Svært at bevare pessimismen!

Efter denne skribents allerførste besøg på vores lystejendom i det vendsysselske, siden vi første gang kikkede på det med ejendomsmægleren, er det tilbage til årets slutspurt. Det er så kun den følelse af meningsfuldt arbejde, som 7 ture med fuldtlastede hestetrailer indeholdende mageløst bras alene denne weekend kan give. Sådan er det vist bare på landet. men nu er garagens og bryggersets indhold i al væsentlighed parallelforskudt til den lokale genbrugsplads.

Det er måske meget godt, at der ikke var en lydoptager til stede, for en del blev der da bandet af denne skribent over de tidligere ejeres dårskaber. Den slags er både forventelig og aldeles uundgåelig, for man kan jo ikke forvente et hus i samme tilstand af skrammel-vakuum som vores hidtidigt eneste idyl her på Åbyhøjvej, når man investerer i en landejendom, der i de seneste 40 år har været ejet af nu over 80-årige gamle tudser. Ups, jeg bliver da vist selv snart 62..?

Og TØMT, det er ejendommen  da godt nok heller ikke, der foreligger adskillige weekender som den forløbne, inden alle spor af den veritable  kontemporære “køkkenmøddings-kultur”, der tilsyneladende er endemisk i den danske traditionelle landbrugskultur. Hvor gamle maskiner og affald af enhver tænkelig art umiddelbart gennem årtier blot deponeres på samme måde som stenaldermanden gjorde med sine tomme østerskaller: Bare lige over skulderen og ud af syne. Og det i absolut heldigste fald.

Hvis den slags ikke var et fast kulturtræk, så ville man forveksle det med en beklagelig og trist menneskelig deroute, men det er tilsyneladende slet ikke tilfældet. Selve huset på ikke ubetydelige 293 m2 er glimrende og græsgangene og heste-tilfredsheden er i absolut særklasse. Og så er fidusen med at have “parkeret” fruen” med fysisk krævende forefaldende arbejde i Vendsyssel nogle dage om ugen for at stamme “frue-flæsket” lidt ekstra op jo en herlig bivirkning. Og al den friske landluft bag bjerget af hestemøg har allerede givet rødere kinder og et om muligt smukkere smil.

På den baggrund gør det så knapt så meget, at denne skribents lettere mødige krop i de næste dage skal give den en ekstra skalle mod årsafslutningen hos alle vores kunder. Jeg må trøste mig med, at jeg snart igen skal møde den lune og hyggelige pladsmester på Dronninglund Genbrugsstation. Og det er af afgørende betydning omgående at stifte venligt bekendtskab med en sådan mand, når man som os kommer med så meget lettere irregulært affald. For eksempel er en frønnet arbejdsbænk med integreret motoriseret slibesten med gennemrustne bolte på 150 kg. jo lidt svær at kategorisere som enten træ eller metal.

Nå, men den usandsynligt venlige mand mente, at bare vi smed den i grabben på gummigeden, så skulle han nok klare ærterne, så ham glæder vi os altså til snart at møde igen.  Det er ligefrem med en føllse af en slags forunderlig forbudt vellyst, at man begiver sig igennem bunkerne af bras, passende lugtmæssigt  garneret med årtiers bidrag af kattepis og det,der er værre i samme ende. Måske vi her er helt tilbage ved den den oprindeligste inspirationskilde til den ligeledes vendsysselske musikgruppe “De Gyldne Løvers” til teksten til deres hit “Hjemmebrændt” Måske de osse bare købte en landejendom?

Nå, men nu starter telefonerne squ allerede, så vi må nok hellere på denne plads ønske vores ganske mange hundrede faste læsere en vidunderfuld jul, inden vi helt glemmer det. For selv for en absolut fundamentalistisk “jule-hedning” som denne skribent kan man da altid lige få lidt dug i øjenkrogen ved tanken om barndommens jul.
Og så altså osse nu ved at se fruens usigelige, næsten barnlige glæde,  glæde ved det kontinuerlige hesteejendoms-projekt, der vist kun matches af henden ægtemands glæde over at “se derpå”

Gyldne ører?

Så er vi inde i finansårets sædvanlige hektiske afslutning, og heldigvis drypper det osse en lille smule på os “degne” her i vores ydmyge virksomhed. Alligevel var den forløbne uges absolutte kommercielle højdepunkt dog ekspeditionen af et sæt ATC SCM 100 og ditto forstærker til en gammel kunde, der tillige er en landskendt professionel guitarist. Så er der squ noget ved, takker for handlen, Søren!

“Noget” er der nu osse ved denne skribents delvise koneløshed i tiden, hvor vi netop i disse dage formelt er ved at overtage land-idyllen i Vendsyssel. “Vi” betyder så mere specifikt, at denne skribent får periodisk fred til at arbejde og forfølge ungdommens dårskaber indenfor ungkarle-tilværelsen. Og naturligvis uden nogen synderlig forøgelse af alkoholindtaget, idet husets allerede beskedne lagre i den retning forlængst er udtømte. Det er jo trods alt noget nemmere at stå imod noget, når der ikke lige ved hånden længere er noget, som man direkte behøver stå imod.

Nå, men fruen har midlertidigt efterladt vores 4 hunde-kræ hos mig, mens hun reparerer pille-fyr og hestefold og understøtter knækkede bjælker og andre fornuftige og traditionelle kvinde-sysler. Imens kan jeg så endeligt høre symfonier af Sjostakovitj og Larmikovskij og alle de andre for fulde gardiner og lige den slags har været svært nu i snart 13 års parforhold, da madammen bliver direkte deprimeret af især Sjostakovitj. Hun er nu osse sådan en kært følsomt lille “skind”, men sandt er det da, at der er triste og tragiske livserfaringer nedfældet i enhver node fra denne mesters hånd. Det er vel i virkeligheden det, der gør ham til den måske allerstørste blandt alle mange store. og det er så det, der kan nydes ved realistiske lydtryk, hvilket jo iøvrigt selv på første række i Symfonisk Sal i Århus Musikhus faktisk ikke er særligt højt. Og det ved denne skribent af personlig erfaring efter fornyligt at have lyttet til Sjostakovitj´ mægtige  7. symfoni med klædeligt forstærket orkesterbesætning. På første række, forstås.

For når man ødsler alle sine penge væk på hifi er der naturligvis ikke råd til at opleve den rigtige musik. Altså hvis man nu forestillede sig, at hifi- og musik-interesse havde blot det allermindste med hinanden at gøre-det har det så OVERHOVEDET ikke. Det er sædvanligvis indbyrdes ekskluderende ting, for når den ene er der, så er der overhovedet ingen plads til den anden. og således naturligvis osse her i vores kælder i denne tid, hvor der eksperimenteres og programmeres på livet løs på vores dbx 4800 controller for at få de store skrumlede Vitavox-højttalere til at tage sig bedst muligt ud.

For når man er ægte hifitosse, så er det jo så uendeligt meget vigtigere, at andre tosser misunder ens isenkram end at nogen måtte misunde en selv for valget af selv en ganske usædvanligt skøn kone. (som denne skribent jo trods alt STADIGVÆK har, selv delvist in absentia-det bliver hun jo iøvrigt blot skønnere af)
Nå, men på trods af den fysiske adskillelse i denne tid, så blev der dog alligevel tid til lidt passende sammenstød mellem fruen og denne skribents ellers omhyggeligt kultiverede “hifi-fantasiverden” For i et kort øjeblik af hybris prøvede denne skribent i denne uge at afæske fruen et anerkendende svar omkring lyden, der var opnået på de største Vitavox. Det var umiddelbart et altødelæggende lyn af virkeligheden direkte ned i denne skribents ellers betydelige selvtilfredshed, for fruen bjæffede en udpræget kritik af især diskanten. Som i parentes i denne model går fra 1500 hz til 11 khz, altså et betydeligt område.

Det kære væsen mente, at det var, som om en dyne havde lagt sig over diskanten, hvorefter hun omgående fræsede nordover og lod denne skribent lam- og kuld-slået tilbage. Det var noget af et nyrestød til denne skribents selvopfattelse, der ellers bygger på mangeårige positive erfaringer med lytteevner. For eksempel er jeg den eneste, der blandt talrige medarbejdere og utallige kunder nogensinde har kunne høre differenstone-forvrængningen i kompressionsdrivere. Disse forårsages af bittesmå, undertiden næsten mikroskopiske træthedsbrud i membranen og passerer altså uhørt forbi for de fleste. Altså undtagen denne aldrende “Hejmdal”

Jeg var derfor ganske sikker på, at der netop IKKE var fejl på diskantenheden, og det skulle iøvrigt vise sig at være helt korrekt. Men at der så var en helt anden og endnu mere graverende fejl på systemet skulle jeg da godt nok gå en tur med hundene i går for at konstatere. Og så er vi kommet til weekendens stolteste stund for denne skribent og da især efter fruens veritable ydmygelse. For derude på turen med de 4 kræ, der tåger rundt mellem hinanden, lykkedes det for et for denne skribent med et helt usædvanligt koncentreret opbud af tankekraft intuitivt at konstatere fejlens årsag.

Og så tilbage og spændt åbne højttaleren på bagsiden med et specialværktøj, lavet af et modificet dørhåndtag, der lynhurtigt åbner den pal, der holder service-klappen. Og hurra, fejlen var fundet. For lige netop på denne højttaler sidder den tunge driver fast på hornet  med et stejlt og dermed ganske groft såkaldt “Whitworth-gevind” og masser af rullen rundt med dette 120 kg. tunge skrummel over diverse bump i måske flere årtier havde naturligvis fået enheden til i ganske betydeligt omfang at skrue sig selv løs. Faktisk var den gået næsten 2 fulde omdrejninger løs, hvilket svarer til, at exit på driver er adskillige millimeter fra hornets kompressionspunkt og spillede i stedet lystigt ud i et kort cylinder.

Nå, det var et nemt “fix” og naturligvis aldeles omgående hørbart i en revolutionerende grad. Og det var jo dejligt, ligeså dejligt som det var at vide, at min kone udøver sit skønne væsen besidder en skarp og fordomsfri hørelse.
For det var jo naturligvis på denne sidste vigtige parameter, at denne skribent fejlede så afgørende. Fordomme og forventninger står i vejen for virkeligheden osse selv om man bliver ældre, ja måske ligefrem særligt meget.
Og når man bare tilstrækkeligt meget VED og TROR  noget, så bliver det alene af disse grunde til selve sandheden. Og det så iøvrigt uanset hvor dumt det er. Ihvertfald stod den prosaiske ilde-lydende virkelighed ikke blot det allermindste i vejen for denne skribents musiknydelse indtil altså fruen kaldte det “bluff”
Godt, at jeg har hende, selv om hun  godt nok for tiden er rigeligt langt væk. Og for at minde mig om, at selv erfarne og trænede ører stadigvæk kun hører det mønster, som hjernen har valgt. For når noget intuitivt og intellektuelt er HELT RIGTIGT, så kan det alligevel sagtens være HELT FORKERT. Som altså her.

Et Sisyfos-arbejde..

ligner det unægteligt med den kolossale bunke hestemøg med den skala-givende ellers rummelige trillebør foran. For så vidt altså fruens ellers skikkelige og ret lærenemme krikker trods alt ikke har lært at skide i så store bunker endnu så kan man jo gætte, at bjerget kommer andetsteds fra. Og det gør det jo, nemlig inde fra læsdriften i stalden, som de kære gamle tidligere gårdejere her jo tydeligvis ikke lige havde fået muget ud i de seneste par årtier. En tilnærmet Augias-stald for at blive i det klassisk-sprænglærde, dog uden nærliggende floder.

Nu var denne skribent ellers omhyggeligt udvalgt blandt blot en enkelt kandidat til at klare den her udmugning udover den kommende tid, men til alt held blev fruen utålmodig og entrerede med en lokal maskinstation, der udførte dåden på blot 4 timer med en Bobcat. Og for en organisk-orienteret frue som min egen underskønne må sådan et bjerg jo være såre dekorativt og udstråle ren “Moder Jord”-iskhd, siden det nu er placeret så strategisk til beskuelse fra panorama-vinduerne til venstre, der dog osse er udkigsposten over den samlede fold, der tillige ligger på en skråning fra huset og op.

Det er altsammen aldeles pittoresk og såre smukt, siger madammen altså om dette syn, der jo trods alt i den snarligt kommende lysgrønnere tid må formodes at vinde ganske meget i idyllitet. Mørke og mudder giver jo heller  ikke de allerbedst sælgende ejendomsmægler-billeder og den her højst reelle bunke hestelort gør det da slet ikke. Så er det da heldigt, at gården slet heller ikke skal sælges og da med absolut statsgaranti ikke i denne aldrende skribents levetid. Måske osse ganske heldigt, da de tidligere ejere havde ganske overordentligt svært ved at slippe af med gården, dog i betydeligt omfang hindret af dårlig rådgivning og vanvittig prissætning.

For trods ideel-idyllerisk beliggenhed, så er der trods alt begrænset publikum til det permanente landliggerliv. For sådan er gård er bopælspligtig og må ikke benyttes til lystejendom uden at det dog for denne provinsielle skribent på nogen måde er blot det allermindste krystalklart lige HVORFOR? Nå, men det er altsammen ganske nylig historie og Landbrugsstyrelsen har godkendt vores landidyl.

Her på Åbyhøjvej fortsætter lyd-eksperimenterne med de store Vitavox-systemer så til gengæld i yderligere opskruet tempo, godt hjulpet af sjælens ensomhed eller var det bare frihed. For eksempel er der denne weekend blevet installeret de med stor forventning endeligt leverede små originale 1000 Hz bittesmå båthorn, der skal give det ekstra pip, so de store Vitavox S3 drivere trods alt ikke besidder. Og at de så der skidebarske ud er blot en bonus. Og selv om det ikke akkurat er supertweetere, de der GP 1-drivere, som driver dem, så er der fornuftigt niveau til en 15-16 K og det rækker jo trods alt fornuftigt, ja måske for mange gamle fjolser mere end rigeligt..

A propos det at være et gammelt fjols: Denne skribent blev for ikke ret længe forført af en billig forstærker, forsynet med digitale Pascal-forstærkermoduler. Fascinationen varede nu kun en god times tid indtil fruen og en kær gammel ven fra det københavnske medie-miljø totalt “dissede” lyden som værende det mest håbløse, som de havde hørt. Og det var jo selvfølgeligt sandt som den slags blindtestning fra uvildige og selvstændige personer altid er. (Koner tælles normalt ikke med, fordi de altid forsøger at snakke manden efter munden for at få fred, ikke mindst for flere udgifter-blot altså ikke lige min egen stivnakkede kone)

For nok var bassen fin, men resten var noget lydmæssigt bæ. Og straks derefter blev der sæt en gammel Lab Gruppen-forstærker derop på køkkenskabet og så var der lutter glade dage igen. Dog skal vi lige i sandhedens interesse sige, at SÅ drlig var Pascal-forstærkeren så heller ikke, man bliver bare forbandet godt vant med sådan en Lab, der så osse lige koster et par gange mere.
Ja, faktisk spiller de her små multikanalsforstærkere så godt, at det lige i øjeblikket er sådan en Lab C10:8, der driver vores Vitavox Black Nights via et dbx 4800-filter. For nok lyder 240 kg. McIntosh MC 25/2600 lidt bedre, men det er altså noget sværere at sætte 4 af dem oven på hinanden ovenpå vibrationsdæmpende Sorbothanefødder på toppen af et af højttalerkabinetterne. Og lige her er Lab-en med sine blot 8.5 kg. altså smart.
Nå, vi skal vist ikke komme ind på sammenligningen med bjerget af hestelort sammenlignet med ditto af McIntosh-forstærkere, for trods alt ER de dog den lydmæssige top og giver ejerglæde af ultimativ karakter.
Og de skal nok komme i brug, når vi har finaliseret højttalerplaceringen her i vores periodiske ungkarlehjem..