“Den Lange Rejse” 

I lighed med den allerstørste del af den klassiske verdenslitteratur er dette storværk af den danske Nobel-pris modtager Johannes V. Jensen vel efterhånden henvist til støvsamling og almindelig glemsel. Der deler det naturligvis skæbne med langt hovedparten af utallige generationer af kvalitetsforfattere, da den kollektive litterære hukommelse kun med det yderste besvær formår blot at række tilbage til Åsne Seierstad og Elsebeth Egholms forrige mindst ligeså ligegyldige værker som dem, der netop er udkommet i disse dage. Alligevel var der altså noget helt specielt ved dette monumentale storværk af Johannes V. Jensen, som gør det ekstra spændende i dag. Det er desværre nok også det, som gør en renæssance for dette værk helt usandsynlig. Det ville nemlig antageligt blive forbudt for racisme og det danske selvbestaltede selvgodheds-institut for menneskerettigheder ville givetvis eksplodere af forargelse. Det er det der med at rejse. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor man rejser hen. Eller hvem man er.

Som bekendt handler Jensens værk om fortidsmenneskets udviklingsproces, hvor de bedst egnede og stærkeste slår sig igennem i nye og fjendtlige og klimatisk problematiske områder. Det er sådan en slags slægtsleds-dannelsesroman i mange led og så ender det altsammen med, at forfatterens egen hjemstavn i Himmerland så med nogen sandsynlighed viser sig at være verdens navle. Sådan kan man naturligvis ikke se på tingene længere, og almindelig universel lokal eller behersket national patriotisme er jo blevet sammenligneligt med kannibalisme i den selvfede politiske korrektheds præsteskab. Det kunne være spændende at se en lærer, der turde tage de gamle klassesæt med “Den Lange Rejse” frem igen. De er der helt sikkert endnu, skoler smider jo aldrig noget væk. Det skulle da lige være kvalitet i undervisningen, men det er heldigvis mest regionalt bestemt.

I dag ender rejsen ikke nødvendigvis som hos Johannes V. Jensen i nogen egentlig storhed, som vi kunne berette fra kontanthjælpens slagmark i går. En succesfuld og fuldkommen rejse for hele folkeslag som hos Johs. V. kan sagtens bestå i at flytte fra en fattig ørken i Somalia til en ghetto i Gellerup med alt betalt. Det er da bestemt motiver, enhver kan forstå. Desværre har disse somaliere så som også beskrevet i går tilsyneladende et liv, som ikke lader stenaldermenneskene hos Johannes V. Jensen det allermindste efter i hårdhed. Med en formodet sygelighed på lige omkring 69% i populationen (da raske jo ifølge en somalisk talsmand IKKE må modtage kontanthjælp og det gør man jo altså) må vi vel sige, at det barske danske klima ikke har ændret sig til det bedre siden stenalderen. Blot underligt, at så mange mennesker tager et sted hen med så stor og stabil sygelighed. I middelalderen flygtede folk som bekendt fra byerne, når der udbrød pest, og vi kender heller ikke nogen turistburesuer, som arrangerer rejser til ebola-ramte landsbyer.Måske disse dødsforagtende somaliere blot er den nye tids mennesker og sejrherrer, som stirrer sygdom og hårde livsvilkår ret i øjnene som figurerne hos Johannes V. Jensen. Det må de være, ellers var de her vel ikke med så megen modgang.

En anden lang rejse finder sted med den så berømte og fantastiske nye rutschebane til Tivoli Friheden. Den kommer jo som måske bekendt (måske) fra Italien, den er ihvertfald stadigvæk ikke kommet, så nu må man altså ud med tapetklisteren på læskurene igen med det nye “forventes klar sidst i juni” At denne rejse på vistnok 21 lastbiler over Alperne skulle blive mere langvarig end den karthagiske hærfører Hannibals tur i oldtiden med sine elefanter beskriver vel bedst, at rejserne sommetider mest er fantasier i folks hoveder. Til gengæld huserer Jette Torp og Klaus Wunderhits derude for tiden, og mon ikke de kan garantere en vis “Exodus” derfra? Det kan man jo altid håbe på, rejser giver jo altid nye oplevelser, også selvom de er væk fra noget. En flugt faktisk.

I vores fritid studerer vi jo af og til de glade hifientusiaster på hifi4all. I disse dage er vi så vidne til en rejse af ikke meget mindre episke dimensioner, selv om den måske udefra betragtet ikke er noget særligt, og det er det muligvis heller ikke. 

En af de allerflittigste bidragydere, den ganske flinke Krenzler, har nemlig efter utallige forstudier fundet sig en pladespiller. Vi taler om daglige studier over adskillige år, forstås, tusindvis af koncentrerede timer på nettet, massevis af tusind.

Nu må almenheden forstå, at den således sprænglærde Krenzler har udviklet sig til en leksikalsk guldgrube af information akkumuleret på alle verdens fora for folk, hvis hovedbeskæftigelse det er at akkumulere information fra alle andre, som allesammen har deres information på helt samme måde. Alle ved alting på basis af alle mulige andre, som heller ingenting ved, og så har vi endda muligvis rundet op her. Godt man kun sjældent bygger huse på den måde udenfor kinesiske jordskælvsområder.

Vi taler vist her om urmoderen til alt “ståhej for ingenting” og disse diskussioner om citater lader absolut ikke middelalderens kristelige skolastiske teologi det allermindste efter. Det eneste der ikke dengang eller nu kom ud af det, er desværre handling, for der er jo utallige teoretiske hindringer for alting. Det vil sige, til tider gør der. Nu har samme flittige skribent Krenzler nemlig endeligt besluttet sig for at købe en pladespiller. Ikke mere snak, handling! Som Chamberlain i en biografi fra 1938 blev beskrevet, endda i titlen: “Chamberlain, Manden, der greb ind!” Jo, tak for kaffe!

Inden vi helt falder i svime her og forestiller os den efterhånden berettiget vrede prædikant og tidligere revolvermand Clint Eastwood i “Pale Rider” højtideligt spænde sit deponerede revolverbælte på igen og gå til stålet må vi desværre sige, at helt sådan gik det ikke. Den gode Krenzler købte nemlig efter mangeårige overvejelser blot det, enhver snottet konfirmationshvalp vedvarende har gjort i de seneste 35 år. Han købte nemlig bare en Technics 1210 til den fyrstelige sum af 3500,- komplet.

Til den pris er det en fin pladespiller på samme måde som Ejer Bavnehøj er et ganske højt bjerg, vistnok lidt over 150 meter. Det er da godt, at samme Krenzler ikke har et feriejob som leder af bjergbestigningerne her på Ejer Bavnehøj. Man kan jo næsten ikke forestille sig mængden af kompendier angående klatrespigre, nødrationer og rigelige forsyninger af termotøj udover de sikkert obligatoriske iltmasker, inden den korte gåtur op mod toppen af Ejer Bavnehøj kunne iværksættes. 

Som en anden stor og naturligvis glemt forfatter, Arthur Koestler beskrev det, er det her vist “En Lang Dags Rejse mod Nat” Dybt godNat! Ikke at kunne flyve højere efter så langt tilløb fortæller vist mere end så meget andet om den her tåbelige høbby og dens åndelige vildveje. Man behøver vel heller ikke læse i årevis på nettet og i samtlige tests i “Tænk” for at købe en skide Mustang-cykel til 999,- i Brugsen.
Tillykke alligevel, Kim. Hvis livet er at rejse er det her da bestemt en af de mere risikofrie af slagsen og lad os snart høre om dine overvejelser omkring, hvilken af Mustang-cyklerne du har besluttet dig til at købe. Eller hvor langt oppe ad Ejer Bavnehøj, du har formået at etablere din base-camp inden det endelige og altafgørende fremstød mod toppen. Himmel og hav, hvor er der dog langt derop, man bliver jo ganske svimmel!

Kætterske tanker

Et af de mere pudsige indfald i min ungdoms klassiske dannelseslitteratur var den såkaldte “tænkehat”. Som enkelte nok vil huske, taler vi naturligvis om “Anders And og Co.”, uden at vi dog helt dengang forstod, hvorfor de dog ikke kunne stave “ko” korrekt. Desuden var den eneste ko i serien ihvertfald udenfor Bedstemor Ands gård jo Nora Malkeko, så det var altsammen lidt mystisk. Næsten ligeså mystisk som at man aldrig selv tros talrige forsøg vandt datidens absolutte topscorer i nervøs sengevædning for større drenge, nemlig den infame “Tøm en legetøjsbutik på 10 min.”

Som sande andologer vil vide, hentede Georg Gearløs (tak, salig Sonja Rindom for atter en sublim gendigtning og fordanskning af “Gyro Gearloose”) disse sorte kragelignende fugle fra en fremmed planet og designede derudfra verdens første bærbare computer. Disse fugle sad jo som bekendt i en fuglerede-lignende container, som man blot satte på hovedet, når man ville have en lys ide. Dette var altså den berømte “tænkehat”, som aldrig er blevet efterlignet i det såkaldt virkelige samfund. Det er mærkeligt, for der kunne sandelig ellers nok være brug for den. Ja, selv en hovedbeklædning med blot et par af forårets golde musvit-æg i ville vist gøre det bedre, end flere af dagens kyllingehjerner kan præstere. Lad os som sædvanligt kikke lidt på et par af dem.

Vi har tidligere omtalt den lokale SF-formand i Århus Vest, Jesper van der Schaft. Han kan nemlig noget, som denne skribent ikke formår og respekt for det. Han evner nemlig i forbilledlig kortform, ja næsten i ren epigrammatisk stil at fremføre synspunkter så krystalklare, at man sidder helt lammet af ærefrygt. Nu skal faste abonnenter på denne side ikke frygte en øjeblikkelig nervøs skriveblokering fra undertegnede, for lammelsen skyldes mest SF-formandens mageløse stupiditet.

Sagen er ellers alvorlig nok, det drejer sig nemlig om at af-bureaukratisere det sociale system for bedre at varetage klienternes tarv, og det må man da sige, den gode v.d. Schaft har et radikalt bud på. Faktisk har SF ligefrem taget et initiativ til en høring om afbureaukratisering. på det lokale plan. Dette skal så åbenbart ske, hvis man skal tro den lokale formand ved, at man bør følge en anbefaling fra Socialrådgiverforeningen om, at enhver sagsbehandler maksimalt kan have 50 sager mod i dag op til 100. Som en parantes skal det vel bemærkes, at udover at tage en anbefaling fra en fagforening om, hvor meget arbejder den mener er rimeligt for sine medlemmer alvorligt (så lidt som praktisk muligt er vel det bedste gæt), så kan det jo være ligemeget, hvor mange sager man har, når der ikke sker noget i nogen af dem alligevel som i den senere tid lokale skandaler. Problemet er vist et helt andet sted.

SF-formanden foreslår så i sin kamp for afbureaukratisering, at hver socialrådgiver fremover højst får 35 sager og at man skal “Prøv(e) at være visionære på området og giv hinanden hånd på, at der skal afsættes mange flere penge til socialområdet” Se, det er jo radikalt både at ekspandere voldsomt og samtidigt afbureaukratisere samtidigt og måske osse en smule dumt. Næsten ligeså dumt som det er for formanden for det lokale integrationsråd, somalieren Ahmed Jibril at udtale sig i en lidt pudsig sag.

En lokal integrationskonsulent har nemlig noget kættersk udtalt, at da somalierne kommer fra en afrikansk ørken, er de faktisk ret tilfredse med dansk socialhjælp og derudover temmeligt ligeglade med det danske samfund. En procent på 69 for somaliere uden kontakt til arbejdsmarkedet tyder lidt i samme retning, og en ret betydelig del af de beskæftigede somaliere er jo ikke overraskende “beskæftiget” med at aktivere de andre ubeskæftigede somaliere. De “rensede” tal for reelt beskæftigede somaliere har aldrig været offentliggjort, og det er nok meget godt. Dertil svarer denne Ahmed Jibril med disse mindeværdige ord: “Islam er faktisk meget tæt på at forbyde, at man modtager kontanthjælp. Man må ikke modtage kontanthjælp. hvis man er sund og rask” 

Det er lidt svært at vide, om man grine grine eller græde over det her ævl. På den ene side er det jo tragisk, at tilsyneladende helt præcist 69% af somalierne i byen er ramt af sygdom, for ellers ville de jo altså ikke kunne oppebære bistand. På den anden side er ovenstående citat vel noget af det mere mindeværdige i dobbeltspillet mellem de stakkels muslimske ofre og de racistiske århusianere, for vores somaliske ven er naturligvis straks ude med anklager for racisme mod den lokale integrationskonsulent. Det er ganske svært at tage sådan noget helt alvorligt. Når man siger 2 helt modstridende ting i samme sætning er det altså svært at opfatte manden som andet end rendyrket tåbe, som har glemt sin tænkehat. Den eneste undskyldning kan vel være, at “Anders And og Co.” som det infame imperialistiske propaganda-produkt (som det jo var ifølge danske universitetskredse i 1970-erne ak ja) måske med vilje har undertrykt muslimerne ved ikke nok at promovere Gearløs´ tænkehat. Den forsvandt da ret tidligt i serien og måske “Anders And og Kamel(?)” slet ikke fandtes på somalisk? Det gør sammenhængende tanker da tydeligvis ikke, ikke bare det allermindste.

Lyspunktet er så, at islam så lige akkurat IKKE forbyder kontanthjælp. og det er jo vældigt heldigt. Den sproglige finurlighed er vel så her, hvad mon “kontanthjælp” egentlig hedder i Koranen. På dansk eksisterer ordet nemlig ikke før engang i slutningen af 1970-erne, men kulturens vugge stod jo også oprindeligt i og omkring Afrika…

Vores udlandsafdeling kan rapportere fra London, at opforelsen af et teaterstykke af den gamle stalinist Bertolt Brecht kommenteres blandt visse kritikere som upassende. Det får naturligvis andre og mere politisk korrekte kritikere til at fare ud med bål og brand og hævde, at for eksempel den tyske geniale filminstruktør Leni Riefenstahl (som lavede fremragende film fra 1936-olympiaden, uforglemmeligt, simpelthen), jo senere blev taget til nåde.

Det er heldigt for sådanne intellektuelle båthorn, at den historiske bevidsthed er så ringe. Leni Riefenstahl blev ALDRIG taget til nogen nåde og lavede ALDRIG efter krigen nogen film, end ikke en eneste reklame-eller kortfilm, intet! Muligvis en amatør-smalfilm, men det var vist det. Hun blev godt aldrig aldrig nazist, men hun fik heller aldrig senere arbejde nogen steder, paria som hun forblev. Omvendt er der vist ingen eksempler på, at nogen fra nogetsomhelst rabiat-voldeligt venstreorienteret parti nogensinde senere er blevet hindret i nogetsomhelst senerehen. Dobbelte standarder for den moralske uangribelighed er vist bare dobbelt så godt. Der er tydeligvis ikke lighed for totalitarisme, og så er det iøvrigt ligemeget, at Leni Riefenstahl aldrig blev partimedlem, hun var jo i nærheden.
Iøvrigt var Bertolt Brecht et af alle tiders allerdummeste svin og måske den allermest talentløse forfatter, som stadigvæk opføres. Han var dog ikke nazist og det er vist det eneste gode, der er at sige om den sag eller rettere sagt, det er det!

Serverfejl

Vi beklager gårsdagens udfald, som skyldes serverfejl. Vi kunne simpelthen ikke komme i kontakt med vores nyhedsmodul. Der er stadigvæk visse problemer.
Nu ser man faktisk ind imellem, at selv ikke de allermest ellers såre veltilrettelagte og nedrige planer om kollektiv fordummelse alligevel kuldsejler miserabelt. Lad os tage sidste weekends eksempelløse eksempel (?) på utidig kongerøgelse, nemlig prins Jokkes bryllup med den franske Mary-klon Marie. Iøvrigt pudsigt, at det entydige øgennavn “Jokke” bruges som kælenavn, men man kan måske “jokke i spinaten” på en særligt kælen måde..
Oplægget til dette show har jo ellers nok på papiret været lovende med et forårsbryllup i det grønne og skønne Sønderjylland, men alligevel floppede hele showet altså, selv om begge landsdækkende TV-kanaler jo som bekendt ryddede sendefladen.

Nu kan det måske synes lidt stærkt således at diske et program, der trods alt blev set af over 600.000 mennesker, men i betragtning af, at en stor del af dem sandsynligvis blot har ladet flimmeren køre, mens man har ventet på noget bedre, er det altså ikke imponerende og heldigvis for det. Man ved også, at man fat i en alvorlig kikser, når selv hovedpersonen i “Anna Pihl” og hendes replikbehandling forekommer helt overbevisende, ja nærmest i Oscar-klasse i forhold til studieværten Reimer Bo Christensens inderligt syntetiske smil og forlorne begejstring. Når man tager i betragtning, at hovedpersonen i “Anna Pihl” med en betydelig margin er den ringeste skuespiller, undertegnede nogensinde har set hidtil, er det altså slemt, rigtigt slemt. Det syntes Danmark vist også. Topmålet var dog, da den kække og kønne kvindelige oplæser i Sporten blev spurgt, om hun da ikke havde knebet en tåre under seancen. Hårdt presset, mens hendes eget ikke mindre påklistrede lillepige-smil blot sad som limet på (det har det nok osse været), svarede hun efter en ekstra smilende pause naturligvis ja på dette journalistisk meget væsentlige spørgsmål. Hun så nu ikke spor trist ud, ja hun så faktisk slet ikke ud af noget som helst. Absolut ingenting..

Det gjorde Marie nu heller ikke, men det kan man bedre forstå ved udsigten til at skulle tilbringe kortere eller måske længere tid sammen med Joachim. Der er jo altid noget trist ved ethvert bryllup, det må være derfor kvinderne tuder. Sørgeligt var det også, da 3 drenge blev dræbt, da deres lånte lastbil forulykkede. Helt forudsigeligt gik formiddagsbladene amok i almindelig følelsesporno, det er åbenbart sådan en slags naturlov. TV-Avisen sank ikke ned på dette niveau, men det var nok mest fordi det allerede var optaget og nyheden forlængst ude. I stedet valgte man den juridiske tilgang, og det var til gengæld spændende. Ikke indholdet altså, slet ikke endda, mere det, at man både spurgte og fik svar på noget fuldstændigt åndssvagt.

Problemet var jo ellers enkelt: Havde de 4 ungersvende overtrådt loven ved at køre rundt i den gamle lastbil, der som bekendt forulykkede på privat grund? Hertil entrerede man helt uventet med den ellers respekterede jura-professor Vagn Greve, Eva Smith (som ellers ALTID får tjansen) har nok været bortrejst. Han kunne ikke uventet oplyse det, som alle allerede vidste, nemlig at man på privat område osse som barn gerne må køre på traktor. Man må faktisk også helt lovligt vælte og slå sig selv ihjel, og det var vel egentligt det, de havde gjort.

Nu kunne man jo måske tro, at det var information nok, men nu er Greve jo ikke jurist for ingenting, så det stoppede naturligvis ikke her. Ulykken var nemlig i NÆRHEDEN af en offentlig vej, og det var selvfølgelig en interessanr komplikation. Det gav jo selvfølgelig anledning til kloge betragtninger om, om forældrene nu måske havde vidst, at de måske ville køre på en offentlig vej. for det havde de naturligvis ikke måttet, hvis de altså havde vidt det. Det ved ethvert barn fra landet naturligvis allerede og det er faktisk ikke ret sjovt at køre en Unimog-lastbil på asfaltvej. Der er vist tale om ganske ligegyldigt juristeri forklædt som information. At være i nærheden af en offentlig vej er vel strengt ikke strafbar i højere grad end det er for en beruset person at gå forbi en aflåst bil. Det er vist kun med bankrøverier, hvor en tilsyneladende ellers tilfældig nærhed af en person med oversavet skyder og bjørnebande-halvmaske i lommen allerede har begået noget strafbart men det er jo nok det, som Greve har tænkt på. Eller bare noget andet, måske en tiltrængt ferie, mening var der da ikke i det her.

Ret meget bedre er det heller ikke i dagens avis, hvor den ellers glimrende journalist Jørgen Rye videbringer en klagesang fra de varme lande om mit gamle kollegium, nemlig beton-skændselen Skjoldhøjkollegiet. Denne monumentale skamstøtte over en af nyere tids mest håbløse arkitektoniske retninger, nemlig Friis og Moltkes såkaldte “brutalisme” havde det åbenbart skidt og der var åbenbart mange ledige værelser. Nu er udgangspunktet med at placere et kollegium med 1000 værelser i et industriområde 8 km. fra byen tæt ved Gellerupplanen måske heller ikke det allerheldigste, og man havde da også haft et tab på ikke-udlejede værelser på hele 700.000,-, som vist var mange penge. Det stod der ihvertfald.

Nu er denne skribent som bekendt af en gammel æt af ramsaltede søulke, og der forsøgte man altid at “sejle tæt på vinden” for at spare tid med fare for at gå helt i stå. Det har Skjoldhøjkollegiet vist også gjort, for omregnet til ikke-udlejede værelser svarer de 700.000,- altså blot til, at godt 30 af de allermindste værelser af altså over 1000 ikke er udlejet. 3% ledige værelser er faktisk kun ganske lidt i andre sammenhænge, men altså ikke her. Nu er Jørgen Ryge faktisk en glimrende journalist, men det har nok bare været hans off-day, rigtigt godt er det her ikke, selvom der er et stykke vej ned til Reimer Bo Christensen og de andre medieludere. Heldigvis da.
Hvad blev der forresten af det gamle “linselus”, det lød ligesom pænere? Det var det vist ellers ikke. En almindelig gammel luder kan godt holde op med at være luder, det kan de her bare ikke åbenbart. Måske er de halvgamle som Reimer Bo endda de værste, og DET siger en del!

Fairness og fernis

For ganske nyligt blev denne skribent indkaldt til den vel næsten obligatoriske genforenings-komsammen med den gamle folkeskoleklasse fra for 35 år siden. Nu kom jeg dengang fra en af landets allermindste skoler med godt 15 elever fordelt på 7 klasser til en af landets vistnok dengang største med omkring 1000, så lidt minder har man dog med fra disse godt nok kun 2, men altså særdeles formative år. At det så bestemt ikke altsammen er den slags minder, som der er værd at skrive hjem om, ja , det siger vel sig selv. At omgås sig selv fra dengang ville være en aldeles rædselsfuld oplevelse, så det er jo heldigt, at man ikke kommer til det. De andre var knapt så slemme, så mon ikke det går endda?

Det vil sige, for en enkelt gik det ikke, for hun er nemlig død i mellemtiden. Som med skibe, der sporløst forsvinder på havet, har vi heller ikke underretninger om denne gamle skolekammerat, men allerede dengang var der umiskendelige tegn på, at den gik da vist ikke. Hun havde simpelthen det ulykkelige livs Kains-mærke stemplet i panden, og der kunne vi andre hverken gøre fra eller til, og det gjorde vi så heller ikke. Ja, faktisk gjorde vi slet ingenting, og det var altså rigeligt endda til at hun ikke er mere. Om vi kunne have gjort noget fra eller til er ikke til at vide, men der var allerede dengang en adfærd hos hende, som minder om strandede hvaler: Lige meget hvor meget man skubber dem ud i vandet, så svømmer de bare op på stranden igen. Vi prøvede vist ikke engang at skubbe…Vi var ikke spor fair og fugleungen Hanne-Pia drattede bare ud af reden og det var det. Hvil i fred!

For andre kommer døden noget mere pludseligt omend ikke altid helt uventet. For en tidligere kollega i Dansk Audio Teknik kom senfølgerne af et alvorligt elektrisk chok kombineret med andre noget mere uforklarlige omstændigheder til at koste ham livet. Det blev aldrig politimæssigt efterforsket, men det burde det måske have været, noget mystisk var det da. Det viste sig nemlig noget ubekvemt, at han i lighed med de fleste mennesker havde levet et dobbeltliv i en grad, som vist kan kaldes (heldigvis) sjælden. Nu er det altid uheldigt at dø, men for den afdødes gode minde er det er ikke meget mindre ubekvemt senere at opdage, at et ellers uopklaret biografkup i en nu nedlagt biograf faktisk var opklaret allerede inden kollegaen døde, og at en bunke forstærkere og ATC-højttalere og en mængde andet blot måtte afskrives på tabskontoen. Her kom døden ikke i rette tid desværre og vi må herfra i dag krybe til korset og tilstå, at det er første og forhåbentligt sidste gang, at denne skribent har ladet sit vand på en gravsten. Så meget for civilisationens fernis, der lige i dette tilfælde var smurt lidt tyndt på også for denne skribent. Desværre. Rotér dernede, Jxxx, hvor det er rigtigt varmt og øllerne er Tuborg, som det vist hed i den gamle reklame, som den politiske korrekthed åbenbart har ædt.

I andre tilfælde oplever vi også, at firmaer fortsætter længe efter, at der er konstateret fatale fejl i maskinrummet. Nu er der intet forkert ved fejlbehæftede fremdrivningsmidler, ja AnsoldoBreda kan faktisk sælge ikke-eksisterende dieseltog til DSB og endda få penge forud. Lige i denne sag er DSB jo selv ude om at insistere på at bestille dieseltog hos en leverandør, som aldrig nogensinde tidligere har lavet sådan nogen. I sådan et tilfælde med så tåbelige kunder er firmaer jo delvist undskyldt af tåbeparagraffen og måske Rigsrevisionen burde undersøge ledende DSB-medarbejderes færden i den sag. Som i forbindelse med min gamle kollegas dødsfald burde man måske have “fulgt pengene”, som det vist hed i de gamle kriminalromaner, men sådan er der så meget.

Fulgt pengene burde mange kreditorer måske også have gjort i vores branche, når det bliver sværere og sværere at komme igennem til den økonomisk ansvarlige som man fornyligt kunne opleve på det mere lokale plan. Når det så efterhånden bliver umuligt at få kontakt overhovedet er det nemlig allerede forlængst for sent. Om man kan kalde det forretningsmæssig fairness? Måske kun lige knapt og det er måske også derfor, mange af disse firmaer ikke er der mere men de er desværre som vor gamle kollega døde alt for sent for det gode eftermæle. Alt, alt for sent! Når feriepenge bliver en uforudset udgift er døden kun et spørgsmål om tid, og det har den været et stykke tid.

Det var så dagens lille alvorlige historie om pludselige og alligevel måske forventelige dødsfald. Det er da også forbandet, at døden sommetider kommer i vejen for alle de smarte ord og planer, men altså ofte alt for sent. Til de mere ydmyge som Hanne-Pia kom den til gengæld alt for tidligt, men hendes gravsten er der så ingen, der vil tisse på. Det er jo også en slags minde.
Det var så de tanker, der kom ud af indbydelsen til den klassekomsammen. Det er da godt, at man ikke tænkte sådan dengang. Der tænkte man nemlig overhovedet ikke.

En by i Rusland

I gamle dage betød betegnede dette udtryk jo noget, som var sådan nærmest fjernt eller blot vanskeligt at komme til eller blot almindeligt uforståeligt. Meget passende har den udenrigspolitiske statistik i dagens JP taget dette klassiske udtryk for pålydende og har med sand dødsforagt kastet sig over en af de ting, som helt givet nyder betydelig bevågenhed ude ved de danske kakkelborde, nemlig demokratiopfattelsen i Hviderusland. I dagens diagram vises det, at hele 60% af befolkningen i Hviderusland mener, at demokrati er vigtigt, mens kun 15% ikke mener det. Nu har Hviderusland som bekendt en af Europas sidste tilbageværende diktatorer af den gamle skole, og man kunne jo så tro, at det var “bad news” for denne gode gammeldags bølle, men nej!.

Forunderligt nok nævnes der nemlig i teksten til samme statistik statistik, at hele 31% af hviderusserne er tilfredse med demokratiet, altså noget mere end de ovennævnte 15%. Derudover mener den største gruppe desuden, altså faktisk hele 44% mere, at de hverken er særligt tilfredse eller utilfredse, nærmest bare ligeglade. Jamen hov, lige pludselig er altså nu kun 25% utilfredse med landets demokratiske udvikling og samme tal eller mere ville man velsagtens kunne måle i Danmark. Disse tirsdags-statistikker er simpelthen urmoderen til al ligegyldig statistik og det allerværste er næsten, at det kun kræver, at man læser 6 ikke særligt lange linier og så står alle tallene der altid, som ganske naturnødvendigt altid fører til en helt anden konklusion. Man kommer til at tænke på tegneserie-kriminalgåderne fra falmede eksemplarer af “Familie-Journalen” fra alverdens sommerhuse. Konklusionen var dengang som i dag indeholdt i uhyre få data. 

Det mest fantastiske er så, at konklusionerne altid drages aldeles fornuftsstridigt og man undgår ikke den mistanke, at det er en sammensværgelse for at måle avislæsernes dumhed. En journalist kan simpelthen ikke være så stabilt stupid som denne Christian Nørgaard Larsen. For at give så forudsigeligt forkerte svar på en simpel statistisk opgave uge efter uge MÅ han simpelthen kende de rigtige svar ellers ville han jo rent statistisk engang imellem ramme rigtigt. Vi har altså gennemskuet dig, Christian, for det gør du nemlig ikke. Eller har vi?

Ellers er et stort anlagt århusiansk integrationsprojekt netop kuldsejlet fuldstændigt for så vidt at en succesrate på 0 % for sucessfuld aktivering af ledige vel statistisk er temmeligt signifikant og det er lige præcist dette, som man har opnået i et forsøg på aktivering af somaliske kvinder. Oplægget fra Århus Sporveje var vel heller ikke det allerstærkeste. Man ville nemlig uddanne hjemmegående somaliske kvinder helt uden nogen foregående kontakt til arbejdsmarkedet til chauffører på de århusianske bybusser. Desværre stødte projektet på massevis af forhindringer undervejs. Det allerførste var jo til en start, at overhovedet ingen af de aktiverede kvinder havde kørekort i forvejen eller for den sags skyld nogensomhelst erfaring med trafik, hverken på knallert eller cykel så vidt denne skribents uvildige research har afsløret. Til gengæld er de så gode til at køre MED bybus, det er nok derfra Århus Sporveje fik den gode ide. Man ser dem ihvertfald tit.

Derefter gik alting galt. Om det var fordi en burka i lighed med en hættetrøje er problematisk for orientering i trafikken vides ikke, ja faktisk vides det ikke med sikkerhed, om en eneste somalisk kvinde i dette stort anlagte projekt overhovedet fik et almindeligt kørekort endsige et erhvervskørekort, men da dette ikke specifikt nævnes, er det nok ikke tilfældet. Til gengæld er man så efterfølgende fra den kommunale administration kommet i tanke om, at det osse ville have været problematisk for disse muslimske kvinder at holde pause sammen med mænd i et bus-skur men heldigvis opstod denne komplikation jo så ikke, måske den eneste rigtige solstrålehistorie her

. Hvordan det kunne være kommet som en overraskelse er jo i sig selv interessant, men det gik jo slet ikke så galt, mest fordi overhovedet ingenting i denne sag gik godt. Det vil sige, det gjorde det muligvis alligevel, hvis den ikke altfor heldige Venstre-rådmand Gert Bjerregaard, men det skal man så nok ikke. 

Han glæder sig nemlig over, at det er lykkedes at aktivere “mange” af de somaliske kvinder på områder som detailhandel og rengøring om det så har noget med denne sag at gøre. Nu ville det jo naturligvis være interessant at undersøge, hvor mange der rent statistisk skal til “mange”, men det kan vel næppe betegnes som meget andet end en eklatant og helt forudsigelig fiasko, at der ingen buschauffører er kommet ud af alle anstrengelserne. Alternativt kan det så måske også betragtes som en success, at enkelte åbenbart alligevel på trods af et enestående inkompetent oplæg alligevel er kommet ud på arbejdsmarkedet. De kører måske endda også i bybys på vej til arbejde måske endda helt oppe foran ganske tæt ved chaufføren. Det var vist det nærmeste denne plan kom til success hvis det endda overhovedet gik så godt.

Til sidst i dag skal vi så minde om, at konkurrencen om at blive den danske skole med det laveste gennemsnit nu atter er skudt ind. Efter i mange år at have været den absolutte bundskraber udenfor enhver konkurrence er Nordgårdsskolen i Gellerup jo netop blevet nedlagt, så sidstepladsen er altså blvet ledig påny “by default”, som det vist hedder. Det blev fejret med stor festivitas. 

Nu kunne man måske med nogen statistisk sandsynlighed have forudset, at denne skole med 100% såkaldt tosprogede elever med landets højeste procent af obskøne ord om kvinder i forhold til deres samlede danske ordforråd (lidt success har man da derude..) ville spille musik fra de varmere himmelstrøg, og det gjorde de muligvis også. Det vil sige, spillet blev der da.

Der ville dog udelukkende have været et statistisk sammenfald det med de varme lande, for med en forunderlig logik var der nemlig udelukkende musikalsk optræden af musikere fra den ellers nærliggende Århus Friskole, som desværre tæller uhyre få om overhovedet en eneste tosproget elev. Derude har de jo fra Mek Peks dage spillet massevis af mere eller mindre caraibisk-inspireret musik og det er vel en smule syd for Danmark, men det var vel egentligt lidt sølle, at man i denne afskedsstund for skolen end ikke kunne mønstre lidt selvstændige udfoldelser fra Nordgårdsskolens egne ifølge den afgående inspektør Rani Hørlycks udtalelser ellers særdeles talentfulde elever.

Den anden hovedattraktion ved denne afskedskomsammen for Nordgårdsskolen var iøvrigt et fly, som fløj rundt ovenover med en festlig vimpel bagefter. Det har næppe heller været bemandet med tidligere elever fra Nordgårdsskolen, da det er ganske mange år siden, at skolen har dimitteret en elev, som er kommet i gymnasiet endsige på Flyveskolen. Enkelte er dog måske blevet buschaffører ved Århus Sporveje og i forhold til en successrate på 0% for de somaliske kvinder er det jo faktisk ganske godt. Nå nej, det er det ikke!

Karisma eller kedsomhed.

Det er altid spændende at anvende nyligt tillærte videnskabelige metoder på den praktiske virkelighed, og det kan faktisk også være ganske underholdende at iagttage resultaterne, når andre rigtigt ruller sig ud med “name-dropping”, som absolut ikke lader denne skribent det mindste efter. I dag er det pseudonymet “Tadman”, som på et andet forum underholder med en videnskabelig analyse, som nok mere berettiger til navnet “Tadpole” Nu hævder denne mand at kende undertegnede uden at det dog i denne verden af krypterede identiteter lige ringer genkendelsens klokker, men som sagt, mere derom senere.

Dagen i dag repræsenterer jo ellers det foreløbige højdepunkt i royal pseudo-røgelse, åbenbart udelukkende promoveret af vores landsdækkende TV-stationer. Måske man hos medierne burde have taget bestik af, at kun ganske få notabiliteter deltager, for en “remake” af den ultimative Askepot-fortælling dengang om Alexandra Manley kan selvfølgelig ikke laves. Når end ikke Disney har kunnet lave en “Cinderella 2” kan de danske medier næppe heller. Appetitvækkerne har ellers været uappetitlige nok i deres tintede reklamebilleder a la mormors marmelade fra “Den Gamle Fabrik” derude midt i det nybyggede industrikvarter. Det er selvfølgelig altid af en vis ufrivillig underholdningsværdi at se den ellers for det meste så forkætrede “Jokke” fortælle så gribende om i disse endeløse trailere, at ” hun ikke var nem at få fat på” Hvis man skal tro de næsten ligeså endeløse rygter om Jokke kan det vel nok mest være fordi han ikke færdes i kredse, hvor østrogen ligefrem er det mest fremtrædende kønshormon, det må være det, han mener. 

Nu er Jokke jo heller ikke rigtigt som sin bror nogen særligt umiddelbart elskelig person og det har danskerne tilsyneladende også spottet allerede. Det er jo også en væsentlig hindring for længerevarende ægteskaber. I dagens avis giver kun 20% af de adspurgte ægteskabet nogen chance og selv om Jokke jo sandsynligvis ikke som sin bror har helt samme arvemæssige anlæg for aktiv seksualitet er det nok ikke kun derfor. Fænotype og genotype er jo 2 forskellige ting og Jokke har vist bare trukket en nitte i livets store tombola i begge henseender. Den eneste entydige solstrålehistorie er vist, at det med en ret snæver margin lykkedes af få fremstillet et nyt metal-monogram til havelågen, som det under stor mediedeltagelse jo lykkedes at få svejset i efter at det det gamle var blevet skåret væk. Man kommer næsten til at tænke på Anders And i den falske ekkodal, hvor ungerne/nevøerne skal lave ekkoerne. Anders råber :Rip ææælsker Kylle!” og får svaret “Det er lyv, er det!” Det er det her også. Lykke er ikke noget, man blot svejser på, og gammel ulykke glemmes ikke ved at fjerne et monogram med en vinkelsliber.

Nu forsøger denne side jo altid med stor, undertiden nærmest sublim humor og betydelig intelligens at behandle emner, som andre åbenbart ikke rører. Lige i denne tid har vi dog fået lidt konkurrence, da netpseudonymet “Tadman” i en tråd om hifisnobberi på hifi4all indfører store sociologiske forskere i sin analyse af den ellers noget blodfattige danske hifi-scene. Det er altid skægt at se halvstuderede (her brugt i betydningen af, at folk blot videregiver nyligt tillærte viden på papegøjenivesu) folk som Tadman udtale sig om de karismatiske personligheder her i Danmark, som åbenbart skulle være de afgørende aktører på den danske hifiscene. Sådan nogen har vi nemlig ikke selv set de seneste par årtier, os selv bestemt ikke undtaget.

Tadman citerer en vis Kenelm Burridge, som nu mest står for studier af antallet af fjers betydning for den etablerede status i indianerstammer. Hvordan det lige kan anvendes på den danske hifi-scene med dens få og bittesmå ikke voldsomt karismatiske aktører er noget nær umuligt at se nogen mening i. Hvordan Max Weber, som også lige nævnes, så passer ind i denne “analyse” er endnu mindre klart. Burridge´s snak om såkaldt “cargo-kulte” er vist ligeså relevante her som Polly Porridge´s anbefalinger af den korrekte kogetid for havregrød. Iøvrigt er karisma vist heller ikke en del af det aktive ordforråd hos ret mange af operatørerne.

Mindre end karismatiske ledere i små kultiske grupperinger kan nu også sagtens gøre det. Folk kan nemlig sagtens finde ud af at tåge rundt helt på egen hånd, ja faktisk ville det sommetider være velsignet hvis nogen tog sig lidt af enkelte af dem. Vores gamle bekendt Jesper Kjær har fornyligt ikke fuldstændigt gennemskueligt udskiftet en sikkert glimrende stor rørforstærker med nu en sikkert glimrende transistorforstærker. Hvis han er med i en af disse “cargo-kulte” har vi ikke helt formået at gennemskue det. Det skulle da lige være den kult, som hedder “kedsomhedskulten” under barselsorlov, hvor man bare skifter uden nogen egentlig mening, måske inspireret af den nye lille. Der har det blot en mening.

Argumentet for at skifte skulle nemlig angiveligt være at få lydanlægget til at lyde mere “rigtigt” ved at lyde lidt mere “grimt”, som åbenbart så er endnu mere rigtigt end bare almindeligt rigtigt, sådan måske “rigtigt-rigtigt” Herfra ville vi jo nok pege på, at de opstillede noget blodfattige højttalere ikke er det helt ideelle til drømmen om den ultimative Rammstein-gengivelse, som er en af referencerne derude i nærheden af, hvor Jette Torp bor. Han er naturligvis undskyldt, hvis han skal overdøve hendes skønsang med sit musikvalg, panik må man altid respektere. Ellers er det svært at se nogen synderlig mening i kulten omkring de evige udskiftninger. Næsten ligeså svært som det er at se meningen med det fine meter på forsiden af den fine nye forstærker.
Dette “meter” viser nemlig den såkaldte “bias-strøm”, der jo i en klasse A-forstærker er næsten ligeså interessant at sidde og glo på som vejrudsigten for Station Nord tæt på Nordpolen.

Det står nemlig bomstille på samme måde som de deroppe i Nord-Grønland i går havde det ligeså koldt som i dag og i morgen bliver det iøvrigt også skidekoldt. Det eneste sådan en indikator viser er, at når den slår ud, skal forstærkeren til service, og det havde man nok også kunnet indikere på anden vis. Så siger den nemlig ikke noget. Næsten ligeså lidt som Burridge og Weber siger om hifi, men kun næsten. At gradbøje det ubøjelige er jo heller ikke nogen nem sag.

Direktører og ægthed

I musikverdenen som i andre dele af menneskelige aktiviteter er ægtheden i udtrykket altid en mangelvare. I denne tid huserer atter en gang Danmarks absolutte skotsk/gæliske yndlingsorkester, nemlig Runrig. Det er faktisk osse et ganske effektivt røvbalde-orkester, som det hed med nogen realisme i min egen ungdom, for musikken er ganske velegnet til at få de her kun sjældent særligt solbrændte attributter frem. Om det lige præcist var det, man mente dengang, er godt nok ikke helt sikkert, men bal og senere forhåbentligt balder er der da garanti for, når Runrig fyrer deres folk-rockshow af. At det så ikke nødvendigvis er særligt ægte længere, ja det er en helt anden sag. Til gengæld og måske netop derfor er de i dag nr. 4 på den danske salgs-hitliste og der har de været utallige gange før og kommer det såmænd nok igen, som salig C.V sang.

Nu er Runrig jo ikke ligefrem et nyt orkester, men de færreste ved vel, at det faktisk er over 30 år gammelt. Det startede som et særdeles støjrockende orkester med den mangeårige sanger Donnie Munro som det patetiske sang-midtpunkt. Denne kombination af faktisk glimrende men noget salvelsesfuld vokal og rå larm var dengang en nyskabelse og gjorde bandet uhyre populært i snævre kredse. Familien Danmark ville dengang aldrig have lyttet til den her larm og det vil de stadigvæk ikke. Det kommer de nu heller ikke til.

Sådan spiller bandet nemlig slet ikke længere, for i dag er Runrig som forvandlet og det på trods af, at langt de fleste af medlemmerne faktisk var med helt eller næsten helt fra starten. Nu er skotter jo bjergsomme og sparsommelige folk, for brødrene MacDonald, som ejer varemærket “Runrig”, har jo som tidligere store danske rockere som Keld Heick indset, at det er på mainstream-markedet, at de store penge er. Derfor er de sidste mange plader med Runrig ca. ligeså musikalsk grænsesøgende og nyskabende, som Keld og the Donkeys og deres “Ved Landsbyens Gadekær” engang var det. Det oprindelige ret spændende tekstunivers er udvandet i realisme og kvalitet til niveauet for samme danske evergreen. Vi taler om en sproglig ekvilibrisme på samme plan som Dan Brown og den lokale forfatter Elsebeth Egholm, som har en ny bog ude i dag. De er noget tunge i røven og inderligt ligegyldige. Allesammen. Det er måske netop derfor de er populære.

Donnie Munro blev som sanger for mange år siden erstattet af Bruce Guthro, som udover ikke at kunne synge og desuden ikke var skotte, så en smule bedre ud for de fleste midaldrende kvinder, sådan nærmest lidt “nuttet” Samtidigt var han så fersk, at de fleste mandlige publikummere nok har tænkt, at hvis deres kone virkeligt foretrak sådan en fyr frem for dem selv, ville forholdet nok næppe holde alligevel (det kan de helt givet trygt regne med, han er en noget mere end halvbøssoid fætter), og så kunne de jo godt gå med og det har folk så gjort i hobetal. Runrig er godt nok blevet et ganske kedsommeligt orkester, men de har masser af success. Men som sagt, lyt til en af deres gamle plader. Der var en grund til, at de blev store, for de var rigtigt gode engang. Musikken er som en jumbojet i stratosfæren: Når først den møjsommeligt har arbejdet sig derop, skal der ikke ret meget energi til at holde den flyvende og deroppe er Runrig. Æv!

Nu er der mange irske og skotske folk-og rockbands, som er fremragende og uhyre ægte i udtrykket. Hele dette irske og skotske univers opfattes jo også af de fleste som mere menneskeligt og ægte og det frister naturligvis svage sjæle, også de helt svage. Derfor kan man se sangere fra andre lande forsøge at finde den ægte ægthed der, når de nu bevisligt ikke er i besiddelse af den selv. Det er altså desværre mest dem, som intet selvstændigt udtryk har, der så meget mere desperat søger i denne sangskat. Tidligere har jo både Georghe Zamfir, Roger Whittaker og naturligvis schlagerpotpourri-mesteren over dem alle, James Last, prøvet lykken i dette repertoire. Det var allerede slemt nok, og det skulle blive værre.

Det er der nemlig også en kendt dansk sangerinde, der har. Resultatet sås fornyligt, da en god bekendt fra et loppemarked købte de sidste CD-afspillere for en slik ved lukketid. I den ene af disse lå der en uventet bonus: En plade fra denne danske sangerindes “irske” periode, der vist kun varede denne plade og godt for verdensfredens relative bevarelse for det. Om den var rædselsfuld? Det er sådan et sørgeligt og fattigt udtryk i denne forbindelse. I gamle dage kunne man jo på 13-skalaen dog altid være sikker på mindst 00 ved den helt uantagelige og ringe præstation, men man rev dog normalt ikke skolen ned efter at man havde gået der for at undgå evt. gentagelser. Her blev CD-afspilleren med plade og det hele smidt ad Helvede til, så ubeskriveligt rædselsfuldt var dette forlorne og sublimt uægte sang-foredrag. Kunstneren menes at bo her i Århus et sted eller rettere, det gør hun. Gys! Alene navnet giver kunstneriske kuldegysninger.

Synderlig ægthed er der heller ikke tale om i vores lokale idealistiske kunstbiograf, Øst for Paradis. Vi har tidligere omtalt, at når man kontakter den nye kvindelige direktør, som er datter af den bedragerisigtede tidligere ejer, så får man alligevel fat i den ellers nu ikke-ansatte ex-ejer. Dette er jo ret mystisk og ikke mindre mystisk er det, at dette far-datter team på den igangværende Cannes-Festival optræder med visitkort som “Manager” og “Managing Director” ifølge dagens JP. Desværre for troværdigheden er det altså faderen, som åbenbart er “MD”…Vi er vist ikke helt kommet til bunds i den her sag endnu. Ægtheden har unægteligt trange kår overalt.

At miste “gnisten”

Nu har ordet “gnisten” jo for alle raske Foska-drenge en anden og mere oprindelig betydning, så i dag må vi lige starte med at præcisere, hvad det IKKE handler om i dag, nemlig radiotelegrafi. For mange i dag lyder dette måske underligt tenderende det noget excentriske, men det er ingenlunde tilfældet, for længe inden ordet “gnist” fik nogen andre betydninger, betød det naturligvis radiotelegrafisten på en bombemaskine og intet andet. I min generation var belæsthed jo ikke udelukkende baseret på et indgående kendskab til datidens store tegneseriehit “Illustrerede Klassikere”, nej der skulle mere til for at opnå almen drenge-dannelse. For at bestå den udvidede drengeeksamen dengang der lige inden den daværende realeksamen læste man naturligvis en anden tegneserie, nemlig den altid action-pakkede “Kampflyverserien”. I disse heltemodige epos spejlede vi drenge os naturligvis i luftens helte, og vi mere pacifistiske af slagsen identificerede os oftest med “Sparky”, altså den altid tilstedeværende radiotelegrafist (som jo ikke havde nogen skyder, men kun sin gnistrende morse-telegraf). Derfor betød “gnist” simpelthen kun én ting, men det var altså dengang.

Senere efter den uforlignelige danske komiker Dirch Passer døde blev det jo efterhånden klart i de mange nekrologer, at han da vistnok havde misten den såkaldte “gnist” Derfor iværksatte man fra undertegnede seriøse studier for at fastslå, hvad man mon mente med det, for i vores drengeunivers var det jo principielt umuligt at miste “gnisten”, som jo sad der lige bag ved piloten, uden at styrte ned. Det var egentligt også det, som den morsomme mand Dirch Passer gjorde, da han havde opbrugt sin morskabskvote. Sig så ikke, at studier i drengeårene ikke kan bruges til noget praktisk senere hen, for dengang var vi tydeligvis på forkant med den sproglige udvikling. Mangel på “gnist” betød altid masser af problemer og ultimativ nedstyrtning.

Grunden til, at vi i dag beskæftiger os med denne sproglige rejse i begrebsudvikling er, at TV2 for helt nyligt viste en portrætudsendelse af en såkaldt “morsom mand”, nemlig den faktisk engang ganske morsomme Klaus Wunderhits. Denne serie af portrætter er ellers med sædvanlig tæft for det populistiske ikke ligefrem dybdeborende eller kritisk eller for den sags skyld noget som helst andet, nærmere sådan en slags destillerede tomme kalorier. Netop derfor var det måske så meget stærkere og tydeligere at opleve, at dette ellers inderligt ligegyldige mikrofonholder-program (her har vi afgjort rundet op!) afslørede, at vi her så en mand helt uden den berømte “gnist” Om den så er gået til i forstadsmiljøets pænhed er svært at bedømme, men det var lidt trist at se denne engang så energiske mand udtale sig med matte øjne om kun at omgave sig med “kvalitet”, hvad det så iøvrigt er. Det var vist mest noget, som findes i den pæne forstad Åbyhøj kunne man forstå på det hele.

Derude i Åbyhøj var det godt nok mest ting, det drejede sig om, og det er der altså ikke meget sjov ved. Intervieweren lavede iøvrigt en brøler, som absolut var udsendelsens komiske højdepunkt. Efter at Wunderhits havde udbredt sig om, at hvis man ikke efterspurgte den såkaldte “kvalitet” skulle man hellere lade være med at købe det krakelerede det hele. Journalisten (af navn, ikke af gavn!) pegede nemlig på Wunderhits´ flunkende nye riskoger-motorcykel og straks var den lille mand helt viklet ind i tvivlsomme forklaringer om, at han altså ikke havde råd til en Harley. Se, sådan noget noget er jo rigtigt sjovt hvis det altså havde været med vilje eller iscenesat, men det var det tydeligvis ikke.

Heldigvis findes der jo teaterrekvisitter, som delvist kan afhjælpe akut mangel på morsomhed. Man kan for eksempel som Wunderhits tage nogen sjove tænder på, og så går det nok en del bedre. Som bekendt løste Dirch Passer også midlertidigt problemerne ved blot at råbe (endnu) højere og optræde endnu mere manisk på scenen. Det hjalp et stykke tid og så døde han jo som bekendt ganske ung. Desværre var han jo død som komiker en del år tidligere, og det er måske den allertristeste skæbne for de her egentligt engang morsomme folk. Det under vi naturligvis ikke Wunderhits, men vi gætter nu alligevel på, at han ville kede sig en del som publikum ved sit eget show, det der uden “gnist” Trøsten kan så altid for disse retræte-kunstnere være, at da Mozart var på Wunderhits´ alder, havde han været død en hel del år.

Ret mange andre gnister fyger der heller ikke derude i Tivoli Friheden, hvor Wunderhits og hans “wunderbare” frue Jette torp p.t. huserer. Den tidligere omtalte rutschebane Cobraen er godt nok på bus-læskurene skubbet til at være forventet klar ultimo maj, men ret mange svejsegnister ser vi nu ikke derude disse morgener, slet ingen faktisk. Til gengæld er da stadigvæk ganske morsomt at se de henrykte mennesker i den ikke-eksisterende rutschebane på reklamebillederne. Sikke dog de ellers hygger sig der i den ikke-eksisterende verden og sikke dog kedeligt det er i den virkelige Tivoli Friheden.

Hvordan man så har tabt denne “gnist” er så straks lidt sværere at vide. Efterhånden som tiden gik for os raske Foska-drenge blev det jo også kun altfor tydeligt, at “gnist” også havde noget med sex at gøre. Efterhånden som den midaldrende trivelighed indfandt sig hos en selv og sengepartneren blev ungdommens drømme (som jo er svære at referere uden censur), efterhånden erstattet af stadig hyppigere mareridtsagtige drømme om et liv som langtidsledig dyrepasser på en flodhestefarm, hvor man vågner op badet i sved efter at have forsøgt at holde sig fast på en alt for rund galopperende flodhest. De freudianske forskere er vist stadigvæk ude at votere i denne vanskelige sag om den rette betydning af disse drømme.

Om det er dette traume, som har ramt Wunderhits, ved vi naturligvis ikke, men fuldstændigt afvise det kan vi bestemt heller ikke. Tilgængelige pressebilleder kunne tyde på det.
Det er ikke sjovt at miste “gnisten” og ikke kun i “Kampflyverserien”

Trafiksikkerhed og taxikørsel

Så er det atter tid til endnu et jamrende partsindlæg i den århusianske taxidebat, og denne gang har det en betydelig almen interesse. Det drejer sig denne gang om næstformanden i det største århusianske taxiselskab Århus Taxa, Morten Elgård, og det er artige sager, han har at berette.

Hele taxi-institutionen med dens koncessionssystem er jo bygget op omkring, at enhver kunde skal kunne tage taxien et vilkårligt sted hen, men så simpel er situationen tydeligvis ikke. Nylige takstændringer har nemlig ifølge Elgård betydet, at “Enkelte chauffører kan finde på at køre 60 km. i timen på motorvej for ikke at miste indtjening..” 

Nu husker de fleste vel arketypen på søndagsbilisten, nemlig den ældre mand med den flade hat med sådan nærmest en lille “orm” ovenpå som et skrækbillede på trafikal inkompetence, men han er tydeligvis blevet inderhalet af obstruerende taxichauffører. Rent faktisk er det,de gør jo skrigende ulovligt og burde vel i et reguleret samfund som det taxiske resultere i øjeblikkelig fyring især når man altså er opmærksomme på det allerede. Det er osse noget optimistisk at tro, at kunder fragtet på denne trafikfarlige måde ligefrem aktivt vil udbrede sig om hyrevognssystemets fortræffeligheder eller for dens sags skyld vove sig ind i en hyrevogn en anden gang. Sjov form for kundepleje, egentlig. 

Derudover erkender Århus Taxa-næstformanden osse, at det kan knibe med at finde en taxa, som er villig til at fragte én hen, hvor man ønsker, paradoksalt nok både hvis dette er for langt og for kort. Det må være et dejligt koncessioneret erhverv blot at køre de ture, som lige passer. Det er det givetvis også siden man kæmper så meget for privilegierne.

Måske antallet af pirattaxier blot afspejler befolkningens lede ved at skulle køre med en sur og service-uminded autoriseret trafikalt farlig taxichauffør, som man allerede inden turen skal diskutere med, om han vil køre turen overhovedet. Som tidligere omtalt er det nok heldigt, at alle taxichauffører har gennemført kurser i konfliktløsning og førstehjælp men måske knapt så heldigt, at resultaterne af disse kurser helt åbenlyst ikke er spor bedre end at lære en spoleorm højere atomfysik. De glemmer det sgu hele tiden, de skide orm!

Ellers er der jo atter en gang masser af ballade i de sydafrikanske slum-forstæder, hvor flygtninge fra Mugabes Zimbabwe tæves og brændes ihjel af sydafrikanske slumbeboere. I stedet for at slå hårdt ned på dette vanvid har den sydafrikanske præsident, Mugabes bedste ven efter selveste Amdi Petersen, Mbeki, foreslået at nedsætte et ekspertpanel for at undersøge baggrunden for volden. 

Denne ellers uhyre radikale løsning i betydningen “partimæssig” (det er jo ikke akkurat løsning selv i den videste fortolkning af ordet) er dog tilsyneladende slet ikke nødvendig. Løsningen ligger nemlig tilsyneladende lige for. Forskningslederen fra det såkaldt uafhængige Institut for Demokrati i Sydafrika, Vincent Williams, citeres i dag i JP for at sige, at forklaringen er, at “fortidens institutionaliserede racisme har gjort selv sorte sydafrikanere mistænksomme overfor sorte udlændinge” Se, det er jo så vældig en forklaring især fordi der har været massevis af helt tilsvarende vold mellem de rivalisende stammegrupper tidligere. Her man altså bare ikke kunnet gøre de tidligere hvide herskere ansvarlige for volden mellem etniske sydafrikanere, men det kan man så heldigvis denne gang. Symptomerne er godt nok de samme og alt tyder på, at det er den samme sygdom og det er det forresten også men forskerne siger altså noget andet. Det ændrer jo desværre bare ikke det allermindste.

Man kommer i denne sag til at tænke på James Bond, agent med ret til at dræbe. Denne ret var nu ikke arvelig så vidt tilgængelige ikke-hemmeligstemplede informationer viser. Det er denne ret til at fyre fattige sorte af i benzinbål med bildæk om halsen altså til gengæld og det er altså Verwoerd og de andre hvides skyld til evig tid.

Om det var det, som Kipling mente med “White Man´s Burden” ved vi ikke, men at læse samfundsanalyse på dette niveau for retarderede spoleorm er da temmeligt hårdt. Næsten ligeså hårdt som det er at have ondt af den århusianske taxibranche.

Den højere uddannelse

Indtil det danske olieeventyr var uddannelse jo ellers Danmarks eneste råvare. Det sagde man da ialtfald engang og nogen sandhed er der vel i det. Det er dog heldigt, at olien rækker lidt endnu og at Danmark stadigvæk er så godt og vel selvforsynende, for noget kunne tyde på, at dele af uddannelsessystemet måske ikke helt er kommet op at køre alle steder. Fornyligt behandlede vi jo parkeringsvagternes årelange uddannelse indenfor det kommunale system, og i dag vil vi fortsætte vores trafikale rejse til den århusianske taxibranche. Dengang som i dag var uddannelsen tydeligvis ikke beregnet til at give et bedre produkt, men lad os kikke på det.

Nu er det at være taxivognmand jo principielt et liberalt erhverv, men dog stadigvæk underlagt dette forunderlige system, hvor der ind imellem uddeles koncessioner fra kommunen til at drive taxakørsel. Uden en sådan kommunal tilladelse kan man ikke klistre et skilt ovenpå bilen og være helt rigtig taximand og det mener de, der er sluppet ind i den eksklusive fold naturligvis er en glimrende ide, og det kan man bestemt godt forstå. Derfor er der naturligvis også masser af ballade, når der til tider og som nu er betydelig pression for at udvide antallet af taxi-koncessioner. 

Der findes ellers et glimrende og ufejlbarligt barometer for, om der er for få eller for mange taxier, nemlig de såkaldte pirattaxier. Dvs, helt ufejlbarligt er det muligvis ikke længere, men det kommer vi tilbage til. For tiden er der nemlig næsten ligeså mange pirattaxier på gaden, som der er legaliserede taxier, og det siger jo nok, at man med fordel kunne øge antallet af koncessioner. Byens vise fædre er da også begyndt at rasle faretruende med koncessionsblokkene, og det får naturligvis de etablerede vognmænd op af de komfortable højde-og vinkeljusterbare bucket-sæder (hedder det mon stadigvæk det?-det hed de ihvertfald dengang den nye Vauxhall Viva med den smarte korte gearstang, som skulle skiftes med smarte kørehandsker, var moderne)

Nu er vi så atter kommet tilbage til det med uddannelse, for det er i dag ifølge den jamrende bestyrelsesformand for et taxiselskab det, som det hele drejer sig om. At det med uddannelse så ikke omfatter taxiformænd ser vi af hans eget eksempel, som nemlig er, at hvis man giver flere koncessioner vil man blot flytte en allerede aktiv taxachauffør over i et nyt sæde. Nettoresultatet vil altså blive, at der ifølge ham ikke kommer én eneste ny taxi på gaden. Nu ved vi ikke, om denne formand for Taxamotor A/S Anders Petersen kun har den udvidede flaskedrenge-eksamen fra dengang, der kun var 2 slags flasker, nemlig ølflasker og sodavandsflasker, men nogen logisk og genial slutning er det vel ikke. Man har jo da tidligere massevis af gange udvidet antallet af koncessioner uden de her problemer, men måske mobiliteten på disse rullende arbejdspladser blot er omvendt proportional med mobiliteten på resten af arbejdsmarkedet. Måske..

Derudover er der jo så iøvrigt slet ingenting at være bekymret over for den gode Anders Petersen, men dette bemærker han selvfølgelig ikke. I stedet fremturer han med de samme argumenter, som branchen i årevis har benyttet. Det drejer sig igen om uddannelse, hvor han påpeger: “Jeg vil vove at påstå, at vi her i landet har nogle af verdens bedst uddannede taxachauffører” Uddannelsen indeholder åbenbart både førstehjælp og konfliktløsning osv, som han påpeger og så skal man desuden have en ren straffeattest. Om det så er specielt henvendt til den alternative pirattaxi-branche, der jo også og muligvis ikke kun på grund af chaufførernes hårfarve kaldes “de sorte taxier” ved vi ikke. Bilerne er ihvertfald ikke sorte.

Til gengæld ved vi og det er desværre ikke nogen original opdagelse, at det der fag “konfliktløsning” måske mest er et stykke papir til at forhindre nye koncessioner, for ligefrem konfliktfrit er det bestemt ikke at færdes i denne by med dens taxier. For ikke så forfærdeligt mange år siden kunne man være forholdsvis sikker på, at århusianske taxichauffører var professionelle bilister i ordets bedste betydning. Nu er undertegnede kun cyklist, og over en 25-årig periode har jeg aldrig set en taxichauffør optræde uoverlagt eller hensynsløst i trafikken. Dengang var det ligesom med de allerfleste lastbilchauffører stadigvæk i dag: De kørte pålideligt, opmærksomt og forudsigeligt. Det er ikke så mange år siden, at man i denne by aldrig nogensinde så en ulovligt parkeret taxi. Det må have været i urtiden, og tiden er tydeligvis gået hurtigt.

I nutiden er situationen en ganske anden. Som cyklist skal man i stedet være ganske overordentligt ekstra-opmærksom på taxier, som altså køres af disse ekstremt højtuddannede mennesker. Almindelige danske bilister kører forudsigeligt ikke altfor godt eller rutineret, og det ændrer sig til det lidt værre hen over dagen, mens taxier kører uhyre ens. Inderhalinger finder sted med ca. samme hyppighed som i Gellerup. Om det skyldes en ny etnisk sammensætning i taxikorpset ved vi ikke, men tanken er da nærliggende. Parkeringer af taxier på hjørner er dagens orden her i kvarteret og at køre over for rødt er en menneskeret. Udviklingen er simpelthen med stormskridt gået fra, at taxichaufførerne fra at være blandt de bedste chauffører er gået til at være de ringeste og mest hensynsløse.

Herfra tror vi, at manglende køreteknik ikke er den eneste forklaring. Mange af dem efterligner jo også efter bedste evne den så sørgeligt oversete belgiske racerkører Jacky Ickx (er der nogen, som husker Mark Breton fra “Fart og Tempo”?), men der er vist helt basalt tale om trafikale kulturforskelle. Hvis man skulle have lyst til at opsøge konflikter i trafikken skal man da bare prøve at opføre sig overfor en taxi, som de opfører sig overfor dig, så skal du se løjer. Det kan ganske vist blive mere aggressivt fra taxichaufførerne, men ikke uden besiddelse af halvautomatiske skydevåben. Vi kan vist kun glæde os over, at der aldrig har været et eksempel på anvendelse af førstehjælp fra chaufførerne, som jo nok tilsvarende let ville blive til aktiv dødshjælp. Så meget for den uddannelse.

Vi kan vist bare konstatere, at ligemeget, hvad man gør, kan det være temmeligt ligemeget. I gamle dage kunne man bestille en taxi og sige, at der skulle en hund med. Nu har vi rent faktisk som bekendt en hund, så det var jo reelt nok. Om man stadigvæk kan det vides ikke, og vi har heller ikke tænkt os at finde ud af det. At støtte sådan et jammerligt og jamrende erhverv er ikke særligt tillokkende. Heldigvis må vi jo så sige, at udtalelserne i dag fra bestyrelsesformanden svarer ganske godt til kvaliteten af den leverede vare, så vi er tydeligvis ikke gået glip af noget. Man kan altså gå ganske langt på sine fødder for at undgå de her højtuddannede folk, så det gør vi. Det er måske derfor, vi også er gået ind i salg af vandrestøvler.