Lidt for mange kubikmeter!

Her fra morgenstunden er vi fuldstændigt begravet i papkasser og det i en grad, så vores ellers rimeligt rummelige Opel Omega kommer på mere end overarbejde. Nu har denne skribent som vist engang fortalt i ganske mange lange akademiske sommer- og vinterferier arbejdet som professionel havnearbejder, endda dengang under konsulær beskyttelse af selveste SID-Horsens bossen, ærkekommunisten Ole Sohn. Det har givet visse varige sår på en følsom anti-autoritær drengesjæl og andet ville vel næppe heller være at forvente. Eller ønske, ikke alle erfaringer er jo af det onde overhovedet, de her vaccinerede ligeså effektivt mod senere totalitarisme-tendenser som Edward Jenners første vaccine mod ko-kopper gjorde. Mod de rigtigt farlige kopper, forstås, sommetider kan man godt i den lille kamp forhindre senere dødelig smitte. Ingen døde som bekendt af kokopper, ikke engang køerne, men når et menneske én gang havde haft dem fik de aldrig senere de rigtigt dødbringende. Held i uheld som mødet med Ole.

Dette mangeårige manuelle slid har så også givet en betydelig “hands on”-erfaring i almindelig pik-pakning af rummelige stationcars, og disse aktiviteter vil så sluge det meste af formiddagen. Fortvivl dog ej derude, vi er naturligvis tilgængelige som altid. Derudover vanker der en kontant dusør derude, da der er atter en herlig bunke ældre JBL biograf-isenkram på vej indover byen.
Måske vi skulle til at se nogle flere film eller bare supplere lyden fra vores 40-tommers flade fætter? Selv konen klager sommetider ret højlydt over, at hendes dorske og dådløse ægtemand mener, at man sagtens kan se tju-bang film med ledsagende lyd fra de indbyggede kraftfulde 2-tommers fuldtonehøjttalere, der derudover vender forkert. Denne forfatters spage indvendinger om, at man da godt for det meste kan høre hvad der bliver sagt, ender underligt nok ikke diskussionen. Som jo heller ikke er en diskussion, når fruen er den ene deltager.
Vi må vist se at gøre noget ved det en dag vi får tid…!

For fuld musik!

Vi ønsker lidt forsinket alle vores venner og kunder og andre interesserede velkommen i det nye år. Med lidt mere mandsmod end denne skribent har kunnet udvise ville der ovenfor have været et billede af fruen fra den årle del af nytårsdag i usædvanligt munter stemning. I betragtning af at hun resten af året færdes i tæt omgang med denne uvægerligt vanvittigt vittige skribent skal der noget til at gøre det bedre. Skulle man altså selv synes…?

Nå, vi venter lige lidt for at afæske den stadigvæk støt sonort-snuende skønhed den nødvendige tilladelse. Lidt fornuft har man vel fået banket ind i hovedet igennem årene af denne hårdtslående nordjyske skønhed. I denne sammenhæng skal vi da lige opfordre alle til at se eller gense et forrygende indslag fra det ellers ikke altid særligt vellykkede TV-program “Banjos Likørstue” med en anden knapt så nordjydsk ligeledes ganske yndig (men naturligvis osse kun knapt så overjordisk guddommeligt smuk som min kone) nørrejydsk pige. Underligt som komparativ ligesom i gammel/ældre i virkeligheden bruges til at betegne det modsatte af det forventede..? Den ægte vare er rigtig nordjydsk fra Vendsyllel, den knapt så rigtige Sofie blot nørrejydsk fra Himmerland.

Den interviewede pige var naturligvis Sofie Bonde, den følsomme pip-pigestemme i danske “Souvenirs” en kvinde på min kones alder ret præcist. Det var hun så nødvendigvis også dengang interviewet blev lavet, af samme alder som daværende frl. Dahl Olsen, blot meget yngre, da det skete for næsten 10 år siden.
Sofie Bonde er en af den slags kronisk uskyldige unge piger (på trods af nu vistnok 2 børn, så uskyldigheden har åbenbart visse grænser), som får beskytterinstinktet frem i nok alle mænd. Alle får straks lyst til at beskytte hende mod mænd som desværre er ligesom én selv.

Sofies kroniske beskytter siden skoletiden som midt-teenager har været gamle Nils Torp, og gammel, det er han hele 4 år ældre end denne allerede halvgamle skribent. At tænke sig, at denne nu næsten 60-årige allerede har haft held til at beskytte/opdække/(bedække ups beklager slåfejlen) Sofie Bonde i godt 20 år allerede er godt gået, gamle støder!. Nå, dengang så man helt tydeligt noget mere lempeligt på omgangen med studerende derude på landet end forhåbentligt i dag, egne erfaringer er iøvrigt ganske identiske.

Tilbage til interviewet, som bør genses på Youtube, skriv “Banjos Likørstue” og “Sofie Bonde”, så er den der. Alle éns manddoms drømme om at være Nils Torp (om ikke andet så blot for en dag, man kan godt nok godt se, at han VIRKELIG har brug for beskyttelse mod glubske mænd og anden verdslig ondskab) kommer rullende tilbage ved synet at søde Sofie. For SØD, det er hun godt nok, alt for sød da til den dér gamle skaldepande Torp. Derudover skal vi ikke afsløre det herlige interview, som udvikler sig i allerbedste “Monty Python”-stil. Minderne om kyske Sofie har man vel lov at have, som det hed i revy-visen på trods af alle rimelige odds. Der er vel en potentiel ridder i os alle, jeg ved da, at der var en i mig, selv om jeg ellers aldrig gik til ridning. Med lanse og alting. Vi må vist straks stoppe denne lidt overdrevent grafiske fremstilling af den ældgamle dikotomi mellem den tapre ridder Sir Galahad og den skønne uopnåelige Guinevere. Nå, det var vist Sir Lancelot, nok deraf det med “lansen”…

Sofie klarede sødt og pigeligt interviewets prøvelser, men lige knapt så godt gik det for den gamle skaldepande. Det havde han godt nok godt af selv om min egen sympati i sagen burde have kunnet overvinde 1990-ernes jalousi overfor Nils` usandsynligt urimelige held. Her ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke adskiller mig fra en del andre lykkeligt gifte mænd. Men husk lige at klikke som anvist, der venter en herlig “slapstick”-sag!

Ellers skal vi lige knytte en kommentar til efterlønnen og dens mulige afskaffelse. Eller rettere, den nødvendige ditto. Sagen omkring efterlønnen er ellers så indlysende simpel, at tydeligvis ingen politikere eller journalister tør sige sandheden. Enkelte har pippet den, ingen har turdet kalde den for det, som den er Det er simpelthen rent PYRAMIDESPIL. ALLE, der får efterløn, får LANGT MERE udbetalt, end de nogensinde HAR INDBETALT. INGEN private pensionsopsparinger kommer end ikke i heldigst gunstigst-spekulative fald blot i nærheden af at være ligeså lukrative som dette inderligt kunstige opportunistiske produkt, som efterlønnen er. Det er ikke underligt, at alle vi halvgamle med næb og kløer forsøger at beholde denne indlysende uholdbare finansielle situation, gevinsten er for stor og umiddelbar.

At man så hverken har TJENT eller FORTJENT den, men blot nasser helt økonomisk åbenlyst på den samlede samfundsøkonomiske indsats på en ordning, som dens “faddere” aldrig havde tænkt skulle være permanent, tjah det gør så blot alt det politiske hykleri så meget større.
Her i firmaet har vi en meget betydelig selvbetalt pensioneringsordning. Vi kommer sommetider i tvivl om hvor klogt det er, for kan vi mon regne med, at den kommende beskatning af udbetalingen af denne pension om føje år bliver som i dag? Nej, naturligvis gør den da ikke det, beskatningen bliver naturligvis langt højere end i dag, det vil vi godt garantere for.. Ellers ville der jo ikke være nogen til at betale dette statsfinansierede pyramidespil, hvor alle vinder den store efterlønsgevinst, blot de er gamle nok. Sikker gevinst uden indsats, hvor dumt lyder det lige? Politisk uforsvarligt skulle man vel synes, nå nej, det er der naturligvis ikke noget, der hedder. Politik er og bliver det umuliges kunst. Som altså her at forsvare det totalt uforsvarlige.

Kun lidt tid til gas

Ikke helt som forventet og heller ikke særligt uventet var der lidt rigeligt at se til i går. Vores forretningsfelt plejer ellers at “klinge af”, som det hed i min branchekarrieres ungdom. Nu var det som nævnt en anden branche, men alligevel forekommer det noget middelalderligt, at man den 24. december i Radiouset Expert i Frederiksgade 16-18 holdt åbent selve juleaftensdag. Ikke hele dagen, sådan nærmere lidt “tidsubestemt”, som det vist hedder i den barskere del af det danske straffesystem. Man holdt ifølge direktiver fra vores elskede “Fører”, Steen Nordahl-Møller butikken åben indtil ak ja “handelen klingede af”…

Det gjorde den så typisk først hen først på eftermiddagen dér den 24. december og så var der til alt held stadgivæk et par timer til at få pakket alle pakkenellikerne og komme hjem til den store familiejul i Horsens, selveste Ole Sohns hjemkommune. Sikke dog frisk man var juleaften efter at alle mand i mindst den seneste uge op til jul inclusive lørdage og søndage gange 2 havde arbejdet til kl. 20.00 hver eneste aften. Dengang gaves der ikke fridage, man var til rådighed når “arbejdet krævede det” Eventuelle utilsigtede ligheder med fæstebondens vilkår og pligter under det danske stavnsbånd er desværre ikke spor tilfældige. Det VAR sådan og julen blev aldrig det samme derefter.

Der var simpelthen den sideeffekt ved denne uheldige eksponering til overdrevent juleri dengang i 1980-erne, at blot et stykke julepynt simpelthen får det til at gyse let i kroppen. Ikke underligt, at den mest effektive og langtidsholdbare tortur-form sker med brug af dagligdagens virkemidler. Man kan brænde torturofre med syre, men det mest virkningsfulde er helt givet at skolde dem dagligdags kaffe, som offeret senere kommer til at lugte til utallige gange. Med samme intense oplevelse af smerten fra dengang igen og igen.

Helt så galt er det vel ikke for denne skribent, men helt det samme som barndommens uskyldige forventning er det aldrig blevet. Nå, i det mindste behøver man da ikke møde op inden åbningstid den første hverdag efter jul for uden nogen betaling at få lov til at fjerne al julepynten igen. Det skal lige med i denne stærke socialrealistiske skildring af fortidens forretningsliv, at det altså var helt normalt og overenskomstmæssigt, det vi lavede. Ellers var og er gamle ejer Nordahl en fin fyr men altså lige dengang på denne årstid en smule anstrengende med sin insisteren på at holde åben altid.

Helt så galt er det ikke her, selv om vi holder ganske almindeligt åbent i dag. I morgen den 24. vil vi til gengæld komme hviledagen i hu og holde den hellig eller hvad det nu var det hed i folkeskolens salmevers-lektioner. Hvis altså det overhovedet var en salme, det lyder mig noget gammel-testamenteligt..? I forbindelse med disse andre allerede utidige betragtninger om forlængst forsvundne gode og dårlige juledage i radiobranchen er det måske alligevel passende.
Den formelle julehilsen vil vi bringe i morgen, der er jo lidt (arbejds)-tid til. I mellemtiden vil vi sidde og små-gasse os i den tilfredsstillelse som det er at vide, at endnu et sæt kolossal-højttalere er på vej. Som høvdingen i tegneserien Asterix, Majestix/Vitalstatistix sagde under sin slanketur til Helvetia. Eller var det egentligt undet hjemturen, det var det vist: “Sovsen kan simpelthen ikke blive tyk nok!” Eller højttalerne store nok kan vi vel med rimelighed tilføje. Eller mange nok!

Lidt reklame

Dagen i dag er noget over-opfyldt med forskellige sidste-øjebliks leveringer. Der er 8 forstærkere og 40 studie-hovedtelefoner, som skal pakkes og så osse lige 2 PA-systemer til en lokal skole. Åh nej, osse et komplet infosystem med diverse monitorskærme og et større videokonferenceanlæg og så alt det løse. Heldigvis dulmer al denne travlhed den ulidelige spænding mens vi venter på noget mere JBL-skrammel fra en ganske veludstyret biograf. Trods årtilange ganske vist lidt perifere erfaringer fra denne sidste ægte bastion for ordentlig lyd, de lokale større biografer, mindes vi nu aldrig her i lokalområdet at have set blot noget, der ligner kvalitetsmæssigt. Til gengæld har vi set palle efter pallevis af ligegyldigt THX-certificeret bras. THX er som visse bekendt ikke et kvalitetsstempel. Heller ikke det modsatte, men alligevel har dette for Lucasfilm særdeles givtige salg af licenser på udelukkende NYE porodukter sendt hele generationer af langt bedre produkter i historiens skraldespand. Eller altså undertiden til vores lille kælder. THX er godt for noget eller måske nærmere NOGEN! Skidt for de mange, men så meget bedre for de få heldige, som får “skraldet”

Ellers skal vi lige til sidst inden pakkeriet fortsætter lige huske et spin-off fra lidt af vores ATC-eksport i den professionelle verden. En af vores gamle venner og kunder, Peter Stengaard i Los Angeles, “name dropper” os lige i nyeste nummer af Mix Online således:
“Stengaard’s introduction to the ATC family of monitors came from Danish friend Paul Mathiesen. “Paul is a total hi-fi nut and I heard the ATC SCM300ASL in his living room,” said Stengaard. “It was crazy. The ATCs deliver a rare combination of excitement and accuracy. I can get excited and I can get everyone else excited too, and yet I still have all the analytical clarity that I need to do my job. The only other ‘monitors’ I use are my laptop speakers and my car. I don’t need anything else.”

Nu er det altid godt med tilfredse kunder og det er jo det, som vores lille firma lever af i denne herlige professionelle verden. Og hvad skal Peter Stengaard så bruge sine nye formidable ATC-monitors til?. Jo, han skal naturligvis mixe musik i den absolutte verdensklasse med en artist så stor og kendt, at alle i min generation og dén senere kan huske mindst én begivenhed (eller blot utallige permutationen af samme med vekslende partnere), som fandt sted med hende her “pumpende løs” i baggrunden. Hele tiden, helt vildt, igen og igen og årti efter årti.
Inden nogen måske får alt for slibrige konnotationer så skal vi ile med at afsløre, at Peters aktuelle projekt såmænd er den ikke længere direkte purunge disco-dronning Donna Summer. Ikke engang som temmeligt meget yngre tidsmæssigt ikke helt overraskende fuldstændigt parallelt med denne skribent var hun direkte overdrevent saft-spændtstig. Om hun stadigvæk kan pumpe som i ungdommen får vi høre, i det mindste kommer det til at lyde som godt, som det overhovedet kan eller måske ligefrem bedre. Ak ja, branchen er ikke altid lige glamorøs, der skal osse arbejdes ind imellem. Og det vil så også gøre.

Horror Vacui

I dag bliver morgen-ordene nødvendigvis korte som dagslyset, ganske vist ikke af samme grund. Der er lidt rigeligt meget at se til her mod årets finanansielle afslutning de fleste steder, så der skal pakkes, produceres og leveres i mere end almindeligt middelsvært omfang. Dette principielt lidt ensformigt-kedsommelige arbejde kan heldigvis ledsages af høj musik hernede og glæden understreges understreges kun yderligere af, at der er flere JBL-truthorn undervejs. Forhåbentligt, da, i det mindste har vi betalt dem.

Hvad skulle man då også i det hele taget gøre med sin noget sygelige hifiinteresse, hvis man ikke kunne dele det med de andre syge. Det ligger vel dybt i menneskelivets basaleste vilkår, at ingen normalt raske mennesker gider høre om andre folks sygdom i længere tid. Måske tidligere tiders udstødte i verdens vistnok stadigvæk mindst smitsomme sygdom, spedalskhedens, kolonier slet ikke havde det så forfærdeligt. Ihvertfald havde det da været ideelt i visse henseender hvis det ikke lige havde været for spedalskheden.

Og så tilbage til dagens overskrift, som næppe længere er kendt af ret mange og den oprindelige betydning sikkert af noget færre. Vi skal tilbage til den mest formørkede del af den allerede meget mørke middelalder for at finde den oprindelige betydning af denne “angst for det tomme rum”, som det jo betyder. I en tid med særdeles sælsomme videnskabelige forklaringsmodeller, sådan ca. på samme niveau som mange pædagogisk-teoretiske teser af i dag, indgik “angsten for det tomme rum” som en naturlig del af de mulige forklaringsmodeller, når man ikke lige kunne finde på andet at sige. Sådan en pseudo-videnskabelig ækvivalent til samtidens og alle tiders ideligt gentagne teater-trick, “Deus ex Machina”

Hvorfor der i naturen skulle være nogen naturlig angst for nogetsomhelst tomt rum var ikke særligt indlysesende eller for sags skyld noget naturligt. Da borgmesteren i Magdeburg, Otto von Guericke, midt i 1600-tallet ved sine forsøg med de såkaldte passende benævnte “magdeburgske halvkugler” havde påvist eksistensen af (næsten)vakuum, var “Horror Vacui” som naturlov stendød. Angsten forsvandt blot ikke, for i virkeligheden havde teorien måske været rigtig alligevel, blot oversat lidt forkert. Måske det blot skulle have været “angst for TOMHEDEN”..Angsten for at vågne op og opdage, at ens hele offentlige liv og identitet altsammen har været en alt for langstrakt opførelse af “Kejserens Nye Klæder”

Vi blev smerteligt opmærksomme på gyldigheden af disse gamle forlængst kasserede videnskabelige teorier her i weekenden, da vi skimmede et af de chat-fora for ultra-biate hifi-tosser, som vi ikke ret gerne vil være ved, at vi periodisk frekventerer. Nå, en vis klinisk interesse er der altid i de godt nok efterhånden sjældnere og sjældnere gensyn. Det er trods lige trættende nok for de allerfleste for Gud ved hvilken gang at høre om den fantastiske et nyt skidedyrt Chord-superduperkabel til massevis af tusindlapper, som man har har betalt men ikke fået endnu. Alligevel ved man allerede nu, at det altsammen bliver “mere dynamisk” med en “sortere baggrund” og et langt bedre “holografisk stereoperspektiv”

Nå, vi er lidt kættersk kommet på den tanke, at når samtlige kabel-modeller fra sådan en “fabrikant” (der blot anvender skide-stive skidebillige antennekabler til alting) allesammen fører til “mere af det samme”, hvorfor så ikke FORLÆNGE kablerne lidt. Bliver det dobbelt så godt og dynamisk med dobbelt så lange kabler? Det må det vel gøre med nogenlunde samme nødvendighed, som at et 10.000-netkabel på 1 m. i enden af et forsynings-system af el på 10.000 km. sagtens kan give kolossale lydmæssige forbedringer. Denne verden er fuldstændigt fyldt op af fup og fiduser og det er naturligvis ikke i nogens interesse at påpege, at kejseren ingen tøj har på.

Og så sker det alligevel, da en særskilt trættende-aktiv hifitosse udtaler disse skæbnesvangre ord:”Kender i det man er ved og gå kold i hifi når man ikke ved hvad man skal finde på? cit avtainment.dk)” Jamen siger alle ikke som de deltagere i denne “kejserlige komedie” med udelukkende mandlige optrædende med bar røv, at de i det for musikkens skyld? Det er virkeligt giftigt, det her, således at udstille den totale “angst for tomheden” hvis man har indset, at vejen er alt, og målet intet. Og musikken endnu mindre end intet. Anerkendelsen og interessen fra andre ligesindede er simpelthen alt. Og samtidigt intet den dag nogen stiller berettiget tvivl ved det fælles syge projekt, som moderne hifi så længe har været på nettet.

Ren exhibitionisme, simpelthen intet andet og intet mere, at gå rundt når man vel og mærke godt ved, at man intet tøj har på. Søvngængere som denne skribent er naturligvis fritaget for straf. Den allerværste angst er altid at vågne op en dag og opdage, at ens værste drømme om hifi eller frimærker eller angorakaniner er gået i opfyldelse, nemlig at det hele ingenting betød for nogen andre og allerværst, heller ikke for en selv…Som de mere end 2 millioner danskere, som begejstret har fulgt med i det danske kvindehåndbold-landsholds bedrifter i den seneste ugens tid, der må vågne op og smerteligt sande, at de blot har været ofre for selv-forblændelse. Nemlig at de på nogen måde var blot en smule interesserede i håndbold, sådan noget skal man altså noget ud på landet med, det er jo osse der alle klubberne holder til.

Ren kollektiv åndsformørkelse. Blot og bart blottede damelår altsammen i denne mørke tid, intet andet! Det værste og samtidigt mest sobre i erkendelsen er det vel, at sports-tillægget i dagens JP end ikke har fundet det værd at berette nogetsomhelst fra selve EM-FINALEN. Om de er blevet klogere omkring det folkelige hysteri eller om det er fordi Danmark ikke var med er så ikke til at vide. Det var da tydeligvis ikke nogen særligt ægte interesse for damehåndbold det drejede sig om, hvis nogen da ellers havde forestillet sig det!.
Heldigt denne tekst skrives i søvne mens jeg drømmer om JBL-monsterhøjttalere. Og måtte man kunne sove længe og sødt, beskyttet mod virkeligheden og den barske opvågning.

Den logistik!

I dag udgår vores vakse kommentarer til verdens gang på grund af usædvanlig travlhed. En enkelt aktivitet af allerglædeligste karakter vil optage en betydelig del af dagen, men derudover er der “business as usual” i kompagniet.
Derudover er der kommet et godt brugt sæt Klipsch La Scala på vores lager måske af ganske særlig sentimental interesse for alle gamle højskolegængere (gangere?) i det absolut alllermest syd-fynske. Ja, faktisk helt dernede, hvor Fyn ikke længere er fin men mere sådan nærmest “sluppet op”
Mon ikke de får et fint hjem derude, de spiller fint og er moderne klassikere som dolkhaler. En visionær mands insisteren på funktion fremfor “fims” Helt vildt meget af det første og intetsomhelst af det sidste, som bekendt fandtes modellen Klipsch La Scala kun i én finish: Ubehandlet finsk birke-krydsfiner. Som kan overleve en krig og det har de her næsten også gjort.
Det var altså krigen, der var “næsten”, Klipscherne har overlevet i fineste skrammede stil!

Flensburg-Handewitt

I går indtraf der en uhyre uventet begivenhed. Ja, man kunne næsten kalde den for kosmisk grænseoverskridende uden at dog hermed ville være helt klart, hvordan og lige præcist hvor, det ville være muligt at overskride grænserne i kosmos. Selv science ficton-kultserien “Star Trek” har kæmpet med denne evige problematik og når selveste Captain Kirk og hans talentfulde crew med spids-ørede Dr. Spock ikke har kunnet knække gåden om eksistens og kosmos, så må den godt nok være svær. Måske vi i dette lys blot skulle resignere og kalde begivenheden for “stor”..?

Vi genfandt simpelthen massevis af billeder fra forlængst forgangne tider, som vi længe havde troet tabte i forbindelse med et computernedbrud. Der er tale om billeder fra en aldeles epokegørende tid for fra efterhånden mange år siden, hvor denne skribent for første gang mødte en åbenbart altid storsmilende Pia Dahl Olsen. På alle billederne strålede hun simpelthen som en sø-sol og lige i det lys kom denne skribent til at huske disse forlængst forsvundne tider. Som alle tider naturligvis til alle tider er forsvundet og tilbage er kun mindet om det fotografiske øjeblik.

Vi er i denne sammenhæng helt tilbage i vinteren og foråret 2005, en helt anden planet, simpelthen. Det var dengang lykken endnu var at arbejde i Dansk Audio Teknik-butikken i Klostergade med daværende ligeledes noget mere hanhunde-agtige Folmer Hund snork-vogtende under skrivebordet. Vi var lykkelige , var vi, som vi sad der og kikkede på hinanden i vores totale uvidenhed. Nemlig om, hvad lykken I VIRKELIGHEDEN var! Nå, det er så det, som disse billeder viser. Den kommende fru Mathiasen i sin sædvanlige hårdtslående stil nedbryde alle vores forsvarsværker til noget, der hurtigt lignede Kalø Slots-ruin. Vi lå simpelthen i kameraets nærvær dér på gulvet og friede til frk. Olsen. os begge to.

Nå, det dér med at ligge på gulvet gik over ret hurtigt. Ikke at nogen af os havde fortrudt, men ret hurtigt ændrede tingene i Klostergade sig ganske drastisk. Firmaet skiftede ejer fra den ene lidt uforudsigelige københavner til den anden langt mere uforudsigelige ditto. Genfundne billeder viser en sælsom weekend-firmaudflugt til Kolding i noget, der i eftertidens klare lys skulle vise sig at være det endelige “dødskys”. Og i god gammel russisk tradition, hvor alle kysser alle, skulle alt derefter gå i opløsning. At kalde denne firmaudflugt for hel-kikset er helt utilstrækkeligt, katastrofal dækker bedre. Resten var blot et langstrakt sygdomsforløb. Imponerende i betragtning af økonomichefens fine foredrag med plancher. Dumt!

Ret hurtigt viste det sig noget uventet, at en nyansat medarbejder over natten havde udviklet voldsom hunde-allergi. Derfor blev husets mest trofaste medarbejder, Folmer Hund, ret hurtigt derefter forment adgang til virksomheden. Derefter udspandt der sig over sommeren et forunderligt spil, som er dokumenteret på disse billeder. Ikke at det berørte denne skribent særligt, han havde jo sin højtelskede Pia Dahl Olsen og så kunne verden forresten gøre, hvad den ville. Den gjorde den så også, som Verden vel altid gør, og den gamle verden var væk for evigt. Efter at det blev forbudt at bruge firmabilen for undertegnede uanset ærinde (noget, der naturligvis ikke gjaldt for andre ansatte eller bekendte af fører-parret) var resten blot et unødvendigt efterspil. Den gamle ejer vidste udmærket, hvor aktiverne i firmaet lå og solgte billigt, fordi han blev truet til det af en trussel om en opsigelse. Den nye ejer købte derfor billigt og forskertsede straks derefter firmaets eneste reelle aktiv, som var det eneste, man havde købt. Om det lyder dumt? Ja men det var i virkeligheden MEGET dummere og DYRERE ikke mindst.

Det var Dansk Audio Teknik i Klostergade så også snart derefter, væk for evigt, og adskillige millioner med og det var vel ikke ufortjent. Hvis det ovenstående lyder ovendrevent selv-overvurderende for denne skribent, er det ganske tilsigtet. Når en medarbejder årti efter årti producerer 75% af firmaets totale omsætning og at det er regnet med i budgettet, at omsætningen falder 75% i dennes ferieperiode, så er det noget optimistisk at regne med, at denne medarbejder kan undværes på kort sigt. (Dengang var begrebet “den lange bane” slet ikke opfundet i anden end svømning) Ingen er uundværlig, man skal blot have råd til at undvære vedkommende. Eller eget talent til at erstatte. Det første var der en hel del af, til gengæld var der INTETSOMHELST af det sidste. Og allermindst var der nogen evne eller måske blot lyst til at se det indlysende og uundgåelige: Den katastrofale økonomiske virkelighed, der som tidevandet i Fundy Bay, Nova Scotia, kom buldrende ind.

Det er så disse herlige og tumultariske tider, der er foreviget atter engang på disse genfundne billeder. Det skal lige med i dette lidt overdrevne overdrevne helte-portræt af denne skribent, at det faktisk slet ikke var på mit initiativ, at samarbejdet blev opløst dengang det gjorde. Ikke at det var nødvendigt, billederne viser at det allerede havde været uafvendeligt længe. Der er muligvis ikke meget heltemodigt ved at være en “ufrivillig helt”, som denne skribent altså blev. Udover altså at være en helt, i denne sælsomme personkreds en absolut sjældenhed, hvor selv tvivlsomme helte skulle tælles med.

Efterfølgende har vi kun haft professionel kontakt med én eneste af de gamle medarbejdere. Han er nu også rar nok, men de andre er altså blot røget ud i livets store lokum. Uden særlige spor tilbage end lidt småpletter efter de allerfleste normale toiletbesøg. Når man ser på billederne fra “indpisker-weekenden” er det en sjov tanke, at nogen nogensinde kan have haft tiltro til disse dilettantiske drenge-medarbejdere, som snart skulle udføre mænds arbejde, men må jo huske, at al det her fandt sted i en tid, hvor alle økonomisk kunne gå på vandet. Det var næsten en præstation at gå konkurs dengang, hvor selv de sygeste og dummeste forretningskoncepter endnu levede som den håbløst-designede “Irske Kæmpehjort”, på lånt tid, ganske vist, men alligevel. Godt gået, og tak for sparket!

Til sidst skal vi lige omtale dagens overskrift, som betegner en andet forlængst glemt nordtysk lokalitet. I den forunderligt-selektive virkelighed, som TV er, så var Flensburg-Handewitt engang på alles læber. Det var fordi, der var en håndboldklub med dette navn. Det vil sige, det er der stadigvæk, men alligevel er klubben forlængst glemt for så vidt som at flere år er længe. Og det er det jo ikke, i TV er det en EVIGHED. Dengang i fortiden var det noget helt andet, og Flensburg-Handewitt var toppen. Af den eneste nødvendige og helt tilstrækkelige grund, at der var adskillige danske spillere i klubben dernede og i en periode også en dansk træner. Huhej hvor det da bare gik!

Da de så forsvandt forsvandt al interesse ligeså hurtigt som tilsvarende nyere heltedyrkelser af Peter Schmeichels Manchester United. Forstaden Handewitt er næsten for den gennemsnitlige dansker ca. ligeså kendt som Svantevit(t?) fra Rügen selv om en del jyder kender det lokale indkøbs-paradis ret godt. Ellers er det helt sort dernede. Selv i disse dage med masser af sne er det stadigvæk sort inde bag alt det hvide.
Og det altsammen for at sige, at i denne engang så kendte og omtalte forstad “over-weekender” vores nys indindkøbte koloenormt store JBL biografhøjttalere. Fordi den bil, som er rummelig nok til at transportere monstrene, ikke kan hente dem før. En tragedie? Ja, mildt sagt, måske derfor i dagens tekst vi har måttet søge tilbage til tidligere tiders triumfer. Måske lidt sølle, når man blot dengang ikke selv udrettede noget videre, faktisk blot “fanget” af fruen og fyret af fjolserne.
Det var hvad der kunne komme ud af at sidde og glo på gamle billeder.

Limpinde og lokkeænder

Min egen far var passioneret jæger i ekstrem grad, ja i sæsonen var han oftest på jagt hver eneste dag. Måske min mor var en skrap dame i nogenlunde samme kraftige kaliber som min egen? Ja, det må hun vel have været, måske min fars eneste mulighed for at kæmpe sig til sine selvfølgelige og naturgivne rettigheder som mand. At få det sidste ord: Plaf og plaf igen fra s/s-jagtgeværet. En sådan overdrivelse af en hobby er altid en solid ballast at have med hjemmefra som opvoksende dreng, for jeg har aldrig selv skudt andet end muligvis en sagesløs grossenollikok med genboens luftgevær. Han piberøg og hostede alternativt og uophørligt livet igennem i en grad, så jeg aldrig heller har taget et sug af nogetsomhelst andet end røgen fra vores brændeovn.

En del af denne uophørlige jagt foregik på vildænder. En absolut favorit var at sidde ved skumringen omkring en strandsø musestille og vente. Ude på det søens blikstille vand havde man så udsat nogle såkaldte “lokkeænder”, flydende plasticattrapper, som skulle lokke de rigtige ænder til. Det må de have gjort, vi fik da som jeg husker det and til aftensmad alt for forbandet tit. Ænderne må have været dumme, for vi drenge kunne da sagtens i dagslyset se, at plasticænderne ikke lignede hverken knarænder eller krikænder eller gråænder eller noget andet. Andet end altså lige en plastic-and.

Til gengæld fik vi næsten aldrig gås til aften, ikke engang til jul. De var tydeligvis noget vanskeligere at plaffe ned, der var ellers rigtigt mange grågæs derude på den lille ø året rundt. Det var der så iøvrigt også ret uforandret gennem hele jagtsæsonen, for gæssene varkloge og forskrækkeligt sky. Det havde tydeligvis ingen virkning at søsætte “lokke-gæs” dernede i søen hvad der nok skyldtes, at gæs konstant kommunikerer med andre gæs. De må i modsætning til ænderne have vidst, at de gåselignende stumme silhouetter dernede umuligt kunne være gæs. Det havde de ret i og overlevede, forbandet, de smager ellers langt bedre end ænder.

Det underlige var så, at der alligevel år efter år ikke som ellers forventet blev flere og flere gæs og færre og færre ænder når man skulle tage den forskellige beskydning i betragtning. Herfra har vi ikke kunnet løse mysteriet ligeså lidt som vi har kunnet fatte, at pigerne gennem tiderne ikke er blevet gennemsnitligt pænere. Når alle efterstræber smukke kvinder skulle man jo tro, at det ville være en evolutionsmæssig fordel at være en smuk kvinde, men det er tydeligvis ikke tilfældet. Måske hele evolutionsteorien blot er en myte? Mærkeligt med de gæs, dog! Osse de andre gæs, selvfølgelig.

De rigtige be-fjedrede æs var slet ikke så dumme “som gæs”, som de noget uretmæssigt er kommet til at hedde i folkesproget. Og blev heller aldrig rigtigt ret mange, selv om de ikke var nær så dumme som ænder, ikke meget mindre mystisk. Og så er vi endelig kommet til en pudsig lignende sammenhæng indenfor det lokale politi. For at forstå den logiske sammenhæng i det her vil vi faktisk mene, at man skal være dummere end selv den dummeste lokkeand.

Historien er til gengæld god at blive klog af. Allerede den engelske økonom C. Northcote Parkinson postulerede i sine forskellige økonomiske “love”, at arbejdet altid ville tendere mod at ekspandere (ligegyldigt om der overhovedet var NOGET at lave) indtil det udfyldte den tid, som var til rådighed. Ligeledes har det uanset hvor mange medarbejdere der har været anset til lige meget lidt at lave altid været i alles interesse at overdrive mængden af arbejde. Naturligvis er det ikke i nogen overlæges interesse, at der SLET ingen ventid er på behandling. Ventelister er en god ting for en del af dem, som ikke er syge.

Og så til Politiet. I forbindelse med diverse topmøder og andre fodboldkampe har det altid været reglen, at Politiet efterfølgende har klaget over udtynding af personalet på grund af afspadsering. Det giver god mening, Politiet er i denne sammenhæng en normal økonomisk enhed, hvis egeninteresse altid er at bestå. Det er givet, at samfundets intersse ville være, at der ikke var brug for noget politi, men det ville aldrig kunne være i politiets.

Og så er vi tilbage i Århus, hvor den lokale politi-boss Jørgen Illum udtaler noget interessant. JP har i den senere tid behandlet den lpkale ghetto Gellerup og beskrevet, hvordan der er opstået et parallelt retssystem derude. det er der ikke noget overraskende i, det har osse været tilfældet i italienske og irske bydele i New York, som alle gangsterfilm vel burde have sandsynliggjort. Kriminaliteten har været høj og politiet har været væk. Ligeledes har JP så afdækket historier om, at skadelidte derude ikke har anmeldt sager til politiet, fordi politiet ikke engang i et par tilfælde har gidet optage rapport.

Se, det er i tilsyneladende modstrid med professor Parkinson, for det vil altid være i politiets interesse ikke at underdrive kriminalitetens omfang. Hvad skulle man dog ellers have en nærpolitistation med 20 mand derude for? Denne tingenes tilstand har givet et løjerligt resultat og det hele vejen ned gennem politi-systemet. Lederen af det lokale politi derude, som ellers var den første i etaten, der omtalte disse parallelle retssystemer, er nu tilsyneladende blevet klogere. Eller også har han blot fået en tjenstlig ordre.

Nu mener han, at beboerne derude i stedet for at tale med pressen skal tale med politiet. Se, det er interessant ikke mindst fordi at alle, der udtaler sig til avisen, naturligvis gør det, fordi nærpolitiet ingenting har gjort. Eller kunnet gøre, det sidste er nok det sandsynligste. Chefen for nærpoliet mener nu, at pressen er “farvet” i sin behandling. PR-mæssigt er det her simpelthen en fadæse af de store, for hvem bilder politiets talsmænd her sig de ind, at de overbeviser? Hvis man virkeligt ønsker, at pressen skal grave i noget, så kan man dårligt udfordre dem bedre.

Og endelig får politichef Illum, så sin stjernestund. Ganske vist erkender han visse problemer i Gellerup, men til gengæld betoner han det glædelige i, at anmeldelserne til politiet i området er faldet med EN TREDIEDEL. Jamen dog, tillykke Illum, det var godt gået og mon ikke en væsentlig nedskæring af personalet derude ville være på sin plads. Måske man i så fald ville kunne reducere antallet af ANMELDELSER til 0 og dermed løse, ja INGEN PROBLEMER OVERHOVEDET.

Hvordan kan nogen i en ansvarlig stilling dog være så dum at se et faldende antal anmeldelser som en sejr. Som at se menneskerettighederne i Iran som perfekte, fordi der næppe findes nogen, der tør anmelde noget. Det værste er næsten, at Illum på den her måde demoraliserer politiet indefra, Heldigvis råber formanden for et lokalt kollegium derude, socialdemokraten René Skau Björnsson, vagt i gevær og stor respekt for det. Problemer, som man dækker over forsvinder aldrig, men til gengæld vil vi godt garantere, at antallet af anmeldelser til politiet også fremover internt vil kunne udlægges som rendyrket succes. De vil fortsat falde, det osse med garanti. Med fortsat omvendt reciprocitet i forhold til den forbryderiske virkelighed, er det svært at forstå, Illum?

Til sidst i dag skal vi lige huske at opfordre alle til at være varsom med at hoppe på et andet gammel kneb indenfor “fugle-fængning”, den hæderkronede “limpind” Et af alle tiders sygeligst-selvoptagede skræmmende net-fænomener, en vis “Mogens Østjylland” er ude med atter et forsøg på indfange de dummeste og mest uforsigtige småfugle. Lad være, flyv væk inden I bliver trukket ind i atter en inderligt forudsigeligt destruktivt-idiotisk debat om INGENTING. Fordi kommunikation med denne mand ikke er MULIG eller ØNSKELIG for andet end særdeles hårdnakkede “hifi-masochister”
Vores råd herfra er til alle forum-ejerne: Kom dog videre. Ellers kommer I som Illum aldrig rigtigt videre. I tegneserien “Asterix” hed han på brilliant dansk “Provocalorius”, det oversættes tydelivis bedst til “Mogens”!

Ekstraudgave

Ind imellem lykkes det for denne side og på dette sted at frembringe noget, som vi i smug er en smule stolte af. Det kan være pludselige blitzglimt af strålende og uventet indsigt i de mest komplicerede materier og det kan være pludselige perle-fund blandt de danske sprogblomster. Nå, den lykkedes ikke videre godt og det var delvist tiltænkt.

Ind imellem bliver alt dog sat på rette plads, inklusive os selv. På dagens Tekst-TV på TV2 har vi sakset dette mesterværk på en ganske vist tragisk baggrund. Vi bringer den lige først i fuld længde, alle bedes “prepare for sudden impact”, som man altid siger i “Star Trek” Hvorefter man sætter sig ned i de ikke sikkerheds-bebæltede stole dér på broen af “Starship Enterprise” med det måske ikke helt uforudsigelige resultat, at alle efterfølgende ryger rundt mellem hinanden ligegyldigt hvor meget (altså, læs:lidt!) de måtte have forberedt sig. Altid underligt at rorgængeren (ikke styrmanden, han var for klog til at stå ude i riv og rusken) selv i sejlskibenes storhedstid rundt forræderiske Kap Horn dog var kloge nok til at med et stykke tovværk at surre sig fast til rattet.

Senere blev mennesket åbenbart ifølge skaberen af “Star Trek”-universet, salig Gene Roddenberry, så kloge, at de åbenbart i farten glemte tidligere tiders geniale sikkerhedsseler. Udover det, så var samme Gene Roddenberry så vidt denne skribent ved, den første og vist hidtil eneste, som har foretaget en tur i rummet helt uden sikkerhedssele. Den ville også have været vanskelig at spænde forskriftsmæssigt, for da Gene Roddenberry foretog sin første og samtidigt principielt sidste rumtur, befandt han sig som aske i en urne, der efterfølgende blev spredt i det uendelige univers. Hvis det altså er det, prøver lige at spørge Stephen Hawking..

Tilbage til vores nyhed:
“25-årig dræbt af FORBIKØRENDE bil.

Kort før midnat fredag mistede en 25-årig mand fra Vejle livet, da han blev ramt af en FORBIKØRENDE bil på Skanderborgvej i Hedensted Kommune.
Manden var steget ud af sin bil for at lede efter en mobiltelefon, som han havde tabt, da en FORBIKØRENDE bil ramte ham, oplyser vagtchefen for Sønderjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen havde den 25-årige tændt lyset på sin parkerede bil, men føreren af den FORBIKØRENDE bil, en 29-årig mand ligeledes fra Vejle, ser ham tilsyneladende ikke.” (vi har understreget det lidt hyppigt gentagne ord herfra for at øge den dramatiske “impact”)
Prøv lige igen at læse dette forbilledligt-korrekt kommaterede stykke kvalitets-prosa, som i absolut kort-form præsenterer uløste gåder i den helt tunge ende. Vi kunne i flæng spørge, om ikke langt de fleste ulykker i trafikken i virkeligheden sker som en konsekvens af FORBIKØRENDE biler, selv om der naturligvis kan være undtagelser. Bakkende og sidelæns-skridende biler, som dog må antages at være en mindre procentdel. De fremadgående køretøjer er antageligt en overvældende majoritets-faktor i samtlige uheld. Som jo desuden allesammen er karakteristiske derved, at de ikke hele tiden er FORBI-kørende, nærmere sådan en slags SAMMEN-kørende med et eller anden eller andre. Bevægelsen er dog den samme indtil vektoren ændres.

Derudover er det da bemærkelsesværdigt i gårs-nattens pisse-regnvejr at manden går ud af sin bil for at lede efter sin mobiltelefon, men det er nu næsten det mest sandsynlige i hele denne historie. Det kan jo være han tabt den en helt anden dag lige præcist der, eller måske er det blot et godt sted at kikke efter mobiltelefoner. Under alle omstændigheder giver det god mening at antage, at manden i denne søgen har haft lyset på bilen tændt, som det antageligt ganske korrekt anføres.

Men hør-hov, hvordan i Helvede VED de dog ved Politiet, at det var det med at glo efter mobil, som manden var i gang med, han er jo nu mindst ligeså sten-død som stjerne-støvende Gene Roddenberry, som det heller ikke længere tjener meget formål at udspørge om særligt usandsynligt usammenhængende episoder i den oprindelige TV-series første afsnit.. der er ellers adskillige, tro mig, jeg har set dem mange gange og fatter stadigvæk kun uhyre lidt. Den eneste alternative mulighed med hensyn til min manglende forståelse er først lige faldet mig ind og den fortjener til gengæld ingen særlig opmærksomhed!

Hvordan ved vi, at denne mystiske mand på den øde landevej ikke blot lavede noget helt andet og det ved vi vel reelt heller ikke. Til gengæld er det da en særdeles betryggende bemærkning, som vores (forhåbentligt ufrivilligt) humoristiske vagtchef ved Politiet her “fyrer af” om, at den FORBIKØRENDE “tilsyneladende..ikke ser ham” Det er jo heldigt nok hvis det skulle have været tilfældet , selv om dette “politimæssige forbehold” om den FORBIKØRENDE gjorde det med vilje eller ej faktisk er noget skummelt for at sige det mildt.
Men som Stephen King så eftertrykkeligt har bevist, så sker der mange uhyggelige ting ude på landet. Vi kunne tydeligvis starte dér på Skanderborgvej!

I den mere muntre (eller måske bare tragisk på en mere munter måde) afdeling skal vi i dag viderebringe et citat fra en kær “mate”, Brenton Hancock i Adelaide, Australien. Han sender et dybt citat ef den aldrende country-legende, Willie Nelson:

Willie Nelson commenting on his 75th Birthday
Whether or not you are a country music fan, these are truly the words of a deep thinker, and a highly intelligent person.
So simple, yet so profound!
Read the words of wisdom from that famous philosopher Willie Nelson, iconic country and western singer, on his 75th birthday below his esteemed portrait.
Only a man with such wisdom and maturity could be so concise and succinct in phrasing his feelings at this turning point in his life.
“I have outlived my pecker.”
Hedder en “pecker” på engelsk forresten ikke osse en “willie” Vits på vits, tragik på tragik!

Posthumt navneforbud?

Et eller andet sted drømmer alle mennesker vel et liv i ærefuld erindring efter døden. Det er en rar tanke, at alle éns egne ubestridelige fejltrin nådigt glemmes, mens alle de forskellige kvinders og andre onde menneskers (oftest uhyre rimelige og berettigede) ydmygelser af én selv straffes behørigt. Alle søger vel en vis anerkendelse og når man som de fleste nægtes det i selve livet, er der jo kun et enkelt alternativ, nemlig det hinsides. Dejligt at forestille sig, at éns skriblerier her engang bliver national kanon og pligtlæsning for al skoleungdom og alle gamle svigefulde forlængst frafaldne kærester straffes behørigt. Nå, det sidste kan vi eventuelt godt “fire” lidt på, som vi søulke-ætlinge ynder at udtrykke det, de har dog trods alt lidt en del allerede. Ved at være sammen med denne skribent…

Forestillingen om egen posthum bliver fuldendt, når man i sin ego-fantasi ser talløse kolossal-statuer af sig selv i passende Påskeøen-format overalt på offentlige pladser. Som denne følelse så perfekt blev illustreret i tegneserien “Grønskollingen” med Lucky Luke, hvor altid afbalancerede Luke ved tanken om sin afdøde ven Paddy i rørelse tabte tobakken, da han skulle rulle sig en cigaret selv om han ellers kunne udføre denne handling fejlfrit i søvne på sin galopperende hest. Klimaks kom så, da en anden ven af Paddy klappede ubevægelige Luke på skulderen med ordene: “Han var en fin fyr, Luke!”

Hvilket måske lidt “søgt” bringer os over den forhåbentligt sidste beskrivelse af denne uges kollektive presse-dårskab, der har sat nye højde-rekorder. Eller nærmere bundrekorder kvalitativt, men måske det blot skyldes, at familien indtil i går var på ferie, så der var bedre tid til at blive konfronteret med verden ifølge de danske elektroniske medier. Slemt, meget slemt. I går var bunden af det lidt, som denne skribent så, da DR´s officielle, passende patetisk/insisterende-stirrende kriminalreporter var til et retsmøde i en sag om en mulig lækage fra en forlængst forhenværende spindoktor.

Nu kunne man måske tro, at denne direkte dækning drejede sig om afgørelsen af et skyldspørgsmål, som kunne give den gode gamle straf for landsforræderi, som senest ellers blev tildelt dr. Struensee og en kumpan, nemlig den gode danske tradition “hjul og stejle”, altid et sikkert publikumshit. Så¨dan var det nu slet ikke, ja faktisk drejede det hele sig som så ofte før om noget helt andet, ja i det her tilfælde vel i virkeligheden om SLET INGENTING. Og det må vel med rette siges at være NOGET HELT ANDET end NOGET…

Hele sagen var om et muligt navneforbud i retssagen for manden, og vinklen var DR-reporteren var sygeligt grinagtig. Den stakkels mand kunne tydeligvis slet ikke rumme, at retten ikke som ventet havde dekreteret navneforbud. Det var noget uklart, hvad det skulle have gavnet eller blot ændret, for sagen har løbet i næsten 1 år og den tidligere spindoktors navn og identitet har været afsløret OVERALT, HELE TIDEN og IGEN OG IGEN. Mange hundrede gange. Senest naturligvis af DR selv i selve optakten til retsmødet, hvor navn, billeder m. m. af den mulige delinkvent/”hjul-og-stejle ekvilibrist” blev publiceret.

Nå, der stod denne krimi-idiot så og fortalte behørigt salvelsesfuldt om denne rettens åbenbare misdåd. Nemlig at den ikke på passende vis beskyttede den anklagede ved det, som i dag her på siden har valgt at kalde et “posthumt navneforbud” Hvad det lige skulle have hjulpet når nu DR selv har stået i absolut forreste række og det lige til det sidste for at minde alle om mandens sande identitet, tjah.. Man kunne jo ligeså godt have dekreteret navneforbud for alle os gamle læsere af tegneserien “Superman” mod at afsløre, at manden i virkeligheden altså bare var stakkels fjumrede og bebrillede reporter Clark Kent. Når alle ved det i forvejen står det jo ligesom ikke til at glemme.

Der blev ganske vist i tidligere tiders Ole Sohn-mønsterdemokrati, Sovjetunionen, lavet visse tiltag for at ændre nutiden ved at redigere fortiden. Sådan lidt “Star Trek”-agtigt, man mindes næsten den lidt dilettantiske film “First Contact” I datidens Sovjetunionen foregik det ved, at når tidligere politiske venner blev politiske fjender (og dermed i bogstaveligste forstand blev særdeles posthume!), så udsendte man fra centralt hold passende korrektioner til datidens russiske leksikon. Som der meget bekvemt kun fandtes et enkelt af men dog i en del eksemplarer.

Hvis den pludseligt afdøde “ikke-person” havde figureret på billeder i denne encyklopædi, så udsendtes der naturligvis korrigerende billeder UDEN denne person på, som så skulle limes ind ovenpå de gamle billeder. På en så hjælpeløst grinagtig vis, at man i DR sagtens ville kunne finde på det samme. Ja, det er jo i virkeligheden det, som man gør i denne spindoktor-sag. Tænk at man kan forestille sig at begrave folks tydelige og ganske nylige erindring så skide amatøragtigt. Og som man selv bemærkelsesværdigt nok til sidste sekund har erindret offentligheden om selv…! Det eneste vigtige “væsentligheds-kriterium” her var altså at slukket for det her bræk i en Helvedes fart! Klik!

I dag skal vi slutte vores “posthume spor” ved at mindes en af hifiens personligheder, Tom Fletcher, som er gået bort. Han var næppe kendt af ret mange, og det var vel egentligt ganske fortjent. I en del år lavede han pladespillere uden dog at vistnok nogen af dem nogensinde var, ja vel andet end pladespillere. Fuldstændigt ligesom alle andre lavede dem og som det vel er uundgåeligt, når man som lille mand ikke som en rigtig pladespillerproducent som SME har ordentlige faciliteter og maskinpark. Det eneste mindeværdige for undertegnede, som Tom Fletcher som habil hjemmesnedker nogensinde producerede, var en pladespiller bygget ind i et stykke egetræ, meget passende benævnt “The Oak” Spektakulært uden at der vist ellers var nogen anden ræson eller synderlig rimelighed.

Nå, navnet “Oak” bragte ingen særlig lykke som en anden indehaver af navnet, det engelske slagskib “Royal Oak” måtte sande. Dette skib blev som vi havstrygere kan huske, torpederet af en tysk U-båd under kaptajn Günther Prien, mens det lå for anker i Scapa Flow. Slagskibet fik den lidt tvivlsomme ære at synke med de fleste mænd og betydeligt færre mus som det første i 2 verdenskrig uden at have udrettet nogetsomhelst. Fletcher havde flere “skud i kanonen” og lavede mange forskellige pladespillere uden at det dog vist rigtigt blev til noget særligt. Idé var der for denne skribent ikke meget af hverken med hensyn til materialevalg eller andre principper. Eller særskilt mekanisk kvalitet.

Denne lille mand gjorde vel blot det, som han kunne og det var så ligesom det. Andet er vel heller ikke hverken forventeligt eller muligt. Jeg så sidste år et interview med den allerede da terminalt kræftsyge Fletcher, der fortalte tilsyneladende vældigt engageret om forskellige nye og vistnok ganske revolutionerende pladespillerprincipper, som han lige havde opdaget. Man sad tilbage med det klare indtryk, at det squ da var underligt, disse opdagelser efter et langt analogt liv skulle komme fra denne veritable “omvandrende kemo-kur”. Nå, manden skulle vel leve, men det var godt nok et sygt interview, som stadig er tilgængeligt på nettet med stakkels dødssyge Fletcher, der mekanisk/manisk som stemmen på en GPS snakkede løs om ingen verdens ting. Hele interviewet er næsten det mest dødssyge, selv om dette ord vel ikke findes i hverken komparativ eller superlativ.

Man sad hele tiden tilbage med den uafrystelige fornemmelse, at manden da for Helvede der i sin sidste tid skulle finde på noget andet og mere fornuftigt at tage sig til. For eksempel at sidde og glo ud af vinduet, ligegyldigt hvad, alt ville have været bedre. Nå, men nu er han væk og så får tiden vise, om der rejses kolossal-statuer af denne mikrolillebitte mand. Vi tror, at chancen er ca. den samme som for denne ubetydelige skribent.
Tidens dom kan hverken ændres eller appelleres, og navneforbud er ligegyldigt, alt ender alligevel som glemsel og entropi.