Med lidt held vil det om et øjeblik lykkes at uploade et billede af det måske mest ydmyge værksted i branchen. Og som det ses, så er det da ikke hverken skruetrækkere eller små gule Lindström skævbidere, som vi går “ned” på. I det hele taget driver vi på en hel del områder en uhyre lavteknologisk virksomhed med masser af kabelproduktion og mekanisk samling og afprøvning og som det ses, så er der alskens stik på lager i mange hundredevis. Kablerne står så omme bagved.
Billedet er osse med i dag for at vise et af husstandens nyeste medlemmer, den flere gange her (og vel ret beset næsten ingen andre steder) omtalte Vitavox S3 “landmine”-driver. Og hvis det er fordi den ser ny ud, så er det simpelthen fordi den ER ny. Det vil sige, dens og masser af dens brødres liv har hidtil været tilbragt i original emballage uden tidligere montering siden dens fødsel på Westmorland Road engang i firserne i sidste århundrede. Sådan en tilføjelse til vores hifisamling varmer ganske meget på denne første nattefrostmorgen som er et af de ufrivillige studieobjekter, som jeg som hundejer dyrker hver eneste morgen.
Ellers var denne skribent jo på messe i København i forløbne weekend og det var jo som forventet en stor oplevelse.Den største var udover det uhyre hyggelige selskab med et par lokale hifitosser af den mere skikkelige slags besøget på den sædvanlige italienske sandwichbar i Sankt Hans Gade i Ringsted, som vi altid frekventerer ved vores få ture til hovedstaden. Især deres mortadella-pizza er en kulinarisk åbenbaring for denne skribent og kan dårligt anbefales nok.
Nå, men lettere små-styrkede af et par øller ankom vi til messen og det var jo forventeligt som den slags uvægerligt har været de snart 45 år, denne skribent har rodet med hifi: Småbitte højttalere, der spillede plingeling-musik velegnet til gengivelse på små højttalere naturnødvendigvis uden nogen som helst dynamisk reserve-kapacitet udover plingeling-niveau. Sådan vel det altid være, man må jo fremhæve det, som ens skidt kan klare og den slags gøres som bekendt bedst ved altid at spille plingeling-strengemusik og lidt blæs og sagte kvindestemmer og aldrig forsøge at gengive et næroptaget flygel. Dummere var udstillerne så tydeligvis ikke.. Og noget af det lød da ganske fint uden dog at tiltrække sig andet og mere fra denne skribents side end en totalt ligegyldig trækken på skuldrene. Ingen plingeling her!
Nå, men der var så osse et par større højttalersystemer, heriblandt et, som denne skribent havde glædet sig ganske meget til. Det var nu mest fordi, det store af systemerne havde præcist samme mål som vores efterhånden 20 år gamle, men stadigvæk kurante ATC SCM 300A, nemlig standardmålene til vægindbygning i studier. Trods deres imposante fremtræden var lyden nu helt uvant for denne skribent og ikke nødvendigvis på nogen positiv måde. For uanset om man sammenlignede dem med de store ATC eller de store JBL 5672 biografhøjttalere eller alle mulige andre af vore pågående eksperimenter, så var der noget, der manglede. Det var simpelthen hele projektionen af mellemtonen, der manglede for denne skribent, formodentligt forårsaget af den systematisk- betingede og -nødvendige delefrekvens på 1500 Hz.
Deling i dette frekvensområde stiller umulige krav til de anvendte enheders homogenitet, materiale-egenskaber og udstrålingsevner omkring delefrekvensen og lige netop umulige krav er jo særligt svære at opfylde. Og i betragtning af, hvor store forbedringer denne skribent har registreret i de senere års eksperimenter med DSP-deling fra allerede næsten umulige 1000Hz delefrekvens og ideelt noget eller meget lavere mellem bas og mellemtone, så er det jo ikke akkurat overraskende. Jeg ville ellers så gerne synes om de her flotte højttalere, men de kom overhovedet ikke op at ringe. Og en pudsig biting var det så osse, at i lighed med den normale state of the art 2-tommers kompressionsdriver, som båndet fra SA direkte i markedsføringsmaterialet sammenligner sig med, så er der ikke meget diskant-definition i den allerøverste diskant. Intet princip vokser tydeligvis ind i himlen.
Helt anderledes overbevisende i mellemregistret og toppen lød det hos naboen på messen med de osse ganske store JBL K2 9900 med deres nedre delefrekvens på klassiske 800 Hz. Det lød aldeles meget fint MEN: At købe den slags passive højttalere for en sætpris på over 350.000,-, DET er da helt ude i Hampen (midtjydsk landsby, red.).
For det første har JBL fornyligt fyret alle de iøvrigt uhyre kompenete og mangeårige medarbejdere, der har medvirket til at designe de her boxe foruden alle dem, der har systemdesignet for dem i de seneste godt 30 år. OG derudover fyret samtlige, der har udviklet ENHEDERNE i samme lange periode. Udover det for denne skribent uhyre triste faktum, at for så vidt vides laves de her prestigesystemer nu hos Sinar Baja i Indonesien. Det må være dyrt, siden priserne fra model til model i dette segment skyder op med raketfart.
Og for det andet, så skræmmer sporene slemt. For allerede for selv prestigehøjttalerne fra for få år siden fra JBL eksisterer der ikke længere nogen reservedele-OVERHOVEDET. Man får nye enheder i garantiperioden og derefter-BUM!
Det er iøvrigt ikke noget nyt fra de kanter. Allerede ganske få år efter, at den forrrige top-studiomonitor JBL DMS-1 var udgået (i starten af dette årtusind), så var det osse her helt slut med reservedele til de hurtigt-opløselige basser.
Så i virkeligheden intet nyt herfra. Den største forskel er vel egentligt, at det, man kører til storskrald, har kostet uendeligt meget mere.. Det må vel være det, man kalder forøget eller måske bare stærkt-accelereret ejerglæde-så længe eller kort, som det nu varer.
På den anden, personer i min alder skal jo altid huske at glæde sig over dagen i dag, så det vil jeg så gøre i selskab med min S3 “landmine”
Derudover glemte jeg næsten (i virkeligheden helt) messens absolutte højdepunkt for denne ydmyge skribent: jeg mødte nemlig flere gange og helt ubeskriveligt tæt på lille trivelige Kim Olsen fra Nerds. Det var nu ikke den ellers nære fysiske kontakt, der gjorde mig særligt opstemt, det var nu den kendsgerning, at han NÆGTEDE AT HILSE-OVERHOVEDET!
Det er den slags få og store øjeblikke, hvor man føler, at man så måske ikke alligevel har levet helt forgæves!