Troldmandens værksted

Med lidt held vil det om et øjeblik lykkes at uploade et billede af det måske mest ydmyge værksted i branchen. Og som det ses, så er det da ikke hverken skruetrækkere eller små gule Lindström skævbidere, som vi går “ned” på. I det hele taget driver vi på en hel del områder en uhyre lavteknologisk virksomhed med masser af kabelproduktion og mekanisk samling og afprøvning og som det ses, så er der alskens stik på lager i mange hundredevis. Kablerne står så omme bagved.

Billedet er osse med i dag for at vise et af husstandens nyeste medlemmer, den flere gange her (og vel ret beset næsten ingen andre steder) omtalte Vitavox S3 “landmine”-driver. Og hvis det er fordi den ser ny ud, så er det simpelthen fordi den ER ny. Det vil sige, dens og masser af dens brødres liv har hidtil været tilbragt i original emballage uden tidligere montering siden dens fødsel på Westmorland Road engang i firserne i sidste århundrede. Sådan en tilføjelse til vores hifisamling varmer ganske meget på denne første nattefrostmorgen som er et af de ufrivillige studieobjekter, som jeg som hundejer dyrker hver eneste morgen.

Ellers var denne skribent jo på messe i København i forløbne weekend og det var jo som forventet en stor oplevelse.Den største var udover det uhyre hyggelige selskab med et par lokale hifitosser af den mere skikkelige slags besøget på den sædvanlige italienske sandwichbar i Sankt Hans Gade i Ringsted, som vi altid frekventerer ved vores få ture til hovedstaden. Især deres mortadella-pizza er en kulinarisk åbenbaring for denne skribent og kan dårligt anbefales nok.

Nå, men lettere små-styrkede af et par øller ankom vi til messen og det var jo forventeligt som den slags uvægerligt har været de snart 45 år, denne skribent har rodet med hifi: Småbitte højttalere, der spillede plingeling-musik velegnet til gengivelse på små højttalere naturnødvendigvis uden nogen som helst dynamisk reserve-kapacitet udover plingeling-niveau. Sådan vel det altid være, man må jo fremhæve det, som ens skidt kan klare og den slags gøres som bekendt bedst ved altid at spille plingeling-strengemusik og lidt blæs og sagte kvindestemmer og aldrig forsøge at gengive et næroptaget flygel. Dummere var udstillerne så tydeligvis ikke.. Og noget af det lød da ganske fint uden dog at tiltrække sig andet og mere fra denne skribents side end en totalt ligegyldig trækken på skuldrene. Ingen plingeling her!

Nå, men der var så osse et par større højttalersystemer, heriblandt et, som denne skribent havde glædet sig ganske meget til. Det var nu mest fordi, det store af systemerne havde præcist samme mål som vores efterhånden 20 år gamle, men stadigvæk kurante ATC SCM 300A, nemlig standardmålene til vægindbygning i studier. Trods deres imposante fremtræden var lyden nu helt uvant for denne skribent og ikke nødvendigvis på nogen positiv måde. For uanset om man sammenlignede dem med de store ATC eller de store JBL 5672 biografhøjttalere  eller alle mulige andre af vore pågående eksperimenter, så var der noget, der manglede. Det var simpelthen hele projektionen af mellemtonen, der manglede for denne skribent, formodentligt forårsaget af den systematisk- betingede  og  -nødvendige delefrekvens  på 1500 Hz.

Deling i dette frekvensområde stiller umulige krav til de anvendte enheders homogenitet,  materiale-egenskaber og udstrålingsevner omkring delefrekvensen og lige netop umulige krav er jo særligt svære at opfylde. Og i betragtning af, hvor store forbedringer denne skribent har registreret i de senere års eksperimenter med DSP-deling fra allerede næsten umulige 1000Hz delefrekvens og ideelt noget eller meget lavere mellem bas og mellemtone, så er det jo ikke akkurat overraskende. Jeg ville ellers så gerne synes om de her flotte højttalere, men de kom overhovedet ikke op at ringe. Og en pudsig biting var det så osse, at i lighed med den normale state of the art  2-tommers kompressionsdriver, som båndet fra SA direkte i markedsføringsmaterialet sammenligner sig med, så er der ikke meget diskant-definition i den allerøverste diskant. Intet princip vokser tydeligvis ind i himlen.

Helt anderledes overbevisende i mellemregistret og toppen lød det hos naboen på messen med de osse ganske store JBL K2 9900 med deres nedre delefrekvens på klassiske 800 Hz. Det lød aldeles meget fint MEN: At købe den slags passive højttalere for en sætpris på over 350.000,-, DET er da helt ude i Hampen (midtjydsk landsby, red.).
For det første har JBL fornyligt fyret alle de iøvrigt uhyre kompenete og mangeårige medarbejdere, der har medvirket til at designe de her boxe foruden alle dem, der har systemdesignet for dem i de seneste godt 30 år. OG derudover fyret samtlige, der har udviklet ENHEDERNE i samme lange periode. Udover det for denne skribent uhyre triste faktum,  at for så vidt vides laves de her prestigesystemer nu hos Sinar Baja i Indonesien. Det må være dyrt, siden priserne fra model til model i dette segment skyder op med raketfart.
Og for det andet, så skræmmer sporene slemt. For allerede for selv prestigehøjttalerne fra for få år siden fra JBL eksisterer der ikke længere nogen reservedele-OVERHOVEDET. Man får nye enheder i garantiperioden og derefter-BUM!

Det er iøvrigt ikke noget nyt fra de kanter. Allerede ganske få år efter, at den forrrige top-studiomonitor JBL DMS-1 var udgået (i starten af dette årtusind), så var det osse her helt slut med reservedele til  de hurtigt-opløselige basser.
Så i virkeligheden intet nyt herfra. Den største forskel er vel egentligt, at det, man kører til storskrald, har kostet uendeligt meget mere.. Det må vel være det, man kalder forøget  eller måske bare stærkt-accelereret ejerglæde-så længe eller kort, som det nu varer.
På den anden, personer i min alder skal jo altid huske at glæde sig over dagen i dag, så det vil jeg så gøre i selskab med min  S3 “landmine”

Derudover glemte jeg næsten (i virkeligheden helt) messens absolutte højdepunkt for denne ydmyge skribent: jeg mødte nemlig flere gange og helt ubeskriveligt tæt på lille trivelige Kim Olsen fra Nerds. Det var nu ikke den ellers nære fysiske kontakt, der gjorde mig særligt opstemt, det var nu den kendsgerning, at han NÆGTEDE AT HILSE-OVERHOVEDET!
Det er den slags få og store øjeblikke, hvor man føler, at man så måske ikke alligevel har levet helt forgæves!

Mandemodellen

Så er der endeligt billeder af vores nyeste high end hifi-opstilling her i hytten. og af agtelse overfor den oprindelige ejer har vi selvfølgelig valgt ikke at fjerne klistermærkerne. Dertil har han været noget for nådig overfor os i alle handlens aspekter. Vi skal nok forsøge at få lidt flere intime detaljer med, men indtil videre er det rigeligt mørkt til slige sysler. Ikke mindst glæder vi os til for første gang på internettet at vise den nøgne front af en ægte Vitavox Black Night. Den slags bringer godt nok minder tilbage om kulørte ben-varmere og firser-blondinehår, den dér forunderligt proptrækkeragtige “kreppede” fint-krøllede model.

Ellers er alt ved at gå i logistisk hat og briller allerede nu, men det ser foreløbigt ud til kun at vare nogle timer. En del af problemerne er ganske vist entydigt selvforskyldte-vi er ved at vove os ud i købet af en ejendom i Dronninglund til mulig kommende retræte. Ganske vist en retræte, der alene af selve købet bliver udsat uhyre længe, men mon ikke fruen og svigermor kan få betydelig gavn af sagerne?

Derudover kommer denne uge til at stå i den formidable forventnings navn: Den enestående følelse af forudsigeligt vanvid, som det er at begive sig til hifimesse i København førstkommende lørdag og bruge en hel dag på ikke noget videre. Sådan har det ialtfald været alle de tidligere år, men alligevel skal det nu nok blive sjovt i selskab med den uforlignelige JBL M2 -tosse Peter Pot og konsorter. For selv om de godt nok er noget klejne, de dér fuldt aktive JBL-monitors, så spiller de nu helt fint omend jo naturligvis ganske langt fra det sublime niveau, som alene vores kolossale begejstring for ovenstående afbildede kolosser jo forener lytteindtrykket med.
Selv denne skribent kan naturligvis ikke ganske sige sig fri for sommetider at lytte med øjnene…

Tiden løber lidt rigeligt tjept i dag…

i godt selskab, som den slags jo har for behagelig vane. Dog har tingene denne morgen taget lidt rigeligt lang tid, da denne ellers ret afslappede skribent har skullet socialisere med husstandens nyeste medlem, Polska Hund. For i lighed med vores begrænsede evne til at sige nej til selv hele vognlæsfulde store unika-højttalere oveni allerede adskillige flere og fyldende af samme slags, så er denne skribents modstandsdygtighed overfor de kære hundekræs lokkende sirenesang nærmest skræmmende begrænset. Egentligt utroligt, at vi aldrig har haft flere end de 3, som vi har nu.

Det var så osse derfor, at vores lille husstand i vores Mercedes-racerautomobil lørdag hastede mod Holstebro for at afhente en såkaldt “pon”. en ægte polsk lavlands-hyrdehund af hunkøn med det uhyre attråværdige for os og dertil ganske sjældne for rigtige hunde: En race, der ikke fælder og dermed fremtiden for vores eksisterende hundeflok med sine 11 måneder.
Det var en ganske lykkelig situation for alle involverede, fordi sønnen i familien i Holstebro trods den non-fældende store hundehvalp alligevel havde udviklet nogen allergi overfor kræet og samtidigt fordi, at Polske Hund, som hun nu hedder, bestemt ikke i fænotype er ganske afvigende fra vores hundedynastis grundlægger, den hedengangne patriark Folmer Hund, der jo heller ikke fældede.

Alligevel var det dog noget af en overraskelse at se en rigtig “Polish Owczarek Nizinnij” i sin sande fremtrædelsesform. For sådan et kræ fælder overhovedet ikke og det blev bevist endegyldigt ved at se denne nærmest kuglerunde hårbolle stå i sin helt forrygende sammenfiltrethed-simpelthen et rent får at se på og endnu mere at føle på. En ren filtklump, der burde kunne bruges til utallige ATC-højttalermembraner. Når det altså lige er klippet af først, for det er simpelthen et forbandet arbejde, idet sådan et kræ filtrer helt inde ved skindet  og derfor kræver enorm omhu ved klipningen for ikke at skamklippe kræet.

Nå, men heldigvis er det allerede på dag 1 efter ankomsten muligt og nærmest direkte “bondende” mellem kræ og kone at klippe spandevis af hårklumper af dyret, mens det tillidsfuldt hviler i fruen favn. Og denne skribent har dermed fået en fast tjans med at bortskaffe sækkevis af hundehår fra denne forbandede ikke-fældemaskine. Heldigvis akkumuleres spændingen efter at se hvordan hunden i virkeligheden ser ud til det næsten ulidelige mens denne formentlig næsten ugelange proces pågår. Foreløbigt er vi næppe igennem de første 10 procent af pelsbunken.

Heldigvis kan den slags regnvejrssysler fint foregå samtidigt med nydelsen af musik, og dagens billede ovenfor viser den for tiden gældende auditive standard. Der er tale om ganske vist ganske nylige, men alligevel uhyre historiske billeder af af de første Vitavox-højttalere i vores ellers ganske rummelige dobbelte hestetrailer. Og blot det første af ialt 3 fulde læs plus efterfølgende lige en fuldtlastet Mercedes stationcar oveni, da den tidligere ejer tilfældigt lige fandt en palle mere. Og derudover er vi nu i besiddelse af noget så unikt sjældent som en Vitavox forstærker, noget, som der ikke engang eksisterer noget billede af.  Ikke engang et bittelille totalt-sløret et..

Nå, tilbage til arbejdet, selv om denne ferieuge næppe kommer til at byde på egentligt umulige opgaver. men det er jo heldigvis osse lige i denne tid uhyre heldigt, nu når allerede det meste af ugen er optaget af hundeklipning.
I næste uge vil vi så vise vores nye Vitavox-kældersystem, det er lige knapt færdigt til fuld offentliggørelse endnu. Og så skal jeg naturligvis lige have placeret nogle tilfældigt forbipasserende stakler i vores lyttestol for et bevidne den guddommelige lydkvalitet med musikeksempler fra allerhøjeste decibel-skuffe.

Hornlyd!

Desværre for de audiofile sysler har den lunefulde danske sommer denne morgen aldeles uønsket meldt sin forhåbentligt kortvarige genkomst. For sad man da ikke her i de allerede ikke særligt langvarige pauser mellem de obligate luftninger af vores 3 stk. hunde-kræ og larmede løs? JO, det gjorde denne skribent med uhyre sporadisk deltagelse af fruen, der ikke er nogen særskilt ynder af høj musik udenfor afdøde Prince´s musikalske univers. Så det må vel være et af de tilfælde, hvor Rudyard Kiplings dictum om “..never the twain shall meet” (ganske vist anvendt oprindeligt om noget ganske andet) måske rammer lige i plet. Jeg selv er ikke nogen særskilt ynder af den lille hysterisk hoppende skrighals, så langt fra endda.

Nå, men mon ikke denne solplet på himlen snart fortager sig igen, så kælder-eksperimenterne atter kan pågå i fuldt og fornødent omfang. For denne skribent har da ligegodt aldrig hørt noget lignende lyden fra de netop opstillede Vitavox Thunderbolts. Og det på trods af netop overstået ret rundt jubilæum på  40 års hifiinteresse-tosserier. For der er da godt nok dømt hornlyd her og det på en hidtil aldeles ukendt måde-BASHORN, altså. For med hensyn til øvrige frekvensområder har denne skribent jo forlængst overgivet sig til hornprincippets udprægede grad af optimal kobling til luften i de øvrige frekvensområder ifølge den gode gamle givende  analogi med evnerne og træk/-slagkraften i en slæbebåd med en stor skrue med ordentlig kobling til vandmasserne i forhold til en lille skrue med opskruet rotationshastighed.

For selv på trods af utallige lydoplevelser over alle årtierne indenfor det bredest mulige spektrum fra  rent affald til sublime oplevelser, så kan ingen, hverken denne skribent eller næppe nogen andre,der ikke har oplevet et stort frontladet  bashorn som Thunderbolten , være forberedt på lyden. For selv om det store Vitavox-skrummel jo endda overhovedet ikke er et tilstrækkeligt stort horn til gengivelse af meget under 50 hz i enkeltstående form (brugt parvis er det en anden sag på grund af gensidig bas-kobling), så er lyden vanvittigt -VEDKOMMENDE! Der er simpelthen en ubesværethed over hele de dybeste par oktaver, som jeg aldrig nogensinde har hørt før.

At den allerdybeste oktav så i praksis mangler helt er blot yderligere en teoretisk bonus her i vores kælder-laboratorium, da room-gain er i overkanten til at vi kan have særlig fornøjelse af vores kælderdybe og fryser-store JBL 5628 subwoofer med fuldt niveau til godt under 25 hz. Så lige det eksperiment har vi prøvet med forventeligt tvivlsomt positivt resultat. Nå, men det andet eksperiment med at parallelkoble et sæt mere med bassektionen af vores 5 sæt Thunderbolts er desværre ikke umiddelbart forestående, dertil er pladsen i kælderen trods alt lige det mindste, det kunne ellers have været forskrækkeligt sjovt.

Nå, men i mellemtiden pågår presserende eksperimenter med at afstemme bashornet med toppen. Vitavox S3 driveren gør det fint i sit obligate horn ned til 500 Hz med det indbyggede passive 12 dB/oktav delefilter (det muliges kunst ved denne frekvens snarere end det teknisk ideelle), men mon ikke en stejlere deling via en Lake LM 26 controller ville kunne løfte niveauet et hak eller 2? Og at man så samtidigt kunne fifle lidt med måske at lave systemet om til et rigtigt 3-vejs med en ordentlig tweeter over 10-12 kHz, hvor den anvendte S3 “landmine” falder noget bagud af dansen er vel næppe heller spor usandsynligt. For nok har denne driver mere diskant end en tilsvarende 2-tommers model med 4-tommers membran fra JBL, som vi kender så såre godt alle andre steder i vores system, men helt til Himlene rækker frekvensområdet ikke. Og da ihverfald ikke uden de obligate opbrydninger over det såkaldte “mass-break point”

Nå, men alt ialt er der gemytlighed og optimisme til stede, omend der venter en del forventeligt arbejde inden honningkrukken for enden af Vitavox-regnbuen kan være vores.
men på den anden side: Hvis alting var simpelt, hvordan kunne i almindeligt omdømme forhåbentligt relativt fornuftige skribenter som denne skribent være hifientusiast på nu 5. årti?
Svaret blæser i vinden og det alternative svar med, at det nok bare fordi denne skribent og en hel del andre tosser var og er uendeligt kedsommelige personager uden nogen sans eller evner for andet end analt navlepilleri er jo efterhånden en ubehageligt nærliggende og påtrængende mulighed..
PS Nu er denne skribent ellers sædvanligvis succesfuldt afvænnet fra hifi-fora kikkeri, men alligevel skal denne formidable formulering fra det mangeårige analoge båt-tågeanmelderhorn Jan Nielsen da  lige med fra en kabelanmeldelse på Nerds om et USB til blot 8800,-:
Kablet leveres i en fornem trækasse med skydelåg. Ifølge Dyrholm ligger timers udvikling og afprøvning bag kablet. 

Vinterhalvåret..

..er startet på herligste vis i år. Regnen pisker fra en solfri himmel, og alt er fryd og gammen. Ikke mindst fordi vejret legitimerer indendørs sysler som at fifle med så mange af de nyindkøbte Vitavox-skrummelhøjttalere, som vores ellers normalt rigeligt rummelige hus kan rumme. Og til ikke ganske overraskende skræk og rædsel, så må vi for første gang benytte os af uden-hus opbevaring af en del af vores kostelige sager her.

Nå, men ikke desto mindre så er der gemytlighed til stede her i værksteds-hulen, selv om vores Thunderbolt-systemer faktisk står i vejen for afspilning fra vores referencer, “hus-JBL`erne” i begge retninger. På den måde mindes man overordentligt håndfast om, at hifiinteressen blot er en særlig afart af almindelig masochisme, for hvorfor skal alting da være så besværligt, at der aldrig blive til til bare at lytte til musik? Og tungt tillige! Simpelthen umuligt at skrumle rundt med, fordi Vitavox-Thunderbolt-højttalere transporteres på 2 små hjul PÅ HOVEDET og derfor skal vippes rundt for at kunne tilsluttes. Ikke bare tilsluttes KORREKT, nej, for OVERHOVEDET at kunne tilsluttes.

For hvis højttalerne ikke står korrekt, så kan man nemlig ikke komme til delefiltrene. Nå og hvad skulle man så osse der?. Jo, man skal såmænd SAMLE systemet, idet hornet transporteres løst på en skinne inde i boxer i transit, men derefter skal “slides” af den store hornkasse ud og simpelthen stilles løst ovenpå. Og på den måde skal der i enhver anvendelses-situation etableres forbindelse til horndriveren. Og lige der har Vitavox lavet en løsning så britisk, at det næsten gør ondt. Muligvis i en søgen after den bedste lyd via den mest direkte forbindelse har man ganske udeladt stik og andre ellers uhyre praktiske foranstaltninger for at lette livet for PA-folket.

I stedet har man valgt en noget alternativ tilgang for så vidt gælder højttalersystemets praktikalitet: Man har blot ladet det iøvrigt ellers uhyre imponerende delefilter “stikke ud” med skrueterminalerne i bøjningen af boxen bag hjulene. Og når man så skal skaffe lyd, så skal man med en ligekærvet skruetrækker trække et kabel, helst med kabelsko (da det ellers er nærmest umuligt at få en kabel-ende ordentligt monteret under det roterende skruehoved) mellem filter og driver. OG naturligvis osse lige det samme skruehelvede med den eksterne tilslutning. Enhver Vitavox-bruger har simpelthen været tvunget til at medbringe en pose små skruer med Whitworth-gevind i 1/8 tomme.

Skruerne er i god stil fra denne traditionelle leverandør til det britiske militær ikke ret lange og naturligvis heller ikke fikseret med nogen stop-låsering eller lignende, så potentialet for at tabe miste dem under monteringen er næsten ubegrænset. Man kan nærmest endnu i den foldede horntragt høre ekkoer af årtiers forbandelser og forbitrede eder fra de ulyksalige lydfolk, som har skullet kæmpe den enerverende og ulige kamp for bare at få lyd igennem. Man kommer næsten ihu de ligeldes britike kampvognssoldaters bøvl med deres alt andet end adækvate materiel i slaget under 2 Verdenskrig ved Villers-Bocage. Osse en noget ulige kamp, der dog på forunderligste heldige vis alligevel gjorde kål på det tyske kampvogns-es  SS-Hauptstürmführer Michael Wittman

Man har måttet være en bandsat barsk bastard for at give sig i kast med lydjobs og Tiger-tanks med sådant materiel med så håbløse løsninger, men det må jo alligevel have kunnet lykkes, højttalerne er tydeligvis godt brugte, men stadigvæk i absolut topform. Og så fik vi alligevel til sidst et horn med endnu  “godaw” i og med næsten samme frekvensomfang som de originale Klipschorn, som vi fornyligt måtte sælge videre, da der trods adskillige ellers rimeligt omhyggelige inspektioner rundt omkring i huset havde vist sig en total mangel på ægte hjørner uden radiatorer og døre og vinduer og andre audiofilt uvedkommende ting.

Men nu kan vi altså “lege” Klipschorn alle steder og på et endnu højere niveau, selv om vi så altså så samtidigt afskærer os fra at spille på ret meget andet, da de jo står i vejen for alt andet.
Sådan er hifi-helvedet vist bare. Eller skal vi sige hifi-himlen? Det er vist nærmest det samme.