Historien viser, at det er noget problematisk ubetinget at tro på “det gode” i det enkelte menneske. Altid meget nemmere at tro på den ultimative godhed iboende i SIG SELV og dét er til gengæld en fin recept for utallige folkemord. Historien viser så endnu mere tydeligt, at det er helt ubeskriveligt meget vanskeligere at tro på det kollektivt-gode i tilfældige folkemængder. Al magt har vist at korrumpere og så er det iøvrigt ligegyldigt hvor lidt magt man har, bare man har nogen. Tag for eksempel situationen i Ægypten. Hvor folket til DR-reporter Steffen Jensens ekstatiske begejstring har taget den demokratiske magt. Fra tyrannen og folkemorderen og menneskeæderen Mubarak.
Herfra skulle man naturligvis tro, at det kun kunne gå fremad, men helt så enkelt er livet desværre ikke. For det første var Hosni Mubarak blot en naturlig forlængelse af en uendelig række af mellemøstlige potentater med forgængere som Sadat og Nasser, som også betragtede sig som valgt på livstid. Det var da ihvertfald sådan det blev i dette uregerlige land for de andre ganske vist på noget forskellig vis. Demokratiske forbilleder var ingen af dem vel, men særskilt slemme var de nu heller ikke. Vel nok områdets allermildeste, dengang og da ikke mindst nu.
Det er så til gengæld ikke helt sikkert, at det kommer til at vare ved. Eller rettere, det er ganske givet, at det gør det ikke! Når centralmagten forsvinder i kortere eller længere tid, så vælges universelt i verdenshistorien øjeblikkeligt et gadens parlament, som blot har den iboende kedelige egenskab, at det er langt sværere at afskaffe efterfølgende end Mubarak. Man kan naturligvis som jubel-idioten Jensen se det som et tegn på gennemgribende demokratiske forandringer, men så skal man nu også være særskilt dum.
Problemet er helt simpelt, at når anarkiet opstår i et magt-vakuum som i Ægypten, så tjener alle vagt-værnene på gaden ét og samme formål: De skal forhindre plyndringer. Ikke fra de tidligere magthavere, næh, naturligvis fra naboerne og det plejer så også at virke et stykke tid. Sommetider timer, undertiden hele dage.
Derefter viser dette tilsyneladende så dybt demokratiske fælles beskyttelses-system sin tydelige iboende svaghed: Da der ingen løn er til aktivisterne med køller og kalashnikover på gaden, så må man naturligvis ernære sig på anden vis.
Desværre for alle demokratiske forhåbninger knyttet til videreudviklingen af dette rene anarki er den indbyggede “berigelse” af de nye tilfældige magthavere tydeligvis umulig at modstå. Lynhurtigt udvikler det sig fra fælles plyndring af tomme regeringskontorer til, at vagterne på gaden begynder at afkræve tilfældige gebyrer. Ssystemet er altid uløseligt forbundet med offentligt ansatte på det afrikanske kontinent med en alt for lav officiel løn. Det bliver så naturligvis kun værre, når der slet ingen løn er. Udover den traditionelle “soldatens løn” Det, der er, som man kan stjæle ødelægge og voldtage og det begreb dækker jo ligesom det meste.
Hele dette gadedemokratiske eksperiment ender øjeblikkeligt i de uløselige problemer med at beskytte sig selv. Mod desværre alle de andre, som er fuldstændigt ligesom én selv. Hvilke chancer er der så for en lyn-demokratisering af Ægypten.
Tallet er helt enkelt nul komma nul dut. Jo hurtigere man afskaffer al centralmagt jo hurtigere ender det hele i borgerkrig på alle planer i et land fuldstændigt uden blot antydningen af demokratisk tradition.
Det ville nu desværre næppe blive spor anderledes ved en tilsvarende folkelig manifestation mod tyrannen Lars Løkke. I stedet for at tiltro folket som tilfældig gruppe den samlede gruppes kollektive ædelhed så ender det altid i ren ækelhed i den allerlaveste fællesnævner. Som historisk altid har vist sig at være den samme. Altid og til alle tider.
Med hensyn til Ægypten kan man naturligvis sagtens være optimistisk. Det bliver det nu blot ikke anderledes af og så kan man iøvrigt snakke sig hektisk-plettet ganske blå i hovedet som Steffen Jensen. Man kan ikke “kick-starte” demokrati, ja måske KAN det overhovedet ikke startes..? Ligeså lidt som valget af “gadens parlament” nogensinde er en formel demokratisk handling.