Gadens parlament

Historien viser, at det er noget problematisk ubetinget at tro på “det gode” i det enkelte menneske. Altid meget nemmere at tro på den ultimative godhed iboende i SIG SELV og dét er til gengæld en fin recept for utallige folkemord. Historien viser så endnu mere tydeligt, at det er helt ubeskriveligt meget vanskeligere at tro på det kollektivt-gode i tilfældige folkemængder. Al magt har vist at korrumpere og så er det iøvrigt ligegyldigt hvor lidt magt man har, bare man har nogen. Tag for eksempel situationen i Ægypten. Hvor folket til DR-reporter Steffen Jensens ekstatiske begejstring har taget den demokratiske magt. Fra tyrannen og folkemorderen og menneskeæderen Mubarak.

Herfra skulle man naturligvis tro, at det kun kunne gå fremad, men helt så enkelt er livet desværre ikke. For det første var Hosni Mubarak blot en naturlig forlængelse af en uendelig række af mellemøstlige potentater med forgængere som Sadat og Nasser, som også betragtede sig som valgt på livstid. Det var da ihvertfald sådan det blev i dette uregerlige land for de andre ganske vist på noget forskellig vis. Demokratiske forbilleder var ingen af dem vel, men særskilt slemme var de nu heller ikke. Vel nok områdets allermildeste, dengang og da ikke mindst nu.

Det er så til gengæld ikke helt sikkert, at det kommer til at vare ved. Eller rettere, det er ganske givet, at det gør det ikke! Når centralmagten forsvinder i kortere eller længere tid, så vælges universelt i verdenshistorien øjeblikkeligt et gadens parlament, som blot har den iboende kedelige egenskab, at det er langt sværere at afskaffe efterfølgende end Mubarak. Man kan naturligvis som jubel-idioten Jensen se det som et tegn på gennemgribende demokratiske forandringer, men så skal man nu også være særskilt dum.

Problemet er helt simpelt, at når anarkiet opstår i et magt-vakuum som i Ægypten, så tjener alle vagt-værnene på gaden ét og samme formål: De skal forhindre plyndringer. Ikke fra de tidligere magthavere, næh, naturligvis fra naboerne og det plejer så også at virke et stykke tid. Sommetider timer, undertiden hele dage.
Derefter viser dette tilsyneladende så dybt demokratiske fælles beskyttelses-system sin tydelige iboende svaghed: Da der ingen løn er til aktivisterne med køller og kalashnikover på gaden, så må man naturligvis ernære sig på anden vis.

Desværre for alle demokratiske forhåbninger knyttet til videreudviklingen af dette rene anarki er den indbyggede “berigelse” af de nye tilfældige magthavere tydeligvis umulig at modstå. Lynhurtigt udvikler det sig fra fælles plyndring af tomme regeringskontorer til, at vagterne på gaden begynder at afkræve tilfældige gebyrer. Ssystemet er altid uløseligt forbundet med offentligt ansatte på det afrikanske kontinent med en alt for lav officiel løn. Det bliver så naturligvis kun værre, når der slet ingen løn er. Udover den traditionelle “soldatens løn” Det, der er, som man kan stjæle ødelægge og voldtage og det begreb dækker jo ligesom det meste.

Hele dette gadedemokratiske eksperiment ender øjeblikkeligt i de uløselige problemer med at beskytte sig selv. Mod desværre alle de andre, som er fuldstændigt ligesom én selv. Hvilke chancer er der så for en lyn-demokratisering af Ægypten.
Tallet er helt enkelt nul komma nul dut. Jo hurtigere man afskaffer al centralmagt jo hurtigere ender det hele i borgerkrig på alle planer i et land fuldstændigt uden blot antydningen af demokratisk tradition.

Det ville nu desværre næppe blive spor anderledes ved en tilsvarende folkelig manifestation mod tyrannen Lars Løkke. I stedet for at tiltro folket som tilfældig gruppe den samlede gruppes kollektive ædelhed så ender det altid i ren ækelhed i den allerlaveste fællesnævner. Som historisk altid har vist sig at være den samme. Altid og til alle tider.
Med hensyn til Ægypten kan man naturligvis sagtens være optimistisk. Det bliver det nu blot ikke anderledes af og så kan man iøvrigt snakke sig hektisk-plettet ganske blå i hovedet som Steffen Jensen. Man kan ikke “kick-starte” demokrati, ja måske KAN det overhovedet ikke startes..? Ligeså lidt som valget af “gadens parlament” nogensinde er en formel demokratisk handling.

Tømmer-lus..

..er vel noget af det sidste, man kan kalde store Erik, men tømrer er han da. Vistnok og vist osse glarmester, en håndværksmæssig “polyhistor” som den netop afdøde Tøger Seidenfaden. I modsætning til Tøger som så åbenlyst aldrig tvivlede på, at han kunne alting og alligevel aldrig nogensinde tænkte nogen fornuftig tanke (og som vi oprindeligt ville have portrætteret i dag, men det kommer nok!), så er tømrer Erik manden, der ingenting siger og kan alt. Måske netop fordi han ikke konstant distraheres i tanke og handling af sin egen boblende og sprudlende veltalenhed?

Da der mangler en dør lige p.t. her ved arbejdspladsen vil vi straks begive os mod varmere kamin-strøg ovenover. Heldigvis blot for en tid, Erik er ligeså grundig og hurtig, som er han er ganske kolossalt stor og stærk.
Samtidigt skal vi lige huske at glæde os over firmaets hidtil næststørste samlede ordre til et gymnasium i en omegnskommune. Lige i det her tilfælde er næststørst nu også rigeligt stort, ikke mindst fordi den største opgave var så ganske usædvanligt kolo-enorm million-stor. Nå, tak til rektor og andre beslutningstagere derude for at gøre det eneste fornuftige, som man kan i større byggesager. Nemlig det samme som vi gør med tømrer Erik: Tror på, at han kan sit kram fordi han i den grad udstråler ro og tillid. Så meget, at han må have noget at have det i. Og det har han, tro os, han har været her før og skal nok komme igen.

Nå, væk fra kulden og vi vil lige minde om, at ingen offentlige personers eftermæle nogensinde bliver større end deres sidste handlinger. Derved ligner de den gamle kolossalt vel-udrustede pornotyr, ligeledes forlængst salig John Holmes. Dette helt uopnåelige idol for alle mænd af min generation oplevede ligesom Tøger, at udleve sin eget eftermæle endnu mens de var i live. John Holmes`sidste stof-omtågede optrædener på lærredet/lagenerne var tragi-komiske ikke meget mindre end “The Italian Stallion”, en ung Sylvester Stallone, med ca. ligeså lidt skud i “bøssen” Eller for den sidste vedkommende uden “bøsse” OVERHOVEDET, selv i Holmes´filmiske “nadir” var størrelsen (men altså ikke gørelsen) stadigvæk intimiderende.

For os vil Tøgers eftermæle altid være synonymt med Politikens knæfald overfor islamismen i den skandaløse undskyldnings-affære overfor profetens arvinger. Hvem det så iøvrigt er, de har lige fra starten haft mægtigt travlt med at slå hinanden ihjel i kampen for den rette arvefølge.
Når man således totalt forråder alt det, som man muligvis tidligere i sin ubeskrivelige selvfedme ellers har præket om frihed (og det har han jo omkring Salman Rushdie, men har tydeligvis som mange intellektuelle en særlig evne til uden omtanke eller anger at ændre synspunkt totalt og arbitrært)så giver det ligesom sig selv, hvordan eftermælet bliver. Stor i sin tid og derefter ganske bitte-lille.

Vi skal i dag lige citere en bid fra en nekrolog om Tøger, som vi ville ønske, vi havde skrevet selv: “I denne stund kan vi hylde hans velbegavethed og hans enestående indbyggede overbevisning om, at han aldrig kunne tage fejl. Han vil blive savnet i den offentlige debat, men jeg er ikke tilhænger af, at vi laver virkeligheden om, fordi folk død. Alle kan erstattes,-også Tøger Seidenfaden”
DET her er altså en enestående elegant total afstandstagen til en nær kollega fra sit egen bladhus. Ihvertfald engang, forfatteren er forhenværende på en lidt anden måde, nemlig selveste Bent Falbert, tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet. Hil den som “hiles” bør, i dette tilfælde er vi ikke i tvivl. Farvel, du danske “John Holmes” Når man i sin samtid har fyldt så helt enormt meget som Tøger er der desværre sommetider så forfærdeligt meget at glemme og helt forfærdeligt lidt at huske.
Herfra kan det da heldigvis kun gå fremad for Politiken. Nekrologer skal jo altid være positive.

“Generation Multiorgasme”

I dag skal vi indledningsvis huske at gøre passende reklame for en ny i en allerede forlængst uendelig række af yngre kvinders selv-realisationsprojekter. Som allesammen et eller andet sted tilsyneladende UDELUKKENDE går ud på at ændre disse menneskelige “høns”´ placering i den evindelige kvindelige hakkeorden. Og den slags gøres altid bedst blandt disse kvindelige “æg-læggere” ved at give konkurrenterne en følelse af mindreværd. I hønsegården kan man altid hakke hinanden til blods eller helt ihjel, men det er lige knapt acceptabel i generationen “en passende mængde af de HELT rigtige designermøbler med passende pluk af ditto genbrug” Ikke at de fleste kvinder antageligt ikke ville gå til denne yderste grænse, men det er heldigvis endnu forbudt. Enter “Generation Multiorgasme”

Nu er det omtrent ligeså vanskeligt at lave pålideige undersøgelser af almindelige kvinders orgasme-hyppighed som det er at få tilsvarende oplysninger hos mænd om deres gennemsnitlige sex-aktivitet. Det sidste svar er altid og har altid været “lige godt og vel 2 gange om ugen”, fordi alle mænd altid har vidst med absolut “primal vished”, at de altid “får” lidt mere end de andre. Mænd og derved har man også med et mindre mandligt-bøssoidt “svind” kvinderne med i ligningen. Hvis det altså blot havde passet, det som de andre sagde og det gør det naturligvis ikke og en løgn på en anden løgt negerer sig ikke tilbage til en positiv sandhed. Fordi måleusikkerheden på dette penible plan af maskuliniteten er 100%, hverken mere og da slet ikke mindre. Når sandheden bare er for ubekvem bliver løgnen blot så meget mere sand.

Som sagt, pålidelige undersøgelser af kvinders orgasmehyppighed er ikke spor nemmere. De seneste kliniske undersøgelser ligger noget langt tilbage i tiden med pionerer som doktor Kinsey og Inge og Sten Hegeler (der faktisk OGSÅ var en slags læger) De viste noget prosaisk, at ret få kvinder NOGENSINDE fik orgasme under NOGETSOMHELST samleje. Og en del trods udførlig “manuduktion” (tjah jamen det hedder det selv med håndbruser) ALDRIG nogensinde. I utallige generationer havde mændene tilsyneladende været ligeglade som alle sex-debuterende drenge altid har været. Og helt sikkert stadigvæk er!. Og hvofor overhovedet ændre på det?

Om det så er ændret ved vi ikke. Vel næppe ligefrem til dette nye kvindelige, dybt medsøster-intimiderende “multiorgasme”-begreb. Det her begreb kan simpelthen kun være atter et ny opfindelse i KVINDERNES indbyrdes statuskamp. Som en åbenbart naturlig forlængelse af den allerede syge rivalisering omfattende eget udseenede, det perfekt indrettede stilrene hjem, de perfekt påklædte børn osv. osv. Vi tror simpelthen ikke herfra på, at kvinderne efter så mange årtusinders “orgasme-stilstand” pludseligt udvikler sig til rene “multiorgasmiske sex-maskiner” over mindre end en generation. Og da især fordi det slet ingen mening giver for os MÆND.

For hvem i Helvede ønsker sig dog (udover ALLE bumsede teenagedrenge naturligvis) en nymfoman i julegave? Slet ingen, selvfølgelig, for der er altså ikke meget mere skræmmende for (forhåbentligt da siger denne allerede skrækkeligt skræmte skribent) end en kvinde, som aldrig vil kunne tilfredsstilles. For hvordan skal man(d) dog vide, hvornår man skal holde op igen. Nok er jo næppe nok nogensinde..?
Og ikke mindst, hvordan skal midaldrende mænd nogensinde have held til at luske ned i slyngel-kælderen og “pille lidt” utilbørligt ved sit elskede hifi-anlæg, nej vel+ Skræmmende tanke det her. Alene af denne nødvendige grund må det vel være løgn, selv om der jo næppe er nok hifientusiaster længere til afgørende NEGATIVT at påvirke orgasme-statistikken. For kvinder altså, vi mænd har det jo noget lettere med store “kasser”..

Tilbage til bogen, som blev anmeldt af en kvindelig anmelder i JP i ugens løb. Anmeldelsen var sønderlemmende og de udvalgte citater var tåkrummende rædsomme selv for en regulær læser som denne skribent på diverse hifi-fora. Én enkelt “narrehat” blev det til sikkert meget fortjnt for dette umulige kvinderealisations-projekt. det ved vi mænd allerede naturligvis ganske godt som vi sidder her og “piller lidt” ved de elektroniske “godter” Vi ved jo godt, at fred og ro til lidt elementær “hifi-onani” altid er det allerbedste forspil og sikkert tit det eneste.

Tænk blot på, at hvis hende her konen med bogen havde haft ret hvor lidt tid der ville have været til disse i livet så uendeligt væsentlige ting, man gyser!
Til slut lige et passende citat og ditto appetitvækker fra bogen “Jeg (hun red.) kører med cykelhjelm, fordi jeg har fået den af min kæreste” Dybt, tænk blot, at den mandlige “generator” af uendelige og uafledelige multiorgasmer kommer så let til det! Tippet er hermed givet gratis videre.
Konen her i huset HAR allerede fået en cykelhjelm, ganske vist af sig selv. Om det kan forklare nogenting, næh, det kan det vel ikke. Hun kører nu heller aldrig med den, nok derfor! Eller bare noget andet i denne verden af “hysterisk-hakkende høns”
Og hvad har det så med mandlig hifi-interesse at gøre. Svaret er ganske simpelt: Ingenting og alting.

“Vanity Fair”

Overskriften i dag er sakset fra en litterær verdensklassiker, engelske William Thackeray, som skrev masser af tykke og glimrende romaner. Om de allesammen var helt så gode, som de var omfangsrige, er måske tvivlsomt i denne skribents noget fjerne og tågede litterære erindring, ikke ret mange bøger egner sig faktisk til at læse som ungt menneske udover “Kampflyver-Serien”, men det er en helt anden sag. Ægte erkendelse fordrer dog trods alt en vis viden og (livs)erfaring. “Vanity Fair” var nu rigtig god. Og hed måske forudsigeligt nok “Forfængelighedens Marked” på dansk. Og bogen lidt usædvanligt for datidens noget langgabende litterære tradition udenfor Tennyson og Coleridge (som iøvrigt osse skrev digte, nok mest derfor) heller ikke så forfærdeligt lang og jeg kan stadigvæk huske noget af den ellers ganske stillestående handling, hurra. Udover at denne forfængelige skribent jo så også lige kan blære sig lidt med sin betydelige belæsthed. Men prøv at genlæse andre store engelske datids-digtere som Thomas Hardy med hittet “Tess of the d´Urbervilles” “Jesus Christ” siger jeg bare, og han var vist ikke engang med, men derfor var den unge Natassja Kinski nu ganske appetitlig i filmatiseringer. Dengang alting var før, som alting altid er eller alt for hurtigt bliver.

Gennem adskillige årtier hed den litterære diæt for denne skribent mindst én bog om dagen. Det mest positive man kunne sige om datidens “litterære grovæderi” var det vel, at jeg under læsningen ikke strejfede alt for rundt i gaderne, ellers blev jeg ikke meget klogere. Først langt senere (årtier!) lykkedes det at “syntetisere” denne møjsommeligt erhvervede viden til nogetsomhelst nyttigt. For så vidt altså denne beskedne side kan anskues på denne måde.

Og det kan den tydeligvis til tider. Gårsdagens tekst blev nærmest “lobhudlet” for at blive i dansk forlængst forglemt før-tidssprog. Helt så fantastisk synes jeg ikke selv, den var og selv om jeg havde gjort det, så ville jeg naturligvis ikke kunnet sige det. Og da allermindst hvis jeg virkeligt havde ment det. Det ville jo have været lidt for forfængeligt. Men tak selvfølgelig alligevel til alle og da ikke mindst til Søren N., som på et andet forum, avtainment.dk, skrev” ..det er nu helt poetisk noget af det han skriver.” Måske lige knapt, Søren, men DET her er RIGTIG poesi:
“Theirs not to make reply,
Theirs not to reason why,
Theirs but to do and die:
Into the valley of Death
  Rode the six hundred.”

De fleste af denne forums dannede læsere vil naturligvis forlængst have genkendt Lord Tennysons (det vil sige, da han skrev det her var ikke blevet Lord endnu men til gengæld var det hovedsageligt derfor, at han blev det, spændende ikke?) udødelige Krimkrigs-digt “The Charge of the Light Brigade” Som vist dårligt kan anskues som noget and end verdens måske ultimative ANTIKRIGS-digt. Det handler godt nok om usigeligt heltemod, men baggrunden i digtet er den engelske øverstkommanderende Lord Raglans totalt imkompetente og uforståelige ordrer på slagmarken ved Balaklava, som sendte hundredevis af kavallerister direkte i dødens gab uden blot den mindste mening. Alting var forgæves og tilbage var blot en fantastisk digt.Åh jo, og så lige begyndelsen på moderne sygepleje-praksis under utrættelig indpiskning af Florence Nightingale men det var så også dét!

Inden den ellers uhyre berettigede forfængelighed (er der egentligt noget, der hedder det?) over egne stråelende evner og uhyre belæsthed helt tager kontrollen, så skal vi gøre en indrømmelse. Ja, også her i vores kælderværksted er der eksempler på forfængelighed. Når der for eksempel står 3 megastore McIntosh-forstærkere stablet møjsommeligt ovenpå hinanden og der kun er plads til 2 sæt om muligt mere megastore højttalere, så ER der jo tale om en vis forfængelighed. Megen mening giver det da ikke og bedre bliver det vel heller ikke af, at der er et par stykker mere på vej på tilsammen ikke helt ubetydelige 3 kW effekt, endda så godt og vel. Når de kommer skal vi nok blære os med lidt billeder. Totalt tåbeligt, åh jo!

Ikke så forfærdeligt meget mindre tåbelige var et par af kommentarerne til gårsdagens og før-gårsdagens tekst ovre på avtainemnt, men nu er det ret beset også lidt af en utaknemmelig “Urias-post” at forsøge at hævde, at man sandelig skal “lytte til alting” inden man kan udtale sig. Det gælder ifølge en lokal entusiast OGSÅ den noget lydkvalitivt mod-produktive placering af en fin højttaler, også der skal man have lyttet inden man kan vide noget. Tjah, man må vel sige, at fremskridt i lige netop dette lys kommer til at gå noget langsomt indenfor hifi. Sådan lidt ligesom at skulle lære at tørre røv hver gang man er på toilettet. En vis erfaring akkumulerer de allerfleste dog ret hurtigt og starter for det meste i den rigtige ende. Der er altså bare noget der er rigtigt, ikke alt kan være undtagelser og kræve individuel stillingtagen. Og da slet ikke det, som er smaskforkert.

I denne forfængelige søgen efter anerkendelse af egen ubestridelig genialitet i tråden derovre af Hifi4Life faldt jeg over ganske fornuftige synspunkter. Som naturligvis helt tilfældigt var ganske sammenfaldende med mine egne, det har nok været det, der gjorde dem så såre fornuftige.

Nå, jeg faldt osse over et par billeder af en kæmpestor forstærker, som jeg aldrig har hørt om. Det kan naturligvis skyldes, at vi kun sælger prof. udstyr, men den her så nu ellers flot ud. Stor som et hus og tydeligvis ligeså svær at skille ad igen som ja altså et hus. Mange af de her kæmpestore økonomisk prissatte apparater er af simpel produktionsteknisk økonomisk nødvendighed samlet uden nogensomhelst mulighed for efterfølgende service. Denne 60 kg. tunge forstærker spiller da sikkert fint, men med en vejl pris på omkring 3000 pund er der altså ikke meget gedigen produktionsteknik at “slå til Søren” (undskyld, Søren N.) med. Den er helt sikkert ikke specielt slem, men som servicetekniker at se ned i sådan en kasse gør næsten fysisk ondt. Men som sagt, det KAN ikke være anderledes til de her priser og det er så ikke overraskende heller ikke.

Til gengæld kunne vi læse, noget mere overraskende, at der sad hele 2 stk hele 2 kW transformatorer i dette fine apparat på max 2 gange 200 watt. Det er ganske meget og jo en hel del/helt vildt meget mere, end man uden hente ud af en dansk sikringsgruppe og det burde vel hæmme salget noget. Et forbrug på 4kW er jo heller ikke helt usynligt på hvirvelstrøms-måleren derhjemme.
Nu aner vi ikke om det passer, men hvis det gør, så har vi et enestående eksempel på et helt vanvittigt formidabelt overdimensioneret apparat med et muligt maksimalt forbrug på hele 10 GANGE den nominelle effekt. Og så til den meget rimelige pris, imponerende. Hvad der så efterfølgende bliver af spildvarmen på de 3600 watt, som svarer nogenlunde til den samlede effekt af alle 4 kogeplader på et komfur, tjah det er så ikke godt og vide.
Æv, nu kom vi til at blære os helt unødvendigt igen. Godt nok var det denne gang kun denne skribent kendskab til selve den elektroniske grundlov, “Ohms Lov” men alligevel vil vi undskylde dagens ganske overdrevne forfængelighed. Vi skal nok forsøge at glemme alting igen, det gør jo også læsningen af al hifi-chatten så meget mindre tå-krummende!

“The Fireside Chats”

Når man sidder i sine ny-indkøbte Stouby-sofaer og glor hjernelamt ind i husets ellers ganske glimrende Copco-Morsø brændeovn, så flyver tankerne. Muligvis ikke altid lige højt, men til gengæld ganske langt væk.. Det gør de som nu netop allerbedst, når man er en smule halv-febril uden at der dog rigtigt er tid til at have influenza. Netop denne viljemæssige undertrykkelse plejer at garantere en god og langvarig “nydelse”, for rigtig syg bliver man ikke. Til gengæld varer det så påfaldende meget længere, inden man bliver rigtigt rask. Heldigvis er hverken ørerne eller det eustachiske rør berørt, så vi prøver for første gang en revolutionerende ny behandling. Nemlig en kombination af ultra- og infralyd. Ultra-HØJT og fuldt knald på bassen til måske ikke umiddelbart imponerende 40 hz. I modsætning til de opgivne noget fantasifulde data (læs. frit opfundne!) på den ny ZU amerikanske drømmehøjttaler arbejder vores trofaste gamle JBL-biografhøjttalere indenfor det newtonske fysiske univers. Hvor naturlovene stadigvæk gælder.

Andre steder er de helt tydeligt forlængst afskaffet, og lige her er ZU virkelig pionér. Blot mærkeligt med dét der underlige u-amerikanske navn, ZU, sig mig, er det “krauts” eller “gooks”, der står bag, det må det jo næsten være? Et eller andet er der da helt forkert. Udover den noget lemfældige omgang med naturlovene. Ja, man kan vel næsten sige, at al overensstemmelse med disse love i firmaets PR-materiale udelukkende beror på rene tilfældigheder. Frekvensomfang, belastbarhed og følsomhed KAN simpelthen ikke hænge sammen på den måde, ZU! Sådan var det så ikke, dengang den amerikanske præsident hed F.D.R., da var der endnu en vis anstændighed til.

Det var nu ikke fordi Franklin Delano Roosevelt, som præsidenten hed, ellers overholdt alle anstændighedens love. For det første havde denne med sin kusine ellers godt gifte mand samtidigt sit livs elskerinde. Som tilfældigvis blot ikke var konen, Eleanor, og når man ser billeder af hende med sin bulbider-profil var det vel forståeligt nok. Og efter at hun havde opdaget præsidentens udenomsægteskabelige aktiviteter var det blot et skin-ægteskab gennem næsten 3 årtier. Til gengæld havde Roosevelt så vist kun den samme elskerinde gennem næsten 4 årtier, så lidt anstændighed var der da til stede. Knapt så meget da Roosevelt døde og hans livs elskerinde efter et kort visit ved dødslejet hurtigt blev gelejdet ud i historiens glemsel til fordel for ægteviven.

Denne polio-ramte krøbling kunne faktisk slet ikke stå op, det så blot sådan ud. I sine sommetider timelange taler holdt han sig udelukkende oprejst ved sine kolossale armkræfters hjælp. Han “stemmede” sig simpelthen op med den indædte beslutsomhed, som gjorde ham til en fabelagtig præsident. Faktisk så god, at han som eneste nogensinde blev genvalgt hele 3 gange, en rekord, som aldrig vil blot kunne tangeres. Disse kræfter gjorde ham i stand til at lægge arm med selveste den amerikanske mester i sværvægtsboksning, Jack Dempsey. Og vinde med den største selvfølgelighed. Og det helt uden PR. Det amerikanske folk opdagede simpelthen aldrig før til allersidst, at han var krøbling. Fordi han selv nægtede at være det, sikke en mand!

Og så er “cirklens kvadratur sluttet” for at blive i ZU´s metafysiske vrøvleverden.
Tilbage til brændeovnen, som jo også er en slags kamin. Således oversatte man nemlig i datidens mere sprogligt velfunderede tider de taler, “The Fireside Chats” som Roosevelt holdt til det amerikanske folk: “kamin-passiarer” I disse direkte radio-transmitterede taler henvendte Roosevelt sig fra allerede inden han blev præsident DIREKTE til det amerikanske folk. Det skete ikke alt for tit, for så ville det ikke have virket og så ville hans solidt funderede politiske bagland have udviklet sig til et veritabelt “Konservativt Folkeparti”. Det skete så heller ikke alt for sjældent, for så ville han ikke have fået så meget ud af det, denne geniale “kommunikator” i det 20. århundrede, den bedste sammen med Ronald Reagan. Simpelthen fordi de sparede på “snapsene” til rigtigt festlige lejligheder.

Ja, sikke dog brand-varmen fra ovnen og kaminen kan bringe os omkring. Og så som sædvanligt måske ikke så forfærdeligt langt alligevel. Ledemotivet i dag er “sparsommelighed” i alle livets forhold. Ikke mindst for almindelige mennesker med relativt gennemsnitlig begavelse som denne skribent er det vigtigt ikke at brænde alt for mange “punch lines” af alt for hurtigt. Tilbage er der nemlig så efterfølgende ingenting. Hvis man så anvender denne teknik på sin kæreste interesse, hifi, så er resultatet naturligvis ganske det samme. Man eksploderer simpelthen som en supernova. Man skal virkeligt være opmærksom på at man ikke som ved for kraftig lufttilførsel til sin brændeovn får fyret hele lortet alt for skide hurtigt. Tilbage er der blot entropi og kosmisk kulde.

Det er faktisk i det sobre lys fra præsident Roosevelt, at vi udtaler os lettere kritisk om langt af de fleste af de mennesker, som i dag på diverse fora udstiller sig selv. Selv om det naturligvis formelt er deres anlæg, som der er billeder af, så er det også billeder af ren fortvivlelse. Noget som KUN kan gå individuelt galt og som GØR det. Hele den syge ræson i langt de allerfleste af de ret beset exhibitionistiske tråde går ud på at forblive i fokus. Og det gør man naturligvis allerlettest ved HELE TIDEN at have noget nyt på vej. Fokus på MIIIG!, se dog på mig allesammen.

Dermed sikrer man sig forventningsfuld opbakning fra alle klakør-rygklapperne og det varer så nogle dage. Hurra hurra, stjerne for et par aftner og man har kun betalt en kæmpestor stor bunke tusindkronesedler for at få lov til at fremstå som det usikre fjols, som man er. Og derefter ingenting, allermindst tilfredshed med sine nyindkøb, for andre af “vennerne” fortsætter blot “hifi-kapløbet” hvor man selv slap. Sikkert af mangel på penge, selv de allerhøjst betalte luksusludere er billigere i drift end denne dyrt købte selv-eksponering. Et godt eksempel på det er en vistnok lokal entusiast, som noget misvisende kalder sig Music4Life. Det skulle nok i stedet have været Hifi4Life, med en forventelig kort livslængde. Som hobby altså, ikke at det ikke allerede er alvorligt nok, intet er vel egentligt vigtigere i verden.

I den seneste tid har denne mand simpelthen “plasteret” et ellers (eller netop måske derfor!) terminalt stillestående forum med utallige ændringer. Forventninger, NU er pakken på vej, NU er den kommet osv, osv Og så først nye kabler, SÅ nye højttalere (i stedet for de fornyligt nye), hurra og SÅ i dag en ny forstærker. Jamen hvad kan man da så næsten ønske sig mere?
Ja, allerførst kunne man for stakkelt Hifi4Life her ønske, at han da for helvede bare ville holde op og i det mindste en periode, læs bare nogle MÅNEDER. Med at skifte ud, for det her er simpelthen fuldstændigt sygt-uholdbart. Som med alkoholikere i sidste stadium af skrumpelever, så er sådan en hobby forlængst død. Og det længe inden man måske selv overhovedet opdager. Hvis man kører i et så forrygende sygt og alt for højt gear alt for længe, så eksploderer lortet simpelthen. Efterfølgende er der kun tomhed og en overtrukket kassekredit og en ny erkendelse af, hvor lidt brugt selv “hyper-hypet” hifi kan være værd. Det samme som alle andre brugte livsløgne naturligvis, altså ikke alverden!

Selv om det måske virker som hån, når vi beskriver denne noget tvangs-baserede hifi-adfærd, så er der nu en vis kærlighed med. Vi kunne nemlig godt unde mange af disse mennesker langt, langt bedre og mere varig glæde af denne herlige hobby. I stedet insisterer de blot som skruppelløse misbrugende body-buildere på ren “Stjerne for en aften”-status ved alt for hurtig opbygning. Af ingenting og til overhovedet ingen nytte.
Slap dog af, derude og stik lige “piben ind” for pokker. Ikke hele tiden, ikke nødvendigvis det meste af tiden, blot sommetider! Som Roosevelt, der i løbet af sine 12 år som præsident holdt blot 30 af disse taler. Begrænsningens kunst er simpelthen synonymt med fortsat liv, intet mere, intet mindre. I hobby og politik. Som alle vil opdage den dag, hvor det er alt, alt for sent. Hvor alting vil vise sig at have været blot en kostbar “fis i en hornlygte”!

Om-møblering

Vi skal lige huske at reklamere lidt for et fremragende dansk møbelklassiker-tilbud, som vi blevet opmærksomme på. Det er heller ikke særligt svært, da tingene står i vores egen pejsestue. Disse Wegener-ting med en høj- og en lavrygget lænestol og en 3-personers sofa søger et kærligt hjem. Med en passende designbevidst frue eller en muligvis lettere seksuelt afvigende enlig mand.

Ellers vil vi straks begive os ombord i diverse i den retning hen-hørende nødvendige omrokeringer og andre kabel-trivialiteter. Det skal nok blive en spændende dag uden at vi behøver at gøre ret meget ved nogenting, arbejdet kommer alligevel rullende som en ustoppelig australsk flodbølge i denne tid. Iøvrigt et pudsigt ord, det der “flod” for lige i Australien ER det jo faktisk floderne, som skaber al balladen. Og så er ordet “flod” så slet ikke begrænset til de ferske vande, men er jo også antitesen til ordet “ebbe”, lavvande i verdenshavene.

I forbindelse med denne omflytning er der ellers opstået udtalte og højlydte krav fra konen her i huset. Som i den kostelige tegneserie om kaliffen Harun al-Raptusch er tingene her i huset noget “på hovedet” Nu blev storviziren Iznogood heller i denne episode af serien “kalif i stedet for kaliffen”, som han ellers altid attråede, alt blev vist bare som før som det også altid har været her i vores TV-pejsestue. Måske tingene stabile tilstand står for fald.

Denne skribent har længe hævdet, at de indbyggede 4-cms. fuldtoneenheder i vores Samsung 40-tommer er alt rigeligt til en perfekt lydoplevelse, ja undertiden kan man ligefrem høre, hvad der bliver sagt og DET kan sommetider næsten være det allerværste. Derimod mener fruen med den eneste stemme, der automatisk og princpielt altid sikrer det nødvendige stemme-flertal for en beslutning, at det lyder ad Helvede til. Derfor har hun åbnet muligheden for måske at introducere lidt fyldige “neger-måse” i form af vores nyligt erhvervede JBL-biografhøjttalere. Disse kolossalt imposante og lidt intimiderende kasser vil naturligvis også lettere kunne demonstreres på denne måde men om det giver status hos veninderne i “Wegener-segmentet” er måske tvivlsomt.

Nu er jeg i konemæssig henseende en mere end heldig “Lykkens Pamfilius” men ligefrem SÅ heldig troede jeg ligegodt ikke man kunne være. Andre steder i andre hjem ser det helt anderledes ud, og det er måske også godt det samme. Til gengæld LYDER det så ikke blot spor godt og så er det iøvrigt legemeget, hvor mange hundrede tusinde kroner, som der er investeret. Når vi som i dag er stået helt usædvanligt tidligt op, så sidder denne skribent sommetider og glor på det vel nok dummeste af alt: Folks billeder af deres eget hifi. Dumme som “dompapper” (som både er en hyppig semi-trækfugl ved denne tids foderbrædter og noget mere oprindeligt klerikalt) og stolt spankulerende som påfuglehaner fremvises godterne. Som naturligvis ikke er konerne, ingen ved deres fulde fem synes derude at ville hævde, at deres kone er den allerlækreste.

Til gengæld er deres hifianlæg så ubestrideligt i den rene fantasiklasse og så kan det tydeligvis være fuldstændigt ligemeget, hvordan det spiller. Især på det ret nystartede forum avtainment.dk drejer al aktivitet sig tilsyneladende om at vise “godterne frem”. Og ikke så forfærdeligt meget andet, måske et rigeligt begrænset ambitionsniveau for forum-ejeren. Som p. t. sidder “indmalet” i sit helt forudsigelige hjørne mens chatten foregår uhæmmet i alle de ikke helt døde tråde. Særligt sjovt er det ikke men dog langt mere sjovt end det er på nogen måde lærerigt.

Og så måske alligevel ikke, for morgenens brandvarme “topscorer” på forum er præsentationen af ATTER en skidedyrt anlæg (læs: mange hundrede tusind) med de sædvanlige snork-snork slanke gulvhøjttalere. Som alle de andre chat-partnere naturligvis også har, man skulle jo nødigt udfordre skæbnen og finde ud af noget selv. Alligevel er denne tråd med præsentationen af en vis “Søren N.”´s anlæg skæg. Vi mindes nemlig ikke lige for indeværende en SÅ HÅBLØS placering af helt vanvittigt dyre og helt givet ganske velspillende højttalere. Der er tydeligvis kone i huset,
men slå dog lige lidt “til Søren”, Søren! Prøv lige at mande dig lidt op, mand!

Den ene af de fine Avalon-højttalere står simpelthen helt inde i hjørnet ved en stor flad radiator og et vindue. Sikkert fordi det står i brugermanualen er højttaleren parallel med væggen og kommer derfor til at reflektere helt grinagtigt vanvittigt fra sidefladen. Stereoperspektiv er efterfølgende en by i Rusland, fordi den for lokalisering af retninger nødvendige fase er helt udtværet. Hvorfor er der dog ingen af chat-vennerne, der dog siger noget til ham? Hvis han ingenting må for konen udover at bruge hele husstands-indkomsten på på ubrugelig elektronisk spøg og skæmt (og andet er det ikke og det er det næsten aldrig), hvorfor så overhovedet have det?

Det kan da ikke være for at afspille de godt 80 LP-plader, som han stolt afbilder. Nå, men derved er han desværre ikke spor usædvanlig. Usædvanligt er det heller ikke, at ingen siger det selvfølgelige til “Søren-under-tøflen” her: Drej dog de højttalere bare en lille smule ind eller læg et par bøger i vindueskarmen eller eller. Alt vil være en forbedring og alligevel siger vennerne ingenting. Er det ikke i virkeligheden det man har venner til. Tydeligvis ikke de mere flygtigt-imaginære hifi-venner.
Og så er det her kun et enkelt eksempel på hjerteskærende række af triste skæbner derude. Hvor manden i huset med formentligt det yderste lag epitel og hornvæv af næb og kløer har formøblet veritable familie-formuer på at opnå, ja OVERHOVEDET INGENTING. Fordi lige den sidste om-møblering mangler.

Hvis de så endda havde bygget en garage uden at have en bil eller have nogen planer om at anskaffe kørekort nogensinde, så havde det været direkte genialt. Ihvertfald i sammenligning med det her. Ingen forventer, at nogen Søren N. (eller nogen Poul M. for den sags skyld) har nogen chance mod de repressivt kontrolfikserede koner, men hvorfor dog så ikke købe en knallert i stedet for? Selv om det nok er for flovt at få sig det lovkrævede knallertbevis mellem alle de grinende rollinger er det da i det mindste nemmere at slippe væk fra politiet ad have-stierne.
Der er ikke meget mere ynkeligt end en mand, der kæmper så besat for at opnå noget for så alligevel at opgive alting lige inden målet. At have brugt formuer og have fået det hele lige undtagen den allersidste nødvendige tilladelse: Til at sætte det op! Ikke blot optimalt, OVERHOVEDET!

Lidt sølle er man(d) vel altid, men så sølle? Nå, jeg vil kæmpe til retten for den autentiske TV-lyd opg når jeg så senere i dag helt forudsigeligt har tabt kampen, så er det det efterfølgende det rene stor-slæb.
Helt overraskende er vores lille firma kommet ind i high end-kabelbranchen og er sluppet ind i varmen i en større-storkøbenhavnsk hifiklub. På den anden side, hvis selv VI kan slippes ind, så må de have såre lempelige adgangskrav.. Det vil sige, det er nu mest et enkelt kabel fra vores prof.-sortiment, som er blevet opdaget, så vi behøver vist ikke skifte branche. Kablet omtales ligefrem så rosende, at vi næsten skulle overveje at prøve det selv…?

Ud med Wegener!

 
Posted by Picasa

Så er det dag for en større om-rokering her i huset. Vores billedskønne originale møbelklassiske Wegener 3-1-1 stue er under “ned-gradering” til en simplere Stouby model 3+2. Den gamle er langt pænere, men den nye signalerer til gengæld helt tydeligt “business” For hunde og voksne i rigtig voksenstørrelse. Det er et vanskeligt valg mellem den betydelige signalværdi i at besidde disse skønne danske møbelklassikere overfor mere elementære krav om at have noget at smide sig i. Og lige dér vandt mageligheden og hundene. Sig endelig til derude, hvis disse møbel-perler ikke skal kastes ud på det åbne marked med risiko for at få et dårligt hjem. det fortjener disse massive egemøbler i fjerlet næsten svævende design altså ikke.

Billedet i dag er af noget gammelt. Det vil sige, det er ganske ny-produceret i USA og endnu nyligere ankommet til os. Dette sidste siger vel ligesom lidt sig selv og er mest skrevet for at demonstrere denne skribents uendeligt dybe tænksomhed over de selvfølgeligste ting- som den evige tvangs-tænker, grundlæggeren af engelske QUAD, Peter Walker sagde det i et interview da han forlængst havde passeret de 80: “I can´t stop thinking, can I?” Det var ikke fordi denne evindeligt foretagsomme mand tænkte tvangstanker, tankerne tvang ham blot livet igennem til at virke!

Som de fleste med normalt syn vel allerede har set, er der tale om et par såkaldte “large format drivers” fra forlængst hedengangne Altec-Lansing i Oklahoma City. Helt hedengangne er de så lige knapt, men mange enheder laver de nu ikke og disse har været et godt stykke tid undervejs. Der er tale om kolossalt kostbare enheder med en vægt på godt 13 kg. stykket med en lydgengivelse i den absolutte referenceklasse. Det vil sige, hvis man altså lige kan finde et horn, der passer, og det er til gengæld ganske overordentligt skidesvært, fordi alle andre producenter af drivere og horn i mange årtier har valgt JBL´s 2-tommer som industristandard. ALT passer på JBL og INTET passer på Altec. Det er måske derfor vi selv passer så godt på dem, siger denne heller ikke voldsomt socialt vel-tilpassede skribent.

Til gengæld bliver jeg så så meget mere vel TILPAS ved at sidde og kikke på disse fine Alnico-drivere af design “Anno dazumal”, som prøjserne siger det. Veltilpasheden bliver heller ikke mindre af at vi åbenbart har sparet en god billion kroner ved at købe de her spritnye drivere, man er jo trods alt en typisk smålig dansker. Fornyligt harcellerede vi lidt over en annonce fra net-pseudonym “Tadman”, der annoncerede netop disse drivere fra 1970-erne med en nypris på 30.000. Lad os udtrykke det på den måde for “Taddy”: Driverne koster i dag den fyrstelige sum af 550 dollars pr. stk. spritnye og det er lige knap nok 30.000 selv om man runder op. Udover at de 550 dollars så også i dag ud af den lille fabrik allerede er langt mere end dengang i 1970-erne. Man kan helt trygt gange med både 5 og 10, afhængigt af hvilken ende af 1970-erne vi snakker om.

Vi skal anbefale alle “i markedet” for disse drivere straks at glemme disse nylige næsten kriminelt-opskruede fiktive førpriser og straks købe disse nye. Og vær blot rolige, vi HAR et sæt originale at sammenligne med og de ER fuldstændigt ens! Og helt, helt fantastiske, næsten som scenen med Askepots museproducerede genbrugskjole. Alligevel har jeg det stadigvæk lidt skidt med, at jeg for adskillige årtier siden blot smed sådanne drivere med truthorn og alting i en affaldscontainer. En smule dumt i bagklogskabens klare lys.

Nå, vi holdt en mindre ølsmagning i går og helt i “top gear” er denne skribent ikke helt endnu. Den pudsige forening af “Danske Ølentusiaster” har ellers traditionelt en kåring af årets danske øl på vej. Og dér går det godt nok godt, siger de da. Sidste år kom der adskillige hundrede nye øller fra danske producenter, og det skulle være godt. Siger disse elskeligt-entusiastiske torskepander, for se jer dog omkring! Det sidste ktrav kan godt nok være vanskeligt for den vistnok blinde lokal-formand, men det betyder nu ingenting, han kan alligevel bedst lide at høre sig selv tale. I ét væk, næsten værre end denne skribent siger min kone.
Enhver idiot kan da for Hulen se, at sortimentet af specialøl i samtlige danske butikker skrumper helt vildt meget de seneste år og processen fortsætter. Priserne styrtdykker på danske specialøl og det umuliggør simpelthen den nødvendigvis omkostningstunge distribution med pantflasker og pis og papirnusseri. Der er helt tydeligt gået “svineavl” i massevis af disse danske mikrobryggerier. Ligesom de rigtige dybt forgældede svineavlere fortsætter de med at sprøjte deres produkter uden tilsyneladende at have opdaget, at langt de fleste forlængst er stendøde. Fordi de adresserer et forlængst forsvundet marked.

Vi siger ikke at det er godt, at det er gået sådan, blot at det er et faktum. Vi er nu heller ikke særligt kede af det og da slet ikke nu med en let hovedpine og forhåbentligt forbigåenede lettere morgenkvalme. Det meste af det i smagte mest som “rævepis og terpentin”.
Ud med det, og ud med Wegener og ind med ægte langtidsholdbar kvalitet. Og lige dér er tidens tand jo såre ubarmhjertig mod disse amatør-øllerter, for hvad var det lige der skete med alle de utallige øl-nyheder fra de senere år af? Ja, de endte vist bare der, hvor øllet altid ender, ganske fortjent og frændeløst..! Ingen nok så forstyrret jubel-optimistisk øl-entusiasme kan erstatte ægte kvalitet, højst forplumre den ubekvemme og ubehagelig sandhed. Om at Verden i tiden er ved at fjerne de vildesste vildskud blandt de stadigvæk stærkt “skide-sprællende” danske øl-amatører og det er vel egentligt sundt nok.

Min smukke kone

 

Inden vi i morgen vil berette lidt om nye spændende indkøb (gaa-ab!) i den elektroniske sværgods-afdeling et billede fra weekendens tur til Felbrigg Lodge, Norfolk U.K. Billedet er taget på vores halvandetårs-bryllupsdag og 6-års kærestejubilæum. Ord er alt for fattige til at beskrive denne skønne kvinde, vi vil derfor blot nøjes med at bemærke, at hun er om muligt endnu klogere og stærkere, end hun er gudinde-smuk. Skrev engang en meget, meget heldig mand lige nu for et lillebitte øjeblik siden…!

Posted by Picasa

En meget kedelig ka´l!

I få tilfælde af almindelig kedsomhed surfer denne skribent som sikkert alle andre mænd en smule rundt på nettet. Da fruen i huset laver al IT er det alt for indlysende risikabelt at søge på alt for mange (læs: nogen!) specifikke mande-sider. En anelse mere legitimt men vel nok næppe meget mere højnende for éns almindelige anseelse i det omgivende mands-samfund er det at glo på hifi. Denne herlige engang så livsbekræftende syssel er i dag på nettet( i trykt form er alt forlængst tabt)reduceret til en grinagtig aflægger fuldstændigt domineret eksklusivt af de lokale hifi-tosser i Århus Hifiklub (avtainment.dk), det almindelige uorganiserede kaos (hifi4all) og så til slut Nerds.dk, som for al fornuftig betragtning er om muligt mere end stendødt.

Ja, det sidste er endda så stendødt, at der ligefrem råbes efter en så helt usandsanlig frelser som selveste Antisilver/Mogens Kamp, som har glimret glimrende med sit fravær et længere stykke tid. Lidt alarmerende at kun han kan sætte gang i denne helt stillestående side og når han så sætter en hysterisk diskussion i gang, så ender alting alligevel helt forudsigeligt i hat og briller. Netto-bevægelsen mod større kollektiv visdom i disse totalt forudsigelige “diskussions-cykler” er til at overse. Alting står i heldigste fald stille, men normalt eroderes verdens samlede intelligens helt positivt, iøvrigt vist også det eneste positive ved disse hjernelamme diskussioner. Som nettet altid har været så fuldt af.

Man skal faktisk helt til England for at finde noget lignende. Det bedste forum udover JBL/Altec Heritage er givetvis pinkfishmedia, hvor der både er en rimelig aktivitet og en generlt fornuftig tone. Der findes dog som altid en enkelt undtagelse. Derovre hedder den lokale “Antisilver” Ashley James og er marketing-medejer af det lillebitte engelske firma AVI. Der er godt nok osse én mere af samme uheldige slags, men ham lader vi ligge i dag. Heldigvis formår pinkfishmedia på fornemste vis at isolere både Ashley James og ham den anden, der forresten hedder Richard. Alt andet ville også være synonymt med øjeblikkelig nedlæggelse, for disse branchefolk er simpelthen FULDSTÆNDIGT HÆMNINGSLØSE i deres net-adfærd.

Som sagt, der findes hjemlige hifibranche-pendanter, men ingen helt så hæmningsløse. Ashley James er meget ihærdig i at oprette alskens tilsyneladende ganske uskyldige men altid “plantede” salgstråde for sine produkter. Det gør mange naturligvis hvis de kan slippe afsted med det, men ingen kører så langt ud af tangenten som Ashley. Når en AVI-tråd starter tilsyneladende ganske uskyldigt, så observeres den altid nøje, fordi der altid er skjulte kommercielle bagtanker. Nu er AVI helt sikkert hverken værre eller bedre end alt muligt andet, som er ligesådan og det er jo trods alt det allermeste. Og da især for bittesmå firmaer som AVI, som skal ud og købe højttalerenheder og kasser og boxe og færdige print og alting og som ingen særlig ekspertise besidder hverken indenfor moderne produktion eller digitalteknik. Nok især fordi den anden medejer, den eneste designer Martin Grindrod, en meget meget grim mand med karakteristiske buskede øjenbryn, har været med altid og nu næsten er 70 år.

Grindrod lavede oprindeligt i flere årtier glimrende elektronik med det i dag uheldige fællestræk, at vistnok ingen af dem længere overhovedet serviceres og da slet ikke af AVI selv. Nå, det gælder jo osse andre og langt mere kapable og innovative mærker som Meridian, som vist også blot burde køres ud på historiens store losseplads. Hvis de da ikke allerede ligger der.
Nå, efterhånden er pinkfishmedia blevet et uholdbart og umuligt (og heldigvis for det da) sted at opholde sig for Ashley James, så i stedet har han så oprettet sit eget forum. Der i god og naturlig James-ånd naturligvis er passende anonymiseret. Alle ved jo, at det altid hjælper på salgsarbejdet at ikke alle produktomtaler og tests er fra producenten. Også selvom de som oftest ER det. Det nye AVI promotion-forum hedder hddaudio.net og som alt fra Ashley James´hånd og tastatur er det så skrigende overdrevet og indlysende reklame, at ingen burde kunne være i tvivl om hensigten. Man skal faktisk have gennemført en længerevarende akademisk uddanneklse for at falde for det her.

Og det er der så også nogen, der er. Eller ihverfald én, den altid så forfærdeligt begejstrede medie-studerende (kandidat?) Kristoffer “Raskolnikov” Dette tydelige og mangeårigt-kroniske offer for nettets uendelige skraldespand af bevidst misinformation har nemlig begejstret fundet en tilsyneladende spændende test af AVI. Eller har han? For så vidt at man på AVI´s helt eget James-forgiftede forum kan tale om sådan noget, så JA. For alle andre med større kritisk sans end en spoleorm, så naturligvej NEJ.

Det man ser på dette kun uhyre nødtøfttigt anonymiserede netside hddaudio.net er blot marketing af allerværste slags fra den allernederste totalt uhæmmede skuffe. Som man naturligvis kun må lave hvis man anonymiserer det lidt.Lad os tage et citat, men der er utallige: “Eat your heart out ATC, – These things (nye AVI-super-over-duperhøjttalere til lavpris red.) piss on active 50’s and 100’s (som koster en halv billiard red.), – they’re so clean and clear.”

Det tror lille Kristoffer så naturligvis på og hvem ville dog ikke det? INGEN andre, som måtte forvilde sig ind på dette forum forhåbentligt da. Dertil er denne side med sit forum simpelthen alt for hjemmelavet og konfrontatorisk-klodset udført. Al sekundær omtale af andre produkter er altsammen blot for at sælge AVI og på den måde lave favorable sammenligninger. Altid og kun den ene vej! Neutralitet, øh, hvor dum kan man næsten lov at være, men læs det gerne selv og få grineflip-kvalme. Hvordan man så som stakkels sotfarvet-hårede Kristoffer i dén grad kan “parkere” al rimelig og simpelthen nødvendig kritisk sans og tro på det her pis (vi beklager sprogbrugen red.), ja DET er næsten det største mysterium.
Og nej, Kristoffer, den kedelige ka´l i overskriften i dag er IKKE dig, det er Ashley James. For dem, som måtte være i tvil, så søg blot på “pinkfishmedia” og “Ashley James” og gys så!

Det her er simpelthen gyseligt på den helt grinagtige måde. Som den gamle filmklassiker med en meget ung Jack Nicholson, “Gys i Blomsterbutikken”

Saltvand

Vi vil gerne indrømme, at vi ind imellem tager fejl. Ikke ofte og ikke meget, men alligevel havde vi i den fortsatte og uendelige tragedie om Haiti ikke forestillet os, at selveste sønnen af en af verdens værste volds-herskere ville kunne vende tilbage til selve åstedet for alle sine forbrydelser. Det vil sige, helt hans egne var det ikke, den forlængst afsatte haitianske “ekspræsident” “Baby Doc” Duvalier havde jo arvet sin imperium fra sin om muligt endnu mere morderiske far, meget betegnende benævnt “Papa Doc” i denne forunderlige voodoo-kultur. Vi har anvendt lidt mange citationstegn, men man kan vel dårligt tage en diktator-udpeget præsident helt alvorligt for pålydende?

Familien Duvalier kørte i adskillige årtier Haiti som deres eget helt personlige volds-kleptokratiske paradis. Det er altid “good to be the King” og bedre endnu at være familien Duvalier på tilsyneladende evigt åndsformørkede Haiti. Historien gik på men er muligvis apokryf, at gamle “Papa” aktivt anvendte de traditionelle voodoo-metoder i sin særdeles effektive undertrykkelse. Om det passer er svært at vide, men at det virkede, er til gengæld ganske let at se i dag, hvor sønnen vender tilbage som potentiel frelser.

Nu har verden i sin tid set mange helt usandsynlige bud på forskellige frelsere, men alligevel må “Baby Doc” her dog være et seriøst bud på det aller-sygeste. Ét eneste blik på denne vanvittigt paranoide mand burde være rigeligt, i den henseende lader han ikke de indtil for få år skjulte portrætter af en sindssvagt grimasserende-grinende og savlende Lenin noget efter. Det skal siges, at portrætterne af Lenin er taget efter at han blev ramt af adskillige stadigt mere invaliderende blodpropper, sådan er det ikke med “Baby”. Han er tydeligvis født med denne specielle gave, måske også den eneste han har.

Efter at “Baby” åbenbart nu har formøblet den milliardformue, som han og faderen havde “malket” Haiti for, vender han nu så tilbage. Efter mere, naturligvis, hvad i alverden skulle han dog ellers ønske at udskifte sin luksusbohemetilværelse i Paris med svineriet på Haiti for? Og hvad sker der så i “godhedsindustrien”, som stadigvæk uden resultater iøvrigt er den eneste større arbejdsgiver i hovedstaden Port-au-Prince? Det samme som antallet af effektive reformer og byggerier og oprydning i området iøvrigt? Overhovedet ingenting. At det bedste bud på verdens værste nulevende eks-diktator ønsker at gøre sine hoser grønne blandt sine ofres efterladte gør tilsyneladende intet indtryk.

Nu hjælper det også altsammen, at “Baby” blot er den værste af en helt ubrudt række af kleptokratiske voldspræsidenter. Det eneste let formildende ved den forrige og delvist nuværende (da der ikke er valgt en ny endnu på trods af det nylige valg), René Preval, er vel, at han blot ragede til sig. Helt vildt, som alle sine for- og eftergængere i dette åbenbart til evig tid rene “Slaraffenland for bjergsomme herskere” men uden den helt vilde vold. Ikke siden den spanske kolonisering har haiti blot en eneste øjeblik været andet end et rendyrket kleptokrati. Alle de forskellige frihedsbevægelser, som ganske vist uhyre kortvarigt, men dog alligevel har berørt alle andre lande i regionen, har “skudt” forbi Haiti.

Man kan vel trygt antage, at i et kronisk analfabetisk land som Haiti uden noget håb om noget andet skyldes denne manglende “revolutions-parathed” vel udelukkende, at der ingen samlende enhedskirke har været på øen nogensinde. Normalt identificeres en vilkårlig tro vel ikke med revolution, men i området er der faktisk mange eksempler på det. Ja, faktisk er der ikke rigtigt andre måder at få samlet tropperne på, når tyrannen skal styrtes. Vilde voldsherskere som Duvalier og Amin og Mugabe i konglomerater af bander og stammesamfund kan sagtens afsættes, det bliver blot aldrig nogensinde af folket. Det er altid rivalerne, som tager over som det også naturligt bliver tilfældet i Nordkorea.

Nu sulter og dør folk tilsyneladende i hobetal i Nordkorea og det er et problem for alle herskere. Ikke nødvendigvis på kort sigt, men altid et poltentielt problem i den stadige fastholden af magten overfor næsten-ligemændende. Fordi man på den måde giver disse “gode kort på hånden” til efterfølgende at rage magten til sig med legitimiteten af at ville frelse folket. Det er naturligvis blot noget de siger, de behøver ingenting gøre, men de fleste er dog kloge nok til lige at få den akutte sultedød af vejen. Det er altid bedst for al kleptokratisk business at der ikke ligger alt for mange sultedøde og lugter. En sund investering i det stabile kleptokrati!

Således helt tydeligt også på Haiti. Ekspræsident Preval har tydeligvis været et dådløst drog, men alligevel har DR´s udsendte korrespondent, akut hudkræft-plettede Thomas Ubbesen (husk dog hatten, Thomas!) trods adskillige besøg ikke kunnet finde det, som han åbenbart har ledt efter. Den ægte hungrende haitianer. Den lokale risproduktion er efter sigende blevet udkonkurreret af statssubsidieret amerikansk import-ris og for at demonstrere det, panorerede Ubbesens kamera-crew ud over ganske ris-tomme marker. Se blot, hvad de skide yankee-svin har gjort ved Haiti.

Nu ved vi ikke hvad GODT ret mange har gjort for Haiti andet end alle herskerne som kun har gjort det godt for sig selv. Men lige det her havde amerikanerne nu helt sikkert IKKE gjort. Ubbesens billede viste et uregelmæssigt kronisk skrånende bakkelandskab og lige på sådanne ikke-plane områder KAN man altså overhovedet dyrke ris. Som altså er en såkaldt vådafgrøde, der under den tidlige vækst kræver konstant vand-dækning. Uden nogen plane områder er risdyrkning altså ikke mulig, Thomas!

Ligeledes berettede en ellers ganske overordentligt trivelig kone om den fortvivlede sult, som hendes børn led. Vi vil ikke stille det indlysende spørgsmål her, blot stille et spørgsmålstegn ved det hun sagde og som Ubbesen ikke blot godtog, men tillige gentog som sin “afskedssalut” for indslaget. For åbenbart at dulme børnenes sult gav hun dem nemlig SALTVAND. Kan man da det?

NEJ, det kan man ikke. Saltvand er simpelthen ren gift for kroppen og kroppen reagerer reflektorisk-panisk på saltvand. Hvis man sluger tilstrækkeligt meget uden altså et drukne ved det, så kaster man øjeblikkeligt op. Hvis man drikker lidt mindre går kroppens salt-afgiftningsapparat i akut-beredskab og udskiller det livstruende salt. Og det uanset om kroppen derved totalt dehydrerer sig selv til døde. Den ville også dø af saltet selv.
Det er simpelthen ikke muligt at drikke saltvand uden øjeblikkelige automatreaktioner og det er der indlysende fysiologiske grunde til. Og der er vel så heller ingen grund til efterfølgende at tage et journalistisk total-tåbe som Ubbesen alvorligt? Når han ikke kan se ud af sine øjne og ved så helt hårrejsende lidt turde svaret vel være givet.
Nu kan automat-reaktioner sagtens være både fornuftige og hensigstmæssige og det er altid vanskeligt overbevisende at argumentere mod den indlysende ufornuft i årtusinders evolutionære selektion. Så næste gang vil blot synet af sol-plettede Ubbesen givetvis udløse samme naturlige reaktion som et godt glas saltvand. U-u-ul-rik! Vidste du i øvrigt at man kan opløse et helt glas salt i samme glasfuld vand? Det ved gamle søulkeætlinge ligeså godt som om hvor hurtigt det går for skibbrudne, der i fortvivlelse drikker saltvand. Vi taler om minutter her…