige løb var så bare en ANDEN hest 30 længder foran, da Red Rum passerede sidste forhindring. Hvad der derpå skete er en episk historie om en levende legende, der vil leve videre efter at alle andre levende legender forlængst er afdøde. Og som vi ikke nok kan opfordre alle til at gen-se i videoen, som vi lige linker til nedenunder. Den fortæller osse samtidigt en uhyre livsbekræftende historie om et levende væsen, der VILLE vinde og vi taler ikke om jockeyen her. Han ser ud til at være mindst ligeså lamslået som alle tilskuerne og kan bestemt ikke tage nogen del af æren for det fantastiske løb. Han er helt tydeligt som så mange andre bare med “på turen” En ganske uforglemmelig én!
Men here goes: Hvis du ikke ser den til ende er du selv ude om det, vi har advaret! Det her er enestående og den indlagte hysteriske pathos er ganske på sin plads..
https://www.youtube.com/watch?v=7FxJvJOrIVI

Nu er der jo mange af den slags væddeløb derude i Verden og som sagt, vores egen lille virksomhed kan ikke sige sig helt fri for at være med i det daglige rotte-ræs. Det er så den ganske forudsigelige bagside ved at vi er et “kunde-defineret” firma, hvor vi dagligt løser alle de opgaver, som andre enten ikke kan eller gider. Der er flest af de første, men de sidste er tit de sjoveste. Fordi mange af vores konkur-leger så indlysende har “tabt sutten” ved hverken at være rigtigt gode til det ene eller til det andet. Og så er al uvished om fremtiden så helt forduftet, for så BLIVER der slet ingen fremtid for virksomheden.

Nå, men vi kører så vores helt eget lille “ræs” her i vores lille familie-biks, som iøvrigt som måske tidligere nævnt faktisk blev til ved et lykkeligt tilfælde. Vi fik heldigvis en “running start” som salig Red Rum, så det var bare at sætte lidt turbo på til sidst, så havde vi efterladt resterne af det gamle Dansk Audio Teknik på konkursernes altid ledige affaldsplads. Som vi så selv heldigvis indtil videre bekvemt har undgået, og i år ligefrem ser ud til at kunne køre i en selv for os ganske usædvanligt stor bue udenom..

Nå ja, helt nogen  “Red Rum-historie” er der vel trods alt for os ikke tale om og heltemod kan der jo heller ikke være tale om, da jeg jo selv blev tvunget ud i selvstændigheden. Helt er jo trods alt ikke noget man bare tilfældigt kan BLIVE, det er noget, man SKAL VÆLGE at VÆRE.
Som udødelige Red Rum!

Spanien

Vi beklager udfaldet på denne plads i sidste uge, som skyldtes den lykkelige omstændighed, at vi var på en god uges pensionist-ferie i det allersydligste Spanien. Det var så dengang, det forekom som en god idé, i mellemtiden er de deraf følgende ophobede hjemlige realiteter så som dengang et veritabelt slagge-bjerg over ulykkelige walisiske Aberfan kommet bragende ned over os. Sådan er livet vist bare, man får og sår noget godt og så betaler og høster man så stormen bagefter.

Derudover var det nu en ganske forrygende fredsommelig oplevelse dernede i flækken Riogordo, hvor hældningskoefficienterne i de små by-gader ved deres blotte eksistens levetids-forlængede beboerne. For blot det at gå i supermarkedet et par hundrede meter væk medførte bestigninger ef stejle og small gader med stigningprocenter af tæt ved det dobbelte af af dem på Tourmalet. Og ifølge den formodentligt rimeligt korrekt-katalogiserede alder på ejerne af gravstenene var det et godt sted at have boet, dér i Riogordo vest for Malaga. For ikke alene var folk muligvis som følge af den nødvendige daglige (indkøbs?)-motions-dosis allesammen blevet tudse-gamle, de havde osse dømt udfra de tilfredse udtryk på de derværende knejsende trivelige koner haft et givtigt og godt liv. Hvor tilsyneladende intet var foregået i et tempo, der havde været meget mere end adstadigt og dermed tydeligvis uhyre sundt.

I lyset af denne sydeuropæiske illustration af det klassiske engelske udtryk “Contentment is Wealth” (som muligvis endda slet ikke er spor klassisk, sådan lyder det blot), så forekom det jo unægteligt noget alternativt-fornuftigt straks efter hjemkomsten ufortøvet et kaste sig ud i den daglige stressende og små-kaotiske trummerum igen, der jo næppe akkurat ligefrem levetidsforlænger nogen. Og da slet ikke denne aldrende skribent. Nå, men heldigvis lokker sommeren snart igen med en smule driveri, så alt ialt er der ..”gemytlighed til stede”, som skjalden skrev.

Nå, men der er osse positive sider af de daglige arbejds-raserilignende tosserier. For vi skal trods alt i denne uge levere både et sæt aktive ATC SCM 150ASL  OG et sæt ditto SCM100, og den slags er trods alt altid en særlig begivenhed. Alene arbejdet med at slæbe skrummel-kasserne ud på sækkevogne er altid mindeværdigt og medfører diverse obligate små-skrammer og ditto splinter i fingrene, da vores firmadomicil i ganske enestående grad er tvivlsomt egnet til tung transport af voluminøse emner. Det er så prisen for at bo relativt billigt. Alt har en pris ligesom ferier i Sydspanien, men værd at betale, DET er det!

Nu er det heldigvis langtfra arbejde altsammen uden at denne skribent dog helt har held med at overbevise sig selv om det. Til eksempel er det nemlig endnu ikke lykkedes at få vores tidligere omatlte “luder-lakerede” Yamaha NS1000M sat til. Og det på trods af, at de står under 2 m. fra deres tiltænkte plads og derudover på deres nuværende holdeplads står i vejen ad Helvede til. For jeg glæder mig da faktisk ganske meget til at lytte til, hvad japanske Kenrick har kunnet få sådan et par gamle kasser til, nænsomt og kongenialt/respektfuldt restaurerede, som de tilsyneladende er. Ikke noget Troels Gravesen-hærværk og andet pis her. (Det skal her være underforstået, at netop denne model af Yamaha har han tidligere med held forsøgt at fjerne al ejerglæde og værdi af) Lav dog dit eget lort og lad være med at ødelægge klassikerne, er det for meget at håbe? Nå, de her er heldigvis sikret bag 3 glammende hunde for denne mærkelige mærkelige kældermands årtilange hærgen! Afskyeligt og tillige og totalt  respektløst for traditionen og historien, som når Wassim Halal “gen-opfinder” hotdoggen. Hold dog snitterne væk, Fedberg!

Nå, jeg må i gang med at gennemteste fruens nye køkken-anlæg, som hun ikke er ganske tilfreds med. Og i betragtning af, at det ellers burde være/ER opgraderet med en Stageline-effektforstærker bestykket med de glimrende dansk-designede digitale Pascal-forstærkermoduler i stedet for den gamle ikke akkurat voldsomt vellydende (mildt udtrykt!) Crown XLS1000, så må der været noget galt. Og vi vil naturligvis pligtskyldigst på denne plads rapportere om udviklingen i denne penible sag.
For intet er dog værre eller flovere end at blive fanget i egen “hifi-utilstrækkelighed” i min alder. Og det KAN ligesom ikke blive værre, end at det er ens egen kone, der gør det!