Hvad er bedst?

Vi vil i denne uge bevæge os bag facaden på en af de allersidste bastioner for ren mandlig aktivitet, nemlig hifien og vi vil prøve at undersøge, om folks adfærd her kan sammenlignes med stenaldermenneskets. Det er ialtfald påfaldende, så megen aggressivitet, der lægges for dagen, når man diskuterer elektronik, så måske er der her tale om det sidste led i den mandlige primaladfærd.
 Her går vi ud fra, at der selv i det moderne menneske er et adfærdsmønster, der ikke lader den granvoksne gorillahan meget efter i brystkasse-boksning og almindelig selvhævdelse. At dette ikke i hverdagen iøvrigt er en holdbar strategi (ihvertfald kun overfor visse importerede ægtefæller) kan enhver vel overbevise sig om ud fra elementære praktiske erfaringer. Jeg selv kan ialtfald.
Nu må det jo først erindres, at kvinderne forlængst har okkuperet traditionelt mandlige områder som golf, storvildtjagt, indkøb af ny bil, køb af hus m. m., så mulighederne for den rene mandlige udfoldelse og styrkedemonstration sublimeres så, som nogen psykologer siger, over i en ritualiseret kappestrid på stereoanlæg. Tidligere spillede folk vistnok bare fodbold og drak bajere bagefter, men dengang bestemte de jo også selv, hvilken bil familien skulle købe. Nu vælger de end ikke farven på bilen længere.
Et sandsynlighedsbevis for, at interessen for hifi i højere og højere grad er blevet rent mandsdomineret, er naturligvis alle de absurde historier, tweaks og i bedste fald pseudovidenskabelige salgsskrøner, der hersker i branchen.  Som vi har undersøgt tidligere, har dette marginaliseret de få resterende rent mandlige entusiaster ikke blot blandt kvinder, men såmænd også blandt de andre lidt blødere mænd. Man behøver jo ikke at have mere end den 2-årige Social-og sundhedshjælpereksamen for at se, at den typiske nutidige hifientusiast er helt i irrationelle drifters vold. Interesse for musik kan enhver tåbe da se, at det ikke er.
Til gengæld er de resterende entusiasters adfærd blevet skærpet i aggressivitet og dette naturligvis ganske særligt på nettet. Hvis der i rockerkrigens storhedstid havde eksisteret et “Rockerbladet”, ville læserbrevene formodentligt have ligget vældigt tæt op af de nutidige “diskussioner” om hifikomponenternes kvalitet med hensyn til udtalt fjendlighed. Lad os undersøge hvorfor.
Sammenlignet med diskussioner om hifi er diskussioner om biler blevet en ganske fredelig sag, selv om sagerne tidligere kunne være anderledes. Man oplever vel kun uhyre sjældent, at en bilist påstår, at hans bil er den bedste i verden, vel endda næppe engang, at den er den, han helst vil have. I min egen ungdom kunne det godt nok komme til åben slagudveksling i diskussioner om Kreidler Florett eller Honda CD 50 var den allerfedeste, men det var også en anden tid.
Ligeledes vil den samme mand sikkert heller ikke hævde, at hans egen kone på nogen måde er den smukkeste eller klogeste, og gifte mænds nutidige datingadfærd tyder jo heller ikke på, at hun behøver at være den eneste ene. Det er helt anderledes med hifi. Det ganske paradoksale er, at entusiasten med samme hårdnakkethed forsvarer ethvert vilkårligt skridt på sin vej mod et bedre anlæg med samme vildskab, som om det var det allervigtigste i livet og det allerbedste i hele verden. Det kan det vel i sagens natur ikke være, da han jo inderst inde godt ved, at han vel nok ikke har det samme anlæg om 10 år.
Her er det reglen praktisk talt uden undtagelse, at det anlæg, man på et givet tidspunkt besidder, tilfældigvis lige præcis har alle de kvaliteter, som man efterstræber. Det er faktisk det bedste i verden set fra ens eget synspunkt, og man er villig til at kæmpe med sit hjerteblod for, at man får ret i diskussioner om lyd og anlæg på nettet og desværre i en del tilfælde også også i den praktiske virkelighed.
Jo flere penge man har brugt på tweaks og tilbehør, jo mere skråsikker bliver man med hensyn til sin egen suveræne dømmekraft. Man har jo købt alle de nye interessante Nordost-kabler, og derfor er man naturligvis den allerbedste og mest upartiske dommer i en heftig diskussion om den procentvise forbedring fra det ene absurd prissatte Nordost-kabel til det næste. Det er jo heldigvis helt utænkeligt, at man er blevet taget ved næsen på samme måde som konen, der køber diverse ubrugelige antirynkecremer.
Man kan vel også sagtens hårdnakket argumentere for det helt nødvendige og rigtige i, at ens højttalere måske har en hængekøje-frekvensgang, hvis nu andre skulle påberåbe sig målinger. Man har jo købt dem på grund af den “musikalske” klang, og så er de jo bedst alligevel.
Disse målinger har sjældent nogen relevans, for så kunne man måske blive enige om, hvad der var bedst, og det er jo pr. definition ens eget. Det gælder selvfølgelig også denne skribent. Det er jo derfor, jeg har købt det i dyre domme. At vi så har 3 helt forskellige anlæg opstillet gør desværre, at det er lidt svært at fastholde illusionen om, at vores eget er bedst, for hvilket af systemerne er det så egentligt? Måske det ville have været endnu bedre med et sæt Altec 604 eller JBL 4350. I nogen henseender ville det sikkert.
Hele konfrontationskulturen i netadfærden på diverse hifi-fora er således begrundet i denne kun meget lidt latente oprindelige urgamle aggressive mandlige adfærd, der her har sin allersidste lille friplads. Alle andre steder ville den blive stemplet som totalt socialt uacceptabel adfærd og sanktionerne ville være øjeblikkelige som mobning i skolegården.
Nu er der vel ikke tvivl om, at mange af de allerværste og allermest aggressive netskribenter har visse sociale eller medicinske problemer, men selv velfungerende mandlige overhoveder for forholdsvis velfungerende familier lige udenfor det sociale systems rækkevidde kan være med her.
Når man ved familiesammenkomster spiller Matador, kan man jo for en kort bemærkning opleve denne uhæmmede mandlige aggressivitet for at få fat i Rådhuspladsen. Heldigvis ophører den aggressive adfærd for de fleste her, mens den sande hifientusiast blot skifter adfærden over på nettet. Her er den godt nok ikke meget mere hensigtsmæssig, hvis det som tit hævdet drejer sig om at få en forbedret musikoplevelse, men her er den en del af det accepterede univers.
Nu kan man let få det indtryk, at denne rethaveriske adfærd kun drejer sig om at råbe sit primalskrig ud med flest mulige skældsord, men den urmandlige adfærd her har mange fremtrædelsesformer. Mere højtuddannede debattører som vor helt Kurt von Komik benytter sig af en anden, men ligeledes ganske simpel fremgangsmåde i sin ellers for det meste pæne debatform. Det betyder ikke, at han er det mindste mere tolerant overfor anderledes tænkende, og det behøves heldigvis som nævnt heller ikke i dette univers.
Kurts helt er Hother Bak, der oprindeligt introducerede van den Hul i Danmark, så derfor kan det vist godt bruges nu her mange år efter. Der hænger åbenbart stadigvæk noget af Hothers ånd ved.  Da Hother ganske længe har været tilknyttet Hifi Klubben, er der ingen slinger i valsen med at følge helten i tykt og tyndt, så når Hother ikke bruger transformatorer eller rør, er der naturligvis heller ikke i det komiske univers nogen begrundelse for det. Den bedste CD kan naturligvis ikke være en TEAC, for den har Klubben vist aldrig haft osv.
Denne lille sløjfe er ikke et personligt angreb, slet ikke. Det tjener blot til at vise, at den accepterede adfærd med at hævde, at ens eget hifisystem bare er det bedste, ikke kun er begrænset til de lettere psykotiske tosser, der driver eller måske rettere har drevet Hifi Musik indtil for helt nyligt. Det er altså en helt indgroet del af debatkulturen.
Sådan har det som nævnt ikke altid været. En gennemgang af læserbrevene i gamle numre af dansk High Fidelity afslører med al ønskelig tydelighed, at debatformen var helt fredsommelig til det næsten søvngængeragtige og ganske faktuel til det lettere kedsommelige.
Det er altså ikke hifiinteressen som sådan, der naturnødvendigt avler aggressivitet. Hifientusiaster er ikke pr. definition dummere end andre mennesker. Faktisk tyder en del på, at de måske en gang for ikke alt for længe siden måske endda var en lille smule klogere.
Det er nok tvivlsomt nu, men til gengæld bestemmer manden jo heller ikke engang over, hvornår han selv vil gå på værtshus og drikke sig dum. Som her i huset og i talløse andre hjem er han under streng og vilkårlig jurisdiktion af husfruen, hvis domme ikke kan appelleres og lommepenge eller køb af nyt hifi er noget, han først skal fortjene i det kvindelige univers.
Ikke underligt, at adfærden på vores hififora i lyset af alt dette får et skær af krig uden kærlighed. Alle vil jo tilsyneladende kæmpe til sidste blodsdråbe for at få ret i enhver diskussion om, hvad der er bedst, selv om bedst vel i heldigste fald er en fjern abstraktion.
Det ændrer naturligvis ikke på heftigheden i debatterne om, hvilken operationsforstærker eller konverter, der bare er den allerbedste. Heldigvis besidder rigtigt mange af de flittigste hifidebattører hverken ret megen humoristisk sans eller selvironi.
Ellers ville de formentlig have kunnet more sig over, hvis vinentusiaster med trusler om fysisk vold udøvet med stumpe instrumenter havde diskuteret, hvorfor ens egen yndlingsvin nu lige præcis var verdens bedste. Det gør de heldigvis bare ikke.
Afsluttende må vi sige, at kampen om det bedste hifisystem vil fortsætte med uformindsket styrke, fordi det ligger dybt i de oprindelige mandlige adfærdsmønstre lige indtil man finder et mere fornuftigt område at ritualisere denne urgamle aggressive adfærd på. På den anden side har vi jo ikke set dødsofre i hifikampen endnu, men tag ikke fejl: Det er altså alvor alligevel!
I lighed med nikotinplastre til muligt kommende ikke-rygere er der vel kun en enkelt anden mulighed for at manifestere sin urmandighed udenfor hifiverdenen: Man kan tage på et kursus hos Carl Mar-Møller og rende rundt i bar røv og skrige helt åndssvagt. Som vi har været inde på ovenfor, skal man bestemt ikke underkende den kortsigtede terapeutiske virkning ved et sådant kursus for hifientusiasterne, fordi de samtidigt med, at de uhæmmet kan optræde som rigtige mænd også får lidt frisk luft.
Vi spår dog, at debatformen på diverse netfora i de kommende år uden censur eller hård moderation kun kan blive barskere. Alle andre steder trues den traditionelle manderolle nemlig, så måske er køllerne det næste middel til at få ret.
For man er vel en rigtig mand. Lidt sølle, men rigtig.
 
PS
Så skete det helt nødvendige gennembrud på Hifi Musik i retning af mere effektivt at forhindre, at samtlige tråde bliver forurenet af en god håndfuld sabotører. Nu kan ordet sabotør måske have visse positive betydninger, men det er ikke tilsigtet her. Der er absolut intet forsonende ved de evindelige alenlange bidrag fra Arsenix, Debilix, Idiotix og alle de andre Delfin-lookalikes og mere almindlige Misfix-er.
Mht Arsenix kan man jo med navnet og dets giftighed ikke sige, at man ikke er advaret. Denne skribent er en ren amatør i Arsenix’ hofdisciplin at spytte edder og forgift. Det gør bare ikke hans ytringer mindre idiotiske, især da de ikke er ledsaget af indhold overhovedet. Det er faktisk underligt, at der ikke bare engang imellem sniger sig et lille element af positiv kommunikation ind, men nej. Det er vist bare gift for giftens skyld.
Nu burde det ikke komme som nogen overraskelse for folk med erfaring fra frivillige forsamlinger, at der kun skal en enkelt person til for at ødelægge al fornuftig kommunikation, så man må bestemt sige, at Hifi Musik har været ganske velforsynet med tumber i den absolutte sværvægtsklasse. Selv i Dansk Kaninavlerforening har man helt givet mere effektive sanktioner mod den lokale landsbytosse.
Det er ganske tankevækkende, at i den globale landsby, som nogen siger, at nettet muliggør, er mange interessegrupper og forsamlinger så uforberedte på, at disse fortabte eksistenser popper op som trolde af æsker.
Landsbytosserne har simpelthen fået helt nye og optimale udfoldelsesmuligheder. Alle de normale sociale barrierer er afskaffet og alle normale menneskelige konventioner, der fungerer ved personlig kontakt, er aldeles borte. Alle former for misfits kan trives og i vores branche har en del af dem hidtil fundet et glimrende fristed på Hifi Musik. Det tyder på, at dette reservat for disse (få) sociale pygmæer er under opdyrkning, og det er bestemt på høje tid.
Der må i fremtidens globale interessefora være indbyggede redskaber til at blokere disse globale landsbytosser. Læg mærke til, at vi siger blokere, ikke censurere, advare eller moderere. Disse nutidige globale tosser slår langt kraftigere igennem i de løsere strukturer på nettet.
I den virkelige verden ved landsbyens gadekær ville situationen for dem have været en noget anden. Der ville der være iværksat en øjeblikkelig social sanktion overfor disse sølle mennesker, i heldigste fald en blodtud, og så ville det være ovre.
Må vores hobby vide at forsvare sig mod fjendlige overtagelsesforsøg af diverse fora fra disse monumentale fjolser med ubegrænset god tid og gigantiske egoer. Alene deres tidsforbrug på nettet afslører vel, at de i den virkelige verden allerede er marginaliseret.

Fascination Part 2. Hvorfor og hvorfor ikke?

I denne uge vil vi arbejde videre med udgangspunkt i en væsentlig grundsten i hifiinteressen, nemlig fascinationen ved de forskellige komponenter og deres sammensætning. Vi vil lave en parallel analyse med situationen i køkkenbranchen, som vores branche som tidligere omtalt har en mere end overfladisk lighed med udover umådeholden brug af særdeles økonomiske råmaterialer.
Det er vores teori, at udover det at finansieringen oftest sker på samme måde, er det hverken meningen med det nye køkken eller det nye megahifisystem, at det egentligt skal bruges til noget. Hvis det havde været tilfældet, burde der være visse valgmuligheder på markedet, som vi senere vil behandle.
Til gengæld giver både det nye køkken og det nye superhifisystem en legitimation af en endeløs opgradering med nye hårde hvidevarer og nye højttalerkabler og pladespillere/pickuper etc, og det er deri, en meget betydelig del af fascinationen består. Man er simpelthen på en muligvis livslang forgæves søgning efter et mål, der i sig selv er totalt meningsløs, nemlig det perfekte køkken og det perfekte hifianlæg.
Her bliver de ustandselige ombygninger og “modifikationer” af udstyr hele meningen med galskaben, for det er jo basalt en manisk besættelse af en fiks og syg ide, der er tale om. De simple glæder som at sætte sig ned og høre musik eller rent faktisk lave mere end mikrobølgefærdigretter i sit superkøkken er ikke en del af ligningen. Så snart man er tilfreds, ophører den ritualiserede fødesøgningsadfærd, som en stor del af denne søgen efter det perfekte hifianlæg vel er.
Enhver nydelse bliver væk i denne søgen på samme måde som en bjergbestiger vel næppe nyder udsigten på vejen til toppen af Mount Everest, og når hifientusiasten så endelig når en foreløbig top antageligt på grund af pengemangel er frustationen ved ikke at kunne komme videre givetvis langt s tørre end glæden ved det allerede opnåede.
Nu er producenterne jo ikke dumme, så de har klart gennemskuet denne problematik. Som vi tidligere har behandlet, er der jo overhovedet ingen ide i at tilbyde en teknisk bedre løsning, fordi de fleste bedre løsninger faktisk er skadelige for fascinationen hos entusiasten, fordi de ofte medvirker til at gøre tingene simplere og mere forudsigelige.
Lad os tage et nærliggende eksempel, hvor vi vil prøve at skildre professionel praksis overfor den tilsvarende hifi-praksis. I den professionelle branche er et apparat altid et middel til et mål, der er rimeligt veldefineret, og den aktive højttaler er et godt og simpelt instrument, der har opnået nærmest universel udbredelse. Vi vil i et senere emne beskrive dette nærmere.
Nu formodes det at være almen viden, at en meget stor del af enhver interface-problematik i ethvert hifi-system er samspillet mellem forstærker og højttaler. Derfor er det jo helt indlysende at realisere den aktive højttaler, som utvivlsomt kan laves bedre end enhver passiv højttaler. For det første undgår man seriemodstanden fra spolerne med fantastisk meget bedre kontrol til følge, og for det andet bliver de reaktive elementer i delefiltret jo ligesom ikke-eksisterende.
Derudover kan man problemfrit designe forskellige delefiltertopologier og man kan designe sin forstærker, så den rent faktisk kan være optimal i det afgrænsede frekvensområde, den nu skal behandle. At man så samtidigt ville kunne spare over 200.000,- kroner til sine nye 2 gange 2.5 meter Transparent- højttalerkabler testet af den evindelige tågehorn Martin Colloms i denne måneds Hifi News kunne bare være en ekstra bonus.
Der findes enkelte firmaer som ATC, der tilbyder langt den største del af deres højttalere som både passive og aktive, hvor de aktive ikke overraskende altid er bedst. Til gengæld behøver forstærkerproducenterne ikke være nervøse eller overveje at gå over i højttalerbranchen. Mange kunne ellers sagtens som Krell, Gamut og talrige andre integrere disse to oplagte ting helt givet med langt bedre produkter til følge.
Det sker bare ikke, fordi man på denne måde helt fjerner hele grundlaget for kundernes adfærdsmønster og en stor del af sit eget indtægtsgrundlag. Hele den ritualiserede adfærd med evindelige modifikationer og tekniske ændringer vil kuldsejle totalt, hvis kunderne som de hævder, naturligvis kun er interesseret i at høre god musik. Til alt held for producenterne er dette udsagn ligeså meningsløst som Chamberlains udsagn om “Fred i vor tid”, og det ved producenterne naturligvis godt.
Musik kan man som bekendt for folk med rigtige musikervenner nemlig høre på hvadsomhelst. Det er måske derfor, et ialtfald i Danmark bestemt ikke-anerkendt audiofilt brand som Meridian har så stor udbredelse blandt musikere. For det første er det vældigt pænt, for det andet er det enormt praktisk og ikke mindst vigtigt spiller det fremragende.
Samtidigt er det udover Bose-kompaktsystemerne en total afvigelse fra, hvordan man skal markedsføre overfor almindelige hifientusiaster. Det er altså ikke megen fascination i at sammensætte et Meridian-topsystem, hvor kundens eneste upgrademulighed er at finde det bedste digitale kabel mellem anlæg og højttalere, så indtil videre har vi vistnok til gode at se sådan et system i noget exhibitionist-hififorum.
At det helt givet spiller langt bedre end den store hovedpart er ikke et salgsargument, naturligvis ikke. Det er jo ikke lige det, det drejer sig om.
Som vi har set, består en stor del af hifientusiasternes kollektive lemmingeadfærd af den frugtesløse og evige søgning efter græs, der vistnok er grønnere på den anden side af bakken. Ikke fordi man er en sulten ko, men fordi man er en dum en af slagsen. Producenterne har, som vi har set, taget bestik af situationen, og tilbyder følgeligt gør-det-selv produkter til det hifibyggende folk, der egentlig ville være ubetinget bedre tjent med  mere integrerede produkter. I vores normale arbejdsområde i den professionelle verden køber man altså heller ikke højttalere uden at sikre sig en passende elektronik eller et rimeligt rum.
Til gengæld er det søgende aspekt fra hifiadfærden i den professionelle verden totalt nedtonet, fordi man jo skal bruge tingene til noget fornuftigt, når man har fået det. Derfor køber man så vidt muligt det rigtige og det bedste fremfor allerede at være på udkik efter den næste upgrade.
Der er en hel utrolig lighed med adfærden som kunde i hifibranchen med den adfærd, vi ser i den eksploderende datingbranche. For det første springer den samme overfladiskhed i øjnene: Selv om man har fået sit livs drømmekvinde kan man jo altid lige date lidt videre i smug, for det kunne jo være, at man kunne få den samme model med lidt større bryster. Samtidigt har man jo så også lige lidt ekstra at vise frem for beundrende venner, og her er ligheden til diverse netforummer og adfærden her helt slående. Prøv blot at finde en profil uden en kvalm opremsning af alle deres hifi- komponenter  helt ned til de kliniske detaljer, som en skribent på vores forum har bemærket.
Det er der selvfølgelig ikke noget odiøst i fra hifibranchens side at få folk til at skifte endda særdeles jævnligt, og så kan de være en del af det charmeforladte fællesskab af andre usikre nykøbere, der lever for at høre forskelle på den ene eller den anden EAR RIAA-forstærker og formidle de spændende resultater. Ikke fordi dette skrivende fjols vil købe den, nejnej, måske ikke engang fordi han har hørt det overhovedet (det har han næppe), men så er man da en slags “Stjerne for en dag” eller rettere for et kliks tid.
Prøv bare at forestille dig,  at der kørte en tråd ” Også i denne måned er jeg tilfreds med min SME Serie V” nu på 20. år.
Det er der jo ikke meget fascination i eller er det i virkeligheden det, hele vores verden mangler, nemlig fascinationen af tilfredshed?. Måske var der så ligefrem mulighed for at få fornuftige mennesker fra tiden med overlægens livslange Tandberg eller Ortofon-anlæg tilbage som kunder til såkaldt hifi?
Jeg tror det.
 
PS
Nu er humor, som den nylige Muhammed-krise har vist, en såre individuel sag, og det gælder helt givet ikke mindst i vores branche. Her trives den ufrivillige komik en hel del bedre end end den del af komikerfaget, hvor den optrædende bevidst tilstræber et humoristisk budskab. Net-standup med helt egne morsomheder er en meget udbredt disciplin, hvor især vor ven Kurt von Komik bidrager med nogle efter egen opfattelse sikkert ganske morsomme indlæg. Det er nu godt for ham, at han ikke skal tjene sin løn ved lige den side af sit uomtvistelige talent. At talentet så ikke omfatter nogen kritisk sans overfor sin livslange guru overhovedet er en anden sag. Det samme gælder jo Allen Wright.
Til gengæld kan den ufrivillige komik eller den helt ureflekteret idiotiske chatform opnå helt olympiske højder, som vi så i en tråd fornylig. Her rådspurgte en fyr den store pool af ureflekteret uvidenhed på hifi4all, om nogen havde hørt en Avance-højttaler mod en Vienna ditto.
Nu er dette spørgsmål næsten i sig selv af en komisk kvalitet som den ovenfor beskrevne, da han rent faktisk ville købe en af dem. Man kunne vel som et minimum kræve, at han havde hørt i det mindste en af dem, men nej!.
Til gengæld var der massevis af svar af en type, der ikke appellerer til smilebåndet, men snarere kræver en spand til at opsamle tårerne med, den slags tårer, altså, der kommer af krampagtig latter eller det helt hysteriske grineflip.
 Der var godt nok ingen, der havde hørt begge højttalere samtidigt, noget man jo kunne tro måske skulle være en nødvendig kvalifikation for at udtale sig. Der var forresten heller ikke nogen, der hver for sig havde hørt de omtalte højttalere, vel i virkeligheden det absolutte minimumskrav for at udtale sig overhovedet.
Som nævnt afholdt det tilsyneladende ingen fra at udtale sig med den skråsikkerhed, som kun den totalt grænseløse uvidenhed giver mulighed for. Strømmen af udsagn fra folk, hvoraf enkelte havde hørt en højttaler fra samme fabrikant engang eller blot havde læst om et eller andet et sted er komik på et plan, hvor denne skribent selv i de heldigste kreative øjeblikke er en ren novice.
Farcen fik en passende afslutning, da trådens starter ud fra denne umådelige mængde af højkvalitetsinformation lavede et tilsvarende kvalificeret valg og simpelthen bare købte eller byttede sig til en af dem.
Nu er det jo let at lave grin med hifientusiaster af denne kaliber, og man kan måske med rette kritisere denne skribent for kun at fokusere på de negative sider. På den anden side er det altså svært at tage adfærd af denne art helt alvorligt, og det er vel ikke uden en vis terapeutisk virkning at få grinet ud.
Stor tak derfor til de ufrivillige topkomikere, der har øget ialtfald denne skribents livskvalitet ved denne lejlighed ved at medvirke til et hysterisk grineflip.
 Var det positivt nok?

Hvor blev de allesammen af?

I denne uge vil vi behandle et generelt problem i den danske elektronik-detailhandel,  nemlig hvorfor der er så ringe generel kompetence. Kort sagt: Hvor blev alle de rigtigt kompetente branchemedlemmer af?.
Alle kan vel huske nogen af de rigtigt kompetente stjerner i de fleste butikker indtil op i 1990-erne.
Dem kunne man stille et hvilkensomhelst spørgsmål, og de ville kunne svare uden betænkning. På det lokale plan kunne man blot nævne Claus Bulow, Niels Riis og Henrik Thomsen fra Radiohuset Expert og Kell fra Hifi Klubben.
Der var dog massevis af andre spredt ud over landet. Det er der ikke længere, og vi vil her undersøge, hvordan det gik galt. Den ringe kompetence har nemlig visse dystre langsigtede perspektiver.
Det allervigtigtigste var selvfølgelig rekrutteringsgrundlaget. Da denne skribent var ung, ville alle piger være damefrisører og alle drengene være noget med mekanik eller elektronik. Det var jo en ønskesituation, fordi de, som præsident Kennedy benævnte “The best and brightest” problemfrit fandt ind i firmaets kompetencer, der fandtes på de fleste pladser i organisationen. Det var simpelthen sjovt for mange at arbejde i sådanne organisationer, fordi der faktisk var rigtigt mange dygtige medarbejdere overalt.
Det kan enhver jo på kort tid overbevise sig om, at der ikke er længere.
Alle piger vil vistnok gerne nu være designere, men kun temmeligt dumme drenge søger tilsyneladende ind i audiobranchen nuomstunder. De kloge må være i computerbrancher eller bare et andet sted. Ganske vist kan et enkelt eller måske to større firmaer stadigvæk mønstre en ansat med helt ekstraordinær kompetence. Sammenlignet med den generelle kompetence tidligere ville dagens absolutte stjerner dog have været mere gennemsnitlige. Hvorfor gik der galt?
For det første formindskedes rekrutteringsgrundlaget af medarbejdere dramatisk, da de voldsomme priskrige og en langvarig økonomiske krise effektivt lugede ud blandt mange firmaer og medarbejdere, der tidligere havde kunnet sejle med stiv medvind. Mange steder kørte firmaerne på lige dele forretningssans og begejstring, og dette forhold ændredes dramatisk.
 Den glade amatørisme var ikke længere nok til en sund forretning. Pludselig kunne man ikke bare købe det hjem eller overtage det agentur, man syntes var sjovt. Det vil sige. det kunne man godt. Man gik så bare konkurs eller blev fyret.
 Dem, der havde været med fra 1960-erne og fremefter i de gode tider, fandt det nødvendigt at strømline deres butik for at overleve. Amatørismen og entusiasmen gav plads for bogholderne.
Nu er det aldrig sjovt at få frataget erhvervede rettigheder, så massevis af de branchemedlemmer, der tidligere havde haft selvstændige frie roller, blev simpelthen almindelige butiksansatte som kassedamerne i Bilka. Alle, der kunne finde noget mere fornuftigt at lave, forsvandt og med dem en enorm vidensressource. Jeg bliver nødt til lige at pudse min egen glorie og sige, at jeg var en blandt mange her, der stak af.
Nu var der enkelte tilbage stadigvæk, der kunne deres kram, men det hjalp nu kun på meget kort sigt. Her bliver vi nødt til lige at berøre en økonomisk lov, som denne skribent godt nok selv har fundet på, men den er nu god alligevel.
Loven siger i al sin enkelthed, at al den højeste kompetence i en virksomhed har tendens til at bevæge sig væk fra indgangsdøren. Det vil i al korthed sige, at den person, du først møder i en butik sandsynligvis vil være den nyest ansatte, den yngste eller den dummeste, sandsynligvis en uhellig kombination af alle disse ting.
Der er ikke noget særligt revolutionerende nyt over den opdagelse naturligvis, at hvis man skal finde den gode mekaniker på et værksted, så er det altid ham, der befinder sig i det bageste hjørne eller at den superskrappe erhvervschef i Den Danske Bank sidder længst muligt væk fra indgangen.
Desværre har musik-og hifibranchen et større problem med denne lovmæssighed end Den Danske Bank. I banken er der mange dygtige medarbejdere mellem kassen og direktøren. Det er der desværre ikke længere i musik-og hifibranchen. Lad os undersøge, hvorfor det er helt galt her.
Det er en forlængst etableret kendsgerning, at når f.eks en population bliver for lille, kan den ikke reproducere sig selv. Da vi er i musikbranchen, vil vi for eksemplets skyld bruge torskebestanden som eksempel.
Når man har udtyndet en bestand af torsk nok, vil den aldrig kunne etablere sig igen, fordi der simpelthen er for langt mellem torskene. Oversat til vores branche betyder det, at den uomtvistelige kompetence, som ganske enkelte stadigt besidder, aldrig vil blive givet videre til de nye ansatte.
Det er der flere grunde til. Den vigtigste grund er vel nok, at kun et absolut ringe mindretal af fornuftige unge vel tage job i hifi-musikbranchen udover den tid, det tager at købe hifi eller musikgear til favørpriser til eget brug. Arbejdstiderne og den ringe mulighed for selvstændige arbejdsformer i branchen frasorterer lige de sidste talenter.
 Problemet er så i al sin enkelthed, at de få resterende kompetente medarbejdere ikke blot får alle de mere eller mindre udfordrende spørgsmål og problemstillinger, der kunne give et spændende og udfordrende job. Problemet er simpelthen, at han simpelthen får alle spørgsmål udover dem, der kan besvares af et spædbarn. Hvis en knap lyser, hvorpå der står ” Low Battery” på en trådløs mikrofon, er det for selv mangeårige branchemedlemmer en helt umulig opgave at genneskue hvorfor, og det er naturligvis nødvendigt at forstyrre den resterende kompetente medarbejder på ferie for at løse dette mystiske problem. Efter kortere eller længere tid er denne kompetente medarbejder selvfølgelig forsvundet fra virksomheden.
Når først besiddelsen af kompetence i en virksomhed bliver en byrde for selve indehaveren af kompetencen, fordi de andre allesammen tilsammen intet kan forstå eller tilegne sig, så er løbet kørt. Man kan ikke belønne den gode medarbejder ved for eksempel at give dobbelt løn, for det giver i Danmark eksplosive problemer i virksomheden. Man kan heller ikke headhunte andre, for problemet er uløseligt. De andre firmaer har jo det selvsamme problem.
Man kan anvende en model fra produktionen af atombomber, hvor tingene først eksploderer, når mængden af bombe-uranium har opnået en såkaldt “kritisk masse” Når kompetencen i en virksomhed er koncentreret på en enkelt medarbejder, vil arbejdsbyrden på denne stige til en kritisk masse, og al mulighed for at lære fra denne ressource vil være umulig på grund af dennes stigende arbejdspres.
Som den opmærksomme læser vil vide, er der stadigvæk en del branchemedlemmer, dog særlig i vores egentlige branche, nemlig den professionelle musikbranche, der har været med ganske længe. Det betyder bare ikke nødvendigvis større kompetence.
En relativt simpel test vil dog vise, at loven fra bankverdenen om, at den mindst kompetente medarbejder er placeret nærmest ved indgangsdøren stadigt er gældende. Hvis man så samtidigt kan kombinere generel imkompetence med en ubehageligt væsen, fordi medarbejderen jo er strandet i den permanente underhund-situation, så er man typisk for en del virksomher her i området indenfor både hifi og musik.
De skal dog nok fortsætte der, så længe de kan, de har nemlig ikke noget alternativ.
Det har kunderne til gengæld, selv om det kan være omstændeligt at finde kompetence på nettet. Med held og dygtighed kan det lykkes.
Til gengæld kan man så for sjov skyld prøve at finde de generelt vidende og teknisk kompetente medarbejdere i f. eks. musikbranchen i Århus. Ham, der er tilbage, har tit fri og befinder sig forudsigeligt allerbagest i butikken, så start med at kikke der. Til gengæld er han der så sikkert ikke så meget længere.
Konklusionen må være, at når den eller de sidste gode medarbejdere i en organisation ikke kan komme længere væk fra inkompetente kolleger end det bageste hjørne, forsvinder de. Nogen er stadigvæk på nettet, andre finder på noget fornuftigt at lave.
Når man ser den nye Tape Connection-butik i København med enkelte fornuftige hifi-apparater og nogle paller fladskærms-TV, der gerne skal væk inden aften, forstår man jo godt, at de gode medarbejdere nok ikke ligefrem søger job der. Man får vel ikke ligefrem fornemmelsen af, at man får chancen som medarbejder i at lave timelange demonstrationer af seriøs hifi.
Til gengæld er der så nogen, der ligesom flere af vores musikkolleger her i byen er i branchen, fordi de ikke var gode nok til at leve af at spille. At de så måske heller ikke er så frygteligt gode til nogetsomhelst andet og allermindst til deres arbejde, er en anden sag.
Konklusionen i denne lille tour de force i strukturen før og nu i den danske detailhandel er, at branchens appel til dygtige og kreative medarbejdere ligger nogenlunde på niveau med social-og sundhedshjælperarbejdet. Der er opstået et kæmpemæssigt hul i uddannelsen af nye medarbejdere, som aldrig vil kunne opfyldes. De, der kunne gøre det, har som vi har set ikke tid. 
De gamle stjerner, der er tilbage i branchen, er blevet produktchefer, indkøbsansvarlige, udviklingsprojektledere, eksportchefer eller ialtfald alt muligt andet end butiksmedarbejdere. De er kommet så langt væk fra butiksdisken, at de ikke engang svarer på mails efterhånden. Vor ven Otto er en af disse. De eneste stjerner, der er tilbage i hifi-og musikbranchen er de få, der driver deres egen lille virksomhed eller har fået sig en franchise hos en af de store. En del af dem er vældigt dygtige, og de er allesammen meget små.
De større virksomheder uden synderlig kompetence eller med meget mere end gennemsnitlige medarbejdere kæmper en taberkamp mod nettet. Som computerbranchen før dem er der simpelthen ikke dækningsbidrag til at betale en butikshusleje. En enkelt stor kæde har med stort held sikret faste priser ved god kultivering af egne agenturer, og de står som den kommende vinder.
Heldigvis kan en sådan fin forretning godt drives uden de store gamle stjerner, for konkurrenterne har dem jo altså heller ikke længere.
 
PS Man kan med rette anklage mig for ikke at mindes den allersidste idealist, nemlig Niels Nørby fra det gamle DAT Kbh, en elskelig mand med uddannelse som diakon, og det kunne mærkes. At så Otto, TC i højtsvungne vendinger fornyligt forsøgte at ophæve sin chef Søren til tilsvarende idealistiske højder lyder straks en del hulere.
Nu har Otto visse anarkistiske tilbøjeligheder i sine indlæg, og måske er dette dobbeltbundet humor af den helt suveræne slags. Det håber jeg da bestemt, for jeg kan da ikke mindes andre virksomhedsledere, der egentligt fortjener en sådan lovprisning. Idealisme og discount er altså ikke helt det samme. På den anden side er det vel ikke forbudt at køre lidt løbsk i sine anprisninger af egen fortræffelighed. Det plejer bare sjældent at udarte til forslag om helgenkåring af ens chef.
I forbindelse med ugens emne må vi også lige påpege, at det ikke hjælper at genansætte gamle branchemedlemmer, der var med i de sjove amatørdage i vor tids hifivirksomheder, som det jo også sker. Det er kun en diskvalifikation at have været med, dengang man ikke behøvede at kunne regne, ikke en kvalifikation. Det gælder naturligvis også for denne skribent. Det bliver sjovt at se de nye medarbejdere, der åbenbart er på vej til Tape Connection, i dette lys. På den anden side skal de vel mest flytte papkasser med fladskærme, og det kan de fleste vel lære.
De rigtige gamle stjerner, der kunne deres kram, er jo forlængst over alle bjerge.

Faradays bur

I denne uge vil vi atter vende tilbage til den tunge tekniske afdeling, selv om et forsøg på at påpege problemet i interfacet fra DVD-recorder til anlæg ikke fandt større forståelse i et tidligere emne. Det var ikke så overraskende endda for denne skribent at få at vide, at de vises sten til at blokere galvanisk forbindelse fra antennenettet til anlæg var opfundet.
Dengang var det vores simple opgave at gøre opmærksom på, at det gav særdeles dårlig lyd at koble anlægget sammen med computer og fællesantennenet uden skilletrafoer.
Mere overraskende var det dengang at få at vide, at en helt ubegribeligt low-tech in-line tilbehørsdel fra bilbranchen også blev anvendt som high-end hifikomponent, fordi den blev solgt i hifibutikkerne som “problemknuseren”.
 At en udskiftning af denne komponent til en rigtig audioskilletransformator til godt 1000,- pr. kanal ville have givet hørbare forskelle i megaklassen, er så en helt anden sag.
 Forresten: Når din yndlingshifibutik kun har 1 løsning på et problem, giver det nemlig dig et problem. Butikken vælger nemlig aldrig den rigtige løsning, altid den billigste. Ofte, men desværre ikke altid, fordi de ikke ved bedre.
Ugens forslag til en nødvendig modifikation af dit audiotempel er ligesom det sidste tweak ikke opfundet af denne skribent. Det er i sin simpelhed et forsøg på at overføre god laboratoriepraksis til din dagligstue.
I alle laboratorier er det et ultimativt krav, at målingerne ikke påvirkes af udefra kommende elementer. Disse kan nemt opdeles i påvirkninger gennem elnettet og påvirkninger gennem luften, altså egentlig radiostøj.
I ethvert laboratorium findes der ved den centrale indgang for kraft eller 230V tæt ved indføringspunktet et højkvalitets mangetrins netfilter. Dette er altså ikke en transformator, kun et filter. Hvis du tror, at det har noget at gøre med de kommercielt tilgængelige “net-rensere” i branchen, så tro om igen på samme måde som branchens pladder om det ovenfor omtalte DC-filter som anvendeligt til hifi.
For det første er gode filtre dyre, og for det andet virker de. Som altid taler vi prismæssigt kun om dyr i produktionspris, ikke i salgspris. Det ene er jo et professionelt prissat produkt, mens hifi-“ækvivalenten” ganges med ca. 10 i kalkulationen. Til slutbrugeren er det derfor billigere end de tilsvarende hifitilbehørsting.
Dette filter, der samtidigt beskytter mod overspænding på nettet, nogle endda mod direkte lynnedslag, forhindrer praktisk talt al støjindstråling i dine apparater. Disse apparater har godt nok sikkert et CE-mærke et sted.
Dette mærke burde indikere, at dit nye apparat er ret ufølsomt overfor støj. men da det blot er et klistermærke, der købes i ruller uden nogen teknisk kontrolinstans bag, kan du vel selv gætte troværdigheden af mærket. Lidt ligesom “æg fra smilende høns”, altså ren humbug.
Anden del af dette tweak er om muligt endnu mere nødvendig. Som tidligere omtalt, har enhver hifientusiast vel kunnet konstatere, at anlægget spiller bedre sidst på aftenen, nårmange lokale elektriske påvirkninger var mindsket. At man så til gengæld uvægerligt tydeligere kunne høre AM-radio på sin pladespiller, fordi sendestyrken på disse altid blev øget i aftentimerne i forbindelse med en beklagelig ændring i de atmosfæriske forhold er en anden sag
Denne forskel på lyden om dagen og om natten er i dag meget mindre, og det skyldes vores nye verden af trådløse netværk og allehånde trådløse telefoner, hovedtelefoner og almindelig bluetooth-forurening. Meget af denne dårligdom kunne bekæmpes effektivt med balancerede forbindelser mellem alle apparater og her især på pladespilleren.
Da langt de fleste vel ingen reel mulighed har for at opfylde dette krav om fuld (transformator)balancering, kommer vi til hjælp med et billigt tweak, uegennyttige, som vi er. Samtidigt sælger vi det ikke, og kan derfor ikke tjene penge på det.
Du bør simpelthen konstruere et jævnt finmasket metalnet omkring dit anlæg, et såkaldt Faradays bur. Dette bur blokerer simpelthen indstråling af æterbåren støj fra ganske lave frekvenser og opefter 100 %. Denne totale afskærmning kræver ikke engang et særligt fintmasket net, kvadrater på måske 30 cm. er et fint kompromis.
Hvis du ikke har mod på at plastre væggen til med metalnet og huske, at indgangsdøren skal med her, kan du selvfølgelig nøjes med selve anlægget.
Man skal her huske at lave det helt “tæt”, ellers virker det desværre slet ikke. En indgangsdør a la undulatbur kan anbefales, men vandskålene for samme kæledyr kan eventuelt udelades, selv om det altid er godt at mindske uundgåelig statisk elektricitet.
Hvis man skulle være skeptisk overfor den tekniske lødighed i dette tweak, kan man eventuelt spørge en person, der har siddet i en bil, der er blevet ramt direkte af lynet. Her kan man ikke spørge folkene fra en Trabant, da den jo var lavet af glasfiber og dermed ikke var et Faradays bur- de folk blev ristet. Der opstår absolut intet elektrisk felt i bilen, og dermed er der omvendt heller ingen strøm.
Hvis vi antager, at den påståede interesse for vinylafspillere er voksende, måske noget tvivlsomt, så er dette tweak mere end almindeligt nødvendigt. Wilson Benesch og Chord Electronics producerer ganske vist en såkaldt balanceret pickup-RIAA kombination.
Dette hjælper dog ikke meget, da spolen i selve pick-uppen stadig er pivåben for støj og et aluminiumspickup-chassis er præcist ligeså virksomt til afskærmning af denne støj som træ, modellervoks eller luft ville være, nemlig helt ubrugeligt.
Vi forudser således, at alle entusister vil flokkes hos lokale byggemarkeder og jerngrossister i den kommende tid. Husk, der er ingen royalty at betale til denne skribent, for vi er jo kun i denne branche for sjov.
Til gengæld er der ingen tvivl om effektiviteten af dette tweak. Når alle laboratorier er plastret til med afskærmninger af denne art, er det altså ikke kun for sjov. Ikke meget mere, end at der er vinger på et fly. Det er simpelthen en forbandet nødvendighed, og det bliver mere og mere nødvendigt for hver dag.
Der er desværre næppe nogen tvivl om, at dette tweak kommer lidt sent. Efterhånden som nutidens hifi efterhånden bliver ligeså dominerende i det kæmpestore og voksende musikrum som et enkelt forkølet træ ville være i en ørken, er vi antageligt på et idealistisk vildspor.
Det paradoksale er, at dengang entusiasterne endnu boede på små kollegieværelser ville det nok have haft en større chance for gennemslagskraft. Begrebet ” det er der altså ikke plads til ” har fået en ny betydning i store, bare og udæmpede rum med bittesmå slanke gulvhøjttalere. De skulle bare vide, hvad de går glip af.
Hvis du er i tvivl, kan du prøve at købe nogen af de nyligt lancerede audioprodukter med frekvensområde næsten til gigahertz-området. Husk at sikre dig returret.
Alternativt kan du selvfølgelig gå til angreb på alle lokale trådløse netværk, mobiltelefoner og alt muligt andet. Det vil dog højest kunne give en voldsdom.
Og det allerværste er, at vi kun har set den spæde start på problemerne for os entusiaster. Bare vent til elnettet kommer til at blive brugt til forsyning med bredbåndssignaler. Så er situationen helt anderledes kritisk.
Til den tid kommer du nok til lige at have et par ekstra diskanthøjttalere liggende i dit Faradays bur.
 
PS
I en nylig tråd er førende lokale audioeksperter i gang med at konstruere en ultimativ DA-converter helt fra bunden. Nu er der vel i sig selv ikke noget nyt i, at ingeniører under uddannelse eller ialtfald med ansættelse udenfor branchen mener at kunne gøre tingene bedre end selv erfarne branche-konstruktører. Skråsikkerhed er tilsyneladende en særlig dyd hos ingeniører. Den ses dog til alt held mest udenfor disses egentlige arbejds-og kompetenceområde, hvilket ret beset er ganske overordentligt heldigt for den almindelige personsikkerhed. Det er jo trods alt en del år siden, Fiskbæk-broen faldt sammen.
Historisk set var dette nu en del nemmere inden computerbranchen tog alle de bedste og kvikkeste konstruktører, for hvordan man end vender og drejer det, er en DAC altså et computerprodukt.
Nu er der her ikke tale om rigtige computerteknikere, vel end ikke engang personer med noget videre dybtgående kendskab til professionel audiopraksis. Alene deres afvisning af nødvendigheden af reclockning i konverteren er i nogen  modstrid med god professionel praksis, men måske er det i virkeligheden bare en revolutionerende opdagelse, hvem ved.
Vi må jo nok desværre gætte på, at den ultimative converter ikke laves af folk i beslægtede brancher længere. Et trådnet-loddekursus fra teknikum er ikke længere nok, ej heller et kendskab til chips, der ikke omfatter den professionelle standard AKM. Den absolutte reference i vores branche, superkonverter-systemet DCS blev altså ikke grundlagt af en en ingeniør med hands-on erfaring fra mejerimaskinebranchen med for god tid på nettet. Meget underligt.
Som sagt er det en del af ungdommens gåpåmod, der sikrer, at den vordende ingeniør naturligvis tror på, at hans egen aldeles selvopfundne forstærkerkredsløb med helt unik strømforsyning er verdens bedste. Verdens bedste højttaler med Monacor-enheder opfindes også rent rutinemæssigt på Århus Teknikum hvert semester.
Byrden ved at blive ældre som denne skribent er blandt andet at høre den samme entusiasme fra ældre men ikke dermed klogere hifientusiaster.
Hvordan kan vi forresten vide det? For en start bor de i Danmark og arbejder udenfor computerindustrien. De påstår vel heller ikke, at de har opfundet deres egen computer. Det er ellers det, de er i gang med. Når de da ellers ikke drømmer om at blive alvidende tekniske overopsynsmænd for dumme anmeldere.
Hvem er det så lige, der er dummest her?
 
PPS   
Nu er diskussioner på nettet sjældent særligt dybsindige og endnu sjældnere oplysende i noget videre omfang. Samtidigt kan de tjene til at forplumre en i virkeligheden helt basal kendsgerning, nemlig at enhver virksomhed indenfor handel er nødsaget til at målrette sit sortiment og sin betjening mod en bestemt kundegruppe.
Den flittige netskribent Otto fra Tape Connection fik fornyligt debathug, da han lidt Poul Nyrupsk-vattet udtalte sig om noget, hvor han vel ret beset burde have klappet i. Som en medarbejder i Fona vel ikke formodes at udtale sig om profilen hos andre branchevirksomheder og endnu mindre om sin egen arbejdsplads, således kunne Otto vel også med fordel have stukket piben ind i denne brede debat.
Ingen virksomhed, heller ikke denne, kan naturligvis leve med, at medarbejderen offentligt udtaler sig om firmaets egentlige strategi og kundesortering. Enhver idiot ved, at forskellige virksomheder henvender sig til forskellige kundegrupper. De, der ikke gjorde, er nemlig forsvundet fra markedet.
Identifikation af potentielle kunder er helt vital, at lade kunder snakke og føre samtalen i halve timer er en selvindlysende fyringsgrund. Afsløringen af disse for enhver virksomhed skjulte motiver er selvfølgeligt rigtigt dumt.
Det bliver jo heller ikke ligefrem mere heltemodigt for den gode Otto, der fremturer med at sige, at han hellere vil sælge en Grado hovedtelefon til en kunde end en MP 3-afspiller. Hvad i helvede sælger de det så for, hvis den ene kunde værdsættes mindre end den anden?
Denne skribent betragter ikke sig selv som en rigtig krigshelt a la John Wayne, fordi jeg har solgt et sæt ATC-højttalere til en kunde. Hvis kundens egentlige ønske og behov var en Tivoli-radio, har jeg vel ikke lavet mit arbejde ordentligt.
Måske virksomheden lige skulle finpudse sin måske for brede appel lidt, så de overbevist moralske medarbejdere  ikke behøvede at sortere alt for meget i kunderne i selve butikken.
Og så lige for den tidligere arveprins Knud, altså de lidt mere tungnemme: En specialforretning defineres altså ikke af de dyre ting, den sælger, men af de billige. Hvis man sælger det hele, er man altså ikke en specialforretning. En megastak fladskærme og et par dyre højttalere gør det vist kun til en specialbutik for særlige venner af huset. Fona på strøget i Århus solgte tidligere Burmester til en halv million. Det blev de sjovt nok heller ikke nogen specialforretning af.
Måske skulle man så lige i samme omgang overveje, om man ikke for at øge sin selvopfundne moral lidt yderligere burde sælge enhver kunde et sæt Stax-hovedtelefoner. De er da en hel del bedre end Grado-erne. Måske sælgeren så kunne udvikle en glorie omkring hovedet ligesom “The Saint” i TV.
Så kunne man også meget lettere kende den ideelle hifisælger.