Sven og hans muntre svende

Indledningsvis i dag skal vi bringe en sjælden undskyldning på denne plads. Det drejer sig om den snarest muligt afgående chef for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, som vi på denne plads har været rigeligt hårde ved-ikke fuldstændigt berettiget. Selv om andre så har været så langt hårdere ved manden, så må der alligevel korrigeres en smule i den nylige historieskrivning. Dette arbejde er så til alt held i aldeles glimrende faglige hænder hos denne skribent.

Vi har fornyligt her på pladsen bedrevet et mindre karaktermord på Brostrøm ved at beskrive mandens offentlige fremtræden som mest mindende om en syg høne-ikke akkurat den slags folkelige fremtræden, der vidner om inspireret lederskab i en krigslignende samfunds-situation med lovgivning, som end ikke i nogen tidlige dansk ægte krigs-kontekst er set magen. Og det var der jo en skjult forklaring på, som først er kommet frem nu.

For der var en grund til, at Sundhedsstyrelsens og Seruminstituttets anbefalinger helt op til nedlukningen af Danmark var så meget anderledes, end de blev umiddelbart EFTER. Og da denne skribent ALDRIG ser TV-nyheder, så antog jeg, at Brostrøm så ligesådan ud, inden han kom i avisen-en plaget mand med kronisk bekymrede og rådvilde øjne.
Der er så en hel del, der tyder på, at dette ikke har været tilfældet, for mens seruminstituttets anbefalinger var ligeså meget i øst dagen før nedlukningen, som nedlukningen var i vest, så vidner et nyt lækket dokument om, at brostrøm på ingen måde anbefalede nogen generel nedlukning på grund af de uladsigbetaligelige medfølgende samfundsomkostninger.

Nå, men selv om den egentligt ansvarlige embedsmand Brostrøm for området var imod, så lukkedes Danmark ned politisk, blot nødtørftigt legitimeret som myndigheds-anbefalet. Uden altså at være det-OVERHOVEDET! Og allerede i de første billeder af manden efter nedlukningen og i perioden siden har Brostrøm mest lignet noget, som katten har slæbt ind. Han er helt åbenlyst blevet “banket på plads” i en grad, som man nok skal tilbage til de stalinistiske skueprocesser i 1930-erne for helt at se magen til. Der kom de anklagede osse direkte i retten fra NKVD`s torturkamre.Måske ikke akkurat den forvaltningsmæssigt heldigste behandling af en principielt upolitisk top-embedsmand, men sådan fungerer det moderne udenomsparlamentariske spindoktor-demokrati naturligvis. Og egentligt underligt, at Brostrøms oprindelige anbefaling ikke forsvandt eller blev klassificeret som statshemmeligheder. Det har næppe været uforsøgt…

Nå, Brostrøms karriere er allerede forlængst nyere historie, og sidste kapitel for ham er en ligegyldig formalitet. Og han ryger ved førstgivne opportune lejlighed. Han fattede indlysende ikke, at al politik og administration for tiden foregår i hermetisk lukkede beslutningskamre, ligeligt komponeret af politikere og deres spindoktorer og, ikke mindst, udført af omhyggeligt styrede politiske embedsmænd. Brostrøm var efter alt at dømme en både hæderlig og kompetent mand, og det kom til at koste ham karrieren. Og hans udtryk, der mest minder om den evigt bedrøvede politimester Striks i Mickey Mouse, tyder jo på, at erkendelsen kom tidligt.

Ellers fortsætter debatten om den kanoniserede højttalerplacering med skyldig hensynstagen til den apokryfe euklidiske trigonometriske mystiker “Isosceles” Utroligt, som ingen dogtilsyneladende  nænner at fortælle trådstarter, at “isosceles” såmænd bare på engelsk betyder “ligebenet”-trekant. Intet andet, ingen vinkler, ingen afstand nada, nul, nix. Selv om man naturligvis heller ikke kan afvise, at trådstarter fatter SAMME nada, nul nix! Det tyder mere og mere på…

Alligevel er der altid en, der kan trumfe selv ganske ligegyldige diskussioner om højttalerplacering. Diskussionen er ellers legio, men underligt nok involveres blot næsten aldrig den allervigtigste komponent i højttalerplaceringen, nemlig VINKLINGEN. Og når man ser billeder af hjemlige opstillinger i den dyreer klasse, så er det reglen, at højttalerne står ganske parallelt med bagvæggen eller med en uhyre minimal vinkling indefter. Jeg mindes ikke udover egen opstilling nogensinde at have set noget, hvor højttalernes akser krydser omkring lyttepositionen. Eller måske endnu bedre i akustisk vanskelige rum, lige FORAN lyttepositionen. Selv om det vist kun er Tannoy, der specifikt har angivet denne i almindelige små-imbecile hificirkler uhørt voldsomme  vinkling som den optimale. Det turde ellers være den indlysende rigtige løsning på i videst muligt omfang at minimere rummets indflydelse-som at minimere skaderne på den danske økonomi ved rettidig omhu fremfor politisk bombasteri..Og vi har iøvrigt selv i snart 50 år praktiseret selvsamme opstilling.

Det turde ellers være en indlysende rigtig placering, hvis man altså ønsker ikke at anslå unødvendigt mange tidlige refleksioner fra sidevæggene, men i stedet opfinder hittepåsomme folk små-psykedeliske forklaringer om, at designeren har anbefalet at lade højttaleren skyde ned langs rummets sidevægge. Og det er da en optimal placering hvis man altså efterstræber den teoretisk ringeste frekvensgang for at vilkårligt højttalersystem.

Nå, andre af de mere toneangivende eksistenser indenfor det organiserede hifitossers kred mener så, at man i stedet kan opnå bedre lyd ved at placere højttalerne endnu længere fra hinanden end den ligesidede trekant, som har været normal studiemix-praksis i snart 60 år. Utroligt som mennesket kan bilde sig ind, at noget selvgjort er velgjort, selv om det er aldeles fornuftsstidigt. Men ANDERLEDES, det lyder det helt givet, og da ejeren vistnok er en meget troende mand, så tror han vel på det alternative…Som det er placere højttalerne urimeligt langt fra hinanden ud fra kriterier for musikproduktion jo er..

Nå , men nu er seriøs hifiinteresse bestemt heller ikke for sjov, hvis nogen måtte have denne opfattelse. Se blot det øverste billede i dette link, hvor opfinderen af den revolutionerende ligebenede lytte-trekant med væsentligt over 60 grader er manden i den lyse skjorte. Og ud fra blikket fra en af de andre deltagere måske ikke akkurat en sjov fætter..
Det er en flok muntre fyre, må man sige og man mærker næsten, at næste udtryk er en hjertelig kollektiv latter. Eller..?
Og da det er egne billeder på klubbens egen side må man vel antage, at de er typiske. Her i Århus har vi noget, der faktisk geografisk  hedder Døde Å.
Det er som om disse sande entusiasters øjne spejlede sig i denne stendøde å, medlemsskab af klubben bør vist overvejes lige en gang mere.
For selv det sørgeligste morgenblik i mit spejl har da ligegodt aldrig helt set sådan ud! Hifi kan være decideret livstruende-for når man er tilstrækkeligt stor entusiast, så er resten af livet tabt.
http://kbh-hifi.dk/print.php?type=A&item_id=227
PS: Manden i den lyse skjorte hedder Sven

Hil den oversete græske trigonometriker Isosceles!

I dag vil vi for en sjælden gangs skyld i nyere tid på denne plads holde “corona-fri” Og det betyder naturligvis ikke, at denne skribent vil svigte alle de givetvis utålmodigt ventende læsere derude, blot at disse forskånes for, ihvertfald kortvarigt, at høre de allerede forlængst over-opfyldte ilde forudanelser om en anderledes spartansk dansk økonomisk virkelighed.

I stedet vil vi begive os tilbage til fortiden, jo altid et emne, som jeg som gammel fag-historiker altid har interesseret mig for. Og når hovedpersonen i historien så tilfældigvis er én selv, så vil glæden jo ingen ende tage. Alle mennesker er jo trods alt hovedrolleindehavere i deres eget lille kammer-spil, denne skribent bestemt ikke undtaget. Og selv om der slet intet publikum var, så kan der alligevel opstå sælsomme øjeblikke på selv de allermindste scener i éns eget spil.

Sådan et særdeles genkendeligt flashback, hvor op til adskillige sanser blev akut aktiverede, oplevede jeg forgangne fredag, hvor jeg for formodentligt og forhåbentligt sidste gang opsøgte det sted, hvor jeg tilbragte min iøvrigt lykkelige barndom-Endelave! Anledningen var den ubetinget glædelige, og det sikkert for begge parter, at det denne dag var præcis 50 år siden, jeg og min familie flyttede fra øen. Efter det var ingen af os længere det samme, og sådan er det forresten stadigvæk her nu sølle 50 år efter-måske ikke synderligt overaskende!

Tilbage til dagen på øen, hvor der næppe var en sjæl. SÆLER. derimod, DEM var der rigeligt af overalt langs strandene-et tydeligt eksempel på, at en mangeårig fredning af en dyreart, bare fordi den ser nuttet ud, ikke altid er formålstjenlig eller fornuftig. Fisk var der efter pålidelig sigende ikke længere nogen af, så mon ikke sælpesten snart som andre soter regulerer lidt på overflods-bestanden…

Dagen var Endelave formede sig på forunderligste vis som en gennemspilning af min barndoms somre i absolut kort-form. Snart pis-regnede det iskoldt og snart bagte solen ned fra en skyfri himmel. Det første bragte lettere forfrosne minder frem om forsommerdage tilbragt på fisketur et godt stykke fra land i min lille skydepram uden frakke. dengang voksede jeg simpelthen så stærkt, at det var nærmest umuligt at holde mig med tøj, så det, der var, havde typisk så korte ærmer, at jeg ikke rigtigt kunne ro i det.

Derfor blev det hæmmende regntøj typisk hjemme, en ikke videre begavet disposition, når en pludselig gennemblødende byge med styrtsøer ramte den lille båd, hvor jeg for at bjerge garnene rettidigt måtte tilbringe endnu adskillige timer. Det var så dengang, denne skribent lærte at beherske kropstemperaturen og det i en grad, som jeg stadig selv overraskes over. Én ting er, at jeg om vinteren endnu kan optø tykt-tilisede bil-forruder med bare, brandvarme hænder. Men at jeg stadigvæk bare som i fredags kunne lade mig gennembløde af regnen i kulingen og 9 grader uden ringeste problemer og bare efterfølgende tørre uden gener førte mig direkte kropsligt tilbage til barndommen.

Det er forunderligt, som kropslige stimuli, som man ellers ikke ligefrem senere nogensinde aktivt har opsøgt, kan “trigge” hele tsunamier af minder. Og for ligesom at sætte trumf på og yderligere fremme denne forlængst forglemte bevidstheds-strøm af barndomsoplevelser, så opsøgte jeg uforknyt vores gamle udendørs toilet. Nu kan vi naturligvis ikke vide, om dette udendørs lokum med spand og det hele er blevet en del af en eventuel museal fejring af øens måske stolteste søn, siden det er der i uforandret stand endnu. Det lokale museum ligger ihvertfald lige overfor, men måske de bare har glemt at forklare denne gamle helligdom med et skilt?

Nå, men under alle omstændigheder, så virkede det allerede indtrufne kulde-bombardement PLUS synet af det gamle lokum op for endnu en strøm af indtryk, denne gang blot i lugtmæssig henseende. Det hele udviklede sig således til en for denne skribent til et aldrig tidligere oplevet sansemæssigt orkan-gensyn med barndommen forsvundne land. Og efter 8 timer i vel-orkestreret  følelsesmæssig turbulens var det nok til at jeg aldrig mere behøver at komme tilbage. Nu har lille Poul fået fred-endeligt!

Og så lige til sidst tilbage til en mand, som ingen længere husker-måske ligeså lidt, som Endelave åbenbart husker sin ellers stolteste søn-altså med andet end et uforklaret lokumsbræt. Der er flere grunde til, at manden, Isosceles, ikke længere mindes. Den mest tungtvejende grund er, at manden aldrig har eksisteret, hverken som trigonometriker eller fårehyrde eller nogetsomhelst andet.

Og hvorfor så overhovedet beskæftige os med “Isosceles” Simpelthen fordi det ellers uhyre stillestående forum hifi4all med den lettere sygeligt-selvhævdende über-tåbe Mikkel Gige i spidsen har lanceret følgende formidable overskrift i en diskussion om afstanden fra højttalere til lytter: “Ligesidet trekant eller Isosceles?”
Nu formodes det bekendt, at konventionel højttalervisdom anbefaler, at afstanden TIL højttalerne tilnærmet skal være afstanden MELLEM højttalerne. Sådan noget kaldte Euklid som bekendt en ligesidet trekant, hvor måske ikke helt overraskende alle sider var lige lange.

Og nu vil vi endeligt udløse den givetvis enorme ophobede spænding ved at afsløre, at “Isosceles” såmænd bare er sammensat af de græske ord “iso” og “skelos”, der kan oversættes med “ens” og “ben”. Altså ikke en person, blot en trekant, hvor mindst 2 af bene er lige lange. Og det inkluderer naturligvis som specialtilfælde og en ægte del-mængde, ak ja, en lige-SIDET trekant, som vist de allerfleste placerer deres højttalere efter. Det har nemlig været reglen de seneste knapt 70 år.. Og vi skal med skyldig hensynstagen til vores forhåbentligt få uvidende læsere lige i forbifarten nævne, at HVIS man har SAMME AFSTAND til BEGGE højttalere (næppe en regel med nogen undtagelser i praksis), så har man natur-geometrisk nødvendigt  mindst en LIGEBENET trekant. Isosceles rules!

Man kan således ikke tale om enten/eller eller for den sags skyld skrive “Isosceles” med stort. Med mindre altså, at man intet fatter, iøvrigt en glimrende permanent forklaringsmodel på dette åndsforladte forum. Kunne en behjertet sjæl ikke blot simpelthen oplyse trådstarter om, at “isosceles triangle” bare betyder en LIGEBENET TREKANT på engelsk! Og som på dansk definerer sjovt nok heller ikke den engelske udgave INTET med hensyn til nogen vinkler eller afstand, udelukkende at mindst 2 af trekantens ben er lige lange
I steget tåger han bare videre uden mål eller med. SUK! Som Endelave nu er en epitaph over barndommens tabte land, så er hifi4all så  nu blot  en skamstøtte over noget andet og bedre, der var engang. ALT ANDET ville have været bedre.

PS. Jeg glemte lige en lille forretningsmæssig pudsighed: Alle ved jo, at i en internationaliseret verden er det bekvem forretningstaktik af individualisere og personalisere kunderne, således at en i almindelighed ligegyldig professionel transaktion for kunden føles som noget helt specielt. Sådan noget er fornuftig business, vi gør det gerne selv, dog ikke helt på samme måde, som det følgende eksempel vil vise-og heldigvis for det da!

For godt nok er det et helvedes arbejde at ajourføre en hjemmeside, men det her, DET er squ lidt alternativt. Andre ville med nogen ret kalde det direkte lamt.
https://hificenter.dk/produkter/yamaha-r-n803d-stereo-receiver
Prøv at klikke på et FULDSTÆNDIGT vilkårligt feks hifi-produkt og så derefter et FULDSTÆNDIGT vilkårligt andet. Selvsamme “brødtekst” lige til sidste punktum.
Kunde-individualisering på et niveau, som jeg aldrig har oplevet før…Men tvivler nu noget på, at dette ligefrem kommer til at danne reklame-skole som andet end et skræmme-eksempel.
Og så dumme kan folk da vel ikke være selv i Vendsyssel, at de kan falde for det her variation over den gamle traver “..jamen jeg har det selv derhjemme” ?
Jeg vil studere fænomenet nærmere nu jeg er blevet “halvtids-vendelbo”

Grønlænder-“high five”

Jeg kommer i disse herlige forårsdage med større byggerier og omfattende hegns-arbejder i det idylliske vendsysselske til at tænke på den ældre engelske dame, der i sommeren 1940 blev spurgt om, hvad hun ville gøre, hvis Hitler invaderede Storbritannien. Og hendes svar ringer ildevarslende bekendt i denne tid, hvor sa mange åbenbart forventer at vende tilbage til det bedste af det “gamle”, bare med et grønnere ansigt. Som om hele corona-øvelsen blot bestod i at vise, hvor let det var at opnå renere luft i verdens metropoler.

Tilbage til den sikkert iøvrigt skikkelige engelske dame, hvis ellers uhyre enfoldige svar har martret denne skribent siden jeg læste det: Hun svarede, at “jeg har min pension, og den kan Herr Hitler ikke røre” Indtil for få måneder siden forekom denne statiske fortolkning af en iøvrigt allerede dengang alt for forskrækkeligt dynamisk virkelighed blot som uhyre naiv. Og burde vel bedst have været begravet som et eksempel på folkelig uoplysthed og almindelig bondsk uvidenhed. Sådan blev det så bare ikke. Tanketom enfold er ikke bare noget, som man kan udrydde ved oplysning, for kun få magter at forholde sig til noget nyt, endsige en fundamentalt forandret virkelighed.

Og når man så som i denne situation fra talrige statsmagters og samtlige mediers side pumper situationens tilsyneladende grav-alvor op med billeder af angivelige massegrave og tilsyneladende tilforladelige historier om, at antallet af dødsannoncer i svenske “Dagens Nyheter” var 10-doblet, så giver menneskets elementære dødsangst det sidste skub ud over ufornuftens farlige skrænt. Og så er vi i krybdyragtige reaktionsmønstre tilbage ved den engelske dame, der klamrede sig til det eneste, som hun forstod: Hendes pension.

For hvis nogen skulle formaste sig til at to, at al den alt for forfærdeligt folkeligt let-accepterede fysiske afstandstagen til andre borgere i landet på nogen måde skal eller kan forveksles med nogen form for hensysnstagen, så tro gerne om igen. Det her er helt elementær rædsel og skræk for SELV at blive smittet med denne gyselige sot, som mor Mettes lamme taleskriver jo betegnede som noget, man “ikke kunne forhandle med” Og som medierne med tidens mani mod rent “click-baiteri” har formået konstant  at gøre til det rædselsscenarie, som hele verdens økonomiske foruroligende horisont i mellemtiden har “inder-halet”.

For nu er der med garanti ikke engang pensionen tilbage uden at dog vist ellers nogen har pointeret dette. For hvor længe kan man mon forestille sig, at de forskellige pensionsselskaber vil være om at vende tilbage den allerede noget pressede afkastsituation før Corona-krisen? Antageligt vil der i forudsigelig fremtid blive tabt noget i ren almindelig selvfinansieret pensionsopsparing, der nok vil minde om det danske årlige statsbudget. Udover altså at beskatningsprocenten af pensionerne vil stige med raketfart.

Nå, men her i landet er alting idyllisk og sommerligt som også den dejlige sommer 1940, hvor der osse blev gået kæresteture på klinterne ved Dover for at se den tyske ansamling af invasionsflåden i Calais. Og samtlige kulturinstitutioner tror, at alting vil fortsætte som før, man skal bare åbne. Og de samme uddannede snakkende klasser vil påpege, at nu er det så bare at udnytte situationens momentum til straks at investere i utallige fantasillioner tons kobber til elbilerne plus indkøbe et par millioner elbiler med kinesisk-kontrollerede batterier, så har det altsammen givet en større mening.

Og det er ikke engang en joke, ihvertfald ikke mere end den engelske dames var ment som sådan. Alle politiske og ikke mindst personligt-interesserede aktører positionerer sig for tiden for optimalt at kunne finde den gunstigte solbeskinnede privilegie-plads, hvor de uforstyrrede kan snakke videre det bedste (og iøvrigt ENESTE), de har lært. Og selv om talrige institutioner nok i den nærmeste fremtid vil fyre meget af deres overflødige og blot forstyrrende fedtlag af HR- og disruptions-medarbejdere m. v., så lader vi bare som om tyskerne ikke er der. Og selv om de måtte komme, så sker der ikke alverden. Og som bekendt kan troen flytte bjerge..

Sjovt som danskerne samtidigt kan fejre befrielsen fra tyskerne samtidigt med, at de i løbet af en måned kan udvikle sig til en nation af frivillige nidkære stikkere i en grad, så selv politiet måtte undre sig og derfor måtte udvikle nye anmeldelses-procedurer for at frasortere de mest meningsløse af angiverierne. Nå, men sådan forløb det meste  af besættelsen i 1940-erne jo iøvrigt osse.

Nå, men nu skal denne side ikke udvikle sig til den rene ynk og jerimiader. I stedet vil vi konstruktivt viderebringe et afgørende nygennembrud på fremtidens politisk korrekte”hilse-front”, hvor fysisk kontakt officielt vil blive frarådet. Dette endda så meget, at folk mente, at de skulle spørge “Mette”, om man fortsat måtte date?

Det er en højst politisk/etnisk ukorrekt form for hilsen, men da den så vidt jeg ved er opfundet af en herlig halv-grønlandsk pige, så går det vel? Selv om den mest sikre politisk-korrekte løsning nok ville være at finde en HEL-grønlænder til at udføre en grønlænders rolle..

Hun kalder den selv en “grønlandsk high five”, og den udføres indledningsvist som en almindelig high five-man rammer blot ikke hinandens hænder. Og så skal hele seancen ledsages af lettere hysterisk grinen på god gæstfri lettere overrislet grønlandsk maner.
.Og så har man jo ligesom nået flere ønskelige mål samtidigt: Man undgår direkte fysisk kontakt, og man får grinet igennem, hvilket osse både skulle være sundt og styrke immunforsvaret.
Og den slags er vist uhyre påkrævet i en tid, hvor selv de blot rudimentært  tænksomme ikke har meget at grine af…

Men som en fabelagtigt dygtig dansk tegneserieoversætter engang udtrykte det, “så er det bedre at ramme ved siden af end slet ikke ramme” Og det betegner vel meget godt myndighedernes ageren i disse tider.
Lad os give dem en “grønlænder-high five”

Lucinda Williams

Så lander der senere i dag på denne parcel det nyeste plade fra uforlignelige Lucinda Williams. Og måske ordet “uforligneligt” her er meget heldigt for alle andre musikanter, fordi Lucinda ikke akkurat udstråler hverken nogensomhelst personlig lykke eller blot der, der ligner. Det er måske heller ikke det heldigste “input” for denne skribent netop i dag, hvor den omhyggelige mediemedarbejder-skabte koreografering og menneskeliggørelse af Coronaens hovedpersoner fortsætter ufortrødent.

Tag for eksempel blot denne her syge sag fra Jysk-Fynske Medier: “Hele Danmarks Søren Brostrøm: Jeg har ikke opgivet at finde en mand” Tænk dog at kunne blive folkehelt i et ellers i selvforståelsen såre oplyst land på at stå og fjumre mageløst forvirret i en grad, der ellers mest kalder på medynk eller det, der er værre. Personligt er jeg til det “værre” her!
Nå, men i stedet skal vi så plages med mandens ulidelige historie om “ikke at have opgivet at få børn” , jamen stakkels lille fyr dog. Måske der ellers er uhyre velbeskrevne årsager desangående..
Ja ja, vi får se, om ikke et par medfølende lesbiske par melder sig på banen som kommende rugemaskiner, for meget mere ufarlig, ja vel nærmest totalt kvindagtiggjort faderskikkelse  end samme Søren skal man da nok lede forgæves efter. Haps! Pudsig verden, vi lever i, når der bag den ligeledes omhyggeligt medie-koreograferede altfavnende landsmoder står ja, en Søren..

Nu mangler vi snart bare, at Morten Østergaard med de kronisk feberhede øjne osse endegyldigt “springer ud”, så er alle fremtrædende politiske repræsentanterne for de meningsdannende pladrende klasser kvinder. Og det kunne man jo tro ville være godt for tolerancen, men helt så simpelt er sagerne naturligvis ikke som den slags aldrig er. For ingen kan jo hade så indædt og menneskefjendsk som såkaldt “oplyste mennesker” For det er tydeligvis en uundgåeligt følgesvend til det at have ret SELV for de pladrende klasser, selvindlysende og til enhver tid at nægte alle andre og afvigende synspunkter nogen gang på Jorden.

Et af de mere pudseløjerlige omend osse noget tragiske eksempler på denne kroniske bedrevidende rethaveriskhed blandt de pladrende klasser er det, at selveste ex Swan Lee-sangerinden Pernille Rosendahl i forbindelse med et 1. maj arrangement blev lagt for had af samme klasses mere rabiate repræsentanter. Hvad havde hun da sagt?
Absolut ingenting, men hun havde dristet sig til at synge “Når jeg ser et rødt flag smælde” Og DET kan man altså bare ikke tillade sig ifølge de helt rigtige og ellers uendeligt globalt forstående pladrende smagsdommere. Altså ikke, når man som Rosendahl er kæreste med den tidligere Venstre-toppolitiker Kristian Jensen. En forunderlig og noget perverteret form for intellektuel totalitær repressiv tolerance, må man vel sige, der i virkeligheden ikke ligger langt væk fra tidligere gængs politisk praksis fra folk som Saddam Hussein og Stalin. Hvor familien uvægerligt røg med, når manden forsvandt. Som stakkels Pernille Rosendahl så osse gjorde som en ren skaldet-klippet”tyskertøs”

Helt anderledes idyllerisk kan det heldigvis osse være. Ja, sommetider kan det faktisk altsammen være så fantatsisk, at det næsten må være løgn. Selvfølgelig fordi det osse er det.Tag for eksempel et andet publiceret “power-par”, den ellers traditionelt fotomodel-kære klimaminister Dan Jørgensen og hans nye kæreste, den mere end almindeligt småneurotisk udseende Katherine Diez:
https://www.bt.dk/kendte/dan-joergensen-og-katherine-diez-flytter-sammen

Alt her er omhyggeligt opstillet, både tekst og portrætter. For selv om trivelige Dan med tydeligvis lige lidt nok timer i styrketræningsrummet klædeligt  men uden videre meningflasher biceps uden nogen anden anledning end at se smart ud i sine uklædelige lavtaljede bukser, så stopper iscensættelsen selvfølgelig ikke her. Dertil er influenceren Diez for dreven eller måske snarere patologisk optaget af kontrol. Portrætfotoet er lidt vildt i samme retning.
Nej, Dan, står der selvfølgelig med et par alt andet end tilfældige bøger osv. osv, fotoanalyse for begyndere i et hjem, hvor der åbenbart kun findes kærlighed og bøger. Man får squ kvalme over at nogen medier viderebringer det her plantede glittet-romantiserede pis! Selv kommer jeg mest til at tænke på det traumatiserende syn, som det ville være for et eventuelt barn, der måtte være placeret bag Jørgensens lavtaljede brede bag på en cykel med en bag- kavalergang som Dans foran sig.
Uha, sikke flyvske tanker, man kan få i disse turbulente tider. Men mon ikke Lucinda får mig ned på Jorden igen..