“Hero”

Inden vi atter engang vil kaste os ud i den virkelige hverdag med sine udfordringer (ikke mindst tilpasningen af 2 stk. krydsfinersforplader til vores kælderreferencelydsystem er naturligvis særligt vigtige), et par bagel-betragtninger. Om usandsynlige helte, ja nærmest så usandsynlige, at det slet ikke har været til at fatte deres nylige kolossale heltestatus og vel i virkeligheden osse kun er muligt, fordi faldet er så entydigt. Vi skal uhyre kort snakke vinterkulde og kuldslåede helte..

Det er altid forunderligt at betragte  de internationale herre- og damemesterskaber i en af verdens mest marginale sportsgrene, nemlig håndbold. Hvis man skulle være i tvivl om “marginaliteten” og det ubegribeligt grinagtige i at kalde noget for “VM” det her udelukkende provinsielt-europæiske spil, så skal man blot forsøge at se forskellen på deltagerne i EM og VM i slutspillet. Nej, der er naturligvis ingen, fordi det her spil ikke er blot det allermindste andet end en pudsig europæisk vinterbeskæftigelse. Der ganske vist i december kan “varme” lidt med damernes mesterskaber og tilsvarende i januar for herrerne. Hvis der altså er meget at varme sig ved..

Og så tilbage til overskriften i dag. Som IKKE akkurat hentyder til den farveladede  “Eastern-film” af samme navn med velkoreograferede svædsfægter-artisteri og ikke så forfærdeligt meget andet. Som med den nyeste generation af totalt-sønderklippede James Bond film må man med den franske komponist Maurice Ravel sige (lidt frit da han talte om tempoet i fremførelsen af sit eget mest kendte værk, “Bolero”), at når det er nødvendigt at klippe SÅ meget og SÅ hurtigt, så forekommer filmen ulideligt lang. Som med Bolero, hvor et for højt udgangstempo blot får én til at længes efter en nådigt-hurtig slutning.

Filmen, vi lige skal mindes i dag er fra 1992 og har Dustin Hoffman i en af hovedrollerne. I filmen spiller Hoffman igen en af sine absolutte glansroller som Ratso Rizzo i “Midnight Cowboy” eller ihvertfald noget, der ligner til umiddelbar forveksling. Den eneste virkelige forskel på rollerne er det vist, at den basalt godhjertede taber-skurk Hoffmann ikke dør til sidst i “Hero” Alligevel er han en noget tilfældig helt, ja faktisk så tilfældig, at filmen (måske påvirket af en anden filmtitel, “Accidental Tourist”, mest kendes under titlen ja altså “Accidental Hero” Nå, men det hedder den altså ikke uanset hvor mange der måtte tro det.

Og en virkelig helt er Mikkel Hansen så heller ikke, ihvertfald ikke længere efter det forsmædelige danske nederlag i VM-håndboldfinalen. Hvis man skulle være i tvivl om denne totalt “blanke” mands sande værdier skal man jo blot se den totale foragt for håndboldspillet, som han viste ved øjeblikkeligt at afføre dig sin ellers af den danske  kronprinsesse nyligt påsatte sølvmedalje. Nå, det er der ikke noget at sige til, Mikkel Hansen er såmænd blot håndboldspiller med en mediefremtræden nogenlunde ligeså artikuleret som “Den afskyelige snemand” hvis ellers han nogensinde bliver fanget. Mikkel Hansen befinder sig tydeligvis ca. ligeså godt i mediernes rampelys som samme snemand ville gøre. Helt uden ord og helt, helt blank. Og det er der naturligvis intet galt i, det er endda muligvis denne distance, der netop gør ham så god I håndbold. PÅ distancen..

Nej, det, der er det afskyelige i det her (for nu lige kortvarigt at blive i det fortsat “vinteragtige” snemands-univers) er såmænd kun, at de forlorent-nyhedsliderlige medier indtil altså i dag har forsøgt at portrættere denne med sikkert betydeligt ret ellers ganske undseelige mand Mikkel Hansen som en helt. For eksempel havde vores egen JP i går søndag en totalt kikset “human interest” om samme Hansen og hans syn på de rådhuspandekager. Som han af uransagelige grunde på bedste dobbelt-surrealistiske vis så slet ikke kom til smage, da man jo aflyste festen.
Sådan en journalistisk bundskaraber kan man naturligvis ikke bebrejde Hansen, ja faktisk kan man overhovedet ikke bebrejde ham noget som helst. For han står der jo blot med sine blanke kvie-øjne så kronisk udtryksløse som en ko på Danish Crowns slagteri foran den dødelige bolt-pistol. Hansen er blot ikke bange og næppe nervøs, ja han er faktisk slet ingenting. Og aller-allermindst af alt kan han være en helt.
Fordi en helt kun kan være en helt ved at overvinde sig selv. Og det kan Mikkel Hansen næppe, fordi han blot er blanke Mikkel Hansen. Som bare ER uden rigtigt at være noget andet end lige netop det!  En helt..Nå nej vi må have det hele med:”en helt HELT almindelig mand” Og det er jo noget ganske andet. Ikke dårligt, blot heller ikke særskilt godt.
Siger denne heller ikke abnormt-heltemodige og ikke meget mindre usandsynlige helt og går i gang med forpladerne til JBL-erne..

Noratlas Transall og anden ensomhed nu med addendum

Den forløbne uge var et godt eksempel på, at den ene umulige ikke-begivenhed blev inderhalet af den anden.  Det forudsættes her bekendt, at alle traditionelle journalistiske væsentlighedsbetragtninger i de landsdækkende medier forlængst er afskaffet i den den stadige seer-populismes uhellige navn Allerede kort tid efter, at forsvarsminister Hækkerups absurd-umulige “kamp” mod beslutsomme selvmordsterrorister blev formuleret, kørte verdenshistoriens ubønhørligt kværnende hjul henover denne  allerede absurde militære doktrin. Enter på den verdenspolitiske scene 2 typer af tudsegamle militære transportfly.

I forbindelse med det i den danske politiske uvirkeligheds verden ikke voldsomt kritisk-behandlede franske felttog i Mali så man et par absurditeter. For uanset om man måtte have nogen sympati for fransk militær aktion mod islamiske fundamentalister (og det kan undertegnede da sagtens) så ville indsatsen både her og i Frankrig mod fundamentaislamisme vel mest passende kunne starte i egne fængsler. Med at smide de muslimske statsansatte prædikanter her og derud. Under forudsætning af naturligvis, at det her var et reelt felttog. Det er det så nok ikke, men derfor kan man jo sagtens lade som om.

Og det går jo ganske fint, når den danske statsbetalte presse af den folkesocialistiske udenrigsmister Søvndal lader sig “affodre” med, at Danmark er med i en ædel sag her (eller måske rettere DER) i Mali. Ved at indsætte et antikveret Lockheed Hercules-transportfly på korttids-lånt tid til Frankrig hvad de så iøvrigt kan bruge det til. Så langt væk, at en af det seneste århundredes ellers med rette uhyre miskrediterede danske politikere (kun Vilhelm Buhl fortjener vel mere sin historiske skændselseftermæle og det kun lige akkurat) , NATO-generalsekretær Anders Fogh, ikke engang vil involvere NATO.

Nu er Fogh i sit seneste forsvar for fornuften i den “borgerlige” frihjulspolitik i 00-erne med total ansvarsfritagelse og -forflygtigelse for regeringen måske ikke akkurat respektindgydende i sin overbevisende oprigtighed. Fogh er en af de få (beklager det lette point på ordspil her), der får selv inderligt usympatiske Lance Armstrong i sit Oprah-show til at helt flink ud. En rigtigt kedelig “ka`l” er brutale Fogh og osse givetvis kontrol-freaket på nogenlunde samme måde som Armstrong. Osse når det gælder om at kontrollere det totalt-ukontrollable som for eksempel de varige positive politiske og samfundsmæssige ændringer i det blomstrende afghanske velfærdssamfund efter NATO-tilbagetrækningen.

Nå, så lang tid ingen i pressen påpeger absurditeten, så går det jo endda. Derfor er det nu alligevel en skændsel, at ingen i den danske presse påpeger det “fedtspil”, der finder sted i Mali. Og det værste er naturligvis slet ikke, at den efterhånden noget “luv-slidte” og trætte gamle udenrigsminister Søvndal scorer sig et par billige retræte-point ved at lade som om, at Danmark spiller en positiv rolle Det kan vi sagtens unde ham og da risikoen for tab og større udgifter ved det allerede fra starten uhyre tidsbegrænsede “Hercules-udlånsmandat” er minimale, så skal det nok gå altsammen. Ikke godt, det er noget helt, helt andet, men blot GÅ..

Nu er selv traditionelle stormagters kollektive historiske hukommelse noget begrænset. Det er trods alt ikke mere end 50 år siden, at Frankrig mistede over 25.000 dræbte soldater i nabolandet Algeriet foruden den 1-1.5 mill. civile, der røg med i købet. En fransk deltagelse i endnu en afrikansk borgerkrig burde således ikke være særligt lokkende og vel ikke mindst, fordi franskmændene ved deres ensidige støtte til den ene part afgørende medvirker til at legitimere den anden part. Det er det eneste, der er helt sikkert ved enhver udefrakommende militær indgriben.

Derfor kan man jo godt lidt “stoltsere” og spankulere rundt som en krontrane i dans fra dansk politisk hold når nu ingen alligevel påpeger det udelukkende symbolske i det danske Hercules-fly. Der antageligt vil beslaglægge flere franske mekaniker-timer for overhovedet at flyve end det vil bidrage positivt-logistisk. Det danske fly kunne jo næsten have været brugt i den algierske befrielseskrig. Og så kan det alligevel sagtens blive værre og endnu mere symbolsk. I betydningen “håbløst” her.

Tyskland har nemlig “stillet” med noget, der faktisk er endnu mere komisk. Nemlig 2 stk. andre og denne gang oprindeligt franskproducerede militære transportfly, nemlig 2 stk. Noratlas Transall. Der er en hel del mindre end Hercules og mest egnede til at udkaste faldskærmssoldater, vist ikke akkurat det man satser mest på fra fransk side om overhovedet. Hm., det er vist ikke helt oprigtig støtte det her eller hvad.

Nej, det er det ikke, det er et komisk og ikke mindst at tage det alvorligt. Frankrig er naturligvis aldeles på et voldsomt politisk-militært vildspor her, helt tydelig “gåsejagt” udenfor jagttiden. Og lige præcist Frankrig burde jo vide bedre, man kunne jo nok starte med at spørge sig for i Fremmedlegionen, der jo har visse kedelige erfaringer med borgerkrige. Ja ikke ret meget andet faktisk.

Og så tilbage til ensomheden garneret med en lille smule komik. Vi skal advare om at “smulen” af komik er nærmest komisk lille. Dette skyldes vel især, at hifientusiaster ikke i den kontemporære danske “aftapning” ikke ER særligt sjove, nærmere sådan en slags egocentrisk-påståelige paphoveder. Der uanset hvor de er altid har hundet det helt helt rigtige og aller-allerbedste. Det ser man så i en underholdende “tråd” på Nerds.dk., hvor folk og fæhoveder(og naturnødvendigt mest det sidste) opfordres til at udnævne deres absolut allervådeste drømmehøjttaler.

Og hvad kan Morten i Odder og Kenneth på Sjælland og Kim i Odense og alle de andre så finde på i deres ideelle søgen efter den absolutte akustiske sandhed?. Jo de drømmer kollektivt om at få den allerstørste højttaler. Fra den enestående formidable producent, naturligvis, som de allerede nu HAR allerede store højttalere fra i deres nuværende system. Sandheden er til alt held således allerede forlængst fundet, man vil meget forståeligt blot have mere af den. Den ene af dem har ganske vist vistnok hørt sine drømmehøjttalere (om de har været tilspillede eller ej er naturligvis vanskeligt at vide, næsten ligeså vanskeligt som det er at bevise).. De to andre har til gengæld ikke, for den enes vedkommende findes der den både nødvendige og tilstrækkelige grund, at den nye JBL-model så vidt vides ikke findes endnu. Men sikke dog drømme..

Hifi-verdenen er altså noget mærkeligt noget, hvor man til enhver tid altid har fundet den absolutte sandhed, som man vil kæmpe utrætteligt for at forsvare. Og det uanset at man typisk i løbet af ganske kort tid er et helt, helt andet sted med helt andre komponenter, der forsvares med samme indædthed. I den henseende er poltiske og hifimæssige sandheder atid at regne for “absolutte” Altså i det øjeblik de ytres, over (kort) tid er det umuligt at se nogen sammenhæng, kun evig selvretfærdighed. Men det er osse en slags retfærdighed og antageligt den eneste, der varer evigt.

Og hvor efterlader det så os her i vores akustik-kælder? Overhovedet ingen steder, desværre, for vi har nemlig allerede de allerstørste og dyreste proffe JBL-biografhøjttalere. Og det i størrelser, som må gradbøje selv superlativer som “størst” og “tungest”
Ikke underligt at ensomheden undertiden indfinder sig her i fraværet af drømme. Nå, det er heldigvis hifi altsammen. Og dermed alligevel “akustisk løgn” bedre er hverken vores eget eller nogen andres hifi trods alt heller ikke.
Uh., sagde jeg at vores eget hifi ikke er perfekt?. Nej, naturligvis er det da det og som for alt for mange andre har det altid været det-ganske uanset lyd og sammensætning! Desværre er “næste gang” der er tid til atter et hifi-mæssigt paradigmeskift noget pladsmæssigt-problematisk..

ADDENDUM: Nu er denne side ikke synderligt parti-propolitisk, det er osse ganske svært, fordi politisk-populistisk pis og papir og andet pladder ikke er blot det allermindste parti-specifikt. Tag for eksempel det lange næsten kronik-lignende læserbrav i dagens JP af et par tidligere Venstre-koryfæer. I det mindste den ene af dem ER helt bestemt tidligere, (men ikke desto mindre passer det med “-fæ” bestemt stadigvæk, mens den anden til gengæld ikke er det helt endnu. Vi taler om de tidligere ministre Lene Espersen og Troels Lund Poulsen, der har begået dette monumentale politiske kampskrift forklædt som læserbrev.. Det betitles “Vi må ikke tabe Afghanistan på gulvet”

Nu er dette jo en lidt håbløs titel, da man alene ved at bekendtgøre en fast tilbagetrækningsdato jo allerede forlængst HAR tabt hele lortet på gulvet dernede. Fra nu af og et godt stykke før har al politisk og militær aktivitet i Afghanistan naturligvis udelukkende drejet sig om at placere sig selv og sine klaner bedst i den uundgåelige kommende “Lange Knives Nat” Det kan der umuligt være noget nyt eller blot kontroversielt i, sådan er det og sådan har alle borgerkrige altid været.

Nej, det epokegørende nye i det her læserbrev er et seriøst bud på den mest håbløse politiske falliterklæring, som ihvertfald denne skribent nogensinde har set. Når selv denne skribent så længe har kunnet se det indlysende totale nederlag i Afghanistan så kan enhver anden idiot naturligvis osse. Og så er vi tilbage i læserbrevet her. For endelig, endelig er der en smule reel erkendelse, at der her da ender skidegalt. Sen erkendelse når det nu forlængst ER endt for de allierede, mens det først lige er begyndt for civilbefolkningen.

Og nu, NU kommer så den endelige løsning på de penible tværpolitiske danske problemer i Afghanistan: cit. “Derfor bør man sikre, at USA efter 2014 bevarer en mindre terrobekæmpelsesstyrke i Afghanistan-f. eks i form af specialoperationsstyrker, der kan forhindre terrorbevægelser i at få fodfæste” Prøv lige at læse det her mund-lort igen.

For hvad er det lige det her går ud på? Jo, det går naturligvis ud på ikke at tabe eget politisk ansigt og INTET ANDET. Hvad der måtte ske fremover vil udelukkende være amerikanernes fejl. At en tidligere udenrigsminister så her lægger ord til noget så enestående absurd som angiveligt håbet om, at amerikanske specialstyrker fremover i det enorme land Afghanistan vil kunne udrette det, som massiv militær indsats PLUS samme specialstyrker for tiden IKKE kan, gør blot mindet om tågehornet Espersen til nogenlunde samme savn som det man måtte nære overfor totalt ansvars-forflygtigende Fogh som statsminister.

Og lige en lille opmuntring til de tilbageværende danske styrker i Afghanistan fra denne engang så dynamiske Venstre-duo:” træne afghanerne færdigt (SIC! red.) og samtidigt giver bekæmpelsen af oprørsstyrkerne en sidste skalle” Sådan noget hører vist mest til i Espersens barndomsby Hirtshals` havneknejper. For hvad er det dog man kan forvente af succes i kampen mod den fjende, der allerede forlængst har vundet. Nok ca. det samme som at nikke dem en god gammeldags havne-skalle. De skal jo alligevel blot lægge sig ned som dengang på Hirtshals Kro og vente på, at uvejret trækker forbi og NATO forsvinder, ganske gode odds hvis vi skal sige det..!
Held og lykke med at top-motivere de danske “jenser” i Afghanistan med det her “salgs-prospekt” Det var så alt hvad vi af moralske grunde var tvungne til at bringe i dag for at undgå alle anklager om politisk partiskhed. Det eneste vi tager utvetydig partiskhed for er altså den kritiske fornuft..

Commedia dell’arte

Selv om denne lettere arkaiske form for komedie, oprindeligt fra renæssancens Italien, (hvilket jo iøvrigt blandt meget andet meningsløst i denne her umulige sætningskonstruktion giver om muligt endnu mindre mening, da Italien ville forblive bystats-opdelt i næsten 400 år endnu og italiensk national identitet var absolut ikke-eksisterende) mest i dag findes i tivolier rundt i verden, så dukker den ind imellem op i medierne  som muligvis såkaldt “atavistiske” træk. For så vidt dette vanskelige fremmedord dækker over uventet genopdukken af forlængst forglemte minder og fysiske former såsom en i udviklingshistorien ellers forsvundet hale hos fænotypen. Ja, sig ikke, at denne side ikke undertiden står for den absolut højere folkeoplysning. Eller måske bare ønsker at blære os ved vores sprænglærthed..

Nå, det der italiensk-agtige kommedie-værk var fantastisk populært, fordi alting var simplificeret. Sådan nærmest lidt a la min egen ungdoms tegneserier som “Illustrerede Klassikere” eller måske endda ligefrem en Pixi-bogsudgave af storværker som “På Sporet af den Tabte Tid” af Marcel Proust. Der jo i dagens kontext af eminent belæsthed naturligvis atter engang skal fremhæves som verdens vistnok stadigvæk længste bog. Uden at denne skribent dog nogensinde kom længere end til 1. bind “Vejen til Swann” Eller var det “svans”sådan noget politisk ukorrekt kunne man sagtens sige dengang og det var bestemt sådan, denne skribent opfattede dette formidabelt opstyltede og postulerende postulerede  mesterværk. Nå, mon ikke dette storværk er gemt i verdens kollektive hukommelse nogenlunde samme sted som de strålende minder om, at den danske forfatter Karl Gjellerup engang ca. samtidigt fik Nobel-prisen i litteratur. Dette var endda en endda meget langtrukken parentes om absolut ingenting.

I “commedia dell’arte” opererede man med rene stereotyper såsom Harlekin og Columbine osv. osv. Alting var vist bare simplere dengang verden endnu var i sort/hvid, som Steens far i den udødelige tegneserie “Steen og Stoffer” så mindeværdigt forklarede det. Uden at Steen dog helt fattede det, men han var jo osse kun en dreng.
Nu ville selv den mest tungnemme dreng sagtens kunne følge med i det ikke voldsomt krævende plot i en “commedie dell’arte” Alt var i den grad skåret ud i pap hvilket jo osse var nødvendigt for at publikum kunne buhe og “juhuu-e” på de rigtige steder. Man må huske på her, at publikums involvering i iøvrigt aldeles tåbelige handlingsforløb IKKE blev opfundet i forbindelse med kultfilmen “Rocky Horror Picture Show” med rituel ris- og vandkastning eller hvad Fanden det nu er. Dumt er det og det var det osse dengang men simpelt, simpelt simpelt, alle rollerne var fastlagte. Knapt så lang parentes slut.

Og så er vi tilbage til nutiden (ikke at forveksle med virkeligheden, det er noget ganske andet lige i dette tilfælde) Vi er atter tilbage i borgerkrigshærgede Afghanistan, hvor den allierede alliance forlængst har annonceret en exit-strategi og det med fast termin og alting. Og så er det at “commedia dell’arten” kommer ind i billedet hvor forestillinger og stereotyper totalt erstatter virkeligheden og alt bliver spin og spilfægteri. Og alle i denne guddommelige komedie lader som om, at en betingelsesløs terminal retræte slet ikke kan forveksles med et nederlag. Nej, det forbyde Gud-desværre er der så tale om den samme Gud, som ham, Holger Danske kæmpede sin berømte (ligeledes forgæves) retrætekamp for.

Nej, på moderne “presse-vældsk” (orv mand, et spændende nyt ord som forener “presse-vælde” med det gode gamle danske udtryk “kaudervældsk” taler man naturligvis ikke om et nederlag bare fordi man selv ganske betingelsesløst flygter fra noget. Betingelsesløst, da man jo ikke efter sin exit kan stille nogen betingelser, ja det kan man næppe engang i øjeblikket i Afghanistan på trods af mangeårig tilstedeværelse. Som journalist gælder det for tiden tydeligvis om IKKE at være for kritisk eller klarttænkende (forsåvidt disse egenskaber måtte være i den aktuelle journalists “intellektuelle arsenal” (vi er jo trods alt i det militære hjørne i dag) Atter en parentes men nu er vi næsten ved dagens tekstuelle kerne.

For vi mindes ikke nogensinde journalistisk aldeles uantastet at have læst noget lignende dom det, vi fandt i lørdagens JP.Det er den danske forsvarsminister (lidt paradoksal stillings-betegnelse ihukommende den mangeårige danske militære tilstedeværelse i Afghanistan, idet jeg ikke lige har kunnet finde ud af, hvordan det lige var, at Afghanistan angreb Danmark..), der går i atter en offensiv. Den altid uhyre næsten “teflon-glatte” Nick Hækkerup (husker nogen hans borgmesterfortid og kommunens dengang noget svigagtige adfærd?)  når naturligvis ikke sin forfader og en af denne skribents absolutte politiske idoler, Per Hækkerup, til sokkeholderne. Mindre kan nu osse sagtens gøre det, men alligevel er Nick nu lidt sjov denne gang.

For som han så tilsyneladende fornuftigt siger det i forbindelse med de talrige eposoder, hvor afghanske politi-aspiranter har pløkket deres vestlige lærere, så er det “..rent militært et problem, at ISAF-soldater risikerer at blive myrdet af dem, de kæmper sammen med” Ja, det er vel ret beset ganske svært at være uenig i det, måske man bare skulle overveje at fremskynde sin exit, det ville vi mene, men nu er denne skribent osse tidligere lettere kujonagtig militærnægter.
Det er Nick Hækkerup så muligvis ikke, for som han citeres for, så “..forsøger (han) at gå i spidsen i kampen mod..” disse såkaldte insiderangreb. Og det kan måske forekomme fornuftigt nok. Hvis det altså så overhovedet havde været nogen MILITÆR MULIGHED-det er det så bare overhovedet ikke.
For der er én eneste modstander, som intet konventionelt militær nogensinde vil kunne bekæmpe og om muligt endnu mindre besejre. Og når det første allerede er umuligt er det sidste jo blot et umuligt ordkløveri i superlativform

INTET MILITÆR kan besejre den dedikerede selvmorder som de her morderiske politi-aspiranter jo er. Ingen af dem har nogensinde regnet med at slippe fra det med livet i behold og derved adskiller de sig jo da temmeligt afgørende fra professionelle soldater.
Krigen i Afghanistan har altid været håbløs som den var for briterne og russerne. Den dag, NATO er ude er præsident  Karzais marionet-regime det naturligvis osse med samt alle de U-landsmidler, der formentligt forlængst er placeret i Dubai og Qatar til senere anvendelse.
Men kære Nick, prøv nu at spørge nogen, der om noget ved noget om “bekæmpelsen” af selvmordsaktivisme. Israelerne for eksempel, hvordan er det lige, de gør? Ja, de gør jo hvad de kan uden at det rigtigt afgørende hjælper noget. Held og lykke med at gøre det bedre og få så de danske soldater hjem i en helvedes fart fra denne umulige kamp.
Den her “commedia dell’arte” hvor man lader som om det indlysende umulige er muligt er simpelthen en tragedie!

Årets første store skuffelse

Det har været en hård fri-weekend i vores lille virksomhed. Influenzaen har kastet sine slagskygger hen over ikke mindst denne skribent og det i en grad, så vi blev tvunget til at melde afbud til en 60-års fødselsdag hos en elskelig eksil-englænder i det aller-nørreøstjydske. Håber du fik en god dag, Rodney Wilkins, det fortjener du! Og da samme sot ramte en af vores bekendte indenfor den professionelle tømrer-industri, så får vi heller ikke før engang senere på dagen de så længeog med støt-stigende længsel ventede og vitalt-nødvendige sorte krydsfinersplader til vores JBL 5672-skrivebordsmonitors. Vitalt forsåvidt den p. t. maksimale øvre grænsefrekvens for det indtid videre noget rudimentære 2-vejssystem er 2.3 kHz og så døv er denne skribent heldigvis endnu ikke blevet. Det kan naturligvis komme og det gør det nok osse, men forhåbentligt kommer plinth-pladerne dog før..
Ellers står der bunker af sager overalt på gulvet her til morgen. Ja, der står faktisk så mange pakker og andre -nelliker, at det næsten er en gru. Vi bliver ihvertfald nødt til at gøre en seriøs indsats for at få noget af det væk, inden vores legetøjkommer. Udover at vi osse i dag får fornemt besøg i vores lille virksomhed af ingen ringere end denne skribents absolutte ganske uopnåelige første og fremmeste lærer udi “radiohandler-faget”, Claus Bülow.
Det bliver herligt at høre løgnehistorier fra det virkelige og ikke mindst indbildte liv og det bliver næppe heller kedeligere af, at vi antageligt samtidigt får besøg af branchens p.t. (på grund af denne skribents p. t. forholdsvis beskedne kampvægt-kun 10. kg til normalvægt, ellers plejer det at være mere sådan en slags “uafgjort” imellem os) allerstørste personlighed, Niels Riis.
Vi glæder os og ikke mindst til, at det bliver muligt at bevæge sig rundt her på gulvet. Og det er ikke noget relativt begreb-det er overhovedet ikke muligt før om et par “billæs`” tid.
Ak ja, fik man da aldrig større problemer..

Så blev det nytår..

og sikke dog ét. For eksempel er dette det første år, hvor denne skribent har været pinligt sober ved indgangen til det nye år. Dette var ikke ganske frivilligt, men skyldtes mest sen-virkningerne af det sene forårs alvorlige cykel-påhovedet-styrt, der ikke rigtigt muliggør nogen indtagelse af alkoholiske drikke i omfang udover en enkelt tynd engelsk Badger-øl. Måske jeg bare skal til at vænne mig til ikke længere at have den sene mid-alders stadige problemer med gradvis fedtlagring og anden kedelig vægt-forøgelse. Hvor den for os forstads-parcellisters vedkommende tydeligvis har været en betydelig komponent i næringsværdien af alkohol i denne fedtlagrings-proces.

Helt godt er det naturligvis ikke med denne tvungne uafhængighed af alkohol, men helt skidt er det så heldigvis heller ikke. For eksempel blev gårsdagens herlige ensomhed blandt dybt snorkende husfæller brugt til den forhåbentligt denne gang sluttelige og aldeles endegyldige opstilling af vores firmas absolutte referencelydanlæg i vores kontor-tilbygning. Vi håber da, at det er det endelige produkt, da det er ganske svært at bakse rundt med højttalere på 171.69 kg. stykket.
Nå, men nu er det så næsten lykkedes at færdiggøre de 2 systemer, hvor vores 4 stk. Crown Reference I med en BSS 366T kører det ene sæt til vores kunder, mens de 3 McIntosh MC2600 (suppleret med en MC2500 til JBL 2405-spaltediskanten) med en ditto højttalersprocessor så “kører” det system, der står foran denne skribents kontorstol. Billeder følger snarest så snart der lige er landet en lettere trimmet sort krydsfinersplade, der skal holde 2451-diskanten.
Hvordan kan det dog i lyset af disse herlige nyvindinger kunne blive andet end et godt år for os her i vores lille virksomhed. Kom så med de skide plader, Tom!