Efter denne skribents allerførste besøg på vores lystejendom i det vendsysselske, siden vi første gang kikkede på det med ejendomsmægleren, er det tilbage til årets slutspurt. Det er så kun den følelse af meningsfuldt arbejde, som 7 ture med fuldtlastede hestetrailer indeholdende mageløst bras alene denne weekend kan give. Sådan er det vist bare på landet. men nu er garagens og bryggersets indhold i al væsentlighed parallelforskudt til den lokale genbrugsplads.
Det er måske meget godt, at der ikke var en lydoptager til stede, for en del blev der da bandet af denne skribent over de tidligere ejeres dårskaber. Den slags er både forventelig og aldeles uundgåelig, for man kan jo ikke forvente et hus i samme tilstand af skrammel-vakuum som vores hidtidigt eneste idyl her på Åbyhøjvej, når man investerer i en landejendom, der i de seneste 40 år har været ejet af nu over 80-årige gamle tudser. Ups, jeg bliver da vist selv snart 62..?
Og TØMT, det er ejendommen da godt nok heller ikke, der foreligger adskillige weekender som den forløbne, inden alle spor af den veritable kontemporære “køkkenmøddings-kultur”, der tilsyneladende er endemisk i den danske traditionelle landbrugskultur. Hvor gamle maskiner og affald af enhver tænkelig art umiddelbart gennem årtier blot deponeres på samme måde som stenaldermanden gjorde med sine tomme østerskaller: Bare lige over skulderen og ud af syne. Og det i absolut heldigste fald.
Hvis den slags ikke var et fast kulturtræk, så ville man forveksle det med en beklagelig og trist menneskelig deroute, men det er tilsyneladende slet ikke tilfældet. Selve huset på ikke ubetydelige 293 m2 er glimrende og græsgangene og heste-tilfredsheden er i absolut særklasse. Og så er fidusen med at have “parkeret” fruen” med fysisk krævende forefaldende arbejde i Vendsyssel nogle dage om ugen for at stamme “frue-flæsket” lidt ekstra op jo en herlig bivirkning. Og al den friske landluft bag bjerget af hestemøg har allerede givet rødere kinder og et om muligt smukkere smil.
På den baggrund gør det så knapt så meget, at denne skribents lettere mødige krop i de næste dage skal give den en ekstra skalle mod årsafslutningen hos alle vores kunder. Jeg må trøste mig med, at jeg snart igen skal møde den lune og hyggelige pladsmester på Dronninglund Genbrugsstation. Og det er af afgørende betydning omgående at stifte venligt bekendtskab med en sådan mand, når man som os kommer med så meget lettere irregulært affald. For eksempel er en frønnet arbejdsbænk med integreret motoriseret slibesten med gennemrustne bolte på 150 kg. jo lidt svær at kategorisere som enten træ eller metal.
Nå, men den usandsynligt venlige mand mente, at bare vi smed den i grabben på gummigeden, så skulle han nok klare ærterne, så ham glæder vi os altså til snart at møde igen. Det er ligefrem med en føllse af en slags forunderlig forbudt vellyst, at man begiver sig igennem bunkerne af bras, passende lugtmæssigt garneret med årtiers bidrag af kattepis og det,der er værre i samme ende. Måske vi her er helt tilbage ved den den oprindeligste inspirationskilde til den ligeledes vendsysselske musikgruppe “De Gyldne Løvers” til teksten til deres hit “Hjemmebrændt” Måske de osse bare købte en landejendom?
Nå, men nu starter telefonerne squ allerede, så vi må nok hellere på denne plads ønske vores ganske mange hundrede faste læsere en vidunderfuld jul, inden vi helt glemmer det. For selv for en absolut fundamentalistisk “jule-hedning” som denne skribent kan man da altid lige få lidt dug i øjenkrogen ved tanken om barndommens jul.
Og så altså osse nu ved at se fruens usigelige, næsten barnlige glæde, glæde ved det kontinuerlige hesteejendoms-projekt, der vist kun matches af henden ægtemands glæde over at “se derpå”