I lighed med den allerstørste del af den klassiske verdenslitteratur er dette storværk af den danske Nobel-pris modtager Johannes V. Jensen vel efterhånden henvist til støvsamling og almindelig glemsel. Der deler det naturligvis skæbne med langt hovedparten af utallige generationer af kvalitetsforfattere, da den kollektive litterære hukommelse kun med det yderste besvær formår blot at række tilbage til Åsne Seierstad og Elsebeth Egholms forrige mindst ligeså ligegyldige værker som dem, der netop er udkommet i disse dage. Alligevel var der altså noget helt specielt ved dette monumentale storværk af Johannes V. Jensen, som gør det ekstra spændende i dag. Det er desværre nok også det, som gør en renæssance for dette værk helt usandsynlig. Det ville nemlig antageligt blive forbudt for racisme og det danske selvbestaltede selvgodheds-institut for menneskerettigheder ville givetvis eksplodere af forargelse. Det er det der med at rejse. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor man rejser hen. Eller hvem man er.
Som bekendt handler Jensens værk om fortidsmenneskets udviklingsproces, hvor de bedst egnede og stærkeste slår sig igennem i nye og fjendtlige og klimatisk problematiske områder. Det er sådan en slags slægtsleds-dannelsesroman i mange led og så ender det altsammen med, at forfatterens egen hjemstavn i Himmerland så med nogen sandsynlighed viser sig at være verdens navle. Sådan kan man naturligvis ikke se på tingene længere, og almindelig universel lokal eller behersket national patriotisme er jo blevet sammenligneligt med kannibalisme i den selvfede politiske korrektheds præsteskab. Det kunne være spændende at se en lærer, der turde tage de gamle klassesæt med “Den Lange Rejse” frem igen. De er der helt sikkert endnu, skoler smider jo aldrig noget væk. Det skulle da lige være kvalitet i undervisningen, men det er heldigvis mest regionalt bestemt.
I dag ender rejsen ikke nødvendigvis som hos Johannes V. Jensen i nogen egentlig storhed, som vi kunne berette fra kontanthjælpens slagmark i går. En succesfuld og fuldkommen rejse for hele folkeslag som hos Johs. V. kan sagtens bestå i at flytte fra en fattig ørken i Somalia til en ghetto i Gellerup med alt betalt. Det er da bestemt motiver, enhver kan forstå. Desværre har disse somaliere så som også beskrevet i går tilsyneladende et liv, som ikke lader stenaldermenneskene hos Johannes V. Jensen det allermindste efter i hårdhed. Med en formodet sygelighed på lige omkring 69% i populationen (da raske jo ifølge en somalisk talsmand IKKE må modtage kontanthjælp og det gør man jo altså) må vi vel sige, at det barske danske klima ikke har ændret sig til det bedre siden stenalderen. Blot underligt, at så mange mennesker tager et sted hen med så stor og stabil sygelighed. I middelalderen flygtede folk som bekendt fra byerne, når der udbrød pest, og vi kender heller ikke nogen turistburesuer, som arrangerer rejser til ebola-ramte landsbyer.Måske disse dødsforagtende somaliere blot er den nye tids mennesker og sejrherrer, som stirrer sygdom og hårde livsvilkår ret i øjnene som figurerne hos Johannes V. Jensen. Det må de være, ellers var de her vel ikke med så megen modgang.
En anden lang rejse finder sted med den så berømte og fantastiske nye rutschebane til Tivoli Friheden. Den kommer jo som måske bekendt (måske) fra Italien, den er ihvertfald stadigvæk ikke kommet, så nu må man altså ud med tapetklisteren på læskurene igen med det nye “forventes klar sidst i juni” At denne rejse på vistnok 21 lastbiler over Alperne skulle blive mere langvarig end den karthagiske hærfører Hannibals tur i oldtiden med sine elefanter beskriver vel bedst, at rejserne sommetider mest er fantasier i folks hoveder. Til gengæld huserer Jette Torp og Klaus Wunderhits derude for tiden, og mon ikke de kan garantere en vis “Exodus” derfra? Det kan man jo altid håbe på, rejser giver jo altid nye oplevelser, også selvom de er væk fra noget. En flugt faktisk.
I vores fritid studerer vi jo af og til de glade hifientusiaster på hifi4all. I disse dage er vi så vidne til en rejse af ikke meget mindre episke dimensioner, selv om den måske udefra betragtet ikke er noget særligt, og det er det muligvis heller ikke.
En af de allerflittigste bidragydere, den ganske flinke Krenzler, har nemlig efter utallige forstudier fundet sig en pladespiller. Vi taler om daglige studier over adskillige år, forstås, tusindvis af koncentrerede timer på nettet, massevis af tusind.
Nu må almenheden forstå, at den således sprænglærde Krenzler har udviklet sig til en leksikalsk guldgrube af information akkumuleret på alle verdens fora for folk, hvis hovedbeskæftigelse det er at akkumulere information fra alle andre, som allesammen har deres information på helt samme måde. Alle ved alting på basis af alle mulige andre, som heller ingenting ved, og så har vi endda muligvis rundet op her. Godt man kun sjældent bygger huse på den måde udenfor kinesiske jordskælvsområder.
Vi taler vist her om urmoderen til alt “ståhej for ingenting” og disse diskussioner om citater lader absolut ikke middelalderens kristelige skolastiske teologi det allermindste efter. Det eneste der ikke dengang eller nu kom ud af det, er desværre handling, for der er jo utallige teoretiske hindringer for alting. Det vil sige, til tider gør der. Nu har samme flittige skribent Krenzler nemlig endeligt besluttet sig for at købe en pladespiller. Ikke mere snak, handling! Som Chamberlain i en biografi fra 1938 blev beskrevet, endda i titlen: “Chamberlain, Manden, der greb ind!” Jo, tak for kaffe!
Inden vi helt falder i svime her og forestiller os den efterhånden berettiget vrede prædikant og tidligere revolvermand Clint Eastwood i “Pale Rider” højtideligt spænde sit deponerede revolverbælte på igen og gå til stålet må vi desværre sige, at helt sådan gik det ikke. Den gode Krenzler købte nemlig efter mangeårige overvejelser blot det, enhver snottet konfirmationshvalp vedvarende har gjort i de seneste 35 år. Han købte nemlig bare en Technics 1210 til den fyrstelige sum af 3500,- komplet.
Til den pris er det en fin pladespiller på samme måde som Ejer Bavnehøj er et ganske højt bjerg, vistnok lidt over 150 meter. Det er da godt, at samme Krenzler ikke har et feriejob som leder af bjergbestigningerne her på Ejer Bavnehøj. Man kan jo næsten ikke forestille sig mængden af kompendier angående klatrespigre, nødrationer og rigelige forsyninger af termotøj udover de sikkert obligatoriske iltmasker, inden den korte gåtur op mod toppen af Ejer Bavnehøj kunne iværksættes.
Som en anden stor og naturligvis glemt forfatter, Arthur Koestler beskrev det, er det her vist “En Lang Dags Rejse mod Nat” Dybt godNat! Ikke at kunne flyve højere efter så langt tilløb fortæller vist mere end så meget andet om den her tåbelige høbby og dens åndelige vildveje. Man behøver vel heller ikke læse i årevis på nettet og i samtlige tests i “Tænk” for at købe en skide Mustang-cykel til 999,- i Brugsen.
Tillykke alligevel, Kim. Hvis livet er at rejse er det her da bestemt en af de mere risikofrie af slagsen og lad os snart høre om dine overvejelser omkring, hvilken af Mustang-cyklerne du har besluttet dig til at købe. Eller hvor langt oppe ad Ejer Bavnehøj, du har formået at etablere din base-camp inden det endelige og altafgørende fremstød mod toppen. Himmel og hav, hvor er der dog langt derop, man bliver jo ganske svimmel!