Måned: september 2014

Så er det i disse dage, at man for en slik kan erhverve sig de heftigt attråede drømmehøjttalere, som i det mindste denne skribent aldrig nogensinde ellers vil få råd til. Trods alt er 600.000,- hårdtbeskattede danske kroner en slat penge for et sæt højttalere uanset hvor kunstfærdige kasserne så iøvrigt ser ud. Når man så kender den oprindelige salgspris på enhederne (der eksisterede en ganske kort tid inden de fuldstændigt forsvandt, iøvrigt osse for dem, der måtte have BRUG for dem derved at de havde købt et færdigt og dyrt sæt, og nu havde smadret en), så er det ikke akkurat prisen værd. De her højttalere er simpelthen noget fis! Glimrende enheder i bralder-kasser i visuel henseende, der er skidesvære at fremstille. Som om det skulle gøre dem bedre..!

Nå, det er så slut for denne gang for disse JBL Everest 67000 og for mange andre, der fik deres højttalerkasser fremstillet hos Hornslet Møbelfabrik, de er nemlig gået konkurs og det er så det, der giver muligheder for formidable besparelse. Man kan således for anderledes beskedne 5000,- købe et sæt nye og ganske perfekte kabinetter, desværre blot uden højttalerenheder. Som det iøvrigt er fuldstændigt umuligt at skaffe i hele verden og hvad er det så lige, de her kasser er værd? Ja, INGENTING er vel sådan ca. prisen, og at Harman/JBL ikke blot køber dem og får dem kørt på storskrald fatter jeg nada af. Det eneste, som de efterfølgende kan bruges til er vel at så god og berettiget tvivl om ægtheden af de allerede eksisterende JBL Everest-højttalere.

Med ét slag er alle eksisterende eksemplarer blevet devalueret på nogenlunde samme konsekvente måde, som da der sidste år kom en ny model, der hed 67000, og som erstattede den gamle model til kun 500.000,- Desværre var der ingen mulighed for at opgradere sit nu forældede bras til den nye vidunderlige verden og det må man da vist sige er en noget alternativ form for kundepleje..
Nå ja, det er som sagt ligemeget, de her højttalere er simpelthen noget skide-fims.

Som udover den for denne skribent begrænsede visuelle appeal så osse krævede massive nyinvesteringer hos den nu hedengangne og engang ganske hæderlige Hornslet Møbelfabrik. Hæderlige står her ikke i modsæning til U-hæderlig, blot at man engang holdt sig til det, som man havde ekspertise i. Det holdt man så i lighed med en anden hæderkronet dansk og ligeledes forlængst krakket møbelvirksomhed, Brdr. Ludvigsen, så op med. Og af samme grund

Man lod sig i Hornslet trække rundt ved næsen af løfter om store ordrer fra producenter, der så sommetider ikke lige syntes, at kabinetterne var gode nok (læs: de havde ingen penge til at købe dem for) eller osse havde de blot lovet senere ordrer, som de af mange grunde overhovedet ikke overvejede at opfylde.
Det her ved vi, fordi det kuldsejlede Hornslet silet ikke døde på grund af krisen i hifibranchens almindelige troværdighed. Nej. firmaet har simpelthen med undtagelse af et enkelt års “overskud”(dette af en størrelse, der ikke kan være  andet end en bogholderiteknisk finesse) haft store og stabile underskud i den seneste halv snes år. DET er squ imponerende, at man alligevel har fortsat med massive investeringer i specialiserede maskiner til at lave buede og runde og andre former i højttalerkabinetter,  der så bare aldrig rigtigt blev bestilt. Og så stod man dér med alt sit fine isenkram derude i Hornslet og det gjorde man så i ganske mange år inden den endelige konkurs, mens pengene fossede ud.

Derfor gør det særligt ondt at se konkurs-katalogerne i disse dage. og det er derfor, at denne skribent selv om jeg fik alle de fine og færdige JBL-kabinetter derude fra Hornslet ganske gratis, så ville jeg smide dem ud. og det aldeles omgående.
Fordi de er et symbol på den form for økonomisk undergang, som man selv aktivt har medvirket til fra Hornslets side.
På den allermest naive godtroende måde…

Nu er der næppe mange, der efter sidste mandags heftige reklamekampagne for bladet Lyd og Billede ikke forlængst har købt det, men alligevel: For de få, der ikke måtte have gjort det, så kan man nu læse det uhyre spændende virksomhedsbesøg på nettet, hvis man altså kan norsk:
http://www.lydogbilde.no/nyheter/proff-utstyr-i-hjemmestudio
Det forlyder ganske vist, at artiklen i løbet af en uge eller 2 osse vil foreligge på andre skandinaviske sprog, men indtil da må den fattigere del af de hifiinteresserede altså stave sig igennem her.
Spændende læsning, tjah, her må enhver vel være dommer..

I dag skal vi opfordre alle til aldeles med det straks at fare ud af døren og snarest derefter indkøbe et bestemt blad. I papir-form, naturligvis, det giver jo alt andet lige en større autenticitet og “huskbarhed”, som alle vi, der i gamle dage læste papirudgaven af det heldigvis forlængst forsvundne danske “High Fidelity” nok vil kunne nikke genkendende til. Dette blad var jo faktisk engang ganske godt, det var endda i en længere periode så ubetinget det bedste, da det de facto var det eneste. Og ikke mindst var man man selv yngre dengang og mere modtagelig for autoriteternes domme der i bladet. Og dette på tydeligt trods af en dengang både igangværende og senere snarligt gennemført universitær uddannelse. Der jo blot bekræfter denne skribents antagelse af, at ingen uddannelse gør én selv til et andet eller bedre menneske eller klogere udover et uhyre beskedent fagområde. Hvor det allerede ud fra denne skribents senere meritter er tale om noget uhyre flygtigt og tvivlsomt, det man altså fik ud af de skønne spildte 5 år….

Nå, alt dette er som så ofte før så meget  på denne plads fuldstændigt irrelevant. I dag skal der sælges blade, ja der skal! Bladet, som I alle omgående bør hamstre (og gerne i flere eksemplarer, vores eget første eksemplar er allerede blevet kasseret pga sammenklistrede sider (iøvrigt ketchup for dem, der måtte tænke ilde herom!) Vi har heldigvis 2 eksemplarer mere, vi er nemlig kloge og har investeret heftigt i dette kommende betydelige samlerobjekt.
Blader hedder “Lyd og Billede” og det, der gør det så usigeligt og ikke mindst ganske UVENTET  interessant, er godt gemt omme bagi i en 4-siders artikel. Det indeholder et ganske overordentligt velskrevet portræt af en forholdsvist  hifi-tosse  om en anden tilsyneladende tosse så tåbelig og ekstrem, at alle gifte mænd med kolossal fordel kan bruge det i alle kommende hjemlige diskussioner om hvor stort og dominerende hifi må være. Ligegyldigt hvor slemt det næsten måtte blive derude så vil det nemlig næppe nogensinde blive så slemt som her i bladet. Og hvis det gør, så er det osse fuldstændigt ligemeget for parforholdet, for så er det alligevel så længe siden, at konen er løbet skrigende væk, Højt! At lektionen altså er spildt alligevel

At der så tillige i artiklen fremføres synspunkter af formidabel analytisk intelligens, som denne beskedne skribent i helt usædvanligt entydig grad må bakke op om, er næsten det allerbedste. Jeg tror roligt, at vi kan betegne interview-offeret her som en af de største (måske i virkeligheden den ALLERSTØRSTE, ellers var han vel ikke at finde her/der?) blandt alle tiders hifi-tænkere Ja det er faktisk en veritabel guldgrube af fornuft i denne artikel i en tiltagende totalt ufornuftig verden, en lise og en ubetinget fornøjelse.
Afsted, allesammen, mens det endnu kan nås!

I dag er der “blitzet” et uhyre distinkt “deja vu” ind i skallen på denne skribent. Det drejer sig om den sensommerdag dengang i det Herrens år 1978, hvor denne skribent (der iøvrigt dengang mest var skribent af kedsomme (kedsomme for mig, endnu mere kedsommelige for mulige læsere) opgaver til den daværende universitetsuddannelse uden at dette jo som bekendt har sat sig større efterfølgende spor), hvor jeg sad og afventede en opringning fra daværende DSB Godsbanegård. Nemlig om, at der var indløbet en større pakke fra High Fire i Kerteminde med 2 stk Tannoy-byggesæt. De herlige Tannoy HPD 385 så længe attråede..Og det er så her her, vi oplever “deja vu”, da en anden høreapparats-bærende  ældre herre (å galt er det dog endnu ikke her i huset, selv om visse besøgende mener, at vi arbejder på det), der skriver på det hyggelige forum vintagehifi..dk i denne weekend sidder og venter på sine “nye” Tannoy Berkeley”

De kom sikkert frem dengang i 1978 til denne skribent og blev straks monteret og spillede løs. Og lød helt fantastisk. Ikke mindst bedre end mine gamle Gamma såkaldte “Studio Monitors”, som var et af datidens største højttalerhits. Uden at det dog gjorde dem bedre, mere håbløs højttaler skulle man lede længe efter. Og ikke mindst en, der indeholdt billigere råvarer, selv Eltax og Reese Audio måtte lægge sig her. Nå, sådan noget ved man naturligvis først bagefter, når den første kærligheds-betagelse har lagt sig. Og kunne så mange tilfredse Audioscan-kunder kunder dengang tage så voldsomt fejl? Ja, det kunne de! Sikke dog noget lort. Ikke underligt, at Gamma blev et stort hit i senere storskralds-containere,

At de nye Tannoy HPD 385 så også lød fuldstændigt vidt FORSKELLIGT var så en anden og mere problematisk sag. Vi taler ikke om bagateller her, mindst 3 dB i forskel på følsomhed og afvigelser i frekvensgang på mindst 10 dB Plus/minus altså, Endda efterprøvet hos det lokale teknik-lokomotiv dengang, selveste Jydsk telefon. Det var noget af en “bummer” og se dette håbløst sjusket udførte produkts latterlige ydeevne.
Dette ulyksalige faktum viste sig senere at være ganske generelt for disse HPD, og de få, som denne historie måtte interessere, kan følge Tannoy-historien i al sin tristesse  i en gammel “klumme”, der vist hed noget med “Frem og tilbage er ikke lige langt”

Nå, men HPD var af naturnødvendige grunde det absolutte lavpunkt i Tannoy-historien, det blev dog bedre uden nogensinde dog helt at blive så godt, som det HAVDE været. Dengang produktet var Tannoy Monitor Gold fra 1967 til ca 1972, da denne møjsommeligt samlede basmembran med forskellige geometrier og tykkelser  dog på en god dag NÆSTEN kunne nå delefrekvensen på 1000 Hz.
Gold var og er nu fine nok, vi har jo trods alt stadigvæk Lockwood Majors med 15 Gold i soveværelset, men det er Tannoy HPD 385 så desværre ikke og bedre bliver det bestemt ikke i det håbløst dimensionerede Berkeley kabinet. Der iøvrigt i sin samlekvalitet aldeles modsvarer den mekaniske kvalitet i HPD-enhederne, så der er ikke sparet særskilt på noget. Kun på det HELE!  Og Hasse “BoyDK”, hold nu kæft når du ikke ved en kæft om det her! Og en korrektion: Der er hele 2 “Hasser” derude der ingenting ved tilsammen heller..
Ingen tætningslister nogen steder, heller ikke under den skideskævt støbte frontramme på enheden, blot billig spånplade limet på billig spånplade og afstivet med ak ja, SPÅNPLADE. Et lillebitte stykke. At man så genanvendte et et 98 liters. kabinet fra gamle gode dage til en enhed med en såkaldt “ækvivalentvolumen” på over 400 l. gjorde kun komikken større. Bulderbas uden bas..

Nå, der er nok desværre ingen tvivl om, at den rare mand derovre på Aberdeen-kanten oplever sine bedste audiofile øjeblikke i forventningen om den snarlige modtagelse af sine Tannoy Berkeley. Som jeg osse selv gjorde dengang dér tilbage i 1978.
Derfra gik det kun tilbage efterhånden som den “akustiske hverdag” med de noget latterligt producerede HPD-enheder atter trængte sig noget ubekvemt på.
Ubevemt, ubehageligt men desværre OG heldigvis også uundgåeligt…!

Så er vi efter weekendens status-optælling så småt ved at være klar til det årlige besøg fra revisor Anders i samme anledning. Vi har da heldigvis osse fornøjelsen af besøg  på andre tidspunkter af denne uhyre korrekte mand, men denne tid på året er altid lidt speciel. Og heldigvis som altid glædelig. Året har været mægtigt godt, og hvis man skal tage bestik af ugens umiddelbare udsigter, så bliver gode tider blot bedre og bedre. Ja man næsten blive helt sangvinsk/socialdemokratisk i tankerne tilbage til det berømte valgslogan fra 1960 om at “Gør(e) gode tider bedre”

Måske de gode tiden dengang VAR gode, de var ihvertfald særdeles gode for Socialdemokratiet, der fik hele 77 mandater. Om det så osse var godt for den psykisk noget labile nyligt kårede statsminister Viggo Kampmann er straks sværere at sige. For selv om han kun holdt ganske kort i embedet, så holdt han  helt tydeligt alligevel rigeligt længe og det både for eget helbred og land. Selv om enkelte måske stadigvæk kan huske det herlige noget opstillet/styltede pressefoto af glade Kampmann og kulturminister Julius Bomholt i Vesterhavet med bare blegfede torsoer og høj cigarføring, så var Kampmann en tragisk politisk skikkelse. Og sønnen Jens må have haft en “rem” af fader Viggos manio-depressive hud, for helt godt det ham jo heller ikke.

Og hvad har det her så at gøre med afslutningen på et glædeligt finans-år og den ikke mindre lovende start på et nyt af slagsen?  Vel ikke meget andet end at det er tiltagende små-trist at se de “ikke-meget-mindre-end -Viggo Kampmann” følelsesmæssigt labile hifientusiaster simpelthen implodere, efter de i en tid har haft uhindret adgang til forskellige netfora. I dag er der tydeligvis røget en af de hidtil allerflittigste bidragydere af hysterisk alviden og det ser ikke spor lykkeligt ud. Selv om manden iøvrigt er selv-bekendt medicineret er det da en trist omend uundgåelig exit.

Pas bare på, Hasse “Boydk”, du kan blive den næste,. du er da tydeligvis en af tidens ihærdigst flittige i produktion af monumentalt tomgangspladder. Ingen skræmmer vel for tiden flere væk fra de danske fora end dig, der kan gå afskillige timer uden en eneste byder ind på et forum med over 25000 registrerede brugede, tak for kaffe, Hasse!
Med dine rigeligt økonomiseret-begavede bidrag til den kostelige tråd om vigtigheden af at (træ)”klodse” alle kabler op så kan man måske håbe det. Det er da i det mindste godt, at almindeligt begavede mennesker ikke tror alle vi hifientusiaster ligegodt er SÅ tossede! Intet er tydeligvist så inderligt stupidt, at det ikke umiddelbart kan afvises ak ak.
Nå, de almindeligt kritisk-fornuftige  er heldigvis forlængst forsvundet, tilbage er blot de evindeligt rethaveriske og småtskårne gråd-smålabile personager.
Mit anlæg ER altså bedst og JEG JEG JEG ved alting!
 At vores eget  anlæg her i vores demo-kælder så er, er blot en herlig tilfældighed. På linie med vores kommende ligeledes tilfældige officielle årsregnskab vel..